Prædiken til fredagsaltergang 22. januar 2016

Transkript

1 Prædiken til fredagsaltergang 22. januar 2016 Stine Munch I dag har jeg, som bekendt, læst teksten til i søndags, og da prædikede jeg også, men jeg blev altså ikke helt færdig, og derfor vil jeg i dag sige noget mere om den tekst.. Jeg må indrømme at jeg tit har haft det sådan lidt anstrengt med psykologer.. Ja, jeg vil skynde mig at sige, at jeg er fuldstændig med på, at psykologerne hjælper mange mennesker. Så det er ikke det. Næ, det er bare fordomme og gammelt nag mellem de to fag psykologi og teologi. Og det handler vel nok om, at teologerne mener, at psykologerne sætter lidt for stor lid til mennesket og at psykologerne mener, at teologerne stoler lidt for meget på Gud. 1

2 Men nu er der ham her professor Brinkmann. Ham har vi hørt en del til i de sidste par år. Blandt andet har han jo skrevet en bog der hedder stå fast som er blevet meget populær. Og Brinkmann han er altså professor i psykologi. Og jeg har måttet æde, at han faktisk er uhyre fornuftig. Ja fordi han jo siger meget af det vi siger her i kirken.. Her ved årsskiftet havde han endnu en kronik i avisen. Denne gang Politiken. Og det var, desværre, også fornuftigt, det han skrev, denne gang.. Brinkmann skriver om et begreb han kalder: FOMO. Det er en forkortelse af den engelske sætning: Fear of Missing Out på dansk angsten for at gå glip af noget. Denne milde angst er efterhånden blevet en grundstemning i vores kultur, mener Brinkmann. 2

3 Og han mener, at det moderne forbrugersamfund er et oplevelsessamfund, hvor det gælder om at opleve mest muligt i det relativt korte liv, der er os beskåret. Vi forsøger manisk at fylde alle mulige intense, spændende og afvekslende oplevelser ind i tilværelsen, fordi vi mener, at det netop er oplevelser, der giver livet værdi. Problemet er dog, at hver gang vi vælger noget til hvad enten det er et job, en kæreste eller en ferie vælger vi også noget fra, og angsten for, om vi har valgt forkert og dermed går glip af noget bedre, bliver valgfrihedens naturlige følgesvend. Det er svært at argumentere imod det positive ved de mange valgmuligheder, mennesker har fået, men psykologerne taler nu om»valgfrihedens tyranni«som medaljens bagside: Vi risikerer at blive evigt 3

4 utilfredse med det, vi har, når vi tror, at der er en mulighed for at få noget andet. Nåmen sammen med Brinkmans kronik var der en tegning af to ældre mennesker tydeligvis et ægtepar. De sidder på en bænk ved solnedgang; han spørger: Synes du, at vi er gået glip af meget?, og hun svarer: Ja, heldigvis!. For Brinckmann langer ud efter jeg-skal-endeligrealisere-mig-selv-kulturen og oplevelseskulturen; det, som han kalder varegørelse af eksistensen. Altså, at livet fyldes med varer, oplevelser, events. Og kirker og højskoler får også en omgang i den sammenhæng, fordi han påstår, at vi markedsfører os på oplevelser! Og det har vi sådan set også rigtig godt af, for der kan indimellem være noget om snakken. 4

5 Hans ærinde er at pege på, at livet ikke er forbrug, heller ikke så meget at opleve men derimod at leve op til mellemmenneskelige fordringer. Det handler om at give afkald for at give plads til livet i dets fylde. Det er også hvedekornets visdom! Og Brinkmann introducerer således et nyt begreb som passer som fod i hose med Jesu ord om at hade sit liv. Han siger: I 2016 kan vi sammen prøve at erstatte angsten for at gå glip af noget med glæden ved at gå glip af noget. Lad mig foreslå JOMO som et opbyggeligt begreb: Joy of Missing Out. Evangeliet til denne uge handler netop om at give afkald for at give plads for det nye og dybere. Det er 5

6 også meningen med sætningen: Den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv!. Had er i NT ikke en følelse, men det betyder at tilsidesætte give afkald på netop for at give plads til noget bedre! Måske ses det meningsfulde og betydningsfulde i at give afkald allerbedst hos forældre. Småbørnsforældre må give afkald for den nyfødtes skyld. Flere nybagte forældre fortæller om, hvordan deres dagsorden og dagsrytme er blevet helt anderledes, efter at de har fået et barn, og de gør det med smil og en stor glæde, fordi det er dybt meningsfuldt at tilsidesætte andet for at fokusere på leg, bleskift, sovetider, spisetider og det første smil! 6

7 Forældre til større børn må også give afkald. Det afkald kan være sværere for nogen mere end andre! Men forældre må give afkald på at gribe ind, blande sig og overbeskytte den unge. Helligtrekongertiden er lidt kort i år, for påsken falder tidligt. Allerede næste søndag går vi ind i fastetiden eller forfasten, hvis vi skal have nuancerne med. I Helligtrekongertiden udfoldes det i kirken, hvem Jesus er, Gudsbarnet, der blev født i Betlehem julenat. Og evangeliet om hvedekornet peger både bagud til julen og fremad mod påsken. Hvedekornet peger bagud mod julen, fordi vi dér mindes om, at Gud gav afkald på sin ophøjede og 7

8 fjerne position og blev født i et lille, sårbart barn i en mørk tid i en mørk verden. Og hvedekornet peger fremad mod påsken, fordi Gud dér giver afkald på magt i gængs forstand og viser, at hans magt ligger i at give afkald; han må dø for at give liv til os. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det. Det betyder ikke, at du skal hade dig selv. At elske sit liv betyder i denne sammenhæng at man vil leve sit liv for sig selv, og ikke dele ud af tid eller af ressourcer at have nok i sig selv. At hade sit liv i denne verden, betyder ikke, at man når som helst kan finde på at tage sit eget liv. 8

9 At hade sit liv i denne verden vil sige, at jeg er villig til at ofre tid og ressourcer på andre. At man for fællesskabet skyld er villig til at gå på kompromis, for eksempel. Derfor kan vi faktisk hade vort liv, lade selvoptagetheden tage en pause i det mindste, og så er vi virkelige er frie til at gå ud og hjælpe vor næste så godt vi formår og på den måde vinde livet i fællesskab med alle de andre. Og for her til sidst at vende tilbage til professor Brinkmann, så er livets mening ikke forbrug, forbrug, forbrug og at opleve mest muligt på kort tid, men meningen er at leve op til de mellemmenneskelige fordringer.. Eller som Gud siger det: Du skal elske din næste som dig selv. Amen. 9