PATIENTFORSIKRING - PRINCIPIEL LANDSRETSDOM OM FORÆLDELSE

Transkript

1 23. MAJ 2011 PATIENTFORSIKRING - PRINCIPIEL LANDSRETSDOM OM FORÆLDELSE Østre Landsret har i en principiel dom om forældelse givet forsikringsselskabet og Patientskadeankenævnet medhold i, at den 10- årige forældelse for patientskader er en absolut frist. Selv om forældelsesfristen afbrydes ved anmeldelse, indebærer dette ikke, at en ny 10-års frist begynder at løbe fra anmeldelsestidspunktet, og forældelsesfristen kunne heller ikke anses for suspenderet. Krav vedrørende en patientskade sket i september 1996 var derfor forældet, da skadelidte i januar 2007 anmodede om genoptagelse. Det gjorde ingen forskel, at Patientforsikringen muligt havde begået en fejl under sagsbehandlingen. Østre Landsret har for nylig fået lejlighed til at afgøre et principielt spørgsmål om forældelse. Den konkrete sag vedrørte patientforsikring og forældelsesspørgsmålet havde delt Patientskadeankenævnet i to lige store vota. Baggrunden for sagen var følgende: A var den 11/ udsat for en alvorlig trafikulykke og blev samme dag opereret på hospitalet H. A anmeldte 9/ til Patientforsikringen, P, at der som følge af operationen var sket en alvorlig skade på hans ene ben. Der var angiveligt tale om en lejringsskade. P traf 1/ afgørelse om, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringsloven, idet H havde gjort, hvad man kunne for at undgå en lejringsskade. Den 14/ afslog P A's anmodning om genoptagelse af sagen, hvilken afgørelse blev anket i januar 1998 til Patientskadeankenævnet, PSA, som 14/ tiltrådte P's afgørelse. Den 10/ anmodede A på ny Patientforsikringen om genoptagelse, hvilket

2 2/4 23. MAJ 2011 blev afslået ved afgørelse af 24/1 2007, hvor der bl.a. blev lagt vægt på, at oplysningerne om A's smerter i benene også tidligere havde været P bekendt. A anmodede nu om aktindsigt og konstaterede, at der i sagsakterne manglede side 2 i en erklæring fra 1999 fra en professor på Rigshospitalet, hvilket måtte antages at have væsentlig betydning for sagens vurdering. A indbragte i april 2007 P's afslag for PSA, men 11/ ændrede P sin afgørelse således, at der nu var grundlag for genoptagelse efter de almindelige forvaltningsretlige regler. Herefter blev A tilkendt erstatning på knapt 1 mio. kr. med tillæg af renter fra 1996, i alt ca. 2 mio. kr. Beløbet skulle betales af forsikringsselskabet F, der på dagældende tidspunkt havde tegnet patientforsikring for H. F indbragte i oktober 2007 P's nye afgørelse for PSA, der tillagde anken opsættende virkning. F gjorde navnlig gældende, at A's krav var forældet, jf. den absolutte 10-års frist i dagældende patientforsikringslovs 19, stk F bestred, at denne forældelsesfrist kunne anses som forlænget som følge af afbrydelse eller suspension. A's advokat imødegik det af F anførte. Forældelsesspørgsmålet delte PSA i to lige store vota, hvorefter formandens stemme var afgørende. Den del af nævnet, som formanden tilsluttede sig, udtalte, at den 10-årige forældelsesfrist er en absolut frist, der regnes fra den dag, skaden er forårsaget, og ikke fra den dag, hvor den første anmeldelse foretages. Da A's anmodning til P om genoptagelse, der førte til et for A gunstigt resultat, først blev fremsat efter udløbet af 10-års fristen, var kravet forældet. Fristen kunne ikke anses som forlænget ved de øvrige afgørelser, som P under sagsforløbet havde truffet, og som ikke havde ført til et for A begunstigende resultat. Denne del af nævnet udtalte, at afbrydelse af fristen ville forudsætte, at A havde fortsat sin klagebehandling og overholdt de gældende klagefrister, hvilket ville have nødvendiggjort, at A havde indbragt PSA's afgørelse af 14/ for domstolene. (Den anden halvdel af nævnet fandt under henvisning til Bo von Eybens bog Patientforsikring, at forældelsen blev afbrudt ved anmeldelsen i januar 1997, ligesom man fandt fristen suspenderet). PSA fandt ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der - som ønsket af A - kunne tilkendes A erstatning for udgifter til advokatbistand. Endelig udtalte PSA sidst i afgørelsen, at der ikke ved nævnets afgørelse var taget stilling til, hvorvidt kravet tillige var forældet efter almindelige erstatningsretlige regler. Da A ikke ville følge PSA's afgørelse, måtte A i henhold til de for patientforsikringen gældende regler udtage stævning mod PSA. 2 F indtrådte i retssagen som biintervenient for PSA. På grund af sagens principielle betydning blev sagen i medfør af retsplejelovens 226, stk. 1, henvist til behandling ved Østre Landsret. A gjorde gældende, at den 10-årige forældelsesfrist afbrydes ved anmeldelse, således som PSA's mindretal havde antaget. Der forelå tillige suspension. Endvidere gjorde A gældende, at der efter almindelige forvaltningsretlige regler om genoptagelse - samt princippet i EAL 11 - var fornøden hjemmel til at P kunne genoptage sagen i 2007 og tilkende A erstatning. For så vidt angår den 5-årige forældelsesfrist gjorde A gældende at have været i utilregnelig uvidenhed om kravet indtil marts Endelig gjorde A gældende, at der forelå sådanne særegne 1 I dag findes den tilsvarende bestemmelse i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet A udtog samtidig stævning mod Patientforsikringen, men denne sag blev stillet i bero på udfaldet af forældelsesspørgsmålet i sagen mellem A og PSA.

3 3/4 23. MAJ 2011 omstændigheder, at dette i sig selv kunne begrunde, at erstatningskravet ikke var forældet. PSA og F fastholdt, at den 10-årige forældelsesfrist løber fra skadedatoen (og ikke anmeldelsen), og er en absolut frist, der ikke kan suspenderes. Denne frist kunne heller ikke anses som afbrudt. F anførte endvidere, at det ville stride mod lovgivers intention om, at erstatningskravet skal være anmeldt senest 5 år efter, at skadelidte har fået kendskab til skaden, såfremt der - uden at forældelse indtrådte - kunne forløbe 7 år fra P's afgørelse forelå i februar 2000 og indtil P i januar 2007 blev anmodet om at genoptage sagen. Endelig henviste F til bekendtgørelse om forsikringspligtens gennemførelse efter lov om patientforsikring, og anførte, at denne bekendtgørelse viser, at det har været lovgivers intention, at forsikringsdækning af erstatningskrav efter patientforsikringsloven skal være omfattet af en absolut 10-årig forældelsesfrist. Det er da også en forudsætning for forsikringsvirksomhed, at man kan fastsætte en tidsmæssig horisont for anmeldte skader. Forsikringsteknisk kan man ikke have forsikringssager, der henstår "åbne" i en ikke nærmere afgrænset, mangeårig fremtid. Det forsikringsselskab, der tegner patientforsikring, må i sin sagsbehandling - herunder reservehensættelse - kunne operere med en på forhånd fastsat tidsgrænse på 10 år. begynder at løbe fra anmeldelsestidspunktet eller et senere tidspunkt, hvor sagsbehandlingen afsluttes, ligesom forældelsesfristen ikke kan anses for suspenderet under sagsbehandlingen med den virkning, at sagsbehandlingstiden skal tillægges forældelsesfristen helt eller delvist. Det gælder i hvert fald i et tilfælde som det foreliggende, hvor sagsbehandlingen var afsluttet længe før udløbet af 10-års fristen. Derfor var denne forældelsesfrist udløbet, da A anmodede om genoptagelse i januar Landsretten bemærkede, at det ikke kunne ændre herved, at P muligvis ikke var i besiddelse af side 2 i den omhandlede lægeerklæring fra Rigshospitalet, da P i første omgang behandlede sagen. Herefter stadfæstede landsretten den afgørelse, som PSA havde truffet. F har således været berettiget til at afvise at erstatte A's skade. Advokat Tomas O. Berg repræsenterede A og advokat Michael S. Wiisbye repræsenterede F under sagens behandling i så vel Patientskadeankenævnet som landsretten. Under landsretssagen repræsenterede Kammeradvokaten v/advokat Flemming Orth Patientskadeankenævnet. Såvel Østre Landsrets dom som Patientskadeankenævnets afgørelse vedlægges. Østre Landsret tiltrådte i dommens præmisser, at lovgiver har fundet det nødvendigt, at der fastsættes forældelsesfrister, der bl.a. afskærer skadelidte fra at rejse erstatningskrav senere end 10 år efter, at skaden er forårsaget. Landsretten udtalte endvidere, at selv om forældelsesfristen afbrydes ved anmeldelse, indebærer dette ikke, at en ny 10-årig frist Kommentar: Landsrettens dom fastslår, at når en forældelsesbestemmelse - som det er sædvanligt - også opererer med en længere absolut forældelsesfrist, skal dette tages bogstaveligt. Som altovervejende hovedregel fortabes retten til at gøre kravet gældende, når den absolutte frist udløber, uanset hvilke særlige omstændigheder, der måtte kunne begrunde, at man ikke inden den

4 4/4 23. MAJ 2011 absolutte frists udløb har fået den afbrudt ved retslige skridt (eller suspensionsaftale). Jeg står naturligvis meget gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål til den nye dom. MICHAEL S. WIISBYE ADVOKAT (H) Frederiksberggade 16, 1459 København K Tel Fax

5

6

7

8

9

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25