Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - ej medhold

Transkript

1 KEN nr 9120 af 18/11/2015 (Gældende) Udskriftsdato: 3. april 2019 Ministerium: Økonomi- og Indenrigsministeriet Journalnummer: Senere ændringer til afgørelsen Ingen Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - ej medhold J. nr En SOSU-assistent havde i flere år haft problemer med sine skuldre, og blev afskediget på grund af sit sygefravær.. Nævnet fandt, at SOSU-assistenten på opsigelsestidspunktet havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Ud fra de lægelige oplysninger om klagers helbredsmæssige forhold og de lægelige vurderinger om klagers prognose på opsigelsestidspunktet, kom nævnet frem til, at indklagede ikke var klar over, at klager havde et handicap. Der var herefter ikke grundlag for at fastslå, hvorvidt SO SU-assistentens arbejdsgiver havde tilsidesat sin tilpasningsforpligtelse. Klager fik derfor ikke medhold. Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som aktivitetsmedarbejder i et sundhedscenter. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra stillingen som aktivitetsmedarbejder. Sagsfremstilling Klager har siden 1995 arbejdet for indklagede kommune som social- og sundhedsassistent (aktivitetsmedarbejder) i et sundhedscenter. Indklagede har i alt syv sundhedscentre, som beskæftiger cirka 50 medarbejdere. Hvert sundhedscenter har et aktivitetsteam. I klagers team var to ud af de fire medarbejdere ansat i fleksjob på grund af rygproblemer. 1

2 Der er i alt 28 aktivitetsmedarbejdere ansat i de syv aktivitetsteams, heraf er fem ansat i fleksjob. Arbejdsopgaverne som aktivitetsmedarbejder var både at støtte borgeren i dagligdagssituationer samt at indgå i samarbejde med de øvrige medarbejdere, og kunne bestå i: At planlægge, igangsætte/instruere og gennemføre diverse aktiviteter med borgerne under hensyntagen til den enkelte borgers fysiske, mentale og sociale funktionsniveau - herunder kunne assistere borgere i fx spisesituationer, borddækning, havearbejde, læsning, samtale, udflugtsture, udendørs gåture m.v. At indgå i et ligeværdigt samarbejde med aktivitetskolleger og sammen have overblik over forskellige borgere, med individuelle behov At instruere og lede et gymnastik-/fysisk vedligeholdende træningshold på borgere, med forskellige behov At udføre diverse forflytninger med en borger, fx fra kørestol til toilet At følge/støtte en borger med fx nedsat gangfunktion, og/eller give hjælp/større til en borger i kørestol At assistere en borger i fx toiletsituation At formulere sig klart om borgere, såvel mundtligt, som skriftligt på pc til forskellige målgrupper, fx borgere, pårørende, samarbejdspartnere - herunder dokumentation i journalsystemet Til stillingen hørte også en række generelle arbejdsopgaver, som typisk blev udført en til to gange om måneden, og som kunne bestå i: At foretage hjemmebesøg hos henviste borgere med henblik på uddybning af henvisningen forud for visitationen. At medvirke ved visitationsmødet hver 14. dag af henviste borgere til det pågældende aktivitetscenter i samarbejde med kolleger og afdelingsleder At foretage indkøb til aktiviteterne på centret Afdelingens administrative opgaver blev varetaget af én medarbejder. De administrative opgaver, som var tilknyttet afdelingens borgerbetjening, blev varetaget decentralt i de enkelte sundhedscentre, typisk i samarbejde med den enkelte teamleder og den lokale hjemmeplejegruppe. Klager havde haft problemer med begge skuldre gennem adskillige år, og havde som følge heraf svært ved at skubbe/trække genstande og havde svært ved at føre hænderne op på f.eks. bilrattet og op til høje hylder. En skade i august 2012 forværrede klagers gener fra højre skulder betydeligt og medførte, at klager skulle have udført en operation. Klager blev sygemeldt den 29. oktober 2012, og orienterede indklagede om, at hun formentligt ville være sygemeldt i tre måneder. 2

3 Klager var imidlertid ikke i stand til at genoptage arbejdet efter tre måneder på grund af gener fra højre skulder, men klager havde et stort ønske om at holde kontakten til arbejdspladsen. Efter aftale med kommunens jobcenter og indklagede startede klager i januar 2013 med at "gå til hånde" hos indklagede to til tre gange om ugen svarende til cirka 10 timer om ugen. Klager indgik ikke i vagtskemaerne. Klagers læge vurderede den 19. marts 2013, at klager formentligt ville være uarbejdsdygtig i yderligere to til tre måneder. Indklagede modtog kopi af lægens vurdering. Ifølge ortopædisk speciallægeerklæring fra 9. maj 2013 havde klager pådraget sig en højresidig frossen skulder. Speciallægen vurderede blandt andet, at klagers prognose overordnet syntes at være dårlig, og at der ikke umiddelbart fandtes yderligere behandlingstilbud til klager. En overlæge vurderede i maj 2013, at klager ville være sygemeldt i minimum yderligere otte uger, men at fraværet kunne strække sig over tre måneder, og at klager ville være begrænset i arbejdstid og i skulderbelastende arbejdsfunktioner ved genoptagelse af arbejdet. Lægen forventede fuld arbejdsdygtighed. Klager og indklagede mødtes i maj 2013 til en sygesamtale, hvor parterne var enige om, at klager fra august 2013 skulle starte på nedsat tid, og at klager herefter senest 1. oktober 2013 skulle være tilbage på 30,5 timer ugentligt uden skånehensyn. Indklagede gjorde klager opmærksom på, at der allerede var to medarbejdere ansat i klagers team, som havde omfattende skånebehov. En overlæge vurderede den 3. juli 2013, at klager ikke ville kunne starte op med 15 timer om ugen. Klager ville højst kunne arbejde to timer dagligt, i formodentligt de først to uger. Klager ville ved opstart skulle undgå skulderbelastende arbejde og andet arbejde, der krævede bevægelse af overarmen frem for kroppen og ud fra kroppen. Ved sygefraværssamtale den 11. juli 2013 med indklagede oplyste klager, at hun ikke vidste, om hun kunne starte 1. oktober 2013 på 30,5 timer om ugen uden skånehensyn. Klager blev påtænkt afskediget den 15. juli Baggrunden for afskedigelsen var driftsmæssige årsager, idet klager havde været sygemeldt siden den 29. oktober 2012 på fuld tid og fortsat var sygemeldt. Klager afgav partshøringsbemærkninger ved brev af 17. juli 2013, hvor hun blandt andet henviste til, at ingen læge havde udtalt, at skulderen ikke ville blive arbejdsklar igen, og at hun derfor burde få lidt mere tid til at skulderen kunne vise positive forandringer. Klager blev afskediget ved brev af 22. juli 2013, og fratrådte den 31. januar

4 Klagers advokat rettede henvendelse til indklagede den 17. marts 2014 og gjorde gældende, at klager blev afskediget på grund af handicap, og at klager fortsat var sygemeldt. Sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 6. november Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun blev afskediget på grund af handicap. Klager ønsker, at nævnet fastsætter en godtgørelse på kr. svarende til 12 måneders løn, subsidiært et mindre beløb. Klager havde på tidspunktet for opsigelsen den 22. juli 2013 utvivlsomt en længerevarende funktionsnedsættelse, som udgør et handicap i forskelsbehandlingsloven. Indklagede var fuldt ud bekendt med klages funktionsbegrænsninger på opsigelsestidspunktet. Indklagede gav på mødet om sygefravær den 21. maj 2013 blandt andet udtryk for, at det ikke var muligt at have endnu en medarbejder ansat i teamet, som havde funktionsbegrænsninger. Herudover beskrev indklagede i brev af 15. juli 2013 om påtænkt afskedigelse, at indklagede havde en forventning om, at klager kunne starte op på næsten fuld tid fra oktober 2013, selvom klager fire dage forinden ved sygefraværssamtale havde oplyst, at hun ikke vidste, om hun kunne starte op på fuld tid (30,5 timer) den 1. oktober 2013 uden skånehensyn. Indklagede var således bekendt med klagers funktionsbegrænsninger. Indklagede var på afskedigelsestidspunktet i besiddelse af flere lægelige oplysninger, hvoraf det fremgik, at der var mulighed for snarlig opstart, og at der ville være skånebehov, samt at skånebehovene alene ville være i en periode. Selvom indklagede både havde lægelige oplysninger og klagers oplysninger om vurdering af den helbredsmæssige situation, stillede indklagede fortsat krav om, at arbejdet skulle genoptages på sædvanlige vilkår. Det var dog på opsigelsestidspunktet uklart i hvilket omfang, klager var i stand til at genoptage arbejdet den 1. oktober 2013 i forhold til timeantal og funktioner. 4

5 Indklagede ønskede ikke at afvente denne afklaring, og klager blev derfor afskediget. Klager havde et handicap på opsigelsestidspunktet, og indklagede har tilsidesat sin forpligtigelse efter forskelsbehandlingsloven til at foretage tilpasninger. Indklagede vurderede alene klagers fortsatte jobmuligheder i forhold til det aktivitetsteam, som klager var ansat i på opsigelsestidspunktet, hvor der allerede var to medarbejdere ansat med skånebehov. Indklagede kunne have vurderet klagers jobmuligheder i forhold til den samlede personalegruppe, der bestod af 50 medarbejdere, heraf 28 aktivitetsmedarbejdere. Indklagede kunne også have vurderet omplaceringsmulighederne i forhold til samtlige sosu-medarbejdere i hele indklagedes kommune, som varetager mange forskellige arbejdsfunktioner. Der findes en lang række af jobfunktioner inden for klagers arbejdsområde, der ikke er skulderbelastende, ligesom der findes andre teams, hvor klager kunne have været beskæftiget, hvilket underbygges af at kommunen har andre medarbejdere ansat i jobs med skånefunktioner. Klager kunne også have varetaget flere af de administrative funktioner, som allerede var en del af jobbet som aktivitetsmedarbejder, og som bestod i visitering af borgere til aktivitetshold. Klager kunne også have arbejdet mere i Care-systemet, have udfyldt flere journaler og haft større fokus på dagligt at tjekke op på nye informationer om borgerne. Det er ikke korrekt, når indklagede oplyser, at en aktivitetsmedarbejder dagligt kun bruger 30 minutter på at udføre de administrative opgaver. Da klager under sygemeldingen "gik til hånde" på arbejdspladsen, var hun med til at dække bord, tømme opvaskemaskinen, tjekke mails, skrive i Care-systemet, ringe til samarbejdspartnere, tale med borgere og deltage i aktiviteter etc. Arbejdsopgaverne eksisterede allerede hos indklagede og viser, at klager kunne være blevet hos indklagede i et job som tilgodeså klager skånebehov. Klager har desuden en meget høj anciennitet og har gennem sit arbejdsliv haft en lang række arbejdsfunktioner, og må betegnes som en alsidig medarbejder. Klager var tilsvarende aktiv i forhold til løbende at opdatere sine overordnede om den helbredsmæssige situation. Indklagede har ikke været i stand til at fremlægge oplysninger eller andet materiale, som viser, at indklagede forsøgte at omplacere klager til en stilling, hvor klager blev skånet for skulderbelastende arbejde. Ved sygefraværssamtalen den 11. juli 2013 oplyste indklagede, at: 5

6 "Dygtig medarbejder, som mange ville have beholdt. Øvrige medarbejdere er slidte. Ikke mulighed for en medarbejder mere med skånehensyn pga. fysikken. Af hensyn til arbejdspladsens drift bliver vi nødt til at indlede en afskedigelsessag." Indklagede var bekendt med klagers funktionsbegrænsninger, der er opstået som følge af et handicap, idet indklagede har haft adgang til lægelige erklæringer. Endvidere var indklagede bekendt med, at der skulle tilknyttes skånehensyn til en ny fastansættelse. Indklagedes indsigt i klagers handicap og skånehensyn har medført en forpligtigelse til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger i henhold til forskelsbehandlingsloven for at give klager adgang til fortsat beskæftigelse. Indklagede gør gældende, at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen i juli En eventuel godtgørelse bør udgøre mindre end 12 måneders løn som krævet af klager. Indklagede bestrider, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klagers sygdom på opsigelsestidspunktet havde ikke medført funktionsbegrænsninger af lang varighed som omtalt i EU-dommen Ring/Werge. Klager havde kun været sygemeldt i ni måneder på opsigelsestidspunktet. Der var herudover ikke udsigt til, at klager kunne genoptage arbejdet inden for den nærmeste fremtid. Klagers fravær medførte driftsmæssige forstyrrelser, og det var på den baggrund sagligt at afskedige klager. Klagers skuldersygdom medførte, at klager ikke var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i sin stilling som aktivitetsmedarbejder, og at det derfor ikke ville være i strid med forskelsbehandlingslovens regler at afskedige klager. Hvis nævnet kommer frem til, at klager var handicappet på opsigelsestidspunktet, har indklagede ikke tilsidesat tilpasningsforpligtigelsen. Det fremgår af 17. betragtning til direktiv 2000/78, der ligger til grund for forskelsbehandlingsloven regler om handicap, at 6

7 "Med forbehold af forpligtigelsen til i rimeligt omfang at foretage tilpasninger af hensyn til personer med handicap kræver dette direktiv hverken ansættelse, forfremmelse, fortsat ansættelse eller uddannelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i forbindelse med den pågældende stilling eller at følge en given uddannelse." Den 17. betragtnings omtale af tilpasningsforpligtigelsen fremgår af forskelsbehandlingslovens 2 a, hvoraf det følger, at arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse. Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Indklagede har opfyldt tilpasningsforpligtigelsen ved at medvirke til, at klager under sygemeldingen kunne "gå til hånde" på arbejdspladsen i op til 10 timer om ugen som led i en fastholdelsesplan. Det var imidlertid tydeligt, at klager ikke var i stand til at udføre nogen egentlige arbejdsopgaver på grund af skuldergener. Indklagede opfyldte herudover tilpasningsforpligtigelsen ved i maj 2013 sammen med klager at lægge en plan for hendes tilbagevenden til arbejdet med skånebehov. Indklagede foreslog, at klager kunne starte på nedsat tid og med passende arbejdsopgaver. Forslagene var i øvrigt i overensstemmelse med de lægelige vurderinger, som forelå på dette tidspunkt, og som forudsagde, at klager på sigt ville opnå fuld arbejdsdygtighed i jobbet som aktivitetsmedarbejder. Planen for klagers tilbagevenden til arbejdet med skånehensyn viste sig imidlertid umulig inden for rimelig tid som følge af klagers helbredsmæssige situation. I forhold til klagers påstand om, at indklagede har tilsidesat tilpasningsforpligtigelsen henvises til Højesterets dom af 23. juni 2015, hvoraf det fremgår, at det er en forudsætning for, at arbejdsgiveren har tilsidesat tilpasningsforpligtigelsen, at arbejdsgiveren kan anses for at vide eller burde vide, at medarbejderen er handicappet. Det følger af dommen, at det ved bedømmelsen af arbejdsgivers viden eller burde viden særligt skal tages i betragtning, hvilke oplysninger arbejdsgiveren har modtaget om arbejdsgiverens helbred på opsigelsestidspunktet. Det bemærkes i den forbindelse, at indklagede først er blevet bekendt med speciallægeerklæringen af 9. maj 2013 i forbindelse med sagens behandling i Ligebehandlingsnævnet. Indklagede var på opsigelsestidspunktet kun bekendt med en lægeerklæring fra den 19. marts 2013, en speciallæge vurdering fra den 16. maj 2013 samt yderligere en speciallæge vurdering fra 3. juli Herudover var indklagede også bekendt med klagers egne oplysninger, hvor hun gav udtryk for, at hun forventede at blive rask. Det er ikke korrekt, når klager henviser til, at de to flexjobbere i klagers team jævnligt var alene, når der var ferie og syge-/kursusfravær. De pågældende medarbejdere var kun alene om arbejdsopgaverne i tilfælde af sygdom og ferie blandt kollegerne. Når fleksjobberne i sådanne situationer var alene om arbejdsopgaverne, skyldes det, at der ikke var økonomisk mulighed for vikardækning i teamet. 7

8 Det er tilsvarende ikke korrekt, at klager varetog adskillige praktiske opgaver i perioden, hvor klager "gik til hånde" hos indklagede. Hvis klager havde været i stand til at udføre de nævnte arbejdsopgaver, havde der ikke været behov for, at hun på daværende tidspunkt fortsat var fuldtidssygemeldt. Indklagede fastholder således, at klager under sine besøg alene deltog i samtaler med borgere. Arbejdsopgaverne i de syv aktivitetsteams var identiske. En stor del af kerneopgaverne i teamet er fysisk krævende, og forudsætter, at der minimum er to medarbejdere til stede, som kan indgå i udførelsen af de fysisk krævende opgaver, herunder f.eks. hjælpe borgere ved toiletbesøg og lede gymnastikhold. Det var således ikke muligt at omplacere klager til et andet team. Det var endvidere ikke muligt at omplacere klager, der er uddannet social- og sundhedsassistent, til genoptræningsopgaver i afdelingen, da varetagelsen af disse opgaver kræver en uddannelse som ergo-fysioterapeut. Til klagers bemærkninger om, at der findes jobfunktioner inden for området, som ikke er skulderbelastende, herunder opgaver vedrørende visitationer og administration, bemærkes det, at disse opgaver allerede blev udført af en medarbejder. Ifølge Højesterets dom af 11. august 2015 om arbejdsgivers pligt til at træffe tilpasningsforanstaltninger efter forskelsbehandlingsloven fremgår det, at pligten ikke omfatter et krav om at etablere opgaver og stillinger. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår heraf, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse på grund af handicap. Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkret behov, for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse. Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Det er klager, der har bevisbyrden for, at hun led af en sygdom, der havde medført et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Det er ved vurderingen heraf uden betydning, om indklagede vidste eller burde vide, om klagers sygdom havde medført et handicap. Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet "handicap" i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig 8

9 eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb. Klager har haft gener fra begge skuldre gennem flere år og blandt andet været i et udredningsforløb i skuldersektoren på en ortopædkirurgisk afdeling, hvor klager har fået anlagt blokader i venstre skulder. I forbindelse med en ulykke i september 2012 var der lægeligt belæg for operativt at fjerne en betændelsestilstand i en slimsæk i venstre skulder. Klager har ifølge den ortopædkirurgiske speciallægeerklæring fra den 9. maj 2013 alderssvarende normal bevægelighed i højre skulder. I forhold til venstre skulder beskrives der palpatorisk ømhed og føleforstyrrelser ud i fingrene samt nedsat håndtrykskraft i venstre hånd. Klager kan ikke føre venstre hånd til nakke eller lænd. Herudover beskriver lægen betydelig smerter og betydelig bevægeindskrænkning. Lægen vurderer, at klager har en frossen skulder med muskelspændinger og smerter. Speciallægen vurderer, at der ikke umiddelbart findes yderligere behandlingstilbud til klager, og at klagers prognose overordnet er dårlig samt at klager utvivlsomt har et erhvervsevnetab. Efter de lægelige oplysninger lægger Ligebehandlingsnævnet til grund, at klager havde en sygdom, som medførte en funktionsnedsættelse, der hindrede hende i at deltage i arbejdslivet lige fod med andre. Hun havde således siden oktober 2012 været sygemeldt i betydeligt omfang, og hun var alene frem til opsigelsen i juli 2013 i stand til i en kortere periode at arbejde nogle få timer med arbejdsopgaver, der var særligt tilpasset hendes situation. Særligt når henses til prognoseoplysningen i speciallægeerklæringen af 9. maj 2013 finder nævnet, at begrænsningen var langvarig. Det indebærer, at klager på opsigelsestidspunktet var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. Opsigelsen af klager var begrundet i klagers fravær, som skyldtes klagers skuldergener. Klager har derfor påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klagers handicap var årsagen til, at hun blev afskediget. Det følger af forskelsbehandlingslovens 2 a, at indklagede herefter var forpligtet til at træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til bl.a. at udøve beskæftigelse. 9

10 Det er en forudsætning for, at indklagede kan anses for at have tilsidesat sin forpligtelse, at indklagede vidste eller burde vide, at klager på opsigelsestidspunktet var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. Ved bedømmelsen heraf tages det samlede forløb i betragtning. Klager blev sygemeldt den 29. oktober 2012 som følge af venstresidige skuldergener. Indklagede modtog og indhentede under sygemeldingen lægelige oplysninger om status i klagers helbredsmæssige tilstand. Klager gav under sygemeldingen udtryk for, at hun forventede at kunne vende tilbage til stillingen som aktivitetsmedarbejder. Klager ønskede at opretholde kontakten til arbejdspladsen, og fra januar 2013 gik klager "til hånde" hos indklagede et par timer om ugen, men indgik ikke i vagtplanlægningen. Indklagede blev i marts 2013 gjort bekendt med klagers læges udtalelse af 19. marts 2013, hvoraf det fremgår, at klager formentligt ville være sygemeldt yderligere to til tre måneder. Indklagede var også bekendt med den ortopædkirurgiske vurdering af 16. maj 2013, hvoraf det fremgik, at lægen forventede fuld arbejdsdygtighed, og at klager ville have skånebehov i en periode efter genoptagelse af arbejdet. Indklagede blev også orienteret om lægeudtalelsen af 3. juli 2013, hvoraf det fremgår, at klager højst ville kunne genoptage arbejdet to timer dagligt i formentligt de to første uger, og at klager ville have skånebehov i en periode efter opstart. Nævnet lægger til grund, at indklagede på opsigelsestidspunktet ikke var bekendt med speciallægeerklæringen af 9. maj Nævnet finder efter en samlet vurdering af disse oplysninger og sagens oplysninger i øvrigt, at indklagede på opsigelsestidspunktet ikke vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at indklagede på opsigelsestidspunktet har tilsidesat sin forpligtigelse efter forskelsbehandlingsloven til at foretage tilpasninger. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <J. nr > 10