Kommissionen pålægger store bøder for prisfastsættelse og tilbudsmanipulation i et fjernvarmerørkartel

Transkript

1 IP/98/917 Brussels, Kommissionen pålægger store bøder for prisfastsættelse og tilbudsmanipulation i et fjernvarmerørkartel Europa-Kommissionen har givet bødestraffe på i alt 92,21 mio. ECU til et kartel, der opdelte markeder, fastsatte priser og manipulerede med tilbud inden for fjernvarmerør og forsøgte at trænge en konkurrent ud af markedet. ABB har fået en bøde på ECU, Løgstør ECU, Henss/Isoplus , Tarco ECU, Pan-Isovit ECU, Dansk Rør ECU, Brugg ECU 925,000, KWH ECU 700,000, Sigma ECU 400,000 og Ke-Kelit ECU 360,000. Kartellet startede i Danmark i slutningen af 90'erne og blev hurtigt udvidet til Tyskland og andre markeder. Fra og med 1994 omfattede kartellet hele det europæiske marked (hvis værdi anslås til omkring 400 mio. ECU). I Tyskland og Danmark, som er de to største markeder, havde kartellet et særligt avanceret system, hvormed de manipulerede med tilbudsgivningen - for hver kontrakt, der blev udbudt, blev der udpeget en "vinder", og de andre afgav højere bud. En særligt skærpende omstændighed var, at kartellet fortsatte i ni måneder, efter at Kommissionen havde fundet beviser mod det under uvarslede kontrolundersøgelser i juni Fjernvarmeanlæg er meget udbredte i Nord- og Østeuropa, men findes også i Grækenland og Portugal. I stedet for at hver bygning opvarmes individuelt, opvarmes hele områder via et system bestående af underjordiske rør, der leder varmt vand ind i hver bygning fra et centralt opvarmningsanlæg (ofte et kraftværk), og overskudsenergien bruges til at opvarme vandet. Kartellet omfattede rørene, der består af et indvendigt stålrør, som det varme vand løber gennem, en ydre beskyttelseskappe i form af et plastrør og et lag isoleringsskum mellem de to rør. Aftagerne af fjernvarmerør er hovedsagelig offentlige lokale myndigheder (kommunerne). Alle kontrakter udbydes i offentligt udbud, og større indkøb er underlagt EU-reglerne for offentlige indkøb. Disse regler blev groft tilsidesat af kartellet. Desuden havde kartellet et kvotasystem, hvor hvert kartelmedlem fik tildelt en kvota, og det fastsatte priserne på rørmarkedet. Kommissionen konstaterede desuden, at kartellet systematisk forsøgte at trænge sin eneste konkurrent uden for kartellet, den svenske producent Powerpipe, ud af markedet. Powerpipe henledte i januar 1995 Kommissionens opmærksomhed på et kartel, som virksomheden hævdede øvede repressalier over for den, fordi den nægtede at gå med i kartellet.

2 Disse repressalier var blevet forstærket, efter at Powerpipe i 1994 var gået ind på det tyske marked. Da Powerpipe havde vundet et større udbud i Tyskland, der var så stort, at kartellet havde udpeget et konsortium bestående af ABB, Henss/Isoplus og Pan-Isovit til at tage kontrakten, havde de andre producenter iværksat en kollektiv boykot og afskåret Powerpipe fra at få forsyninger. I sin fastsættelse af bøderne har Kommissionen fulgt artikel 15 i forordning nr. 17/62 og retningslinjerne for bødeberegning 1, ifølge hvilke Kommissionen skal afveje overtrædelsens forsætlige karakter, de enkelte parters relative størrelse og overtrædelsens varighed. I henhold til disse retningslinjer kan Kommissionen sætte grundbøden for meget grove overtrædelser til 20 mio. ECU. Retningslinjerne åbner også mulighed for ved udmålingen af bøder at sondre mellem virksomheder, der har begået samme type overtrædelse, alt efter deres størrelse. Bøderne ville være blevet betydeligt større, hvis ikke de fleste af producenterne havde indrømmet overtrædelsen, hvorved de kom til at nyde godt af Kommissionens praksis med at nedsætte bødebeløbet i sådanne tilfælde. I henhold til Kommissionens meddelelse om bødefrihed og bødenedsættelse 2 kan bøden nedsættes med 10-50%, når virksomhederne giver Kommissionen væsentlige oplysninger, efter at denne har iværksat en undersøgelse, og når virksomhederne efter at have modtaget en klagepunktsmeddelelse ikke på noget væsentligt punkt bestrider de faktiske omstændigheder, hvorpå Kommissionen støtter sine klagepunkter. Selv om hovedbudskabet fortsat er, at Kommissionen ikke tolererer karteller, ønsker Kommissionen også at sende meget klare signaler til virksomhederne om, at det kan betale sig at udvise samarbejdsvilje. Konkurrencekommissær Karel van Miert udtalte i forbindelse hermed: "Store industrikoncerner, der deltager i hemmelige karteller, kan ikke forvente kun at få pålagt bøder på op til 10% af deres omsætning på et enkelt aktivitetsområde - det ville kun virke som et nålestik. Bøderne må kunne mærkes. I den konkrete sag kan man vanskeligt forestille sig et værre kartel. De største producenter forsøgte at få den eneste konkurrent, der satte sig op mod dem, til at gå fallit. De tilsidesatte med fuldt overlæg EU's regler for offentlige indkøb. Manipulering af tilbud er ikke spor bedre end direkte svindel. De fortsatte hermed i ni måneder, efter at Kommissionens embedsmænd havde grebet dem på fersk gerning. De fortjener derfor helt klart en klækkelig bøde." Bøden til ABB afspejler det faktum, at det var en af ABB's topchefer i Zürich, der var hjernen i og lederen af kartellet. Kartellet var derfor ikke udslag for en uautoriseret og atypisk handlemåde i et lille datterselskab, men beroede derimod på beslutninger truffet på allerøverste plan. I forbindelse med denne beslutning fremhævede kommissær Van Miert på ny, at Kommissionen er fast besluttet på at bekæmpe karteller og andre konkurrenceforvridninger. Kommissionen har dog med tilfredshed noteret sig ABB's forsikringer om, at ABB vil tage alle skridt for at efterkomme Kommissionens beslutning, herunder også skride ind over for de personer inden for koncernen, der var ansvarlige. ABB's tilsagn herom underbygges af, at selskabets tidligere vice-administrerende direktør, der var den faktiske koordinator i kartellet, for nylig trådte tilbage. 1 Kommissionens meddelelse af 14. januar 1998, EFT C 9 af , s Meddelelse af 18. juli 1996, EFT C 207 af

3 BAGGRUND 1. Producenterne af fjernvarmerør Hovedcentret for produktionen af fjernvarmerør er Danmark, hvor der findes tre producenter i samme by, nemlig Fredericia. ABB er den største producent med ca. 40% af det europæiske marked (EUmarkedet havde i 1995 en værdi på ca. 400 mio. ECU). ABB anerkendes som den førende på næsten alle nationale markeder. Ud over sin fabrik i Fredericia (ABB IC Møller) har ABB også fabrikker i Tyskland (ABB Isolrohr, Fulda), Finland, Sverige og Polen. Andre større producenter, der var med i kartellet næsten fra begyndelsen, var Løgstør, Tarco og Dansk Rør (Starpipe) i Danmark, Henss/Isoplus i Tyskland og Østrig samt Pan-Isovit, der også er tysk, men nu overtaget af Løgstør. KWH (Finland), Brugg (Tyskland), Sigma (Italien) og Ke- Kelit (Østrig) gik med i kartellet senere i Løgstør er den næststørste producent, men svarer med en samlet omsætning på 127 mio. ECU i 1997 kun til en brøkdel af ABB-konglomeratet (samlet omsætning i 1997 på 27,6 mia. ECU). Indkøb af fjernvarmerør foregår næsten altid efter offentligt udbud. Siden 1994 har større indkøb (til en værdi af over ECU) været underlagt EU's regler for offentlige indkøb. 2. Sagsbehandlingen Kommissionen foretog uvarslede ransagninger i juni 1995 hos alle de større producenter og skaffede sig et omfattende bevismateriale - i næsten alle de ransagede virksomheder blev der fundet belastende kartelpapirer, hvilket ellers er ret usædvanligt i kartelsager. Man kunne have forventet, at det omgående ville have sat en stopper for kartellet, men som det fremgik af de efterfølgende undersøgelser, havde kartelmedlemmerne besluttet at tage risikoen ved at fortsætte. Først ni måneder senere, efter at Kommissionen havde fremsendt detaljerede begæringer om oplysninger, faldt kartellet fra hinanden, og adskillige medlemmer kontaktede Kommissionens generaldirektorat for konkurrence (GD IV) og tilbød at samarbejde med den om undersøgelserne. De fleste af virksomhederne i kartellet bestred ikke Kommissionens påstande under den todages høring, som blev afholdt i Bruxelles i november 1997, og hvor de fleste af producenterne gjorde gældende, at de måtte falde ind under Kommissionens meddelelse om bødefrihed eller bødenedsættelse. 3

4 KARTELLET 1. De tidlige faser Kommissionens embedsmænd afdækkede en stærkt formaliseret samarbejdsstruktur, der tog sin begyndelse i slutningen af 1990 mellem de fire danske producenter. Samarbejdet omfattede både eksporten og det lokale marked. Det blev snart udstrakt til andre markeder og udvidet med de to tyske producenter Henss/Isoplus og Pan-Isovit. De administrerende direktører i de seks virksomheder mødtes jævnligt til hemmelige møder, der ofte blev afholdt umiddelbart efter legitime brancheorganisationsmøder. (De kaldte sig selv for "paverne"). Kartellet var i starten særlig velorganiseret i Danmark, hvor den normale praksis var at manipulere med tilbuddene. Der var endog en "kompensationsordning", der korrigerede for afvigelser fra kvoten, hvis en kontrakt gik til en producent, der ikke var den udpegne "vinder". (Ifølge en producent blev denne kompensation på et tidspunkt betalt kontant og tilsløret på virksomhedens regnskaber). 2. De senere faser Kartellet blev ved midten af 1994 omorganiseret til at dække hele EU såvel som de baltiske lande og adskillige østeuropæiske markeder. Der blev indført en ensartet kvotaordning, ikke blot på det overordnede europæiske plan, men også for hvert nationalt marked. På det europæiske plan var følgende kvoter gældende i november 1994: ABB 37%, Løgstør 20%, Tarco 10%, Pan-Isovit 10%, Isoplus 10%, Starpipe 6% og andre 7%. Senere fik Brugg 2% og KWH 4%. En såkaldt "EU-prisliste" blev udarbejdet som en model, der skulle få priserne forhøjet med 30-35% over to år. Hvis en producent underbød den udpegede "vinder", blev han kaldt til orden og presset til at trække sit bud tilbage eller forhøje prisen, således at kontrakten kom til at gå til "vinderen" - i Tyskland spillede Henss/Isoplus en særlig fremtrædende rolle som kartellets "ordenshåndhæver". 3. Repressalier mod Powerpipe Powerpipe havde været genstand for samordnede aktioner fra kartellets side siden 1992, men de blev forstærket, da Powerpipe gik ind på det tyske marked og fik en kontrakt (Neubrandenburg). Powerpipe blev tilbudt en plads i kartellet mod at trække sit bud tilbage, og da virksomheden nægtede det, blev den igen udsat for trusler om at trække sig ud eller risikere en priskrig. Da Powerpipe underbød kartellet og fik tildelt Leipzig-Lippendorf-kontrakten i marts 1995, reagerede kartellet øjeblikkeligt - den tyske kontaktgruppe mødtes i Düsseldorf den 24. marts og aftalte en kollektiv boykot. I Tarcos mødereferat hedder det: "Powerpipe har fået Leipzig-Lippendorf kontrakten. Ingen producent må overhovedet levere til L-L, IKR, Mannesmann-Seiffert, VEAG..* Ingen af vore underleverandører må arbejde for Powerpipe - hvis de gør det, vil ethvert samarbejde blive standset. Vi vil forsøge at forhindre Powerpipe i at få forsyninger af f.eks. plast." * [der var tale om kontrahenterne på L-L projektet]. 4

5 4. Kartellets fortsættelse efter indledningen af undersøgelserne Kun få dage efter Kommissionens kontrolundersøgelser sidst i juni 1995 mødtes de administrerende direktører og aftalte at fortsætte, men med ekstra sikkerhedsforanstaltninger for at tilsløre kartellet - f.eks. skulle alle deres møder holdes uden for EU, navnlig i Zürich (hvor ABB har sit hovedkvarter), og de danske deltagere skulle ikke rejse med rutefly, men med Løgstørs privatfly. Så sent som i oktober 1995 sendte ABB en fax til KWH med tabeller, der viste de justerede markedskvoter for hver producent for Faxen bærer følgende afslørende anmærkning: "Pekka: to be destroyed completely... EU case looks bad. Be careful for Christ's sake." Selv om producenterne indså, at spillet var ude, og nogle havde kontaktet Kommissionen, blev der fortsat holdt møder for at diskutere, hvordan kartellet kunne fortsætte "på anden vis". Efter at have tilkendegivet deres ønske om at samarbejde udleverede flere virksomheder (Løgstør, Tarco, KWH) kartelpapirer til Kommissionen, der ikke var blevet fundet under de uvarslede ransagninger i juni ABB havde også tilkendegivet samarbejdsvilje og udleverede en komplet kronologisk redegørelse for kartellets aktiviteter til Kommissionen. Den bøde, ABB har fået pålagt, afspejler, at overtrædelsen af konkurrencereglerne var en koncernbeslutning truffet på det højeste plan, og at en af topcheferne i Zürich var kartellets hjerne og leder. 5

6 List of Undertakings: Pre-Insulated Pipes Name Address Distric Heating Factories in: ABB Asea Brown Boveri Ltd Zürich (CH) Fredericia (DK); Fulda (D); Finland; Sweden; Poland Løgstør Rør AS Fredericia (DK) Fredericia (also now owns Pan-Isovit) Tarco Energi A/S Fredericia (DK) Fredericia (DK) Henss/Isoplus - Hohenberg, Austria - Rosenheim, Germany Hohenberg, Sondershausen (D) Hungary, Czech Republic Pan-Isovit GmbH Fulda (D) Speyer (now owned by Pan-Isovit) Dansk Rørindustri A/S ( Starpipe ) Fredericia (DK) Fredericia KWH Tech Ltd Vaasa (Fin) Vaasa Brugg Rorsysteme GmbH Wunstorf (D) Wunstorf Ke-Kelit Ges.m.b.H. Linz (Austria) Linz Sigma Tecnologie di Rivestimento Srl Lonato (I) Lonato (Milano) 6

7 FINES Fine (ECU) ABB Løgstør Henss/Isoplus Tarco Pan-Isovit Dansk Rør Brugg KWH Sigma Ke-Kelit