Grindsted Kirke. Søndag d. 14. september 2014 kl Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 14. september 2014 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 13. søndag efter trinitatis, Matt. 20, tekstrække. Salmer. DDS 376 Lyksaligt det folk, som har øre for klang. Dåb: DDS 447 Herren strækker ud sin arm. DDS 449 Vor Herre tar de små i favn. DDS 179 Herren god, som uden grænser (mel.: Bøj, o Helligånd ) DDS 655 Er du modfalden, kære ven (mel.: Min Jesus, lad mit ). Altergang: Pigekoret synger. DDS 355 Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre. Tekstlæsninger. Mika 6,6-8; 1. Tim. 1,12-17; Matt. 20,20-28.

2 2 Prædiken. En af kristendommens helt store sværvægtere - nemlig apostlen Paulus - lagde ud med at være et blodtørstigt og hævngerrigt magtmenneske. I sin egenskab af farisæer lagde han vægt på en punktlig overholdelse af Moseloven, som ifølge Det Gamle Testamente var givet af Gud selv. Når den himmelske majestæt var ophavsmand til loven, måtte den selvsagt udgøre en fejlfri manual til det perfekte liv. Det var altså op til én selv, om man levede, sådan som Gud ønskede det. Hvis man ville, kunne man også. Derfor var det ufattelig let for farisæere som Paulus at dømme dem som frafaldne, der ikke levede op til lovens krav. Dermed opstod der en opsplitning mellem dem og os. Paulus og de andre farisæere befandt sig på den rigtige side og kunne - fulde af selvretfærdighed - se ned på de andre. Den lovoverholdende livsførelse var dog mere undtagelsen end reglen. I hvert fald indeholder Det Gamle Testamente en lang række historier om, hvordan Moses folk, jøderne, gang på gang glemte at følge loven og derfor blev straffet af Gud, indtil de tog sig sammen og atter gjorde deres bedste for at følge lovens bestemmelser. End ikke i Det Nye Testamente er menneskets evne til at følge Guds vilje beskrevet mere optimistisk. Derfor greb Gud selv ind for at gøre noget ved sagen. Men det ville Paulus ikke høre tale om. For ham at se måtte mennesket selv klare ærterne og med sin levemåde gøre sig fortjent til Guds kærlighed. I egne øjne tilhørte Paulus en religiøs elite, der havde både Gud og retten på deres side. Af den grund var han blandt de første til at forfølge de kristne. Paulus havde kun hån til overs for Jesus, der havde vanæret Gud ved at postulere, at han havde guddommelig indsigt. At han skulle have været i besiddelse af denne indsigt havde han begrundet med, at han var selveste Kristus. I egne øjne var Jesus altså selve den frelser, hvis komme profeterne havde forudsagt. Det var en påstand, som Paulus og de andre farisæere slet ikke kunne acceptere. Lige så slemt var det dog, at Jesus

3 3 havde brugt sin påståede indsigt til at omforme den traditionelle jødiske tro, så der efter hans død var opstået en ny bevægelse af folk, der satte deres lid til, at han faktisk var Kristus. Denne sekt af kristustroende provokerede farisæerne med deres blotte eksistens. De udgjorde en trussel mod den rette lære og kunne lede svage sjæle på vildspor. For at redde folket fra den skæbnesvangre vantro stræbte Paulus og andre farisæere efter at udrydde de kristne. Paulus anså altså sig selv for at være Guds advokat, indtil han pludselig indså, at det forholdt sig stik modsat; at han havde advokeret for Djævelen. I Apostlenes Gerninger fortælles det, at Paulus pludselig blev kastet af sit ridedyr, da et skarpt lys blændede ham og en stemme opfordrede ham til at indstille sin forfølgelse. Stemmen tilhørte tydeligvis Kristus. Om det virkelig gik sådan for sig, eller om Paulus på anden måde blev overbevist om kristendommens sandhed er ikke så vigtigt. Det væsentlige i fortællingen er, at den hidsige og selvretfærdige kristenforfølger opdagede, at han indtil da havde handlet mod Guds vilje - en kendsgerning, han fra da af ville rette op på. Den nidkærhed, der tidligere prægede Paulus livsførelse i forsøget på at efterleve Moseloven og forfølge de kristne, brugte han fremover på at omvende folk til troen på Kristus. Han rejste rundt i en stor del af landene omkring Middelhavet og stiftede kristne menigheder; en beskæftigelse, der ind imellem bragte ham i livsfare. Det er denne skæbnefortælling, der ligger bag Paulus ord fra hans brev til vennen Timotheus: Jeg takker ham, der har givet mig kraft, Kristus Jesus, vor Herre, fordi han har vist mig den tillid at tage mig i sin tjeneste, skønt jeg tidligere var en spotter og forfølger og fór frem med vold. Men jeg fandt barmhjertighed, for i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde, og vor Herres nåde har været ud over alle grænser med tro og kærlighed i Kristus Jesus troværdigt er det ord og al modtagelse værd! For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største. Selvom Paulus også sidenhen førte sig frem med en vis selvfølelse, havde hans liv ændret sig radikalt. Hvis ikke, havde han aldrig kunne kalde sig selv den største

4 4 synder. Efter sin omvendelse kunne Paulus ikke længere være stolt af til fulde at leve op til Guds krav, for nu vidste han, at det bestemt ikke var tilfældet. Han kunne derimod være lykkelig, fordi Gud kunne bruge ham på trods af hans forhistorie. Han var fundet værdig til at bringe kristendommens glædelige budskab ud i verden, selvom han med sin forfølgelse af de kristne havde handlet som den mindst værdige af alle. Han var glad og taknemmelig, selvom han måtte erkende, at han aldrig ville kunne se på sig selv som perfekt igen, men resten af livet ville være afhængig af Guds nåde og tilgivelse. Guds nåde og tilgivelse er ikke det, der optager de såkaldte Zebedæussønner mest, da de anmoder om at få hæderspladserne i Himmeriget. Jakob og Johannes, der altså er brødre og har en far ved navn Zebedæus, vil så gerne sidde på hver sin side af Jesus. I modsætning til Paulus har de ikke en mere blakket fortid end så mange andre, så det skulle vel ikke være helt umuligt. De tilhører tilmed Jesu inderkreds. De er ikke alene en del af discipelskaren, men er - sammen med Peter - Jesu nærmeste betroede. I Johannesevangeliet går Johannes ligefrem under betegnelsen den discipel Jesus elskede. Johannes må altså have været Jesu bedste ven; ham, han kunne drøfte problemstillinger og personlige bekymringer med; ham, han tildelte særligt betroede opgaver. Zebedæussønnerne og Peter var tilmed de første disciple, Jesus havde kaldet. Derfor syntes det oplagt, at Jesus gav dem et fortrin frem for andre og skænkede dem de attraktive pladser. Dog måtte en af de tre nøjes med mindre, for der kunne jo kun sidde en på hver side af Kristus. Eftersom Jakob og Johannes var brødre, syntes de, at det var oplagt, at han gav pladserne til dem - og hvad de ikke fandt oplagt, gjorde deres mor. Ifølge evangelieteksten var det hende, der sagde: Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd. Hun havde ambitioner på sine sønners vegne. Dog kan hun ikke have været ene om ambitionerne, for hvis Johannes og Jakob havde været uenige, havde de forhindret hende i at sige, som hun gjorde. De var jo voksne mænd.

5 5 Spørgsmålet er, hvad de to disciple ville bruge pladserne til. Hvilke forestillinger gjorde de sig om de følger, det ville få, hvis deres ønske blev opfyldt og de kom til at flankere Jesus? Var det blot hæderen, de var ude efter, eller var det også magten? Jesus var deres mester, så der er næppe nogen tvivl om, at de forbandt hans person med magt. Som hans højre og venstre hånd, ville de udføre det, han bad dem om. De ville udøve hans vilje. Som hans forlængede arme ville de på en måde blive ét med ham. De ville få del i hans magt, og selvom de måske ville kunne assistere ham med gode råd, ville de ikke kunne stilles til ansvar for eventuelle følger. Dér fandt deres enhed med ham sin grænse. I sidste ende ville de jo bare følge hans ordrer, for det var ham, der traf beslutningerne. På den måde ville de både få magt og slippe for ansvar. Det er svært at forestille sig nogen mere komfortabel beskæftigelse. Man kan synes, at dette er en lige lovlig mistroisk beskrivelse af de to disciple, der jo ellers beskrives så positivt i evangelierne; men Jesus afslører selv, at hverken Johannes, Jakob eller de andre disciple er fri for bagtanker. Da de øvrige i discipelskaren hører om brødrenes påståede fortrin, bliver de vrede. De vil også have de bedste pladser. Da er det, at Jesus begynder at tale om magt, og særligt om magtmisbrug. Magt korrumperer. Har man først del i den, vil man have mere. Nogle gange er magten så sød, at der tages midler i brug, der ikke tåler dagens lys. Der indgås studehandler og til tider også uhellige alliancer. Der gives løfter, man ikke har i sinde at holde, og når bølgerne går rigtig højt, dolkes der i ryggen. Derfor taler Jesus om, at fyrster undertrykker folk og at stormænd misbruger deres magt over deres undersåtter. Disciplene - og i særdeleshed Jakob og Johannes - skal passe på med, hvad de ønsker. Magten kan fordærve dem; gøre dem følelseskolde og kyniske; fylde dem med en umættelig sult efter stadig mere magt. Hvis disciplene fik den magt, de ønskede, var det slet ikke sikkert, at de ville lade Kristus forblive deres mester. Det er ganske vist ikke en trussel, der kan ryste ham, for i kraft af at Kristus er den, han er, er det umuligt at vælte ham. Hans magt er nemlig den magtesløses. På

6 6 sin vis har han slet ingen magt, og hvordan skal man så tage den fra ham? Selvom Jesus ikke blot var et menneske, men også Gud, havde Gud givet afkald på at udøve den magt, han besad. Ellers havde han gjort som i Det Gamle Testamente: Sendt ild og svovl, pest eller slanger over sine modstandere. Men det gjorde han ikke. Han forblev i magtesløsheden og lod sig korsfæste. Først i døden greb han til sin guddommelige magt og ændrede den ordning, han havde indstiftet fra verdens skabelse af. Med sin opstandelse korrigerede han dødens rækkevidde. Hvis dette ikke blev taget for givet, havde Zebedæussønnerne slet ikke kunnet tale om at få en plads hver ved siden af Jesus i hans rige. Opstandelsen til det evige liv i Guds rige kræver nemlig, at døden er gjort i hvert fald delvis afmægtig. Døden findes stadig, men kan ikke længere holde på de døde, når Kristus befaler den at slippe dem. Det var altså gennem afmagten og døden at Jesus fik magt over og forandrede dødens vilkår. Denne afmagtens magt kan ingen - heller ikke disciplene - tage fra ham. En afmagt kan ikke erobres, fordi nederlaget er bundet til den. Heller ikke Guds magt kan mennesket få del i, fordi mennesket netop er menneskeligt og ikke guddommeligt. Det ville være skønt at have en guddommelig magt som den, der præger Kristus. Men vi må nøjes med den magt, der ligger i afmagten; den magt, der kan være svær nok at administrere, fordi den kræver en selverkendelse, det kan være problematisk at finde sig i. Afmagten har vi først del i, når vi indser, at vi - på trods at alt det, vi faktisk kan og har magt til - ikke er herre over vores eget liv. Afmagten har vi del i, når vi indser, at vi kun har livet til låns og ikke aner, hvor lang tid vi har at leve i. Afmagten har vi del i, når vi erkender, at tilliden til, at Gud vil os det godt, er den eneste vej ud af fortvivlelsen over, at vi ikke selv har magt over livet. Afmagten har vi del i, når vi erkender, at vi hviler trygt hos den Gud, der selv afgav sin magt og afmægtigt lod sig henrette for at bane vejen fra livet, gennem døden og ind i det evige liv. Afmagten har vi del i, når vi - ligesom Paulus - giver afkald på at skulle bestemme over andre mennesker og Gud, og trygt lader Gud bestemme over os. Først

7 7 da viser det sig, at afmagten ikke indebærer et nederlag, men en skænket sejr; nemlig den, at Gud rejser os, når vi falder, fordi han udgør det faste fundament under vores usikre og afmægtige liv. Amen.