2018-TEST: LOVLIGE ONLINEUDBUD AF FILM RESUMÉ

Transkript

1 2018-TEST: LOVLIGE ONLINEUDBUD AF FILM RESUMÉ

2 Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret, 2018 Gengivelse er tilladt med kildeangivelse RAPPORT OM TEST AF LOVLIGE ONLINEUDBUD FILM 2

3 Resumé TEST: LOVLIGE ONLINEUDBUD AF FILM Denne rapport gennemgår resultaterne af en test, der blev foretaget mellem september og december 2017 for at vurdere forbrugernes erfaringer med adgang til digitalt filmindhold via lovlige onlinekilder nærmere bestemt transaktionsbaserede tjenester til video-on-demand ("betal pr. titel", herefter benævnt TVOD-tjenester). Testen er bestilt af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret som led i dets overvågning af udviklingen af nye konkurrencedygtige forretningsmodeller, der udvider det lovlige udbud af kulturelt og kreativt indhold. Testen er den anden i en serie på to, hvoraf den første fra 2016 undersøgte adgangen til digitalt musikindhold. For at kunne foretage en sammenligning mellem de to tests er metodologien og rapporteringsstrukturen for denne anden test så vidt muligt rettet ind efter den første. Testen blev sat op som en fokusgruppetest, hvor et lille panel af forbrugere, der var erfarne (men ikke specialister), først verificerede, om et udvalg af filmtitler var lovligt tilgængeligt fra en TVOD-tjeneste, og derefter drøftede deres erfaringer med TVOD og andre online-on demand-tjenester i en modereret gruppediskussion. Efter en pilottest i Irland i oktober 2017 blev testen afholdt i november 2017 i et geografisk forskelligartet udvalg af medlemsstater: Østrig, Bulgarien, Tyskland, Frankrig, Italien, Letland, Polen, Sverige, Slovenien og Det Forenede Kongerige. I testens første del søgte deltagerne på en eller flere TVOD-tjenester efter et sæt film bestående af fem kategorier: Internationale film (produceret uden for EU), indenlandske film (produceret i den testede medlemsstat og udgivet første gang på et af denne medlemsstats nationale eller vigtigste sprog), udenlandske EU-film (produceret i en anden medlemsstat), dokumentarfilm (nonfiction-dokumentarfilm uanset oprindelse), og klassiske film (ældre film med oprindelse i og uden for EU). Der blev udviklet en metode til i hvert land at vælge de mest populære titler i disse kategorier. For hver film rapporterede deltagerne om deres evne til at finde filmen, de tilgængelige sproglige muligheder (originalversion, med undertekst eller eftersynkronisering) og resultatet med hensyn til at erhverve (købe eller leje) og få adgang til filmen. Ved denne søgeopgave (som lidt over halvdelen af deltagerne brugte mere end én tjeneste til) kunne de fleste film findes i de fleste lande. I alle lande var det de internationale film, der langt oftest blev fundet. I de fleste lande kunne de fleste (over 80 %) af disse film findes. I to medlemsstater var tilgængeligheden af denne filmkategori dog kun gennemsnitlig (mellem 50 og 80 % af filmene fundet), og i én medlemsstat var den lav (færre end 50 % fundet). For andre filmkategorier er tilgængeligheden lavere end tilgængeligheden af internationale film. Søgning efter titler i kategorierne klassiske film, indenlandske film og udenlandske EU-film havde stort set samme succesrate. Også her ses dog forskelle mellem medlemsstaterne. Med hensyn til klassiske film var tilgængeligheden høj i de fleste medlemsstater, men kun gennemsnitlig i tre medlemsstater, og under 50 % i én medlemsstat. Når det gælder indenlandske film, var tilgængeligheden i seks medlemsstater god, men i én anden gennemsnitlig og i tre var den lav. Interessant nok var resultatet for udenlandske EU-film lidt bedre. I alle medlemsstater bortset fra én blev over halvdelen af udenlandske EU-film fundet, og i seks medlemsstater var resultatet meget godt. I alle medlemsstater, hvor der blev fundet færre end 50 % af indenlandske film, var resultatet bedre for udenlandske EU-titler. 3

4 Dokumentarfilm var i alle lande langt de mest vanskelige at finde. Kun i to medlemsstater blev der fundet en høj andel af dokumentarfilm. I fem medlemsstater var resultatet gennemsnitligt, og i én medlemsstat var tilgængeligheden lav. I anden del af testen deltog alle deltagerne i en gruppediskussion om deres daglige erfaringer med VODtjenester. Diskussionen var centreret omkring deltagernes filmforbrugsvaner, og hvordan VOD-tjenester passer ind i dem, dels hvad angår tjenesternes praktiske aspekter (abonnement vs. pay per title-konto, downloading vs. streaming, køb vs. leje, foretrukne apparater og betalingsmetoder), dels lovligheden af de anvendte tjenester. Diskussionen viste, at der blandt testdeltagerne var tre forskellige typer brugere, som hver har forskellige behov og præferencer, og som opfylder disse på forskellig måde ved hjælp af VOD-tjenesterne. "Ufokuserede" brugere: Brugere af denne type holder sig hovedsagelig til én tjeneste. Denne vil desuden ofte være en abonnementstjeneste (med månedlig betaling) frem for en TVODtjeneste. De er tilfredse med indholdet på denne tjeneste, fordi de sjældent søger efter bestemte film. Samtidig betyder det, at langvarige frigivelsesvinduer ikke generer dem, da de alligevel kun ser de film, de har adgang til på deres platform, frem for at vente på bestemte titler. Denne type bruger har lavest tilknytning til ulovlige kilder, da deres behov i forvejen dækkes af indholdet på lovlige tjenester. "Fokuserede" brugere: Sådanne brugere har bestemte præferencer for indhold og benytter sig oftere af flere tjenester til at finde de film, de vil se, fordi de film, de vil se, ikke altid nødvendigvis tilbydes af hver tjeneste. Ligesom de "ufokuserede" brugere er de også i almindelighed tilfredse med det tilgængelige indhold forskellen er, at de bruger mere end én tjeneste for at få et større udbud, der svarer til deres behov. Men da de er på udkig efter bestemte titler, vil de oftere anse et udgivelsesvindue på flere måneder for at være problematisk. Afhængigt af, hvor opsatte de er på at se en bestemt film, og hvor langvarigt frigivelsesvinduet er, vil de måske vende sig til ulovlige kilder. Hvad dette sidstnævnte angår, syntes testdeltagerne at være enige om, at et maksimum på seks måneder er acceptabelt. Det må dog bemærkes, at hvis en film endnu ikke er tilgængelig, vender "fokuserede" brugere sig ikke automatisk til ulovlige kilder. Flere testdeltagere af denne type nævnte, at de normalt ville vælge at gå i biografen for at se den pågældende film, hvis den stadig gik der. Uengagerede brugere: Brugere af denne type vil normalt ikke begynde deres søgning efter film på en VOD-tjeneste. I stedet vil de foretage almindelige internetsøgninger og finde den nemmeste vej til filmene, hvad enten den er lovlig eller ulovlig. Det betyder altså ikke ret meget for dem, om indholdet er lovligt tilgængeligt, eller hvor længe de skal vente, før filmen bliver tilgængelig på lovlige tjenester. Af diskussionerne med testdeltagerne fremgik det heller ikke klart, i hvor høj grad brugere af denne type ville være tilbøjelige til at forlade ulovlige kilder, hvis frigivelsesvinduerne var kortere. Hvad angår tilgængeligheden af bestemte filmkategorier, var deltagerne i nogle lande ikke tilfredse med det indenlandske indhold. Nogle deltagere fandt desuden, at der manglede ældre film. Et andet relevant resultat af gruppediskussionen var, at mange deltagere både havde SVOD- og TVOD-konto og ville begynde med at bruge SVOD-kontoen og først derefter TVOD-kontoen for at finde film, der ikke var tilgængelige på den første konto. Når man sammenholder disse resultater med tilgængeligheden af musik via lovlige onlinetjenester og folks erfaringer med sådanne tjenester (som blev testet i 2016), kan der drages følgende konklusioner: 4

5 Søgestrategi: Til film brugte deltagerne flere kilder (og angav, at de også til daglig var fortrolige med flere kilder). I musiktesten holdt deltagerne sig oftere til én enkelt kilde og holdt op med at søge, hvis de ikke kunne finde nummeret der. Tilgængelighed af indhold: Tilgængeligheden af indhold var højere i musiktesten, målt som andel af vellykkede søgninger. I filmtesten var der desuden flere forskelle mellem forskellige kategorier. Lovlighed: Skønt det ikke blev målt kvantitativt, pegede gruppediskussionerne på, at deltagerne oftere anvender ulovlige kilder for at finde indhold med film end med musik. Brug af YouTube: YouTube har udbredt anvendelse til at finde musik. Til film er YouTube langt mindre populært og blev kun meget sjældent nævnt som en kilde til at søge efter film af spillefilmslængde. Lovligheden af indhold, der er tilgængeligt på YouTube: I begge tests nævnte deltagerne, at de fandt det svært at bestemme, om YouTube-indhold var lovligt uden dog at anse YouTube i sig selv for at være en ulovlig kilde. Flere deltagere i begge tests nævnte, at de gik ud fra, at YouTube-indhold er lovligt, fordi de stoler på, at YouTube fjerner ulovligt indhold. Streaming i forhold til downloading: For musik og film var det de samme grunde, deltagerne nævnte, til at vælge streaming eller downloading, afhængigt af sammenhængen: downloading til indhold, der bruges oftere, til at gemme data og for at undgå forbindelsesproblemer; streaming som det generelt foretrukne for at spare lagerplads på apparatet og få hurtig adgang. Med hensyn til musik syntes deltagerne at bekymre sig mere om tab af lydkvalitet ved streaming. Frigivelsesvindue: Mens musik sædvanligvis udgives på flere platforme samtidigt, bliver film normalt først tilgængelige på TVOD-tjenester flere måneder efter deres første frigivelse i biografer. Afhængigt af typen af bruger synes især "fokuserede" testdeltagere at være tilfredse med den tid, det tager for film at blive frigivet på TVOD-tjenester, men der blev flere gange nævnt en grænse for tolerancen på maksimalt 6 måneder for at få adgang til filmen. Lokalisering af indhold Sprogvalgene for film var tilfredsstillende for næsten alle deltagere, men mange blev forvirret af det sprog, der var anvendt til filmtitlerne. Ved søgning efter musik er dette kun i meget sjældne tilfælde et problem (f.eks. titler på klassiske kompositioner), da indholdet normalt ikke er lokaliseret på nogen måde. 5

6 RESUMÉ Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret, 2018 Gengivelse er tilladt med kildeangivelse RAPPORT OM TEST AF LOVLIGE ONLINEUDBUD FILM 2018