Camino-vandring for begyndere

Transkript

1

2

3 Simon Graves Camino-vandring for begyndere 30 dage og 800 kilometer med rygsæk på pilgrimsruten i Nordspanien En letvægtsguide

4 Camino-vandring for begyndere Copyright Simon Graves og Siesta Århus, 2007 Forside: Simon Graves - foto fra 22. dag - fra O Cebreiro Øvrige fotos: Simon Graves, private samt udlån fra spanske turistbureauer Grafisk tilretning: Susan Bach Andersen, allicat Forlagsredaktion: Stig Petersen, Siesta Tryk: Scandinavian Digital Printing 2. udgave, 2. oplag ISBN Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne bog er kun tilladt, hvis den sker ifølge aftale mellem Copy-Dan og Undervisningsministeriet. Enhver anden udnyttelse er ikke tilladt uden accept fra forlag og forfatter. Filmbyen 21, Århus C Tlf [email protected]

5 Indhold Forord 5 Om Caminoen 7 Pilgrimshistorie - i gamle dage og nu 8 Om forfatteren 11 Om planlægning og miniguide 12 Pamplona - Cizur Menor 14 Cizur Menor - Puentala Reina 15 Puenta la Reina - Villamayor de Monjardín 19 Villamayor de Monjardín - Viana Viana - Navarette 5 Navarette - Azofra 7 Azofra - Redecilla del Camino 9 Redecilla del Camino - San Juan de Ortega 32 San Juan de Ortega - Burgos 7 Burgos - Hontanas 41 Hontanas - Boadilla del Camino 44 Boadilla del Camino - Carrión de los Condes 46 Carrión de los Condes - Sahagun 48 Sahagún - Mansilla de las Mulas 52 Mansilla de las Mulas - León 54 León - Villadangos del Páramo 56 Villadangos del Páramo - Astorga 59 Fridag Astorga 60 Astorga - Foncebadón 63 Foncebadón - Ponferrada 66 Ponferrada -Villafranca del Bierzo 70 Villafranca del Bierzo - O Cebreiro 72 O Cebreiro - Calvor 75 Calvor - Portemarín 79 Portemarín - Melide 81 Melide - Monte del Gozo 84 Monte del Gozo - Santiago de Compostela 86 Santiago de Compostela - Negreira 89 Negreira - Olveiroa 91 Olveiroa - Finisterra 92

6 Hjemrejse: Finisterra - Ribadeo 95 Ribadeo - Oviedo 97 Oviedo - Bilbao 98 Fridag i Bilbao 99 Bilbao - Danmark 100 Om fodtøj 101 Om mad og vand 102 Lidt om træning og efterfølgende erfaringer 103 Info - og lidt om transport frem og tilbage 104 Pakkeliste 106 Resume 109 Konklusion 111 Refleksioner - og Caminoen som slankekur 112 Refugieoversigt 114 4

7 Livet er en lang rejse kun to ting er sikkert man ved ikke, hvornår den slutter og man kan ikke lave den om - men man kan ændre retning undervejs! Forord Var det ikke hårdt? Hvordan var det? To spørgsmål jeg mødte igen og igen. Nej, det var ikke hårdt, der er ingen ekstreme stigninger eller afgrundsdybe klippesider, og kroppen vænner sig hurtigt til det daglige arbejde. Psyken er langsommere til at vænne sig til den simple livsførelse. Når disse to størrelser mødes, er resten af turen ren nydelse i en skøn natur, hvor det ikke er muligt at finde problemer, der skal tages stilling til. (Altså ud over at beslutte hvornår man vil stoppe dagens vandring, og hvad man skal spise til aften) Hvordan var det? Også mit hovedspørgsmål inden egen vandring. Det kan besvares kort med en stærk, uforglemmelig oplevelse, hvor man når ud til grænserne, fysisk som psykisk. Det fortæller en masse, og ingenting. Det lange svar er at skrive en rejsedagbog. Min vandring vil være forskellig fra andres, alle har sin måde at opleve tingene på, men den vil give et indtryk af, hvordan det er derude. 5

8 Bogens indhold er fra dagbogsnotater, som jeg skrev hver aften. Da jeg atter læste dem, var det som at være der igen, dejlig oplevelse og utroligt hvad man husker, blot ved nogle få stikord. Inden min vandring gik jeg til foredrag og læste bøger om pilgrimsruten i håb om at finde svar og tryghed, hvor svært er det? 800 kilometer er trods alt lidt grænseoverskridende for de fleste af os. Jeg fandt ikke den sikkerhed, som jeg ledte efter, men nu kender jeg svarene. Derfor denne lille bog, i håb om at andre kan få glæde af den og få lyst til samme store oplevelse. Bogen er tænkt som en letvægtsguide med rutekort, refugieoversigt og en vandring med praktiske oplysninger. Konklusion til sidst, også pakkelisten bliver analyseret, passede valget? 6

9 Om Caminoen Camino-vandringen beskrives som et livsforløb. I begyndelsen er man usikker og tilbageholdende, man prøver sig frem (Barndom). Så får man blod på tanden, nu ved man, hvordan man spiser og sover, fremad (Ungdom). I fase 3 kommer der dejlig ro på, det kører i ens egen fredfyldte rytme, sjæl og fysik (Midalder). Til sidst bliver man mæt, nu vil man gerne i mål, men det skal foregå med værdighed (Alderdom). Præcis sådan oplevede jeg min 800 kilometer lange vandring med rygsæk i 30 dage. Mit udgangspunkt var, at jeg kunne gå 25 kilometer på en dag, men kunne jeg gøre det hver dag i 30 dage? - Det kunne jeg. Næste problem var den primitive livsstil med en køje og en rygsæk, langt fra min luksustilværelse herhjemme, kunne jeg klare det i 30 dage? - Det kunne jeg, følte mig fra dag ét som en del af et større fællesskab. Caminoen er særpræget. Ingen andre steder i verden kan man vandre så langt uden at tænke på mad og overnatningssteder, for de ligger som perler på en snor. Det gav stor frihed og overskud i dagligdagen, at disse ting fungerede, og inden for absolut overskuelige økonomiske rammer. Ingen andre steder i verden er mennesker så ens; et vandrende folk med rygsæk - ingen titler eller statussymboler til at sætte folk i bås. Og ingen andre steder kommer så mange folkeslag så tæt på hinanden på så kort tid. Med masser af tid og lyst til at lytte og fortælle. Der er ikke andre, familie og venner er derhjemme. Det er, som om landegrænserne forsvinder, og der opstår en ny nation, hvor de fremmede er dem uden rygsæk. 7

10 En nation opstået af fællesskab mod samme mål, båret oppe af smil, hilsner, pinsler og hjælpsomhed. Ikke et fællesskab ud fra en bestemt gruppe, men i kraft af et stort område, hvor man møder og slipper hinanden. Pilgrimshistorie: i gamle dage og nu Pilgrimsfærden til Santiago de Compostela startede efter, at man omkring år 815 fandt apostelen Jakobs jordiske rester. Millioner af mennesker har siden vandret på pilgrimsruten gennem Nordspanien for at få syndsforladelse ved gravstedet i den store katedral. Forhistorien var, at apostlene efter Jesu død spredtes for alle vinde for at udbrede kristendommen. Jakob den Ældre endte i Spanien, hvor han vandrede rundt med sin stav og prædikede. Han er i dag Spaniens skytshelgen, ham der gjorde landet kristent. Tilbage i Det Hellige Land blev Jakob halshugget af Kejser Herodes i år 44. Hans tro væbnere bragte liget tilbage til Spanien, hvor de endte ved Galiciens kyst i Padrón. Liget blev bragt ind i landet, hvor der rejstes et kapel. Jakob blev delvis glemt, men 800 år senere lyste en klar stjerne over stedet, og man var sikker på at have fundet Jakobs lig, eller måske havde de spanske konger og den katolske kirke brug for et mirakel i krigen mod maurerne. Spanien, som på det tidspunkt bestod af mange små kongeriger, havde i flere århundreder været besat af muslimer og meget tyder på, at det var pilgrimsrutens opdukken, som førte til den endelige sejr over de vantro. Jakobs jordiske rester blev ført til Santiago - udledt fra Sankt Jakob - hvor man opførte en stor katedral. 8

11 Rygtet om fundet spredtes til hele Europa, og folk begyndte at valfarte dertil. Man skulle blot følge stjernehimlens mælkevej, så ville man ende ved stjernemarken eller oversat de Compostela, og dermed Jakobs gravsted. Santiago de Compostela (Sankt Jakobs stjernemark) er den kristne verdens tredje største pilgrimsmål, kun overgået af Jerusalem og Rom, hvor apostelen Peter ligger begravet. De mange pilgrimme trådte efterhånden et spor, på spansk el Camino, også på dansk kaldet Jakobsvejen, og i daglig tale blot Caminoen. Der blev bygget broer og bedre, mere sikre veje. Der blev bygget kirker, klostre og hospitaler, både for udbredelsen af den kristne tro, men også for bøn og husly til pilgrimmene. Og der blev bygget borge og fæstninger til at beskytte det hele. Korstogsriddere fra alle verdenshjørner hjalp til. De fleste pilgrimme vandrede den lange vej for at sone deres synder og modtage tilgivelsen. Man kunne også gå vejen som stedfortræder for en anden. Måske var man dømt til vandringen som straf for en forseelse. Man havde derfor brug for et bevis for at have fuldført vandringen, som kunne fremvises derhjemme. Dem, der udstedte beviset, havde brug for dokumentation for, at man havde gennemført vandringen. Derfor medbragte man et pas, måske var det en skrivelse fra den hjemlige præst/biskop som udtryk for, at man var ægte pilgrim. Regelmæssige stempler, påtegninger fra ruten beviste, at vandringen var gennemført. Nøjagtig som i dag. Fordelen ved at være ægte pilgrim var oftest gratis mad og husly; havde man råd, kunne man donere en skilling. I gamle dage overnattede man på klostre og hospitaler, drevet af munke og nonner. De er næsten væk nu, men systemet lever stadigvæk, i dag er det såkaldte refugier, som tilbyder overnatning. Mange af disse drives af kommunale og religiøse instanser, men der er også mange privatejede. 9

12 Muslingeskallen er Caminoens symbol, og når man bærer den, er det et meget synligt bevis på, at man er pilgrim. Sådan har det altid været. Ofte er symbolet fastgjort til rygsækken. De fleste af tidligere tiders pilgrimme, som var vandret ned gennem Europa, havde formentlig aldrig set havet før. For dem må det have været tillokkende at vandre de sidste 90 kilometer til Kap Finisterre, stedet hvor verden endte. Efter selv at have prøvet det med helt andre forudsætninger, kan jeg nemt forestille mig, hvilket sus det har givet. Det var det eneste sted på hele ruten, hvor der fandtes muslingeskaller, ikke underligt at dette endegyldige bevis skulle med hjem, og at det på hele hjemrejsen skulle bæres så synligt som muligt. Der findes mange gravsteder, også i Danmark, hvor man har fundet muslingeskallen, så ved man, at det er en person, som har foretaget den lange vandring. Der gik endnu år, inden Columbus sejlede ligeud mod kurs vest og fandt Amerika (1492). Verdens ende var ikke længere verdens ende. Få år senere gjorde Luther op med syndsforladelses-systemet og kæmpede en hård kamp mod paven for indførelsen af den protestantiske tro baseret på, at vi automatisk får tilgivet vore synder. Det var dermed ikke længere nødvendigt at gå pilgrimsturen. (Luther mente endog, at det var spild af tid og arbejdstimer, som kunne anvendes bedre). Opdagelsen af den nye verden, reformationen og utallige krige i Europa, gjorde, at el Camino blev glemt mere og mere for i slutningen af det 20. århundrede at genopstå i sin nuværende form, godt hjulpet af EU-støtte og Unescos godkendelse som en del af verdens kulturarv. Efter jeg er kommet hjem, har jeg på nettet fundet en statistik over pilgrimme. Den viser en kolossal udvikling på de forskellige caminoer - fra vandrere i 1989 til i 2004 (et helligt år) - og i 2006 var vi i alt pilgrimsvandrere. Mange går stadig Caminoen af religiøse grunde, men for flere og flere er selve vandringen vigtigere end målet - den ultimative 10

13 udfordring til at afprøve sine grænser. Ikke kun de fysiske grænser med at gå derudad, men også at leve efter de syv nøgleord, som kendetegner en pilgrim: Langsomhed, bekymringsløshed, enkelhed, frihed, stilhed, spiritualitet og fællesskab. En stor kontrast til det ofte stressede luksusliv, vi lever i dag. Om forfatteren Det hele startede for seks år siden, da min ekskone og bedste ven blev alvorligt hjertesyg. Det havde jeg set før hos andre, men nu, hvor det kom tæt på, indså jeg pludselig, at det også kunne ske for mig. Jeg vidste jo godt, at min vægt var for høj og konditallet for lavt. Hvorfor ikke gøre noget ved det, mens jeg selv kunne bestemme. Begyndte at læse fedtprocenter på varedeklarationer! Og begyndte at cykle. Først små ture, uden stor lyst, fik ondt alle steder, men efterhånden nød jeg det, og turene blev længere og længere. Jeg var kommet over tærskelen og blevet afhængig af den daglige motion. Problemet var at komme af sted efter arbejdstid og få skiftet til cykeltøj, især i dårligt vejr og efterår-vinter. Motionsbehovet blev løst, da der kom nogle nye sko på markedet med navnet MBT. Dem følte jeg stor velvære ved at gå i. Begyndte at gå på arbejde og gå en omvej hjem. Det kunne gøres uden tøjskifte. Historien gentog sig, jeg blev glad for vandreturene. De blev længere og længere og endte foreløbig med 800 kilometer i Nordspanien. Da jeg i januar 2006 blev 60 år, havde jeg ingen planer om at gå på efterløn - ville i hvert fald fortsætte to år mere. Men hjernen begyndte at rotere (endelig); udelukkende fordi der var en valgmulighed. Til sidst følte jeg mig på ventetid, som soldaten der klipper dage af et målebånd. Det havde jeg ikke råd til i min alder, så 1. maj var jeg en fri mand efter næsten 44 år på arbejdsmarkedet. 11

14 Som ny i faget, vidste jeg godt, at jeg ikke skulle vænne mig til lænestolen, eller dræberstolen, som jeg hørte den omtalt. Det var heller ikke min plan. Jeg ville enten cykle til Paris eller gå Caminoen, mens jeg stadig kunne, man vidste jo aldrig, hvad der kunne ske. Om planlægning og miniguide Dårligt vejr på cykelruten samt en billig flyrejse til Bilbao, 1300 kroner retur, afgjorde det. 20. maj bestilte jeg flybilletter på nettet. Afgang fra Tirstrup Lufthavn 30. maj kl med Ryanair. Overnatning blandt hundredvis af andre i Stansted Lufthavn, London. Startede på en stol og endte som de fleste på gulvet med soveposen - det primitive liv var startet. Om morgen indcheckning med easyjet til Bilbao, nemt. 31. maj 2006 kl stod jeg på rutebilsstationen i Bilbao og ventede på bussen til Pamplona. 11,50 Euro. Ville egentlig have overnattet i Pamplona, men fik en ubeskrivelig trang til at komme lidt derudad. Der var to årsager til flyets destination Bilbao. Den var billigst, og jeg ville gerne slutte med en togrejse tilbage gennem Nordspanien. Dermed blev Pamplona, via bus fra Bilbao, et naturligt udgangspunkt for min vandring. Forskellige ruter gennem Europa endte to steder ved den franske grænse. Man kunne fortsætte til Spanien fra grænsebyen St-Jean-Pied-de-Port, de flestes startsted, eller Somport-passet. Disse to veje blev senere forenet til en hovedvej i Puente la Reina nær Pamplona, og ruten blev kaldt den franske camino. Man siger, at Caminoen begynder, hvor man starter, så enkelt er det, og jeg havde læst, at der var en hård opstigning over Pyrenæerne, hvis man startede i Frankrig. Med den usikkerhed, jeg trods alt havde over egen formåen, ønskede jeg ikke denne udfordring på dag ét. Overvejede at tage bussen tilbage til Roncesvalles, første by på den spanske side, som også er et yndet startsted - blot for at gå 12

15 tilbage til Pamplona, det trak ikke. Var der energi, ville jeg hellere fortsætte i den anden ende til Kap Finisterre. Den franske camino er den mest populære, men der er andre caminoer (veje) til Santiago de Compostela, den portugisiske, den engelske fra Coruña, sølvvejen fra Sevilla, og camino norte, som følger kysten fra Frankrig til Ribadeo, hvor den skærer sig ind i landet. Den blev en del af min hjemrejse med tog/bus 30 dage senere, derom senere. Min vandring startede i Pamplona og kan følges på rutekortet på guidens indersider, selv om jeg ind imellem brugte andre overnatningssteder end dem, omtalt på kortet. Tallene i parentes bliver mindre og mindre, de angiver resterende afstand til Santiago de Compostela. For at få et indtryk af ruten indledes hver dag med detailkort, hvor dagens byer, kilometerafstande, højder samt refugier er angivet. Bagerst i guiden findes en komplet liste over refugier med antal sengepladser - et samlet overblik over de mange overnatningsmuligheder. Når jeg også har medtaget de enkelte steders indbyggertal, er det for at antyde indkøbsmuligheder og andet. Meget logisk: jo færre indbyggere, des færre faciliteter. Det betyder ikke, at man bør undgå de små steder, tværtimod, men så er man lidt mere forberedt på, hvad der er i vente. Kort over Spaniens nordvestlige hjørne Kap Finisterra Ribadeo Ovideo Bilbao Santiago de Compostela Leon Burgos Pamplona

16 Dag 1 Pamplona - Cizur Menor. 5 km Kendte godt Pamplona fra fjernsynet. Hvert år samme optrin af vilde tyre, som løber gennem gaderne efter dumdristige tilskuere. Det er San Fermín-festen til ære for byens skytshelgen, og tyreløbet er mændenes manddomsprøve: hvem tør? Om aftenen er det tyrenes tur til at komme i ringen. Her er det ikke et spørgsmål om mod, resultatet er givet på forhånd. Men det er om fem uger, byen er på den anden ende, og jeg skal videre. Første møde med mine trofaste pejlemærker de næste 30 dage. Den gul/orange muslingeskal på blå baggrund eller den gule pil, malet alle steder. Forbi universitetets store park og en kort tur langs landevejen. Fik en speciel varm velkomst med rundvisning af hospitaleroen, i dette tilfælde ejeren, som drev et privat refugium, da hun skulle stemple mit pilgrimspas og erfarede, at det var min første overnatning. Pilgrimspasset havde jeg med hjemmefra (se adresser sidst i bogen) men det kan også anskaffes mange steder. Det er et vigtigt dokument, som giver adgang til refugierne, hvor det påstemples med det lokale steds stempel. Næste gang, det får betydning, er på pilgrimskontoret i Santiago de Compostela, hvor vandringen skal bevises for at få compostelaet. Ved indgangen til refugierne sidder en hospitalero (bestyrere, frivillige eller ejere) og indfører persondata i en protokol. Måske anmoder de også om at se det rigtige pas, hvorfra pasnummer bliver indført. Det er af sikkerhedshensyn, så ved man altid, hvor folk er, såfremt der sker noget, og formentlig er det også til statistik. Hospitaleroen, som er en slags vicevært, anviser enten et rum eller en køje - almindelig husorden er hensynsfuld adfærd og ro kl. 22. Efter en lang dagsmarch er det ikke et problem. 14 Første køjerum

17 Dag 2 Cizur Menor - Puente la Reina. 19 km Forklaring på kort: Dagen før var jeg gået fra Pamplona til Cizur Menor 4,6 km. De byer, man passerer, er markeret, og bogstaverne betyder R: kommunalt refugium (donation) - P: privat refugium (normalt cirka 5 Euro) A: vandrehjem - C: camping - H: hostel (billigt hotel) Der kan ske ændringer, også på refugielisten bag i bogen. Dagens vandring er 19 kilometer. Man ser, at jeg starter i 461 meters højde, skal over Alto del Perdón i 746 meter, inden det 15

18 går nedad mod målbyen. Selvfølgelig er det ikke kun op og ned, men man får en fornemmelse af hver dags vandring. Her, som de fleste andre steder, sover mænd og kvinder i samme rum, oftest med køjesenge, og man benytter samme bade- og toiletfaciliteter. Et stort rum med en række toiletter, en række brusenicher med dør eller forhæng, og en række håndvaske, hvor man især om morgenen står side by side. Var spændt på, hvordan jeg ville have det med så anderledes forhold, end man var vant til, men det blev aldrig et problem. På Caminoen virkede det helt naturligt. Om morgenen er der en speciel caminorytme, (det skete hver morgen på resten af turen). De første står op , og udstyret med pandelampe lister de forsigtigt ud med rygsæk og sovepose under armen. I fælleskøkkenet koger de vand til pulverkaffe/te og spiser den medbragte morgenmad. Kl. 6 er de klar til dagens vandring. De går rask og målrettet, kender dagens mål og de forskellige provianteringssteder. Udnyttede det senere, en dag jeg ville gå langt. Bestilte morgenvækning, man lærer hinanden at kende, og kl havde jeg gået 17 kilometer - normalt distancen ved middagstid. Selvfølgelig er der enkelte hensynsløse, der skal pakke om natten i skramlende plastikposer, og som ikke gør rent efter sig, men generelt er folk på Caminoen utrolig hensynsfulde, også med at hjælpe hinanden. Første vandredag, Caminoen kunne være alt fra smal grussti til asfaltvej 16

19 Det blev en hård dag op til bjergtoppen Alto de Perdón ad en stenet sti og bagefter en pæn nedstigning. Blev overhalet og overhalet, selv om jeg gik rimeligt til. Det var morgenholdet. Senere på dagen bliver det mere socialt. Endelig op til en enlig vandrer, det klassiske spørgsmål til min første camino-samtale af mange: hvor er du fra? Hun var fra Firenze og skulle kun til Burgos, ville fortsætte derfra næste år. Hilste også på en cyklist fra Bilbao, der i mange år havde arbejdet for det danske rederi Lauritzen, så var vi på bølgelængde. Nu var han gået på pension og ville cykle Caminoen, selv om han ofte måtte trække pga. vejens beskaffenhed. Da vi tog afsked, hørte jeg for første af mange gange pilgrimshilsenen Buen Camino! (buen, med tryk på en, betyder god. Camino betyder vej) - god vej eller god tur. En hilsen jeg også selv kom til at bruge med stor selvfølge. Bjergtoppe er højdepunkter i mere end en forstand. Man får ligesom en vitaminindsprøjtning, når man har kæmpet sig opad i flere timer, og pludselig har de mest fantastiske udsigter hele vejen rundt. Den hårde kamp med sved og høj puls bliver så rigeligt belønnet. På nedturen har man hele panoramaet foran sig. Det gamle mundheld man må yde, for at kunne nyde passer godt på Caminoen. Denne bjergtop var i øvrigt en mindre skulpturpark med store jernfigurer af pilgrimme på vandring samt udsigt til store vindmølleparker, der forsynede Pamplona med elektricitet. Hele ruten er tydeligt afmærket med vartegn af muslingeskaller eller gule pile, det gælder også, når man kommer til en by (oftest), og jeg blev dermed ledt direkte til refugiet i Puente La Reina. Fik stemplet mit pilgrimspas, betalte 5 Euro som forlangt og fik anvist et stort soverum. I min alder håber man hver gang, der er en underkøje, så man ikke skal op at kravle, rullede soveposen ud, optaget. Gik i bad, vaskede samtidig sokker, underbuks(er) og T-shirt. Igen en daglig rutine. 17

20 Fra tidligst kl. 19 kan man blandt andet købe menú del Peregrino (pilgrimsmenu) for 7-10 Euro. Den består af tre retter, hvor der er flere valgmuligheder: suppe, salat med mere - fisk, kød og andet - is/frugt med mere inklusiv vin og vand. Udenfor ruten hedder det menú del día. Lærte det efterhånden, men i begyndelsen var det svært. Spaniere taler sjældent engelsk, og blandt andet menukort står kun på spansk. Spansk er et stort sprogområde, og det meste af Syd- og Mellemamerika taler spansk, undtagen Brasilien, som snakker portugisisk, så hvorfor oversætte til engelsk? Fik heldigvis hjælp af et brasiliansk par, jeg tidligere havde mødt på Caminoen. Det blev en hyggelig aften, hvor jeg fik deres historie. En prædikant havde ændret deres hektiske liv, gjort dem troende og anbefalet dem pilgrimsvandringen i Spanien. Egentlig syntes de ikke, det var nødvendigt, men nu tre år senere fandt de det vigtigt. Alle har deres grunde til at gå Caminoen. Sluttede aftenen i en stor flot kirke, hvor jeg udefra hørte smuk orgelmusik. Det viste sig, at der var gudstjeneste kl. 21, og kirken var næsten fyldt. Det eneste, der gør dagens fotos specielle, er første møde, ellers kunne de være taget mange andre steder. Denne romanske bro i Puenta la Reina er en af de flotteste. Den kaldes Dronningens bro, fordi den blev opført omkring år 1050 efter påbud fra Navarras dronning med den hensigt at lette pilgrimmenes vandring. 18

21 Dag 3 Puenta la Reina - Villamayor de Monjardín. 31 km Morgenmad på nærliggende bar, café con leche (halvt kaffe, halvt varm mælk), ristet brød med ost/syltetøj og croissant til 3 Euro. Der var ikke så mange valgmuligheder ved det spanske morgenbord. Afgang kl. 8 over den gamle romanske bro og undgik dermed morgenfræserne, de var gået for længst. 19

22 Turen gik igennem meget kuperet terræn, en del af ruten bestod af den oprindelige romerske vej, mødte nogle af Caminoens værste stier med store sprækker og ujævnheder, så der blev arbejdet samtidig med, at man nød det naturskønne og bakkede distrikt Navarra. Det sædvanlige (irriterende) cykelfolk havde store problemer. (For en cyklist er bilerne fjenden, der ikke tager hensyn. For en vandrer er det cyklisterne, der midt i roen kommer farende). Mødte på en bar Isabella fra Brasilien, 21 år og på aleneoplevelse - for at finde sig selv, som hun sagde. Vi fulgtes resten af dagen. Hun var grædefærdig af smerter i skulder/ryg og havde købt små puder til at aflaste skuldrenes ømhed. Det viste sig, at hun havde gået fra St-Jean-Pied-de-Port med 12 kg hængende i skuldrene. Hun vidste ikke, at mindst 80 % af vægten skal hvile på hofterne. Fik et kæmpeknus, da vi havde justeret forskellige remme og spændt hoftebæltet ordentligt, og hun mærkede lettelsen i skuldrene. Angående barerne/cafeerne har de en lidt anden betydning i Spanien, det er samlingspunktet, hvor man mødes, snakker, spiller kort, ser fjernsyn og læser aviser Det er for familier, gamle, unge og forretningsfolk, og det er pilgrimmenes mødested undervejs. De er billige og har alt ikke kun alkohol, men kaffe i forskellige versioner og mad som tapas (små retter), tortilla (æggekage i mange variationer), bocadillo (flute med pålæg). For 2-4 Euro er man tanket op til næste strækning. Ville egentlig have stoppet i Estella, men da der var kø foran refugiet, og der samtidig kom en bus fyldt med turister, der interesseret beså det underlige folkefærd med rygsække, fandt jeg en bar for fortæring og kortlæsning om næste mulighed. Heidi, 57-årig apotekerfrue fra Frankfurt, havde fået samme ide, og vi blev enige om at fortsætte 9 km til Monjardín, et lille kønt sted ifølge Heidis to næsten identiske guidebøger. Måske var mit vægtbesparende kort lige lidt nok, men to bøger! (Fik den ene, da vi fire dage senere skiltes). 20

23 I Irache, fire kilometer efter Estella, ligger et stort Benediktinerkloster; som var et vigtigt pilgrimspunkt indtil Da blev Estella grundlagt, opført af pilgrimme som på kongens opfordring og hjælp bosatte sig på stedet. Klosteret mistede sin betydning. Ingen tvivl om pilgrimsrutens betydning, lignende historier kunne fortælles mange steder, men det, der fangede opmærksomheden, var vingården overfor, også kaldet bodega. (Så kom det kendte navn på plads). Under så lange vandringer gælder det altid om at fylde vanddunken, når man kommer til en vandpost, og dem er der normalt mange af, også her, og især ved byernes torve og kirker. Ofte med rindende vand af fin kvalitet. (Købte aldrig vand.) Her, på bygningens gavl, var der ved siden af vandhanen desuden en vinhane til fri afbenyttelse. Udmærket rødvin, tænkte at det bliver en god tur og overvejede at gøre den ene af mine to vandflasker til permanent vinflaske, men det var både første og sidste gang, jeg mødte denne valgmulighed. Det blev en hård tur, hvor det var rart at være to for støtte og medynk. Dels gik det opad, og dels havde vi endnu ikke fået Camino-ben, var stadig i vable/ømhedsfasen. Wow! Hvilken udsigt, da vi kl. 18 kommer til refugiet. Udsigt fra soveværelse med enkeltsenge, altan og tørresnor, som vi delte med to cyklister fra Napoli. Her den næste morgen med kig mod dagens mål 21

24 Et dejligt sted drevet af en religiøs bevægelse fra Holland. Et af de få steder, hvor man for tillægspris fik både aftens- og morgenmad (i alt 15 Euro). Hyggelig aften med de andre pilgrimme og et rart værtspar, der deltog i fællesspisningen, (den ene ansat, og den anden frivillig for 14 dage, så kommer en ny frivillig). Bordbøn før maden og senere lystig fællessang af internationalt tilsnit. Storkene og deres meget synlige reder er et imponerende syn, når man kommer fra et land, hvor de næsten er en turistattraktion. De sås overalt, hvor der var en skorsten eller et kirkespir. Man ser ungerne kravle rundt, mens de venter på mad. Fuglesangen, aldrig har jeg hørt den så tydeligt som på denne vandring. Uden at kende navnene kan jeg sige: der er rigtig mange fugle, som gemmer sig i træer og krat, man passerer. - Og ørne, enten alene eller i flok. Smukt syn, når de stille kredser rundt med den blå himmel som baggrund. Måske medbringe en kikkert? Igen en afvejning af vægt kontra behov. Rart med lidt naboskab, et sted var der fem reder nær hinanden. 22

25 Dag 4 Villamayor de Monjardín - Viana. 31 km skridt, 2050 kalorier forbrændt. Forstår bedre, at jeg tabte 5 kg på turen, - og uden at lide afsavn, syntes tvært-imod, der blev fortæret meget. Ja, jeg brugte skridttælleren på dagens tur (og næste dag tabte jeg den). I begyndelsen let nedad på god grusvej i dejligt vejr efter et lækkert morgenmåltid, perfekt. Heidi gik som mange andre med to vandrestave (teleskopstænger). Prøvede dem, men det var ikke mig. Opdagede efterhånden, at jeg helst gik med en stav i bakket terræn, og uden i fladt terræn. Min løsning blev at finde en stav i naturen efter behov, som jeg afleverede til naturen efter endt brug. Ikke som i gamle dage, da stokken var helt uundværlig, ikke kun til støtte, men også som forsvarsvåben mod røvere og gale hunde, og til måling af vanddybder. De fleste steder kan man købe vandrestave af enhver art til rimelige priser. Mange gik med én under hele turen. Stod om natten som en trofast følgesvend ved siden af køjen sammen med rygsækken. 23

26 Nød Heidis hyggelige selskab, hvor vi fik en dybsindig snak om livet. Sjovt med det skoleengelsk. Når man mangler ord, prøver man med andre iblandet lidt tysk, og når makkeren nikker, budskabet er forstået, fortsætter man uanfægtet. Det virkede meget naturligt, sådan forløb mange samtaler på Caminoen. Heidi levede et stresset liv med eget apotek og med lige så stresset mand. De var fælles om det og havde også to voksne, hjemmeboende børn. Pga. tidnød havde hun besluttet at gå til Burgos i år, og resten næste år i håb om at finde svar på nogle spørgsmål. Det tror jeg, hun fandt. Nogle lange øde strækninger, som var fint egnet til fordybelse, glad for mine to vandflasker på hver 1/2 l, for pludselig var det småt med vandposte. Senere bliver landskabet mere bakket. Richard fra Stuttgart sluttede sig til selskabet. Hans kone havde besluttet at tage dagens etape pr. bus. Da vi senere mødtes til menú del día, var hun i klart overskud til snak og selskabelighed. Hyggelig aften. Heidi havde det lidt svært med refugier, så vi havde været en runde for at finde et hostel. Mødte en lidt engelsktalende dame, som ledte efter en lejer. Hun havde adskilt lejlighedens soveværelse og bad til udlejning i højsæsonen. Godt møde til 15 Euro (man mødte ofte sedler med henvisning til private overnatninger). 24

27 Dag 5 Viana - Navarrete. 22 km Havde aftalt kl. 8 med Heidi, men glemte, at det var søndag. Det skal man huske at holde styr på, dagene bliver hurtigt ens, men ikke for butikkerne. Fandt en bager for proviantering. Ruten gik ad landevejen til Logroño, med store vejombygninger. Heldigvis holdt arbejderne søndagsfri, så det blev en rolig tur. Over Ebro-floden via en stenbro fra 1884 med flotte bærende buer. Ebro, Spaniens største flod, afvander store områder, inden den ender i Middelhavet syd for Barcelona. Den har udspring fra de Cantabriske Bjerge, Pyrenæernes forlængelse langs nordkysten, som vi så på højre side i det fjerne under store dele af vandringen. Her virkede vandet stadig rent og klart. 25

28 Luksus-camino og en sø - et sjældent syn Gennem den store by Logroños centrum med cafe- og kirkebesøg, forbi et velplejet parkanlæg med en flot fem kilometer lang stenbelagt vandresti, som endte ved en stor inddæmmet sø i endnu et parkområde, Parque de la Grajera. Tydeligvis et yndet område for lokalbefolkningen til motionering, lystfiskeri og grillhygge med lange støbte grills, og tydeligt at det ikke var en del af den oprindelige camino. I den tætte trafik af lokale, der søndagshyggede sig, virkede stedet forkert til pilgrimsvandring. For velfriseret. Typisk, også i Spanien, far passer grillen - og fædrene står på lange rækker. Mor og andre familiemedlemmer vimser omkring, børnene leger højlydt. For de mere magelige er der bilvej og restauranter. Typisk spaniensbillede, man er ude, og man er sammen, ingen blufærdighed og ingen ligusterhæk til privatlivets fred. Holdt en lang siesta og nød stemningen i det lidt fremmedartede virvar. Derefter en nem ligeud tur til den lille kønne by Navarrete. Aftensmaden bestod af øl og tapas på to forskellige barer, omhyggeligt udvalgt efter det lokale fremmøde. Hyggelig måde at møde en anden kultur på. Årets bedste aften, tynd t-shirt kl. 22 i en lille by, der summede af liv fra de mange små barer og fortovscafeer. Refugierne, eller albergue (herberg), som de hedder på spansk, er meget forskellige - lige fra primitiv til luksus. Men et er sikkert, der er altid plads til en mere (måske minus højsæsonen, juli-august). Måske bliver det en madras på gulvet; man har et rum med madrasser, og man kan ligge alle steder, hvor der er en ledig plads, gangarealer, fællesrum og så videre. Man siger, at vandrere har fortrinsret. Cyklister og andre kan lettere køre videre, men sidst på dagen kan selv få kilometer være langt for en pilgrim. 26

29 I Navarreté var refugiet delt op i mindre rum med ti køjepladser, og jeg endte hos en gruppe franskmænd; det var de sværeste at blande sig med. De virkede tillukkede og snakkede kun fransk, som mange af dem mente, alle burde beherske. Dette var en gruppe, ingen tvivl. Højrøstet blev der pakket ind og ud, ordnet fødder og travet frem og tilbage til langt over normal stilletid klokken 22. Jeg og en anden fremmed blev totalt ignoreret. Vi kikkede undrende til og blev bekræftet i vores fordomme. Men man kan heldigvis blive overrasket. Lyset blev endelig slukket, og pludselig lød der en høj og klar fællesbøn fra de selvhøjtidelige mennesker - smukt. Al irritation forsvandt med ét. Mod Navarretté. Man skal vænne sig til de lange, lige stræk med by i sigte; man synes ikke rigtigt, der sker noget. Når man opdager, at det jo heller ikke betyder noget, er man nær fase 3. Det er også her, man begynder at drikke det sidste vand, ny forsyning i sigte Dag 6 Navarrete - Azofra. 22 km 27

30 Igen solskin og dejlig rute gennem vinmarker, frugtbare floddale, bakker og skønne udsigter. Har forladt den kønne provins Navarra og er nu i La Rioja, det store kendte vindistrikt. I Nájera, en lidt kedelig by på sletten, handlede vi ind i et stort supermarked og spiste på en skyggefuld legeplads i nærheden. Caminoen er turistområde, og som i Danmark gælder det om at finde de steder, hvor de lokale handler, det gælder også barer. Der kan være ret så store prisforskelle. To bananer kostede for eksempel 1.5 Euro i en lille by uden andre butikker (ok, hun skulle også leve), her kostede de 0.5 Euro. Af erfaring lærte jeg altid at medbringe en nødration i form af dåsemakrel/tun, nødder og flute (vejer og fylder ikke så meget). Der var små byer, hvor der slet ikke er butikker, eller de var lukket på grund af siesta og andet. Dog var der næsten altid en bar og en stor kirke. Faktisk virkede mange af de små byer uddøde, kun holdt oppe af det system, der holdt pilgrimsruten i gang. Kom forbi en vinbonde, som gik og nippede vinstokke; vi fik et lille lynkursus. Jeg tror, han tænkte: Godt det ikke er mig, der er på den lange vandring, og vi tænkte: Godt, det ikke er os, der skal nippe de kilometerlange vinmarker!. På grund af de sædvanlige sprogproblemer måtte vi nøjes med at tænke hver sit. Refugiet i Azofra var en positiv overraskelse. Stort, nyt og flot, udelukkende dobbeltværelser. En dør ind, en smal gang med skab og seng på hver side, - ingen køjer. Store flotte baderum, køkken og fællesrum. Luksus, Caminoens bedste. Selv Heidi kunne nu klare en refugieovernatning. Heidi gav lækker afskedsmiddag. Hun ville nu gå korte etaper, da hun skulle stoppe i Burgos og var i god tid til den bestilte flybillet; - jeg ville gerne gå længere. Det var lidt vemodigt, man kommer tæt på hinanden under så lange vandredage. Hidtil havde jeg klaret mig med et lille kort med camino-ruten og refugiebyer, indkøbt første dag i Pamplona. 28

31 Nu fik jeg en af Heidis tykke guidebøger, hvor man blandt andet kan se indbyggerantal de forskellige steder, så var man lidt bedre forberedt på indkøbsmuligheder. Det gjaldt også seværdigheder, rutebeskrivelser osv. Jakobweg, der Weg ist das Ziel - Vejen er målet. Det blev mit motto, og vejen ender i Kap Finisterre. Det gør den rent faktisk; ved et stort hvidt fyrtårn. Europas yderste punkt mod Amerika. Fra begyndelsen havde jeg ladet det stå åbent, om jeg skulle slutte i Santiago de Compostela, eller fortsætte de sidste 90 kilometer til Kap Finisterre. Det måtte tiden og helbredet afgøre. Efter de første fem vandredage var jeg ret sikker på, at det blev Finisterre. Det ville jeg helst. Havde det fint, og den usikkerhed og ømhed, der prægede starten, var gået væk. Eller rettere sagt, vandret væk! Dag 7 Azofra - Redecilla del Camino. 24 km Vinmarkerne bliver nu mere og mere kornmarker og kartoffelmarker. Underligt at se dette frodige vinland forvandlet til kartoffelmarker med store vandingsanlæg i sindrige rørsystemer, der pumpede vand i enorme mængder helt ud på 29

32 Caminoens grusstier, som blev et ælte at gå på. De mange kanaler blev født fra floderne, som igen var afgørende for, hvilke landskaber man møder. Vandrede pludselig gennem en ny verden i Cirueña, et kæmpe golfanlæg med tilhørende nyopført by med golfboliger og vejanlæg. Helt sikkert, et sådant syn mødte ikke tidligere tiders pilgrimme. I Santo Domingo tog vi afsked; her ville Heidi stoppe for i dag. Hun var lidt trist til mode over at kunne se afslutningen på sin vandring nu, hvor hun endelig følte sig godt gående efter mange begynderproblemer med vægt og fødder. Lovede at bede en bøn for hende i Santiago de Compostelas katedral og sende et postkort. Hun ville selv komme der næste år. Domkirken i Santo Domingo er særpræget, idet der var et fornemt bur med en levende hane og høne. Historien var, at et ægtepar med deres søn er på pilgrimsvandring. Sønnen bliver dømt og hængt for en forbrydelse, han ikke har begået. De ulykkelige forældre fortsætter til Santiago. På hjemvejen ser de, at sønnen stadig hænger i galgen - lyslevende! De går til dommeren, som skal til at spise stegt hane og høne. Han mente ikke, at sønnen var mere levende end fjerkræet på bordet, og i samme øjeblik kom hanen og hønen til live og har været det siden. Sønnen blev efterfølgende frigivet, og den dag i dag er det fuldt ud acceptabelt, at hanegal ofte forstyrrer gudstjenester og andre hellige handlinger. Grunden til, at jeg ikke har fortalt meget om kirker, klostre og andre flotte bygningsværker, er, at der er så mange, det ene flottere end det andet. På et tidspunkt når man et mætningspunkt, hvor man blot registrerer, at her er også flot. Det gjaldt også kirken her, hvis der altså ikke havde været dette fornemme bur, der virkede helt malplaceret i en kirke. En anden grund til at nævne kirken er statuen og gravstedet med byens skytshelgen Santo Domingo, som byen er opkaldt efter. Han viede sit liv til en næstekærlig indsats for pilgrimme og blev helgengjort for sit arbejde. 30

33 For at blive kåret som helgen, skulle man have gjort noget specielt. Udført et mirakel, lidt martyrdøden eller som her udøvet en særlig indsats i Kristi tjeneste. Man formodede derfor, at de stod Gud særligt nær, og derfor var i stand til at gå i forbøn for én. Det er årsagen til de altid velbesøgte helgensteder og den årlige festligholdelse/tilbedelse af helgenens dødsdag. Hver by sin skytshelgen. Santo Domingo var blevet afvist som munk og blev i stedet eremit. Disse eneboere blev også anset for hellige mænd, der levede i cølibat. Med hjælp fra blandt andet omegnens beboere, som også var interesseret i forbedrede forhold, byggede han en bro over Ocafloden og ryddede vejstrækninger til de mange pilgrimme. Når man i dag går Caminoen, skal der ikke megen fantasi til for at forestille sig det enorme arbejde, der har været ved at gøre mange af de 800 km mere sikre og farbare for pilgrimme med rydning af strækninger og bygning af broer. Ofte er kirkerne aflåst til stor undren for caminofolket (vist nok på grund af hærværk og tyveri). Hvor kirken stod åben, var den et skattet sted til lidt ydmyghed, ro og kølighed. Helt dejligt at gå alene igen, det har man også brug for. Endte i et udmærket refugium med bar og middagsbestilling ved ankomst (frivilligt). Jeg var nu ved at blive fortrolig med det spanske spisekort: salat, kylling med pommes frites, yoghurt og fri vin kl. 19. Jeg opfattede prisen til 7 Euro og seng 5 Euro, men faktisk var dette det første sted af mange, hvor betalingen var donation. Man betaler, hvad man har lyst og råd til. Ideen er, at ingen pilgrim skal undvære mad og seng på grund af fattigdom. Til gengæld betaler de rige måske lidt mere, - i gamle dage måske meget mere, da man troede at kunne afkorte tiden i skærsilden ved at udvise godhed. Normalt betales anonymt i en slags postkasse, som hænger på væggen; ingen ved, hvad man giver. Her kom der en tom tallerken på bordet under afrydningen, men ingen regning. Gad godt have set deres ansigter, hvis jeg 31

34 havde undladt at betale for så dejligt et måltid med fri vin/vand og fin betjening. Det gjorde jeg ikke, tværtimod udnyttede jeg den uventede frihed til at variere mine donationer efter min oplevelse af stedet. Et sted oplevede jeg så negativt, at jeg intet betalte, andre steder betalte jeg dobbelt. Uanset hvad, var det ikke store beløb, men mere symbolsk velvære ved at kunne sige her var dejligt at være Dag 8 Redecilla del Camino - San Juan de Ortega. 36 km Var tidligt vågen og startede kl 6.30 med den efterhånden uundværlige café con leche og morgencigar. Ja, indrømmet. Jeg vidste godt, at der var cigaretautomater, men at alle barer med respekt for sig selv havde en kasse med Farias stående 32

35 under bardisken, var en overraskelse. Og svær at kæmpe imod, så jeg opgav. 0,8 Euros for en lille rund cigar. I et lille metalhylster kunne den holde til middag. Den næste til aften, og den sidste blev røget inden sengetid. Min egen regel var, at man kun røg ved barbesøg. Ikke på Caminoen, og på refugierne er det forbudt. Gode oplevelser skal nydes. Hvor man som turist forventer en hel masse, er pilgrimslivet mere ydmygt. Man sætter større pris på de små glæder. Det sker sikkert på grund af den primitive og beskedne livsførelse. En god oplevelse havde jeg under et barstop. Jeg sad udenfor i skyggen, da Jonathan, en 24-årig englænder fra Leeds, pludselig kom ud med to fadøl, vi skulle dele. Vi havde ofte mødt hinanden med den lille obligatoriske hilsen, og nu syntes han, vi skulle hilse ordentlig på hinanden. Den samme historie igen, han skulle finde ud af, hvad han ville med livet. Måske var det meget godt, jeg som 17-årig fik en læreplads som elektriker. Overskrider nu grænsen mellem Rioja og Castilla León. Ingen tvivl mulig. På denne øde strækning har region León opsat et ydmygt velkomstskilt. (foto: Jonathan) Ville egentlig være stoppet efter 24 km i Villafranca de Montes de Oca, men var efterhånden kommet i rigtig god gåform. Og vig- 33

36 tigst: en vable, som havde generet mig under den ene tå, var væk. Aftenen i forvejen sad en ung pige (USA) med en tynd synål og trak en tråd gennem en stor vable. Jeg brugte også nål til at punktere den med, men den kom igen og igen. Nu kom der en tråd igennem som dræn, og jeg mærkede den aldrig mere. Havde læst om vabler inden afrejsen. Enhver pilgrims skræk - en lille ting med stor virkning. Bedste løsning er at lade den være, efter et par dage forsvinder den. Det kan man normalt ikke vente på, så der prikkes hul med en steril nål, og væsken presses ud, eventuelt ved at rulle over med en vatpind. Et sted så jeg, man brugte en engangskanyle til at trække væsken ud, det så effektivt ud. Huden skal blive som beskyttelse af den nye hud. Nu ved jeg også, man kan bruge nål og tråd. Compeed og andet er godt til at beskytte ømme og udsatte steder for slitage, men er der først gået hul, skal stedet have luft for at hele, og man skal passe på ikke at lukke for tæt. Det var benene og lysten, der bestemte min måde at gå Caminoen på, så jeg fortsatte. Ifølge guiden en lang og hård tur, og det blev det. En stejl opstigning af en stenet ujævn vej til 1000 meters højde og en ødemark uden vand, huse og mennesker de næste tolv kilometer. Det var lidt grænseoverskridende. Vidste, at jeg sandsynligvis var den sidste på ruten, og skete der noget, var der ingen hjælp at få. Så adrenalin og puls var på arbejde. Og igen de gode oplevelser; et sted på verdens mest øde strækning (følte jeg) var en udsigtsplads med borde og bænke og en tysk cyklist med masser af vand. Sidste halvdel af turen gik ligeud gennem et skovområde ad en bred grussti. Det eneste sted på Caminoen, hvor jeg følte mig Alene i ødemarken 34

37 lidt generet af insekter. Små fluer fulgte mig troligt, som i en skov herhjemme. Generelt mødte jeg ikke flere insekter eller farlige dyr i Nordspanien end i Danmark. Det gav en vis tryghed at vide, der var en bag mig. Da jeg endelig blev overhalet af den tyske cyklist, kom der samtidig en politibil imod mig. Hver dag sidst på dagen tog de denne tur, så langt de kunne køre. Meget betryggende. For 1000 år siden var her intet, men Juan de Ortega gjorde det til sin livsopgave at fortsætte sin læremester Santo Domingos arbejde med at forbedre forholdene for pilgrimmene. Han opførte på dette øde sted kloster og kirke for at give husly, mad og Guds ord til forkomne pilgrimme. Da jeg nu kender turen, må stedet have virket som en oase. Han ryddede vejen gennem Oca-bjergene og de store skovområder, som var frygtet på grund af et svært passabelt terræn og overfaldsmænd. Han blev efter sin død i 1163 kåret til helgen og begravet på stedet, han havde skabt. San Juan de Ortega med kloster, kirke og refugium til venstre 35

38 Egentlig er det vel Caminoens mest ægte pilgrimssted. Hver dag kl. 19 er der pilgrimsmesse med efterfølgende suppe i solide portioner. Det vidste jeg ikke, da jeg sent ankommet var gået i bad. Syntes nok, at stedet virkede tomt i forhold til, at alle køjer var besat, og en del biler holdt parkeret udenfor. Var meget sulten på vej til den lille bar, da en ældre hospitalero råbte mig an og med fagter angav, at jeg skulle følge med. I en stor sidesal var alle samlet. De havde været til messe og blev nu trakteret med en dejlig nærende suppe, som gavmildt blev delt rundt. Kunne se på en af hjælpernes smil, at det var helt i orden, da jeg sagde ja tak ved tredje runddeling. Alt drives af frivillige, man fornemmer stadig grundlæggeren Juan de Ortegas ånd hvile over atmosfæren. Da jeg ankom, var jeg træt og sulten, nu var jeg mæt og fyldt med gode følelser. Forstod, hvordan tidligere tiders pilgrimme må have været taknemlige for sådanne steder. Betalingen er donation, og her betalte jeg med stor glæde ekstra. Halvdelen for mad og husly og halvdelen for varme og menneskelighed. Fik opklaret de mange biler, der tilhørte omegnens beboere, som kom for at overvære messen, besøge helgengraven og måske få syndsforladelse; også de blev trakteret Sov på madras på gulvet ved siden af en hollandsk dame, jeg skulle komme til at møde de næste fire dage, selvom hun var på cykel. Igen, man bestemmer selv tempoet. 36

39 Dag 9 San Juan de Ortega - Burgos. 28 km Morgenen er det køligste tidspunkt på dagen. Her passer det med lange bukser, t-shirt og fleece-trøje. Op ad formiddagen ryger trøjen, der blev brugt til hovedpude om natten, og lidt senere bliver benene lynet af bukserne. Min faste påklædning på hele turen, nem og funktionel. Startede kl. 6 igennem skovområde til god morgencafe i Agés. Tror, de fleste har valgt Agés som overnatningsby, fordi der var liv og trængsel, og jeg var slet ikke blevet overhalet. Derefter nedad og en stejl opstigning, inden sletten med Burgos og den imponerende katedral åbnede sig. Gik lidt sammen med en londonsk børnelæge på min alder. Hun havde stoppet arbejdslivet samme dag som jeg, og pludselig stod vi midt på landevejen og sang Rod Stewards: We are sailing som blev til: We are free-e og en stor bekræftende omfavnelse. Hvor tåbelige kan man være? De næste ti år skulle blive de bedste i hendes liv, fuld fart på. Hvorfor kun ti år? Jo, hjertet kunne stadig være fint, men efter 70 ville 37

40 En meget gotisk katedral i Burgos - og blot for at illustrere forskellen: En meget romansk kirke (Frómista) musklerne begynde at skrumpe ind. Uha, som de læger kan sige det. Da vi kom til den kedelige industristrækning de sidste fem km, tog hun bybussen ind til centrum. 0,75 Euro fortalte ventende passagerer. Jeg var godt gående og fortsatte. Slentretur mellem flotte gotiske bygningsværker, især katedralen med masser af tårne og spir. Hvis man siger, at massive mure, rundbuer og små vinduer er typisk romansk stil, og søjler og spir er gotisk stil, så må katedralen i Burgos være noget af det mest gotiske, der er bygget. Søgte lidt væk fra centrum og endte i et helt almindeligt boligbebyggelseskvarter med firkantede karréer i tre etager og med græsplæner, legepladser, bænke og masser af udeliv. I et hjørne så jeg ekstra mange mennesker, det var en bar så godt skjult, at kundegrundlaget måtte være stedets beboere. Stort udvalg af tapasretter og meget mere og de laveste priser, jeg mødte. Det var her, man spiste, mor skulle ikke stå i køkkenet, børnene skulle ikke afbryde deres leg, og bedsteforældrene boede sikkert i nærheden. Mødestedet for alle, og de var der alle, fra singlerne til børnefødselsdagen, eneste fremmedelement var pilgrimmen (mig). Det gik, god oplevelse. 38

41 Lørdag aften er der stadig stor trængsel i mange butikker, som har åbent til kl. 21. Det virker, som om hele byen er udendørs på gader, torve og de store velholdte parkanlæg langs floden og i de mange barer selvfølgelig. Caminoens smukkeste storby i mine øjne. Den spanske nationalhelt El Cid ( ) er født i Burgos og ligger begravet i Katedralen. Statuen står midt i Burgos. Burgos grundlagdes i 884 som fæstning i kampen mod maurerne og blev en vigtig pilgrimsby med blandt andet over 30 hospitaler, flere havde over tusinde sengepladser; det fortæller en del om datidens pilgrimsbølge. Fra var byen hovedstad i kongeriget Castilien Fra år 700 havde maurerne besat Spanien, det eneste kongedømme, de aldrig formåede at indtage, var Asturien. (Til provinsens stadige stolthed). Omkring år 1000 erobrede de Santiago de Compostela, dog uden at skænde Jakobs grav, dertil havde de trods alt for stor respekt. Pilgrimsruten med dens befæstninger af borge med mere begyndte at træde i karakter, og 100 år senere var maurerne trængt tilbage til Valencia, hvor det afgørende slag, som medførte El Cids død, blev udkæmpet og vundet. Maurerne endte i Sevilla/Cordoba-området, hvorfra de blev fordrevet endeligt i Spanien opstod som et samlet kongedømme. Har tidligere nævnt de fine afmærkninger af ruten, men det gælder ikke storbyerne, her skal man virkelig holde øjnene åbne, måske spørge om vej. Til gengæld er folk altid hjælp- 39

42 somme, de ved godt, hvad man leder efter: albergue - på dansk refugium. Det fik jeg brug for her. Refugiet lå ved floden, et par kilometer efter mødet med katedralen. Her var det to nyere træbarakker i en park omgivet af en kampestensmur nær et gammelt pilgrimshospital, hvoraf en del af bygningerne blev anvendt af universitetet. Gik en tur gennem det gamle hospital eller moderne universitet med stor kantine og unge studerende, alt var åbent, man bestemte selv, hvilke briller man så med. Refugium i beskyttet miljø. Måske gik der for 1000 år siden pilgrimme bag disse mure og restituerede sig, inden den fortsatte vandring Kl. 22 er der 30 graders varme, og der råhygges udenfor refugiet. Ingen har lyst til at kravle til køjs. Nogle steder blev lukketiderne fortolket mere lempeligt end andre steder, men man bør altid være ved refugiet kl. 22, man kan risikere, at der bliver låst og slukket. Fik i øvrigt vekslet penge i en Dankort-automat, ingen problemer. Halvdelen i bæltetaske, og resten i rygsæk (risikospredning). Om natten bæltetaske i bunden af soveposen, eller under madrassen. Mest som sikkerhed, oplevede eller hørte intet om tyveri nogen steder. 40

43 Dag 10 Burgos - Hontanas. 29 km Er begyndt at nærme mig morgenholdet for at udnytte morgenstundens friske kølighed og se de smukke solopgange, når man vender sig. Man har sin skygge lige foran sig. Går sammen med ung pige fra USA, som jeg har mødt jævnligt, og som hjalp mig med vablen. Utroligt med alle de unge mennesker, som kommer langvejs fra for at gå Caminoen. Lidt kraftigt opad til et af de altid smukke højdepunkter, og denne gang har man Castiliens kæmpestore højslette, mesetaen, foran sig i meters højde. Her mærker man virkelig Caminoens stille puls og loftets nærhed. Ingen huse, veje, biler osv. kun en grusvej, der skærer sig gennem store bølgende kornmarker, og nogle spredte landsbyer, hvorfra alt liv udgår, og hvor vi skal overnatte. Talte for første gang dansk med en pige fra Malmø, Lisa, der talte ligeså godt dansk som svensk. Lidt uhyggeligt gik hun pludselig kold og fik det dårligt: måske vandmangel. Veninden 41

44 Er klar til vandringen på mesetaen, hvor jeg vender ryggen til dagens mål. Retningen er vest, og til middag er skyggen på højre side. Trøjen er røget, om lidt ryger buksebenene (foto: US girl). og jeg skiftedes til at bære hendes rygsæk og støtte Lisa de næste fem kilometer. Der var ingen transportmuligheder, og vi vidste ikke, hvordan man ringede efter hjælp (burde medbringe en liste over forskellige nødhjælpsmuligheder). En procent væskeunderskud nedsætter ydeevnen med 20 %. To procent vandmangel øger trætheden med 40 %, for at bruge et andet udtryk. Det vil sige, at Lisa, hvis vi sætter hendes vægt til 60 kg og energitabet til 40 %, er 1,2 l væske bagefter. Det kan nemt ske i middagsheden, hvis man ikke er opmærksom. Man kan godt gå i varmen om eftermiddagen, det gjorde jeg ofte, når jeg hellere ville være i bevægelse fremad end sidde og svede et stille sted. På grund af sved og fordampning skal man være endnu mere omhyggelig med væskeindtagelsen. Ved at huske det og hatteskyggen (mødte også én, der gik med lille paraply!) fik jeg aldrig problemer. Det er vigtigt at drikke meget vand, også selvom man ikke er tørstig, og det er vigtigt, især på den tørre meseta, at medbringe rigeligt. Eneste optankningsmulighed er næste by. 42

45 Mødet med Hontanas var særpræget. Der var kun få hundrede meter tilbage, da vi fik øje på den eller rettere dens tage. Byen er puttet ned i et lille hul, der passede til dens størrelse. Utroligt på denne flade slette. Uden vejen kunne man nemt have passeret uden at opdage den. Underligt tilfælde: langt de fleste steder så man byen dukke op i horisonten med en synlig dominerende kirkebygning, som i slow motion kom nærmere og nærmere. Man lærte at bedømme restafstande i tid af hensyn til sidste vandpause, og nu, hvor vi virkelig havde brug for dette syn som opmuntring for Lisa, kunne vi ikke se den, før vi stod i den. Her var der to refugier i en meget lille landsby. Caminoen tilpasser sig. En kvik hospitalero tog sig af Lisa, og næste dag var hun heldigvis frisk igen. På grund af Lisas problemer overså jeg den nærliggende løsning: at bo ved spisestedet. I stedet blev det hygge og spisning det ene sted og seng det andet. Ellers dejligt de få steder, hvor man både kan spise og sove, især ved morgenmadstid. Gik 100 meter til byens bar, hvor det andet refugium lå; Cerveza (øl), Farias og VM-åbningskamp i fodbold - sådan! Kom i snak med to tyskere (Husum i Slesvig), som jeg ofte havde set på morgenholdet, men aldrig talt med. De var også lige gået på pension og talte kun tysk. Var ofte på vandreture i Østrigs bjerge, hvor konerne var med. Der kan man gå dagsture fra hytte til hytte. Syntes nok, de virkede ret professionelle med behandlingen af oppakning og fødder. Der var system i alt, også deres vandring. Et par fine fyre, som jeg fik mange gode stunder med på resten af turen, men nogle er sværere at komme i kontakt med end andre. Her hjalp fodboldkampen. Tyskland vandt. Spiste menú del día med den hollandske cyklist, som tog Caminoen i meget små etaper. Det ville svare til, at en pilgrim gik 5-10 km om dagen. Hun fortalte årsagen: 43 år, nyskilt, 43

46 dårlige ben og et brændende ønske om at gå Caminoen - og masser af tid. Hun fandt sin egen løsning. Somme tider skete der meget på en dag, somme tider næsten intet. Begge dele var dejligt Dag 11 Hontanas - Boadilla del Camino. 29 km Smuk tur over højsletten. Caminoen gik igennem stor klosterruin i San Antón. Det var som at være tilbage i tiden, når man gik rundt mellem de velbevarede ydermure, det eneste der er tilbage. Midt i det hele et ensomt job, en lille butik med minirefugium. San Antón 44

47 Passerer Castrojeriz, og strategisk placeret på områdets højeste punkt en af de mange borge, som gjorde livet svært for maurerne og trygt for pilgrimmene. Korstogsridderne i borgen har haft et godt overblik. Bjergtop med borg og vej med caminoskilt. Som man ser på vejskiltet, følger Caminoen en forholdsvis ubefærdet asfaltvej, det skete jævnligt. Kornmarkerne blev indimellem afløst af store uopdyrkede områder, der blandt andet benyttes af store fåreflokke. En fårehyrde sad på en stor sten ved vejsiden (De er ved fåreflokken hele dagen). Da jeg passerede, spurgte han på engelsk, hvad klokken var. En spansk fårehyrde og engelsk?? Jeg fik hans historie. Sømand hele sit liv, fra Barcelona, afmønstret som 50-årig. Nu havde han anskaffet en gård og levede af fårene. 365 dage om året - ud om morgenen og hjem til gården med flokken om aftenen. Simple living. Så senere under en middagspause, hvordan det foregik. Det var ganske vist mindre arealer, iblandt opdyrkede marker. Fårehyrden gik foran. Når han stoppede, begyndte fårene at græsse, to hunde holdt flokken tæt samlet. Efter en stund gik han 100 meter videre, mens han kaldte og fløjtede, flokken fulgte modvilligt efter, godt hjulpet af hundene, og sådan fortsatte det. På områderne, hvor fårene havde været, var der stadig meget tilbage, men der var nok en mening med denne fremgangsmåde. 45

48 Igen en søvnig landsby med bar, kirke, et godt refugium med frodig græsplæne og lille swimmingpool i velplejet haveanlæg. Et lidt sjældent syn at se så pænt vedligeholdt fællesareal. En masse sms er med min søn. Han var endelig blevet interesseret i, hvad f hans far egentligt foretog sig i Nordspanien og havde fundet et kort på nettet. Nu skulle han have afmærket ruten. Det gav en god følelse. Mit eneste moderne hjælpemiddel var en mobiltelefon med kamera og radio. Korrespondancen var oftest korte sms-beskeder om aftenen. Længere samtaler var billigst med mønttelefoner. Om dagen var den slukket. Radioen blev ikke brugt. Enten havde jeg nogen at tale med, eller også nød jeg stilheden Dag 12 Boadillla del Camino - Carrion de los Condes. 25 km 46

49 Egentlig en ret begivenhedsløs tur, hvis det ikke var, fordi jeg mødte min første dansker. Vi havde gået og småsnakket lidt på engelsk, da jeg fik spurgt, hvor hun var fra. I begyndelsen var det altid første spørgsmål, senere bliver det mere tilfældigt, afhængig af hvor længe man går sammen. Hun var fra København og lige gået på efterløn. Desværre havde hun problemer med fødderne, gik kun korte etaper og meget langsomt. Det var for lidt for mig, for man finder en rytme, man har det rart med. Går man med andre i længere tid, er den første betingelse, at man har samme rytme. Næste betingelse er selvfølgelig, at man har det rart i hinandens selskab. Hvis disse to betingelser ikke er opfyldt, bliver det kun til lidt småsnak, og så går man alene igen. Sådan tror jeg, de fleste havde det. Kun når man var meget kontaktsøgende, og det hændte, så man stort på rytme osv. Nu ville man bare have selskab. Evt. blev man hængende længere i baren (forplejningszonen) og fik en sludder med de forbipasserende pilgrimme. Danskermødet endte med en hyggesnak over kaffe/brød i Frómista. Byen med sejlbar kanal og sluseanlæg. Ja, gik i lang tid langs en bred kanal, hvor der i Frómista var en sluse til at regulere det flade terræns højdeforskel. Meningen skulle være at lave sejlruter på mesetaen via kanalsystemer - men så kom jernbanen! Er nu kommet til landevejsdelen af mesetaen. Her er stadig kønt, men oplevelsen svækkes lidt af at gå i en vejkant, uanset trafikmængden. Gik lidt sammen med en mor og to børn fra Wales (10 og 12 år). Far ville blive hjemme, mor ville gå camino, og børnene måtte selv vælge. Skolen havde givet fri med den begrundelse, at det styrkede børnenes udvikling. De skulle blot medbringe et par bøger til lidt hjemmeundervisning. 1 kg ekstra i rygsækken. Flot gået. Boede i et rigtigt, levende nonnekloster, som lå ved indgangen til byen. Man kunne se nonner i deres karakteristiske klædning kaste 47

50 stjålne blikke ned til os pilgrimme, som sad på gårdens bænke og småsnakkede, intet var ændret siden middelalderen, følte man. Refugiet lå i hjørnet af den firlængede bygning. En omhyggelig portner/hospitalero/museumsinspektør (der var et lille kirkemuseum i et hjørne) fortalte, at den kraftige port blev låst kl. 22. Ingen nattesjov til pilgrimmene - eller var det nonnerne, han tænkte på Dag 13 Carrion de los Condos - Sahagun. 39 km Indtil nu længste etape, men det var ikke planlagt, da jeg startede. I den tyske guide stod: 17 km uden vandmuligheder, Caminoens klart længste strækning uden bebyggelse. Det havde jeg stor respekt for, især efter min solotur i ødemarken. Tyskerne fra Husum vækkede mig kl. 5, morgenmad og 5.45 var vi på vej i en større spredt gruppe (morgenholdet). En pause 48

51 på en stensætning og videre. Kl var vi i Calzadilla de la Cueza. 17 km på 3.45 inkl. pause Faktisk var det en nem ligeud-tur, og her var det fint nok, men ikke min måde at gå Caminoen. Alt for koncentreret, ingen hygge, ingen småsnak med folk der passerer, eller omvendt, alle går i samme tempo; alene, parvis eller i små klynger. Lige en lille rørende episode, som fik en vis betydning senere. Lige siden Pamplona havde jeg jævnligt mødt en franskmand, som holdt sig lidt for sig selv. Vi havde prøvet at komme i kontakt med hinanden, men han kunne intet engelsk, så det blev ved små nik. Mens jeg sad på stensætningen og spiste sammen med tyskerne, kom han pludselig over til os, gav mig et håndtryk og varmt smil og gik videre. Han syntes nok, jeg var tidligt ude. Efter dette kom vi lidt mere i kontakt, og han var den sidste, jeg sagde farvel til i Finisterre (mere om Jean Claude senere). Det meste af turen gik langs landevejen uden de store besværligheder. Der var mange menneskeskabte kanalsystemer, som ledte vandet fra floderne ud til markerne, som vandes livligt. Sædvanlige stop ved diverse barer og andet for proviantering. Princippet er: hellere handle lidt oftere end at slæbe på det - samtidig får man et lille pusterum. Er nu kommet ind i en dejlig, lidt underlig caminorytme, hvor ensformigheden ikke er ensformig. Hvor man registrerer en masse ting omkring en uden at huske det, og hvor man helt sikkert ikke tænker på dagliglivets små problemer. Når man går alene så længe, tænker man formentlig mange tanker, også dybe, men jeg husker dem ikke. Jeg har hørt flere beskrivelser af denne tilstand, men egentlig tror jeg bare, man går med en dyb indre tilfredshed over tingenes tilstand. Det kan man sikkert også herhjemme, men det mærkes ikke så intenst, fordi der hele tiden kommer små forstyrrende elementer. Måske er denne tilstand, som jeg skulle komme til at mærke mange gange i forskellige grader, Caminoens egentlige højdepunkt 49

52 og styrke. Man ved det bare ikke, fordi det er så svært at beskrive. Af samme årsag synes jeg, at det er synd at dele camino-vandringen i etaper over flere år, som mange gør. Tror, man mister en del af helhedsoplevelsen. Den langsomhed, man ikke mærker, har pludselig bragt mig til Sahagún. Det er en flot by, den mest enkle beskrivelse af kirker, torve, gågader osv. Glemte helt barerne/cafeerne, selvfølgelig er de der. De virker bare så overvældende, som ville de sige vi skal være her, så må resten indrette sig. Der var byfest til ære for byens skytshelgen, en mand som byen er opkaldt efter. Forretninger og virksomheder holdt lukket i to dage. Optog i gaderne, boder i massevis, tivoli, musik og tyrefægtning i arenaen bag kirken, hvor også refugiet lå. Det måtte jeg prøve at se - og alligevel ikke se, for jeg gik igen efter 5 min. Troede ikke, jeg var så sart. Man lærer sig selv at kende på Caminoen, selv om jeg ikke er sikker på, at det lige var i den forbindelse, man mente. Det var pilgrimsbevægelsen, som startede en udvikling, der endte med opførelse af sådanne bygninger. I tidsrummet omkring år har man indtryk af, at hele pilgrimsstrækningen var én stor byggeplads. Nutidens kirke med refugium, lidt mere beskedent end det efterfølgende Rekonstruktion af Cluny kloster i Sahagún 50

53 Klosterordnernes vigtigste opgave var landbrug, håndværk, opdyrkning af land, undervisning, pleje af pilgrimme og andre svage. Og bøn, selvfølgelig. En munk er en mand, som af religiøse grunde lever et asketisk liv som eneboer eller medlem af et klostersamfund. I Nordspanien blev der med den tiltagende pilgrimsvandring masser af behov for klosterordener og munke og cluny-munkene fører an, den eneste munkeorden som er underlagt paven. Det betød, at byggeri og andre tiltag kunne planlægges og koordineres fra Rom, og det blev det. Cluny-munkene med hovedsæde i Frankrig nævntes ofte i sammenhæng med Caminoen. På et tidspunkt finder Kong Alfonso og pavesystemet med clunyordenen som den praktiske udfører ud af, at Sahagúns beliggenhed har en strategisk vigtig betydning i kampen mod maurerne. Munkene gik i gang og med forskellige løfter og goder (boliger, skattefrihed) lokkedes pilgrimme, der var på en lang hjemrejse efter syndsforladelsen i Santiago og mødet med verdens ende og muslingeskallen i Finisterre til at blive på stedet og hjælpe med opbygningen. Mange følte sig fristede, bosatte sig og stiftede familie, og et nyt samfund var opstået. Estella-historien og mange andres om igen. Pilgrimmene var en værdsat folkegruppe. 51

54 Dag 14 Sahagún - Mansilla de las Mulas. 37 km Startede kl. 6, nogle af barerne kørte stadig på højtryk i forbindelse med byfesten. I pilgrimstøj virkede denne morgenstøj af feststemte mennesker underlig. Igen en lang tur i fladt terræn, ofte langs landevejen. Man forsøger mange steder at forbedre pilgrimsruten. Her med lange strækninger med separat grussti, stadig langs landevejen, men når man samtidig planter lange rækker af platantræer for at sikre skygge til vandrerne og gør en ihærdig indsats for, at de skal vokse sig store til formålet ved at nedgrave kilometerlange vandledninger i et sindrigt drænsystem, bliver man taknemlig over, at myndighederne gider gøre så meget for os pilgrimme. Vi er åbenbart stadigvæk en værdsat folkegruppe, også her 1000 år senere måske af andre årsager. Hvor det før var store vinmarker, der dominerede, og senere store hvedemarker, er det nu mere en blanding af det hele, inkl. 52

55 kvægbrug og uopdyrkede områder. Man kan enten kalde det lidt kedeligt eller nyde det, som det er. Jeg valgte det sidste, til gengæld blev mine vandringer længere og dermed også mere ensomme (Der var ikke så mange, som gik så langt). Og pludselig kendte jeg ikke dem, jeg mødte på refugierne, de var alle sammen bag mig. Da jeg senere holdte fridag, mødte jeg dem igen. Dem var så meget sagt, men man mødte hele tiden nogen, man havde mødt før, og pludselig så man aldrig mere nogle, man var kommet tæt på. Man vidste aldrig, hvornår det var farvel, eller hvornår det var på gensyn! Det var heller ikke så vigtigt; man skulle alligevel skilles i Santiago, og man mødte andre. Det, som er vigtigt over så lang en distance, er, at man vandrer på den måde, man trives bedst med (Det finder man ud af, hvis man mærker efter). Morgenholdet startede før mig og gik hurtigere end mig. Alligevel mødte jeg dem ofte, det vil sige, vi gik lige langt hver dag. De var bare fremme lang tid før mig. Det var fint nok, hvis man nød at vandre på den måde; men hvis det kun var for at komme først til refugiet, beslaglægge de bedste senge og eventuelt det sidste varme vand, syntes jeg, prisen var for høj i forhold til kvalitetstiden på selve gåturen. Senere på sommeren, når det blev rigtigt varmt op ad dagen, kunne det være en idé. Bortset fra enkelte spændende byer, så jeg ingen grund til at ankomme ved middagstid og drysse rundt resten af dagen. Hellere langsommere oplevelser ude på Caminoen. Det blev mit valg. Målet må være selve vandringen, nydelsen ved at gå derudad og have tid til at fordybe sig i en flot kirke, en god bar eller? Og så ellers tage det som det kommer. Der er altid en seng og mad et eller andet sted. Hvorfor jeg pludselig begyndte at gå langt, ved jeg ikke; det var ikke planlagt på forhånd, og jeg var ikke i tidsnød. Men jeg ved, at jeg nød det, at jeg kom ind i den nærmest meditative tilstand af indre ro, som jeg har forsøgt at beskrive. 53

56 Måske var det derfor denne historie, fortalt af en US girl, gjorde et vist indtryk: En pilgrim var foran himmelporten kommet i skænderi med Gud. Hvorfor svigtede du mig, da jeg havde brug for dig? Det gjorde jeg heller ikke. Se de to fodspor - vi fulgtes ad, sagde Gud og viste livsvandringen. Dér og dér, da jeg havde mest brug for dig, gik jeg alene, sagde pilgrimmen bebrejdende og pegede på to steder, hvor der kun var et fodspor. Det var der, jeg bar dig, svarede Gud. By med imponerende ringmur, fisk til aften og godt refugium Dag 15 Mansilla de las Mulas - León. 18 km Nem tur langs landevejen, og en flot panoramaudsigt ind mod storbyen, men især det sidste stykke ind mod León virkede direkte ubehageligt og farligt med tæt trafik og vindtryk fra de store lastbiler, for ikke at tale om luftforurening. Underligt, man ikke har kunnet finde en anden rute eller lave en sti, som man gjorde mange andre steder af hensyn til de mange tusinde, der hvert år foretager vandringen. Det havde ikke været dyrt, og der var ikke megen køn natur at spolere. Der er to store refugier i León, det kommunale og et stort gammelt nær katedralen, som drives af nonner. Egentlig ville jeg til 54

57 nonneklosteret, men de gule pile førte mig til et stort vandrehjem i udkanten af byen nær floden. Et stort kommunalt bygningskompleks med husly til mange humanitære organisationer. Havde vandrepas med hjemmefra (til hjemturen, fik ikke brug for det) og viste det ved skranken sammen med pilgrimspasset. 11 Euro for en almindelig vandringsmand og 3 Euro for pilgrimme; var ikke længere i tvivl om, at jeg var pilgrim. Vandrehjemmet lå på anden etage med en lang gang, som delte vandrere til venstre og pilgrimme til højre i fuldstændig ens 10- mands stuer. Et af de få steder, hvor kvinder og mænd blev adskilt. For enden af gangen lækre baderum med vaskemaskine og tørretumbler. Sightseeing resten af eftermiddagen; kom forbi en smuk torveplads nær katedralen omgivet af gamle bygninger med arkader og balkoner. I dette højtidelige rum var der almindelig torvedag med frugt, grønt og svineri. Blev overmæt i kirsebær og endnu engang imponeret over det uhøjtidelige folkeliv. Som sædvanlig store flotte bygninger og flot katedral, men ikke samme charme som Burgos - måske var jeg bare negativ efter formiddagens indtog. Hjemtur langs floden, hvor jeg passerede det store, tidligere pilgrimshospital San Markos, nu luksushotel. San Markos, León 55

58 Også her store rekreative parkanlæg langs floden, forbi banegården og en stor tyrefægterarena. Storvask, dejligt når der var vaskemaskiner på refugierne, det var der kun de store steder. Lækre tapas på nærliggende bar for de lokale. Små forretter i en række glasskåle bag diskruden, man peger bare. Smager det godt, spørger man tjeneren, hvad det hedder, så man ved det til en anden gang. En anden taktik er at have papir og kuglepen i hånden, pege og få ham til at skrive rettens navn og pris. Spiser man nok af de lækre forretter, er man pludselig mæt. Her for 6,30 Euro inklusive cerveza og Faria. Savnede pris- og navneskilte på de ofte lange rækker af tillokkende fade med spændende retter, men nåede sjældent over 50 kroner, uanset hvor meget jeg spiste og drak, lidt uvant for en dansker på barbesøg. Hyggeligt tjekkisk selskab til Tyskland-Polen. 1-0 i overtiden, men ingen tvivl om vores støtte til Polen Dag 16 Leon - Villadangos del Paramo. 20 km Den sædvanlige lange gang gennem forstæder og ucharmerende industriområder, når man er i en storby. 56

59 I La Virgen del Camino efter 8 km deler Caminoen sig. Det gør den ofte, den alternative vej er altid længere, måske er den kønnere og mindre trafikeret, eller der er et spændende kloster/ kirke. Senere støder den igen til hovedruten. Hilste på en tysk kvinde, der ventede på bussen, havde tidligere mødt hende og manden til hyggesnak på en bar, nu havde hun bare en dårlig dag, mens manden gik videre. Jeg bliver på hovedruten gennem et uskønt roderi af motorvej, landevej og camino. Eneste positive er, at man trods alt har fået det adskilt, blandt andet med en caminobro under motorvejen. Tydeligt, at landskabet har ændret karakter til store uopdyrkede arealer iblandt kornmarker, de livgivende floder mangler. Husene, man møder, er opført af de forskellige egnes byggematerialer. På mesetaen er der få sten, men til gengæld ler i mange forskellige afskygninger. Mange bygninger fremstår derfor i karakteristiske brunlige farver. Fulgte et ældre par, der havde løst vægtproblemet på en speciel måde. En slags bagvendt trillebør, meget langstrakt, der endte i to håndtag, som man enten kan gå normalt med eller fæstne til bæltestropper og derved have hænderne fri. Måske smart nok på landevejsstrækningerne, men på mere ujævne stier og stigninger virkede det besværligt. Undrede mig over, hvorfor de gik med en hver, når begges bagage nemt kunne være på en. Det havde trods alt givet lidt større frihed/variation at skiftes til at være trækdyr. Gik lidt med ung østrigsk gut fra Klagenfurth, og han klagede også. Havde valgt at gå Caminoen for at tabe sig - fin idé, der var virkelig noget at tage fat i. Problemet var, at han var gået direkte fra idé til handling, uden fortræning, også bentøjet klagede sig. Udmærket refugium i en by med tre barer og en fødevarebutik. Her var der også, som på vandrehjemmet, to priser for samme vare, men her var det ikke en fordel at være pilgrim. 57

60 Et almindeligt syn: mand og kone drev en flok køer (15 almindelige sortbrogede) til en gård midt i byen, og de havde ikke - som hensynsfulde hundeejere - plastikposer med. Derfor spredte der sig en landlig luft sig hen over byen. Mødte i en bar en polak med egen gård, gift med en lokal pige og havde tre børn. Han kunne godt lide Danmark, gav øl og var tydeligt stolt over det, han havde bedrevet. Desværre var hans engelsk meget mangelfuldt, og jeg fangede ikke hele hans fortælling om, hvordan han var endt som landmand dette langt ude på landet -sted. Måske var det startet med et caminostop. Aftenen sluttede med lidt råhygge foran refugiet på græsplænens borde/bænke. De svenske piger, som jeg mødte igen, havde en stor pose nødder, der var en automat med kaffe og et italiensk par var afhængig af deres kønne 16-årige datters engelskkundskaber. Kl. 22 præcis tændte et sprinkleranlæg i græsplænen. Ingen havde set det, rørene var gravet ned. Heldigvis startede det med lidt hosteri. Sengetid. Refugium med automatisk plænevanding 58

61 Dag 17 Villadangos del Paramo - Astorga. 30 km Det flade landskab blev igen mere frugtbart med blandt andet porre- og majsmarker. Det var tydeligvis vandet og floderne, der bestemte landskabet, for efter en lang pause så man atter masser af vandingskanaler. I den kønne gamle by Hospital de Órbigo mødte man Caminoens længste romanske bro, en flot sag med mange rundbuer, der løftede den over lavslette og flod. Munkene startede med et kloster. Da de var færdige, byggede de en bro. Alt for pilgrimmene. Mødte der Salzburgermann - en østriger, jeg havde mødt jævnligt på det sidste. 43 år, ungkarl og på vej til karriereskift fra asfaltarbejder - han vidste ikke til hvad. Men han havde et detailkort, som viste en alternativ vej. Endelig væk fra landevejen gennem et afvekslende landbrugsområde med mange kreaturer på markerne. Dejligt igen at kravle opad, mærke pulsen og sveden, nå højdepunktet og se den fantastiske udsigt, denne gang til Astorga, 59

62 dagens mål. At der også sad en ældre dame fra München på bænk ved stort mindesmærke og gavmildt delte ud af en stor plade chokolade var fint. Hun havde afsat to måneder til turen og tilrettelagde derefter. (13,3 km. pr. dag i snit) Var igen alene, men mødte nu to svenskere, der målrettet drejede fra de gule pile ved indgangen til byen. Kunne godt se fordelen ved al den detailviden/kort, men havde fravalgt den ekstravægt eller det besvær, der var forbundet med at undersøge det fra sted til sted. Svenskerne vidste, der lå et lille refugium ved en flot bymur. Det gjorde der også, men jeg fortsatte opad med bymuren, smuk udsigt til slette og de bjerge, jeg senere skulle over, på min venstre side, kønne små huse til højre og i midten en køn stenbelagt gåvej med flotte udsigtsbænke. På toppen var der to store refugier, privat/kommunalt. Valgte det private, hvor der var udsigt til den smukke gavl på katedralen Astorga, fridag - Dag 18 Havde oprindelig besluttet at holde pause i León, godt halvvejs på ruten, men det havde jeg ikke rigtig lyst til. I stedet holdt jeg fridag i Astorga, en by med indbyggere. I middelalderen en betydningsfuld fæstningsby med 25 hospitaler til at tage sig hovedsageligt af pilgrimme. Man fornemmede fortidens storhed og betydning, når man så de romerske udgravninger og paladsagtige bygninger. Ved siden af katedralen findes et spændende pilgrimsmuseum, tegnet af Gaudi, som blev berømt for La Sagrada-katedralen i Barcelona, og gentagelse: kirker, barer med folkeliv, torve med springvand, flotte gågader, og børn, der spiller bold på selv de mest hellige steder. Pilgrimsmuseet, en tidligere bispebolig, lignede udefra et eventyrslot. Indvendig med lysindfald fra nogle fantastiske mosaikvinduer med kristenfigurer i flotte farver. 60

63 Bagsiden med pilgrimsmuseum, katedral (th) og bymuren Udstilling om pilgrimslivet med lange forklarende tekster - på spansk. Utroligt af et museum, der helt klart henvendte sig til et internationalt publikum, og hvor teksterne betød meget for helhedsoplevelsen. Typisk Spanien, de brugte nødig engelsk. Ved siden af receptionen en lille frimærkeudstilling med pilgrimsmotiver, dem var der udgivet mange af i årenes løb, kunne man se. Købte nogle stykker, det kunne heldigvis gøres ved at pege. Havde tidligere gået med en ung mand fra Venezuela og mødt pigen fra USA mange gange. Nu dannede de par. Mødte de to tyskere igen og mange andre kendte ansigter. Nøjagtig, som jeg havde regnet med. Da jeg begyndte at gå langt, brød jeg med det normale mønster; med fridagen var jeg indhentet. Rart at vide, hvis der var nogle, man ikke syntes om, eller en uudholdelig snorker. Gå længere eller kortere, og man var i en ny gruppe. På en meget lokal bar i en sidegade så jeg Portugal-Ghana. Det vil sige, jeg var der, men det interessante var at iagttage de mange kortspillere, som heller ikke så kampen. Der var kø for at få en ledig plads, småmønter blev samlet, og nye spillere kom til - og gulvet var meget beskidt! Havde godt nok lagt mærke til de ofte snuskede gulve i ellers rene og pæne baromgivelser, at feje gulvet for småpapir og cigaretskodder ville ikke tage lang tid. Fik forklaringen - og nej, jeg spurgte ikke ejeren, hvorfor han ikke fejede gulvet. En erfaren caminovandrer fortalte, at en bars 61

64 status afhænger af, hvor beskidt gulvet er. Gulvets tilstand er ligefrem proportional med besøgstallet og dermed stedets popularitet. Med andre ord: et rent gulv betyder, at det er et sted, ingen gider at besøge: Vi finder et andet sted. Årsagen til barernes popularitet kan være den utvungenhed, der hersker, her så jeg det tydeligt. Folk kommer ind og sætter sig, og det er langtfra sikkert de køber noget, og det er helt ok. Eller man bestiller noget, henter det måske ved disken, og når man går, fortæller man, hvad man har fået og betaler. Det kan kaldes tillid, for den overbebyrdede tjener kan umuligt følge med, og intet blev skrevet ned. Aftengudstjeneste kl. 21 med den smukkeste korsang fra tolv damer i den modne alder i en stopfyldt sidekirke til den flotte katedral. Undrede mig over, at de ikke brugte katedralen. Måske var den kun til pynt? (Nej, der må være en anden årsag). Uanset tro måtte man indrømme, at der var noget højtideligt og farverigt over gudstjenesterne i de ofte fyldte katolske kirker. Selv om jeg ikke forstod sproget, kunne jeg godt sidde og nyde stemningen. Måske blev det for let at være kristen, da Luther ved reformationen i 1500-tallet gav os den automatiske syndsforladelse. En katolik måtte jævnligt gå til messe for at få tilgivet sine synder, måske ved skriftemål. Jo frommere liv, og jo færre og mindre synder man medbragte på dødsdagen - jo mindre tid i skærsilden, hvor alle skal renses, inden de får adgang til Guds rige. I Århus Domkirke findes et stort kalkmaleri, som i sin tid gjorde et stort indtryk på mig, da jeg fik det forklaret, især fordi jeg vidste, at folk normalt ikke kunne læse og skrive i middelalderen, det var forbeholdt de lærde. Det, man så i kirken, måtte være sandheden. Kalkmaleriet er delt på midten af et flammehav (skærsilden). I øverste del ser man engle trække forpinte menneskekroppe op af ilden, og i bunden af maleriet står djævelen og holder fast i fødderne - hvem vinder? Maleriet er fra den tid, da Danmark stadig var katolsk, men jeg 62

65 ville formentlig også betale de sidste skillinger i kirkebøssen, gå jævnligt til messe og få syndsforladelse - og måske gå pilgrimsfærden, hvis jeg troede, at det ville gøre det lettere for englene at vinde kampen for min sjæl. Man forstår godt den katolske kirkes magt og rigdom, hvis det var den almene viden og tro. Det tog nok overhånd, da paven på et tidspunkt indførte salg af afladsbreve. De rige kunne nu købe sig fri af skærsilden, og pavekirken fik pengene blandt andet til at finansiere byggeriet af Peterskirken i Rom. Luther gør oprør, den protestantiske kirke opstår i 1536, og afladsordningen afskaffes senere Dag 19 Astorga - Foncebadon. 27 km På højdeangivelsen ses, at jeg nu skal opad over Rabanal-passet, og der er mulighed for overnatning fire steder. Jeg brugte ingen af dem, her var målet besluttet fra start. I følge den tyske guide en naturskøn tur; det var det. Naturen blev mere barsk og uopdyrket med lyng og gyvel blandet med smågrupper af træer og buske. Bakke op og bakke ned, langt væk fra asfaltvejen, og som sædvanligt godt vejr. 63

66 Pause i El Ganso, dog ikke i den store vulgære Cowboy bar med farvede neonrør, som jeg passerede. Hvem der syntes den passede til Caminoen, ved jeg ikke, men valgte et mere ydmygt sted med lækker bocadillo, jamon serranó (lufttørret skinke), 0,5 l fadølsglas og hygge med en spanier og en tysker, som havde en livlig diskussion på fransk. Blandede mig af naturlige årsager ikke. Foncebadón var indtil for få år siden en lille forladt landsby med faldefærdige skiferstens-huse, egnens naturlige byggemateriale. Nu er der to refugier, to barer og påbegyndt restaurering af nogle af husene. Og hvorfor ikke, i dette storslåede naturområde? Hvis der er flere refugier i en by, er det en fordel at ligge først på vejen. Efter en lang dag gider man ikke lede efter det bedste eller billigste, hvis det første er ok. Det var mit, en total nyrestaureret bygning fra A til Z. Åbnet for 14 dage siden efter hårdt arbejde og bankforhandlinger om penge for at blive klar til sæsonen. En sød historie: En peregrino (mandlig pilgrim) fra Sydspanien og en peregrina (kvindelig pilgrim) fra la Coruña mødtes på Caminoen sidste år, giftede sig, og besluttede at starte et nyt liv som refugium-ejere, og de faldt for dette naturskønne sted. På grund af egne erfaringer som pilgrimme vidste de alt om pilgrimmes behov: at en pilgrim gerne vil spise hjemme, hvis der er hyggeligt og rart, samt behovet for et næringsrigt morgenmåltid. Et smukt og klart vejr, og jeg ville gerne have nogle fotos fra Cruz de Ferro, som jeg ganske vist ville passere næste morgen, men da er der ofte tåge i bjergene. Sidst på eftermiddagen to kilometers vandring opad i skønt terræn uden rygsæk - dejligt. Et beskedent jernkors på en træstamme omgivet af en stor stenbunke var en af turens højdepunkter, ikke kun, fordi punktet var Caminoens højeste sted 1497 meter over havet, men fordi det var fyldt med symbolik og stærke følelser. 64

67 Cruz de Ferro Traditionen foreskriver, at pilgrimmene smider en sten, de har medbragt hjemmefra. Dermed har man lettet rygsækken for vægt og rent symbolsk fjernet byrderne i sit liv; klar til at begynde på en frisk. Jeg havde ryddet op og medbragte ingen sten, alligevel virkede mødet med dette spartanske sted stærkt. Man mærkede de mange menneskeskæbner, som har stået her og ransaget sindet for lig i lasten, som man her kunne slippe. På stedet er også et lille kapel. På den anden side af vejen en stor parkeringsplads, og hvis man gik lidt nedad, kom en herlig vandfontæne, smukt indrammet af en stensætning. Dejligt sted at slukke tørsten og holde en sen siesta, så det gjorde jeg. De få steder, der var fællesspisning, var rigtig hyggelige, også her hvor vi fik lækker pastaret med grønsager (selvafhentning i køkkenet) og fri vinbar. Fik en hyggesludder med to kvinder fra Østrig og Italien. De var startet med at gå hver for sig, men fulgtes nu. Havde ikke set dem før, men nu mødtes vi jævnligt sidst i Finisterre. Selv de to lidt stive tyskere tøede op og ville skåle for det gode naboskab (Slesvig-Danmark). 65

68 Dag 20 Foncebadon - Ponferrada. 27 km Dejligt morgenmåltid med hjemmebagt brød, hjemmelavet syltetøj, müesli, yoghurt, frugt, ost og div. pølser, der manglede ikke noget, ja, nærmest overdådigt, når man efterhånden havde vænnet sig til de beskedne muligheder ved det spanske morgenbord. Virkede naturligt om mælken var fra køerne udenfor, det kunne det søde værtspar dog benægte. Af sted med Østrig/Italien, pudsigt med de navne, man kunne ikke huske alle de ofte fremmedartede navne, som man mødte, det var meget nemmere at huske et land eller en by. Bortset fra dem, jeg gik meget med, hed jeg Denmark. Mødte ofte det lange Hellooo Denmark, så vidste jeg, at jeg var blandt venner. Vi gik mod jernkorset på træstammen og stenbunken med folks byrder - ganske rigtigt lukket inde i et tæt skydække. Synd for pigerne, som jeg måtte slippe; de gik for hurtigt. Forbi det særprægede refugium i Marjarín, hvor der skulle være meget beskedne sanitære forhold og vand fra en brønd i nærheden. Når en pilgrim passerer på vejen, ringes med en klokke, jeg fik også en hilsen. Desværre var de næste timer i denne skønne natur lukket inde i tåge. Først da man kom et stykke nedad, og solen fik mere magt, lettede det, og jeg befandt mig i et dejligt varieret landskab. 66

69 Fra El Acebo, hvor der blandt andet var et mindesmærke over en cyklist, der døde af hjerteslag på sin pilgrimstur, og til Molinaseca frarådes cykling på caminostien. Dagens vandring gik næsten en kilometer nedad. Fra 1500 meter til 530 meter. Det var også hårdt. Mødte 23-årige Debbie fra Berlin. Igen - nogle falder man bare lettere i snak med end andre, og vi endte med at følges resten af dagen og næste. Det har intet med alder og køn at gøre. Jeg oplevede det flere gange, og jeg tror, der skete det, at mange unge piger eller mænd, når de gik alene, havde noget, de gerne ville af med, og det var nemmest for dem at snakke med en ældre mand eller kvinde. Hvis de fik lidt feed-back, som de kunne bruge, udviklede det sig, her kunne de virkelig lukke op. Et typisk camino-fænomen, som ville være utænkeligt de fleste andre steder. Jeg havde aldrig oplevet så tætte dialoger med unge fremmede i Danmark, og hvis jeg prøvede, ville omverden lynhurtigt lede efter uhæderlige motiver. På Caminoen var det helt naturligt. Debbie havde problemer med at træffe beslutninger. Hun havde en veninde, der arbejdede på Gran Canaria, og som kunne skaffe hende arbejde der. Den ene dag ville Debbie, og den næste ville hun ikke. Det kendte jeg godt, så vi talte om, hvad der var det værste, der kunne ske. Det var, at hun måtte rejse hjem igen. Nå? Alternativet var at blive hjemme; blive ved at spekulere og måske ærgre sig hele livet over, at man ikke havde grebet chancen. På Caminoen besluttede Debbie sig til at opsøge eventyret og stå fast på sin beslutning. Mange gange er det sådanne sager, man på Caminoen har masser af tid til at drøfte, og som kan give nogle varme oplevelser, i dette tilfælde sang til vandringen. Debbie var korsanger i Berlin og havde en smuk stemme og stor lyst til at bruge den, så jeg gik foran, og Debbie sang bagved. Herligt. 67

70 Syngende Debbie og landskab Det første, man ser, når man passerer refugiet i Molinaseca, er en række køjesenge under et halvtag, langs den udvendige mur. Det så fristende ud i varmen, kunne godt gøres mange andre steder. Ponferrada er en stor by med dejligt refugium i et hyggeligt gårdhavemiljø. Blev modtaget med et glas saftevand og anvist fodplejer, som havde gratis konsultation i det ene hjørne. Jeg havde ingen problemer, men dejligt med udvist omsorg. Byens vartegn er en velbevaret tempelridderborg, som man var ved at istandsætte, et imponerende bygningsværk. Man mærkede tydeligt den power, som sådan en fæstning udstrålede, opført for at beskytte pilgrimsfærden, det var de hellige krigsmunkes hovedmålsætning. Hvis maurerne følte, at den pludselige pilgrimsbølge, med alt hvad den medførte, gjorde livet vanskeligere for dem, var det næppe en uønsket virkning. Heller ikke for dem, der fandt Jakobs lig og opfordrede til pilgrimsfærd. Paven havde erkendt, at kirken manglede våbenkraft i religionskrigen mod de vantro og korsridderbevægelsen oprettes, oprindeligt for at beskytte pilgrimsfærden til Jerusalem. Det foregik 68

71 Tempelridderborg ved, at den enkelte krigsmunk automatisk fik syndsforladelse og dermed undgik skærsilden. Et stærkere motiv til at iføre sig rustning og kæmpe med livet som indsats, for en god sags tjeneste, fandtes ikke. I begyndelsen af 1300-tallet var kampen om Jerusalem tabt og i Spanien var den anden muslimske trussel besejret. Tempelridderne havde mistet deres betydning, og paven fratog dem deres rettigheder, kraftigt påvirket af den franske konge, som var bange for deres magt og misundelig på deres rigdom. Krigsmunkenes virke blev forbudt, mange blev henrettet for kætteri. Vidnesbyrdet om deres betydning lå til gengæld spredt over hele Caminoen. 69

72 Dag 21 Ponferrade - Villafranca del Bierzo. 23 km En lidt blandet tur med kedelig landevej og skønne stier i bakket, smukt landskab. Tydeligt at det er et frugtbart område, med god jord og rigeligt vand. Besigtiger et par kirkegårde og bliver imponeret over de nærmest monumentale gravstene og små kapeller, klistret op af hinanden. Der er intet grønt, ud over afskårne blomster i vaser. Kom forbi en kirsebærplantage med store, røde fristende bær - og et stort skilt med giftsymbolet. Turde ikke tage chancen, selv om jeg havde bonden mistænkt for at spille med uærlige kort. Heldigvis stod der også mange kirsebærtræer ved vejsiderne, ligesom der var mandel- og oliventræer. Mødte tre ældre, finske damer, der holdt rast under nogle skyggefulde træer. De havde regnet baglæns på deres tid, samlede kilometerantal og dagslængder. Resultatet var, at de tog udgangspunkt fra Ponferrade, hvorfra de var startet om morgenen - så de var nybegyndere. 70

73 Debbie begyndte igen at fortælle om ting, der nagede hende, og som hun ikke kunne forstå, og som hun havde svært ved at tale med andre om. Ingen detaljer, men jeg forstod hende 100 %. Sjældent har jeg været så tæt på en andens tanker og følelser, det virkede skræmmende. Også på Debbie, som ikke forstod, at jeg forstod hende så godt. Vi havde aldrig mødt hinanden før, i hvert fald ikke i dette her liv og så var vi ude, hvor jeg stod af. Debbie var mere spirituel. Vi spiste afskedsmiddag om aftenen på et af bytorvets mange spisesteder, jeg ville gå længere næste dag og trængte vist også til at gå alene. Debbie spurgte, om jeg var vandmand. Det er jeg, så ville hun vide datoen - troede ikke på det og ville se bevis. Det viste sig ved fremvisning af ID, at vi havde fødselsdag den samme dato, kun årene var meget forskellige. Nu forstod hun det hele, det gjorde jeg ikke, men syntes alligevel, det virkede stærkt set i lyset af det, vi havde været igennem. Villafranca del Bierzo var en gammel atmosfærerig by med en stor borg og katedral, iblandt smalle og stejle gader. I gamle dage kaldtes byen lille Compostela, fordi paven havde givet tilladelse til, at man her kunne få syndsforladelse, hvis man var syg og udhungret og ikke kunne klare sidste del af rejsen. I 1987 udnævnte Europarådet El Camino til Europas kulturvej nummer et. Det medførte blandt andet en del reklame og fine, nye camino-skilte til ruten; stadig med muslingeskal, men nu også med EU-symbolet, den runde ring med stjerner; ses som nederste del på vejskiltet. Ingen tvivl om fællesskabet. 71

74 Dag 22 Villafranca del Bierzo - O Cebreiro. 30 km Det blev en hård tur, hvis jeg skulle nå dagens mål, som var bjergtoppen og grænsen til Galicien. De fleste dage vidste jeg ikke, hvor jeg sluttede, andre gange var det mere planlagt. Startede ud med de to tyskere, langs en brusende flod. Krydsede en motorvej seks gange. Der skete det, som man oplevede mange steder, landevejen bugtede sig med flodens forløb, roligt og rytmisk. Det var den nemmeste og billigste vejløsning mellem to punkter, i gamle dage for ikke så længe siden. 72

75 Moderne byggemetoder gjorde, at man ikke længere behøvede at følge floder eller bjergkæder. Nu drønede der en motorvej igennem det hele. Op på bropiller og hul gennem bjerget. Sådan så landskabet pludselig ud mange steder. Det skete selvfølgelig i fremskridtets hellige navn, men når man gik på Caminoen i et smukt fredsfyldt landskab, virkede det som voldtægt mod naturen. Omvendt havde det selvfølgelig den fordel, at man fik fjernet trafikken fra de landeveje, som også blev brugt til camino Fulgte floden gennem en langstrakt dal med bjerge på begge sider, frodige marker med køer og heste og kønne landsbyer, der duftede af velstand. Ren idyl og højt humør. Herrerias var sidste stop i dalen, nu skulle jeg over bjergkæden, dvs. i dag kun til toppen. Barpause med tankopfyldning. Snakkede med tre japanske piger, som var lidt bekymrede for, om de kunne klare det og var ved at undersøge et alternativt stop ved refugiet i La Faba, midtvejs oppe. Det var en varm dag, men jeg havde fået rigtig gode ben. Fulgte landevejen et stykke opad til mødet med en smal markvej til venstre. Et skilt viste: Cyklister ligeud, vi vandrere havde en valgmulighed; valgte markvejen, som endte i en stejl, kringlet, ujævn, men dejlig skyggefuld skovvej, kunne godt se, at den var umulig for cyklister. Mødte turens bedste vandpost i La Faba - rindende koldt vand og meget tomme vandflasker. Strategisk rigtig placeret for enden af skovvejen efter en lang varm opstigning. Udsigt mod La Faba og dagens vandring 73

76 Igen en af de små varme oplevelser. Holdt spisepause ved refugiet, da der fra den lille kirke ved siden af lød de kønneste melodier. Det var en lille gruppe unge mennesker, der øvede eller hyggede, formentlig begge dele. Det blev en lang nydelsespause, hvor de tre japanske piger gjorde mig selskab. De ville blive her. Fortsatte turen opad, og selvfølgelig måtte man føle sig godt tilpas, når man ankom til højderyggen i så smuk natur. Holdt mange drikkepauser, hvor jeg samtidig fik et kønt tilbageblik over dagens vandring. Ikke første gang man rammes af denne dejlige følelse af velvære efter at have præsteret. Det kan ikke beskrives. O Cebreiro er en lille udpræget turistby med masser af barer, restauranter og souvenirforretninger samt et dejligt refugium. Panorama-udsigt over fortryllende landskaber, uanset hvor man befandt sig. Spiste en velfortjent, dejlig (og dyr) tapas-menu på skyggefuld terrasse med udsigt og en passende mængde fadøl for at genoprette væskebalancen. Fik senere selskab af de to tyskere, som havde valgt at handle i byens eneste forretning med fødevarer. Havde set de sad og spiste i fælleskøkkenet. De kunne også fortælle om turistpriser fra monopolbutikken. Dog ikke værre end at de havde råd til en dejlig flaske vin, som vi delte til dessert. Hyggelig aften i flotte kulisser. Galicien er meget keltisk; mens fastlandseuropæerne vandrede ned gennem Europa, sejlede mange pilgrimme fra de britiske øer over Biscayen til Galiciens kyster. Det vidste jeg ikke, da vi 74 Aftenudsigt mod Galicien og refugiumgavl. Bag refugiet findes bakketoppen med borde og bænke, derfra stammer også fotoet fra næste dags morgen.

77 sluttede aftenen i en stor bar, hvor der lige siden ankomsten havde lydt sækkepibemusik fra liveorkester. Havde undret mig over, hvad sækkepiber, som jeg forbandt med Skotland, lavede her, men selvfølgelig, også her blev mange og bosatte sig med hjemlandets traditioner, som gik i arv Dag 23 O. Cebreiro - Calvor 36 km Morgenudsigt samme retning, nu med den anden refugiegavl. 75

78 Totalændring af landskabet, boede nu på en ø omgivet af andre småøer, resten af det storslåede syn fra i går var nu begravet i et tæt skyhav. Det var morgen, sad på rastepladsen bag refugiet og iagttog sceneriet; drak automatkaffe og spiste nødprovianten. Havde oprindelig planlagt morgenmad på baren, men dette syn var for storslået, skulle nydes fra en bænk i det fri. Igen blev en smuk nedstigning spoleret, sigtbarhed 0, men inden jeg nåede skytæppet, tog jeg det foto, der pryder bogens forside. Ikke så ofte, man får en sådan naturoplevelse. Kort kaffepause i Hospital, som ikke havde Farias, hvad tænkte de på, her i det smukke Galicien, som blev sammenlignet med Irland, både landskab og vejr. Gik med en meget åben engelsk kvinde, som fortalte næsten hele sin livshistorie, fortrød og brugte det sædvanlige kneb, når man ikke gad mere, satte farten ned med små stop for at rette noget her og der. Pludselig var man adskilt, jeg så hende ikke mere. Hendes tre børn var blevet store og flyttet hjemmefra, så var hun blevet skilt, og til sidst arbejdsløs. Nu havde hun solgt huset og fået møblerne opmagasineret. Når hun var færdig med Caminoen, håbede hun at have svaret på sit nye liv. Farias i Viduedo og skyerne begyndte at lette. Måske alligevel en god dag. Det blev en rigtig hård nedstigning, men med masser af kønne udsigter. Følte, jeg nu vidste alt om at krydse en bjergkæde inklusive opstigningen i går. Holdt spisepause i Triacastela, mens jeg overvejede at stoppe; men havde passeret det store kommunale refugie og til min overraskelse tre små hyggelige refugier, som lå på bygaden, hvor Caminoen passerede. Privat initiativ, måske var husets stueetage blevet ledig. Fint nok, i Danmark havde man brugt det tyske zimmer frei. Valgte at fortsætte, og heldigvis skete opstigningen i en flot egeskov med masser af skygge. Fik selskab af en underlig franskmand, der gik hurtigere end mig. 76

79 I stedet for at passere, holdt han tissepause, kom et stykke bagefter, nåede op, tissepause (tror han tissede 20 gange). Måske var det trygheden ved at være to, for vi var ude i et rimeligt øde terræn. På højsletten igen denne fantastiske følelse af velvære i vidunderlige omgivelser, men nu gik det galt. Hovedruten gik til Samos, men jeg havde undtagelsesvis valgt den alternative rute over San Xil i 900 meters højde, over højsletten og ned til Calvor i 520 meters højde. Nær en lille by drak jeg som sædvanlig det sidste vand, velvidende, at ny forsyning var nær. Det var løgn; ikke en eneste vandpost, bar eller andet. Første gang, det skete. Måtte vente til næste by, selv om jeg hadede at gå uden vand, især i eftermiddagsvarmen, som det var nu. I den næste by var der heller ingen vand, men nu turde jeg ikke gå længere. Bag en gitterport ved et stort hus stod en pige. Pegede på min tomme flaske for at forklare situationen. Der skete intet, men heldigvis kom faderen til syne i vinduet på 1. sal og lidt senere ned i morgenkåbe. Nu forstod jeg pigens problem. Der skulle tændes for et pumpeanlæg, som lå i et lille udhus langt væk fra huset, derefter tilbage til en vandhane, dejligt. Min tissende travfælle var gået videre, nu kom han nysgerrig tilbage, og pludselig blev vi trakteret på vin og kage, mens det franske sprog kørte lystigt. Hyggelig episode og dejligt med to fyldte vandflasker. Vedr. vand var det ikke usædvanligt at møde lokale beboere med dunke til opfyldning ved de vandposter, der var uundværlige for pilgrimsvandringen. Ofte kom de udefra i biler. Med andre ord, indlagt vand i de gamle huse var ikke en selvfølge. Fik eneværelse på refugiet i Calvor. Et nyt flot kommunalt refugium, der lå forkert. Efter bjergetapen var det naturlige stop føromtalte by med de mange refugier, de færreste gider gå 10 km mere. 77

80 Når de startede næste dag, var det igen de færreste, der stoppede efter 10 km. Godt, jeg havde lært det med nødrationer, for her var intet, ikke engang en bar. Franskmanden gik videre, men jeg var træt og havde ikke noget imod eneværelser. Vidste ikke, at jeg dagen efter skulle ramme det mest overfyldte sted på turen. Senere kom en ung franskmand. Han fik det andet eneværelse (2 styk 12 sengsstuer med eget bad), og vi delte nødforsyninger. Franskmanden, som var fra Tours, syntes, her var for roligt og gik på jagt ud fra den antagelse, at der måtte være noget bedre og fandt en lille ildelugtende (af for mange køer) landsby cirka en km væk bag et højdedrag. Lokkede mig på bar, den fik vi også for os selv. Hyggelig aften med cerveza, Farias og hjemmebagt. Tours fortalte, at han havde valgt tysk som ekstra fag i skolen. Det fortrød han og læser nu engelsk i fritiden. Han har stadig lang vej, men rart, at de unge i Frankrig har indset, at verden var for stor til fransk. Tyskerne har for længst erkendt, at tysk ikke er nok. Da vi var på vej til baren, kom hospitaleroen drønende i en lille bil, hurtig indskrivning og af sted igen. Da havde vi for længst selv stemplet vores pas med det frit tilgængelige stempel på det lille bord ved indgangen. To mand og et refugium 78

81 Dag 24 Calvor - Portomarín. 30 km Te og morgenmad i fælleskøkkenet med resten af vores nødforsyninger, blandt andet en dåse majs. En flad landevejstur til Sarria og en bar, som havde det hele. Afsked med franskmanden, der gik 50 km om dagen og ville være professionel soldat i fremmedlegionen. Håber ikke det var Caminoen, som havde inspireret ham. Smuk og ensom tur gennem et bølgende og varieret landskab med masser af køer på markerne, ofte indhegnet af stengærder. Ler og skifer var nu erstattet af mere solide bygninger, opført af kampesten og cement. Siddende på en sten, i skyggen på en smal vej, kom der pludselig en stor flok køer imod mig. Besluttede at blive siddende, men følte mig ikke helt tryg, da de nysgerrigt kom meget tæt på.. Bonden ignorerede mig, men det gjorde de to glubske hunde, som jeg ikke havde bemærket, ikke. Aldrig havde jeg holdt vejret så længe, men de var også blot nysgerrige. Havde hørt meget om de farlige løsgående hunde, men følte mig aldrig truet. Tror, der i dag går så mange mennesker på 79

82 Caminoen, at det er blevet en naturlig del af hundenes hverdag. De lå blot dovent og kiggede på de forbipasserende. Mange begyndte deres pilgrimsvandring i Sarria, 111 km fra Santiago. Årsagen var, at compostelaet (pilgrims-beviset) krævede, at man havde vandret mindst 100 km. Hvorfor gå 800 km, hvis beviset var målet. Mødte et besynderligt optog. Holdt middagspause, da der pludselig passerede en æselkærre, æslet fandt selv vej, for 50 meter bagved gik kuskene, tre ældre mænd og hyggesnakkede. Fik senere historien; under en våd fest i Burgos havde de pjattet om at gå Caminoen på denne måde. Det var startet som en spøg, men nu var de her. De blev i øvrigt afvist på refugiet, hospitaleroen mente ikke, der var plads til et æsel på de udvendige arealer, synd. I tresserne måtte store dele af Portomarín bøje sig for udviklingen: en stor inddæmmet sø og vandkraftværk. Katedralen og andre bevaringsværdige bygninger blev flyttet sten for sten, og en ny by opstod på højere liggende terræn, resten blev oversvømmet. Over søen ad en lang bro, op til bycentrum ad en lang og bred trappe, gennem det arkadeagtige strøg til et nyere pænt refugium med store rædsomme sovesale. 50 køjer sat sammen som dobbeltsenge i et langt smalt rum med tung indelukket varme. At køjerne normalt stod tæt var ok, men dobbeltsenge, det var meget tæt. 80

83 Gensyn med de svenske piger; nu havde den anden problemer, så de havde taget bussen. Spiste i fælleskøkkenet. En gruppe havde købt pasta og masser af salat og bød på aftensmad. Skulle selv medbringe vin. Det blev en hyggelig aften, hvor en gruppe unge mennesker holdt sangaften i den til gengæld pæne fællesstue. Nogle ældre spaniere blandede sig med nogle stille melankolske folkesange (tror jeg). I hvert fald blev stemningen mere rolig, alle sang med, bortset fra mig, forstod intet, men mærkede varmen Dag 25 Portomarín - Melide. 40 km 81

84 Sov dårligt, en meget snorkende nabo gjorde ikke de håbløse forhold bedre. Fortrød, at jeg ikke havde valgt et billigt hostel, allerede da jeg så de forfærdelige dobbeltkøjer. Heldigvis eneste sted jeg så dem, og godt det ikke var første nat, så var jeg løbet skrigende bort. Ingen donation her. Listede ud med første morgengruppe kl Havde regnet med morgenmad i en af byens mange barer, som lå lige ved siden af refugiet, men det var for tidligt. Havde spist min normale nødforsyning dagen før i Calvor og havde endnu ikke fået fyldt op. Heldigt, at et ungt par bød på te og brød med marmelade i fælleskøkkenet, sødt træk. Jeg ville ikke sige, at Galicien er smukkere end de andre regioner (selv om det er tæt på), for alle områder har deres charme, men det var tydeligt, at man var kommet til en egn med megen regn. Alt, uanset om det er uopdyrkede områder, stod grønnere, og der var flere store skove, med blandt andet eukalyptustræer. Nogle hurtigvoksende kæmper, karakteristiske ved at barken skallede af og hang ned ad stammen i lange flager. Blandt Galiciens særpræg var horreos, der stod overalt i landsbyerne, en slags små lader til opbevaring af grønt: Små stenhuse, som stod hævet over jorden, skabt for luftcirkulation i Galiciens fugtige vejr. Horreos. Den hvide pose ved korset er madpakken til en lille fortæringspause 82

85 Mødte Ruth fra Belgien, som jeg skulle få mange hyggelige timer med. En stærk, lattermild selvstændig kvinde på 36, som havde telt med og ofte overnattede i det fri, helst alene ved en flod, hvor hun kunne blive vasket; også hun ledte efter svar. Sundhedshjælper for psykisk syge og havde taget 3 måneders sabbat. (I Belgien har man ret til 1 års sabbat, som man kan fordele over flere perioder). Var kommet ud af et langvarigt parforhold og havde nu truffet en mand med to weekendbørn. Overværede undervejs et spansk bryllup. Da en del af de mandlige gæster gik ud af kirken, fulgte vi med. Det var bryllupsbilen, der blev kørt helt hen til indgangen og forsynet med de sædvanlige dåser m.m. i snor bag bilen. Indvendig blev den fyldt op med balloner. Der blev kastet en masse karameller, og vi fik fyldt sukkerdepoterne inkl. et restlager. Desværre trak det ud, til sidst gik vi og blev enige om, at brudeparret nok var i skriftestolen og måske havde en del i bagagen. Ved et lille landsbyrefugium kom de to svenske piger ud; der var ingen, så de var gået ind for at hvile sig på et par køjer. Fulgtes resten af vejen i en af turens få regnbyger. Fik afprøvet regnslaget ordentligt. Det virkede let at gå med, samtidig var der plads til rygsækken inden under. Ruth stod af, ville finde en campingplads. Sluttede dagen med tapas, øl og fodbold. Tyskland-Sverige 2-0. Det blev nok lidt mere fodbold og bar, end jeg oprindeligt havde tiltænkt. Vidste godt, der var VM i fodbold under min vandring og havde oprindeligt besluttet at ignorere begivenheden, det passede ikke til Caminoen - troede jeg. Her var det ikke benene, der bestemte, et andet system tog over og sagde, at det var ok, når jeg nu syntes så godt om begge dele. Desuden var man ofte så mæt af dagens oplevelser, at man ikke orkede flere indtryk, så på den måde hang det fint sammen. 83

86 Dag 26 Melide - Monte del Gozo. 47 km ( 11 km) Fra starten var jeg indstillet på at tage bus, hvis det af forskellige årsager var nødvendigt. Undervejs skiftede jeg indstilling, Caminoen skulle vandres - nu skiftede det igen. 84

87 Sagen var den, at jeg fra starten havde en plan om at tilbringe den sidste nat på bakken Monte del Gozo, 5 km før Santiago de Compostela. Jeg ville nyde turen og udsigten med en god middag og råhygge med tøjvask m.m. inden indtoget til katedralen og gudstjenesten kl. 12 den næste dag. Jeg havde en underlig følelse af at blive trukket af en magnet (katedralen) og var enten kommet for langt eller for kort i forhold til næste mål. Der manglede 47 km; jeg kunne dele dem over to dage, men lige præcis her var jeg ikke til korte distancer. Eller jeg kunne forsøge at gå de 47 km (havde før gået 40, og det var en nem rute ifølge guiden). Det blev beslutningen. Startede ud med de svenske piger klokken 6. Havde forsyninger med til hele dagen, det var søndag, og intet skulle forsinke mig. Efter pause med et solidt morgenfoder ville jeg gå alene, og vi tog afsked med store knus, vidste godt, at vi måske ikke sås mere. Det gjorde vi heller ikke, men jeg vidste, at de valgte rigtigt med en overnatning midtvejs, og Santiago næste eftermiddag. Landskabet og vejret var ligeså dejligt som altid, men for første og heldigvis sidste gang, nød jeg ikke turen. Det var blot noget, der skulle overstås. Efter 31 km i Santa Irene, hvor pigerne ville overnatte, besluttede jeg at tage bussen til lufthavnsbyen Lavacolla. Herfra var der 5 km opad til refugiet i Monte do Gozo. De sidste kilometer var ren paradegang på en næsten alléagtig grusvej. Stedet var en skuffelse, kæmpe etplans betonby. Ingen udsigt, man havde plantet træer, der skyggede for et smukt vue over Santiago. Et grimt, dominerende monument stod på bjergtoppen opført i forbindelse med et pavebesøg nogle år tidligere. Trods alt en hyggelig aften med en belgier på 60, som gik Caminoen for anden gang. Denne gang fra Lyon med 16 kg, ja, på ryggen. Prøvede senere at løfte rygsækken - helt vildt. En dame fra Panama satte sig også ved vores bord. Hun havde besøgt sin datter i Tyskland og hadede vores skiftende årstider. Hele året havde de samme temperatur i Panama graders 85

88 varme. Det ville jeg helt sikkert hade. Hun gik Caminoen for 4 år i træk og havde lokket sin voksne søn med. Da jeg spurgte, hvorfor de (og mange andre) vendte tilbage til Caminoen gang på gang, sagde de blot, at det ville jeg også gøre. Det tror jeg nu ikke, den første vandring vil altid være speciel, alt er nyt og ukendt, det kan ikke gentages. Efter at moderen havde lovet at sikre tilbagetoget med et vindue på klem, kunne sønnen og jeg blive og se fodbold og dele vin til næsten midnat. Portugal vandt over Holland, og vi slap for vinduet, døren var åben. Eneste brist ved en hyggelig aften var første møde med ikke-ryger restaurant Dag 27 Monte del Gozo - Santiago de Compostela. 5 km Katedralen i Santiago de Compostela 86

89 Let tur nedad, ingen tvivl om vejen, masser af gule pile. Modsat mange andre byer, hvor katedralen står som et vartegn fra mange kilometers afstand, skal man her runde det sidste hjørne, før den pludselig står der, smuk og knejsende. I en bygning nær katedralen, stod jeg kl. 10 i en lille kø for at få mit compostela; beviset på at jeg er pilgrim (se bilag bagerst i bogen). Går lidt rundt i de nærmeste gader med en dejlig følelse af stolthed og glæde. Nu skal dagen nydes. For de fleste stopper Caminoen her, og det, tror jeg, gør oplevelsen stærkere. For mig var det en stort punkt på turen, men det endelige mål er Finisterre, og i morgen vandrer jeg igen på Caminoen. Kl. 11 går jeg rundt i den store flotte katedral. Blev især imponeret over tolv fint dekorerede skriftestole langs to sidegange. Små aflukkede bure med hul i midten, hvor man kunne se øverste del af en flot dragt og præst; her kunne man sidde og skrifte ansigt til ansigt. Var det mere alvorligt, kunne man sætte sig ved siden af skriftestolen, her var en lille lem til præstens øre, og så lukkede han den store lem foran sig for at kunne lytte koncentreret. Det havde jeg aldrig set før og var lidt forbavset over, at så mange skriftede. Ville nok have fundet et mere diskret sted, for her var ved at blive fyldt godt op af turister, pilgrimme og lokale i blandet flok. Meget stemningsfuld pilgrimsmesse, her med røgelseskar. Udsnit af altertavlen med Jakob 87

90 Klokken 12 startede gudstjenesten. Forstod selvfølgelig ikke, hvad Min der blev turs sagt, stærkeste men det oplevelse virkede meget inkl. resten højtideligt af dagen. og stemningsfuldt. I Cee mødte jeg Det igen store Ruth, rum var hun fyldt havde til bristepunktet, overnattet i byen mange (telt) stod og op. var kommet Havde sent fået af selskab sted. Vi af kravlede Ruth, som over forstod det sidste lidt bjerg spansk sammen, og kendte men de var forskellige alene, da arbejdsgange jeg fik endnu i en katolske stærk kirker, oplevelse, hun især forsøgte fordi at jeg holde ikke vidste mig a jour. det. Der blev for eksempel på et tidspunkt råbt op, hvor De mange sidste pilgrimme to km mod der Finisterre var ankommet by (på siden galicisk: i går Fisterra) med antal var en og dejlig lande. sandstrand, Danmark én næsten (mig), måske, som Vesterhavet. jeg hørte det Vidunderlig ikke. afslutning På et tidspunkt på 800 kms blev vandring, et kæmpe røgelseskar at gå langs sænket strandbredden ned fra loftet, i bare og tæer to store og munke nøgen svingede overkrop det med ved rygsækken hjælp af tovværk løst hængende igennem kirkerummet ene i skulder store buer. og samle på muslingeskaller, der på en eller over den anden måde var synonym med Caminoen. Det var eftermiddag og Havde tidevand. på pilgrimskontoret Da jeg næste været morgen i tvivl ville om, supplere hvorvidt beholdningen jeg kunne sige af ja til muslingeskaller spørgsmålet, om var jeg der gik ingen, turen af stranden religiøse grunde; var tom. det Tidevandet bliver man havde spurgt taget om (religiøs, resterne ikke med religiøs, tilbage der til skuffelse er to forskellige de mange, diplomer). der skulle Heldigvis retur var næste spørgsmålet formiddag så bredt uden formuleret, at have at udnyttet jeg kunne eller svare vidst ja. noget Nu mødte om eftermiddagens jeg en, der ikke var gavebod. i tvivl. Ruth havde gået med hende I flere Finisterre gange. Cirka fandt 40 jeg år, refugiet. tynd og Fik spinkel, et nyt og diplom håret ved over at vandringen. efter Fandt kemobehandlinger en køje, soveposen for kræft. ud, så Hun er her var optaget. ikke Provianterede i tvivl om, at vokse ud ved vandringen købmand var vejen og til hendes gik Caminoens helbredelse. sidste Kunne to hun km klare til den, Kap Finisterre. betød det, at hun også kunne klare sygdommen. Stærkt. Aftalte med Ruth, at vi skulle mødes i det store kommunale refugium, som først åbnede kl. 16 for at spise menú del dia sammen, hilste hjerteligt på Østrig/Italien-pigerne, som også ville til Finisterre, drak en øl med Salzburgermann Muslingestranden og gik, stadig hvor med jeg rygsæk, planløst rundt og så på byen. Mæt gik i de sjæl sidste og af legeme, 800 kilometer godt en vandkant, fotograferet tilfreds med det hele. På turistinformation fik jeg kort over ruten til verdens ende. Refugiet lå på en bakke i en bydel adskilt af et stort parkanlæg. Det lignede en kaserne med kæmpe sale og store enkeltsenge, adskilt på 88 Udsigt fra refugiumsoveværelse

91 midten af en mur med indbyggede skabe. Alt var meget gammelt, også baderummene, men rent og ok. Her var den panoramaudsigt over by og katedral, jeg savnede i Monte del Gozo. Den 25. juli, Jakobs dødsdag, holdes der hvert år en stor helgenfest til hans ære. Ingen tvivl om at Spaniens skytshelgen bliver fejret på behørig vis, blandt andet med store optog og festfyrværkeri. Når den 25. juli falder på en søndag, næste gang i 2010, er det noget helt særligt, som samler millioner af mennesker Dag 28 Santiago de Compostela - Negreira. 22 km Almindeligt vejkort. I bunden Padrón hvor man mener, at Jakob blev fundet. Længst til venstre verdens ende. Cirka midtvejs mellem Mazaricos og Cee/ Corcubion første havblik 89

92 Vågnede tidligt og tog af sted kl. 6. Forbi katedralen og ud af byen. Ikke så mange gule pile længere, allerede tydeligt, at det blev en tur med forringet service. Og tydeligt at der ikke blev så mange at følges med. De fleste var stoppet. En dejlig rolig tur i smukt landskab med nogle kilometerlange stigninger, og en fantastisk udsigt ind over Santiago. Det sædvanlige dejlige vejr, som i store træk havde varet i samtlige 27 dage. Fik turens bedste tortilla española i en lille by med bar og trivelig kromutter. Det varede to fadøl og en halv Faria, fra æggene kom på panden til en fyldt tallerken stod dampende foran mig. Flot hævet og gylden. Det krævede endnu en kold fadøl. De lange vandringer krævede energi, jeg opfyldte nu den vigtigste camino-regel, gå ikke sukkerkold og pas på væskebalancen. Spiste og drak til en stor sikkerhedsmargen. Krofar sad udenfor med avis og overblik. Engang imellem kom han ind og skar nogle strimler af en lufttørret og (til)røget skinke, som hang ned over bardisken i en snor fra loftet. Selv om jeg var sulten, blev kun halvdelen fortæret. Fik resten pakket ind i stanniol af den dygtige kok; lækre småbidder til resten af dagen. Da jeg gik en time senere, havde jeg været den eneste kunde. Krofar sad stadig med avisen udenfor i solen. Undrede mig over, at der var refugier den vej ud fra Santiago de Compostela, pilgrimme vandrede jo mod byen. I det udmærkede refugium i Negreria fandt jeg svaret. Der var selvfølgelig også en camino-rute fra vest - ind mod Santiago. Der var optaget, for nu kom der pilgrimme fra to retninger. Fik en madras og lagde den sammen med flere andre udenfor. Pragtfuld lun aften, ville sove på stjernemarken. Gik på bar sammen med Jean Claude, som jeg mødte igen. Der skulle ske to vigtige ting, depoter og væskebalance skulle fyldes op, og Spanien-Frankrig spillede i VM kvartfinale. Det skulle opleves på en spansk bar. Stemningen var ubeskrivelig i et total overfyldt lokale, især da Spanien kom foran. Dalede en del, da det gik den forkerte vej, 90

93 og da kampen sluttede, var kun Jean Claude glad. Frankrig vandt Dag 29 Negreira - Olveiroa. 33 km Det blev en pragtfuld nattesøvn i den friske luft. Natten var kulsort, så der var intet til at forstyrre udsynet til stjernerne, smukt. Havde aftalt at gå med Jean Claude, ruten var så mangelfuldt opmærket, i hvert fald i forhold til tidligere, at vi var enige om, at fire øjne så bedre end to. Stejle stier, eukalyptusskove, kønne landskaber, floder, asfaltveje, barer. Der manglede ikke noget. Ruten lå fast på forhånd, der var ikke andre refugiue-muligheder. Fik en hyggelig dag med Jean Claude. Han kunne mere engelsk, end han selv vidste, især når jeg gættede mig frem med engelske ord, kunne han pludselig nikke ivrigt og gentage på engelsk, ganske hyggelig kommunikationsform, især når man havde god tid, og det havde vi; desuden havde vi tegnsprog, streger i sandet, gestikulation osv. Jean Claude var typograf og gået på pension som 57-årig (Det kan man i Frankrig). Han boede i Rennes og var sidste år gået fra hjembyen til Pamplona. Nu skulle det gøres færdig. Kan godt lide at få folks historie med, så bliver det ikke blot en person, men et menneske med en baggrund, man møder. Under normale omstændigheder ville vi ikke have fået den samtale, sprogproblemerne var så store, at vi havde opgivet, som hidtil, at forstå hinanden. Ingen tvivl om at næsten en måneds skæbnefællesskab på en eller anden måde gjorde os ekstra motiveret til at forstå hinanden. Her lærte man, hvor langt man kan komme med tålmodighed og lyst. 91

94 Refugiet lå i en lille landsby ved siden af en gård med mange køer og fluer. Om aftenen fællesspisning. Igen mange pilgrimme, som skulle til Santiago. PS: Man får virkelig et land ind under huden, når man bevæger sig gennem det på denne langsomme, næsten intime måde, hvor man ikke kun ser, men mærker, lugter, føler. Indtrykkene bliver hængende. Derfor gjorde det ondt, rigtig ondt, da jeg i august 2006 erfarede, at voldsomme skovbrande havde ødelagt alt. Caminoen, vartegn, alt er væk. Disse prægtige skovarealer, som jeg lige havde vandret igennem, er askehop. Den eneste mulighed nu for at komme til Kap Finisterre er med bus. Man vil forsøge at genetablere ruten, men hvor lang tid er det nu lige, en skov er om at rejse sig? Trist Dag 30 Olveiroa - Finisterre. 33 km Sidste dag på Caminoen. Sidste gang jeg skriver, dejligt vejr og smukt landskab. Og sidste gang jeg ifører mig vandretøj og rygsæk, klar til dagens vandring. Mange af de ting, som var blevet daglige rutiner i næsten en måned skulle pludselig udføres for sidste gang. Både vemodigt og dejligt, en speciel dag - og det blev det. Endte på en af de højsletter, som jeg altid frydede mig over på grund af den uforstyrrede ro og de vide udsigter. Da der manglede cirka 20 km skulle jeg lige forcere en lille bakke, kunne godt se det franske par fra Toulouse, som jeg lige havde drukket kaffe med, stod og kiggede. Det var havet, Atlanterhavet. Man kunne se halvøen med Kap Finisterre yderst til højre. Nedturen mod Cee blev ren velvære. Efter 30 dage uden vand (hav) var det der pludselig, - hele tiden, og det kom nærmere og nærmere, kunne mærke havluften, og til sidst dyppe tæerne. 92

95 Første havkig Min turs stærkeste oplevelse inkl. resten af dagen. I Cee mødte jeg igen Ruth, hun havde overnattet i byen (telt) og var kommet sent af sted. Vi kravlede over det sidste bjerg sammen, men var alene, da jeg fik endnu en stærk oplevelse, især fordi jeg ikke vidste det. De sidste to km mod Finisterre by (på galicisk: Fisterra) var en dejlig sandstrand, næsten som Vesterhavet. Vidunderlig afslutning på 800 kms vandring, at gå langs strandbredden i bare tæer og nøgen overkrop med rygsækken løst hængende over den ene skulder og samle på muslingeskaller, der på en eller anden måde var synonym med Caminoen. Det var eftermiddag og tidevand. Da jeg næste morgen ville supplere beholdningen af muslingeskaller var der ingen, stranden var tom. Tidevandet havde taget resterne med tilbage til skuffelse for de mange, der skulle retur næste formiddag uden at have udnyttet eller vidst noget om eftermiddagens gavebod. Muslingestranden hvor jeg gik de sidste af 800 kilometer i en vandkant, fotograferet dagen efter, hvor jeg mødte Jean Claude. I baggrunden Finisterre by og bag klippen Kap Finisterre. Solen i øst. 93

96 I Finisterre fandt jeg refugiet. Fik et nyt diplom over vandringen. Fandt en køje, soveposen ud, så er her optaget. Provianterede ved en købmand og gik Caminoens sidste to km til Kap Finisterre. Vejen sluttede ved fyrtårnet, en stor hvid bygning. Min camino sluttede på en klippeblok, hvor bølgerne fra Amerika brydes, kunne ikke komme længere. Det kunne ikke slutte smukkere. En vej, der endte det mest naturlige sted af alle, nemlig ved verdens ende. Et Atlanterhav, der bølgede dovent i solens skær samt 800 km uforglemmelige minder. Endelig mærkede jeg den glæde og tilfredshed, som måske manglede lidt i Santiago de Compostela. Endegyldigt bevist, Caminoen ender ved det fyrtårn, som man ser th. Hele vandringen har gået fra øst mod vest, og dette er det vestligste punkt i Europa. Den lille vej til højre ender ved en stor p-plads. Kap Finisterre klokken 18 med solen i vest. Da jeg fik mig løsrevet og gik tilbage, var det blevet sent, et menneskemylder var på vej for at se solnedgangen. Det trak ikke, havde set det så tit andre steder. Jeg var fyldt op. 94

97 Kl. 23 kom Ruth til refugiet med fuld oppakning, hun ville have sovet ude på spidsen, men fortrød og fandt en madras til gulvet. Gik på bar og drak afskedsøl. Kunne ikke sove, de sidste kom hjem fra Finisterre kl Ved ankomsten havde vi fået at vide, at en bagdør ville stå åben hele natten. Man vidste godt, at det var sidste nat for mange, og det var svært at sige farvel Hjemrejsen. Finesterre - Ribadeo Tidligt om morgenen, inden busafgang kl , en tur tilbage til den strand jeg oplevede så stærkt dagen før. Nu var den tom, ingen mennesker og ingen muslingeskaller. Heldigt at komme samtidig som tidevandet i går ved 15-tiden. Mange blev skuffede. Mødte Jean Claude, han ville slutte i Muxia, en anden køn by ved havet. Havde tidligere sagt farvel, nu gjorde vi det igen. Var forbavset over det store antal pilgrimme, der var, både på refugiet og i bussen retur; set i lyset af den lille gruppe jeg havde vandret med. Årsagen var, at mange sluttede deres camino med en bustur til Finisterre og retur næste dag. I la Coruña stoppede bussen ved banegården. Ville egentlig til centrum og finde et hotel, men steg nu af for at finde ud af turens videre forløb. Kunne senere gå den sidste kilometer. (Vidste ikke, at det blev det sidste, jeg så til la Coruña.) Sagen er, at jeg, lidt imod min natur, intet havde forberedt om min hjemtur, kun, at den skulle slutte med en togrejse til Bilbao, hvorfra jeg havde bestilt flybillet 4/ kl Ud over ønsket om en togtur langs nordkysten indebar det den fordel, at jeg kunne bruge rejsen til optrapning til normaltilværelsen og tilrettelægge den efter de dage, der var til rådighed. 95

98 Antallet kendte jeg ikke, før min vandring var slut. Denne måde gav en dejlig frihed over flere dage, frem for et ventende fly en bestemt dag i Santiago. En flink, engelsktalende kvinde i billetkontoret forklarede, at hurtigruten til Bilbao varede 12 timer, startende hver morgen klokken 7 fra la Coruña, pris cirka 50 Euros. Ruten fulgte i store træk camino-ruten, det vil sige tilbage til Santiago de Compostela, León, Burgos og vist nok togskifte i Logroño. Fint nok, hvis jeg kun havde to dage, men jeg havde tid til ønskeruten. Ruten langs nordkysten var en nærbanerute (på dansk, bumletog) med udgangspunkt i Ferrol, 1,5 timers togrejse mod nord. Der gik et tog om 45 min (3.50 Euro). Godt jeg på Caminoen havde lært at tage en dag af gangen uden for megen planlægning; sådan blev hjemturen også. Traf en hurtig beslutning, farvel la Coruña, havde været her. Ville i stedet overnatte i Ferrol (troede jeg). Køn tur langs fjord og skove, men underligt pludselig at stå i en forholdsvis stor by man aldrig har hørt om, og hvis sprog man ikke taler. Alle - ja, alle hoteller var optaget.. På de større hoteller talte man trods alt engelsk; lige præcis denne weekend var der en stor konference i byen. Et venligt sted ringede man til andre muligheder uden resultat. Eneste chance var en campingplads, et for mig ukendt sted uden for byen. Det havde jeg ikke mod på. Tilbage til stationen, var ved at indstille mig på, at det kunne blive en bænk eller krog i nat. Var heldig, dagens sidste tog afgik 25 minutter senere med endestation i Ribadeo. Kendte ikke byerne på ruten, men gættede på, at endestationen måtte være en rimelig stor by med plads til en mere. Den snuppede jeg for 8,45 Euro med afgang og ankomst Hele mit pilgrimspas var udfyldt, men der var et par tomme områder på forsiden, her kom der nu et jernbanestempel. Hyggelig tur med mange stop. Først gennem større skovområde og dernæst langs kysten ved byen Ortigueira. Alle lidt større 96

99 byer havde en stationsforstander, der kom ud for at give afgangssignal (som herhjemme i gamle dage). Ribadeo var til min store overraskelse pilgrimsby på rute Nord, opdagede det ved en tilfældighed, da jeg i toget kiggede nærmere i pilgrimspasset, mit eneste atlas, hvor også nordruten var indtegnet. Det var den sidste by ved kysten, inden ruten skar ind i landet mod Santiago. Havde hørt at nordruten var mere primitiv, det måtte undersøges. Refugiet lå i den modsatte ende af byen, nær busstationen. En forholdsvis ny bygning med tolv senge inkl. en ledig, fint. Opholdsrum, køkken og flot badeværelse, men bar tydeligt præg af manglende tilsyn. Alle sov, bortset fra en ældre tysk cyklist, som gav kaffe og fortalte om sin bakkede tur fra den franske grænse. Kl. 24 i bad og køje efter en lidt anderledes dag end forventet Ribadeo - Oviedo Morgen klokken 7.30: Fornemmede ikke den fællesskabsfølelse, som eksisterede på min camino. Alle passede sig selv. På busstation så jeg, at der afgik bus til Oviedo kl. 10. Lød fristende med en dag uden problemer, 12,95 Euro og busstempel i passet. Forlod den kønne by Ribadeo med lystbådehavn og vejskilt til Ovideo 136 km. Vidste fra køreplanen, at turen varede 4 timer, den virkede spændende. Hvor bumletoget havde holdt sig til de fladere område nær kysten, med stationen i byernes udkant, kom man her ind gennem centrum af de små byer, ofte med lange holdepauser, hvor man kunne mærke atmosfæren og dagliglivet. 97

100 Det blev en utrolig smuk tur i de Cantabriske Bjerge, som var Pyrenærenes forlængelse i mindre udgave. Som tidligere nævnt havde jeg haft dem på min højre side under camino-vandringen. Midt i bjergene kom man gennem La Espina, her så jeg muslingeskallen igen, vi var på Camino del Norte. Forstod nu den tyske cyklists beskrivelse af en hård tur. Busstationen i Oviedo lå ved siden af jernbanestationen, hvorfra jeg ville med tog næste dag, fandt et godt hotel i nærheden. 44 Euro. Travetur i den store og smukke by. Bar besøg og hyggesnak med to rygsækfolk, som rejste Spanien rundt pr. tog. Storindkøb og tid til hjemlig hygge i mit eget værelse for første gang, siden jeg begyndte min pilgrimsfærd Oviedo - Bilbao Lidt grumset morgen med dis og småregn. Havde dagen før undersøgt forbindelsen til Bilbao. Afgang klokken 9 ankomst 14.30, pris 19 Euro. Hjalp ung cyklist fra Valencia med cykel og bagage. Han havde lige afsluttet Caminoen i Santiago de Compostela og var på vej tilbage for at cykle nordruten, inden han sluttede sommerens udskejelser med sølvruten fra Sevilla. Lidt af et projekt. Stadig en køn tur og stadig med mange stop undervejs. Desværre forsvandt de store panoramaudsigter i disen, som blev hængende. Fra Bilbaos store banegård var der mange valgmuligheder. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg en måned tidligere ankom med bus fra lufthavnen til en busterminal, som lå ved siden af Bilbaos store fodboldstadion, og at jeg tirsdag morgen skulle med samme bus tilbage. Indlogerede mig på Hotel Estadio. To nætter for 110 Euro, og tæt på bussen tirsdag morgen. 98

101 Gik en aftentur langs Bilbao-floden, som løb i nærheden. Blev endnu engang imponeret over de store smukke rekreative anlæg, der altid findes langs floderne i de spanske byer. Endte ved det imponerende Guggenheim museum, som lå ved floden. Bilbao-floden og Guggenheim-museet Fridag i Bilbao Turist i Bilbao. Ti kilometer med tog til Santurtzi, Bilbaos havneby, hvor floden endte i Biscaya-bugten. Troede der ville være mere at se på, men alt var meget indelukket inkl. en tur forbi tolderen i frihavnen. Tilbage til banegården, hvor floden i en rund bue passerede dens bagside. Over en bro og man var i den gamle bydel med en katedral, og et utal af små butikker og handlende i de snævre gader. 99

102 Vandretur langs floden til Guggenheim-museet, nu fra den modsatte retning. Hvor heldigt, at der var særudstilling af skagensmalernes artsfæller fra Rusland. Den flotteste udstilling, jeg har set. Også imponerende museum, set indefra. Fik selskab af en ligeså imponeret ældre japaner. Han gik Caminoen samtidig som jeg og havde taget samme hjemtur ad nordkysten. Minder blev genopfrisket. Huskede godt han gik med en ung japansk pige, troede de rejste sammen, men de havde mødt hinanden på Caminoen og besluttede at gå sammen. Ville have sluttet med et festmåltid, men endte med mad hjemme, karbad og fodbold. Klar til hjemrejse Bilbao-Danmark Alt forløb planmæssigt, havde 8 ledige timer i Stansted Lufthavn. En tur til London med nærliggende tog kostede 16, hvis man var retur inden kl. 17. Det var jeg, ville ind at snuse til atmosfæren, ikke drøne rundt og se en hel masse (havde aldrig været der). Det var synd for Themsen, Fleet Street, St. Paul s Cathedral, Liverpool Street Station og så videre, at mit sammenligningsgrundlag var kønne Bilbao. Hjemme kl efter en uforglemmelig tur. 100

103 Om fodtøj Der Salzburgermann - en østriger, som endda havde vandret før, begik den klassiske fejl. Han led af vabler og sår under hele turen. Først var støvlerne for små, - fødderne hæver i varmen, og da han købte nye i Burgos, skulle de gås til - igen var prisen vabler og sår, med delvis ødelagt vandring som følge. Samtidig ekstra vægt til resten af turen, fordi han ikke nænnede at smide de gamle, næsten nye, støvler ud. De fleste, jeg mødte gik i vandrestøvler med sandaler som skiftesko, og det er fint til terræn med løse klipper og mudder, men i mine øjne unødvendigt varmt og tungt til Caminoen i perioden juni-september, hvor det normalt er fint vejr. Bortset fra enkelte steder er Caminoen almindelige vandreveje, der ikke kræver andet fodtøj end det, man normalt vandrer bedst i herhjemme. Egentligt ligegyldigt, hvad man vælger, det vigtigste er, at man føler sig godt tilpas i sit fodtøj, og endnu vigtigere, at man kan holde ud at have det på - i otte timer hver dag. Det er derfor, man træner inden vandringen, ikke kun for formen, den kommer under alle omstændigheder, men det er altså smartere at finde ud af sit velbefindende med sit fodtøj inden afrejsen. Det betyder, at man hjemme, efter dagens vandretur, beholder sine sko på i passende tidsrum for tilvænning. Kan man ikke det herhjemme, kan man heller ikke i Spanien, - og der er det for sent. Hvis man har for meget bagage med, kan man sende noget hjem, eller til posthuset i Santiago de Compostela for senere afhentning, mangler man noget, kan man købe det undervejs, men forkert fodtøj kan ikke reddes. Var i tvivl, om jeg skulle vælge travesko, støvler eller sandaler. Valgte efter en del prøveture herhjemme at gå i mine tykbundede og afrundede MBT-sandaler. Det fortrød jeg ikke, og det 101

104 blev endnu bedre, da jeg efter råd fra erfaren pilgrim købte sandalsokker i Burgos. Ja, der står sandalsokker på pakningen. De er kraftigere, så foden nærmest limer sig til sålen. På grund af varmen havde jeg brugt tynde sokker uden at tænke på gnidningsmodstanden, som var årsag til min eneste vabel. Om mad og vand En maratonløber var stoppet op ved ti kilometer-depotet og begyndt at spise. Hvorfor spiser du allerede, spurgte de andre. Det er den energi, jeg skal bruge om tyve kilometer, svarede han. Så enkelt kan emnet om føde/vand beskrives. Caminoen er ganske vist ikke maratonløb, med tidsmæssigt er man af sted i længere tid, og måske i varmere vejr. Havde fra start været meget opmærksom på at drikke vand, også selv om jeg ikke var tørstig, og da jeg oplevede Lisas blackout, fik jeg syn for sagen. Det samme gælder føde, små jævnlige fødevareindtag og vand, så man hele tiden bevarer forholdet mellem forbrændte og indtagne kalorier. Man tager ikke skade af for meget vand, men for lidt kan spolere meget. Ikke tilfældigt at emnet berøres jævnligt i min beretning. I øvrigt har de verdens grimmeste tomater og bananer i Spanien, men hvor smagte disse kulhydrater godt. Der var også gode kalorier i form af proteiner i en håndfuld mandler. Det blev mine foretrukne mellemmåltider inkl. det altid medbragte flute og talrige barbesøg. 102

105 Bortset fra enkelte strækninger, skal man ikke tænke på vand, det er mange steder, - men man skal huske at drikke det. Bemærk den allestedsværende pil, der viser vej. Lidt om træning og medfølgende erfaringer Læste om Fodslaw og en vandring i Marselisborg skov eller 24 kilometer. Var efterhånden i god form og ville prøve. Man kunne beslutte længden undervejs ved at dreje ved fikspunkterne, forsatte man ligeud betød det 6 km mere. Da jeg nåede til 9 km skiltet skulle jeg dreje, der var 9 km hjem, men kunne ikke, der gik sport i det. På et tidspunkt skete det, som er årsag til, at jeg omtaler turen. Jeg blev træt, benene ville ikke mere. Det var ok, jeg var længere end nogensinde. Mens jeg langsomt gående overvejede situationen kom en medvandrer op og mente, jeg måske var gået sukkerkold. Det havde jeg hørt om elitefolk, men mit niveau! Faktisk havde hun ret, fik en energibar og ret hurtigt efter var jeg normalt gående resten af vejen. 103

106 Vidste godt, at jeg var i gang med fjerde time, og at jeg ikke havde spist og drukket særlig meget, formodede det var, fordi jeg ikke følte sult - og det var ikke godt nok. Oplevelsen gjorde et dybt indtryk, dels fordi det skete så uvarslet, og dels fordi der ikke skulle mere til for at genoprette balancen. På alle mine senere vandringer, inklusive Caminoen, gik jeg efter denne episode nødigt uden lidt føde og vand. Når vejret tillod det, gik jeg helst i sandaler og min dagsrytme havde ændret sig. Hvor det var muligt, gik jeg til alt, det var kun et spørgsmål om planlægning og tilvænning. Skulle jeg på besøg, kendte jeg cirka afstanden og udregnede cirka tidsforbrug. Blot tidligere hjemmefra og en lille rygsæk med vand og lidt skiftetøj. Det kunne være et træningsråd. Foråret 2006 læste jeg om en specifik vandring. 24 kilometer på tid, mener det var 6 kilometer i gennemsnit. Jeg deltog i sandaler uden problemer, og det blev årsag til valget af fodtøj på Caminoen. Som sidegevinst til vandring, især de arrangerede, er det sociale samvær, den hyggelige småsnak. Og radioen på de ensomme ture, har hørt mange interessante udsendelser på P1, som jeg formentlig ikke havde opdaget ellers. Info På nettet var min favorit-hjemmeside om Caminoen: www. santiagopilgrimme.dk Her fandt jeg mange gode informationer, blandt andet om at gå let, helst ikke over 7-8 kg. Alt inkl. Det var også her, jeg købte pilgrimspasset for 50 kr. Det var mest betryggende at have det med hjemmefra. Der er en henvisning til en litteraturside med mange gode danske bøger om vandringen. 104

107 Desuden er der forum med spørgsmål og svar og masser af links til andre sider, syntes især godt om den spanske mundicamino.com med engelsk version. På den spanske ambassade: kan man bestille gratis camino-info, blandt andet flot kortmateriale. Lidt om transport frem og tilbage Billigste løsning er bestilling på nettet i god tid, Jeg brugte som tidl. nævnt Ryanair og easyjet. Der er ofte afgange med billige tilbud. Min flybillet kostede for eksempel fra Bilbao til London 5 Euro, alt inkl. At jeg fordoblede prisen ved at købe en øl om bord var frivilligt, den kostede også 5 Euro. Der er mange andre flymuligheder. De store nationale selskaber er også begyndt at konkurrere. Dyreste løsning så jeg på Caminoen, når mine pilgrimsvenner de sidste dage begyndte at lede efter deres hjemrejse på nettet. Er man til tog kan man suse af sted med TGV fra Paris til Bayonne og herfra videre med bumletog til St. Pied de Port. Alternativ hjemrejse kan være en sejltur Santander-Plymouth, 20 timer til 108 Euro eller Bilbao-Portmouth ( Spansk jernbane Renfe-Timetables Lokalruten blev drevet af Feve. På Banedanmarks hjemmeside er der links til de europæiske jernbaner (klik på links). Jeg vil fraråde et stramt program, det gælder både vandring og hjemtur. 105

108 Pakkeliste Valgte rygsækken Deuter Alpine 30 l, vægt 1.2 kg. Indhold (inkl. det jeg havde på): 1 tynd sovepose, 565g 1 lille luftmadras, 580g (blev ikke brugt) 1 lagenpose 1 par zipp-off bukser 1 par shorts 2 stk underbukser (Craft) 2 par sokker (spørg, afhænger af skovalg) 2 t-shirts (Craft) 1 fleece-trøje, 315 g (The North Face) 1 regnoverslag 1 ultralet træningsdragt (reservetøj) 1 lille håndklæde (mikrofiber) Toilettaske med det, man bruger hjemme (man kan købe alt i Spanien, undtagen personlig medicin) 1 rulle toiletpapir Sudoku-bog (i stedet for tung roman) Notesbog og blyant Kasket med stor skygge. Pandelygte (eller lille lommelygte) Sikkerhedsnåle (som klemmer til vådt tøj bag på rygsækken) Bæltetaske med penge, dankort, pas med mere (forlod mig aldrig) Mobiltelefon med indbygget kamera og oplader Plastikbestik og sammenfoldelig plasttallerken Lommekniv Inklusive 1 l vand og lidt nødforplejning blev vægten på ryggen cirka 7 kg. Rigtig mange gik med kæmperygsække (60-70 l) Totalt fyldt op. Er sikker på, noget kunne undværes. 106

109 Bemærkninger til pakkelisten: Jeg burde have medbragt et par ekstra sko. Jeg har omtalt fodtøjets betydning, og det var for stor en chance at tage at lade hele vandringen være afhængig af et par sandaler, som var mit eneste fodtøj. Jeg opdagede det på tidspunkter, hvor vi gik på smattede grusveje, ikke af regn, men pga. kunstvanding. Indså at nogle dage med regn havde gjort vandring i sandaler umulig på sådanne strækninger. Her var problemet til at overse, det var korte strækninger, og jeg var generelt heldig med vejret, men det var for stor chance at tage. Kampen mod vægten i rygsækken skal være fornuftig, ikke dumdristig. Forstod ikke hvorfor så mange gik i varme, tunge vandrestøvler, men måske er det årsagen. De kan klare alt slags vejr, man er helgarderet. Vandresandalen er det behageligste fodtøj om sommeren, den vil jeg vælge igen som par nummer et. Som reserve vil jeg vælge en kondisko, der er så let som mulig, men tilgået hjemmefra, så det ikke er et problem at skifte. I mere ustabile måneder vil jeg vælge sikkerheden i vandrestøvlen og medbringe et par lette sandaler til aften- og luft til fødderne-sko. Allervigtigst er, at man befinder sig godt i sit fodtøj, at sko og fod holder af hinanden. Jeg vil også vælge en anden rygsæk, ikke for at få plads til skoene, men på grund af hoftebæltet. Man skal op på l for at få en rygsæk med ordentligt hoftebælte, det mangler på de små rygsække, til gengæld må man affinde sig med, at den er lidt tungere. Det er behageligst at bære størst mulig vægt på det kraftige hofteben. Faren ved den lidt større rygsæk er at modstå fristelsen til at fylde lidt mere i end strengt nødvendigt. 107

110 Jeg vil helt sikkert medbringe en Camel Bag. En slags vandpose med slange, som man anbringer i rygsækken. Slangen fører man til en strop, hvor det er nemt at få fat i den. Jeg gik normalt med to stk. 0,5 liters vandflasker og havde heller ikke plads til mere. Men der var steder, hvor det havde været rart med lidt større forsyningssikkerhed i form af større volumen. Desuden tror jeg, det er fint med små jævnlige mundfulde. Var i tvivl om regnslaget kontra regnjakke/buks, men den eneste gang jeg brugte det, virkede det efter hensigten. Rygsækken kom også i tørvejr, og der var dejlig luft omkring en. I stedet for liggeunderlag havde jeg fundet en let luftmadras, dog fik jeg ikke brug for den, da der altid var en seng eller madras. Brugte heller ikke lagenposen. Ret hurtigt foretrak jeg den tynde sovepose, fordi man kunne lyne ned i siden. Jeg vil droppe liggeunderlaget, bortset fra de overrendte måneder juli/august, hvor der kan være overbelagt, men hvor det til gengæld kan være dejligt at sove i det fri. Medbragte håndvaskepulver i plasticpose, den forsvandt på et tidspunkt, ligeledes håndsæben, og til sidst klarede jeg det hele, inkl. tøjvask, med hårshampoo. Det fungerede fint. Ellers passede pakkelisten, jeg savnede ikke noget. Det betyder, at det havde været overflødigt at medbringe mere. Mistede på et tidspunkt en t-shirt og købte en ny. Ved at vaske hver dag var det nok. Var der ikke en tørresnor, hang det ved køjen, var det ikke tørt næste dag, blev det hængt bag på rygsækken med sikkerhedsnåle. Medbragte et minikompas; det blev der ikke brug for. Ruten går direkte øst/vest, og solen talte sit tydelige sprog. Desuden var der masser af pejlemærker og trafik af andre. 108

111 Resume: Caminoen En naturskøn vandrerute uden farlige områder eller stejle klippesider. En tryg vej, der ikke byder på megen dramatik, og hvor den indre rejse måske bliver den største oplevelse. Helt sikkert at man når dybder, som man ikke registrerer i dagligdagen. Ind imellem går man uden at vide om fødderne rammer jorden, og om rygsækken er der. Hvad man kan bruge det til, må være individuelt. Fællesskabet Jeg har aldrig mødt et sådant sammenhold mellem fremmede mennesker, intet virker kunstigt, uvedkommende eller anmassende. Man føler sig som nært familiemedlem, når man mødte en med rygsæk, og man omgås hinanden på en naturlig og utvungen måde. Refugierne Stedet hvor alt uden problemer bliver fællesområder, hvor kønsrollerne forsvinder, og hvor man er taknemlig over en køje og varmt vand i hanen. Ofte lukket klokken for rengøring. Er der tomt ved ankomst, finder man selv en køje. De fleste står op cirka klokken 7-8, de tidlige klokken 5-6. De fleste går til køjs klokken 21-22, de tidlige klokken Barerne Karakteristiske for det spanske folkeliv. Alles mødested. Dagens vandring Bedste løsning er at lade kroppen/benene bestemme, uden for megen planlægning. Dag tre eller fire er værst, derefter begynder tilvænningen. Hver aften gik jeg som regel en lille byrunde, blandt andet for at finde de gule pile, der viste vej ud af byen næste morgen 109

112 Bus Nogle tog bussen indimellem, hvis de havde en dårlig dag, hellere det end kvæle sig selv. Man betaler ved indstigningen og skriver eller peger på det navn, man vil sættes af, 2-3 Euro, og chaufføren ordner resten. Om ikke andet, så rart at vide at muligheden er der. Byerne Mange virker tomme og forladte med tillukkede skodder. Andre steder bor der få, oftest ældre mennesker, som man måske møder ved stedets drikkefontæne, når de kommer med deres plastikdunke for at hente dagens vandforsyning. Butikker De fleste steder holdes siesta mellem kl , dog ikke i store forretninger. I stedet for vakuumpakket pålæg og andet kan man i slagterafdelingen købe pålæg og ost i små mængder. Man peger blot og viser antal med fingrene. Måltider Der er normalt fælleskøkken med kogeplader og køleskab til fri afbenyttelse. Somme tider er der fællesspisning. Der er næsten altid billige barer/cafeer i nærheden. Havde altid lidt proviant i rygsækken. Fodtøj Er nøje omtalt, det vigtigste er, at man har det godt med sit fodtøj, at man kan holde ud at have det på i længere tid ad gangen. Vand og ernæring Også nøje omtalt, spiste oftere og mere end normalt, alligevel tabte jeg 5 kg, det viser, at der forbrændes en del energi på så lang en vandring. 110

113 Konklusion Alle kan gå Caminoen, hvis man lader benene bestemme. Lad endelig være med at stresse for at nå bestemte mål eller for at følge andre. Brug den tid det tager, formen kommer automatisk. Det siges, at dag fire er værst. Har nævnt vægten på ryggen, hvor et par kilo virkelig kan mærkes på så lange ture. Eks. Heidi medbragte et badehåndklæde, der vejede og fyldte mere end min sovepose. Hun kunne godt se fejlen, da det en dag hang ved siden af min 75 grams fiberdug. For at gøre det endnu værre; mit var tørt den næste dag. Og to næsten ens guidebøger, hvad angår oplysninger. Jeg fik den ene, vægt 200 g. Lidt her og der, det vejer alt sammen. Lær de mest almindelige spanske ord, for eksempel for fødevarer og tal eller medbring en miniparlør, ikke en bog, men et par løse ark. Er du, ligesom jeg, single: lad være med at tage en ven/veninde med for selskabs skyld. De er dernede i store berigende mængder, hvis du lukker døren op. Som par vil oplevelsen sikkert være anderledes end enegængerens. Det giver en dejlig tryghed at være to, ingen tvivl om det. Mødte rigtig mange ægtepar, men gik sjældent med dem, som om der var en usynlig barriere. Til gengæld så jeg dem ofte gå sammen. Egentligt er det vel samme mønster herhjemme, det er blot som om Caminoen forstærker alle indtryk. For mig betød møder og samtaler med ukendte mennesker undervejs mere, end jeg havde troet, og lagde en ny dimension til min totaloplevelse af turen. Formentlig fordi jeg gik alene, gav det meget for mig. Personligt oplevede jeg to ting, der overraskede mig lidt. I modsætning til tidligere ferier, oplevede jeg ikke en eneste 111

114 gang hjemve, nu ville jeg gerne hjem. Aldrig har jeg været hjemmefra så lang tid i træk, men først den sidste aften i Bilbao var jeg klar. Aldrig har jeg haft så nemt til nyhedstof/aviser hjemmefra; der var netadgang på mange refugier og cafeer, Ikke en eneste gang trak det. Var i en anden verden. Både når jeg går herhjemme og på Caminoen har jeg den vane at omregne kilometerantallet til tid. Synes, det virker mindre stressende, når jeg ved, at jeg skal ud at gå i fire timer, i stedet for måske 20 kilometer. Lad være med at kigge på de 800 km. Kig på de næste 20 - og nyd dem! Refleksioner Måske omgikkes jeg sandheden lidt letsindigt, da jeg 18. juni på Cruz Ferro, stedet, hvor man smider en sten og rydder op i sin indre og ydre bagage, skrev, at jeg havde ryddet op undervejs. I hvert fald skete der et par ting, som jeg ikke den dag i dag kan forklare nærmere. Jeg kan kun sige som tidligere, at alle oplever turen forskelligt, og at det, der sker for den ene, sker ikke nødvendigvis for den anden. Jeg sad ved den herlige fontæne nær jernkorset og var godt tilfreds med det hele. Skulle lige til at bide lidt i en negl, der generede. Det havde jeg gjort så tit, og det var en de ting, jeg havde erkendt ikke kunne laves om. Om det var stedets lidt højtidelige stemning, eller hvad der skete, ved jeg ikke, men jeg undlod at bide i den negl. Det gjorde jeg også dagen efter og har ikke bidt negle siden. En dårlig vane endte sine dage på Cruz Ferro. 112

115 Faktisk skete der noget lignende nogle måneder efter hjemkomsten. Skulle til at tænde en morgencigar, da jeg besluttede at vente en time. Totalt uplanlagt. Jeg havde mange cigarer i skuffen, og det har jeg stadig, for uden særlige problemer viste det sig, at den cigar, jeg havde røget aftenen før, var den sidste. I hvert fald har jeg ikke røget siden. Nu tygger jeg ind imellem på en lakridsrod og undrer mig over, hvad der egentligt skete. Jeg begyndte at ryge, da jeg kom ud på arbejdsmarkedet, måske var det meget passende, at det sluttede, da jeg forlod det - eller var det Caminoen? Jeg vil slutte bogen med at besvare et spørgsmål jeg har tænkt meget over, især fordi jeg selv havde haft problemet. Et afsnit som mange læsere sikkert kan springe over. Kan man bruge Caminoen som slankekur? Ja! Den må være ideel til formålet. Nu, hvor jeg ved, hvordan man taber sig, og jeg kender Caminoen, lyder slankekur og camino-vandring som en indlysende rigtig kombination. Man kan ikke undgå at forbrænde flere kalorier end man spiser, og så taber man sig, så enkelt er det. Når man samtidig oplever at nå sine grænser, uanset kilometerantal, og man får indsigt i et andet lands særpræg og mærker opbakningen i camino-familien, fællesskabet, hvor det er rygsækken, der bestemmer medlemskabet, ikke ens vægt eller formåen, så bliver vandringen en totaloplevelse og ikke kun en slankekur. Jeg skrev i indledningen, at jeg begyndte at læse fedtprocenter og begyndte at cykle. Forhistorien er, at min vægt langsomt i små snigende ryk havde nået sit højeste niveau på 120 kg (højde 182 cm). Ved at ændre kosten (det findes der masser af bøger om) og spise oftere i mindre portioner kunne jeg spise mig tilpas mæt for færre kalorier end tidligere. Ved at cykle brugte jeg flere kalorier, end jeg indtog, og den onde cirkel var brudt. 113

116 Jeg kom over tærskelen og tabte langsomt og uden problemer 25 kg og efter Caminoen yderligere 5 kg. På Caminoen spiser man også tit og i mindre portioner, det vil sige, forbrændingen holdes i gang i en jævn rytme. Når man i tilgift får alle de nye oplevelser, der møder én, er det ikke svært at bevare motivationen. At vænne sig til den nye livsstil, for det er det jo, tager cirka en måned, det gør Caminoen også, måske meget mere hvis bagagen er tung. Man starter hjemme med langsomt at nå op på ti kilometers vandring om dagen. Herefter kan man tage af sted, beslutte sig til at nyde vandringen, uanset de småproblemer. der møder os alle, og lader Caminoen ordne resten. På efterfølgende sider kan man få et overblik over, hvor mange steder og hvor mange sengepladser, der findes på Caminoen, Camino France frem til Santiago de Compostela. Siden er rimelig opdateret, men man skal være opmærksom på, at der hele tiden sker ændringer på ruten. Siden er fra en italiensk hjemmeside, indbyggertallene er fra Mundicamino.com og indsat for, at man kan være lidt mere forberedt. Som man ser, er der mange næsten tomme byer, hvor indkøbsmuligheder er begrænset. 114

117 Refugieoversigt By Kategori Senge Indbygger Pris i Euro St. Jean Pied de Port flere Untto privat Orisson privat Valcarlos (Via bassa) kommunal donation Roncesvalles kloster Ungdoms-herberg Zubiri kommunal 50 Larrasoaña kommunal 30 6 Trinidad de Arre sogneråd 36 6 Pamplona organisation munkeorden Cizur Menor Encomienda Sanjuanista privat 35 5 Uterga kommunal 4 82 donation privat Óbanos privat Eunate organisation 20 donation Puente la Reina Padri Reparadores privat Cirauqui sogneråd donation privat 28 7 Villatuerta privat Estella organisationen Santiagos venner kommunal Villamayor organisation sogneråd 25 donation Los Arcos organisation private Sansol sogneråd 10 donation Torres del Río privat privat

118 Viana kommunal sogneråd 12 6 Logroño organisation Navarrete organisation privat Ventosa organisation Najera kommunal donation private 7 5 Azofra sogneråd 16 privat kommunal 7 5 Santo Domingo de la Calzada organisation 200 donation kloster donation Grañón sogneråd donation Redecilla privat donation Viloria privat Villamayor privat Belorado sogneråd 56 donation privat kommunal Tosantos organisation Villafranca Montes de Oca kommunal S.Juan de Ortega sogneråd donation Agés private Atapuerca kommunal privat 36 6 Olmos de Atapuerca kommunal 30 5 Burgos organisation 112 donation sogneråd donation sogneråd 16 donation Villalbilla kommunal donation Tardajos kommunal donation Rabé de las Calzada privat privat

119 Hornillos del Camino kommunal donation Arroyo San Bol kommunal 1 donation Hontanas kommunal privat 30 5 Castrojeriz privat 12 donation kommunal donation organisation 30 donation Itero del Castillo kommunal donation San Nicolas organisation 1 donation Itero de la Vega kommunal donation privat 18 4 Boadilla del Camino kommunal privat 48 6 Frómista kommunal Población de Campo privat Villalcazar de Sirga sogneråd donation Carrión de los Condes sogneråd 45 4 kloster privat 60 4 Calzadilla de la Cueza privat Lédigos privat Terradillo de los Templarios privat San Nicolas privat Sahagún kommunal kloster 1 Calzada del Coto kommunal donation Calzadilla de los Hermanillos kommunal 16 Bercianos del Camino sogneråd donation El Burgo Rañero kommunal donation Reliegos kommunal Mansilla organisation León Benedictiner-søstrene donation kommunal 120 Villadangos del Páramo kommunal San Martín del Camino kommunal Villar del Mazarife privat 20 7 euro 117

120 Hospital de Órbigo sogneråd kommunal 40 4 Valdeiglesias sogneråd Astorga kommunal privat Murias de Rechivaldo kommunal Quintanilla de Somoza privat Santa Catalina de Somoza kommunal El Ganso kommunal donation Rabanal del Camino Confraternita S.James 46 donation privat kommunal 40 Foncebadón sogneråd 22 4 donation Manjarín privat 20 2 donation El Acebo private Riego de Ambrós kommunal Molinaseca kommunal Ponferrada organisation donation Cacabelos sogneråd kommunal 30 Villafranca del Bierzo kommunal privat 60 6 privat 30 6 Pereje privat Trabadelo privat Ambasmestas Vega de Valcarce kommunal organisation 45 5 Ruitelán privat La Faba organisation Laguna privat donation Cebreiro kommunal donation Hospital de Condesa kommunal Alto de Poio privat Fonfría privat

121 Viduedo privat Triacastela kommunal 60 donation privat privat 40 7 Samos kloster donation privat 18 Calvor kommunal donation Sarria kommunal donation diverse private Barbadelo privat donation Ferreiros kommunal donation Morgade privat 15 6 Portomarin kommunal donation Gonzar kommunal donation Ventas de Narón kommunal donation Ligonde organisation 8 63 donation kommunal 22 donation Eirexe kommunal donation Lestedo sogneråd Palas do Rei kommunal donation Casanova kommunal donation privat 17 6 Melide kommunal donation Ribadiso kommunal donation Arzua kommunal donation Santa Irene kommunal 36 donation privat 7 10 Arca / O Piño kommunal 130 donation Monte do Gozo kommunal donation Santiago de Compostela kommunal

122 120 Simon Graves Simonsens pilgrimsbevis.

123