ORGANISERET KAOS OG TERMODYNAMIKKENS 2.LOV. Indledning

Transkript

1 SKØNHEDEN VED ATOM- ASTRO- OG BIOFYSIK, TID OG RUM, EVOLUTIONEN, DNA, ORGANISERET KAOS OG TERMODYNAMIKKENS 2.LOV (REDIGERET/SKREVET AF SEBASTIAN SWANE) Indledning Det uendelig store og det uendelig små og begreberne tid og rum kan sætte tilværelsens absurditet i relief. Ikke mange gør sig klart hvor stort og ufatteligt universet er, og hvor mærkeligt at vi svæver midt i denne umådelige ensomhed. Manglende viden om naturlovenes beskaffenhed medfører ofte irrationelle tolkninger om den verden, vi lever i. Mennesket er en omvandrende fortolker og har altid haft tilbøjelighed til at tillægge ikke her og nu forståelige begivenheder med overnaturlige forklaringer. Derfor findes der millioner, hvis ikke milliarder, religiøse udlægninger og fortolkninger og adskillelige religioner i hver kultur og tidsalder, som mennesker har villet ofre deres liv for. Logikken tilsidesættes for følelsernes behov for at få en forklaring og derigennem tryghed. Videnskaben har dog i løbet af tidsaldrene udryddet den ene tolkning efter den anden, og ikke mange vil i dag tro på Thor som forklaring på tordenvejr. For de fleste er det meget vanskeligt at forholde sig logisk betragtende og ikke fordømmende i stedet for at lægge følelsesmæssige tolkninger ind i den verden, vi befinder os i og forholde os til den logik og de fakta, som verden i dag har udviklet hele den tekniske revolution på baggrund af. Satellitter, computere, digitalkameraer, scannere, GPS, raketter, biler osv. bygger ikke på religiøse tolkninger, men på logik. Behovet for at forstå meningen med livet eller døden bevirker ofte, at vi tilsidesætter logikken på følelsestolkningernes alter. For at berolige angsten, utrygheden og den manglende mening overgiver vi os så til irrationelle tolkninger og ukritisk tro på det overnaturlige og religiøse. Til gengæld er der mange, som intet ved om, hvad videnskaben har kunne påvise og beskrive, og hvilke fakta og enorm viden vi i dag har om atomet og universet, og som vi har kunne bygge vores moderne civilisation på, så det virker. Undersøgelser har vist, at mange stadig har en viden om fakta og videnskab, som svarer til et middelalderstadie, hvilket klart giver grobund for farlige overtroiske tolkninger. Dette medfører så ofte til farlige diskriminationer af andre mennesker og deres adfærd, fordi manglende viden udfyldes af overtroisk fordømmelse. Hvis verden skal reddes for religion og overtro, må vi udbrede viden og lære folk ikke at følelsestolke, hver gang der er noget, de ikke forstår. Denne artikel er skrevet som en hyldest til logikken og videnskaben, som er befrieren af følelsernes religiøse fængsel. 1

2 Astrofysik. Jorden er lidt mindre end 13-tusinde km. i diameter, men solen er i sammenligning hermed ikke bare lidt større men ufatteligt større: en million 392 tusind km. i diameter. I solens indre omdannes 600 millioner tons brint til helium hvert sekund, og solen udsender så megen energi, at det svarer til et massetab på 4 millioner tons i sekundet! Alt stof, energi, rum og tid blev skabt i Big Bang for ca. 15 milliarder år siden. De fysiske love giver ikke svar på, hvorfor der er noget og ikke intet, men de giver os mulighed for på utrolig nøjagtig måde, at beskrive hvad der er sket i begyndelsen. Man kan faktisk beregne, hvad der skete 0, sekunder ( =10 i minus 43 sek.= ) efter Big Bang begynder, eller efter det vi kan kalde tid nul i universets begyndelse, også kaldet Plank-muren. Ved denne fantastiske lille alder var hele universet, med hele sit senere indhold af galakser, planeter, jorden osv. presset sammen i et ufatteligt lille rumfang, milliarder af milliarder gange mindre end en atomkerne. Mange vil stige af her og sige, det lyder så ufatteligt, at det kan jeg slet ikke forholde mig til, men vores dagligdag, f.eks. livets opbygning er ikke mindre besynderlig, vi har blot vænnet os til dets selvfølgelighed, at mange derfor ikke tænker over, at det er nøjagtigt lige så uforståeligt. Naturlovene kan i det hele taget ikke forklares, de er bare; men kan i deres ubegribelige størrelse, abstrakthed og skønhed få os til at undres og sætte os selv i relief, ligesom en fuga af Bach. Temperaturen i dette oprindelige univers var grader varmt (et 1 tal efterfulgt af 32 nuller = ), dette er temperaturmuren, som er grænsen for varme, hvor også de fysiske love smelter, og derfor kan sammenpresse hele universet i det, der er milliarder og atter milliarder mindre end et atom. I de følgende milliardtedele sekunder af universets fødsel foregår der lige så meget, som i de milliarder af år, der følger efter. Universet begynder at udvide sig med en ufattelig hastighed fra et punkt, hvorfra universet har været i udvidelse lige siden. Spørgsmålet er så, om universet vil blive ved med at udvide sig, eller det på grund af tyngdekraften vil trække sig sammen igen og ende i the Big Crunch. Sådan kan universet skiftevis have udvidet sig og trukket sig sammen uendeligt, og hver tid kan have haft sine livsformer. 3 minutter efter universets skabelse, er universet allerede afkølet til grader. Der er skrevet tykke astrofysiske værker om de forskellige tids æra-er, som har fundet sted inden for de forskellige mikrosekunder op til de første 3 min. F.eks. udvider universet sig med en faktor, der svarer til et et-tal med 50 nuller efter sig (10 50 ) i sekunderne mellem - 10 i minus 35 og 10 i minus 32 ( ) - dette mikroskopiske tids interval, der er meget kortere end et blitzglimt, kaldes i fysikken den inflatoriske æra. Inden for dette tidsinterval udvider universet sig fra atomkernestørrelse til æblestørrelse. Denne svimlende ekspansion er langt større end den, som følger efter frem til vor tid, idet universets volumen i mellemtiden kun er steget med en faktor på 10 9, altså en milliard. Hvordan de forskellige atomer og grundstoffer så dannes, vil vi her undlade at komme ind på, idet formålet kun var at give indtryk af de enorme detaljerede vidensberegninger, man i dag inden for fysikken er i stand til, og hvor interessant den er. Big Bang skete for milliarder år siden. Galakserne begyndte at tage form for ca milliarder år siden. Den galakse vi tilhører, mælkevejen, fik sin spiralform ca. for 10 milliarder år siden. For ca. 4,6 milliarder år siden blev solsystemet dannet. For 3 milliarder år siden begyndte 2

3 bevidsthedens historie med det første liv på jorden, og for 15 millioner år siden begyndte menneskets historie. Vi skal nu på en rejse i tid, for at få et indblik i universets opbygning og ufattelige størrelses forhold. Da astronauterne i Apollo rumskibet rejste til månen i 1969 tog det 3 dage. Hvis vi skulle rejse videre i Apollo til Venus med samme hastighed, ville det tage 324 dage, og dog er Venus temmelig tæt på. Til Mars ville det tage 1 år og 8 måneder. Til Merkur 2 år, så vi kan se at afstandene selv til vores tætte planeter er enorme. Så snart vi forlader vores nærmeste naboer i solsystemet og bevæger os videre ud til fjernere planeter omkring solen forøges afstandene enormt. Hvis vi fortsætter til Jupiter, vil det nu tage os 13 et halvt år. Jupiter ligger, når den er tættest på os, 588 millioner kilometer væk, hvilket vil svare til, at vi bevægede os gange rundt om jorden. Det ville tage os 30 et halvt år at nå til Saturn, over 61 år til Uranus, 96 år til Neptun og ca. 126 år til Pluto. Hvis vi nu bevæger os videre ud i verdensrummet, vil disse afstande være de rene dværge i forhold til. Når vi har passeret Pluto og forlader planeterne, som hører til vores solsystem, befinder vi os i dybt tomrum. Vores afstand hjemme fra er nu 6 tusind millioner kilometer væk; hvilket kun svarer til 5 en halv time med lysets hastighed;(da afstandene i universet er så store, bruger man den højeste hastighed der findes til at måle dem med, hvilket er lysets, som bevæger sig km i sek.). Omkring os er der uhyggeligt tomt, og dog hvor mærkeligt det end lyder, har vi måske ikke helt forladt solsystemet endnu, idet astronomer mener, at der er en stor sky af kometmateriale, som omgiver vores solsystem. Dette ligger mellem 1 en halv og 15 millioner millioner km. væk, dvs. hvis vi bevæger os med lysets hastighed, ville det tage 58 dage at nå dens indre rand og halvandet år at nå den ydre. Så først nu efter at have rejst 15 millioner millioner år er vi på vej ud af vores solsystem. Hvis vi kikker tilbage mod vores egen stjerne, solen, vil den ikke længere lyse klart op i verdensrummet. Vi befinder os totalt alene i ensomhedens mørke. Ikke før vi har rejst yderligere 26 millioner millioner km., kommer vi tæt på en ny stjerne. Så selvom vi forlod jorden med lysets hastighed, og vi rejste i et helt år, ville vi kun befinde os i vores solsystems kometrester. Efter 2 år ville vi være i dybt tomrum, og efter yderligere et år ville vi stadig være alene, i begyndelsen af det fjerde år ville vi også stadig være alene, men efter yderligere 4 måneder ville vi nå trippelstjernen alfa Centauri. Der er ofte samme afstande, som fra jorden til alfa Centauri, mellem de indbyrdes stjerner, hvilket vil blive nærmere beskrevet under stjernebilleder. Fra månen tager det lyset lidt over et sek. at nå jorden, fra solen tager det ca. 8 minutter, men fra den nærmeste stjerne tager det 4,2 år. Jorden er en ud af 9 planeter i kredsløb omkring solen. Solen er det samme som en stjerne, og den hører til vores galakse, mælkevejen. En galakse er en kæmpehob af stjerner, som ligger i spiralform i universet, og som hver består af 200 milliarder andre stjerner. Fra den ene ende i vores galakse til den anden er der lysår, og alle de stjerner vi ser på himlen hører til vores galakse. Vores egen stjerne altså solen ligger lidt udenfor spiralens centrum, dvs lysår væk. Galakser optræder sammen i hobe, der indeholder fra en snes enkelte galakser til flere tusind. Vores egen lille hob af galakser, hvor mælkevejen altså er den ene af dem, omfatter kun 30 galakser, men er ca. 5 millioner lysår i diameter. Til den nærmeste nabohob er der ca. 60 millioner lysår, dvs., at det tager lyset 60 millioner år, at komme til de næste galakser fra vores egen lille gruppe. Som nævnt er der ca. 200 milliarder stjerner i en galakse, men hvad der er endnu mere ufatteligt er, at der trods de store afstande mellem galakserne også er 200 milliarder galakser. Man ser nu, at vores lille Apollorejse kun var et lille støvfnug i forhold til de rigtigt enorme afstande i verdensaltet. 3

4 Afstanden mellem 3 stjerner, bare i et enkelt stjernebillede, kan tilsyneladende se ud til at befinde sig lige langt fra os, men det skyldes, at vi ser dem 2 dimensionalt og ikke hvor langt fremme og tilbage i forhold til hinanden. F.eks. ligger objekterne i stjernebilledet Orion mellem 70 og 2300 lysår fra os. Et stjernebillede vil også ændre form på himlen, således at Karlsvognen for år siden så helt anderledes ud. 12 af de 88 stjernebilleder udgør dyrekredsen, solen bruger normalt ca. en måned i hvert af dyrekredsens stjernebilleder. De datoer der normalt opgives er ikke helt korrekte. Astrologi hævder at disse stjernebilleder, og mærkelig nok ikke de milliarder andre stjerner, udøver en magisk styring af vores skæbne. Nogle forsvarer astrologien med, at ligesom månen udøver tiltrækning på tidevandet, kan vel også stjernerne udøve tiltrækning på os. Men det ulogiske i dette postulat er endeløs; prøv igen at læs afstands forskellen mellem månen og den nærmeste stjerne, læs også igen de indbyrdes afstande mellem disse (70 og 2300 lysår; dvs. at sådanne to stjerner kan ikke siges hverken at ligge tæt på hinanden eller tæt på os; faktisk er den ene af stjernerne km. gange 60 sek. gange 60 min. gange 24 timer gange 365 dage gange 2300 år langt væk fra os). Desuden hvorfor skulle kun nogle af himlens stjerner udøve denne skæbnemagt på os, og hvorfor kun lige dem igen som vi er født i osv. osv.? Med andre ord, det er tydelige endimensionale menneskelige projektioner på himmellærredets mange dimensionerede univers! Atomfysik. Det uendelige små er lige så ufattelig spændende og mirakuløst. En vanddråbe består af molekyler (omtrent tusinde milliarder milliarder), som hver for sig måler 0, meter. Hvis vi går ind i sådan et molekyle finder vi atomerne, som er 10 gange mindre endnu. Atomet besår af en atomkærne som er endnu mindre ( meter), og elektroner som bevæger sig om kærnen. Kærnen består af endnu mindre partikler ( meter) kaldet protoner og neutroner. I de sidste 20 år har man vidst, at atomerne ikke er de mindste enheder endnu; det er nemlig kvarkerne, som er meter store. Det ufattelige er, at alt stofligt inklusiv mennesket overvejende er lavet af tomt rum. Et eksempel kan måske bedre beskrive, at alt i universet i alt væsentligt består af tomt rum. Lad os forestille os, at en lillefingerknogle forstørres op og bliver på størrelse med jorden. I denne målestok ville et atom i kæmpeknoglen knap nok være på størrelse med et kirsebær! Men endnu mærkeligere er, at hvis vi tog et sådant kirsebær i hånden, ville vi ikke engang kunne påvise det med et mikroskop, idet som nævnt bestod atomet af elektroner, protoner og neutroner, og disse bevæger sig i forhold til hinanden i kirsebærstørrelse, men enkeltvis skal vi forstørre kirsebærret 200 gange, for blot at kærnen i atomet blev på størrelse med et støvkorn! Sådan er tomrummet i atomet. Hvis man vil tælle atomerne i et gran salt, og man hypotetisk kunne tælle en milliard i sekundet, vil det tage over 5000 år at tælle dem! Sagt på en anden måde, hvis hvert atom i vort saltkorn var på størrelse med et knappenålshoved, ville alle dets atomer tilsammen kunne dække hele Europa med et jævnt lag med en tykkelse på tyve centimeter. Vi kan også demonstrere det mærkværdige fysiske paradoks, at alt mest består af tomrum med et andet eksempel: Hvis man anbringer den del af atomets kernebestanddel, som man kalder protonen fra et ilt atom i centrum af Paris og forstørrede det op til et knappenålshoved, så vil den del af atomet, man kalder elektronen, som bevæger sig rundt om kærnen, dreje rundt i en cirkel, der passerer gennem Holland, Tyskland og Spanien. Derfor er det, at hvis alle atomerne i ens krop blev bragt til at berøre hinanden, ville man ikke længere være 4

5 synlig, idet man kun ville være et par tusindedele millimeter. Det samme gælder for afstandene i det intergalaktiske tomrum, som har en vis lighed med atomet. Et sidste eksempel på atomets størrelse: Et atom er titusinde millioner gange større en denne prik man ser her: og yderligere 100 tusind gange større en kærnen i atomet. Men jorden er ti tusind millioner gange større end prikken. Så prikken er ca. halvvejs i størrelse mellem atomet og jorden. Tid, rum og Einsteins relativitetsteori. 0,000,000,000,000,000,000,000,01 sekund svarer til at lyset passerer en proton, og at en ustabil atom - kernepartikkel bliver til og går til grunde. 0,001 sekund varer det for et gennemsnits lyn at tilbagelægge afstanden mellem jorden og en tordensky. 0,002 sekund er den tid, hvor månens omløbstid omkring jorden forøges hvert år. 0,003 sekund er varigheden af et vingeslag hos en almindelig flue. 0,02 sekund er tiden en nerveimpuls bevæger sig fra tå til hjerne hos en 180 cm. høj mand. O,48 sekund er den tid det tager det menneskelige øje at indstille fokus på en ting til en anden. På 1 sekund bevæger en lille kolibri sine vinger 70 gange og en gepard bevæger sig 30 meter, de første bølger fra et jordskælv bevæger sig 8 km, og et stjerneskud 40 km år er gået siden cromagnon - mennesket begyndte at fortrænge neanderthal - mennesket og år siden neanderthal - mennesket havde fortrængt Java - mennesket år har vor nuværende geologiske periode, kvartærtiden, varet. 4 milliarder år vil det tage månens indvirkning på jordens tyngdekraft at blive halveret, og så vil mennesker og andet på jorden kun veje halvt så meget som nu. Om 10 milliarder år vil liv definitivt være umuligt på jorden, da solen er brændt ud. Lys står aldrig stille, det bevæger sig altid; lys der står stille eksisterer ikke, og vi kan aldrig indhente det. Lysets hastighed er grænsen for bevægelse. Når vi derfor kikker ud på stjernerne, ser vi tilbage i tiden. Alt hvad der bevæger sig bliver tungere, og hvis vi kunne bevæge os halvt så hurtigt som lyset, ville vi ca. være 5 kilo tungere. Ved ni tiendedele af lyshastigheden ville vi være dobbelt så tunge som normalt, og tæt ved lysets hastighed ville vi veje mindst det samme som pyramiderne. Hvis man bevæger sig med ni-tiendedele af lyshastigheden, vil tiden også gå halvt så hurtigt, og bevæger man sig med lysets hastighed, ville ens tid gå i stå. Man ville i så fald set udefra leve evigt, men man ville ikke selv opleve det, idet ikke blot ens tid ville være gået i stå men også ens tanker. Hvis man bevægede sig nær lysets hastighed, ville man også set udefra blive fladtrykt eller forkortet, idet rummet i os vil trække sig sammen og blive kortere i den retning, vi bevæger os i. Man ville imidlertid ikke selv opleve denne rumlige forandring. Hvis man nåede lysets hastighed, ville man så godt som ingen længde have længere. Hvorfor f.eks. vejer ting mere, når de bevæger sig? Fordi når de bevæger sig, har de mere energi, og grunden til at de er tungere er, at energi i sig selv er tung. Energi har masse. Det er umuligt at få mere energi, uden at man også får den ekstra masse - eller vægt - der svarer til energien. Masse er tung, fordi der er stof i den, men hvor får stoffet sin masse fra? Er der energi inden i stoffet? Ja stoffets masse er lig med den mængde energi, der er i den; man kan ikke have det ene uden det andet. Det behøver ikke at bevæge sig for at have energi. Energi handler kun om at kunne gøre noget. Ting behøver ikke at bevæge sig for at kunne gøre noget. Kul indeholder ikke bevægelses energi, men bundet energi, som kan omformes til bevægelses energi i f.eks. et dampskib. En lille sten vil også have bunden energi i sig, i et forhold som svarer til ca

6 tønder olie, men her kan vi ikke få energien frigivet særlig let, og derfor vil energien blive ved med at være bundet. Dette er dog en fordel, for hvis al den bundne energi let kunne slippe løs, ville hele jorden være en kæmpemæssig bombe. Jorden bevæger sig rundt om solen med ca km. i timen, men solen bevæger sig i forhold til stjernerne og så fremdeles, ingen kan sige, hvad det egentlig er der bevæger sig, det eneste man kan sige er, at noget bevæger sig i forhold til noget andet. Der findes ingen måde til at afgøre, hvem der bevæger sig, og hvem der står stille, da al bevægelse er relativ. Hvis man sejler mod en strøm, bevæger vi os hurtigt i forhold til vandet. Men fordi vandet bevæger sig i forhold til land, så bevæger vi os næsten ikke i forhold til land. Set inde fra land ser vores båd ud til at stå stille. Hvis man cykler, er det vel cyklisten som bevæger sig, og cyklisten som derfor bliver træt, dvs. man kan ikke stå stille, når man bliver træt? Jo, hvis man bevæger sig op ad en rullende trappe, som kører nedad, så bliver man træt uden at komme nogle steder, mens den der står stille på den rullende trappe, er den der flytter sig. Men hvis man cykler forbi huse og træer, synes det, som det er dem der står stille, og cyklisten som bevæger sig. Men man glemmer her, at selvom husene og træerne står fast på jorden, så bevæger jorden sig i forhold til solen, som bevæger sig i forhold til stjernerne osv., og cyklisten kan teoretisk udmærket godt være den eneste, der faktisk står stille i hele universet. Hvis man bevæger sig nær lysets hastighed, vil ens armbåndsur gå langsommere end ure på jorden, og en mand som bruger 40 år af sit liv på at køre 100km. i timen vil være en milliontedel sekund yngre, end en der ikke har kørt. Hvis man havde en lineal med på sin nær-lysetshastighedsrejse, ville den set fra jorden være 50cm. lang, mens den for den rejsende ville være 100cm. Hvis 2 lyn rammer den hurtigt bevægende samtidigt i hovedet og fødderne, vil de ikke synes at ramme samtidigt for betragteren, som ikke bevæger sig og omvendt. Tid og rum er begge relative, og Einsteins relativitets teori fra 1905 har vist sig sand og brugbar lige siden. Man har f.eks. eksperimenteret med radioaktivt stof, som jo er stof, der nedbrydes i løbet af en bestemt tid. Hvis man i stedet for at lade radioaktivt stof ligge stille, får det til at bevæge sig med en hastighed, der nærmer sig lysets, så nedbrydes det langsommere - 30 gange langsommere end normalt. Dette skyldes at stoffets indre tid går langsommere. Man har også demonstreret, at lysets hastighed faktisk er en grænse, som ikke kan overskrides. I et eksperiment blev en elektron, som er den letteste partikel man kender, sat i bevægelse med en kraft, der ifølge de gamle naturlove (Newton) skulle have bragt den op over lysets hastighed, så snart elektronen havde bevæget sig bare et par centimeter. Det viste sig, at den stadig ikke helt var nået op på denne hastighed, efter at den havde bevæget sig over en afstand på tre kilometer. I stedet for blev den tungere. Faktisk blev den gange tungere end normalt. Dvs. at hvis en bil i mørke kommer kørende med 200km. i timen med forlygterne tændt mod en, så vil man ikke se lyset bevæge sig med lysets hastighed plus 200 km. i timen, idet lysets hastighed altid er den samme og ikke kan overskrides. Hvis man kunne bevæge sig hurtigere end lyset, ville man bevæge sig baglæns i tiden. Einsteins teori om bunden energi førte mod Einsteins vilje til opfindelsen af atombomben. 6

7 Livets opståen og udvikling, risiko for udslettelse og sandsynligheden for liv andre steder Citeret fra forelæsning af fysiker Uffe Gråe Jørgensen Efter vores bedste overbevisning opstod universet for ca. 10 eller 15 milliarder år siden, og tiden opstod samtidigt, så der kunne have været uendeligheder uendelig kort eller uendelig langt, før universet opstod, som fysikeren Uffe Gråe Jørgensen udtrykker det i en forelæsning, det følgende betragtninger er taget fra. Der skulle gå milliarder af år, hvor stjernerne sammensatte det oprindelige stof og dannede de nye grundstoffer ilt, kulstof, jern osv., som kunne blive til planeter. Hvis universet er 10 milliarder år gammelt, så kan det faktisk godt være, at jorden er en af de ældste planeter i universet. Hvis universet derimod er 15 milliarder år gammelt, må der have været andre planeter, som har været dannet milliarder år før vores jord, og derved kan der også have været civilisationer, som blev dannet milliarder år før vores egen. Vi ved med stor sikkerhed, at solsystemet blev dannet for 4 en halv milliard år siden. Det skete ved, at en stor interstellar sky trak sig sammen, og i denne sky var der nogle af de nye grundstoffer kulstof, ilt og jern osv., og de dannede støv, som klistrede sig sammen. Det kunne også være støv af is altså iskrystaller, som klistrede sig sammen og blev til større og større klumper. Klumperne stødte ind i hinanden og voksede sig efterhånden store og blev til planeterne, deriblandt jorden. I denne sky var der, da solsystemet blev dannet (i solsystemsskyen), en bestemt afart af det ganske almindelige stof aluminium, som var stærkt radioaktiv. Den var så radioaktiv, at jorden og alle de andre planeter smeltede i løbet af relativt kort tid, efter af de var dannet. Vi ved ikke, om det var tilfældet i andre nebuloser (andre skyer som dannede andre solsystemer). Derefter gik der omkring 7 hundrede millioner år, hvor jorden langsomt størknede på overfladen, så den igen blev fast. På det tidspunkt var der ikke noget vand på jordens overflade, fordi der var så varmt, at havde der været noget, ville det være fordampet. Så vandet må på en eller anden måde være kommet til jorden efter den periode. Der er to muligheder for, hvordan det er kommet, 1) at det er kommet ud af vulkaner, og 2) at det er kommet fra kometerne. Man mener, at der faldt en stor regn ned af kometer over planeterne i begyndelsen af solsystemets liv. Man kan udregne relativt simpelt, at der skal ca. en million kometer til at danne verdenshavene. Det er ganske sandsynligt, at så mange kometer er faldet ned i de tidligste perioder. Inde i kometerne findes der nogle meget komplekse organiske molekyler, dvs. at måske er byggestene til liv kommet sammen med vandet, som livet senere skulle opstå i. Vi har ingen kometstykker at kikke på, men derimod har vi noget, der minder lidt om en komet, som kaldes kulstofkondritter. Det er en primitiv type meteorit, som ikke har været meget omdannet, da den ikke har været smeltet som de fleste andre meteoritter. Den har dog været lidt mere opvarmet end en komet, så de allermest skrøbelige ting, som har været i den fra starten er nedbrudt. Men de minder meget om kometer, og er derfor interessante at studere for at se, om der kunne være nogle af livets byggestene inde i dem. Man finder faktisk komplekse organiske molekyler som aminosyrer og nukleotider. Aminosyrer er dem som opbygger proteinerne, og der er kun 20 forskellige aminosyrer i alt liv på jorden, f.eks. i en myre, en valmue, et menneske osv. Ud af livets 20 aminosyrer findes de 8 allerede inde i meteorstenene, som jo regnede ned over jorden i dens tidlige barndom. Proteinerne er en vigtig bestanddel af de levende celler, de indgår både i det meste af cellens indre og i cellemembranen. I cellekærnen ligger arveanlæggene eller generne 7

8 eller DNAet, som består at to lange sukkerstrenge med fosfor, som vikler sig rundt om hinanden, og inden imellem disse to sukkerstrenge ligger informationen om livets opbygning, i det man kalder baserne i nukleotiderne. Der findes kun 5 baser i livets arvemasse på jorden, og de 3 af dem findes i kulstofkondritterne. Så det er vældig store dele af de oprindelige molekyler til levende organismer, som fandtes i kulstofkondritterne, og måske var der endnu mere i de meteorer, som regnede ned og dannede verdenshavene. 8 af livets 20 aminosyrer og så andre aminosyrer, som også indgår men ikke i proteinerne findes i kulstofmeteoritterne. Men der er meget langt fra disse oprindelige molekyler og så til en egentlig celle eller bare et protein eller et DNA-molekyle. Proteinet skal opbygges ved at DNA-molekylet koder, hvordan proteinet skal opstå, og her er et stort uløst problem for forskningen, idet DNA-molekylet skal splittes af et protein, så det er hønen eller ægget problematikken; de behøver begge hinanden for at opstå. Denne mangel på viden, behøver dog ikke straks at give anledning til religiøse tolkninger. På en eller anden måde er det altså udviklet enten i disse primitive oceaner på jorden eller allerede i kometerne. Grunden til at man kan tro, at det også kan være udviklet på jorden, er at det faktisk er ganske enkelt at lave disse aminosyrer. Så det er ikke så imponerende, at de er i meteoritterne. Man kan lave det i laboratoriet, hvis man har noget vand i en kolbe, som står og koger og dampen så ledes rundt i et rør. Man tilfører så noget metan og ammoniak, og så dannes noget som minder om jordens primitive atmosfære. Vi ved ikke helt præcis, hvad den bestod af, men det kunne være kuldioxid og vandamp. Man laver så nogle kunstige lyn i form af elektriske udladninger, eller man lyser på kolben med ultraviolet lys, som der var masser af i jordens tidlige barndom inden ozonlaget blev skabt, og som skærmer for ultraviolet lys, og der dannes nu spontant aminosyrer. Når man så køler vandampen af, som i et køleskab, får man altså en væske med masser af aminosyrer. Så mere kompliceret er det ikke at danne dem, og det er dog et væsentligt skridt på vejen til levende organismer. Men der er en anden finurlighed i den måde livet på jorden anvender aminosyrer, fordi alle aminosyrer findes i 2 forskellige former. De findes i en venstre og højre form, dvs. en sammensætning af aminosyrer i samme rækkefølge og samme tredimentionelle opbygning, blot spejlvendt af hinanden. Man kan lave proteiner af højre formen eller venstre formen eller en sammensurium af begge. Men livet vælger kun venstreformen! Proteinerne eller enzymerne er mere aktive, hvis de kun består af denne ene form, men det kunne ligeså godt have været højre i stedet for venstre. Men i meteoritterne finder man 50 % af hver, så der er altså ikke noget sikkert indicium på, at der har været levende organismer involveret. Det minder mere om det kemiske forsøg, vi omtalte fra før, for her får vi også 50 % af hver slags aminosyrer. Hvis der har været liv på Mars, er et af de første spørgsmål der vil blive stillet, når vi kan undersøge Marslivets proteiner, om de er højre eller venstre drejede. Hvis aminosyrerne højredrejede, betyder det, at livet er opstået separat på Mars fra jorden, og det er altså muligt, at livet kan opstå andre steder. Hvis det er venstredrejet, siger det os måske ikke så meget, idet det kan være tilfældigt ligesom på jorden. Men det kan også betyde, at det alt sammen opstod fra den samme kilde, nemlig kometerne. Hvis det er tilfældet, betyder det, at i alle planeter i alle solsystemer hvor sådanne kometer regner ned opstår livet spontant, hvis de fysiske forhold er til det, hvilket igen må betyde, at livet kan have opstået ufattelig mange steder ude omkring i mælkevejen. Forholdene på Mars var i begyndelsen meget lig dem på jorden; der var flydende vand, og der var en atmosfære og nogenlunde varmt den første milliard år ligesom på jorden. Og inden for den 8

9 første milliard år opstod livet her på jorden; det tog 700 millioner år for jorden at køle af, og derefter opstod livet ganske hurtigt efter. Hvis vi sammenligner hele jordens 4½ milliard år lange historie med et år, så tog det to måneder for den at køle af, dvs. omkring 1. marts og oceanerne opstod, hvor livet kunne dannes i. I løbet af ganske få dage opstod livet, efter der var mulighed for det, dvs. så hurtigt som ca. 9 marts. Det første liv på jorden, de første celler, var meget anderledes end nuværende celler på jorden, fordi de brugte ikke ilt. Faktisk er det sådan, at de ville ruste i ilt ligesom jern, og de ville forbrænde bort i en iltrig atmosfære. Så livet ville aldrig kunne opstå, hvis der havde været ilt fra starten. Cellerne gjorde så det måske noget ukloge for dem selv, at de begyndte at forurene jorden med den største forurening i jordens historie; menneskenes forurening er det rene vand i forhold til. Forureningen bestod i blågrønalgernes udpumpning af ilt i jordens atmosfære, og de ændrede hele atmosfærens struktur. Fra starten af var der måske 100 % kuldioxid; i hvert fald et meget stort indhold. Blågrønalgerne, de første celler, brugte af kuldioxid og dannede ilt ud af det. For 4 milliarder år siden og 2 milliarder år frem dominerede blågrønalgerne og bakterier, dvs. små encellede organismer og iltindholdet voksede til 0,2 % af jordens atmosfære, og det svarer til det kuldioxid indhold, vi har i dag. Da der nu var så meget ilt i atmosfæren, kunne de oprindelige organismer (blågrønalgerne) ikke længere overleve i atmosfæren, så de uddøde i deres egen forurening, eller også gjorde de et smart trick, idet de indgik i en symbiose med de celler, som kunne leve i den iltrige atmosfære (de celler som vi selv består af). Så måske findes de oprindelige celler stadig inden i vores celler (i form af det vi kalder mitokondrier) som en symbiose, sådan at de oprindelige celler har det ud af det, at de kan overleve, selvom der er meget ilt, og vores celler har det ud af det, at de oprindelige celler producerer energien til vores celler. På det tidspunkt skete der en enorm udvikling; der opstod en eksplosion af livsformer, og det er ikke helt klart, om det meget ilt der opstod, opstod i perioden efter, på grund af de mange livsformer, eller det var fordi, der var så meget ilt, at der opstod så mange organismer. Men i hvert fald skete der det, at en ny celle (eukaryote celler for 1½ milliard år siden), der kunne tåle ilten, byggede sig meget større og kompleks med en masse forskellige funktioner. Denne celle blev så avanceret, at den kunne specialisere sig til f.eks. muskler eller nerveceller, og de iltrige celler kunne således lave flercellede organismer. For nogle 450 millioner år siden havde vi en ny eksplosion af livsformer, og de første dyr kom op af vandet, og så opstod landdyr og pattedyr. Hvis vi igen bruger vores tidsskala med et år, så størknede jorden jo 1. marts og landdyrene kom så først op omkring 1. december. Pattedyrene opstod omkring den 15. december, og mennesket opstod for første gang på jorden den 31. december kl. 17. Så vi har ikke været har så lang tid set i geologisk målestok. Det vi kalder teknisk civilisation, har eksisteret i et enkelt sekund. Hvis tidsskalaen for civilisationen varer så kort tid, altså et enkelt sek., så skal vi nok ikke vente at finde nogle andre ude i rummet på samme tid. Den oprindelige celle indgår måske som symbiose med vores celler i form af mitokondriet, og de leverer, som beskrevet ovenfor energien, som bliver produceret. Mitokondriet minder så tilpas meget om de oprindelige celler, der levede, da der ingen ilt var i atmosfæren, til at mange biologer tror, at mitokondriet er en videreudvikling af den oprindelige celle. Mitokondriet har nemlig sit eget DNA, og den formerer sig selv inden i vores celler, men i et sådan tilpas langsomt tempo, at vores celle kan overleve det. Så det er en regulær symbiose, hvor begge parter har en fordel af det. Der er en anden symbiose, som måske også har udviklet sig, og som vi måske er en del af, nemlig virus, og som også har udviklet sig gennem jordens tidsalder. Derudover er der en 3., nemlig bakterier. Vi har jo en ganske stor mængde, som lever inden i vores krop, i vores tarmflora osv., og 9

10 de er væsentlige for os og omvendt, fordi de har et godt hylster at bo i. Spydige tunger kunne spørge om, hvorvidt mennesker er andet end et hylster for de bakterier, som de har skabt. Bakterierne har dog næppe nogen mulighed for at vide, at vi eksisterer, og at vi er deres hylster. Derimod har vi en mulighed for at kikke på dem og se, at de eksisterer, så vi kan finde ud af, at der er en symbiose mellem dem og os. Vi kan så stille spørgsmålet, om der også findes nogen større organismer, som er overordnet menneskene, dyrene og planterne på jorden; og der er noget der tyder på det. Argumentet hænger sammen med stjernernes udvikling, dvs. astronomi. Solen blev dannet sammen med jorden for 4 en halv milliard år siden. Den gang havde den kun 70 % af den nuværende lysstyrke. Lysstyrken er så jævnt vokset op til det nuværende niveau i løbet af de 4 en halv milliard år. Hvis vi i dag kølede solen ned til den temperatur, den havde i sin tid, så ville verdenshavene bundfryse; hvis vi så lod solen vokse langsomt til dens nuværende lysstyrke, så ville verdenshavene ikke tø op igen, men således forholder det sig jo ikke, så der er noget galt! Omvendt, hvis vi forestillede os, at der var lige så varmt som i dag i jordens tidlige barndom, og vi så lod solen udvikle sig, som den har gjort, så ville der i dag have været 300 grader varmere og 60 atmosfæres tryk, men således forholder det sig jo heller ikke. Så der er noget galt, og det der er så galt, - det er egentlig ikke så galt, det er faktisk godt, - det er at jorden på en eller anden måde har formået at forandre sig igennem hele denne periode. Man har en mistanke om, hvad det er, nemlig at det er blågrønalgerne, som måske sidder inde i os som mitokondrier, der producerede mere og mere ilt og brugte CO 2, så der blev mindre og mindre drivhusgas. Der blev koldere og koldere i takt med at sollyset steg. Mindre CO 2 gør det koldere, og mere sol gør det varmere, men det fantastiske er, at balancen var lige præcis sådan, at jorden passede perfekt for liv. Så livet har altså i sig selv, som begreb, været i stand til at tilpasse vilkårene på jorden, sådan at livet altid har kunnet eksistere (Geiateorien). Dette begreb har været i stand til at eksistere hele tiden, og det har eksisteret under fantastisk stabile forhold de sidste 4 en halv milliard år, på trods af at sollyset er steget. Nu hvor der ikke er mere CO 2 at producere, så der kan blive koldere, opstår et stort problem, for nu begynder solen for alvor at forøge sin lysstyrke. Så der bliver varmere og varmere, og det er spørgsmålet, hvad livet som begreb (kollektiv organisme) vil gøre ved det? Vi ved det ikke. Under alle omstændigheder er vi en del af den kollektive organisme (Geiateorien), og selvom der ikke er tale om, vi lever inde i en stor elefant ligesom bakterierne i os, er der tale om, at alle organismer lever sammen i et begreb ligesom de specialiserede celler i vores krop, som ikke derfor er et væsen eller en superintelligens. Vi vil gerne vide, hvad der sker med os i fremtiden. Kan vi overleve de næste 6 en halv milliard år, indtil solen er blevet dobbelt så lysstærk, som den er nu? Til den tid kan vi i hvert fald ikke leve på jorden længere, idet solen vil udvide sig så meget, at den omslutter hele jorden. Vi vil da spiralisere ind i centrum og sidde der og blive stegt i al evighed, eller også vil jorden, ifølge en anden smukkere teori, som også kan ske med sandsynlighed inden for de teoretiske fysiske beregninger, blive blæst ud og opblandes med det interstellare rum og bliver til nye planeter og så genopstå på denne måde. Vi selv har eksisteret dette ene sek., men hvad vil der ske i de næste 1½ milliard år? Dette kan hænge sammen med, om der er liv andre steder. Hvis tekniske civilisationer eksister enormt kort, så finder vi dem aldrig, når vi kikker ud i rummet. Måske er det derfor, vi aldrig rigtig har hørt noget med de enorme lytte programmer vi har; der virker enormt tyst, da ingen laver nogen radiokommunikation eller anden elektromagnetisk støj ude i rummet, og det er udtrykt i Drakes 10

11 ligning: N= f(x) gange f (pl) gange f( Jord) gange f(liv) gange f(int) gange f (tek) gange f (tid). Ligningen forklarer mere om vores uvidenhed end vores viden om andre tekniske civilisationer, vi kan kommunikere med. Er vi alene blandt milliarder og milliarder af stjerner? N er antallet af hvor mange tekniske civilisationer, man kan forvente at finde ude i rummet. Det kan udtrykkes ved, hvor mange stjerner der dannes pr tidsenhed f(x), gange hvor sandsynligt det er at få dannet planet systemet f(pl) rundt omkring i sådanne stjerner som solen, gange med f(jord), sandsynligheden for at vi i et sådant planetsystem finder en jordlignende planet, gange sandsynligheden for at der opstår liv f(liv) lige så snart, vi har en jordlignende planet, gange med sandsynligheden for, at det blev intelligent f(int), (hvis der kun opstod bakterier på Mars, så er det et indicium, men ikke nødvendigvis naturgivet, at der opstår intelligens, fordi der opstår liv), gange sandsynligheden for at når der opstår intelligens, så vil de gerne lave en teknisk civilisation f(tek) og kan det (hvilket ikke er det samme), gange den tid f(tid) som en teknisk civilisation eksisterer. Det er måske i virkeligheden det største problem. Et andet problem er, at vi ikke kender nogen af disse størrelser i Drakes ligning ud over den første, som vi har nogenlunde styr på. Den næste f(pl) er vi begyndt at vide en lille smule om, idet man har opdaget nogle planetsystemer omkring andre stjerner for nyligt. Det er det første planetsystem, man har observeret ud over vores eget. Det kaldes 51 Pegasus, og minder om solen, men den planet, der er rundt omkring stjernen, er meget forskellig, fra det vi har set før, og vi kan stille spørgsmålstegn, om det overhovedet er en planet. Den minder om en planet, der er større end Jupiter, og tager 4 dage om at løbe rundt om sin sol, så den er meget tæt på sin stjerne. De andre faktorer kender vi ikke, og den sidste faktor f(tid), om hvor længe en teknisk civilisation eksisterer, ved vi måske allermindst om. Man kan påstå, at der i evolutionen er indbygget en modsætningsfaktor mellem at danne en teknisk civilisation, og få den til at bestå. Vi har jo bestået dette her ene sek. i jordens leve tid, men der ligger noget modsætningsfuldt i det, fordi det at de bedst egnede overlever, betyder jo desværre ikke, at de mest kærlige og mest sociale overlever. Det betyder nærmere, at dem der albuer mest overlever bedst, og den aggressive menneskerace er nok ikke særlig godt stillet, når den bliver udstyret med den teknologi vi har i dag. Så de albueskubbene mennesker, som er nødvendige for overlevelsen, er nok også den, som hurtigst vil destruere sig selv. Det er måske forklaringen på, at vi ikke finder nogle ude i rummet, idet de destruerer sig selv. Hvis de ikke destruerer sig selv, så er der et andet problem, som sådanne civilisationer skal over, og det er en ren naturgiven. Det er nemlig temmelig svært, at eksistere på jorden i ret lang tid; formentlig har vi ca år at udvikle civilisationen i, og hvis ikke den gør det inden for år, så bliver den udryddet af naturen selv, og det skyldes at der er et hav af asteroider: 1 million større end 50m 3 der krydser jorden. Asteroiderne er rester fra den gang planeterne blev dannet, men som ikke blev inkorporeret i planeterne, og som derfor stadig svæver rundt, og der er ca. 1 million af dem, som krydser jordens bane hvert eneste år. Vi kender en kollision i historisk tid, som faldt i 1908 og den var 100m bred i diameter: Tunguska meteoritten. Det lyder jo ikke stort, men konsekvenserne er alvorlige, den eksploderede i 8 km. højde og den eksploderede med en styrke, der var 650 gange større end atombomben i Hiroshima. Folk blev blæst i vandet 600 km. derfra, og i en stor skov blev træerne fuldstændig knækket i 2000km 2 omkring nedslags området. Støv der blev hvirvlet op i rummet bevirkede et lys, så man kunne sidde og læse avis i Danmark midt om natten i ugerne efter. Hvis nedfaldet var kommet 5 min senere, var det sket i Skandinavien. Hvis en asteroide på 1km. i diameter rammer jorden, hvilket statistisk sker hver år, så vil det have katastrofale 11

12 konsekvenser, og civilisationen vil næppe overleve det. Konsekvensen vil nemlig være, at temperaturen vil ændre sig markant i 10, 20, 30 år ved at blive koldere. Det vil blive så koldt, at fødekæderne formentlig vil bryde sammen. Man kan fx ikke dyrke hvede på den nordlige halvkugle, og vores civilisation eller menneskeheden er ikke skruet op til et niveau, hvor der er 100 gange mere føde, end det vi behøver. Der er kun lige præcis, det vi behøver; vi er hele tiden skruet til den yderste tand, og en sådan civilisation kan ikke overleve, hvis man i en 30 års periode ikke får føde. Det vil formentlig udløse så voldsomme stridigheder jorden over, at civilisationen ikke vil overleve det. Men vi har været så heldige, at i år har der været forholdsvis stille, og vi har været forskånet for kollisions nedfald med asteroider på 1 km. i diameter helt tilbage fra det første landbrug og op til i dag. På et tidspunkt vil det dog ske igen, og civilisationen skal over det punkt, så den kan flytte disse asteroider væk. Det er et projekt, man er i gang med, men som desværre ikke tages alvorligt nok. Med den rate som man detekterer asteroider i dag, vil man kunne kende alle dem, der krydser jorden med denne store størrelse inden for de næste 400 år, hvilket vi ikke kan være tjent med. Men hvis man accelerer det op, så kan man vide, hvor de er i god tid, og man kan sende en bombe op og skyde dem af, hvis man gør det 1 års tid inden de ankommer. Man kan ikke gøre det via de varslingssystemer, vi har til raketangreb o.l. i dag, da de forudser dem for sent. Udover disse store asteroider, kan man have dem endnu større med 10 km. i diameter. Den største vi kender, som krydser jordens diameter er 40 km. i diameter, men sådanne kollisioner forventes kun at ville ske en enkelt eller 2 gange i jordens levetid. Man kender en kollision med en 10 kilometer stor asteroide, som skete for 65 millioner år siden, og på det tidspunkt hvor kollisionen skete døde omkring ca. halvdelen af jordens dyrearter og deriblandt kæmpeøglerne, og det var ikke fordi, de fik den i hovedet, men fordi himmelen og dermed klimaet ændrede sig så meget, så de ikke kunne overleve. Denne ændring i evolutionen var muligvis årsag til at mennesket udvikledes, og man kan således sige, at hvis ikke denne naturkatastrofe var sket, levede vi ikke i dag. Det er en sær tanke, at en sådan kollision således både kan være årsagen til at mennesket blev skabt, men også at det udslettes igen. Man kan i dag f.eks. på Mønsklint se et lag i jordskorpen, som stammer fra asteroide-kollisionens støvsky for 65 millioner år siden, og således betragte et synligt symbol på årsagen til vores skabelse; ikke i form af et kors, men et jordlagssediment. Hvis vi igen betragter os som værende en del af en kæmpe kollektiv organisme (geiateorien), kan man påstå, at livet for at overleve kollisionerne har udviklet bevidsthed og intelligens, for at kunne destruere kommende asteroider. Var de første celler i uroceanet levende eller døde? Kommer man fedt eller olie i vand, blander det sig ikke med vandet, men danner små strukturer (miceller). Disse har før livets opstået været dannet spontant kemisk, og de kunne optage kemiske stoffer i sig, som opbyggede kuglen, så den blev større. De har ligeledes optaget det sukker, som solen skabte i uroceanet, og der blev således flere af dem, hvilket er en form for formering, for når de så bliver store nok, vil de dele sig i 2 ligesom en sæbeboble. Men vi vil nok først kalde det liv, når de har nået det stadium, at de på en eller anden måde har en struktur inde i cellen, så de kan videregive information (arv) til den næste generation. Hvis cellen ikke kunne videregive udviklet og akkumuleret information, ville hver ny celle skulle begynde forfra og ville således aldrig kunne udvikle sig til intelligens. Livet er således en slags kemisk kædereaktion. Det mest mirakuløse ved livet er muligvis, hvordan det har båret sig ad med at sammensætte aminosyrerne til proteiner og DNA, og hvordan det har gjort det hurtigt nok. Man forstår heller ikke, hvordan det er foregået i vand, for når man sætter aminosyrer sammen, så skal man skille sig af 12

13 med vand. Men hvordan kan det sætte sig sammen ved at blive af med vand, når vandet jo vil putte vand ind igen og således destruere det. Man kan studere alternative livsformer på computer, dvs. andre måder livet kunne have udviklet sig på. Mitokondrierne, vira og bakterier var vores første symbioser og måske er P.C.en vores næste; dvs. os selv og computeren som vi kommunikerer med frem og tilbage, og som bringer os et stykke videre frem mod forståelse og overlevelse. DNA Den genetiske kode har udviklet på grundlag af evolutionens love, et system i form af opskrifter, der kan omsættes til proteiner, som igen kan sammensætte komplekse organer over millioner af år. Hjernen er også udviklet evolutionært og er det organ som laver tankerne og følelserne, og disse er ikke muligt uden dette organ og derfor ikke spirituelle eller sjælelige. Følelser og kropslige reaktioner registreres i hjernen, og vi mærker dette som en reaktion på omverdenen eller vores tanker. DNA-et kan fx genkonstruere en beskadiget fingerrille på vores fingerpude med fuldstændig nøjagtighed via den genetiske kode. Opskriften på fingerrillen, som skal gendannes, ligger gemt inde i DNA-ets hundrede og tusinder opskriftsinformationer. Det skal nu finde kun den ene opskrift ud af alle de andre, og den skal så omsættes til nøjagtigt det materiale, vi kalder hud. Dette stykke hud, skal sammensættes i cellens organeller (organer) af de atomer, som tilføres fra vores føde via blodbanerne og her omdannes i fingerrille cellerne til hud. Dette stykke fingerrillehud skal dernæst så dannes, så det lige præcist former den individuelle rille, som hører personen til. Opskriften og beregningen skal også kun bruge den del af fingerrilleopskriften, der hvor det er ødelagt, og få det til at indgå i perfekt harmoni med de andre fingerriller. Opskriften skal udover fingerrillens materiale, også beskrive hvor lang, bred og høj fingerrillen skal være, udover hvordan den skal slange og bugte sig på fingerpuden. Hvis man prøver, at beskrive i kun ord uden gestik eller tegninger til en, som aldrig har set eller bundet et snørebånd, hvordan man skal binde en sløjfe, vil man opdage, at det næsten er umuligt og vil kræve endeløse beskrivelser. En fingerrilles kompleksitet er langt mere indviklet, men alligevel lykkes det uden besvær, eller uden at vi behøver at forstå, hvad der skal gøres, for at overføre fingerrille DNA koden til en perfekt ny konstrueret og identisk fingerrille. Ved hjælp af det darwinistiske princip og mutationer har naturen formået at lave utrolige konstruktioner, som kan synes magiske eller overnaturlige, men som kan forklares helt logisk naturvidenskabeligt. Fx har naturen formået at fæstne nogle muskeltråde til linsen i øjet, som er placeret en bestemt afstand foran nethinden, og kan ved muskeltræk i trådende formå at fokusere billedet, alt efter om motivet er langt væk eller tæt på, ved at akkommodere linsen i forhold hertil. Ligeledes med hørelsens 3 knogler i mellemøret hammeren, ambolten og stigbøjlen (malleus, incus og stapes), som fungerer som et vægtstangs-princip, kan lyden fra trommehindens mikroskopiske bevægelser formidles forstærket 25 gange til det indre øre, hvor så svingningerne 13

14 igen omsættes til elektriske impulser og igen kemiske stoffer i form af neurotransmittere, inden det opfattes som lyd og mening og tilmed følelsesmæssige reaktioner. En lille tenformet muskel kaldet muskulus obliquus superior, styrer nogle af øjeæblets bevægelser. Da musklen hører til en af de øjemuskler, som skal øve et skævt træk på øjeæblet, for at øjet kan drejes i alle vinkler, er der ikke plads til musklen lige ved siden af øjeæblet. Mutationer har så udviklet en lille trisse (trochlea), som musklens sene løber i, og som bevirker, at insertionen af musklen på øjet danner en skarp vinkel mellem musklen og senen. Dette bevirker, at der nu er plads til musklen bag øjet, selvom musklen på grund af trissen trækker i en helt anden retning. Endnu mere utroligt er den embryologiske (fosterets) skabelsesproces. Livet er velinformeret stof, men kosmisk set har livet haft en tornebestrøet bane at kæmpe imod; i det tomme rum vil alt liv øjeblikkeligt fryse ihjel, fordi temperaturen er minus 273 grader, som er grænsen for kulde, mens stoffet i stjernerne er 15 millioner grader celsius varme. Desuden er universet udsat for et bombardement af farlige kosmiske stråler. Selvom DNA er indeholdt i samtlige celler i alle planter, dyr og mennesker, fylder hele verdens DNA kun et lille bæger tilsammen. Samtlige milliarder af års udvikling og psykologi kan rummes i en sådan uendelig lille plads, og det på trods af at en menneskekrop besår af 75 bilioner (en million millioner) celler i nøje social orden, og at DNA sekvensen bare i en af disse celler er i den rigtige rækkefølge. Det vil svare til en bog med så mange bogstaver, at den ville være på en million sider. Det er fantastisk, at nogle få millioner atomer bundet i de ultramikroskobiske gener kan herske over alt liv på jorden. Hæmoglobin er det protein, som i de røde blodlegemer transporterer ilt og kuldioxid. Hæmoglobin-molekylet har en kompleks tredimensional struktur, som kan ændre form i forhold til trykket i kroppen. Formen er konstrueret sådan, at ved højt tryk, som der er i lungerne, kan det gribe omkring iltatomet og fastholde det som i en lås. Når hæmoglobinet transporteres ud i kroppen, falder trykket i vævene, hvilket får hæmoglobinmolekylet til at ændre sin form sådan, at iltatomet afstødes og dermed afgives til cellerne, som igen skal bruge det til indviklede biokemiske processor, som skal danne energien til cellens hundredvis af enzymatiske reaktioner. Hæmoglobinets forandrede form, på grund af det lavere tryk i vævene, passer nu mirakuløst til kuldioxidatomets form, og det griber derfor om dette og fører det tilbage til lungerne, hvor atter det høje tryk får det til at skifte tilbage til sit oprindelige udseende og derfor afstøder kuldioxidmolekylet. Her venter nu nye iltatomer på at optages i den lås, som atter passer til hæmoglobinmolekylets form. Proteiners byggestene eller alfabet er aminosyrerne, og et sådant raffineret hæmoglobinmolekyle består af 874 aminosyrer i den rigtige rækkefølge. Den samme rækkefølge ses også kun med minimale ændringer i dyreverdens blod. Hvis rækkefølgen blev ændret ville den geniale struktur ikke længere kunne gribe om iltatomet under ét tryk og kuldioxidmolekylet under et andet. Naturen har således beregnet at et molekyle med disse egenskaber lige i denne kombination af 874 aminosyrer i præcis denne rækkefølge vil kunne udføre denne tofasede transportmekanisme! Rækkefølgen af disse 874 aminosyrer findes et eller andet sted i DNA opskrifternes koder for aminosyrer. Den nøjagtighed med hvilken denne opskrift på hæmoglobin skal findes ud af alle disse informationer og tilmed kopieres i rigtig rækkefølge, så hæmoglobinet virker hensigtsmæssigt, foregår med uhyggelig præcision. Faktisk kan kroppen på et sekund lave kopiér af hæmoglobin med den unikke sekvens på de 874 aminosyrer i den rigtige rækkefølge. 14

15 Termodynamikkens 2. lov Hvad er liv? Ingen forstår eller kan definere det i forhold til det uorganiske, idet grænserne herimellem bliver mere og mere udflydende, jo mere vi studerer det. F.eks. er virus et underligt mellemstadie mellem liv og død, idet det er mikroorganismer, som er obligate intracellulære parasitter, da de ikke er i stand til at formere sig uden for animalske eller vegetabilske værtsceller. Liv har i sig selv hverken vægt eller dimensioner, men det har kraft; en voksende rod kan flække en klippe. Livet har erobret vandet, jorden og luften. Livet er en skulptør, som skaber alle levende organismer; det er en kunstner, som designer hvert blad eller blomsterfarve på jorden. Livet er musikalsk og har lært hver fugl at synge kærligheds sange. Livet er en sublim kemiker, som har givet frugterne og krydderierne smag og blomsterne parfume. Hvis man beskuer livets simpleste manifestation, cellen, består den af næsten usynligt protoplasma, gennemsigtig geleagtig, men i stand til bevægelse og at udnytte solens energi. Denne enkle celle, denne transparente tågeagtige dråbe indeholder i sig kimen til livet, og har magten til at udvikle sig til musik, litteratur, arkitektur, kunst og kultur. Kraften i denne lille dråbe er større end vores vegetation, dyr, mennesker, for alt liv kommer fra den. Livet har en gennemgående vævning, som får den kaotiske materie til at organisere sig for at blive levende. Trods termodynamikkens 2. lov om at lukkede systemer med tiden vil gå fra orden til uorden, skaber livet mere og mere ordnede og komplekse strukturer. Livet har hentet sine egenskaber fra materiens tendens til at organisere sig spontant og indrette sig i stadigt mere ordnede tilstande. Materien opstod i en rejse opad, i en stigende spiral, dvs. DNA-et, som igen forstod at kopiere sin kæder og skabe en opbygning af kvælstof, fosfat og sukkergrupper, som rummer opskriften på følelser, intelligens og bevidsthed, og dermed hele livsplanen. Er der en underliggende orden bag det vi kalder tilfældighed? Det vi kalder tilfældighed, er måske kun vores manglende evne til at forstå orden og determinisme på et højere niveau, hvilket ikke er det samme som skæbne eller højere magter. Det kan belyses, ved det gådefulde berømte fysiske forsøg kaldet dobbeltspalte eksperimentet. Opstillingen er meget simpel; man sætter en uigennemsigtig skærm, hvori der er to parallelle lodrette spalter, mellem en lysgiver og en fotografisk plade. Lysgiveren sender så sine lyspartikler (fotoner) hen mod skærmen. Når man tænker sig partiklerne sendt af sted en ad gangen mod spalterne, er det både umuligt at sige hvilken spalte partiklen vil passere igennem, og hvor den vil ramme den fotografiske plade. Ud fra dette synspunkt er bevægelsen og banen tilfældig og uforudsigelig. Og dog viser det sig, når man har foretaget et par tusind skud, at lyspartiklerne ikke frembringer et tilfældigt mønster på den fotografiske plade, men et regelmæssigt mønster (kaldet interferensstriber), som var fuldstændigt fastlagt på forhånd. I 1982 påviste den franske fysiker Alain Aspekt, at der eksisterer en uforklarlig korrelation mellem to fotoner, dvs. to lyskvanter, som fjerner sig fra hinanden i modsatte retninger. Når man ændrer polariseringen af den ene foton (ved hjælp af et filter), synes den anden omgående at vide, hvad der er hændt med partneren, og indstiller sin polaritet derefter. Hvordan skal man forklare dette fænomen? Fysikerne har forsøgt sig med to mulige forklaringer. Den ene er, at fotonen A giver besked om det skete til foton B via et signal, der går fra A til B med en hastighed højere end lysets. Denne fortolkning forkastes i dag af de fleste fysikere, der i stedet foretrækker det, som Niels Bohr kaldte virkningskvantets udelelighed. Ifølge denne anden fortolkning må vi acceptere, at selv om de to fotoner er adskilt med milliarder af kilometer, indgår de i den samme helhed: mellem dem er der en slags vekselvirkning, som holder dem i permanent 15

16 kontakt. Hvis man skal komme med en grov analogi, så lad os sige at man brænder sin venstre hånd, og at den højre hånd straks modtager samme besked som den venstre, så at jeg trækker begge hænder til mig samtidig - fordi begge mine hænder indgår i min organismes helhed. Hvis der er en underliggende orden i det kaotiske univers, der styrer den virkelige verdens udvikling, kan man ikke opretholde det standpunkt, at livet er dukket op som en række tilfældigheder. Universet går i retning af det bevidste, og trods dets fjendtlige fremtoning er det gjort til at frembringe liv, bevidsthed og intelligens. Men fordi universet har determinerede naturlove og regler for sit indhold, reaktioner og udvikling, er det ikke det samme som at antage og følelsesfortolke et design eller mening ind i det. 16

17 17