Fordeling og levevilkår

Transkript

1 Fordeling og levevilkår 2007 AErådet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd AErådet 1

2 Udgivet af: AErådet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Reventlowsgade 14, København V. Telefon: Telefax: Web: Redaktion: Lars Andersen Mikkel Baadsgaard Niels Glavind Jens Asp Jonas Schytz Juul Jarl Chr. Ditlev Quitzau Omslag: EntenEller A/S Tryk: EKS-Skolens Trykkeri ApS Layout: Annette Topholm ISBN: ISSN (papirform): Fordeling og levevilkår 2007

3 Indholdsfortegnelse Indkomster og formuer...5 Kapitel 1. Udvikling i indkomster og formuer... 6 Kapitel 2. Formueskellet mellem ejere og lejere er udvidet Kapitel 3. Fattigdom og lavindkomst Skat og omfordeling...36 Kapitel 4. Omfordelende effekter af skatter Kapitel 5. Dynamiske effekter af lettelse af topskatten øger uligheden Kapitel 6. Cepos forslag: Skattelettelser til de rigeste skal finansieres af de fattigste Social ulighed...65 Kapitel 7. Social ulighed i sundhed Kapitel 8. Sundhed, arbejdsmiljø og tilbagetrækning Kapitel 9. Sociale uligheder i skolen og uddannelsessystemet AErådet 3

4 4 Fordeling og levevilkår 2007

5 Indkomster og formuer De tre første kapitler af Fordeling og Levevilkår 2007 omhandler indkomster og formuer. Indkomstudviklingen, forskellen i økonomien mellem ejere og lejere samt udviklingen i fattigdom i Danmark analyseres i disse tre kapitler. I kapitel 1 gennemgås den generelle udvikling i indkomster og formuer. Fra er den disponible indkomst for de erhvervsaktive aldersgrupper, steget med næsten to procent om året. Det er dog ikke alle indkomstgrupper der har oplevet en stor vækst i indkomsten. Således har de ti procent fattigste blot haft en årlig real vækst i deres disponible indkomst på 0,3 procent, mens væksten i disponibel indkomst for de ti procent rigeste har været 2,7 procent om året. Denne stigende ulighed er med al sandsynlighed fortsat i 2005 og 2006, hvor de kraftigt stigende boligpriser og aktiekurser har været til særlig gavn for de rigeste. Lavindkomstgrupperne har derimod kun i mindre grad glæde af denne udvikling. Udover, at uligheden er steget i perioden, er også indkomstmobiliteten faldet, og det er blevet sværere for lavindkomstgruppen at forlade gruppen. Således er andelen, der forlader lavindkomstgruppen, faldet fra 30 procent i 1993/94 til under 25 procent i 2003/04. I kapitel 2 sættes der fokus på forskellen i den økonomiske situation for ejere og lejere, og det vises, at ejere har en langt større nettoformue end lejere. I gennemsnit har ejerne således en nettoformue, der er omkring 1 mio. kr. større end nettoformuen for lejere. Ejerne imellem er der også store forskelle på nettoformuerne. Således har de gamle ejere en væsentlig større nettoformue end nye ejere. Ejere, der har købt bolig før 1978, har en formue på næsten 2 mio. kr., mens ejere, der har købt bolig i 2003 eller 2004, har en nettoformue på kr. Derudover har stigningen i boligpriserne fra været mest til gavn for de mest velhavende ejere - både absolut og relativt. I kapitel 3 ses der på fattigdom og lavindkomster i Danmark. Der er ikke nogen officiel fattigdomsgrænse i Danmark, men f.eks. OECD benytter 50 procent af medianindkomsten ("middelindkomsten") som fattigdomsgrænse, hvilket også benyttes i den seneste vismandsrapport. Med denne grænse er der fattige personer i Danmark i 2004, hvilket er en stigning på personer siden Omkring en fjerdedel af disse har været fattige i tre sammenhængende år, og antallet af personer, der hænger fast i fattigdom, er steget i de seneste år. Således var der personer, der havde været fattige i tre sammenhængende år i 1997, mens der i 2004 var personer. Det har været diskuteret, hvordan man definerer fattigdom, og i kapitlet gennemgås det hvilke elementer, der bør indgå i et fattigdomsmål. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 5

6 Kapitel 1. Udvikling i indkomster og formuer I perioden fra 1995 til 2004 er der sket en stigning i indkomstuligheden i Danmark. Den stigende indkomstulighed viser sig blandt andet ved, at de fattigste 10 procent af de årige kun har oplevet en fremgang i den disponible indkomst på 0,3 procent om året, når der korrigeres for den generelle inflation, mens de rigeste 10 procent har oplevet en fremgang på 2,7 procent om året. Den meget gunstige udvikling i boligpriser og aktiekurser fra 2004 til 2006 vil med stor sikkerhed medføre, at uligheden vil fortsætte med at stige, da denne udvikling i særlig grad er til gavn for den rigeste indkomstgruppe. Samtidig med at uligheden er steget, er der sket et fald i indkomstmobiliteten. Den faldende indkomstmobilitet viser sig blandt andet ved, at andelen, der forlader lavindkomstgruppen i løbet af et år, er faldet fra over 30 procent i 1993/94 til under 25 procent i 2003/04. Udviklingen i den disponible indkomst I perioden 1995 til 2004 er den disponible indkomst - dvs. indkomsten efter skat - i gennemsnit steget med 1,9 procent om året blandt de erhvervsaktive aldersgrupper, når der korrigeres for den generelle inflation i perioden. Det svarer til, at de årige i gennemsnit har fået kr. mere til forbrug i løbet af de ni år. I 2004 har denne aldersgruppe således en gennemsnitlig disponibel indkomst på kr. Det indkomstbegreb, der er anvendt i dette kapitel, er den husstandsækvivalerede disponible indkomst, som er et mål for den enkeltes forbrugsmuligheder, når der taget højde for de stordriftsfordele, der er forbundet med at bo flere sammen i en familie. Se boks 1 for en nærmere beskrivelse af datagrundlag og indkomstdefinition. Stigningen i de disponible indkomster har imidlertid ikke været lige stor for alle indkomstgrupper. Som det fremgår af tabel 2, har de fattigste 10 procent af de årige kun oplevet en stigning på 0,3 procent i gennemsnit om året, mens de 10 procent rigeste har oplevet en årlig realvækst på 2,7 procent. Målt i 2004-priser svarer det til, at den fattigste indkomstgruppe i 2004 har kr. mere til forbrug, end den fattigste gruppe havde i I den modsatte ende af indkomstfordelingen har de rigeste 10 procent fået kr. mere til forbrug, end den tilsvarende gruppe havde i Det viser Tabel 1. Udvikling i den disponible indkomst fra 1995 til 2004 Gennemsnitlig årlig realvækst Stigning i disponibel Disponibel i disponibel indkomst indkomst indkomst 2004 Procent kr. (2004-priser) kr år 1,9 29,4 184, år 2,9 43,6 191,8 Over 66 år 2,0 24,2 146,3 Hele befolkningen 2,0 28,0 171,2 Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen 6 Fordeling og levevilkår 2007

7 Boks 1. Opgørelse af den disponible indkomst I dette kapitel (og i kapitel 2 og 3) er det udviklingen i - og fordelingen af - den disponible indkomst, der er i fokus - dvs. indkomsten efter skat. I den disponible indkomst indgår et beregnet afkast af ejerbolig, som skal opfange de forhold, at boligejere besidder et formueaktiv i kraft af ejerboligen, som giver et afkast, der består i, at ejeren frit kan bo i ejendommen uden at betale husleje. I modsætning hertil skal lejere betale husleje ud af den disponible indkomst. For at gøre indkomsterne mellem ejere og lejere sammenlignelige beregnes derfor et såkaldt imputeret afkast af ejerboligen, som tillægges ejerens øvrige indkomster. Afkastet beregnes som 4 pct. af den aktuelle ejendomsvurdering i hele perioden. Samme fremgangsmåde anvendes af Finansministeriet, jf. "Fordeling og Incitamenter, juni 2004". For at kunne sammenligne de disponible indkomster mellem individer er det hensigtsmæssigt at korrigere indkomsterne for forskelle i familiernes størrelse og sammensætning. Det skyldes, at det er økonomisk fordelagtigt at bo som par, fordi en række udgifter som f.eks. boligudgifter kan deles. De disponible indkomster er derfor korrigeret med ækvivalensfaktoren, der grundlæggende er et mål for hvor mange "enlige" voksne, en familie indkomstmæssigt svarer til. Ækvivalensfaktoren beregnes som (antal voksne + antal børn) 0,6. En familie med to voksne uden børn har f.eks. en ækvivalensfaktor på 1,52. Den disponible indkomst for et familiemedlem beregnes som den samlede familieindkomst divideret med ækvivalensfaktoren. Alle familiemedlemmer - herunder eventuelle børn - får således tildelt samme disponible indkomst. I en familie med to voksne, der hver har en disponibel indkomst på henholdsvis og kr., vil de begge i fordelingsanalysen optræde med en disponibel indkomst på ( )/1,52 = Den familiemæssige ækvivalering af indkomsterne medfører således en omfordeling indenfor familien. tydeligt, at indkomstforskellene er blevet større i perioden. Det skal dog understeges, at det ikke er de samme personer, der befinder sig i de enkelte indkomstgrupper år efter år. Den stigende indkomstulighed kan alternativt belyses ved, at de rigeste 10 procent i 1995 havde en disponibel indkomst, der var 3,8 gange større end de fattigste 10 procent. I 2004 havde de rigeste 10 procent derimod en disponibel indkomst, der var 4,7 gange større end indkomsten for de 10 procent fattigste. Til illustration af udviklingen i indkomstuligheden er i figur 1 vist udviklingen i den reale disponible indkomst for tre forskellige indkomstgrupper i alderen år. Som det fremgår, steg indkomsten for de rigeste 10 procent af befolkningen forholdsvis kraftigt fra 1995 til en stigning, der blandt andet skyldes stigende aktiekurser og stigende boligpriser. I perioden havde de rigest derimod en meget moderat indkomstfremgang, hvilket blandt andet skal ses i lyset af en ugunstig udvikling på aktiemarkederne og en opbremsning af den økonomiske aktivitet fra 2001 til Fra 2003 til 2004 er indkomsten for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 7

8 Tabel 2. Udvikling i den disponible indkomst opdelt på indkomstgrupper fra 1995 til 2004, år Gennemsnitlig årlig realvækst Stigning i disponibel Disponibel i disponibel indkomst indkomst indkomst 2004 Procent kr. (2004-priser) kr. 10 procent fattigste 0,3 1,9 73,8 2. decil 1,1 10,6 117,1 3. decil 1,4 16,4 137,2 4. decil 1,7 21,2 153,5 5. decil 1,8 25,2 168,4 6. decil 1,9 28,9 183,6 7. decil 2,0 32,9 200,5 8. decil 2,1 38,0 220,8 9. decil 2,3 45,4 249,2 10 procent rigeste 2,7 73,4 343,8 Alle årige 1,9 29,4 184,8 Anm.: I tabellen er de årige inddelt i ti lige store grupper med de 10 procent fattigste i den første gruppen (1. decil) og de 10 procent rigeste i den sidste gruppe (10. decil). Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen de rigeste 10 procent igen steget forholdsvis kraftig, hvilket skal ses i lyset af lettelsen i mellemskatten og indførelsen af beskæftigelsesfradraget, der trådte i kraft i Set over hele perioden 1995 til 2004 er den disponible indkomst steget med over 27 procent, når der tages højde for den generelle prisudvikling i perioden. Ser man derimod på indkomstgruppen med de fattigste 10 procent, viser figuren, Figur 1. Udvikling i den reale disponible indkomst for forskellige indkomstgrupper, år, indeks (1995=100) Fattigste 10 procent Mellemindkomst Rigeste 10 procent Anm.: Mellemindkomst indeholder 5. og 6. decil. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen 8 Fordeling og levevilkår 2007

9 Tabel 3. Bidrag til realvækst i disponibel indkomst fra 1995 til 2004, år Realvækst i indkomst- Bidrag til realvækst i komponenter disponibel indkomst Fattigste 10 pct. Rigest 10 pct. Fattigste 10 pct. Rigest 10 pct. Realvækst i procent Procent enhed Disponibel indkomst 2,7 27,2 2,7 27,2 - Markedsindkomst -10,2 14,0-6,5 24,4 - Overførsler -1,8-36,0-1,5-1,9 - Afkast af ejerbolig -3,1 88,4-0,2 7,3 - Positiv kapitalindkomst -43,4 44,2-1,7 5,1 - Negativ kapitalindkomst -44,0-16,7 10,2 2,5 - Skatter -7,0 12,2 2,5-10,3 Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen at denne gruppe har haft nogenlunde konstant real disponibel indkomst gennem perioden - dog med en vis stigning i 1996 og 2004 og et fald i perioden 2001 til Over hele perioden har denne indkomstgruppe oplevet en stigning i den reale disponible indkomst på 2,7 procent. Med henblik på nærmere at belyse hvad der er baggrunden for, at den fattigste tiendedel af befolkningen har haft en markant dårligere indkomstudvikling siden 1995 end andre indkomstgrupper, er der i tabel 3 vist hvor meget, de enkelte indkomstkomponenter bidrager til ændringen i den disponible indkomst i perioden. Som der fremgår, er der flere forklaringer på den store forskel i realvæksten i den disponible indkomst mellem de rigeste og de fattigste. For det første bidrager markedsindkomsten (løn- og virksomhedsindkomsten) isoleret set til at reducere den disponible indkomst med 6,5 procent enheder for de fattigste 10 procent, mens stigningen i markedsindkomsten for de 10 procent rigeste bidrager til en stigning i den disponible indkomst på 24,4 procent enheder. Denne forskel illustrerer, at den gunstige udvikling i beskæftigelse og produktivitet fra 1995 til 2004 ikke har givet et "løft" i den laveste ende af indkomstfordelingen. For det andet viser tabellen, at de 10 procent fattigste har oplevet et lille fald i den disponible indkomst på 0,2 procent enhed, der kan henføres til udviklingen på boligmarkedet, mens det tilsvarende bidrag for de rigeste 10 procent udgør en stigning på 7,3 procent enhed. Denne forskel afspejler først og fremmest, at det kun er en relativ lille andel af lavindkomstgruppen, der bor i ejerbolig, og at denne andel har været faldende i perioden og dermed mere end opvejet stigningen i boligpriserne. For det tredje viser tabellen, at udviklingen i den positive kapitalindkomst indebærer, at den disponible indkomst er reduceret med 1,7 procent enhed blandt de 10 procent fattigste, mens det tilsvarende bidrag for de 10 procent rigeste er 5,1 procent enheder. Denne forskel afspejler, at afkastet af aktier, obligationer mv. i høj grad er koncentreret hos de højeste indkomstgrupper. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 9

10 For det fjerde viser tabellen, at udviklingen i den negative kapitalindkomst isoleret set har bidraget med en vækst i den disponible indkomst på 10,2 procentenheder for de fattigste 10 procent af befolkningen. En af forklaringerne på dette markante bidrag er den faldende rente, som har betydet, at renteudgiften blandt de fattigste er faldet forholdsvis meget. Grunden til, at rentefaldet i særlig grad har betydning for den fattigste indkomstgrupper, er, at renteudgifterne for denne gruppe udgør en større andel af den disponible indkomst end for andre indkomstgrupper - herunder de rigeste. Udvikling i indkomstfordelingen Udviklingen i indkomstfordelingen kan beregningsmæssigt sammenfattes i ét overordnet ulighedsmål. I forbindelse med fordelingsanalyser benyttes ginikoefficienten typisk som mål for den indkomstmæssige ulighed. Ginikoefficienten er et indeks mellem 0 og 100, hvor 0 svarer til, at alle personer har samme indkomstniveau, mens en ginikoefficient på 100 svarer til, at hele indkomstmassen er koncentreret hos en enkelt person. En stigning i ginikoefficienten er således et udtryk for, at indkomstfordelingen er blevet mere ulige. Som det fremgår af figur 2, har den indkomstmæssige ulighed været stigende siden både for de årige og for befolkningens som helhed. Dette er et "brud" med udviklingen i de foregående ti år ( ), hvor uligheden i store træk har været konstant. Fra 2000 til 2001 ses imidlertid et lille fald i ulighedsindekset, som kan henføres til bidraget fra faldende aktieindkomster. I perioden fra 1995 til 2004 er ginikoefficienten samlet set steget med 2,8 procent enheder, jf. tabel 4. Af denne stigning kan omkring halvdelen forklares med udviklingen på boligmarkedet på Figur 2. Udviklingen i uligheden i de disponible indkomster årige Over 66-årige Hele befolkningen Anm.: Der foreligger kun detaljerede indkomstdata frem til 2004 og det er derfor kun muligt at beregne et samlet ulighedsmål frem til Tallene for 2005 og 2006 viser den forventede stigning i uligheden som følge af stigende boligpriser og stigende aktiekurser, men alle øvrige forhold, der kan påvirke indkomstfordelingen, ikke er indregnet. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen samt Fordeling og incitamenter 2004, Finansministeriet. 10 Fordeling og levevilkår 2007

11 grund af de stigende boligpriser. Derudover har udviklingen i den positive kapitalindkomst (renteindtægter, aktieindkomst mv.) bidraget til den stigende ulighed. Baggrunden for, at afkastet af ejerbolig samt positiv kapitalindkomst har bidraget til større ulighed, er for det første, at disse indkomster er mere ulige fordelt i 2004 sammenlignet med For det andet udgør disse indkomster en større andel af den disponible indkomst i 2004 sammenholdt med Disse indkomster er med andre ord steget mere end den "normale" indkomst. Ovenfor er der udelukkende set på udvikling i indkomstfordelingen frem til 2004, idet der ikke foreligger indkomstoplysninger i lovmodellen, som er mere aktuelle. Siden 2004 er der imidlertid sket en markant stigning i boligpriserne, som i kombination med de stigende aktiekurser isoleret set vil bidrage til, at den opgjorte indkomstulighed øges yderligere i 2005 og I figur 2 er vist hvor meget, uligheden forventes at stige fra 2004 til 2006, når man udelukkende indregner de kraftige stigninger i aktiekurser og boligpriser. Som det fremgår, er der tale om en forholdsvis kraftig stigning på 1,1 procent enhed fra 2004 til Af denne stigning kan 0,8 procent enhed henføres til stigende boligpriser, mens udviklingen i aktiekurserne isoleret set bidrager til en stigning i uligheden på 0,3 procent enheder. Det skal understreges, at ulighedsberegningen for 2005 og 2006 kun indregner de skønnede fordelingseffekter af ændringer i boligpriser og aktiekurser. Derudover kan en række øvrige forhold ligeledes påvirke indkomstfordelingen, herunder specielt konjunkturudviklingen. Først når der foreligger data i lovmodellen for årene frem til 2005 og 2006, vil det være mulig at lave en sikker opgørelse over den seneste udvikling i indkomstfordelingen. Det forholdsvis store ulighedsbidrag fra boligpriser og aktiekurser i perioden 2004 til 2006 vil med stor sikkerhed betyde, at den "endelige" opgørelse over uligheden i 2005 og 2006 også vil vise, at indkomstuligheden er tiltaget i de seneste år. Se i øvrigt boks 2 for en nærmere beskrivelse af beregningsmetoden. Indkomstmobilitet Som nævnt tidligere er det ikke de samme personer, der befinder sig i de enkelte Tabel 4. Bidrag til ændring i ulighed for årige, 1995 til 2004 Bidrag til ulighedsindeks Ændring Procent enhed Procent enhed Markedsindkomst mv. 43,3 42,3-1,1 Overførsler -6,3-5,6 0,6 Afkast af ejerbolig 1,8 3,2 1,4 Positiv kapitalindkomst 2,1 2,6 0,5 Negativ kapitalindkomst -2,7-2,2 0,4 Direkte skatter -19,2-18,4 0,8 I alt 19,1 21,8 2,8 Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 11

12 Boks 2. Skøn over indkomstuligheden i 2005 og 2006 Fremskrivningen af uligheden for 2005 og 2006 indregner kun det forventede ulighedsbidrag fra stigende boligpriser og stigende aktiekurser. Beregningerne er lavet ved som udgangspunkt at antage, at alle indkomster og skatter stiger med 3,5 procent i både 2005 og Ved beregning af hvor meget, udviklingen i boligpriserne isoleret set forventes at bidrage med, indlægges i stedet den faktiske udvikling i de offentlige vurderinger fra 2003 til 2005 opdelt på kommuner og boligtyper (enfamiliehuse, ejerlejligheder og fritidshuse). Fra 2005 til 2006 benyttes udviklingen i Realkreditrådets prisstatistik - også opdelt på kommuner og boligtyper. Tilsvarende ved beregning af ulighedsbidraget fra de stigende aktiekurser indlægges de faktiske kursstigningen på danske og udenlandske aktier, hvor aktieindkomsten fra danske aktier er antaget at følge udviklingen i OMXC20-indekset (det tidligere KFX-indeks) mens aktieindkomsten fra udenlandske aktier er antaget at følge udviklingen i FTSE (London). Beskatningen af aktieindkomst er ligeledes antaget at følge udviklingen i disse aktiekursindeks. indkomstgrupper år efter år. Hvert år er der således både nogen, der forlader de laveste indkomstgrupper på grund af stigende indkomst, og der er nogen, der forlader de højeste indkomster på grund af faldende indkomst. Omfanget af denne indkomstmobilitet er illustreret i figur 3. Som det fremgår, er det 76 procent af de, der i 2003 befandt sig i lavindkomstgruppen (de 20 procent fattigste), som også året efter fortsat befandt sig i lavindkomstgruppen. Af de 26 procent, der forlod lavindkomstgruppen fra 2003 til 2004, har langt hovedparten (19 procent enheder) en indkomst under medianindkomsten (lavere mellemindkomst), mens Figur 3. Indkomstmobilitet for høj og lavindkomstgruppen fra 2003 til 2004, årige Lavindkomst (2004) 1 3 Lavere mellemindkomst (2004) 4 Højere mellemindkomst (2004) 1 Højindkomst (2004) Lavindkomst (2003) Højindkomst (2003) Anm.: Lav- og højindkomstgruppen er defineret som de 20 procent fattigste og rigeste. Lavere og højere mellemindkomst indeholder henholdsvis decil og decil. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag. 12 Fordeling og levevilkår 2007

13 det kun er 1 procent af de, der befandt sig i lavindkomstgruppen i 2003, der året efter havde en indkomst blandt den rigeste femtedel af befolkningen (højindkomstgruppe). Tilsvarende viser figuren, at 79 procent af de, der i 2003 befandt sig i højindkomstgruppen, også tilhørte denne indkomstgruppe året efter. Af de 21 procent, der forlader højindkomstgruppen, har 17 procent enheder fortsat en indkomst over medianindkomsten, mens det kun er 1 procent der oplevede så kraftigt en indkomstreduktion, at de året efter befandt sig blandt de 20 procent fattigste. Indkomstmobiliteten er medvirkende til, at de indkomstforskelle, der kan konstateres i et enkelt år, bliver mindre, når man ser på indkomstforskellene i et længere tidsperspektiv. Indkomstuligheden reduceres med andre ord jo længere en tidsperiode, der betragtes. Som nævnt ovenfor var det under 25 procent, der forlod lavindkomstgruppen fra 2003 til Som det fremgår af figur 4, har denne andel været faldende i løbet af de seneste ti år. For eksempel var det fra 1993 til 1994 over 30 procent, der forlod lavindkomstgruppen. Der er således tale om en forholdsvis kraftig reduktion i indkomstmobiliteten ud af lavindkomstgruppen i løbet af denne ti-års periode. Det er vanskeligt at give en helt præcis forklaring på, at der i dag er større risiko for at hænge fast i lavindkomstgruppen i længere tid, end tilfældet var for ti år siden. Et forhold, der nok spiller ind, er det kraftige fald i ledigheden, der er sket i perioden. På den ene side kan der argumenteres for, at med et lavt ledighedsniveau vil personer, der er tilbage i ledighedskøen, være personer, som generelt har vanskeligt ved at finde job, blandt andet fordi de kan have andre problemer end ledighed. På den anden side vil et lavt ledighedsniveau og et presset arbejdsmarkedet alt andet lige øge sandsynligheden for, at de ledige med et lavt kompetenceniveau igen får en chance på arbejdsmar- Figur 4. Andel der forlader lav- eller højindkomstgruppen i løbet af et år, år Lavindkomst Højindkomst Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 13

14 kedet. Det er således ikke entydigt hvilken rolle, konjunkturerne spiller for indkomstmobiliteten. Et andet forhold, der kan være medvirkende til, at der er sket et fald i indkomstmobiliteten ud af lavindkomstgruppen, er, at der i perioden er sket en stigning i antallet af studerende som typisk befinder sig lavt i indkomstfordelingen i studieårene. Tilsvarende viser figur 4, at indkomstmobiliteten ud af højindkomstgruppen har været faldende i perioden 1993 til I 1993/94 var det således 26 procent, der forlod højindkomstgruppen i løbet af et år, mens denne andel som nævnt er faldet til 21 procent i 2003/04. Formueudvikling og formuefordeling Til belysning af forskellene i forbrugsmuligheder mellem befolkningsgrupper er det udover indkomsten også relevant at se på størrelsen og fordelingen af formuen. For eksempel har de senere års kraftigt stigende boligpriser betydet, at forbrugsmulighederne for mange boligejere er steget meget kraftigt. Som der fremgår af tabel 5, steg den gennemsnitlige nettoformue for personer over 17 år fra kr. i 1997 til kr. i dvs. en stigning på kr., når der tages højde for den generelle prisudvikling i perioden. Det svarer til en gennemsnitlig årlig realvækst i nettoformuen på 5,3 procent i perioden. Nettoformuen er dermed steget noget mere end den disponible indkomst, som i samme periode er steget med omkring 2 procent om året realt. Opdeles nettoformuen i en netto boligformue (friværdi) og finansiel formue (netto) viser tabel 5, at stigningen udelukkende kan henføres til stigende friværdier for boligejere, mens den finansielle formue i 2004 ligger på samme niveau som i 1997, når formuen opgøres i 2004-priser. Samtidig viser opgørelsen, at friværdierne udgør langt hovedparten af nettoformuen. Det skal bemærkes, at pensionsformue ikke indgår i opgørelsen, jf. anmærkningen til tabel 5. Da opbygning af formue typisk sker ved, at der opspares en del af den disponi- Tabel 5. Udvikling i den gennemsnitlige nettoformue for personer over 17 år, 2004-priser Ændring Realvækst i pct. i perioden kr. Hele perioden Pct. pr. år. Nettoformue ,3 5,3 - boligformue, netto ,9 6,5 - finansiel formue, netto ,2 0,0 Anm.: Nettoformuen er opgjort som nettoværdien af "frie" midler i pengeinstitutter og realkreditinstitutter samt værdien af ejendomsaktiver (boliger). I nettoformuen er pensionsformuen således ikke medregnet. Da de offentlige ejendomsvurderinger typisk er lavere end handelspriserne, er de offentlige vurderinger i lovmodellen skaleret op med den relative forskel mellem de offentlige vurdering og handelsprisen, som Danmarks Statistik og SKAT løbende offentliggør for landets kommuner for såvel enfamiliehuse, ejerlejligheder samt sommerhuse. Formuen er fordelt ligeligt på voksne familiemedlemmer af D-familien. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen 14 Fordeling og levevilkår 2007

15 Figur 5. Nettoformue fordelt på indkomstgrupper i 2004, kr Fattigste 10 procent Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen D2 D3 D4 D5 D6 D7 D8 D9 Rigeste 10 procent ble indkomst, er der er en meget klar sammenhæng mellem indkomst- og formueniveauet. Denne sammenhæng fremgår af figur 5, der blandt andet viser, at de 10 procent af befolkningen, der har de højeste indkomster, i gennemsnit har en nettoformue på 1,25 mio. kr. pr. person. Til sammenligning har de 10 procent af befolkningen med de laveste indkomster i gennemsnit en nettoformue på kr. Nettoformue for de rigeste 10 procent (målt ud fra indkomst) er således mere end 16 gange større end nettoformuen for de 10 procent fattigste. Formuen vil typisk stige igennem livsforløbet i takt med, at opsparing fra erhvervsindkomst akkumuleres og boligejere gradvist afdrager på gæld i huset. Der er med andre ord en tydelig sammenhæng mellem alderen og størrelsen af nettoformuen. Som det fremgår af figur 6 har Figur 6. Nettoformue fordelt på alder, kr år år år år år år år år år år år år år I alt Boligejer Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 15

16 personer over 70 år omtrent en gennemsnitlig nettoformue på kr. pr. person, mens unge stor set ikke har nogen nettoformue. Samtidig viser figuren, at specielt ældre boligejere har en stor nettoformue, hvilket fortrinsvis afspejler, at mange ældre boligejere ikke har nogen gæld (eller kun en meget lille gæld i forhold til værdien af ejerboligen). I kapitel 2 ses der nærmere på indkomst- og formueforholdene for ejere og lejere. 16 Fordeling og levevilkår 2007

17 Kapitel 2. Formueskellet mellem ejere og lejere er udvidet Der er kommet en meget stor forskel mellem ejernes og lejernes økonomiske situation. Fra 2001 til 2004 er uligheden i formuerne vokset markant mere end uligheden i indkomst. I 2004 har ejerne i gennemsnit en nettoformue, der er over mio. kroner større end lejernes. Men også blandt ejerne er der store forskelle. Hvor de nye ejere i 2003 og 2004 har en nettoformue på ca kroner, er tallet knap 2 mio. kroner for de ejere, der har købt bolig før Og fra 2001 til 2004 er det de mest velhavende ejere, der har haft den største vækst i formuerne - både absolut og relativt. På det generelle plan kan en families økonomiske situation beskrives ved størrelsen af de løbende indtægter og udgifter samt ved størrelsen af familiernes nettoformue på et tidspunkt. Summen af indkomst- og udgiftsstrømmene påvirker familiens indestående af penge, men en families formue består ikke kun af penge i banken. I familiernes nettoformue indgår værdien af aktier, obligationer, bolig, bil, båd mv., værdien af eventuelle pensionsopsparinger samt værdien af gælden. Det konkrete fokus i dette kapitel er udviklingen fra 2001 til 2004 i familiernes disponible indkomst og nettoformue. Rammerne for beskrivelsen er de muligheder, som anvendelsen af registerdata giver. Formuebeskrivelsen omfatter derfor ikke alle dele af familiernes formue. Eksempelvis er værdien af pensionsopsparinger og værdien af andelsbeviser ikke medregnet i formueopgørelsen. Både dette forhold og den generelle udvikling i boligpriser og aktiekurser siden 2004 Tabel 1. Gennemsnitlig indkomst og formue for hele befolkningen i 2004, opdelt på boligsektor og opgjort i 2006 priser Disponibel Nettoformue Gæld Boligværdi Øvrig formue indkomst pr. fam. pr. fam. pr. fam pr. fam kr. Ejer 199, ,4 996, ,0 386,9 Almen 137,9 62,8 78,3 35,0 106,1 Andel 160,1 138,8 145,8 98,1 186,5 Øvrige lejere 145,4 137,6 132,2 92,4 177,4 Alle 178,0 616,1 542,0 893,8 264,6 Heraf lejere 144,1 106,6 111,3 69,2 148,8 Anm. Den disponible indkomst er defineret jf. Finansministeriets standarddefinition. I denne definition indgår et bidrag fra boligværdiens størrelse i den disponible indkomst. Indkomsten er målt som indkomst pr. person i familien, mens formue er målt som samlet formue pr. familie. Det skal bemærkes, at pensionsformue samt øvrige fysiske formueaktiver end bolig ikke indgår i formue-opgørelsen. Af datatekniske årsager kan værdien af private andele ikke medregnes, og formuerne for andelshaverne er undervurderede. Yderligere oplysninger om opgørelsen af nettoformuen kan findes i boks 4, side 29, i "Fordeling og levevilkår 2006". Priserne er fremskrevet til 2006 niveau ved brug af PRIS9 matricen i Statistikbanken. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 17

18 medfører, at formueuligheden i dag er endnu større end den, der bliver beskrevet i det følgende. I tabel 1 ser man den økonomiske situation i 2004 for familiernes indkomst og formue. Familierne er opdelt på forskellige boligtyper. Tabellen viser, at der er et stort skel mellem ejerne og lejerne. Ejerne har mellem 40 og kroner højere disponibel indkomst end lejerne. Og den gennemsnitlige nettoformue er for ejerne over kroner større pr. familie, end den er for lejerfamilierne. Lejerne i de almene boliger har gennemsnitligt set de laveste indkomster og de laveste formuer. Familierne i de almene boliger har en gennemsnitlig nettoformue på knap kroner, hvilket er ca. 18 gange mindre end ejernes nettoformue. For ejerne er "friværdien", dvs. forskellen mellem boligværdi og gæld, den primære kilde til det høje formueniveau. Af ejernes ca kroner i nettoformue kommer ca kroner fra friværdien. Ved siden af friværdien har ejerne dog også formuer på knap kroner, som kommer fra bankindestående, aktier og obligationer. I tabel 1 ser man, at det er både friværdien i boligen og den øvrige formue, der er højere for ejerne end for lejerne. De ældste ejere har i gennemsnit knap 2 mio. kroner i nettoformue Der er store forskelle i ejernes indkomst og formue. Tabel 2 viser uligheden blandt ejerne, når ejerne er opdelt efter hvor lang tid, de har ejet deres nuværende bolig. Tabel 2 viser, at indkomsterne stiger med ejerperiodens længde. De yngste boligejere, som har købt deres nuværende bolig efter 2002, har en disponibel indkomst på godt kroner, mens de ældre boligejere sidst i halvtredserne har Tabel 2. Ejernes gennemsnitlige indkomst og formue i 2004, hvor ejerne er opdelt efter ejertid, opgjort i 2006 priser Købsperiode Andel af Disponibel Nettoformue Gæld Boligværdi Alder lejere indkomst pr. fam. pr. fam. pr. fam Procent kr. År Før ,6 196,2 1984,8 458, ,7 67, ,7 218,3 1495,5 766, ,1 58, ,7 210,8 1324,9 842, ,3 57, ,1 202,6 1234,1 912, ,2 55, ,2 196,6 1004,5 995, ,4 51, ,9 195,1 738, , ,7 44, ekskl. nye ejere 8,8 193,1 523, , ,8 39, nye ejere 2,0 190,6 302, , ,7 38,7 Anm.: Opgørelsen af købsperioderne skiller pr. 1/7 i året. For 2003 og 2004 er de nye ejere opgjort som de familier, der fra 1994 og frem til købstidspunktet i 2003 eller 2004 ikke har haft en positiv boligværdi. Familiernes gennemsnitsalder er beregnet for de en til to ældste voksne i en familie. Populationen afviger fra tabel 1, da det ikke er alle familier, hvor det har været muligt at koble oplysningerne om ejertid til et medlem af familien. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag. 18 Fordeling og levevilkår 2007

19 Figur 1. Nettoformue, bestående af friværdi og øvrig formue, pr. ejerfamilie i 2004, opdelt efter ejertid og opgjort i 2006 priser Før kr ekskl. nye ejere 2003-nye ejere Ejertid Friværdi Øvrig formue Anm. Figuren er udarbejdet på baggrund af tabel 2. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag. en gennemsnitlig disponibel indkomst på ca kroner. De ældste af boligejerne, fortrinsvis pensionister, har en lavere disponibel indkomst på godt kroner. De ældste boligejere bor i de boliger, som har den højeste boligværdi. Kombinationen af stor boligværdi og lav gæld gør dermed de ældste boligejere til de klart mest formuende blandt ejerne. Figur 1 illustrerer, hvordan nettoformuen bestående af friværdien og den øvrige formue er stigende med ejertidens længde. Figur 1 viser, at de ældste boligejere har en gennemsnitlig nettoformue på ca. 2 mio. kroner, hvilket er ca kroner mere end de nyeste boligejeres nettoformue på ca kroner. Der er således store formueforskelle blandt ejerne. De nye ejere har ikke kun et lavere formueniveau, men også en lavere disponibel indkomst end de øvrige ejere. De nye ejeres nettoformue og disponible indkomst er dog stadig væsentlig større end gennemsnittet for lejerne. Eksempelvis har de nye ejere i 2004 en nettoformue på ca kroner mod en gennemsnitlig nettoformue for de almene lejere på godt kroner og en gennemsnitsformue på godt kroner for alle lejerne. Formuevæksten har været markant større for ejerne end for lejerne Udviklingen i formuer og indkomster fra 2001 til 2004 bliver i dette afsnit belyst ved to forskellige metoder. Den ene metode er baseret på forløbsdata, hvor man følger den økonomiske udvikling for de samme personer over flere år. I den anden metode er der anvendt tværsnitsdata, hvor det ikke nødvendigvis er de samme personer, hvis indkomst og formue bliver målt. Med forløbsdataene beskriver man Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 19

20 derfor den faktiske økonomiske udvikling for den enkelte ejerfamilie og den enkelte lejerfamilie. Tabel 3 viser betydningen af at anvende forløbsdata frem for tværsnitsdata. Ejernes nettoformue pr. voksen stiger med ca kroner fra 2001 til 2004, når man bruger forløbsdataene, mens ejernes nettoformue blot er steget med ca kroner, når man bruger tværsnitsdata. Når man beskriver udviklingen med tværsnitsdata, måler man eksempelvis den gennemsnitlige nettoformue for alle over 17 år i henholdsvis 2001 og Men der er en dynamik blandt de personer, som indgår i befolkningerne. Det betyder, at en familie der ét år er boligejere, det næste år kan være lejere i et privat udlejningsbyggeri og have en formue med sig fra salget af ejerboligen. Derfor har vandringerne ind og ud af de enkelte boligsektorer en effekt i tværsnitsdataene. I ejerboligsektoren har vandringerne i tværsnitsdata en karakter af, at tilgangen ofte består af yngre personer med forholdsvis lave formuer. Omvendt er der fra ejerboligsektoren en afgang i form af flytning, død, udvandring m.v., som ofte berører den ældre del af ejerne. Den gennemsnitlige formue for de afgåede personer er derfor større end den gennemsnitlige formue for de tilgåede personer. Nettoeffekten er, at tværsnitsdataene viser en lavere gennemsnitlig formueudvikling for ejerne. Til forskel fra tværsnitsdataene kan man i forløbsdataene udelade de personer, som ikke har boet i samme boligsektor i alle årene. Derved er der i forløbsdataene renset for effekterne af befolkningstilgang og -afgang. Tabel 3. Udviklingen i nettoformue pr. voksen fra 2001 til 2004, opgjort i 2006 priser 2001 '01-'02 '02-'03 '03-'04 Samlet Tværsnitsdata Ejer 554,9 10,8-19,4 93,8 85,1 Almen 30,3-0,2 4,7 3,6 8,1 Andel 80,7-4,4 19,5 16,7 31,9 Øvrige lejere 80,6 1,9 2,1 13,5 17,4 I alt 363,2 6,6-9,7 61,3 58,2 Forløbsdata Ejer 569,0 22,3 1,4 105,5 129,1 Almen 28,0 0,6 3,5 3,9 8,0 Andel 89,8-2,7 7,7 10,5 15,5 Øvrige lejere 85,9-0,3 4,0 9,1 12,8 I alt 397,7 14,7 2,4 72,4 89,5 Anm.: Beløb er anført i kroner. Tværsnitsdata viser formueændringerne for personer over 17 år i hvert af årene. Forløbsdata følger personer, der i 2001 er over 17 år. Nettoformuen er målt som samlet formue pr. voksen i en familie. Andelshavernes formuevækst kan være betydeligt undervurderet, da værdien af andelene ikke indgår i formuetallene, og der i de senere år har været en tilnærmelse til markedsprisen med hensyn til andelenes værdi. Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. 20 Fordeling og levevilkår 2007

21 Figur 2. Ændringerne i ejere henholdsvis almene lejeres nettoformue pr. voksen fra 2001 til 2004, opgjort i 2006 priser kr Ejere Almene lejere Anm.: I figuren er henholdsvis ejerne og de almene lejere rangordnet efter nettoformuens størrelse i 2004, og derefter er de opdelt på grupper af ti procent, kaldet et decil. Det tiende decil viser derfor formueændringen for henholdsvis de ti procent mest formuende af ejerne og de ti procent mest formuende af de almene lejere. Ejerne og de almene lejere er rangordnet hver for sig, og i samme decil er der derfor forskel på ejernes formuer og de almene lejeres formueniveau. I figuren er effekterne målt på forløbsdata for alle over 17 år i Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. Tabel 3 viser, at lejernes formuevækst halter langt efter ejernes. De almene lejeres formue er vokset med blot kroner pr. voksen, mens den for ejerfamilierne er vokset med knap kroner pr. voksen. Formueændringerne fordeler sig skævt på ejerne, når man måler ændringerne i forhold til ejernes nettoformue i Figur 2 viser, at det er de mest velstillede ejere, der har haft de største formuestigninger. Formueuligheden er derfor også vokset blandt ejerne og ikke kun mellem ejerne og lejerne. Formueændringerne er langt mere ulige fordelt blandt ejerne end blandt de almene lejere. Og figur 2 viser, at formuestigningerne for de 40 procent af ejerne, som har størst formue i 2004, har været større end den tilsvarende stigning for de 10 procent mest formuende af de almene lejere. Men det iøjnefaldende i figur 2 er, at det er de 10 procent mest formuende af ejerne, der har haft klart den største formuevækst. Stigningen på ca kroner pr. voksen er over tre gange større end formuevæksten i gruppen af de næstrigeste ejere. Blandt de fattigste ti procent af ejerne ser man, at nettoformuen er faldet med ca kroner. Denne ændring kan skyldes reelle formuetab, men der kan også være uobserverede forhold i data, som på overfladen giver indtryk af et formuefald. Det forekommer eksempelvis, hvis en Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 21

22 Tabel 4. Udviklingen i nettoformue pr. voksen ejer fra 2001 til 2004, for de ti procent mest formuende ejere i 2004, opgjort i 2006 priser Formue i 2004 Ændring siden 2001 Percentil kr kr. Procent Anm.: I tabellen er ejerne rangordnet efter nettoformuens størrelse i 2004, og derefter er de opdelt på grupper af én procent, kaldet et percentil. I tabellen er effekterne målt på forløbsdata for alle over 17 år i Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. boligejer foretager en belåning af friværdien i boligen, hvorefter de frigjorte midler anvendes til køb af ny bil, ny båd, køb af bolig i udlandet eller indsættes på en pensionsopsparing. Disse oplysninger er ikke umiddelbart tilgængelige i registerdataene. Formueudviklingen for de ti procent mest formuende ejere i 2004 er opdelt på én-procent intervaller i tabel 5. Tabellen viser, at der selv blandt de ti procent rigeste er store forskelle i formuevæksten. Den gyldne procent af ejerne har haft en formuefremgang på over 2,5 mio. kroner pr. voksen fra 2001 til svarende til en vækst på over kroner om året. Opgjort pr. familie i den gyldne procent svarer det til en samlet formuefremgang på ca. 4,7 mio. kroner, det vil sige en formuestigning på næsten 1,6 mio. kroner pr. år. Ejerne har også haft større indkomststigning end lejerne Udviklingen i de disponible indkomster fra 2001 til 2004 er vist i tabel 5. For forløbsdataene ses, at ejerne har haft en samlet indkomststigning på ca kroner, mens de almene lejere har haft en indkomststigning på ca kroner. Forskellen i indkomststigningen svarer til ca. 500 kroner om måneden pr. person i familien. Tabel 5 viser, at der også er forskel mellem tværsnitsdata og forløbsdata, når man måler indkomst. Tabellen viser for ejerne en knap kroner større indkomststigning i tværsnitsdataene i forhold til forløbsdataene, mens tværsnitsdataene viser en knap kroner mindre indkomststigning for de almene lejere, end man finder i forløbsdataene. Ser man på vandringerne ind og ud af ejersektoren, gælder der det modsatte bil- 22 Fordeling og levevilkår 2007

23 Tabel 5. Årlige ændringer i ækvivaleret disponibel indkomst fra 2001 til 2004, opgjort i 2006 priser 2001 '01-'02 '02-'03 '03-'04 Samlet Tværsnitsdata Ejer 190,9 2,6 2,2 9,6 14,5 Almen 137,1 0,9 0,5 3,8 5,2 Andel 152,3 1,2 0,8 6,8 8,8 Øvrige lejere 141,7 0,8-0,5 5,0 5,3 I alt 170,9 1,9 1,4 7,7 11,0 Forløbsdata Ejer 194,8 2,0 2,3 9,1 13,4 Almen 137,4 1,8 1,4 4,9 8,1 Andel 152,0 2,0 1,3 6,9 10,1 Øvrige lejere 141,0 2,7 2,0 7,1 11,7 I alt 176,8 2,1 2,1 8,0 12,0 Anm.: Beløb er anført i kroner. Tværsnitsdata viser indkomstændringerne for personer over 17 år i hvert af årene. Forløbsdata følger personer, der i 2001 er over 17 år. Den ækvivalerede disponible indkomst er målt pr. person i familien. Det skal bemærkes, at der indgår et bidrag fra boligværdien i den anvendte standarddefinition af den disponible indkomst. Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. lede for indkomsterne end for formuerne. Hvor formuerne for de afgåede personer gennemsnitligt set er større end formuerne for de tilgåede personer, er de afgåede personers gennemsnitlige indkomst mindre end indkomsten for de tilgåede personer. Det skyldes, at pensionister fylder forholdsvis meget i afgangen fra ejerboligsektoren, og at pensionisterne ofte har forholdsvis lav indkomst og høj formue. Tilgangen til ejerboligsektoren består ofte af yngre personer i arbejdsstyrken, som i forhold til de afgående personer har højere indkomst og lavere formue. Forskellen mellem tværsnitsdata og forløbsdata er derfor anderledes, når man betragter indkomstudviklingen, end når man betragter formueudviklingen. Den største årsvækst i indkomsterne ser man fra 2003 til Ejernes disponible indkomst stiger med ca kroner pr. familiemedlem, hvorimod den er ca kroner for de almene lejere. Den årlige vækst i indkomsterne har dermed været fire-fem gange større fra 2003 til 2004 end i de foregående år. Det skyldes blandt andet skattelettelserne i Forårspakken, hvor ejerne i større grad end lejerne har høstet de fulde gevinster fra lettelserne i mellemskatten og beskæftigelsesfradraget samt fra suspenderingen af indbetalingerne på den særlige pensionsopsparing. Gennemsnitligt set afhænger indkomsten af en persons alder. De unge under 25 år har lave indkomster. For de 25 til 59 årige er indkomstniveauet væsentligt højere, og i denne aldersgruppe er indkomsterne stigende med alderen. Ved overgangen til efterløn, folkepension mv. kommer der en negativ indkomsteffekt, der viser sig kraftigere i forløbsdataene end i tværsnitsdataene. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 23

24 Da alderseffekterne er større i forløbsdataene end i tværsnitsdataene, vil indkomstudviklingen ændre sig kraftigst i forløbsdataene, når man går fra at se på indkomstudviklingen for alle voksne, vist i tabel 5, til at se på indkomstudviklingen for de 25 til 59 årige, vist i tabel 6. Tabel 6 viser udviklingen i de reale disponible indkomster for voksne mellem 25 og 59 år. Derved udelades effekterne af de lidt særlige indkomstforhold for unge under 25 år, og også effekterne af indkomstnedgange i forbindelse med overgang til efterløn eller folkepension er udeladt. I tabel 6 ser man, at ejernes samlede indkomststigning er på ca kroner ved brug af forløbsdata mod ca kroner ved brug af tværsnitsdata. For de almene lejere er stigningen henholdsvis kroner mod ca kroner. Valget af opgørelsesmetode og datagrundlag kan derfor have betydende effekter på de målte indkomstændringer. I tabel 6 ser man, at der er en forskel i den samlede indkomstfremgang på ca kroner mellem ejernes gennemsnitlige indkomstfremgang på kroner og de almene lejeres fremgang på kroner. Det svarer til en indkomstforskel på ca. 700 kroner om måneden pr. familiemedlem. Indkomstændringerne i tabel 6 viser det samme mønster som i tabel 5. Fra 2001 til 2003 har de reale indkomstændringer været forholdsvis små, mens der fra 2003 til 2004 er en ca. tre til fire gange større stigning i indkomsten end i årene før. Ejerne har de største indkomststigninger, og tabel 6 illustrerer, at skattelettelserne i 2004 har forstærket den øgede skævhed i ejer/lejer balancen. Tabel 6. Årlige ændringer i ækvivaleret disponibel indkomst fra 2001 til 2004, opgjort i 2006 priser, for personer mellem 25 og 59 år 2001 '01-'02 '02-'03 '03-'04 Samlet Tværsnitsdata Ejer 196,5 2,7 1,9 10,3 14,9 Almen 145,1 0,8-0,1 4,3 5,0 Andel 165,6 0,7 0,8 8,1 9,6 Øvrige lejere 156,6 0,3-1,2 5,7 4,8 I alt 178,9 1,8 1,0 8,4 11,2 Forløbsdata Ejer 196,3 3,7 3,8 12,0 19,5 Almen 142,7 2,7 1,8 6,4 10,9 Andel 163,0 3,2 2,9 9,6 15,8 Øvrige lejere 152,6 3,5 2,8 8,8 15,1 I alt 180,5 3,5 3,3 10,6 17,0 Anm.: Beløb er anført i kroner. Tværsnitsdata viser indkomstændringerne for personer mellem 25 og 59 år i hvert af årene. Forløbsdata følger personer, der i 2001 er mellem 25 og 56 år. Den ækvivalerede disponible indkomst er målt pr. person i familien. Det skal bemærkes, at der indgår et bidrag fra boligværdien i den anvendte standarddefinition af den disponible indkomst. Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. 24 Fordeling og levevilkår 2007

25 Kapitel 3. Fattigdom og lavindkomst Benyttes samme fattigdomsgrænser, som bl.a. OECD anvender, kan antallet af fattige opgøres til personer i Heraf er ca børn, svarende til omkring 4 procent af alle børn, mens det kun er omkring 1 procent af de ældre over 59 år, der lever i fattigdom. Siden midten af 1990'erne er der sket en stigning i antallet af fattige. Alene fra 2001 til 2004 er der blevet flere fattige. Selvom der er en forholdsvis stor indkomstmobilitet i Danmark, er det omtrent en fjerdedel af de fattige i 2004, der har været fattige i mindst tre sammenhængende år. Samtidig viser analysen, at antallet af personer, der har været fattige i mindst tre sammenhængende år, er steget forholdsvis kraftigt i de seneste år. I kapitlet præsenteres alternative metoder til opgørelser af fattigdommen, og der gives et bud på hvilke elementer, der bør medtages i en officiel fattigdomsgrænse, som AErådet anbefaler der udarbejdes. Udvikling i antallet af fattige Opgørelser over omfanget af fattigdom i Danmark må nødvendigvis basere sig på en præcis definition af, hvad man forstår ved fattigdom. I Danmark har vi imidlertid ikke nogen officiel fattigdomsgrænse, og det er derfor ikke oplagt hvilken fattigdomsdefinition, man bør anvende ved sådanne opgørelser. En hyppigt anvendt metode er at definere fattige som personer, der har en indkomst, der er under halvdelen af den typiske indkomst (medianindkomsten). Denne definition an- vendes f.eks. af OECD og er også benyttet i den seneste vismandsrapport fra efteråret Anvendes denne fattigdomsgrænse på lovmodellens datagrundlag, kan antallet af fattige i 2004 opgøres til personer, mens antallet af fattige var personer i dvs. en stigning på knap personer i perioden. Se boks 1 for en nærmere beskrivelse af opgørelsesmetoden. Som det fremgår af figur 1, er antallet af fattige stort set steget hvert år siden 1995, Figur 1. Udvikling i antal fattige, personer Under 50 procent af median Under 50 procent af median (excl. Studerende) Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 25

26 Boks 1. Opgørelse over omfanget af fattigdom Fattige er defineret som antallet af personer med en indkomst under halvdelen af medianindkomsten, hvor medianindkomsten er en betegnelse for den midterste indkomst i indkomstfordelingen. Medianindkomsten er i 2004 på omkring kr. og der er således (pr. definition) præcis 50 procent af befolkningen, der har en indkomst der er større end medianindkomsten, mens 50 procent af befolkningen har en indkomst, der er lavere end medianindkomsten. Datagrundlaget for analysen er modelbefolkningerne i lovmodellen og der er anvendt præcis samme indkomstdefinition, som Finansministeriet benytter i forbindelse med indkomstfordelingsanalyser. Konkret er det den husstandsækvivalerede disponible indkomst, der er benyttet - dvs. indkomsten efter skat korrigeret for stordriftsfordele i familier med flere familiemedlemmer. I analysenotatet Indkomstudvikling og - fordeling i Danmark når Finansministeriet frem til præcis samme antal personer, der har en indkomst under 50 procent af medianindkomsten i Det skal dog nævnes, at Finansministeriet ikke betegner gruppen med en indkomst under 50 procent af medianen som fattige, men derimod som personer med relativ lav indkomst. I analyserne, hvor studerende er udeladt, er det - inden husstandsækvivaleringen - valgt at fjerne studerende over 17 år fra datamaterialet. Herefter er foretaget en ny husstandsækvivalering på baggrund af de nye (reducerede) familier. I de tilfælde, hvor en enlig studerende har hjemmeboende børn under 18 år, er disse børn også fjernet fra datamaterialet. Ved afgrænsning af fattige sammenholdes de nye husstandsækvivalerede indkomster med 50 procent af medianen for hele befolkningen - dvs. inklusiv studerende. Baggrunden for, at der er valgt at foretage en ny husstandsækvivalering ud fra familiesammensætningen eksklusiv studerende er, at en simpel udeladelse af studerende vil have nogle uhensigtsmæssige konsekvenser. F.eks. vil en person, der lever samme med en studerende, kunne blive betegnet som fattig på grund af den studerendes lave indkomst, mens vedkommende selv har en indkomst over fattigdomsgrænsen. Med den fremgangsmåde, som er valgt, vil den samlevende til den studerende ikke blive betegnet som fattig, mens det vil være tilfældet, hvis man havde anvendt den "normale" husstandsækvivalering. mens antallet faldt fra 1993 til 1995 blandt andet som følge af ny kurs. Særligt efter 2001 er der sket en stigning i antallet af fattige. Alene i denne periode er antallet af personer, der lever i (relativ) fattigdom steget med knap personer, mens stigningen fra 1993 til 2001 har været knap personer. Alene fra 2003 til 2004 er antallet af fattige steget med knap personer, hvoraf indførelsen af kontanthjælpsloftet fra 2004 har medført en stigning på op mod personer. 26 Fordeling og levevilkår 2007

27 Ved opgørelser over omfanget af fattigdom kan man diskutere, hvorvidt det er rimeligt at medtage studerende, da der er tale om en selvvalgt situation, som normalt medføre en forholdsvis høj indkomst efter endt uddannelse, og dermed kan lav indkomst i uddannelsestiden ses som en god investering for den enkelte - og for samfundet. Hvis man udelader de studerende af analysen, reduceres antallet af fattige i 2004 fra personer til personer. Når studerende udelades, viser figur 1, at antallet af fattige steg med personer fra 2001 til 2004, mens tallet faldt med knap personer fra 1993 til Selv når studerende udelades af analysen, er der mange børn og unge i gruppen af fattige. Af det samlede antal fattige på personer er under 30 år, som det fremgår af figur 2, mens der til sammenligning kun er omkring personer over 60 år, der har en indkomst under fattigdomsgrænsen. Målt som andel af aldersgruppen svarer det til, at 5 procent af børnene i 2004 bor i fattige familier. Derimod er det kun godt 1 procent af de ældre over 59 år, der lever i relativ fattigdom. Ser man på antallet af børn, der lever i fattigdom, viser figur 2, at det drejer sig om børn alt afhængig af, om studerende medtages i analysen eller ej. Samtidig viser tabel 1, at antallet af børn, der lever i fattigdom har været stigende - særligt i de seneste år. Fra 2001 til 2004 er antallet af børn, der lever i relativ fat- Figur 2. Aldersfordeling for personer under fattigdomsgrænsen, 2004, personer år procent af median 50 procent af median (ekskl. Studerende) Anm.: Ved at udelade de studerende fra opgørelsen over fattige reduceres antallet af fattige i aldersgruppen år som ventet. Derudover øges det opgjorte antal fattige børn, hvilket kan virke overraskende. Baggrunden er, at i børnefamilier, hvor en studerende lever sammen med en ikkestuderende, typisk er kendetegnet ved, at den studerende er over 25 år og har en forholdsvis pæn indkomst på grund af deltidsjob mv. Udeladelsen af den studerende ved beregning af den husstandsækvivalerede indkomst indebærer således, at den ikke-studerende skal forsørge børnene, og da børn og voksne vægter ens i husstandsækvivaleringen, trækker det i retning af, at flere børn bliver betegnet som fattige. Se boks 1 for en nærmere beskrivelse af husstandsækvivaleringen. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 27

28 Tabel 1. Udvikling i antallet af børn, der lever i fattigdom personer personer Børn i fattigdom 36,8 36,0 49,6-0,8 13,7 12,8 Børn i fattigdom (ekskl. Studerende) 43,6 48,3 60,3 4,7 12,0 16,6 Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag tigdom, således steget med personer. Længerevarende fattigdom Som vist i kapitel 1 er der forholdsvis stor indkomstmobilitet i Danmark, hvilket også viser sig, når man ser på personer, der lever i relativ fattigdom. Det er således ikke de samme personer, der befinder sig i gruppen af relativt fattige år efter år. På trods af en generelt høj indkomstmobilitet er der personer, der i 2004 har levet i fattigdom i mindst tre år, jf. figur 3. Det svarer til, at omkring en fjerdedel af de fattige i 2004 har været fattige mindst tre år i træk. De bagvedliggende tal viser, at ud af de personer, der lever i længerevarende fattigdom (mindst tre sammenhængende år), er børn. Antallet af personer, der lever i længerevarende relativ fattigdom, har udvist samme stigende tendens som det samlede antal fattige. Det fremgår af figur 4, der viser, at siden 1997 er antallet af personer, der lever i relativ fattigdom, steget fra personer til personer, svarende til en stigning på mere end 60 procent. Uanset om man ser på den midlertidige fattigdom eller den længerevarende fattigdom, er der således en klar tendens til, at fattigdomsproblemet er stigende. Samtidig er der en tendens til, at den længerevarende fattigdom udgør en stigende Figur 3. Antal fattige i 2004 opdelt på antal år i fattigdom, personer Under 50 procent af median Under 50 procent af median (excl. Studerende) 1 år 2 år Over 2 år Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag 28 Fordeling og levevilkår 2007

29 Figur 4. Antal personer der har været fattige i de seneste tre år Under 50 procent af median Under 50 procent af median (excl. Studerende) Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag andel af den samlede fattigdom. I 1998 var det således 19 procent af de fattige, som havde været fattige i tre sammenhængende år, mens denne andel steg til 23 procent i Ser man på hvor de personer, der har forladt fattigdomsgruppen, befinder sig indkomstmæssigt i årene efter, viser det sig, at langt hovedparten er placeret i den nederste halvdel af indkomstfordelingen. Det fremgår af tabel 2, der viser, at blandt de der var fattige i 1999 tilhører omkring 80 procent stadig lavindkomstgruppen (de fattigste 20 procent) året efter. Ser man fem år efter - dvs. i er det omtrent 50 procent, der befinder sig i lavindkomstgruppen. Alternative opgørelser over fattigdom Afgrænsningen af fattige kan enten ske på baggrund af et relativt eller et absolut fattigdomsmål. Med de relative fattigdomsmål defineres fattigdomsgrænsen normalt relativt til medianindkomsten i hele befolkningen, mens de absolutte fattigdomsmål tager udgangspunkt i de Tabel 2. Indkomstfordeling for personer, der var fattige i 1999 Fattige Øvrig lav- Lavere mellem- Højere mellem- Højindkomst indkomst indkomst indkomst Procent 1 år efter (2000) år efter (2002) år efter (2004) Anm.: Lav- og højindkomstgruppen er defineret som de 20 procent fattigste/rigeste. Lavere mellemindkomst indeholder 3-5 decil, mens højere mellemindkomst indeholder 6-8 decil. Fattige er opgjort ekskl. studerende. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 29

30 faktiske leveomkostninger og definerer fattigdomsgrænsen, så et nærmere bestemt minimumsforbrug kan opretholdes. I det foregående afsnit er fattigdommens omfang belyst med udgangspunkt i et relativt fattigdomsmål, idet fattigdomsgrænsen er fastsat som 50 procent af medianindkomsten for hele befolkningen. Samme fattigdomsgrænse anvendes af OECD og er anvendt i den seneste vismandsrapport fra efteråret 2006 og i Finansministeriets rapporter Fordeling og incitamenter 2002 og EU's statistiske kontor EUROSTAT anvender ligeledes en relativ fattigdomsgrænse, idet de dog bruger 60 procent af medianindkomsten som fattigdomsgrænse. Med denne grænse vil antallet af fattige være betydeligt større end vist ovenfor med 50 procents grænsen. Det forhold, at EU og OECD anvender forskellige relative fattigdomsgrænser, viser, at der ikke findes nogen objektive kriterier for fastsættelsen af denne grænse. Fattigdom kan alternativt opgøres med udgangspunkt i et absolut fattigdomsmål, som tager udgangspunkt i en vurdering af hvor stor en indkomst, man mindst skal have for at kunne opretholder et nødvendigt minimumsforbrug. Det mest berømte af disse fattigdomsmål er FN's fattigdomsgrænse defineret som $1 om dagen. På verdensplan er der fortsat over 1 mia. mennesker, som må leve for under 1$ om dagen i starten af det 21. århundrede. Dette fattigdomsmål har dog ringe betydning i et land som Danmark. Som tilfældet er for de relative fattigdomsmål, kan der ikke opstilles faste objektive kriterier for, hvordan et sådant absolut fattigdomsmål præcist skal fastsættes. Der er fordele og ulemper forbundet med både relative og absolutte fattigdomsmål. Et af kritikpunkterne af de relative mål er, at der i virkeligheden mere er tale om et ulighedsmål end et fattigdomsmål. En person med lav indkomst har jo ikke lavere forbrugsmuligheder, fordi middelklassen bliver rigere. Denne indvending er i og for sig berettiget, hvis man opfatter fattigdom som en absolut størrelse - dvs. at personer kun betegnes som fattige, hvis de ikke har mulighed for at købe en nærmere bestemt mængde af nødvendige basisvarer, og dette minimumsforbrug er det samme over tid. På den anden side kan det fremføres, at fattigdom i et rigt samfund som det danske bedst belyses med et relativt mål, fordi alle danskere har adgang til de helt grundlæggende ting som mad, bolig tøj mv. For så vidt angår børn viser fattigdommen sig derimod ved, at der er børn, som ikke har mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter på lige fod med kammeraterne og ikke har samme adgang til "normale" materielle goder som sine klassekammerater - og det er jo netop en relativ betragtning. Som et eksempel kan man nævne børns adgang til internettet. I en global kontekst giver det ikke mening at betragte børns manglende adgang til internettet som et fattigdomstegn, men i et rigt samfund som det danske, hvor det er blevet standard at bl.a. børnefamilier har internetadgang, kan det godt opfattes som et fattigdomstegn, når nogle børn ikke har samme muligheder på grund af dårlig økonomi i familien. Konkrete bud på anvendelige fattigdomsmål Som det fremgår, er det ikke oplagt hvilket fattigdomsmål, der er det mest velegnede at bruge, og det kommer i høj grad også an på, hvad det er, man gerne vil måle. Et bud på en metode til opgørelse af fattigdom er den såkaldt budgetmetode. I 30 Fordeling og levevilkår 2007

31 1990 tog Forbrugerstyrelsen initiativ til udviklingen af standardbudgetter. En opgave, der tilfaldt Center for Alternativ Samfunds-Analyse(CASA). Formålet med udviklingen af disse standardbudgetter var ikke at måle fattigdom, men derimod at Opprioritere og effektivisere den økonomiske rådgivning over for private husholdninger. Standardbudgetterne blev lavet for en række definerede familietyper og er et udtryk for, hvad eksperter på ni forskellige forbrugsområder betragter som et rimeligt forbrug. Det vil sige et forbrug, som er almindeligt i forhold til aktiv deltagelse i samfundet og baseret på sund og ernæringsmæssig kost. Til grund for standardbudgetterne ligger en række forsimplende antagelser. Man antager blandt andet, at enlige benytter sig af offentlig transport og cykel, mens par antages at have en bil. At der er tale om budgetter til brug for rådgivning og ikke til måling af fattigdom, fremgår også af de manglende boligudgifter. Når CASA/Forbrugerstyrelsen har valgt at udelade disse, så skyldes det, at boligudgifter samt udgifter til varme, el og vedligeholdelse af bolig svinger meget fra familie til familie afhængig af boligtype, og hvor i landet man bor. For at kunne anvende standardbudgetterne til måling af fattigdom må boligudgifter nødvendigvis også inddrages. Når vi senere i analysen på baggrund af standardbudgetterne beregner andelen af danskere, der ikke har råd til at opretholde et rimeligt forbrug, inddrager vi også rimelige boligudgifter for de enkelte familietyper. Arbejdet med standardbudgetter i offentligt regi blev desværre indstillet i 2001 med VK regeringens tiltræden. AErådet råder bod på denne mangel ved at fremskrive standardbudgetterne på baggrund af den faktiske prisudvikling samt udviklingen i forbruget fordelt på varegrupper. Beregninger viser, at det er 21,8 procent af den danske befolkning som har en indkomst, der er mindre end det, der svarer til et rimeligt forbrug. At betragte mere end hver femte dansker som tilhørende gruppen af fattige er klart i overkanten, og standardbudgetterne er da også udviklet med familierådgivning og ikke fattigdom for øje. Derfor anbefaler AErådet, at eksperter på de enkelte forbrugsområder udvikler nye minimumsbudgetter, der kan definere den lavest acceptable fællesnævner i forhold til et nødvendigt forbrug. Man har faktisk allerede defineret en form for offentlig fattigdomsgrænse, nemlig i forbindelse med opkrævning af offentlig gæld. Når man for eksempel opkræver skattegæld, så sikres det ved hjælp af en række objektive kriterier, at skyldneren overlades et rimeligt rådighedsbeløb til sig og sin familie. Konkret er dette ensbetydende med, at man ikke tvangsopkræver gæld fra personer med en nettoindkomst under kr. pr. måned. Dette beløb hæves til kr. pr. måned, såfremt skyldneren har børn at forsørge. Disse beløb satsreguleres hvert år. Nettoindkomsten opgøres separat for skyldneren og dennes ægtefælle - dvs. der er tale om en individuel vurdering, som ikke er påvirket af ægtefællens/samleverens økonomiske forhold. Det indkomstbegreb, der anvendes af gældsinddrivelsesmyndighederne (nettoindkomsten), adskiller sig også lidt fra den traditionelle disponible indkomst, idet man ikke regner udgiftsrelaterede ydelser som børnefamilieydelse, børnepenge, boligstøtte mv. som en del af indkomsten. I boks 2 er princip- Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 31

32 Boks 2. Inddrivelse af offentlige gæld Når det offentlige opkræver f.eks. gammel skattegæld, sker det på en måde, hvormed man sikrer, at skyldneren overlades et rimeligt rådighedsbeløb til sig og sin familie. Ifølge den seneste inddrivelsesvejledning fra told og skat primo 2007 indebærer dette, at man ikke kan tilbageholde en del af lønnen for personer med en lav årlig nettoindkomst. For ikke forsørgere er grænsen en nettoindkomst på kr. og for personer med et eller flere hjemmeboende børn er grænsen sat til kr.. Indkomsten opgøres separat for skyldneren og dennes ægtefælle. Såfremt enkelte skyldnere har meget store udgifter, kan man herudover anmode om at få foretaget en betalingsevnevurdering. På baggrund af eventuelt betalingsevnevurdering beregnes den maksimale andel af lønnen, som det offentlige kan tilbageholde, som det månedlige afdrag (defineret nedenfor) målt i forhold til nettolønnen pr. måned. Det månedlige afdrag beregnes med udgangspunkt i den månedlige nettoindkomst, idet følgende udgifter fratrækkes. 1) rimelige udgifter til bolig 2) nettoudgifter til husstandens mindreårige hjemmeboende børn 3) udgifter til samvær med mindreårige børn 4) bidragsforpligtelser 5) udgifter til særlige behov 6) udgifter til ganske særlige behov 7) et rådighedsbeløb 8) ydelser på ægtefællens gæld 9) ydelser på anden gæld De månedlige nettoudgifter til husstandens mindreårige børn (punkt 2) fastsættes til kr. for 0-2 årige, kr. for 3-7 årige og kr. for 8-17 årige. Rådighedsbeløbet i punkt 7 er fastsat til kr. om måneden. Har skyldneren en ægtefælle eller samlever, forhøjes rådighedsbeløbet med kr. Principperne for gældsinddrivelse er beskrevet nærmere i bekendtgørelse nr. 995 fra 19/10/2005 om inddrivelse af offentlig gæld. perne for offentlig gældsinddrivelse nærmere beskrevet. Som det fremgår af tallene i tabel 3, er 14,4 procent af danskerne for fattige til, at de danske inddrivelsesmyndigheder tvinger dem til at afbetale på gæld til det offentlige. Som nævnt ovenfor er der tale om en individuel økonomisk vurdering. I forhold til at opgøre antallet af fattige er det mere rimeligt at anlægge en familiebetragtning. På den baggrund er nedenfor givet et bud på et alternativt fattigdomsmål, som baserer sig på de gældende beløbsgrænser for indkrævning af offentlig gæld, hvor man fokuserer på den samlede familieindkomst frem for individuelle opgørelser af indkomst. Dette fattigdomsbegreb baseres 32 Fordeling og levevilkår 2007

33 Tabel 3. Andelen af befolkning, der er fattige ved forskellige fattigdomsmål 50 procent af median, Offentlig gælds- Offentlig gældsekskl. studerende inddrivelse inddrivelse korrigeret Procent Andel fattige 4,0 14,4 4,6 Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag med andre ord på familier frem for individer. Det vil sige, at man betragter den samlede indkomst indenfor en familie i stedet for at betragte alle danskere hver for sig. I tabel 4 kan man se, hvordan denne fattigdomsgrænse fastsættes. Betragter man f.eks. en familie bestående af et par med et barn på 5 år, så sættes fattigdomsgrænsen for denne familie til = kr. pr. måned. Benyttes samme nettoindkomstbegreb, som SKAT anvender i forbindelse med gældsinddrivelse, befandt 4,6 procent af den danske befolkning (eksklusiv studerende) sig under denne fattigdomsgrænse i Til sammenligning medfører OECDs definition af fattigdom (50 procent af medianindkomsten), at 4,9 procent af befolkningen er fattige. Udelades de studerende, falder andelen til 4,0 procent af befolkningen. En fattigdomsgrænse fastsat med udgangspunkt i gældsinddrivelseskriterierne ligger altså på linje med de gængse fattigdomsgrænser, som allerede anvendes af f.eks. Det Økonomiske Råd og OECD. Ser man på hvor stor en andel af de forskellige familietyper, der betegnes som fattige med de forskellige fattigdomsdefinitioner, der er belyst i kapitlet, viser det sig, at fattigdom i særlig udstrækning er udbredt blandt de enlige. Særligt de børn, der bor hos en enlig forældre, er hårdt ramt. Af figur 5 fremgår det, at op imod 6 procent af de enlige med børn betragtes som fattige ved den traditionelle fattigdomsgrænse på halvdelen af medianindkomsten. Med undtagelse af denne gruppe af familier, så er der god overensstemmelse mellem det absolutte fattigdomsmål dan- Tabel 4. Forslag til beløbsgrænser til fastsættelse af fattigdomsdefinition Beløbsgrænser pr. måned i 2007 Kroner Enlig ægtefælle/samlevende barn 0-1år barn 2-6 år barn 7-17 år Anm.: Beløbsgrænserne er baseret på de nuværende regler omkring betalingsevnevurderingen ved inddrivelse af offentlig gæld, jævnfør boks 2. Kilde: AErådet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 33

34 Figur 5. Andelen af fattige opdelt på familietyper ved forskellige definitioner af fattigdom, procent 30% 25% 20% 15% 10% 5% 0% Enlig uden børn Enlig med børn Par uden børn Par med børn Median 50%, ekskl. Studerende Gældsindrivelse AE forslag Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag. net ud fra den familiekorrigerede gældsinddrivelsesgrænse og medianindkomsten. Når forskellen mellem de to fattigdomsgrænser er så udtalt for gruppen af enlige med børn, så skyldes det den måde, indkomsten er defineret på ved betalingsevnevurderingerne. Her fratrækkes nemlig de udgiftsrelaterede offentlige ydelser, som blandt andet inkluderer boligstøtte, børnepenge og børnefamilieydelse. Der tages således særligt hensyn til børnefamilierne, når man fra offentlig side vurderer, om personer er for fattige til at afbetale på sin gæld. AErådet bifalder, at man i udviklingen af et fattigdomsmål tager særligt hensyn til børnenes tarv. At mange enlige med børn har en relativ hård tilværelse i Danmark sammenlignet med andre familietyper, fremgår også, når man ser på Forbrugerstyrelsens standardbudgetter, som viser, at over 35 procent af enlige med og uden børn ikke kan opretholde, hvad eksperter definerer som et rimeligt forbrug. Fattigdommen er også væsentlig større blandt enlige, når man ser på den almindeligt anvendte grænse med 50 procent af medianindkomsten. Der er en klar sammenhæng mellem uddannelsesniveauet og sandsynligheden for at befinde sig i lavindkomstgruppen. Som det fremgår af figur 6, er der god overensstemmelse mellem de to fattigdomsgrænser, der tager udgangspunkt i henholdsvis medianindkomsterne og den korrigerede grænse for gældsinddrivelse. Ved begge fattigdomsmål var andelen af fattige blandt de ufaglærte i 2004 knap 6 procent af befolkningen. Blandt personer med videregående uddannelser er andelen af fattige meget lille. I analyserne ovenfor er det størrelsen af den løbende (årlige) indkomst, der er bestemmende for, om den enkelte bliver betragtet som fattig, mens størrelsen af formuen ikke spiller nogen rolle. Ved udarbejdelsen af en officiel fattigdomsgrænse vil det imidlertid være rimeligt også at tage formuen i betragtning. Derved vil man kunne undgå, at personer med en 34 Fordeling og levevilkår 2007

35 Figur 6. Andelen af fattige opdelt på uddannelsesgrupper ved forskellige definitioner af fattigdom, procent 25% 20% 15% 10% 5% 0% Ufaglærte Erhvervsfaglig KVU / MVU LVU Kilde: Lovmodellen, egne beregninger Median 50%, ekskl. Studerende Gældsindrivelse AE forslag meget stor formue og en forholdsvis lille indkomst bliver betegnet som fattige. Ved udarbejdelsen af en officiel fattigdomsgrænse vil det også være relevant at se på indkomsterne i de foregående år. For eksempel har selvstændige typisk meget svingende indkomster og man kan derfor diskutere, om det er rimeligt at kategorisere selvstændige, der i enkelte år har lav indkomst, som fattige, hvis de i det (de) foregående år har haft en forholdsvis høj indkomst. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 35

36 Skat og omfordeling I kapitlerne 4, 5 og 6 behandles de omfordelende og dynamiske effekter af skattesystemet. I kapitel 4 fokuseres der på de betydelige omfordelende effekter, der finder sted via indkomstskatter, overførsler og forbruget af offentlig service. Specielt topskatten er meget omfordelende, og fjernede man denne, ville det kun være de 20 procent rigeste, der fik en gevinst fra dette, mens resten taber på det. Der er dog nu næsten én mio. personer, der betaler topskat, og dette antal er steget med 17 procent fra Langt de fleste af disse betaler kun meget lidt i topskat. Således betaler halvdelen af alle topskattebetalere kun kr. eller mindre i topskat, og denne halvdel står for blot ti procent af det samlede provenu fra topskatten. Rykker man topskattegrænsen op med f.eks kr., vil antallet af topskattebetalere falde med knap en tredjedel, og antallet af LO'ere, der betaler topskat, vil falde med over 40 procent. I kapitel 5 undersøges det, hvordan de forventede dynamiske effekter af skattelettelser påvirker fordelingsprofilen. Med udgangspunkt i Finansministeriets og Det Økonomiske Råds beregnede dynamiske effekter vises det, at de dynamiske effekter af en topskattelettelse gør denne skatteændring endnu mere skæv, og det er de rigeste, der både har gavn af den direkte effekt og af den dynamiske effekt. Således vil de rigeste ti procent få en samlet gevinst på kr. ved en halvering af topskatten, hvoraf de kr. alene kommer fra de dynamiske effekter. Hvis man i stedet øger beskæftigelsesfradraget, vil fordelingseffekterne være mere lige. Således er det de fattigste ti procent, der får den relativt største gevinst. Og det er de fattigste, der specielt får glæde af de dynamiske effekter via øget erhvervsdeltagelse. Til sidst i kapitlet vises det, at skal en lettelse af topskatten være selvfinansierende, kræver det urealistisk høje stigninger i arbejdsudbuddet. I kapitel 6 er fordelingseffekterne af Cepos skatteforslag beregnet. Cepos foreslår, at top- og mellemskatten afskaffes, hvilket skal finansieres via lavere indkomstoverførsler og offentligt forbrug. Dette forslag er udelukkende til gavn for de rigeste procent, mens de 70 procent "fattigste" taber på forslaget. Jo rigere man er, desto større er gevinsten af forslaget. Således får de rigeste ti procent en gevinst på kr., den rigeste procent en gevinst på knap kr. Den rigeste promille får en gevinst på kr. Omvendt vil de 50 procent fattigste få et gennemsnitligt tab på kr. Medregnes de dynamiske effekter, som Cepos forventer der er af forslaget, vil fordelingsprofilen være endnu mere skæv. De rigeste ti procent vil således få en ekstra gevinst på næsten kr. fra de dynamiske effekter og får således en samlet gevinst på knap kr. De 70 procent "fattigste" får stadig et tab, selvom de dynamiske effekter medregnes. 36 Fordeling og levevilkår 2007

37 Kapitel 4. Omfordelende effekter af skatter De omfordelende effekter af skatter, overførsler og offentlig service er stort i Danmark. Således bliver forbrugsmulighederne væsentlig mere lige, når man ser på fordelingen af indkomster efter skatter, overførsler og forbruget af offentlig service, end hvis man ser på bruttoindkomsten ekskl. indkomstoverførsler. Specielt topskatten er meget omfordelende, og afskaffes denne helt, ville det kun være de rigeste, der ville få en gevinst på dette. Der er dog efterhånden mange, der betaler lidt i topskat, og rykkede man grænsen med eksempelvis kr., ville antallet af topskattebetalere falde med en tredjedel. Antallet af LO'ere, der betaler topskat, vil falde med over 40 procent. Stor omfordeling via skatter Skatter og afgifter opkræves for at finansiere offentlig service og overførsler. Skattesystemets progressive opbygning, hvor marginalskatten stiger med indkomsten, kombineret med, at indkomstoverførslerne primært gives til de fattigste, giver samtidig en betydelig omfordeling af indkomsterne. Gennem skattesystemet opnår man således en mere ligelig fordeling af forbrugsmulighederne samtidig med, at den offentlige service finansieres. For at give et overordnet billede af omfordelingen er der i figur 1 vist indkomstfordelingen for tre indkomstbegreber: 1. Bruttoindkomsten ekskl. overførsler. Dette er et udtryk for indkomsten, før skatterne er betalt og før overførslerne er tillagt. 2. Disponibel indkomst. Dette er indkomsten efter skat, og efter overførslerne er tillagt. Figur 1. Indkomstfordeling kr Decil Bruttoindk. ekskl.overførsler Disp. Indk. Disp. indk. inkl. off. service Anm.: Figuren viser den gennemsnitlig indkomstfordelingen for bruttoindkomst ekskl. overførsler, disponibel indkomst og disponibel indkomst tillagt forbruget af offentlig service. Kun personer over 18 år er medtaget. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen, ADAM og FM (2002) Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 37

38 3. Disponibel indkomst tillagt forbrug af offentlig service. Dette er et udtryk for de samlede forbrugsmuligheder, efter den samlede omfordeling i samfundet har fundet sted. Dvs. efter skat, overførsler og forbrug af offentlig service. I figuren er indkomsterne vist på deciler. I en decilgruppering opdeles befolkningen i ti lige store grupper fordelt efter disponibel indkomst. Således angiver 1. decil de ti procent fattigste, mens 10. decil angiver de ti procent rigeste. Det ses af figuren, at der sker en væsentlig omfordeling af forbrugsmulighederne gennem skatter, overførsler og forbruget af offentlig service. Indkomsterne er meget mere lige fordelt, når man ser på disponibel indkomst inkl. forbruget af offentlig service frem for bruttoindkomsten ekskl. overførsler. Ser man først på omfordelingen via skatter og overførsler, finder man, at omkring 60 procent af alle over 18 år har en disponibel indkomst, der er lavere end bruttoindkomsten. Omvendt har de resterende 40 procent en disponibel indkomst, der er større end bruttoindkomsten ekskl. overførsler. De 40 procent fattigste har således en gevinst på omfordelingen gennem skatter og overførsler, mens de rigeste 60 procent taber. Omfordelingen gennem skatter og overførsler er dog ikke hele billedet. Udover finansieringen af overførsler er indkomstskatterne også medvirkende til finansiering af offentlige goder som sundhed, skoler, børnepasning, ældrepleje osv., hvilket også har fordelingsvirkninger. Dette er også illustreret i figur 1. Forbruget af offentlig service rykker forbrugsmulighederne op for alle indkomstgrupper. Samtidig er forbruget med til at mindske uligheden, da forbruget af offentlig service typisk er højere i de laveste indkomstgrupper end i de højeste. Omfordeling via top-, mellem- og bundskat Skattesystemet er opbygget progressivt, således den marginale skattesats stiger, jo højere indkomsten er. I 2007 skal topskatten på 15 procent først betales af indkomst over kr., og mellemskatten på 6 procent skal kun betales, hvis man tjener mere end kr. For at illustrerer omfordelingseffekten af en enkelt skat ses der her på hvilke effekter, det vil have for indkomstfordelingen, hvis en skat blev fjernet, og provenutabet fra dette blev finansieret af en tilsvarende nedgang i de offentlige udgifter. De omfordelende effekter af topskatten bliver således illustreret ved, at topskatten fjernes og det tabte provenu på godt 14 mia. finansieres ved en generel nedsættelse af de offentlige udgifter på tilsvarende 14 mia. kr. Nedsættelsen af de offentlige udgifter bliver fordelt mellem overførsler og offentligt forbrug, svarende til fordelingen af disse udgifter i Fordelingskonsekvenserne af nedsættelsen af de offentlige udgifter opstår således dels gennem nedsættelse af indkomstoverførslerne dels gennem nedsættelse af forbruget af offentlig service. Den resterende del af det offentlige forbrug, der ikke direkte kan uddeles på individer, fordeles ligeligt på alle personer. I figur 2 er den omfordelende virkning af topskatten illustreret. I figuren vises effekterne af topskatten sammenlignet med et scenario, hvor topskatten er fjernet, og de offentlige udgifter er skåret ned sva- 38 Fordeling og levevilkår 2007

39 rende til provenuet fra topskatten. Nedsættelsen af de offentlige udgifter har effekter på fordelingen via nedsættelser af overførsler og nedskæringer på det individuelle forbrug af offentlig service. Gevinsterne er altså positive for personer, hvor topskattebetalingen overstiger deres overførsler og offentligt forbrug finansieret gennem topskatten. Omvendt er gevinsterne negative for dem, der får en højere disponibel indkomst som følge af topskatten og de deraf finansierede overførsler og offentligt forbrug. Figuren viser, at fjernes topskatten, vil de rigeste ti procent i gennemsnit få en gevinst på lidt over kr. Også personer i den 9. decil vinder i gennemsnit på en fjernelse af topskatten, men den gennemsnitlige gevinst er meget mindre. Gevinsten for 9. og 10. decil er en kombination af, at de betaler meget i topskat og kun modtager lidt i overførsler. Derudover har personer i de øverste indkomstdeciler et lavere forbrug af offentligt service end resten af befolkningen. Ser man nærmere på den 10. decil, finder man, at det specielt er den allerrigeste procent, der får en høj gevinst. Således vil den ene procent rigeste få en gevinst på over kr. i gennemsnit ved en fjernelse af topskatten Modsat 9. og 10. decil får resten af befolkningen en nedgang i indkomsten som følge af en fjernelse af topskatten. Det skyldes, at de i forvejen ikke betaler topskat, eller kun betaler meget lidt i topskat, men omvendt får et fald i indkomsten som følge af nedgangen i overførsler og offentligt forbrug svarende til provenuet fra topskatten. Mellemskatten bidrager også til en omfordeling af indkomsterne, men i mindre Figur 2. Omfordelingseffekter ved fjernelse af topskatten fordelt på deciler, Kroner Decil Anm.: Figuren viser den omfordelende virkning af skatten. Den nuværende skattebetaling sammenlignes med et scenario, hvor skatten er fjernet og de offentlige udgifter er sat ned med et beløb svarende til provenuet fra skatten. I figuren er de omfordelende virkninger via overførsler og individuelt forbrug af offentlig service medtaget, mens resten af det offentlige forbrug fordeles ligeligt mellem deciler. Kun personer over 18 år er medtaget. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen og FM (2002) Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 39

40 Figur 3. Omfordelingseffekter ved fjernelse af mellemskatten fordelt på deciler, Kroner Decil Anm.: Som figur 2. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen og FM (2002). grad end topskatten. Det skyldes, at både mellemskattegrænsen og -satsen er lavere end for topskatten. Provenuet fra mellemskatten er kun omkring halvt så stort som provenuet fra topskatten. Mens topskatten giver et provenu på omkring 14 mia. kr. så giver mellemskatten et provenu på omkring 7 mia. kr. Når man ser på omfordelingen via mellemskatten, finansierer mellemskatten derfor ikke ligeså meget af overførslerne og den offentlige service som topskatten. Den samlede effekt af omfordelingen via mellemskatten er illustreret i figur 3. Det fremgår af figuren, at mens decil 8-10 vinder ved en afskaffelse af mellemskatten, så taber resten af befolkningen på den. Både tab og gevinster ved mellemskatten er dog mindre end ved topskatten. Selvom bundskatten betales af både de laveste og højeste indkomster, bidrager den alligevel til en omfordeling. Det skyldes, at de højeste indkomster betaler mest i bundskat. Samtidig giver bundskatten et stort provenu, og er derfor stærkt medvirkende til at finansiere overførsler og offentligt forbrug. Således er provenuet fra bundskatten på over 40 mia. kr., hvilket er næsten tre gange så meget som topskatten. Den omfordelende effekt af bundskatten er illustreret i figur 4. De fem laveste deciler får et tab ved afskaffelse af bundskatten, mens de fire højeste deciler får en gevinst. For 6. decil er bundskatten neutral i den forstand, at det, de betaler i bundskat, får de tilbage igen gennem overførsler og forbrug af offentligt service. Tabet for de laveste deciler kan virke overraskende, da de også betaler bundskat. Tabet kommer fra, at provenuet fra bundskatten svarer til en så stor del af overførslerne, at effekten fra overførslerne overstiger bundskattebetalingen for de laveste deciler. For de højeste deciler er det modsatte tilfældet: for dem overstiger bundskattebetalingen deres overførsler og forbrug af offentlig service finansieret af bundskatten, og de får derfor en gevinst. 40 Fordeling og levevilkår 2007

41 Figur 4. Omfordelingseffekter ved fjernelse af bundskatten fordelt på deciler, Kroner Decil Anm.: Som figur 2. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen og FM (2002) Der sker altså en væsentlig omfordeling af indkomsterne gennem overførslerne, forbruget af offentlig service og gennem top-, mellem- og bundskatten. Samlet giver alle indkomstskatterne, overførslerne og forbruget af offentlig service en mere lige fordeling af indkomsterne, hvilket blev illustreret i figur 1. Fokus på topskattebetalere Som illustreret ovenfor er specielt topskatten meget omfordelende. Det er således hovedsageligt de ti procent rigeste, der taber ved denne skat, mens resten af befolkningen har en gevinst via de offentlige udgifter, som topskatten finansierer. Der har i de seneste år været en stigning i antallet af topskattebetalere. Skatteministeriet anslår, at der i 2007 vil være omkring personer, der betaler topskat, hvilket er en stigning på over 17 procent siden For langt de fleste er topskattebetalingen dog ikke ret stor. Således betalte den typiske topskatteyder knap kr. i topskat i 2007-priser, mens den gennemsnitlige topskattebetaling var på knap kr. Antallet af topskattebetalere og deres gennemsnitlige betaling er illustreret i figur 5. Som det ses af figuren, er der mange topskatteydere i indkomstintervallet kr. Personer i denne gruppe betaler dog i gennemsnit kun knap kr. i topskat. I det øverste indkomstinterval, dvs. personer med en bruttoindkomst over 1,5 mio. kr., er topskatten højere. De godt personer, der ligger her, betaler i gennemsnit en topskat på næsten kr. Det er også personer med den højeste indkomst, der betaler langt den største del af den samlede topskat. Ud af alle, der betaler topskat, står den rigeste halvdel for 90 procent af det samlede provenu fra topskatten, mens den andel halvdel af topskattebetalerne blot står for 10 procent af provenuet. At så mange betaler forholdsvis lidt i topskat betyder også, at mange ville und- Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 41

42 Figur 5. Antal topskattebetalere og gennemsnitlig topskattebetaling fordelt på indkomstinterval, 2007-priser Under Bruttoindkomst (1.000 kr.) , , , Over Topskat (1.000 kr.) Antal (1.000 personer) Anm.: 2004 data fremskrevet til 2007-priser med satsreguleringen. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen. gå at betale topskat, hvis grænsen for topskat blev rykket opad. Således ville f.eks. en tredjedel af alle topskatteydere slippe for topskatten, hvis grænsen blev rykket op med kr. Dette er illustreret i tabel 1. Som det fremgår af tabellen, falder antallet af topskatteydere markant, når grænsen hæves. Men samtidig forsvinder også en del af provenuet, og den omfordelende effekt af topskatten vil derfor også blive reduceret. Ved en stigning i grænsen på kr. falder antallet af topskatteydere med en tredjedel og samtidig reduceres provenuet med tre mia. kr. Det er ikke ualmindeligt for en LO'er at betale topskat. Således betaler over 16 procent af alle LO's medlemmer over 18 år topskat. Disse betaler dog i gennemsnit kun omkring kr. i topskat, og de fleste ligger ikke langt over topskattegrænsen. Eksempelvis ville over 40 procent af alle LO'ere, der betaler topskat, ikke skulle betale topskat, hvis grænsen blev hævet med kr. Dette er illustreret i tabel 2. Tabel 1. Ændring i antal topskattebetalere ved ændring af topskattegrænse, 2007-priser Stigning i grænse Reduktion i antal topskattebetalere Tabt provenu personer Procent Mia. kr ,4 1, ,9 2, ,9 3, ,5 3, ,5 4,5 Anm.: Som figur 5. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen. 42 Fordeling og levevilkår 2007

43 Tabel 2. Topskattebetalere fordelt på a-kasse, i dag og hvis grænsen hæves med kr. A-kasse Andel der betaler Andel hvis grænsen Ændring topskat i dag hæves kr. i pct. LO 16,4 9,2 43,9 FTF 33,8 19,2 43,3 Akademikere 67,1 56,3 16,1 Lederne 66,0 52,7 20,1 Udf. hovedorg 26,1 18,0 31,1 Selvstændige 28,8 19,7 31,8 Ikke forsikrede 9,7 7,0 28,3 Total 19,4 13,2 31,9 Anm.: Tabellen viser andelen i en given a-kasse, der betaler topskat med den nuværende grænse, og hvis grænsen blev hævet med kr. Data fra 2004 er fremskrevet til 2007 med satsreguleringen. Kun personer over 18 år medtaget. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen Mens antallet af LO'ere, der betaler topskat falder med over 40 procent ved en stigning i grænsen på kr., så vil antallet af topskattebetalere, der er akademikerne, kun falde med godt 16 procent. Dette skyldes, at mange akademikere har en indkomst, der ligger væsentligt over topskattegrænsen, og derfor stadig skal betale topskat af den indkomst, der overstiger grænsen med mere end kr. En stigning af topskattegrænsen på vil koste omkring tre mia. kr. og give en mindre lige fordeling af forbrugsmulighederne, hvis det er offentlige udgifter, som skal finansiere skattelettelsen. Hvis man antager, at faldet i provenuet som følge af en stigning i topskattegrænsen modsvares af et tilsvarende fald i de offentlige udgifter, kan fordelingseffekterne af en stigning i topskattegrænsen illustreres som vist i figur 6. Som det fremgår af figuren, er det 9. og 10. decil, der stryger stort set hele gevinsten ved en stigning i topskattegrænsen på kr., mens resten af befolkningen taber ved en stigning i topskattegrænsen. Mange i 10. decil tjener mere end kr. over topskattegrænsen, og kan derfor få en skattegevinst op til kr. ved stigningen i topskattegrænsen på kr. Omvendt mister de en smule i overførsler og forbrug af offentlig service, og som gennemsnit ender 10. decil derfor på en nettogevinst på godt kr. Denne gevinst er dog væsentlig lavere end gevinsten for 10. decil ved helt at afskaffe topskatten, hvor gevinsten var godt syv gange højere. Omvendt betaler de laveste deciler ingen, eller meget lidt i topskat, og de får derfor et tab på en stigning i topskattegrænsen. De mister således overførsler og offentlig serviceforbrug, og samlet får den fattigste halvdel et gennemsnitligt tab på omkring 900 kr. som følge af stigningen i topskattegrænsen på kr. Dette tab er dog også væsentligt lavere end tabet ved en total afskaffelse af topskatten. Her mistede den fattigste halvdel i gennemsnit omkring kr. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 43

44 Figur 6. Nettogevinst ved stigning i topskattegrænsen på kr., fordelt på deciler, Kroner Deciler Anm.: Figuren viser nettogevinsten ved stigning i topskattegrænsen på kr. Det tabte provenu modsvares af et tilsvarende fald i de offentlige udgifter, der fordeles på deciler efter samme metode som figur 1. Kun personer over 18 år er medtaget. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen og FM (2002) 44 Fordeling og levevilkår 2007

45 Kapitel 5. Dynamiske effekter af lettelse af topskatten øger uligheden I debatten om dynamiske effekter på arbejdsudbuddet ved skatteændringer fokuseres der meget på selvfinansieringsgraden. De forventede arbejdsudbudseffekter har dog også en betydning for omfordelingseffekten af en skatteændring. Medregnes de forventede dynamiske effekter således ved en nedsættelse af topskatten, bliver effekterne endnu mere skæve, og det er de allerrigeste, der får en gevinst af både skattelettelsen og af de medfølgende dynamiske effekter. Således vil en halvering af topskatten give de ti procent rigeste en samlet gevinst på kr. hvoraf de knap kr. kommer fra et øget arbejdsudbud. De "fattigste" 60 procent får en gennemsnitlig gevinst af en halvering af topskatten på blot 60 kr., når de dynamiske effekter medregnes. Arbejdsudbudseffekter af skattesystemet Ifølge økonomisk teori har skattesystemets indretning betydning for arbejdsudbudet. Ræsonnementet er, at når den enkelte vælger sin arbejdsindsats, er denne beslutning afhængig af gevinsten ved at arbejde, og denne gevinst er afhængig af skattesystemet. Indretningen af skattesystemet påvirker således arbejdsindsatsen for den enkelte og dermed det samlede arbejdsudbud. På samme måde spiller en skatteændring også ind på arbejdsudbuddet. Når indkomstskatten bliver ændret, vil det have en indflydelse på valget af arbejdsindsats for den enkelte. Normalt opdeles effekten på arbejdsudbuddet på to modsatrettede effekter: en indkomsteffekt og en substitutionseffekt. Disse er forklaret nedenfor. Substitutionseffekten giver den enkelte et incitament til at arbejde mere ved en skattelettelse. Som følge af en skattelettelse får man en større gevinst af sit arbejde, og belønningen for en ekstra arbejdsindsats bliver højere. Det bliver altså relativt dyrere at holde fri, da man nu får en højere gevinst ved at arbejde en ekstra time. Man flytter altså sin tid fra fritid og til arbejde. Indkomsteffekten er den effekt, at man ønsker at arbejde mindre ved en skattelettelse. Ved en given skattelettelse skal man således arbejde mindre for at have den samme indkomst som før skattelettelsen. Den rene indkomsteffekt giver således et incitament til at arbejde mindre, da man for en mindre arbejdsindsats får det samme udbetalt som før skattereformen. De to effekter trækker altså i hver sin retning, og teoretisk kan man ikke bestemme fortegnet af den samlede effekt. Om en given skatteændring vil få folk til at arbejde mere eller mindre, er således op til empiriske studier at fastlægge. Dog er fortegnet sikkert, hvis man laver en skatteændring, der kun påvirker den ene af de to effekter. De fleste studier finder, at den samlede effekt er positiv, og at man ved en skattelettelse samlet set får et øget arbejdsudbud. Størrelsen af denne effekt svinger dog en del imellem de forskellige studier. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 45

46 Det studie af danske data, som oftest bliver brugt, er Frederiksen mfl. (2001), der finder en gennemsnitlig elasticitet på 0,1. Det betyder, at stiger gevinsten ved at arbejde med én procent, da vil arbejdsudbuddet stige med 0,1 procent. Dette studie af arbejdsudbudselasticiteter bliver både brugt af Finansministeriet og af Det Økonomiske Råd. I AErådets dynamiske skattemodel er det fordelingskonsekvenserne af de dynamiske effekter af en skatteændring, der undersøges. Modellen analyserer således de fordelingsmæssige konsekvenser af en skatteændring, hvis man tror på, at der er dynamiske effekter af en skatteændring. Derfor tages de samlede effekter på arbejdsudbuddet af en skatteændring for givet. Disse samlede effekter på arbejdsudbuddet er fundet ud fra andre studier, og det er fordelingen af disse samlede adfærdseffekter, der undersøges i modellen. Konkret benyttes resultaterne fra Finansministeriets publikation "Fordeling og Incitamenter 2002" samt "Dansk økonomi efterår 2004" fra Det Økonomiske Råds Sekretariat (omtales herefter FM (2002) hhv. DØRS (2004)). Sidst i kapitlet er der dog en diskussion af størrelsen af adfærdseffekterne. I AErådets model modelleres timeeffekten og deltagelseseffekten hver for sig. Timeeffekten bliver modelleret ved at benytte arbejdsudbudsfunktionen fra FM (2002). Fordelingen af deltagelseseffekterne er fundet ved at estimere individuelle sandsynligheder for at komme i beskæftigelse for personer, der ikke er i beskæftigelse. På baggrund af de forudsatte samlede arbejdsudbudseffekter findes således de personer, der har størst sandsynlighed for at ændre arbejdsudbud ved skatteændringen. Fordelingseffekter af skatteændringer inkl. dynamiske effekter Med AErådets dynamiske skattemodel beregnes fordelingseffekterne af to ufinansierede skattelettelser, når de forventede effekter på arbejdsudbuddet medregnes. De to skattelettelser er hhv. en halvering af topskattesatsen og en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget på 4,2 procentpoint. Begge disse ændringer giver et tabt provenu på knap ni mia. kr., når adfærdsændringerne ikke medtages. Boks 1. Timeeffekt og deltagelseseffekt Selvom der samlet er en positiv effekt på arbejdsudbuddet ved en skattesænkning, er det ikke alle personer, der reagerer med at øge deres arbejdsudbud. Således vil den enkeltes reaktion være afhængig af en række personlige parametre, herunder specielt nuværende arbejdsindsats og indkomst. For de personer, der allerede er på arbejdsmarkedet kan der være en positiv reaktion i arbejdsudbuddet ved at øge antallet af arbejdstimer. Dette kaldes timeeffekten. Denne effekt kan være en marginal ændring i antallet af arbejdstimer i hovedbeskæftigelsen. Timeeffekten kan dog også være en større ændring i arbejdsudbuddet i form af et bijob, eller hvis man går fra deltids- til fuldtidsarbejde. For de personer, der ikke er i beskæftigelse, kan der være en positiv effekt på arbejdsudbuddet i form af, at de kommer i beskæftigelse. Dette skyldes at der nu er en større gevinst ved at arbejde. Dette kaldes deltagelseseffekten. 46 Fordeling og levevilkår 2007

47 Tabel 1. Makroøkonomisk effekt på arbejdsudbuddet af skatteændring Ændring i skattesats Timeeffekt Deltagelseseffekt Procentpoint Topskat -7,4 0,41 0,01 Beskæftigelsesfradrag 4,2 0,06 0,29 Anm.: Deltagelseseffekten er i DØRS (2004) opdelt på ledighedseffekt og deltagelseseffekt, men er her summeret til en samlet deltagelseseffekt. Ydermere er adfærdseffekten af finansieringen i DØRS antaget at være fordelt ligeligt på time og deltagelse. Effekten af ændringen i topskattesatsen er justeret ift. den opgivne i FM (2002), da nedsættelsen i FM (2002) kun er på 5 procentpoint. Kilde: FM (2002), DØRS (2004) og AErådet. De samlede adfærdseffekter af ændringen af beskæftigelsesfradraget er hentet fra DØRS (2004), mens de samlede adfærdseffekter af nedsættelsen af topskattesatsen er hentet fra FM (2002). De samlede adfærdseffekter er gengivet i tabel 1. Nedsættelse af topskattesatsen I dette afsnit vises de fordelingsmæssige konsekvenser af en nedsættelse af topskattesatsen på 7,4 procentpoint. Dels de direkte fordelingseffekter af skatteændringen uden arbejdsudbudsændringer og dels fordelingseffekterne, når arbejdsudbudsændringerne medregnes. En lettelse af topskattesatsen på 7,4 procentpoint giver med de gjorte antagelser en deltagelseseffekt på knap 500 personer og en timeeffekt svarende til knap fuldtidspersoner, jf. tabel 1. Effekterne af en nedsættelse af topskattesatsen er illustreret i figur 1. Den samlede effekt er opdelt på tre undereffekter. Dels den direkte effekt, som viser effekten uden adfærdsændringer, dels effekterne når deltagelseseffekten og timeeffekten medregnes. Figur 1. Fordelingseffekter af nedsættelse af topskattesatsen, Kroner Decil Direkte gevinst Timeeffekt Anm.: Kun personer mellem år er medtaget. De samlede adfærdseffekter er angivet i tabel 1. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen og FM (2002). Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 47

48 Som det fremgår af figuren, er det ca. de 30 procent rigeste, der får en gevinst af nedsættelsen af topskattesatsen. Ser man alene på den direkte effekt af en nedsættelse af topskattesatsen, vinder de rigeste ti procent i gennemsnit over kr. Også 8. og 9. decil vinder på nedsættelsen, men noget mindre end de ti procent rigeste. Lægger man timeeffekten oveni, er gevinsten for de rigeste endnu større. Gevinsten fra timeeffekten opstår, da disse grupper nu arbejder flere timer, hvilket giver en ekstra gevinst. Udover, at den direkte gevinst gives til den rigeste del, er det altså også dem, der arbejder mere som følge af skattenedsættelsen. Således får de rigeste ti procent en yderligere gevinst på knap kr. fra øget arbejdsudbud, mens 9. decil får en ekstra gevinst på over kr. fra det øgede arbejdsudbud. Også 8. decil får en gevinst i form af øget arbejdsudbud. Gevinsten for denne gruppe er i gennemsnit på knap kr. En sådan skatteændring vil altså yderligere koncentrere indkomsten hos de rigeste. Er der ikke denne ekstra gevinst for de rigeste, så er der heller ikke nogen dynamisk effekt af skattelettelsen og dermed ingen selvfinansiering. Også når man ser på den relative gevinst i forhold til disponibel indkomst, er det de rigeste, der vinder mest på skattelettelsen. Dette er illustreret i figur 2. Selv når man ser på den relative gevinst, er det de rigeste, der tjener mest på nedsættelsen af topskatten. Således får de rigeste ti procent en gennemsnitlig stigning i den disponible indkomst på fem procent i direkte gevinst, mens 9. og 8. decil får en gennemsnitlig gevinst på henholdsvis 1,5 og 0,5 procent. Derudover får disse tre rigeste deciler den største relative gevinst fra øget arbejdsudbud, og igen er det de rigeste ti procent, der får den allerstørste gevinst. Gevinsten fra øget arbejdsudbud er på én procent for de rigeste ti procent, mens den er på 0,9 og 0,6 procent for hhv. 9. og 8. decil. Figur 2. Fordelingseffekter af nedsættelse af topskattesatsen, procent af disponibel indkomst, Procent Decil Direkte gevinst Deltagelseseffekt Timeeffekt Anm.: Som figur 1. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen og FM (2002). 48 Fordeling og levevilkår 2007

49 Stigning i beskæftigelsesfradraget Stigningen i beskæftigelsesfradraget giver en væsentlig højere deltagelseseffekt end faldet i topskattesatsen. Det skyldes, at dette fradrag er målrettet til beskæftigede, og påvirker derfor forskelsbeløbet for personer, der ikke er i beskæftigelse. Derimod giver ændringen i beskæftigelsesfradraget kun en lille timeeffekt. Med de gjorte antagelse giver stigningen i beskæftigelsesfradraget en deltagelseseffekt på omkring personer og en timeeffekt svarende til cirka personer. Fordelingseffekterne af stigningen i beskæftigelsesfradraget er illustreret i figur 3. Igen er effekterne delt op på den direkte effekt, deltagelseseffekten og timeeffekten. Der er specielt tre ting, der springer i øjnene ved figur 3. For det første er deltagelseseffekterne koncentreret om de laveste deciler. Beskæftigelsesfradraget giver en indirekte gevinst til de 30 procent fattigste, da personer udenfor beskæftigelse i disse grupper nu kommer i beskæftigelse og derved får en indkomstfremgang. For det andet er gevinsterne ved stigningen i beskæftigelsesfradraget spredt ud på alle decilgrupper i modsætning til topskattelettelsen, hvor gevinsten var koncentreret hos de rigeste. For det tredje er den gennemsnitlige gevinst for de fire øverste deciler næsten ens. Det skyldes, at beskæftigelsesfradraget kun kan udnyttes op til mellemskattegrænsen, hvorfor der er en begrænsning på gevinsten ved et beskæftigelsesfradrag. Gevinsten for den laveste decil kan illustreres endnu tydeligere ved at se på gevinsten i forhold til den disponible indkomst. Dette er illustreret i figur 4. Af figuren ses det, at set i forhold til den disponible indkomst er det den laveste decil, der får den største gevinst ved skatteændringen, når de dynamiske effekter medregnes. Det skyldes, at deltagelseseffekten specielt er stor for denne Figur 3. Fordelingseffekter af stigning i beskæftigelsesfradraget, Kroner Decil Direkte gevinst Deltagelseseffekt Timeeffekt Anm.: Som figur 1. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen og DØRS (2004). Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 49

50 Figur 4. Fordelingseffekter af stigning i beskæftigelsesfradraget, procent af disponibel indkomst, Procent Decil Direkte gevinst Deltagelseseffekt Timeeffekt Anm.: Som figur 1. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen og DØRS (2004). gruppe. I gennemsnit får den laveste decil en stigning i disponibel indkomst på to procent, hvoraf næsten halvdelen alene kommer fra deltagelseseffekten. 2. og 3. decil får også store gevinster via deltagelseseffekten. For disse grupper er gevinsten fra deltagelseseffekten på omkring ½ procent af deres disponible indkomst, mens de samlet får en gevinst på knap 1,5 procent. Det skal dog bemærkes, at stigningen i beskæftigelsesfradraget kun kommer personer, der enten er i beskæftigelse eller kommer i beskæftigelse, til gode, mens personer, der står helt uden for arbejdsmarkedet, ikke får en ændret indkomst ved skatteændringen. Beskrivelse af personer, der kommer i beskæftigelse ved stigning i beskæftigelsesfradraget På baggrund af resultaterne i AErådets dynamiske skattemodel kan karakteristika for de personer, der kommer i beskæftigelse som følge af en skatteændring, analyseres. Det er hovedsageligt kvinder, der kommer i beskæftigelse som følge af stigningen af beskæftigelsesfradraget. Således er omkring 70 procent af dem, der kommer i beskæftigelse, kvinder. Det skyldes to ting. Dels er kvinders estimerede sandsynlighed højere end mænds, og dels er kvinder overrepræsenterede blandt efterlønnere og ledige. De personer, der kommer i beskæftigelse, kommer både fra ledighed og fra efterløn. Mens næsten 60 procent af dem, der kommer i beskæftigelse som følge af stigningen i beskæftigelsesfradraget, kommer fra ledighed, kommer de resterende 40 procent fra efterløn. Dette er illustreret i tabel 2. Grunden til, at stigningen i beskæftigelsesfradraget også får personer fra efterløn i beskæftigelse, er, at de nu opnår større gevinster ved at arbejde ved siden af efterlønnen eller ved at udskyde efterlønnen. 50 Fordeling og levevilkår 2007

51 Tabel 2. Deltagelseseffekt fordelt på ledige og efterlønnere Antal personer der Fordeling af beskæftigelseskommer i beskæftigelse stigningen personer Procent Ledige 2,3 31,3 Ikke forsikrede ledige 2,0 27,0 Efterlønnere 3,1 41,7 Total 7,5 100,0 Anm.: Tabellen viser hvorfra personerne der kommer i beskæftigelse ved stigningen i beskæftigelsesfradraget kommer. Denne fordeling svarer ikke til fordelingen som DØRS (2004) finder, hvor antallet af efterlønnere er mindre. I AErådets model er det imidlertid kun de samlede arbejdsudbudseffekter der tages for givet, mens fordelingen af disse foretages på baggrund af egne estimationer. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen. Mange af de personer, der kommer i beskæftigelse, har ingen videregående uddannelse. Således har over 80 procent af dem, der kommer i beskæftigelse ingen videregående uddannelse. Dette er illustreret i tabel 3. Som det fremgår af tabellen, vil stigningen i beskæftigelsesfradraget øge beskæftigelsen for ufaglærte med 3.100, hvilket svarer til over 40 procent af alle der kommer i beskæftigelse. Til sammenligning er det godt 30 procent af alle mellem år, der er ufaglærte. Ser man på a-kasse fordelingen blandt de personer, der kommer i beskæftigelse, er det specielt personer forsikret i en a- kasse under LO eller som ikke er forsikrede, der kommer i beskæftigelse. Således er 40 procent af dem, der kommer i beskæftigelse, forsikret i LO, mens over en Tabel 3. Uddannelsesfordeling for personer, der kommer i beskæftigelse Antal personer Fordeling af Fordeling af der kommer beskæftigelses- alle18-64-årige i beskæftigelse stigningen personer Procent Andel i procent Grundskole 3,1 41,4 31,2 Gymnasial 0,5 6,2 9,3 Erhvervsfaglig 2,5 33,8 35,1 Kort videreg. udd. 0,3 3,7 4,7 Mellemlang videreg. udd. og bachelorer 0,8 11,3 13,9 Lang videreg. udd. 0,3 3,6 5,9 Total 7,5 100,0 100,0 Anm.: Tabellen viser fordelingen af de personer, der kommer i beskæftigelse som følge af forhøjelsen af beskæftigelsesfradraget på 4,2 procent, sammenlignet med fordelingen af hele befolkningen mellem år. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 51

52 Tabel 4. A-kasse fordeling for personer, der kommer i beskæftigelse Antal personer Fordeling af Fordeling af der kommer beskæftigelses- alle18-64-årige i beskæftigelse stigningen personer Procent Andel i procent LO 3,0 40,0 34,9 FTF 0,7 8,8 10,3 Akademikere 0,3 4,0 6,5 Lederne 0,1 0,8 2,3 Udf. hovedorg 0,5 7,1 5,9 Selvstændige 0,3 4,6 4,7 Ikke forsikrede 2,6 34,7 35,5 Total 7,5 100,0 100,0 Anm.: Som tabel 3. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen. tredjedel ikke er forsikrede. Dette er illustreret i tabel 4. Som det ses af tabellen, er LO's medlemmer og personer forsikret i a-kasser uden for hovedorganisationerne overrepræsenterede blandt dem, der kommer i beskæftigelse i forhold til fordelingen i hele befolkningen. Omvendt er det specielt lederne og akademikerne, der er underrepræsenterede. Dette er en konsekvens af, at ledigheden er forholdsvis lav i disse to a-kasser, mens den er højere for LO's medlemmer. Samtidig er der også forholdsvis mange efterlønnere blandt LO's medlemmer. Derudover spiller de individuelt estimerede sandsynligheder også ind. Diskussion af arbejdsudbudseffekter Som beskrevet ovenfor benytter AErådets dynamiske skattemodel resultaterne fra Finansministeriets publikation "Fordeling og Incitamenter 2002" samt "Dansk økonomi efterår 2004" fra Det Økonomiske Råds Sekretariat. Begge disse undersøgelser bygger bl.a. på de resultater, som er fundet i Frederiksen mfl. (2001). Denne undersøgelse bygger på en interviewundersøgelse af 4000 personer foretaget af Danmarks Statistik i I selve estimationen indgår der dog kun 2441 personer, og oplysningerne for disse personer fra interviewundersøgelsen kobles med registerdata. Altså et relativt spinkelt datagrundlag, som bruges som fundament til de fundne resultater i både DØRS (2004) og FM (2002). For disse 2441 personer, der indgår i datasættet, finder Frederiksen mfl. (2001) en gennemsnitlig arbejdsudbudselasticitet på omkring 0,1. Opdeler man denne elasticitet på mænd og kvinder, fås en gennemsnitlig arbejdsudbudselasticitet på omkring 0,05 for mænd og på knap 0,15 for kvinder. Forskellen skyldes, at den estimerede substitutionselasticitet er højere for kvinder end for mænd, mens den estimerede indkomstelasticitet stort set er ens på tværs af kønnene. Det er dog vigtigt at bemærke, at disse elasticiteter ikke er ens for alle individer, men varierer med indkomsten. 52 Fordeling og levevilkår 2007

53 Boks 2. AErådets dynamiske skattemodel AErådets dynamiske skattemodel beskriver de fordelingsmæssige konsekvenser af en skatteændring, når de dynamiske effekter af en skatteændring medregnes. På baggrund af de samlede adfærdseffekter af en skatteændring fra Finansministeriets eller DØRS resultater findes de personer, der har størst sandsynlighed for at ændre deres arbejdsudbud. I beregningerne benyttes kun de totale effekter fra FM og DØRS, og disse samlede effekter fordeles på individer ud fra deres individuelle sandsynligheder, som er estimeret af AErådet. Timebeslutningen modelleres ved arbejdsudbudsfunktionen fra Finansministeriet (2002). Deltagelsesbeslutningen findes ud fra en estimeret overgangssandsynlighed fra ikke-beskæftigelse til beskæftigelse. Dette er estimeret separat for forsikrede ledige, ikke-forsikrede ledige samt efterlønsmodtagere. I estimationerne benyttes en række individuelle karakteristika. Specielt benyttes forskelsbeløbet, der er udregnet som forskellen mellem disponibel indkomst for fuldtidsbeskæftigede og den disponible indkomst for hhv. fuldtidsforsikrede ledige, fuldtids ikke-forsikrede ledige og fuldtids efterlønnere for personer med samme karakteristika. Ved en given skatteændring ændrer forskelsbeløbene sig, og på baggrund af de deraf følgende ændringer i sandsynligheder for indtrædelse på arbejdsmarkedet findes de personer, der kommer i beskæftigelse. På baggrund af den givne makroeffekt findes således de personer, der har størst sandsynlighed for at komme i beskæftigelse. Størrelsen af arbejdsudbudselasticiteten er dog blevet diskuteret en hel del. Således er der en stor forskel på den estimerede elasticitet på tværs af studier for forskellige lande. Ser man udelukkende på danske forhold, er antallet af studier begrænset, og ofte benyttes den omtalte interviewundersøgelse fra 1996 som grunddata. Det ville derfor være ønskværdigt med flere studier af danske forhold, der kan være med til at undersøge størrelsen af arbejdsudbudselasticiteten for danske data. Der er ikke helt enighed om størrelsen af arbejdsudbudseffekter og selvfinansieringsgrader ved givne skatteændringer. Specielt finder Rockwool Fondens Forskningsenhed i "Skat, arbejde og Lighed" (RFF (2006)) væsentlig højere selvfinansieringsgrader end både Finansministeriet og Det Økonomiske Råd. RFF (2006) finder således, at en marginal sænkning af topskatten er mere end selvfinansierende. Dvs. adfærdsændringerne som følge af skattesænkningen er så store, at provenuet til staten vil vokse ved en nedsættelse af topskattesatsen. Til sammenligning finder Finansministeriet en selvfinansieringsgrad ved en lettelse af topskattesatsen på 0,52, mens Det Økonomiske Råd finder en selvfinansieringsgrad af en sådan skattelettelse på 0,45. Den høje selvfinansieringsgrad i RFF (2006) skyldes bl.a. en antagelse om, at timeelasticiteten konstant er 0,1 uafhængig af indkomsten. Således har personer, der ligger allerøverst i indkomstfordelingen, samme timeelasticitet som de perso- Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 53

54 ner, der ligger allernederst i fordelingen. Dette modstrider med hvad eksempelvis Frederiksen mfl. (2001) finder, hvor timeelasticiteten er faldende med stigende indkomst. Dette skyldes dels, at mænd, der generelt har en lavere elasticitet end kvinder, er væsentligt overrepræsenteret i høj-indkomstgruppen og dels, at indkomstelasticiteten numerisk stiger med den disponible indkomst, og den samlede elasticitet er derfor lavere for højindkomstgruppen. Udover den højere timeelasticitet giver hele setup'et af skatteændringerne i RFF (2006) en højere selvfinansiering. Således ses der på små marginale ændringer af marginalskatten, der i sig selv er mere selvfinansierende, end større skatteændringen er. Ser man eksempelvis på en fjernelse af topskatten frem for en marginal ændring fra 15 til 14,9 procent, da vil den store skattenedsættelse være mindre selvfinansierende end den marginale ændring. I FM (2002) ses der på en nedsættelse af topskatten på 5 procentpoint, mens Det Økonomiske Råd har beregnet effekten af en total fjernelse af topskatten. Endelig inkluderer RFF (2006) forbrugsskatter i den marginale skattesats og opnår således en effektiv marginalskat, der er højere end indkomstskattesatsen. Derved giver en ændring i marginalskatten en relativ større effekt på timelønnen efter skat, hvorved effekten af en skatteændring forøges. Der er altså nogen forskel på hvor store, selvfinansieringsgraden og reaktionen på arbejdsudbuddet er ved skatteændringer. Resultaterne er specielt afhængige af antagelse om elasticiteten og hvorledes denne ændrer sig med indkomsten. Derudover har designet af skatteændringen og beregningsmetoden også betydning for resultatet. Påkrævet stigning i indkomst ved selvfinansierende lettelse af topskatten Hvis en lettelse af topskatten er selvfinansierende via stigninger i arbejdsudbuddet, kræver det en voldsom forøgelse af den enkeltes indkomst. En simpel måde at illustrere dette på er ved at undersøge hvor meget, den enkeltes bruttoindkomst skal øges, for at en fjernelse af topskatten er selvfinansierende. Dvs. hver persons bruttoindkomst skal stige præcis så meget, at skatteprovenuet fra alle andre skatter end topskatten finansierer provenutabet ved den manglende topskattebetaling. Et eksempel kan være en person, der tjener 1 mio. kr. Ud af dette betaler han godt kr. i topskat. Fjernes topskatten helt, mistes der altså kr. i skatteprovenu fra denne person. Hvis dette skal være 100 procent selvfinansieret via en stigning i bruttoindkomsten, skal hans bruttoindkomst altså stige præcis så meget, at staten får kr. ekstra ind i andre skatter fra denne person. Hvis dette alene skal foregå over indkomstskatten, svarer det til, at personen skal opleve en fremgang i bruttoindkomsten på over kr. Denne person skal altså øge sin arbejdsindsats så meget, at bruttoindkomsten stiger med 18 procent, for at fjernelsen af topskatten kan være selvfinansierende for denne person. Den påkrævede ændring i indkomsten for at finansiere fjernelsen af topskatten er afhængig af bruttoindkomsten. Dette er illustreret i figur 5. Her vises den krævede stigning i indkomsten fordelt på indkomster, hvis fjernelsen af topskatten skal 54 Fordeling og levevilkår 2007

55 Figur 5. Påkrævet stigning i bruttoindkomsten for selvfinansierende fjernelse af topskatten Stigning i kr Bruttoindkomst i kr Selvfinansiering 70 Selvfinansiering 100 Anm.: Figuren viser den påkrævede stigning i bruttoindkomsten fordelt på bruttoindkomst, hvis hver person skal øge sin arbejdsindsats præcis så meget, at faldet i topskattebetalingen modsvares af en tilsvarende stigning i betalingen af andre indkomstskatter. Kilde: AErådet. være hhv. helt selvfinansierende eller 70 procents selvfinansierende. Som det fremgår af figuren, skal stigningen i bruttoindkomsten være højere, desto større bruttoindkomsten er før skatteændringen. Ved 100 procents selvfinansiering via andre indkomstskatter, skal en person, der tjener kr., således øge sin bruttoindkomst med kr., mens en person, der tjener 2 mio. kr., skal øge bruttoindkomst med over kr. som følge af en fjernelse af topskatten. Det svarer altså til, at disse personer som reaktion på en fjernelse af topskatten skal være villige til at arbejde så meget ekstra, at deres bruttoindkomster stiger med hhv. 8,6 og 23 procent. Personer med høje indkomster skal altså både absolut og relativt være villige til at øge deres arbejdsindsats mere end lavere lønnede. Det skal dog bemærkes, at denne beregning er en forsimpling. Således er det ikke en forudsætning for selvfinansiering, at hver enkelt person skal finansiere sin egen skattelettelse ved øget arbejdsudbud. Dog skal det samlet gå op, så hvis der er nogle grupper, der ikke er selvfinansierende, skal andre grupper øge deres arbejdstid endnu mere. Derudover er der her også set helt bort fra eventuelle deltagelseseffekter. Disse er dog ikke ret store ved en lettelse af topskatten. Endelig er der set helt bort fra, at en del af det tabte provenu kan hentes ind via et større provenu fra forbrugsskatterne. Medregnes dette, er det kun en del af det tabte provenu, der skal hentes hjem via andre indkomstskatter, mens den resterende del hentes hjem via øgede forbrugsafgifter. I figur 6 er dette illustreret. Her antages det, at hele den stigning i disponibel indkomst, som hver person har, går til forbrug. Dermed stiger provenuet fra forbrugsskatterne. Er dette tilfældet, skal Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 55

56 Figur 6. Påkrævet stigning i bruttoindkomsten for selvfinansierende fjernelse af topskatten, inkl. forbrugsskatter Stigning i kr Bruttoindkomst i kr. Selvfinansiering 70 Selvfinansiering 100 Anm. Figuren viser den påkrævede stigning i bruttoindkomsten, hvis hver person skal øge sin bruttoindkomst præcis så meget, at faldet i topskattebetalingen modsvares af en tilsvarende stigning i betalingen af andre indkomstskatter samt forbrugsskatter. Kilde: AErådet. arbejdstiden for den enkelte ikke øges helt så meget. Dette er illustreret i figur 6. Som det fremgår af figuren, er den påkrævede stigning i bruttoindkomsten for selvfinansiering mindre, hvis det antages, hele stigningen i disponibel indkomst går til øget forbrug. Således skal en person, der tjener kr., øge sin bruttoindkomst med kr., mens en person, der tjener 2 mio. kr., skal øge sin bruttoindkomst med kr. for, at fjernelsen af topskatten er helt selvfinansierende. Dette er dog stadig meget højt og svarer til, at disse personer skal være villige til at øge deres arbejdsindsats så meget, at deres bruttoindkomster stiger med hhv. 5,1 og 13,8 procent. Referencer: - Det Økonomiske Råds Sekretariat, 2001, "Dansk økonomi, forår 2001". - Det Økonomiske Råds Sekretariat, 2004, "Dansk økonomi, efterår 2004". - Finansministeriet 2002, "Fordeling og Incitamenter 2002". - Frederiksen, Anders, Ebbe Krogh Graversen og Nina Smith, 2001, "Overtime work, dual job and taxation", IZA Discussion paper Frederiksen, Anders og Jan V. Hansen, 2002, "Skattereformer: Dynamiske effekter og fordelingskonsekvenser", Arbejdspapir 2002:1, Det Økonomiske Råds Sekretariat. - Rockwool Fondens Forskningsenhed, 2006, "Skat arbejde og lighed", Gyldendal. 56 Fordeling og levevilkår 2007

57 Kapitel 6. Cepos forslag: Skattelettelser til de rigeste skal finansieres af de fattigste Cepos' skatteforslag er udelukkende til gavn for de rigeste. Således er det kun de 20 procent rigeste, der får en gevinst fra forslaget, mens resten får et tab. Gevinsten bliver større, jo rigere man er. De rigeste ti procent får en gennemsnitlig gevinst på kr., den rigeste procent en gevinst på knap kr. og den rigeste promille en gevinst på kr. Det svarer altså til en gevinst på over kr. hver dag for den rigeste promille. Omvendt oplever de 50 procent med de laveste indkomster et gennemsnitligt tab på kr. Forslaget vil skabe over flere fattige personer som følge af forslaget. Medregnes de af Cepos forventede dynamiske effekter af forslaget, får de rigeste en endnu større gevinst. Cepos har præsenteret et skatteforslag, der reducerer skatten for de højeste indkomster. Denne skattelempelse for de rigeste skal finansieres ved en reduktion af overførselsindkomsterne og et stop for væksten i det offentlige forbrug. Både Dansk Industri og Det Konservative Folkeparti har været fremme med et lignende skatteforslag, hvor det foreslås, at den højest mulige marginale skattesats skal være 50 procent. Finansieringen af disse forslag er dog ikke helt klart, hvorfor dette kapitel koncentrerer sig om en analyse af Cepos' forslag, som er mest konkret. Konkret forslår Cepos, at top- og mellemskatten samt loftet over beskæftigelsesfradraget fjernes. Forslaget giver således en flad marginalskat på 43 procent, når der ses bort fra diverse fradrag. Som finansiering af denne skattereform foreslås det, at indkomstoverførsler fremover reguleres med inflationsudviklingen, hvilket er en væsentlig lavere regulering end normalt. Derudover skal det offentlige forbrug holdes konstant over en årrække. Det er altså et meget skævt skatteforslag, hvor skattelettelser til de rigeste skal finansieres ved at skære i indkomsterne for de fattigste og ved at bremse det offentlige forbrug. Konsekvensen af at regulere overførselsindkomster med inflationen frem for satsreguleringen er, at overførselsmodtagere fremover vil sakke bagud i levestandard i forhold til de erhvervsaktive. Cepos foreslår, at overførselsindkomster reguleres med inflationen de kommende syv år. Dette vil reelt give overførselsmodtagere et nettotab på over 11 procent efter de syv år. I tabel 1 er det illustreret, hvad dette vil betyde for forskellige overførselssatser. Som det fremgår af tabellen, er der tale om betydelige nedsættelser af indkomstoverførslerne, når de reguleres med inflationen frem for satsreguleringen. For en dagpengemodtager er der således tale om en nedgang på over kr. for en helårsledig. En kontanthjælpsmodtager vil miste næsten kr. Derudover vil nulvækst i det offentlige forbrug medføre et forringet serviceniveau fra det offentlige. For det første stiger antallet af personer, der trækker på of- Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 57

58 Tabel 1. Indkomstoverførsler med hhv. satsregulering og inflationsregulering efter syv år, 2007 kroner Satsregulering Cepos forslag Forskel Kroner Dagpenge Kontanthjælp, forsørger Kontanthjælp, ikke forsørger Folkepension, grundbeløb Folkepension, tillæg enlig Folkepension, tillæg samboende Anm.: Tabellen viser indkomstoverførselssatser ved hhv. satsregulering og pristalsregulering i syv år. Der er forudsat en årlig forskel på 1,75 procentpoint mellem satsreguleringen og inflationen. Niveauerne er kørt tilbage til 2007 niveau med satsreguleringen. Kilde: AErådet. fentlig service - det demografiske træk. Det betyder, at der bliver mindre service til den enkelte. For det andet vil samlet nulvækst betyde, at satsninger ét sted - f.eks. på forskning og uddannelse - nødvendigvis må føre til, at udgifterne direkte skæres ned andre steder. Endelig er servicekravene afhængige af velstandsudviklingen. F.eks. er dagens ældre- og plejeboliger dyrere end tidligere tiders værelser på et alderdomshjem med toilet på gangen. I alt koster skattelettelsen 27,8 mia. kroner. Dette bliver dog mere end finansieret via de foreslåede beskæringer af overførsler og offentligt forbrug. Samlet kommer Cepos frem til en overfinansie- Tabel 2. Provenuer fra Cepos' skatteforslag Provenuskøn af Cepos (2006) Provenuskøn af AErådet (2007) Mia. kr. Skattelettelser Topskat 16,2 17,6 Mellemskat 8,0 8,9 Besk fradrag 1,0 1,3 Samlet skattelettelse 25,2 27,8 Finansiering Inflations korrektion* 16,1 13,7 Offentligt forbrug** 14,5 14,1 Samlet finansiering 30,6 27,8 Budgetvirkning 5,4 0,0 Anm.: *Alle skattepligtige indkomstoverførsler reguleres med inflationen frem for satsreguleringen i syv år. Der er antaget en forskel på satsregulering og inflation på 1,75 procentpoint. **I AE's beregninger antages det, at det offentlige forbrug reduceres præcis så meget, at det samlede forslag er budgetneutralt. Cepos eget forslag er overfinansieret. Kilde: Cepos og AErådet på baggrund af lovmodellen. 58 Fordeling og levevilkår 2007

59 ring på 5,4 mia. kroner. I AErådets beregninger af forslaget, er den samlede budgetvirkning dog forudsat neutral. Således bliver det offentlige forbrug "blot" reduceret så meget, at forslaget samlet er budgetneutralt. De samlede provenuer ved forslaget er angivet i tabel 2. Kun de rigeste får en gevinst fra forslaget Det samlede forslag har store omfordelende effekter. Således får de rigeste 20 procent en gevinst på forslaget, mens den resterende del taber på forslaget. I figur 1 er de omfordelende effekter af forslaget illustreret. I figuren er gevinsten ved forslaget fordelt på indkomstdeciler. I en decilgruppering opdeles befolkningen i ti lige store grupper fordelt efter disponibel indkomst. Således angiver 1. decil de ti procent fattigste, mens 10. decil angiver de ti procent rigeste. Som det fremgår af figuren, er det specielt de ti procent rigeste, der får en stor gevinst fra forslaget. Gennemsnitligt får disse ti procent en gevinst på kr. Også 9. decil får en gevinst, men denne er blot på kr. Resten af befolkningen får et tab fra skatteforslaget. I gennemsnit får de 50 procent med de laveste indkomster et tab på over kr. af forslaget. Også når man ser på de relative gevinster, er det de rigeste ti procent, der får den største gevinst. Således får denne gruppe en gevinst der svarer til 13 procent af deres disponible indkomst. Samtidig er det de fattigste ti procent, der får det relativt største tab ved forslaget. De fattige ti procent har et gennemsnitligt tab på 18 procent af deres disponible indkomst. De relative gevinster ved forslaget er illustreret i figur 2. Jo rigere man er, desto større er gevinsten ved forslaget. Ser man udelukkende på de ti procent rigeste, er det de rigeste af disse personer, der får den største gevinst. Således får den rigeste procent en gevinst på næsten kr. Det er dobbelt så meget, som den næstrigeste pro- Figur 1. Omfordelingseffekt af Cepos' skatteforslag, deciler, kroner Decil Anm.: Kun personer over 18 år er medtaget. Individuelt forbrug af offentlig service er fordelt på deciler efter fordelingen i "Fordeling og Incitamenter 2002", mens den resterende del af offentligt forbrug er fordelt ligeligt mellem deciler. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen og FM (2002). Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 59

60 Figur 2. Relative gevinster ved Cepos' forslag, Procent Decil Anm.: Som figur 1. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen og FM (2002) cent får i gevinst. Der er omkring personer i den rigeste procent. I figur 3 er gevinsten for de ti procent rigeste illustreret fordelt på percentiler. I en percentilfordeling er befolkningen opdelt i 100 lige store grupper fordelt efter disponibel indkomst. Således angiver 1. percentil den fattigste procent, mens 100. percentil angiver den rigeste procent. I figuren er det kun gevinsten for de ti procent rigeste, der er illustreret, dvs. percentilerne 91 til 100. Som det fremgår af figuren, er forslaget altså i allerhøjeste grad til gavn for de rigeste, og gevinsten stiger kraftigt med indkomsten. Zoomer man endnu mere ind på de rigeste, finder man, at den rigeste promille får en gennemsnitlig gevinst på Figur 3. Gevinst af forslag for de ti procent rigeste, percentiler, kroner Percentil Anm.: Som figur 1. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen og FM (2002). 60 Fordeling og levevilkår 2007

61 knap kr. Det svarer til en nettogevinst på over kr. hver dag for den rigeste promille. Der er godt personer i den rigeste promille. Skattelettelsen er forbeholdt de rigeste - finansieringen er forbeholdt de fattigste Gevinsten for de rigeste kommer i høj grad fra fjernelsen af topskatten, mens tabet for den fattigste del kommer gennem nedsættelsen af indkomstoverførslerne og faldet i det offentlige forbrug. I figur 4 er fordelingseffekterne af skattelettelsen illustreret, når finansieringen ikke medtages. Her ses det, at mens de rigeste ti procent samlet har en gevinst på kr. af skattelettelsen, er der stort set ingen gevinst fra skattelettelsen for de 70 procent "fattigste". Ud af gevinsten på kr. for de rigeste kommer godt kr. fra fjernelsen af topskatten, knap kr. fra mellemskatten, mens den resterende del kommer fra fjernelsen af loftet over beskæftigelsesfradraget. Også 8. og 9. decil får en gevinst fra skattelettelsen. Denne gevinst er dog meget mindre end gevinsten for 10. decil. For disse to decilgrupper kommer omkring halvdelen af gevinsten fra fjernelsen af topskatten, mens den resterende del kommer fra mellemskatten og beskæftigelsesfradraget. Finansieringen af forslaget foregår ved at inflationskorrigere indkomstoverførslerne samt besparelser i det offentlige forbrug. Ved en fuld indfasning af forslaget svarer dette til en besparelse på 13,7 mia. kr. i overførselsindkomster, mens det offentlige forbrug finansierer de resterende 14,1 mia. kr. Nedsættelsen af indkomstoverførsler går hårdt ud over de fattigste. Derudover går besparelserne af det offentlige forbrug også hårdt ud over lavindkomstgrupperne, da disse typisk har et højere forbrug af offentlig service end andre grupper. De største tabere af besparelsen er indkomstdecilerne 3 og 4, der i gennemsnit taber Figur 4. Omfordelende effekter af skattelettelsen, Kroner Decil Anm.: Kun personer over 18 år er medtaget. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen. Topskat Mellemskat Besk. fradrag Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 61

62 godt kr. ved besparelserne. Dette er illustreret i figur 5. Det er altså i høj grad de rigeste, der vinder på skattelettelserne, mens det er personer med lave indkomster, der rammes hårdest af besparelserne til finansiering af forslaget. Samlet fås det, at det kun er de rigeste 20 procent, der får en gevinst af forslaget, mens resten får et tab fra forslaget, hvilket blev illustreret i figur 1. Dynamiske effekter af Cepos' forslag Ifølge Cepos vil det samlede forslag have store effekter på arbejdsudbuddet. De vurderer således, at det samlede arbejdsudbud vil stige med personer. Heraf vil de personer alene komme fra en øget time-effekt. Dvs. personer, der allerede er i beskæftigelse, vil øge deres arbejdsudbud svarende til fuldtidsbeskæftigede. De resterende personer kommer fra deltagelseseffekten, hvor ikke-beskæftigede kommer i beskæftigelse som følge af den nu højere gevinst ved at arbejde. Som beskrevet i kapitel 5 er størrelsen af sådanne dynamiske effekter meget usikre, men antager man, at disse arbejdsudbudseffekter er korrekte, kan fordelingseffekterne af dette analyseres med AErådets dynamiske skattemodel. Således fordeles effekterne af det øgede arbejdsudbud på baggrund af hvilke personer, der har størst sandsynlighed for at øge arbejdsudbuddet. Eksistensen af sådanne dynamiske effekter vil samtidig betyde, at en del af udgifterne til skattelettelser kommer tilbage igen via. det øgede arbejdsudbud. Da skattelettelsen kun kommer de rigeste til gode, er det også dem, der får den største gevinst af et øget arbejdsudbud. Det er således kun personer, der betaler top- eller mellemskat, der får en ændret marginalskattesats, og dermed reagerer med et ændret timeudbud. De omfordelende effekter af de forventede arbejdsudbudseffekter er illustreret i figur 6. Figur 5. Fordelingen af finansieringen af forslaget, Kroner Decil Inflations regulering Anm.: Som figur 1. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen og FM (2002). Offentligt forbrug 62 Fordeling og levevilkår 2007

63 Figur 6. Omfordelingseffekter af øget arbejdsudbud kroner Decil Deltagelseseffekt Timeeffekt Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen. Som det ses af figuren, er den største gevinst af det øgede arbejdsudbud for den rigeste decil. De får således en indirekte gevinst af skatteændringen på næsten kr. De laveste deciler får også en mindre gevinst af arbejdsudbudseffekterne. Dette skyldes hovedsageligt deltagelseseffekterne, hvor personer på overførsler kommer i beskæftigelse, da gevinsten ved at arbejde nu bliver større. Det er dog en effekt af, at indkomstoverførslen er blevet mindre. Samlet er der stadig et stort tab for de laveste indkomster, og det er kun de personer, der kommer i beskæftigelse, der får en gevinst af deltagelseseffekterne. I figur 7 er effekterne af forslaget illustreret. Her vises både de direkte effekter Figur 7. Total omfordeling inkl. dynamiske effekter kroner Decil Direkte effekt Total effekt Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen og FM (2002) Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 63

64 og de totale effekter når man medregner de af Cepos forventede arbejdsudbudseffekter af forslaget. Som det fremgår af figuren, får de rigeste ti procent en endnu større gevinst af forslaget, når de dynamiske effekter medregnes, mens de fattigste stadig ingen gevinst får, selv når de forventede dynamiske effekter medregnes. De rigeste ti procent får således en gevinst på knap kr., mens de 70 procent med lavest indkomst alle får et tab. Stigning i antal fattige Som det er vist ovenfor, er det altså de rigeste, der vinder på forslaget, mens de fattigste taber. En måde at illustrere den stigende ulighed ved Cepos forslag er ved at se på antallet af fattige. Som beskrevet i kapitel 3, er der flere måder at opgøre antallet af fattige på. Et fattigdomsmål er 50 procent af median-indkomsten. Dette mål bliver bl.a. brugt af OECD, og blev også benyttet i den seneste vismandsrapport. Bruges dette mål, er antallet af fattige i Danmark på personer. Indføres Cepos' forslag, vil dette antal stige til personer. Altså en stigning på mere end personer, eller hvad der svarer til 20 procent. Dette er illustreret i tabel 3. Tabel 3. Antal fattige Personer Antal fattige i Antal fattige med Cepos forslag Anm.: Fattigdomsgrænsen er defineret som 50 procent af median-indkomsten. Kun de direkte effekter er medtaget. Indkomster er husstandsækvivaleret. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen 64 Fordeling og levevilkår 2007

65 Social ulighed Mens de første seks kapitler af Fordeling og Levevilkår 2007 omhandler økonomisk ulighed, sættes der i de tre sidste kapitler fokus på den sociale ulighed. I kapitel 7 analyseres den sociale ulighed inden for sundhed. Den sociale ulighed inden for sundhed viser sig ved, at ufaglærte har de højeste udgifter til medicin, er oftest indlagt på sygehuse og har flest kontakter til den praktiserende læge. Omvendt har personer med en lang videregående uddannelse de laveste udgifter til medicin, de færreste indlæggelser på sygehuse og færrest kontakter til den praktiserende læge. Når man ser på tandlægebesøg, er det i midlertidig de ufaglærte, der har færrest besøg, hvilket skal ses i sammenhæng med brugerbetalingen på området. Den sociale ulighed viser sig også i forventede restlevetider. Således har højtuddannede mænd i 30-års alderen en forventet restlevetid der er 5,6 år højere end lavt uddannede mænd. For højtuddannede kvinder er restlevetiden 4,0 år højere end for lavt uddannede kvinder. I kapitel 8 fokuseres på arbejdsmiljøet og tilbagetrækning. Set over et livsforløb mistes der i gennemsnit 5,5 potentielle arbejdsår pr. person som følge af primært risikoen for førtidspensionering samt tidlig død. Der er dog stor forskel på antallet af mistede arbejdsår. Således mister ufaglærte i gennemsnit 8,0 potentielle arbejdsår, mens personer med en videregående uddannelse mister 3,2 potentielle arbejdsår. Dette har stor indflydelse på den samlede beskæftigelse. Hvis alle grupper kunne opnå samme lave tab af potentielle arbejdsår som personer med en lang videregående uddannelse, ville beskæftigelsen potentielt kunne øges med personer på langt sigt. Som indikation på arbejdsmiljøet i erhvervene undersøges det hvilke erhverv, der har det største forbrug af sygesikringsydelser, receptpligtig medicin samt psykofarmaka. To store offentlige serviceområder, ældrepleje og børnepasning, har højt forbrug inden for alle disse områder. I kapitel 9 undersøges de sociale uligheder inden for skolen og uddannelsessystemet. Her vises det, at børnenes chancer for at klare sig godt i skolen og gennemføre en uddannelse er meget afhængig af forældrenes sociale, uddannelsesmæssige og etniske baggrund. Har forældrene en lang videregående uddannelse, er karaktererne for børnenes afgangseksamen fra folkeskolen i gennemsnit 1,5 karakterer højere, end hvis forældrene er ufaglærte. Derudover har forældrenes etniske baggrund også stor betydning for karaktererne. Forældrenes uddannelsesmæssige baggrund er også afgørende for sandsynligheden for, at barnet gennemfører en uddannelse. Et barn af ufaglærte forældre har således syv gange så stor risiko for at stå uden en uddannelse som 25-årig end et barn fra et akademikerhjem. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 65

66 Kapitel 7. Social ulighed i sundhed Den sociale ulighed i befolkningens sundhedstilstand viser sig blandt andet ved, at ufaglærte i alderen år har et årligt medicinforbrug på kr., mens personer med en lang videregående uddannelse kun køber medicin for kr. om året. Også når man ser på indlæggelser på sygehuse og kontakter til den praktiserende læge, er trækket størst blandt de ufaglærte. På tandlægeområdet er mønsteret imidlertid det modsatte - her er forbruget størst blandt de ressourcestærke med lang uddannelse og høj indkomst. I kapitlet vises, at blandt de fattigste 10 procent af befolkningen er det 32 procent, der ikke har været ved tandlægen i fem års perioden , mens den tilsvarende andel for de rigeste 10 procent kun er på knap 6 procent. Det viser, at den høje brugerbetaling på tandlægeområdet har en kraftig social slagside. Den sociale ulighed viser sig også i de forventede restlevetider, idet højtuddannede mænd og kvinder i 30 års alderen har en forventet restlevetid, der er henholdsvis 5,6 år og 4,0 år højere end lavtuddannede. Dertil kommer, at denne forskel har været stigende i de seneste ti år. Sundhedstilstand for forskellige befolkningsgrupper I dette afsnit er befolkningens sundhedstilstand belyst på baggrund af registeroplysninger om borgernes anvendelser af sygesikringsydelser, sygehusbenyttelse samt receptpligtig medicinforbrug. Anvendelsen af disse registre giver mulighed for at belyse hvor meget, forskellige befolkningsgrupper trække på disse sundhedsydelser fra det offentlige. Den enkeltes sundhedstilstand kan naturligvis ikke belyses udtømmende ud fra disse oplysninger. Det skyldes blandt andet, at der er store individuelle forskelle i hvor ofte, man går til lægen og hvor meget medicin, man indtager - selv ved samme lidelse. Dertil kommer, at der kan være lidelser, som kun i begrænset omfang kræver lægelig ekspertise, men som kan være til stor gene for den enkelte. På trods af disse forhold er det vurderingen, at den enkeltes træk på sundhedsrelaterede ydelser er en god indikator for den enkeltes helbredstilstand. På områder hvor der er høj brugerbetaling er denne sammenhæng imidlertid ikke oplagt, idet et lavt forbrug her kan skyldes økonomiske begrænsninger for den enkelte. Det er f.eks. tilfældet på tandlægeområdet. Som en helt overordnet illustration af uligheden i danskerne sundhed er i figur 1 vist fordelingen over danskernes medicinforbrug. Som det fremgår af figuren, er det lidt over halvdelen af den voksne befolkning, der indløser recepter for under 500 kr. i 2004, mens knap 20 procent har et medicinforbrug på mere end kr. På tilsvarende vis viser fordelinger over for eksempel antal lægebesøg og antal sengedage på sygehuse, at der er meget store forskelle i hvor meget, borgerne trækker på sundhedsvæsenet. For nærmere at belyse denne sundhedsmæssige ulighed ses i det følgende på forskellige befolkningsgruppers brug af sundhedsydelser. Uddannelse Den sundhedsmæssige ulighed viser sig blandt andet, når man ser på hvor mange ydelser den enkelte får udført hos den 66 Fordeling og levevilkår 2007

67 Figur 1. Fordeling af medicinforbrug i 2004 for personer over 17 år kr kr kr kr kr kr Over 3000 kr. Anm.: Medicinforbruget er opgjort som ekspeditionsprisen for indløste recepter. Håndkøbsmedicin er således ikke medtaget. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag praktiserende læge i Som det fremgår af tabel 1, får ufaglærte i alderen år i gennemsnit udført 11,1 ydelser pr. år, mens personer med en lang videregående uddannelse i samme aldersgruppe kun modtager 6,2 ydelser om året. I disse gennemsnitstal er der korrigeret for eventuelle forskelle i aldersfordelingen mellem de enkelte uddannelsesgrupper. Ser man i stedet på det gennemsnitlige medicinforbrug, viser tabellen, at ufaglærte i gennemsnit indløser recepter for kr. i 2004, mens udgiften for personer med en erhvervsfaglig eller videregående uddannelse er under kr. Tilsvarende uddannelsesforskelle ses for antal sengedage på sygehuset og antal ambulante besøg. Det eneste område, hvor ufaglærte i gennemsnit trækker mindst på de offentlige sundhedsydelser, er på tandlægeområdet, hvilket formentlig skal ses i sam- Tabel 1. Gennemsnitlig træk på offentlige sundhedsydelser i 2004 fordelt på uddannelse Almen Special- Tand- Senge- Ambulante Medicinlæge læge læge dage besøg udgifter Antal ydelser Antal dage/besøg kr. Ufaglærte 11,1 1,6 3,5 0,7 1,0 2,2 Faglærte 9,1 1,5 4,0 0,6 0,9 1,5 Kort videreg. udd. 8,0 1,7 4,0 0,5 0,8 1,4 Mellemlang videreg. udd. 8,6 1,9 4,0 0,5 0,9 1,5 Lang videreg. udd. 6,2 1,8 3,8 0,4 0,7 1,3 I alt 9,4 1,6 3,8 0,6 0,9 1,7 Anm.: Tallene vedrører aldersgruppen årige og er aldersstandardiseret. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 67

68 menhæng med den høje grad af brugebetaling på tandlægeområdet. Den uddannelsesgruppe, der overordnet set trækker mindst på de offentlige sundhedsydelser, er personer med en lang videregående uddannelse. For eksempel er personer med en lang videregående uddannelse kun i gennemsnit indlagt 0,4 dage om året på sygehuset, mens den tilsvarende tal for ufaglærte er 0,7 dage - dvs. omtrent det halve. En af forklaringerne på de uddannelsesmæssige forskelle i sundhed er forskelle i livsstil - herunder kostvaner, rygning og motion. Analyser fra bl.a. Statens Institut for folkesundhed dokumenterer, at lavere uddannede typisk har en mere usund livsstil end højere uddannede. Dertil kommer, at lavere uddannede typisk udsættes for en større arbejdsmiljøbelastning end højtuddannede, hvilket ligeledes bidrager til den uddannelsesmæssige ulighed i sundhed. Socioøkonomisk Opdeles de årige på socioøkonomisk status, er det de beskæftigede, som trækker mindst på den offentlige service indenfor sundhedsområdet. For eksempel modtager de beskæftigede i gennemsnit 7,9 ydelser om året hos den praktiserende læge mens kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister i gennemsnit modtager henholdsvis 15,9 og 21,8 ydelser om året. Førtidspensionister er generelt den gruppe, der har det største træk på sundhedsydelserne, hvilket naturligt hænger sammen med, at tildelingen af førtidspensionen sker på baggrund af arbejdsevnen og dermed helbredstilstanden. Derudover er det værd at bemærke, at kontanthjælpsmodtagere også trækker forholdsvis meget på de offentlige sundhedsydelser. Sammenholdt med de beskæftigede er medicinforbruget blandt kontanthjælpsmodtagere således dobbelt så stort, og trækket på sygehusene er i størrelsesordenen 2-3 gange større end for de beskæftigede afhængig af, om man ser på antal sengedage eller antal ambulante besøg. Denne oversygelighed blandt kontanthjælpsmodtagerne vidner om, at en ikke ubetydelig del af kontanthjælpsmodtagerne har helbredsmæssige proble- Tabel 2. Gennemsnitlig træk på offentlige sundhedsydelser i 2004 fordelt på arbejdsmarkedstilknytning Almen Special- Tand- Senge- Ambulante Medicinlæge læge læge dage besøg udgifter Antal ydelser Antal dage/besøg kr. Beskæftiget 7,9 1,5 3,9 0,4 0,7 1,2 Ledig 10,2 1,7 3,4 0,4 0,7 1,3 Kontanthjælp 15,9 2,4 2,4 1,4 1,6 2,4 Førtidspension 21,8 2,1 3,9 2,0 2,0 8,7 Udenfor arbejdsstyrken 11,7 2,1 3,2 0,9 1,2 1,8 I alt 9,4 1,6 3,8 0,6 0,9 1,7 Anm.: Tallene vedrører aldersgruppen årige og er aldersstandardiseret. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen 68 Fordeling og levevilkår 2007

69 mer, som ikke umiddelbart gør dem i stand til at påtage sig et job. Derudover viser tabellen, at kontanthjælpsmodtagere går væsentligt mindre til tandlægen end beskæftigede, hvilket vidner om, at den høje brugerbetaling på tandlægeområdet rammer de dårligst stillede. Indkomst Den sociale ulighed i befolkningens sundhed kan også illustreres ved at se på sammenhængen mellem indkomst og trækket på de sundhedsrelaterede ydelser. I tabel 3 nedenfor er de årige inddelt i ti lige store grupper sorteret efter størrelsen af den disponible indkomst. I første gruppe (1. decil) indgår den tiendedel af befolkningen med laveste indkomster, mens 10. decil indeholder de rigeste 10 procent af aldersgruppen. Som det fremgår, er der en klar tendens til, at antallet af ydelser hos den praktiserende læge, indlæggelser på sygehuse samt medicinforbrug er størst i den lave ende af indkomstfordeling, mens forbruget af disse ydelser er lavest blandt de rigeste. Det skal dog bemærkes, at den laveste indkomstgruppe (1. decil) ligger nogenlunde på gennemsnittet. Forklaringen på, at forbruget i denne indkomstgruppe ligger væsentligt under 2. og 3. decil (som har det højeste forbrug) er blandt andet, at der i denne gruppe er en del studerende, som typisk har forholdsvist godt helbred. En anden forklaring kan være, at der blandt meget ressourcesvage personer - herunder hjemløse, personer med misbrugsproblemer mv. - kan være nogen, der vælger slet ikke at benytte de forskellige offentlige behandlingstilbud. Tabellen viser for eksempel, at det gennemsnitlige antal ydelser hos den praktiserende læge er ydelser pr. år for personer i 2., 3. og 4. decil, mens den rigeste tiendedel af de årige kun modtager 6,8 ydelser om året i gennemsnit. Tilsvarende er forbruget af medicin blandt de rigeste kun ca. halvdelen af forbruget i 3. decil. Tabel 3. Gennemsnitlig træk på offentlige sundhedsydelser i 2004 fordelt på indkomstgrupper Almen Special- Tand- Senge- Ambulante Medicinlæge læge læge dage besøg udgifter Antal ydelser Antal dage/besøg kr. Fattigste 10 procent 11,0 1,6 2,9 0,8 0,9 1,6 2. decil 12,4 1,6 3,5 0,9 1,1 2,3 3. decil 10,7 1,5 3,8 0,9 1,0 2,8 4. decil 12,5 1,7 3,2 0,7 1,0 2,1 5. decil 9,8 1,5 3,8 0,6 0,9 1,8 6. decil 9,0 1,6 3,9 0,6 0,9 1,6 7. decil 8,3 1,6 4,0 0,5 0,8 1,5 8. decil 8,1 1,6 4,1 0,4 0,8 1,4 9. decil 7,5 1,8 4,1 0,4 0,8 1,4 Rigeste 10 procent 6,8 1,9 4,2 0,4 0,7 1,4 I alt 9,4 1,6 3,8 0,6 0,9 1,7 Anm.: Tallene vedrører aldersgruppen årige og er aldersstandardiseret. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 69

70 Sammenhængen mellem indkomstniveau og trækket på de offentlige sundhedsydelser er selvsagt stærkt påvirket af, hvordan de enkelte indkomstgrupper er sammensat rent befolkningsmæssigt. For eksempel er en del af forklaringen på, at 2. og 3. decil ligger højt, hvad angår medicinforbrug, lægebesøg mv., at en stor del af førtidspensionister og sygedagpengemodtagere indgår i disse indkomstgrupper. Ser man derimod på sammenhængen mellem indkomst og antal ydelser hos tandlægen, er der en klar tendens til, at antallet stiger med indkomstniveauet. De rigeste går således til tandlæge næsten 50 procent mere end de fattigste. Da lavindkomstgrupperne formentlig ikke generelt har bedre tandsundhed end højindkomstgrupperne - måske snarer tværtimod - er dette en tydelig indikation af, at den høje brugerbetaling på tandlægeområdet indebærer, at mange med lav indkomst er nød til at nedprioritere tandlægebesøg. Etnisk Som der fremgår af tabel 4, er der en tendens til, at indvandrere fra mindre udviklede lande hyppigere går til læge og speciallæge, end tilfældet er for etniske danskere. F.eks. modtager indvandrere fra mindre udviklede lande i gennemsnit 2,7 ydelser hos en speciallæge, mens etniske danskere i gennemsnit modtager 1,6 ydelser om året. Tilsvarende har indvandrere fra mindre udviklede lande flere ambulante besøg end etniske danskere. Baggrunden for, at indvandrere fra mindre udviklede lande trække mere på en række sundhedsydelser end danskere, kan være kulturelt betinget. Men det kan også skyldes, at en del af indvandrerne fra mindre udviklede lande er flygtninge, som kan have nogle psykiske problemer som følge af de typisk meget ubehagelige oplevelser i oprindelseslandet. Inden for tandlægeområdet trækker indvandrere fra mindre udviklede lande derimod mindre på sundhedsvæsenet end etniske danskere. Mens danskere i gennemsnit modtager 3,9 tandlægeydelser om året modtager indvandrer fra mindre udviklede lande kun 2,5 tandlægeydelser om året. Hovedforklaringen på, at tandlægeområdet (etnisk set) adskiller sig fra de øvrige sundhedsområder, er formentlig den høje grad af brugerbetaling på tandlægeområdet, som formentlig får mange i lavindkomstgruppen (hvor mange indvandrere befinder sig) til at fravælge/un- Tabel 4. Gennemsnitlig træk på offentlige sundhedsydelser i 2004 fordelt på herkomst Almen Special- Tand- Senge- Ambulante Medicinlæge læge læge dage besøg udgifter Antal ydelser Antal dage/besøg kr. Etniske danskere 9,4 1,6 3,9 0,6 0,9 1,7 Indvandrere mere udviklede lande 8,8 1,9 2,9 0,5 0,8 1,5 Indvandrere mindre udviklede lande 11,8 2,7 2,5 0,6 1,1 1,7 I alt 9,4 1,6 3,8 0,6 0,9 1,7 Anm.: Tallene vedrører aldersgruppen årige og er aldersstandardiseret. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen 70 Fordeling og levevilkår 2007

71 derprioritere tandlægebesøg sammenholdt med andre grupper. Stor social ulighed på tandlægeområdet Som nævnt ovenfor er der en klar tendens til, at ressourcestærke personer går mere til tandlægen end ressourcesvage personer, herunder specielt personer med lav indkomst. Denne sociale ulighed på tandlægeområdet belyses i dette afsnit lidt nærmere ved at se på hvor mange, der ikke har været til tandlæge i en 5-årig periode samt hvad der karakteriseret disse personer. På baggrund af sygesikringsregisteret er optalt hvor mange personer der slet ikke har været ved tandlægen i 5- årsperioden 2000 til Da skoletandplejen ikke indgår i sygesikringsregisteret, er opgørelsen kun foretaget for personer over 24 år i Opgørelsen viser, at det samlet set er personer, der ikke har været ved tandlæge i perioden 2000 til 2004, hvilket svarer til godt 16 procent af befolkningen over 24 år, jf. tabel 5. Det er således en forholdsvis stor del af befolkningen, der stort set aldrig går til tandlægen. Det er specielt blandt de ældre, at mange vælger ikke at gå til tandlægen. Det fremgår af tabel 5, der viser, at knap 40 procent af de ældre over 69 ikke har været ved tandlægen i løbet af 5-års perioden. Blandt de yngre aldersgrupper er der imidlertid også mange, der springer de regelmæssige tandlægebesøg over. For de årige er det således knap 11 procent der ikke har været ved tandlægen i perioden. Der kan være flere grunde til, at den enkelte vælger ikke at gå til tandlægen. For det første er der mange, der har tandlægeskræk, som formentlig medfører, at nogen vælger at droppe tandlægebesøget. For det andet kan der være mange - specielt unge - der selv vurderer, at deres tandsundhed er i top, og at det derfor er unødvendigt at gå til tandlægen. For det tredje kan der være ældre, der her mistet tænderne, hvor der derfor ikke længere er behov for at gå regelmæssigt til tandlægen. Den højere andel for de ældre kan desuden skyldes, at de ældre er vokset op i en periode, hvor der var langt mindre fokus på tandhygiejne og tandsundhed, end tilfældet er i dag. En fjerde og meget afgørende forklaringsfaktor er, at der er en høj grad af brugerbetaling på tandlægeområdet, som Tabel 5. Antal personer der i 5-årsperioden ikke har været ved tandlægen i Danmark Personer Andel af aldersgruppe personer Procent år , år 77 10, år 84 11, år 98 18,4 Over 69 år ,8 I alt ,2 Anm.: Kun personer, der har haft bopæl i Danmark i hele perioden og er over 24 ultimo 2004 er medtaget.. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 71

72 medfører, at den enkeltes økonomiske situation påvirke beslutningen om at gå til tandlægen. At indkomsten spiller en stor rolle for, om den enkelte jævnligt går til tandlæge, fremgår af figur 2 nedenfor. Figuren viser, at blandt de fattigste 10 procent af befolkningen over 24 år er det 32 procent, der ikke har været ved tandlægen i løbet af 5-års perioden, mens den tilsvarende andel for de rigest 10 procent er knap 6 procent. Blandt de fattigste er det således 5-6 gange så hyppigt at springe tandlægebesøgene over, end tilfældet er blandt den rigeste del af befolkningen. Af figuren fremgår det desuden, at den indkomstmæssige ulighed er særlig stor blandt de ældre over 69 år. Blandt de ældre, der tilhører den fattigste indkomstgruppe, er det således 58 procent - dvs. over halvdelen - der ikke har været ved tandlægen i løbet af de seneste fem år, mens den tilsvarende andel for de ældre, der tilhører den rigeste indkomstgrupper, er på 7,5 procent. For de øvrige aldersgrupper ses samme mønster. For eksempel er andelen af de fattigste, der ikke går til tandlægen, omtrent fire gange højere, end tilfældet er for de rigeste befolkningsgrupper i alderen år. Den meget tydelige sammenhæng mellem indkomst og tandlægebesøg vidner om, at den høje brugerbetaling på dette område har en stor social slagside. Indførelse af (høj) brugerbetaling på andre sundhedsområder vil med stor sandsynlighed medføre samme ulighed og dermed bryde med et af hovedprincipperne i velfærdssamfundet - nemlig lige adgang til sundhedsydelser for alle borger uanset indkomst. Social ulighed i levetiden Den sociale ulighed i befolkningens sundhedstilstand viser sig også, når man ser på dødelighederne og den forventede restlevetid for forskellige befolkningsgrupper. Figur 2. Andel af aldersgruppen der i perioden ikke har været ved tandlægen, fordelt på indkomstgruppe år år år år Over 69 år I alt Fattigste Rigeste Anm.: De fattigste/rigeste omfatter de 10 procent af befolkningen, der har de laveste/højeste indkomster målt ved den husstandsækvivalerede disponible indkomst fra 2000 til Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellen 72 Fordeling og levevilkår 2007

73 En undersøgelse af den forventede restlevetid for 30-årige fordelt på uddannelse viser for eksempel, at 30-årige mænd med en videregående uddannelse i gennemsnit har en forventet restlevetid på 50,2 år, mens 30-årige mænd uden en erhvervskompetencegivende uddannelse kun har en restlevetid på 44,6 år i dvs. en forskel på 5,6 år mellem de to uddannelsesgrupper, jf. figur 3. For kvinder er der ligeledes en tydelig tendens til, at den forventede restlevetid stiger med uddannelsesniveauet. Mens højtuddannede 30-årige kvinder i gennemsnit har en restlevetid på 53,4 år er restlevetiden for ufaglærte kvinder kun på 49,4 år. Baggrunden for de forholdsvis store uddannelsesmæssige forskelle i den forventede restlevetid for både mænd og kvinder er formentlig først og fremmest forskelle i livsstil og arbejdsmiljø. Siden 1995 er danskernes forventede restlevetid steget forholdsvis kraftigt. For mænd er middellevetiden (den forventede restlevetid for nyfødte) steget fra 72,7 til 75,6 år - dvs. 2,9 år, mens den tilsvarende stigning for kvinder er på 2,3 år. Stigningen i levetiden siden 1995 er et resultat af, at dødsraterne i stort set alle aldersgrupper er faldet. Det fremgår af figur 4a og 4b, der viser henholdsvis absolutte og relative ændringer i de aldersspecifikke dødsrater fra 1995 til Målt ved de absolutte ændringer ses af figur 4a, at dødsraten for både mænd og kvinder er faldet mest for de ældre. Det er ikke overraskende, da dødsraten for de yngre er væsentligt lavere end blandt de ældre, hvorfor et fald ifølge sagens natur ikke kan være stort i de yngre aldersgrupper. Måles ændringen i dødsraten alternativt som den procentvise ændring, ses af figur 4b, at faldet er størst for aldersgrup- Figur 3. Forventet restlevetid for 30-årige i 2005 fordelt på uddannelsesniveau, antal år Mænd Kvinder Ufaglært Faglært Videregående Anm.: Befolkningens uddannelsesniveau kendes i 2005 kun for personer under 85 år, og det er derfor ikke muligt at beregne uddannelsesfordelt dødssandsynligheder for personer over denne alder. I beregningerne er det derfor antaget, at dødeligheden for personer over 84 år er den samme for alle tre uddannelsesgrupper. Denne antagelse indebærer med stor sikkerhed, at forskellen i den forventede restlevetid mellem højt- og lavtuddannede undervurderes. Kilde: AErådet på baggrund af IDA Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 73

74 Figur 4a. Absolut ændring i de aldersspecifikke dødsrater fra , procent point Figur 4b. Relativ ændring i de aldersspecifikke dødsrater fra , procent Mænd Kvinder Mænd Kvinder Kilde: AErådet på baggrund af IDA perne år samt år, mens faldet er mindst for de årige, de 50 årige samt de helt gamle. Stigningen i den forventede restlevetid siden 1995 har imidlertid ikke været den samme for alle uddannelsesgrupper. Det fremgår af figur 5, der viser, at den forventede restlevetid for lavtuddannede mænd er steget med 2,2 år fra 1995 til 2005, mens den tilsvarende stigning for højtuddannede mænd er 2,7 år. Restlevetiden for højtuddannede mænd er således steget med et halvt år mere end for lavt uddannede mænd. Tilsvarende udvikling ses for kvinder, hvor stigningen for de lavtuddannede udgør 1,7 år, mens stigningen for højtuddannede er 2,5 år. Udviklingen i den forventede restlevetid for 30-årige peger dermed på, at den sociale ulighed i levetiderne er steget i løbet af de seneste ti år. Figur 5. Stigning i forventet restlevetid for 30-årige fra 1995 til 2005 fordelt på uddannelse Mænd Kvinder Ufaglært Faglært Videregående Anm.: Befolkningens uddannelsesniveau kendes i 1995 kun for personer under 74 år, og det er derfor ikke muligt at beregne uddannelsesfordelt dødssandsynligheder for personer over denne alder. I beregningerne er det derfor antaget, at dødeligheden for personer over 73 år er den samme for alle tre uddannelsesgrupper i hele perioden Kilde AErådet og Statens Institut for Folkesundhed, Tendens til stigende social ulighed i levetiden, februar Fordeling og levevilkår 2007

75 Kapitel 8. Sundhed, arbejdsmiljø og tilbagetrækning Befolkningens sundhedstilstand har stor betydning for samfundsøkonomien, blandt andet fordi sundhedstilstanden påvirker beskæftigelsen. Analyser i kapitlet viser, at der - set over et livsforløb - i gennemsnit mistes 5,5 potentielle arbejdsår pr. personer som følge af risikoen/sandsynligheden for henholdsvis førtidspensionering, tidlig død og overgang til efterløn. Der er imidlertid store uddannelsesforskelle, idet ufaglærte i gennemsnit mister 8,0 potentielle arbejdsår, mens personer med en videregående uddannelse "kun" mister 3,2 år over et livsforløb. Såfremt alle uddannelsesgrupper havde samme lave risiko for førtidspensionering og tidlig død som personer med en videregående uddannelse, ville beskæftigelsen potentielt kunne øges med personer på sigt, hvilket er mere end dobbelt så meget som forhøjelsen af efterløns- og pensionsalderen med to år vurderes at give. Befolkningens sundhedstilstand har udover at påvirke den enkeltes velbefindende og velfærd også meget stor betydning for samfundsøkonomien. Det skyldes for det første de meget store udgifter til sundhedsvæsenet og for det andet, at befolkningens sundhedstilstand påvirker beskæftigelsen og dermed velstanden i samfundet. I dette kapitel vil vi se nærmere på sundhedstilstanden for befolkningen i de erhvervsaktive aldersgrupper med henblik på at belyse hvor mange år, der beskæftigelsesmæssigt går tabt som følge af helbredsbetinget førtidig tilbagetrækning og overdødelighed blandt nogle faggrupper. I den forbindelse undersøges hvilke brancher, der i særlig grad er karakteriseret ved, at de ansatte har høj risiko for førtidig tilbagetrækning (førtidspension og efterløn) samt høj dødelighed. De erhvervsmæssige forskelle i de ansattes helbredstilstand belyses desuden på baggrund af trækket på sygesikringsydelser samt gennemsnitligt medi- cinforbrug for de ansatte. Som indikator på den psykiske helbredstilstand i de enkelte erhverv undersøges forbruget af psykofarmaka og antidepressiv medicin blandt de ansatte. Tabte arbejdsår ved tidlig tilbagetrækning De enkeltes helbredstilstand har helt naturligt ret stor betydning for tilknytningen til arbejdsmarkedet. Denne sammenhæng kan f.eks. illustreres ved at se på, hvordan beskæftigelsesomfanget afhænger af medicinforbruget og antallet af ydelser den enkelte modtager hos den praktiserende læge i løbet af et år. Som det fremgår af figur 1a og 1b, er der en klar tendens til, at jo oftere man går til læge, og jo mere medicin man får, des mindre er sandsynligheden for at være i beskæftigelse. For eksempel er beskæftigelsesgraden for de årige, der køber for mere end kr. receptpligtig medicin, på 63 procent, mens beskæftigelsesgraden for personer med et medicinforbrug under 500 kr. er 86 procent. For aldersgruppen som helhed er beskæftigelsesgraden på 83 procent. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 75

76 Figur 1a. Andel beskæftigede fordelt på antal ydelser hos den praktiserende læge i ydelser 5-9 ydelser ydelser Over 19 ydelser Anm.: Personer i alderen år indgår Kilde AErådet på baggrund af lovmodellen Figur 1b. Andel beskæftigede fordelt på medicinforbrug i Medicinudgifter i kr Over 3000 Dårligt helbred leder således typisk til lavere beskæftigelsesomfang og dermed et samfunds- og privatøkonomisk velstandstab. I de særligt alvorlige tilfælde kan de helbredsmæssige problemer medføre førtidig tilbagetrækning eller død. Som dokumenteret i kapitel 7 om uligheden i befolkningens sundhedstilstand er der forholdsvis store forskelle i de forskellige befolkningsgruppers helbredstilstand. Disse forskelle viser sig også, når man ser på risikoen for tilkendelse af førtidspension og dødsrisikoen for forskellige befolkningsgrupper. For eksempel viser figur 2, at dødeligheden er markant større blandt ufaglærte end blandt personer, der har en videregående uddannelse. Tilsvarende viser figur 3, at risikoen for at overgå til førtidspension er betydeligt større for ufaglærte, end tilfældet er blandt personer med en videregående uddannelse. Disse uddannelsesmæssige forskelle i risikoen for førtidspensionering og død må forventes langt overvejende at skyldes helbredsmæssige forskelle mellem grupperne. Figur 2. Risiko for at dø i løbet af 2004 fordelt på alder og uddannelse, procent Ufaglært Faglært Videregående Kilde: AErådet på baggrund af IDA 76 Fordeling og levevilkår 2007

77 Figur 3. Sandsynlighed for at overgå til førtidspension i løbet af 2004 fordelt på alder og uddannelse Ufaglært Faglært Videregående Anm.: Som det fremgår af figuren, falder tilgangsfrekvensen til førtidspension markant omkring 60 års alderen. Det skal ses i sammenhæng med, at mange i den alder har mulighed for at gå på efterløn i stedet. Kilde: AErådet på baggrund af IDA En måde at anskueliggøre hvor meget, ufaglærtes overdødelighed og overrisiko for førtidspensionering betyder for beskæftigelsen, er ved at undersøge hvor meget, disse risici betyder for antallet af tabte potentielle arbejdsår. For eksempel vil en person, der overgår til førtidspension som 40-årig, have mistet 23 potentielle arbejdsår, hvis man regner frem til 63 års alderen, mens en person, der går på efterløn som 60-årig, kun taber tre (potentielle) arbejdsår. På baggrund af risikoen for henholdsvis førtidspensionering, efterløn og tidlig død i de enkelte aldersgrupper er det således muligt at opgøre det gennemsnitlige antal år, der går tabt på arbejdsmarkedet som følge af disse ri- Tabel 1. Tabte potentielle arbejdsår som følge af død, førtidspension og efterløn opdelt på uddannelse (30-63 år) Tabte år Heraf bidrag fra: Tidlig død Førtidspension Efterløn År År Ufaglærte 8,0 2,0 5,1 0,9 Faglærte 4,9 1,2 2,4 1,3 Videregående 3,2 0,8 1,4 1,1 I alt 5,5 1,4 3,1 1,1 Anm.: Det skal bemærkes, at antallet af potentielle arbejdsår er beregnet for en 30-årig frem til 63-års alderen. Der regnes således ikke helt frem til pensionsalderen. Såfremt beregningen var foretaget frem til pensionsalderen på 65 år, ville bidraget til tabte arbejdsår fra efterløn være større. Kilde: AErådet på baggrund af IDA Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 77

78 sici. I boks 1 er beregningsmetoden nærmere beskrevet. Efter disse beregningsprincipper viser tabel 1, at ufaglærte mister 8,0 potentielle arbejdsår som følge af førtidspensionering, efterløn og tidlig død, mens det tilsvarende antal tabte arbejdsår for personer med en videregående uddannelses i gennemsnit er 3,2 år. Personer med en erhvervsfaglig uddannelse ligger midt i feltet med 4,9 potentielle tabte år, hvilket er lidt mindre end det gennemsnitlige antal tabte arbejdsår for befolkningen som helhed. De store uddannelsesmæssige forskelle må forventes i høj grad at afspejle de helbredsmæssige forskelle, der er mellem uddannelsesgrupperne, som igen afspejler forskelle i arbejdsmiljø, livsstil, levevis mv. Der er således et stort potentiale for større beskæftigelse, hvis den sociale ulighed i sundhed reduceres og arbejdsmiljøet forbedres. Boks 1. Beregning af antal tabte potentielle arbejdsår Beregningen af antallet af tabte arbejdsår for forskellige befolkningsgrupper er beregnet ved at udregne overlevelseskurver for den pågældende befolkningsgruppe med udgangspunkt i gruppens aldersfordelte risiko for førtidspension, efterløn og død. Konkret tages der udgangspunkt i overlevelseskurven for en 30-årige frem til 63 års alderen - dvs. en periode på 34 år. Bidraget fra dødsrisikoen findes ved for den pågældende befolkningsgruppe at beregne overlevelseskurven på baggrund af de aldersfordelte dødeligheder. Det forventede tab af antallet af potentielle arbejdsår beregnes da som arealet over denne overlevelseskurve, jf. figur B1. Ved beregning af hvor mange år, der går tabt som følge af risikoen for førtidspension, dannes en overlevelseskurve, hvor såvel risikoen for død samt førtidspensionsrisikoen indgår. Arealet mellem denne overlevelseskurve og overlevelseskurven beregnet på baggrund af dødelighederne er da et udtryk for hvor mange år, der tabes som følge af førtidspensionsrisikoen. Tilsvarende beregnes bidraget fra efterløn som arealet mellem overlevelseskurven beregnet ud fra død og førtidspensionsrisiko samt overlevelseskurven beregnet ud fra død, førtidspension og efterlønsrisikoen - se figur B1. Figur B1. Illustration af beregning af tabte arbejdsår Død Førtidspension Efterløn Kilde: AErådet på baggrund af IDA Død Død og førtidspens Død, førtidspens og efterløn 78 Fordeling og levevilkår 2007

79 I tabel 1 er desuden vist hvor stor en del af de tabte arbejdsår der kan henføres til risikoen for tidlig død, førtidspension eller efterløn. Det fremgår blandt andet, at af de 5,5 tabte arbejdsår for befolkningens som gennemsnit kan de 3,1 år henføres til risikoen for førtidspension, mens 1,4 år skyldes tidlig død og 1,1 kan henføres til tilgang til efterløn. Hovedparten af de tabte arbejdsår skyldes således tidlig tilbagetrækning i kraft af førtidspensionering. Det er i særlig grad tilfældet for de ufaglærte, hvor førtidspension isoleret set indebærer et tab på 5,1 år. For at give en indikation af hvor meget, ufaglærte (og til dels faglærtes) relativt høje dødelighed og førtidspensionsrisiko betyder for den potentielle beskæftigelse, er i tabel 2 vist hvor meget, beskæftigelsen på langt sigt vil kunne øges, hvis disse grupper havde samme risici som personer med en videregående uddannelse. Som det fremgår, er dette beskæftigelsespotentiale i størrelsesordenen personer på længere sigt. Til sammenligning vurderes stigningen i efterløns- og pensionsalder med to år - som var et af hovedelementerne i Velfærdsaftalen fra sommeren på sigt at medføre en stigning i beskæftigelsen på omkring personer. Der er således et stort potentiale for at øge beskæftigelsen ved at reducere overdødeligheden og den høje tilgang til førtidspension for ufaglærte og faglærte. Det skal dog understreges, at det næppe er realistisk, at risikoen for ufaglærte og faglærte kommer helt ned på niveau med risikoen for personer med en videregående uddannelse. Realiseringen af (dele af) dette beskæftigelsespotentiale kræver, at arbejdsmiljøet på virksomhederne forbedres, så risikoen for nedslidning og udbrændthed reduceres i forhold til i dag. Derudover vil ændret livsstil i form af mindre røg, mere motion og sundere kost kunne bidrage til at reducere risikoen for tidlig tilbagetrækning og tidlig død. Disse to risikofaktorer (dårligt arbejdsmiljø og usund levevis) kan imidlertid ikke ses isoleret. Det skyldes, at et dårligt fysisk eller psykisk arbejdsmiljø kan være medvirkende til, at den enkelte ikke har et tilstrækkeligt mentalt overskud til at leve et sundt og aktivt liv og i højere grad falder for fristelsen til at springe den daglige motion Tabel 2. Potentiel stigning i beskæftigelsen ved lavere risiko for førtidspension og tidlig død Potential stigning i beskæftigelse på langt sigt I alt Tidlig død Førtidspension personer Ufaglærte Faglærte Videregående I alt Anm.: Tabellen viser den potentielle stigning i beskæftigelsen på lang sigt, hvis ufaglærte og faglærte opnår samme risiko for førtidspensionering og tidlig død som personer med en videregående uddannelse. I beregningerne er det antaget, at befolkningens uddannelsesfordeling på lang sigt svarer til Undervisningsministeriets uddannelsesprofil fra Kilde: AErådet på baggrund af IDA, Undervisningsministeriet uddannelsesprofil 2003 samt befolkningsprognose fra DREAM Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 79

80 over og/eller, at den enkelte kompenserer for den belastende arbejdsdag ved for eksempel rygning. Udover, at forbedret sundhed og bedre arbejdsmiljø vil kunne reducere dødeligheden og tilgangen til førtidspension, ville en forbedret sundhedstilstand mere generelt bidrage til lavere sygefravær mv. og dermed give et større arbejdsudbud målt i timer. På tværs af a-kasserne er der ligeledes store forskelle på antallet af tabte arbejdsår som følge af førtidig tilbagetrækning og tidlig død. Det fremgår af tabel 3, der viser, at indenfor LO-området er antallet af tabte leveår på 5,4 år i gennemsnit, mens Akademikere og Ledere i gennemsnit mister henholdsvis 2,1 år og 2,8 år. Disse forskelle hænger naturligvis tæt sammen med de uddannelsesforskelle, der er dokumenteret ovenfor. For de ikke forsikrede er det gennemsnitlige antal tabte leveår på 6,9 år - dvs. et noget større tab end for de forsikrede set under ét. De ikke forsikrede i job er imidlertid en meget uensartet gruppe, som både består af en gruppe med lav uddannelse, der har forholdsvis stor risiko for ledighed, marginalisering, førtidspensionering mv. Men blandt de ikke-forsikrede er der også en del højtuddannede, der har en forholdsvis lille risiko for ledighed mv. og som derfor vælger ikke at forsikre sig mod ledighed. Opdeles de ikke-forsikrede, der er i job, efter deres uddannelsesniveau, viser tabel 3, at for de ikke-forsikrede med en videregående uddannelse er tabet af potentielle arbejdsår som følge af førtidig tilbagetrækning og tidlig død kun på 2,2 år, mens det tilsvarende tal for andre ikkeforsikrede er på 8,9 år, hvilket viser, at der er tale om en meget uensartet gruppe. Den gruppe, der har det største tab af potentielle arbejdsår, er personer, der ikke er i job, idet tabet for denne gruppe er på Tabel 3. Tabte potentielle arbejdsår som følge af død, førtidspension og efterløn opdelt på a- kasse Tabte år Heraf bidrag fra: I alt Tidlig død Førtidspension Efterløn År År Forsikrede 4,4 0,9 2,0 1,6 - LO 5,4 1,0 2,7 1,7 - FTF 3,6 0,6 1,3 1,7 - Akademikere 2,1 0,6 0,6 1,0 - Ledere 2,8 0,8 0,6 1,5 - Udenfor hovedorg. 4,3 0,9 1,8 1,5 - Selvstændige 3,4 0,8 1,3 1,3 Ikke forsikrede i job 6,9 1,1 5,7 0,0 - Ufaglærte/faglærte 8,9 1,3 7,5 0,0 - Videregående udd. 2,2 0,8 1,4 0,0 Ikke i beskæftigelse 12,0 4,7 7,3 0,0 I alt 5,5 1,4 3,1 1,1 Kilde: AErådet på baggrund af IDA 80 Fordeling og levevilkår 2007

81 12,0 år. Det skyldes, at personer uden beskæftigelse (i den erhvervsaktive alder) typisk har større sandsynlighed for førtidspensionering eller tidlig død, end tilfældet er for personer i job, på grund af dårligere helbred mv. Det kan umiddelbart virke mærkeligt, at der beregnes tabte potentielle arbejdsår for dem, der ikke er i arbejde. Her er det imidlertid væsentligt at hæfte sig ved, at der er tale om et potentielt tab, som udelukkende beskriver hvor mange år, der i gennemsnit går tabt som følge af førtidig tilbagetrækning (førtidspension og død) samt tidlig død. For LO-området som helhed er antallet af tabte potentielle arbejdsår som nævnt 5,4 år. Det dækker imidlertid over en vis variation mellem hovedforbundene under LO, som det fremgår af tabel 4. For eksempel er antal tabte år "kun" henholdsvis 4,2 år og 4,5 år indenfor HK og Metals a-kasse, mens tabet for 3F og FOA er henholdsvis 6,5 år og 5,7 år. Som det fremgår af tabellen, er hovedforklaringen på disse forskelle, at risikoen for førtidspensionering varierer forholdsvist meget indenfor LO-området. For befolkningen som helhed er antallet af tabte arbejdsår i 2004 som følge af førtidig tilbagetrækning og tidlig død på 5,5 år, mens det tilsvarende tal i hele perioden 1988 til 1996 her ligget over seks år, som det fremgår af figur 4. Dette fald dækker for det første over, at dødeligheden har været faldende i perioden fra 1988 til særligt siden midt i 1990'erne. De faldende dødeligheder har isoleret set bidraget til et fald i antal tabte arbejdsår på 0,5 år. For det andet er risikoen for førtidspensionering i dag mindre end i slutningen af 1980'erne, hvilket bidrager med et yderligere fald på 0,6 år i perioden. I modsat retning trækker, at den stigende tilgang til efterløn har medført, at antallet af tabte arbejdsår er steget med 0,4 år i perioden. Som det fremgår af figur 4, har antallet af tabte arbejdsår været særligt stort i 1995 (og til dels i 1994 og 1996). Baggrunden herfor er, at der i den periode var Tabel 4. Tabte potentielle arbejdsår som følge af død, førtidspension og efterløn på udvalgte forbund indenfor LO Tabte år Heraf bidrag fra: I alt Tidlig død Førtidspension Efterløn År År LO 5,4 1,0 2,7 1,7-3F 6,5 1,3 3,7 1,5 - FOA 5,7 0,8 3,0 1,9 - TIB 5,4 1,4 2,2 1,8 - Metal 4,5 1,1 1,8 1,6 - SL 4,4 0,8 2,0 1,6 - HK 4,2 0,7 1,7 1,8 Anm.: Det forholdsvist lave bidrag fra "tidlig død" for FOAs og Socialpædagogernes a-kasse skal ses i sammenhæng med, at kvinder udgør en forholdsvis stor andel i disse a-kasser og at kvinder overordnet set har lavere dødelighed end mænd. Kilde: AErådet på baggrund af IDA Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 81

82 Figur 4. Udviklingen i tabte arbejdsår som følge fra førtidig tilbagetrækning og tidlig død Kilde: AErådet på baggrund af IDA Død Førtidspension Efterløn/overgangsydelse mulighed for, at langtidsledige kunne gå på overgangsydelse, hvilket indebar en markant stigning i den førtidige tilbagetrækning i disse år. Tilbagetrækning og erhverv For de beskæftigede er risikoen for førtidspensionering og tidlig død også meget afhængig af hvilket erhverv, den enkelte er beskæftiget i. Beregningsmetoden der en anvendt ovenfor, er imidlertid ikke hensigtsmæssig, når risikoen for førtidspensionering, efterløn og død skal belyses på et detaljeret brancheniveau. I dette afsnit er derfor valgt at belyse de erhvervsmæssige forskelle ud fra hvilke brancher, der har den største overrisiko, idet der tages højde for forskelle i aldersfordelingen mellem erhvervene. I tabel 5 er vist de erhverv, hvor de ansatte har den største risiko for at overgå til førtidspension. Konkret viser tabellen den overrisiko, der er i de enkelte erhverv i forhold til gennemsnittet for alle beskæftigede. Som det fremgår, er det ansatte i rengøringsbranchen, der har den højeste overrisiko for førtidspensionering. I forhold til risikoen set under ét bliver ansatte i rengøringsbranchen således førtidspensioneret 2,3 gange hyppigere. Ansatte på restauranter, i fiskerierhvervet og indenfor dagbladsvirksomhed har en risiko for førtidspensionering, der er mere end dobbelt så høj som den generelle risiko. Det billede, der tegner sig, når man kigger ned over listen, er, at mange af brancherne med høj førtidspensionsrisiko generelt er kendetegnet ved fysisk hårdt arbejde, som med stor sandsynlighed er medvirkende til den høje risiko for førtidspensionering. Livsstilsmæssige forhold kan imidlertid også spille ind - som f.eks. ryge- og kostvaner, selvom disse forhold formentlig har større betydning for dødeligheden end for risikoen for førtidspensionering. I tabel 6 er vist en tilsvarende oversigt over de erhverv, der har den højeste overdødelighed sammenlignet med dødeligheden generelt for beskæftigede. 82 Fordeling og levevilkår 2007

83 Tabel 5. Erhverv med størst risiko for førtidspensionering Branche Overrisiko i procent Rengøringsvirksomhed 128 Restauranter 117 Fiskeri 110 Dagbladsvirksomhed 109 Institutioner for voksne (primært ældrepleje) 94 Specialforretninger med fødevarer 93 Taxi- og turistvognmænd 84 Bagerier 81 Hoteller 67 Detailh. fra øvrige specialforretninger 66 Reparation af husholdningsapparater 53 Ejendomsudlejning 44 Beklædningsindustri 43 Renovation 40 Skovbrug 38 Anm.: I beregningen af risikoen er der standardiseret for eventuelle erhvervsmæssige forskelle i aldersfordelingen. Danmarks Statistik 111-erhvervsgruppering er benyttet. Kilde: AErådet på baggrund af IDA Som det fremgår, er dødeligheden indenfor fiskeriet mere end dobbelt så stor som for beskæftigede generelt, hvilket formentlig skyldes den ulykkesrisiko, der er på havet. Derudover viser tabellen, at der er en vis grad af sammenfald i de erhverv, der har overrisiko for henholdsvis førtidspensionering og dødelighed. På begge top 15 lister optræder således fiskeri, renovation, vognmænd og restauranter. Tabel 6. Erhverv med størst risiko for tidlig død Branche Overrisiko i procent Fiskeri 102 Renovation 84 Taxi- og turistvognmænd 78 Maskinstationer og anlægsgartnere 65 Mineralolieindustri 64 Skibsfart 64 Anden bygge- og anlægsvirksomhed 56 Fragtvognmænd og rørtransport 53 Bygning af skibe og både 47 Restauranter 47 Tobaksindustri 46 Dagbladsvirksomhed 38 Udvinding af grus og ler mv. 37 Vandforsyning 37 Entreprenørvirksomhed 37 Anm.: Se tabel 5. Kilde: AErådet på baggrund af IDA Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 83

84 Mens der for nogle erhverv er en overrisiko for førtidspensionering og tidlig død på mere end 100 procent, er de erhvervsmæssige forskelle i sandsynligheden for at overgår til efterløn noget mindre. Det fremgår af tabel 7, der viser, at rengøringsbranchen med en overrisiko på 31 procent er det erhverv, hvor de ansatte er mest tilbøjelige til at vælge efterløn. Derudover viser tabellen, at tre af de meget store offentlige områder optræder på listen. Det drejer sig om institutioner for børn og unge, institutioner for voksne samt folkeskolen. En yderligere opdeling af erhvervene "institutioner for børn og unge" samt "institutioner for voksne" viser, at sandsynligheden for at overgå til efterløn er særlig stor for dagplejemødre samt ansatte i børnehaver, vuggestuer, hjemmehjælp og plejehjem, jf. tabel 8. Der kan være flere forklaringer på den forholdsvis høje efterlønsfrekvens indenfor disse kerneområder af den offentlige sektor. For det første er der tale om nogle job, som både kan være fysisk og psykisk belastende. For det andet er det typiske kvindeerhverv, og kvinder er typisk mere tilbøjelige til at vælge efterløn end mænd. For det tredje er der tale om forholdsvist lavt betalte job - således at indkomsttabet ved at gå på efterløn er lavere end på en række andre områder. Dertil kommer, at som forholdene er i dag, er der forholdsvis få udviklingsmuligheder for de ældre, der er ansat i disse erhverv. Utilstrækkelig seniorpolitik på store dele af det offentlige område er således medvirkende til, at så mange vælger at gå på efterløn. Sundhed og erhverv Dårligt helbred kan i de særligt alvorlige tilfælde vise sig ved førtidig tilbagetrækning eller tidlig død. I det foregående afsnit er de store erhvervsmæssige forskelle i disse risici belyst. Andre (mindre alvorlige) sundhedsindikatorer som antal lægebesøg, medicinforbrug mv. viser ligeledes store erhvervsmæssige forskelle. I ta- Tabel 7. Erhverv med størst sandsynlighed for overgang til efterløn Branche Mersandsynlighed i procent Rengøringsvirksomhed 31 Institutioner for børn og unge 29 Bagerier 25 Varehuse og stormagasiner 24 Supermarkeder og kolonialhandel 22 Ejendomsudlejning 22 Institutioner for voksne 22 Beklædningsindustri 21 Post og tele 21 Glas- og keramisk industri 19 Fremst. af husholdningsapparater 18 Fremst. af telemateriel 18 Specialforretninger med fødevarer 16 Renovation 15 Folkeskoler 14 Anm.: Se tabel 5. Kilde: AErådet på baggrund af IDA 84 Fordeling og levevilkår 2007

85 Tabel 8. Erhverv med størst sandsynlighed for overgang til efterløn Branche Mersandsynlighed i procent Dagplejemødre 38 Børnehaver 38 Aldersintegrerede institutioner 37 Vuggestuer 31 Hjemmehjælp 28 Plejehjem og beskyttede boliger 26 Anm.: Se tabel 5. Kilde: AErådet på baggrund af IDA bel 9 er vist de erhverv, hvor de ansatte trækker mest på sygesikringsydelser (læge, tandlæge mv.). Som det fremgår, er det gennemsnitlige træk på sygesikringsydelser indenfor børnepasning og ældrepleje ca. 30 procent højere end for beskæftigede generelt. Der er også andre store offentlige beskæftigelsesområder på listen - nemlig folkeskole og offentlig administration. Det skal bemærkes, at forskelle i kønssammensætningen mellem erhvervene påvirker resultaterne. I tabel 10 er vist en tilsvarende liste over de erhverv, hvor de ansatte i gennemsnit forbruger mest medicin. Igen ses, at centrale dele af den offentlige sektor optræder på listen. Som det fremgår, er det i erhvervet "apoteker og materialister", hvor forbruget af receptpligtig medicin tilsyneladende er størst. Vurderet ud fra den offentlige debat er stress ved at blive et stigende helbredsmæssigt problem i befolkningen. Det skyldes formentlig en kombination af sti- Tabel 9. Erhverv hvor ansatte trækker mest på sygesikringsydelser Branche Mersandsynlighed i procent Institutioner for voksne (ældrepleje) 31,2 Institutioner for børn og unge 29,3 Apoteker og materialister 24,3 Læder- og fodtøjsindustri 23,4 Anden servicevirksomhed 22,1 Offentlig sektoradministration 20,1 Generel offentlig administration 19,3 Detailh. m. beklædning og fodtøj 16,8 Læger, tandlæger og dyrlæger 16,1 Forsikring 15,8 Folkeskoler 14,5 Advokatvirksomhed 13,0 Beklædningsindustri 11,3 Bagerier 10,6 Medicinalindustri 9,6 Anm.: Se tabel 5. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 85

86 Tabel 10. Erhverv hvor ansatte køber mest receptpligtig medicin Branche Mersandsynlighed i procent Apoteker og materialister 183,4 Læder- og fodtøjsindustri 147,8 Institutioner for voksne 105,1 Institutioner for børn og unge 85,3 Læger, tandlæger og dyrlæger 85,0 Detailh. m. beklædning og fodtøj 78,0 Anden servicevirksomhed 73,2 Hospitaler 68,8 Generel offentlig administration 62,1 Advokatvirksomhed 61,2 Offentlig sektoradministration 45,3 Beklædningsindustri 45,0 Varehuse og stormagasiner 43,2 Folkeskoler 28,7 Forsikring 28,2 Anm.: Se tabel 5. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag gende arbejdstempo, høje krav til omstillingsparathed, højt aktivitetsniveau i fritiden mv. Som en indikator for det psykiske helbred blandt de ansatte i forskellige brancher er i tabel 11 vist den erhvervsmæssige overrisiko for, at de ansatte har fået ordineret receptpligtig psykofarmaka og/eller antidepressiv medicin. Tabellen viser, at ansatte på institutioner for voksne (primært ældreplejen) er den erhvervsgruppe, som har størst risiko for at taget psykofarmaka eller antidepressiv medicin. Konkret er risikoen i dette erhverv næsten 50 procent højere end blandt de beskæftigede generelt (13,6 procent af de ansatte mod 9,1 procent for beskæftigede under ét). En række andre af de store offentlige områder er ligeledes på top-15 listen over erhverv med højt forbrug af psykofarmaka og antidepressiv medicin. Det drejer sig om pasning af børn og unge, hospitaler, offentlig administration samt folkeskolen. For alle de helbredsindikatorer, der er undersøgt ovenfor, er der forholdsvis store erhvervsmæssige forskelle. En af hovedforklaringerne på disse forskelle er forskelle i det psykiske og fysiske arbejdsmiljø - og der er derfor et stort sundhedsmæssigt (og dermed beskæftigelsesmæssigt) potentiale i at forbedre arbejdsmiljøet. 86 Fordeling og levevilkår 2007

87 Tabel 11. Erhverv hvor flest af de ansatte køber psykofarmaka og antidepressiv medicin Mersandsynlighed i procent Institutioner for voksne 49,5 Dagbladsvirksomhed 34,1 Detailh. m. beklædning og fodtøj 29,7 Læger, tandlæger og dyrlæger 25,3 Institutioner for børn og unge 24,2 Voksenundervisning 22,0 Hospitaler 22,0 Apoteker og materialister 20,9 Offentlig sektoradministration 19,8 Forlystelser, kultur og sport 19,8 Rengøringsvirksomhed 18,7 Forlagsvirksomhed 17,6 Reklame og markedsføring 17,6 Anden forretningsservice 17,6 Folkeskoler 17,6 Anm.: Se tabel 5. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 87

88 Kapitel 9. Sociale uligheder i skolen og uddannelsessystemet Over 95 procent af en ungdomsårgang påbegynder en ungdomsuddannelse, men blot 80 procent gennemfører. Børnenes chance for at gennemføre en uddannelse og klare sig godt på uddannelsen er i høj grad afhængig af forældrenes sociale, uddannelsesmæssige og etniske baggrund. Karaktererne fra folkeskolens afgangsprøve er eksempelvis 1,5 karakterer højere, hvis forældrene har en lang videregående uddannelse, end hvis forældrene er ufaglærte. Også ved sandsynligheden for at få en uddannelse spiller forældrenes uddannelse en afgørende rolle. Risikoen for at stå uden en uddannelse som 25-årig er således syv gange så stor for et barn af ufaglærte forældre som for et barn, der kommer fra et akademikerhjem. Den velfærdsaftale, som blev indgået den 20. juni 2006, sætter sig som mål, at mindst 95 procent af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse i I dag begynder over 95 procent af en ungdomsårgang på en ungdomsuddannelse, men kun 80 procent gennemfører. Denne målsætning er meget ambitiøs. Skal den virkeliggøres, må man se nærmere på hvilke grupper, det er, der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse. Man kan desuden med fordel se på hvornår i skoleforløbet, den udskilning begynder, som ender med, at nogle unge får en uddannelse, mens andre ikke gør det. AErådet har de sidste par år gennemført flere analyser, der kan belyse disse forhold. Analyserne viser, at forskellene i skolepræstationer, skolevalg og uddannelsesforløb hænger tæt sammen med forældrenes uddannelsesmæssige, sociale og etniske m.v. baggrund. Forskellene i de unges baggrund viser sig således: - Ved skolevalg: Skal barnet i offentlig eller privat skole, og hvilken skole skal man vælge - I karakterpræstationerne - Ved frafald inden afsluttet 9. klasse - Ved valg mellem gymnasium, efterskole, 10. klasse efter 9. klasse - I forhold til, om den unge får en uddannelse ud over folkeskolen. I forbindelse med velfærdsaftalen er det besluttet, at målsætningen om, at 95 procent skal gennemføre en ungdomsuddannelse, bl.a. skal nås gennem - at Kommunerne systematisk skal følge op overfor unge, der ikke er påbegyndt eller har afbrudt en ungdomsuddannelse, - en tidlig indsats i folkeskolen og etablering af mentorordninger for særligt udsatte unge, - en målretning af 10. klasse. Desuden skal der ske en fornyelse af de erhvervsfaglige uddannelser og af produktionsskolerne. Det er imidlertid vigtigt at følge udviklingen nøje for at vurdere, om disse tiltag er tilstrækkelige, eller om man bliver nødt til at tænke i helt andre baner, hvis man skal nå den ambitiøse målsætning, f.eks. en generel ret og pligt til uddannelse i 12 år. 88 Fordeling og levevilkår 2007

89 AErådets analyser peger således i retning af, at der fortsat er tale om dybtgående forskelle i skolesystemet mellem unge fra forskellige samfundslag, og at udviklingen kun langsomt er gået fremad. Skolevalg Det er ikke muligt ved registerundersøgelser at foretage landsdækkende analyser, der viser den sociale, etniske og uddannelsesmæssige baggrund for eleverne på alle klassetrin. Det skyldes, at elevernes CPR-numre først indberettes til Undervisningsministeriet (og derfra videre til Danmarks Statistik), når man når klasse, og der skal sendes oplysninger ind om deltagelse i og resultatet af afgangsprøve (og 8. klasses prøve). Skolerne indberetter oplysninger om antallet af tosprogede børn på alle klassetrin, men disse kan ikke kobles med data vedr. den sociale m.v. baggrund. Undervisningsministeriet kommer bl.a. frem til, at der såvel i de frie grundskoler som i folkeskolen er 9,9 procent tosprogede elever, hvis man ser på alle klassetrin. De analyser, AErådet har gennemført, er derfor alle sket med udgangspunkt i elevsammensætningen i (og evt. 10. klasse). Her er oplysninger om de enkelte elevers skoletilhørsforhold, klassetrin og karakterer ved afgangsprøve koblet med registerdata i Danmarks Statistik vedr. familieforhold, social baggrund, indkomst, forældrenes uddannelsesniveau, etnisk baggrund m.v. Men man kan ikke være sikker på, at forældrenes skolevalg for de børn, der begynder i skole i dag, er det samme som for de børn, der forlader folkeskolen. Figur 1 viser fordelingen af elever på skoleformer i 9. og 10. klasse. I 9. klasse går 74 procent. af eleverne i kommunale folkeskoler. I 10. klasse er der færre elever i alt i grundskolen, bl.a. fordi en del af eleverne går videre i gymnasiet. På dette klassetrin er efterskolerne næsten lige så store som de kommunale folkeskoler. Figur 2 viser forskellene i elevsammensætning på 9. klassetrin. Figur 1. Elever i forskellige skoleformer klasse 10. klasse Kilde: AErådet på baggrund af IDA-registeret Kommunal Privat grundskole Efterskole Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 89

90 Figur 2. Baggrundsforhold for 9. klasse elever i forskellige skoleformer, procent Hverken far eller mor har erhvervsuddannelse Far eller mor er akademiker Etnisk baggrund i ikkevestligt land Lever overvejende af kontanthjælp/pension Er eller har været omfattet af børnesag Kilde: AErådet på baggrund af IDA-registeret Kommunal Privat grundskole Efterskole Det ses, at uddannelsesniveauet blandt forældrene er højest i de private grundskoler. Derimod er der meget få elever i privatskolerne, hvor forældrene er på kontanthjælp eller førtidspension. Efterskolerne har en betragtelig andel af børn, der har været omfattet af en børnesag. Det skyldes, at en del kommuner benytter efterskoler som et alternativ til egentlig anbringelse. Derimod er der kun få elever i efterskolerne fra de etniske minoriteter. Figur 3 viser, at de sociale, etniske og uddannelsesmæssige forskelle skærpes, Figur 3. Baggrundsforhold for 10. klasse elever i forskellige skoleformer, procent 25 21, ,1 9,8 12,5 10,3 14,1 10, ,8 3,7 3,2 5,5 5,8 4,9 0,7 0 Hverken far eller mor har erhvervsuddannelse Far eller mor er akademiker Etnisk baggrund i ikke-vestligt land Lever overvejende af kontanthjælp/pension Er eller har været omfattet af børnesag Kilde: AErådet på baggrund af IDA-registeret Kommunal Privat grundskole Efterskole 90 Fordeling og levevilkår 2007

91 når vi når til 10. klasse. Det hænger naturligvis sammen med, at mange børn af veluddannede forældre er kommet direkte fra 9. klasse til gymnasiet. Til gengæld kommer mange børn af ikke-uddannede forældre og børn fra de etniske minoriteter i de kommunale 10. klasser. Valg af konkret skole Skolevalget består ikke alene af et valg af skoleform, men også af valg af konkret skole. I flere år har man diskuteret faren for udvikling af "ghettoskoler", og dette er belyst i en særskilt AE-analyse. I analysen blev børnenes hjemmebaggrund anset som svag, hvis mindst to af følgende forhold gjorde sig gældende: - ingen af forældrene havde en erhvervsuddannelse, - barnet boede ikke sammen med både far og mor, - en af forældrene levede overvejende af kontanthjælp/førtidspension. Omvendt blev hjemmebaggrunden betegnet som "stærk", hvis ingen af disse tre faktorer gjorde sig gældende. Det viste sig, at andelen af børn med stærk hhv. svag hjemmebaggrund var meget ulige fordelt på skolerne. Tager vi f.eks. Københavns kommune viser figur 4 fordelingen/elevsammensætningen dels i den fjerdedel af skolerne, som har færrest med svag hjemmebaggrund, dels i den fjerdedel som har flest. Det ses, at den "sociale belastning" af skolerne er vidt forskellig. Analysen pegede desuden i retning af, at forskellene skolerne imellem var større i 2001 end for 20 år siden. Hvordan klarer eleverne sig Familiens sociale og uddannelsesmæssige baggrund slår også igennem på elevernes skolepræstationer, hvis vi ser på karaktergennemsnittet ved folkeskolens afgangsprøve. Figur 5 illustrerer dette. Figur 4. Social opdeling af skoler i København 2001, procent Mindst belastede fjerdedel af skolerne Andel med stærk hjemmebaggrund Mest belastede fjerdedel af skolerne Andel med svag hjemmebaggrund Kilde: AErådet på baggrund af IDA-registeret Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 91

92 Figur 5. Karakter i afgangsprøve , forældrenes uddannelse og etnisk baggrund 9,5 9,0 8,5 8,0 7,5 7,0 Ingen/uoplyst Erhvervsfaglig Kort videreg. Mellemlang videreg. Bachelor Lang videreg. Forsker I alt Kilde: AErådet på baggrund af IDA-registeret Danmark Europa/Vesten 3. Verden Det ses, at såvel familiens uddannelsesniveau som etnisk baggrund - alt andet lige - har betydning for, hvordan eleven scorer i folkeskolen. Også familieforhold (bor forældrene sammen) og indkomst spiller en rolle. Desuden scorer pigerne i gennemsnit bedre end drengene. Frafald inden afsluttende prøve Allerede inden 9. klasses eleverne går til afsluttende prøve, er der imidlertid indtil nu sket et frafald, som har en social skævhed. I 2001 var der 8,4 procent af eleverne, som ikke kom til afgangsprøve. For en del af disse elever kunne man dog året efter registrere, at de var begyndt på en erhvervsfaglig uddannelse eller på 10. klasse, selv om de ikke havde afgangsprøve fra 9. klasse, jf. tabel 1. Men tilbage var 4,6 procent af eleverne, som gik ud af skolen uden i det mindste at have 9. klasses prøve. Blandt børn med etnisk baggrund i 3. verden var frafaldet inden afgang fra 9. Tabel 1. Elever uden afgangsprøve Elever uden afgangsprøve Procent Dropper ud uden afgangsprøve 4,6 Begynder erhvervs-uddannelse uden 9. klasse 2,6 Fortsætter i 10. klasse uden afgangsprøve 1,2 Har taget 9. klasses prøve eller går i gymnasiet 91,6 Kilde: AErådet på baggrund af IDA-registeret. 92 Fordeling og levevilkår 2007

93 klasse på 9 procent, mens det var 4,3 procent for de øvrige børn. Tabel 2 viser sammenhængen mellem frafald og en række baggrundsforhold i familien for de børn, som ikke tilhører de etniske minoriteter. Det ses, at det er de samme baggrundsforhold, som har betydning her, som i forhold til afgangskarakterer. Der er siden gennemført en lovgivning, så disse børn nu skal til prøve i 9. klasse. Man må imidlertid frygte, at de grupper, som hidtil ikke er kommet til prøve, i vidt omfang placerer sig i den aller laveste ende af karakterskalaen. Hermed vil de socialt bestemte forskelle i karakterniveau slå endnu stærkere igennem. Restgruppens størrelse og sammensætning I 1990'erne var der et pænt fald i den andel af unge, som ikke får en ungdomsuddannelse - dvs. en studentereksamen eller en erhvervsuddannelse. Dette fald er dog ophørt siden år Figur 6 viser denne udvikling. Sikring af uddannelse til alle har stor betydning for den fremtidige velfærd. På den baggrund er det af betydning at se nærmere på hvilke grupper, det er, som ikke får en uddannelse ud over folkeskolen. Dette er nærmere belyst i en analyse fra AErådet, hvor man har set på hvilken familiemæssige, social m.v. baggrund, de 25-årige havde, som hverken havde: - en studentereksamen, HF eller lignende, - en erhvervskompetencegivende uddannelse, - var i gang med en uddannelse. Der viser sig en klar sammenhæng mellem en række af de baggrundsforhold, undersøgelsen inddrager, og spørgsmålet Tabel 2. Frafald før 9. klasse, ekskl. børn fra etniske minoriteter, procent Frafald før 9. klasse, ekskl. børn fra etniske minoriteter Procent Drenge 4,7 Piger 3,2 Forældre bor ikke sammen 6,1 Forældre bor sammen 2,9 Ingen erhvervsuddannelse 10,8 Erhvervsfaglig uddannelse 4,0 Kort videreg. uddannelse 2,5 Mellemlang/bachelor 2,2 Lang videreg./forsker 1,2 Over 50 pct. af indkomsten fra kontanthjælp/førtidspension 19, pct. af indkomsten fra kontanthjælp/førtidspension 9,3 Modtaget kontanthjælp/førtidspension i øvrigt 10,9 Ingen modtagelse af kontanthjælp/førtidspension 3,2 Kilde: AErådet på baggrund af IDA-registeret. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 93

94 Figur 6. Andel af en ungdomsårgang der ikke får en ungdomsuddannelse, procent ,2 procent ,7 18,7 19,5 19,3 18, mål Kilde: Undervisningsministeriet om den unge får/er ved at tage en erhvervsuddannelse. Figur 7 viser således betydningen af den etniske baggrund. Figuren viser, at ikke alene mange indvandrede unge kommer i restgruppen, men også en betydelig del af efterkommerne. Figur 8 viser betydningen af tidligt forældreskab. Det ses, at unge, der får barn, før de selv er 22 år, har tredobbelt risiko for ikke at gennemføre en uddannelse. Figur 9 viser betydningen af forældrenes uddannelse. Det ses, at risikoen for, at den unge står uden uddannelse som 25- Figur 7. Risiko for at mangle uddannelse som 25-årig og etnisk baggrund, procent , ,9 46, Ikke fra etnisk minoritet Efterkommer med etnisk baggrund i 3. verden Kilde: AErådet på baggrund af IDA-registeret Indvandret før 1987 fra 3. verden Indvandret efter 1987 fra 3. verden 94 Fordeling og levevilkår 2007

95 Figur 8. Risiko for at mangle uddannelse som 25-årig og evt. tidligt forældreskab, procent 60 53, , , Barn før det fyldte 22. år Barn efter det fyldte 22. år Ikke barn Kilde: AErådet på baggrund af IDA-registeret årig, er ca. syv gange så stor, hvis man har ufaglærte forældre, som hvis man kommer fra et akademikerhjem. Figur 10 viser, at unge fra familier, der overvejende lever af sociale ydelser, har fordoblet risiko for ikke at få en uddannelse. Endelig viser figur 11, at unge fra familier, hvor forældrene bor hver for sig, har dobbelt så stor risiko for at komme i "restgruppen" som unge, hvis forældre bor sammen. En samlet regressionsanalyse viser, at de to forhold, der har størst betydning, er forældrenes uddannelsesniveau og spørgsmålet, om man evt. har fået barn i en tidlig alder. For at undersøge udviklingen de senere år er der for hver person i 1981, 1996 og 2001 opgjort et antal "risikofaktorer", Figur 9. Risiko for at mangle uddannelse som 25-årig og forældrenes uddannelse, procent , , , ,5 10,8 0 En af forældrene er akademiker Ingen akademiker, men begge har en erhvervsuddannelse Kilde: AErådet på baggrund af IDA-registeret Ingen akademikere, en forælder har erhvervsuddannelse Ingen af forældrene har erhvervsuddannelse Mangler far eller mor eller uddannelse uoplyst Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 95

96 Figur 10. Risiko for at mangle uddannelse som 25-årig og modtagelse af sociale ydelser, procent 45 39, , Ingen af forældrene på langvarig kontanthjælp Mindst en af forældrene på langvarig kontanthjælp Kilde: AErådet på baggrund af IDA-registeret hvor følgende forhold hver tæller som én risikofaktor: - den unge er selv blevet forælder tidligt, - ingen af forældrene har en erhvervsuddannelse, - en af forældrene er på langvarig kontanthjælp, - forældrene bor ikke sammen, - forældrene bor i etagebyggeri. Herefter viser figur 12, hvordan risikoen for at komme i restgruppen har udviklet sig i forhold til antal "risikofaktorer". Ved udarbejdelsen af figuren er der set bort fra unge fra etniske minoriteter, fordi disse kun udgjorde en meget lille andel af de unge i Figuren viser, at der især er unge, der ikke har nogen "risikofaktorer", der har fået gavn af udviklingen de sidste 20 år. For dem er risikoen for ikke at "komme på Figur 11. Risiko for at mangle uddannelse som 25-årig og familieforhold, procent , , To forældre, der stadig bor sammen To forældre, men de bor hver for sig Ikke to forældre Kilde: AErådet på baggrund af IDA-registeret 96 Fordeling og levevilkår 2007

97 Figur 12. Risiko for at mangle uddannelse som 25-årig og antal "risikofaktorer" - ikke unge fra etniske minoriteter, procent , , , ,1 30, ,8 20,7 18,6 10 9,6 7, Ingen "risikofaktor" 1 "risikofaktor" 2 "risikofaktorer" 3-4 "risikofaktorer" Kilde: AErådet på baggrund af IDA-registeret uddannelsestoget" reduceret med 59 procent. For unge med tre eller flere "risikofaktorer" er risikoen kun reduceret med 23 procent. Eller sagt på en anden måde: I 1981 var sandsynligheden for, at unge med tre eller flere "risikofaktorer" ikke fik uddannelse/studentereksamen tre gange så stor som for unge uden "risikofaktorer". I 2001 er sandsynligheden for, at unge med tre eller flere "risikofaktorer" ikke får uddannelse/studentereksamen seks gange så stor som for unge uden "risikofaktorer". Med andre ord: Uddannelse regnes normalt som et middel til at udligne social ulighed. Men faktisk er den sociale ulighed i uddannelsessystemet de senere år ikke blevet mindre, men snarere større. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 97

98 Andre analyser fra AErådet Ønsker du at læse flere analyser fra AErådet, så klik ind på vores hjemmeside Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 1