idepolitik / debat / visioner / analyse / viden / handling / progressivitet / uafhængighed / løsninger / holdninger / innovation / udfordring

Transkript

1 VISION NR./ÅRG. 03/2010 idepolitik / debat / visioner / analyse / viden / handling / progressivitet / uafhængighed / løsninger / holdninger / innovation / udfordring POLITIKERNE ER BUNDET AF DERES EGEN RETORIK. KRIMINALITET SKAL FORE- BYGGES IKKE HÆVNES. Læs: Leder: Vejen til helvede er brolagt med hævn - side 2 Bjørn Elmquist: Blødsødenhed virker - side 16 Klaus Riskær: Spar alle nuværende tiltag væk - side 23 Læs også: 4-9 Centrum-venstres første 100 dage Hvad skal der ske, hvis centrum-venstre kommer til magten efter næste valg? Det giver bl.a. Mattias Tesfaye, Anne Vang og Sofie Carsten Nielsen deres bud på i denne ARTIKELSERIE Regeringsskabt fattigdom I dette og det næste nummer sætter vi FOKUS på EU's fattigdomsår. Fattigdomsåret var oprindeligt et visionært projekt, men som Knud Vilby skriver i dette indlæg, så har det indtil nu slået fejl. En Parisertoast med det hele Interview med Lynge Jacobsen kongen af AaB Fodbold. Danmarks svar på Alex Ferguson forankret i en god portion nordjysk snusfornuft. Der skal penge på bordet.

2 2 Tema Fængsel og forbyggelse LEDER Vejen til helvede er brolagt med hævn I stedet for at bygge retspolitikken på populisme, frygt og hævn, højere straffe og nedskæringer på det forebyggende arbejde, skal politikerne se på, hvad der virker. Derfor skal den rehabiliterende indsats have et løft og nytænkes særligt skal psykiatrien opprioriteres, da op mod en tredjedel af de indsatte har ADHD. Af Karl Kjær Bang, kkb@cevea.dk Retssystemet i Danmark må ikke have som sit primære formål at lefle for befolkningens mørkeste følelser. Kampen mod kriminalitet har de sidste 9 år haltet af sted på det højre ben. Flere og hårdere straffe. 47 gange er straffene blevet hævet siden 2002, og flere gange er straframmen blevet fordoblet i ét hug. Gang på gang hører vi politikere fra højre såvel som centrum-venstre tale om retsfølelse, konsekvens ja, sågar hævn, som den socialdemokratiske retsordfører i foråret 2008 gjorde sig til fortaler for. Men det er dybt misforstået. Retssystemet i Danmark må ikke have som sit primære formål at lefle for befolkningens mørkeste følelser. Tværtimod. Gennem retssystemet skal der skabes resultater, der fører til et sikrere samfund. En del af dette er selvfølgelig at undgå selvtægt. Men risikoen for selvtægt har ikke noget med straframmen at gøre. Selv dødstraf behøver ikke at være straf nok, hvis hævn-følelsen hos venner, familie eller ofret selv er stærk nok. Og under alle omstændigheder er det kun en kortsigtet lindring, at gerningsperson får en hårdere straf. Derimod har det vist sig at give overordentligt positive resultater, når offer og gerningsperson mødes ansigttil-ansigt i konfliktråd. Forebyggelsen får grønthøsteren Derfor er det også ubegribeligt, at politikerne har valgt at hæve straffene frem for at styrke den forebyggende indsats. Højere straffe fører nemlig til flere indsatte, og det er en kendt sag, at fængsler snarere hærder end rehabiliterer kriminelle. I 2009 var tilbagefaldsrater for tidligere dømte på 26 procent og den var over 50 procent for kriminelle, der har afsonet i lukkede fængsler. Men det er ikke fordi, de der dømmes for forbrydelser ikke kan rehabiliteres. Det kræver blot, at det er en prioritet at forebygge, at dømte kommer ud i ny kriminalitet. Men det nedslående faktum er, at mens politi og domstole har fået markante bevillingsløft de sidste år, så har kriminalforsorgen, som står for hovedparten af det kriminalpræventive arbejde, fået beskåret deres bevillinger. De er blevet underlagt grønthøsteren, hvor der kræves besparelser over en bred kam. I 2009 blev de for eksempel krævet at spare 2 procent. Et eksempel på en sådan besparelse er udslusningspensionen Lystrupgård i Hvidovre (side 24). Det er bedrøvende at høre, hvordan institutionen er nødt til at skære mentorer væk, der støtter eksfangerne i deres hverdag. Det er netop gennem støtten til tidligere kriminelle, at kimen til en ny livsbane kan lægges. Men støtte er ikke en entydig størrelse. For at kunne give den rigtige En undersøgelse fra Århus i 2004 viste, at ud af 100 varetægtsfængslede unge mellem 15 og 17 år, havde godt 2 ud af 3 behov for psykiatrisk behandling. støtte, kræver det, at personen har fået den korrekte diagnose Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at der ikke inden for den danske kriminalpræventive indsats er mere fokus på en psykiatrisk tilgang. Erstat hævn med psykiatri En undersøgelse fra Århus i 2004 viste, at ud af 100 varetægtsfængslede unge mellem 15 og 17 år, havde godt 2 ud af 3 behov for psykiatrisk behandling. Derudover viser undersøgelser fra USA, England og Norge, at op mod halvdelen af indsatte i fængsler opfyldte kriterierne for ADHD i barndommen. I Sverige har en undersøgelse vist, at næsten en tredjedel af de indsatte havde ADHD. Taget i betragtning at det kun er 1-2 procent af den voksne befolkning, der ifølge epidemiologiske undersøgelser opfylder kriterierne for ADHD, er der altså en markant overrepræsentation blandt indsatte. Men selvom der har været positive tilkendegivelser fra bl.a. SFs social-og psykiatriordfører Özlem Cekic, som i foråret 2009 gav udtryk for, at hun ville fremsætte et beslutningsforslag om, at alle førstegangskriminelle skulle have en obligatorisk psykisk undersøgelse, så har debatten været stort set fraværende siden. På grund af faglig modstand og for få midler går det også meget langsomt ude i marken. Det er tåbeligt. Hvis en dømt med ADHD får den rette behandling, vil risikoen for tilbagefald til kriminalitet falde markant. Behandlingen er selvfølgelig ikke gratis, men endnu en dom koster både i menneskelig svige for offeret og i kæmpe regninger til det offentlige for politiarbejde, domstolsbehandling og eventuel nyt fængselsophold. En svensk forsker har sat den gennemsnitlige samfundsøkonomiske gevinst pr. indsat til mere end 8 millioner kroner over en 20-årig periode. Der er næsten indsatte i Danmark. Hvis beregningerne kan overføres til Danmark, svarer det altså til en besparelse på over 30 milliarder over 20 år. Og det er bare de hårde tal. Dertil kommer den samfundsmæssige gevinst ved, at hvert enkelt tilfælde af afkriminalisering gør samfundet dén smule mere trygt. Hvis vi vil have et mere sikkert samfund, kræver det nytænkning inden for den kriminalpræventive indsats, der går ud over de sociale instrumenter med straf og social støtte. Men grundlæggende skal vi på centrumvenstre gøre os klart, at retsvæsenet er til for at forebygge ny kriminalitet ikke for at hævne gamle forbrydelser.

3 4 Uden for tema ARTIKELSERIE 100 DAGE MED HELLE, VILLY OG MARGRETHE Fogh havde en meget klar plan for sine første 100 dage. Valgløfter blev gennemført og kampen mod smagsdommere indledt. Men hvad skal der ske, hvis centrum-venstre-partierne kommer til magten efter næste valg? Skal de første 100 dage med Helle, Villy og Margrethe indebære store reformer af folkeskolen, skal erhvervsstøtten omlægges og nytænkes eller skal der investeres massivt i en bedre integration fx gennem en stærk boligsocial indsats? Det har vi bedt en række fremstormende unge politiske personer fra centrumvenstre give deres bud på INDEKS Det handler om resultater Af Mattias Tesfaye, murer og medlem af SFs Landsledelse Gør Danmark open for business på 100 dage Af Mikael Bay Hansen, chef for Dansk Metals formandssekretariat 100 dage uden kontraktpolitik Af Sofie Carsten Nielsen, folketingskandidat og tidl. spidskandidat til EP (R) Folkeskolen fortjener en socialdemokratisk reform Af Anne Vang, Børne- og ungdomsborgmester (S) i Københavns Kommune 9 Et forandret Danmark Af Jesper Petersen, MF og skatteordfører (SF) 1/5 Det handler om resultater Det gælder alt lige fra bolig- og udenrigspolitik til samarbejdsformen i Folketinget og med kommunerne. Af Mattias Tesfaye, medlem af SF's Landsledelse Hvad skal gennemføres hvis magten skifter i morgen? I politik efterlyser mange visioner og utopier, men regeringsførelse handler i første omgang om noget langt mere jordnært: resultater. Derfor er det afgørende at en ny regering i sine første 100 dage formår at få vedtaget konkret og synlig politik. I umiddelbar forlængelse heraf skal A-kasserne overtage en del af Jobcentrenes nuværende opgaver i den første ledighedsperiode og tilføres de ressourcer, der i dag spildes på kommunalt bureaukrati og private aktører. Mattias Tesfaye Det seneste årti har været præget af en regering, der reducerede det politiske demokratis indflydelse på samfundsudviklingen til fordel for markedets magt. Derfor bliver de første måneder for en ny regering særligt vigtig det handler om at genskabe tiltroen til den politiske reform og dermed folkestyrets magt. Beslutningerne skal spænde bredt over ministeriernes ressortområder, signalere at nye partier er kommet til magten og give et billede af den politik og den arbejdsmetode, en ny regering vil lægge for dagen. Her er mit bud på en rød regerings første 100 dage. Økonomi Regeringens første opgave bliver at indkalde til de efterhånden berømte trepartsforhandlinger for at indgå en forpligtende aftale om at øge den samlede mængde af arbejdstid så meget, at det giver 15 mia. i statskassen. I forbindelse hermed skal det andet element af Fair Løsning, nemlig fremrykning af offentlige investeringer, gennemføres. Ligesom de første initiativer til at få omlagt erhvervsstøtten så den ikke gives permanent og vilkårligt men bruges til bevidst at understøtte de vækstområder, som udgør en ny regerings erhvervspolitik. Og endeligt skal de første elementer af Fair Forandring indfases, herunder afskaffelse af fradrag for sundhedsforsikringer og indbetalinger over kr. på pensionsopsparinger, gennemførelse af millionærskatten og højere afgifter på chokolade, sukker og cigaretter. Kommunerne En ny regering skal fastholde en stram og koordineret forhandling med KL for at kunne føre en ansvarlig finanspolitik. Men aftalerne skal være flerårige og samlet set give kommunerne et økonomisk løft. Derudover skal en ny regering droppe det borgerlige mantra om, at en bestemt del af kommunernes drift skal være udliciteret. Uddannelse Skolepraktikken skal genindføres på stort set samtlige erhvervsuddannelser. Og der skal igangsættes en omfattende satsning på voksen- og efteruddannelse af særligt ufaglærte med det ambitiøse formål, at enhver arbejdsfunktion er uddannelsesdækket. På folkeskoleområdet handler det i første omgang om at få kanaliseret de nødvendige 2 milliarder, der er finansieret gennem Fair Løsning, ud i kommunerne, så der kan ansættes to lærere eller undervisningsassistenter i indskolingen og en lektiehjælpsgaranti. Miljø Registreringsafgiften for de mest miljørigtige biler skal halveres. Der skal indføres trængselsafgifter på indfaldsvejene til København. Og der skal vedtages en langt mere klimaambitiøs byggebekendtgørelse, der stiller højere krav til energiforbruget, og fremmer energi-plus-huse. Arbejdsmarkedet De milliarder, der blev skåret fra dagpengeområdet i forbindelse med Genopretningsplanen, skal omgående føres tilbage og i samarbejde med arbejdsmarkedets parter bruges til at modernisere dagpengesystemet. F.eks. ved at de forsikrede kan få en højere ydelse mod at være dækket i en kortere periode. Samtidig skal optjeningsperioden til A-kasserne forkortes markant. I umiddelbar forlængelse heraf skal A-kasserne overtage en del af Jobcentrenes nuværende opgaver i den første ledighedsperiode og tilføres de ressourcer, der i dag spildes på kommunalt bureaukrati og private aktører. Social dumping Regeringen skal tage initiativ til, at der i udvalgte brancher gennemføres et kædeansvar, således at useriøse aktører får sværere ved at løbe fra regningen til både myndigheder og

4 6 Uden for tema ARTIKELSERIE: 100 DAGE 2/5 Gør Danmark Open for business på 100 dage En ny centrumvenstre-regerings største og vigtigste opgave er at styrke dansk konkurrenceevne og dermed fremtidssikre velfærden. Stålsatte beslutninger og målrettet prioritering i løbet af de første 100 dage skal lægge kimen. Af Mikael Bay Hansen, sekretariatschef i Dansk Metal og cand.polit. 100 dage er ikke lang tid til at løse tidens allervigtigste politiske spørgsmål: Hvad skal Danmark leve af i fremtiden? I disse år er Danmark nemlig i benhård global konkurrence med timelønninger på mellem 20 og 90 kr. i Østeuropa og Asien ikke kun for industriarbejdere men også programmører og ingeniører. Det kræver, at vi gør Danmark lækker for omverdenen. Det er en enorm styrke, at vi har multinationale virksomheder i Danmark som A. P. Møller- Mærsk, Novozymes og Microsoft. Mikael Bay Hansen Derfor skal vi hele tiden være foran på kvalifikationerne. Vi skal konstant tænke nyt og kreativt, arbejde smart og investere i moderne teknologi. Kort sagt skal vi hver dag styrke virksomhedernes rammevilkår og dermed skabe grundlaget for det, som Danmark skal leve af i fremtiden. Med Fair løsning har Socialdemokraterne og SF leveret en god og fornuftig strategi for, hvordan vi kommer styrket ud af krisen. Det er glædeligt, at S og SF gør op med VK-regeringens defensive nedskæringsdagsorden. Nu er der behov for præcise bud på, hvordan vi via vækst gør samfundskagen større. Social omsorg og stærk konkurrenceevne kræver forståelse af, at det offentlige og erhvervslivet er gensidigt afhængige. Det kræver ikke bare lovgivning, men også en udstrakt hånd til tæt samarbejde. It s Education and R&D stupid! Massiv og målrettet satsninger på uddannelse og forskning er afgørende for at skabe rammer for at styrke produktiviteten. Det kræver, at vi uddanner langt flere faglærte. Og lige så vigtigt skal uddannelse gennem hele livet være naturligt. Voksen- og efteruddannelse giver selvudvikling og jobmuligheder og er forudsætningen for et godt liv og en god privatøkonomi. Velfærd i morgen kræver, at vi ser mulighederne i truslerne. Er vi ikke hele tiden foran, vil der altid være en ukrainer eller kineser, der vil gå for en tiendedel af din løn. Derfor skal vi være foran på kvalifikationer. Forskning, der kan bringe os foran i den internationale konkurrence, kræver også flere offentlige investeringer. Men allervigtigst skal vi have prioriteret i forskningen og gøre op med, at alting skal gøres lige meget - og dermed lige lidt. Forskning skal være samfundsrelevant og have et beskæftigelsesperspektiv. Så enkelt er det. Tre satsningsområder bør have en kommende regerings udelte fokus: energi, sundhed og velfærdsteknologi. Her er der global efterspørgsel og gode beskæftigelsesmuligheder. Gør Danmark lækker Hvis vi skal lære at klare os i den globale konkurrence, må vi trække den helt tæt på os. Det kræver, at vi gør Danmark lækker for omverdenen. Det er en enorm styrke, at vi har multinationale virksomheder i Danmark som A. P. Møller-Mærsk, Novozymes og Microsoft. De skaber ikke bare vækst og beskæftigelse. Deres største styrke er faktisk, at de giver helt afgørende internationale uddannelsesmuligheder, som har en afsmittende effekt på resten af erhvervslivet. Derfor skal det være et selvstændigt mål at tiltrække udenlandske virksomheder. Danmark skal også gøres lækker for udlændinge med lang uddannelse. I 2019 vil vi mangle med lang videregående uddannelse og tabe et tocifret milliardbeløb, hvis vi ikke får tiltrukket udlændinge med de rette kvalifikationer. Forskerskatten kan bidrage med noget, men allervigtigst er gode hverdagsrammer for udlændingene og deres familier. Der skal oprettes internationale skoler med engelsk som hovedsprog, det skal være lettere at kommunikere med offentlige myndigheder på engelsk, og vi skal hjælpe med at skaffe jobs til ægtefæller. Små tiltag, som ikke koster alverden, men som betyder meget for dem, vi ønsker at tiltrække. Flere af de gode produktionsvirksomheder - ikke færre Produktion lyder for mange som fortid, mens viden og service er lyden af fremtiden. Det er forkert. Kombinationen af produktion og viden er en forudsætning for vækst og beskæftigelse. Over 40 procent af eksporten kommer fra vores industrivirksomheder og fuldtidsansatte, som årligt henter mere end 320 milliarder kroner hjem. En kommende regering skal derfor sikre bedre vilkår for produktionsvirksomheder. Et vigtigt område er at lempe VK-regeringens energiafgifter på energiintensive virksomheder. Virksomheder som Danisco, Novo Nordisk og Aalborg Portland er faktisk de mest miljø- og klimavenlige virksomheder i hele verden inden for deres områder. Lempes energiafgifterne ikke for denne slags virksomheder, risikerer vi at presse dem til udlandet - til skade for klimaet og beskæftigelsen. Vi skal have flere virksomheder som disse. Handlekraft i dag - velfærd i morgen At gøre Danmark konkurrencedygtig med gode og vellønnede arbejdspladser ordnes ikke på 100 dage. Men på 100 dage kan stålsatte beslutninger og målrettet prioritering lægge kimen til noget rigtigt stort og afgørende for Danmarks fremtid.

5 03/ /5 100 dage uden kontraktpolitik Der skal ske rigtig meget i løbet af de første hundrede dage. Danmark står overfor store udfordringer, og dem skal der reformer, innovation og udsyn til for at imødegå. kelige verden. Og skattestoppet har som bekendt også talt sin sidste dag på Venstres hjemmeside. Vi ønsker ikke at skære planen for Danmarks fremtid ud på en stentavle. Vi ønsker at forhandle med en så bred kreds af folketingets partier som muligt. Vi vil gerne deltage i et brag af en politisk debat, og vi er ikke bange for at sige, det vi mener, også selvom det ikke er det samme som vores venner i S og SF, men de bedste og mest langtidsholdbare politiske løsninger skabes ved de bredeste kompromisser. Og vi vil ikke opgive de bedste løsninger for en catchy kontrakt. De første 100 dage for en eventuel R-S-SF regering bliver benhårdt arbejde for at få Danmark på ret kurs. Der bliver slet, slet ikke tid til at lege Af Sofie Carsten Nielsen, folketingskandidat og tidligere EP-spidskandidat (R) Hvad skal vi i R, S og SF med magten, hvis vi får den efter næste valg? Vi skal have styr på økonomien og sat skub i væksten! 10 års kontraktpolitik og uansvarlig økonomisk politik har bremset Danmark. Vi skal meget hurtigt sætte gang i en vækststrategi som styrker danske virksomheder, udvikler velfærdssamfundet og gør Danmark grønnere. Vores velfærdsmodel rummer jo en unik konkurrencefordel. Men kun hvis I sundhedsvæsenet har man i mange år talt om det sammenhængende patientforløb. Den samme tankegang skal overføres til det sociale område. Sofie Carsten Nielsen den offentlige og den private sektor arbejder tæt sammen i nye former for partnerskaber. Virksomhederne skaber fundamentet for vores velfærd, når vi skaber produkter og services, som andre vil købe. Den offentlige sektor skaber sammenhængskraft gennem lige adgang til sundhed og uddannelse. Vi skal investere i forskning og innovation, der udvikler velfærdens teknologi, service og ledelse. De nye innovative løsninger har et kommercielt perspektiv, der rækker langt ud over Danmarks grænser. Det skal vi forstå og fremme. Vi skal åbne os mod verden. 10 års indadvendthed har skadet Danmarks omdømme og muligheder. Nu skal vi sætte dato på, hvornår vi vil afskaffe alle EU-forbeholdene. Vi skal også debattere, hvordan vi får ordentlige og lige vilkår for udlændinge i Danmark, og hvordan vi får dygtige udlændinge til aktivt at søge herhen. Vi skal have en ny strategi for en langt mere aktiv rolle for Danmark i Europa. Vi skal være klar til at lære af andre lande og regioner, vi skal sende flere studerende ud i verden og modtage flere i Danmark. Vi skal gøre det klart, at i og udenfor Danmark bliver man ikke bedømt på, hvem man er. I stedet er vi optagede af, at man bidrager og overholder lovgivning eller ude i verden grundlæggende menneskerettigheder. 10 års fokus på de velbjærgede skal stoppes. Vi skal tænke på andre end os selv, og spænde det sociale sikkerhedsnet ud, som VKO har revet i stykker. Der er behov for større sammenhæng og helhed i indsatsen for de sårbare og udsatte personer. I sundhedsvæsenet har man i mange år talt om det sammenhængende patientforløb. Den samme tankegang skal overføres til det sociale område, hvor mange både er patienter og klienter, men først og fremmest medborgere. Og så er vi nødt til at blive enige om en langsigtet plan for folkeskolen. Ud fra den bedste tilgængelige viden må vi lave en strategi, der sikrer, at lærerne herefter kan undervise, elever kan lære og udvikle sig og forældre kan samarbejde uden konstant at skulle gå i en ny retning. Vi kommer ikke til at fremlægge en kontrakt for vælgerne. 10 års gold kontraktpolitik er slut. Vi vil ikke kopiere Foghs regime. Foghs pæne facade er i den grad afdækket i dag. Det har vist sig, at man ikke kan regere med enkle løfter om skattestop og evig velstand i den vir- Og vi vil ikke opgive de bedste løsninger for en catchy kontrakt. Sofie Carsten Nielsen julelege med vælgerne om, hvilke onde eksperter, der nu skal have lukket munden. Der bliver ingen får og bukke. Der bliver ingen vej udenom hårdt arbejde. Det er slut med facadepolitik og tid til realpolitik fuld af forhandlinger, kompromisser og løsninger. Det bliver ikke let, men det bliver alligevel en kæmpe lettelse. "10 års fokus på de velbjærgede skal stoppes. Vi skal tænke på andre end os selv, og spænde det sociale sikkerhedsnet ud, som VKO har revet i stykker," skriver Sofie Carsten Nielsen. Illustration: Claudia Egholm Castrone

6 8 Uden for tema ARTIKELSERIE: 100 DAGE 4/5 Folkeskolen fortjener en socialdemokratisk reform Debatten om de første 100 dage er vigtig. Set fra min stol som børne- og ungdomsborgmester i København er det afgørende hurtigst muligt efter et regeringsskifte for en S-ledet regering at søsætte en folkeskolereform og en kommunal tillidsreform, der skal rette op på næsten ti års VKO-regime. Af Anne Vang (S), børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune Vi har grund til at være stolte af folkeskolen. Hver dag gør tusindvis af folkeskolelærere og ledere en stor indsats for at klæde vores børn og unge godt på til de udfordringer, de vil møde uddannelsesmæssigt, jobmæssigt og socialt. På mange punkter klarer eleverne sig også rigtig godt. Men der er i høj grad plads til forbedring. Som socialdemokrat kan man ikke andet end at krympe sig over, hvor dårlig folkeskolen stadig er til at give alle børn en chance uanset hjemmebaggrund. Eleverne skal ikke kun uddannes til at tage en boglig uddannelse. Folkeskolereform der giver rummelighed Vi har brug for en reform af folkeskolen, der tager hensyn til, at alle elever ikke lærer ens og at gymnasiet ikke er det eneste saliggørende. I slutningen af december besøgte jeg Klostervænget Skole i København. Det var en helt speciel oplevelse på mange måder, men måske allermest fordi eleverne dårligt havde tid til at hilse på mig. De havde nemlig travlt. De var ved at lave juletræsfødder, og der blev banket og savet for at få det hele færdigt til jul. Ligesom der blev regnet omkredse, læst manualer og målt op. De vilde drenge i syvende og ottende klasse lærte en masse næsten helt uden at opdage det, så opslugte var de. På mine ture rundt omkring i den københavnske folkeskole har jeg set lærere, der bruger al deres kreativitet og faglighed for at få ungerne til at lære. Også de børn, der ikke nødvendigvis er bogligt begavede men som alligevel sagtens kan blive gode i dansk og matematik. Især hvis døren til det boglige åbnes for dem gennem deres interesse for og succeser i andre fag. Folkeskolen fortjener en socialdemokratisk reform. Vi skal gøre op med industrisamfundets folkeskole og skabe en folkeskole, der rummer alle elever også dem, der ikke lige drømmer om at blive læge eller advokat. For alle har noget, de er gode til. Ingen elev skal forlade den københavnske folkeskole uden at vide, hvad det er. Det kræver, at folkeskolen lærer børnene, at gymnasiet ikke er det eneste saliggørende. Og det kræver, at folkeskolen anerkender, at børn lærer vidt forskelligt. Derfor skal folkeskolen tilbyde eleverne forskellige måder at lære på, der svarer til deres interesser, evner og drømme. Det kræver friere rammer for folkeskolen, tættere samarbejde med erhvervslivet, Teknisk Skole og Ungdomsskolerne samt ikke mindst at der ansættes undervisningsassistenter på skolerne, der giver mulighed for at dele eleverne i hold. Det kræver friere rammer for folkeskolen, tættere samarbejde med erhvervslivet, Teknisk Skole og Ungdomsskolerne samt ikke mindst at der ansættes undervisningsassistenter på skolerne, der giver mulighed for at dele eleverne i hold. Anne Vang Indfør tillid til kommunerne Ligesom der er nok at tage fat på i forhold til kommunerne generelt. Mit andet bud til en ny S-ledet regering er, at den bør indføre en kommunal tillidsreform inden for de første 100 dage. For det gælder også for kommunerne, at en regering bør respektere forskellighed. Det er jo derfor, vi er der. Jeg bliver simpelthen så træt, når jeg hører Claus Hjort sige for 117. gang, at kommunerne kan spare frygtelig mange penge på at gøre alting nøjagtig ens. Det tager han som udtryk for, at de kommuner, der bruger flere penge end andre på en ydelse, er håbløst overadministrerede. Men der er jo netop en grund til, at vi gør tingene forskelligt. Nogle kommuner har blandt andet mange tosprogede børn, og så må de sætte penge af til sprogstimulering i daginstitutionerne. Det er ikke udtryk for overadministration. Det er udtryk for vidt forskellige forhold i forskellige dele af Danmark og at vi tilpasser vores ydelser efter de forskellige forhold. Hvis VK-regeringen for alvor mente, at vi burde gøre alting ens i kommunerne, burde den da straks tage affære og spare de 98 forskellige kommunale administrationer væk. Det er vigtigt, at en S-ledet regering sætter en anden kurs. For det er lykkedes VKO at skabe ikke bare mistillid til lokale politikere, men også et mistillidsregime mellem regeringen og de kommunale velfærdsmedarbejdere. Øget kontrol, ensretning, stigende krav til dokumentation til både kommunerne og deres medarbejdere og urimelige restriktioner på at bruge kommunens egne penge er blevet hverdag. Pædagoger, folkeskolelærere, plejemedarbejdere er blevet mødt af dokumentationskrav, der tager dyrebar tid fra børnene og de ældre. Nogle gange har regeringens mistro over for velfærdens kernetropper antaget Monty Pythonsk karakter. Når skatteyderne betaler en medarbejder for at tjekke, om den medarbejder, der tjekker rengøringsmedarbejdernes arbejde, gør tjekkearbejdet ordentligt, stopper festen. Det kan selvfølgelig være fristende at kontrollere og kontrollere for at undgå fejl. Men dybest set er detailstyring og manglende tiltro fra regeringens side til kommunerne og de kommunalt ansatte en hån mod nærdemokratiet. Christiansborg skal have lov til at udstikke nogle økonomiske pejlemærkerne for kommunerne, men inden for dem kan kommunerne godt klare sig selv. Mit ønske er, at en ny regering vil udskifte mistilliden og kontrollen med et forpligtende samarbejde med gensidig ansvarlighed for at genoprette velfærden og Danmarks økonomi.

7 03/ /5 Et forandret Danmark kontanthjælpsloftet fjernes, indsatsen øges for at gøre op med håbløsheden i udsatte boligområder og for at komme den voldsomme koncentration af sprogligt svage elever på de samme skoler til livs. Alle ministre skal fra start få deres apparater af embedsmænd til at forstå, at der er kommet en ny sherif til byen. En ny regering skal meget hurtigt levere resultater og vise viljen til store forandringer af Danmark. Af Jesper Petersen, skatteordfører for SF og medlem af partiets gruppeledelse. En ny regering må ikke blot blive administratorer af et borgerligt fallitbo. SF vil skabe klare forandringer, gennemføre strukturelle reformer og præge Danmark og danskerne med et værdisæt om lighed, fællesskab, tryghed, demokrati og bæredygtighed. Forandringen må ikke kun ske i lovtekster. Den skal også ske i folks hoveder, der er blevet forsøgt præget med egoisme, mig-selv-nok, og en forskruet udgave af frihedsbegrebet, hvor vi alle skal gøres til kunder i en velfærdsbutik. Alle ministre skal fra start få deres apparater af embedsmænd til at forstå, at der er kommet en ny sherif til byen med en ny politik og andre værdier. Og samarbejdet mellem regeringspartierne alle tre (!) skal godt fra start. På fem punkter skal de første 100 dage give resultater i form af egentlig forandring eller vedtagelse af en reform, der implementeres i takt med at finansieringen til den bliver tilvejebragt: 1. Skab det økonomiske fundament for en ny regering S og SF har med planen Fair Løsning opskriften klar, og implementeringen af de første elementer sker straks fra start. Arbejdsløsheden skal nedbringes hurtigt via offentlige investeringer. De første skatteændringer fra udspillet Fair Forandring sættes i værk, så der kan gives skattelettelser til lavtlønnede og pensionister og findes finansiering til offensive tiltag, reformer og forbedringer af skoler og sygehuse. Trepartsforhandlinger om reformer på arbejdsmarkedet vedr. øget arbejdsudbud fra overenskomsterne 2012/2013 forberedes. 2. Forbedringer af kernevelfærd: uddannelse, sundhed og familiepolitik. En ny regering skal bringe den fælles velfærd til et nyt kvalitetetsniveau efter mange års nedslidning. Efter 100 dage skal der bl.a. være truffet beslutning om at sætte loft over antallet elever i skoleklasserne og om at indføre en praktikpladsgaranti i erhvervsuddannelserne. Skattefritagelsen af arbejdsgiverbetalte private sundhedsforsikringer fjernes, og afgifterne øges på slik og cigaretter pengene bruges direkte på bedre sygehuse og danmarkshistoriens største satsning på forebyggelse. Der skal gøres op med kontroltyranni og bureaukratiske systemer i kommunerne og en ny ledelses-stil og form Efter 100 dage skal der bl.a. være truffet beslutning om at sætte loft over antallet elever i skoleklasserne og om at indføre en praktikpladsgaranti i erhvervsuddannelserne. Jesper Petersen forberedes. Hjemmeserviceordningen åbnes for børnefamilier og lukkedagene skal begrænses kraftigt. 3. Integrationsrevolution og øget lighed i samfundet En ny regering må og skal få integrationen til at lykkes. Det kræver en helt ny tilgang. Regeringen skal gøre det klart, at Danmark har brug for alle, der vil. De unge indvandrere kan alle bidrage med noget værdifuldt til vores samfund., og vi vil have dem med i vores fællesskab. Starthjælpen og 4. En ambitiøs energi- og trafikpolitik Regeringsgrundlaget bør indeholde målsætningen om, at Danmark skal være fossilfrit i Der skal påbegyndes investeringer i energirenovering, indførelse af et klimatilskud til virksomheder og attraktive lånemuligheder for private, hvis de renoverer deres bolig eller installerer en varmepumpe. Biogas fremmes med bedre afregningspriser. På transportområdet forberedes en omlægning af bilbeskatningen, så danskerne belønnes for at vælge en benzinøkonomisk bil. København tillades at indføre betalingsring, mod at indtægterne går direkte til den kollektive transport. Der skal søsættes en plan for elektrificering af jernbanen, og for hvornår f.eks. Esbjerg kan kobles på timeplanen. 5. Erhvervspolitik og jobskabelse: Det skal vi leve af i fremtiden Udviklingen i de brancher, vi skal have fremtidens jobs i også jobs til kortuddannede i fremtiden, kræver en langt mere målrettet indsats end i dag. En offensiv energi- og klimapolitik vil skabe titusindvis af grønne jobs og styrke branchens virksomheder, der er meget vigtige for Danmark. Den offentlige indkøbspolitik skal bruges offensivt til at fremme udviklingen af velfærds- sundheds- og miljøteknologi. Midler fra omlægning af erhvervsstøtten anvendes til udvikling i bl.a. disse sektorer, og bevillingerne til forskning øges. Landbrugets udvikling understøttes med f.eks. bedre rammevilkår for udnyttelse af biogas og støtte til produktudvikling. Andre reformer og tiltag står i kø. Og dialog med organisationer og bevægelser vil forfine dem og skabe alliancer med græsrødderne for at skabe forandring også via civilsamfundet. Men indenfor de nævnte fem områder skal en ny regering meget hurtigt levere resultater og vise viljen til store forandringer af Danmark. De vil fra starten give yderligere næring til håbet om at det nye årti vil bringe Danmark ind på en ny kurs, hvor velfærd, jobs, erhvervsudvikling, demokrati og klima kommer i højsædet - i et samfund gennemsyret af noget så gammeldags som solidaritet og fællesskab.

8 10 Uden for tema Sundhed Et spørgsmål om medborgerskab Af Otto Ohrt, Folketingskandidat (S) Jonas Dahl, Sundhedsordfører (SF) Skal samfundet blande sig i danskernes sundhed? Det spørgsmål dukker op igen og igen, og i landets medier portrætteres debatten oftest som et slagsmål mellem sundhedsapostlene på den ene side og de liberale ideologer på den anden side. Men politikere på venstrefløjen er ikke optaget af, at alle absolut skal være lige sunde. For os er det vigtigste, at alle har den samme mulighed for at påvirke deres sundhed som en del af det at være aktiv medborger i Danmark. Derfor skal samfundet understøtte dette medborgerskab, både når det gælder forebyggelsen på sundhedsområdet, men også når samfundets medlemmer får brug for behandling i vores sundhedsvæsen. Er vi født med lige muligheder for et sundt liv? Er vi født med lige muligheder for et sundt liv? Ja, vil de liberale ideologer nok sige med reference til, at vi selv bestemmer, om vi vil dyrke motion, ryge osv. Det er altså et aktivt valg. Men ud fra en socialistisk betragtning holder dette ikke. Virkeligheden er, at nogle mennesker fødes med sværere betingelser for et sundt liv. Det gælder både mht. forældrenes vaner, men også økonomiske ressourcer. Den sociale arv er afgørende for menneskers fremtidige muligheder. Det er almindelig anerkendt, at der blandt de kortuddannede er flere rygere, flere overvægtige, og ikke mindst tiltagende flere, der er fysisk inaktive. Kan den tendens forklares ud fra frie valg? Især socialøkonomiske virksomheder som i Sverige, der geninvesterer et eventuelt overskud i sundhedsvæsenet, og som får specifikke udviklingsopgaver inden for sundhedsområdet, som senere kan tages i brug på de store offentlige sygehuse, er en interessant tanke. Otto Ohrt og Jonas Dahl Hvis man er enig i, at det er samfundets opgave aktivt at gøre en indsats for, at mennesker kan forblive medborgere og deltage aktivt i samfundet, så må der også gøres noget for at begrænse det usunde og øge adgangen til det sunde valg. Derfor skal der lægges skatter og afgifter på varer, der påvirker folks sundhed negativt, men samtidig skal vi skabe sunde billige muligheder gennem eksempelvis sund kost i daginstitutionerne, billige sportstilbud og en byudvikling, der opmuntrer til bevægelse og leg. Sagt på en anden måde skal vi turde at give mennesker mulighed for at ændre livsstil. Medborgerskab for alle? Den største udfordring ligger dog i at sikre, at mennesker også får mulighed for et aktivt medborgerskab, når uheldet, dvs. sygdommen, er indtruffet. Dette kræver efter vores overbevisning et helt andet sundhedsvæsen, end det som regeringen og Dansk Folkeparti i disse år er ved at udvikle. Regeringen har med fradraget på de private sundhedsforsikringer valgt at undergrave vores fælles sundhedssystem, og det udfordrer medborgerskabet. Med accepten af at nogle mennesker kan springe køen til sundhedsvæsenet over med en adgangsbillet gennem den private sundhedsforsikring, er der givet accept af, at samfundet gennem fradragsordningen bidrager til, at nogle mennesker bliver stillet ringere end andre i forhold til at kunne opretholde en sundhedsmæssig tilstand, der gør det muligt at være aktiv medborger. Et aktivt medborgerskab kræver også, at man har ressourcerne til at kunne navigere i samfundet. Her er det ikke mindst en udfordring, at vi sikrer, at de borgere, der på grund af en psykisk sygdom ikke kan være aktive medborgere, får den hjælp, der skal til, for at de kan komme i behandling og på sigt blive en aktiv del af samfundet igen. Desværre ser vi i dag en udvikling i den stik modsatte retning, hvor der er en stigende accept af, at det er borgerens eget ansvar at søge og opnå hjælp i sundhedssystemet. Når vi er nået dertil, hvor man kan købe en forsikring, der skal hjælpe borgeren med at finde rundt og komme igennem til sundhedsvæsenet, er vi desværre nået derhen, hvor vi mener, at samfundet ikke længere kan sikre ens medborgerbestemte rettigheder, det er noget man skal forsikre sig og købe sig til. Tilbage til betonsocialismen eller hvad? Men hvad er så de fremtidige løsninger for et aktivt medborgerskab, når det gælder sundhedsområdet? Efter vores mening er det første element at udnytte det kæmpe potentiale, det er at have verdens måske bedst uddannede sundhedspersonale. De kompetente mennesker er om noget nøglen til at sikre, at der er lige mulighed for, at alle mennesker kan opretholde eller genvinde deres potentiale til at udøve et aktivt medborgerskab. Derfor skal vi også have en ny behandlingsgaranti, hvor det er de sundhedsfaglige kriterier, der bestemmer rækkefølgen for behandlinger i sundhedsvæsenet. Det skal vi ikke sidde og diktere på Christiansborg. Det har vi politikere hverken de faglige kompetencer eller den nødvendige indsigt i de konkrete tilfælde til at bedømme. Samtidig skal vi anerkende, at mennesker har forskellige forudsætninger, når det kommer til at kunne navigere i sundhedssystemet. Derfor skal det også være muligt at kunne blive visiteret til hjælp og bistand til at forstå ens sygdom og komme videre i sundhedssystemet til rette tilbud.

9 12 Uden for tema Vi skal turde vælge Udkantsdanmark De regionale vækstfora spiller en nøglerolle i yderområderne. Her skal der træffes klare valg og prioriteres. Derfor er et tæt samarbejde mellem de lokale og regionale aktører i erhvervslivet, organisationer og kommuner samt videns- og uddannelsesinstitutioner afgørende for at sikre vækst i hele Danmark. Af Birgitte Josefsen, formand for Danske Regioners Udvalg for Regional Udvikling Debatten om Udkantsdanmark har taget om sig i medierne, og mange holdninger er efterhånden kommet i spil. Indtil videre har medierne malet et billede af Danmark, som knækker over i to: En del, som vokser og nyder velfærden, og en del, der oplever fald i arbejdspladser, lavere uddannelsesniveau og færre kulturelle tilbud. Billedet er dog ikke helt så sort på hvidt. Der findes yderområder i Danmark, som oplever vækst i befolkning og erhvervsliv, samtidig med at der er byområder, hvor den økonomiske krise har betydet stigende ledighed. At løfte Udkantsdanmark er derfor en kompleks opgave, som kræver et fornuftigt samspil mellem vækstcentre, byer og yderområder. Det handler om en ny strategisk vækstpolitik, hvor fysisk planlægning, trafikpolitik, erhvervspolitik, og uddannelsespolitik ses i en sammenhæng. Danske Regioner udgav i juni debatoplægget Vækst i hele Danmark Yderområdernes udfordringer og muligheder. Danske Regioner giver her 20 konkrete bud på, hvad der skal til for at skabe udvikling i de områder, der ligger uden for vækstcentrene. Det primære budskab lyder, at alle dele af landet skal opleve vækst, hvis der skal sikres vækst i yderområderne. Regionale styrkepositioner skal sikre job fremover i alle regioner, og lokale styrkepositioner skal sikre, at der også sker en udvikling i yderområderne. I vækstpolitikken også i yderområderne skal vi turde satse på bestemte centre, væksterhverv, uddannelser osv. og ikke på andre. I vækstpolitikken også i yderområderne skal vi turde satse på bestemte centre, væksterhverv, uddannelser osv. og ikke på andre. Birgitte Josefsen De regionale vækstfora De seks regionale vækstfora har netop fokus på de vækstområder, hvor fremtidens jobmuligheder ligger. Vækstforaene er partnerskaber, hvor erhvervsorganisationer, LO, uddannelsesinstitutioner, kommuner, regionsråd og andre erhvervsfremmeaktører samles om fælles regionale erhvervsudviklingsstrategier. De aktuelle udfordringer for erhvervsliv og arbejdskraft er ikke ens i Hovedstaden, byerne, deres oplande eller i yderområderne. Derfor må indsatsen for at skabe fremtidens arbejdspladser også tage udgangspunkt i den pågældende regions særlige udfordringer og styrkepositioner. Region Nordjylland er f.eks. den region, der er hårdest ramt af arbejdsløshed. Her har man valgt at satse på en af styrkepositionerne, informationsog kommunikationsteknologi, hvilket bl.a. hænger sammen med et tæt samspil mellem virksomheder og forsknings- og udviklingsmiljøet på Aalborg Universitet. Region Sjælland er derimod karakteriseret ved et relativt lavt uddannelsesniveau og de mange små og mellemstore virksomheder, som ikke nødvendigvis besidder den nødvendige innovationskraft. Det forsøger Vækstforum Sjælland at imødegå ved bl.a. at lave udviklingskontrakter med flere videns- og uddannelsesinstitutioner samt ved at etablere den regionale kapitalfond CAT Invest Zealand. Region Midtjylland satser stærkt på energi- og miljø teknologi og på fødevareområdet, mens Syddansk Vækstforum fokuserer på velfærdsteknologi samt leg og læring inden for turismeerhvervet. En stor del af de regionale vækstforas investeringer i regional erhvervsudvikling har således også stor betydning for yderområderne. Størrelsen af de initiativer, som kommer yderområderne til gavn,

10 03/ varierer fra region til region. Fraregnes investeringerne i Region Hovedstaden, skønnes den samlede yderområdeeffekt for de øvrige regioner at ligge på knap 50 pct. Drivkræfter for udvikling i yderområderne Danske Regioner peger i sit debatoplæg Vækst i hele Danmark Yderområdernes udfordringer og muligheder på fire drivkræfter for udvikling af yderområderne: Erhvervsudvikling, uddannelsesmuligheder, mellemstore byer og det lokale engagement. Der er i yderområderne særlige vækstmuligheder inden for nytænkning af turismen, produktion af grøn energi samt produktudvikling og markedsføring af fødevarer, hvilket kan betyde nye job og øget omsætning. Tager man udgangspunkt i fødevareområdet, rummer det store udviklingsmuligheder for Danmark. Det er dog nødvendigt med nytænkning og innovation i hele værdikæden fra jord til bord, fra råvareproduktion over forædling, logistik og distribution, til detailhandlen og til kunderne. Der er desuden store synergimuligheder gennem en styrket indsats, som kombinerer oplevelsesøkonomi, gastronomi, kultur og turisme med fødevareproduktion. Der er en direkte sammenhæng mellem uddannelse og vækst. Det er påvist, at når andelen med videregående uddannelse øges med 1 pct., øges BNP tilsvarende med 1 pct. Desuden er afstanden til uddannelsesstedet afgørende for, hvor mange unge der gennemfører en uddannelse. Når samtidig mere end 80 pct. af de unge med en erhvervsuddannelse og 70 pct. med en videregående uddannelse fortsat bor i regionen 10 år efter, de har gennemført deres uddannelse, betyder det, at uddannelsesinstitutionerne uddanner til det regionale arbejdsmarked. Derfor er gode uddannelsesmuligheder essentielle for adgangen til kvalificeret arbejdskraft og dermed erhvervsudvikling også i yderområderne. I forhold til at skabe vækst i yderområderne er de mellemstore byer centrale. De formår at skabe erhvervsmæssig vækst samt skabe gode forhold for bosætning og kulturelle tilbud for befolkning i og omkring byerne. De sidste ti år er de mellemstore byer med mellem og indbyggere vokset 2 pct. hurtigere end landsgennemsnittet. Disse byer er ofte gode til at opstarte erhvervsmæssige klynger, hvor særlige spidskompetencer tages i betragtning. F.eks. har man i Frederikshavn taget kompetencerne fra tidligere tiders skibsbyggeri med over i high-tech og miljørigtig kedelproduktion. Landdistrikterne har forskellige identiteter og potentialer. Ingen kender de unikke sider af lokalsamfundene bedre end deres egne borgere, foreninger og erhvervsliv. Ved at lade de lokale ildsjæle få mere direkte indflydelse på lokalområdets udvikling, kan den nødvendige forankring af indsatsen sikres. Det er i en rapport fra Syddansk Universitet vist, Vækstforaene er partnerskaber, hvor erhvervsorganisationer, LO, uddannelsesinstitutioner, kommuner, regionsråd og andre erhvervsfremmeaktører samles om fælles regionale erhvervsudviklingsstrategier. Birgitte Josefsen at 68 ud af 205 landsbyer i yderområderne er gået befolkningsmæssigt frem i årene En Region Midtjylland Region Syddanmark Region Nordjylland sådan befolkningstilvækst kan ikke forklares på baggrund af en enkelt faktor, men som en kombination af netop lokalt engagement, offentlige investeringer, naturressourcer og beliggenhed. Et eksempel på lokalt engagement, som har været med til at sikre befolkningsfremgang, kan findes i en af de 68 landsbyer, Bjergby. Her har man styrket det lokale foreningsliv ved at koordinere en sammenslutning af de foreninger, der allerede fandtes i byen. Udgangspunktet var, at man i fællesskab samarbejdede med kommunen samt søgte fonde og puljer. Konkret har man arbejdet med indsamling til en legeplads, anlæggelse af vandrestier, formidling af kunstrute og etablering af en hjemmeside. Det er landsbyer som disse, som det er nødvendigt at tage ved lære af. Det gælder derfor om at skabe en udvikling i yderområderne, der udnytter de ressourcer, potentialer og styrkepositioner, som findes regionalt og lokalt. På den måde kan vi skabe vækst i hele Danmark. Region Sjælland Region Hovedstaden De fem regioner kan ifølge Kommunalreformen som udgangspunkt nedsætte op til to vækstfora bestående repræsentanter for erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner, arbejdsmarkedets parter og politikere fra regioner og kommuner

11 14 Uden for tema Genopliv idealerne om demokrati på arbejdspladsen Selvom politik i dag styres mere af, hvad der kan komme på forsiden, end af hvad der er rigtigt, skal centrum-venstre igen turde fokusere på det, der altid har været centralt i socialistisk tankegods: Myndiggørelse af lønarbejderen. Af Holger K. Nielsen, MF og tidl. formand for SF Da arbejderbevægelsen sidst i 60 erne lancerede forslaget om økonomisk demokrati (ØD), lå det i logisk forlængelse af den demokratiseringstænkning, velfærdsstaten også havde på dagsordenen. Det politiske demokrati var blevet forfinet men havde den begrænsning, at det stoppede ved fabriksporten. Bag denne port havde arbejdsgiverne stadig ret til at skatte og valte med investeringerne og medarbejderne. Tanken var både rigtig og visionær. Ikke desto mindre blev ØD ret hurtigt lagt i dvale, og i dag ligger det godt gemt væk i mølposen. Det er der flere grunde til. En væsentlig er, at den socialdemokratiske udgave primært fokuserede på magten over investeringerne. En vis del af virksomhedernes lønudgifter skulle overføres til en central fond, der skulle investere midlerne som ansvarlig lønmodtagerkapital. Der var ikke megen appel ved tanken om LO-formand Thomas Nielsen som kapitalist Holger K. Nielsen Der var imidlertid ikke megen appel ved tanken om LO-formand Thomas Nielsen som kapitalist, hvortil kommer at de store pensionsfonde, som siden er bygget op i dag varetager den funktion, som i sin tid var tiltænkt den centrale ØD-fond. Man glemte, at ØD også skulle medføre et bedre arbejdsliv for den enkelte i form af mere indflydelse på eget arbejde, virksomhedens investeringer, uddannelsesaktiviteter m.v. Og præcis derfor burde tanken kunne revitaliseres. Jeg skal medgive, at det er en svær øvelse. I en tid, hvor den politiske dagsorden defineres af kortsynede spindoktorer og oraklerne blandt de politiske kommentatorer, er der ikke mange politiske points i forslag, der ikke fanger den næste dags forside, men som alligevel kan være vigtige. ØD er i arbejdsgivernes interesse Det gamle industrisamfund er på retur. Traditionelle jobs flyttes til lavtlønslande, arbejds- og lønforhold individualiseres, der lægges større vægt på den enkeltes kompetencer og kreativitet. Også dansk økonomi er udfordret af den nye globale arbejdsdeling. Der vil (efter al sandsynlighed) også fremover være produktion i Danmark, men dens overlevelse vil i langt høre grad være betinget af, at vi satser på de menneskelige ressourcer, hvilket er Danmarks eneste råstof. Det er derfor helt rigtigt at satse mere ambitiøst på uddannelserne i bred forstand. En stor del af denne debat er desværre havnet i en bevidstløs fokusering på karaktergennemsnit i folkeskolen, et centralt testtyranni m.v. Da VK-regeringen kom til, var det for Anders Fogh vigtigere at gøre op med det han kaldte rundkredspædagogikken (der blev opfattet som venstreorienteret men som ret beset var et fata-morgana) end at skabe et sammenhængende uddannelsessystem med sigte på fremtidens arbejdsmarked. Men nok så megen uddannelse kommer til kort, hvis der ikke på arbejdspladserne gives rum for mere indflydelse og selvbestemmelse. Det glemmes ofte i debatten, at danskerne er vilde med at arbejde. Familiernes samlede arbejdstid er høj. Mange arbejder over og tager arbejdet med sig hjem. Vores identitet er i høj grad bundet til arbejdet. Og mange moderne arbejdsgivere har fattet pointen: de får mere ud af medarbejderne, hvis disse kan bestemme over deres egen arbejdssituation. Det gode arbejde er frigjort Men det gælder ikke alle og på en række områder, specielt lavtlønsområder i både den offentlige og private sektor regerer fortsat de gamle normer. Her arbejder man udelukkende for lønnen og ikke for også at realisere de potentialer, man indeholder. En moderne demokratisk økonomi har således tæt forbindelse med det, sociologerne for år tilbage kaldte det gode arbejde. Det gode arbejde kan imidlertid ikke realiseres medmindre man også har indflydelse på virksomhedens samlede aktiviteter investeringer, efteruddannelse, arbejdstilrettelæggelse m.v. Der er således i høj grad behov for en demokratisk reform af hele arbejdslivet. Der er mange konkrete byggeklodser til en sådan: lønmodtagerfonde i den enkelte virksomhed, selvbestemmelse over dele af efteruddannelserne, uddannelse i arbejdstiden, konkret indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen. I starten af det 20. århundrede udviklede arbejderbevægelsen kooperationen som en modmagt til det borgerlige samfund. Man opbyggede egne virksomheder og institutioner, hvor det var et centralt mål at skabe myndiggørelse, som igen var en forudsætning for større frihed. Efter 2. verdenskrig overtog velfærdsstaten denne rolle, og vi er på mange måder nået langt. Men økonomien er fortsat et område, hvor demokratiet har trange kår. Man skulle tro, at finanskrisens afsløring af en spekulativ, grådig og amoralsk kapitalisme burde åbne øjnene for behovet for et demokratisk modspil. Forhåbentlig kommer der internationale løsninger, men indtil da bør centrum-venstre fokusere mere på det, der altid har været centralt i socialistisk tankegods: myndiggørelse i arbejdet og frigørelse fra lønarbejdet.

12 VISIONTEMA FÆNGSEL OG FORBYGGELSE TEMAINTRO VISION sætter fokus på den kriminalpræventive indsats. Efter mere end et årti, hvor hårdere straffe har domineret dagsordenen både til højre og på centrum-venstre i dansk politik, er der i dag ved at opstå en stigende forståelse for, at man bliver nødt til at gå på to ben i kampen mod kriminalitet. I august viste en undersøgelse af kriminolog Flemming Balvig da også, at danskerne over en bred kam mener, at der straffes for hårdt, når de bliver bedt om at tage stilling til strafferammen for konkrete lovovertrædelser. Det kunne tyde på, at det, Bjørn Elmquist (side 16) kalder et lemmingeagtige amokløb for strengere straffe, har taget overhånd. Men en ting er hårdere straffe. Forebyggelse via forbud udspringer af en lignende trang til at sætte hårdt mod hårdt. Problemet er blot, at tilgangen har vist sig ikke at virke. Narkobekæmpelsens historie er et skrækeksempel på et fejlslagent forbud (side 18). Derfor skal centrum-venstre gå imod den tendens, der er til at jagte symboler og syndebukke frem for kriminaliteten og dens rødder (side 21). Fokus bør med andre ord komme tilbage på den forebyggende sociale indsats. Og her er tilbagefaldsraten til kriminalitet blandt allerede dømte et oplagt sted at sætte ind. Flere end 1 ud af 4 tidligere dømte laver ny kriminalitet, efter de har afsonet deres straf. Men på nuværende tidspunkt bliver succesfulde rehabiliteringsinitiativer beskåret (side 22 og 23) og bag murene er det markant nemmere at komme til en præst, imam eller anden sjælesørger end til en psykolog (side 24). Den bedrageridømte og for indeværende selv indelåste, Klaus Riskær Pedersen, mener da heller ikke systemet fungerer - han mener, hele resocialiseringsindsatsen i og efter fængslerne skal omlægges (side 25). Temaet rundes som sædvanligt af med UN- DERHUSET (side 26), hvor formændene for RU og SFU i dette tema er enige: Den forebyggende indsats skal opprioriteres. Idépolitisk debat i din organisation? Tema-sektionen er placeret midt i bladet lige til at tage ud. Hvis du eller din organisation ønsker at modtage et oplag af dette eller tidligere temaer, så skriv en mail til: abonnement@cevea. dk. Tidligere temaer inkluderer: Fagbevægelsen, frivillighed, erhvervspolitik, feminisme og danskhed. TEMAINDEKS Leder: Vejen til helvede er brolagt med hævn Af Karl Kjær Bang Blødsødenhed virker Af Bjørn Elmquist. Narkotikaforebyggelse gennem forbud - fra illusion til tragedie Af Søren Villemoes Når risikosamfundet bliver et syndebuksamfund Af Henk van de Bunt Religiøs resocialisering Af Maria Vedel og Anne Ravn Riskær: Spar alle nuværende tiltag væk Af Maria Vedel Som at dumpe ned fra månen Af Jens Rønn Pedersen Tiden efter Nye Veje, et program på lysholmgård Af Jens Rønn Pedersen UNDERHUSET Af Simon Dyhr hhv. Pelle Dam

13 16 Tema Fængsel og forbyggelse Blødsødenhed virker Den hovedløse halsen efter, hvem der kan indføre de hårdeste straffe, må stoppe. Kald bare social forebyggelse for blødsødenhed men erfaringerne viser, at den hårde linje ikke virker. Af Bjørn Elmquist, advokat og formand for Retspolitisk Forening Med alle tiltag mod kriminalitet sigtes der mod at undgå forbrydelser. En udbredt teori er, at afskrækkelse er både effektiv og tilstrækkelig med hævn som det afgørende element Men også andre aspekter skal med, når sanktionerne beskrives og lovhjemles, og når der i den enkelte sag sker konkret udmåling. Nogle hævder, at udtrykket "øje for øje og tand for tand" er et godt grundlæggende princip for, at reaktionen ikke bliver for slap. Det er imidlertid ikke er korrekt. Tværtimod er dette en angivelse af et strafmaksimum for at gøre op med den praksis, hvor man måtte betale med sit liv, hvis man havde voldt skade på en andens person. I stedet skulle reaktionen afpasses personskadens omfang og alvor, så der blev en form for proportionalitet mellem ofrets skade og den skade, gerningsmanden skulle bøde med på egen person. Faktisk kræver det en vis sublimeringsproces, før begrebet straf bliver så rummeligt, at der også er tilstrækkelig plads til andre aspekter end hævnen. Umiddelbart efter 2. verdenskrig genindførte man her i Danmark dødsstraf med tilbagevirkende kraft. Bjørn Elmquist Strafskærpelsen efter besættelsestiden og reaktionen imod Umiddelbart efter 2. verdenskrig genindførte man her i Danmark dødsstraf med tilbagevirkende kraft. Argumentet var, at besættelsen havde hindret de danske myndigheder i, i rette tid og fremadrettet, at tilpasse lovgivningen vedrørende samarbejde med og (pro)aktiv støtte til den tyske besættelsesmagt. Men var den reelle baggrund ikke frygten for, at dele af befolkningen ellers selv ville tage hævnen i egne hænder? Og at der generelt var så dårlig samvittighed over besættelsestidens officielle danske følgagtighed, at indsigelser mod dødsstraffen og de andre stramninger kunne risikere at blive udlagt som manglende dansk sindelag? Efter relativt få år indfandt "bondeangeren" sig dog. Dødsstraffen blev igen opgivet, hvorefter der gennem de følgende årtier foregik en modsatrettet humanisering. FN og Europarådet blev dannet, og respekten for menneskerettigheder vandt frem. Både den universelle menneskerettighedserklæring og den europæiske trådte i kraft, og Domstolen (EMD) i Strasbourg begyndte at håndhæve respekten for det enkelte individ. Hertil hørte - og hører - de retsgarantier, som kræver retfærdig rettergang, og forbuddet mod umenneskelig behandling, også af kriminelle.. I det hele blev vores samfund mere og mere tolerant. 1970'erne og 1980'erne bød på en række lempelser i strafferammerne, ligesom nye sanktionsformer dukkede op, og afsoningsvilkårene forbedredes. Alt det skete naturligvis ikke uden sværdslag. Blødsødenhed og pladderhumanisme var også dengang etiketter, som ofte blev sat på udviklingen. Men forskellen var, at datidens kritik var rettet mod flertallet (i folketinget, blandt organisationer, hos meningsdannere osv.), hvorimod det jo i dag siden 2001 er et voksende folketingsflertal, en enig regering og de fleste politiske kommentatorer, som går ind for og kræver de idelige stramninger. At de "forstokkede" - eller skal vi i al fairness kalde dem "modstanderne af den da herskende opfattelse"? - stod den gang relativt svagt, tilskriver jeg det faktum, at Den kolde krig jo prægede en stor del af debatten helt frem til Murens og Sovjetunionens fald. Også den del af debatten, som vedrørte vores hjemlige retlige forhold. Der var derfor snævre grænser for, hvor meget "man" kunne angribe princippet om respekt for menneskerettigheder, humanisme mv. uden at fremstå som modstander af den vestlige verdens frihedsidealer og værdier. De "kloge" sanktioner I dag er den "politiske korrekthed" vendt helt omkring. I det sidste årtis lemmingeagtige amokløb for strengere straffe udsprunget af større egoisme væk fra solidaritet og samfundssind er tilslutningen til velanbragt forebyggelse i sanktionsanvendelsen svundet ind. Mest illustrativt er det at begynde med de for mig at se mindst kloge sanktioner (dødsstraffen ser jeg her helt bort fra): langvarig fængselsstraf under meget barske vilkår, hvor uddannelse, udgange og andre resocialiseringstiltag er "en by i Rusland". Helt frakende denne form for sanktion en vis præventiv effekt vil jeg ikke, men man kommer let til at overdrive den forebyggelse, der i kraft af afskrækkelsen ligger i den. De fleste personer er nemlig overbeviste om, at de "aldrig bliver afsløret". Alligevel sker det jo heldigvis nok så tit, og så indebærer denne sanktion en meget stor risiko for, at den dømte hurtigt efter sin løsladelse til sin tid falder tilbage til ny kriminalitet, ofte af ligeartet karakter. Man må nemlig gøre sig klart, at den løsladte typisk står dårligt rustet til at klare hverdagens krav uden for fængslets mure: uden arbejde og med ingen eller beskeden uddannelse, ingen indtægt, boligløs og uden familie og netværk, bortset fra kriminelle, ofte yderligere belastet af stor forfalden gæld. De odds er nærmest uoverstigelige. Den dystre situation kan forbedres ved at ændre på bare nogle af forholdene: tilbud om uddannelse under afsoningen, opbygning/fastholdelse af relationer til familie og "positive" netværk, udbygning af kommunernes pligt til at tilbyde bolig, udslusningsforløb under den sidste afsoningstid, løsladelsespenge, gældsordninger osv. Iflg. gældende regler bliver der taget hånd om noget af dette, men stramningskampagnen har svækket den indsats ganske væsentligt. Budgetforbedringer på de områder er ikke på dagsordenen, når der forhandles finanslov. Tværtimod. Opmærksomheden og presset ligger på sparekrav, bortset fra "flere penge til politiet". Hvis kriminalforsorgen overhovedet tilgodeses, er det for at forøge fængslernes "indre og ydre sikkerhed", så indespærringen bliver mere effektiv. Imidlertid er jeg ikke optimistisk med hensyn til fremtiden. Efterhånden er tough on crime og zero tolerance blevet idealet langt ind i det politiske centrumvenstre. Bjørn Elmquist Det er ikke "politisk korrekt" at stå fast på krav om flere ressourcer til den præventive del af indsatsen eller at understrege behovet for at udbrede alternativerne til fængselsstraffene i det hele taget. Her tænker jeg bl.a. på betingede domme med vilkår om samfundstjeneste. De har eksisteret her i Danmark i nu en snes år og er ret beset en succeshistorie. Statistikken viser, at recidivet (tilbagefald til ny kriminalitet) er klart lavere end ved de ubetingede domme. Et andet alternativ er afsoning i eget hjem med elektronisk fodlænke, hvor man kan fortsætte uddannelse eller arbejde, ligesom familielivet kun i mindre omfang forstyrres. Så er der ordningen med konfliktråd, hvor offer og gerningsmand bl.a. i voldssager mødes, dog kun under forudsætning af, at begge parter indvilger deri, og der sker ingen reduktion af den straf, som idømmes. Ordningen har i mange år haft gavnlig effekt i vores nordiske nabolande. Ofret får (igen) en tryghedsfornemmelse i sin dagligdag og psykisk oprejsning ved at møde gerningsmanden ansigt til ansigt og dér konstatere, at han slet ikke var noget monsteragtigt overvæsen, men en helt ordinær person "skåret ned til naturlig størrelse", som man ikke skulle gå rundt i evig frygt for på ny at træffe. Og gerningsmanden fik korrigeret sine relationer til andre mennesker ved at blive konfronteret med og lært respekt for en person, han havde krænket. Det har fået mange af dem til at afholde sig fra igen at "slå på tæven". Her i foråret synes ordningen omsider at have fået sit gennembrud i Danmark. De to østjyske politikredse har haft 31 sager med konfliktråd. Nu skal man i gang med at analysere dem, så det kan konstateres, om de positive erfaringer i nabolandene også gør sig gældende her.

14 03/ "Mest illustrativt er det at begynde med de for mig at se mindst kloge sanktioner (dødsstraffen ser jeg her helt bort fra): langvarig fængselsstraf under meget barske vilkår, hvor uddannelse, udgange og andre resocialiseringstiltag er 'en by i Rusland'," skriver Bjørn Elmquist. Fremtiden Udover håb om, at stramningshysteriet ophører, og at vilkårene for resocialisering forbedres, har jeg et par konkrete ønsker til nye tiltag : mindre anvendelse af straffeattester ved ansættelse specielt i den private sektor og kategorisk forbud mod anbringelse af frihedsberøvede mindreårige i anstalter, hvor der også er voksne kriminelle, så den skadelige form for påvirkning afskæres. Ja, og så bør den kriminelle lavalder forhøjes " tilbage" til de 15 år. Imidlertid er jeg ikke optimistisk med hensyn til fremtiden. Efterhånden er tough on crime og zero tolerance blevet idealet langt ind i det politiske centrum-venstre. Allermest ildevarslende ledsages denne holdning af kritik fra flere folketingspartier af domstolene for manglende efterrettelighed over for de politiske signaler (læs: diktater): "Der afsiges alt for mange betingede domme...de forhøjede strafferammer slår ikke igennem... osv. I visse tilfælde endog ytret i forhold til stadigt verserende sager. Den slags udmeldinger skaber en situation, der i den grad rokker ved grundlovens 3 om magtens tredeling, at det giver mindelser om systemet i Sovjetunionen, DDR og 1930'ernes Tyskland og Italien samt diktaturer rundt om i verden helt aktuelt, hvor det politiske flertal både laver lovene, udøver magten bl.a. som anklager og bestemmer, hvad dommene skal gå ud på. Og vagthunden, pressen, har som oftest helt andre prioriteringer. Det er ikke demokrati, men den afart, der kaldes demokratur. KRIMINALPRÆVENTIVE TILTAG, DER VIRKER: Allerede indførte tiltag, der bør udvides: betingede domme med vilkår om samfundsstjeneste afsoning i eget hjem med elektronisk fodlænke konfliktråd, hvor offer og gerningsmand bl.a. i voldssager mødes (dog kun under forudsætning af, at begge parter indvilger deri) Og dem, Elmquist har på sin ønskeliste: mindre anvendelse af straffeattester ved ansættelse specielt i den private sektor kategorisk forbud mod anbringelse af frihedsberøvede mindreårige i anstalter, hvor der også er voksne kriminelle, så den skadelige form for påvirkning afskæres.

15 18 Tema Fængsel og forbyggelse Narkotikaforebyggelse gennem forbud - fra illusion til tragedie Forbuddet mod narkotika var oprindeligt et led i en nypuritansk amerikansk, politisk strømning. I dag forfægtes lovgivningen i høj grad for at forebygge narkomani og misbrug, men der er meget lidt, der tyder på, at det virker efter hensigten. At forbyde folk deres drifter efter nydelse og rus er en farlig vej, der kan have fatale konsekvenser. Billedet er fra Tepito, der er Mexico City s hårdeste bydel. Tepito kontrolleres af narkokarteller, og adgangen til bydelen er kraftigt bevogtet. Politiet får kun lov til at patruljere gaderne to dage om ugen. Af Søren K. Villemoes, skv@cevea.dk At forebygge gennem forbud kan virke simpelt, men i virkeligheden er det en kompliceret størrelse. På visse områder er det meget effektivt og har en tydelig samfundsgavnlig effekt. F.eks. ville vi nok se flere tyverier, røverier, mere skattesvindel og andre former for berigelseskriminalitet, hvis vi helt fjernede forbud mod disse og dermed opgav at straffe den slags handlinger. På andre områder ser forbud ud til at have en minimal til ingen forebyggende effekt. Når forbud ikke fungerer til at forebygge, er det ofte fordi de anvendes til at regulere ting, der er meget svære at regulere, og hvor forbud ofte gør mere skade end gavn. Et område, som historien har vist er ekstremt besværligt at regulere gennem forbud, er folks drift efter rus og nydelse. Det er ikke fordi, at det er umuligt at få folk til eksempelvis at drikke og ryge mindre, men der er ikke meget, der tyder på, at forbud skulle have en nævneværdig effekt. Strukturelle tiltag som en rygelovgivning, der får folk til at gå ud på gaden og tage deres cigaret, når de er på arbejde, på restaurant, natklub etc., samt intense oplysningskampagner og tilbud om afvænning har indtil videre vist Det er altså ikke umuligt at reducere omfanget af rusmidler. Det kræver bare mere kreative løsninger end forbud. sig relativt succesfulde (om end de fleste officielle tal er stærkt sminkede). Det er altså ikke umuligt at reducere omfanget af rusmidler. Det kræver bare mere kreative løsninger end forbud. Problemet er, at når folk først har fået smag for alkohol og tobak, så mener de fleste, at det er deres egen sag, hvornår de skal holde op igen. Det er de færreste, der kan se, hvilken skade det påfører samfundet, hvordan de selv behandler deres egen krop. Forbud mod narkotika mangler det etiske, moralske aspekt, der ligger implicit i de fleste forbud og gør dem effektive. Alle kan se, hvorfor spritbilisme, insider-trading og mord skal være forbudt, da det er moralsk forkerte handlinger, der samtidig er meget samfundsskadelige, og skal straffes, ikke blot for at forebygge, men også for at opretholde en følelse af retfærdighed i samfundet. Og i berigelseskriminalitetens tilfælde kan de fleste se, at det er nødvendigt at have flere ulemper end fordele ved den slags handlinger, så folk ikke ligefrem opmuntres til at berige sig selv på bekostning af dem, der følger reglerne. Det er intuitivt erkendeligt for snart sagt alle. Men sådan er det ikke med de forbud, der søger at regulere handlinger, hvor der umiddelbart ikke er noget offer; hvor ingen kommer til skade andre end den handlende aktør selv. Den slags forbud er ikke intuitive. Og derfor viser

16 03/ de sig ofte meget svære at implementere i praksis. Forbuddet mod narkotika er et glimrende eksempel. Da forbuddet kom til Danmark Forbuddet mod euforiserende stoffer i Danmark blev egentlig ikke indført med den hensigt at forebygge. Det var derimod resultatet af en nypuritansk amerikansk strømning, der bl.a. indførte det berømte spiritusforbud i USA i 1920, og som af snoede omveje fandt sin vej til dansk lovgivning. Under det mislykkede forsøg med spiritusforbud, der ikke førte andet end øget kriminalitet, tabt indtjening og tab af arbejdskraft med sig, kastede man sig også over narkotikaforbud, der forbød alle kendte stoffer på daværende tidspunkt. Spiritusforbuddet var som bekendt en gedigen fiasko, der ikke betød mindre spritforbrug, men selvom det samme ser ud til at være tilfældet med narkotikaforbuddet, har det alligevel formået at eksistere siden med katastrofale følger. Da FN blev oprettet i kølvandet på anden verdenskrig, gjorde man det til en forudsætning for medlemskab, at landene søgte at implementere lignende forbud mod narkotika, som dem i USA. Med ét var den amerikanske, puritanske narkotikalovgivning gjort global og havde således fundet sin vej til Danmark, der indtil da kun havde et forbud mod opium. Da loven blev indført i 1955, var der ikke de store protester. De hårdest ramte var jyske bønder, der i årevis forinden havde anvendt de hurtigt voksende danske hampplanter til at skærme deres marker af for vestenvinden. Men pludselig var det i strid med narkotikalovgivningen. Det behagede dem ikke. Forbud mod narkotika i Danmark blev således ikke indført med nogen særlig ambition om at forebygge. Men de sidste mange år er forbuddene mod hash, heroin, kokain, ecstacy, lsd osv. i høj grad blevet forsvaret ud fra det argument, at det har en præventiv effekt. Der er bare ikke meget, der tyder på, at det argument holder vand. Den forbudte frugt I Europa er der store forskelle på narkotikalovgivning fra land til land. Det klassiske eksempel, som oftest bliver fremhævet, er Holland. Men det europæiske land med den mest liberale narkotikalovgivning er faktisk Portugal, hvor man afkriminaliserede al besiddelse af narkotika til eget forbrug i De tørre tal taler næsten for sig selv. I Danmark har knap 39 % af alle voksne prøvet at ryge hash. I Portugal er tallet 12 %. I Danmark har cirka 6 % af alle voksne røget hash inden for det sidste år. I Portugal er tallet knap 4 %. Men de mest afgørende tal er statistikken for de årige. Det er nemlig oftest med henvisning til børn og unge, at man forsvarer de eksisterende forbud som forebyggende. Hvor 25 % af alle danskere i den alder har prøvet at ryge hash, så er tallet kun 13 % i Portugal. For kokain er tallet 3 % i Danmark, i Portugal er det 2 %. På trods af legalisering, ser der således ikke ud til at være flere unge portugisere, der prøver at ryge hash eller tage kokain. Her kommer man ind på et klassisk dilemma i diskussionen om narkotikaforbud. Blandt unge taler mange kritikere af forbud nemlig om det, de kalder den forbudte frugt effekten. For unge kan forbud ud fra dette argument have den direkte modsatte effekt end forebyggelse, og dermed gøre stoffet endnu mere interessant og appellerende. Man har set et lignende fænomen i forbindelse med computerspil og hiphopmusik med forældreadvarsler. Forældreadvarsler på computerspil har ført til en stigning i forbrug af selvsamme blandt de unge, viste en hollandsk undersøgelse sidste år. Jo mere, man gør for at hindre de unge i at komme i nærheden af det, jo mere har de lyst til at prøve det. Det er et af narkotikalovgivningens klassiske dilemmaer. Krigen mod narko er således en nedadgående spiral, hvor fjenden hele tiden bliver stærkere og mere nådesløs, mens ens indsats har ingen til minimal effekt på udbredelsen og indtagelsen af narkotika. En opinionsundersøgelse foretaget af amerikanske Zogby viste i 2008, at kun sølle 1 % af alle amerikanere ville tage hårde stoffer, hvis det blev legalt. Med andre ord, 99 % af alle amerikanere afholder sig fra at tage hårde stoffer, uanset om der er et forbud eller ej. I stedet nævner langt størstedelen andre årsager for, at de ikke tager stoffer som f.eks. de sundhedsmæssige. En lignende undersøgelse lavet af Gadejuristen i Danmark fra 2009 viste, at tallet her i landet var 3 %. Folk har tydeligvis masser af andre gode grunde til ikke at røre narkotika, hvilket gør forbud relativt irrelevant for disse mennesker. For dem, der allerede tager stoffer, har forbud mest den effekt, at det ofte betyder en stigning i prisen, at man løber en lille risiko for at få problemer med ordensmagten, og at man er nødsaget til at aflevere sine penge til kriminelle, hvis man skal have sit forbrug kørende. Som sagt er det kun 1 % af amerikanerne, der ifølge denne undersøgelse ville tage hårde stoffer, hvis det blev legalt, hvilket altså stort set svarer til den andel, der i forvejen indtager disse stoffer. Skal man tage det for pålydende, er den præventive effekt svær at få øje på. Ja, faktisk er den usynlig. Noget tyder på, at hvis folk ikke umiddelbart kan se det etiske grundlag bag et forbud, så retter de sig heller ikke efter det. Tragedien man kalder krigen mod narko En af de mere interessante grupper i USA, der arbejder intenst for en legalisering af narkotika er organisationen LEAP (Law Enforcement Against Prohibition). Det er en forening grundlagt af nuværende og tidligere politibetjente, der alle var enige om, at narkotikalovgivningen havde gjort deres arbejde ekstremt besværligt, kostet mange menneskeliv, inklusiv deres kollegers, og i øvrigt kun gjorde det problem, man forsøgte at bekæmpe, værre. I dag er foreningen vokset til mere end medlemmer. Og der er tegn på, at den offentlige opinion er ved at skifte. Sidste år målte man den største tilslutning til dato for en legalisering af marihuana, hvor hele 52 % af USA's befolkning ifølge undersøgelsen skulle være tilhængere af at ophæve forbuddet. Ser man på de sidste års udvikling i Nordamerika, er det ikke svært at forstå, hvorfor tilslutningen til kampen mod narko er dalene. I Mexico oplever man i disse år en helt ekstrem udvikling i narkokartellernes kamp om markedet. Den mexicanske stat bruger uhyrlige summer på at bekæmpe disse karteller bl.a. ved brug af militæret. Men de har vokset sig så store og magtfulde, at de kontrollerer dele af de nordlige regioner. Antallet af dræbte i konflikten stiger konstant, og Mexico er i dag et af de farligste lande i verden. At være journalist i landet er mere risikabelt end i nogen krigszone. Alene i år er 11 journalister blevet dræbt langt flere end i f.eks. Afghanistan, hvor kun én har mistet livet, og en anden er blevet meldt savnet i Antallet af grusomme episoder er alarmerende. Massegrave dukker op fra tid til anden, hvor folk er blevet henrettet af et af kartellerne. Så sent som i sidste måned dukkede en grav med 72 lig op. De var blevet dræbt med skud i nakken. Krigen koster det fattige mexicanske samfund ufattelige summer dog med intens økonomisk støtte fra USA, mens narkobaronerne tjener et sted mellem 30 og 50 milliarder dollars hvert år. En nordlig provinsby som Ciudad Juarez, hvor der bor cirka 1,5 million mennesker, er i dag et af de voldeligste steder på jorden. Alene i 2009 blev 2600 mennesker dræbt i forbindelse med narkorelateret kriminalitet i denne by alene. Samlet set regner man med, at cirka mennesker har mistet livet i den mexicanske narkokrig de sidste fem år. Selvom man har forsøgt med legalisering af små mængder narkotika til privat brug, er det muligvis for sent, da de illegale bander i dag har vokset sig så store og magtfulde, at de udgør en alvorlig sikkerhedstrussel over for staten. Efter Præsident Nixon startede Krigen mod Narko i 1971, er det kun gået ned af bakke. Og det er især Mexico, der betaler prisen. Allerede i 1986, da RAND Corporation foretog en omfattende undersøgelse af indsatsens effekt, kunne man konkludere, at krigen mod narko havde ingen til minimal effekt på narkotikahandelen. Der var faktisk en del, der tydede på, at det var

17 20 Tema Fængsel og forbyggelse Narkotikaforebyggelse... med til at sænke prisen på f.eks. kokain, udbredte markederne mere effektivt, og kun gjorde narkobaronerne endnu rigere og mere magtfulde, hvilket igen kun gjorde kampen mod dem dyrere og mere besværlig. Selve tallene på narkotikaforbruget så ud til at være uberørte. Krigen mod narko er således en nedadgående spiral, hvor fjenden hele tiden bliver stærkere og mere nådesløs, mens ens indsats har ingen til minimal effekt på udbredelsen og indtagelsen af narkotika. Havde man kunnet konkludere noget tilnærmelsesvist lignende i forbindelse med et andet forbud, ville man nok have droppet det for længst. Forbud mod at købe sex, kan meget vel blive endnu en gentagelse af det mislykkede forsøg på at regulere folks drifter og appetitter gennem straf, forbud og politiindsats. Et underbelyst område Et af de områder, hvor der findes flest myter og mindst konkret viden i befolkningen er på narkotikaområdet, der i årevis har været domineret af løse antagelser, mangel på empirisk data, følelsesladede henvisninger til børns ve og vel, samt ikke-dokumenterede påstande om forskellige sundhedsmæssige følger. Men efter handelen af hash på Pusher Street blev midlertidigt lukket i en årrække efter den borgerlige regerings indsats derude, har man set en stigning i banderelateret kriminalitet i resten af København. Der er desuden tegn på, at gennemsnitsalderen for at ryge hash første gang nu er faldende. Nogle eksperter peger på, at den på få år er faldet med et helt år. Den omfattende vold under bandekrigen, den nye udbredte handel med hash i nærheden af skoler, og de dårlige tal fra børn og unge har ført til et skifte i Københavns borgerrepræsentation, der sidste år i næsten samlet flok appellerede til regeringen om at få dispensation til en alternativ hashstrategi, hvor man ville sælge det fra kommunalt styrede steder. Det er ikke overraskende, at den idé fremføres. Rundt omkring i kommunen meddeler bekymrede borgere om stigende salg af hash i nærheden af deres børns skoler. Min gamle skole, Zahles Seminarieskole ved Israels Plads i København, er eksempelvis blevet til et centralt sted for hashhandelen efter lukningen af Pusher Street. Her starter man kl. 12 om eftermiddagen med at sælge hash lige bagved boldbanen det er vel at mærke midt i det store spisefrikvarter. Her kan folk i alle aldre helt ukontrolleret af nogen myndigheder frit komme og købe hash. I gamle dage skulle de i det mindste selv gøre sig ulejligheden at tage bus nr. 8 til Christiania. Indtil videre er ideen om kommunalt drevne hashbutikker blevet konsekvent afvist af den borgerlige regering, der siden sin indtrædelse i 2001 har gentaget de samme gamle fejl, der har domineret narkotikapolitikken i det meste af verden de sidste 60 år: Højere straffe og øget politiindsats en opskrift på fiasko. På den anden side af forbuddet At forebygge via forbud er en policy-strategi, der skal anvendes med omtanke. På narkotikaområdet har denne linje indtil videre vist sig som en kæmpe fiasko på stort set samtlige objektive kriterier. Det bliver ofte fremhævet som et sygdomstegn ved moderne dansk politik, at de borgerlige politikere ikke kan finde på andre reguleringsværktøjer end forbud. Alligevel ser man også venstrefløjen hoppe med på forbudsvognen, og det nye forslag, der er oppe at vende for tiden, forbud mod at købe sex, kan meget vel blive endnu en gentagelse af det mislykkede forsøg på at regulere folks drifter og appetitter gennem straf, forbud og politiindsats. Den efterhånden nådesløse mængde af data, der afslører hvor utrolig ringe grad af forebyggelse, der ligger i forbuddet mod narkotika, og de mange, mange kriminelle følger det medfører, med dertilhørende tragiske menneskeskæbner, burde for længst have fået ansvarlige politikere til at indse fejltagelsen. Desværre skal der nok endnu flere lig på bordet, vildfarende kugler i pæne middelklassekvarterer, vold og ødelæggelse fra hærgende bander til, før denne sandhed vil sive ind i hovederne på vores tungnemme politikere. Når risikosamfundet bliver et syndebuksamfund Det moderne samfunds higen efter tryghed fjerner fokus fra de objektive risici, borgerne står overfor, og får i stedet politi og retsvæsen til at jagte let identificerbare syndebukke. Af Henk van de Bunt, kriminolog på Vrije Universiteit og Erasmus Universiteit. Kriminalitet defineres ikke længere kun af straffelovgiverne men også af borgernes opfattelse og følelse af usikkerhed. Derfor tages alvorlig antisocial adfærd, som ikke er strafbart, i dag i betragtning, når vi snakker kriminalitet. Det bliver opfattet som det sikreste at reagere på antisocial adfærd og at medtage det i kriminalitetsundersøgelser. Det mener jeg er forkert. I stedet Velfærdsstatens drøm var, at alle skulle have del i velfærden. Risikosamfundets utopia er, at alle bliver skånet for katastrofer. Henk van de Bunt vil jeg her forsvare det synspunkt, at loven igen bør være det kompas, der følges, når man studerer og bekæmper kriminalitet. Farer Kan de farer, der er forbundet med globalisering, migration og teknologisk fremgang tøjles og forsikres? Vi ved det ikke længere med sikkerhed, og derfor bliver velfærdsstatens optimistiske tro på fremgang, selvudfoldelse og frigørelse i dag overskygget af følelser af angst og usikkerhed. Velfærdsstatens drøm var, at alle skulle have del i velfærden. Risikosamfundets utopia er, at alle bliver skånet for katastrofer. Det nuværende samfund bliver mere og mere kendetegnet ved en beklemmende stræben efter forebyggelse af katastrofer, og der reageres i overdreven grad på enkelttilfælde. Ingen kender konsekvensen for kriminaliteten af åbne grænser, internet og det multikulturelle samfund på længere sigt. Hvad betyder det for hæleri, spredning af børneporno, narkotikahandel osv. - og for mulighederne for social kontrol?

18 22 Tema Fængsel og forbyggelse Religiøs resocialisering Indsatte i Danmark har langt større mulighed for at tale med en fængselspræst end med en psykolog. Psykologerne har lange ventelister og begrænset tavshedspligt, hvilket fører de indsatte, mere eller mindre frivilligt, ned af den kristne vej. Af Maria Vedel, mav@cevea.dk og Anne Ravn, akr@cevea.dk De indsatte bliver ikke tilbudt psykologhjælp pr. automatik fortæller Linda Kjær Minke fra Københavns Universitets Juridiske Fakultet, der for nylig færdiggjort sin ph.d.- afhandling vedrørende fængselskulturer blandt indsatte i fængslet Vridsløselille. Hun fortsætter: I de fleste tilfælde er psykologhjælp noget, som den indsatte selv skal rekvirere. På Vridsløselille var der ansat en psykolog i 8 timer om ugen, hvor den pågældende også skulle supervisere de ansatte indenfor samme timetal. Med mindre det var absolut akut, var der derfor lang ventetid på at komme til psykolog. Nogle indsatte undlod derfor at anmode om psykologbehandling på grund af ventetiden. Med mindre det var absolut akut, var der derfor lang ventetid på at komme til psykolog. Nogle indsatte undlod derfor at anmode om psykologbehandling på grund af ventetiden. Sådan forklarer Linda Kjær Minke procedurerne, når de indsatte ønsker psykologhjælp, og det tyder altså ikke på, at psykologhjælpen umiddelbart er noget, de indsatte nemt og ubesværet har adgang til. I Vestre fængsel er situationen den samme som i Vridsløselille. Her har de også kun én psykolog, der kommer én til to gange om ugen. Til gengæld er der stort udvalg, når vi taler de indsattes mulighed for religiøs vejledning. Den religiøse diversitet er nemlig stor i Vestre Fængsel de har både protestantiske og katolske fængselspræster såvel som imamer. Alene fra den danske folkekirke er der 3 præster. Frirum foregår i det religiøse Linda Kjær Minkes erfaringer med de indsattes tilgang og brug af psykologer i forhold til fængselspræster udgør fundamentet for en nødvendig debat i diskussionen om livet i de danske fængsler. Da vi spørger Linda Kjær Minke om den reelle forskel på, hvad henholdsvis psykologer og fængselspræster kan tilbyde, påpeger hun det interessante i, at flere indsatte fortalte, at de sætter stor pris på, at fængselspræsten har udvidet tavshedspligt i forhold til fængselssystemet og fx ikke noterer samtaler. Man kan altså sige, at de indsattes praktiske mulighed for at få et reelt frirum og sjælestøtte finder sted hos I øjeblikket vægtes de indsattes ret til samtale med religiøse forkyndere tilsyneladende højere end deres behov for ikke religiøst baseret psykologisk støtte. Illustration: Matias BAF! religiøse forkyndere. Der er ikke lige muligheder for at vælge, hvorvidt den indsatte ønsker at tale med en trosfunderet sjælesørger eller en psykolog. I øjeblikket vægtes de indsattes ret til samtale med religiøse forkyndere tilsyneladende højere end deres behov for ikke religiøst baseret psykologisk støtte. Tim Jensen, der er religionshistoriker ved Syddansk Universitet, roser det danske fængselsvæsen. De har været rigtig gode til at efterleve internationale konventioner og menneskerettigheder i forhold til de indsattes religionsfrihed. Der er blevet gjort en stor indsats blandt andet ved at efteruddanne personalet inden for området. Dog undrer Tim Jensen sig over, hvorfor præster relativt ukritisk benyttes og betragtes som egnede sjælesørgere både som f.eks. fængselspræster, hospitalspræster og feltpræster. Deres udgangspunkt er jo blandt andet fortællinger og praksisser baseret på delvis overjordiske forestillinger i modsætning til psykologer, der så vidt muligt er neutrale og videnskabeligt baserede. En del af forklaringen kan ifølge Tim Jensen være den intime forbindelse mellem majoritetsreligion og stat, ureflekteret fastholdelse af systemet og en generel overeksponering af kultur og religion. Ikke formålet at omvende men det sker Peter Walin, som er fængselspræst i Vestre Fængsel, fortæller, at sjælesorgsarbejdet medfører, at der sommetider sker en form for religiøs omvendelse hos de indsatte, og at der Der er ikke lige muligheder for at vælge, hvorvidt den indsatte ønsker at tale med en trosfunderet sjælesørger eller en psykolog. rent faktisk er to til fire indsatte i Vestre Fængsel, der bliver døbt hvert år. Med andre ord så har det religiøse en tiltrækningskraft på mange indsatte. Et godt eksempel på et initiativ, der da også gør en forskel for de indsatte og tidligere indsatte, er Cafe Exit i Saxogade. Exit drives som en selvstændig forening. Den blev oprettet i 2007 på initiativ af Fangekoret, præster fra Vestre Fængsel og Apostelkirken. Det er et tilbud, som under fængselsopholdet beslutter sig for at ville starte på en frisk som aktive mennesker uden kriminalitet, når afsoningen er overstået. Tilbuddene spænder lige fra uformelt samvær over beskæftigelsesprojekt og juridisk rådgivning til samtaler med terapeuter og psykologer. Walin siger, at det ikke er med religiøs omvendelse som mål, at han taler med de indsatte: Hvis præsten fornemmer en åbning, bruges troen som ressource. Men hvis den indsatte ikke er åben for det religiøse, kan f.eks. kreativitet anvendes i sjælesorgsarbejdet. Walin vurderer forskellen på en fængselspræst og en psykolog til at være, at en præst mere ser på det hele menneske, på den indsattes livshistorie og inddrager sig selv mere i sjælesorgsarbejdet end en psykolog ville gøre. Det har ikke været muligt at få adgang til en fængselspsykolog og høre om dennes vurdering Her er Cafe Exit i Saxogade et glimrende eksempel.

19 03/ Summen af kriminalitet er konstant Klaus Riskær Riskær: Spar alle nuværende tiltag væk Klaus Riskær Pedersen, der afsoner 6 år for bedrageri, underslæb og mandatsvig, har travlt indenfor murene. Men han giver gerne Vision sit syn på fængselssystemet og resocialisering. Vi ønsker at høre en stemme indefra, så her får Fange763 i Statsfængslet ved Søndre Omme ordet. VISION vil gerne have et indspark til debatten om fængselsvæsen og resocialisering fra en indsat. Klaus Riskær Pedersen sidder i øjeblikket i Søndre Omme Statsfængsel, og engagerer sig trods travlheden bag murene i at tale med VISION. Vi tager interviewet over telefonen på hans egen direkte linje. Først og fremmest mener Riskær, at det er en samfundsmæssig og moralsk pligt at rydde op og finde humanistiske svar til udfordringerne forbundet med kriminalitet. Hans udgangspunkt er, at den generelle opfattelse af mængden af forbrydere i samfundet er ude af proportioner. Omfanget af kriminalitet er af en størrelse, der efter hans mening burde være håndterbar. Jeg tør vædde på, at der ikke er over , der dømmes til fængsel om året, siger han. Ifølge kriminalforsorgens statistik, har han ret. Der blev anmeldt ubetingede frihedsstraffe til Kriminalforsorgen i Det fremgår også af samme statistik, at der i år 2009 gennemsnitligt har siddet 3.714,9 personer i fængslerne og arresthusene - tallet er lavere, da mange sidder under et år. Summen af kriminalitet er konstant, fastslår Riskær. Og med det mener han blandt andet, at når forbrydere sidder inde skabes plads til, at deres kriminelle aktiviteter overtages af andre. Svingdørskriminelle Riskær opererer med tre typer af kriminelle. Først en gruppe helt almindelige danskere der er kommet på kant med loven, og som ikke udgør det store resocialiseringsproblem. Det ligger uudtalt i luften, at Riskær regner sig selv til denne gruppe. Så en meget lille gruppe af ekstremt farlige forbrydere, der er disponeret for gentagelser. I forhold til dem mener Riskær ikke, der er andet at gøre end at sætte dem fast. Gerne i kombination med behandling. Endelig en stor gruppe vaneforbrydere. Narko- og voldskriminalitet er toneangivende. De er endt i kriminalitet på grund af mangel på nærhed, kærlighed og intimitet og/eller som følge af dårlige personlige valg. Typisk er de som følge af personlige konflikter havnet i mindre heldige subkulturer. De mangler at få opbygget sociale værdisæt. Det er denne gruppe af svingdørskriminelle resten af snakken omhandler, og den Riskærs løsningsforslag skal ses i forhold til. Riskær oplever fængslerne som træningslejr for økonomisk terrorisme med ghettodannelse og udbredte netværk og forsyningskanaler, og han fastslår, at det IKKE er fængselsforsorgens men politikernes ansvar. Strømmen af talentløse og dårlige retspolitiske tiltag har været stor, mener Riskær, og de har indeholdt løsninger, der er dårlige for de indsatte og dyrt for samfundet. Summen af kriminalitet er konstant Klaus Riskær Omsorgssystem i stedet for kriminalforsorg Et nyt syn på fængsler er tiltrængt, og Riskær ønsker at gentænke hele fængselsinstitutionen med mere vægt på forebyggelse. Han er fortaler for individuelle ikke automatiserede løsninger, og mener, at et flerstrenget, meget decentralt system med små enheder på helst 10 og max. 20 personer vil være bedst gearet til det. For at stoppe at der siver mere vand ind, skal der en prop i skibet, forklarer Riskær, og mener med det, at indsatsen i første omgang bør målrettes unge førstegangs kriminelle. Samfundet overtager ansvaret, og de unge sættes ind i et omfattende socialt kontrolsystem. Riskærs tanke er, at de som det første kommer i en opsamlingslejr. Her skal hele deres sociale situationen medregnes, og her skal de være, til man har et så klart billede, at de kan placeres i målrettede enheder, hvor de skal indgå i forløb tilrettelagt af fagligt velfunderet personale som sociologer og pædagoger. Efter endt ophold bør systemet efter Riskærs mening stadig følge og hjælpe de unge. Hvis det stod til ham, skal de tilbydes lejlighed, job og også gerne bil, samtidig med at de evt. støttes i at finde kæreste og opbygge nye netværk. For at nå målet viger Riskær ikke tilbage for at indføre tvang i forhold til potentielle arbejdsgivere. Det med kærester og koner erkender Riskær vil være lettere i kulturer med tradition for arrangerede ægteskaber. Med en total omstrukturering af systemet på dagsordenen giver det ikke mening at diskutere de tilbud, der allerede findes i dag. Riskær beskriver dem som næsten ikke eksisterende og derfor spild. For at give plads til en reorganisering vil han spare alle nuværende tiltag væk. Det vil også fjerne illusionen om, at der gøres noget reelt i øjeblikket. Riskærs egen resocialisering kommer han ikke med bud på. Hvad der skal til for at han ikke havner i saksen igen, det står hen i det uvisse.

20 03/ er, undskyld udtrykket, noget blødsødent noget? Jeg mener at et program som Nye Veje går lige til kernen. Vi går ikke ind og snakker om deltagernes sociale baggrunde og den slags. Omdrejningspunktet er derimod kriminalitet og hvad der udløser kriminaliteten. At vi tør gøre det betyder at der bliver åbnet op for nogle ting hos deltagerne. Eksempelvis har mange af deltagerne aldrig før tænkt på ofrene for deres kriminalitet. Chalotte Zeeberg siger videre, at for at deltagerne kan blive accepteret som egnet til at deltage i et program som Nye Veje, så skal han vurderes til at være åben overfor forandring. Har tid til at tænke i et fængsel. Tao, som jeg kommer til at tale med i det klasselokale hvor undervisningen i programmet Nye Veje foregår, virker da også til at være motiveret for at slippe væk fra den kriminelle løbebane. Han vil i hvert fald væk fra alt, hvad der hedder fængsler, men erkender samtidig også at de sidste 7 års ophold i et lukket fængsel på sin vis har været godt for ham: Når døren bliver låst klokken halv ti, så har du kun dig selv og derfor masser af tid til at tænke. Om hvordan du savner dine børn og din familie. Hold kæft hvor har jeg fortrudt mange gange. Men samtidig gør et fængsel også noget ved dig, der bare ikke er sundt. Du bliver meget indesluttet og også fuldstændig umyndiggjort, fordi du som i en anden børnehave skal spørge om alting, selv det at komme på toilettet om natten, forklarer Tao og siger videre, at han ikke har haft megen udgang mens har været i fængsel. I det hele taget er det en barsk omgang at opholde sig i et fængsel, hvor det for Tao så vidt muligt har handlet om at holde lav profil. Noget tyder også på, at det er blevet hårdere at sidde i fængsel. I hvert fald er antallet af disciplinærstraffe i den periode hvor Tao har siddet inde mere end fordoblet, hvor de indsatte typisk bliver straffet med isolation, bøde eller udelukkelse fra fællesskab, hvis de bryder reglerne i fængslet. Øget fokus på forebyggelse ren signalpolitik Justitsminister Lars Barfoed meldte i foråret 2010 ud han ville dreje regeringens retspolitik i retning af mere forebyggelse frem for højere straffe. Den melding blev dengang mødt med begejstring fra næsten alle sider, men hos viceforstander Annette Graver Cronqvist er der i dag ikke længere nogen begejstring at spore: Ret beset er der jo ikke sket noget som helst. Bare se her i går (den 4 august, red.), der meldte Dansk Folkeparti ud, at de gerne ville have udgangsreglerne skærpet endnu mere. Og det kommer oveni, at udgangsreglerne allerede er blevet skærpet endnu mere her sidste forår. Udgangsreglerne blev strammet sidste forår som en del af den såkaldte indbrudspakke, som blev vedtaget som en konsekvens af et øget antal indbrud i private hjem. Nu kan beboere på Lysholmgård, der tidligere er dømt for tyveri, således ikke længere få udgang til juletid. I retspolitikken skelner man ofte lidt firkantet imellem det hårde og det bløde. I de seneste år kan man så sige at balancen tippet til fordel for det hårde. Er det kun entydigt negativt? I fængslerne kan de indsatte blive tvunget til at tænke, at det her gider jeg simpelthen ikke. Fængslerne er jo heller ikke kun hårde, da der jo også skal holdes motiverende samtaler. Jeg ved ganske vist ikke præcist, hvor meget de gør af den slags. Min fornemmelse er, at de ikke gør så meget. Men lige meget hvad, så er hovedproblemet, at de indsatte mister mange basale færdigheder i et fængsel, som gør, at de har meget svært ved at klare sig uden for murene. For nogle af dem, der kommer her, må det være som at dumpe ned fra månen, siger Annette Graver Cronqvist. Tao, som medvirker i artiklen, er ikke hans rigtige navn. Hans sande identitet er redaktionen bekendt. Tiden efter Nye Veje, et program på lysholmgård Vision bringer her et interview med 43 årige Tom Kirkegaard om, hvordan det var at deltage i Nye Veje, og om hvordan det er gået ham siden han forlod Lysholmgård i januar måned. Af Jens Rønn Pedersen, jrp@cevea.dk Hvordan var det at deltage i Nye Veje? Jeg var meget skeptisk i starten. Jeg er jo en halvgammel rotte, der mente, at jeg havde lært det der skulle læres. Jeg havde aldrig åbnet mig for nogen, og ved gud jeg har været ved mange psykologer og kurser igennem årene, men det her program fik mig til at åbne op og eksempelvis tale om og tænke på ofrene for min kriminalitet, f.eks. mine knægte. Det ramte sgu hårdt. Hvad var det ved Nye Veje, der fik dig til at åbne op? Programmet gik lige til kernen. Det kom ind på alt det, vi tumlede med, og så var det bare nogle fantastiske mennesker, Klavs og Chalotte (de to instruktører, red.). Det var også perfekt, at vi var så få på holdet. Det er nemmere at åbne op, når man sidder en 6-7 stykker, end hvis man er 20 samlet, som jeg har prøvet før i forbindelse med nogle kognitive kurser i fængslet. Nu får jeg så Ritalin, som har givet en masse ro i hovedet og mulighed for at bearbejde nogle ting. Tom Kirkegaard Hvad har du konkret kunnet tage med dig? Jeg bruger værktøjerne, vi lærte, om ikke til daglig, så rigtig tit. Jeg stopper op og tænker, at hvis jeg nu siger sådan og sådan, så vender jeg det rundt og tænker, hvordan den anden person vil reagere og tænke. På kurset spurgte Klavs også, om jeg nogensinde var blevet udredt for AHD, som det så senere viste sig, at jeg havde. Jeg har været vant til at tænke mange tanker, ja jeg kunne tænke hele mit liv på 10 sekunder og så handle ud fra det. Nu får jeg så Ritalin, som har givet en masse ro i hovedet og mulighed for at bearbejde nogle ting. Hvordan var det da kurset sluttede? Det var et helvede i starten. Først havde jeg svært ved at gå på indkøb og købe mælk og brød, fordi hvordan man gjorde det, havde jeg jo helt glemt i fængslet. Klavs var min mentor betalt af kommunen, og han kan berette om, hvordan jeg kunne gå ind gå ind i Fakta for at købe noget og komme ud med noget helt andet. Klavs var der lige fra starten, og det er fuldstændig vanvittigt, at de nu skærer mentorerne væk. Der vil altid være tilbagefald ligesom med alkoholikere og narkomaner. Når man har en dårlig dag på vippen, er det bare vigtigt at have en at ringe til. Hvad laver du i dag? Jeg arbejder for et stort entreprenørfirma, hvor jeg graver vandledninger. Jeg er faktisk lige blevet formand for mit hold efter 3 måneder. Du må forstå, at jeg ellers har været kriminel siden jeg var år. Jeg har været vant til de hurtige løsninger, og de hurtige penge, vi snakker om tyveri i 3-4 millionklassen. Det er fantastisk, hvordan det nu er gået mig.

21 26 Tema Fængsel og forbyggelse TEMABAGSIDE UNDERHUSET SPØRGMÅL: Hvordan kan vi begrænse tilbagefaldsprocenten blandt indsatte i danske fængsler? Af Simon Dyhr, Landsformand for Radikal Ungdom Regeringens retspolitik er totalt kollapset, det står lysende klart. Tilbagefaldsprocenten i de danske fængsler udgør i dag ca. halvdelen, dog afhængig af hvilken en form for kriminalitet der er dømt for. Derfor har Radikal Ungdom forslået en afskaffelse af den private straffeattest og konfliktråd som et alternativ til fængselsstraf. Simon Dyhr Strafferammerne i Danmark er kun forhøjet med den borgerlige regering ved magten. Det er desværre typisk højrefløjs retorik at råbe højere straffe for at løse kriminalitet. Der mangler også en grundlæggende øget respektfuld tone mellem politikere og borgere. Derfor er der brug for en reform af retsvæsnet og en fundamental anderledes retspolitisk tænkning og lovgivning. Et markant ungradikalt kardinalpunkt er, at i det moderne samfund må straf aldrig blive et spørgsmål om hævn, og straffen skal have en resocialiserende karakter. Målet må være, at så få kriminelle afsoner deres tid i fængsler som muligt og dermed ikke bliver ekskluderet fra samfundet for at undgå en negativ kriminel spiral. Men hvordan? Man kunne starte med en seriøs og ambitiøs forebyggende og resocialiserende indsats. Derfor har Radikal Ungdom forslået en afskaffelse af den private straffeattest og konfliktråd som et alternativ til fængselsstraf. Adgang til boliggaranti til løsladte fanger er også helt centralt. For Radikal Ungdom er der ingen tvivl. Den voldelige udvikling bland unge er bekymrende. Løsningen er en mangestrenget indsats, der både håndterer den umiddelbare konflikt og sikrer, at nye ikke opstår. Øget brug af fodlænker, at kunne blive dømt til samfundstjeneste eller uddannelse frem for fængsel, og mere synligt nærpoliti i socialt belastede områder, er minimumsløsninger. Derfor skal en ny regering ankerkende, at den retspolitiske tilstand i Danmark ikke går i den rigtige retning, og arbejde for en mere afbalanceret og inkluderende retspolitik. Fængselsvæsnet skal være rehabiliterende frem for reproducerende Af Pelle Dam, Landsformand for SF Ungdom Alt for mange indsatte i danske fængsler har været der før og havner der desværre efter al sandsynlighed igen. Derfor har vi brug for en markant reform af det danske fængselsvæsen. Resocialiseringsforløbet skal følges op under eventuel prøveløsladelse og efter, at man har udstået sin straf, og staten skal tilbyde en række understøttende tiltag. Pelle Dam I dag fungerer danske fængsler til tider desværre nærmest som en forbryderskole. Alt for mange kriminelle knytter nye kontakter til andre lovbrydere under deres fængselsophold. Vi skal have ændret mønsteret, så tiden bag tremmer i stedet udnyttes til at komme ind på en ny løbebane. For at det skal lykkes, skal alle indsatte tilbydes et resocialiseringsforløb skræddersyet til den enkelte. Det kan for eksempel indeholde uddannelsesmuligheder, psykologhjælp, erhvervsvejledning og -praktik, tilbud om diagnosticering og udarbejdelse af behandlingsplan i forhold til eventuelle lidelser som for eksempel ADHD. Resocialiseringsforløbet skal følges op under eventuel prøveløsladelse og efter, at man har udstået sin straf, og staten skal tilbyde en række understøttende tiltag: Psykologhjælp, genhusning, studievejledning, erhvervsvejledning, supplerende uddannelsestilbud og formidling af frivilligt arbejde. Endelig er det klart, at de mest basale ting bør være i orden: Det går ikke, at der er for lidt fængselspersonale, og at fængslernes fysiske rammer er ved at falde helt fra hinanden. Det skulle man tro var unødvendigt at nævne det er det desværre ikke under VKO. Derfor må vi ønske os en ny regering for også at få en ny kriminalitetsbekæmpelsespolitik!

22 03/ Om fisk, filantropi og nye løsninger på fattigdomsbekæmpelse Af Tania Ellis, forfatter, foredragsholder og erhvervsinnovatør Giv en mand en fisk og han er mæt en dag. Giv en mand en fiskestang, og han vil være mæt resten af hans dage. Dette er tankegangen bag det gradvise skift i måden at tænke fattigdomsbekæmpelse. Da verdens otte mest magtfulde beslutningstagere fra hhv. Storbritannien, USA, Tyskland, Frankrig, Italien, Canada, Japan og Rusland mødtes ved deres årlige G8 topmøde i 2009, besluttede de at etablere en $20 milliard fond til at understøtte verdens fattigste landes dyrkning og salg af egne afgrøder i stedet for at yde madstøtte til de sultende. Den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling (IBRD) også kendt som Verdensbanken som udsteder lån til bekæmpelse af fattigdom, mener, at den bedste måde at adressere anliggender relateret til fattigdom er ved at støtte udviklingslandene i blandt andet at udvikle sundhedssystemer og styrke deres infrastruktur. Fra donation til forretning Forretningsbaserede løsninger frem for filantropiske er også af udviklingseksperter og NGOer ved at blive et anerkendt middel til at kickstarte økonomisk vækst og social fremgang. For mange af dem har mistet troen på effekten af konventionel ulandsbistand og klassiske udviklingsprogrammer. I stedet fremhæver de vigtigheden af at tage grundlæggende forretningsprincipper i brug til at understøtte lokal jobskabelse og iværksætteri. Dette er årsagen til, at eksempelvis tidligere hjælpearbejdere Martin Fisher og Nick Moon startede deres non-profit virksomhed Kickstart i Virksomheden udvikler og sælger teknologier som fx MoneyMaker vandingspumper til fattige afrikanske bønder, der benytter pumperne til at etablere deres egne små profitable virksomheder. Selvom Fisher og Moon i starten blev betragtet som kættere i NGO-kredse, har makkerparret med deres forretningskoncept påvist, at mennesker investerer mere i et værktøj de skal købe, ANNONCE Hvis du ønsker at annoncere i VISION, kontakt kkb@cevea.dk / Forskellen er til at få øje på! Værdier der holder En levedygtig vision Kompetent rådgivning Engageret service Den kooperative virksomhedsform er et bæredygtigt alternativ også i krisetider DE KOOPERATIVE VIRKSOMHEDERS ARBEJDSGIVERORGANISATION

23 28 Uden for tema Om fisk, filantropi og... end i ét de bliver givet. Og tallene taler for sig selv. Siden Kickstarts etablering er mere end nye virksomheder og nye jobs blevet til, hvilket har løftet godt en halv million mennesker ud af fattigdom i Kenya, Tanzania og Mali. For hvert salg geninvesterer Kickstart sit overskud i udviklingen af endnu flere nye teknologier. Socialt entreprenørskab Kickstart er blot ét af stadig flere eksempler på socialt entreprenørskab iværksætteri hvor virksomheder sættes i verden for at understøtte et socialt formål. Igennem de sidste 5-10 år er der på verdensplan kommet en øget opmærksomhed omkring denne hybride måde at tænke økonomisk og social vækst. Og internationale organisationer som Schwab Foundation for Social Entrepreneurship i Schweiz, Skoll Centre for Social Entrepreneurship i Storbritannien og Ashoka i USA udgør i dag vigtige aktører i udbredelsen af kendskabet til dette iværksætterfelt. Forretningsbaserede løsninger frem for filantropiske er også af udviklingseksperter og NGOer ved at blive et anerkendt middel til at kickstarte økonomisk vækst og social fremgang. For mange af dem har mistet troen på effekten af konventionel ulandsbistand og klassiske udviklingsprogrammer. Tania Ellis Sidste år foretog Global Entrepreneurship Monitor (GEM) for første gang en måling af omfanget af socialt entreprenørskab i 49 lande. Blandt andet viste undersøgelsen, at mange iværksættere i særligt udviklingslande ønsker at have profitable forretninger, som samtidig addresserer sociale formål. Andre undersøgelser har vist, at sociale entreprenører i udviklingslande har særligt fokus på at opfylde basale behov som sundhed, adgang til vand og sanitet samt landsbrugsrelaterede aktiviteter. Og mange af dem går ét skridt videre fra symptombehandling til at adressere de underliggende årsager til fattigdom. Som grundlæggeren af Ashoka, Bill Drayton, formulerer det: De er ikke tilfredse med blot at give fisk eller at lære andre at fiske. De stopper ikke, før de har revolutioneret hele fiskeindustrien. I Kadavers tilfælde (se caseboks) er mottoet: Vi vil give en mand muligheden for at bygge og sælge fiskestænger og hele lokalområdet vil mærke en positiv forskel. BOP business I dag er fattigdomsbekæmpelse ikke kun et spørgsmål om filantropi og statsstøttede bistandsprogrammer. Det er også blevet et forretningsanliggende. Derfor udgiver Verdensbanken jævnlige Doing Business rapporter, og FN har etableret sit UN Global Compact ( verdens til dato største frivillige netværk for mere end 5000 virksomheder. Medlemmerne hér forpligter sig til at arbejde i henhold til 10 ansvarlighedsprincipper, der understøtter FNs Millennium Development Goals ( for fattigdomsbekæmpelse. Den internationale organisation The World Business Council for Sustainable Development opfordrer også gennem sit Sustainable Livelihoods Programme sine virksomhedsmedlemmer til at arbejde med inkluderende forretningsløsninger, der adresserer fattigdom, sundhed, arbejdstagerrettigheder og lokal samfundsudvikling. Ikke fordi de skal føle sig moralsk forpligtede til dette, men fordi det i sidste ende er godt for bundlinjen. Forretningspotentialet i at adressere behovene blandt verdens fattigste mennesker er det, som er blevet konceptualiseret med begreber som bottom of the pyramid et potentiale som en række multinationale virksomheder er begyndt at indfri for at få adgang til nye markeder og kundesegmenter. Det danske mejeriselskab Fan Milk, som i mange år har opereret i Nigeria, Ghana, Togo og Elfenbenskysten, har eksempelvis i samarbejde med Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) udviklet salgs- og distributionsselskaber i Benin, Burkina Faso og Liberia. I dag har virksomheden en kundebase på mere end 210 millioner mennesker, og beskæftiger mere end ansatte og mere end selvstændige sælgere, der lever af at distribuere Fan Milks produkter på gadeplan. Også pumpeproducenten Grundfos har fået øjnene op for mulighederne for at få et kommercielt gennembrud i udviklingslandene gennem sin inkluderende forretningsmodel Grundfos LIFELINK, der leverer rent drikkevand til overkommelige priser i Kenya. Andre ser udviklingslandene som deciderede testmarkeder for innovative produkter, som senere kan afsættes til resten af verden det som den anerkendte ophavsmand til bottom of the pyramid konceptet, professor C.K. Prahalad, har kaldt for trickle-up innovation. For eksempel sælger én af verdens største teknologi og servicekoncerner, General Electric, i dag små, bærbare computer-baserede ultralydsmaskiner i USA, selvom disse maskiner oprindeligt blev udviklet til landområderne i Indien og Kina. Nye logikker for vækst og fremgang Fremover kommer vi til at se flere eksempler på, hvordan det er muligt at skabe økonomisk vækst og social fremgang i udviklingslande på samme tid. Ligesom vi i den forbindelse vil se, hvordan gamle logikker bliver erstattet med nye, hvor de fattige betragtes som rige på ressourcer og viden og bliver betragtet som potentielle iværksættere, medarbejdere eller kunder frem for som ofre eller passive bistandsmodtagere. Dette er én af de nye veje ud af fattigdom og én af de nye måder at tænke business på og det giver begrebet udviklingslande en helt ny mening. Tania Ellis er forfatter, foredragsholder og erhvervsinnovatør med speciale i sociale business tendenser, Læs mere om tendenserne i hendes nye internationale bog The New Pioneers (Wiley, 2010) samt på hendes blog på

24 03/ Tasker af brugte cykelslanger redder liv Ved at importere og sælge tasker, der er lavet af lokale affaldsprodukter i Sierra Leone, er firmaet Kadaver med til at sponsorere et lokalt hospital. Partner Carl Johannes Borris fortæller i denne artikel om projektet. Af Carl Johannes Borris, partner i Kadaver Kadaver startede 1. august 2009 med missionen om at skabe positiv forandring i den, for nogen, ublu reklameog kampagnebranche. Visionen er at vise, hvordan man kan gavne samfundet og tjene penge på samme tid. Et af de projekter, der har tegnet denne intention helt fra starten, er Bangura Bags, som kort fortalt er et projekt, der har til formål både at donere, skabe vækst og sikre en bæredygtig forretningskæde på samme tid. Ved salg af en taske i Danmark går halvdelen af avancen til Kadaver og den anden halvdel til Masanga. Carl Johannes Borris Bangura Bags bliver produceret ved Masanga Hospital i Sierra Leone. Hospitalet er startet af den danske læge Peter Bo Jørgensen, der har drevet hospitalet på frivillig basis siden I skrivende stund behandler hospitalet patienter om året, og tallet er stødt stigende. Ud fra ønsket om at sikre en bæredygtig fremtid for hospitalet samt øge muligheden for, at lokalbefolkningen kan skabe sig en lys tilværelse, er projektet Bangura Bags blevet iværksat. Bangura Bags er en computertaske, et sleeve, der er produceret af brugte cykelslanger indsamlet i lokalområdet. Taskerne bliver produceret på hospitalets område i et lille skrædderi, drevet af frivillige med lokale som ansatte skræddere. Taskerne sælges til Kadaver der varetager import, salg og markedsføring i Danmark. Ved købet af en taske dækkes alle produktionsomkostninger. Kadaver dækker importomkostningerne, der bliver lagt oveni salgsprisen plus den ønskede avance. Ved salg af en taske i Danmark går halvdelen af avancen til Kadaver og den anden halvdel til Masanga. Dette er en 360 graders forretningskæde, der har til formål at støtte Masanga Hospital. I dette projekt er det intentionen at opretholde forretningskæden og understøtte muligheden for salg af andre produkter i Danmark. Der ydes ingen ekstra støtte til skrædderiet, der som alle andre på markedet er underlagt samme vilkår for køb og salg. Det fordrer, at alle parter udfører deres opgaver til en standard, der kan sikre en fælles bæredygtig fremtid. Konstrueret gensidig afhængighed. Det er Kadavers holdning, at den gensidige afhængighed er vital for projektet. Vi tror på, at udvikling skabes ved gensidig afhængighed med udgangspunkt i det enkelte individ i lokalområdet, der i dette tilfælde som skrædder bidrager til mere end sig selv og sin familie ved, at hver taske giver donationer til hospitalet, så flere borgere i Sierra Leone kan modtage behandling. I Kadaver bliver alle aspekter dog kontinuerligt diskuteret på baggrund af etiske overvejelser om fordeling af pengene, vores forhold til traditionsog kulturforskelle og dermed, hvad der er rigtigt og forkert indenfor udvikling generelt. Konklusionen bliver nok aldrig entydigt formuleret, men vi kan altid henholde os til, at vi kan se en udvikling, og vi kan se, at det virker. Det er det vigtigste for os.

25 30 Uden for tema MUSCLES FROM BRUSSELS Fra kaffesalon til europæisk parti Links Partiet af Europæiske Socialdemokrater: PES aktivisterne Danmark: Anya Skrzypek, FEPS: Models for (s)electing a pan-european leading candidate: Europas socialdemokrater kan vise vejen til en bredere og mere demokratisk debat om EU hvis vi vil. Af Rikke Skovgaard Andersen, national koordinator, PES aktivisterne Danmark Da Jürgen Habermas opfandt begrebet borgerlig offentlighed tilbage i de glade 60ere, var det næppe EU og de europæiske, politiske partier, han havde i tankerne. Den tyske teoretikers nok mest kendte tese er, at et velfungerende demokrati forudsætter en offentlighed, hvor borgerne går sammen og debatterer samfundets problemer. Habermas kongeeksempel var Wien ved sidste århundredeskifte, hvor datidens politikere, forskere og kunstnere mødtes i kaffesalonerne og i fællesskab ræsonnerede sig frem til rimelige løsninger på landets problemer. Selvom der er sket drastiske ændringer i det politiske og mediemæssige landskab, siden Habermas skrev om Wiens kaffesaloner, og selvom mange kloge og veluddannede mennesker har problematiseret tesen om den borgerlige offentlighed, så er der stadig rigtig meget af teoretikerens tankegods, der finder anvendelse i dag. Offentlighedsteorien har bl.a. været brugt til at rette kritiske blikke mod EUs ofte noget utilgængelige, politiske institutioner og mod Europas store mediekoncerner, der nedprioriterer EU-stoffet og skærer ned i antallet af korrespondenter i Bruxelles. Uden ideerne fra Habermas havde EU-Kommissionen nok ikke fået øjnene op for, at den europæiske folkesygdom, euroskepticismen, ikke lader sig kurere af farvestrålende pjecer, der på utal af sprog reklamerer for det storstilede projekt EU. Kommissionen lader til at have erkendt, at hvis euroskepticismen skal slås ned, så er der behov for en sprængfarlig cocktail af ægte tovejskommunikation mellem borger og beslutningstager og reel magt til de folkevalgte i Europa-Parlamentet. Europas socialdemokrater går foran Partiet af Europæiske Socialdemokrater (forkortet PES) er det næststørste af i alt ti europæiske partier, der er støttet økonomisk af EU. PES blev stiftet i 1992, hvor de daværende Poul Nyrup Rasmussen er formand for sammenslutningen af europæiske socialdemokrater, PES, der står bag PES aktivisterne. medlemspartier blev enige om at lade et europæisk parti afløse den tidligere Konføderation af Socialistiske og Socialdemokratiske Partier i EF. PES har i dag en medlemsflok på 33 nationale partier - herunder de danske socialdemokrater - og er ledet af den tidligere danske partiformand Poul Nyrup Rasmussen. De europæiske partier - og særligt PES - er værd at holde øje med, fordi de har en hel del potentiale i forhold til at styrke den direkte politiske dialog mellem vælgerne og politikerne på EU-plan. PES har taget flere initiativer for at fremme dialogen med medlemmer af Europas socialdemokratiske partier og med en bredere kreds af centrum-venstre vælgere. Paraplyen over de forskellige tiltag hedder PES aktivisterne og er et åbent netværk af medlemmer af PESpartierne. Netværket er organiseret i lande- og bygrupper og har ca tilmeldte over hele Europa. For eksempel organiserede PES en åben konsultation i forbindelse med sidste valg til Europa-Parlamentet, hvor partimedlemmer og andre interesserede kunne stille forslag til partiets valgprogram via en interaktiv blog og gennem selvorganiserede debatmøder rundt omkring i Europa. Et andet tiltag er, at partiet har indført en intern regel om, at en gruppe PES aktivister kan bede PES politiske ledelse drøfte en bestemt politisk sag, hvis gruppen indsamler 500 underskrifter fra PES aktivister fra mindst 15 forskellige lande. Denne mulighed er inspireret af borgerinitiativet i Lissabon-traktaten, hvor man med 1 million underskrifter kan få Kommissionen til at rejse en given sag. Én fælles kandidat Med PES aktivisterne har partiet vist, at PES ikke bare er en organisationernes organisation, men at man tør åbne sine politiske diskussioner op for en bredere kreds af vælgere. Det gode initiativ forpligter, men selvom PES måske er first mover, er der stadig masser af nyt territorium at erobre. For eksempel har PES på sin sidste kongres forpligtet sig på, at partiet til næste valg vil stille én fælles kandidat til posten som formand for Kommissionen på vegne af alle Europas socialdemokratiske partier. PES aktivisterne har efterfølgende taget bolden op og foreslået, at PES aktivister og andre medlemmer af Europas socialdemokratiske partier får direkte indflydelse på valget af denne superkandidat. Den videre proces for valget af super-kandidaten vil være med til at vise, hvor langt modet til at eksperimentere og viljen til at styrke den europæiske offentlighed rækker hos de europæiske, politiske partier.

26 32 Uden for tema Det er fattigdomsår... I forsøget på at få endnu flere ind på arbejdsmarkedet, har man indført en række forringelser af overførselsindkomster, kaldet incitamentsydelser, fordi filosofien har været, at hvis man reducerer de laveste indkomster yderligere, så vil selv de svageste være nødt til (og i stand til) at finde sig et job. Knud Vilby hvilken grænse, man vælger, er der mange flere under grænsen end tidligere. Og forskerne viser, at fattigdommen fører til afsavn og isolation med det resultat, at titusinder af børn og unge får en dårlige start i livet end deres gennemsnitlige jævnaldrende. Danmark ligger pænt internationalt, men Fattigdommen er stadig væsentligt mindre i Danmark end i gennemsnittet af EU-lande. I internationale sammenligninger kommer Danmark stadig ud som et land med relativt stor lighed og færre mennesker, der er truet af fattigdom, end de fleste andre lande. Den enkle forskerforklaring på, at Danmark har den relativt pæne position, er, at der i Danmark sker en betydelig udligning vis skattesystemet og de sociale overførselsindkomster. Historisk har det medført en udvikling der stort set er kommet alle til gode. Det har også betydet et generelt højt uddannelsesniveau og dermed generelt gode arbejdsmarkedskompetencer, og det er en del af grunden til, at Danmark generelt har klaret sig godt. I de seneste mange år er der sket mange lettelser i indkomstskatten (skattestop mv.), samtidig med at overførselsindkomster er blevet opreguleret langsommere end lønninger og andre indkomster. Det betyder en ændring i dette historiske udviklingsforløb. Den førte politik har logisk ført til voksende ulighed mellem høje og lave indkomster og mellem mennesker på arbejdsmarkedet og mennesker udenfor. Men VKO-regeringen er gået flere skridt videre. I forsøget på at få endnu flere ind på arbejdsmarkedet, har man indført en række forringelser af overførselsindkomster, kaldet incitamentsydelser, fordi filosofien har været, at hvis man reducerer de laveste indkomster yderligere, så vil selv de svageste være nødt til (og i stand til) at finde sig et job. I dag viser blandt andet AE-Rådets undersøgelser, at starthjælpen, kontanthjælpsloftet og 300- og 450-timers reglen er med til at marginalisere folk og presse dem yderligere ud i fattigdom. Selv under højkonjunkturen var mange alligevel ikke i stand til at få et arbejde, og under finanskrisen er det blevet helt umuligt. Vi kan derfor på en anden måde end tidligere tale om en regeringsskabt fattigdom, og undersøgelser viser, at den i høj grad rammer børnefamilier (både etniske danskere og danskere med anden etnisk baggrund). I det omfang incitamentsydelserne kan ses som statens straf af dem, der ikke kan eller vil arbejde på arbejdsmarkedet, må man konstatere, at straffen også omfatter børnene. Det vil utvivlsomt få konsekvenser i fremtiden. Børn med en dårlig start har eksempelvis vanskeligt ved at fuldføre kompetencegivende uddannelser. Regeringen har været mindre end lunken Regeringen har afvist en egentlig fattigdomsgrænse og sagt, at den i stedet vil udvikle indikatorer, der mere retvisende viser, hvor de virkelige fattigdomsproblemer ligger. Men man kan roligt fastslå, at regeringen har sovet, ikke blot i timen, men i de 10 år, der er gået siden denne proces blev sat i gang. Skiftende danske VK-regeringer har ikke ønsket at tale om eller at anerkende, at der er fattige i Danmark, og regeringen har da også været mindre end lunken overfor EU s forsøg på at sætte fattigdom på dagsordenen. Selvom man i EU har talt om fattigdomsindikatorer i årevis, er de officielle danske indikatorer stadig ikke præsenteret for offentligheden. Formentlig bliver de det omkring uge 44, der i EU-sammenhæng er udnævnt til dansk fokus-uge. I mellemtiden har en lang række organisationer arbejdet med det danske fattigdomsproblem. De har sammen lavet en fattigdomserklæring, og de driver hjemmesiden som administreres af Socialpolitisk Forening. Jeg har ikke i denne artikel leveret tal, men man kan finde fattigdomstal på Her kan man også læse fattigdomserklæringen. Tre enkle indikatorer Organisationerne er enige om, at en formel fattigdomsgrænse ikke fortæller hele sandheden. Derfor vil vi gerne tale om indikatorer. Socialpolitisk Forening har sammen med den danske afdeling af det europæiske fattigdomsnetværk (EAPN) sagt, at man meget simpelt kan se på 3 faktorer, når man skal vurdere fattigdom i Danmark. En økonomisk grænse på 60 procent af medianindkomsten, dvs. ca kroner om måneden Cevea takker Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om EU (Europa-Nævnet) for støtte til dette og næste nummer af VISION, der har et speciel fokus på EU s År til Bekæmpelse af Fattigdom og Social Marginalisering. efter skat i Danmark. Antallet af materielle afsavn: Alle, der mangler almindelige forbrugsgoder og f.eks. ikke kan betale uventede udgifter, proteinrig kost, ferie, bil, vaskemaskine, tv, telefon. Antallet af langtidsledige familier, dvs. husholdninger, hvor en eller begge forsørgere er langtidsledige og udstødt fra arbejdsmarkedet, og hvor børnene risikerer et liv på samme vilkår. For alle tre definitioner gælder, at det er risikogrænser, som viser, hvor der kan være brug for hjælp. Det er ikke sikkert, hjælp er nødvendig, men der er risiko for en deroute, som kan forebygges ved en rigtig indsats, som kommer tidligt nok. AE-Rådets tal viser, at antallet af danskere, der har været under den økonomiske grænse i mindst 3 år er stærkt stigende, og erfaringen er, at så er fattigdommen ikke kun en trussel, så bliver den en barsk realitet, som skaber afsavn og isolation. Fokus nu på er snart gået. I EU-sammenhæng sættes der nu fokus på Der skal laves handlingsplaner for, hvad landene vil gøre for at nedbringe fattigdommen efter fattigdomsåret. Heller ikke på dette område har vi hørt ideer fra den danske regering. Men det er nu, der skal gøres en indsats for at sikre, at der sker noget efter 31. december i år. Regeringens eneste fokus har været at få flere mennesker i arbejde. I Socialpolitisk Forening er vi enige i, at arbejde for rigtigt mange mennesker er vejen ud af fattigdom og sociale problemer. Men det er vigtigt at huske, at erhvervsfrekvensen er meget høj i Danmark sammenlignet med de fleste lande, samt at der altid vil være medmennesker, som af den ene eller anden grund er afskåret fra arbejdsmarkedet. De er stadig medmennesker, og de får børn, der vokser op og skal have en ordentlig start på livet. Et Danmark, hvor flere og flere mennesker oplever egentlig fattigdom, store afsavn og social isolation, er et Danmark, vi ikke kan være bekendt.

27 03/ "Vi kan derfor på en anden måde end tidligere tale om en regeringsskabt fattigdom, og undersøgelser viser, at den i høj grad rammer børnefamilier (både etniske danskere og danskere med anden etnisk baggrund)," skriver Knud Vilby. Illustration: Patrick RIngsborg

28 34 Uden for tema Problemerne i verdensøkonomien og det økonomiske trilemma Bretton Woods systemet indebar faste vekselkurser mellem de europæiske valutaer og dollaren, sikret ved at dollaren havde en bestemt indløsbarhed overfor guld. I 1971 suspenderede præsident Nixon systemet. Af Malthe Munkøe, analytiker i Cevea og MA i Political Economy fra Europakollegiet Økonomer bruger ofte udtrykket der findes ikke nogen gratis frokost der er omkostninger forbundet ved alting. Det gælder også i landes økonomiske politikker, hvor det såkaldte trilemma viser, at man aldrig kan opnå mere end to ud af tre bestemte ønskværdige økonomiske mål. Og her har Europa og Kina valgt forskellige formler, der har væsentlige implikationer for verdensøkonomien. Nogle af de vigtigste spørgsmål i verdensøkonomien i dag handler om valutaer og vekselkurser. Kina beskyldes for at holde sin valuta, renminbien, kunstigt nede for at øge sin eksport, og i USA har politikere endog talt for handelspolitisk gengældelse. I Europa har den græske gældskrise givet grund til nye overvejelser omkring euroens langsigtede levedygtighed, og mange spørger nu sig selv om, de europæiske økonomier ville have klaret sig bedre gennem krisen, hvis de havde beholdt deres egne valutaer. Disse problemstillinger er vanskelige at forstå, hvis man ikke tager den overordnede kontekst i form af de økonomiske valg, som kinesiske og europæiske beslutningstagere har truffet, i betragtning valg som løser visse problemer samtidig med at skabe andre. Den økonomiske umulighed Det økonomiske trilemma viser, at enhver økonomisk politik vil kunne opnå to af de følgende mål, men aldrig alle tre: 1) en uafhængig pengepolitik, så man kan bruge pengepolitikken til at stabilisere økonomien. 2) En åben økonomi hvor kapitalbevægelser til og fra udlandet ikke er underlagt begrænsninger. Det kan tiltrække investeringer udefra og tillade større deltagelse i verdensøkonomien, og der er forholdsvis stærkt belæg i den økonomiske litteratur for, at økonomisk åbenhed er forbundet med højere vækst. 3) Faste vekselkurser, hvilket bidrager til økonomisk stabilitet ved at gøre det lettere for erhvervslivet at tilrettelægge investeringer og andre forretninger med de lande valutaen ligger fast i forhold til. Hvis man har en uafhængig pengepolitik og en åben økonomi (som i USA), vil man ikke kunne have en fast vekselkurs, da valutaprisen bestemmes af markedsaktørerne, som køber og sælger landets valuta på åbne kapitalmarkeder. Hvis man har en åben økonomi og faste vekselkurser (som i Danmark), vil man ikke kunne have en uafhængig pengepolitik, da pengepolitikken skal bruges til at fastholde valutakursen via valutakøb og -salg på de internationale markeder for at påvirke prisdannelsen. I eurolandene er man gået skridtet fuldt ud og har helt ophævet nationale valutaer. Herved har man en pengepolitik ført af den Europæiske Centralbank, der måske passer med eurolandenes samlede behov, men sjældent hvert enkelt lands, og en ubrydelig fastkurspolitik imellem deltagerlandene. Hvis man har en uafhængig pengepolitik og en fastkurspolitik (som i Kina), kan man ikke have en åben økonomi, da valutaprisen så ville blive bestemt af handelen på åbne valutamarkeder. Den kinesiske centralbank har derfor indført kapitalkontroller, som begrænser mulighederne for at flytte kapital ud af landet. Fra guldstandard til euro Euroen er kulminationen på de europæiske økonomiers forsøg på at opnå økonomisk stabilitet. I slutningen af Anden Verdenskrig etablerede vestmagterne Bretton Woods systemet. Det indebar faste vekselkurser mellem de europæiske valutaer og dollaren, sikret ved at dollaren havde en bestemt indløsbarhed overfor guld. Det bidrog til international økonomisk stabilitet, men efterhånden kom dollaren under pres blandt andet på grund af udgifter til Vietnamkrigen. Den amerikanske guldbeholdning svandt ind, og presset øgedes yderligere da Frankrig mistede tilliden til dollarens værdi og vekslede sin dollarreserve til guld. I 1971 suspenderede præsident Nixon systemet.

29 03/ Pengepolitik har på langt sigt kun indflydelse for inflationsniveauet, men som økonomen Keynes sagde med sit berømte diktum: på langt sigt er vi døde. Det er Keynes der ses på billedet. De europæiske lande etablerede deres eget fastkurssamarbejde, efter hvilket fluktuationer mellem deres valutaer skulle holdes indenfor 2,25 pct. Dette blev i 1979 erstattet med et mere vidtgående Europæisk Monetært System. Systemet brød imidlertid sammen i 1992 efter en række spekulative angreb, spektakulært eksemplificeret ved den ungarske aktiespekulant og mangemilliardær George Soros højtprofilerede angreb på det britiske pund, som anslås at have indbragt ham omkring 1 milliard dollars, da pundet blev trukket ud af fastkurssamarbejdet. Fastkurssamarbejder er særligt sårbare overfor spekulation, da det er one-way bets selvom angrebet mislykkes mister spekulanten ingen penge, da valutakursen blot forbliver konstant, og hvis de bryder sammen er der store gevinster at hente. Derfor valgte eurolandene at gennemføre en irreversibel fastlåsning af deltagerlandenes valutaer, så enkelte valutaer ikke kan angribes af spekulanter. Dette giver økonomisk stabilitet, da handel i Europa ikke påvirkes af skiftende vekselkurser. Omvendt er pengepolitikken udfærdiget af ECB ud fra hele eurozonens behov, og derfor sjældent dækkende for hvert enkelt medlemsland. Kinas behov for stabilitet For Kina er stabilitet og økonomisk vækst de to altoverskyggende mål. Kommunistpartiets legitimitet er forholdsvist skrøbelig og hviler primært på at skabe økonomisk fremgang. Derfor er styret påpasselig med at risikere store økonomiske tilbageslag. Den asiatiske valutakrise i sluthalvfemserne illustrerede den voldsomme kraft internationale valutabevægelser kan have. Igennem halvfemserne oplevede de asiatiske tigerøkonomier høj vækst, og investorerne flokkedes til. Men i juli 1997 forsvandt investorernes tillid til den thailandske bath, der var i en fastkurspolitik til dollaren og nu blev anset for at være prislagt for højt. Det førte til spekulative angreb, og investorerne trak kapital ud i stor stil. Uroen spredte sig til hele Sydøstasien. Borgere tabte store værdier eller blev arbejdsløse på grund af tilbageslaget. Også politisk kan valutakriser få konsekvenser. Den konservative Major-regerings tilslutning styrtdykkede efter at den britiske fastkurspolitik blev opgivet, hvilket banede vejen for Labours magtovertagelse. De kinesiske magthavere opfatter liberaliseringer af kapitalbevægelser som en farlig politik. Den kinesiske løsning på trilemmaet er at holde økonomien forholdsvist lukket. Det har samtidig tilladt Kina at fastlåse renminbiens værdi overfor dollaren, så renminbien siden 1986 har været undervalueret til gavn for de kinesiske eksportører. Kina har gennemført visse liberaliseringer af sin finanssektor og er på mange måder mere åben, end de fleste tilsvarende økonomier har været på samme økonomiske udviklingsstadie. Den kinesiske banksektor er i dag lille og forholdsvis ineffektiv, hvilket virker hæmmende for investeringsmulighederne i Kina. Denne liberaliseringsproces vil sandsynligvis fortsætte for at styrke og effektivisere den kinesiske banksektor, men uden at der bliver lukket helt op indenfor en overskuelig tidshorisont. Ingen gratis frokost Fastkurspolitik giver økonomisk stabilitet og letter handel. Omkostningen er, at selvstændig pengepolitik umuliggøres. Ifølge økonomisk teori vil en økonomi imidlertid på langt sigt tilpasse sig til de strukturelle forhold, og er således kun virksom til mere kortsigtet økonomisk stabilisering. Derfor har pengepolitik på langt sigt kun indflydelse for inflationsniveauet igennem det at påvirke markedsaktørernes forventninger til inflationen. Dette argument, som vandt frem med udviklingen af rationelle forventningsmodeller i økonomien, havde stor betydning for, at mange europæiske økonomer anbefalede indførelsen af en fælles mønt. Men som økonomen Keynes sagde med sit berømte diktum, på langt sigt er vi døde, så nogle gange bør man også se på det kortere sigt. En anden omkostning opstår, hvis et lands økonomiske politik påvirker de andre lande i eurosamarbejdet negativt. Krisen viste, at markeder er gode til at skelne mellem forskellige risici i de forskellige medlemslande igennem statsobligationsmarkedet, så det bliver dyrere for lande med svage offentlige finanser at låne penge. På den anden side viste eksemplet Grækenland også, at medlemsstater kan komme i en situation, hvor hele euroområdet og euroens valutakurs trues. Omkostningen ved den kinesiske løsning på trilemmaet er, at kapitalbevægelserne begrænses. Det kan give en mindre effektiv fordeling af kapital. Men åbne kapitalmarkeder kan være en kime til ustabilitet. Finanskrisen blev transmitteret til Europa, fordi man var tæt sammenvævede igennem det internationale finanssystem, mens udviklingsøkonomierne mest blev indirekte ramt i kraft af faldende global efterspørgsel. Og mens man i Vesten siden startfirserne har gennemført omfattende kapitalmarkedsliberaliseringer valgte Malaysia efter den asiatiske valutakrise at genindføre kapitalkontroller. En anden indvending er, at økonomisk åbenhed begrænser landes mulighed for at føre en ønsket økonomisk politik. Det blev illustreret med Grækenlands tilfælde, men mere generelt har den stigende internationalisering medfødt overvejelser omkring, hvorvidt kapital i stigende grad vil flytte til de steder, hvor der er mindre beskatning og regulering. Det er meget tænkeligt, at den kinesiske renminbi er undervalueret, og at eurosamarbejdets konstruktion trænger til reformer. Men disse specifikke problemstillinger bør ikke kun betragtes isoleret men også ses i forhold til de afvejninger, der ligger i alle forsøg på at finde den mest hensigtsmæssige løsning på trilemmaet.

30 36 Uden for tema DEN SKÆVE VINKEL En Parisertoast med det hele Lynge Jacobsen kongen af AaB Fodbold. Danmarks svar på Alex Ferguson forankret i en god portion nordjysk snusfornuft. Og han ligger ikke noget imellem. Der skal penge på bordet. Af Martin Petersen & Frederik Andreas Jørgensen Allerede i kantinen mærker man suset af dansk fodboldkultur. Der langes parisertoast over disken i samme tempo som en gammel slidt vals. Ja, faktisk går det meget langsomt vi har ventet 20 minutter på 2 forbandede Parisertoast, men de kommer. Og de er gode. Sammen med to abrikosvand, fritter og kaffe er det her Fodbolddanmark. Det er sådan tusinder af danskerne trives i idrætsklubber rundt om i landet. Ikke noget diætistisk pis med salat og agurk nixen, det er den rene vare. Parisertoasten er kommet for at blive. Og det er Lynge også - AaBs sportschef som de fleste fodboldinteresserede er på fornavn med. Hans kommentarer lyser op som en ø i et Stillehav af intetsigende eksperter. Vi sidder overfor en 125 års jubilar klubben, ikke Lynge. Det er 125 år siden at Aalborg Boldspilklub af 1885 blev etableret. Lynge har fyldt meget i Naiv som jeg er, siger jeg til min nabo, det var da fantastisk. Selvom spillerne har tabt bliver de hyldet Spillerne, siger han, dem er vi fuldstændig ligeglad med det er klubben det handler om. Lynge Jacobsen klubbens historie siden han blev skrevet op som miniput som 6-årig i Hjertet af AaB ligger på banerne i Aalborg Øst. Og det er ikke kun superligaklubben. Det er hele kulturen det er ånden. DM-titler og hurtige kommentarer Lynge er allerede blevet kapret af en journalist da vi ankommer. Telefonen kæmper med at kapere den store mængde præcise, underfundige one liners, der hober sig op i en telefonisk flaskehals. Vi har så lidt tid til at betragte pokalerne Tre danske mesterskaber. Det undlader Lynge ikke at kommentere da han er klar til kamp. Nå hvad skal vi snakke om?, spørger han. Fodboldkultur, arbejderkultur dansk kultur. Nå ja det er rigtigt, siger han og ber os komme med. Han skal lige have en smøg ude bagved. Lynge er indbegrebet af AaB. Han var selv den første professionelle spiller i klubben i 1978 nu sportsdirektør for det hele. Og han nyder det. Også smøgen. Hvordan ser du udviklingen af sporten? Er fodbold stadig en arbejdersport, og har det nogensinde været det? - Jo, siger Lynge, det har det været. Han fremhæver Frem (som jo desværre lige er gået konkurs). Det er nok det nærmeste man kommer, siger Lynge. Der er en lidt anden stemning derude på stadion. Men generelt er arbejdersporten forsvundet: Efterhånden som mange klubber bliver børsnoteret bliver det lidt svært at fastholde at det er arbejderklubber, og det skyldes at sporten er blevet professionel og der er penge i det. Så professionaliseringen har simpelthen ødelagt det? Den bider Lynge ikke på: Jeg ved ikke om man kan sige ødelagt for hvis ikke vi havde været professionelle havde vi været røven af fjerde division både klubhold og landshold. Danskerne er troløse Tilskuerantallet i Superligaen er i bund. Lynge ser det som en samfundstendens. Og det kan man også se blandt fansene. De er troløse fans

31 03/ DEN SKÆVE VINKEL på den måde, at hvis ikke deres hold præsterer så finder de bare et hold som vinder. Men det er omvendt i England, siger han, for der holder man med din klub i medgang og modgang: Hvis de rykker i tredje division så rykker du med dem. Hvor havde knægtene været henne, hvis ikke der var nogle, der ville træne drenge oppe i Hjallerup, i Skagen eller Farsø. Lynge Jacobsen klubberne flyttet sig fra deres base, for kulturen er vigtig for rigtig mange fans. Så de gamle idealer er forsvundet? Den køber han ikke for man kan sagtens balancere mellem klubben og forretningen: Der er jo stor forskel mellem os og dem på den anden side, amatørafdelingen. Vores spillere er ansat. Vi forsøger jo at holde fast i det, det handler om at spille fodbold. Jeg går aldrig og taler om børsnoterede virksomheder eller aktiekurser. Og spillerne får jo deres gode hyre for at spille men mest fordi de kan li det, fastslår han. Lynge er selv billedet på egen avl som man kalder det. Men det har ændret sig siden 1970erne: Ser man på vores hold så har vi ca. halvdelen der har spillet i ungdomsafdelingen med rødder i det nordjyske, siger Lynge med en blanding af stolthed og vemod. Lynge har set dødssyge 0-0 kampe mellem nummer 12 og 8 og alligevel er der fuldt hus med tilskuere. Det passer godt ind i hans kram. Jeg havde håbet vi kunne oparbejde en kultur i den stil herhjemme også. Hvis det kan lykkedes tager det mange, mange år. Han var i Liverpool for at se en Champions League-kamp - som de tabte. Så da alle tilskuerne til sidst synger You ll never walk alone, bliver Lynge glad: Naiv som jeg er, siger jeg til min nabo, det var da fantastisk. Selvom spillerne har tabt bliver de hyldet Spillerne, siger han, dem er vi fuldstændig ligeglad med det er klubben det handler om. Det er noget helt, helt andet. Lynge afviser at det har noget med arbejderkulturen at gøre det er snarere en form for lokalpatriotisme. Han nævner Leeds som eksempel: Selvom de er dumpet ned gennem rækkerne har de dynger af tilskuere. Der er en anden kultur der binder du dig til klubben. Penge i lortet Næste år kan han fejre 15 års jubilæum som sportsdirektør. Han spillede førsteholdet fra , og blev AaBs første professionelle kontraktspiller, da han i 1978 tegnede kontrakt til kr. om året. Professionel fodbold har ændret spillet. Som Lynge siger det, er vinderne dem der har flest penge: Så enkelt er det: Dem der har flest penge er dem, der vinder mest. Men han ser dog et problem i at AaB tager ansvar for fællesskabet Lynge mener dog ikke amatørklubberne får den ros de fortjener: Hvor havde knægtene været henne hvis ikke der var nogle der ville træne drenge oppe i Hjallerup, i Skagen eller Farsø, siger han. Det er kernen i dansk idrætskultur. Men det er også godt for AaB: AaB er på toppen af det, for dem der så er bedre end gennemsnittet - dem hapser vi siger han med et grin der minder om det, skurken i amerikanske film bruger når han fortæller sin beskidte plan for helten. Han mener, at det at være med i et fællesskab er en fantastisk social lærdom for unge mennesker en gardering mod sociale slagsider: Man redder mange for hvad havde de ellers lavet. De træner klokken 16:30 og hvis ikke de er der, er der straf. Han ser det at være mere i et forpligtende fællesskab som en fantastisk erfaring. Og så er der alle de fede børn, siger han. Ja det skal jeg jo ikke tale for højt om - tøhø... Efter vi har grinet af, melder alvoren sig. Det kan virkelig komme til at koste dynger af samfundskroner på sigt, fastslår han og påpeger at der altså ikke er nogle fede børn i AaB. Hvis de ellers bare møder op til træning. Så lærer de at Karim Zaza og Jeppe Curth starter dagen med havregryn. Problemet kommer når de bliver år for så eksploderer tilbuddene. Men det er specielt computeren Lynge har erklæret krig mod. Nu er jeg ikke den store EDB-nørd, og det kan sgu godt være de lærer noget ved det, men frisk luft det skal man ha. Ungerne skal stimuleres og imponeres. Så kommer de i gang med at dyrke sport: Ta nu Brixtofte man kan li ham eller la vær, og han kvajede sig, men han havde en grundtanke. Han ville have hele lortet op på højeste niveau. Brixtofte byggede Farum Romanum (som spydige tunger døbte den) en af de bedste haller i Danmark, og mente alle idrætsgrene skulle understøttes. Han skaffede de bedste trænere. Men så klappede fælden. Lynge er i det hele taget godt tilfreds med hjælpen fra samfundet og politikerne. Lynge fremhæver Aalborgs borgmester Henning G Jensen som idrættens mand. AaB har gode forhold i Aalborg, og det er næsten ubetaleligt. Men kommunen skal vel primært understøtte bredden? For Lynge er det to sider af samme mønt. Det bider hinanden i haserne. Bare se Anja Andersen, hun gjorde det rigtig godt, mener Lynge: Hun satte Slagelse på Danmarkskortet. Ellers var Slagelse jo kun noget man snakkede om, når man var skidefuld og sang om vognmanden fra Slagelse. Journalister og idioter Fodboldklubberne er sådan set gamle kulturinstitutioner - de bygger både på bredden og eliten. Men de seneste år er der kommet mange ekstremistiske grupper af Hooligans i dansk fodbold. Hvad gør i ved dem? Det er jo ikke vores fans. Pressen siger at det er fans fra AaB, FCK, Brøndby - nej det er sgu ikke, det er nogle idioter. Det er pressen der skaber dem, siger han. Journalisterne fiser rundt i byen for at finde en historie, så de kan skrive AaB fans og Brøndby fans slås. Men det pressen sætter fokus på - det har ikke noget med fans at gøre med fans. Der var en lokal politiker der sagde, at klubberne slukke betale for politiet. Men det er idioti, mener Lynge: Skulle vores kontrollører tage ud på en mark i Århus? Jeg skal nok sige det til ham, når jeg møder ham. Lynge mener at pressen mangler en tydelig markering af, hvad der er i orden. Han fortæller om engang en journalist ringede til ham, for at få hans kommentar til, at politiet havde tilbageholdt fans. Vidste du godt, at den ene er et godt menneske - en bibliotekar, sagde journalisten. Siger du nu til mig, at bibliotekarer ikke pisser ved siden af potten? Spørger Lynge. Lynge ryster på hovedet: Når det foregår ude på gader og stræder så er det en ren politiopgave, siger han. Derimod sætter han stor pris på AaBs officielle fanklub ASC. Den blev etableret i 1990 og er Danmarks ældste. Hvis ikke de er der, så er det drønkedeligt. Når de holder stilleaktioner er det ligesom til andespil. Når der er råbt banko så kan man høre folk snakke rundt omkring - der mangler nerve i det. Det gør der ikke i Lynge. Han har det hele.

32 38 Uden for tema BOGANMELDELSE Bevægelsernes tid er ikke forbi Af Jens Jonatan Steen, direktør for Cevea Arbejdsmarkedet er i bevægelse. Vi har ingen garantier for, at udviklingen fortsætter i positiv retning tværtimod bliver arbejdsvilkår forringet, lønnen falder og arbejdstiden stiger. Ifølge en ny tankevækkende bog kan working poor være på vej til Danmark. Med sin nye bog Vi er ikke dyr, men vi er tyskere har bloggeren, murersvenden og faglig sekretær i 3F, Mattias Tefaye, begået et lærerigt værk om livet på de danske arbejdspladser. Et liv som mange af os desværre kun kender alt for dårligt. Mens tonen i skurvognen og jargonen på stilladserne er ukendt for alt for mange meningsdannere på den politiske scene, så formår Tesfaye at tage læseren med på en spændende rejse gennem det danske arbejdsliv og særligt det fysiske betonede arbejde. Med levende eksempler, talrige anekdoter og det samme medrivende sprog som man kender fra Tesfayes glimrende blog på politiken.dk - bliver hvad der kunne forekomme kedeligt gjort særdeles vedkommende og interessant. Samtidig formår den politiske komet, der i foråret blev valgt til SFs landsledelse med det højeste stemmetal, at tilføje sine mange givende kapitler et stænk af videnskabelighed ved at trække på en lang række af undersøgelser, store sociologer og politiske tekster. På Christiansborg pensum Bogen indskriver sig i debatten omkring den stigende afstand mellem almindelige mennesker og akademiske politikere, som også forfatteren Lars Olsen har beskrevet i Eliternes triumf. Men Teasfaye formår at give diskussionen nye dimensioner med sin praktiske tilgang til udfordringerne på det danske arbejdsmarked. Der er således meget at hente for alle os, der ikke dagligt færdes på byggepladserne. Det gælder absolut også for de, til tider, verdensfjerne centrum-venstre politikerne på Christiansborg, som burde sætte denne bog på pensum. Et par af diskussionerne, som særligt fortjener at blive fremhævet, er fremkomsten af de såkaldte working poor i Tyskland, beskrivelsen af de unge kække stilladsarbejdere, der betragter samfundet som et supermarked, det menneskelige behov for at have et anstændigt arbejde, efterlysningen af et reelt opgør med den tredje vej i dansk politik og endelig konfrontationen med de elitære tanker om det produktionsfrie samfund. 400,000 danskere arbejder i fremstillingsindustrien I sin afvisning af sidstnævnte elitære tanke om den kreative klasse udviser forfatterens både mod og indsigt, da han passioneret tager den direkte konfrontation med den anerkendte professor Steen Hildebrandt og dennes budskab om at mindre end 20 procent af den danske befolkning har et fysisk arbejde. Den modige forfatter har ret, hvis man skal tro byforsker Joel Kotkin, der netop har bevist, at de byer i USA, som har satset på gode grundlæggende rammevilkår for virksomheder og den producerende middelklasse, også har haft større vækst end de byer, der alene har satset på kultur og den kreative klasse. Men Tesfaye vil for meget af det hele og kommer derfor til at sætte den røde tråd over styr. Som læsere mister vi ganske enkelt overblikket. Det egentlige budskab drukner i de mange sidehistorier og unødvendige digressioner. Repræsenterer bogen en afdækning af udviklingen på det danske arbejdsmarked, en analyse af working poor -begrebet, en sociologisk Grand Theory eller måske et politiske manifest for fremtiden centrum-venstre? Man efterlades på usikker grund. Henrik Dahl Revisited Bogen er således allerbedst, der hvor den bliver på arbejdsmarkedet. Det er her de vigtige historier bliver formidlet og her, vi opnår ny viden. De afsluttende kapitler af mere sociologisk karakter kommer derimod til at minde mere om Henrik Dahl s mislykkede bestræbelser på at indfange den danske befolkning i simple kasser og grupper. Herigennem beskriver Tesfaye vores største samfundsudfordringer og udskriver samtidig den dertilhørende medicin, som formidles gennem præsentationen af en række mønsterborgere. Disse mønsterborgere eller idealtyper indskrives ganske præcist i den igangværende kulturkrig, som alt for mange folketingspolitikere i modsætning til Tesfaye fortsat ikke har opdaget. Men argumenterne bliver flere steder selvmodsigende. Bogen Vi er ikke dyr, men vi er tyskere Working poor på Danmarks dørtrin Forlaget Sohn 2010 Skrevet af Mattias Tesfaye 349 sider argumenterer f.eks. hårdt mod den klassiske centrum-venstre floskel om uddannelse, uddannelse og uddannelse, selvom om dette i afslutningen bliver et af forfatterens egne forslag. På samme måde bliver løsningen lidt for løst defineret, som etableringen idealmennesket Deltageren, der står i modsætning til Evighedsstudenten, Romantikeren og værst af dem alle Forbrugeren. Tilbage til udgangspunktet Løsningen beskrives således som etableringen af en markneger bevægelse, hvor de befolkningsgrupper, der er til stede i deres arbejdsliv sættes i centrum (læs: dem med fysisk arbejde): Deltagerne er en bevægelse af marknegere, der primært udgøres af de fagligt organiserede grupper i det industrialiserede servicesamfund, som trues af working poor. Vi er således tilbage ved udgangspunktet, hvor løsningen er en genoplivning de store bevægelser, klasseorienteret massemobilisering og arbejdspladsorganiseringen. Men hvad skal være

33 03/ epicenter for denne romantiske vækkelse af bevægelserne? Er danskerne klasseorienterede i samme grad som tidligere, og hvorfor har det tyske skrækeksempel ikke trukket på samme løsning? På trods af det meget høje ambitionsniveau, så repræsenterer bogen et vigtig og nødvendigt bidrag til den aktuelle samfundsdebat. Og endnu mere vigtigt, så beviser bogens forfatter, at der stadig findes enkelte unge politikere, som vægter den levende debat over levebrødet på Christiansborg, og politikere, hvis ambitioner ikke bare kan reduceres til Machiavelli og Sun Tzu. Det vil således være mit spinkle håb, at Tesaye fortsætter sin politiske kamp, som idealistisk indpisker udenfor det etablerede politiske system. Det idépolitiske projekt Bogen Arbejdermagt VOXPOP Er det vigtigt, at der er arbejdere på Tinge? Og burde der være flere end der er i dag? VI- SION har spurgt tre personer, der har engageret sig i debatten. Af Søren K. Villemoes, skv@cevea.dk Lars Olsen er forfatter og foredragsholder og har skrevet flere bøger om opsplitningen af samfundet. Senest skabte han en del debat med "Eliternes Triumf". VISION Burde arbejderne have mere indflydelse og magt i moderne politik? LO Ja ligesom andre fra samfundets brede lag. Desværre domineres politik i dag af de højtuddannede og bedrestillede. Dette skyldes ikke kun, at embedsapparatet har større magt i stat og kommuner, men også en større social skævhed i politik og meningsdannelse. VISION Hvad er konsekvensen, hvis arbejderne ikke har politisk indflydelse? LO At vigtige samfundsproblemer havner under radarskærmen. Ét eksempel er den brutalisering af arbejdslivet, som Mattias Tesfaye beskriver. Et andet er skævheden i boligdebatten, som næsten kun handler om ejerboliger. Et tredje eksempel er akademiseringen af uddannelserne, hvor de højtuddannede sætter deres forestillinger igennem. Leif Lahn Jensen er teminalarbejder og MF for Socialdemokraterne. Han er en af stifteren af et arbejdernetværk i Socialdemokratiet. VISION Burde arbejderne have mere indflydelse og magt i moderne politik? LL Nu kan man jo spørge sig selv, hvad en arbejder er, og hvem føler sig som en arbejder i dag. Men lad os sige det på denne måde: Jeg kunne godt tænke mig, at politikerne i folketinget lignede befolkningen lidt mere, at der var flere, som var blevet udlært på arbejdsmarkedet, at der var flere, som har været på arbejdsmarkedet, at politik ikke er en karrierevej, men en vej man vil gå, fordi man brænder for at ændre nogle ting, som man ikke finder retfærdige. Her har jeg brug for at flere har forbindelse til den lille mand på gulvet, og det kunne typisk være en, der kommer derfra selv. VISION Hvad er konsekvensen, hvis arbejderne ikke har politisk indflydelse? LL Konsekvensen vil blive to ting: Vi vil i Folketinget have fokus på de forkerte ting, ikke de ting som virkelig betyder noget for den enkelte ude på arbejdspladserne og ude i stuerne. Den anden vil måske være mere slem: Danskerne vil føle, at politik er noget fjernt, noget kedeligt, og ikke noget man behøver at beskæftige sig med. Og det er jo helt galt. Politik er jo netop vigtigt for alle, for politik er jo, om dit barn bliver passet ordentligt, om din mor får en god pleje på ældrehjemmet, og om vejene i din kommune er sikre at køre på. Lars Trier Mogensen er debattør og redaktør af Politikens lederkollegie. VISION Hvem har magten i Danmark? LT Heldigvis kan magten ikke længere lokaliseres ét sted i kongeriget. Forskellige eliter kæmper indbyrdes - og ofte i alliancer - om at styre og påvirke samfundsudviklingen. Disse magtkampe sker som oftest åbent. Til gengæld er der en række stadig mere betydningsfulde finansielle netværk, der ikke modbalanceres direkte og gennemsigtigt. Det drejer sig om f.eks. kapitalfonde, pensionskasser og investeringsbanker. Follow the money: Den største magt ligger stadig gemt i pengeboksene. VISION Burde arbejderne have mere indflydelse og magt i moderne politik? LT Som gruppe har lønmodtagere en historisk stor indflydelse på dansk politik i dag. Næsten alle partier orienterer sig mod at tilgodese den gennemsnitlige LO-familiers kortsigtede, økonomiske interesser. Hvis lønmodtagere stadig skulle have et underskud af indflydelse, er det således ikke i den politiske arena, men snarere i forvaltningen af bl.a. deres egne pensionsmidler. Paradoksalt nok er danske lønmodtagere blevet deres egne arbejdsgivere. VISION Hvad kan man gøre for at få arbejderne ind på Christiansborg, hvis det altså er målet? LT Vælgerne har de politikere, de fortjener - og vælgerne stemmer i dag hellere på unge studenterpolitikere end på arbejdere med et levet liv bag sig. For der findes ingen valgkredse, hvor vælgerne ikke har mulighed for at stemme på en 'arbejder-kandidat. Men de gør det ikke.