Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - kommuner - ej medhold

Transkript

1 KEN nr 9985 af 04/03/2015 (Gældende) Udskriftsdato: 3. juli 2019 Ministerium: Økonomi- og Indenrigsministeriet Journalnummer: Senere ændringer til afgørelsen Ingen Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - kommuner - ej medhold J. nr En kontaktperson for børn og unge blev afskediget fra sit job. Hun havde efter et trafikuheld fysiske og psykiske gener. Efter en længere periode med delvis sygemelding, hvor det ikke var lykkedes hende at vende til bage til arbejdet på fuld tid, blev hun opsagt. Nævnet fandt, at klagers begrænsninger ikke kunne afhjælpes ved brug af nedsat tid, en personlig assistent eller ved andre egnede tilpasningsforanstaltninger, der ikke var urimelige byrdefulde for arbejdsgiveren. Der blev lagt vægt på, at det ikke er pligt til fortsat ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i forbindelse med den pågældende stilling. Klager fik derfor ikke medhold. Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev opsagt fra sit job som kontaktperson for børn og unge. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev opsagt fra sit job som kontaktperson. Sagsfremstilling Klager blev ansat som pædagog ved Familiecentret i indklagede kommune den 1. august Hun arbejdede som kontaktperson. Indklagede har indsendt en "funktionsbeskrivelse for kontaktpersoner", hvoraf det fremgår, at kontaktpersontilbuddet er en forebyggende og tidlig indsats til børn og unge, som af en eller anden grund udviser bekymrende adfærd og udvikling. Indsatsen gives, hvor det skønnes, at den unge/barnet kan profitere af en fast voksenkontakt, som den unge/barnets familie ikke anses at kunne opfylde. Målgruppen for kontaktpersonkorpset er børn og unge med diagnoser, kriminalitets- og/eller misbrugsproblematikker, skole-, adfærdsproblemer, manglende voksenkontakt m.v. 1

2 Som kontaktperson skal man have følgende kvalifikationer i forhold til barnet/den unge: " Som kontaktperson skal man have en socialfaglig uddannelse At kunne lave en helhedsorienteret og systematisk opfølgning på den faglige indsats, der ydes til barnet/den unge At give barnet/den unge den nødvendige støtte og redskaber for at komme i trivsel Give samtaler, rådgivning og vejledning Social adfærdstræning Have evne til at samarbejde med forældrene Samvær og aktiviteter af forskellige slags Man skal være initiativrig Generelt: Have gode skriveegenskaber, da der jævnligt skrives statusrapporter på barnet/den unge Have basale it kundskaber - der skal fx laves tids registrering (pythea), flex, køresedler m.v Fleksibel også ifht arbejdstid, hvis man er ansat på 37 timer ugentlig, betyder det, at man har ca. 25 A- A timer om ugen sammen med barnet/den unge, og den resterende tid bruges til kørsel, div. møder, statusrapporter og andet adm. Time tallet kan variere alt efter kompleksiteten, geografi, og om man kan "køre" nogle af de unge sammen. Der kan være perioder, hvor der kan forekomme flere A-A timer og perioder, hvor der er mindre A-A timer. Man skal være åben og imødekommende over for såvel kollegaer som andre samarbejdspartnere og ikke mindst vores borgere Skal være en ressourceperson og skal kunne se tingene fra flere vinkler At kunne indgå i kontaktpersongruppen, hvor der ofte er forandringer, men også en gruppe, hvor der tit arrangeres fælles arrangementer for børnene/de unge" Den 24. maj 2012 var klager involveret i et trafikuheld, mens hun var på arbejde. Hun blev sygemeldt den 25. maj 2012 på grund af følger efter traumer flere steder på kroppen, langtidsvirkninger af hjernerystelse og psykisk påvirkning. Klager har efter ulykken haft hovedpine, nakkesmerter, smerter i lænderyggen og smerter i skuldrene og højre fod. Hertil kom psykisk påvirkning, dårlig korttidshukommelse og øget trætbarhed. Det fremgår af en speciallægeerklæring af 18. august 2013 fra en neurolog, at klager ved ulykken pådrog sig en forvridning af rygsøjlen. Hun har efter ulykken udviklet kroniske smerter i nakke, lænd og skuldre, hun har hovedpine, og hun klager over dårlig hukommelse og koncentration og manglende overblik. Der er indimellem besvær med at finde ord, og der er stor træthedsfornemmelse. Der er desuden stillet diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. I perioden fra den 25. maj 2012 til den 26. november 2012, hvor klager genoptog arbejdet delvist, var der løbende kontakt mellem klager og indklagede vedrørende status på klagers helbred og tilbagevenden til arbejdet. 2

3 Klager genoptog arbejdet med en ugentlig arbejdstid på 10 timer med løbende optrapning i timetal afhængig af hendes helbredstilstand. Det fremgår af opfølgningsplan og helhedsvurdering af 20. december 2012, at klagers egen læge i statusattest af 6. december 2012 havde oplyst, at allerede belastningen ved at arbejde 10 timer om ugen påvirkede hendes smerter meget. Det fremgår videre af opfølgningsplanen, at der var etableret en arbejdsfastholdelsessag, hvor formålet var at hjælpe med at lægge en plan for optræning af arbejdsevnen til fuld tid. Klager skulle fortsætte med et ugentligt timetal på 10 timer. Når der var sket en yderligere lægelig afklaring af klager, skulle der tages stilling til det videre forløb i sagen, herunder hvorvidt skånehensynene kunne tilgodeses til fulde i den daværende ansættelse, således at arbejdsfastholdelsessagen skulle fortsætte, og der kunne lægges en endelig optrapningsplan. Der var skånehensyn overfor hårdt fysisk arbejde samt behov for hensyntagen til den psykiske tilstand. Det fremgår af mulighedserklæring af 28. januar 2013, at klagers funktionsnedsættelse var af både fysisk og psykisk karakter. Hun havde fysiske funktionsnedsættelser i forhold til bevægelighed, men også i forhold til længere transport. Hun havde psykiske funktionsnedsættelser i form af hurtig udtrætning, hvor hun havde lettere ved at give op ved for hårdt pres. Klagers læge udtalte i forbindelse med mulighedserklæringen, at der fortsat skulle ske en langsom optrapning i timer, således at klager i løbet af de næste fire uger kom fra 20 til 25 timer og derefter over de næste to måneder kom yderligere op. Det fremgik videre, at det fortsat var påkrævet med langsom optrapning over de næste 3-4 måneder for at tilstanden ikke skulle gå tilbage, således at der skete en forværring i klagers smertetilstand. Af referat fra samtale den 22. marts 2013 fremgår det, at der i samarbejde med dagpengekontoret var udarbejdet en fastholdelsesplan for klager, hvor hun gradvist skulle optrappe timerne med de aftalte skånehensyn. Det var således planen, at hun fra uge 14 til uge 19 i 2013 skulle gå fra 25 timer om ugen til 37 timer. Klager havde på dette tidspunkt arbejdet fuld tid i to uger, fordi hun følte sig presset til dette. Klager oplyste, at det havde været rigtig hårdt med de 37 timer, hvorimod det gik rigtig fint med de 25 timer. Indklagede underrettede desuden klager om, at det lange sygefravær, samt usikkerheden om klagers tilbagevenden som "fuldt arbejdsdygtig" gjorde, at indklagede under hensyn til driften, påtænkte at indlede en afskedigelsessag. Klagers forbund anførte på mødet, at det ville være en usaglig opsigelse, da der ikke tidligere havde været lavet en plan for genoptrapning. Så længe der ikke havde været stillet krav til klager, som hun ikke havde kunnet leve op til, ville det være usagligt at opsige hende. Klagers forbund foreslog på mødet desuden muligheden for en personlig assistent til at hjælpe med de fysiske ting. 3

4 Indklagede oplyste på mødet, at der havde været lavet en genoptrapningsplan for klager, som løbende var blevet tilpasset (mindst hver fjerde uge). Allerede i november 2012 blev der udarbejdet en plan for genoptrapning. Planen havde ikke været konkret i forhold til, hvor mange timer klager skulle trappe op uge for uge, idet der hele tiden var kommet nye lægelige udsagn, som der løbende var blevet taget hensyn til i genoptrapningsplanen. Der havde været mange "ubekendte" på baggrund af de mange forskellige lægelige oplysninger. Derfor havde det ifølge indklagede i dialog med klager løbende været aftalt, hvor mange timer hun skulle trappes op. Det var desuden aftalt, at klager selv skulle meddele, hvis hun ville være i stand til at trappe yderligere op. Klager havde således i januar 2013 ønsket at trappe op i tid til trods for lægelige anvisninger. Indklagede oplyste i forhold til forslaget om en personlig assistent, at det ville være muligt, når tilstanden var stationær, men at det var svært at se, til hvilke opgaver det på daværende tidspunkt kunne være aktuelt. Indklagede anførte også, at der i forhold til klagers job ikke kun var tale om at være fysisk til stede, idet det krævede stor tilstedeværelse at bestride et job som kontaktperson. Ved brev af 8. april 2013 blev klager informeret om, at indklagede påtænkte at afskedige hende. Begrundelsen for den påtænkte afsked var "de driftsmæssige hensyn - hensynet til at opretholde en stabil drift." Det fremgik videre at: "Du har, grundet sygdom, været fraværende fra dit arbejde, siden den 25. maj 2012 og er fortsat sygemeldt. I november 2012 blev der, i samarbejde med en jobkonsulent, udarbejdet en "genoptrapningsplan". Genoptræningsplanen er løbende blevet justeret, på baggrund af de mange forskellige lægelige udsagn og dine egne oplysninger. Du har således arbejdet på nedsat tid, siden november måned Dog valgte du, i en kort periode i marts måned stik mod lægernes anbefalinger - at arbejde på fuld tid, hvilket hurtigt viste sig, ikke at være den rigtige løsning. På mødet den 22. marts 2013, udarbejdede [], konsulent ved [klagers forbund], en konkret genoptrapningsplan, som du p.t. følger Imidlertid vurderer vi, at der er mange usikkerhedsmomenter i forhold til, hvornår du vil være i stand til at genoptage arbejdet på fuld tid og ved fuld arbejdsstyrke, hvorfor vi ser os nødsaget til at meddele dig påtænkt uansøgt afsked. Denne vurdering bygger på de lægelige udsagn samt det du på nuværende tidspunkt kan præstere." På initiativ af klagers forbund blev der den 24. april 2013 afholdt et forhandlingsmøde med indklagede, hvor klagers forbund gav udtryk for, at indklagede og jobcenteret burde have været mere konkret i forhold til udarbejdelse af en genoptrapningsplan i februar 2013, da de lægelige oplysninger forelå. Indklagede mente, at der havde været lavet en genoptrapningsplan, idet de havde lyttet til klager og således havde tilpasset genoptrapningsplanen løbende. Klagers forbund forslog på mødet, at klager skulle forblive på 32 timer, og så i stedet få fyldt flere opgaver på. Forbundet gjorde desuden gældende, at klager havde et handicap, og at indklagede i den forbindelse var forpligtet efter forskelsbehandlingsloven til at iværksætte afhjælpende foranstaltninger med henblik på at fastholde klager. Indklagede oplyste på mødet, at den sto 4

5 re usikkerhed omkring hvornår klager ville være i stand til at genoptage arbejdet på fuld tid og ved fuld arbejdsstyrke, gjorde, at indklagede fastholdt den påtænkte afskedigelse. Klager blev opsagt ved brev af 29. april 2013 med fratrædelse den 31. august Indklagede henviste i opsigelsesbrevet til de forhandlinger, der blev afholdt den 24. april 2013 mellem indklagede og klagers forbund, og til at denne forhandling ikke havde ændret på, at indklagede fortsat vurderede, at der var mange usikkerhedsmomenter i forhold til, hvornår klager ville være i stand til at genoptage arbejdet på fuld tid og ved fuld arbejdsstyrke. På et opfølgningsmøde den 13. maj 2013 oplyste, klager, at hun syntes det gik fint, men at der var lang vej til en 37 timers stilling. Hun havde fået god hjælp til at få styr på, hvordan det hele kunne struktureres. Hun var på daværende tidspunkt på 18 A-A timer, og der var planlagt fire timer mere på en "kendt" borger, hvilket betød, at klager inden længe ville komme op på 22 A-A timer (32 timer). Klager følte ikke, at der var sager, hun ikke kunne rumme. Indklagede oplyste, at klager udviste mere energi end hun havde gjort tidligere, og at hun var kommet op i timer. Opgavemæssigt så det også umiddelbart ud til at klager var med. Klagers forbund spurgte, om der ville være mulighed for, at klager kunne få en ansættelse på for eksempel 30 timer pr. uge, hvis det viste sig, at det var det timetal, klager ville være i stand til at arbejde. Indklagede oplyste, at det afhang af, hvad klager endte med at kunne klare rent fysisk og psykisk. De ville ikke udelukke muligheden for en deltidsansættelse, men de ville heller ikke love noget. Klagers forbund syntes, at de skulle forsøge at sætte klager op i tid til 34 timer om ugen i en forsøgsperiode på fire uger, da klager havde været på 32 timer i uge 17,18,19 og 20. Indklagede ville ikke presse klager op i tid, da det kun var klager, der kunne mærke, hvor meget hun kunne holde til, og hun lige havde udtalt, at hun syntes, der var lang vej til en 37 timers stilling. Det blev aftalt, at klager skulle fortsætte med 32 timer ugen ud og derefter forsøge sig med 34 timer i en fire ugers periode. Det fremgår af referat af opfølgningsmøde den 12. juni 2013, at klager på daværende tidspunkt arbejdede 34 timer om ugen og havde gjort det i fire uger. Klager oplyste, at antallet af timer ikke hang sammen for hende, idet hun havde mange smerter, når hun kom hjem. Hun havde hovedpine mere eller mindre hele tiden. Opgaverne var også lidt komplekse. Hun havde for eksempel en borger, hun besøgte på en psykiatrisk afdeling, og bare køreturen dertil 2 gange om ugen var en belastning. Klager fandt telefonsamtaler og bilkørsel fysisk belastende. Det var ikke kompleksiteten i arbejdsopgaverne, der var problemet, men arbejdstiden. Hun ville gerne have udfordringer i opgaverne. Indklagede oplyste på mødet, at der var gjort flere tiltag for at hjælpe klager til at strukturere arbejdet. Der var blandt andet udarbejdet et skema, hvor timerne var fordelt over dagen/ugen. Der var ingen tvivl om, at det var svært for klager at overskue opgaverne. Der tegnede sig et klart billede af, at klager havde haft 5

6 mere brug for at kontakte indklagede i den periode, hvor hun havde haft et højere timetal. Hun havde haft endnu mere brug for hjælp til at få tingene sat i system. Indklagede oplyste, at det kunne blive vanskeligt at undgå mere kørsel. Det blev aftalt, at klager gik ned i tid til 25 timer, og at indklagede tog sig af arbejdstilrettelæggelsen i samarbejde med klager, så opgaverne blev tilpasset det nedsatte timetal. Det er oplyst, at arbejdet som kontaktperson er et meget selvstændigt job, hvor medarbejderne "normalt" selv tilrettelægger arbejdet. Det fremgår af et referat fra Arbejdsskadestyrelsen af 17. juni 2013 af samme møde den 12. juni 2013, hvor Arbejdsskadestyrelsen deltog, at formålet med samtalen var i samarbejde med kommunen at sikre klagers fastholdelse på arbejdsmarkedet. Det var oplyst, at indklagede havde håndfrit sæt til telefon, som klager ville benytte for at skåne skulder og nakke. Det fremgik også, at klager havde fået en særlig stol og i det hele taget de fornødne hjælpemidler/skånebehov. Endelig fremgik det, at det ville passe klager bedst med lidt kortere dage. Arbejde om eftermiddagen kunne dog ikke undgås, da de unge/børnene skulle hjem fra skole, før man kunne have en samtale. Nogle dage kunne dog blive kortere, og der kunne indlægges senere mødetid på de dage, som blev lange om eftermiddagen. På forhandlingsmøde den 26. juni 2013 oplyste klagers forbund, at klager kunne arbejde velfungerende 25 timer om ugen. Forbundet fandt, at indklagede var skredet for hurtigt til afskedigelse i forhold til, at klager ikke var endeligt afklaret. Forbundet ønskede at indklagede havde ventet til der var en afklaring af, hvilket timetal klager kunne arbejde. Forbundets mål var ikke at få trukket opsigelsen tilbage, men at indklagede ville ansætte klager på et andet timetal pr. 1. september 2013 efter opsigelsens udløb. Det fremgår videre af referat fra mødet, at indklagede allerede dagen efter det sidste møde den 12. juni 2013 havde et møde med klager i forhold til at få rettet timerne/planen m.v., men at klager ikke fik det gjort. Indklagede anførte, at jobbet som kontaktperson var et meget selvstændigt job, hvor kontaktpersonerne skulle bruge hinanden, hvilket klager ligeledes havde meget svært ved. Der blev givet flere eksempler på, at klager ikke kunne overskue opgaverne. Det blev desuden oplyst, at klager havde meget svært ved at forholde sig til nye ting. Indklagede oplyste også, at alle ansatte i kontaktkorpset er aktive og meget selvstændige personer. De skal kunne varetage meget forskelligartede opgaver over hele kommunen. Indklagede havde ikke troen på, at klager ville være i stand til at varetage opgaverne og overskue tingene. Tilrettelæggelse/fordeling af opgaverne blev også kompliceret af, at klager ikke kunne påtage sig opgaver på grund af de fysiske hensyn, der skulle tages. Klager kunne for eksempel ikke holde til, at der var indlagt for meget kørsel, fysisk aktivitet m.v. Forbundet foreslog, at forlænge opsigelsen i en periode, så der blev mulighed for en længere afklaringsperiode i forhold til ansættelse på 25 timer. 6

7 Indklagede havde på baggrund af klagers funktionsniveau ikke troen på, at klager kunne komme til at fungere i stillingen som kontaktperson. Klager blev i forlængelse af mødet fritstillet i den resterende del af opsigelsesperioden Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun i forbindelse med opsigelsen har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Hun ønsker derfor en godtgørelse. Det fremgår af referaterne fra de afholdte sygesamtaler/fastholdelsessamtaler at klagers funktionsnedsættelser som følge af ulykken var langvarig, hvilket understøtter, at klager var handicappet på tidspunktet for opsigelsen. Indklagede burde allerede ved mulighedserklæring af 13. februar 2013 have forstået, at klager havde en langvarig funktionsnedsættelse og derved var handicappet. Indklagede burde derfor allerede på dette tidspunkt have overvejet og iværksat hensigtsmæssige foranstaltninger. Indklagede har ikke taget skridt til at foretage nogen form for hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at afhjælpe konsekvenserne af klagers funktionsnedsættelse, herunder i form af en bærbar PC, som ville nedsætte klagers transporttid, generel nedsættelse af kørselstimer, tilbud om nedsat tid eller tilknytning af personlig assistent. Forud for klagers ulykke var der bestilt bærbare PC er til alle ansatte, men den PC, der var tiltænkt klager, blev tildelt en anden under klagers sygefravær. Da hun vendte tilbage til arbejdet efter sit sygefravær, kunne hun ikke få tildelt en bærbar PC, så længe hun var på deltid. Klager gjorde flere gange indklagede opmærksom på, at det skabte en uholdbar situation for hende, idet hun så var tvunget til at køre til kontoret for at rapportere på sine sager. Klager har fremlagt en liste over det personale, der har fået udleveret en bærbar computer, hvor klagers navn er streget over. Af den fremlagte jobbeskrivelse fremgår det, at man som kontaktperson jævnligt skal skrive statusrapporter, lave tidsregistreringer, køresedler m.v. og bruge tid på andet administrativt arbejde. Det fastholdes på den baggrund, at en personlig assistent ville have været en relevant og aflastende tilpasningsforanstaltning for klager. Klager bestrider, at der var indgået aftale om, at hun skulle have sin daglige gang i huset, og at hun derfor ikke havde behov for en bærbar PC. Henset til at særligt kørsel var belastende for klager, forekommer det særdeles uhensigtsmæssigt, at hun ikke blev tildelt en bærbar PC, således at hun kunne arbejde hjemmefra. Det forhold, at der kun var to kilometer mellem klagers bopæl og arbejdspladsen, er ikke afgørende for, om klager havde behov for en bærbar PC og dermed mulighed for at arbejde hjemmefra. Klager arbejdede som kontaktperson for borgere spredt over hele kommunen og afstanden til borgerne var forholdsvis lang, uanset om klager kørte fra arbejdspladsen eller fra sin bopæl. 7

8 Ved at arbejde på nedsat tid, kunne klager ikke tilse det samme antal borgere som ved at arbejde på fuld tid. Havde indklagede tilbudt klager at arbejde hjemmefra via en bærbar PC, kunne hun have nået at tilse flere borgere, idet hun så efter besøg hos borgere ikke skulle tilbage til arbejdspladsen for at skrive statusrapport, lave tidsregistrering, køresedler m.v. Klager havde ikke adgang til en bestemt PC på arbejdspladsen, men måtte finde en ledig PC, hvilket ofte var vanskeligt. Det var således ikke muligt at sikre klager en speciel arbejdsplads med de nødvendige skånehensyn i form af hæve/sænkebord og specialstol, som indklagede påstår, at de har iværksat. Hvis indklagede havde tildelt klager en bærbar PC, ligesom alle andre i samme jobfunktion fik tildelt en, og dermed havde muliggjort hjemmearbejde, kunne klager have undgået ventetid på arbejdspladsen, når der ikke var en ledig PC til rådighed, og hun kunne i stedet have varetaget sine administrative opgaver hjemmefra. Dette ville have nedsat antallet af kørselstimer, idet klager havde haft mulighed for at køre direkte mellem sin bopæl og borgerne. Klager henviser til støtte for sin synspunkt til en afgørelse fra United Kingdom Employment Appeal Tribunal (Appeal No. UKEAT/0097/13/BA af 26. november 2013), der fastslog, at såfremt en handicappet medarbejders funktion kan udføres i en afdeling tættere på medarbejderens hjem og arbejdsgiveren ikke har tilbudt omplacering, foreligger der en tilsidesættelse af tilpasningsforpligtelsen. Indklagede fokuserede på, at klagers situation krævede fysiske hensyn i arbejdsdagen, hvilket de ikke var villige til at efterkomme. Klager er således reelt opsagt under henvisning til, at indklagede anså de skønnede hensigtsmæssige foranstaltninger for urimeligt byrdefulde for kommunen. Det bestrides, at klager ikke var i stand til at arbejde på nedsat tid. Det fremgår af referater fra de afholdte møder den 22. marts 2013, 12. juni 2013 og 26. juni 2013, at klager kunne arbejde velfungerende 25 timer om ugen. Ved at fritstille klager afskar indklagede hende fra at kunne bevise, at ansættelse på nedsat tid ville fungere. Indklagede har således ikke givet klager mulighed for at vende tilbage til arbejdet på nedsat tid. Indklagede gør gældende, at de ikke har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Indklagede bestrider, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Indklagede har fulgt deres politik om sygefravær. Der har løbende været afholdt sygesamtaler/fastholdelsessamtaler og i forlængelse af disse samtaler har der været iværksat tiltag under hensyn til de nødvendige skånehensyn. Klager har: været bevilliget psykologsamtaler fået tildelt de nødvendige fysiske hjælpeforanstaltninger - efter aftale med ergoterapeut haft mulighed for at forsøge at vende tilbage til arbejdet på nedsat tid. I første omgang med optrapning i timetal efter løbende samtaler med klager - siden ifølge konkret genoptrapningsplan fået tilrettelagt opgaverne specifikt i forhold til skånehensyn - blandt andet opgavetyper og kørselsafstand 8

9 haft tilknyttet ekstra hjælp/bistand fra koordinator - blandt andet hjælp til at strukturere arbejdsdagen/ opgaverne Klager arbejdede som kontaktperson for mange sårbare børn og unge. Det er ikke muligt at gøre brug af personlig assistance i et job som kontaktperson. En kontaktperson skal besidde nogle særlige kvaliteter for at kunne varetage det daglige arbejde, idet personen skal have både en fysisk og psykisk robusthed for at kunne give den rådgivning og vejledning, som de sårbare unge har brug for i en given situation. Udarbejdelse af statusrapport m.v. er kun en meget lille del af den samlede arbejdstid. Der er tale om en arbejdsfunktion, hvor der er behov for meget kollegial sparring, idet en kontaktperson i det daglige "bruger sig selv" i meget vidt omfang. Arbejdsfunktionen egner sig således ikke til hjemmearbejde i vidt omfang. Det er korrekt, at der blev indkøbt nogle bærbare PC ere, men hverken alle medarbejdere eller alle medarbejdere i samme funktion som klager fik udleveret en. Da klager genoptog arbejdet på nedsat tid, var det aftalt, at det var vigtigt for klager at have sin gang i huset og således bevare kontakten til kolleger m.v. Der blev ligeledes indrettet en speciel arbejdsplads med hæve/sænkebord og specialstol i forhold til de skånehensyn, der var. Specialstolen stod altid til rådighed for klager, men det kunne være forskellige hæve/sænkeborde, hun benyttede. Klager havde desuden sin bopæl kun ca. to kilometer fra arbejdspladsen. Det har ikke i forbindelse med sygesamtalerne/fastholdelsessamtalerne været fremført, at det var et problem for klager, at hun ikke havde en bærbar PC er. På trods af de mange tiltag, der havde været iværksat, blev det mere og mere tydeligt, at der ikke kun var tale om at iværksætte fysiske foranstaltninger, men at klager rent psykisk/mentalt ikke var i stand til at varetage jobbet som kontaktperson, uanset hvilket timetal klager var på. Hvis indklagede skulle have fastholdt klager i jobbet, skulle de som arbejdsgiver pålægge sig selv en uforholdsmæssig stor byrde, da klager hele tiden havde brug for støtte fra koordinator, ligesom der var mange øvrige hensyn, der skulle tages i forhold til arbejdstilrettelæggelsen. Der måtte for eksempel ikke være lang køreafstand og fysiske opgaver. Det var ikke muligt at iværksætte foranstaltninger, der ville have betydet, at klager ville være i stand til at varetage jobbet som kontaktperson på lige fod med sine kolleger. Indklagede fandt på opsigelsestidspunktet ikke, at klager havde den fornødne fysiske og psykiske robusthed til at bestride jobbet som kontaktperson. Indklagede finder ikke, at nedsat tid ville forbedre dette. Indklagede fandt det heller ikke muligt at omplacere klager inden for samme fagområde med de skånehensyn, hun havde. 9

10 Nogle af de af klager fremlagte lægeoplysninger har indklagede ikke haft mulighed for at indhente. Der er desuden fremlagt oplysninger, som er indhentet efter klager var fratrådt. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af blandt andet handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven). En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle en lønmodtager ved afskedigelse på grund af handicap. En arbejdsgiver skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse. Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet "handicap" i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb. Klager var den 24. maj 2012 involveret i en trafikulykke. Klager havde efter ulykken hovedpine, nakkesmerter, smerter i lænderyggen og smerter i skuldre. Hertil kommer hukommelses- og koncentrationsbesvær samt psykiske gener. Klager var efter ulykken sygemeldt i 6 måneder, hvorefter hun genoptog arbejdet 10 timer om ugen. Hun trappede herefter op i timetal, men måtte trappe ned igen, da hun ikke kunne klare at arbejde på fuld tid. Ligebehandlingsnævnet vurderer på den baggrund, at klagers helbredsmæssige problemer hindrede hende i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og at denne begrænsning var af lang varighed. Klager har derfor et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager blev opsagt med henvisning til, at hun havde været sygemeldt siden den 25. maj 2012 og fortsat var sygemeldt, at hun havde arbejdet på nedsat tid siden november 2012, og at indklagede vurderede, at der var mange usikkerhedsmomenter i forhold til, hvornår hun ville være i stand til at genoptage arbejdet på fuld tid og ved fuld arbejdsstyrke. Da disse forhold skyldes klagers handicap, finder nævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Det fremgår af funktionsbeskrivelsen for kontaktpersoner at kontaktpersontilbuddet er en forebyggende og tidlig indsats til børn og unge, som af en eller anden grund udviser bekymrende adfærd og udvikling. Indsatsen gives, hvor det skønnes at den unge/barnet kan profitere af en fast voksenkontakt, som den unge/barnets familie ikke anses at kunne opfylde. 10

11 Målgruppen for tilbuddet er således børn og unge med diagnoser, kriminalitets- og/eller misbrugsproblematikker, skole-, adfærdsproblemer, manglende voksenkontakt m.v. Det fremgår desuden, at man som kontaktperson skal have nogle særlige kvalifikationer i forhold til barnet/ den unge. Indklagede har oplyst, at man som kontaktperson skal have både en fysisk og psykisk robusthed for at kunne give den rådgivning og vejledning som de sårbare unge har brug for i en given situation. Indklagede fandt, at klager på opsigelsestidspunktet ikke havde den fornødne fysiske og psykiske robusthed til at bestride jobbet, uanset om hun arbejdede på nedsat tid. De oplyser også, at udarbejdelse af statusrapport med videre kun udgør en meget lille del af den samlede arbejdstid. De mener ikke, at det var muligt, at gøre brug af en personlig assistent i forhold til klagers konkrete jobfunktion. Det fremgår af 17. betragtning i direktiv 2000/78 og af lovens forarbejder, at forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap ikke kræver fortsat ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling, med forbehold af forpligtelsen til i rimeligt omfang at foretage tilpasninger af hensyn til personer med handicap, herunder en eventuel nedsættelse af disse personers arbejdstid. Set i lyset af klagers konkrete jobfunktion, og de krav der stilles til en medarbejder i denne funktion og set i lyset af klagers handicap, hvor hun havde hovedpine og smerter i nakke, ryg og skuldre samt havde gener i form af hukommelses- og koncentrationsbesvær og psykiske gener, finder nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at klager ikke længere var i stand til at varetage arbejdet som kontaktperson, og at klagers begrænsninger ikke kunne afhjælpes ved brug af nedsat tid, en personlig assistent eller ved andre egnede tilpasningsforanstaltninger, der ikke var urimelige byrdefulde for indklagede. Klager får derfor ikke medhold i klagen. < > 11