DET INTERNATIONALE SAMFUND OG SOMALISKE PIRATER

Transkript

1 DET INTERNATIONALE SAMFUND OG SOMALISKE PIRATER Somalisk pirateri i et internationalt perspektiv Rasmus Juul Vejleder Tonny Brems Knudsen Omfang

2 Abstract The International Society and Somali Pirates Somali piracy in an international perspective For a long time piracy has mostly been a cultural phenomenon in the West, but this picture has changed dramatically in light of the piracy in Somalia. The problem regarding piracy has grown to an extent, which has forced reactions from the international society. Around 30 warships have been stationed in the area since the 2008 trying to cope with the piracy threat. The purpose of this thesis is to explore whether the international society holds the solution to the piracy problem, or whether it has other concerns that overshadow the problems, which international shipping face because of piracy. Specifically it raises three questions I answer through the different parts of the thesis: 1) Why has piracy emerged in the Gulf of Aden? 2) Why and how does the international society cooperate to solve the problem? 3) Why have the problem not been solved yet? I have chosen to use The English School as the theory to describe how the international society works. The focus is on the concepts of states primary goals, rules and institutions. Additionally I look at the degree of order and connect it with the concept of responsible stakeholders. My findings are that the international society priorities the naval response to piracy, and that the cooperation between USA, EU and China is improving. The reason for this cooperation is for China and EU not only the chasing of pirates but also securing a Sea Lane of Communication (SLOC) and practice the deploying of naval forces. Beside that it s also an opportunity for EU and USA to pull China in to become a responsible stakeholder on the international scene. But there are other concerns that overshadow the effort to thoroughly fight the Somali pirates through land based operations, which is necessary due to Somalia being a failed state. These other concerns are preserving external sovereignty and securing citizens from violence. These other concerns are more important for the international community than the Somali piracy. So before the international society is going to solve the piracy problem it either has 2

3 to be more severe, Somalia as a failed state has to worsen or the cooperation between EU and China has to improve even more. Because of that it has long prospects before the Somali piracy problem will be solved. 3

4 Indholdsfortegnelse Del 1 Indledning... 7 Præsentation af forskningsspørgsmål og problemformulering... 7 Placering i forhold til eksisterende litteratur... 9 Specialets struktur Afgrænsning og definitioner Responsible stakeholders Definition af pirateri Pirateri og terrorisme Metodiske overvejelser Del 2 Præsentation af de somaliske pirater Pirateri på verdensplan Problemerne ved indberetning Det somaliske pirateris udvikling fra 1990 og frem De somaliske piraters forretningsmodel Omkostningerne ved de somaliske pirater De økonomiske omkostninger De menneskelige omkostninger De sikkerhedspolitiske omkostninger Hvordan opstod pirateriet i Somalia Pull-effekter Push-effekter Konklusion Del 3 Teori Engelsk skole Hvorfor den engelske skole System eller samfund Orden og primære mål for det internationale samfund Statens betydning i den engelske skole Regler i det internationale samfund

5 Institutioner i det internationale samfund Del 4 Samarbejdet om pirateribekæmpelse Motivation til samarbejde Det juridiske samarbejde UNCLOS The SUA Convention Sikkerhedsrådets resolutioner 1816, 1846 og Debatten omkring resolutionerne Delkonklusion Patruljering Omfanget af patruljeringen Koordinerende organisationer Samarbejdets udfoldelse Magtbalancering Stormagtsstatus for EU og Kina Kina som responsible stakeholder Delkonklusion Retsforfølgelse Delkonklusion Konklusion Del 5 Hvorfor er pirateriet endnu ikke bekæmpet? Det internationale samfund gør ikke nok Flere skibe og regional kystbevogtning Bedre retsforfølgelse Flere private vagter Delkonklusion Det internationale samfund gør ikke det rette Delkonklusion Mange lande anerkender dette Hvis det internationale samfund godt var klar over det, hvorfor så ikke gå ind i Somalia? Den fejlede stat Den weberianske stat Somalia som fejlet stat

6 Transitional Federal Government s vej til magten Problemet for det internationale samfund Delkonklusion Bekæmpelsen på landjorden Somalia som et FN-protektorat Den eksterne suverænitet Delkonklusion Et kenyansk alternativ AU og FN Er projektet muligt Anerkende Somaliland og Puntland som selvstændige stater Somaliland Puntland De to regioner i forhold piratbekæmpelse Det internationale samfund Konklusion Konklusion Litteraturliste

7 Del 1 Indledning Pirateri har for Vesten længe været et fænomen, som hørte populærkulturen til. Det er noget mange primært har forbundet med det Caribiske Hav, gamle fuldrigger og et spraglet og yderst farverigt persongalleri. Selvom der i Asien siden 80'erne har været en meget aktiv piratvirksomhed omkring Malaccastrædet, er det ikke noget, som har kunnet trænge igennem den vestlige mediestrøm, og slet ikke noget som har kunnet ændre det gængse billede af, hvad en pirat er. Men det er noget, der i de seneste par år er blevet lavet voldsomt om på. De somaliske pirater, med deres speedbåde, AK-47 maskinpistoler og deres kapringer af store lastskibe og deres besætninger, har på kort tid fået tegnet et nyt billede af, hvordan en pirat ser ud, og hvilken trussel han udgør for den internationale skibsfart. De kapringer som især har bragt piraterne på de internationale avisforsider, er kapringen af Mærsk Alabama, hvor amerikanske marinesoldater måtte skyde de flygtende pirater, da piraterne sejlede væk med kaptajnen, og kapringen af Sirius Star som indeholdt for 100 millioner dollars råolie fra Saudi Arabien, og Faina som indeholdt russiske tanks og andet våbenmateriel. Det overrasker ingen, at staten Somalia ikke har kunnet løse problemet, og de stater som ligger i regionen har heller ikke haft materiellet og motivationen til at stille noget op. Det har ført til, at nationale politikere, rederiejere, NGO er, akademikere og lægmænd alle har peget på, at det internationale samfund bør træde til for at løse problemet. Derfor har der siden slutningen af 2008 været omkring 30 krigsskibe fra en række forskellige nationer deployeret dernede, og det fra så forskellige nationer som Kina, USA, Japan, Rusland, Tyrkiet, Iran, Frankrig og Danmark. Problemet er, at pirateriet i den periode ikke er faldet, og man har indtil nu ikke fundet en løsningsmodel, som har virket tilstrækkeligt godt til, at der er tiltro til, at det vil ændre sig i fremtiden. Det har udløst en endnu stærkere kritik af den indsats, det internationale samfund leverer, og en irritation over at man ikke gør sig mere umage. Præsentation af forskningsspørgsmål og problemformulering Jeg vil i dette speciale kigge på, hvilke interesser og muligheder det internationale samfund reelt har i og for at løse piratproblemet. Jeg vil i dette speciale kigge på, hvilke interesser det 7

8 internationale samfund har i at løse piratproblemet, og hvilke muligheder det reelt har.)det vil sige, at i stedet for at stoppe, hvor mange akademiske artikler stopper og erklærer, at det er det internationale samfund, der skal løse problemet, vil jeg (vil jeg betragte problemet fra den modsatte vinkel) vende bøtten om og tage udgangspunkt i det internationale samfund og undersøge, hvordan det ser på pirateriet. Problemet med at udnævne det internationale samfund som eneste løsningsmodel er, at det ikke er sikkert, at det internationale samfund er gearet til at løse dette problem. Både fordi det internationale samfund i dets opbygning har en masse hensyn at tage, men også fordi pirateriet i Adenbugten ikke er det eneste problem, det forventes at løse. Her kan blandt andet nævnes andre problemstillinger så som klimaforandringer, Nordkorea og Israel-Palæstinakonflikten. Når det er sagt, er der dog ingen tvivl om, at de somaliske pirater er på listen over problemer, som det internationale samfund ønsker at løse. Det ses blandt andet af den enstemmige vedtagelse af resolutionerne 1816, 1846 og 1851, som alle gør det nemmere for internationale flådefartøjer at pågribe somaliske pirater i somalisk farvand og på somalisk territorium. Jeg vil derfor i mit speciale undersøge om det internationale samfund reelt set, har en mulig løsning på pirateriet, eller om det har andre hensyn, som overskygger de problemer, som piraterne skaber for den internationale skibstrafik. Konkret vil mit speciale være bygget op om at besvare tre spørgsmål, hvor hovedvægten vil ligge på spørgsmål 2 og 3: 1) Hvorfor er der opstået somalisk pirateri i Adenbugten? 2) Hvorfor samarbejder det internationale samfund om at løse problemet? 3) Hvorfor er problemet ikke løst endnu? Det betyder, at i stedet for at lægge fokus snævert på pirateriet som problem og hvilke løsninger, der er på det, ser jeg problematikken som en del af det internationale samfunds problemer og bruger derfor værktøjskassen fra international politik til analysen. Det gør, at jeg kan løfte blikket en anelse op fra de specifikke interesser i mulige løsninger til en mere bred vurdering af pirateriet set i forhold til internationalt samarbejde og konflikt. 8

9 Placering i forhold til eksisterende litteratur Den litteratur der i forvejen er skrevet på dette område, har primært tre forskellige fokusområder, som aktivt bliver debatteret og et som berører de tre andre, men som efterhånden er gledet i baggrunden, men kun venter på at poppe op igen. De tre primære fokusområder er 1) bekæmpelsen af piraterne på det korte til mellemlange sigte, 2) hvordan pirateriet opstod ved Somalia og 3) hvordan det skal løses. Et område der går på tværs af de tre, er terrorisme, men det er efterhånden et område, som i forhold til pirateriet er blevet manet i jorden, men som konstant ligger og lurer i kulissen, så længe al-shabaab kæmper om kontrollen i det sydlige Somalia. 1) Bekæmpelsen af piraterne på det korte og mellemlange sigte. Dette fokusområde kunne man næsten betegne idekataloget, da dets primære funktion er at udvikle og diskutere forskellige måder inden for afskrækkelse af pirater. For det meste vil teksterne på forhånd have afgrænset sig til kun at kigge på det korte eller mellemlange sigte og dermed på, hvordan piraterne bedst bekæmpes med de midler, som er tilgængelige inden for nær fremtid. Det betyder, at disse tekster diskuterer effektiviteten af vandkanoner, pigtråd, el-hegn, citadeller, videoovervågning, effektive undvigemanøvre, bevæbning af sømændene og private vagter. Derudover bliver det også diskuteret, hvordan de forskellige nationale søværn bedst kan samarbejde om det praktiske i patruljeringen. Teksterne er ofte skrevet af forskere inden for det militære/sikkerhedspolitiske regi eller af organisationer, som beskæftiger sig med eller er interesseorganisationer for sømændene og rederierne (BMP3, 2010; Struwe, 2009; Kraska & Wilson, 2009 & Weitz, 2009). Det andet store ben inden for denne kategori er en diskussion af de internationale juridiske tilstande på området. Det er en diskussion, som omhandler tilfangetagelsen af piraterne, brugen af magt over for piraterne og retsforfølgelsen af piraterne (Geiss & Petrig, 2011; Guilfoyle, 2010 & Treves, 2009). Derudover har resolutionerne fra FN's sikkerhedsråd været med til at afklare området endnu mere, men også givet luft til fornyede diskussioner om deres betydning. 2) Hvordan pirateriet opstod ved Somalia. Kort fortalt er der her også to områder eller tilgange. Den ene tilgang til spørgsmålet om hvordan pirateriet opstod er den generelle, som tager udgangspunkt i lignende hændelser på temporalt og spatialt niveau for derved at kunne systematisere, hvilke effekter der kan være gældende ved Somalia. Da der ikke er udviklet nogen 9

10 decideret teori på området, er denne tilgang mest brugt som et værktøj til at styre en diskussion, som er meget empiribaseret og universel (Murphy, 2007). Den anden tilgang på dette område tager specifikt afsæt i Somalia og bruger Somalias historie til at besvare spørgsmålet. Det giver et mere nuanceret billede af, hvordan det somaliske samfund forholder sig til pirateri, og hvilke muligheder dets kultur giver for bekæmpelsen af det (Menkhaus, 2009; Hesse, 2010 & Lewis, 2008). Det er også inden for dette område, at rigtig meget af den undersøgende journalistik på området bliver lavet. Det drejer sig især om at rejse ned og snakke med enkelte pirater og så rejse hjem igen. Det giver nogle ganske gode beskrivelser af den virkelighed, som piraterne/somalierne lever under, og det giver en række interviews med kendte tilfangetagne pirater og deres familier. De to tilgange er ikke på kollisionskurs, men supplerer hinanden, da fokus ligger på forskellige områder (Stampe & Sørensen; Bahadur, 2011; ). 3) Hvordan piratproblemet skal løses. Der er selvfølgelig også en debat om, hvordan piratproblemet skal løses på lang sigt. Det er en debat, som ofte tager udgangspunkt i situationen i Somalia og tit ender med en række policy-anbefalinger til enten FN, diverse lande eller andre implicerede aktører (Struwe, 2009; Ross & Ben-David, 2009 & Gilpin, 2009). Som skrevet tidligere ender denne debat tit ved, at det kun er det internationale samfund, som kan løse problemet, og ofte diskuteres det ud fra et empiritungt udgangspunkt, hvor teoretiske aspekter sjældent bliver inddraget. Der er overraskende lidt litteratur inden for dette område, da mange afskriver at diskutere det lange sigte, da de ser det som givet på forhånd, at det netop er det internationale samfund der skal løse problemet. Det er netop i forlængelse af det sidste 3. debatområde, at mit speciale har sit unikke bidrag. Men i stedet for at deltage i debatten om, hvordan det internationale samfund kan løse pirateriet, vælger jeg at se det fra det internationale samfunds synspunkt og undersøger, hvilken motivation de har for at løse piratproblemet, og hvilke omkostninger det vil have for dem at gøre det. Til at analysere dette har jeg valgt at bruge engelsk skole teori, da den teori netop fokuserer på, hvordan det internationale samfund er bygget op af stater, og hvordan disse stater interagerer indbyrdes for at løse fælles problemer. Ud af teorien har jeg også trukket den metode jeg har brugt, da den har hjulpet mig til at udvælge de problemområder som har værdi for løsninger inden for det internationale system. Mere om det i metodeafsnittet. 10

11 Specialets struktur Specialet er opdelt i 5 dele som hvert har et afgrænset bidrag til problemformuleringen. Del 1 består af problemformulering, afgrænsning og metode, og er alle de grundlæggende byggesten for specialet. Del 2 er en gennemgang af det somaliske pirateri i Adenbugten samt en besvarelse af underspørgsmål 1 i problemformuleringen: Hvorfor er der opstået somalisk pirateri i Adenbugten? I del 3 har jeg flyttet teoriafsnittet ned, da det giver bedst mening i forhold til besvarelsen af problemformuleringen. I dette afsnit gennemgår jeg teorien engelsk skole med udgangspunkt i den måde, den er blevet præsenteret af Hedley Bull. I del 4 og del 5 er analysen placeret, og det er også her jeg besvarer underspørgsmål 2 og 3 i problemformuleringen. Det betyder, at jeg først kigger på, hvorfor det internationale samfund samarbejder om piratbekæmpelsen i Adenbugten og derefter i del 5 undersøger, hvorfor det ikke er løst endnu. Til sidst i del 5 er konklusionen placeret. Afgrænsning og definitioner I specialet vil der være en række afgrænsninger områder i forhold til problemstillingen, som jeg har besluttet mig for ikke at gå i dybden med, da de grænser op til emnet, men ikke er essentielle for den problemstilling, jeg har opstillet. Det er en grundlæggende forudsætning for min opgave, at der eksisterer et internationalt samfund. Jeg vil således ikke gå i dybden med debatten om, hvorvidt der er et internationalt samfund eller ej. I forhold til at undersøge min problemformulering tager jeg afsæt i den engelske skoles forståelse af det internationale samfund. Specialet bygger således på en forudsætning om, at der kan findes en række fælles interesser mellem stater. Noget, som særligt den realistiske tradition har svært ved at undersøge, da det teoretiske udgangspunkt er, at der eksisterer et internationalt system men ikke et samfund. I forhold til hvordan det internationale samfund skal beskrives, benytter jeg først og fremmest Hedley Bulls definition i bogen The Anarchical Society. Den lyder: A society of states exists when a group of states, conscious of certain common interests and common values, form a society in the sense that they conceive themselves to be bound by common set of rules in their relations with one another, and share in the working of common institutions. (Bull, 1977: 13). 11

12 Konkret beskæftiger jeg mig primært med FN og særligt FN s sikkerhedsråd som repræsentation af det eksisterende internationale samfund. Det betyder, at når sikkerhedsrådet vedtager noget (i forhold til det område dette speciale beskæftiger sig med), ser jeg det som en afspejling af, hvad det internationale samfund kan blive enige om. Derudover ser jeg i høj grad på hvorvidt de vedtagne resolutioner bliver gennemført eller ej. Under selve udførelsen vil det også være relevant at se på, hvilke nationer (herunder især de fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet), der aktivt bistår, og hvilke der ikke gør. Responsible stakeholders Det internationale samfund er ikke kun et enten-eller fænomen. Der er tale om en gradueret skala, hvor der enten kan være mere eller mindre grader af orden, og det kan også være forskelligt på forskellige områder. Jo større grad af orden des nemmere har det internationale samfund ved at blive enige om at handle på problemer, som de er fælles om at se som et problem. Denne måde at se orden på, har jeg valgt at tolke begrebet responsible stakeholders ind i. Begrebet bliver brugt meget forskelligt og kan nogle gange ses som et udtryk, hvor den liberalistiske skole forsøger at definere en vestlig demokratisk verdensorden og andre gange ses det brugt mere i engelsk skoles ånd, hvor det er et udtryk for, at verden er ved at blive mere pluralistisk, og at Kina som kommende stormagt bør tage et ansvar for at bevare den internationale orden, hvis de skal blive en anerkendt stormagt (Patrick, 2010: 50). I specialet bruger jeg det, for at kunne vurdere i hvilken vej orden i mellem staterne bevæger sig. Efter murens fald har USA og vesten været ordensstyrende på den internationale scene, men i dag er situationen en anden, hvor især Kina bejler efter at få deres økonomiske magt omsat til mere hård valuta. Denne trussel imod den nuværende forståelse af orden, vil igennem en vækkelse af Kina som responsible stakeholder kunne blive afværget, men det kræver at USA frivilligt vil afstå noget af deres magt over dagsordenen på den internationale scene og lade Kina være med til at definere hvordan den nye internationale orden skal udfoldes (ibid.: 53). Det betyder, at hvis Kina påtager sig det ansvar der følger med ved at være en stormagt (mere om dette ansvar senere), så kan den internationale orden faktisk gå hen og blive styrket. 12

13 Definition af pirateri Der er flere forskellige definitioner af hvad pirateri er. Jeg ser her på en juridisk og en praktisk definition, som jeg tager afsæt i til at formulere min definition. Definition spiller særligt en rolle i forhold til sammenligning af empiri, og som afgrænsning af, hvad problemstillingen med pirateri faktisk rummer. Den juridiske definition af, som ligger til grund for den internationale lovgivning stammer fra FN s artikel 105 i UNCLOS:...any illegal acts of violence or detention, committed for private ends by the crew or the passengers of a private ship or aircraft and directed... on the high seas against another ship or aircraft, or against persons or property on board such ship or aircraft" Dette er en meget smal definition, fordi den udelader overfald, som ikke sker i internationalt farvand. Den udelader overfald som er foretaget af stater (herunder kapervirksomhed som historisk set har været en af de største former for pirateri) og situationer, hvor det er ens egen besætning, som begår mytteri eller simpelt tyveri. Hos søfarts organisationer anvendes ofte bredere definitioner, som eksempelvis hos Seamanship International: For the purposes of the BMP the term piracy includes all acts of violence against ships, her crew and cargo. This includes armed robbery and attempts to board and take control of the ship, wherever this may take place (BMP3, 2010: 1) 1. Der er selvfølgelig en politisk grund til, at de to definitioner ikke er ens. Hvor Seamanship International forsøger at beskytte dets medlemmer (sømændene) imod så bredt et trusselsbillede som muligt derfor den brede definition, især når de skal rådgive om Best Management Practice er FN s definition mere begrænset, da den især skal tage hensyn til andre staters territorialfarvand. Artikel 105 i UNCLOS er gældende for alle stater, også selvom de ikke har skrevet under på traktaten. Den giver alle stater lov til at anholde og overtage ethvert piratskib, som de støder på. Det er derfor vigtigt at definitionen ikke bliver for bred. Alle andre overtrædelser skal diskuteres med den nation, hvis flag skibet sejler under. I staters eget territorialfarvand er det muligt at opbringe piratskibe, også selvom de ikke opfylder ovenstående definition, og uden 1 Seamanship International er en international interesseorganisation som varetager rederiernes interesser. BMP3 er en guide de laver til rederier om, hvordan de bedst kan undgå piratoverfald ud for Afrikas Horn. 13

14 accept fra den nation skibet sejler under, den nation piraterne stammer fra, eller den nation som har opbragt skibet. Derved er der under normale forhold gode muligheder for at stille pirater for en domstol, selvom FN's definition ikke er så bred (Guilfoyle, 2010: 128). Jeg har valgt at benytte en praktisk definition af den form for pirateri, jeg undersøger. Den er en kombination af de to øverste og tager udgangspunkt i netop den form for pirateri, som det internationale samfund ønsker at stoppe i Adenbugten og langs Somalias kyster. Definitionen på pirateri er: Udefrakommende angreb på internationale handelsskibe til søs foretaget af personer med base i Somalia. Jeg har valgt at bevare ideen om, at det skal være udefrakommende, som berøver internationale skibe (det kaldes også toskibs-kravet), da det er det, som gør, at kapringerne har fået så stor betydning internationalt. Derudover har jeg også valgt, at sørøverne ikke nødvendigvis skal være somaliske eller private, men have base i Somalia, da det er landets status af fejlet stat, som gør det ekstra svært at bekæmpe dem og netop gør, at det kan være svært at gennemskue, om de er legitime aktører hjemme i Somalia. Men min definition udelukker til gengæld pirateri imod lokalbefolkningens egne både og fiskerbåde samt pirateri af både opankret i havne. Det internationale samfund har ikke interesseret sig for somaliske fiskere tidligere, og det er ikke dem, de er sejlet derned for at beskytte. Ligeledes vil skibe, som anløber somaliske havne, være klar over risikoen og derfor være forberedt på angreb. For eksempel sejler WFP-skibene nu med eskorte. Ligeledes har jeg åbnet op for, at pirateriet kan bestå af andet end kapring. Man kunne forestille sig, at hvis piraterne blev endnu mere organiserede, kunne de formå at sælge lasten fra skibene. Noget man har set ske i Malaccastrædet (Eklöf, 2006: 70), men endnu ikke i Somalia, da det som oftest kræver et stort netværk af bagmænd til at modtage lasten og som oftest sker det per bestilling (ibid.: 65). Pirateri og terrorisme En af de helt store bekymringer for det internationale samfund har været, om pirateriet kan bruges som springbræt til terrorisme. Scenariet er, at et stort lastskib eller tankskib bliver kapret, rigget til med massive mængder sprængstof for derefter at blive sejlet ind i en velbesøgt international havn, og der sprunget i luften. Men der er ikke meget, som peger på, at det somaliske pirateri er infiltreret af terrorister eller sponsorerer terrorister (Struwe, 2009: 14; 14

15 Murphy, 2011a: 139). Forskellen på pirateri og terrorisme, selvom selve det operationelle kan virke ens, er med hvilken baggrund, skibene bliver kapret. Er det med simpel berigelse for øje, eller ligger der en politisk agenda bag. En agenda som blandt andet kan føre til selvmordsaktioner, noget som pirateriet ikke kan. Somalia har ikke en lang tradition for at huse terrorister. Al Qaeda har længe forsøgt at etablere sig i landet, men har haft store problemer med at bryde klanstrukturen nok op til at kunne stole på de kontakter, de har gjort sig. Derudover har terrorister en tendens til at slå sig ned i svage stater og ikke i fejlet stat, da det er for svært at gemme sig i en stat uden statsapparat. Derudover er der ikke mange vestlige mål at angribe i Somalia og derfor ikke meget at terrorisere i en international optik (Murphy: 2011a: 72). Det, at der ikke er noget lokalt at terrorisere, betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan bruge det som sikker havn og skabe terror andre steder med fly eller store lastskibe. Men det betyder, at terroristerne ikke var der før, pirateriet begyndte, og at det ikke ser ud til, at de har meget med pirateriet at gøre. Derimod ser det ud til, at al-shabaab, som er den muslimske organisation, der sidder på det sydlige Somalia, fører begrænset krig i mod piraterne (af økonomiske grunde) og ikke selv har gjort sig i denne form for kriminalitet. Et eksempel på dette er kidnapningen af det saudi arabiske tankskib i 2008, hvor al-shabaab efter sigende skulle være blevet rasende, men hvor talsmanden fra piraterne, der havde kidnappet skibet udtalte, at de ikke havde noget imod det saudi arabiske kongedømme, men at al-shabaab måtte forstå, at dette bare var forretning (ibid.: 142). Det er dermed ikke sagt, at der ikke kan være en sammenhæng imellem terrorisme og pirateriet i Somalia, da pirateriet kan være med til at finansiere terrorisme for eksempel i Somalia selv eller i nabostaterne, hvor der bor store somaliske mindretal. Det ændrer dog ikke ved, at selve pirateriet bliver udført med økonomiske motiver og derfor er fuldt ud afhængig af, at det er økonomisk rentabelt. Derfor vil jeg ikke gå videre ind i en diskussion af, om pengene fra pirateriet bliver brugt til terrorisme, da jeg kun har som fokus, piraternes bekæmpelse. Så længe de ikke er ansporet af terrorisme og derved politiske motiver, ændrer det ikke på deres modus operandi. Det skal dog siges, at der heller ikke er meget, der tyder på, at pengene bliver brugt på terrorisme. I hvert fald ikke international terrorisme (ibid.: 139). 15

16 Metodiske overvejelser Min metode udspringer primært af den teori jeg har valgt, da specialets opgave er at forklare og forstå en problemstilling. For at nå frem til delspørgsmål 1) Hvorfor er der opstået somalisk pirateri i Adenbugten, har jeg valgt at strukturere analysen ud fra en model udviklet af Martin N. Murphy (2007). I modellen identificerer han en række forudsætninger for, hvorfor pirateri opstår. Dem bruger jeg samtidig med, at jeg supplerer dem med to andre. Fordelen ved at bruge hans model er, at jeg sikrer mig, at jeg kommer rundt om problematikken samtidig med, at jeg får frasorteret en række af de mulige, men knap så sandsynlige grunde for, at pirateri kan opstå. Hans model er skabt på baggrund af empiriske overvejelser både spatialt og temporalt. De næste to delspørgsmål hænger sammen i den forstand, at jeg bruger samme teori til at besvare dem. Samtidig prøver de begge at belyse samme problemstilling fra forskellige vinkler. Hvor jeg før brugte en simpel typologi over mulige grunde til pirateri, benytter jeg her den noget mere komplicerede teori engelsk skole til at skabe de fokuseringspunkter, som skal til for at besvare de to spørgsmål: 2) Hvorfor samarbejder det internationale samfund om at løse problemet? og 3) Hvorfor er problemet ikke løst endnu? Det første af de to spørgsmål tager udgangspunkt i den afhængige variabel i min opgave, det vil sige at jeg her kigger på hvilke løsninger der er i brug. Det betyder, at jeg ikke kan sige noget om, om samarbejdet reelt virker, men jeg kan se på, hvorfor det er opstået, og hvilke motivationer der ligger bag. Jeg har delt det op i tre afsnit som afspejler processen man har været i gennem i forhold til at initiere bekæmpelsen. Det drejer sig om det juridiske, omkring patruljering og sidst retsforfølgelse. I det andet spørgsmål vender jeg så blikket over mod, hvorfor det ikke er blevet løst endnu det vil sige, jeg kigger på de muligheder, der er for at komme det somaliske pirateri til livs. Det gør jeg ved først at afklare hvorfor de tiltag, man har gang i nu ikke er nok, og så anskueliggøre hvilke muligheder, der er fremadrettet for at gøre noget ved det. I delspørgsmål 2 og 3 anvender jeg den engelske skole til at fokusere på de områder som har betydning for det samarbejde som er imellem stater. Teorien bliver derved også et metodisk værktøj som bruges til at strukturere analysen, og sikre mig, at de ting som kan have forklaringsmæssig betydning bliver inddraget og undersøgt. 16

17 Del 2 Præsentation af de somaliske pirater I denne del beskriver jeg pirateriet i Somalia, herunder udviklingen og omfanget af problemet. Jeg starter med en kort gennemgang af pirateriet på verdensplan for at have et sammenligningsgrundlag i forhold til de somaliske pirater. Derefter ser jeg på udviklingen i pirateriet i Somalia siden 1990, hvor jeg ser på deres forretningsmodel og giver en vurdering af omkostningerne derved. Endeligt undersøger jeg, hvorfor det opstod ved Somalias kyster for derigennem at pege på nogle af de områder, som kan have betydning for en succesfuld bekæmpelse af pirateriet. Pirateri på verdensplan Det klassiske pirateri i vid udstrækning blev bekæmpet og helt udryddet i Middelhavet og Atlanterhavet i 1830erne (Konstam, 2008: 4), men der findes stadig pirateri den dag i dag. Det er dog ikke kommet tilbage til hverken Middelhavet eller Atlanterhavet, men har levet videre og er genopblomstret andre steder. Samuel Pyeatt Menefee identificerede i 2001 ti hot spots for pirateri, som stadig er til stede den dag i dag (2008: 441). Det drejer sig om Malaccastrædet, Indonesien, Malaysia, Filippinerne, Vietnam, Bangladesh, Indien, Afrikas Horn, Somalia og Niger Delta. Der forekommer også sporadiske tilfælde af pirateri andre steder, men det er i disse områder, der sker flest overfald 2. I 2010 var der ifølge ICC International Maritime Bureau 249 forsøgte og 196 gennemførte piratoverfald verden over (ICC IMB, 2010: 10). I figur 1 kan man se udviklingen fra 2003 og frem til 2010 fordelt på regioner i verden, på specifikt de somaliske pirater og en samlet opgørelse. Her kan man se, at det samlede antal piratoverfald (både forsøgte og gennemføre overfald) på verdensplan er steget efter Det er især sket i Østafrika, stort set kun forårsaget af somalisk pirateri. Som det ser ud nu ifølge ICC, har der her i 2011 (frem til 16. december) været 421 angreb på verdensplan, så kurven er ikke blevet knækket endnu (ICC-CCS, 2011). 2 Stederne er udvalgt efter antal angreb om året og derfor er det en empirisk definition af hot spots. 17

18 Overfald Figur 1: Oversigt over gennemførte og forsøgte piratoverfald Figuren er opsat med tal fra ICC IMBs rapport fra Sydøstasien Fjernøsten Indiske subkontinent Amerika Østafrika Vestafrika Andre Total Somaliske pirater* Note: * Somaliske pirater, opgjort af de overfald som skete ved Somalias kyst, i det Arabiske Hav, i Adenbugten og Det Røde Hav. Er ikke med i total. Som det fremgår af ICC-rapporten (ICC IMB, 2010: 9) blev de fleste af de angrebne skibe bordet (196), og en mindre del, det vil sige resten (53), blev kapret. Størstedelen af dem, der bliver kapret, befinder sig ud for Somalias kyst eller i Adenbugten, når det sker. Organisationen International Maritime Organization (IMO), som er et agentur under FN, har også en opgørelse over piratoverfald. De har opgjort, at på verdensplan i 2010 blev to mennesker dræbt af pirater, 27 såret og 1027 holdt som gidsler (IMO, 2010: 29). Problemerne ved indberetning De tal, der er brugt her, skal tages med en række forbehold. Det første er, at tallene fra IMO og ICC ikke stemmer helt overens. F.eks. melder ICC, at der er sket 445 gennemførte og forsøgte angreb i 2010 (ICC IMB, 2010: 9). Dette tal er hos IMO 489, og det selvom de to organisationer definerer piratoverfald ens (IMO, 2010: 29). Derudover skal det tages i betragtning, at der er et stort mørketal ved indberetningerne (Murphy, 2007: 22). Det ses især ved forsøgte angreb og ved 18

19 angreb, som har været simpel tyveri fra skibene. Disse hændelser bliver ikke altid indberettet, da rederierne har et incitament til at holde det hemmeligt for at undgå, at deres forsikringspræmie skal stige, eller at skibet skal politiundersøges i næste havn og derved blive forsinket i optil flere uger. Af mere alvorlig karakter er der de manglende indberetninger, som sker pga. trusler (f.eks. i gidselsituationer), eller fordi besætningsmedlemmerne er døde. Undersøgelser fra både Australien og Japan i 90'erne viste, at underindberetningen kan være mellem 10 % og 70 % af det reelle tal (ibid.: 23). Det kan derfor give et skævt billede, når man sammenligner pirateriet ved Somalia med andre dele af verden. Den forhøjede overvågning af området, og det store fokus på at få skibene der gennemsejler området til at indberette forsøgte overfald, kan være med til at relativt flere hændelser bliver indberettet. At det øgede fokus på Somalia på denne vis kan medføre en stigning i piratoverfald betyder, at det kan være vanskeligt at tegne et helt præcist billede af udviklingen i og omfanget af pirateriet. Når det så er sagt, er der ingen tvivl om, at det somaliske pirateri er et stort problem i området, og fortsat er det. Det er dog svært at sige noget om, præcis hvilken vej udviklingen går i forhold til antal piratoverfald, og om det stadig er værre end andre steder. Dog må det formodes, at der efter 2008, hvor der kom ekstra fokus på området, vil blive skabt et nyt normalniveau for indberetning og dermed også muligt at sammenligne fremadrettet fra dette tidspunkt. Derudover siger den manglende indberetning mere om, at problemet måske er større end rapporteret både i Adenbugten og resten af verden. Det somaliske pirateris udvikling fra 1990 og frem Før 1990 var der ikke et udpræget pirateri nær Somalias kyster. Der var det, der normalt finder sted langs en fattig kyststat, men det var primært lokale fiskere og yachts, der blev overfaldet. Det var først fra midten af halvfemserne, at det begyndte at blive organiseret. Forskellige bevæbnede grupper begyndte under dække af at kalde sig kystvagter at kræve beskyttelsespenge fra udenlandske trawlere, som de påstod fiskede ulovligt 3 i området (Lewis, 2008: 104). Fra 1996 og frem til 2000 sker en langsom, men jævn stigning i rapporterede hændelser. I midten af '00erne 3 Det er meget omdiskuteret om pirateriet startede som følge af, at forurening og overfiskning foretaget af udenlandske aktører fratog de lokale fiskere deres levebrød. Lokale krigsherrer solgte på et tidspunkt fiskekvoter og beskyttelse til udenlandske interesserede, og det er nemt at forestille sig, hvordan disse beskyttere kunne blive pirater, hvis det viste sig mere profitabelt. 19

20 skete der en ændring, i hvilke type skibe piraterne begyndte at kapre. De blev større og blev holdt i længere tid, og der blev krævet større løsesummer (FN-rapport, 2008: 19). Det, der for alvor fik det internationale samfund til at respondere, var en række angreb på World Food Program-skibe, som sejlede nødhjælp til Somalia. Frankrig startede med at eskortere disse skibe, og det danske engagement i Adenbugten var en fortsættelse heraf. Fra 2008 begyndte det internationale samfund at reagere, og den første resolution fra FN's sikkerhedsråd kom i slutningen af Efter disse angreb kom der en række angreb på store lastskibe (bulkcarriers), og det er disse angreb, som især har skabt den store omtale af området. Fra 2008 begyndte pirateriet langs Somalias kyst at falde, formentligt som følge af den internationale respons, men til gengæld flyttede det nordpå op i Adenbugten og østpå ud i det Indiske Ocean. Siden 2008 har pirateriet været i konkurrence med den øgede flådetilstedeværelse. Jeg kommer i del 4 mere ind på hvordan den periode har udviklet sig helt konkret, men i forhold til bekæmpelsen af piraterne, har det ikke vist sig endnu at have båret tilstrækkelig frugt (Murphy, 2011a: 37). De somaliske piraters forretningsmodel Det er svært at give et præcist tal for, hvor mange penge de somaliske pirater har tjent på pirateriet, da forhandlingerne om løsepenge som oftest foregår i hemmelighed, og det endelige resultat sjældent bliver offentliggjort. De estimerede tal for f.eks ligger imellem 18 og 30 millioner dollars (FN-rapport, 2008: 19). Der er dog ingen tvivl om, at det er et velbetalt job at være pirat, set i forhold til hvad gennemsnitslønnen er i Somalia, og dertil lagt, at arbejdsløsheden er stor. Raymon Gilpin har lavet et overslag på, hvad en pirat tjener per overfald, og estimerer det til at være dollars (2009: 10). FN estimerer, at BNI per capita i Somalia i 2009 var omkring 211,4 $ om året 4. Et piratangreb kan ifølge Gilpin deles op i 7 faser: rekognoscering og informationsindsamling; koordineret forfølgelse; kapring; sejle i sikkerhed; forhandling; betaling af løsepenge; og frit lejde (Gilpin 2009: 9). Der er ingen tvivl om, at piraterne i Adenbugten søger efter skibe at kapre på baggrund af både opportune muligheder og efterretninger, som de får fra havne- og 4 Hentet fra UNdata: Undata 20

21 regeringsansatte (ibid.: 9; FN-rapport, 2008: 18). I Asien langs Malaccastrædet har det derudover også været praksis for piraterne at have en muldvarp ombord på skibene. Han har kunnet sende oplysninger om bådens kurs og mandskab videre til piraterne (Eklöf, 2006: 75). Det er dog ikke noget, som (endnu) er blevet brugt af de somaliske pirater. Den information, som piraterne får indsamlet, bliver brugt til at begrænse omkostningerne og til at spare tid med at finde skibene. Normalt tager en bording omkring 15 minutter. Piraterne kravler som oftest ombord ved hjælp af medbragte stiger eller tovværk og lignende som i forvejen hænger ned langs skibssiden. De kommer sejlende i små både eller motorjoller, hvorpå der er monteret kraftige motorer, og som oftest har de et moderskib (tit en kapret fiskerbåd), hvorfra de opererer. De skyder for det meste varselsskud mod broen, og enkelte gange har de affyret rpg er og morterer efter skibene. Når de først er kommet om bord, søger de direkte op mod broen, hvorfra de overtager styringen, eller de beordrer skibet til at ændre kurs og sejle mod Somalias kyst. Det foregår som oftest ganske professionelt, og ikke mange besætningsmedlemmer er blevet slået ihjel endnu (BMP3, 2010: 9). Efter et skib er blevet kapret, bliver det sejlet ind til den somaliske kyst. Som oftest i nærheden af en landsby, hvor piraterne holder til, og hvor de kan få proviant og opholde sig sikkert. Imens står månedlange forhandlinger på med det rederi, som ejer skibet. Efter piraterne har modtaget løsepengene, som ofte bliver leveret med båd eller kastet i vandet fra et fly, bliver skibet frigivet (Gilpin, 2009: 10). Af de penge, som bliver betalt i løsesum, bliver cirka to tredjedele taget af bagmanden eller bagmændene, som har investeret i kapringen, og resten bliver fordelt imellem de pirater, som deltog i kapringen (ibid.: 10). Ofte er det forskelligt, hvor stor en del piraterne får, afgjort efter om de var med ude ved selve kapringen eller kun har bevogtet skibet, mens det har ligget i havn. Udover at pengene går til dem, der har finansieret eller deltaget i kapringen, går der også en del til bestikkelse af lokale embedsmænd og politi. Det er nødvendigt for at kunne garantere sikkerheden for disse operationer i Somalia. En stor del af pengene, også dem som går til piraterne på gulvet, ender uden for Somalia, da det er farligt at have store summer på sig i landet. Pengene ender som oftest i Nairobi (Kenya), hvor de bliver vasket hvide og investeret i boligmarkedet (Kraska, 2010: 115). 21

22 Omkostningerne ved de somaliske pirater Bekæmpelsen af de somaliske pirater er gået hen og blevet en ren medie-darling. De høje summer som gives i løsepenge, tilstedeværelsen af de internationale flådefartøjer og problemerne med at få piraterne retsforfulgt har alt sammen været med til at øge interessen for problemet. Men hvad er de reelle omkostninger ved piraterne? I en industri som omsætter for mange milliarder dollars om året, er det jo små beløb, der betales i løsepenge for skibene. Men omkostningerne er ikke kun økonomiske, der er ligeledes menneskelige og sikkerhedspolitiske. Jeg vil i dette afsnit give et billede af, disse omkostninger, og af hvor store de er. De økonomiske omkostninger Som nævnt tidligere er det svært at finde præcise data over hvor mange overfald, der er fra pirater, og ligeledes er det svært at få præcise tal på, hvor meget de forskellige rederier betaler i løsepenge. Overordnet set er der tre grunde til, at data er upræcise. Det er databegrænsning, underrapportering af overfald og problemer med at disaggregere den påvirkning, pirateriet kan have på den makroøkonomiske udvikling (Bowden, 2010: 7). Anna Bowden regner sig frem til, at de samlede økonomiske omkostninger både direkte og indirekte lå i 2010 for mellem 7 til 12 milliarder dollars for pirateri på verdensplan, det somaliske pirateri står for en stor del af dette 5. De direkte omkostninger består i betalte løsepenge, forsikringer mod pirateri, afskrækkelsesudstyr, omdirigering af skibe ad længere sejlruter, deployering af flådefartøjer, retsforfølgelse af pirater og organisationers budgetter til piratbekæmpelse. De indirekte omkostninger består af omkostningerne for regional handel, omkostningerne for inflation af merpriser og omkostninger ved reduceret udenlandsk investering (ibid.: 8, 20). Noget der ikke bliver snakket meget om er pirateriets indflydelse på den somaliske økonomi. Det er relativt mange penge, som bliver pumpet ind i landet igennem piraterne, og man kan blandt andet spore pengene til den somaliske diaspora i Kenya, hvor nogle af pengene bliver investeret (Middleton, 2010: 25). Som nævnt tidligere har det også betydning for lokaløkonomien. På den ene side er der blevet skabt en hel lille industri omkring pirateriet, hvor lokale tjener penge ved at sælge ydelser til piraterne, men på den anden side har det også skabt inflation, hvor dem 5 Undersøgelsen er den mest grundige estimering der er lavet indtil dato. Det har desværre ikke været muligt at isolere de omkostninger der er forbundet med det somaliske pirateri alene. 22

23 uden mulighed for at få fat i pirat-penge har fået sværere ved at købe de livsnødvendige fødevarer, da de er blevet langt dyrere. En helt anden potentiel omkostning ved det somaliske pirateri er risikoen for, at et skib under angreb går på grund eller støder sammen med et andet skib, hvortil risikoen for en voldsom miljøkatastrofe er til stede. En katastrofe som vil påvirke fiskeindustrien i området voldsomt, og som måske kan være en af de dyreste risici ved pirateriet. Det er svært at få et overblik over, hvor meget verdenssamfundet reelt betaler på grund af, at der er pirater i området, og det afhænger også meget af hvad man sammenligner med. Stort set alle økonomiske overslag for kriminalitet bliver små hvis man sammenligner dem med BNP på verdensplan. Det der er vigtigt i forhold til piraterne er at der næsten ikke er noget loft på, hvor slemt det kan blive hvis det får frit spillerum, og at rederierne er begyndt at lede efter alternative sejlruter eller løsninger på problemet. De menneskelige omkostninger Ud over de økonomiske omkostninger er der også de menneskelige. I 2011 har EU NAVFOR estimeret at omkring 60 søfolk er døde som følge af somalisk pirateri, og lige nu holdes omkring 200 sømænd som gidsler (EU NAVFOR, 2011). Organisationen Oceans Beyond Piracy har lavet en undersøgelse af problemet og er kommet frem til følgende resultater. Som ved de økonomiske omkostninger er der et ukendt mørketal omkring antal skibe angrebet, og det er derfor svært at få et præcist billede af, hvor mange mennesker der er berørt af piraterne. Især små både og fiskerbåde bliver sjældent indrapporteret, hvis de bliver overfaldet, og de fiskerbåde som bliver brugt som moderskibe har også besætninger, som sjældent tæller med i statistikken. Derudover er det svært at få fat i aggregeret data over overfaldene, da de sjældent er tilgængelige af respekt for ofrene, på grund af militære klassifikationer eller af frygt for gengældelse (HCOP, 2011: 2). Det man indtil nu har fundet ud af er, at det ikke kun er dem, der bliver taget som gidsler, som bliver påvirket af piratoverfaldene. Mange skibe bliver beskudt uden, at piraterne formår at borde dem, ja selv den øgede frygt, det er at sejle i piratfyldt farvand, kan give traumer og stress. Derudover er der familierne til de sømænd, som sejler igennem piratfyldt farvand, som også må leve med frygten. 23

24 Dem det selvfølgelig er gået værst ud over, og dem, hvis øjne medierne er rettet imod, er gidslerne. HCOP har i 2010 estimeret, at ud af de 4185 sømænd, som har oplevet en bording eller forsøgt bording, er 26 % af dem efterfølgende blevet holdt som gidsler. Af dem er 15 % blevet udsat for voldelige overgreb, 21 % brugt som menneskeligt skjold og 23 % begge dele. Der har endda været enkelte rapporter om systematisk brug af tortur (HCOP, 2011: 9-10). I gennemsnit tilbragte et gidsel 5 måneder som gidsel i Men også for de lokale er det blevet farligere at færdes i bugten. Efter piraterne er begyndt at bruge moderskibe, er der en risiko for, at fiskernes både bliver overtaget, og fiskerne taget som gidsler. Derudover er der en del varer, der ikke når frem. Det går ud over skibe fra World Food Programe, men også reel import af fødevarer bliver fordyret, da mange ikke har lyst til at sejle til en somalisk havn (Bowden, 2010: 21). En lidt søgt sammenligning på, hvor farligt det er at sejle igennem Adenbugten og Det Røde Hav, er lavet af ovennævnte HCOP. Den er søgt, fordi de sammenligner et specifikt område, som er udsat for kriminalitet med et hel lands kriminalitet. Men den viser alligevel meget godt, hvor farligt det er at færdes i området. Tallene er kun tilnærmede, men 6,975 promille af søfolk i området, blev udsat for væbnet overfald. I Sydafrika, som er det land med den højeste rate af alvorlige overfald (major assault) blev 5,76 promille af den samlede befolkning udsat. For kidnapning er det for Adenbugten og Det Røde Hav 1,817 promille der bliver kidnappet, for Tyrkiet (som har den højeste rate af kidnapning) er det ca. 0,15 promille. For mord er risikoen 0,018 promille for sømænd i Adenbugten og Det Røde Hav. Risikoen er på 0,58 promille i Jamaica (som er det land med den højeste drabsrate). Dertil skal lægges, at søfolk kun opholder sig i området imellem 5-6 dage, hvor tallene for landene er risikoen over et helt år (HCOP, 2011: 22). Det viser, at selvom risikoen for at blive overfaldet som sømand er lille i området, er den dog betydelig større (undtagen mord) end i de lande med den højeste sammenlignelige kriminalitet. De sikkerhedspolitiske omkostninger De sikkerhedspolitiske omkostninger vil jeg kun kort beskrive her, da jeg senere i specialet kommer tilbage til dem, set i forhold til det internationale samfund. De trusler som pirateriet udgør sikkerhedspolitisk er først og fremmest rettet mod Somalia selv, hvor det kan være med til at destabilisere de dele af landet som er begyndt at fungere (Somaliland), da de især rammer den 24

25 handel som går til og fra Somalia. Martin N. Murphy frygter derudover at pirateri omkring Afrikas kyster kan have en afsmittende effekt på nabostaterne, da de ofte er meget afhængige af eksport af søvejen. På sigt er der derfor en risiko for at problemerne omkring Somalia kan brede sig, og underminere de fremskridt andre lande i Afrika har gjort (Murphy, 2011c: 81). Derudover gør de farvandene de befæster usikre, hvad Kina og Europa er opmærksomme på, da farvandet igennem Adenbugten er det man betegner en Sea Lane of Communication (SLOC) (Kraska & Wilson, 2009: 249). Det betyder, at i krigstid er disse søveje vigtige at holde åbne for at kunne få ressourcer, og man ønsker derfor at kunne kontrollere egne og fjendens. Det er derfor vigtigt at man i fredstid er sikker på andre nationer ikke nemt kan få kontrol over dem, da det vil stille en dårligt, hvis der skulle blive krig (Klein, 2007: 68). Kina får 80 procent af sin råolie tilsejlet igennem Adenbugten, og blandt andet derfor er det en vigtig færdselsåre for dem. Hvordan opstod pirateriet i Somalia Et er, hvordan det somaliske pirateri tager sig ud, men noget andet er, hvordan det opstod. Jeg vil i dette afsnit undersøge, hvilke årsager der kan have været skyld i pirateriet, og hvilke det er muligt at ændre ved for at komme pirateriet til livs. Et centralt spørgsmål er: Hvorfor er det lige ved Somalias kyster, der er opstået pirateri? Der har både været andre fejlede stater, hvor pirateri ikke er opstået, og der har været pirater på steder, hvor der ikke har været fejlede stater til at give dem frihavne. Martin N. Murphy (2007: 13) og Lars Bangert Struwe (2009: 16) har begge opstillet en række begrundelser for, hvornår der kan opstå pirateri. Dertil har jeg selv knyttet begrebet social banditry og know how. Social banditry er beskrevet af historikeren E. J. Hobsbawm (1969) og dækker over den idé at nogle forbrydelser sker som en retfærdig handling imod lokale udbyttere. I forhold til de somaliske pirater er det en vinkel som især nyhedsmedierne dyrker, nemlig at de somaliske pirater består af tidligere fiskere, som er presset ud i pirateri, fordi der ikke er flere fisk at fange grundet ulovlig trawling fra asiatiske og europæiske fiskerbåde. Know how har jeg tilknyttet fordi pirateri kræver en større teknisk viden end simpelt landevejsrøveri. Både i forhold til at sejle moderskibe og motorjoller, styre de kaprede skibe 25

26 sikkert til Somalia, holde skib og besætning som gidsler i op til flere måneder og skabe kontakt med rederierne. Faktorerne, der kan skabe pirateri, kan deles op i to modsatrettede effekter, push eller pull (Møller, 2009: 1). Disse kan så igen vurderes ud fra, hvilke man kan ændre på, og hvilke man ikke kan. Det kigger jeg på senere i denne del. Push-effekter er de effekter, som skubber somaliere ud i pirateri. De effekter som gør, at der for den enkelte ikke er andre udveje end at blive pirat. Pull-effekten derimod er de omstændigheder, som skal være til stede for, at pirateri kan opstå, samt de ting som lokker mennesker ud i pirateri. I tabel 1 har jeg delt de forskellige effekter op i push og pull. Tabel 1: oversigt over push- og pull-effekter Push Økonomisk krise Social banditry Kulturel Accept Pull Højt udbytte Geografiske forhold Svag ordenshåndhævelse Politisk accept Maritim Know-how Uklar/svag lovgivning på området Kulturel accept Konflikt og uro Der er ikke lavet nogen undersøgelser af, hvilke af disse effekter der er nødvendige eller tilstrækkelige. Det er derfor svært at rangere dem efter relevans eller bestemme, hvilke der har stor betydning for, at pirateri opstår, og hvilke der er af mere passiv karakter. Men de kan bruges som en tjekliste, hvor man kan se, hvordan det passer i forhold til Somalia, og jo flere effekter, der er til stede i Somalia, des sværere vil det være at komme pirateriet til livs, da der vil være flere omstændigheder, der så skal ændres på. Jeg vil derfor kort gennemgå de forskellige effekters betydning i forhold til de somaliske pirater her nedenfor. Jeg starter med pull-effekterne. 26

27 Pull-effekter Højt udbytte. Den økonomiske gevinst er selvskrevet som pull-effekt. Som jeg har beskrevet i punktet forretningsmodel, er der ingen tvivl om, at udbyttet er højt, og det er en af de største faktorer for at trække unge med til pirateriet. Ved Somalia bliver den økonomiske gevinst yderligere forstærket af, at Somalia er et fattigt land, så selv små pengebeløb erobret fra den passerende skibsfart udgør en høj indtjening for somalierne. Og med det høje udbytte følger også prestige igennem køb af biler, alkohol og khat (Stampe & Sørensen: 2011: 28). Geografiske forhold. En kystlinje er vigtig for pirateri og er en klassisk pull-effekt. Selvom pirateri foregår til søs, har pirater igennem tiden altid haft brug en sikker havn at sejle hjem til. Somalias kyststrækning løber 3025 kilometer, og er det afrikanske land med den længste kystlinje (Gilpin, 2009: 5). Det er en kyst med mange naturlige havne, og det er derfor nemt for piraterne at sejle deres kaprede skibe nye steder hen, hvis de gamle bliver ødelagt. Samtidig grænser kysten op til en af de mest befærdede internationale sejlruter (Adenbugten), som går fra Asien til Europa. Derudover er Det Indiske Ocean som ligger tæt ved, også rigt besejlet. Svag ordenshåndhævelse. Der er ingen tvivl om, at Somalia som stat har en svag ordenshåndhævelse. Det er blandt andet derfor, man betegner den som en fejlet stat. Den manglende ordenshåndhævelse gør, at piraterne kan få frit spil til at kapre skibe og uden problemer bruge af de af penge, de får ved frigivelsen af dem. Selvom ganske få afrikanske stater har en egentlig fungerende kystbevogtning, da det er meget dyrt, er piraterne som sagt afhængige af baser og havne, og en stærkere ordenshåndhævelse vil kunne presse dem på land, eller undgå at de kan få vasket deres løsepenge hvide. Derfor fungerer svag ordenshåndhævelse som en pulleffekt. Det, at Somalia er en svag stat, er dog ikke ensbetydende med, at der ikke er en delvis ordenshåndhævelse i de somaliske regioner Somaliland, Puntland og i det sydlige Somalia da landet er gennemsyret af en gammel klanstruktur, som til en hvis grad er med til at sikre de enkelte klaner og subklaner deres overlevelse. Det sker igennem udformningen af diya-grupper (diya betyder blod-rigdom), som skaber social sikkerhed for den enkelte ved, at gruppen i fællesskab støtter op om den enkeltes problemer (Hesse, 2011: 5). I Somaliland er der lige nu en begyndende regeringsdannelse, som formår at levere en vis grad af personlig sikkerhed, økonomisk stabilitet, fungerende veje, havne, hospitaler, skoler og universiteter. Puntland har 27

28 også været i gang med at danne en regering, men er først for nylig gået i gang med at forholde sig til pirateriet. Den nuværende præsident, Farole, har vist interesse i at gøre noget ved problemet, blandt andet er han begyndt at betale politiet og hæren en bedre løn, så de ikke bliver nødsaget til at tage imod penge fra pirater for at overleve (ibid.: 111). I Sydsomalia er billedet mere broget, da landet ikke er under samme kontrol som Puntland og Somaliland og er præget af kampene om Mogadishu. Selvom der på denne måde er begyndende styring i de to af de tre regioner, betyder det ikke, at regeringerne nødvendigvis kan hamle op med organiserede piratbander og har styrke og legitimitet nok til at få loven håndhævet. Politisk accept. Hånd i hånd med ordenshåndhævelse går politisk accept. Hvis der er lokalpolitisk accept af pirateriet som der måske er i Puntland (Murphy, 2011a: 59) hjælper en god ordenshåndhævelse ikke. Det er usikkert om de forskellige regeringsoverhoveder for de forskellige regioner har direkte aktier i pirateri. Men der er enighed om, at der lokalt foregår en bestikkelse af lokale myndigheder og havnemyndigheder for, at de skal vende det blinde øje til (ibid.: 57) Maritim know how. Det er tydeligt, at de somaliske pirater har den maritime know how til at kapre skibe. Det er noget, de har bevist igen og igen, men derfor er det stadig noget det er nødvendigt for, at de kan kapre skibene. Piraterne benytter sig af en lang række af mere eller mindre avanceret udstyr (gps-udstyr, moderskibe, diverse skydevåben) og den know how der bruges, vil, hvis piraterne er godt nok organiseret, blive opbygget i organisationerne og gøre dem bedre og mere effektive. Uklar/svag international lovgivning på området. Dette gør, at pirater f.eks. kan undgå kystbevogtning ved at sejle ind og ud af forskellige staters territoriale farvand. Det er et punkt jeg vil jeg gå i dybden med nedenfor i Del 4. Kulturel accept. Hvis det er kulturelt accepteret at ernære sig som pirat, kan det have en pull-effekt, fordi der ikke er nogen sociale bånd til at bremse én. Hvis det ligefrem har fået højstatus kan det især skabe en pull-effekt. Det er set før, at samfund tilpasser sig denne form for levevej, og der derved sker en kulturel tilpasning og accept af fænomenet. Det kan man se historisk omkring de muslimske korsarer i middelhavet i 1600-tallet (Konstam, 2008: 78) og til tider ved piraterivirksomhed i det caribiske ocean i 1700-tallet (ibid.: 249). Af nyere fænomener af det 28

29 samme kan nævnes nogle af piraterne ved Malaccastrædet i Asien, hvor det har været svært at komme piraterne til livs, da det var blevet en levevis for et folkeslag (Murphy, 2007: 17). Det er svært at finde noget entydigt billede af, om dette gør sig gældende i Somalia. På den ene side nævner Lewis, at det, at det historisk har været en del af Majeerteen-stammens økonomi i tallet at plyndre vrag langs kysten kan være med til at tillade pirateriet (Lewis, 2008: 105), hvor andre mener, at de gamle klanoverhoveder kan se, hvordan pirateriet opløser den gamle klanstruktur og tiltrækker fremmede lykkejægere og derfor vil af med pirateriet (Hesse, 2011: 8). Det man dog kan se er, at de penge som piraterne tjener til nærmiljøerne, har skabt en hel piratøkonomi, som har fået byerne til at blomstre op. Der ses store biler i gaderne, der bliver bygget nye huse, og priserne på madvarer og lignende er steget markant. Det har den negative effekt, at for de som ikke har andel i pirateriet, er den relative pris for fødevarer steget. De gamle klanledere har mistet en del af deres magt, og piraternes levevis tiltrækker en lang række af udefrakommende. Det være sig prostituerede, pirataspiranter, khatsælgere og andre lyssky elementer (ibid.: 9). Det kan derfor se ud som om, der er ved at blive skabt en ny kultur, hvor piraterne har den økonomiske legitimitet, men at der samtidig også er en modstand mod disse nye forhold. Som det ser ud nu, vender det altså begge veje, om kulturen accepterer pirateriet. Konflikt og uro. Når der er konflikt eller uro i et land, har det en tendens til at trække folk hen i mod kriminalitet. Det er set i andre lande såsom Libanon og det tidligere Jugoslavien, og meget tyder på, at borgerkrigene i Somalia og kollapset af Siad Barres diktatur i 1991 var medvirkende til, at pirateriet opstod (Murphy, 2007: 15). Derudover har konflikt og uro også en negativ effekt på økonomien i de områder, der er ramt, hvilket kan skabe en push-effekt. Push-effekter Nu har jeg gennemgået pull-effekterne og vil så gå over til push-effekterne for at se på hvilke omstændigheder, der kan tvinge somaliere ud i pirateri. Økonomisk krise. Hvis der opstår en økonomisk krise i et fattigt land, kan det være med til at forringe kårene for de fattige i så høj en grad, at det ikke er muligt på traditionel vis at opretholde sit liv. Det kan skubbe disse mennesker over i ulovligheder og dermed også i pirateri. Murphy (2007: 12) beskriver dette som en meget forsimplet tilgang til pirateri, da der som oftest er en høj grad af organisering bag piraterne, som derfor ikke kun er blevet skubbet over i 29

30 erhvervet. Men den økonomiske krise kan være med til at forklare, hvorfor pirateri pludselig blomstrer op. I Somalia som tillige er ramt af hungersnød kan det være én af de eneste måder at tjene penge på, og det kan derfor være med til at forklare, hvorfor tilstrømningen af nye pirater er høj (Middleton, 2008: 9). Social banditry. Det er et begreb, som er lånt fra E. J. Hobsbawm, og som beskriver den retfærdige tyv, som tager fra de urimeligt rige og giver til de urimeligt fattige. Dette begreb er ifølge Hobsbawm sjældent forekommende i virkeligheden og er som oftest en del af et steds folklore. Men alligevel er det vigtigt at kigge på denne figur i forhold til det somaliske pirateri, da deres motivation ofte er blevet beskrevet som værende en delvis retfærdig kamp mod udenlandsk overfiskeri og dumping af industriaffald. Samtidig er det også et billede, som de somaliske pirater selv benytter sig af, når de skal retfærdiggøre deres handlinger. Det kan blandt andet ses i de navne piratgrupperne går under. For eksempel: the Central Somalia Coast Guard, the National Volunteer Coast Guard, and the Somali Marines (Gilpin, 2009: 6). Hvis det er korrekt, at de somaliske pirater kan defineres som social bandits, får det betydning for, hvordan det internationale samfund skal bekæmpe dem. For social bandits har nemlig i lokalbefolkningen en moralsk overhånd i deres handlinger, som retfærdiggør deres brud på de (uretfærdige) juridiske love. Det der igennem historien har defineret en social bandit er, at han kommer fra landet i et agrarsamfund, hvor der har været en magtforskydning imellem godsejeren og bonden. Det frigiver et rum, hvor moralske handlinger står over loven, da loven favoriserer undertrykkerne (Hobsbawm, 1969: 15-16). Det er derfor vigtigt, at denne sociale bandit kun stjæler fra godsejeren og ikke fra bønderne, da det gør, at han kan nyde beskyttelse fra bønderne selv. Motivationen for at bekæmpe godsejeren kan også komme fra et forsøg på at genrejse egen eller familiens ære. I begge tilfælde adskiller det sig fra den gemene røver, idet han stjæler fra fremmede (alle), og der derved ikke er det sociale bånd til offeret for kriminaliteten (ibid.: 15-16). Det betyder, at der er to hensyn at forholde sig til, når man diskuterer den sociale bandit i forhold til pirateriet ved Somalia. (1) bliver hans sag opfattet af det internationale samfund som et onde, vi selv har skabt, ved ikke at sikre ham hans rettigheder og derved tvinge ham til at blive pirat? Og (2), hvordan ser lokalbefolkningen på hans handlinger? Ligger der en 30

31 moralsk motivation bag deres opbakning af ham, som han kan udnytte og derved portrættere sig selv som en helt? Der er ingen tvivl om, at der har været udenlandsk overfiskeri og dumpning af industriaffald ud for Somalias kyster. En række firmaer i Italien er blevet dømt for det, og man ved også, at krigsherrer i Somalia har solgt fiskerettigheder til udenlandske fisketrawlere (Stampe & Sørensen, 2011: 44). Det kan godt have afstedkommet et push ud i kriminaliteten for den enkelte fisker, men nu, hvor pirateriet er blevet så organiseret, som det er, er de fleste forskere enige om, at det er de store penge, der holder dem på vandet. Det andet punkt er, om de lokale ser dem som modstandere mod uretfærdig undertrykkelse. Da lokalbefolkningen ikke kender de mennesker, som piraterne stjæler fra, mangler det sociale link, som er mellem den traditionelle udbytter og den udbyttede, og som gjorde, at bønderne følte sig moralsk genoprejst, når banditten udfordrede udbytterens status. Den status piraterne har fået, ser ud til at være sket igennem deres tilgang til penge og deres farlige og spændende erhverv. Det er altså ikke noget, som kan klassificeres som et udtryk for den somaliske folkesjæls undertrykkelse. Samlet set betyder det, at pirateriet ikke kan klassificeres som social banditry, og at der derfor nok ikke er den sociale repræsentation ved piraterne og derfor heller ikke de samme problemer med at komme dem til livs. Kulturel accept. Dette kan også virke som en push-effekt. Hvis pirateri bliver en del af kulturen for et samfund, vil det udover den ovenfor beskrevne pull-effekt også kunne skabe en push-effekt, hvor unge mænd af deres familier og af de sociale normer vil blive skubbet ud i piraterhvervet. Om det er sket i Somalia er nok tvivlsomt, som det står nu, især fordi pirateriet er forholdsvist nyt, men man kan frygte, at det på sigt kan udvikle sig i retning af kulturel accept. Konklusion Der er som nævnt ikke lavet nogen undersøgelser af, hvordan de ovenstående effekter spiller sammen, eller hvilke der har størst betydning. Alligevel kan de godt bruges til at sige noget specifikt i forhold til situationen i Somalia og derved svare på delspørgsmål 1) Hvorfor er der opstået somalisk pirateri i Adenbugten? Af pull-effekterne er der mange, som har betydning, men de er ikke alle lige nemme at gøre noget ved, og enkelte af dem virker til klart at have mere betydning end andre. Den effekt 31

32 som er klart umulig at gøre noget ved, er kystforholdene 6, men det er også lige så klart, at den er nødvendig, men ikke tilstrækkelig for pirateri. Der er mange stater, der har lige så velegnet kyst til pirateri, men ikke har problemer med det. Det samme gør sig gældende med den maritime know how. Den kulturelle accept virker til at være til stede som pull-effekt, men ikke som push-effekt. Og måske den nogen steder er ved at vende som pull-effekt, da pirateriet også har en del negative omkostninger for nærmiljøerne. Ligeledes har ideen om social banditry også udspillet sin rolle. Det kan godt i starten have haft indflydelse på, hvorfor pirateriet opstod, men det har det ikke længere, nu hvor piraterne er blevet mere organiserede og har flyttet deres mål over på international skibsfart i stedet for udenlandske fiskerbåde. I stedet er det mere sandsynligt, at den økonomiske krise har en betydning for, hvor det er muligt at få arbejde, og derfor er med til at skubbe unge mænd i retning af pirateri. Den politiske accept af pirateriet er til stede i regionerne, men da det politiske system i landet er forholdsvist ustruktureret, er det svært at sige, om det er noget, der decideret understøtter pirateriet. Det virker i høj grad til at være økonomisk motiveret, så mon ikke udenlandske pengebeløb og accept vil kunne ændre på denne praksis. Det er de færreste internationalt legitime ledere, som indrømmer, at de støtter international kriminalitet. Det område og det vil jeg også komme meget mere ind på senere i specialet som især er blevet ændret på, er den uklare/svage lovgivning på pirateri-området. I forhold til international indblanding er denne pull-effekt blevet elimineret. Højt udbytte fra kapringen af skibene sammen med svag ordenshåndhævelse inde på land og den generelle tilstand af konflikt og uro kan alle have en stor betydning. Det store udbytte giver sig selv især i sammenhæng med den svage ordenshåndhævelse, som gør at piraterne ikke bliver straffet og retsforfulgt. Især ikke de pengebagmændene inde på land. Det betyder, overordnet set, at det primært er det høje udbytte koblet med den økonomiske krise i landet og den svage ordenshåndhævelse på land som er de faktorer som har størst betydning, og som samtidig kan ændres på. 6 Medmindre man omlægger sejlruten til at gå syd om Afrika i stedet for igennem Suezkanalen. Problemet er her at det ikke fjerne piratproblemet og man kan frygte at det i stedet for fortsætter sin virke langs Kenya og Tanzanias kyster og længere ud i Det Indiske Ocean. Derudover vil det være en meget dyr løsning for skibstrafikken. 32

33 Del 3 Teori Engelsk skole I dette afsnit vil jeg gennemgå de dele af engelsk skole, som er relevante for min analyse. Det drejer sig overordnet om, hvordan det internationale samfund sammenspiller med orden, regler og stater. Der har historisk set været tradition for, at stormagterne har taget sig af sikkerheden på verdenshavene. I første omgang var det især Storbritannien som i 1800-tallet fik fjernet pirateriet fra Middelhavet og Atlanterhavet. Siden blev det delvist overtaget af USA, da de efter 2. verdenskrig var og stadig er den stat, som har den største og mest omnipotente flåde. Siden har erfaringer fra blandt andet Malaccastrædet i Asien vist, at bilateralt samarbejde imellem nabostater, i hvis farvand piraterne færdes, også kan være effektivt til at fjerne en stor pirattrussel. Nu er opgaven så kommet til det internationale samfund. I hvert fald hvad angår de somaliske pirater. Men hvad er det internationale samfund? Hvordan kan det beskrives, og hvilke muligheder har det for at handle, når der er et stort krav om handling fra stater og mellemstatslige aktører? Det er det jeg i dette afsnit vil gennemgå. Det er en teorigennemgang af Hedley Bulls klassiske take på det internationale samfund, en approach til hvordan man kan forstå staters mulighed for samarbejde, og hvorfor de på nogle områder kan bygge bro hen over det internationale anarki, som hersker staterne imellem. Jeg vil starte med at kigge på hvorfor, jeg har valgt den engelske skole. Hvorfor den engelske skole Jeg har valgt at benytte den engelske skole som teori, da det er en teori, som er god til at forklare de sammenhænge som er i et internationalt samfund. Det som den engelske skole blandt andet har som genstand for sin teoretiseren er, hvordan staterne forholder sig til problemer, som ikke nødvendigvis er trusler om krig fra andre stater. Det somaliske pirateri har på mange måder udviklet sig til et såkaldt wicked problem, fordi det overtræder en lang række af de regler og institutioner, som det internationale samfund er bygget op af. Da mit fokus i min problemformulering samtidig er en undersøgelse af dette internationale samfunds rolle i forhold til piraterne, gør det den engelske skole til et frugtbart valg. 33

34 Det er frugtbart, fordi jeg på den ene side kan se, hvilken indflydelse og udfordring de somaliske pirater udgør for det internationale samfund, og samtidig kan jeg, igennem den engelske skole, se på hvilke muligheder og begrænsninger, det internationale samfund har i forhold til at bekæmpe dem. De områder af den engelske skole jeg har valgt at gennemgå er 1) primære mål for det internationale samfund, 2) statens betydning for det internationale samfund og orden og 3) de muligheder stater har for at understøtte orden igennem regler og institutioner. Jeg har netop valgt at gennemgå disse tre områder, fordi punkt 1 skal jeg bruge til at undersøge, hvad det er muligt for stater at samarbejde om, og hvordan der kan opstå et dilemma imellem dem. Punkt 2 og 3 fordi det er den del af Hedley Bulls teori, som beskriver, hvordan han forstår det internationale samfunds fælles dynamik, og hvordan de kan skabe den orden, som er nødvendig, hvis der skal ske et internationalt samarbejde om at løse piratproblemet. Først vil jeg dog lige kort kigge på, hvad forskellen er imellem et internationalt system og et internationalt samfund. Det er trods alt det internationale samfund og ikke det internationale system, som forventes at kunne komme pirateriet til livs. System eller samfund Det primære omdrejningspunkt i The Anarchical Society af Hedley Bull (1977) er, at stater kan skabe en international orden imellem sig, som kan være med til at understøtte en række fælles mål for disse stater og sikre, at de kan samarbejde og dermed ikke er låst fast i realismens strukturelle jernbur. Bull skriver sig således op imod den realistiske forventning om, at stater altid vil være fanget i et tragisk nulsumspil på grund af det internationale anarki. Forskellen på det internationale samfund og det internationale system ligger i, i hvor høj grad denne orden er udbygget; det vil sige, i hvilket omfang institutioner og regler for sameksistens er grundlagt med fælles mål for øje. Både i det internationale system og i det internationale samfund, er der en international orden, men i samfundet er ordenen meget mere udbygget, da den ikke hviler på tilfældigheder, men på fælles interesser, fælles regler og fælles institutioner (ibid.: 65). Det betyder, at muligheden for samarbejde staterne imellem er det større. Det internationale system opstår, når to eller flere stater har kontakt, og denne kontakt er stor nok til at påvirke deres handlinger. Kontakten kan være direkte, som for eksempel 34

35 ved to nabogrænsende stater eller den kan være indirekte igennem andre stater eller igennem deres individuelle påvirkning af statssystemet som en helhed (ibid: 10). Det internationale samfund er en overbygning på det internationale system, forstået på den måde, at det internationale system kan eksistere uden det internationale samfund, men ikke omvendt. For, at stater danner et internationalt samfund, er det nødvendigt, at de deler en række fælles mål og værdier (ikke kun interagerer), og at de er bevidste om at følge disse igennem en række fælles regler, som de føler sig bundet til (ibid.: 13). Det er vigtigt, at man ikke forveksler simpel kommunikation, underskrivning af aftaler eller handel mellem stater med, at der er et internationalt samfund. Disse ting kan sagtens finde sted uden, at der er nogen følelse af fælles regler eller en interesse i at vedligeholde fælles institutioner (ibid.: 15), og det er dette sidste, der er det vigtige. Orden og primære mål for det internationale samfund Orden i det internationale system kan opstå af samme grund, som mennesker imellem kan blive enige om at forfølge en række fælles mål og derigennem skabe et samfund. For individerne er disse mål sikkerhed imod vold, sikkerhed for at aftaler overholdes og sikkerhed for at ejendomsretten eksisterer (Bull, 1977: 4-5). Bull kalder disse tre mål for order in social life og mener, de er gældende for stort set alle samfund i verden dog ikke konstant. For eksempel kan krig periodisk tilsidesætte hensynet til et eller flere af dem 7 (ibid.: 6-7) På samme måde som individer kan finde fælles mål, kan stater i det internationale system ligeledes finde det. Derfor er den internationale orden et mønster (pattern), som sikrer, at disse fælles mål for det internationale samfund bliver bevaret (ibid.: 8, 16). Denne orden er ikke en konstant tilstand, som det internationale samfund befinder sig i. Det er noget, der kan være til stede eller være fraværende alt efter, hvordan staterne interagerer, og noget som har fluktueret op igennem historien (ibid.: 14). Det gør også, at det ikke er et normativt begreb. Bull ønsker i første omgang ikke at sige, at orden er det, vi bør søge, men at det er noget, vi kan søge og noget, der har en bestemt betydning for staternes sameksistens. Det er vigtigt at forstå, at selvom Bull laver en analogi mellem et samfund af mennesker og det internationale samfund, mener han ikke, 7 Bull vil ikke gå så langt som at kalde det for en naturlov, men indrømmer at han grænser op til en empirisk ækvivalent. 35

36 at fordi mennesker finder sammen om disse fælles mål, så vil stater også gøre det. Kun, at der er et sammenfald imellem disse mål, og det muliggør gensidig positiv interaktion staterne imellem 8. Den internationale orden i det internationale samfund består som sagt af en række mønstre, der er skabt for at underbygge/bevare de mål, som for staterne i det internationale samfund er vigtige. Disse mål er ifølge Bull: 1) Bevarelse af det internationale system og det internationale samfund. Det sker, fordi stater ser sig selv som primære aktører i international politik og derfor vil sikre sine egne positioner (i det). 2) Bevare den eksterne suverænitet for de individuelle stater. For den enkelte stat er det vigtigste at opnå, at andre stater afstår fra at blande sig i dets anliggender. Prisen staten betaler, er så, at den skal afstå sig fra at blande sig i andre staters interne affærer (ibid.: 17). 3) Bevare fred. Ikke forstået som Kants evige fred, men som fraværet af krig som den normale tilstand imellem stater (ibid.: 18). Dertil kommer de 3 elementer som jeg beskrev tidligere under fælles mål for individer i et samfund. Det var 4) begrænsning af vold, 5) fraværet af løftebrud og 6) regler for ejendomsretten. Begrænsning af vold sker blandt andet igennem staters samarbejde om at opretholde voldsmonopolet, fraværet af løftebrud sker igennem pacta sunt servanda. Sidst sker bevarelsen af ejendomsretten igennem den gensidige anerkendelse af staters suverænitet over eget territorium (ibid: 18-19). Igen er det vigtigt at holde fast i, at disse mål staterne har, ikke af sig selv skaber samarbejde og fred. Som E. H. Carr berettiget kritiserede Folkeforbundet for i sin bog The Twenty Years' Crisis (1939), kan det netop godt være i en stats snævre interesse at gå i krig. Det er ikke noget, der bare kan imødegås med fornuftens ræsonnement og troen på, at mennesket vil det fælles bedste. Men modsat Carr, som af mange anses som en af de første til at formulere realismens grundantagelser, mener Bull, at anarkiet imellem stater delvist kan overvindes ved hjælp af orden. Da de primære mål for staterne på denne måde er med til at skabe interesse for staterne til at danne en international orden, har de en essentiel rolle i det internationales samfunds muligheder for at løse problemer. Derfor er disse primære mål også vigtige i forhold til pirateriet ved Somalia, da det er i dem, man skal finde de mulige løsninger. Problemet ved målene er, at de ofte stiller sig i modsætningsforhold til hinanden. Det er ikke altid muligt at følge alle 6 mål på en gang. Ofte må 8 Derved adskiller Bull sig fra liberalismens mere normative tilgang, hvor de med afsæt i Kant tror på, at mennesket er bestemt til at opnå en fælles ultimativ orden. Det gør, at den liberalistiske tilgang har et stærkt normativt element, fordi mange af dets teorier og akademiske arbejder søger, hvordan denne orden kan skabes. 36

37 det internationale samfund gå på kompromis med et mål for at have mulighed for at følge et andet. Det ses for eksempel ved opretholdelsen af de internationale love, hvor magtbalancering er vigtig for at kunne tvinge andre til at følge disse love (i mangel af en overnational magt), men samtidig er brugen af magtbalancering (i yderste konsekvens krig) imod de internationale love og vil derfor bryde dem (Bull, 2977: 108). Dette kan ligeledes ses i forholdet mellem anarkiet som er en type af løsning til de 6 mål, og hvordan det kan konflikte med at skabe en international orden, som er en udbygget løsning på de 6 mål. Statens betydning i den engelske skole Hedley Bull definerer staten som en institution med afgrænset geografisk udstrækning, som har intern suverænitet over folk og autoriteter og ekstern suverænitet, det vil sige uafhængighed fra andre stater (1977: 8). Det betyder, at staten er en måde at gruppere mennesker på. Mennesker som også sagtens kunne være grupperet på en anden måde (som vi ser i organisationer på tværs af landegrænser), men som er med til at sikre dets indbyggere de tre basale elementer, som de efterspørger (begrænsning af vold, fraværet af løftebrud og regler for ejendomsretten). Det betyder dog også, at der er konkurrerende løsninger til staten for at sikre mennesket disse tre basale elementer. Det har den betydning, at det internationale samfund ikke ville opstå, hvis staten ikke var opstået (ibid.: 20). Men da det er staten, der er den stærkeste aktør på den internationale scene, er det også den, der primært definerer den internationale orden, og det er også den, som det internationale samfund er bygget op omkring. I min analyse er det ikke relevant, hvilke andre verdensordner andre grupperinger af mennesker vil kunne skabe, men det er en vigtig pointe, at staterne konstant er udfordret af andre grupperinger, og at disse grupperinger allerede er til stede på den internationale scene bare ikke med så stor en indflydelse, som den staterne har. Denne iagttagelse gør det muligt at kigge på ikke-statslige aktørers betydning (herunder piraterne) for international politik, og på hvordan det internationale samfund reagerer på en fejlet stat som Somalia, da det er afhængigt af, at Somalia bibeholder sin status som land, for at det internationale samfund nemmest kan interagere med det. 37

38 Regler i det internationale samfund En regel er som sagt en del af det mønster, som tegner det internationale samfund. Den kan have forskellige udtryk, og som oftest vil den starte som en operationel regel, derefter blive en etableret praksis, derefter opnå status som et moralsk princip for til sidst at blive indskrevet i en konvention. Bull trækker tre områder frem, hvor regler spiller en stor rolle i at bevare den internationale orden. De tre områder er 1) det internationale samfund, 2) reglerne for sameksistens og 3) reglerne for regulering af samarbejde. Disse tre områder er alle nogle, der vejer tungt i forhold til staternes handlinger og mål. Derfor vil det også være nogle, som har stor betydning, når det internationale samfund skal vurdere, hvordan det skal gribe det somaliske pirateri an. 1) Det internationale samfund. Denne gruppe af regler er med til at konstituere det internationale samfund som værende det princip, som skal styre international politik. Det bekæmper andre systemer såsom den hobbesianske naturtilstand og Kants verdenssamfund. Det er det nødt til fordi, for at en verdensorden kan opnås, kan kun ét af de konkurrerende systemer være dominerende. Denne positionering sker igennem en række basale handlinger. Det sker, når staterne undertrykker supra-stats- eller sub-statsorganisationer. Det sker, når staterne definerer sig selv som de eneste legitime bærere af rettigheder og pligter i det internationale system. For eksempel er de de eneste, som har ret til at bruge fysisk vold (kampstyrker). Det er en regel, som har fortrinsret over international lov, og som konstant er under udvikling for at imødegå kommende udfordringer. 2) Reglerne for sameksistens. Disse regler sætter et minimum af betingelser for at sikre sameksistens imellem de anerkendte aktører (stater). De inkluderer reglerne for brugen af vold i international politik. Reglerne sikrer, at de primært er koncentreret omkring staterne, og staterne skal gøre det igennem institutionen krig, som igen er omgivet af en række regler, som sikrer, at brugen af vold i krig begrænses. De indeholder også, hvordan stater laver aftaler med hinanden, og hvornår og hvordan de skal overholdes. Derudover ligger princippet om at anerkende andres suverænitet også her. Det, at man anerkender, at andre stater har fuld jurisdiktion over eget territorium og indbyggere. 3) Reglerne for regulering af samarbejde. Disse regler går længere end til simpel sameksistens. Det er alle de regler, som underbygger mulighederne for samarbejde inden for 38

39 politik og strategi, sociale områder og økonomi. Det kan ses i alle de regler, der er tværstatslige love, og som er opstået inden for økonomi, det sociale område, kommunikation og miljøområdet (Bull, 1977: 68-70). Det er staterne selv, som skal få reglerne til at fungere og gøre dem effektive. Det betyder, at de selv skal fortolke reglerne uanset om det er juridiske, moralske eller operationelle regler. De skal selv håndhæve reglerne, for eksempel igennem selvhjælp. De skal desuden selv legitimere reglerne for at få dem bredt accepteret ud fra reglernes egen værdi. Det gør de blandt andet igennem deres statslige propagandaapparat. Derudover skal de også selv ændre på reglerne, så de passer til nye udfordringer. Det gør de blandt andet ved ikke at vedgå sig dem, ved at overtræde dem, eller på anden vis vise, at de ikke bakker dem op mere. Sidst men ikke mindst skal de også beskytte reglerne. Det gør de ved at sikre sig, at det tilstedeværende politiske system bakker op om reglerne. At de andre stater fortsat har den række af fælles værdier og målsætninger, som gør, at den internationale orden kan fortsætte og videreudvikle sig (ibid.: 73). Institutioner i det internationale samfund Ud over regler gør stater også brug af institutioner. Det gør de, fordi de i modsætning til statssamfund eller primitive samfund ikke har en suveræn regering eller en social homogenitet, der kan hjælpe dem med at træffe bindende beslutninger (Bull, 1977: 65). Alle de funktioner som staterne selv varetager i samarbejde med hinanden, sker igennem institutioner. En institution er defineret ved et sæt af vaner og procedurer, som er formet hen imod det fælles mål. Disse institutioner fratager ikke staterne deres suverænitet eller giver dem en central autoritet. I stedet er de et udtryk for samarbejde og et middel til at bibeholde samarbejdet. Ved at benytte disse institutioner opretholder og beskytter staterne de fælles regler. Det sker igennem institutioner som magtbalancering, international ret, det diplomatiske system, krig og stormagter. Det betyder selvsagt, at en institution ikke nødvendigvis er en organisation eller et bureaukrati (ibid.: 74). Da jeg i min analyse kommer til direkte at bruge og beskrive institutionerne i forhold til pirateriet, vil jeg ikke beskrive dem her. For læsbarheden er det mere passende at beskrive dem, når de skal bruges analytisk. 39

40 Del 4 Samarbejdet om pirateribekæmpelse Formålet med dette afsnit er, at analysere hvorfor det internationale samfund samarbejder om at løse problemet med pirateriet i Adenbugten. Jeg vil i dette afsnit derudover også komme ind på, hvordan dette samarbejde foregår, hvilket giver mulighed for at tegne et billede af det internationale samfunds formåen. Jeg har taget udgangspunkt i de tre områder, hvor der allerede nu er politisk koordinering imellem de lande som er engageret. Det drejer sig om det juridiske område, om maritim patruljering og om retsforfølgelse af piraterne. Disse tre områder er valgt ud fra den afhængige variabel. Det betyder, at jeg i denne del ikke kan sige noget om, hvor effektivt samarbejdet virker til at bekæmpe piraterne, og om samarbejdet var mere relevant på andre områder, hvor landene ikke samarbejder. Derimod kan jeg sige noget om hvorfor og hvordan de samarbejder. I del 5 vil jeg kigge på, hvorfor samarbejdet ikke har løst problemet endnu, og her vil jeg tage udgangspunkt i den uafhængige variabel (relevante områder for samarbejde) og se på, hvad der skal til for at løse problemet igennem det internationale samfund. Tilbage til del 4. Som nævnt tidligere er der i litteraturen omkring pirateriet ved Somalia en tendens til at konkludere, at hvis problemet skal løses langsigtet, skal det ske igennem det internationale samfund. Det internationale samfund er allerede nu i gang med at prøve at løse problemet igennem en række initiativer. Motivation til samarbejde For at forstå hvorfor der er stor opbakning fra staterne i det internationale samfund til at løse problemet, skal vi have fat i de fælles mål, som staterne ifølge Hedley Bull har, da det er disse som kan motivere staterne til samarbejde. Det er først og fremmest to af de tre mål under Order in Social Life, som piraterne direkte overtræder. Det drejer sig om sikkerhed imod vold hvor både den vestlige og kinesiske opinion har ytret et stærkt ønske om at komme pirateriet til livs (Ramzy, 40

41 2009). Derudover drejer det sig i høj grad om sikringen af ejendomsretten, hvilket netop er genstand for piraternes kriminalitet. Da truslen kommer uden for staten, kan den ikke som normalt bruge sine interne institutioner og beføjelser, her især voldsmonopolet, men er nødsaget til at reagere på den internationale scene. Normalt vil staterne gå igennem institutionen for diplomati og lægge pres på Somalias regering for, at få staten selv til at begrænse pirateriet. Det er ikke muligt her, da Somalia er en fejlet stat som per definition ikke har voldsmonopol over eget territorium. Det udgør et grundlæggende problem, da mange af de institutioner og regler som det internationale samfund er funderet på, fordrer en fungerende stat at samarbejde med. Derfor må staterne selv gå sammen om at opretholde voldsmonopolet over for disse ikke-statslige aktører, og derved sikre ejendomsretten som gældende også i internationalt farvand. Det internationale samfund spiller i denne forbindelse en central rolle, fordi det skaber mulighed for at koordinere den fælles handling. Det betyder at piraterne overtræder to helt fundamentale aspekter af de fælles mål som staterne har. Det betyder også, at staterne har mulighed for at samarbejde om dem, så længe at samarbejdet ikke overtræder andre af staternes målsætninger. Disse to mål (sikkerhed mod vold og ejendomsretten) vil jeg kigge på i forbindelse med netop de tre udvalgte områder, hvor der lige nu samarbejdes. Det juridiske samarbejde UNCLOS 9 Af historiske grunde, er den internationale lovgivning omkring pirateri ikke overordentligt udbygget. Da man i vedtog the Convention on the High Seas, var der ikke stor opbakning til at bruge meget plads og tid på noget, som hørte fortiden til. Mange troede simpelthen ikke, at pirateriet ville blive et vigtigt issue igen, efter englænderne havde fået bugt med det i 1800 tallet (Geiss & Petrig, 2011, 41). Denne forventning har vist sig ikke at holde stik. Som nævnt tidligere er de vendt tilbage mange steder, men især ved Somalias kyster er pirateriet omfattende. Ikke helt på samme måde, som de gjorde det i fortiden, men med samme ødelæggende kraft for den internationale skibsfart og 9 United Nations Convention on the Law of the Sea (UNCLOS) 10 I 1982 blev den stort set direkte overført til UNCLOS som artikel 100 og

42 handel. Et af problemerne er, som nævnt, at den definition, som FN benytter, er for smal til, at den kan bruges som et simpelt værktøj til piratbekæmpelse. Specifikt i forhold til de somaliske pirater drejer det sig især om begrænsningen til internationalt farvand, da mange af overfaldene tidligere skete i netop somalisk farvand, eller fordi piraterne efterfølgende flygtede ind i somalisk farvand (Treves, 2009: 402). Det gør, at internationale indsatser imod pirateri er begrænset, hvis de ikke kan få lov af kyststaten til at sejle ind på dets område. Det kan endda være relevant med adgang til nabostaternes farvand, da det også kan bruges til at flygte ind i. Juridisk skelner man mellem pirateri som sker efter den FN-definerede beskrivelse og finder sted i internationalt farvand, og armed robbery against ships som er det, der sker i nationalt farvand, (Guilfoyle, 2010: 128) og derved er genstand for national lovgivning. Alle staters krigsskibe har ret til at besøge, gennemsøge, tilbageholde og arrestere mandskab på skibe, som er mistænkt for pirateri, og de må bringe de mistænkte pirater for deres egne domstol. Dette kan kun bruges i forhold til FN-definerede pirater og derfor kun i internationalt farvand (ibid.: 129). Det betyder rent praktisk, at selvom alle stater har international, retslig tilladelse til at tilfangetage og retsforfølge pirater, er de ikke forpligtet til det. I artikel 100 UNCLOS er det beskrevet, at alle lande har pligt til at undertrykke pirateri to the fullest possible extent, men i artikel 105 UNCLOS, at det kun er en anbefaling, at de skal retsforfølge dem (ibid.: 130). Derudover er man ikke internationalt blevet enig om nogen minimumsdefinition af full possible extent hvilket gør, at det er svært rent praktisk, at tvinge stater til at udføre et vist niveau. Af disse årsager er problemerne med generelt at komme pirateriet til livs ikke et spørgsmål om hvem der har autoritet, men et spørgsmål om koordinering og implementering af eksisterende regler. Den generelle internationale lovgivning på området fremsætter få forpligtigelser til at handle ud over det, at landene skal samarbejde om at komme pirateriet til livs (ibid.: 131). I forholdet til Somalia er der dog et problem omkring nationalt farvand, da Somalia ikke selv er stærk nok til at ordenshåndhæve det. The SUA Convention Inden for international ret er det normalt, at man kan bruge lovtekster fra andre områder end det man beskæftiger sig med. Da der ikke er et hierarki inden for international ret, og det tillige ofte kan ske, at et område er dækket ind af flere forskellige lovtekster, er der ikke noget odiøst ved 42

43 denne praksis. Inden for pirateribekæmpelse har det den betydning, at det er muligt at benytte dele af the Convention for the Suppression of Unlawful Acts Against the Safty of Maritime Navigation 1988 (the SUA Convention), som primært er lavet til at bekæmpe international terrorisme. Konventionen er særligt brugbar i forhold til de somaliske pirater, da de netop ikke udfører simpelt røveri, men derimod gidseltagning og kapring af skibe (Guilfoyle, 2010: 131). Det som the SUA Convention kan bruges til er, at hvis et krigsskib fra et land, som har underskrevet konventionen pågriber en flok pirater, kan de aflevere dem i en havn hos en anden stat, som ligeledes har underskrevet konventionen. Den modtagende stat vil så være forpligtiget til at undersøge og fastholde de mistænkte. Slutligt vil det modtagende land enten være forpligtiget til at udlevere de mistænkte til den stat, der har en forbindelse til den lovovertrædelse der er begået, eller selv retsforfølge de mistænkte. Denne mulighed har dog ikke været i brug endnu i forhold til de somaliske pirater, da det er besværligt at overbringe beviser og få vidner til at møde op til en eventuel retssag. Det, som den har haft betydning for, er aftalerne hvor USA, Danmark og Storbritannien har fået lavet en ikke-bindende aftale med Kenya om at få bragt pirater for domstole der. Det har højst sandsynligt været nemmere på baggrund af the SUA Convention at få denne slags lovgivning i stand. Der er andre lande, såsom Seychellerne, som ligeledes har lavet den slags aftaler (ibid.: 134). Det betyder, at the SUA Convention kan bruges til at retsforfølge pirater, men det kræver, at der er opbakning og enighed omkring det, og at konventionen bliver implementeret i landes lovgivning (ibid.: 135). Det lægger også op til, at det i højere grad er et spørgsmål om vilje hos de enkelte stater, end det er komplikationer ved den internationale lovgivning, som gør det svært at retsforfølge piraterne. Der er dog ingen tvivl om, at det er et komplekst og fragmenteret lovområde, som er gældende på området, og at det ikke ser ud til at blive ændret for nuværende (Geiss & Petrig, 2011: 54). Disse internationale love er alle nogle, som har eksisteret før pirateriet i Adenbugten blev genstand for det internationale samfunds opmærksomhed. Det er derfor som sådan ikke et eksempel på, at det internationale samfund samarbejder på det juridiske område hvad angår piratbekæmpelsen i Adenbugten og det indiske ocean. Derimod er det et godt eksempel på, hvordan der allerede er ilagt en række regler og institutioner i det internationale samfund for, hvordan staterne kan bekæmpe en ikke-statslig trussel. I næste afsnit vil jeg gennemgå de 43

44 resolutioner som FN's sikkerhedsråd har vedtaget for at lette bekæmpelsen af de somaliske pirater, og kigge mere på hvorfor disse ikke er blevet ophøjet til international lov. Sikkerhedsrådets resolutioner 1816, 1846 og 1851 Hvad angår bekæmpelsen af de somaliske pirater har sikkerhedsrådet haft forholdsvist let ved at vedtage resolutioner, som har gjort det nemmere for det internationale samfund at bekæmpe dem (de er alle blevet vedtaget enstemmigt). Da man i 2008 begyndte arbejdet omkring den første resolution, stod man med to muligheder. Enten at udgive et helt nyt lovområde fra bunden, som specifikt ville komme til at omhandle de problemer som regionen står overfor i forhold til pirateriet. Eller at bygge videre på UNCLOS og forbedre de områder, hvor UNCLOS kom til kort i forhold til det somaliske pirateri. Man valgte naturligt det sidste, da det andet ville være for omfattende et arbejde at blive enige om i sikkerhedsrådet (Geiss & Petrig, 2011: 70). Selvom resolutionerne på denne de facto måde bygger videre på UNCLOS er de de jure selvstændige lovtekster. Det betyder, at man har skrevet artikel 105 fra UNCLOS ind i de relevante resolutioner frem for at gøre artikel 105 gældende for det somaliske farvand. Derfor trækker man den juridiske legitimitet fra resolutionerne i piratbekæmpelsen og ikke fra UNCLOS. Resolutionerne har udvidet den eksisterende lovgivning på især to områder. Det drejer sig om hvilke handlinger, der er omfattet, samt hvilke geografiske områder, der er det. I følge Geiss & Petrig kan resolution 1846 forstås sådan, at man giver mulighed for at pågribe pirater, som udfører voldelig handling mod et skib. Det vil sige, at man ikke behøver to-skibskravet, som er beskrevet i artikel 101 (a) UNCLOS (2011: 75) og det selvom man befinder sig i internationalt farvand. Det andet og vigtigere som resolutionerne har givet adgang til, er besejling af somalisk farvand, hvis hensigten er at forhindre pirateri. Det kan ske ved, at den somaliske Transitional Federal Government (TFG) notificerer FN's generalsekretær om hvilke lande, der ønsker at have adgang til somalisk farvand. Det er resolution 1846 der giver adgang til det, men det stod ligeledes i dens forgænger resolution Tilladelsen er beskrevet som: Enter into the territorial waters of Somalia for the purpose of repressing acts of piracy and armed robbery at sea, in a manner consistent with such action permitted on the high seas with respect to piracy under relevant international law 44

45 Tilladelsen er gældende 12 måneder frem, men er løbende blevet fornyet, senest i resolution 2002 fra den 29. juli Måden hvorpå denne eftersøgning af pirater skal udøves er ikke blevet ændret i forhold til UNCLOS. Det ses af: in a manner consistent with action permitted on the high seas with respect to piracy under relevant international law (resolution 1816). Det betyder, at de stadig har de samme restriktioner på deres muligheder for at stoppe, gennemsøge og arrestere pirater og deres skibe. Det, at man skal have tilladelse fra TFG til at operere i landet kan virke som en overflødiggørelse af resolutionerne, da man ikke behøver at trække på kapitel VII i FN charteret for at få tilladelse til en operation som er godkendt af landet der opereres i. Grunden til at man alligevel har set sig nødsaget til at gøre det, er fordi, at ikke alle lande anerkender TFG som den legitime ledelse af Somalia (og modsat ville andre lande kun deltage, hvis de var godkendt af TFG), og fordi man er usikker på om TFG vil kunne give den nødvendige tilladelse hurtigt nok (Guilfoyle, 2009). Et område, hvor der er kommet færre restriktioner er sket i kraft af resolution 1851, som er et forsøg på at fjerne det sidste sted piraterne kan søge tilflugt, på somalisk jord. Resolution 1851 giver tilladelse til at gå i land i Somalia og bruge: all necessary measures that are appropriate in Somalia, for the purpose of suppressing acts of piracy and armed robbery at sea (paragraf 6). Det betyder, at de lande, der vælger at gå ind på landjorden i Somalia har en bred margin til at definere hvilke personer, de vil gribe ind over for (behøver ikke at være én, der er direkte indblandet i pirateriet), og hvilke midler de vil bruge (Geiss & Petrig, 2011: 81). Det vurderes endvidere, at resolution også giver adgang til at benytte somalisk luftrum. Noget som ofte er nødvendigt, hvis landtropper skal understøttes (ibid.: 2011: 82). Det skal dog nævnes, at ingen endnu har gjort brug af denne mulighed for at gå i land på Somalia og bekæmpe piraterne der. Debatten omkring resolutionerne Det ovenfor beskrevet betyder, at man som noget nyt (siden 2008) har givet adgang til at trænge ind på somalisk territorium og farvand, hvis man ønsker at bekæmpe piraterne. Selvom det er givet med TFG's tilladelse, er det alligevel en udvidelse af det internationale samfunds beføjelser. 45

46 Der er ingen tvivl om, at det har været magtpåliggende at få adgang til det somaliske territorium for at kunne beskytte egne basale interesser i form af sikkerhed imod vold og beskyttelse af ejendomsretten. Som nævnt tidligere er der en stor bevågenhed fra de nationale opinioner, om at få gjort noget ved problemet. Det være sig søfolk, politikere og rederiejere: Administrerende direktør Torben Janholt fra det danske rederi J. Lauritzen, har til Dagbladet Børsen, for eksempel udtalt, at det eneste der virker mod piraterne er den store hammer (Stampe & Sørensen, 2011: 70). Men man har også i de kinesiske aviser set en national frustration over krænkelserne af kinesisk ejendomsret og retten til fravær af vold. Derfor har staterne følt sig truet, og har haft en stor interesse i at gøre noget ved problemet. For at kunne gøre dette har det internationale samfund været villigt til at gå på kompromis med Somalias suverænitet og derved gå imod ideen om at opretholde alle staters eksterne suverænitet. Det er dog ikke et kompromis, der er blevet lavet uden debat og selvom resolutionerne er enstemmigt vedtaget, har der i kulissen været en del debat om, hvad konsekvensen af denne overtrædelse af Somalias suverænitet vil kunne medføre. Det betyder at man langt hen ad vejen har lavet en minimumsbeføjelse for, at man i så begrænset omfang som muligt kommer til at overtræde andre af de hensyn, stater har, her især den vigtige eksterne suverænitet. Kommentarerne til vedtagelsen af Resolution 1816 viser meget nøjagtigt denne konflikt, der er imellem lysten til at løse piratproblemet ved Somalia og så frygten ved at miste den eksterne suverænitet. Indonesien, Vietnam, Libyen, Sydafrika og Kina udtrykte alle nødvendigheden af, at denne resolution kun gjaldt for Somalia og dets farvand. Indonesien udtrykte det således: Indonesia's representative emphasized the need for the draft to be consistent with international law, particularly the 1982 United Nations Convention on the Law of the Sea, and to avoid creating a basis for customary international law for the repression of piracy and armed robbery at sea. Actions envisaged in the resolution should only apply to the territorial waters of Somalia, based upon that country s prior consent. The resolution addressed solely the specific situation off the coast of Somalia, as requested by the Government (resolution 1816). Det er meget tydeligt, at Indonesien, som selv har problemer med pirateri i eget nationalfarvand, ville sikre sig, at Somalia ikke ville komme til at danne præcedens for en måde at tackle al pirateri på. De vil ikke risikere, at de ville stå for skud næste gang, eller at en ivrig kinesisk 46

47 flåde skulle begynde at jagte pirater hos dem. Det samme har Malaysia været bekymret for, og har derfor været fortaler for, at man skulle løse problemerne med de somaliske pirater, på samme måde som man har løst dem i Sydøstasien, hvor det har været nationalt forankret hos de lande i hvis farvand piraterne befinder sig (Christoffersen, 2010: 11). Kina, som er en af de store aktører som især er berørt af det somaliske pirateri grundet stor eksport til Europa, havde i forbindelse med resolution 1816 et behov for at slå fast, at de altid havde støttet op om staters suverænitet. Derudover var det vigtigt, at bekæmpelsen af de somaliske blev gjort uden at overtræde anden international lovgivning, samtidig var det også vigtigt at man i kampen undgik de negative konsekvenser af denne kamp: China's representative said that the Council's actions should facilitate international assistance in combating piracy and avoid negative consequences [...] and must not conflict with existing international legislation (resolution 1816). Det er tydeligt at Kina på den ene side gerne vil pirateriet til livs, men samtidig ikke ønske at gå på kompromis med de andre basale mål som stater kan have. Derudover er de godt klar over, hvilke bekymringer de andre små lande har, over for dem selv, og vil gerne signalere at Kina går ind for ekstern suverænitet. Noget de altid har været store fortalere for, især fordi de har ønsket at begrænse USA's interesse i den slags. Delkonklusion Resolutionerne har sammen med den eksisterende lovgivning betydet, at det ikke er de juridiske omstændigheder som har gjort, at piraterne stadig er et stort problem. Der er selvfølgelig en række forhold som kunne have været lavet bedre, steder hvor lovgivningen kunne have været lavet mere præcist eller mere omfattende, eller med muligheder for at tvinge andre stater til blandt andet retsforfølgelse. Men det ændrer ikke ved, at resolutionerne kan bruges til formålet og, at staterne igennem FN's sikkerhedsråd har samarbejdet om at gøre det muligt at tilfangetage piraterne både i somalisk farvand og på somalisk fastland. De har alle haft en tydelig fælles interesse i det. Grunden til, at det har været vigtigt at komme til enighed om disse ting igennem FN er. at den internationale lov har betydning for den internationale orden, og dermed også det internationale samfund idet, det er med til at koble staterne sammen om en række fælles regler. Samtidig er det med til at konstituere det internationale samfund som værende det der først og 47

48 fremmest er ordenskabende (Bull, 1977: 140). Det der især er vigtigt og som også ses af den debat der har været omkring resolutionerne er netop at sikre, at reglerne bliver overholdt, så ikke andre skal føle sig usikre på, om det er blevet normen blandt stormagterne at bryde international lov. Derudover viser det, at man har haft behov for den legitimitet som det internationale samfund kan give, for at bryde et af de vigtigste mål for staten: bevarelsen af ekstern suverænitet. Det betyder dog ikke at samarbejdet er fuldbyrdet, for som Hedley Bull skriver, er det vigtigt at ord følges op med handling, for at man kan tale om at et internationalt samfund er fungerende. Derfor vil jeg i næste afsnit kigge videre på, hvordan samarbejdet om at bekæmpe piraterne er forløbet. Patruljering Det område, der har fået som har fået størst mediebevågenhed er patruljeringen og jagten på piraterne. Det har givet en række gode billeder at vise krigsskibe i aktion, og det har været med en vis national stolthed, at Danmark har kunnet sende mandskab derned med krigsskib og helikopter. Det er samtidig også det område, hvor landene risikerer mest ved at deltage. Der er selvfølgelig det åbenlyse ved at have soldater i skudlinjen, men også rent økonomisk, er det ikke billigt, at sende krigsskibe langt væk hjemmefra over lange perioder. I modsætning til det juridiske samarbejde er patruljeringen et konkret forsøg på at komme pirateriet til livs, og det er en reel løsningsmodel for hvordan, det internationale samfund kan samarbejde sig ud af problemet. Men hvordan er det så forløbet? Omfanget af patruljeringen Den første mission som var designet til direkte at tage sig af pirateriet ved Somalias kyster var NATO-missionen Operation Allied Provider, som blev til efter anmodning fra FN s generalsekretær Ban-KI Moon. Den var operationel den 24. oktober 2008 og skulle primært yde beskyttelse til World Food Programes (WFP) skibe, som sejlede nødhjælp ind til Somalia. Den overtog opgaven fra Frankrig, Danmark, Holland og Canada, som siden november 2007 på nationalt grundlag havde tilbudt at eskortere WFP-skibene. Operation Allied Provider var operationel indtil 12. december 2008 og bestod af 4 skibe fra Standing NATO Maritime Group Two. Operation Allied Provider blev efterfulgt i marts 2009 af Operation Allied Protector og varede indtil den blev afløst af Operation 48

49 Ocean Shield den 17. august Hvor den første mission primært bestod af eskortering havde de to andre det til fælles, at de skulle deter, defend against and disrupt pirate activities. Operation Ocean Shield er blevet forlænget indtil udgangen af 2012 (Homan & Kamerling, 2010: 76). Da den første NATO-mission Operation Allied Provider ophørte i december 2008 blev dens opgaver overtaget af EU NAVFOR Operation Atalanta den 8. december samme år. Operation Atalanta er EU's første militære maritime operation og bestod ved sin oprettelse af syv skibe. Disse er siden blevet skiftet ud med andre i en rotationsordning. Indtil videre har Grækenland, Frankrig, Spanien, Tyskland, Belgien, Storbritannien, Luxembourg, Sverige, Italien og Holland deltaget med skibe. Ligeledes har Norge. Malta, Cypern, Finland, Rumænien, Kroatien og Schweiz bidraget med officerer til staben (ibid.: 74). Operation Atalanta er stadig operationel, og er designet specifikt til piratbekæmpelsen ved Somalia. Både Operation Atalanta og Operation Ocean Shield har fokus på kommunikationen med de skibe som sejler igennem det område, som er truet af pirater, og forsøger at kapacitetsopbygge ved TFG i Somalia. Efter at NATO i 2008 havde meldt ud, at de ville sende en række skibe ind i det indiske ocean, fulgte en række andre lande trop. Rusland besluttede i oktober 2008 at sende et krigsskib af sted, og i december samme år indsatte Kina to destroyere. I januar 2009 besluttede Japan ligeledes at sende to destroyere af sted. De ankom i marts samme år. Indien har ligeledes sendt krigsskibe af sted. Derudover har andre lande også haft krigsskibe i området. Det drejer sig om Australien, Malaysia, Pakistan, Saudi Arabien, Singapore og Sydkorea. I Januar 2009 oprettede USA som noget nyt Combined Task Force 151 (CTF-151) som består af en række forskellige lande (lande som ikke passede ind under de andre missioner), der samarbejder om at udføre piratbekæmpelse i Adenbugten og ved Somalias kyster. CTF 151 er stadig operationel i dag, og udsprang af de erfaringer CTF 150 gjorde omkring terrorbekæmpelse i samme område fra 2001 og frem i forbindelse med krigen i Afghanistan. I alt er der gennemsnitligt mellem 20 og 30 krigsskibe i området (Murphy, 2011a: 133). Selvom det kan virke som et stort antal skibe, skal det sættes i forhold til det område som de skal patruljere og som er på størrelse med Europa. En amerikansk marineofficer udtalte, at man skulle bruge i nærheden af 800 krigsskibe for at kunne sikre området omkring Somalia. USA har i 49

50 alt 286 (Middleton, 2010: 20). For at nedbringe det område som der skal patruljeres har USA i samarbejdet med en række andre lande oprettet en Internationally Recommended Transit Corridors (IRTC) som løber 860 kilometer igennem Adenbugten og ud i det indiske ocean. Det viser, at der er en bred enighed og villighed fra mange forskellige lande til at medvirke i at bekæmpe piraterne herunder også lande som normalt ikke arbejder sammen, men det er også med til at komplicere den koordinering, der bør være imellem de forskellige missioner og nationer, som opererer dernede. Koordinerende organisationer Det viste sig ret hurtigt, at for at kunne koordinere de mange ovenfor beskrevne aktører, blev man nødt til at oprette en række organisationer eller institutioner til formålet. De vigtigste to af disse er Contact Group on Piracy off the Coast of Somalia (CGPCS) og Shared Awareness and Deconfliction (SHADE). Den første af de to er nedsat i tråd med paragraf 4 i resolution 1851, hvori der står: Encourages all States and regional organizations fighting piracy and armed robbery at sea off the coast of Somalia to establish an international cooperation mechanism to act as a common point of contact between and among states, regional and international organizations on all aspects of combating piracy and armed robbery at sea off Somalia s coast[.] CGPCS fungerer som et forum for et stort antal af de stater, som er til stede i området samt assisteret af FN's sekretariat og The International Maritime Organization. De har indtil nu afholdt en længere række møder, og der er blevet nedsat 4 arbejdsgrupper, som hver især skal hjælpe med at fremme samarbejdet og piratbekæmpelsen. Arbejdsgruppe 1 har fokus på operationel koordination blandt flåderne og kapacitetsopbygning i Somalia. Storbritannien har formandskabet. Arbejdsgruppe 2 har fokus på de juridiske problemstillinger, informerer medlemslandene om hvordan de bedst følger de juridiske regler og er samtidig også et forum for informationsdeling og best practice. De har også ansat en jurist til at fremme en fælles forståelse af resolutionerne blandt medlemslandene. Danmark har formandskabet. I Arbejdsgruppe 3 har USA formandskabet og den beskæftiger sig med at højne shipping industriens bevidsthed om problemet og vejlede i, hvad de selv kan gøre for at undgå kapringer. Arbejdsgruppe 4, som har Egypten som formand, har som mål at koordinere kommunikation omkring CGPCS arbejde ud til den bredere internationale offentlighed (Geiss & Petrig, 2011: 26-27). 50

51 Den anden gruppe, SHADE, er et internationalt, militært samarbejde. Den blev dannet allerede i december 2008 og blev skabt for at dele erfaring, foretage uformelle diskussioner og afproblematisere det operationelle samarbejde imellem de involverede stater og organisationer. Det er igennem SHADE, at den internationale transferkorridor er blevet oprettet (Middleton: 2010: 27). Den korridor, som løber igennem Adenbugten, og som mindsker området krigsskibene skal patruljere. SHADE mødes en gang om måneden i Bahrain. I begyndelsen bestod SHADE kun af the Combined Maritime Forces, the European Union Naval Force og NATO. Men senere er andre lande også kommet til. Herunder Kina, Indien, Japan og Rusland (Geiss & Petrig, 2011: 28). Samarbejdets udfoldelse Der har således på mange måder været et samarbejde omkring patruljeringen. Også blandt aktører, som normalt ikke ville samarbejde. For eksempel har Kina eskorteret op til flere skibe fra Taiwan (sic!) (Christoffersen, 2009: 15) Sådan som samarbejdet ser ud nu, er ikke sket af sig selv. På trods af at landene har været enige om, at der skulle gøres noget ved problemet og har fået vedtaget en række resolutioner i FN's sikkerhedsråd, så er der en række andre hensyn i spil, ikke mindst når krigsskibe fra forskellige stater bliver deployeret i samme farvand. Samarbejdet omkring det juridiske og resolutionerne gik meget på at sikre muligheden for at kunne beskytte ejendomsretten og sikre fraværet af vold, og til en hvis grad at sikre åbne Sea Lanes of Communication (SLOC). Og det gjort under forhold, der krænkede så få af de andre mål, som det internationale samfund har herunder især ekstern suverænitet som muligt. Men når det kommer til det praktiske arbejde under deployeringen af krigsskibe, har der yderlige trængt sig en række forhold på, som det internationale samfund skal forholde sig til. Det kommer af at, det at deployere krigsskibe altid vil have en effekt i et anarkisk system, da militæret er det eneste der i yderste konsekvens kan beskytte og true staters suverænitet. Da det internationale samfund er en overbygning på det anarkiske system, vil det også have en betydning for det internationale samfund blandt andet igennem institutionen magtbalancering. Derfor kan man ikke bare sejle 29 krigsskibe ind i det samme farvand og så forvente, at det kun handler om koordination at få samarbejdet til at fungere. For at se på hvordan og hvorfor samarbejdet har udfoldet sig omkring piratbekæmpelsen har jeg valgt at kigge på primært Kina og EU samt i begrænset omfang USA. 51

52 Grunden til, at jeg har valgt EU, er, at de er den mest aktive aktør i piratbekæmpelsen samt, at EUlandene indtil dato har pågrebet og retsforfulgt flest pirater. Kina er særligt interessant, fordi de normalt ikke deltager i fælles operationer med Vesten, og fordi det er deres første maritime mission uden for deres egen region. Derudover har både Kina og EU mange fællesrettede interesser i at bekæmpe piraterne i området samtidig med, at de begge aspirerer til at få mere og mere magt i en begyndende multipolær verden. Derfor vil det, at EU og Kina har krigsskibe i det indiske ocean og Adenbugten på samme tid, have betydning for magtbalanceringen i området og magtbalanceringen imellem stormagterne. Desuden giver det EU og Kina mulighed for at øve sig i at være en omnipotent stormagt, som har maritime kapabiliteter. Jeg ser i det følgende nærmere på, hvilken betydning piratbekæmpelsen har for magtbalanceringen samt Kina og EU s stormagtsstatus. Magtbalancering Som beskrevet i afsnittet omkring det juridiske samarbejde, er sikringen af SLOC, både for Kina og EU vigtige for at bevare deres status som suveræne stater (EU er ikke en stat, men det smitter af på medlemsstaternes muligheder). Ud over det logiske i, at sikringen af nøgleressourcer er vigtig for, at et land ikke skal blive afhængige af andre, er magtbalancering også med til at sikre stabilitet imellem staterne og sikre, at ikke én stat kan overvinde de andre og dermed opløse statssystemet. Som især realismen advokerer, vil stater balancere væk fra de stærke stater, og de vil reagere på den kapacitetsopbygning, som sker i de stater, som de mener har en mulighed for at udfordre deres suverænitet. Hvor der er i realismen stort set kun er suverænitetsspørgsmålet for stater, og kun krig og afskrækkelse til at begrænser det, tillader engelsk skole en mere nuanceret tilgang. Både Kina og EU aspirerer mod at blive stormagter, ikke kun på den økonomiske front, men også i forhold til at kunne projicere magt ud over den globale verden. For at kunne opnå det er en fungerende flåde nødvendig. For EU, som allerede er i gang med at udvikle en Common Security and Defense Policy, er bekæmpelsen af pirateriet en lejlighed for at vise stormagtsansvar og få erfaring med at samarbejde internt om at deployere en flåde (Larik & Weiler, 2011: 87). Dette samarbejde internt i EU er også afspejlet i, at der er en manglende interesse fra EU's borgere i at føle sig som borgere i unionen. Her vil en folkelig opbakket mission måske være med til at opnå større støtte til projektet internt, og føle at EU tager et ansvar som stater normalt tager. 52

53 For Kina er det et ønske om at træde ud af rollen som stormagt kun på det økonomiske område, og samtidig få mulighed for at kunne sikre sine interesser andre steder i verden. De ønsker at udfordre USA's unipolære magtstatus og sikre deres egen regionale hegemoni. Det skal dog ske uden at udfordre magtbalancen i regionen og derved risikere at staterne omkring dem, balancerer endnu mere imod dem (ibid.: 87). Her kommer bekæmpelsen af piraterne ind som en god mulighed for det. Kina har gentagne gange i forbindelse med vedtagelsen af resolutionerne været fortaler for at beskytte den eksterne suverænitet. De var langsomme til at deltage med flådefartøjer og ventede til, at EU og USA var i området, før de ankom. Derudover annoncerede de det i medierne før, de initierede deployeringen, for at fornemme det internationale samfunds respons (ibid.: 88). Det følger godt i tråd med den fra Beijing udtalte interesse i at udvikle det kinesiske militær i en retning, hvor det kan bruges i andre operationer end krig. Ved på denne måde at deltage i pirateribekæmpelsesmissionen kan de både øge deres mulighed for at få erfaring samtidig med, at de ikke oplever den klassiske balancering væk fra dem, da de omkringliggende lande ikke føler sig truet af deres øvelser og aktiviteter. Stormagtsstatus for EU og Kina Grunden til at både EU og Kina ønsker at blive stormagter er, at det styrker deres evne til at sikre de basale mål for dem selv og deres indbyggere. Især øger det deres mulighed for at sikre egen suverænitet, som er det vigtigste mål for staten hvis staten ikke har ekstern suverænitet har det heller ingen magt i det internationale spil. De goder som stormagter nyder, har Bull beskrevet igennem institutionen stormagt, som konstituerer hvad stormagter er og hvilke goder og pligter, de har. Deres pligter består af (1) at bevare den generelle magtbalance, (2) at forsøge at undgå eller begrænse kriser i deres interaktion med hinanden, (3) at forsøge at begrænse eller undgå krig med hinanden. Deres goder er: (4) at unilateralt udnytte deres regionale militære overlegenhed, (5) at danne enighed om at respektere hinandens sfære af indflydelse og (6) fælles handling, som beskrevet ved en stormagtskoncert (1977: 207). For Kina handler det især om (4) og (5), og for EU er det bevarelsen af (4) og (5), og måske (6) i forhold til USA. Derudover handler det også om at få erfaring med at handle som enhedsaktør og få resten af verden til at tro på, at Europa står sammen som én (stor)magt. 53

54 Det betyder, at både EU og Kina har endnu en interesse i at være til stede i Adenbugten og bekæmpe piraterne. For at blive anerkendt af de andre stormagter (især USA) som en stormagt, er det nødvendigt, at man ud over at have den militære styrke også varetager en række pligter. Disse pligter er med til at sikre den internationale orden og er en vigtig del af det internationale samfund. FN's sikkerhedsråd er en erkendelse og en projicering af denne magtfordeling imellem stormagterne. Både USA og Europa har længe forsøgt at inddrage Kina i disse pligter at gøre Kina til en responsible stakeholder. Kina har indtil nu været tilbageholdene, fordi de har følt det meget har foregået på USA's præmisser, samt at de ikke har opnået stormagtsgoderne endnu (det eksemplificeres især omkring USA's stadige indblanding i Taiwankonflikten). Men meget tyder på, at bekæmpelsen af piraterne bliver brugt af alle parter til at nå tættere på hinanden og øve sig i at se Kina som en responsible stakeholder. Kina som responsible stakeholder Kina har igennem længere tid overvejet, hvordan de kan bruge deres militær til mere civile formål, herunder hvordan de kan bruge flåden til andet end krig (Christoffersen, 2009: 9). Et væsentligt element heraf, er hvordan de kan bruge flåden til at sikre deres SLOC's, hvilket de ved kræver et samarbejde med de andre ACEAN-lande (ibid.: 11). Netop derfor er piratjagt ved Somalia en god mulighed for Kina for at få afprøvet og få erfaring med begge dele. Efter at Kina havde haft en føler ude og sikret sig, at de kunne tage af sted i slutningen af 2008 uden at rykke alt for meget ved den opfattede magtbalance, sendte de to missildestroyere og et støtteskib af sted. Deres intention var primært at beskytte egne skibe, og Kina ønskede hverken at deltage i CGPCS eller i CTF-151, som de så styret af USA (Larik & Weiler, 2011: 95). Det, der fik Kina til at ændre mening, var en episode i oktober 2009, hvor det kinesiske skib De Xin Hai blev kapret uden de kinesiske destroyere kunne forhindre det (Christoffersen, 2009: 16). På den baggrund ønskede Kina pludselig at øge det koordinerende samarbejde, og de inviterede de andre aktører i området til en konference om, hvordan koordineringen kunne øges. Kina ønskede, at den øgede koordinering blev varetaget af FN (som afslog) eller, at Adenbugten blev delt op i ansvarsområder, som hvert land så skulle patruljere. Det sidste blev afvist af de andre lande, da de ønskede at kunne bevæge sig frit i Adenbugten uden at være afhængige af enkelte ansvarlige nationer (Larik & Weiler, 2011: 95). Det endte med at Kina satte sig med ved bordet i SHADE og selv foreslog, at de skulle være med til at have formandskabet, noget som før 54

55 havde været styret på co-basis af ATALANTA (EU) og CTF-151 (USA). Dette blev modtaget positivt af EU og USA, selvom EU i første omgang blev forslået skiftet ud med Kina af Combined Maritime Forces (CMF), blev dette ændret da de europæiske politikere ikke ville afgive deres indflydelse over SHADE og dermed deres mulighed for at få erfaring med samarbejde med kineserne (ibid.: 97). Delkonklusion Det betyder, at selvom staterne har som primær grund at være til stede i Adenbugten for at beskytte ejendomsretten og deres borgere fra vold, kan man ikke samle 29 krigsskibe fra cirka 40 forskellige nationer uden, at der går politik i det. Set snævert ud fra piratbekæmpelsen kan det virke forkert, at andre hensyn kan komme ind og delvist overtage dagsordenen, og det må især være utilfredsstillende for dem som er afhængige af, at det internationale samfund får fjernet eller begrænset pirateriet. Men grunden til at det kan ske er, at det internationale samfunds hovedopgave ikke er at fjerne pirater. Det er at styrke den internationale orden, og sikre, at der opnås så meget konsensus som muligt, så staternes seks basale mål kan opnås og bevares. Og i den sammenhæng er pirateriet ikke (endnu) den største trussel på verdensscenen. Piratbekæmpelsen har derfor medført en afledet effekt som er Vestens begyndende samarbejde med Kina, på et område, hvor der ikke har været samarbejde før. En effekt hvis betydning på mange måder vil kunne komme til at overskygge piratbekæmpelsen. Hvis både Kina og Vesten fortsætter ad det spor, som de er begyndt at træde nu, er der banet en vej for, at Kina kan blive en responsible stakeholder og dermed en ansvarlig stormagt. På sigt kan det være vigtigt for at undgå en gentagelse af de polarisering, der var under den kolde krig. Det betyder, at i forhold til pirateribekæmpelsen har patruljeringen forbedret sin effektivitet siden det startede i den øgede koordinering har haft en effekt på effektiviteten, og det største problem i forhold til at komme pirateriet til livs ved de tiltag, man er i gang med, er det at få piraterne retsforfulgt. Det vil jeg kigge på i næste afsnit. Retsforfølgelse At få retsforfulgt piraterne har vist sig at være den udfordring, som har voldt størst problemer i indsatsen mod dem. Det danske krigsskib Absalon var det første i september 2008, som blev 55

56 nødsaget til at foretage en catch and release som følge af, at der ikke var politisk vilje til at foretage en retsforfølgelse af de ti pirater ved en dansk domstol. Samtidig kunne man ikke udlevere piraterne til de somaliske autoriteter, fordi man frygtede, at de ville blive udsat for tortur eller dødsstraf (Guilfoyle, 2010: 146 & Treves, 2009: 408). Problemet er, at ingen vestlige lande ønsker at bringe de somaliske pirater til et vestligt fængsel, da der er en stor risiko for, at piraterne vil kunne få politisk asyl efterfølgende. Samtidig virker vestlige fængsler ikke umiddelbart skræmmende på piraterne da det de kommer fra, på mange måder kan være en mere usikker tilværelse (Murphy, 2011a: 124). Hvis det tilnærmelsesvist er den generelle opfattelse blandt piraterne, er det svært at få patruljeringen til at have den afskrækkende effekt, som al ordenshåndhævelse har som mål. Det betyder, at hensynet til piraternes menneskerettigheder (i det øjeblik de er i et vestligt lands varetægt), kommer til at veje tungere end hensynet til bekæmpelsen af piraterne (Treves, 2009: ). Det bliver derfor en sammenblanding af indenrigspolitiske hensyn, hvor man ikke vil give somaliske pirater mulighed for at søge asyl i et Europa som ihærdigt forsøger at begrænse indvandringen fra 3. verdenslande, og hensynet til piraternes menneskerettigheder også generelt beskrevet af den engelske skole som Order in Social Life. Så selvom man langt hen af vejen har fået det juridiske på plads og er godt i gang med at finde ud af, hvordan man kan samarbejde om patruljeringen, har det været svært at finde ud af, hvordan man skal retsforfølge og fængsle piraterne. Ingen af de berørte lande har haft synderlig lyst til at åbne deres fængsler og domstole op for en stadig strøm af pirater (det er svært at gisne om, hvor mange det kan blive til), og det har været svært at finde lande i regionen, som har haft lyst til det, og som har haft de menneskerettighedsgodkendte fængsler til det. Der finder dog retssager sted. Det foregår i Kenya, Seychellerne, Somaliland, Puntland, Maldiverne og Yemen. I følge FN's Generalsekretær-rapport pursuant til Sikkerhedsrådets resolution 1918 fra juli 2010, rapporteredes det, at der var 208 igangværende retssager i Puntland; 123 var under retssag i Kenya, alle overdraget fra internationale krigsskibe; 100 i Somaliland; i Seychellerne 31 og i Yemen omkring 60 (Geiss & Petrig, 2011: 169). Da en del af dem, der var under rettergang i Somalia, var blevet tilfangetaget af somaliske styrker, var Kenya det land som udefra havde modtaget flest til pirater til retsforfølgelse. Problemet ved denne regionale retsforfølgelse er at sikre, at piraterne får en retfærdig rettergang og, at fængslerne 56

57 lever op til FN's minimumskrav, hvilket blandt andet Kenyas mangler. Det drejer sig især om manglende beskikket forsvarer til dem, der ikke selv har råd, og at fangerne i fængslerne bliver udsat for tortur og mishandling (ibid.: 175). Specifikt i forhold til retssagerne mod piraterne hvor der er international bevågenhed har der ikke været rapporteret de store afvigelser. Både EU, USA og United Nations Office on Drugs and Crime har støttet med penge (Murphy; 2011b: 21). United Nations Office on Drugs and Crime har derudover støttet med kapacitetsopbygning inden for retsvæsnet og fået renoveret de fængsler, som piraterne skal opholde sig i (Geiss & Petrig, 2011: 176). Delkonklusion Det betyder, at det er et område, hvor man stadig er i gang med få løst de problemer, der er. Det er også et område, hvor landene ikke står i kø for at hjælpe det internationale samfund. Hvor det har vist sig svært at finde en løsning, som både overholder de menneskerettighedskonventioner der er, og samtidig virker som effektiv afskrækkelse over for piraterne. Da samarbejdet på dette område ikke er færdiggjort, er det svært at konkludere, hvor det ender, men det er tydeligt, at det er et projekt hvor de fleste lande ikke vil have deres fængsler blandet ind i det. Dermed tyder det også på at fængsling sandsynligvis ikke er den løsning, som endeligt vil fjerne piratproblemet. Konklusion For at svare på delspørgsmål 2) Hvorfor samarbejder det internationale samfund om at løse problemet? Har jeg kigget på de områder hvor det internationale samfund netop samarbejder om at bekæmpe pirateriet. Jeg har brugt den engelske skole for netop at kigge efter de ting som betinger det internationale samarbejde. Både for at se hvordan samarbejdet foregår, men også for at have et redskab til at definere samarbejde ud fra. Opsummeret er der fire grunde til at det internationale samfund samarbejder. De første tre er direkte afledet af pirateriet og drejer sig om at begrænse overtrædelser af ejendomsretten og beskytte borgere mod vold og holde Adenbugten åben, da den udgør en SLOC for både Kina og EU. At begrænse overtrædelser af ejendomsretten og beskytte borgerne mod vold, er begge forhold som staterne skal varetage på vegne af deres borgere. Det sidste er vigtigt for staten Kina og unionen EU da det er med til at sikre deres position i det internationale hierarki. 57

58 Da piraterne overtræder disse tre primære mål, har staterne en interesse i at samarbejde om at løse dem. Den fjerde grund til samarbejdet imellem EU, USA og Kina udspringer af de tre første. For Kina er det en mulighed for at snuse til mulighederne for at blive en maritim stormagt uden at true sit nærområde. For EU og USA er det en mulighed for at trække Kina ind i et samarbejde, hvor Kina vil kunne vise sig som en responsible stakeholder og på sigt være med til at opretholde og styrke den internationale orden. Den sidste fjerde grund til samarbejdet er kun mulig hvis de tre første er til stede, men den er på mange måder mere vigtig for det internationale samfund, da det forventes, at Kina på et tidspunkt vil forsøge at omsætte sin økonomiske magt til mere klassiske militære kapabiliteter. Derfor er det vigtigt for Vesten af få etableret et samarbejde, hvor de kan indgå som en responsible stakeholder i det internationale samfund. Her kan et samarbejde om at komme pirateriet til livs i Adenbugten være en spæd begyndelse. 58

59 Del 5 Hvorfor er pirateriet endnu ikke bekæmpet? Efter 3 år med aktivt samarbejde om at bekæmpe et problem som næsten har stået på i over 10 år, ser det stadig ikke ud til, at det internationale samfund er kommet tættere på en løsning. Pirateriet er godt nok flyttet fra Adenbugten og ud i det indiske ocean, men det ser ikke ud til, at det er lykkedes at bremse mængden af kaprede skibe, eller få stresset piraterne så summerne for løsepenge falder. Derimod ser det ud til, at piraterne følger med udviklingen og har mandskab og penge nok til at udfordre og undgå de mange krigsskibe i området. Det har blandt andet medført brugen af moderskibe og mere sofistikeret udstyr. Men hvorfor er det, man ikke har haft mere succes med deployeringen af krigsskibe i området. Som vist i del 4 er det ikke det juridiske samarbejde der mangler, det militære samarbejde er godt på vej, og bredere end det man normalt vil se i lignende situationer. Der er problemer med at få piraterne retsforfulgt, både i forhold til, at de gerne skulle opleve det som en straf (derfor et problem at fængsle dem i et vestligt land, da de har mulighed for at søge asyl bagefter), men også fordi det kan være svært at bevise, at tilfangetagne pirater har haft intentioner om at kapre skibe. Det er ikke nogen hemmelighed, at mange lande, ser situationen inde Somalia som den primære kilde til problemet, og at det er der, man burde sætte ind. Det kan man blandt andet ses af kommentarerne til FN-resolutionerne 1816, 1848 og Men selv, hvis måden man indtil nu har bekæmpet piraterne på kun er symptombehandling, er det ikke en begrundelse for, hvorfor det ikke skulle virke et stykke hen af vejen. Derfor er de manglende resultater enten et udtryk for, at man ikke gør nok, eller at man ikke gør det rette. Jeg vil først kigge på, hvad mulighederne er for at gøre mere i det spor man er i gang med allerede, og så bagefter kigge på hvilke løsningsmuligheder der ellers er. Jeg vil inddrage erfaringer fra Malaccastrædet og de resultater, som jeg kom frem til i del 2. 59

60 Det internationale samfund gør ikke nok Hvis man skal fortsætte i samme symptombehandlende spor som man allerede er i nu, vil det betyde, at man skal indsætte flere skibe, skabe en regional kystvagt, bruge flere private vagter på skibene, sørge for bedre retsforfølgelse og/eller sætte offensivt ind over for bagmændene inde på land. Flere skibe og regional kystbevogtning Som det ser ud nu, er der i snit 29 skibe tilstede i området, som foretager patruljering og tilfangetagelse af pirater. Som nævnt tidligere er det slet ikke nok til at afdække så stort et område som Adenbugten og det indiske ocean udgør. Derudover er deployeringen af krigsskibene en dyr affære. Murphy estimerer, at det koster over 1,825 milliarder dollars at have 29 skibe i piratberedskab. Dette er selvfølgelig fordelt på en række forskellige lande, og i nogle sammenhænge ville skibene have været på øvelse i stedet. Men sammenlignet med løsesummerne, som ligger årligt på mellem 40 og 80 mio. dollars, er det noget som skal tages under betragtning (2011a: 136)1 11. Derudover er der ikke noget der tyder på, at krigsskibenes tilstedeværelse har gjort så meget andet end at flytte pirateriet længere østpå ud i det indiske ocean (ibid.: 137). Som man også erfarede tilbage i 1800-tallet er store krigsskibe ikke de bedste til at fange hurtige små både som har mulighed for at gå tæt ind under land. Dengang udviklede man en ny teknik og nye små åretrukne både som kunne konkurrere med piraternes og indhente eller bremse dem, indtil de store man of wars nåede frem (Konstam, 2008). Man vil på samme måde kunne nedbringe omkostningerne og højne effektiviteten i kampen mod de somaliske pirater, hvis man udviklede både, der var mere designet til projektet. Det kunne være ombyggede cargoskibe med helikopterlandingsplads, små motorbåde til forfølgelse og mulighed for indkvartering til civile og fængsler til tilfangetagne pirater. Det er dog ikke noget, nogen stater er gået i gang med endnu (Murphy, 2011: 137; Murphy, 2011b: 24). En anden ting, der har været på tale, er at øge den regionale kystbevogtning. Det vil kunne øge antallet af både i området, og skabe en mere klassisk politilignende patruljering. 11 Jeg har tidligere beskrevet den samlede omkostning ved piraterne som værende 16 mia. dollars. Ud over det er et meget estimeret tal, ændrer det ikke ved, at den direkte pris til piraterne er omkring disse mia. Det ændrer heller ikke ved, at 1,825 mia. ud af 16 mia. er en høj omkostning især taget i betragtning at man ikke endnu har fundet et hvilepunkt for omfanget af pirateriet. 60

61 Derudover vil det være med til at afhjælpe det pres, som udenlandske krigsskibe skaber i regionen. Problemet med dette løsningsforslag, som blandt andet er udledt af de erfaringer, man havde med piratbekæmpelsen i Malaccastrædet (Valencia & Khalid, 2009) er, at i modsætning til de lande som grænser op til Malaccastrædet, har landene omkring Adenbugten meget få både til kystbevogtning (og meget få midler til at rekvirere dem), og internt mellem landene er der en meget lav grad af tillid som blandt andet vil gøre det svært for den Afrikanske Union at operere der smertefrit (Murphy, 2011b: 21). Bedre retsforfølgelse Den bedre retsforfølgelse er noget af det, der arbejdes kraftigst på. Der er en række forskellige modeller for, hvordan denne retsforfølgelse bedst kan se ud. Jeg har ovenfor gennemgået den regionale model, hvor man retsforfølger enten i Somalia eller i et land i regionen. Men man har også andre modeller på tegnebrættet, både som tager udgangspunkt i den regionale model, men også nogle som arbejder videre med en form for international domstol1 12. Jeg vil her kort beskrive den regionale models fremtid, da det er den som indtil nu har været mulig at oprette, og som har givet de bedste resultater. Det, som vil kunne støtte op om de regionale domstole, er oprettelsen af specielle pirateridomstole, som ligger under de nationale domstole, men som er specialiseret i lovgivning inden for pirateri, og som kan være støttet af internationale specialister og penge. Det er dog ikke sikkert, at det vil virke bedre end den nuværende model, hvor man yder international assistance til de eksisterende domstole. Det er noget man må prøve sig frem med. I forhold til de uheldige catch and release tilfælde, vurderer en FN's generalsekretær -rapport pursuant til sikkerhedsrådets resolution 1918 fra juli 2010, at de primært sker, fordi det er svært at sikre beviserne for, at de pågrebne er pirater. Ikke, at det er fordi, der mangler mulighed for at retsforfølge dem (Geiss & Petrig, 2011: 184). Det, der især arbejdes videre på, er derfor at sikre bedre beviser i felten, og at de bilaterale aftaler med de lande som har indvilget i at retsforfølge fortsætter. Da det er nogle lange straffe, i Kenya mellem 8 og 20 år, er det dyrt for disse lande at have dem fængslet, og det er noget som strækker sig langt ind i fremtiden. Det er estimeret, at ved slutningen af 2011 vil der være op til 2000 personer fængslet for pirateri. Så hvad angår fængsling af piraterne er man godt i 12 Et af de store problemer ved en international domstol er, at selve fængslingen stadig skal foregå nationalt. Det vil sige, at man kun opnår et fungerende domstolsapparat, ikke en løsning på hvor piraterne skal afsone. 61

62 gang, og det er derfor nærliggende at tro, at man i nær fremtid kan få det til at fungere endnu mere gnidningsfrit (ibid.: 184). Hvis det er rigtigt at man næsten får alle dem under domstol som man fanger, men dog har svært ved at skaffe beviser, så er det det man skal arbejde på. Noget som dog er ret svært, da pirateriet ofte sker fra fiskerbåde, og piraterne har fundet ud af, at de bare kan kaste stiger og våben over bord, når de ser et krigsskib (Murphy, 2011a: 124). Det er derfor stadig nemt at undgå at blive retsforfulgt. Flere private vagter Mange rederier er begyndt at ansætte private vagtværn for at afskrække potentielle pirater i at borde skibet. Den engelske premierminister Cameron ønsker at legalisere at skibe som sejler under engelsk flag, kan ansætte bevæbnede vagter, det har ikke været lovligt før. Noget som ikke har været lovligt før. Det ønsker han fordi det måske vil have en afskrækkende effekt på de somaliske pirater samt det vil få besætningen til at føle sig mere sikre (BBC, 2011). Umiddelbart kan det synes som en god ide, med private vagter, men det er et emne der er stor debat omkring. For det enkelte rederi kan der være en række fordele ved det, men der er samtidig også en række problemer forbundet med det. Først og fremmest er der en del juridiske problemer forbundet med at bruge private vagter. Selvom det land hvis flag skibet sejler under, har givet tilladelse til at have bevæbnede vagter ombord, er der mange havne, hvor det ikke er tilladt. For eksempel har Egypten udmeldt at de ikke vil tillade bevæbnede vagter igennem Zues-kanalen (BBC, 2011). Derudover er det usikkert hvem der er ansvarlig hvis noget skulle gå galt, hvis nu vagterne skyder og dræber en pirat, eller en formodet pirat, eller er skyld i at et besætningsmedlem bliver skudt. Der er mange usikre juridiske omstændigheder forbundet med det, og det er ikke sikkert at de private vagter vil kunne blive holdt ansvarlige for det (Kraska & Wilson, 2009: 263). Dertil er der risikoen for at de somaliske pirater vil begynde at bruge hårdere midler. De er allerede nu begyndt at bruge lette maskingeværer, raketstyr og mortergranater, og især på skibe der sejler med kemikalier eller brandbart materiel vil være påpasselige med at anbefale bevæbnede vagter (ibid.: 263). Private vagter kan derfor fungere på den korte bane, og det kan sagtens have en positiv virkning i forhold til mængden af piratoverfald. Dog er problemet det samme som ved 62

63 indsættelsen af flådefartøjer, at hvis der ikke er et alternativ for piraterne, vil de fortsætte med at angribe, når de har tilpasset sig de nye omstændigheder. Da et menneskeliv i Somalia er betydeligt mindre værd end i Vesten, og somalierne har nem adgang til våben, er der en stor risiko for, at det vil kunne få volden fra piraternes side til at stige. Derudover forsøger de flådemissioner som er til stede også at tilfangetage piraterne. Det gør, at deres afskrækkelseseffekt er større, end hvis der er private vagter. Hvis piraterne møder et skib med vagter, kan de vende rundt og sejle videre efter et andet skib. På kort sigt vil det kunne virke, og i et samarbejde med de flådefartøjer som er til stede i forvejen, vil de kunne have en afskrækkende effekt. Men det er ikke det, som alene kommer til at løse problemet med pirateriet. Delkonklusion Så selvom det er muligt for det internationale samfund at gå længere indenfor de områder, man allerede er engageret i, er det svært at se, hvordan det alene skal kunne løse problemet med de somaliske pirater. Og det selvom det internationale samfund skulle arbejde endnu bedre sammen, end de faktisk allerede gør nu. Det internationale samfund gør ikke det rette Alternativet til at gøre mere, er at gøre noget andet. Der har med rette været meget snak om, om det var nok kun at tilgå pirateriet fra søsiden, uden at gå i land og bekæmpe piraternes baser. Historisk set har det været det som har været nødvendigt, både da man skulle rense Nordafrikas kyst for islamiske korsarer, da man skulle stoppe piraternes hærgen i det caribiske hav, og for nylig da det var et problem i Malaccastrædet. For selvom piraterne udfører deres erhverv til vands, har de altid haft brug for sikre havne at lægge til i, for at sælge byttet, reparerer skibene og købe nye forsyninger. Da det var et problem med korsarerne i 1700-tallet var det i befæstede havnebyer (som blev beskyttet af det Osmanniske rige) de søgte tilflugt. I Caribien små øer som for eksempel de danskejede dansk-vestindiske øer hvor lokale tillod piraterne adgang, fordi videresalg af tyvegods var en god forretning. Hvordan omstændighederne var i Malaccastrædet kommer jeg ind på senere i dette afsnit. Men selvom det tidligere har været nødvendigt at bekæmpe piraterne fra land, er det jo ikke ensbetydende med, at det stadig er sådan. Der er sket meget siden, og meget 63

64 nyt maritimt udstyr er blevet opfundet. Hvorfor det så måske alligevel er tilfældet, vil jeg gennemgå i dette afsnit. Som jeg så på i del 2, har Martin N. Murphy opstillet en række forhold som skal være til stede for, at der kan opstå pirateri. Jeg kom frem til, at de forhold som var vigtige, og som det samtidig var muligt at ændre på, var det høje udbytte fra kapringerne, den svage ordenshåndhævelse inde på land og den økonomiske krise i landet som gør, at piraternes alternativmuligheder er begrænsede. Det høje udbytte fra kapringerne er det man allerede forsøger at komme til livs igennem patruljeringen. Det skulle gøre omkostningerne højere for piraterne, og derved mindske deres lyst til at bedrive pirateri. Alternativet er at stoppe med at udbetale løsepenge, men det er ikke noget, som nogen ser som realistisk at få gennemført. De to sidste muligheder kræver begge en indsats fra landjorden. At øge ordenshåndhævelsen på land kan enten gøres igennem nålestiksoperationer ind i landet, hvor man fra international hånd ødelægger piratredder, tilfangetager bagmænd og indhenter information om kommende piratoverfald. Både Frankrig og USA har tidligere været interesseret i disse muligheder, men har ikke benyttet sig af dem, først og fremmest på grund af Black Hawk Down -syndromet, men også fordi det har været svært at få nok, præcise efterretninger (Murphy, 2011a: 137), samt at piraterne nemt kan flytte deres operationer hen et andet sted langs den somaliske kyst, hvis det skulle blive dem nødvendigt. Det er derfor nødvendigt at oprette en form for national/regional ordenshåndhævelse som vil have nemmere ved at forfølge og tilfangetage piraterne. Hvorfor dette er tilfældet handler i høj grad om den legitimitet ordenshåndhæveren nyder. I Martin Lipsets bog political man fra 1981, beskriver han en objektiv definition af legitimitet, hvor den sammen med effektivitet er det, som sikrer at et regime kan bibeholde magten i en stat. Legitimitet er i Somalias optik vigtig fordi det er det som gør, at et regime kan regere og gennemføre beslutninger uden brug af tvang (Lipset, 1981: 64). Hvilket betyder at dets mere legitim ordenshåndhæveren er, des færre ressourcer skal man bruge for at håndhæve ordenen. I forhold til Somalia er der mange analytikere der advarer imod at gå ind i landet igen, med internationale tropper eller i samarbejde med AU, hvis tropper fra Kenya og Etiopien Somalia ikke bryder sig om. Grunden dertil er at det vil kunne samle Somalia imod en ydre trussel som man så sidst det skete, og derved risikere at illegitimere sig selv og umuliggøre piratjagten. At AU eller FN så har mandat fra TFG gør 64

65 ikke aktionen mere legitim ud fra Lipsets definition da TFG i den grad mangler legitimitet fra sin befolkning og derfor ikke kan videregive den til en udenlandsk styrke (Ross & Ben-David, 2009: 58). Det er en erfaring som Martin van Creveld beskriver i bogen Krigens skiftende ansigt, hvor han netop beskriver hvor svært det er for store hære at bekæmpe guerillabevægelser, netop fordi de ikke har befolkningens tillid og derfor ikke kan nyde godt af den legitimitet det giver dem (Creveld, 2008:256). Det samme kan man risikere vil ske, hvis specialstyrker fra USA eller Frankrig begyndte at anholde mistænkte somaliere og raide somaliske kystbyer. Problemet med den økonomiske krise, tørken og de hævede fødevarepriser er, at et menneskeliv i Somalia er blevet betydeligt mindre værd end et i vesten. Det gør, at unge somaliske mænd er villige til at risikere deres liv, for at få del i en sum penge, som vi her i Vesten (og for så vidt også i Østen) har råd til at betale, og som vi ikke vil sætte vores sømænds liv på spil for. Denne ulighed er svær at gøre noget ved, ved hjælp af afskrækkelse og kræver en høj grad af systematisk ordenshåndhævelse, hvis hensigt skal være at umuliggøre pirateriet. Det er derfor nødvendigt at sikre, at der fremadrettet er en mulighed for, at de unge mænd kan finde en anden slags arbejde. Det er ikke noget man kan løse fra international hånd, men noget man kan være med til at fertilisere, hvis man kan være med til at skabe større sikkerhed i landet og efterfølgende bedre udviklingsmæssige vilkår. En større grad af sikkerhed vil også gøre det nemmere at komme frem med den nødhjælp som bliver sejlet til landet. Et tydeligt billede på problemerne i Somalia er mængden af flygtninge fra landet. 100 kilometer syd for grænsen til Kenya ligger verdens største flygtningelejr, med omkring en halv million fordrevne. Interviews med pirater har også vist, i hvert fald for nogle af dem, er motiveret af at tjene penge, fordi udsigten til at gøre netop det, er meget små i Somalia (Stampe & Sørensen, 2011: 21). Erfaringerne fra Malaccastrædet og havområderne omkring Filippinerne og Malaysia siger nogenlunde det samme. Her har der fra 80erne og frem været store problemer med pirateri. Det har bestået af både ekstremt organiseret kriminalitet, som blandt andet har været forsikringssvindel, bestillingsarbejde hvor lasten blev videresolgt til ventende købere og simpel tyveri af skibene, til den mere opportunistiske simple, tyveri fra skibene (Eklöf, 2006). Det har dog 65

66 ikke på samme måde som ved Somalia været kapring med efterfølgende forhandlinger om løsepenge, der har været på programmet. Den måde hvorpå det er lykkes at begrænse pirateriet betydeligt har været ved regulær kystbevogtning, politiaktioner og bedre de økonomisk vilkår på land (Murphy, 2007: 28). Der har været gjort en stærk indsats militært for at komme pirateriet til livs i området. Der er blevet oprettet luftbårne patruljer og overvågning, samt Malaysia er begyndt at slå hårdere ned på pirateriet, både fra kystsiden og fra land. Derudover er man begyndt at gå efter bagmændene for at stoppe pengestrømmende (Eklöf, 2006: 140). Selvom der er sket en nedgang i pirateriet ved Malaccastrædet, er det ikke forsvundet helt. Det der mangler i sidste ende, er det samme som i Somalia, at de økonomiske vilkår bliver mærkbart forbedret for indbyggerne i landene (Reymond, 2009: 40). Delkonklusion Det betyder at man, for at komme tættere på at bekæmpe pirateriet på lang sigt, skal have skabt et minimum af ordenshåndhævelse i Somalia samt gjort det muligt at skubbe de unge mænd over i andre mere lovlige erhverv. Som det kan ses af det man har gjort i Asien, kan pirateriet bekæmpes, men det forsvinder ikke helt før årsagen til pirateriet er væk. Derudover er det vigtigt at man både bekæmper dem fra søsiden og inde fra land. Mange lande anerkender dette På mange måder virker det til, at mange lande i det internationale samfund anerkender, det at bekæmpe de somaliske pirater på vandet kun er symptombehandling, og at problemet stammer fra levevilkår som er inde i Somalia. Det kan man blandt andet se i de kommentarer som en del lande er kommet med forud for vedtagelsen af resolutionerne 1816 og For nogle af landene er kommentaren klart møntet på at isolere pirateriet som et specielt somalisk problem forankret til landet, så løsningen ikke kan overføres til andre stater og deres piratproblemer. Men ud over det, er der en bred anerkendelse af, at problemet stikker dybere end normal kriminalitet. De lande som har meldt ud, at man både bør bekæmpe pirateriet på land og til vands er så forskellige lande som Kina, Italien, Danmark, Rusland og Sydafrika. South Africa's representative said that it was necessary to be clear that it was the situation in Somalia that constituted a threat to international peace and security and not sea 66

67 piracy in itself. Furthermore, the resolution must respect the Law of the Sea Convention, which remained the basis for cooperation among States on the issue of piracy. The Council should not lose focus on the larger situation in the country, most importantly the need to address the political, security and humanitarian situation on the ground. Der er dog ingen af landene, som kommer med direkte forslag eller opfordringer til, hvordan man i så fald skal komme problemerne i Somalia til livs. EU arbejder igennem operation ATALANTA med at kapacitetsopbygge en somalisk kystbevogtning, men det er stadig begrænset i forhold til behovet (Larik & Weiler, 2011: 90). FN har i sin rapport fra 2008 selv anbefalet en todelt tilgang til pirateriet (Christoffersen, 2010: 2; FN-rapport, 2008: 22). Hvis det internationale samfund godt var klar over det, hvorfor så ikke gå ind i Somalia? Selvom det har været velkendt blandt de lande, som har engageret sig i piratbekæmpelsen, at en todelt tilgang var nødvendig, er der heller ingen tvivl om, at de har været bevidste om, hvor dyr en sådan tilgang ville være. Derfor har det været en naturlig udvikling at starte med patruljering, også for derigennem at se, hvor mange der var interesserede i at deltage i piratjagten. Dertil kommer, at et engagement på landjorden ville kræve et helt andet engagement blandt de villige aktører, et samarbejde som først nu, efter 4 år, er begyndt at fungere imellem Kina og Vesten. Dertil har man nok også håbet, at man ved hjælp af krigsskibene har kunnet begrænse pirateriet og det er ikke fordi, krigsskibene ikke har haft en betydning. Det kan man både så ved, at piraterne er begyndt at kapre i Det Indiske Ocean i stedet for Adenbugten, og at de har udviklet nye metoder herunder moderskibe (Murphy, 2011a: 137). Derudover har interessen for at udføre piratbekæmpelsen også været motiveret (og begrænset) af en række andre hensyn, som jeg har beskrevet i del 4. Det har medvirket til, at fokus i høj grad har været på deployering af krigsskibe og mindre på, hvilke midler der skal til for at løse problemet. Det der gør en todelt løsning dyr i Somalia er på grund af, at landet er en fejlet stat. Det gør, at en del af de muligheder som det internationale samfund har til at presse andre stater til lydighed er meget begrænsede. Det kigger jeg på i de næste afsnit. 67

68 Den fejlede stat Der er et stort udbud af forskellige ord for stater, hvor regimet er ikke-eksisterende eller ikke har voldsmonopol over sit eget territorium. Jeg vil på ingen måde gå ind i en generel debat om, hvordan en sådan stat defineres, eller hvilke gradsbetydninger der for eksempel er imellem ordene kollapset, svag, fejlet og skrøbelig stat. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i den definition OECD bruger da den er generelt anerkendt: Those where the state power is unable and/or unwilling to deliver core functions to the majority of its people: security, protection of property, basic public services and essential infrastructure (Stepputat & Engberg-Pedersen, 2008: 22). Samtidig stemmer den også overens med Hedley Bulls Order in Social Life, som er de tre mål, mennesker har med at danne en stat (sikkerhed imod vold, sikkerhed for at aftaler overholdes og sikkerhed for at ejendomsretten eksisterer). Den weberianske stat Den ovenstående liste over ting, som den fejlede stat ikke opfylder, tager afsæt i en forestilling om staten som en kontraktstat, hvor regimet eller regeringen laver en kontrakt med befolkningen, hvor staten så skal stå for en række ydelser, mod at de får legitimitet tilbage. Det er en ide om staten som stammer tilbage fra Hobbs og hans ide om en suveræn, som på vegne af folket sikrede dem deres sikkerhed mod at han så fik magten. I moderne statsteori er det, den weberianske stat som kontraktteoretikerne ser som den ideelle. Det er en stat som besidder voldsmonopolet, er en legitim autoritet og hvor der er klare skel imellem stat og samfund; imellem offentlig og privat; og imellem civil og militær (Stepputat & Engberg-Pedersen, 2008: 29). Der er mange der kritiserer denne opfattelse af staten som værende en vestlig ide og ikke noget, som nødvendigvis bør være gældende for alle stater (Jung 2008; Andersen: 2010). Ikke desto mindre er det den opfattelse, der i høj grad ligger til grund for FN's forståelse af staten, netop fordi det internationale samfund primært opfatter statsaktøren på denne måde. Derfor er det et problem for det internationale samfund og dets institutioner, når en stat ikke opfylder den weberianske model. Her er det primært den interne suverænitet (voldsmonopolet) som er det vigtige, men også til dels det, at staten skal være legitim (skal kunne handle på vegne af de betydende befolkningsgrupper) og, at der er en klar forskel mellem det statslige og det offentlige 68

69 (der er for eksempel stor international forskel på, om en stat går ind i nabostaten og dræber 100 mennesker, eller om en forbryderorganisation gør det). Det betyder, at de mangler som den somaliske stat har i forhold til at opfylde kravene til en weberiansk stat, får stor betydning for hvilke muligheder det internationale samfund har for at forhandle med dem eller udøve pres på dem. Dette kommer jeg tilbage til senere, men vil jeg nedenfor give et kort oprids af tilstanden i Somalia, da det ikke er vigtigt hvordan Somalia adskiller sig som fejlet stat fra andre stater, men derimod hvorfor det er svært for det internationale samfund at interagere med dem. Somalia som fejlet stat Det, som må tilskrives den største årsag til, at det internationale samfund ikke har engageret sig internt i Somalia, er dets status som fejlet stat siden kollapset af General Muhammad Siyad Barres styre i Kollapset skete som følge af interne stridigheder mellem klanældre i Somaliland og Siyad Barres styre (Lewis, 2008: 76). For at holde på magten i et land som ellers var opdelt i klaner, havde Siyad Barre brugt del og hersk taktikken, hvilket efterfølgende gjorde det yderst vanskeligt at samle et nyt Somalia efter hans fald (Menkhaus, 2007a: 80). Dette, sammen med en alvorlig tørke, udløste en ødelæggende hungersnød, i hvilket en halv million mennesker efter sigende skulle være døde i. International nødhjælp blev gentagne gange stjålet fra de nødlidende, hvilket fik stor international presseomtale og førte til, at FN's sikkerhedsråd udløste den første af en serie små operationer i landet. Den første hed United Nations Operation in Somalia (UNOSOM). Det var en lille operation, som skulle overvåge og bevare våbenhvilen mellem de krigende parter, som igennem FN var i gang med fredsforhandlinger. Da det ikke udmøntede sig i den store succes, igangsatte USA i december 1992 Operation Restore Hope (Lewis, 2008: 78). Det var meningen, at denne operation skulle tage kontrol over havnene i Mogadishu og hovedvejene ud derfra, så nødhjælpen kunne distribueres frit. Angrebne fortsatte dog, og FN satte hårdt mod hårdt og patruljerede Mogadishus gader og forsøgte at afvæbne banderne. Det hele eskalerede til mere eller mindre åbne kampe, og endte i marts 1994 med at FN trak sig ud efter de fatale billeder af amerikanske soldater, der blev trukket igennem Mogadishus gader i 1993 blev vist på amerikansk tv. Det blev kendt som Black Hawk 69

70 Down og har siden været en advarende skygge for igen at skulle engagere sig militært i landet (ibid.: 79). Efter en række forsøg på at stable en ny regering på benene i Mogadishu, skulle der gå helt frem til 2006, før der igen var nogenlunde fred i den sydlige del af Somalia. Det opstod som følge af, at en række muslimske domstole som slog sig sammen om at danne et alliancestyre bundet sammen til dels af islam og af stærke familiebånd. De havde stort fokus på sikkerhed, og på kort tid lykkedes det dem faktisk at få stoppet kampene og gjort Mogadishu relativt sikker, så handel kunne genopstå. De indførte dog samtidig sharia-lovgivning og en strammere tolkning af islams regler, end de somaliske muslimer var vant til. Det drejede sig blandt andet om et forbud mod khat, at se fodbold på tv, at danse offentligt. Det var noget, der bød den somaliske befolkning imod, og de gjorde en del opstand på baggrund af det, men anerkendte samtidig, at styret var det førte i 15 år, som havde fået øget sikkerheden betydeligt. Det lykkedes faktisk for domstolene på få uger at få genåbnet både lufthavnen og industrihavnen i Mogadishu, som begge havde været lukket i over ti år som følg af, at rivaliserende krigsherrer havde kæmpet om dem. På kort tid var det lykkedes en islamisk buttom-up bevægelse, hvad det internationale samfund havde forsøgt på i årevis (ibid.: 88). Freden varede selvfølgelig ikke ved, og i slutningen af 2006 gik Etiopien og Kenya ind i det sydlige Somalia og videre frem til Mogadishu for at fjerne, hvad der blev betegnet som islamiske terrorister en betegnelse som ikke var helt forkert, og som blev forstærket af, at de islamiske domstole støttede Eritrea imod Etiopien og havde udråbt en Jihad imod det tidligere styre TFG (ibid.: 88). Som følge af det blev TFG (gen)indsat. Transitional Federal Government s vej til magten TFG (Transitional Federal Government) er den overgangsregering som i 2004 blev dannet i Kenya som en del af en række fredsforhandlinger der. Forhandlingerne var overvåget af FN og landene omkring Somalia og de ledte frem til dannelsen af TFG efter et ikke helt rent parlamentsvalg i det nyoprettede somaliske parlament, hvor den nyvalgte præsident Abdullahi Yusuf hurtigt fik samlet magten omkring sin egen klan, i stedet for at dele den bredt med de andre klaner (Menkhaus, 2007b: 361). Regeringen havde stadig sæde i Nairobi i Kenya, da det var for usikkert at flytte den tilbage til Mogadishu. Præsident Yusuf havde ikke opbakning i Mogadishu og ønskede ikke at flytte 70

71 regeringen tilbage til byen da han ville være i undertal rent militært, og ville ikke give den Mogadishu-baserede opposition denne fordel (ibid.: 362). Denne stilstand lammede parlamentet og TFG havde ikke magt til at sætte sig igennem da den Mogadishu-baserede del af parlamentet ikke ville mødes andre steder. Samtidig udviste TFG heller ikke handlekraft eller evne til at lede, da endelig flyttede tilbage til en mindre somalisk by, og mange eksterne kommentatorer så dem som endnu et dødfødt projekt (ibid.: 368). I 2006 kom det til krig imellem islamister og en blandet flok krigsherrer støttet af USA. Islamisterne vandt krigen om Mogadishu til USA's fortrydelse da de frygtede de havde forbindelser til Al Qaeda og bombningerne af de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania. Islamisterne dannede regeringen CIC og de fik hurtigt kontrol med store dele af det sydlige Somalia, og var en alvorlig trussel imod det stadigt eksisterende TFG, som med militærstøtte fra Etiopien og Puntland var bosat i byen Baidoa (ibid.: 370). CIC fik hurtig en bred folkelig appel blandt andet fordi de var en meget bred organisation. Denne bredde var også CIC's akilleshæl da den rummede meget konservative islamiske kræfter som søgte en meget konfrontativ linje med Etiopien. Det førte til sidst til at Etiopien så sig nødsaget til at gå ind i landet og bekæmpe CIC som blev opløst og flygtede ud af Mogadishu (ibid.: 281). Som følge af Etiopiens indgriben kunne TFG sætte sig på magten i Mogadishu for første gang, men længere rækker deres magt ikke. De bliver nu beskyttet af tropper fra AU og har ikke engang fuld kontrol i byen. Som den korte historiske gennemgang viser, er det et noget broget billede, der kan tegnes af Somalias nære fortid, hvad angår en samlet regeringsdannelse. Det har den betydning, at som det ser ud nu, har Somalia alle de karakteristika som OECD peger på er definerende for en fejlet stat. Derudover viser gennemgangen at TFG på ingen måde har et (legitimt) voldsmonopol over Somalia, og derfor på mange måder ikke er den regering som kan løfte det ansvar et land har i det internationale samfund. Problemet for det internationale samfund Som den engelske skole beskriver, er det internationale samfund opbygget af stater, som langt hen af vejen ligner den weberianske, og som fungerer som primæraktører på den internationale scene. Disse stater har alle en fælles interesse i, at det er staten der er primæraktør for på den måde sikrer staten sin magt, og den sikrer, at de institutioner som staterne har fået opbygget for 71

72 at sikre en grad af orden fortsat fungerer. Det er blandt andet derfor, at stort set samtlige stater i verden er imod terrorisme, da det undergraver statens suverænitet. Både internt og eksternt. Problemet i Somalia er, at det, at der mangler en central stat, gør det svært for det internationale samfund at bruge de værktøjer de normalt bruger i den slags sammenhænge, da der ikke er en stat at drage til ansvar. De institutioner som det især drejer sig om, er diplomati, international lov og krig. Diplomati kan ikke benyttes, fordi man ikke har en forhandlingspartner, som man kan anerkende internationalt samtidig med, at den har voldsmonopol. Det internationale samfund forhandler med TFG, men de har som gennemgået stort set ingen magt til at udføre nogen form for effektiv bekæmpelse af pirateriet. International lov har heller ikke nogen betydning, for det er tydeligt, at piraterne ikke overholder den, og ikke har tænkt sig at gøre det. Til gengæld udnytter de, de muligheder de har for at udnytte, at det internationale samfund er bundet op til en række love (Murphy, 2011a: 124). Hvad angår krig, gør de det ikke umuligt for det internationale samfund at bekæmpe dem med militære midler. Det som bliver besværliggjort, er det politiske mål med krig, herunder at kunne presse andre stater til at respektere de internationale regler. Det vil ikke stoppe pirateriet at gå i krig med Somalia. Delkonklusion Derfor vil en todelt løsning betyde, at det internationale samfund skal ind og genopbygge dele af den somaliske stat, da de ikke kan udøve et pres igennem de vante institutioner. Det betyder, at det internationale samfund står over for endnu større omkostninger (både økonomiske og i forhold til staternes primære mål) end ved patruljeringen, omkostninger som jeg vil kigge på i næste afsnit. Bekæmpelsen på landjorden For effektivt at komme af med piraterne er det internationale samfund tvunget til at gøre det fra landsiden samtidig med, at forholdene i Somalia skal bedre sig. Da der ikke er en fungerende stat i Somalia, som det internationale samfund kan virke igennem, står det over for den udfordring, at det på den ene eller anden måde bliver nødt til at intervenere i landet, for derigennem at få fremmet en statsdannelsesproces og få opbygget et ordenshåndhævelsessystem, som kan håndtere forfølgelsen af piraterne. Det er selvfølgelig noget, som vil tage lang tid, og derfor skal 72

73 ses som problemløsende i det lange perspektiv. Som det ser ud nu, kan det somaliske pirateri kun kommes definitivt til livs på den lange bane. Derudover er det svært at vide, hvordan situationen vil udvikle sig over de næste år, men blandt andet Martin N. Murphy frygter, at pirateriet kan have en negativ økonomisk effekt på Somalia, fordi det mindsker tilgangen til landet fra søsiden, og det derudover kan have en negativ spill-over effekt til nabostaterne, fordi de lande, som ligger i nærheden af Somalia, også er påvirket af pirateriet (2011c: 83). Jeg har udvalgt to mulige løsninger på, hvordan det internationale samfund kan bekæmpe pirateriet på lang sigt. De bliver begge beskrevet som konkrete løsninger, men skal samtidig også ses som forskellige typer på intervention, der hver især har en række omkostninger forbundet til sig, som det internationale samfund skal vurdere, hvornår det er det værd at betale. Den første løsning tager udgangspunkt i FN's intervention i Somalia i 1992, hvor FN forsøgte at stoppe en humanitær katastrofe ved at tvinge de krigende parter ind til forhandlingsbordet. Jeg vil gå et skridt længere i mit eksempel, end de gjorde i 1992 og se på hvilke problemer, der vil være forbundet ved at gøre det igen og samtidig oprette et FNprotektorat af området. Det er det mest radikale af de to forslag, og det, hvor FN vil blive engageret mest. Den anden mulighed vil være internationalt at anerkende Somaliland og Puntland som enten selvstændige stater, eller stater i en somalisk føderation. Det vil gøre det muligt for det internationale samfund at forhandle direkte med de to regioner i området, som ser ud til at have en semi-fungerende og legitim regering. Det er samtidig også de to områder, som primært huser piraterne, så et samarbejde med disse regioner vil kunne øge presset på piraterne inde fra land. Det som adskiller de to typer af intervention er hvordan FN's rolle bliver indspillet. I den første løsningsmodel er FN direkte engageret, og en sådan model vil kun kunne lade sig udspille, hvis det er hele det internationale samfund der står bag, for eksempel igennem FN. Den anden løsningsmodel er den, der indeholder mindst intervention fra det internationale samfund, men det er samtidig også den, hvor udfaldet omgås problemerne med konflikterne i den sydlige del af Somalia, og derved ikke løser hele Somalias problem med lovløshed. 73

74 Somalia som et FN-protektorat Ideen om, at FN kan oprette protektorater, er ikke en ny en af slagsen. FN har tidligere brugt det i blandt andet Cambodja (1992), Kosovo (1999) og Øst Timur (1999). Det er en måde, hvorpå FN kan gå ind og enten fungere som udøvende, administrerende autoritet eller som en overgangsregering. I forhold til Somalia vil man højst sandsynligt forsøge at bevare den regering man allerede nu støtter (TFG), og som det internationale samfund har været med til at skabe under en fredsforhandling i Nairobi i 2004 (Menkhaus, 2007: 74). For, at det vil kunne lykkes at revitalisere TFG, vil det være nødvendigt at sætte sig hårdt militært på Mogadishu og aktivt deltage i kampene mod al-shabaab i den sydligere del af Somalia sammen med de 9000 styrker, AU har placeret i hovedstaden lige nu. Derudover vil det være nødvendigt at starte forhandlinger med de forskellige krigsherrer og klanledere samt forsøge at få forhandlinger i gang med regionsregeringerne i Somaliland og Puntland. Jeg har ikke kunnet finde nogen estimater på, hvor meget materiel og mandskab det vil kræve at sikre nok af Somalia til, at det vil have en positiv effekt på landets udvikling, men hvis man sammenligner med UNOSOM II fra 1993 (som var den styrke, som skulle bevare våbenhvilen i Mogadishu), bestod den af cirka soldater, og omkring 3000 civilt personel og 8000 fra logistisk support (Lewis & Mayall, 1996: 116). Det var den styrke som blev udsat for Black Hawk Down, og som siden trak sig usuccesfuldt ud af landet. Udtrækningen skete dog ikke fordi missionen havde fejlet, men fordi den amerikanske offentlighed ikke kunne acceptere, at amerikanske soldater blev skudt. Noget som forventeligt vil ske igen, hvis en ny styrke skal trænge ind og skabe et protektorat. Dertil må det også forventes, at styrken skal være mange gange større, da den ikke kun skal sikre fair distribution af nødhjælp, men direkte skabe sikkerhed i landet indtil en ny regering er klar/legitim nok til at kunne overtage. Noget som man kan se i både Irak og Afghanistan tager meget, meget lang tid. Det betyder, at det internationale samfund skal forvente en lang række af faldne soldater, hvilket er noget som strider imod statens mål om at sikre dets borgere for fraværet af vold, og derfor ikke noget den tager let på, men vil opveje i forhold til de gevinster den kan opnå. 74

75 Den eksterne suverænitet I FN's charter er der to klare, men modsatrettede mål for organisationens arbejde. Det ene er det pluralistiske mål, at alle stater har ret til ekstern suverænitet og derfor kun i begrænset omfang bør se sig tvunget til at gøre ting imod deres vilje. Det andet mål er udbredelsen af menneskerettighederne, som også er indskrevet i charteret, og som er et udtryk for et solidaristisk mål, hvor et lands suverænitet ikke er helligt, men hvor mennesket er det, som er i centrum. Da FN på mange måder skal ses som et spejl af det internationale samfund, er dette et godt billede på, hvilken konflikt et FN-protektorat af Somalia vil føre med sig internt i det internationale samfund. Derfor vil det heller ikke være en hel let sag at få ført igennem FN's sikkerhedsråd. Især fordi det solidaristiske mål er et menneske til menneske-mål, hvorimod overtrædelse af suveræniteten er et stat til stat mål. Og da det er staternes interesser som bliver varetaget i FN, vil det selvsagt komme til at blive tilgodeset oftere 13. Derfor er spørgsmålet, om det internationale samfund kan forsvare at overtage en stat, som et protektorat især når staten ikke selv kan udtrykke et ønske om det. Det ville være et langt større brud på Somalias suverænitet, end resolutionerne omkring det somaliske pirateri har været. Da man i december 1992 sidst intervenerede i landet, var det første gang en humanitær krise, var blevet kategoriseret som en trussel mod den internationale fred, men derfor blev kapitel VII i FN's charter brugt til at udforme resolution 794 som gav adgang til at gå ind i landet. Derudover var det også første gang, at FN så stort på, at det ikke var blevet inviteret af en regering (da Somalia ikke havde en effektiv en af slagsen), men var der, fordi et statsløst område udgjorde en trussel imod det internationale samfund (Lewis & Mayall, 1996: 94). Dette princip vil man kunne tage op igen. Forskellen nu er, at hvor man dengang lod de humanitære hensyn veje over suverænitetsprincippet, bliver det nok sværere denne gang, da man ikke kun vil ind og dele nødhjælp ud, men faktisk overtage regeringsmagten for en periode. Samtidig har mange stadigvæk Black Hawk Down episoden i frisk erindring. Det, som denne gang skulle gøre den store forskel i missionen, er den ændrede motivation for at gå ind i landet. Hvor man ikke siden man trak sig ud af Somalia i 1994 har 13 Argumentet foldet ud, er at motivationen for staterne til ikke at bryde suverænitetsprincippet er frygten for, at det er dem der næste gang bliver invaderet. Derimod er motivationen for at hjælpe humanitært, at vi må hjælpe nu, da det kan være os der har problemer næste gang. Det er dog en bekymring som rækker fra menneske til menneske og ikke en som staten vil være enig i, da afgivelse af suverænitet er statens største frygt. 75

76 interesseret sig synderligt for den armod, der har eksisteret i landet, er pirateriet nu blevet den trussel, som måske kan motivere det internationale samfund til at gøre noget ved problemet, omkostningerne ved at have et land liggende uden regering som Somalia er steget. Delkonklusion Det betyder, at de omkostninger det internationale samfund skal være villige til at betale, for at lave et protektorat over Somalia, er brud på landets suverænitet (og derved risikere at skabe præcedens), og mere vigtigt: risiko for at miste mange soldater i de guerillakampe som vil komme til at blive ført med al-shabaab og eventuelle krigsherrer. Hvor det første er noget, som nok godt vil kunne passere igennem FN, hvis de permanente medlemmer i sikkerhedsrådet kunne blive enige om det, er det mere usikkert, om der er nogen der ønsker at bringe soldater ind på somalisk jord. USA vil bestemt ikke ønske at gøre det alene. Kina og EU har en ekstra motivation til at komme pirateriet til livs som følge af at ville sikre deres SLOC igennem Adenbugten, men om det er nok til at kaste sig ud i et somalisk protektorat er tvivlsomt. Kina har ingen erfaring med at have soldater udsendt så langt væk, og landene i EU er stadig engageret i Afghanistan, og er generelt ikke meget for at sende soldater til Afrika. I fald det skulle ske, er det noget, der ligger et godt stykke ude i fremtiden. Det kan dog blive påvirket af, at enten pirateriet (og den generelle situation i Somalia), bliver forværret eller, at den indlæring til samarbejde, som er i gang nu mellem Kina, USA og EU vil føre til en stærkere verdensorden, hvor Kina aktivt vil gå med ind og støtte en oprettelse af et protektorat med soldater. Og derved styrke sin egen position som responsible stakeholder. Samtidig vil det så også betyder, at den Vestlige dominans på den slags operationer skal nedtones. Et kenyansk alternativ En anden mulighed for at skabe et FN-protektorat i Somalia vil være motiveret af de problemer, som Somalia giver for de omkringliggende stater. Her især for Kenya og Etiopien. De uroligheder der er i det sydlige Somalia har en effekt ind over grænsen til begge lande. Det drejer sig både om store flygtningestrømme som følge af hungersnød og konflikt og kriminalitet og terrorvirksomhed fra al-shabaab. Det betyder at begge lande har en motivation, samt en legitim grund for at bevæge sig ind i landet, hvis de vurderer, at truslen fra Somalia er en reel trussel mod deres egen sikkerhed. 76

77 Den 16. oktober 2011 var det netop hvad der skete, da Kenya afsendte omkring 2000 soldater ind over den somaliske grænse, for efter eget udsagn at bekæmpe de uroligheder som påvirker Kenya derindefra. Den kenyanske regering har udtalt, at den hændelse, som fik Kenya til at reagere, var en serie aktioner ind over den kenyanske grænse, hvor al-shabaab blandt andet kidnappede nødhjælpsarbejdere og turister (Branch: 2011). De kenyanske soldater har kun mødt begrænset modstand inde i Somalia, men det er svært at få klare signaler på, hvor de egentlig bevæger sig hen, da de kenyanske medier kun rapporterer det, hæren fortæller (Ross, 2011). Fra international hånd er man mere i tvivl om, hvorfor Kenya er gået ind i Somalia. Det virker til at være noget som har været planlagt længe, og derfor er kidnapningerne kun brugt som en undskyldning. En af de muligheder, som har været nævnt er at styrke den interne popularitet til regeringen op til det kommende præsidentvalg. En anden er, at de vil skabe en bufferzone mellem Somalia og Kenya. Det er den sidste jeg vil gå videre med her. I de sidste syv år har Kenya uddannet soldater i Somalia og presset på for at få oprettet regionen Azania (som ligger i det sydligste af Somalia), som bufferzone imod det al- Shabaabhærgede sydlige Somalia (Ross, 2011). Bufferzonen er dog ikke kun for at undgå terroraktioner ind over den kenyanske grænse. I Dadaad (i Kenya) 100 kilometer syd for grænsen til Somalia ligger verdens største flygtningelejr på omkring en halv million mennesker, hvortil der ankommer 1600 nye hver dag. Alle flygter fra hungersnøden og usikkerheden i Somalia (Nielsen, 2011). Men det er ikke den eneste lejr som ligger langs grænsen, og det massive antal af flygtninge ligger et stort pres på det kenyanske land som derfor gerne vil gøre noget ved det. Efter Kenya gik ind i Somalia, har Etiopien også overvejet at gøre det igen. Den Afrikanske Union, har udtalt, at de nu overvejer en storstilet aktion ind i landet, for at aflaste de 2000 tropper som befinder sig i Mogadishu og beskytter TFG (Gettleman, 2011). AU og FN Den ovenstående form for intervention bliver nemmere anerkendt i FN som legitim, da den sker på baggrund af en suverænitetskrænkelse. Der, hvor det bliver interessant i forhold til et FNprotektorat er, hvis truslen mod Etiopien og Kenya er så stor, at begge lande ønsker at gå ind i Somalia for at sætte en stopper for problemerne. Hvis det sker, vil der opstå et sammenfald af interesser med det internationale samfund og det kan lette omkostningerne for denne. 77

78 Hvis Etiopien og Kenya kan være hovedleverandør af de soldater som skal bruges for at oprette et protektorat af Somalia, vil det fjerne et af de store hensyn som det internationale samfund har for ikke at gå ind i Somalia. Derudover vil det at Kenya og Etiopien allerede er gået ind i landet, kunne gøre det nemmere at få vedtaget oprettelsen af et protektorat da det nu ikke kun er piraterne der skal motivere til det, men også det at Kenya og Etiopien føler sig krænket af Somalia. Det vil være tvivlsomt om Etiopien og Kenya selv ville kunne løse problematikken og her ville et FN-protektorat kunne være en løsningsmodel på denne nye situation. Noget som også ville få betydning for pirateriet. Det er i hvert fald denne form for udvikling som er nødvendig hvis et protektorat skal kunne vedtages. Er projektet muligt Der er selvfølgelig et aber dabei i forhold til ovenstående løsningsmodel. Det er ikke noget som normalt afholder det internationale samfund fra at reagere, men i lyset af de nylige erfaringer fra Afghanistan er det alligevel noget som bør nævnes. Oven i debatten om hvilke hensyn der vejer tungest for det internationale samfund, kommer også den usikkerheden omkring, om det overhovedet kan lade sig gøre at få et fungerende protektorat op og stå, og få skabt en proces, hvor Somalia går frem mod en større statsdannelse. Siden 90erne optimisme, hvor man efter murens fald så en mulighed for, at verden gik mod bedre tider og at demokratiet langsomt ville få sin endelige dominans, er man siden blevet mere begrænset i sine forventninger. Erfaringen viser, at statsdannelse er meget svært at skabe udefra, og at det tager meget lang tid. Det vil endvidere være med til at lægge en dæmper på forsøget i Somalia, selvom man kan forestille sig, at mens FN har kontrol vil pirateriet blive mindsket. Modsat, er det ikke det ikke den samme erfaring man har i Afghanistan omkring dyrkelsen af opium, da den er med til at finansiere modstanden mod de allierede styrker der. Ligeledes kunne man frygte, at der ville komme en uhellig alliance imellem pirateriet og al- Shabaab og det derved ville få pirateriet til at blomstre op, og måske endda blive mere voldeligt/ brugt aktivt i kampen mod FN's protektorat. Anerkende Somaliland og Puntland som selvstændige stater Den anden mulige løsning er at anerkende de to nordlige regioner Puntland og Somaliland som selvstændige stater eller i det mindste stater i en somalisk føderation, som har mulighed for at 78

79 føre deres egen udenrigspolitik. Der er flere forskere der har peget på de to regioner som en mulig løsning til at komme af med pirateriet, men det har som alt andet også en række problemer forbundet til sig. Dem vil jeg komme tilbage til sidst i dette afsnit. Murphy ser regionerne som en mulighed i bekæmpelse af pirateriet fordi de begge er mere velfungerende end resten af landet. Der er mulighed for at starte en buttom-up proces, hvor man udefra støtter området, samtidig med, at man derved får mulighed for at bekæmpe piraterne inde fra land (Murphy: 2011b: 24). Jeg vil i dette afsnit kigge dybere på dette forslag, udbygge det lidt og se, hvilke muligheder det har i forhold til det internationale samfund. Først vil jeg kigge på de to regioner Somaliland og Puntland for at give en forståelse af, hvordan de skiller sig ud fra resten af Somalia. Somaliland I den nordvestlige del af Somalia lever omkring tre millioner somalier (der bor mellem 7-8 millioner i hele landet), som tilhører regionen Somaliland. De erklærede sig selvstændige i 1991, men har ikke opnået anerkendelse internationalt, hverken fra FN, AU eller fra den Arabiske Liga. Efter deres erklærede selvstændighed havde de mange af de samme problemer som resten af Somalia med militser og dårlig økonomi (Lewis, 2008: 93). I 1993 afholdte regionen sin første konference for at skabe forsoning, og der blev skabt en nationalkomite af klanældre som havde stemmeret. Alt dette foregik uden, at FN på nogen måde støttede det. UNOSOM havde travlt i Mogadishu med deres eget projekt (Lewis, 2008: 94). Siden er det gået stille og roligt fremad. De har haft to valg til præsidentposten (i 1997 og 2003), og i 2001 havde de en folkeafstemning omkring deres grundlov. Derudover har der været et fredeligt regeringsskifte i 2002 da deres daværende præsident døde, og der har ydermere været valg til et repræsentanternes hus. Internationale observatører har erkendt, at der har været mangler ved disse valg, men har samtidig også erkendt, at der ikke ser ud til at have været trusler om vold eller snyd ved valgene. Derudover har regeringen i regionen haft succes med at fjerne miner, skabe fred og afvæbne militser, oprette skoler og genopbygge dele af infrastrukturen. Succesen er blandt andet kommet, fordi det er lykkedes at flytte politikken væk fra konflikterne imellem klanerne (Hesse, 2010: 350). Alt dette har betydet, at der er begyndt at komme vækst i regionen. Små virksomheder er begyndt at blomstre op, og forventningerne til havnen Berbera som et 79

80 kommende økonomisk kraftcenter er store. Det er den havn, som ligger tættest på Etiopien (som ikke har nogen kyststrækning), og derfor har potentiale for at servicere etiopisk eksport (Lewis, 2008: 95). Det er ikke fordi, regionen ikke har sine problemer, for det har den, og der er lang vej, til det på nogen måde er tale om en konsolideret stat endsige et demokrati. Men alligevel formår regeringen at levere nogle af de ting som forventes af en statsmagt og som somalierne har hårdt brug for. Puntland Øst for Somaliland ligger regionen Puntland med 1,5 millioner indbyggere. Efter 1991 begyndte de også at starte deres eget statsopbygningsprojekt. I modsætning til Somaliland ønskede de ikke selvstændighed fra Somalia, men så dem selv som en autonom region i en føderation. Der er flere grunde til at de valgte dette. Den vigtigste har at gøre med klanstrukturen og en grænse til Somaliland, som ikke er helt fastlagt, og derfor vil kunne blive en kilde til uro, hvis de to lande skulle i gang med en løsrivelse (Lewis, 2008: 101). I modsætning til Somaliland har der frem til 2005 i Puntland været stridigheder omkring hvem, der skulle sidde på præsidentposten. Disse stoppede da den siddende præsident blev præsident for TFG i Mogadishu, og endelig forlod den post han havde mistet ved et valg tidligere. Det betød, at han stadig havde magt til at øve indflydelse over regionen, men at kampene om regeringsmagten i regionen stoppede (ibid.: 104). I 2007 begyndte pirateriet og kampen om fiskeressourcerne. En kamp som igen blev mudret af, at den centrale regering i Mogadishu solgte fiskerettigheder til udenlandske fiskere som Puntlands parlament ikke havde anerkendt. Problemerne i Puntland er store, og de har ikke formået på samme måde som i Somaliland at skabe en fungerende statsmagt, der kan give borgerne nogle af de ydelser de efterspørger. Alligevel er der nogle enkelte træk som peger i den rigtige retning især set i sammenligning med det samlede Somalia (Hesse, 2010: 360). I 2009 var det nyligste præsidentvalg i regionen og Abdirahman Farole blev valgt. Han udtalte til BBC i 2009 at: From the international point of view, piracy may be considered the number one issue. But from our point of view, it is a tiny part of the whole Somali problem a phenomenon prompted by the collapse of the Somali state (BBC, 2009). 80

81 Dog er han begyndt at presse piraterne alligevel. Han har brugt blød magt, ved at give begrænset amnesti til pirater, som frasagde sig pirateriet og har fået imamer til at snakke om det moralsk forkerte ved pirateri. Senere i 2010 har han også brugt mere hård magt og har kørt raids på piratbyerne Eyl og Bargal. Derudover er politiet i regionen begyndt at kommunikere mere jævnligt med de udenlandske flådeenheder. Derudover har de ført retssager mod en række pirater både tilfangetaget af dem selv og af den internationale tilstedeværelse i Adenbugten (Hesse, 2010: 359). De to regioner i forhold piratbekæmpelse Det betyder, at Somaliland og Puntland på en række områder skiller sig ud fra den sydlige del af Somalia. De to regioner er langt fra ens, men de har en række karaktertræk, som vil gøre det muligt, for det internationale samfund at samarbejde med dem. Det vigtigste er det, at de har en central regering, som har legitimitet til at handle på vegne af indbyggerne, noget som det aldrig er lykkes at få etableret igennem TFG i Mogadishu. Det er denne legitimitet, som i begrænset omfang kan få institutionerne i det internationale samfund til at virke igen, og endnu mere vigtigt, det kan støtte en eventuel FN-indblanding og være med til at give effektiv legitimitet til en sådan. Det, som jeg kom frem til i del 2 var, at de knapper man skal dreje på for at fjerne pirateriet, er bekæmpelse af økonomisk krise og hungersnød samt øget ordenshåndhævelse fra land. Ved at anerkende de to regioner som selvstændige stater, får man mulighed for at støtte dem økonomisk og gennem samhandel. Det giver mulighed for at samarbejde med dem buttomup frem for top-down, som man gør det fra Mogadishu, samtidig med, at man undgår at skulle forholde sig til den mere lovløse sydlige del, og kan koncentrere sig om at samarbejde på bilateralt niveau. Her vil man kunne lave politiske aftaler frem for at diktere, hvad der skal ske. Hvad angår ordenshåndhævelse, vil det være muligt at lave aftaler direkte med de to regioner, og måske endda tilføre mandskab og penge til kapacitetsopbygning og patruljering. Det betyder, at man vil kunne bruge de midler, man i øjeblikket bruger på at få TFG til at fungere et bedre sted. Men det betyder også, at man flytter fokus væk fra det område i Somalia, som er hårdest ramt af krise og hungersnød, til de lidt mere milde egne. Det er selvfølgelig vigtigt, at regionerne bliver indlemmet i det internationale samfund på en måde, hvor man ikke endnu engang fra international side skaber en diktator, man kan styre. Støtter ham med våben og penge mod, at han sikrer, at pirateriet ikke opstår igen. 81

82 Derfor er det vigtigt, at indlemmelsen i det internationale samfund sker fuldt ud igennem FN sådan, at regionerne har fuld ekstern suverænitet, samtidig med, at man handler politisk med dem frem for økonomisk. Dette er selvfølgelig ikke et projekt som vil gå hurtigt, og det vil kræve bred enighed i det internationale samfund om det, men muligheden for at få opbygget sammenhængene stater er til stede. Noget som både Hesse, Lewis og Murphy har svært ved at se kan ske i Somalia. Det internationale samfund Hvilke muligheder er der for, at denne tilgang kan blive brugt? Stig J. Hansen kaldte den tilbage i 2003 for building block approach (det er en form for buttom up approach), og den har tidligere været anbefalet til FN af blandt Ioan Lewis (3). Som gennemgået ovenfor har den givet gode resultater af sig selv i Somaliland og begyndende i Puntland, så hvorfor har FN ikke valgt at støtte den endnu mere? Problemet er, at den ikke ser ud til at virke i den sydlige del, hvor krigsherrerne er stærkere og det derfor er svære at få en buttom-up proces til at fungere igennem klansystemerne som man har gjort nordpå Hansen, 2003: 4). Derudover har man også fra FN's side været meget opsatte på en top-down approach, hvor man har haft styring med, hvad der skulle ske. Men hvad er der ved den proces der tiltaler det internationale samfund? Først og fremmest skal vi have fat i suverænitetsprincippet, for det er den eksterne suverænitet, som endnu engang spiller en kraftig rolle for, hvordan det internationale samfund, og ultimativt staterne som udgør samfundet, forholder sig til Somalia. Problemet er, at en opløsning af en stat i mindre stater, er næstefter at blive besat i krig den største trussel en stat kan komme ud for. Egentlig bør det internationale samfund ikke blande sig i, hvad der foregår internt i et land, men i det øjeblik en separatist-bevægelse ønsker at opnå de rettigheder i det internationale samfund som en stat har, bliver det internationale samfund automatisk trukket ind i problematikken. Da stort set alle stater enten har eller har haft grupper internt i staten, som ønsker at løsrive sig (det ser vi også i konsoliderede demokratiske lande. For eksempel Spanien og England), er det ikke noget, det internationale samfund ønsker at danne præcedens for. Her kan især nævnes at både Kina og Rusland har dette tæt inde på livet, og ikke ønsker at bringe det op i sikkerhedsrådet. Dertil kommer, at det siden afkoloniseringen af Afrika er et tilbagevendende problem, da de af FN-fastsatte grænser ikke dækker over kulturelle grænser og skel i landet. 82

83 Derfor er AU også påpasselig med at anbefale en sådan opdeling af et land. Sidst det skete i Afrika var i Sudan, hvor det blev vedtaget på baggrund af en folkeafstemning. Det vil måske også være muligt i Somalia men igen kræver det at der er interesse for at anerkende noget sådan i det internationale samfund. Denne løsning kan på mange måder vise sig at være den billigste for det internationale samfund, selvom det ikke er en der bliver talt åbent om. Men hvis pirateriet fortsætter, og både Kina og EU kan se en værdi i det fortsatte samarbejde, kunne det godt være en mulig løsning på sigt. Den vil overtræde færre af de mål som staterne har for at samarbejde, men til gengæld heller ikke løse hele problemet i Somalia, samt være med til at opløse en stat i mindre stater. Konklusion I starten af del 5 af specialet undersøgte jeg delspørgsmål 3) Hvorfor er problemet ikke løst endnu? Først undersøgte jeg, om det var en løsning at fortsætte i det spor, man allerede var i gang med, da jeg fandt i del 4, at samarbejdet om piratpatruljeringen foregik overraskende godt. Problemet ved den model, som man allerede er i gang med, er at den ikke rammer alle de punkter som er væsentlige i forhold til det somaliske pirateri. Det drejer sig om de push/pull-effekter for pirateri, som jeg fandt frem til i del 2. Det var den store økonomiske gevinst, den manglende ordenshåndhævelse fra land og den manglende mulighed for job og økonomisk fremgang. Det betyder, at selvom man bliver endnu bedre til koordinering af patruljering og fængsling af piraterne, vil det højst sandsynligt ikke medføre, at pirateriet forsvinder, da piraterne har et stort incitament til at tage risikoen og tilpasse sig de nye forhold. Problemet er derudover, at Somalia er en fejlet stat, så det er ikke muligt for det internationale samfund at benytte de pressionsmidler, de normalt har over for de problemer som opstår i en stat for derefter at påvirke staterne omkring. Det drejer sig om institutionerne diplomati og i sidste ende truslen om krig. 83

84 Konklusion Der er ingen tvivl om, at det internationale samfund siden 2008 har forsøgt at forholde sig til det somaliske pirateri, men har det været helhjertet eller som en del af andre agendaer? Har kritikkerne haft ret i, at det internationale samfund ikke har gjort, hvad det kunne for at bekæmpe pirateriet? Min problemformulering i specialet lød: Jeg vil derfor i mit speciale undersøge om det internationale samfund reelt set, har en mulig løsning på pirateriet, eller om det har andre hensyn, som overskygger de problemer, som piraterne skaber for den internationale skibstrafik. Hertil var der tre underspørgsmål, som jeg har svaret på undervejs i opgaven, og som ligeledes vil blive trukket ind i den endelige konklusion. De direkte svar på underspørgsmålene kan ses i konklusionerne på del 2, del 4 og del 5. 1) Hvorfor er der opstået somalisk pirateri i Adenbugten? 2) Hvorfor samarbejder det internationale samfund om at løse problemet? 3) Hvorfor er problemet ikke løst endnu? Som jeg viste i del 4, gør det internationale samfund en hel del for at komme pirateriet til livs. På det juridiske område har FN s sikkerhedsråd vedtaget en række resolutioner, som gør det nemmere for de lande, som jagter piraterne at få adgang til Somalia både på landjorden og i det somaliske farvand. Samarbejdet omkring patruljeringen er blevet betydeligt bedre, og der har nu været 40 forskellige lande engageret i patruljeringen, og den interne koordinering blandt landene er siden den startede i 2008 blevet markant forbedret. Især imellem Kina, USA og EU. Hvad angår retsforfølgelsen er det mere usikkert, hvordan det kommer til at gå. Som det ser ud nu, bruges der primært bilaterale aftaler med forskellige lande, og det er nok den metode, der vil fortsætte. Problemet for det internationale samfund er, at dette ikke er nok til at komme pirateriet helt til livs. Som jeg har vist i del 2, skal pirateriet endeligt løses fra landjorden, og det både i forhold til ordenshåndhævelse og et indtjeningsalternativ til de unge mænd, som vælger at blive pirater. 84

85 Grunden til, at det internationale samfund ikke løser pirateriet fra landsiden, er fordi, der er andre hensyn som overskygger bekæmpelsen af pirateriet. Først og fremmest handler patruljeringen i Adenbugten ikke kun om at bekæmpe pirater, som generer den internationale skibstrafik. Både EU og Kina er der også for at sikre, at deres Sea Lanes of Communication (SLOC) er intakte. Denne interesse bliver selvfølgelig forstærket af, at de andre nationers krigsskibe også er til stede i bugten. Derudover har Kina og EU en interesse i at få en større erfaring med deployering af krigsskibe. Kina fordi de aldrig har gjort det uden for eget nærområde, og EU fordi det er unionens første storstilede aktion med EU som afsender. Grunden til Kina gerne vil opnå denne erfaring, er fordi de aspirere til at blive en kommende stormagt. EU og USA har så set muligheden for, at igennem koordinering om patruljering at trække Kina ind som en responsible stakeholder, som skal være med til at opretholde den internationale orden. Der sker derved en udveksling af interesser, men det fjerner også fokus væk fra selve pirateribekæmpelsen. Udover, at der er flere interesser blandet ind i at være til stede militært i Adenbugten, er der også en række hensyn, som det internationale samfund skal afveje omkostningerne af, hvis pirateriet skal løses fra somalisk landjord. Det drejer sig om brud på Somalias suverænitet og beskyttelse af egne borgere i form af faldne soldater. Normalt ville det internationale samfund have benyttet sig af institutionerne diplomati og krig til at få Somalia til selv at begrænse pirateriet, men da Somalia er en fejlet stat, er det ikke muligt. De to løsningsmodeller jeg har opstillet for det internationale samfund, har forskellig afvejning imellem disse hensyn. Hvis FN vælger at skabe et FN-protektorat af Somalia, vil det betyde mange faldne soldater, men på sigt en oprettelse af en somalisk stat. Det andet eksempel er at anerkende de to nordlige regioner Somaliland og Puntland som selvstændige stater. Det vil opløse Somalia som stat, men samtidig spare mange soldaters liv. Som det ser ud nu, er det internationale samfund ikke interesseret i at ofre nogle af de to hensyn for at komme pirateriet til livs. Det betyder, at for, at det internationale samfund effektivt skal begynde at bekæmpe det somaliske pirateri er der tre mulige scenarier. 1) pirateriet bliver værre, så omkostningerne ved ikke at gøre noget ved det bliver for store. 2) Somalia som fejlet stat bliver værre. Det vil betyde, at Kenya og Etiopien vil få et øget incitament til at gøre noget ved det og derved måske 85

86 kunne levere de ønskede soldater på jorden. 3) Samarbejdet imellem Kina på den ene side og EU og USA på den anden, bliver så godt, at de sammen vil foretage sig enten at oprette et protektorat eller at anerkende de to nordlige regioner. Udover, at det vil mindske omkostningerne for den enkelte aktør, at de andre deltager, vil det også være en øget mulighed for dem for at få styrket den kommende verdensorden. Som det ser ud nu, er ingen af de 3 scenarier tæt på at opstå, og der vil derfor være pirateri i Adenbugten i lang tid fremover, hvis det er det internationale samfund som skal løse problemet. 86

87 Litteraturliste Andersen, Louise Riis (2010): Post-Conflict Statebuilding in Africa: From State Failure to Tacit Trusteeship, Copenhagen: Department of Political Science Bahadur, Jay (2011): Deadly waters, Canada: Scribe Publications. BBC, 2011: Somali piracy: Armed guards to protect UK ships, BBC, (1/1 2012). BMP3 (2010): Best Management Practices 3. Great Britain: Witherby Seamanship International Ltd. Bowden, Anna (2010): The Economic Cost of Maritime Piracy, One Earth Future Working Paper, _Full_Report.pdf (27/ ). Branch, Daniel (2011): Why Kenya Invaded Somalia, Foreign Affairs, (27/ ). Bull, Hedley (1977): The Anarchical Society. New York: Columbia University Press. Christoffersen, Gaye (2010): China and Maritime Cooperation: Piracy in the Golf of Aden, Berlin: Institut für Strategie- Politik- Sicherheits- und Wirtschaftsberatung Creveld, Martin van (2008): Krigens skiftende ansigt, Hellerup: Diorama. Eklöf, Stefan (2006): Pirates in Paradise. Copenhagen: Nias Press. EU NAVFOR (2011): Merchant ship crews held hostage in Somalia, Pressemeddelelse. (27/ ) FN-rapport (2008): Piracy of the Coast of Somali, International Expert Group on Piracy off the Somali Coast, workshop. (31/ ). Geiss, Robin & Anna Petrig (2011): Piracy and Armed Robbery at Sea. Great Britain: Oxford University Press. Gettleman, Jeffrey (2011): African Union Considers Sending Ethiopian Troops to Somalia, The New York Times, (27/ ). 87

88 Gilpin, Raymon (2009): Counting the Costs of Somali Piracy. Washington: United States Institute of Peace. Guilfoyle, Douglas (2009): Piracy off Somalia: a sketch of the legal framework. Blog of the European Journal of International Law, (27/ ) Guilfoyle, Douglas (2010): The Legal Challenges in Fighting Piracy I Ginkel, Bibi van, Frans-Paul van der Putten (red): The International Response to Somali Piracy. Leiden: Martinus Nijhoff Publishers, pp Hansen, Stig J. (2003): Warlords and Peace Strategies: The Case od Somalia : The Journal of Conflict Studies. 23 (2): HCOP, Oceans Beyond Piracy (2011): The Human Cost of Somali Piracy (27/ ) Hesse, Brian J. (2010): Where Somalia Works : Journal of Contemporary African Studies, 28 (3): Hesse, Brian J. (2011): The Myth of Somalia i Hesse, Brian J. (red): Somalia. London: Routledge. Hesse, Brian J. (2011): Where Somalia Works i Hesse, Brian J. (red): Somalia. London: Routledge. Hobsbawm, E. J. (1969): Banditter. Viborg: Politisk revy. Homan, Kess & Susanne Kamerling (2010): Operational Challenges to Counterpiracy Operations off the Coast of Somalia i Ginkel, Bibi van, Frans-Paul van der Putten (red): The International Response to Somali Piracy. Leiden: Martinus Nijhoff Publishers, pp ICC International Maritime Bureau (2010): Piracy and armed robbery against ships, (Annual rapport) (27/ ). ICC-CCS, (2011): oversigt over piratangreb (31/ ). IMO, International Maritime Organization (2010), Reports on Acts of Piracy and Armed Robbery Against Ships. cy%20and%20armed%20robbery%20report/152-annual2009.pdf (Annual rapport) (27/ ) Jung, Dietrich (2008): i Engberg-Pedersen, Lars, Louise Andersen, Finn Stepputat & Dietrich Jung: Fragile Situations, DIIS-report 2008:11 88

89 Klein, John J. (2007). "Maritime Strategy Should Heed U.S. and UK Classics": U.S. Naval Institute Proceedings: 133 (4): Konstam, Angus: Piracy (2008). China: Osprey Publishing. Kraska, James & Brian Wilson (2009): Pirates of the Gulf of Aden: The Coalition is The Strategy : Stanford Journal of International Law, 45: Kraska, James (2010): Freakonomics of Maritime Piracy, Brown Journal of World Affairs, 16 (2): Larik, Joris & Quentin Weiler (2011): Going Naval in Troubled Waters: The EU, China and the Fight agaisnt Piracy off the Coast of Somalia i Men, Jing & Benjamin Barton (red.): China and the European Union in Africa. Farnham: Ashgate, pp Lewis, Ioan & James Mayall (1996): Somalia i Mayall, James (red.) The New Interventionism Storbritannien: Cambridge University Press, pp Lewis, Ioan (2008): Understanding Somalia and Somaliland. New York: Columbia University Press. Lipset, Martin Seymour (1981): Political man. Baltimore: The Johns Hobkins University Press Menefee, Samuel Pyeatt (2008): An Overview of Piracy in the First Decade of the 21st Century I Nordquist, Myron H. Rüdiger Wolfrum, John Norton Moore & Ronán Long (red): Legal Challenges in Maritime Security. Leiden: Martinus Nijhoff Publishers, pp Menkhaus, Ken (2007a): Governance without Government in Somalia : International security, 31 (3): Menkhaus, Ken (2007b): The Crisis in Somalia: Tragedy in Five Acts : African affairs, 106/204: Menkhaus, Ken (2009): Dangerous Waters : Survival, 51 (1): Middleton, Roger (2008): Piracy in Somalia Threatening global trade, feeding local wars. Briefing paper. (27/ ). Middleton, Roger (2010): More than Just Pirates: Closing the Space for Somali Pirates through a Comprehensive Approach I Ginkel, Bibi van, Frans-Paul van der Putten (red): The International Response to Somali Piracy. Leiden: Martinus Nijhoff Publishers, pp Møller, Bjørn (2009): Piracy, Maritime Terrorism and Naval Strategy, København: Danish Institute for International Studies, DIIS. 89

90 Murphy, Martin N. (2007): Contemporary Piracy and Maritime Terrorism, Great Britain: Routledge. Murphy, Martin N. (2011a): Somalia: The New Barbary?, London: Hurst & Company. Murphy, Martin N. (2011b): Somali Piracy: Political Lessons for the Navy : American Foreign Policy Interests: 33 (1): Murphy, Martin N. (2011c): The Troubled Waters of Africa: Piracy in the African Littoral : The Journal of the Middle East and Africa: 2 (1): Nielsen, Jørgen Steen (2011): Anm: COP17: I skyggen af Dadaab: Stedet som ikke er, Information Patrick, Stewart (2010): Irresponsible Stakeholders : Foreign Affairs, 89 (6): Ramzy, Austin (2009): How China Is Battling Its Pirate Problem, Time World, (31/ ) Resolution 1816 (2008): Security Council 5902 nd meeting, (5/1 2012) Resolution 1846 (2008): Security Council 6026 th meeting, (5/1 2012) Resolution 1851 (2008): Security Council 6046 th meeting, (5/1 2012) Reymond, Catherine Zara (2009): Piracy and Armed Robbery in the Malacca Strait: A Problem Solved, report, (31/ ). Ross, Shani & Joshua Ben-David (2009): Somali Piracy: An Escalating Security, Harvard Africa Policy Journal, 5: Ross, Will (2011): Are Kenyans seeking a buffer zone in Somalia?, BBC, (27/ ) Stampe, Camilla & Laura Marie Sørensen (2011): Piratjagt. København: Pressto. Stepputat, Finn & Lars Engberg-Pedersen (2008): i Engberg-Pedersen, Lars, Louise Andersen, Finn Stepputat & Dietrich Jung: Fragile Situations, DIIS-report 2008:11 Struwe, Lars Bangert (2009): Piratpatrulje Afrikas Horn. København: Dansk Institut for Militære studier. 90

91 Treves, Tullio (2009): Piracy, Law of the Sea, and Use of Force: Developments off the Coast of Somalia, The European Journal of International Law, 20 (2): Weitz, Richard (2009): Countering the Somali Pirates: Harmonizing the International Response : Journal of Strategic Security, 2 (3):