Vejledning om træning i amter og kommuner

Transkript

1 Vejledning om træning i amter og kommuner Juni 2004

2 Vejledning om træning i amter og kommuner Socialministeriet Indenrigs- og Sundhedsministeriet Juni 2004

3 Publikationen kan rekvireres ved henvendelse til: Indenrigs- og Sundhedsministeriet 3. sundhedskontor Slotsholmsgade København K. Telefon: Publikationen kan læses på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside: Rapporten er trykt hos Schultz Grafisk Oplag stk. Trykt publikation: ISBN Elektronisk publikation: ISBN

4 Indholdsfortegnelse I. Indledning 1. Samarbejde om effektiv træning Kommunikation og koordination... 9 II. Genoptræning i forbindelse med sygehusbehandling 1. Genoptræning Genoptræning og frit sygehusvalg Fysioterapi i privat praksis Klageadgang Befordring III. Kommunal træning 1. Vedligeholdelsestræning Kommunal genoptræning Socialpædagogisk bistand, træning og behandling mv Kvalitetsstandarder, afgørelser, klageadgang mv

5

6 I. Indledning For borgeren er oplevelsen af kvalitet i de offentlige ydelser på træningsområdet i høj grad afhængig af, om der er sammenhæng i indsatsen og smidige overgange, når flere myndigheder er involveret i behandlingsforløbet. Et sammenhængende forløb i indsatsen skaber tryghed for borgeren og forbedrer den faglige kvalitet af behandlingen. Det giver bedre behandlingsresultater til gavn for borgeren. Ud fra en sundhedsøkonomisk betragtning er et sammenhængende forløb dermed også langt mere omkostningseffektivt, end forløb der afbrydes på grund af manglende koordination og sammenhæng i indsatsen. For den enkelte borger betyder et effektivt, koordineret og sammenhængende træningsforløb endvidere en smidigere og mere effektiv brug af de relevante oplysninger, som borgeren afgiver til myndighederne. Fra mange sider har der igennem flere år været ønske om at tydeliggøre ansvarsfordelingen mellem den amtskommunale og den primærkommunale myndighed på træningsområdet. Samtidig har et af problemerne på området været, hvordan der sikres et koordineret samarbejde mellem sektorerne, således at patienten/borgeren oplever et sammenhængende træningsforløb uden afbrydelser. Fra centralt hold er der på henholdsvis Indenrigs- og Sundhedsministeriets og Socialministeriets område gennemført lovgivning, der dels tydeliggør ansvarsfordelingen og dels styrker det nødvendige samarbejde mellem sektorerne. Trods disse tiltag er der fortsat eksempler på, at patienter/borgere i overgangen fra sygehus til eget hjem ikke får et sammenhængende træningsforløb, fordi de ansvarlige myndigheder og sektorer ikke i tilstrækkelig grad samarbejder og koordinerer den nødvendige træningsindsats. Resultatet af manglende koordination og samarbejde om indsatsen er ofte, at patienten/ borgeren ikke når det funktionsniveau, som et veltilrettelagt og koordineret forløb kunne have sikret. Formålet med denne vejledning er at give et samlet overblik over lovgivningen på træningsområdet og dermed tydeliggøre, hvem der har ansvaret for indsatsen igennem træningsforløbet. 5

7 Pligten til at skabe et sammenhængende forløb påhviler de ansvarlige myndigheder på området. På genoptræningsområdet har såvel amtet som kommunen hver deres præcise ansvar for træningstilbud til borgerne. Træning er en forpligtelse efter både den sociale lovgivning og sundhedslovgivningen. Opgavefordelingen mellem amter og kommuner på træningsområdet er tilrettelagt således, at amtskommunen - som led i løsningen af sygehusopgaven har pligt til at varetage den specialiserede genoptræning, der tager sigte på så vidt muligt at generhverve patienternes funktionsniveau efter sygehusbehandling. Siden 1. juli 2001 har amterne skullet udarbejde genoptræningsplaner til patienter, der ved udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov herfor. Forpligtelsen fremgår af en bestemmelse i sygehusloven og af bekendtgørelse om udarbejdelse af genoptræningsplaner ved udskrivning fra sygehus, jf. afsnit II. 1. Kommunen er forpligtet til at varetage vedligeholdelsestræning, der sigter på at forebygge funktionstab og/eller vedligeholde funktionsniveauet. Siden 1. april 2001 har kommunerne endvidere skullet tilbyde genoptræning til ældre med funktionsnedsættelse som følge af sygdom, der ikke er behandlet på sygehus. Denne opgave skal ses i sammenhæng med kommunernes forpligtelse vedrørende vedligeholdelsestræning. Forpligtelsen fremgår af en bestemmelse i serviceloven, jf. afsnit III. 2. Formålet med lovgivningen er at præcisere og tydeliggøre ansvaret og udgiftsplaceringen, for så vidt angår genoptræning, og dermed sikre sammenhængende forløb af høj kvalitet for borgeren. Lovgivningen supplerer de eksisterende bestemmelser i sygesikringsloven om samarbejde mellem amter og kommuner på sundhedsområdet. Fra 1. januar 2004 skal amtet udpege en person, der har ansvar for kontakt til primærkommunerne. Kontaktpersonen har ansvar for, at sygehuset varsler og koordinerer udskrivning af patienter med genoptræningsbehov med patientens hjemkommune. Forpligtelsen er indført med en ny bestemmelse i bekendtgørelsen om genoptræningsplaner, jf. afsnit I. 2. Formålet med en kontaktperson i sygehusregi er at sikre et koordineret samarbejde mellem sygehus og patientens bopælskommune i forbindelse med udskrivning fra sygehus. Kontaktpersonordningen skal dermed bidrage til at sikre et fortsat veltilrettelagt og sammenhængende træningsforløb for den enkelte borger. 6

8 1. Samarbejde om effektiv træning Det er en målsætning for den effektive organisering af velfærdssamfundets sundhedsydelser til borgerne, at tilbuddet gives på det laveste og mest effektive omsorgs- og behandlingsniveau. Udviklingen i bl.a. behandlings- og informationsteknologien giver stadig nye muligheder for at skabe effektivitet gennem udlægning af behandlings-, opfølgnings- og plejeopgaver til primærsektoren, det vil sige de praktiserende sundhedspersoner og kommunerne. I denne udvikling ligger der samtidig en stor udfordring i at skabe sammenhængende patientforløb gennem koordineret opgavevaretagelse med indbyrdes kommunikation mellem de forskellige aktører. Det vil typisk sige mellem almen praksis, speciallægepraksis, sygehus og den kommunale sektor. Tilrettelæggelsen af offentlige tilbud om genoptræning bør tage udgangspunkt i, at borgeren sikres et hensigtsmæssigt genoptræningsforløb med henblik på at generhverve et så højt funktionsniveau som muligt og så hurtigt som muligt. Træningsindsatsen skal derfor foregå der, hvor effekten for den enkelte borger er mest effektiv. F.eks. er det specialiserede sygehusvæsen typisk ikke indrettet til at træne dagligdagsfunktioner effektivt (den såkaldte ADL-træning). Der er generelt faglig enighed om, at en del af genoptræningen bør foregå i patientens nærmiljø og dermed også i eget hjem, med henblik på at nå så højt et funktionsniveau som muligt og dermed også en så effektiv indsats som muligt. Sygehuslovens regler om genoptræningsplaner har flere hovedformål: Først og fremmest at sikre patienten skriftlig information om genoptræningsindsatsen. Samtidig præciserer reglerne også sygehusejernes ansvar for tilrettelæggelsen af genoptræningsindsatsen og herunder også ansvaret for at få etableret det nødvendige samarbejde mellem amtet og kommunerne om sammenhængende forløb fra genoptræning til vedligeholdelsestræning. Det er lægen på sygehuset, der afgør, hvornår patienten har et genoptræningsbehov og dermed vil kunne opnå yderligere forbedring af funktionsniveauet enten i sygehusregi eller i borgerens eget nærmiljø. Når der foreligger en lægefaglig afgørelse om, at der ikke kan opnås yderligere forbedring af borgerens funktionsniveau, er det kommunen, der overtager ansvaret, og dermed også finansieringen, for et eventuelt videre træningsforløb (vedligeholdelsestræning). 7

9 For at sikre et sammenhængende forløb for den enkelte borger, når træningsforpligtelsen overgår fra amtet til kommunen, samt når kommunen skal udføre træningsydelserne på vegne af amtet, er det nødvendigt, at der er etableret et koordineret og velfungerende samarbejde mellem amtet (sygehuset) på den ene side og på den anden side den kommunale myndighed. Reglerne om en kontaktperson i sygehusregi er et væsentligt bidrag hertil. Et sammenhængende træningsforløb forudsætter således et tæt samarbejde mellem de involverede myndigheder i såvel social- som sundhedssektoren. Særligt ved overgangen fra sygehus til eget hjem er det afgørende for et sammenhængende forløb for borgeren, at de to sektorer samarbejder og koordinerer indsatsen, herunder at det synliggøres for borgeren, hvilken myndighed, der har ansvaret for den træningsindsats, der enten fortsætter eller skal igangsættes efter udskrivning fra sygehus. Flere amter og kommuner har indgået formaliserede aftaler om samarbejdet vedrørende genoptræningsindsatsen og derved opnået et hensigtsmæssigt sammenhængende forløb for den enkelte patient samt en bedre udnyttelse af ressourcerne. Fra 1. januar 2004 præciseres amternes samarbejds- og koordineringsforpligtelse yderligere gennem tilføjelse af en bestemmelse om kontaktperson i bekendtgørelsen om genoptræningsplaner. Bestemmelsen pålægger sygehusejerne at udpege en person, der har ansvar for kontakt til primærkommunerne. Kontaktpersonen har ansvar for, at sygehuset varsler og koordinerer udskrivning af patienter med genoptræningsbehov med patientens hjemkommune. Flere amter har allerede etableret formelle kontaktpersonordninger som led i løsningen af deres samarbejds- og planlægningsforpligtelser på genoptræningsområdet. Typisk er der udpeget kontaktpersoner ved relevante sygehuse og/eller afdelinger. Koordinering af kontakten til kommunerne kan f.eks. ske i de samarbejdsorganer mellem amt og kommuner, som allerede er etablerede flere steder eller ved udpegning af én central koordinerende person. Bestemmelsen lægger generelt op til mulighed for at organisere samarbejdet og planlægningen ud fra lokale ønsker med henblik på at styrke en effektiv indsats for det sammenhængende patientforløb. 8

10 2. Kommunikation og koordination God kommunikation mellem sygehus, kommuner og den praktiserende læge er en vigtig forudsætning for at skabe et sammenhængende patient- og træningsforløb. Hertil kommer, at patienterne har en klar forventning om, at de relevante oplysninger, som én gang er afgivet til eksempelvis sygehuset vil tilgå de rette instanser, således at den samlede offentlige indsats er velkoordineret og opleves som sådan. Der bruges i dag mange ressourcer på at koordinere overleveringssituationer mellem sygehus, praktiserende læger og kommunerne, f.eks. i forbindelse med overlevering af en borger fra behandlingsforløb på sygehus til hjemmehjælp, sygepleje eller træning i kommunalt regi. Det skyldes bl.a., at kommunikationen i dag er præget af, at den foregår via telefon, fax eller papir. Hertil kommer, at mange patienter oplever samarbejdet og kommunikationen mellem parterne som vanskeligt bl.a. som følge af, at borgeren eller pårørende selv skal informere parterne. Samarbejdet og kommunikationen på social- og sundhedsområdet kan styrkes gennem udvikling og udbredelse af den elektroniske kommunikation. MedCom udgør i den forbindelse et vigtigt samarbejdsforum for parterne på social- og sundhedsområdet, MedCom s kommunikationsprojekter på kommuneområdet har til formål at udvikle og fremme den elektroniske kommunikation af meddelelser, som sendes mellem sygehuse og kommuner i forbindelse med borgernes indlæggelse på samt udskrivning fra sygehusene. Formålet er, at alle de relevante oplysninger følger patienterne, når de bevæger sig mellem sygehusenes og kommunernes ansvarsområder. Kommuner og sygehuse har i henhold til retssikkerhedslovens 12 c mulighed for at udveksle oplysninger om indlæggelse og udskrivning fra et sygehus. Oplysningerne kan udveksles uden borgerens samtykke. Det er kun oplysninger om indlæggelse og udskrivning, der kan udveksles i en såkaldt advis. Hvis en kommune og et sygehus ønsker at udveksle oplysninger om borgerens helbred, skal det ske efter henholdsvis reglerne i lov om patienters retsstilling og forvaltningsloven og vil som hovedregel kræve samtykke fra borgeren. Der henvises i øvrigt til Socialministeriets vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvor der vil kunne læses 9

11 mere om indlæggelses- og udskrivningsadvis, herunder de formelle procedurer, og om indhentelse og videregivelse af helbredsoplysninger. Der henvises endvidere til Indenrigs- og Sundhedsministeriets lov om patienters retsstilling samt tilhørende bekendtgørelse og vejledning om information og samtykke og videregivelse af helbredsoplysninger m.v. Materialet findes på 10

12 II. Genoptræning i forbindelse med sygehusbehandling 1. Genoptræning Genoptræning indebærer både træning af muskler og led samt træning i at kunne klare almindelige daglige gøremål. Træning kan også sigte mod at få personen til at fungere bedre intellektuelt, følelsesmæssigt og socialt. Formålet med træningen er at bringe personen tilbage til samme funktionsniveau som tidligere eller på så højt et niveau som muligt. Hvis funktionsniveauet kan forbedres ved brug af hjælpemidler, indgår afprøvning og instruktion i brug af hjælpemidler som en del af genoptræningen. Genoptræning er begrænset til den periode, hvor funktionsniveauet fortsat forbedres gennem yderligere træning. For nogle borgere indebærer genoptræningen en generhvervelse af stort set det funktionsniveau, som var gældende før sygdommen/ulykken indtraf. For andre f.eks. apopleksipatienter vil det funktionsniveau, som borgeren kan opnå efter genoptræning, ofte ligge lavere end det niveau, borgeren havde før apopleksien. Lov om sygehusvæsenet: 5. Hver amtskommune yder vederlagsfri behandling ved sit sygehusvæsen til personer, der har bopæl i amtskommunen. 5 f. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om, at amtskommunerne tilbyder en genoptræningsplan til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for fortsat genoptræning ved udskrivning fra sygehus. Enhver med bopæl i Danmark har ret til gratis sygehusbehandling. Når patientens tilstand er stationær, og yderligere forbedringer af tilstanden ikke kan forventes ved fortsat sygehusbehandling, er patienten færdigbehandlet. Det er en lægefaglig vurdering i hvert enkelt tilfælde, om en patient har behov for behandling, ligesom det er en lægefaglig vurdering i hvert enkelt tilfælde, hvornår patienten er færdigbehandlet. Afgørelser heraf foretages af lægen på det pågældende sygehus. 11

13 Genoptræning er en integreret del af sygehusbehandlingen og dermed et amtskommunalt ansvar. Efter lov om sygehusvæsenet, 5 f, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren regler om, at amtskommunerne tilbyder en genoptræningsplan til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for fortsat genoptræning ved udskrivning fra sygehus. Bestemmelsen der trådte i kraft den 1. juli 2001 er udmøntet i en bekendtgørelse, der lægger rammerne for genoptræningsplanernes indhold. Efter bekendtgørelsen om udarbejdelse af genoptræningsplaner ved udskrivning fra sygehus skal amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab tilbyde en (skriftlig) genoptræningsplan til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning ved udskrivning fra sygehus. Genoptræningsplanen skal udleveres til patienten senest i forbindelse med udskrivningen og sendes til patientens praktiserende læge sammen med udskrivningsbrevet efter aftale med patienten. Genoptræningsplanen skal udarbejdes sammen med patienten. Den skal beskrive patientens funktionsniveau ved indlæggelsen, funktionsniveauet på udskrivningstidspunktet, samt det funktionsniveau, der kan forventes som resultat af genoptræningen. Det skal fremgå, hvornår genoptræningen påbegyndes, og hvor den skal foregå, hvis der er tale om andet end egen træningsindsats. Om muligt skal en tidsplan for genoptræningen og kontrol og opfølgning indgå i beskrivelsen. Genoptræningsplanen skal udleveres senest i forbindelse med patientens udskrivning. Med udskrivning tænkes typisk på patienter, der har været indlagt (overnattet) men udelukker ikke, at patienter der f.eks. er behandlet på en sammedagskirurgisk afdeling skal have en genoptræningsplan. Også her vil det bero på den lægefaglige afgørelse af genoptræningsbehovet. Alle med bopæl i Danmark har ifølge sygehusloven ret til vederlagsfri sygehusbehandling, uanset køn, alder, handicaps eller andre forhold. Også psykiatriske patienter er omfattet af sygehusloven incl. bestemmelsen om genoptræningsplaner. Børn er også omfattet. Det gælder således også nyfødte, der fødes med et handicap. Amter og kommuner har her et fælles ansvar vedrørende indsatsen for børn med særlige behov efter både den sociale lovgivning (Lov om social service) og sundhedslovgivningen (Lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge). Amter og kommuner har ansvar for at sikre, at indsatsen over for børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet 12

14 særligt behov for støtte sker tværfagligt og i sammenhæng, uanset om forpligtelsen følger af lovgivningen på det sociale område eller på sundhedsområdet. Skriftlig information og aftaler om indsatsen herunder træningsindsatsen i forhold til det handicappede barn er under alle omstændigheder en nødvendig indsats i tilknytning til udskrivningen af forældrene til et nyfødt, handicappet barn fra sygehuset. Amtet skal også yde vederlagsfri sygehusbehandling til personer, der for egen betaling er blevet behandlet på en privat klinik. Et sygehus kan således ikke afvise at modtage patienter, der bor i amtet, alene med den begrundelse, at de er blevet opereret privat. Læger på private klinikker kan på tilsvarende måde som alle andre læger henvise patienter til behandling, herunder genoptræning på offentlige sygehuse. Men det er naturligvis altid lægerne på det offentlige sygehus, der afgør, om der er behov for den ønskede behandling/ genoptræning. Og patienter fra private klinikker vil skulle indplaceres på en evt. venteliste på linie med andre patienter. Reglerne om genoptræningsplaner præciserer, at genoptræning er sygehusejernes ansvar som en del af den vederlagsfri sygehusbehandling. Således omfatter DRG-taksterne 1 både behandling og genoptræning. Hvis der er et lægefagligt begrundet behov for genoptræning i forlængelse af sygehusbehandlingen, er det sygehuset og dermed amtet der har ansvaret (også finansieringsmæssigt) for denne del af genoptræningen. Det gælder uanset, om genoptræningen foregår i sygehusregi, eller om amtet vælger at lade kommunen udføre træningsopgaven, f.eks. fordi træning i nærmiljøet vurderes at være mest effektiv. Inddragelse af primærkommunale tilbud i genoptræningsplanen forudsætter, at der er truffet konkret aftale herom med patientens hjemkommune. 2. Genoptræning og frit sygehusvalg Lov om sygehusvæsenet: 5 b. En person, der henvises til sygehusbehandling, kan vælge mellem bopælsamtskommunens sygehuse, andre amtskommuners sygehuse og de private specialsygehuse m.fl., der er nævnt i 5, stk. 1-3, uanset bopælsamtskommunens behandlingstilbud og kriterier for sygehusbehandling i sit sygehusvæsen. 1. En beregnet takst for omkostningerne ved den samlede sygehusbehandling af patienterne i en diagnoserelateret gruppering 13

15 5 g. En person, som er henvist til sygehusbehandling, kan vælge at blive behandlet på et af de sygehuse, klinikker m.v., som amtskommunerne har indgået aftale med efter stk. 2., jf. dog 4. pkt., hvis bopælsamtskommunen ikke inden for 2 måneder efter, at henvisningen er modtaget, kan tilbyde behandling ved amtskommunens egne sygehuse eller et af de i 5, stk. 1-3, nævnte sygehuse, som amtskommunen samarbejder med eller sædvanligvis benytter. I opgørelsen af tidsfristen efter 1. pkt. medregnes ikke perioder, hvor personen gennemgår et forundersøgelsesforløb. Dog medregnes ventetid ud over 2 uger til hver enkelt undersøgelse i tidsfristen. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om afgrænsning af, vilkår for og amtskommunernes forpligtelser til at oplyse om den behandling, der er omfattet af 1. pkt., og kan herunder undtage bestemte behandlingsformer. Efter sygehuslovens 5 b kan personer, der henvises af en læge til sygehusbehandling vælge behandling på andre sygehuse end hjemamtets. Siden 1. juli 2002 har 5 g i sygehusloven givet personer, som er henvist til sygehusbehandling, ret til at vælge at blive behandlet på privat eller udenlandsk sygehus, klinik m.v., som Amtsrådsforeningen har indgået aftale med (aftalesygehus), hvis hjemamtet ikke inden for 2 måneder efter, at henvisningen er modtaget, kan tilbyde behandling ved amtets egne sygehuse. Hjemamtets sygehus henviser i givet fald patienten til aftalesygehuset. Ved behandling forstås alle former for sygehusydelser, som en patient modtager under ophold på et sygehus, herunder undersøgelse og genoptræning, hvad enten ydelserne gives under indlæggelse eller ambulant. Der er frit valg til disse ydelser efter de ovennævnte bestemmelser. Fritvalgspatienter Sygehuslovens fritvalgsregler gælder også for genoptræning. Retten til genoptræning og til at vælge genoptræningssygehus er således den samme, uanset om patienten vælger forudgående behandling i eget amts sygehusvæsen efter det frie sygehusvalg eller på et aftalesygehus efter det udvidede frie sygehusvalg. Hvis en fritvalgspatient efter behandling på et udenamtssygehus har behov for genoptræning, der falder i direkte og naturlig forlængelse af en behandling der, skal den ydes dér. Det er efter sygehusloven en forpligtelse for amterne til at behandle udenamtspatienter, efter de samme retningslinjer, som man behandler amtets egne patienter. Derfor har det behandlende amt pligt til at give den genoptræning, der er nødvendig. 14

16 Hvis patienten i stedet ønsker at få genoptræningen i eget amt, må udenamtssygehuset, hvor patienten udskrives fra, kontakte det relevante sygehus i patientens hjemamt, så der kan aftales et sammenhængende/opfølgende behandlings- og genoptræningsforløb for patienten. Det er herefter sygehuset i hjemamtet, der har forpligtelsen til at tilbyde genoptræningen. Er der venteliste til genoptræning i hjemamtet, må patienten prioriteres på denne venteliste ud fra en konkret vurdering af patientens behov herfor i forhold til de øvrige på ventelisten. Et amt kan ikke afvise at modtage patienter med bopæl i amtet til genoptræning af kapacitetsmæssige årsager. Fritvalgsreglerne indebærer, at fritvalgspatienter også kan vælge genoptræning på et sygehus i et helt tredje amt f.eks. for at være i nærheden af pårørende. I givet fald gælder samme regler for det behandlende sygehus og det valgte sygehus som anført ovenfor. Amtet kan dog afvise at modtage patienten, hvis det er begrundet i kapacitetsmæssige årsager. Udvidet-fritvalgs-patienter Genoptræning er en integreret del af sygehusbehandlingen på linje med pleje m.v. og som sådan omfattet af DRG-taksten. Når amterne som led i det udvidede frie sygehusvalg indgår aftale med private sygehuse og klinikker her i landet eller i udlandet, skal der derfor også være taget stilling til, om nødvendig genoptræning er en del af aftalen. Er genoptræning ikke en del af aftalen, kan lægen på det behandlende (opererende) sygehus henvise til genoptræning på et sygehus i hjemamtet eller i et andet amt enten direkte eller via patientens egen læge med henblik på en henvisning til sygehus for en vurdering af genoptræningsbehovet. På helt samme måde som fritvalgspatienter har udvidet-fritvalgs-patienter adgang til at vælge et sygehus i bopælsamtet eller i et andet amt for der at få en nødvendig genoptræning. Det valgte sygehus er omvendt forpligtet til at tilbyde genoptræningen og skal indplacere og prioritere patienten på venteliste efter samme kriterier som patienter, der er blevet behandlet på sygehuset. Kun et udenamtssygehus vil kunne afvise at modtage patienter, der ikke har bopæl i amtet, hvis det er begrundet i kapacitetsmæssige årsager. Et amt er altid forpligtet til at modtage patienter med bopæl i amtet. Af hensyn til at sikre patienten et sammenhængende behandlingsforløb vil det være mest hensigtsmæssigt, at aftalesygehuset kontakter det aktuelle sygehus, så der kan aftales et opfølgende behandlings- og genoptræningsforløb for patienten. Alternativt vil patientens egen læge eller en anden læge dog kunne henvise patienten til et offentligt sygehus med henblik på genoptræning. 15

17 3. Fysioterapi i privat praksis Bekendtgørelse om tilskud efter sygesikringsloven til fysioterapeutisk behandling: 1. Den offentlige sygesikring yder tilskud til fysioterapeutisk behandling, der efter lægehenvisning udføres af en fysioterapeut. 6. Sygesikringen yder et tilskud på 39,3 pct. af de i godkendt overenskomst mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Danske Fysioterapeuter fastsatte honorarer for konsultationer, herunder holdtræning. Ved behandling i patientens hjem ydes et tilskud på 40 pct. af de i samme overenskomst fastsatte afstandstillæg. 7. Til handicappede personer med medfødt eller arvelig lidelse, erhvervede neurologiske lidelser, fysiske handicap som følge af ulykke eller nedsættelse af led- eller muskelfunktion som følge af inflammatoriske gigtlidelser yder den offentlige sygesikring et tilskud på 100 pct. af det i godkendt overenskomst mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Danske Fysioterapeuter fastsatte honorar pr. konsultation, herunder holdtræning. Stk. 2. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere retningslinier for fysisk handicappede personers adgang til vederlagsfri fysioterapi. Sundhedsstyrelsens retningslinjer vedrørende fysisk handicappede personers adgang til vederlagsfri fysioterapi: Målsætningen for den vederlagsfri fysioterapi er bl.a. at imødekomme et behov for vedligeholdelse af færdigheder hos voksne og børn med varigt (langvarigt) fysisk handicap. Henvisningskriterier (skal alle være opfyldt): - Svært fysisk handicap - Fysioterapien skal have til formål at forbedre den fysiske funktionsevne, vedligeholde funktionsevnen eller forhale en forringelse af funktionsevnen - Tilstanden skal være varig Følgende diagnoser er omfattet af ordningen: Medfødte eller arvelige sygdomme, erhvervede neurologiske sygdomme, fysiske handicap som følge af ulykke, nedsættelse af led og/eller muskelfunktion som følge af inflammatoriske gigtsygdomme. Som nævnt er sygehusbehandling herunder den nødvendige genoptræning vederlagsfri for borgeren. Amtet kan således ikke henvise patienter, der har 16

18 et lægefagligt begrundet behov for genoptræning som led i sygehusbehandling, til behandling hos privatpraktiserende fysioterapeuter og dermed påføre patienten en egenbetaling. Amtet kan heller ikke henvise patienter med et lægefagligt begrundet behov for genoptræning som led i sygehusbehandling til den vederlagsfri fysioterapi efter sygesikringsloven, idet det vil være mod Sundhedsstyrelsens retningslinjer om afgrænsningen af den omfattede personkreds. Den enkelte amtskommune har derimod mulighed for at indgå aftale med privatpraktiserende fysioterapeuter om, at disse varetager visse genoptræningsopgaver for sygehuset efter sygehuslovens regler. I det omfang sådanne aftaler indgås, skal behandlingen være gratis for patienten. Amtet kan også i øvrigt beslutte at benytte private leverandører af genoptræningsydelser. Patienter, der efter den lægefaglige vurdering er færdigbehandlet i sygehusregi, kan af sygehuslægen eller egen læge henvises til opfølgende fysioterapeutisk træning i privat praksis med tilskud efter sygesikringsloven. 4. Klageadgang Lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse mv.: 12. Klager over den faglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet, jf. 15, skal indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Dette gælder dog ikke for klager, for hvilke der i øvrigt i lovgivningen er foreskrevet en særlig klageadgang. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn behandler klager over den sundhedsfaglige virksomhed, der udøves af autoriseret personale. Klager over lægefaglige afgørelser vedr. behandlingen f.eks. afgørelser af genoptræningsbehov kan således indbringes for Patientklagenævnet. Der er ikke adgang til at indbringe klager for Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Ministeriet udtaler sig imidlertid vejledende i konkrete sager om fortolkningen af sygesikrings- og sygehusloven. Klager over serviceniveauet herunder ventetider i sygehusvæsenet indbringes for amtet eller Hovedstadens Sygehusfællesskab. 17

19 5. Befordring Bekendtgørelse om ydelse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp: 1. Amtskommunerne yder befordring eller befordringsgodtgørelse m.v. efter reglerne i denne bekendtgørelse til personer, der har ret til vederlagsfri ydelser i henhold til lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp. 1. stk. 4. For personer, der i henhold til 5 b i lov om sygehusvæsenet vælger at blive behandlet på et behandlingssted uden for bopælsamtskommunen eller en midlertidig opholdsamtskommune, er amtskommunen højst forpligtet til at afholde befordringsudgifter i henhold til denne bekendtgørelse svarende til afstanden til det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter amtskommunens visitationspraksis. Befordringsudgifter herudover afholdes af patienten. Amtskommunens betaling kan ikke overstige de faktiske befordringsudgifter. 2. Befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj ydes til personer, hvis tilstand nødvendiggør sådan befordring. 3. Befordring eller befordringsgodtgørelse ydes endvidere til: 1. Personer, der modtager pension efter de sociale pensionslove, og personer, hvis ægtefælle modtager hustrutillæg efter disse love. 2. Personer, der i forbindelse med udskrivningen fra sygehus m.v. indkaldes til ambulant efterbehandling, og hvis tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler som bus, tog eller færge. 3. Personer, der er indlagt til behandling i en del af døgnet (deldøgnspatienter), og hvis tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler som bus, tog eller færge. 4. Personer, der efter bestemmelse fra vedkommende institution midlertidigt hjemsendes til weekend-ophold, kortere ferie eller lign., og hvis tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler som bus, tog eller færge. Stk. 2. Befordringsgodtgørelse efter stk. 1 ydes kun, når patientens eller ledsagerens udgift med det billigste, forsvarlige befordringsmiddel til og fra behandlingen overstiger 60 kr. i alt. Til de i stk. 1, nr. 1, nævnte patienter ydes dog befordringsgodtgørelse, når udgiften overstiger 25 kr. i alt. 18

20 4. Befordring eller befordringsgodtgørelse ydes herudover i tilfælde, hvor afstanden til eller fra et behandlingssted, hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter amtskommunens visitationspraksis, overstiger 50 km. Pensionister har adgang til befordring eller befordringsgodtgørelse ved genoptræningsforløb, som foregår i sygehusregi. Genoptræningen behøver ikke foregå på selve sygehuset, men kan finde sted hos f.eks. en fysioterapeut, som amtskommunen har indgået aftale med om levering af denne ydelse. Andre end pensionister har adgang til befordring eller befordringsgodtgørelse ved genoptræning, hvis visitation til genoptræning sker i forbindelse med udskrivning fra sygehuset, og vedkommendes tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler. Andre end pensionister har endvidere adgang til befordring eller befordringsgodtgørelse, når afstanden til behandlingsstedet overstiger 50 km. For både pensionister og ikke-pensionister er det en forudsætning for udbetaling af befordringsgodtgørelse, at udgiften overstiger et vist beløb. For pensionister er beløbet fastsat til 25 kr. og for andre er beløbet fastsat til 60 kr. Hvis genoptræningsstedet er valgt efter reglerne om frit sygehusvalg eller reglerne om udvidet frit valg, er der en begrænset ret til befordringsgodtgørelse. Hjemamtet er da alene forpligtet til at yde befordringsgodtgørelse svarende til det, vedkommende ville have været berettiget til, hvis vedkommende var behandlet på det behandlingssted, som amtet ville have henvist til. 19

21

22 III. Kommunal træning Kommunen har ansvaret for vedligeholdelsestræning samt genoptræning af borgere med funktionsnedsættelse som ikke behandles i umiddelbar tilknytning til et sygehusophold. 1. Vedligeholdelsestræning Lov om social service:» 73 a, stk. 2. Kommunen sørger for tilbud om hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder til personer, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.«vedligeholdelsestræning kan defineres som målrettet træning for at forhindre funktionstab og for at fastholde eller forbedre det hidtidige funktionsniveau. Vedligeholdelsestræning omfatter al anden træning, som ikke er genoptræning. Målgruppen for vedligeholdelsestræning er alle personer, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer vurderes at have et behov herfor. Vedligeholdelsestræning omfatter også træning af personer med kroniske lidelser. Tilbudene omfatter tilbud om hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder. Tilbudene gives efter en konkret vurdering og skal bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. 75, stk. 2. Kommunens forpligtelse til at sørge for, at der findes tilbud om hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder, omfatter tilbud om individuel målrettet træning. Aktiviteterne vil kunne finde sted på f.eks. dagcentre, i servicecentre i tilknytning til ældreboliger, plejehjem m.v. Kommunerne kan også indgå aftaler med private leverandører om levering af tilbudene. 21

23 2. Kommunal genoptræning Lov om social service:» 73 a. stk. 1. Kommunalbestyrelsen har pligt til at tilbyde genoptræning til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse.«genoptræning omfatter målrettet træning af fysisk, intellektuel, følelsesmæssig og social funktionsevne. Endvidere omfatter begrebet træning i de færdigheder, som borgeren har brug for i sine daglige gøremål. Forløbet er tidsmæssigt begrænset til den periode, hvor funktionsniveauet fortsat kan forbedres gennem yderligere træning. Med bestemmelsen i serviceloven forpligtes den kommunale myndighed til at tilbyde genoptræning til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i umiddelbar tilknytning til et sygehusophold. Tilbudet om kommunal genoptræning er et supplement til de tilbud om personlig og praktisk hjælp, kommunen er forpligtet til at yde efter servicelovens 71. Målgruppen vil typisk være ældre borgere, der efter sygdom, som ikke er behandlet i sygehusregi, er midlertidig svækket. I modsætning til sygehuslovens bestemmelser er der ikke i serviceloven krav om en lægefaglig vurdering af behovet for genoptræning. Det kommunale genoptræningstilbud indgår sammen med kommunens øvrige tilbud i en samlet indsats for at bringe den ældre tilbage til eller så tæt på det funktionsniveau, vedkommende havde, inden sygdommen opstod. Tilbudet om genoptræning i kommunalt regi skal endvidere ses i sammenhæng med tilbud efter servicelovens regler om vedligeholdelsestræning og forudsættes koordineret hermed. Tilbudet gives for at undgå vedvarende eller yderligere svækkelse og for at forebygge, at der opstår behov for øget hjælp f.eks. i form af personlig og praktisk bistand. Endvidere sigter genoptræningen på at forebygge sygehusindlæggelse. Tilbudet om genoptræning kan f.eks. være relevant for en ældre borger, som er svækket efter et sengeleje i hjemmet på grund af en influenza eller efter et fald. 22

24 Det vil ofte være den praktiserende læge eller hjemmeplejen, der konstaterer behovet for genoptræning. Behovet for genoptræning vil også kunne opfanges i forbindelse med udførelsen af de forebyggende hjemmebesøg. Den kommunale myndighed skal tilbyde genoptræning efter en konkret individuel vurdering af behovet med henblik på at bringe personen op på et højere funktionsniveau eller det funktionsniveau, pågældende havde inden sygdommen. Tilbudet skal gives i de tilfælde, hvor anden form for træning, f.eks. i form af egen træningsindsats eller tilbud efter servicelovens 71, ikke kan bringe borgerens funktionsniveau op. 3. Socialpædagogisk bistand, træning og behandling mv. Efter 73 skal kommunerne sørge for tilbud om hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Bestemmelsen retter sig især mod voksne med funktionsnedsættelse som følge af udviklingshæmning, hjerneskade, epilepsi, nedsat bevægelsesfunktion, manglende eller nedsat talefunktion. Dvs. den persongruppe, der almindeligvis opfattes som handicappede. Endvidere kan kommunen give tilbud efter 86 af behandlingsmæssig karakter til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbudet kan gives, når det er nødvendigt for at bevare eller forbedre den pågældendes fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der tilbydes efter anden lovgivning. Tilbudene efter 86 omfatter en mere behandlingsmæssig indsats i form af eksempelvis fysio- og ergoterapeutisk behandling. Fælles for de kommunale forpligtelser på træningsområdet er, at kommunen kan vælge at lade andre end den kommunale leverandør stå for udførelsen af træningsopgaven, eksempelvis privatpraktiserende fysioterapeuter. Uanset hvem der udfører opgaven, er tilbudet vederlagsfrit for borgeren. Forebyggende aktiviteter Den kommunale træningsindsats kan suppleres med de generelle og forebyggende aktiviteter, som kommunalbestyrelsen iværksætter eller giver tilskud til efter servicelovens 65. Tilbud efter 65 er et supplement til den trænings- 23

25 indsats, kommunen er forpligtet til at tilbyde, og kommunen kan ikke udfylde denne forpligtelse ved alene at henvise til tilbud efter 65. Forebyggende aktiviteter kan eksempelvis være træningsaktiviteter, der sigter på at forebygge, at borgeren får behov for genoptræning, vedligeholdelsestræning eller får behov for (mere) hjælp til personlig pleje og praktiske opgaver i hjemmet. Den kommunale træningsindsats kan endvidere suppleres med de idrætsaktiviteter, som udføres i frivilligt regi. Efter servicelovens 115 afsætter kommuner og amtskommuner årligt et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde. I mange kommuner ydes der støtte til ældreidrætstilbud udført af frivillige organisationer. Målgruppen for de frivillige organisationers ældreidrætstilbud er de ældre, som ikke kan benytte sig af eksisterende idrætstilbud, eller som har været på sygehus og efter endt genoptræning har svært ved at fastholde det genvundne funktionsniveau. Den kommunale myndighed må ikke overlade udførelsen af myndighedsafgørelsen om træning til de frivillige organisationer, men det kan være en fordel, at den kommunale myndighed og den frivillige organisation samarbejder om aktivitetstilbud til de ældre borgere. 4. Kvalitetstandarder, afgørelse og klageadgang mv. Kvalitetsstandarder Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.: 1. Kommunalbestyrelsen skal mindst én gang årligt udarbejde en kvalitetsstandard for personlig og praktisk hjælp samt kommunal genoptræning og vedligeholdelsestræning efter lovens 71 og 73 a. Den kommunale myndighed har siden 1. januar 1999 været forpligtet til at udarbejde kvalitetsstandarder for den personlige og praktiske hjælp. Siden 1. april 2002 har den kommunale myndighed ligeledes været forpligtet til at udarbejde kvalitetsstandarder for træning i kommunalt regi. Kvalitetsstandarden, der skal offentliggøres, skal bruges til at formidle de politiske målsætninger, kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om vedrørende ældreplejen i kommunen. Kvalitetsstandarden skal bruges som grundlag for den daglige indsats i kommunen på bl.a. træningsområdet. Derfor skal kvalitetsstandarden indeholde konkrete mål og planer for, hvordan de politisk 24

26 vedtagne målsætninger skal føres ud i livet. Kommunalbestyrelsen skal via kvalitetsstandarden skabe gennemsigtighed om sammenhængen mellem det politisk fastsatte serviceniveau, de konkrete afgørelser om træning og den ydelse, der leveres hos den enkelte borger. Udover at være et styringsredskab for kommunalbestyrelsen kan kvalitetsstandarden bruges af borgeren til at orientere sig om serviceniveauet i kommunen, hvorved borgeren kan få kendskab til hvilken form for hjælp til træning, de kan forvente fra kommunen. Kvalitetsstandarden kan dermed medvirke til at sikre, at kommunens borgere dels kender deres rettigheder og dels kan få kendskab til de politiske beslutninger, der ligger bag det vedtagne serviceniveau. Afgørelse Kommunen har, når den træffer afgørelse, pligt til at inddrage alle muligheder for hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning. Når den kommunale myndighed har truffet afgørelse om genoptræning eller vedligeholdelsestræning, skal afgørelsen meddeles ansøgeren skriftligt og skal være ledsaget af en skriftlig begrundelse, jf. 75 og 75 a. Hjælp efter servicelovens 73 a skal leveres i overensstemmelse med den afgørelse, kommunen har truffet. Af afgørelsen skal det således også fremgå, hvilke krav der stilles til leverandøren af ydelsen med henblik på at sikre, at den tildelte hjælp rent faktisk også leveres. Der kan ikke opkræves betaling for det kommunale tilbud om træning efter servicelovens bestemmelser. Klage, opfølgning og tilsyn Klager over kommunens afgørelser om genoptræning og vedligeholdelsestræning indbringes for det sociale nævn. Efter servicelovens 113 skal den kommunale myndighed løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. 25

27 Udover pligten til løbende at følge op på enkeltsager har kommunalbestyrelsen efter 75 h pligt til at føre tilsyn med, at de kommunale opgaver på træningsområdet løses i overensstemmelse med de afgørelser, der er truffet, og i henhold til den kvalitetsstandard for træningsområdet, der politisk er vedtaget for kommunen. Befordring Hvis der er truffet afgørelse om kommunalt træningstilbud, kan kommunen opkræve betaling for de faktiske omkostninger forbundet med transport af den visiterede borgere fra eget hjem til eksempelvis et kommunalt genoptræningscenter. Efter servicelovens 103 kan kommunen dog yde tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler til et visiteret træningsforløb. Tilskuddet kan bl.a. ydes i de tilfælde, hvor befordringsomkostningerne er så store, at det kan forhindre den pågældende i at tage imod behandlingstilbudet. Kommunens afgørelse om tilskud kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Der henvises endvidere til reglerne om personligt tillæg efter lov om social pension. 26

28 Litteratur Rundt om kommunernes træningsindsats et ledelsesværktøj, Socialministeriet, 2003 Rundt om kommunernes træningsindsats til kommunalpolitikeren, Socialministeriet, 2003 Rundt om kommunernes træningsindsats til forvaltningen, Socialministeriet, 2003 Kortlægningsrapporterne, Socialministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 2000 Mellem to stole Temaoplæg til sundhedsplanlægning, Sundhedsministeriet, 1994 Samarbejdsmodeller mellem amter og kommuner på genoptræningsområdet, Institut for Pensions- og Ældrepolitik, 2003 (nu Styrelsen for social service). I bevægelse en inspirationspjece om samspillet mellem ældreidræt og sociale serviceydelser i forhold til træning. Styrelsen for Social Service,

29