Indvandrere og kriminalitet

Transkript

1 Kriminalistisk Instituts Årbog 1992 Indvandrere og kriminalitet af Britta Kyvsgaard I diskussioner om indvandrere og kriminalitet har forskellige tal været fremme. I artiklen gennemgås den forskning, der findes på området. Behovet for en grundig undersøgelse, der tages hensyn til indvandrernes særlige sociale og geografiske placering i det danske samfund, understreges. Indledningsvis vil jeg gerne understrege, at det er almindeligt, at børn og unge begår kriminalitet. Blandt årige har 3 ud af 4 erfaringer med butikstyveri, hærværk, tyveri fra skolen eller lignende bagatelagtig og mindre alvorlig kriminalitet. Denne form for almindeligt udbredt børne- og ungdomskriminalitet ses gerne som et led i den frigørelsesproces, der foregår under puberteten. På den anden side skal det også fastslås, at det ikke er almindeligt, at børn og unge begår alvorligere kriminalitet som indbrud, røverier og overfald. Det er der kun ganske få, der gør. Kriminalitet blandt indvandrere i Danmark Det spørgsmål, jeg skal søge at belyse, er, om unge indvandrere begår mere kriminalitet, end unge danskere gør. Den viden, vi har om dette spørgsmål her i landet, er desværre forholdsvis begrænset. Der foreligger to landsdækkende undersøgelser vedrørende domfældelser af udenlandske og danske statsborgere. Den ene omhandler domfældelser i 1983, den anden domfældelser i 1988 (Juhler & Schwarz 1986; Juhler, Orth & Schwarz 1992). Jeg skal opholde mig lidt ved den seneste. Denne undersøgelse, der altså fortæller hvor stor del af de domfældte, der er indvandrere, giver tildels modsatrettede resultater. På den ene side viser undersøgelsen, at der er forholdsvis flere indvandrere end danskere, som kommer i konflikt med loven. Det gælder såvel de unge indvandrere under 20 år som indvandrere i aldersgrupperne over 30 år og er således ikke et specielt ungdomsfænomen. I forhold til det antal indvandrere, der er i Danmark, skulle man - hvis indvandrere og danskere begik kriminalitet i lige stort omfang, og forudsat de i øvrigt har samme opdagelses- og domfældelsesrisiko - forvente, at ud af hver hundrede domfældte ville 3 være indvandrere. I undersøgelsen finder man, at der reelt drejer sig om 5. Altså knap dobbelt så mange, som forventet. På den anden side viser undersøgelsen, at de domfældte indvandrere gennemgående dømmes for færre kriminelle handlinger end danske domfældte. Gennemsnitligt omhandler domfældelserne af danskere således 4,2 kriminelle forhold, mens det for indvandrere drejer sig om 2,7 kriminelle forhold. Sagt mere firkantet når undersøgelsen frem til, at der er flere blandt indvandrerne, som er domfældt, men til gengæld er de domfældte indvandrere ikke så kriminelt aktive, som danskerne er. Hvis man kombinerer disse to modsatrettede tendenser, bliver det samlede

2 billede, at forskellen mellem danskeres og indvandreres kriminalitet er forholdsvis ringe. Set ud fra kriminelle handlinger i stedet for - som gjort i det tidligere - kriminelle personer viser det sig, at for hver gang politiet opklarer 100 lovovertrædelser, er mellem 3 og 4 begået af indvandrere. Det er altså kun lidt mere end det forventede antal på 3. Det skal understreges, at dette billede er det samme, når der alene ses på aldersgruppen under 20 år. En undersøgelse, jeg har foretaget af børnekriminalitet, dvs. kriminalitet begået af børn under den kriminelle lavalder på 15 år, giver også modsatrettede resultater (Kyvsgaard 1992). På den ene side viser en undersøgelse af den registrerede (statistikførte) kriminalitet blandt børn, at der relativt set er dobbelt så mange med fremmed statsborgerskab, som man skulle forvente, som årligt kommer i kontakt med politiet pga. lovovertrædelser. På den anden side viser en undersøgelse af selvrapporteret kriminalitet, at danske og herboende udenlandske børn begår kriminalitet i lige stort omfang. Denne forskel mellem de to undersøgelser kan skyldes, at børn med en anden kulturel baggrund forholder sig anderledes end danske børn til at give oplysninger om tabubelagte emner som kriminalitet. Hvis det er korrekt, skulle det indebære, at de udenlandske børn underrapporterer om kriminelle erfaringer. Men forskellen kan også skyldes, at udenlandske børn løber en større risiko for opdagelse og registrering, end danske børn gør, hvorfor de bliver overrepræsenterede i undersøgelser af registreret kriminalitet (se nærmere i Kyvsgaard 1992 s. 170). Kriminalitet blandt indvandrere i andre lande Jeg skal kort komme ind på de erfaringer, man i andre lande har vedrørende indvandreres kriminalitet. Belyst ud fra de officielle kriminalstatistikker finder man i mange europæiske lande en kriminalitetshyppighed blandt indvandrere, der er 2-4 gange så stor som befolkningens i øvrigt. Det gælder lande som Tyskland, Østrig, Schweiz, Holland, Belgien og England (Albrecht 1991; Killias 1986). I vort naboland, Sverige, finder man - målt ud fra antal mistænkte for kriminalitet - en mere end fire gange så høj kriminalitetsfrekvens blandt indvandrere (Martens 1990).lang1030 Europarådet udsendte i 1988 en statistik over andel fremmede statsborgere i fængslerne i forskellige europæiske lande (Council of Europe 1988). Den viser f.eks., at i Schweiz er 40% af fangerne fremmede statsborgere, i Belgien drejer det sig om 30%, mens det i Sverige er godt 20%. Danmark figurerer ikke i statistikken. Jeg kan dog oplyse, at for øjeblikket er godt 10% af de indsatte i vore fængsler fremmede statsborgere. Hvor mange af disse, der er indvandrere, og hvor mange der er 'turister', vides ikke. Sammenfattende om den danske og udenlandske forskning på området kan siges, at der i mange lande er tegn på overrepræsentation af indvandrere i retssystemet. Denne overrepræsentation er for Danmarks vedkommende meget svag og betydeligt mindre end den, man finder i andre europæiske lande. Indvandrere som ofre Jeg skal tillade mig at påpege et forskningsområde, der har en vis interesse i udlandet, men som ikke er undersøgt for Danmarks vedkommende. Det drejer sig om indvandreres offerrisiko. Undersøgelser fra England, Holland og Tyskland viser således, at etniske minoriteter ikke alene har en højere kriminalitetsrisiko end

3 værtslandets befolkning, men også en højere risiko for at blive ofre (Albrecht 1991). Dette hører man mindre om i forbindelse med diskussioner om indvandrere og kriminalitet, skønt det er en del af det samme tema og vel også bør give anledning til bekymring. Første og anden generation Noget af det, der ofte diskuteres, når spørgsmålet gælder indvandreres kriminalitet, er forskelle i kriminalitetshyppigheden mellem første og anden generations indvandrere. Det er især ældre amerikanske undersøgelser, der har påvist, at kriminalitetshyppigheden hos første generations indvandrere er mindre end kriminalitetshyppigheden hos værtslandets befolkning, mens kriminalitetshyppigheden hos anden generation derimod er højere. Der foreligger kun få nyere undersøgelser om dette emne (Albrecht 1991), og det kan have ændret sig, da det utvivlsomt beror på årsagerne til immigrationen. Min undersøgelse af selvrapporteret kriminalitet blandt børn kunne dog tyde på, at forholdet stadig er gældende. De børn, der selv er født i udlandet, rapporterer således om mindre kriminalitet end danske børn, mens det forholder sig omvendt for børn, der er født af udenlandske forældre her i landet. Men tallene er små og bør derfor tolkes med forsigtighed. Årsagen til, at første generations indvandrere skulle være mere lovlydige, antages at være enten sorteringen gennem immigrationstilladelserne, eller at første generation kan opleve en umiddelbar forbedring af deres levevilkår i forhold til det, de kom fra. At anden generation har en højere kriminalitetsfrekvens kan skyldes, at de i højere grad vil vurdere deres situation i forhold til de aktuelle omgivelser, opleve frustration, vanskeligheder med tilpasning, kulturkonflikter og måske også diskrimination. Kriminalitetens årsager Hermed er vi ovre i at diskutere, hvad der har betydning for, at mennesker begår kriminalitet. Der er fire 'store' faktorer, vi skal have fat i, når vi skal beskrive kriminalitetshyppigheden: Det er alder, køn, bopæl og den sociale og økonomiske situation. Det er således velkendt, at kriminaliteten først og fremmest er udbredt blandt unge, blandt drenge, blandt dem der bor i storbyer, og blandt dem der lever under svage sociale og økonomiske forhold. De vigtigste kriminalitetsfaktorer vedrører altså ikke race, nationalitet og lignende. Men det, der er væsentligt at bemærke, er, at ovennævnte fire kriminalitetsfaktorer i allerhøjeste grad karakteriserer den gruppe indvandrere, der har været så meget på tale i relation til kriminalitet. Det er de unge, der tales om. Det er drengene og ikke pigerne. Det er grupper i storbyerne. Og det er ressourcesvage. Alene ud fra denne karakteristik af indvandrerne må man forvente en forhøjet kriminalitetsfrekvens. Problemet ved ganske mange opgørelser over kriminalitet blandt indvandrere er, at man ikke tager højde for, at det ofte drejer sig om mennesker, der lever i storbyer, og - ikke mindst - at det drejer sig om mennesker, der lever under særdeles vanskelige forhold. Nu tror jeg for så vidt, at mange er fuldt klar over, at kriminalitet har at gøre med de nævnte forhold. At det ikke er personens nationalitet eller kultur, der har

4 betydning for kriminalitet, men de vanskeligere socioøkonomiske forhold, mange indvandrere lever under. Alligevel må man håbe, at der i Danmark foretages en ordentlig undersøgelse heraf. På baggrund af de oplysninger, vi indtil nu har, skulle det ikke forbavse mig, om en sådan undersøgelse ville vise en relativ lavere kriminalitetsfrekvens blandt indvandrere end blandt danskere, der lever under tilsvarende forhold. Det ændrer selvfølgelig ikke ved det faktum, at særlige byområder har store og uoverskuelige problemer med indvandrere. At problemerne visse steder er blevet så koncentrerede, at det i sig selv kan virke forstærkende herpå. Det ændrer heller ikke ved det faktum, at kulturelle forskelle og kulturkonflikter kan forstærke ressourcefattigdommen og vanskeliggøre en løsning af problemerne - sådan som Lotte Bøggild Mortensen så udmærket har beskrevet det (Mortensen 1992). Men vi må holde fast på, at kriminalitet blandt indvandrere udspringer af de samme forhold som kriminalitet blandt danskere, og at det først og fremmest er forbundet med den placering, de har i det danske samfund. 'Nederst ved bordet', som Henning Friis beskrev det allerede i Afslutning Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at jeg synes de projekter og initiativer til forebyggende arbejde, der er taget initiativ til, er yderst prisværdige (se beskrivelsen i Mellemfolkeligt Samarbejde 1992). Det er vigtigt, man søger at sætte noget i værk, før problemerne tårner sig alt for meget op. Det er vigtigt man søger at dæmme op for konflikterne, før de når et niveau, kendt fra den internationale scene. At vente på, at en højkonjunktur skal komme og løse problemerne, er jo nok at vente på Godot. Den norske kriminolog, Nils Christie, beskrev engang fangerne i vore fængsler som 'de hvide negre'. Det er 20 år siden, og dengang danskerne kunne forarges over, at amerikanske fængsler fyldes med sorte. Begrebet 'de hvide negre' skulle markere, at vi såmænd ikke er bedre. Man kan blot ikke se på hudfarven, at vore fængsler først og fremmest er fyldt med forarmede mennesker. Forhåbentlig skal vi ikke komme til at opleve, at vi kan begynde at skelne fangebefolkningen på hud-, øjen- og hårfarven. Og forhåbentlig skal vi ikke komme til at opleve, at hud-, øjen- og hårfarven bliver forklaringen på kriminalitet. Litteratur Albrecht, Hans-Jürg: Ethnic Minorities: Crime and Criminal Justice in Europe. In F. Heidensohn & M. Farrel (Eds.): Crime in Europe. London: Routledge, Council of Europe: Prison Information Bulletin. Strasbourg, 12. december Friis, Henning: Nederst ved bordet. København: Socialforskningsinstituttet, Juhler, Hans, Flemming Orth & Finn Schwarz: Udlændinges kriminalitet - en komparativ undersøgelse. København: Mellemfolkeligt Samvirke, Juhler, Hans & Finn Schwarz: Er udlændinge kriminelle? København: Schultz, 1986.

5 Killias, Martin: Criminality among Second-Generation Immigrants in Western Europe: An Overview of the Evidence. Criminal Justice Review, 14, Kyvsgaard, Britta: Ny ungdom? Om familie, skole, fritid, lovlydighed og kriminalitet. København: Jurist- og økonomforbundets forlag, Martens, Peter L: Brottslighet bland ungdomar med invandrarbakgrund. I P.-O. H. Wikström (Red.): Brott och åtgärder mot brott i stadsmiljön. Stockholm: Brottsförebyggande Rådet, Mellemfolkeligt Samvirke: Unge indvandrere og kriminalitet. København, Mortensen, Lotte Bøggild: På egne præmisser. Dansk Sociologi, 3(1), 1992.