Nye afgørelser fra Afklaringsudvalgene

Transkript

1 Nye afgørelser fra Afklaringsudvalgene Henvendelse fra Kalundborg Kommune vedr. brug af TSM/Med.com: Fra Geriatrisk afdeling, regionalt sygehus har vores visitatorer fået meddelelse om, at de ikke læser TSM og - at det er man blevet enige om på afdelingen. De vil i stedet ringes op. Da dette er i klar modstrid med vores aftaler, vil jeg høre, om I vil finde ud af, hvad der sker på afdelingen? Geriatrisk afdeling er uforstående overfor henvendelsen. Vedr. TSM, så er det vores kommunikation til kommunerne i forbindelse med udskrivelsen, så derfor giver det ikke mening at der rettes undren over at vi ikke læser TSM i geriatrien. Geriatrisk afdeling tror at det der kunne menes er, at korrespondancen mellem kommuner og sygehus har afdelingen til tider en udfordring med at få læst, da det kræver at der åbnes alle pt. forløb for at tjekke om der har været sendt noget af relevans. Afdelingen gør opmærksom på, at man ikke blevet enige om, at mani i stedet vil ringes op. Svar fra afklaringsudvalget for behandling og pleje: Geriatrisk afd. er ikke blevet enige om, at man vil ringes op. Endvidere er man opmærksom på udfordringen med at få læst korrespondancemeddelelser. Jf. Kommunikation og samarbejde ved Stationære behandlingsforløb (somatik og psykiatri) pkt Kommunen kvitterer for plejeforløbsplan. Når kommunen har læst plejeforløbsplanen, sendes kvittering til sygehuset via en korrespondancemeddelelse. Kommunen kan supplere med: Uddybende spørgsmål Ønske om udvidet koordinering Og videre i punkt Sygehus, praktiserende læge og kommune kontakter hinanden ved behov for udvidet koordinering. Konklusion: Det er dermed begge parters ansvar at benytte TSM i kommunikationen mellem sygehus og kommune og Geriatrisk afdeling har ansvar for at læse og reagere på korrespondancemeddelelser. Ståstativ Borger har ansøgt Slagelse Kommune om ståstativ. Der er givet afslag med begrundelsen, at der er tale om en varig funktionsnedsættelse som følge af medførte handicaps. Rigshospitalet har mundtligt anbefalet et ståstativ men dette fremgår ikke af journalen m.v. Trænings- og behandlingsredskaber skal stilles til rådighed af Region Sjælland. Kommunen kan ikke, på det nuværende grundlag, bevilge et ståstativ i henhold til 112. Borgeren har dog fået udleveret et ståstativ af Slagelse Kommune af hensyn til borgerens tarv, men videresender kommunens udlæg til Region Sjællland. Svar fra Afklaringsudvalg for hjælpemidler og behandlingsredskaber 1

2 En patient er fysisk og psykisk handicappet fra fødslen og kan ikke stå uden ståstativ. Patientens behandlende læge fra Rigshospitalet anbefaler at patienten kommer op at stå for at mindske følgerne af den varige funktionsnedsættelse efter en planlagt seneløsende operation. Patientenhar fået afslag på ståstativ fra kommunen, som mener, at det regionale sygehus skal udlevere dette. Afklaringsudvalget tager i sin besvarelse udgangspunkt i Ankestyrelsens principafgørelse 4-15 om hjælpemidler - ståstøttestativ træningsredskab behandlingsredskab. Heri hedder det: Hvis det primære formål med et ståstøttestativ er at afhjælpe den manglende ståfunktion, skal ståstøttestativet betragtes som et hjælpemiddel. Det skal herefter vurderes, om bestemmelsens krav om væsentlighed er opfyldt. Hvis ståstøttestativet primært skal anvendes til at forbedre funktionsevnen eller forebygge yderligere forværring af funktionsevnen, skal det betragtes som et træningsredskab eller et behandlingsredskab. Afklaringsudvalget har indhentet udtalelse fra patientens læge: 1) Ståstøttestativet er ikke en del af behandlingen, men operationen skulle afhjælpe smerterne i ståstillingen, således at han i højere grad ville have gavn af evnen til at være i lodret position, f. eks. i et ståstøttestativ. 2) Ståstøttestativet skal ikke ses som en forberedelse til patientens operation? 3) Ståstøttestativet skal ikke anvendes til træning af patientens manglende styrke i benmuskulatur, udspændelse af ben og hofte, mindske smerter i kroppen Konklusion: På baggrund af ovenstående vurderer afklaringsudvalget, at ståstativet ikke er et behandlingsredskab og heller ikke et træningsredskab. Dermed må ståstativet betragtes som et hjælpemiddel. Ankestyrelsen har vurderet, at væsentlighedskriteriet i forhold til kommunens bevilling af et ståstativ som et hjælpemiddel ikke er opfyldt, og dermed er hverken sygehus eller kommune forpligtet til at levere ståstativ til patienten. Det er herefter op til patientens forældre selv at anskaffe et ståstativ. Hvis patientens tilstand ændres, kan kommunen revurdere væsentlighedskriterierne opfyldelsesgrad. Hjælp og ledsagelse til borgere med særlige behov Henvendelse fra kommune vedr. botilbudsborgere der ind imellem indlægges. Nogle gange akut og andre gange langvarigt. Konkret er der tale om en borger (34 år), der de sidste 4 måneder har været indlagt undtagen 11 dage. På fremgår det, at det altid er sygehuset, der skal vurdere hvilket personale, der er behov for. Hvis ikke de selv stiller hjælpen til rådighed, så skal de anmode om hjælpen ude fra og afholde udgiften hertil. Den konkrete borger har behov for hjælp og ledsagelse af pædagogisk personale døgnet rundt. Borgerens mor er hos borgeren dagligt. Hun varetager en række opgaver under indlæggelsen, såsom at dispensere den ordinerede medicin. Sygehuset vil ikke anmode om 24 timers hjælp fra bostedet, da de mener, at når mor er der, skal bostedet ikke være der. 2

3 Det er ikke et fast tidspunkt mor er der på, da hun også arbejder. Det gør det meget vanskeligt at tilrettelægge en aftale mellem sygehus og botilbud. Aktuelt er det således, at botilbuddet ikke kan få Sygehuset til at beskrive, hvor mange timers hjælp, de har brug for fra botilbuddet. Når botilbuddet henvender sig til sygehuset, er svaret, at det skal de koordinere med borgerens mor. Kommunen mener ikke, at det er det der er aftalt i Sundhedsaftalen? Kommunens opfattelse er, at sygehuset vurderer i hvilket omfang de har brug for det pædagogiske personales hjælp under indlæggelsen. De pårørende er vel ikke en del af denne normering? Mor har ligeledes ønsket at blive økonomisk kompenseret for hendes timer hos borgeren qua aftalen om hjælp og ledsagelse. Jeg kan intet steds i lovgivningen finde mulighed for, at mor aflønnes jfr. Aftalen om hjælp og ledsagelse under indlæggelse. Det er udelukkende en økonomisk aftale mellem region og kommune. Botilbuddet har på nuværende tidspunkt ingen skriftlig aftale med sygehuset om hjælp og ledsagelse under indlæggelse. Botilbuddet sender pædagogisk personale til sygehuset og får efterbevilliget økonomi for indsatsen. Men det er ikke sygehuset, der beslutter indsatsen, men mor. Ved afklaringsudvalget, om der er en mere formel praksis til denne planlægning? Svar fra Afklaringudvalget for Behandling og pleje Jf. Aftale om hjælp og ledsagelse i forbindelse med sygehusbehandling i region Sjælland af patienter/borgere med særlige behov, er det sygehuset, der har ansvaret for at vurdere, hvilket personale der er behov for i den enkelte patients tilfælde og sørge for, at dette personale stilles til rådighed under indlæggelsen. Såfremt sygehuset ikke selv stiller den nødvendige hjælp til rådighed, men anmoder om hjælpen udefra, skal sygehuset afholde udgiften hertil jf. princippet om sektoransvarlighed Det følger af sektoransvarlighedsprincippet, at den offentlige myndighed, der udbyder en ydelse eller en service, også er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for borgere med nedsat funktionsevne. Regionen har derfor til opgave at stille det nødvendige personale til rådighed ved gennemførelsen af behandlinger på sygehuset. Det kan typisk dreje sig om hjælp fra personale med særlige socialpædagogiske kompetencer fra institution eller kommunen, da sygehuset typisk selv har personale til behandling og pleje. Konklusion: Det vil sige, at hvis sygehuset vurderer at der er behov for hjælp og ledsagelse fra Bostedet, skal sygehuset indgå aftale med kommune/bostedet om omfanget af behovet. Sygehuset kan ikke gå ud fra, at moderen påtager sig opgaver som erstatning for socialpædagogisk assistance fra Bostedet. Bostedet og/eller moderen kan ikke pålægge sygehuset at sørge for ledsagelse af pædagogisk personale/fast vagt døgnet rundt, hvis ikke sygehuset mener der er behov for dette under indlæggelse ligesom bostedet/moderen ikke kan afgøre hvilken personalegruppe, der varetager hjælpen til borgeren under indlæggelse. Sygehuset kan ikke indgå aftale med moderen om kompensation for hendes timer hos borgeren. Om kommunen har mulighed for enten at godtgøre tabt arbejdsfortjeneste til moderen, eller at betale vederlag for moderens tilstedeværelse i stedet for socialpædagogisk assistance ligger uden for afklaringsudvalgets område. Hvis Bostedet vurderer, at der er behov for tilstedeværelse ud over det behov, der vurderes fra sygehuset, er det kommunen/bostedet, der betaler for denne hjælp. 3

4 Jf. Ankestyrelsens principafgørelse om borgerstyret personlig assistance - sektoransvar - behandling på sygehus udmåling, kan kommunen fastsætte et serviceniveau, der giver mulighed for, at borgeren medtager hjælpere ved behandling på sygehuset. Henvisning til privatpraktiserende fysioterapi: Hvem kan egentligt henvise til privat praktiserende fysioterapeut og vederlagsfri fysioterapeut? Kan alle læger? Svar: Overenskomst om fysioterapi januar HENVISNINGSREGLER Stk. 1. Overenskomstens henvisningsbestemmelser er aftalt inden for rammerne af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed Side 8 Stk. 2. Ved behandlingens påbegyndelse skal der foreligge en gyldig lægehen-visning. Læger kan i tilknytning til behandling henvise til fysioterapi. Der anvendes en af overenskomstens parter samt Praktiserende Lægers Organisation og Foreningen af Speciallæger aftalt henvisningsblanket. ANMÆRKNING TIL 5, stk. 2: Hensigten med henvisningsbestemmelsen er, at de læger og speciallæger, som har en patient under behandling for en sygdom, som kræver fysioterapeutisk behandling, i tilknytning til denne behandling kan henvise til fysioterapi. For speciallæger er dette nærmere beskrevet i overenskomsten vedrørende speciallægehjælp. Stk. 3. Henvisningsblanketten skal indeholde oplysninger om diagnose. Konklusion: Overenskomst om fysioterapi er på mange måder ikke særlig konkret, så nærmere bestemt end læge/speciallæge kan vi ikke komme det, med overenskomstens tekst i hånden. Praksis er, at patienter oftest henvises fra egen læge, og desuden fra de relevante sygehusafdelinger eks. rheumatologi, neurologi, børneafdelinger og ortopædkirurgi. Transpotabelt sug, blændel og stoma serviet Jævnfør afgørelse af taleventil som et hjælpemiddel til tracheostomerede patienter, er afdelingen i tvivl om hvorvidt andre hjælpemiddel til samme behandlingsredskab falder under samme afgørelse. Særlig brug af det transportable sug, til stationære tracheostomerede patienter, er udleveringsansvaret uvist omkring. Ifølge afgrænsningscirkulæret 2013 bliver udgiften trachealkanyler afholdt af regionerne. Men cirkulæret er desværre mindre uklart omkring hjælpemidlerne til dette behandlingsredskab. 4

5 Spørgsmål: Hvem har leveringsansvar for transportable sug til stationære tracheostomerede patienter? Afklaringsudvalgets svar: Udgifter til hjælpemidler og sygeplejeartikler i forbindelse med pleje og vedligeholdelse af tracheostomi er specificeret i Vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning mv. (Vejledning nr. 6 til serviceloven) Hjælpemidler til vedligeholdelse af en tracheostomi eller lanryngectomi Udgifter til hjælpemidler til borgere, der har fået foretaget en tracheostomi (indsættelse af kanyle fra forsiden af halsen ind i luftrøret) eller en laryngectomi (fjernelse af strubehovedet og stemmelæberne), afholdes af sygehusvæsenet, så længe patienten er under fortsat behandling og/eller kontrol fra sygehuset. Hvis tracheostomerede eller laryngectomerede borgere kun sporadisk er i kontakt med sygehuset, men overvejende passes og kontrolleres i eget hjem af hjemmesygeplejen, skal de plejehjælpemidler, der er nødvendige til opstart af plejen, stilles gratis til rådighed for patienten. Typisk vil der være tale om sygeplejeartikler, som rekvireres fra et hjemmesygeplejedepot i kommunen. Udgifter til hjælpemidler til tracheostomerede og laryngectomerede borgere, der er afsluttet fra hospitalet, og som ikke får de nødvendige hjælpemidler fra hjemmesygeplejen, afholdes i henhold til servicelovens 112 eller som forbrugsgode efter servicelovens 113. Konklusionen er, at betalingsforpligtelsen til hjælpemidler afholdes af sygehusvæsenet, så længe patientens tilstand, der har foranlediget brugen af disse hjælpemidler er under kontrol af sygehuset. Remedier til smerte eller kemopumpe Hvornår er remedier til en smerte- eller kemopumpe et behandlingsredskab eller en sygeplejeartikel? Afklaringsudvalgets behandling af spørgsmålet infusion af lægemiddel med pumpe tager udgangspunkt i 1) Vejledning i medikamentel palliation i terminalfasen, 2) Afgrænsningscirkulæret samt delvist i 3) Afgørelse fra Ankestyrelsen. Afklaringsudvalgets konklusion er, at det er sygehuset, som skal forsyne patienten med smerte eller kemopumpe samt de remedier, der skal anvendes/ indgår som en integreret del af den medicinske behandling. Her følger Afklaringsudvalgets begrundelse i lovgivning og andre dokumenter: Ad 1 Vejledning i medikamentel palliation i terminalfasen, Sundhedsstyrelsen 20. december Uddrag: 6.2. Subkutan infusion med pumpe: Ved denne metode opnås også konstant effekt samt til en vis grad forebyggelse af symptomgennembrud. Metoden er ligeledes lidet traumatisk og lidet personalekrævende. Den er særdeles velegnet til brug i hjemmet. Fraset hos patienter med kredsløbsinsufficiens og ødemer (se 6.1), har metoden ingen væsentlige ulemper udover behov for jævnlig observation, men kan dog give plejemæssige problemer i forbindelse med lejring af patienten Intravenøs infusion: 5

6 Ved denne metode opnås ligeledes en konstant effekt. Metoden indebærer som hovedregel ingen fordele frem for subkutan infusion, med mindre der skal indgives medicin, der kun kan gives intravenøst. Ulemper ved metoden er behov for hyppig observation, hvilket vanskeliggør anvendelse i hjemmet samt risiko for uhensigtsmæssig tilførsel af væske. Til patienter, der ønsker at komme hjem, bør fra starten så vidt muligt vælges en administrationsform, der kan anvendes i hjemmet. Behandling i eget hjem bør foregå i et tæt samarbejde imellem sygehus, patientens egen læge og områdets hjemmesygeplejersker. Patienten bør tilses af sygeplejersker flere gange dagligt, og lægen bør jævnligt tilse patienten, blandt andet med henblik på eventuel dosisregulering. De involverede sundhedspersoner bør sikre éntydig kommunikation. (sekretariatets fremhævning) Ad 2 Afgrænsningscirkulæret Hjælpemidler og apparatur, som ordineres som led i behandling på sygehus/speciallægepraksis eller som en fortsættelse af den iværksatte behandling, og hvor patientens anvendelse af hjælpemidlet/apparaturet typisk er under kontrol af sygehuset eller speciallægepraksis indtil tilstanden er stationær. Eksempelvis lungebehandlingsudstyr og orthoser. Vedrørende formuleringen hvor patientens anvendelse af hjælpemidlet/apparaturet typisk er under kontrol af sygehuset eller speciallægepraksis indtil tilstanden er stationær skal følgende præciseres: 1) Patienten bliver kontrolleret på sygehuset eller i speciallægepraksis for den specifikke tilstand som hjælpemidlet/apparaturet er rettet imod. 2) Det er den tilstand, som hjælpemidlet/apparaturet er rettet imod, der skal kunne betegnes som stationær. Om tilstanden kan betegnes som stationær, afgøres ved en lægefaglig vurdering foretaget på sygehuset/i speciallægepraksis. Ad 3 Ankestyrelsens principafgørelse C-33-02, se Uddrag fra resumeet: Et luerlock-kateter, sprøjter, medicinbægre og sterilt saltvand udelukkende til brug for medicinering var at betragte som behandlingsredskaber. Ankestyrelsen lagde vægt på den direkte sammenhæng mellem det ansøgte og den medicinske behandling og at luerlock-kateteret også efter en lægelig vurdering var en integreret del af den medicinske behandling. Resumé af to fremstillinger foretaget af sekretariatet for afklaringsudvalget. (De to originale fremstillinger er vedlagt som bilag) Komfort-kørestol En patient har været indlagt med vejrtrækningsbesvær, hoste, øget træthed og apopleksi, og udskrives fra sygehus med genoptræningsplan. Før indlæggelsen havde patienten en manuel kørestol og en trykaflastende pude. Sygehusets fysioterapeut vurderer ved udskrivelsen, at patienten ikke længere kan benytte den sædvanlige kørestol, men skal sidde i en komfortkørestol på grund af et stort fald i funktionsniveau og nedsat siddende balance som følge af apopleksien. Sygehusets terapeut beder kommunen om at levere komfortkørestol til patienten. Kommunen mener ikke, at det er en kommunal opgave. 6

7 Sygehuset leverer derfor komfortkørestolen for at patienten/borgeren ikke skal lide under den igangværende tvist mellem kommuner og sygehus om leveringsansvar. Er det sygehus eller kommune som skal levere komfortkørestol til patienten? Afgørelse: Afklaringsudvalget er enige om, at det er kommunen, som skal levere komfortkørestol uanset om det skal bevilges som et hjælpemiddel (serviceloven) eller som et træningsredskab (sundhedsloven) i ovenstående sag. Argumentation: I tidligere sundhedsaftaler skelnede man mellem midlertidige og varige hjælpemidler, hvor de midlertidige hjælpemidler var regionens ansvar, og varige hjælpemidler var kommunens ansvar. Sådan er det ikke mere. I dag er reglerne for hvilken organisation, der er ansvarlig for udlevering af behandlingsredskaber og hjælpemidler formuleret i Cirkulære om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet af 22/ (også kaldet Afgrænsningscirkulæret ) se link: I stedet for midlertidig og varig skelnes i dag mellem behandlingsredskaber og hjælpemidler. Behandlingsredskaber er typisk regionens ansvar, mens udgifter til hjælpemidler som hovedregel afholdes af andre end regionen - typisk kommunen. Hvis et givet apparatur eller redskab både kan være et behandlingsredskab og et hjælpemiddel, så skal det kategoriseres som det ene eller det andet afhængig af den sammenhæng, apparaturet eller redskabet indgår i, dvs. om det opfylder kriterierne for at kunne kategoriseres som et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel. Kriterierne for behandlingsredskaber præciseres i ovenstående cirkulære punkt 2.1.2: Hjælpemidler og apparatur, som ordineres som led i behandling på sygehus/speciallægepraksis eller som en fortsættelse af den iværksatte behandling, og hvor patientens anvendelse af hjælpemidlet/apparaturet typisk er under kontrol af sygehuset eller speciallægepraksis indtil tilstanden er stationær. Eksempelvis lungebehandlingsudstyr og orthoser. Vedrørende formuleringen»hvor patientens anvendelse af hjælpemidlet/apparaturet typisk er under kontrol af sygehuset eller speciallægepraksis indtil tilstanden er stationær«skal følgende præciseres: 1) Patienten bliver kontrolleret på sygehuset eller i speciallægepraksis for den specifikke tilstand som hjælpemidlet/apparaturet er rettet imod. 2) Det er den tilstand, som hjælpemidlet/apparaturet er rettet imod, der skal kunne betegnes som stationær. Om tilstanden kan betegnes som stationær, afgøres ved en lægefaglig vurdering foretaget på sygehuset/i speciallægepraksis. Behandlingsredskab eller hjælpemiddel? I forhold til den aktuelle sag om komfortkørestol må vi stille spørgsmålet: Er komfortkørestolen et behandlingsredskab efter punkt i Afgrænsningscirkulæret? Ad 1) Kontrolleres patienten af sygehuset for den svækkelse af balanceevne som komfortkørestolen retter sig imod? Svaret er Nej. 2) Vurderer sygehuset, at tilstanden med nedsat balanceevne som komfortkørestolen skal rette sig imod er stationær? Svaret er Ja. 7

8 Komfortkørestolen er dermed ikke et behandlingsredskab, men et hjælpemiddel. I serviceloven 112 står, at kommunen skal yde støtte med hjælpemidler eller forbrugsgoder til: personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet 1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, 2. i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller 3. er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv Opfylder komfortkørestolen et af ovenstående kriterier? Svaret er: Ja, kriterie 1 (og evt. 2): Patienten kan ikke holde balancen og vil falde ud af en almindelig kørestol. Derfor er der behov for en komfortkørestol. Behandlingsredskab, hjælpemiddel eller træningsredskab? Patienten er udskrevet med en genoptræningsplan, fordi sygehuset vurderer, at der er et træningspotentiale. Hvis komfortkørestolen skal bruges ved genoptræning i kommunen, er det kommunens ansvar at levere den som et træningsredskab, jf. Afgrænsningscirkulæret punkt 2.4.: Behandlingsredskaber eller hjælpemidler i forbindelse med genoptræning I forbindelse med udskrivning fra sygehus skal regionen tilbyde en individuel genoptræningsplan til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehus, jf. sundhedslovens 84 og 140. Kommunen har myndighedsansvaret for genoptræningen efter udskrivning fra sygehus. I det omfang genoptræningen skal foregå på et sygehus (specialiseret genoptræning), har regionen driftsansvaret for genoptræningen, men myndighedsansvaret beror hos kommunen. Af det nævnte følger: I de tilfælde, hvor en person efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning, skal kommunen afholde udgifterne hertil og herunder udgifterne til de hjælpemidler, der ordineres patienten som led i genoptræningen. Det er ligeledes kommunens opgave at tilvejebringe hjælpemidlerne. (udvalgets fremhævning) Hvis komfortkørestolen indgår i genoptræningen efter udskrivelse fra sygehus, ændrer det ikke ved vurderingen af patientens behov for komfortkørestol ved udskrivelsen, og at kommunen skal levere denne. 8