N. KOCHS SKOLE Trøjborgvej 75, 8200 Århus N. Fax: Tlf: AFSLUTNINGSTALE

Transkript

1 N. KOCHS SKOLE Trøjborgvej 75, 8200 Århus N. Fax: Tlf: Trøjborg d. 23. juni 1995 AFSLUTNINGSTALE Kære 9. og 10. klasse. Nu er dagen kommet, hvor I skal forlade det sikre - "flyve fra reden" - siger man. Normalt mener man vel flytte hjemmefra - men det at forlade børneskolen er en næsten ligeså stor omvæltning i livet. De fleste af jer skal igang med noget ukendt - nogle af jer fra 9. klasse tager 10. klasse med, og selvom det er meget anderledes, er det ikke helt så ukendt. Hvordan vil I klare jer derude i det "virkelige" liv? Er I flyvefærdige? Sætter I af fra redekanten - slår vingerne ud og styrer elegant mellem grene og træer op i det blå? Sidder I på kanten og kigger lidt og tænker, der er godt nok langt ned - tager et lille hop over på en anden gren og slår kløerne godt i, mens I prøvende basker med vingerne og måske ønsker jer tilbage til den lune, sikre rede? Og vi står der - forældre og skole - og ser spændte til: Kan vingerne bære? Vi synes, at vi har gjort vores - skolen kan ihvertfald ikke gøre mere nu - men vi ville alligevel gerne spænde en faldskærm på ryggen af jer. Vi tænker på, hvordan, hvor langt, hvor højt og hvor hen I vil flyve? Jeg tror, at en af menneskets ældste drømme er at kunne flyve - flyvning som den højeste grad af frihed. Da min datter, Marie var lille (hun er nu 21), drømte hun også om at kunne flyve, og i flere år var vores godnatsang denne her: Jeg har en flyvemaskine, og den har vinger på. I kan tro, at de er fine, for de er malet blå. Og når den flyver om natten, gi'r jeg den lygte på.

2 Der er ingen, der kan ta' den. For hvem kan himlen nå? Og så det sidste vers, som jeg var specielt glad for: Min far han sidder og læser, men han har lovet mig, at en dag, det rigtig blæser, så flyver han og jeg. Man kan måske sige, at det snarere er det, I skal igang med: at gå ombord i en flyvemaskine og flyve det første stykke på en rute med mange mellemlandinger og uden præcis viden om, hvor I lander. Altså ikke "fri som fuglen", men lukket inde som i et flyvende bur. Det er vel ellers friheden, selvbestemmelsen, vi drømmer om og stræber efter - det er vel derfor, mennesket altid har drømt om at kunne flyve ved egen kraft. En drøm, der er afprøvet med mislykkede og mange gange katastrofale resultater for mennesket, og som der er fortalt om mange gange i tidens løb i sagn og eventyr, hvor det er muligt for mennesket at flyve. Jeg husker et sagn fra det gamle Grækenland, det er fortalt på flere forskellige måder, så nu får I min. Der var engang en rig konge på øen Kreta. Han hed Minos, og der er flere historier om ham, men dem må I selv læse. Han besluttede sig til at få bygget en labyrint, som ingen ville kunne finde ud af, hvis de først var kommet ind. Han spurgte derfor en af de bedste og mest kendte håndværkere og bygmestre, Daidalos, om han ville påtage sig opgaven. Daidalos sagde ja og tog sin søn Ikaros med. Arbejdet tog flere år, men endelig var de færdige. Kong Minos var noget af en slyngel så i stedet for at betale for arbejdet, lod han Daidalos og Ikaros mure inde øverst i et tårn. Han ville nemlig være sikker på, at ingen fik fat i en tegning af labyrinten. Men Daidalos var også opfinder og meget snild på fingrene. Han kunne se, at de kun kunne flygte gennem luften, derfor iagttog han fuglene meget nøje og fandt ud af, hvordan de brugte vingerne, når de fløj. Han fangede nogle fugle og studerede vingernes opbygning, og så lavede han 2 sæt vinger af bivoks og fuglefjer. Han forklarede Ikaros, hvordan han skulle gøre, og om natten steg de op på kanten af muren øverst på tårnet. De tog mod til sig og kastede sig ud. Hvis vingerne ikke kunne bære, var de sikre på at blive slået ihjel mod klipperne neden for tårnet. Men vingerne bar, og de svævede væk fra tårnet godt skjult af natten. De bevægede armene eller vingerne skulle jeg måske snarere sige, og det viste sig, at de var lavet så godt, at de ikke bare kunne svæve som en drageflyver, men de kunne faktisk flyve. De fløj udover havet, og da solen stod op, var de langt fra Kreta. Daidalos havde forklaret Ikaros, at han skulle holde sig lige bagved ham og passe godt på, at han ikke kom for tæt til vandet, fordi fugten kunne sætte sig i vingerne og tynge ham ned, han måtte heller ikke flyve for højt, fordi varmen fra solen kunne 2

3 smelte vokset, så fjerene faldt af. Ikaros nød flyvningen og friheden og begyndte at eksperimentere lidt, mens han fløj bagefter sin far. Solen kom højere på himlen, og varmen tog til. Ikaros kiggede frem og ned for at se efter land, men så kun havet. Han kunne ikke dy sig, men steg lidt, kunne stadig ikke se land og steg så yderligere op. Det var en fantastisk fornemmelse, og han blev helt overmodig og steg og steg. Daidalos kiggede sig tilbage og kunne ikke få øje på Ikaros. Han blev bange og kiggede ned og så op, og der fik han øje på en lille sort prik mod solen. Han råbte for at advare Ikaros, men det var forsent. Varmen fra solen smeltede vokset på Ikaros' vinger, fjerene begyndte at falde af og Ikaros mistede kontrollen og styrtede som en sten mod havet. Daidolos kunne kun se til, mens Ikaros ramte havet med voldsom kraft. Daidalos dykkede ned, men kunne intet gøre. Ikaros var død. Daidalos måtte tynget af sorg flyve videre og nåede frem til Italien, hvor han landede sikkert. Det hav, Ikaros styrtede ned i, er det, der idag kaldes, Det Ikariske Hav. Ifølge dette sagn er det altså muligt for mennesket at flyve, men også livsfarligt. Det kræver mod og omtanke - ikke at lade sig besnære af friheden og de fantastiske muligheder, men holde hovedet koldt og ikke blive overmodig. Balancen mellem drømmen/fantasien - flyvningen og friheden - og det helt jordnære - tyngdekraften og begrænsningerne - er vigtig i vores hverdag som mennesker. Men modet til at prøve det nye og måske umulige er lige så vigtig. Uden at hæve os op over det almindelige får vi ikke nye perspektiver - ser ikke mulighederne - og uden at lære virkeligheden at kende forbliver vi fantaster. Det er derfor vigtigt at lære at flyve, nogle kan det sikkert fra starten af deres liv, men for dem er det også vigtigt at lære, hvordan man flyver nede på jorden. Jeg vil prøve at fortælle jer om mine egne oplevelser og erfaringer med flyvning. Jeg kan ikke huske, hvilket år jeg fløj første gang, men det er en 8-10 år siden. Jeg var inde i en stor hal. Det var nat. Jeg havde fået en ide om, at et bestemt afsæt fra jorden kunne få mig til at svæve - ophæve tyngdekraften. Et afsæt, I ser noget tilsvarende i boldspil - fodbold, hvor en spiller hopper op og ligesom bliver "hængende" lidt længere end de andre og derved bliver fri til at heade bolden - i volleybold, hvor nogle er i stand til at hoppe op og "hænge" ved nettet (det ser ud ligesom i en film, hvor man "fryser" billedet), og så kommer smashed først - i håndbold, ligesådan, en spiller hopper højt op og bliver "hængende", forsvarerne falder ned, og målmanden er gået, og så først kommer skuddet. Det afsæt, jeg søgte, var med samlede ben og et bestemt ryk - det er svært at forklare, men hvis I har billedet fra før, kan I måske forestille jer det. Jeg prøvede mange gange og havde en fornemmelse af, at jeg var tæt på, jeg "hang", men manglede lige det sidste i at blive der. Jeg koncentrede mig 100 % og gav alt, hvad jeg havde i mig i et desperat ryk og kom fri - jeg blev "hængende" - tyngdekraften var ophævet - mine fødder var ca. en meter over gulvet. Jeg var forbløffet - egentligt havde jeg vel ikke troet, at det var muligt - det var helt fantastisk. 3

4 Jeg prøvede forsigtigt at bevæge armene, og det gjorde, at jeg kunne stige lidt, dreje eller dale. Jeg turde selvfølgelig ikke stige ret højt - jeg troede ikke helt på, at tyngdekraften, min vægt var ophævet - så meget mere end en 3-4 meter skulle jeg ikke op i luften. Jeg var også glad for, at jeg var indendøre, for så ville jeg da ramme loft eller vægge, hvis jeg mistede kontrollen eller lavede fejl. Det gik nu godt, og jeg kom sikkert ned igen. Der gik et stykke tid. Jeg vidste godt, at det måtte have været en drøm, jeg havde haft, men den var meget mere virkelig end andre drømme. Pludselig en nat var jeg igen i hallen. Nu kunne jeg se, at det var en gammel maskinhal eller sådan noget. Der var ikke meget lys, månen skinnede ind gennem nogle store vinduer og gav et lidt uvirkeligt og koldt skær. Jeg koncentrede mig, og det lykkedes allerede første gang at finde den rigtige måde at sætte af på. Denne gang var jeg ikke helt så bange for at falde ned eller miste kontrollen, så jeg fik prøvet en del mere, feks. at stå på hovedet midt i luften. Jeg kom i hallen nogle flere gange - altid om natten, og jeg var helt alene. Jeg fik øvet mig en masse og blev efterhånden ret god. Det gik langsomt, men jeg kunne styre. En nat vovede jeg mig så endelig uden for. Jeg kan huske, at det var stjerneklart og uden vind. Der var en lampe, der lyste på en el-mast. Jeg satte af og svævede i et frit rum, steg op i højde med el-trådene og fløj langsomt henover træerne. Det var en ubeskrivelig fornemmelse - en total oplevelse af frihed. Der var ikke noget Supermand over det - hverken med hensyn til fart eller stil. Han rækker bare en hånd frem og suser så afsted. Jeg nærmest tog svømmetag med armene og baskede med benene. Det så nok lidt klodset ud, mens jeg langsomt og lidt i siksak og op og ned svævede afsted. Det var stadig en særdeles virkelig oplevelse, selvom jeg godt vidste, at det måtte være en drøm. Jeg kan aldrig huske mine drømme - engang imellem kan jeg huske, at jeg har drømt, men kun meget tåget, hvad jeg har oplevet. Mine flyvedrømme stod klart, og jeg kunne spole frem og tilbage i dem. Jeg tror, at der var gået et par år, og jeg var efterhånden blevet meget god til at flyve. Jeg kunne flyve med en nogenlunde hastighed - vel km. i timen - og havde efterhånden set en del oppe fra en rimelig højde - jeg havde dog næppe været højere oppe end en meter, men det er også rimeligt højt, skolen er nok knap 20 meter op til tagryggen. Jeg havde aldrig turdet fortælle nogen, at jeg kunne flyve. Dels kunne de tro, at jeg var lidt tosset, dels var jeg bange for at komme til at glemme afsættet - at magien forsvandt. De tog det nu meget pænt, da jeg fortalte det - syntes vist også, at det var interessant - der var også enkelte, der selv fløj, godt nok på en anden måde end min. Jeg ventede nu spændt på, om jeg havde mistet evnen, men der gik heldigvis ikke ret lang tid, før jeg igen var ude at flyve. Det sker nu også engang imellem, at der er andre mennesker tilstede, når jeg flyver - de flyver godt nok ikke - men de synes ikke, det er mærkeligt, at jeg kan flyve. Jeg har øvet mig meget og er blevet god til det. Jeg ved ikke længere, hvor hurtigt jeg kan flyve, det er som om, der ingen grænser er - det virker,som om jeg har været oppe på mindst 200 km. i timen. Og jeg har virkeligt været højt oppe - måske meter - jeg har set Århus i fugleperspektiv. Men jeg har svært ved at bremse hurtigt 4

5 op og bratte sving er heller ikke lette. Derfor flyver jeg kun hurtigt, når jeg er højt oppe. Det er ikke altid, jeg kan bruge flyvningen. For en måneds tid siden, var en af vores katte, Mads, en gråstribet gårdkat væk i et par uger. Det var jo forår, og han er en hankat, så det er meget naturligt - alligevel var vi lidt bekymrede og snakkede en del derhjemme om, hvor han kunne være, og om han måske var blevet kørt over. En dag besluttede vi at gå ud og lede efter ham, og jeg syntes, at det var det letteste, at jeg overfløj området. Jeg gik op - her skal jeg lige indskyde, at det er en spændende oplevelse at se et landskab, man plejer at gå rundt i fra oven, utroligt at det kan lade sig gøre, når man nu aldrig i virkeligheden har set det derfra - nå, det tænkte jeg nu ikke på i eftersøgningen, det var først bagefter. Jeg opdagede derimod, at hvis jeg fløj hurtigt, måtte jeg højt op, og så kunne jeg ikke se en kat i græsset - jeg havde jo stadig mine briller på. Og når jeg gik langt ned, måtte jeg flyve meget langsomt og havde utroligt svært ved både at holde øje med træerne og se efter katten. Jeg opgav at flyve og deltog i eftersøgningen på gå-ben ligesom de andre. Vi fandt ham ikke i drømmen, men han kom til vores store lettelse hjem nogle dage efter i virkeligheden. Og sådan er det vel. Når jeg er vågen, har jeg har glemt afsættet. Jeg flyver altid alene, mens jeg i virkeligheden altid er sammen med andre mennesker. Men jeg tror, at flyvningen er nødvendig, fordi jeg har brug for frihed og mod til at lade tankerne, underbevidstheden flyve og slippe jordforbindelsen. Se med nye øjne, fra andre synsvinkler på de mange muligheder vi altid har for at udvikle os og løse problemerne i virkeligheden. For det er i virkeligheden, her nede på jorden, vi skal kæmpe for friheden. Det er her, friheden skal flyve. Vi lever i en barsk verden, hvor det kan være svært at bevare håbet: arbejdsløshed, forurening, krige, flygtninge, hungersnød, fremmedhad, kriminalitet - kort sagt egoisme. Alene kan det virke uoverskueligt at kæmpe imod alt det og for frihed, men vi må ikke give op. Vi er mange, og står vi sammen, har vi også mulighederne. Det har Clausen og Petersen engang lavet en sang om: "Friheden flyver". Vi får den med et lærerband, men den står også i de sange, I har fået, så syng bare med allesammen. Stjernerne blinker, jorden drejer rundt, fuglene synger til solen. Få har det godt, mange lider ondt på asfalten blegner violen. Menneskeskabt er hadets bånd 5

6 og ondskabens tunge lænker. Stærk og god er den hånd som på havets bund det sænker. Ofte vil man binde frihedens fugl for at få sangen til at forstumme. Men den kan ikke holdes i skjul. Lad det tordne fra frihedens tromme. Finder du pladsen i livet for trang er din rose spærret inde? Slås du alene bli'r kampen for lang, men sammen kan vi friheden finde. Mit ønske for jer er ikke, at I er flyvefærdige, som jeg begyndte med, men at I vil lære at flyve på en sådan måde, at vi får friheden her ned på jorden. Jeg tror, at I får brug for hjælp, og jeg har tænkt over, hvad vi kunne give jer mere, end vi har gjort. Først tænkte jeg som sagt på en faldskærm. Vi kaster jer ud eller op som denne bold, og når den når toppen, åbner den sig, og faldskærmen folder sig ud, og I daler ned og får atter benene på jorden. Men nej, der er ingen magi i det. I har brug for en amulet. Jeg gik til indianerne, engang et frit folk, der kaldte sig selv mennesker - og de kunne flyve. Der fandt jeg inspirationen til jeres amuletter. Det er en dansk kvinde, der har lavet dem til jer og puttet magien i. Til drengene er der lavet et lille skjold - til pigerne et vedhæng eller ørenring - I må gerne bytte med hinanden. De er lavet af fuglefjer og sten. I kan lære at styre ved hjælp af amuletten. Når I skal flyve, koncentrerer I jer om fjeren. Den kan løfte jer op, næsten hvorhen I vil. Kommer I for højt op, vil stenen blive tungere og hjælpe jer ned på jorden igen. 6

7 Amuletten er nemlig i balance - den balance, der hele tiden er i bevægelse, og som er med til at skabe friheden og fornyelsen. Held og lykke med jeres liv. Kærlig hilsen Stig 7