Kapitel 4 En hverdag med mus, orkideer og risvin

Transkript

1 Kapitel 4 En hverdag med mus, orkideer og risvin Fra vores svalegang kan man høre floden bruse nede i dalen.

2 Rismarkerne står nu i fuldt flor, og det er snart høsttid. Da vi ankom til Vietnam, var markerne grønne, og nu er nuancen over i det gullige. Vi føler, vi har været her længe. Alligevel bliver vi aldrig trætte af at se på naturen. Red dao-folket høster ris lige foran Topas Ecolodge. Selvom rismarkerne, der er bygget i forskellige niveauer som små terrasser, har bestået i mange år, sker det af og til, at der er jordskred, når det har regnet kraftigt. Det betyder, at der kan styrte et stort stykke jord sammen med nogle terrasser. På et tidspunkt skete det i nærheden af, hvor vi bor. Der var et lille hus, som forsvandt med i jordskredet, og nogle mennesker blev begravet i jord. Nu ligger jorden brak som en slags Ground Zero til minde om sammenstyrtningen. Jeg ved ikke, hvorfor man ikke bygger risterrasserne op igen. Måske kan de ikke, eller måske tør de ikke, når der ligger mennesker begravet dernede. Det er igen det der med de afdødes sjæle, som de har stor respekt for. Det er ret katastrofalt for risbønderne, når de mister deres rismarker på den måde, for de er ikke forsikrede. Og katastrofalt for menneskerne, der dør på den måde. Ligesom vi holder øje med naturen, bliver der holdt øje med os. Vi tiltrækker til stadighed mange nysgerrige naboer, der, fordi vi bor lige ud til vejen, lige kommer forbi for at kigge lidt ind ad vinduerne. En dag, Vera og Kristine leger, står der tre børn udenfor. De er gået op ad trappen og står og kigger med fladtrykte næser mod ruden for at se, hvilke spændende ting der foregår indenfor. Desværre ser det ikke ud, som om vi rigtig kan få pigerne til at lege med vores nabobørn. Kristine kan ikke lide, at de kigger sådan på hende. Pigerne har også lidt svært ved, at de vietnamesiske børn lugter stærkt af røg, fordi de laver mad over ildsted og varmer sig ved ilden på de kølige aftener. Så selvom Kristine og Vera godt ved, at de kommer fra en meget mere privilegeret tilværelse, er det altså ikke nok til at bære over med nabobørnenes nysgerrighed. Derimod vænner de sig hurtigt til nogle af de ansatte. En aften kommer to af pigerne, Kien og Thi, der arbejder i haven, ned til hovedbygningen, hvor vi er. De vil lege med Vera og Kristine og helst have dem med op i medarbejderhuset, men det tør Vera og Kristine ikke, så det bliver til lidt pjat og leg nede hos os. Kien og Thi slæber rundt med Kristine på ryggen, og selvom Kien og Thi er to voksne piger på snart 20 år, er de alligevel som legesyge børn. En ny hverdag starter for alvor Efter den lange overdragelsesperiode på fire uger med den forrige manager, hvor vi er blevet sat godt ind i alle detaljer, tager Walter og jeg fat sammen med resten af personalet. En hverdag skal nu for alvor i gang, men hvis man ved hverdag forstår rutine, er det ikke det, der kendetegner vores dage. Selvfølgelig er der daglige rutiner, som skal gøres. Gæster skal tjekkes ind og ud, der skal laves oversigt over næste dags ind- og udtjekninger. Det vil sige de gæster, der rejser, og de gæster, der kommer, og tidspunktet skal skrives ned. Egentlig er det kutyme, at vi dagligt skal aflevere gæsternes pasnumre til det lokale politi, men vi har undtagelsesvist fået lov til at aflevere én gang om ugen, da vi bor så langt væk. Vietnam er et kommunistisk land, og myndighederne skal ikke kun have styr på, hvilke gæster der opholder sig i landet men også helst, hvor de opholder sig. Der skal koordineres med Sapa-kontoret i forhold til bussen, tjekkes op på måltiderne næste dag; nogle gæster har for eksempel valgt at tage en ekstra frokost her, og alt skal tjekkes med køkkenet. Køkkenet skal sørge for at lave madpakker til dem, der skal på vandretur. Bestilling fra køkkenet skal sendes til Sapa osv. Men dagen går sjældent, som vi tror, og hvis vi har en plan, bliver den næsten altid ændret. Velkommen til Vietnam, sådan er det. Det er et kaos at navigere i, og det passer mig storartet. Jeg trives og smiler, når jeg går ned ad stien. Tænk, at vi virkelig er her, det er bare for vildt. Væk er kalendere. Her lever vi fra dag til dag. Vi ved næsten ikke, hvilken ugedag det er, for der er ikke den store forskel på søndag eller onsdag. Det er nogle gange som at leve i en boble. Vores hverdag er indsnævret til dette lille sted, og der sker altid så mange akutte ting, at der ikke er meget tid til at falde i staver. Det føles godt, at vi hele tiden skal forholde os til konkrete ting. På et tidspunkt beslutter vi, at sikkerhedsvagterne skal have uniformer, så de er mere genkendelige blandt personalet og for at give de spinkle unge mænd lidt mere autoritet. Hoan og Walter har en fest den dag, de er i Lao Cai, som vi kalder for storbyen, for at vælge dem. Man tror ikke sine egne øjne, når man ser alle de uniformer, der kan købes. Det må være et kommunistisk kulturtræk. Pomp og pragt. Med store guldknapper og kæmpekasketter. De valgte uniformer har så meget autoritet over sig, at fyrene nærmest ender med at ligne kaptajner fra Søværnet! Men glade for de nye uniformer bliver de. Det dejlige klima er en fryd at være i. Aftenerne er lune, og cikaderne synger, og for tiden er der solskin hver dag. Om dagen kan det blive ret varmt i solen, men det er sjældent, at vi opholder os i den ret lang tid ad gangen. Det er skønt at kunne være så meget ude, og vi nyder virkelig at have naturen og bjergene så tæt på. Nogle gange går vi en lille tur sidst på eftermiddagen hen ad vejen mod vores naboby. Det er en smuk tur med udsigt ud over bjergene, og det er virkelig eksotisk på denne tid af året, hvor der er vækst og grønt, så langt øjet rækker. Selvom det er regntid, er der masser af opholdsvejr. Regnen kommer mere om natten, hvilket er skønt, for den bidrager jo til den frodighed og vækst, som præger området. Sådan en gåtur er fremragende til at ryste dagens travlhed af sig. Det er fascinerende at have så smukt et sceneri lige uden for ens havelåge. Alt er stadig så anderledes og eksotisk for os, og pigerne nyder virkelig vejret og at kunne drøne rundt i klipklapper hver dag

3 Selvom jeg synes, der er mange beslutninger at tage, og usikkerheden indimellem popper op, kan jeg ikke undgå at blive fascineret af at kigge på, hvordan de lokale arbejder. Det er så anderledes fra min virkelighed. Generelt er de lokale hårdtarbejdende folk, der er vant til varmen. På deres egen måde er de utrolig effektive og udviser en sans for at samarbejde, som er unik. De er vant til at se sig selv som en del af en gruppe og ikke som individualister. At være risbonde kræver et helt specielt samarbejde og teamwork. På samme måde fascineres jeg også, da vi på et tidspunkt skal sætte tømrerne i gang med at lave flere senge før vores forestående højsæson. Den forrige manager har gjort os opmærksom på, at der kan være så stor efterspørgsel på værelser, at der ikke er senge nok, og den situation vil vi ikke stå i. Hvis gæsterne har større børn med, vil vi kunne lave bungalows om fra dobbeltværelse til et værelse til tre ved at flytte en ekstra seng ind. Derfor har vi bedt de utroligt dygtige og kompetente tømrere Duc og Long om at gå i gang. De arbejder på deres helt egen rolige og meget effektive måde. Det er dejligt, at man kan sætte dem i gang med noget, og en uge efter afhængigt af hvad de skal lave står der en seng, færdiglakeret og det hele. De køber træ på et lille savværk og kommer hjem med en kæmpe stamme på motorcyklen, og så går savearbejdet ellers i gang. Jeg kan stå længe og kigge på, hvordan de roligt griber arbejdet an. Med en snor dyppet i noget sort stads afmærker de den lige linje, der skal saves fra den ene ende af træstammen til den anden. Med en kæmpe sav sidder de på jorden for enden af stammen, hvorpå de stemmer imod med de bare fødder og saver plankerne ud i jævnt tempo. Uden alt for mange moderne hjælpemidler sætter de sengen sammen. Uden et søm. Alle trædele er flettet ind i hinanden. Det er virkelig kram jeg kunne godt bruge Long hjemme i Danmark. Et enkelt moderne hjælpemiddel er der dog at finde hos os på bakketoppen. En kompressor. Den er næsten en nødvendighed, fordi der er så meget male- og lakarbejde i et så fugtigt område. Træværk på alle bungalows og bygninger bliver jævnligt slebet ned og lakeret på ny. Jeg er lidt efter Long for at få ham til at bruge en lille maske, når han sprøjtelakerer, men han griner bare og tager den på, men næste gang, jeg ser ham, er masken væk igen. Jeg skulle måske nok presse mere på med det, men gør det ikke. Mon der findes et arbejdstilsyn i Vietnam? I så fald har de overset et par ting, især de maskiner der bruges til at asfaltere vejen ned mod Ban Ho. Den flydende asfalt opvarmes i et stort monstrum, hvor man kan se flammerne fra den åbne ild. Mange ting i den retning halter. Vietnameserne har været udsat for de uhyrligste perioder igennem historien, og de hæslige krige har sat tydelige spor. Her kom ingen Marshall-hjælp og satte økonomiske hjul i gang som i Europa efter krigen. Heldigvis trods åbenlyse mangler er alt det forfærdelige nu udskiftet med en stemning, der emmer af foretagsomhed. Vietnameserne slider, bygger, forbedrer og asfalterer på livet løs. Tømrerne er nogle af de mest pålidelige ansatte, vi har. De er lidt ældre end de andre og har en stor ansvarlighed over for stedet. Men hvor jeg kan lade mig opsluge af at studere vietnamesernes gruppesammenhold, bliver jeg helt overrasket over, hvordan det omvendt kan gå helt galt, når de arbejder alene. Da kan de til tider gå fuldstændig i stå og blive nærmest helt ulykkelige. På et tidspunkt var der en ung fyr, der kom for at søge arbejde hos os. Vi satte ham til at vedligeholde vores grønne områder. Han var den eneste til det. Det var, som om hans effektivitet dalede og dalede for hver dag, der gik. Vi irriterede os voldsomt over det og troede, det var, fordi han var doven. Vi var ved at opgive håbet om, at han nogensinde ville blive en god arbejdskraft, men han fik en sidste chance, da han kom i køkkenet. Og der skete der en stor forandring med ham. Fra at sygne hen i det ensomme arbejde han ikke kunne overskue sådan virkede det til at få kolleger i køkkenet, blomstrede han fuldstændigt op og begyndte at være en rigtig god arbejdskraft. Hvis vi skulle have noget ud af at have ham til at passe de grønne områder, skulle han have haft mindst én kollega. Det går bedre, når de er flere om arbejdet, og i vores iver efter at være mere effektive er vi lidt sene til at opdage det. På besøg i nabolandsbyen Endnu en dag er i gang. Tømrerne er for længst begyndt på arbejdsdagen, kan jeg høre af de lyde, der kommer nede fra deres lager under vores stue. Klokken er ni. Jeg ligger i sengen under vores myggenet og gasser lidt. Walter har taget morgentjansen, og jeg har fået lov at sove længe. Pigerne sover stadig, kan jeg høre, for der er usædvanligt stille inde fra deres side af stuen. Solen skinner, og jeg kan høre koklokker, der bjælder. Jeg titter ud af vinduet gennem de lidt gennemsigtige bambusrullegardiner og ser en lille dreng, der slår med en bambuspind på ryggen af de store vandbøfler, som han forsøger at drive videre. De går og græsser på den lille skrænt, der er ved siden af vores hus. Jeg har hørt, at en vandbøffel skal have op til 60 kilo græs om dagen. Det lyder helt vildt. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange kilo afføring det så giver, for en del af afføringen fra vores naboers vandbøfler lander på vores område. Det er selvfølgelig god gødning, kan man indvende, men knap så charmerende at have den slags liggende på stierne. Jeg prøver at tage mig sammen til at stå op og får endelig viklet mig selv ud af myggenettet. Jeg går ind og ser, om der er liv i pigerne. Solen står lige ind i øjnene på dem, så de er også ved at vågne. Den dårlige samvittighed over at have sovet så længe nager mig, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang på kontoret. Sjovt, at jeg får dårlig samvittighed, men jeg ønsker ikke, de skal tænke, at jeg ligger og dovner som den privilegerede vestlige kvinde. Jeg tror dog, de færreste vietnamesere ville tænke sådan. Det er, som om de i større grad har respekt for 54 55

4 det at sove end os. Det sidste, jeg gerne vil fremstå som hernede, er en forkælet vestlig kvinde. Jeg griber noget tøj. Badet må vente, jeg har ikke tålmodighed til at vente på, at vandet bliver varmt lige nu. Det må blive i aften eller i morgen. Jeg vasker mig lidt, tager mascara på og spørger, om pigerne vil med ned og have morgenmad. Døren til vores hus knager og binder, men op kommer den, og vi går ned ad den stejle trappe. Good morning manager, siger Long, da vi støder ind i ham. Good morning Vietnam, har jeg lyst til at sige, men jeg nøjes med at smile og sige: Good morning Long, how are you today? I m fine, thanks, svarer Long og griner. Han har fået mod på at lære mere engelsk og dermed udvide sit ordforråd fra otte ord til flere sætninger. Det bedste tidspunkt på dagen er næsten nu, hvor jeg går den smukke tur fra vores hus hen forbi receptionsbygningen, mens jeg vinker til sikkerhedsvagten og går videre ned ad stien til restauranten. Inden jeg drejer ned af stien, ser jeg, at der sidder en flok red dao-damer og broderer udenfor. En meget ung pige sidder med sin lille baby ved brystet. Babyen er beskidt og snottet, men virkelig kær. Hun har allerede fået lavet huller i ørene, og der er en lille snor trukket igennem de små huller. Senere kommer der nok rigtige øreringe i, for red dao-stammen laver deres egne smykker nogle gange i sølv. Den smalle sti ned til restauranten er ujævn og lavet af sten, der nærmest ligner brud. Vi skal have fyldt cement mellem stenene, for stien er for svær at gå på. Jeg går og kigger ned hele tiden, for der er risiko for, at man kan vrikke om på foden. Og det er jo ikke meningen. Det er meningen, at vi og især gæsterne skal se op og ud og nyde udsigten. På kontoret er Walter i fuld gang. Han har allerede tjekket en stor gruppe ud og står nu og taler i telefon med dem fra kontoret i Hanoi. Det er snart lønningsdag, og vi skal have opgjort arbejdsdagene for alle ansatte. Han bliver glad, da han ser mig, for han har brug for hjælp med at tjekke køkkenbestillingerne pludselig er der ikke så mange gæster, som der er bestilt og lavet mad til. Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke skal stå i det her alene, men at vi er to om det. Jo længere tid jeg er her, jo mere respekt får jeg for den forrige manager, som var her i et år helt alene. Vi har nu været her i to måneder, og vi har konstant så meget at nå. Jeg har fornemmelsen af, at der altid vil være projekter at tage fat på og noget, som kunne være bedre og forhold, som kunne være organiseret på en anden måde. Kunsten er virkelig at sætte begrænsninger og kun have gang i små projekter ad gangen. Derfor er tanken om, at vi måske skulle tage at slappe lidt af en gang imellem, begyndt at poppe op, og som følge af det har vi sagt ja tak til en invitation fra to af vores ansatte. Vi skal hjem til dem senere på dagen, og jeg betragter det som deres måde at sige, at vi er velkomne. Tømreren Long er kæreste med en pige fra rengøringsteamet, der hedder Khien. Det er lidt usædvanligt, da Long ikke er fra en minoritetsstamme, og Khien er fra tay-minoriteten. Men det sker af og til, at de gifter sig på tværs, og det går tilsyneladende i al ro og fordragelighed. Vi skal besøge Khiens forældre. Det er første gang, vi skal på besøg hjemme hos nogen, og vi er meget spændte. De kan ikke meget engelsk, så jeg har inviteret vores kok Tu med til at oversætte. Jeg vil gerne tage noget med som gave, så vi laver et lille stop i vores naboby Su Pan, som senere får navnet The City Of Light på grund af det overdrevent store vandkraftværk, som kineserne får held til at bygge midt i nationalparken! Det er tilsyneladende svært i så fattigt et område at sikre beskyttelse af en nationalpark. Især når der står nogle interesserede kinesere og vifter med en kæmpe bunke penge for at få lov til at bygge. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er ærgerligt, at vietnameserne ikke selv får glæde af den strøm, der produceres, for efter forlydende skal strømmen eksporteres til Kina de næste ti år. Allieret med kiks og frugt fortsætter vores køretur ned ad bjerget. Udsigten er skøn, men der er meget mudder, for det har regnet, og vejen er endnu ikke færdigasfalteret. Alligevel synes jeg, det er vidunderligt at sidde her bagved Tu på hans motorcykel. Efter kun en lille væltetur i mudderet ankommer vi til Thanh Phu, som er en skøn landsby med en dejlig ro. Her er der ingen biler overhovedet og kun meget få scootere. Sikke en stilhed. Da vi ankommer til det pælehus, forældrene bor i, bliver vi ledt op af den stejle trappe til et rum, hvor gulvet består af flækkede bambusrør. En bambusmåtte bliver spredt ud på gulvet, og vi bliver budt på at sidde ned. Jeg ser mig lidt omkring og lægger mærke til, at der ikke rigtigt er nogle møbler udover en dobbeltseng, der står i et hjørne, og et skab, hvorpå der er et lille alter og et stort billede af Ho Chi Minh. Nedenunder er der køkken med ildsted, og røgen smøger sig lidt op til her, hvor vi sidder. Jeg sidder og tænker på, hvad de mon ville tænke, hvis de så vores hus derhjemme og alle de ting, vi har i det. Vi giver gaverne til Khiens mor, som vifter afværgende med hånden, som om at vi ikke havde behøvet det. Men jeg tror nu, det er godt nok. Vi mærker tydeligt, at de gør alt, hvad de kan for at få os til at føle os velkomne. Familien har i dagens anledning slagtet en kylling. Ikke, at vi sådan lægger nævneværdigt meget værdi i det. Men senere finder vi ud af, at kylling er en meget fin spise. Vi går efter kødstykkerne, mens Long tager sig kærligt af selve kyllingefødderne, som han med velbehag sutter og gnasker i sig. Det er vist første gang, vi ser nogen tygge hønsefødder. Hoved, næbbet og det hele er også med i retten. Intet går til spilde! Det er specielt at sidde her på bambusgulvet i skrædderstilling og sammen med familien spise med pinde af de små skåle. Især, fordi der samtidig er en kæmpe larm fra naboen, der åbenbart hygger sig rigtig meget med sit karaokeanlæg. Han hører en meget høj vietnamesisk sang. Det mest forbløffende for os er, at selvom de har 56 57

5 nogle lidt undskyldende blikke over for os, er der ingen, der kan finde på at bede naboen skrue ned. Jeg tror, det er typisk vietnamesisk. På nogle områder blander man sig ikke. Naboen vil tabe ansigt, hvis han bliver bedt om at skrue ned. Og hvis der er noget, du ikke gør i Vietnam, så er det at være skyld i, at nogen taber ansigt. Bedstefaren er med til måltidet. På bordet bliver der sat en brugt vandflaske, som indeholder en gullig væske. Det er risvin. Vi har hørt vilde historier om, hvor stærk risvinen er, og hvor skidt det smager, hvis den er hjemmebrændt, men nu kommer vi ikke længere udenom. Der bliver skænket op i små snapseglas. Bedstefaren rejser sine samlede hænder om det lille glas og retter sig imod Walter og mig. Skål, skål og velkommen, siger han igen og igen. Tu oversætter for os og forklarer, hvad bedstefaren siger. Tak, fordi mine børnebørn kan arbejde på Topas Ecolodge. Skål for jer og skål for hele Topas Ecolodge. Han er meget gammel, og øjnene er næsten helt lukket i. Han er krumbøjet, og han har et langt fipskæg. Han ligner en gammel kinesisk mand, som man ser i film. Vera og Kristine synes, han er lidt skræmmende, især fordi han kun har et par tænder i munden, ser det ud til. Vi erfarer, at det er god skik og brug at holde formelle skåletaler for gæsterne, og vi kvitterer med formelle taksigelser. Tak, fordi vi måtte komme, siger vi. Og tak, for at Long og Khien arbejder hos os. Vi er meget glade for dem, og de arbejder rigtig godt. Vi mener, hvad vi siger, men vi kommer til at smile af at sidde her og lovprise dem. Bedstefaren smiler og nikker og skubber mere mad hen til Vera og Kristine, som efterhånden er ved at være godt mætte. Vi skåler igen for Topas og Mr. John i Danmark. Det er lige før, vi bare mangler at skåle på dronningen og præsidenten. Normalt i sådanne situationer ville jeg sidde og snakke meget, spørge og være meget social. Det er en naturlig del af mig, og jeg er ret nysgerrig anlagt. Men her er der en naturlig begrænsning, for vi kender ikke hinandens sprog, så derfor gør det ikke noget, at vi ikke siger så meget. Vi har selvfølgelig Tu med til at oversætte vores spørgsmål, men jeg finder ud af, at jeg faktisk nyder, at der ikke skal være så meget snak. Jeg sidder bare og spiser lidt med pindene fra min skål, ser mig lidt omkring og smiler til vores værter. Det kan faktisk indimellem være ret praktisk, at vi ikke kan hinandens sprog. Pigerne kan sagtens sige ting højt, som: Mor, behøver jeg spise det der, det har jeg altså ikke lyst til. Eller de siger: Hvor ser han sjov ud ham der, han har kun én fortand. Jeg tror også, det gør det lidt lettere for børnene at være med til så mange forskellige begivenheder her, at de bare kan tale til mig på deres eget sprog uden at bekymre sig om, hvorvidt de nu er høflige og siger det rigtige. Der koges, brases og steges i det primitive køkken, hvor alt fungerer på fascinerende effektiv vis. Vores maver har haft forbløffende få problemer med at omstille sig fra danske bakterier til vietnamesiske. Det gør en markant forskel, at al mad her er helt frisk, for der er ikke noget køleskab til at opbevare tingene i. Mens vi sidder der helt autentisk med lokale vietnamesere, mærker jeg en indre varme over, at vi får lov til at opleve sådan en dag. Vi er ikke bare turister på besøg. Efter maden får vi serveret grøn te, og mændene skal have gang i deres bambuspiber. Det er ved at være tid til at bryde op. Long viser os det hus, han har bygget ved siden af hans svigerforældres hus. Det er flot og nyt i beton med rigtigt toilet. Det er malet i en grøn farve. Han er stolt af sit værk, og det kan han også være, det er et flot byggeri, selvom vi dog synes, pælehytterene er langt smukkere, men det siger vi ikke. Det er klart, at der er status i at lave et nyt flot hus med klinkegulv og beton frem for et hus af træ og bambus. Vi takker mange gange Khiens forældre for invitationen og for maden, og pigerne klatrer igen op på scooterne, som skal transportere os videre. Hele familien og nogle enkelte naboer vinker os til afsked. Senere på dagen kører vi videre ud til en lille red dao-by, Sin Chai, hvor Topas har seks bambushytter. Det er her, de mange organiserede trekkingture går til. Området er lidt som i junglen. Der er mere bevoksning, end hvor vi bor. Mens vi sidder og holder et lille hvil, kommer der en fyr hen til os, som gerne vil have et job på lodgen. Åbenbart ved han, hvem vi er: Jeg tror, han genkender Long, som ofte har været derude for at reparere hytterne. Vi beder ham om at komme forbi en dag. På vej hjem tager vi hen til en lille strandbred i dalen ved Ban Ho-floden. Floden løber gennem hele den nationalpark, vi bor i. Her er dejligt. Helt stille og varmt. Pigerne kravler lidt rundt på de kæmpe sten, og senere følger vi voksne efter. Jeg tænker, at det kunne være et sted, vi kunne tage til engang imellem for at svømme. Vi kan skimte lodgens bungalows, som ligger oppe af bjerget, de synes så langt væk, men da vi endelig kører hjem igen, undrer det mig, at det kun tager 20 minutter. Det har været en fed dag, og jeg føler, vi har lært Long meget bedre at kende. Orkidéindkøb Vi lærer de ansatte bedre at kende på hver sin måde. Jeg vil gerne finde ud af, hvor man kan købe planter. Hai har nævnt, at hans onkel har flotte orkideer, og jeg vil gerne med en tur ind til ham. Vi har talt om det længe, og jeg er meget nysgerrig. Jeg har en forestilling om, at smukke orkideer ville pynte på balkonerne i vores bungalows. Men den forestilling er, som alt andet her, svær at bringe til praksis. Det kræver lang tids opfølgning at få alle de ansatte i rengøringsteamet til at huske vandingen. Omvendt så er de rigtig gode til det, når først rutinerne 58 59

6 er indarbejdet. Og jeg er faktisk ret imponeret over, hvordan de stille og roligt inkorporerer nye ansatte og viser dem alle opgaverne i rengøringsteamet. Det er et utrolig vigtigt team for os, og de er meget pligtopfyldende. Kristine og jeg er smuttet af sted sammen med Hai, og jeg er spændt på at se hans onkels blomsterhandel. Han bor lidt uden for Sapa, og det bugner med både små og store orkideer. De største orkideer er virkelig dyre. Meget dyrere end jeg havde regnet med. Jeg nøjes med de små. Hais onkel byder os på mad, og Kristine og jeg indtager vores vietnamesiske måltid på en bambusmåtte på gulvet. Onklens hjemmelavede krydrede risvin kommer også frem. Stærk, men smagen var ikke så slem, som andre risvine jeg har smagt. Det er en sjov oplevelse for både Kristine og jeg. Hai vil gerne vise os den botaniske have i Sapa, så der tager vi hen, inden vi kører hjem mod lodgen. Botanisk have er et stort ord at bruge om stedet, synes jeg. Men så kan vi da sige, at vi har set den. Det flotteste, vi ser, er en opvisning i en bygning i haven, hvor nogle dansere opfører og viser områdets forskellige minoriteters klædedragter og specielle dansearter. Hver minoritet har sin egen dans. Dagen efter ankommer orkideerne. Vi har fået chaufføren, der kører shuttlebussen, til at hente dem hos Hais onkel. Nu skal vi bare have dem placeret. Vi får tømrerne til at hænge dem op i kroge på de altaner, der er på hver bungalow. Det kommer til at se flot ud, når de springer ud. Risvinssmagning i baren Ideerne sprudler i os, og jeg tror til tider, vi kunne bemande adskillige projektledere til at igangsætte vores ideer. Her er det ingen kunst at komme med gode ideer. Derimod er det en kunst at få omformet en idé til at blive en integreret del af hverdagen. Jeg tror, alle managers, som har været her, har prøvet at være igennem den proces, hvor alle i begyndelsen er fokuserede på at gennemføre en idé, men så behøver der blot at ske noget uforudset i to dage, hvor ingen husker at praktisere den nye ide, og så kan man begynde forfra. Mange projekter er faldet til jorden af den grund. En af vores mere vedholdende ideer er at lave risvinssmagning om aftenen i baren. Risvin lyder måske ikke interessant for danskere, men når man er i Vietnam og ved, at der findes mange forskellige slags risvin, bliver man faktisk grebet og nysgerrig. Vi beslutter os for at gøre noget ved ideen og tager derfor hen for at se, hvordan risvin bliver lavet. Risvinsproduktionen begynder med de høstede ris, hvor skallen endnu ikke er fjernet. I Vesten kan vi godt lide at spise brune ris, men det ser vi overhovedet ikke herude. De skal være helt hvide og afskallede. Men til risvinen må de altså godt beholde den næringsrige skal. Herefter koges risene op i et stort kar, og jeg forstår bedre, hvorfor det hedder brændevin. Så skal der gæres. Vinen drypper ud af tønden og ned i opbevaringsdunken. Risvinen er fyldt med fusel og syre, men det er en ældgammel tradition. Jeg tror, alle folkeslag i enhver tidsalder har brygget alkohol. I hvert fald har alle folkeslag haft brug for stimulanser af den ene eller anden slags. En høj procentdel af de mandlige black hmong-minoriteter er alkoholiserede. Thanh Kim risvinen, som bliver produceret i vores naboby, skulle efter sigende være en ret berømt en. Den er særlig stærk, helt op til 50 procent. Normalt er det svært at definere alkoholprocenten i risvin præcist. Den kan være fra 25 til 50 procent. Der bliver drukket rigtig meget risvin her i området, det er nemt at få, og det er billigt! En halv liter risvin kan købes for dong, hvilket svarer til tre kroner! Til højtider drikker man i stammerne udelukkende risvin. Øl og dåsesodavand er en luksusdrik og indkøbes, når der kommer vestlige gæster. Under vores introduktion til risvinsproduktion tager vi billeder, som Jeppe limer ind i en bog. Det er planen, at gæsterne kan kigge i den, mens de smager nogle af vinene, og nogle af de ansatte i baren fortæller om produktionen og de mange væsker i de genbrugte vandflasker, som herude bliver brugt til risvinsopbevaring. Der hører ofte også gode historier til en flaske er fyldt med bier og siges at være god for maven, mens en anden af flaskerne er fyldt med en helt speciel træsort, som ifølge de lokale er god for mænd hvad end der så ligger i det. En tredje flaske er fyldt med bitre æblestykker. Væsken smager cirka, som jeg forestiller mig smagen af rengøringssprit fortyndet med vand, og som er holdt hen over et bål for at få en røget smag. Fordi jeg ikke er så vild med risvin, er jeg måske ikke den rette til at bedømme risvine den bedste eller mindst slemme, jeg har smagt, er en sødlig blommebrændevin. Den var det, jeg vil betegne okay. Endelig oprinder dagen, hvor vi skal afprøve vores nye idé. Vores første risvinssmagning bliver for en dansk gruppe, som er på rundrejse i Vietnam. De har lige været på vandretur i tre dage, så de er trætte, glade og i højt humør. For at gøre aftenen speciel har køkkenet sørget for, at der er småkager til risvinene. Det bliver en fin aften, hvor gæsterne viser interesse for Kiens fortællinger om de forskellige vines fortræffeligheder. Der er risvin, der kan hjælpe på enhver lidelse. Både ledsmerter, mavepine, impotens og hoste skulle den kunne klare. Gæsterne kan godt lide arrangementet, og vi beslutter sammen med barpersonalet, at det vil vi fortsætte med at gøre, hver gang vi har grupper på besøg. Arrangementet skal blot koordineres med deres turleder. Mus med selvtilliden i orden Mens vi har risvinssmagning, kan vi høre mus kravle oppe under loftet i baren. De har været der før, og det er, som om det er blevet værre. Også oppe i vores hus har vi en del mus, og det selvom vi i begyndelsen bad tømrerne om at tætne huset lidt 60 61

7 for at undgå den mindre zoologiske have, vi følte, vi var midt i, hver aften vi skulle sove. Trods tætningen har vi også erfaret, at en ugle har taget bolig i vores hus, ligesom flagermus, insekter, store natsværmere og edderkopper er dagligt besøgende. Selvom vi har prøvet lidt af hvert, har musene vist sig at være langt sværere, ja nærmest umulige at få bugt med. Helt utroligt, hvad man kan vænne sig til. Jeg var ikke bange for mus før, ej heller specielt vild med dem, men nu er vi nærmest blevet ligeglade. Selv når vi søvndrukne kan høre dem på en armslængde fra os, sover vi videre. Heldigvis sover vi under myggenet, og man må om morgenen lige ryste muselortene af sine cowboybukser, inden man tager dem på. Helt ligeglade er vi dog ikke. Det, man ikke vænner sig til, er synet af dem, når man finder dem døde! Det er helt sikkert ikke rotter, men nogle store mus med en slags pels. Nede på kontoret beretter jeg for de andre om vores hovmodige mus. Vi har mange mus oppe i vores hus, beklager jeg mig til en af de ansatte. Men Louise, det er jo, fordi det er deres hus, forklarer Kien mig. Ja, det er, fordi de ikke ønsker, at vi bor i deres eget hus, griner jeg og ser for mig, hvordan de stædige mus sidder med hænderne over kors og holder stormøde om, hvordan de kan få os jaget ud. Vi har flere gange talt om at få tømrerne til at lave et lukket skab, men det er ikke blevet til noget. Musene æder sig igennem alting, men nu hvor vi kender deres færden, tvivler vi på, at et sådant skab vil hjælpe noget. Men især i køkkenet i restaurantbygningen og nu også i baren er de et problem. Når man bor midt i rismarken, kan vi ikke undgå at have mus, og det er, som om de kan lugte selv den mindste lille krumme. Som dræbersnegle i musekroppe tygger de sig igennem alt spiseligt og uspiseligt i vores hus sågar Kristines tyggegummi inklusive papir. De finder vej op på bordet, hvis der er en rest mad, hopper op i skraldespande, og de gnaver sig igennem mælkekartoner! Tror egentlig ikke, de er vilde med mælk, men mus er som narkomaner på jagt efter stof, er jeg sikker på. Det hjælper, da vi får alle mælkekartoner opbevaret i aluminiumskasser. Alting skal pakkes væk i køkkenet, og ofte må tømrerne tætne nye musehuller, når de havde gnavet sig igennem en træplade! Oven over kontoret bor der vist også et par stykker, for de larmer og kradser ofte, og når vi tjekker gæster ud, er det helt pinligt. Jeg står nogle gange og rømmer mig højt, for at gæsterne ikke skal høre musene pile rundt deroppe. Særligt kan de lide onkel Jørgens musegift onkel Jørgen er min mors mand - som vi bad ham tage med til os med det til følge, at det begynder at lugte fælt i vores soveværelse, og jeg synes, der falder nogle bittesmå mærkelige hvide larver ned fra sivloftet på min hovedpude. Mider. Onkel Jørgens forsikring om, at musene søger udenfor, når de har spist gift, fordi den gør dem tørstige og dermed ikke ligger og rådner på ufremkommelige steder, gælder åbenbart ikke for vietnamesiske mus. Hvad jeg før fandt ulækkert inden for dyreverdenen, er nu blevet en del af min hverdag. Store doser af enormt store insekter og behårede mus kurerer en lidt og jeg tager nu mig selv i at fjerne store edderkopper, kæmpe natsværmere og farlige gigantiske hvepse helt uden at rynke på næsen. I et sidste forsøg på at få bugt med musene overnatter vi 14 dage i stuen, så musene kan rådne godt op! Vi kan ikke komme ind til dem, medmindre vi har lyst til at få hele loftet taget ned. Det har vi ikke tid til. Hvem bekymrer sig om muselig i soveværelset, når one has a business to run? Det lykkes os da også til sidst at få bestanden lidt ned. Det er jo det søde med det sure. At rejse på eventyr, som vi føler, vi har gjort ved at tage herud, indebærer også alle de ubekvemme ting. Og man ved ikke, om man magter det, tror jeg, inden man står i det. Ikke alle magter det, og nogen må ret hurtigt tage hjem igen. Andre bliver bidt af rejselysten og vil efterfølgende for evigt drages af at komme af sted, af sted, af sted. Jeg hører uden tvivl til den sidste gruppe. Og heldigvis har jeg stadig ikke bare uger og dage tilbage på det her eventyr, men måneder. Ud af komfortzonen Som tiden går, begynder jeg at forstå en tegning, jeg engang har set. Man er nødt til at komme ud af sin bekvemmelighedszone for at opleve det magiske. Selvom det kan være lidt hårdt at bevæge sig væk fra sin komfortzone, er det ofte der, man virkelig skaber minder, som man husker lang tid frem hvad end man bare skal på en strabadserende vandretur eller vælger at rive et år ud af kalenderen for at flytte om på den anden side af jorden. Når dagene bliver for ens, kan vi have svært ved at huske tilbage. Jeg kommer til at tænke på det, hver gang vi sender vores gæster af sted på vandring. Selvom det er en hård tur, så er det i den grad her, minderne skabes. Min familie og jeg har selv været på en af de tredages ture, som mange af vores gæster skal på. De vandrer ned gennem dalen, bor i de lokales huse og slutter ude ved Topas bambushytter. Mens gæsterne er iført vandretøj, vandrestøvler, drikkeudstyr, plastre, solhat og solcreme, godt rådgivet af turlederen, suser bærerne ned ad bjerget i deres plastiksandaler eller klipklappere. Det ser så nemt ud, når de springer af sted og hopper fra sten til sten, men de har øvet sig i mange år. Helt anderledes er det med danske usikre ben, som ikke er vant til bjerge og ujævnt terræn, og derfor er tilfredshedsfølelsen også ekstra stor om aftenen, hvor man med trætte ben og ømme fødder ved, at man har gået i mange timer i den friske luft. Godt for kroppen, opbyggende for sjælen. Efter sådan et par dage begynder man også på vidunderlig vis at sætte stor pris på den komfort, vi er vant til med gode badeværelser og et toilet, som skyller ud. Eller noget så simpelt som den 62 63

8 luksus at sætte sig i en blød stol og drikke noget lækkert og koldt. Og man bliver glad af at møde så mange mennesker, der lever en ret primitiv tilværelse, men dog alligevel har så meget humør og smil til overs for de mennesker, der besøger deres landsby. Det er, som om man bliver inspireret af deres enkle liv, og ens egne problemer bliver lidt mindre. Uanset hvor hård gæsternes vandretur har været, hvor meget det har regnet, eller hvor varmt det har været, så er alle i højt humør, den dag de kommer tilbage fra vandring. Og vi kan være ret sikre på, at der bliver hygget i baren, for om aftenen trænger de til en kold øl og til at få snakket alle oplevelserne igennem. De er også kommet ud af deres komfortzone på sådan en tur

9 Børnene har red dao-hatte på, selvom her er varmt. Red dao-folket høster ris lige ved siden af os. Denne lille black hmong-pige vil gerne sælge til os. 66

10 Alle stiller op til ære for fotografen. Vores tømrer Long er dygtig. Her laver han en seng. Der brases og steges i det primitive, men effektive køkken. Vores naboer laver stadig mad over åben ild

11 Vi spiser et måltid hos onklen, der sælger orkideer. Brygning af risvin.