SNIT 90 ERNES LITTERATUR

Transkript

1 1 Tekst 5 SNIT 90 ERNES LITTERATUR Helle Christiansen TENDENSER I TIDENS LITTERATUR Disse typiske træk, som vi kan finde i meget af 90 ernes prosa, kan ses som vigtige tendenser i periodens litteratur Inspiration fra mediekulturen En omfattende inspiration finder mange kunstnere i den mediekultur, som omgiver os. Inspirationen fra tv, reklamer, musikvideoer og film kan tydeligt ses og berører en lang række forfattere. Hos mange forfattere ses mediepåvirkningen i de ofte sceniske fremstillinger. Vi er vant til korte klip, hurtige skift og fragmenter af den virkelighed, der omgiver os. Det udnytter forfatterne. Medieverdenen præger vores fantasi. Det er her, vi henter indre billeder og måske også forbilleder og idealer. Det er svært for mange personer i tidens litteratur at finde sig tilrette. Måske fordi idealer og forbilleder fra mediekulturen gør det svært at være tilfreds med sig selv Fravær af psykologiske forklaringer Der er hos mange af de yngre forfattere en afsky for at lægge op til bestemte psykologiske forklaringer på menneskets handlinger. I mange af tidens tekster forklares personernes handlinger og adfærd ikke. Læseren er fri til at søge sin egen forklaring på, hvad teksten lægger op til. Det er spændende og oplagt i tekster af fx Simon Fruelund. Forklaringer på personernes adfærd hentes ikke i personernes baggrund og opvækst. Optræder fortiden, er det oftest i glimt eller som løsrevne drømmesyn. Forfatteren lægger sig ikke fast på bestemte forklaringer. Som læser kan man i stedet identificere sig med den følelse eller oplevelse, der gengives. Det er let at identificere sig med de påvirkninger, Mette Thomsens hovedperson er udsat for i Plastic, ligesom Naja Marie Aidts og Christina Hesselholdts korte stemningsbilleder genskaber følelser og erindringer, når man læser. Fravær af psykologiske forklaringer ses også i den litteratur, der beskriver det groteske og grumme i tilværelsen. Forklaringen på ondskab og grusomhed er ikke, at personerne mistede deres kæledyr som børn, eller at en ond stedmoder jog dem ind i et mørkt skab. Mange forfattere er mere optagede af at beskrive grundlæggende menneskelige reaktioner. De viser, hvordan vi reagerer i ekstreme

2 40 situationer eller gør omgivelserne så upræcise eller udviskede, at vi som læsere koncentrerer os om personernes handlinger og reaktioner. Flere forfattere taler om at komme tæt på, hvad et menneske egentlig er. Det interesserer mange i en tid, hvor de fælles værdier og normer har mistet betydning, og hvor mennesket er overladt til sig selv og til sin egen krop. At komme tæt på mennesket ses hos flere forfattere som en optagethed af kroppen Knaphed og minimalisme Knaphed, præcision og nøgternhed er nøgleord for mange forfattere i 90 erne. Betegnelsen minimalisme er derfor blevet knyttet til 90 ernes nye litteratur. Minimalismebegrebet blev brugt inden for især skulptur i begyndelsen af 1960 erne. Her var det en kunstretning og en kunstteori, der gik ud på, at et kunstværk skulle betragtes som et objekt. Det skulle ikke forstås symbolsk, og det skulle ikke fortælle en historie, som ville henvise til en virkelighed omkring værket. Det var en del af rummet. Men samtidig blev beskueren central, fordi kunstværket blev det, der skete i beskueren. Skal man undersøge tendensen i 1990 ernes litteratur, er der stor uenighed om, hvordan begrebet skal bruges i litteraturen og i det enkelte forfatterskab. Betragter man tidens litteratur, så kan man sige, at der er noget minimalistisk i, at romanforfattere vælger at skrive meget lidt og kun få afsnit på den enkelte side og gøre romaner så korte, at de minder om digtsamlinger. Der er også noget minimalistisk i kun at vælge korte afsnit, hvor man gengiver fragmenter af et liv eller en handling. Alt overflødigt er skåret væk. Det at finde ind til benet eller ned til fortællingens skelet er noget centralt. Hvilke få og præcise ord rammer? Hvor kort et klip giver mening? Knaphed, præcision og det at udelade forklaringer kendetegner meget af 90 ernes nye prosa. Men gør det denne litteratur til minimalisme? Spørger man forfatterne selv, så har de deres helt egne holdninger. Christina Hesselholdts tidlige romaner er blevet kaldt minimalistiske. Hun anvender netop en kort form og skaber luft på de enkelte sider. Hun vil ikke selv betegne sin kunst som minimalisme. I et interview fremhæver hun en ekspressiv kraft i det, hun skriver. Det lægger op til tolkning. Man kan netop bestemme minimalismen som det, at man lader teksten hvile i sig selv. At man ikke digter videre, og at man først og fremmest ikke symboltolker eller går på metaforjagt. En anden af 90 ernes yngre forfattere Helle Helle har også fået begrebet minimalisme hæftet på sit forfatterskab. Også Helle Helles tekster er præget af de korte klip og de manglende forklaringer. Helle Helle fastholder da også, at hun tilstræber at undgå det symbolske.

3 Det karakteriserer netop minimalismen, at man så at sige accepterer, at der ikke findes noget uden for teksten. At vi som læsere blot skal undres over det usagte og flertydige, men at vi ikke skal fortolke eller gå på jagt efter symboler. Gør vi det, fastholdes teksten ikke længere som en minimalistisk tekst. Vi må som læsere acceptere, at en minimalistisk tekst kan dirre af betydning, uden at vi absolut skal lægge os fast på fortolkning. I litteraturens verden og inden for andre områder som fx mode og design er begrebet forblevet mere svævende. For flere er minimalisme blevet et plusord, der bruges, når en kunstner opnår eller tilstræber enkelhed! For andre er det en betegnelse for de forfattere, der ikke længere skriver sammenhængende og reflekterende om personer og skæbner, som man kan identificere sig med! Generelt kan man sige, at mange forfattere tiltrækkes af knaphed. De skriver kort og bruger ofte et enkelt sprog. De udelader forklaringer af det menneskelige sind. Men mange forfattere opfatter ikke det, de skriver, som minimalisme. De ønsker, vi skal arbejde videre med teksten eller træde ind i den. Andre taler for, at kunstneren mere direkte skal forholde sig til de kriser eller krige, som også præger vores tid Samtidsskildringer En klassisk romantradition er brede samtidsskildringer. Her lægges der vægt på at beskrive mennesker og miljøer grundigt og dybdegående. Vi møder mennesker, der har problemer med kærligheden og med det at blive voksne og tage et ansvar for deres eget liv. Det kan være svært at finde fast grund under fødderne i en verden, der er flimrende og præget af hurtige skift. Denne form for litteratur har brede læserskarer. Værker som Jens Christian Grøndahls Lucca (1998) og Hanne-Vibeke Holsts En lykkelig kvinde (1998) beskriver moderne mennesker med masser af udfordringer og muligheder. Disse forfattere reflekterer over, hvor svært det er at holde fast i sig selv og i kærligheden. De viser, at kærlighed kræver fordybelse. Men de viser også, hvordan kærligheden er et grundlæggende vilkår, som man er nødt til at tage alvorligt. Helt i tidens ånd er forfatterne orienterede mod det almenmenneskelige, også når vi får indsigt i nutidens Danmark. 120 Realisme Det, der præger den mindre eksperimenterende litteratur, er, at vi lærer personerne at kende, og at personerne bliver legemliggjorte, så vi kan føle med dem og måske identificere os med dem. De tænker over tilværelsen, livet og de påvirkninger, de er udsat for. Vi får kendskab til deres fortid. En fortid, der har betydning for det liv, de lever nu. Det er en traditionel realistisk fremstillingsform ofte med en fremadskridende handlingsgang.

4 Når man behandler 90 ernes nye litteratur, har det været et diskussionspunkt, om denne litteratur er særlig realistisk. Man har brugt begreber som fantastisk realisme, grotesk realisme og hyperrealisme om det, der skrives. Skal man gøre det kort, kan man sige, at 90 ernes litteratur er realistisk i den forstand, at den typisk henviser til den virkelighed, der omgiver os. Dertil kommer, at man nok må tale om ikke én, men flere realismer. I tidens ånd er det op til læseren at bestemme tekstens grad af realisme. Simon Fruelund, der er blevet betegnet som minimalist, opfatter det, han skriver, som realisme OMRÅDER OG TEMAER I TIDENS LITTERATUR Mange af de yngre forfattere gør som omtalt op med traditionelle handlingsforløb og lægger afstand til de traditionelle psykologiske forklaringer. Men samtidig er mange af de temaer og områder, som optager nutidens forfattere, fælles for såvel de eksperimenterende forfattere som for de forfattere, der vælger mere traditionelle og realistiske handlingsforløb Digtning og fordybelse Der er en fornyet interesse for digtere og digtningen i tiden, siger mange. Man taler om, at man i digtningen og litteraturen fordyber sig. Her har man taget sig tid til at skabe, dvæle ved sproget og fordybe sig i oplevelser, drømme og erindringer og i den proces, det er at skabe. Der er også en tendens i tiden til, at det er in at have god tid. At man har tid til at fordybe sig og måske vende sig fra det overfladiske liv og de flimrende skift, der præger vores kultur. Det gør man, når man skaber. Mange forfattere taler om, at det er det almenmenneskelige, der optager dem. Det kan være grundlæggende følelser som kærlighed, død og vrede. Det kan være en undersøgelse af, hvad det vil sige at være et menneske. Såvel i lyrikken som i prosaen er det subjektive centralt. Kunstnerne bruger deres egne tolkninger af virkeligheden som udgangspunkt, når de skriver. De henter inspiration overalt i det delta af muligheder og påvirkninger, vi er i. Såvel i prosaen som i lyrikken sampler kunstnerne påvirkninger på deres helt egen måde. Derfor er der måske også en tendens til, at lyrikken og prosaen nærmer sig hinanden. De har samme tilgang til virkeligheden. Det er det subjektive og det, at man bruger sine egne tolkninger af verden, når man skriver. Desuden arbejder mange kunstnere meget bevidst med sproget og søger en enkel fremstilling. 165 At dvæle ved barndommens landskaber At se tilbage på barndommen er et tema, som optager flere af 90 ernes forfattere.

5 Nogle forfattere dvæler ved barndommens land. De er fascinerede af erindringen. For nogle forfattere er det brede skildringer, som giver læseren indblik i en svunden tid. Det bliver en skildring af det århundrede, vi forlader. Det ses hos Ib Michael i Prins (1997). Hos yngre forfattere er der en tendens til korte dyk til en episode eller en følelse, som måske rummer noget centralt. En følelse, som du måske selv genkender, når du læser. Det gælder Marina Cecilie Ronés noveller fra Ud af et skød (1990) eller fortællinger af Naja Marie Aidt og Christina Hesselholdt. De korte klip eller glimt viser, at fortiden for mange fremstår som en række punktoplevelser Øjebliksbilleder Øjebliksbilleder kendetegner 90 ernes litteratur. Mange tekster gengiver korte episoder. Episoder, der måske rummer noget grundlæggende for vores eksistens og liv. Det er netop typisk for tiden, at man ønsker at nå det grundlæggende menneskelige og dermed fordyber sig i eksistentielle oplevelser. Men litteraturen viser klart, at det at dvæle sker i korte klip eller korte glimt. Måske fordi tiden er i hastig forandring og gør det umuligt for de fleste helt at stoppe og give sig tid. Man taler netop om, at tiden er kendetegnet ved en fascination af det at skumme. Vi oplever et brusende sus og en dyb koncentration. Men kun for et kort øjeblik. Så forsvinder bruset ligesom skummet fra champagne. Vi bruser op og er dybt forelskede i mørket mellem stjernerne. Når det bliver dag, er fascinationen aftaget. Det glødende blik blegner i mødet med alle de andre indtryk, som kæmper om vores opmærksomhed.