adam stadnicki cello Debutkoncert Onsdag d. 23. april 2014 kl Konservatoriets Koncertsal, Julius Thomsens Gade 1 Foto: Tom Mckenzie

Transkript

1 adam stadnicki cello Debutkoncert Foto: Tom Mckenzie Onsdag d. 23. april 2014 kl Konservatoriets Koncertsal, Julius Thomsens Gade 1 w w w. d k d m. d k

2 program Sergej Prokofjev: ( ) Leoš Janáček: ( ) Gioacchino Rossini: ( ) Emil Hartmann: ( ) Cellosonate i C-dur, op. 119 Andante grave Moderato, ma non troppo Pohádka (en fortælling) for cello og klaver, JW 7/5 Con moto. Andante Con moto. Adagio Pause (ca. 20 min) Duet for cello og kontrabas i D-dur (1824) Andante molto Cellokoncert op. 26 (1879) Medvirkende: Alexander Mckenzie, klaver Michal Stadnicki, kontrabas Barbara Skorb Stadnicka, cello Robert Vadasz, violin Amatørsymfonikerne dirigeret af Kristoffer Kaas moderato - Andantino - - Andantino - Canzonetta: Andante Rondo pastorale: Allegretto - Andantino Velkommen til min debutkoncert I aften er en helt særlig aften for mig, og derfor er jeg meget beæret og glad over at have disse begavede og fantastiske musikere med på scenen og ikke mindst være i selskab med alle jer, som har taget jer tid til at høre koncerten. Da jeg blev optaget på konservatoriet i 2005, turde jeg ikke drømme om at ende, hvor jeg er nu. Uden Morten Zeuthens opbakning og mangeårige vejledning ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag. Mortens opmuntring i hårde tider og optimistiske livssyn har virkelig reddet mange dage i mit liv. Af andre vigtige personer, som har præget mit liv som cellist, skal også nævnes Toke Møldrup, nuværende solocellist i Copenhagen Phil, som jeg allerede stiftede bekendtskab med på første år på konservatoriet som Mortens assistent. Hans unge alder og store talent var og er stadigvæk meget inspirerende. Jeg vil også takke min fantastiske professor Roland Pidoux fra Paris, som i 2008 så håb og fremtid i en meget ung og usikker dreng, som jeg var dengang, og som gav mig den helt unikke mulighed at studere på en institution, som er så inspirerende og verdenskendt, at man ikke kan lade være med at få lidt ærefrygt for det. Jeg vil også rette en stor tak til Amatørsymfonikerne og alle de venner og musikere, der spiller med i orkesteret i aften. Jeg har haft den ære at opføre Dvoraks cellokoncert sammen med dem for 3 år siden, og det har været en af de største musikalske oplevelser, jeg har haft. Deres tro på mig gav et unikt samarbejde med en række vidunderlige musikentusiaster, som der burde være mange flere af! Denne særlige aften spiller min mor, cellist i DRUO, med blandt celloerne. Uden disse mennesker og de oplevelser der fulgte med, ville denne koncert i aften ikke være mulig. Aftenens program er et meget personligt program. Det består af værker, som er kendte, men dog ikke ofte spillede. Jeg har lidt gjort det til min kamp at fremhæve det, der måske har stået lidt i skyggen af noget andet. Jeg er født i Berlin og opvokset i København, men jeg har østeuropæiske aner og har derfor valgt at lade første halvdel af koncerten repræsenteres af slaviske komponister i en baglæns tidsrejse. Prokofjevs Cellosonate var noget af det sidste, han skrev i 1949 kort inden sin død i 1953 lige efter anden verdenskrig. Det er et mørkt, men også utrolig melankolsk værk, som han troede, at han aldrig ville få lov at offentliggøre. Det fortjener meget mere opmærksomhed, end det har fået. Leoš Janáček Pohádka blev komponeret omkring 1910, 18 år inden han døde og i en periode, hvor hans popularitet var dalende. Han havde samtidig lige mistet sin datter på tragisk vis, og en generel tvivl præger værket, som egentlig skulle have været meget længere og først blev uropført flere år efter sin færdiggørelse. Hver eneste ven, jeg har spillet værket for, har syntes godt om det. Derfor undrer det mig, at det ikke har været spillet oftere.

3 Anden halvdel af programmet er mere traditionel. Rossinis duet er notorisk kendt for at være svær for kontrabassen, og den kan ikke spilles af en hvilken som helst bassist. Så er det jo heldigt, at min far, som er solobassist i DRSO, medvirker i aften. Aftenenes sidste værk er også aftenenes højdepunkt for mig, en negligeret dansk perle undfanget af den ferme komponist Emil Hartmann i København. Han blev uddannet i Tyskland og stod i skyggen af sin far, J.P.E Hartmann. Hvis der findes et dansk modsvar til en romantisk cellokoncert i stil med Dvořaks cellokoncert eller Tjajkovskijs Rokokovariationer, må det være denne! Den er ikke lige så voldsom i størrelsen som Dvoraks, men mindst lige så virtuos og stedvis mere charmerende end Rokokovariationerne. Vi er så ofte optaget af at lede efter inspiration alle mulige andre steder, end der hvor den ofte findes, lige foran næsen på os selv. Hermed ønsker jeg alle rigtig god fornøjelse! Sideløbende med sin solo- og orkesterkarriere er Adam Stadnicki en aktiv kammermusiker. I 2012 blev han sammen med sin kvartet Copenhagen Piano Quartet optaget i solistklassen hos professor Tim Frederiksen og Jens Elvekjær. Kvartetten vandt tredjepris i den præstigefyldte Johannes Brahms International Chamber Music Competition i Pörtschach, Østrig. I 2013 fulgte en andenpris i Val Tidone International Chamber Music Competition (førstepris blev ikke uddelt det år), det prestigefyldte Léonie Sonnings Stipendium og Jacob Gades Legats store pris. Copenhagen Piano Quartet har desuden indgået samarbejde med pladeselskabet Dacapo om at udgive en debutcd i I oktober 2013 blev Adam Stadnicki ansat i Athelas Sinfonietta Copenhagen. Samme måned kunne han opleves som solist med DR UnderholdningsOrkestret i Joseph Haydns Cellokoncert nr. 1 under ledelse af Adam Fischer. Adam Stadnicki blev født i 1986 i Berlin i en familie fyldt med musik. Faderen var kontrabassist i DRSO og moderen cellist i DRUO. Allerede som 14-årig optrådte han som solist foran Dronning Margrethe II med Bachs første cellosuite til Skt. Petri Skoles 425-års jubilæum. I 2005 blev Adam Stadnicki optaget som studerende hos professor Morten Zeuthen og Toke Møldrup på DKDM. I løbet af sin studietid deltog Adam Stadnicki i mange masterclasses i Europa med store cellolegender som bl.a. Torleif Tedéen, Natalia Gutman, Hans Jørgen Jensen, Valter Depalj, Pieter Wispelwey og Phillip Muller. I 2007 blev han udnævnt til lovende talent ved Øresundskonkurrencen og videreførte i 2009 sine studier på Conservatoire National Supérieur de Paris hos professor Roland Pidoux og hans assistent Xavier Phillips. I 2010 afsluttede Adam Stadnicki sin kandidatuddannelse med højeste karakter og vandt derudover konservatoriets cellokonkurrence. Samme år blev han optaget i solistklassen på DKDM og inviteret til Milano som cellist i La Scala-operaens orkesterakademi og medvirkede i 10 produktioner af G. Rossinis opera L occasione fa il ladro. I 2011 blev Adam Stadnicki optaget på Manhattan School of Music i New York og påbegyndte sin postgraduate professional degree hos Professor David Geber. Kort efter kom første tilbud om at være solist i Dvořaks cellokoncert sammen med Amatørsymfonikerne på Elværket i Holbæk og i Lindevang Kirke i København. Det blev en stor succes og resulterede i endnu et engagement som solist i Hartmanns cellokoncert i marts 2013 med samme orkester. Alexander McKenzie blev født ind i en musikerfamilie i 1988 og begyndte at spille klaver som 6-årig. Han er opvokset i Australien men flyttede i 2007 hjem til Danmark for at studere klaver hos Amalie Malling på DKDM. Allerede som sekstenårig debuterede han som solist i Griegs klaverkoncert og har siden optrådt som solist med Sønderjyllands Symfoniorkester, Aarhus Symfoniorkester og landets førende amatørsymfoniorkestre. Alexander er desuden en ivrig kammermusiker bl.a. i klavertrioen Trio Vitruvi. Alexander vandt i 2012 første præmie i DKDM s Klaverkonkurrence, Van Hauen prisen 2013 og modtog i 2012 Sonnings Stipendium samt Annemarie Mortensens store rej-selegat. Derudover har han deltaget i mange internationale mesterkurser og modtaget undervisning af blandt andre Nikolaj Znaider, Leif Ove Andsnes og Daniel Vaiman. Alexander har desuden modtaget legater fra bl.a. Augustinus Fonden, Den Obelske Familiefond og Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond. Michal Stadnicki har siden 1992 arbejdet som kontrabassistdocent på DKDM og er desuden solobassist i DR SymfoniOrkesteret. Desuden optræder han til solokoncerter og med orkestre i bl.a. Polen, Tyskland, Schweiz, Holland, Spanien, Mexico og Danmark. Han leder projektet Bas Forum, som handler om at aktivere kontrabaslivet i Danmark. Ét af hovedtemaerne er børnekontrabas og børnepædagogik. Han har modtaget fl ere internationale priser, bl.a. bronze i en solokontrabas-konkurrence i Geneve, Schweiz samt fået en prestigefyldt pris af Polens Kulturministerium for resultaterne af hans pædagogiske arbejde.

4 Sergej Prokofjev ( ) blev født i Ukraine. Han har skrevet sonaten for cello og klaver i 1949 i hvad man i dag ville betegne for en neoklassisk stil. På det tidspunkt befandt Prokofjev sig i vanskelige politiske tider. Kun et år inden han skrev sonaten, blev Prokofjev, Sjostakovitj og Miaskovskij anklaget for formalisme og folkefremmede tendenser af centralkomiteen KPaSU i sovjetunionen. Prokofjev blev ikke forskånet, og han frygtede, at hans sidste værker aldrig nogen sinde ville blive opført i offentligheden. Inden Mistislav Rostropovich og Svjatoslav Richter uropførte sonaten i 1950 på Moskvas Musikkonservatorium, blev værket lyttet igennem i forskellige statslige institutioner og endelig givet fri. Sonaten har en yderst mørk karakter og har ikke rigtig nogen langsom sats, den er gennemsyret af ideer og mørke tanker, som Prokofjev måtte have været plaget af, da han komponerede den. Den er dog punkteret af lyspunkter fyldt med utrolig melodisk skønhed. Slutningen har en monumental karakter og kan afhængig af fortolkning ses som absolut forløsning. Prokofjev døde den 5. marts 1953, samme dag som sin største ideologiske plageånd, Stalin. Det virker ironisk, at Prokofjevs død i skyggen af den landsdækkende sorg over den samtidig afdøde diktator blev næsten fuldstændig overset af offentligheden. Der fandtes ikke engang blomster på hans grav. Leoš JanáCek ( ) blev født i Mähren, Tjekkiet som søn af en skolelærer. Han sang som dreng i kor i Brno og kom som ung mand til Prag for at studere musik. I Prag blev Janáček ven med Antonín Dvořák, og inspireret af ham komponerede han i en ret traditionel romantisk stil. Senere skiftede hans musikalske stil, og han begyndte at inddrage elementer af tjekkisk og slovakisk folkemusik i sine værker. Inspireret af russisk litteratur og kultur og motiveret af hans datter Olgas alt for tidlige og tragiske død opstod en bølge nye værker, deriblandt Pohadka. Oversat til dansk betyder titlen En fortælling. I nogle koncertgængeres noter fra uropførelsen af værket (som i øvrigt var ufærdigt og oprindeligt skulle have været meget længere), står der beskrevet, at Janáček kort introducerede værket ved at læse en kort passage op fra digtet Fortællingen om Tsar Berendyey af den russiske forfatter Vasily Andreyevich Zhukovsky ( ), som værket er inspireret af: There once lived a King Called Berendyey whose beard reached down to his knees. He had lived with his wife in perfect union for three years but God had still not blessed them with any children, which grieved the king sorely. At this the king decided it was time to view his kingdom. So he took leave of his wife and travelled for eight months. We ll leave out what befell him. - The King is returning once more to his castle with its golden roof. The queen is standing at the entrance. At the queen s side stands the prime minister, holding a brocade cushion on which a beautiful baby in swaddling clothes is kicking its legs. the king sighed: Oh, of this I knew nothing! You took me unawares, ill-fated one! Efter denne oplæsning brød Leoš Janáček sammen i tårer, og noterne ender her. Det står ikke klart, om Janaček fortsatte historien, eller om han prøvede at forklare den del af værket, som skulle spilles til koncerten, da resten formentlig skulle komponeres senere, men aldrig blev det. Det er musikken, han skrev fra midten af 1910 erne, der i dag er mest berømt. Gioachino Rossini ( ) var en populær italiensk komponist, der skrev 39 operaer samt kirkemusik, kammermusik, sange og nogle instrumentale stykker og klaverstykker. Hans mest kendte operaværker omfatter Il barbiere di Siviglia, La cenerentola, La gazza ladra og Guillaume Tell. Hans talent for sanglignende melodier og musik, der er let at huske, gav ham kælenavnet Den italienske Mozart. Indtil han stoppede sin komponistgerning i 1829, var Rossini den mest populære operakomponist i historien. Rossinis duet for kontrabas og cello forblev uudgivet og i ejerskab af familien Salomons fra London (som værket også blev bestilt af ) helt frem til Da værket blev komponeret ca. 1824, var Londons musikliv domineret af den ekstremt populære italienske skole. Sammen med bla. Dragonetti og Paganini tjente de italienske komponister store penge på engelske musikere. Det var kutyme blandt rige engelske familier dengang at holde musikalske aftener, hvor vigtige medlemmer af det Philharmoniske Selskab af Kings Theatre Orchestra blev inviteret. Til netop sådan en lejlighed mener man, at Sir David Salomon, en af grundlæggerne af London and Westminster Bank, har bestilt dette værk for 50 pund. Emil Hartmann ( i København) var oldebarn af komponisten Johann Hartmann ( ), der var indvandret i Danmark i 1760 erne, og ældste søn af J.P.E. Hartmann ( ) og dennes musikbegavede kone Emma Hartmann. Han vidste tidligt, at de musikalske gener også var gået i arv til ham, idet han begyndte at komponere, før han kunne tale rent. Så længe Emil og hans søskende fik privatundervisning i hjemmet, indgik musik på lige fod med skolefagene, men ellers fik Emil Hartmann ikke nogen formaliseret musikalsk uddannelse. Sin første større kompositoriske opgave fik han i 1858, da han sammen med sin barndomsven og senere svoger August Winding fik overdraget at skrive musikken til Bournonvilles ballet Fjeldstuen. Premieren den 13. maj 1859 blev modtaget med stort bifald, og de fleste anmeldelser var glimrende. Således stod der, at de to unge kompo-

5 nister, August Winding og Emil Hartmann, der så dygtigt og karakteristisk har understøttet balletdigtningen, har fuld ret til at tilegne sig deres del af den varme, velfortjente anerkendelse. Hertil skal tilføjes, at Windings lærer, Niels W. Gade og Emils far også kunne tage deres del af æren, da de hver især havde hjulpet de to unge komponister med instrumentationen. Emil Hartmann har gennemført mange studierejser til Leipzig og Berlin, og det var da også der, han i 1879 blev inspireret til at komponere cellokoncerten op. 26. Hans fascination af den tyske cellovirtuos Friedrich Grützmacher endte også med at han dedikerede sin charmerende danske guldalderperle til ham. En særlig tak til konservatoriet og alle dets ansatte, som gennem årene har hjulpet mig med alt i min studietid; især Rikke Hjortkjær som har stået for at arrangere debutkoncerten og givet mig muligheden for at spille i denne fantastiske sal. Morten Zeuthen for hans tro på mig gennem tiden. Toke Møldrup for at være en fantastisk inspiration, lærer og god ven. Mine forældre Barbara Skorb Stadnicka og Michal Stadnicki for at medvirke og lægge deres uenigheder til side blot denne ene aften. Alexander Mckenzie for at være en fantastisk pianist og tæt ven. Amatørsymfonikerne og alle dets musikere som har støttet og troet på mig lige siden vi spillede en successfuld Dvořak cellokoncert for første gang i Kristoffer Kaas for at dirigere. Mine dejlige kolleger i Copenhagen Piano Quartet, Benedikte Damgaard, Kristina Fialova og Neel Teilmann, for at respektere travlheden op til debuten. Lauge Hjort Mikkelsen, Daniel Ray Bogorad, Søren-Filip, Viktor Olauson, Christian Vinther, Saga de Leon, Astrid Mikaelyan, Andreas Orlowitz, Kehan Zhang og Robert Vadasz for godt venskab og for at spille med i orkesteret i aften. Sidst og ikke mindst smukke Lene Wie Krog for at have hjulpet til, redigeret og læst programnoterne igennem (jeg er håbløs til kommasætning) og støttet mig i en meget stresset periode. Adam Stadnicki Rosenørns Allé Frederiksberg C Tlf.: dkdm@dkdm.dk