Lad os rejse os. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Transkript

1 Prædiken til juleaften Salmer Indgangssalme: DDS 94: Det kimer nu til julefest Salme mellem læsningerne: DDS 104: Et barn er født i Betlehem Salme før prædikenen: DDS 136: Dejlig er den himmel blå Salme efter prædikenen: DDS 119: Julen har bragt velsignet bud Sidste salme: DDS 112: Kom, alle kristne Lad os rejse os. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem:»frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:»ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«luk 2, 1-14 Amen! Dagens evangelium er en af de mest kendte, og ganske givet også mest elskede historier i bibelen. Det er en historie, vi umiddelbart kan nikke genkendende til. Vi kender den. Vi genkender den og genkalder os den. Ja, mange af os kan den nok 24/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 næsten udenad. På den måde bliver fortællingen en art poesi med sin egen rytme og metrik, så vi næsten kan glemme at lytte til ordene. Eller lytte gør vi jo nok, men så glemmer vi i hvert fald at tænke over, hvad ordene betyder. Det handler jo om jul, tænker vi. Om jul og glæde og fest. Om familie og god mad og fridage. Ja, om gaver og juletræ og nissehuer hvis vi spørger de yngste. Men hvis vi kigger lidt efter, er der nu ikke så meget af det i selve historien. Der er en kejser og en lokal guvernør de fungerer mest til at tidsfæste begivenhederne. Og så gør de det i øvrigt rimeligt, at dette menneske, som vi som voksen kender som Jesus af Nazareth, slet ikke var født i Nazareth, men i Betlehem. For Betlehem var kong Davids by. Og kong Davids by var den by, hvor de gamle mente, at den kommende mægtige konge, skulle fødes. Så derfor skulle Jesus naturligvis fødes dér i Lukas beretning. Ja, vi springer også over det med folketællingen, selv om det kunne have været interessant at fundere over, hvad de gamle mente om at tælle deltagerne i en tid, hvor det er blevet populært at måle kirkens succes på antallet af kirkegængere. Og hvad står vi så tilbage med. To unge mennesker, en mand og en kvinde, der møjsommeligt måtte rejse fra deres hjemby til et fremmed sted. Den ene af dem, kvinden forstås, var oven i købet gravid, så det har bestemt ikke været sjovt i en tid, hvor hverken offentlig transport, asfalterede veje eller privat bilisme var opfundet. De måtte gå. Teksten nævner i hvert fald ikke noget om noget æsel eller andet, som de red på, så de billeder, som vi ellers kan få på nethinden af Josef, der kommer trækkende med et æsel, på hvilket den højgravide Maria troner, kan vi godt lade ligge. At gå sådan gennem det halve af Israel har ikke været nogen behagelig tur. Og så er der nogen hyrder, en lille flok, skal vi nok forestille os, der er sat til at passe på de stedlige får. Og det foregår ikke i idylliske områder, for i Israel er der ikke frodige enge eller grønne marker, hvor fårene ligeså fredeligt kan græsse, mens hyrderne driver den af nede ved bækken. Vi må forestille et øde område med sparsomme vækster. Det er en truet tilværelse at være får og sådan set også hyrde for der er ikke ret meget mad, til gengæld er der ret mange vilde dyr. Men der er også noget andet. Der er en engel, der taler. Og med den engel, der nok må ses som særligt udvalgt det er, hvad vi plejer at tale om som en ærkeengel er der også lige pludselig en hel masse andre engle, der forkynder et glædeligt budskab. Og det er hér - med den ene engel, der taler, og de mange engle, der lovpriser og synger -, at det forunderlige begynder. 24/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 For det virkeligt forunderlige den nat er, at det bliver født et barn. Nu véd alle vi, der har haft den glæde at blive forældre, at det er forunderligt, når et barn bliver født. Hvert eneste barn, der kommer til verden er noget helt igennem forunderligt noget. Men det hér barn er alligevel noget ganske særligt. For Lukas beretning slutter ikke hér. Det er en fortælling, der fortsætter og ender på en høj uden for en anden by, ikke så langt fra Betlehem. Historien ender i Jerusalem, hvor barnet, der netop denne nat blev født, dør på et kors. Eller rettere: Sådan ville historien have endt, hvis ikke netop det, vi hér i dag hører indledningen til, var den mest forunderlige af alle historier. Guds nye historie om os mennesker. Guds nye historie, der om det forhold mellem Gud og mennesket, der i lyset af Jesus, aldrig mere kan blive den samme. Og den historie stopper ikke ved korsdøden langfredag, men fortsætter med opstandelsens påskemorgen. Jo, der er noget at se frem til denne nat dér uden for Betlehem. Og hvis vi skal finde en fællesnævner iblandt de personer, vi møder, så ville forventning nok ikke være helt fejlagtigt at bringe på bane. Maria og Josef drager til Betlehem fulde af forventninger, for sådan er det nu en gang, når man, som Maria, venter et barn. Englene har forventninger, for det må i sandhed have været et øjeblik, de har ventet på i evigheder. Netop det øjeblik, hvor Gud tabte sit hjerte til verden, og selv i dette lille barn, blev menneske for at frelse hele os. Det turde da være en evighed værd at vente på. Og hyrderne. Ja, hvis de ikke allerede forventede noget en rolig og stjerneklar nat, f.eks., så kom de da i hvert fald til det, da de oplevede noget, der rakte langt ud over, hvad hyrder plejer at opleve derude i det øde land. Den eneste, der nok ikke forventede så meget, er egentlig ham, det hele drejer sig om. Det nyfødte barn, der netop denne nat kom til verden. Små børn forventer jo ikke så meget. Men barnet, der ligger der i krybben er så til gengæld det, som al forventningen retter sig imod. Både den nat, sidenhen, til evig tid. Ja, også for os i dag. Ja, hvordan er det egentlig med vores forventninger? På en juleaftensdag som denne har vi nok hver især vores af dem. Og det i rigelige mængder. Først og sidst håber vi, helt banalt, på en god jul, men vi ved inderst inde også, at det ikke altid, hvis nogensinde, går helt, som vi håber. 24/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 I en aviskronik, jeg læste forleden gjorde en af mine kvindelige kollegaer opmærksom på, at julens tårer er de skuffede forventningers tårer. Med en henvisning til H.C. Andersens eventyr om Grantræet, der hele tiden troede, at noget bedre ventede lige om hjørnet og derfor aldrig var i nu et, før det til sidst lå i komfurets flammer, peger hun på, at vores liv også ganske ofte er fortællingen om, at vi ikke altid formår at glædes ved det, vi har, men ønsker os noget andet og bedre. Og det, der kunne være, i stedet for det, der er, er, kan vi tilføje, en altid vigende horisont, som vi aldrig når, men kan spilde vores liv på altid at jagte. Pointe er klar. I mødet med Guds fortælling bliver vi sendt tilbage til det liv, vi nu en gang har fået. Vi bliver mindet om, at vi skal leve det liv, vi nu en gang har fået, og glæde os over det. Glæde os over den glæde, vi får, og ikke den, vi nu en gang havde håbet på. Det er en god kristen sandhed. For i troen på Gud er vi netop sat fri til at leve vores liv, som det nu en gang arter os, frem for at spilde vores tilværelse på at ærgre os over alt det, der alligevel aldrig blev til noget. Det er vores ansvar at få det bedst mulige ud af det liv, vi nu en gang har fået ikke kun for vores egen, men også for næstens skyld. Og det kan vi gøre, leve vores liv altså, fordi historien om dette forunderlige menneske, Jesus af Nazareth, gør alting nyt. Også for os der lever for os i dag. Det er dér vores forventning begynder og slutter. Dér. Lige dér, hvor Lukas også begynder med fortællingen om Marias og Josefs, hyrdernes og englenes forventning til dette forunderlige barn, der julenat kom til verden. For at leve sit liv og dø sin død ikke for sin egen, men for vores skyld. I fortællingen om Jesus har Gud vredet og rystet verden, så intet mere kan være det samme. I opstandelsens påskemorgen har Gud for altid ændret sit forhold til os mennesker. Fordi Jesus er død og opstanden er der ikke længere noget, der kan skille os fra Gud. Det er en forventning, der ikke slutter og aldrig mislykkes, og det har vi lov til at holde os til. Uanset, hvad der så end måtte ske os. For med historien om Jesus er alting allerede og en gang for alle sagt, sket og fuldbragt. Også for mig. Også i mit liv. Og det begynder lige hér. Med barnet i krybben og alle de forventninger som hyrderne, englene, forældrene og vi har til det. Og fordi det er begyndelsen på den historie, Gud selv fortalte ved at blive menneske og derved en gang for alle binde sig 24/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 til os mennesker, så er det en forhåbning, der ikke skuffer, men skaber sand og blivende juleglæde. Glædelig jul! Amen! Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Lad os alle bede. Vi takker dig, levende Gud, fordi du giver os livet og lader os leve det for og med andre mennesker. Vi beder dig for alle, der har mistet, og alle der står over for at skulle miste. Læg din trøstende hånd på de syge, de bange og dem, der kæmper med døden. Lad dem finde håb i troen på, at vi i dig skal leve, om end vi dør. Hjælp os med at være taknemmelige for alt, hvad vi har fået givet. Giv os at leve vores liv i fællesskabet med dig, så vores byrde bliver let at bære. Tilgiv os alt ondt, vi har gjort, og tilgiv alle, der har gjort ondt mod os. Giv dem og os din fred. Vi takker dig for din kirke og for dine sakramenter, som du har skænket os i dåben og i nadveren. Velsign og bevar din kirke her og ud over jorden, og lad ordet om dig forkyndes uden omsvøb over hele verden. Lær os at følge dig, skønt vi ikke er villige dertil. 24/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5

6 Nådige Gud. Lad os ikke blive grebet af vores menneskelige forventninger, men giv os at blive i dig, indtil du igen kommer til os. Hold din skærmende hånd, Herre, over vort land og vort folk. Velsign alle, der udøver magt og myndighed. Vær med vor dronning, hendes familie og alle familier. Vær med alle, der er udsendte og tjener fredens tjeneste i ind- og udland. Giv dem og os at bevares i din nåde, fred og velsignelse. Skænk os din frelse og bevar os i troen på det evige liv. Amen! 24/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6