Prædiken til juleaften, Luk. 2,1-14.

Transkript

1 1 Urup Kirke. Søndag d. 24. dec kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til juleaften, Luk. 2,1-14. Forløb Klokkeringning. Præludium. Indgangsbøn. 1. salme: DDS 94 Det kimer nu til julefest. Hilsen. Kollekt. GT lig læsning: Es. 9,1-6a. Trosbekendelsen (synges). 2. salme: DDS 104 Et barn er født i Betlehem. Evangelielæsning: Luk. 2,1-14. Prædiken. Lovprisning. Kirkebøn. Meddelelser. Apostolsk velsignelse. 3. salme: DDS 119 Julen har bragt velsignet bud. Fadervor. Velsignelsen. 4. salme: DDS 121 Dejlig er jorden. Udgangsbøn. Postludium.

2 2 Tekstlæsninger. Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Es 9,1-6a. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem:»frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare,

3 3 som lovpriste Gud og sang:»ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«luk 2,1-14. Prædiken. I Karin Shakoors roman Russerunge kan man følge pigen Kajsa i 1950 erne og 60 erne, først som syv- og siden som 13-årig. Kajsa vokser op i et hjem, der er stærkt præget af Indre Mission og den særlige vægtlægning på en moralsk uangribelig livsførelse, der hersker indenfor denne retning. At handlingen foregår på Bornholm, der er kendt som en kirkelig højrefløjs-ø, øger skildringens troværdighed. Dog er det ikke forfatterens hensigt at udstille den missionske menighed. Karin Shakoor beskriver både de missionske og de øvrige af byens indbyggere med respekt, humor og nænsomhed, og det fejlgreb, der ligger som en rød tråd under hele handlingen, lader hun ikke de missionske bære ansvaret for alene. Bogens titel, der som nævnt er Russerunge, afslører - i hvert fald til en hvis grad - hvad det er for en fejl, der er begået; en fejl, som alle indbyggerne i Kajsas by forsøger at fortie, og som hun derfor ikke får indsigt i. Bornholm blev ikke befriet samtidig med resten af Danmark ved 2. verdenskrigs slutning. Ganske vist befriede Sovjetunionen øen for den tyske overmagt d. 9. april 1945, men russerne udgjorde blot en ny besættelsesmagt, indtil de trak sig tilbage d. 5. april året efter. Ligesom der under den tyske besættelse var unge kvinder, der forelskede sig i tyske soldater, er det samme sandsynligvis sket mellem russere og bornholmere i det år, hvor Sovjetunionen havde besat solskinsøen. Eftersom Kajsa må være født i 1952, kan hendes far ikke have været sovjetisk soldat, men betegnelsen russerunge synes at være et lokalt øgenavn for en pige, der er født udenfor ægteskab.

4 4 Imidlertid lever Kajsa i den stensikre overbevisning, at det par, hun kalder mor og far, også er det. Hun fornemmer dog, at noget er galt og søger derfor indad efter en forklaring. Dette får hende til at bilde sig ind, at hun bærer på en fejl af en art. Hvad den består i, kan hun bare ikke sætte ord på. Det er klart, at en syvårig, der er sig bevidst om at have en fejl, men ikke kan tale med nogen om den, må blive præget af denne forestilling. Kajsa har brug for en nødudgang, så hun kan flygte fra sine selvbebrejdelser. Denne nødudgang er en særdeles livlig fantasi, der sørger for at fjerne alle fysiske forhindringer, så læseren kan følge med hende ned i det dybe vand, op i skyerne, ned i gravene og ud i skovene. På et øjeblik kan hun blive del af et parallelunivers, som hun ofte er mere tryg ved, end hun er ved sin tilværelse i den virkelige verden. Hvordan virkelighed og fantasi flyder sammen, oplever hun ved en julegudstjeneste. I begyndelsen er det hele meget håndgribeligt, men pludselig befinder englene fra juleevangeliet sig inde i kirken. I det stykke, jeg vil citere, er gudstjenesten ved at være færdig: Men inden vi går, fortæller Kajsa, skal koret ønske glædelig jul. Mor maser sig ud, og koret samler sig på trappen foran alteret. Jeg rejser mig for at se, men denne gang må jeg nøjes med at stirre på en stor drengs nakke. Han har skæl i håret. Det må man ikke, når det er jul, og mor har skuret mig i baljen, så jeg fik sæbe i øjnene og skreg. Det måtte jeg bare tåle, sagde hun. Pludselig får mit bryst et stød, så jeg går i knæ. Koret begynder at synge HALLELUJA. Lyden ligner den himmelske hærskares sang for hyrderne på marken, og drengens skæl blæser væk som støv i en storm. Jeg hopper op og ned på bænken for at se. Faster Agnes vil hale mig ned igen, men jeg slår til hendes hånd og river mig løs, nu VIL jeg se. Og hvad ser jeg? Juletræer badet i himmelsk lys og lange geledder af tykke, hvide engle med drønende guldtragte [ ] Foran englene står koret og far, og der går gnister af hans dirigentstok, ja, af selve far. Koret har lagt nakkerne tilbage ligesom fløjtende fugle, mændenes adamsæbler går op og ned, og mor og damerne nikker i takt til englenes tragte og stokken. Jeg mærker kirken løfte sig ligesom en stor

5 5 ballon, den svæver højere og højere op med mig stående på bænken, helt ud af byen, helt op til stjernerne og nådesriget og Jesusbarnet i sin skyvugge. Det er fantasier som denne, der opmuntrer den 7-årige Kajsa, som til daglig må leve under et fortielsens tyranni, fordi ingen vil tale med hende om den hemmelighed, hun bærer rundt på. Men ubevidst er Kajsa eller rettere bogens forfatter ude i et forkyndende ærinde. Set med kristne briller på er det nemlig en vigtig pointe, at Kajsa bliver samtidig med den nyfødte Jesus. Kirken svæver op i himlen, hvorfra den fantasifulde pige kan se barnet i vuggen. De små 2000 år mellem de to hændelser er fjernet, for frelserens fødsel havde lige så stor betydning i år nul, hvor fødslen fandt sted, i år 1959, hvor Kajsas fantasi fører hende på langfart, og i 2017, hvor vi her og nu fejrer julegudstjeneste. Man kan indvende, at vi næppe ville fejre jul, hvis vi ikke tillagde den en betydning, og det er jo rigtigt nok. Men betydning kan gradbøjes. Ikke så lidt julefejring er hægtet på traditionen. Men hvis traditionen mister sit indhold, ender man med kun at fejre formen. Derfor har Kajsa fat i noget af det rigtige. Hun vil stå ansigt til ansigt med engle og frelserbarn. Hun vil konfronteres med det store mirakel, at Gud forlod sin himmelske urørlighed for at blive ét med os i lyst og nød såvel som i liv og død. Måske søger hun mod den nyfødte, fordi hun på trods af de kantede regler, der præger hendes hjem har hørt, at han kan rumme alle, der tror på ham; om de så er nok så fulde af fejl. Og fuld af fejl er Kajsa jo i hvert fald ifølge hende selv. Den tid, vi lever i, har også fokus på fejl. Igen og igen høres mantraet om, at man skal aktivere og træne alle sine skjulte ressourcer, så man kan blive en stadig større gevinst for arbejdsmarkedet. Skaber man ikke vækst, stemples man let som en paria og samfundsnasser. Samtidig dumper ansvaret ofte tilbage i skødet på én selv, hvis man ikke har kunnet holde til forventningspresset, for så er det jo bare, fordi man ikke har grebet udfordringen fornuftigt nok an.

6 6 Presset findes ikke kun på arbejdsmarkedet. Folkeskolen er blevet en regulær testfabrik. Tidligere kunne kompetente lærere fortælle om den enkelte elevs fordele og svagheder ved at registrere, hvordan han eller hun fungerede i klassen socialt og fagligt. Nu sidder de samme lærere bøjet over resultater fra de mangfoldige nationale tests, inden de vover at sige noget om elevernes kunnen. I løbet af få år er der opstået et mærkbart større behov for forældre, der fortæller deres børn, at de er gode nok, selvom de nationale tests ikke spytter det resultat ud, som børnene havde håbet på og stræbt efter. I det øvrige uddannelsessystem lægges der vægt på gold paratviden, mens refleksioner over, hvad denne viden kan bruges til, stemples som irrelevant ved eksaminer. Den knowhow og selvstændige stillingtagen, Danmark er så kendt for, er tilsyneladende ved at sive ud mellem fingrene på de unge generationer. Der er fokus på kolde fakta, ikke på selvstændige refleksioner og sådan noget som poesi, fortælling og tro er da helt til grin! I en hverdag, hvor det beviselige og håndgribelige dyrkes som det eneste virkelige, er der imidlertid særlig meget brug for poesi, fortælling og tro. Alle tre dele kan man støde på her i kirken, men naturligvis er det særligt troen, der vægtes i denne sammenhæng. Det er den tro, der bringer os 2017 år tilbage i tiden, så vi ligesom Kajsa kan lytte til englenes lovsang og stå ansigt til ansigt den nyfødte frelser. Ham, der holder af os, selvom vi ikke er perfekte. Amen.