Søndag septuagesima I. Sct. Pauls kirke 1. februar 2015 kl Salmer: 745/30/599/170//365/439/743/752.

Transkript

1 1 Søndag septuagesima I. Sct. Pauls kirke 1. februar 2015 kl Salmer: 745/30/599/170//365/439/743/752. Åbningshilsen + I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen. Så blev det februar og farven skifter i dag til eftertankens lilla farve, vi går ligeså stille i gang med vore påskeforberedelser. Og vi forbereder os længe forberedelse. Vi forbereder påsken mere end dobbelt så lang tid som julen. Det er i dag 9. søndag før påske, søndag septuagesima, cirka 70 dage til påske. Langsomt sigter vi nu ind mod påsken og tager i dag hul på tre søndage under den samlende overskrift: forfasten. I fastetiden toner vi lidt ned og faster fra englesangens Gloria og glædens Halleluja. Temaet i dag er: Nåden og tjenesten. Forholdet mellem det vi får og det vi gør. Vi skal bakse med retfærdighed og barmhjertighed, stolthed og misundelse og smålighed og få et nådens sind. Det sker her den første søndag i februar som folkekirken har gjort til Diakoniens søndag. Det vil mærkes ved gudstjenesten og kirkefrokosten som i dag er gratis ligesom nåden er! Fulgt op af et møde i

2 2 max en time om vores lokale diakoni: hvordan er den, har vi overset nogen eller noget, hvad skal vi gå efter i fremtiden fra kirken og i den enkeltes liv? Jeg beder alle som overhovedet kan, om at være med. Jeg leder mødet og vores diakonale sognemedhjælper, Martin Frøkjær-Jensen, siger noget til os og vi får lejlighed til at tale om det ved bordene. Du er kommet i kirke som du er. I dag måske med dit slid og slæb, din træthed og dit mismod og dine ringe forventninger til livet. Denne søndag har da noget særligt godt til os i dag. Og lad os da her til at begynde med spejle os i Guds lys, i Hans retfærdighed og barmhjertighed og bekende vores stolthed og misundelse, vore kolde hjerter? Er jeg smålig? Er jeg en doven krop? Side fire i højmesseguiden Prædiketeksten er læst fra kortrappen: Matt 20,1-16 Bøn. Lad os bede Herre, du er retfærdig, ja mere: du er god. Giv os øjne, der ser med dit blik på andre og på os selv. Amen. Prædiken

3 3 Det skal gå retfærdigt til. Det skal gå til efter reglerne. Vi vil ikke snydes. Navnlig folk, der har slået sig op på slid og arbejde, tænker sådan. Op ad retfærdighedskravet ligger trangen til stolthed. Det gælder ikke kun AGF: stolte som få, selv om vi nu i mange år ikke har haft så meget at have den i. Nogle er stolte af deres klogskab og viden, andre af deres flittige og dygtige hænder og andre af social position og velstand. Eller stolte af det, vi selv har præsteret og udrettet. Og opad de to ting klæber misundelsen over for dem, der er dygtigere og bedre og har opnået større positioner end vi selv og særligt, hvis de er kommet lettere til det end os. Vi kan være så sært smålige. Det er pinligt, når vi ser det hos andre, men vi set det ofte ikke, når vi er selv smålige. Dette forhold til retfærdighed, stolthed, misundelse og smålighed kan vi let komme til at overføre på forholdet til Gud og livet i en menighed. Peter har netop spurgt Jesus: Vi har forladt alt og fulgt dig, hvad får så vi? Vi kan godt forstå ham. Selv om vi slet ikke har forladt alt, så har vi valgt side og valgt at tro og leve i den tro. Det kan vi have betalt en pris for og nogle har slidt i det kirkelige arbejde i mange, mange år. Hvad får vi så ud af det?! Hvad giver det? Jesus svarer: I bliver forfremmet i Guds rige og får større opgaver. Den, der forvalter sit liv

4 4 godt, bliver belønnet i den kommende verden. Og der hvor I har lidt afsavn, får I 100 gange igen sammen med det evige liv. Så de får virkelig noget ud af det. Jesus sætter nemlig pris på kristne, der lever i deres tro og gør noget for andre i menighedens liv og i samfundshusholdningen. Jesus værdsætter sine slidere og der er også forbundet velsignelse ved at være i Hans tjeneste. Kære menighed, hvor I er så mange slidere i menighedens liv og trofaste deltagere i gudstjenesten i mange år: Gud værdsætter jeres indsats, Han velsigner jer og I har det bedste foran jer! Men når Han har sagt det til Peter, siger Han tankevækkende: Men: mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første. Og så fortæller Han lignelsen om arbejderne i vingården, som om Han vil sige til Peter og flittige og slidte kristne: Gud er altid retfærdig over for jer, der går ikke noget fra jer, men husk at den gode retfærdighed altid har barmhjertigheden i sig. Hav ikke jeres stolthed i jer selv og det I har udrettet men i at være i mit rige. Glæd jer med dem, der får del i samme nåde som jer også når de ikke har været med så længe og gjort så meget som jer. Og så slutter Han med at sige, idet Han nu vender på ordene: Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.

5 5 Hvorfor siger Han det til trofaste langtidsholdbare kristne? Fordi der kan gå råd i retfærdigheden, den kan blive kold og kynisk, knejsende og smålig. Gud er ikke lunefuld. Han kan ikke bestikkes. Han er ikke tilfældig. Han siger ikke et én dag og noget andet en anden dag. Han er netop retfærdig. Men Hans retfærdighed ser ikke retfærdig ud her. De, der har slidt i tolv timer får samme løn som dem, der blot har arbejdet én time inden fyraften. Derfor reagerer tolvtime arbejderne og bliver onde i sulet. De har slidt og slæbt i mange timer og så stilles de lige med dem, der knap nok fik sved på panden. Men der blev faktisk ikke begået uret mod dem, der har arbejdet i tolv timer. Han snød dem ikke. De fik det, de havde indgået overenskomst og pagt om. Ejeren valgte blot at give dem, der havde arbejdet én time det samme. Det har han lov til, firmaet er jo hans. Godheden fra Gud kaldes nåde og nåde betyder det, der ligges oveni. Gud bestemmer. Han har lov til at gøre med det, der er Hans, som Han vil. Og så højdepunktet: Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Forfærdeligt: se Gud gøre godt mod en anden og så blive ond af det! Lad det ikke ske, I trofaste kristne! Gud elsker indercirklen, men også alle andre og Han ser altid ud ad kirken ud hvor mennesker er for at give

6 6 dem del i sin forbavsende godhed og bruge dem arbejdsløse eller ikke. Se på dem, der blev kaldt på kl. 17: Ingen har spurgt efter dem før i 11. time. Nu fik de muligheden der til sidst og hvad forventer de? En 1/12 af en dagløn, naturligvis. Og så får de dette uventede, helt ud over al rimelighed: Dagløn for en times arbejde. For at skal vide, at vi netop ikke frelses ved vore gerninger eller lang og trofast tjeneste, alene ved Guds nåde. Ikke ved andet. Vi kan blot tage imod den og undres lykkeligt. Ja, og tænk om det gik retfærdigt til hos Gud? Så gik den ikke for os. Det ved enhver ærlig kristen som har levet med Gud, at den går ikke. Vi skal være glade for, at Gud oven i sin retfærdighed ligger sin nåde, Han lader nåde gå for ret, som vi sang. Det her skal rense vort sind og give os en helt ny måde at tænke på, der rimer med Guds sind. Vi skal disciplinere og beslutte os til at være hårde over for vores egen stolthed og smålighed og tackle misundelsen ved at se på Hans godhed og lade os fylde af den. Tænk også på, at vi ikke, når nøden banker på døren, ikke kan bruge vores egen stolthed til noget. Og: hvad har vi, som vi ikke har fået givet?! Vi fik lov at kende Kristus tidligt i livet og komme ind i kirkens liv,

7 7 hvilken gave og privilegium. Lad os bare være stolte - af Gud! Jeg er stolt af den Gud, vi kender i Jesus! Derfor: skrot misundelsen og vær glad med den glade. Men det her kan vi vel ikke indrette vort samfund efter? Nej, det vil nok ikke gå, for så vil folk kun arbejde én time om dagen. Og vi skal udrette det vi kan og en arbejder er sin løn værd. Og dog er der et element af det her der har præget vores samfund: Vi skal yde efter evne og nyde efter behov! Det er ikke firkantet paragrafretfærdighed, men barmhjertig retfærd. Men hos Gud er det endnu større. Han lægger oveni og det skal vi være glade for og derfor siger vi: Lovet være Gud... Amen.

8 8