HRD af 07/ Forældreorlov - Barselsorlov - 2 dage pr. uge - Intet samtykke fra arbejdsgiver - Ligebehandling - Egen opsigelse

Transkript

1 HRD af 07/ Forældreorlov - Barselsorlov - 2 dage pr. uge - Intet samtykke fra arbejdsgiver - Ligebehandling - Egen opsigelse Forældreorlov - Barselsorlov - 2 dage pr. uge - Intet samtykke fra arbejdsgiver - Ligebehandling - Egen opsigelsehøjesterets dom af 7. maj 2007 Sag 408/2005 Dansk Funktionærforbund Serviceforbundet som mandatar for A (advokat Asger Larsen) mod Dansk Erhverv (tidligere Dansk Handel og Service) som mandatar for A.M. Berg A/S (advokat Lars Alexander Borke) Referencer: Ligebehandlingsloven 10, stk. 4 Ligebehandlingsloven 16 Ligebehandlingsloven 4, stk. 4 Ligebehandlingsloven 7, stk. 2 Ligebehandlingsloven 9 Tidligere instans: Østre Landsrets dom af 21. september 2005 Afsagt af dommerne: Torben Melchior, Per Sørensen, Per Walsøe, Børge Dahl, Niels Grubbe, Thomas Rørdam og Michael Rekling Resume Sagen drejede sig om, hvorvidt en lønmodtager uden samtykke fra arbejdsgiveren kunne bestemme, hvorledes orlov i anledning af adoption skulle afvikles. Lønmodtageren ønskede, at hans orlov skulle forløbe således, at han havde orlov hver mandag og tirsdag (og hustruen onsdag til fredag ). Arbejdsgiveren nægtede dette, og som følge heraf sagde lønmodtageren op. Lønmodtageren anlagde herefter sag med påstand om betaling af en godtgørelse svarende til 78 ugers løn for overtrædelse af ligebehandlingslovens 9, jf. 16. Landsretten fandt, at en så vidtgående fortolkning af ligebehandlingsloven, at lønmodtageren skulle kunne kræve fraværsretten opdelt på ugedage, måtte kræve sikker støtte i loven eller dens forarbejder, og en sådan sikker støtte fandtes ikke at foreligge. Da lønmodtageren selv havde opsagt sin stilling, fandtes han ikke at være opsagt, fordi han havde fremsat krav om udnyttelsen af retten til fravær pga. adoption. Højesteret fandt at, A.M. Berg skal anerkende, at As opdeling af forældreorlov som anført i varsel af 26. maj 2002 var retmæssig. A.M. Berg frifindes for betalingspåstanden. Parternes påstande Appellanten, Dansk Funktionærforbund Serviceforbundet som mandatar for A, har nedlagt påstand om, at A.M. Berg A/S skal anerkende, at As opdeling af forældreorlov som anført i varsel af 26. maj 2002 var retmæssig, samt at A.M. Berg A/S til ham skal betale kr. med procesrente fra sagens anlæg.

2 Indstævnte, Dansk Erhverv som mandatar for A.M. Berg A/S, har påstået stadfæstelse, subsidiært betaling af et mindre beløb. Parternes argumenter Dansk Funktionærforbund har til støtte for sin anerkendelsespåstand anført, at det følger af 7, stk. 2, og 10, stk. 4, i den dagældende ligebehandlingslov, at forældrene har ret til at fastlægge fordelingen af forældreorloven. Der gælder efter lovens ordlyd og forarbejderne ingen begrænsning i forældrenes ret til fordeling af fraværsperioderne. Ved bedømmelsen af virkningerne for A.M. Berg af As fravær må det tages i betragtning, at der er tale om faste ugentlige dage i hele perioden. Til støtte for betalingspåstanden har forbundet anført, at A.M. Berg har misligholdt ansættelsesaftalen med A ved at tage forbehold om erstatning, hvis det senere ved dom skulle blive fastslået, at hans ønske om fordeling af forældreorloven var uretmæssigt. Dette forbehold indebar en væsentlig forringelse af ansættelsesvilkårene for A. Han har derfor krav på en godtgørelse efter ligebehandlingslovens Det krævede beløb svarer til 6 måneders løn. Dansk Erhverv har anført, at ligebehandlingslovens 7, stk. 2, og 10, stk. 4, må forstås således, at den samlede orlovsperiode kun kan fordeles på et forholdsvist begrænset antal perioder. Efter forarbejderne til disse bestemmelser må det lægges til grund, at lovgiver ikke på dette punkt har villet gennemføre væsentlige ændringer af den tidligere retstilstand, hvorefter den kvindelige lønmodtager kun kunne opdele orlovsperioden i 2 perioder. Det skulle blot nu gælde for både kvinden og manden. En fordeling af forældreorloven, som ønsket af A, ville medføre betydelige ulemper og formentlig tab for A.M. Berg, da det som følge af overenskomsten mellem Optikernes Arbejdsgiverforening og Urmagernes og Optikernes Landssammenslutning ikke ville være muligt at ansætte en vikar til under 15 timer om ugen. Der må kræves sikker lovhjemmel for at pålægge arbejdsgiverne en sådan byrde. A.M. Berg har ikke ved forbeholdet om erstatning handlet i strid med ligebehandlingslovens 9, bestemmelsens analogi eller andre bestemmelser i loven. Sagen angår I overenskomst om ansættelses-, løn- og arbejdsforhold mellem Optikernes Arbejdsgiverforening og Urmagernes og Optikernes Landssammenslutning 1. april april 2004 hedder det bl.a.: " 3 Arbejdstid for deltidsansættelse: For den enkelte ansatte medarbejder fastsættes en placering af arbejdstiden på en af to måder: 1. Fast ugentlig arbejdstid mellem 15 og 37 timer pr. uge i gennemsnit fordelt over en 2-ugers periode. b. Arbejdstiden må ikke være mindre end 15 timer pr. uge og 5 timer pr. dag, lørdag dog min. 3 timer pr. dag. 2. Fleksibel deltid som en procentdel af fuld arbejdstid pr. uge i gennemsnit, beregnet over en periode fra 4 uger og indtil 13 uger. b. Arbejdstiden må ikke være mindre end 15 timer pr. uge i gennemsnit over planperioden og 5 timer pr. dag, lørdag, dog min. 3 timer pr. dag." Lovgrundlaget Ændringen i 2002 af ligebehandlingsloven og dagpengeloven Ligebehandlingsloven (lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v.) og dagpengeloven (lov om dagpenge ved sygdom og fødsel) blev ændret ved lov nr. 141 af 25. marts Grundsynspunkterne bag ændringsloven var dels, at der skulle ske en

3 forlængelse af barselsorloven, dels at man ville skabe øgede muligheder for fleksibilitet for forældrene under barselsorloven. Ved lovændringen blev ligebehandlingslovens 7, stk. 1 og 2, affattet således: " 7. En kvindelig lønmodtager har ret til fravær fra arbejdet på grund af graviditet og barsel fra det tidspunkt, hvor der skønnes at være 4 uger til fødslen. Efter fødslen har hun pligt til fravær i 2 uger. Herefter har hun ret til yderligere 12 ugers fravær. Faderen har ret til fravær i 2 uger efter fødslen eller modtagelsen af barnet i hjemmet eller efter aftale med arbejdsgiveren inden for de første 14 uger efter fødslen. Adoptivforældre har ret til fravær i overensstemmelse med 14 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Stk. 2. Efter den 14. uge efter fødslen har hver af forældrene ret til fravær fra arbejdet i 32 uger. Forældrene har ret til i stedet at vælge fravær i 40 uger, jf. i øvrigt 13, stk. 4, og 14, stk. 5, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Beskæftigede lønmodtagere har endelig ret til at vælge fravær i 46 uger, jf. i øvrigt 13, stk. 4, og 14, stk. 5, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Faderen har ret til at påbegynde fraværsretten efter pkt. inden for de første 14 uger efter fødslen." Ligebehandlingslovens 7, stk. 6, som tidligere var 7, stk. 5, blev ikke berørt af lovændringen. Den har følgende ordlyd: "Stk. 6. En lønmodtager har i øvrigt i de perioder, hvor lønmodtageren er berettiget til dagpenge i henhold til kapitel 7 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, ret til fravær fra arbejdet i forbindelse med graviditet, barsel og adoption." Ligebehandlingslovens 10, stk. 3 og 4, blev ved lovændringen affattet således: "Stk. 3. En lønmodtager, der ønsker at udnytte sin ret til fravær efter 7, stk. 2, skal inden 8 uger efter fødslen underrette sin arbejdsgiver om tidspunktet for fraværets begyndelse og om længden heraf. Endvidere skal lønmodtageren underrette arbejdsgiveren om, hvorvidt retten til at udskyde fravær efter 7, stk. 3, ønskes udnyttet. Stk. 4. Såfremt fraværsretten efter 7, stk. 2, afholdes således, at lønmodtagerens fravær falder i flere perioder, skal der i forbindelse med varsel til arbejdsgiveren efter stk. 3, 1. pkt., gives underretning om påbegyndelsen og længden af senere fravær." I dagpengeloven blev der ved ændringsloven foretaget bl.a. følgende ændringer: Dagpengelovens 13, stk. 2 og 3, blev affattet således: "Stk. 2. Efter udløbet af den 14. uge efter fødslen har forældrene tilsammen ret til dagpenge i 32 uger, indtil barnet er 46 uger. Faderen har dog ret til at påbegynde dagpengeretten efter 1. pkt. inden for de første 14 uger efter fødslen. Stk. 3. Retten til dagpenge i perioden efter stk. 1 og 2 kan uanset bestemmelsen i 16 a, stk. 1, for en beskæftiget lønmodtager og en selvstændig erhvervsdrivende forlænges, når arbejdet genoptages delvis. Forlængelsen af perioden med ret til dagpenge kan ske med den tid, arbejdet genoptages. For en beskæftiget lønmodtager er det en betingelse, at der indgås aftale med arbejdsgiveren om forlængelse af perioden. Hvis lønmodtageren fratræder, inden den forlængede periode er holdt, er retten til dagpenge betinget af, at lønmodtageren indgår aftale med den nye arbejdsgiver om forlængelse af perioden. Retten til dagpenge under en forlænget periode kan ikke udnyttes, så længe den pågældende er ledig." Dagpengelovens 14, stk. 2 og 3, om adoption blev affattet således: "Stk. 2. Dagpenge til adoptionssøgende ægtefæller ydes i de første 14 uger efter modtagelsen af barnet til en af ægtefællerne ad gangen, bortset fra i 2 sammenhængende uger. Den anden af ægtefællerne har dog ret til at påbegynde dagpengeretten efter stk. 3 inden for de første 14 uger efter modtagelsen. Stk. 3. Efter udløbet af den 14. uge efter modtagelsen af barnet har de adoptionssøgende ægtefæller tilsammen ret til dagpenge i 32 uger indtil 46 uger efter modtagelsen."

4 Forslaget til 2002-loven Forslaget til lov nr. 141 af 25. marts 2002 blev fremsat den 9. januar 2002 af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget (L 47 Folketingstidende (2. samling), tillæg A, s. 1107) anføres bl.a. (s ): "Med lovforslaget ønsker regeringen at forbedre vilkårene for børnefamilierne. Forældre skal have mulighed for mere tid til at give børnene den nødvendige omsorg og nærhed. Især de mindste børn har efter regeringens opfattelse brug for en større del af deres opvækst i hjemmet. Regeringen vil derfor skabe bedre rammer for, at børnefamilierne kan kombinere et arbejdsliv med et ordentligt familieliv på en fleksibel og hensigtsmæssig måde. Det indebærer også en øget fleksibilitet for de familier, der ønsker at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter en kortere periode, og først ønsker at udnytte adgangen til orlov på et senere tidspunkt i barnets liv. Barselorloven forlænges derfor og gøres samtidig mere fleksibel. Inden for få begrænsninger får børnefamilierne mulighed for at bruge og "spare op" af barselorloven, så det passer bedst muligt ind i familie- og arbejdsliv. Forlængelsen af barselsorloven Med de nye regler får hver af forældrene efter den 14. uge efter fødslen en individuel ret til fravær (forældreorlov) fra arbejdspladsen i 32 uger. Det indebærer bl.a., at forældrene kan holde orlov sammen eller i forlængelse af hinanden. Hvis forældrene udnytter deres fraværsret fuldt ud og lægger moderens barselorlov og den individuelle forældreorlov i forlængelse af hinanden, kan barnet blive 78 uger eller 1 1/2 år, før fraværsretten til orlov er opbrugt. Forældrene har efter den 14. uge efter fødslen ret til fulde dagpenge i tilsammen 32 uger, som de kan fordele, som de vil. Forældrene kan dele dagpengeretten eller moderen eller faderen kan bruge alle dagpengene til sin forældreorlov. Hvis forældrene vil bruge dagpengene over en periode på 38 uger, for at barnet kan blive 1 år, før det skal passes uden for hjemmet, nedsættes dagpengene så de svarer til fulde dagpenge i 32 uger. I alt har forældrene tilsammen ret til dagpenge i 52 uger. Varslingsreglerne i ligebehandlingsloven Ligebehandlingslovens 10 omhandler lønmodtagerens forpligtelser til at varsle en udnyttelse af retten til fravær efter ligebehandlingslovens 7. Bestemmelsen fastslår det minimumskrav på varsling af retsbaseret fravær, som arbejdsgiveren har i forhold til sine ansatte. Det er selvsagt muligt for lønmodtageren og arbejdsgiveren sammen at aftale andre vilkår omkring varsling, herunder i forbindelse med aftalt udskydelse af fraværsretten og delvis genoptagelse af arbejdet. Varslerne er fastsat således, at arbejdsgiveren får en rimelig mulighed for at tilrettelægge arbejdet i fraværsperioden og disponere med hensyn til ansættelse og opsigelse af vikarer. Varslingsfristerne giver samtidig en eventuel vikar mulighed for at overskue sin beskæftigelsessituation. De hidtidige regler om varsling har ikke fuldt ud taget hensyn til den fleksible tilrettelæggelse af fraværet, som er mulig efter ligebehandlingslovens 7, og som med udvidelsen af barselsorloven bliver mere påtrængende. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Begrænsningen af arbejdskraftsudbudet som følge af den forlængede barselorlov vil være en ulempe for erhvervslivet, idet det kan øge de aktuelle problemer med at få tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft. Administrative konsekvenser for det offentlige og for erhvervslivet

5 Der antages ikke at blive nævneværdige administrative konsekvenser af lovforslaget for erhvervslivet. De retsbaserede dele af den udvidede barselorlov understøttes i lovforslaget af, at varslingsreglerne justeres og gøres mere klare. For så vidt angår den aftalemæssige fleksibilitet, der ligger i den udvidede barselorlov, vil der her selvsagt være store muligheder for, at en arbejdsgiver kan påvirke fleksibiliteten, så der i størst muligt omfang tages hensyn til virksomhedens behov. Ligestillingsmæssige konsekvenser For regeringen er det afgørende, at en udvidelse af barselorloven giver både kvinder og mænd mulighed for i fællesskab at tage del i omsorgen for barnet efter fødslen. Med lovforslaget gives både moderen og faderen en individuel ret til fravær (forældreorlov). Samtidig gøres orloven mere fleksibel. Skal mænd i højere grad gøres interesseret i at holde barselorlov, viser alle undersøgelser og praktiske erfaringer fra de øvrige nordiske lande, at barselorloven skal udformes så fleksibelt som muligt. Kombinationen af en individuel ret og fleksibilitet, når orloven afholdes, kan øge fædres interesse i orloven. Den øgede fleksibilitet kan medvirke til, at forældrene kan udnytte afspadsering og ferierettigheder på en bedre måde end efter de gældende regler, med den virkning, at fædrene reelt har mulighed for at tage en del af orloven i forlængelse af moderens orlov." I bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser anføres vedrørende ligebehandlingslovens 7, stk. 2, bl.a. (s f.): "Med bestemmelsen fastslås det, at hver af forældrene - efter den 14. uge efter fødslen - har en ret til 32 ugers fravær (forældreorlov). Retten til fravær kan udnyttes efter den 14. uge efter fødslen. For adoptivforældre kan retten udnyttes efter den 14. uge efter modtagelsen af barnet. Modtagelsen skal forstås bredt. Der er tale om en individuel rettighed, hvilket bl.a. indebærer, at forældrene kan holde orlov sammen eller i forlængelse af hinanden. Forældrene har således sammenlagt ret til fravær i halvandet år, hvis fraværet holdes i forlængelse af hinanden. Fraværsretten kan ikke overdrages mellem forældrene. Forældrene har ret til fulde dagpenge i tilsammen 32 uger, som de kan fordele, som de vil indtil barnet er 46 uger. Der henvises til bemærkningerne til 3, nr. 1 ( 13, stk. 2) og 3, nr. 2 ( 14, stk. 3). Vælger forældrene at udstrække dagpengeretten til 38 uger, jf. 3, nr. 1 ( 13, stk. 4), udstrækkes fraværsretten tilsvarende. Udstrækningen af dagpengeretten til 38 uger betyder derefter, at forældrene hver har 38 ugers fraværsret." Til ligebehandlingslovens 10, stk. 3, anføres (s. 1117): "Bestemmelsen svarer i store træk til de gældende regler. Både moderen og faderen skal senest 8 uger efter fødslen varsle arbejdsgiveren om, hvordan fraværsretten vil blive udnyttet, herunder hvornår arbejdet genoptages. Ønsker forældrene at udskyde en del af fraværsretten efter reglerne i 7, stk. 3 (den retsbaserede udskydelse), skal dette også varsles overfor arbejdsgiveren senest 8 uger efter fødslen af den af forældrene, der ønsker at udnytte udskydelsen. Tidspunktet for afholdelse af den udskudte fraværsret skal varsles 16 uger før afholdelsen, jf. nedenfor under 10, stk. 10." Til ligebehandlingslovens 10, stk. 4, anføres (s. 1117): "Bestemmelsen svarer i det store hele til de gældende regler. Der er alene foretaget en række konsekvensændringer i bestemmelsen." Til dagpengelovens 13, stk. 2, anføres bl.a. (s. 1118): "Med bestemmelsen i stk. 2 foreslås det, at forældrene efter den 14. uge efter fødslen tilsammen har ret til dagpenge i 32 uger. For at sikre fleksibilitet i familiens tilrettelæggelse af orloven er retten til dagpenge i de 32 uger til fri fordeling mellem forældrene. Det betyder, at forældrene kan vælge at

6 dele dagpengeperioden mellem sig, at enten moderen eller faderen kan vælge at udnytte hele dagpengeperioden, eller at forældrene kan vælge at holde dagpengeperioden samtidig." Til dagpengelovens 13, stk. 3, anføres (s. 1118): "Med bestemmelsen i stk. 3 foreslås det som en aftalebaseret ret, at forældrene - når der er tale om beskæftigede lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende - kan vælge at forlænge dagpengeperioden på 32 uger. Dette forudsætter, at arbejdet i de 32 uger, eller i dele heraf, genoptages delvist. Hvis lønmodtageren fratræder, inden den forlængede periode er holdt, foreslås det, at retten til dagpenge er betinget af, at lønmodtageren indgår aftale med den nye arbejdsgiver om forlængelse af perioden. Hvis den pågældende bliver ledig, kan retten til at modtage dagpenge under en forlænget periode ikke udnyttes, så længe den pågældende er ledig." Lovforslaget blev behandlet første gang i Folketinget den 23. januar Den første taler under forhandlingen var Venstres ordfører, Jens Vibjerg, der udtalte bl.a. (Folketingstidende (2. samling), s f.): "Det kommer vist ikke bag på nogen, at Venstre støtter dette forslag fra regeringen. Det bygger jo meget nøje på det fælles forslag, Venstre og De Konservative fremsatte allerede før folketingsvalget. Forslaget er unikt for børnefamilierne, og forslaget belaster ikke arbejdsmarkedets behov for arbejdskraft. Det har så den konsekvens - det vil jeg ærligt vedgå - at det belaster statsbudgettet med ca. 1,3 mia. kr., når det er fuldt indfaset. Men det er klart, at man giver ikke børnefamilierne voldsomme forbedringer, uden at det samtidig har nogle omkostninger. Det har ligget Venstre meget på sinde at give småbørnsfamilierne væsentlig bedre vilkår. Det er hårdt og stressende at være småbørnsfamilie og have fuldtidsarbejde. Ved at indføre en forlængelse af barselorloven og samtidig gøre en stor del af orloven meget fleksibel, ja, så giver det den enkelte familie gode muligheder for at indrette en hverdag, der ikke er så stresset, hvor der i langt højere grad bliver mulighed for et ordentligt samvær med barnet eller børnene. F.eks. det at kunne gå hjem fra arbejde kl. 13 og hente sit barn i dagpleje eller vuggestue og få nogle timer sammen inden aftenræset giver et helt andet roligt og harmonisk familieliv." Beslutningsforslag B 17 af 4. oktober 2001 Det forslag, som Jens Vibjerg refererede til i indledningen af talen ved førstebehandlingen af forslaget til lov nr. 141 af 25. marts 2002, var et forslag til folketingsbeslutning om indførelse af 1 års fleksibel barselsorlov B 17 fremsat den 4. oktober 2001 af Ulla Tørnæs og Jens Vibjerg, Venstre, og Pia Christmas-Møller og Knud Erik Kirkegaard, Det Konservative Folkeparti. I bemærkningerne til beslutningsforslaget er anført bl.a. (B 17 Folketingstidende (1. samling), tillæg A, s. 815 f.): "Forældre skal have bedre muligheder for at være sammen med børnene. Især er det vigtigt, at forældrene får bedre tid til at give de mindste børn større omsorg. Det er baggrunden for, at forslagsstillerne ønsker at erstatte den nuværende barsel og orlov til børnepasning med en fleksibel barselorlov på 1 år. Det kan gennemføres uden nævneværdig effekt på arbejdsstyrken. Det er ikke nok blot at forlænge den nuværende barselorlov. Der er brug for, at barselorloven skal gøres mere fleksibel, således at forældrene får bedre muligheder for at kombinere familie- og arbejdslivet. Forslagsstillerne ønsker, at et forældrepar til en nyfødt fremover får ret til et års fleksibel barselorlov. Med få begrænsninger kan forældrene så bruge og "spare op" af barselorloven, så det passer bedst muligt ind i den enkelte families behov - socialt og arbejdsmæssigt. Familierne skal simpelt hen kunne skræddersy barselorloven. Forslaget giver småbørnsfamilierne masser af muligheder for at tilpasse orloven efter deres ønsker. Efter at barnet er fyldt 14 uger, vil en familie f.eks. kunne vælge en ordning, hvor kvinden er på fuldtidsorlov i 16 uger og derefter bliver afløst af manden i de sidste 16 uger. En anden mulighed

7 vil være, at både manden og kvinden arbejder deltids i 32 uger. På den måde kan forældrene dele pasningen af barnet mellem sig og samtidig bevare tilknytningen til arbejdspladsen. En tredje mulighed vil være, at manden og kvinden deler 16 uger mellem sig og herefter sparer de sidste 16 ugers orlov op og bruger dem, når barnet er 2 eller 3 år." Beslutningsforslaget bortfaldt som følge af udskrivning af folketingsvalg den 31. oktober 2001 og kom ikke til behandling i Folketinget. Arbejdsdirektoratets vejledning I Arbejdsdirektoratets vejledning nr. 40 af 8. maj 2003 om barselorlov og barseldagpenge hedder det bl.a.: "Kapitel 1 Indledning Lovgrundlaget Ligebehandlingsloven regulerer fraværsretten under graviditet og barsel i lovens 7. Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel regulerer adgangen til dagpenge under barselsorlov. I det omfang dagpengereglerne giver ret til fravær, er disse rettigheder også omfattet af ligebehandlingslovens regler, jf. 7, stk. 6. Kapitel 2 Ret til orlov efter ligebehandlingsloven og barseldagpenge efter dagpengeloven Efter de første 14 uger - forældreorlov Efter udløbet af den 14. uge efter fødslen har hver af forældrene ret til fravær fra arbejdet i 32 uger, jf. ligebehandlingslovens 7, stk. 2, 1. pkt. Forældrene har ret til dagpenge i tilsammen 32 uger, indtil barnet er 46 uger, jf. dagpengelovens 13, stk. 2, 1. pkt. Forældrene skal hver især opfylde beskæftigelseskravet for at kunne udnytte dagpengeretten, men begge forældre behøver ikke at opfylde kravet for at den ene kan udnytte dagpengeretten. De 32 uger kan forældrene holde på skift, i forlængelse af hinanden eller samtidig. Forældrene kan frit fordele dagpengeretten mellem sig. Forældrene har dog en pligt til at varsle fraværet over for arbejdsgiverne senest 8 uger efter fødslen." Retstilstanden før 2002-loven Forud for ændringen ved lov nr. 141 af 25. marts 2002 havde ligebehandlingslovens 7, stk. 1, følgende ordlyd: "En kvindelig lønmodtager har ret til fravær fra arbejdet på grund af graviditet og barsel fra det tidspunkt, hvor der skønnes at være 4 uger til fødslen. Efter fødslen har forældrene ret til fravær fra arbejdet i tilsammen indtil 26 uger. Heraf kan indtil 10 uger udnyttes af faderen efter den 14. uge efter fødslen. Fraværsretten kan kun udnyttes af en af forældrene ad gangen. I yderligere indtil 2 uger efter den 24. uge efter fødslen kan fraværsretten alene udnyttes af faderen." Ligebehandlingslovens 10, stk. 4, havde følgende ordlyd: "Stk. 4. Såfremt fraværsretten efter den 14. uge efter fødslen deles mellem forældrene, således at den kvindelige lønmodtagers fravær falder i flere perioder, skal hun i forbindelse med varsel til arbejdsgiveren efter stk. 1 give underretning om påbegyndelsen og længden af senere fravær." Disse bestemmelser blev oprindeligt ved lov nr. 573 af 7. december 1983 indføjet i lov om barselsorlov som 1, stk. 1, henholdsvis 4, stk. 4, idet 1, stk. 1, dog kun gav ret til fravær i tilsammen indtil 24 uger. I bemærkningerne til 1, stk. 1, hedder det bl.a. (Folketingstidende (1. samling), tillæg B, sp. 90):

8 "Ændringsforslagene indebærer en forlængelse af retten til fravær ved barsel på 6 uger til i alt 20 uger fra den 1. juli 1984 og en yderligere forlængelse på 4 uger til i alt 24 uger fra den 1. juli Ændringsforslagene stiller forældrene frit med hensyn til udnyttelsen af forlængelsen, således at fordelingen af fraværet afgøres af forældrene selv. Fraværsretten efter den 14. uge kan kun udnyttes af den ene af forældrene ad gangen." I bemærkningerne til 4, stk. 4, hedder det bl.a. (sp. 91): "Hvis fraværsretten efter den 14. uge deles mellem forældrene, således at moderens fravær falder i flere perioder, skal hun samtidig med at hun underretter arbejdsgiveren om tilbagekomsttidspunktet efter 1. fraværsperiode, underrette om påbegyndelsen og længden af det senere fravær." Et mindretal i Folketingets Socialudvalg havde foreslået 4, stk. 4, udformet således (sp. 87): "Stk. 4. Såfremt fraværsretten deles mellem forældrene, således at den kvindelige og mandlige lønmodtagers fraværsperiode falder i flere perioder, skal de i forbindelse med varsel til arbejdsgiveren efter stk. 1 og 3 give underretning om påbegyndelsen og længden af senere fravær." I bemærkningerne hertil hed det (sp. 90, jf. sp. 80): "Ved ændringsforslaget opnår forældrene adgang til at modtage dagpenge, uanset om moderen er hjemmegående. Ændringsforslaget giver endvidere forældrene frihed til selv at placere deres barselsorlov, således at faderen kan tage sin orlov samtidig med moderen. Baggrunden for ændringsforslaget er, at de fleste forældre sikkert vil finde det naturligt at være fælles om de opgaver, omsorgen for det spæde barn stiller dem over for." Forud for ændringen ved lov nr. 141 af 25. marts 2002 havde dagpengelovens 13, stk. 3, følgende ordlyd: "Stk. 3. Herudover har forældrene tilsammen ret til dagpenge i yderligere 10 uger efter udløbet af den 14. uge efter fødslen. Dagpenge kan kun ydes til en af forældrene ad gangen." Udtalelser fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen I et brev af 29. august 2002 fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen til medlem af Folketinget, Lars Barfoed, Det Konservative Folkeparti, er anført: "I forlængelse af ordførermødet den 19. august, hvor vi bl.a. talte om de nye barselsregler og forældrenes ret til at fordele orloven mellem sig, vil jeg godt lige samle op på problemstillingen. Til den juridiske side af sagen vil jeg sige, at efter ligebehandlingslovens 7, stk. 2, har hver af forældrene efter den 14. uge efter fødslen ret til 32 ugers fravær hver. Efter dagpengelovens 13, stk. 2, som er barselsorlovens hovedregel, om man så må sige, har forældrene tilsammen ret til dagpenge i 32 uger indtil barnet er 46 uger. Det fremgår af bemærkningerne til 13, stk. 2, at forældrene frit kan fordele dagpengeretten som de vil, så længe en af forældrene hele tiden er på orlov. Orloven skal være holdt inden barnet bliver 46 uger, og der skal således være tale om et kontinuerligt orlovsforløb. Der er ikke i forhold til denne bestemmelse et krav om, at det skal være efter aftale med arbejdsgiveren. Fordelingen af orloven vil selvfølgelig skulle fremgå af det varsel, som forældrene senest 8 uger efter fødslen skal afgive overfor arbejdsgiveren, jf. ligebehandlingslovens 10, stk. 4. Til den mere politiske side af sagen vil jeg sige, at vi jo i regeringen helt generelt har lagt stor vægt på, at barselsorloven blev så fleksibel som mulig for forældrene. I den sammenhæng tror jeg, det er vigtigt at holde fast i princippet om fri fordeling - det er jo bl.a. det element, der forhåbentlig skal få lidt flere fædre til at melde sig på banen. Man kunne også spørge, hvad alternativet ville være, hvis forældrene ikke skulle kunne fordele forældreorloven frit? Det ville jo være at arbejdsgiveren reelt kunne bestemme, hvem af forældrene, der skulle holde orlov efter moderens 14 ugers-periode. Selvfølgelig kunne man overveje en grænse for den frie fordeling - f.eks. at de kun kan skiftes ned til en uge ad gangen. Jeg tror dog, det er vanskeligt - og administrativt besværligt - at fastsætte en sådan grænse fornuftigt.

9 Jeg vil i øvrigt godt tilføje, at den lovgivningsmæssige udmøntning af den forlængede barselsorlov faktisk tager umiddelbart udgangspunkt i det oplæg (og det beslutningsforslag, B 2002), som Venstre og Det Konservative kom frem med forud for regeringsskiftet sidste år. Det var i vores model indbygget, at en retmæssig del af den nye barselsorlov var, at forældrene kunne fordele forældreorloven, så barnet samlet set kunne være hjemme - uden afbrydelser - i 46 uger efter fødslen. Jeg er helt opmærksom på, at det kan være overordentligt generende for en arbejdsgiver, at det forholder sig sådan. Men jeg mener, ulempen for arbejdsgiverne afbødes på 2 leder: dels ved varslingsreglerne, der sikrer, at arbejdsgiveren skal underrettes om fordelingen senest 8 uger efter fødslen, dels ved at perioden er afgrænset til et fast antal kalenderuger efter fødslen. Jeg håber, du er enig med mig i, at reglerne på dette felt opretholdes som de er." I et brev af 7. oktober 2005 fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen til Brammer Advokaterne er anført: "Dansk Funktionærforbund som mandatar for A i forbindelse med Østre Landsrets dom af 21. september 2005 I brev af 26. september 2005 har Brammer Advokater anmodet om Beskæftigelsesministeriets bemærkninger til Østre Landsrets afsagte dom. Indledningsvis må det understreges, at enhver fortolkning af lovgivningen, herunder barselslovgivningen altid sker i respekt af, at den endelige fortolkning henhører under domstolene. Af dommens præmisser fremgår, at det efter lovændringen i 2002 må antages, at både den mandlige og den kvindelige lønmodtager kan fordele fraværsretten i flere perioder under forældreorlov. Østre Landsrets og Beskæftigelsesministeriets forskellige fortolkning består således alene i, at ministeriet ikke har ment, man burde fastsætte en grænse for den frie fordeling. Det fremgår både af den ændrede 7 i ligebehandlingsloven og af bemærkningerne hertil i lovforslag L 47, at der er en nær sammenhæng mellem fraværsreglerne og retten til dagpenge. I bemærkningerne til 7, stk. 2, henvises der således udtrykkeligt til bestemmelsen i dagpengelovens 13, stk. 2, og dermed til at retten til dagpenge er til fri fordeling mellem forældrene. Helt generelt gælder i øvrigt i medfør af 7, stk. 6, at man har ret til fravær i de perioder, hvor man har ret til dagpenge. Alt i alt har det været ministeriets opfattelse, at denne sammenhæng og dermed hjemlen til den fri fordeling var tilstrækkelig tydelig i loven og dens forarbejder. Ministeriet er imidlertid i tvivl om i hvilket omfang, der for Landsret ten er procederet herudfra. Barselslovgivningen hører nu under Ministeriet for familie- og forbrugeranliggender. Om dommen skal have konsekvenser for barselslovgivningens udformning er et spørgsmål, der vil blive overvejet der." Barselloven af 2006 De bestemmelser i ligebehandlingsloven og dagpengeloven, som den foreliggende sag angår, er nu overført til lov nr. 566 af 9. juni 2006 om ret til orlov og dagpenge ved barsel (barselloven). Lovforslaget hertil blev fremsat af minister for familie- og forbrugeranliggender Lars Barfoed. I de specielle bemærkninger til lovforslagets 8 om ret til fravær i forbindelse med en adoption er anført bl.a. (L 155 Folketingstidende , tillæg A, s. 4714): "De gældende bestemmelser om adoptanters ret til fravær i de første 14 uger efter modtagelsen af barnet er afledt af dagpengeretten i dagpengelovens 14, stk. 4. Efter denne bestemmelse kan barseldagpenge i de første 14 uger ydes til en af adoptivforældrene ad gangen bortset fra i 2 sammenhængende uger, hvor der kan ydes barseldagpenge til begge. Adoptivforældrene kan fordele fraværet i 14 ugers perioden mellem sig, og der er samtidig mulighed for at fremrykke fraværsret fra forældreorlovsperioden. Om spørgsmålet om tilrettelæggelse af forældrenes fordeling af orloven mellem sig henvises til bemærkningerne herom under bemærkningerne til 9 om forældreorlov.

10 Efter den 14. uge har adoptivforældre samme ret til fravær med barseldagpenge og samme fleksibilitetsmuligheder som biologiske forældre. Der er derfor i stk. 7 henvist til de generelle regler om fraværsret under forældreorlov. De rettigheder, der i denne lov er fastsat for forældre efter 9, gælder således også for adoptanter." I de specielle bemærkninger til lovforslagets 9 om ret til fravær under forældreorlov er anført bl.a. (L 155 Folketingstidende , tillæg A, s. 4714): "Bestemmelsen om, at begge forældre har en individuel ret til 32 ugers forældreorlov, svarer til 7, stk. 2, 1. pkt., i ligebehandlingsloven. Forældrene kan holde forældreorlov samtidig eller i forlængelse af hinanden. Såfremt forældrene holder forældreorlov i forlængelse af hinanden og i forlængelse af moderens 14 ugers barselorlov efter fødslen, kan en af forældrene således kontinuerligt være på orlov med barnet indtil 78 uger efter fødslen. Af bemærkningerne til det under Folketingets behandling i 2. samling fremsatte lovforslag L 47 om ændring af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v., lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og lov om børnepasningsorlov fremgår følgende om dagpengelovens bestemmelse om ret til forældreorlov til: "For at sikre fleksibilitet i familiens tilrettelæggelse af orloven er retten til dagpenge i de 32 uger til fri fordeling mellem forældrene. Det betyder, at forældrene kan vælge at dele dagpengeperioden mellem sig, at enten moderen eller faderen kan vælge at udnytte hele dagpengeperioden, eller at forældrene kan vælge at holde dagpengeperioden samtidig". Spørgsmålet om, hvorvidt denne ret for forældrene til frit at fordele de 32 ugers forældreorlov med dagpengeret mellem sig kan overføres til ligebehandlingslovens regler om fraværsret, har i en konkret sag været behandlet af Østre Landsret. Østre Landsret har med dom, afsagt den 21. september 2005, afgjort, at der ikke var tilstrækkelig klar hjemmel til, at fraværet kunne fordeles således, at den ene forælder havde ret at holde orlov to dage om ugen og den anden forælder 3 dage om ugen. Østre Landsrets afgørelse i denne sag er indbragt for Højesteret. Da det ikke er sigtet med dette lovforslag at ændre den gældende retstilstand, er der ikke foreslået en nærmere præcisering af forældrenes ret til at fordele fraværsretten mellem sig. En endelig afklaring af gældende retstilstand må afvente Højesterets afgørelse." Begrundelse og konklusion Fire dommere - Per Sørensen, Børge Dahl, Thomas Rørdam og Michael Rekling - udtaler om spørgsmålet om fravær: Lov nr. 141 af 25. marts 2002 om udvidelse af barselsorloven m.v. ændrede bl.a. ligebehandlingsloven og dagpengeloven. Forældres ret til fravær fra arbejde ved fødsel og adoption blev forlænget og gjort mere fleksibel. Efter ordlyden af ligebehandlingslovens 7, stk. 2, sammenholdt med 10, stk. 4, har hver af forældrene (efter den 14. uge efter fødsel) ret til fravær fra arbejdet i 32 uger og ret til - uden samtykke fra arbejdsgiveren - at disponere på en sådan måde, at fraværet fordeles på flere perioder, og for så vidt ret til over den samlede periode at arbejde på deltid. Der er ikke efter ordlyden fastsat begrænsninger i retten til opdeling af fraværet på flere perioder. Spørgsmålet under sagen er, om denne ret til fordeling af fraværet er undergivet begrænsninger, som er til hinder for, at A - i forbindelse med, at hans ægtefælle valgte fravær onsdag, torsdag og fredag - valgte fravær mandag og tirsdag i samtlige uger. Der er efter ordlyden af ligebehandlingsloven og dagpengeloven og forarbejderne til ændringerne i 2002 et nøje samspil mellem retten til fravær fra arbejdet efter ligebehandlingsloven og retten til dagpenge efter dagpengeloven. Der er således i bestemmelserne om fraværsret i ligebehandlingslovens 7, stk. 2, henvist til reglerne om dagpengeret i dagpengelovens 13 og

11 14. Det hedder endvidere i ligebehandlingslovens 7, stk. 6, at der er ret til fravær fra arbejdet "i de perioder, hvor lønmodtageren er berettiget til dagpenge" efter dagpengeloven. I lovforslaget til 2002-ændringen er det i bemærkningerne til ligebehandlingslovens 7, stk. 2, om retten til fravær efter denne bestemmelse anført, at der "er tale om en individuel rettighed", og at forældrene "har ret til fulde dagpenge i tilsammen 32 uger, som de kan fordele, som de vil, indtil barnet er 46 uger" (Folketingstidende (2. samling), tillæg A, s. 1116). Der er herved henvist til bemærkningerne i forslaget til ændringen af dagpengelovens 13, stk. 2, hvor det (s. 1118) bl.a. hedder: "For at sikre fleksibilitet i familiens tilrettelæggelse af orloven er retten til dagpenge i de 32 uger til fri fordeling mellem forældrene. Det betyder, at forældrene kan vælge at dele dagpengeperioden mellem sig, at enten moderen eller faderen kan vælge at udnytte hele dagpengeperioden, eller at forældrene kan vælge at holde dagpengeperioden samtidig." Hvad særligt angår adoptivforældre, er det om fraværsretten i de første 14 uger efter modtagelsen af barnet i ligebehandlingslovens 7, stk. 1, 5. pkt., bestemt, at de "har ret til fravær i overensstemmelse med 14 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel". Det er i dagpengelovens 14, stk. 2, fastsat, at "dagpenge til adoptionssøgende ægtefæller ydes i de første 14 uger efter modtagelsen af barnet til en af ægtefællerne ad gangen, bortset fra i 2 sammenhængende uger". Dagpengeloven giver således efter sin ordlyd adoptivforældre mulighed for i de første 14 uger efter modtagelsen af barnet at vælge fravær på skift. Bortset herfra er det ikke af betydning for sagens afgørelse, at A ønskede orlov i forbindelse med adoption og ikke i forbindelse med fødsel. En forståelse af loven i overensstemmelse med dens ordlyd, hvorefter forældrenes ret til fordeling af fraværet over flere perioder ikke er undergivet begrænsninger, som er til hinder for en opdeling som den, A ønskede, understøttes efter vores opfattelse af denne kobling i lovtekst og lovforarbejder mellem reglerne om en fleksibel fraværsret efter ligebehandlingsloven og dagpengelovens regler om en dagpengeret, som forældrene kan fordele, som de vil. En sådan forståelse understøttes endvidere efter vores opfattelse af formålet med lovændringen i I bemærkningerne til forslaget til ændringsloven hedder det bl.a. (Folketingstidende (2. samling), tillæg A, s. 1112): "Med lovforslaget ønsker regeringen at forbedre vilkårene for børnefamilierne. Forældre skal have mulighed for mere tid til at give børnene den nødvendige omsorg og nærhed. Især de mindste børn har efter regeringens opfattelse brug for en større del af deres opvækst i hjemmet. Regeringen vil derfor skabe bedre rammer for, at børnefamilierne kan kombinere et arbejdsliv med et ordentligt familieliv på en fleksibel og hensigtsmæssig måde Barselsorloven forlænges derfor og gøres samtidig mere fleksibel. Inden for få begrænsninger får børnefamilierne mulighed for at bruge og "spare op" af barselsorloven, så det passer bedst muligt ind i familie- og arbejdsliv." Denne formålsangivelse må forstås i overensstemmelse med dens baggrund i forslag B 17 af 4. oktober 2001 til folketingsbeslutning om indførelse af 1 års fleksibel barselsorlov, hvortil der er henvist i Venstres ordførers første indlæg under Folketingets 1. behandling af lovforslaget i 2002, og i beskæftigelsesministerens brev af 29. august 2002 til ordføreren for Det Konservative Folkeparti. Den betydelige udvidelse af den lovbaserede ret for lønmodtagere til fravær fra arbejdet i anledning af fødsel, som blev gennemført ved lovændringen i 2002, må i sig selv anses for en væsentlig øget byrde for arbejdsgivere. I henseende til spørgsmålet om fordeling er det efter vores opfattelse forældrenes utvivlsomme periodevise fraværsret, som er den væsentlige arbejdsgiverbyrde. Der er ikke forelagt oplysninger, som giver grundlag for at antage, at en fordeling f.eks. således, at forældrene holder orlov hver anden uge eller henholdsvis 2 og 3 uger, i almindelighed er mindre

12 belastende for en arbejdsgiver end et fravær, som det A ønskede. Den byrde, som fordelingsretten indebærer for arbejdsgivere, ser vi som en konsekvens, lovgiver var opmærksom på. Vi finder på den anførte baggrund, at lovændringen i 2002 bl.a. indebærer, at det er muligt for forældre at vælge et fravær som det, A gjorde. Vi har ikke herved taget stilling til, om der kan vælges fravær i kortere eller mindre regelmæssige perioder. Vi stemmer herefter for at tage Dansk Funktionærforbunds anerkendelsespåstand til følge. Tre dommere - Torben Melchior, Per Walsøe og Niels Grubbe - udtaler: En ret for forældre med fuldtidsarbejde til uden aftale med arbejdsgiveren at holde barselsorlov på deltid i form af fast fravær på enkelte bestemte ugedage kan skabe betydelige vanskeligheder for arbejdsgiverens tilrettelæggelse af arbejdet og mulighed for at antage barselsvikar. Den foreliggende sag er et eksempel herpå, jf. forklaringerne fra Hanne Berg, Thomas Berg og Peter Brogaard samt bestemmelserne i optikeroverenskomstens 3, nr. 1, b, og nr. 2, b. Vi finder derfor, at en sådan ret vil være af så indgribende karakter, at den som anført af landsretten må kræve sikker hjemmel. Forud for ændringen af ligebehandlingsloven ved lov nr. 141 af 25. marts 2002 havde forældrene efter fødslen "ret til fravær fra arbejdet i tilsammen indtil 26 uger", hvoraf indtil 10 uger kunne udnyttes af faderen, jf. dagældende 7, stk. 1, og "fraværsretten [kunne] deles mellem forældrene, således at den kvindelige lønmodtagers fravær falder i flere perioder", jf. dagældende 10, stk. 4. Disse bestemmelser gav ikke forældre med fuldtidsarbejde ret til barselsorlov på deltid i form af fast fravær på enkelte bestemte ugedage i en længere periode på flere uger. Efter lovændringen havde "hver af forældrene ret til fravær fra arbejdet i 32 uger", jf lovens 7, stk. 2, og "fraværsretten [kunne] afholdes således, at lønmodtagerens fravær falder i flere perioder", jf lovens 10, stk. 4. Det fremgår af de ændrede bestemmelser, at det samlede fravær blev forlænget, og at også faderens fravær kunne falde i flere perioder, men efter vores opfattelse fremgår det ikke af den ændrede ordlyd, at forældre med fuldtidsarbejde fik ret til barselsorlov på deltid i form af fast fravær på enkelte bestemte ugedage. Tværtimod er det nærliggende at opfatte den fortsatte anvendelse af ordene "fravær i uger" og "fravær falder i flere perioder" som udtryk for, at retten til fordeling af fraværet var en ret til at fordele det på perioder af en længde på en uge eller mere. Forud for lovændringen i 2002 havde en lønmodtager i øvrigt ret til fravær "i de perioder, hvor lønmodtageren er berettiget til dagpenge i henhold til kapitel 7 i lov om dagpenge ved sygdom og fødsel", jf. den dagældende ligebehandlingslovs 7, stk. 5. Ved lovændringen blev bestemmelsen opretholdt uden ændring som stk. 6. Lov nr. 141 af 25. marts 2002 ændrede kapitel 7 i dagpengeloven. Før lovændringen havde "forældrene tilsammen ret til dagpenge i yderligere 10 uger", jf. dagældende 13, stk. 3. Efter ændringen havde "forældrene tilsammen ret til dagpenge i 32 uger", jf lovens 13, stk. 2. En beskæftiget lønmodtager kunne forlænge retten til dagpenge i denne periode, når arbejdet blev genoptaget delvis, men det var en betingelse, at der blev indgået aftale med arbejdsgiveren om forlængelse af perioden, jf lovens 13, stk. 3. Det fremgår efter vores opfattelse ikke af ligebehandlingslovens uændrede henvisning til dagpengereglerne i sammenhæng med ændringen af disse regler, at der ved lovændringen blev givet forældre med fuldtidsarbejde ret til uden aftale med arbejdsgiveren at holde barselsorlov på deltid i form af fast fravær på enkelte bestemte ugedage. Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovændringen i 2002, at barselsorloven skulle forlænges og samtidig gøres mere fleksibel, og at børnefamilierne fik mulighed for at bruge og "spare op" af barselsorloven (Folketingstidende (2. samling), tillæg A, s. 1112). Det fremgår af bemærkningerne til ligebehandlingslovens 7, stk. 2, at retten til fravær er en individuel rettighed, hvilket indebærer, at forældrene kan "holde orlov sammen eller i forlængelse af hinanden", og at forældrene kan fordele retten til dagpenge i tilsammen 32 uger, "som de vil" (s.

13 1116). Det fremgår endvidere af bemærkningerne til dagpengelovens 13, stk. 2, at retten til dagpenge i de 32 uger er "til fri fordeling mellem forældrene" (s. 1118). Vi finder, at disse bemærkninger ikke med sikkerhed viser, at det var tilsigtet at give forældre med fuldtidsarbejde ret til barselsorlov på deltid i form af fast fravær på enkelte bestemte ugedage uden aftale med arbejdsgiveren. Også uden en sådan videregående ret til fordeling tilgodeser bestemmelserne det i bemærkningerne anførte formål med lovændringen. Hvis det havde været hensigten at give forældre med fuldtidsarbejde ret til barselsorlov på deltid i form af fast fravær på enkelte bestemte ugedage, havde det været nærliggende at lade det fremgå klart. På baggrund af kravet om en sikker hjemmel finder vi herefter, at der efter lovbestemmelsernes ordlyd, den tidligere lovregulering og den hensigt med bestemmelserne, der er kommet til udtryk i bemærkningerne til lovforslaget, ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fortolke bestemmelserne således, at de giver ret for forældre med fuldtidsarbejde til uden aftale med arbejdsgiveren at holde barselsorlov på deltid i form af fast fravær på enkelte bestemte ugedage. Hertil kommer, at det med en fortolkning, hvorefter dette vil være muligt, bliver vanskeligt at fastsætte en nedre grænse for retten til fravær. Vi finder endvidere, at udtalelserne fra Jens Vibjerg under 1. behandlingen af lovforslaget i Folketinget og de udtalelser, som Beskæftigelsesministeriet efter lovens vedtagelse har fremsat om ministeriets forståelse af loven, heller ikke giver tilstrækkeligt holdepunkt for en sådan fortolkning. Vi stemmer med denne begrundelse for at frifinde A.M. Berg for Dansk Funktionærforbunds anerkendelsespåstand. Der afsiges dom efter stemmeflertallet om anerkendelsespåstanden vedrørende fraværsret. Samtlige dommere udtaler herefter om spørgsmålet om godtgørelse: Højesteret finder, at A.M. Bergs forbehold over for A om et eventuelt erstatningsansvar ikke indebar en ændring eller misligholdelse af ansættelsesforholdet og derfor ikke kan sidestilles med en afskedigelse i strid med ligebehandlingslovens 9 eller 15, stk. 1. Han er derfor ikke berettiget til godtgørelse efter Som følge heraf frifindes A.M. Berg for Dansk Funktionærforbunds krav om betaling af en godtgørelse. Thi kendes for ret: A.M. Berg A/S skal anerkende, at As opdeling af forældreorlov som anført i varsel af 26. maj 2002 var retmæssig. A.M. Berg A/S frifindes for betalingspåstanden. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part for landsretten eller for Højesteret.