Børns erstatningsansvar i forbindelse med leg

Transkript

1 Børns erstatningsansvar i forbindelse med leg 5. august 2011 Bachelorprojekt Aalborg Universitet Vejleder: Anders Bredgaard Projekt af: Johnny Andersen

2 Titelblad Uddannelsessted: Aalborg Universitet Jura, 6 semester 2011 Projekttitel: Børns erstatningsansvar i forbindelse med leg Vejleder: Anders Bredgaard Projekt af: Johnny Andersen

3 Indholdsfortegnelse 1. Indledning 1 2. Problemformulering 2 3. Afgrænsning 2 4. Metode 3 5. Betingelser for at man kan ifalde erstatningsansvar udenfor kontrakt med culpa som 3 ansvarsgrundlag 5.1 Tab Culpa Kausalitet Adækvans 8 6. Erstatningsansvarslovens 24a Erstatningsansvarslovens 24a, 1. pkt Erstatningsansvarslovens 24a, 2. pkt Egen skyld Momenter i vurderingen om det er farlig- eller almindelig leg De anvendte redskaber De former under hvilken legen afvikles De legende børns alder Forholdet mellem deltagernes alder Skader på udenforstående tredjemand Almindelig leg Farlig leg Konklusion English summery Litteraturliste 40

4 1. Indledning Når børn leger, vil der ofte opstå situationer, som potentielt kan resultere i en ulykke, hvor et barn i legen komme til skade eller at der opstår en skade på tredjemand. Hvis ulykken er indtruffet, er det vigtig at afdække, hvorvidt barnet i forbindelse med legen har udvist et ansvarspådragende forhold som berettiger, at det skadevoldende barn ifalder erstatningsansvar overfor skadelidte. I projektet vil først blive set på betingelserne, som gør sig gældende, for at man kan ifalde erstatningsansvar udenfor kontrakt med culpa som ansvarsgrundlag. Herunder vil der under culpa, blive lagt vægt på de specielle momenter, som gør sig gældende, hvis børn skal ifalde culpaansvar. Når der sker en ulykke i forbindelse med børns leg, er det vigtigt at fastslå, om der er tale om almindelig eller farlig leg, da det er en afgørende faktor i forbindelse med, om det skadevoldende barn ifalder erstatningsansvar. I projektet bliver momenterne, som vurderes i forbindelse med, hvorvidt der er tale om almindelig eller farlig leg grundig behandlet. Disse momenter er, de anvendte redskaber, formen under hvilken legen afvikles, de legende børns alder og forholdet mellem de legende børns alder. Projektet vil også indeholde en gennemgang af erstatningsansvarslovens 24a, som regulerer børns erstatningsansvar. I dommene, som bliver behandlet i projektet, vil hovedvægten blive lagt på hvilken momenter domstolen lægge til grund for, om barnet har handlet ansvarspådragende i den givende situation. Her tænkes der specielt på barnets alder i forhold til situationens kompleksitet. Vurderingen af de momenter, som afgør om der er tale om almindelig eller farlig leg, vil også blive behandlet i forbindelse med gennemgangen af de relevante domme. 1

5 2. Problemformulering Under hvilke omstændigheder ifalder børn erstatningsansvar i forbindelse med leg og hvilke momenter indgår i denne vurdering? 3. Afgrænsning Projektet er afgrænset i projektets problemformulering. I forhold til ansvarsgrundlaget, er projektet afgrænset til at omhandle culpa, som ansvarsgrundlag i forhold til leg. Det objektive ansvarsgrundlag, vil ikke blive behandlet i projektet, da det ikke har relevans for projektets problemstilling. I projektet, vil fokusset blive lagt på, under hvilke omstændighed børn kan ifalde erstatningsansvar med culpa som ansvarsgrundlag i forbindelse med leg. Herunder de kriterier domstolene lægger til grund for, at barnet kan findes erstatningsansvarlig. Som en naturlig del af dette, vil der i projektet blive undersøgt, hvilke momenter domstolene lægger til grund for vurdering, om der er almindelig eller farlig leg. Som et led i denne vurdering, vil der især blive lagt vægt på børnenes alder i forhold til den givende situations kompleksitet. I forhold til hvornår børn ifalder erstatningsansvar i forbindelse med leg, vil det kun blive set på personskade og ikke tingskade. Det forhold, om der er en ansvarsforsikring der dække en given skade, eller om erstatningen af denne grund bortfalder eller bliver nedsat, vil kort blive beskrevet i gennemgangen af erstatningsansvarslovens 24a. Forholdet vil ikke blive behandlet yderligt, da formålet med projektet, er at afdække de situationer, hvor børn ifalder erstatningsansvar i forbindelse med leg. Projektet vil også omhandle den situation, hvor erstatningen nedsættes eller helt bortfalder, som en følge af skadelidtes culpøse handling. Begrebet egen skyld bliver også behandlet i denne forbindelse. I projektet vil der blive set bort fra, ildspåsættelse, pilfingerskader og forælderens ansvar, da det falder udenfor projektets rammer. Trafikskader vil kun blive behandlet i forhold til den skade, som børn påfører tredjemand i forbindelse med deres leg. 2

6 4. Metode I bachelorprojektet er der anvendt den retsdogmatiske metode for at udlede gældende ret i forbindelse med projektets problemstilling vedrørende børns erstatningsansvar i forbindelse med leg. Den retsdogmatiske metode har til formål, at udlede gældende ret gennem systematisering, beskrivelse, analyse og fortolkning af retskilderne, ligesom domstolen vil gøre det. I dansk ret anerkendes fire retskilder: 1 lovgivning, retspraksis, retssædvaner og forholdtes natur. Børns erstatningsansvar i forbindelse med leg, finder støtte i flere af disse retskilder, herunder i erstatningsansvarslovens 24a. I bachelorprojektet vil der blive set på hvilke momenter domstolene lægger til grund, når det skal vurderes om et barn ifalder erstatningsansvar, som følge af leg. Der vil blive set på momenter der fremgår af både lovgivningen og domspraksis. I bachelorprojektet er der anvendt juridisk litteratur, som et fortolkningsbidrag til at forstå retskilderne og deres anvendelse. Juridisk litteratur kan ikke selvstændig anerkendes, som retskilde i dansk ret. Den juridiske litteratur, er brugt som inspiration i forbindelse med analysen af under hvilke omstændigheder børn ifalder erstatningsansvar i forbindelse med leg og de momenter, som afgør om der er tale om almindelig eller farlig leg. 5. Betingelser for at man kan ifalde erstatningsansvar udenfor kontrakt med culpa som ansvarsgrundlag For at man kan ifalde erstatningsansvar udenfor kontrakt, skal nogle kumulative betingelser være opfyldte. 1. Skadeslidte skal være påført et påviseligt økonomisk tab. 2. Der skal være et ansvarsgrundlag objektivansvar eller en culpøs handling 3. Der skal være kausalitet mellem den culpøse handling og det indtrådte tab 4. Der skal være adækvans 1 Nilsen, Ruth, Retskilder, Juridisk- og Økonomforbundet Forlag 2005, 1. Udgave, 1. Oplag, side 24 3

7 Arbejdsgangen hvordan man afgøre, om en person ifalder erstatningsansvar, er at man starter med pt. 1 og vurderer om personen har lidt et økonomisk tak hvis ja går man til pt. 2 og så fremdeles. Hvis bare en af de ovennævnte punkter ikke falder ud positiv, kan personen ikke gøres erstatningsansvarlig Punkterne vil blive behandlet i de efterfølgende afsnit. Det skal dog bemærkes, at selvom alle betingelserne for at ifalde erstatningsansvar er opfyldte, findes der nogle objektive ansvarsfrihedsgrunde, som hvis de bliver godtgjorte friholder skadevolder for helt eller delvis at betale erstatning. De objektive ansvarsfrihedsgrunde er fx samtykke, nødret, nødværge eller egen skyld. 5.1 Tab Den første betingelse for, at man kan ifalde erstatningsansvar er, at skadeslidte er blevet påført et tab, som kan kapitaliseres. Det vil sige et tab, som kan gøres op i penge. Dette betyder, at man ikke kan få erstatning for affektionsværdien af en genstand, da den ikke kan kapitaliseres. 2 Grundprincippet i forbindelse med, hvordan man beregner hvilken erstatning skadeslidte skal have er, at skadeslidte skal stilles i samme økonomisk situation som hvis skaden ikke var sket. Det vil sige, at skadeslidte skal have sit fulde økonomiske tab erstattet. Skadeslidte må ikke opnå en økonomisk berigelse, som følge af skaden. Skadelidte har også en pligt til at begrænse sit tab, forstået således at skadeslidte fx har pligt til, at tilkalde brandvæsnet hvis skadelidtes hus bryder i brand. 3 2 Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s

8 5.2 Culpa Hovedreglen for erstatningsansvar udenfor kontrakt er, at en person kun kan ifalde erstatningsansvar, hvis han har handlet culpøst. Det vil sige, at ansvarsgrundlaget er culpa. Dette kaldes den almindelige erstatningsregel 4 Traditionel opfattes culpareglen, som at man ifalder erstatningsansvar for den skade man har forvoldt, hvis man har handlet uagtsomt. Det kan også væren en undladelse, som fører til at man har handlet ansvarspådragende 5 Efter den klassiske opfattelse, har en person handlet uagtsom, hvis han har undladt at handle som en bonus pater familias ville have gjort i den samme situation. Bonus pater familias begrebet betyder den god familiefar, som altid handler på den rigtige måde i en given situation. Det man sigter med begrebet er, at vurderer hvordan en almindelige mand ville have handlet i samme situation. Bonus pater familias figuren har den indbygget svaghed, at man forudsætter at han er perfekt og aldrig begår fejl dermed bliver bonus pater figuren alt andet end almindelig. 6 Børn under 15 år, er som udgangspunkt ansvarlig for deres handlinger, på lige fod med personer over 15 år. Det vil sige, at de erstatningsretlige regler er de samme for børn og voksne. Dette betyder dog ikke, at man anvender samme grundlag ved culpa vurderingen, når et barn har handlet ansvarspådragende, som man ville anvende ved en voksen person. 7 Den klassiske formulering af, om børn ifalder erstatningsansvar er: At et barn kun ifalder ansvar efter culpareglen, såfremt det har handlet anderledes, end et normalt barn på samme alder ville have handlet i en tilsvarende situation 8 Problemet med denne formulering er, at det er svært at fastlægge, hvorvidt et barn på ca. 10 år kan have en forståelse for den ansvarspådragende handling. Dermed følger det, at hvis man ikke kan sige hvordan et normalt barn ville handle i den samme 4 Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s

9 situation, bliver det svært at afgøre, hvorvidt barnet har handlet anderledes end et normalt barn ville have handlet i en tilsvarende situation. 9 En anden formulering af culpareglen, om børns erstatningsansvar som syntes at være mere hensigtsmæssig er: At et barn ifalder ansvar, såfremt det har handlet anderledes, end børn på dets egen alder normalt handler (eventuelt ville have handlet) i den samme situation 10 Med denne formulering, er man ude over det uklare begreb, som et normalt barn dækker over. Her opstiller man ikke en perfekt Bonus pater familias, som altid vil handle på den mest hensigtsmæssige måde. Det man gør, er at man ser på, hvorvidt barnet har handlet anderledes end børn på barnets egen alder normalt ville have handlet. Grunden til at dette er mere hensigtsmæssigt er, at børnepsykologer generelt er af den opfattelse, at det ofte ikke er muligt, med en rimelig grad af sikkerhed, at sige om børn under ca. 10 år, har handlet ud fra en forståelse af den specifikke situation Kausalitet Årsagsforbindelsen er det tredje trin i rækken af kumulative betingelser, som skal være opfyldt, hvis erstatningsansvar skal gøres gældende. Før man undersøger, om der er årsagsforbindelse mellem den skadevoldende handling og den indtrådte skade, skal de to første led i de kumulative betingelser være opfyldt. Da det ofte er svært at slå fast, om der uden tvivl forlægger årsagsforbindelse gennem bevisførelsen, bliver det næste spørgsmål, hvilke krav der skal stilles til styrken af beviserne, som ligger til grund for vurderingen af årsagsforbindelsen 12 Årsagsbetingelsen vurderes ud fra følgende hypotetisk spørgsmål: Ville skaden være indtrådt, hvis det ansvarsbegrundende forhold ikke havde foreligget? 13 9 Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s

10 Hvis svaret på spørgsmålet er ja, er årsagsbetingelsen ikke opfyldt. Modsat er årsagsbetingelsen opfyldt, hvis man kan svare nej til spørgsmålet. For at finde svaret på spørgsmålet, opstiller man et hypotetisk hændelses forløb, hvor man ser bort fra det ansvarsbegrundende forhold og sammenligner det med det faktiske forløb. Derefter stiller man spørgsmålet, om det ansvarsbegrundende forhold har haft en betydning for skadens indtræden. Dermed har man opstillet et krav, om at det ansvarsbegrundende forhold, skal være en nødvendig betingelse for skadens indtræden, såfremt der skal være årsagsforbindelse. Skadelidt, må som minimum føre bevis for, at det ansvarsbegrundende forhold kunne have forvoldt skaden. Som udgangspunkt er det ikke tilstrækkelig, at det er en mulighed, at det ansvarsbegrundende forhold kunne have forvoldt skaden. Hvis der ikke forlægger absolut vished, for om skaden er en direkte følge af det ansvarsbegrundende forhold, kan man tale om graden af sandsynlighed, som går fra 1-99 % for at det ansvarsbegrundende forhold har forvoldt skaden. I andre lande, herunder Norge, bruger man begrebet overvejende sandsynlig. Det må efter en matematisk betragtning betyde, at der skal være mindst 51 % sandsynlig for, at det ansvarsbegrundende forhold har forvoldt skaden, hvis der skal statueres årsagsforbindelse. I Danmark er kravene til beviserne større end dette. 14 Det eneste man kan udlede af dette, er at der kræves mere end en sandsynlighedsovervægt på 51 %, såfremt der skal vurderes, at det er årsagssammenhæng. Domstolene har aldrig præciseret, hvor stor graden af sandsynlighed der kræves, for at der er årsagsforbindelse, mellem det ansvarsbegrundende forhold og skaden. Det nærmeste man kan kommen en definition på, hvor stor en grad af sandsynlighed der kræves, er i svensk ret, hvor der i retspraksis er formulerede et krav om klar sandsynlighedsovervægt. Grunden til, at domstolene ikke har fastsat en sandsynlighedsgrad for, hvornår der er tale om årsagsforbindelse, er formodentlig den simple årsag, at det ofte ikke er muligt, at fastsætte en bestemt sandsynlighedsgrad i en given situation Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s.258 7

11 5.4 Adækvans Problemet vedrørende adækvans opstår, når det er blevet konstateret, at en person har handlet culpøst og det er blevet fastslået, at der er kausalitet mellem den ansvarspådragende handling og skaden. Som udgangspunkt ifalder skadevolder ikke ansvar for en uagtsom handling, selvom der er kausalitet mellem handlingen og skaden medmindre risikoen for skaden er blevet forøget ved den uagtsomme handling. Hvis risikoen for at en skade fremkommer, er den samme som før den uagtsomme handlingen, må skaden i erstatningsretlig henseende være at betragt som en hændelig ulykke. 16 Det er ikke nok, at man ved en uagtsom handling forøger risikoen for, at en skade kan indtræffe. Risikoen for netop den skade, som der er indtruffet i forbindelse med den uagtsomme handling skal være forøget. Det klassiske eksempel på dette er, kusken som falder i søvn, mens han kører med passagerer. Kuskens uagtsomme adfærd, medfører at vognen komme ind på en forkert og dårligere vej, hvor der er et uvejr. Vognen bliver herefter ramt af et lynnedslag og passagererne dør, som følge af lynnedslaget. I dette tilfælde er det klar, at kusken øger risikoen for at en skade skulle opstå først og fremmest for at vognen skulle køre i grøften og derved skade passagererne i vognen. Hans uagtsomme handling øger derimod ikke risikoen for, at vogne skal bliver ramt af et lynnedslag. Selvom kuskens uagtsomme handling øger risikoen for, at der kan opstå en skade, har hans uagtsomme handling ikke øget risikoen for netop den skade som indtraf. Kusken er dermed ikke erstatningsansvarlig Erstatningsansvarslovens 24a Bestemmelsen i erstatningsansvarslovens 24a, er identisk med den tidligere gældende bestemmelse i myndighedslovens 63. Da bestemmelsen i erstatningsansvarsloven 24a, er ens med den tidligere gældende bestemmelse i myndighedslovens 63, er der ikke tilsigtet nogen 16 Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s

12 ændringer i henhold til lempelse af børns erstatningsansvar, jf. lovforslaget FT , Tillæg A. I lovforslaget, er det blevet anført, at bestemmelsen indsættes i erstatningsloven i samme form og dermed ændres retstilstanden ikke på det givne område. 18 Retspraksis vedrørende børns erstatningsansvar er ret omfattende, men antalet har været faldende siden 1984 efter indførelsen af erstatningsansvarslovens 19. Jf. erstatningsansvarslovens 19, er der som udgangspunkt ikke erstatningsansvar, hvis en skade er dækket af en tingsforsikring eller hvor der er tale om simpel uagtsomhed. 19 Desuden er det sjælden, at børn forvolder skader ved grov uagtsomhed, samt at de fleste børn i Danmark er dækket af en forsikring, idet ca. 90 % af alle danske husstande har en forsikring. 20 Bestemmelsens ordlyd: 24 a. Barn under 15 år er erstatningspligtigt for skadegørende handlinger efter samme regler som personer over denne alder. Dog kan erstatningen nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt det findes billigt på grund af manglende udvikling hos barnet, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre Erstatningsansvarslovens 24a, 1. pkt. Erstatningsansvarslovens 24a, 1. pkt. omhandler erstatningsansvaret for børn under 15 år. Børn er som udgangspunkt underlagt de samme erstatningsretlige forpligtelser som voksen, dog bliver børn bedømt i forhold til, hvordan andre børn ville have handlet i den samme situation. Der henvises til afsnit 5.2 for yderligere uddybning. Erstatningslovens 24 er opdelt i to led. Det første led er, erstatningslovens 24a, stk. 1, hvor man tager stilling til, om det skadevoldende barn er erstatningsansvarlig for den indtruffet skade. Ved vurdering om børn er erstatningsansvarlig vedrørende skader forvoldt under leg indgår følgende momenter i ansvarsvurderingen, som anvendte redskaber, legens form, de legende børns aldre og 18 Lovforslag, FT , Tillæg A s Møller, Jens og S. Wiisbye, Michael, Erstatningsansvarsloven med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2002 s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s

13 forholdet mellem deltagerens aldre, som bliver behandlet. Der henvises til afsnit 7. for yderligere uddybning. I det andet led, tages der stilling til, om der er mulighed for en lempelse, jf. erstatningsansvarslovens 24a, 2.pkt. Hvis man udefra vurderingen kommer til det resultat, at det skadevoldende barn ikke er erstatningsansvarligt, har det andet led i erstatningslovens 24 a, 2. pkt. ingen relevans. Hvis der derimod vurderes, at det skadevoldende barn er erstatningsansvarlig, må der afgøres om erstatning skal nedsættes eller helt bortfalde. Hvorvidt erstatning skal nedsættes eller helt bortfalde afhænger af en konkret vurdering, hvori følgende kriterier indgår, manglende udvikling hos barnet, handlingens beskaffenhed og omstændigheder i øvrigt. Disse kriterier vil blive gennemgået i det næste afsnit i sammenhæng med gennemgangen af erstatningsansvarslovens 24a, 2. pkt. 22 Retspraksis der vedrører barns erstatningsansvar uden for kontrakt er meget bred, men de fleste domme omhandler skader i forbindelse med leg, trafikskader, ildspåsættelse og pilfingerskader. I retspraksis er der tandens til at bedømme strengt ved trafikskader og ildspåsættelse, hvorimod leg og pilefingerskader ligger domstolen vægt på de nærmer omstændigheder ved bedømmelsen. 6.2 Erstatningsansvarslovens 24a, 2. pkt. I henhold til lempelsesreglen i erstatningsansvarslovens 24a, 2. pkt. er der tale om erstatningsansvar uden for kontrakt, hvor ansvarsgrundlaget er culpa. Lempelsesreglen i erstatningsansvarslovens 24a, 2. pkt. regulerer lempelsesmulighederne for børn under 15 år. For børn mellem 15 og 18 år er det de generelle lempelsesregler der gælder, jf. erstatningsansvarslovens 24 og ikke 24a, 2. pkt. Om erstatningsansvaret hos det skadevoldende barn skal nedsættes eller helt bortfælde, bliver vurderet ud fra følgende tre kriterier: 1)manglende udvikling hos barnet, 2) handlings beskaffenhed og 3)omstændighederne i øvrigt. 23 De tre kriterier i henhold til erstatningsansvarslovens 24a, 2. pkt.: 22 Møller, Jens og S. Wiisbye, Michael, Erstatningsansvarsloven med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2002 s.517, samt Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s

14 1) Manglende udvikling hos barnet vurderes på baggrund af barnets fysiske og psykiske udvikling. Desuden foretages en sammenligning af barnet med et normalt barn i samme aldre. Dvs. at man ser på situationer, hvor barnet har handlet anderledes end, hvad et barn som er normalt og socialt veltilpasset i samme aldersgruppe kan forventes, at ville have handlet i de givet omstændigheder. Dermed giver erstatningsansvarslovens 24a, 2. pkt. mulighed for at nedsætte eller lade erstatningen bortfalde, hvis der konstateres manglende udvikling hos barnet. Desuden fremgår det af retspraksis, at dette kriterium får større betydning ved yngre børn end ved ældre. Dvs. at hvis barnet er, tættere på de 15 år er der mindre grund til at lempe erstatningsansvaret. 24 2) Ved vurderingen af handlingens beskaffenhed foretager man en vurdering af hvorvidt et skadevoldende barns handling er farlig og/eller uagtsom. Hvis handlingens karakter har en høj grad af farlighed og/eller uagtsomhed vil dette tale imod en lempelse, modsætningsvis vil en skade forvoldt ved en ufarlig handling, hvor uagtsomhedsgraden er lav, vil tale mod en lempelse. 25 3) Ved vurderingen af kriteriet, omstændigheder i øvrigt, tager man stilling til forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre. 26. Omstændigheder i øvrigt er en meget bred formulering, som giver domstolen en frihed til at afgøre og hvilken omstændigheder domstolen vil tillægge betydning i det konkrete tilfælde. Ved vurderingen om lempelse af erstatningen, ligger man vægt på forholdet mellem parternes evne til at bære tabet. Dette har betydning i de tilfælde, hvor hverken skadevolder eller skadelidte er dækket af en forsikring. 27 I retspraksis sondre man, som udgangspunkt mellem, om det skadevoldende barn er, eller ikke er dækket af en forsikring. Hvis det skadevoldende barn er dækket af en forsikring, afviser domstolen, som udgangspunkt, at nedsætte eller lade erstatningen bortfalde, idet barnet er dækket af en forsikring. 24 Thomson online, Lovbekendtgørelse nr.885 om erstatningsansvar 25 Møller, Jens og S. Wiisbye, Michael, Erstatningsansvarsloven med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2002 s Møller, Jens og S. Wiisbye, Michael, Erstatningsansvarsloven med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2002 s

15 I henhold til retspraksis, vil afgørelsen vedrørende lempelse efter erstatningsansvarslovens 24a være en helhedsvurdering af sagens konkrete omstændigheder, men hvor det antages at domstolen kan vælge at lægge vægt på en eller to af de kriterier nævnt i erstatningsansvarslovens 24 a, 2. pkt. 6.3 Egen skyld Erstatningsansvarsloven 24a`s ordlyd finder anvendelse i de tilfælde, hvor et barn under 15 år volder skade. Erstatningsansvarslovens 24a finder ikke kun anvendelse for så vidt det angår skadevolderens ansvar, men anvendes analog i forhold til skadelidte, i de tilfælde hvor skadelidte har udvist egen skyld. Hvis det skadelidte barn udviser egne skyld, dvs. at det skadelidte barn er medvirken til den opståede skade kan erstatningskravet eventuel nedsættes eller helt bortfalde. Ved vurderingen om det skadelidte barn har udvist egen skyld, er det vigtigt at undersøge, om barnet har udvist en adfærd, som kan være ansvarspådragende. Hvornår et barn kan pålægges erstatningsansvar, er udgangspunktet, at børn under en vis alder ikke kan drages til ansvar efter culpareglen, dvs. hvorledes et barn på det gældende alderstrin ville have handlet i den samme situation. I de tilfælde hvor man ikke kan opstille sådant et handlingsmønster i den konkrete situation kan barnet ikke pålægges erstatningsansvar og dermed kan barnet heller ikke antages at have udvist egen skyld og erstatningskravet kan ikke reduceres eller bortfalde i henhold til egen skyld. 28 Barnets alder har en betydning i bedømmelsen, om det skadelidte barn kan drages til ansvar efter culpareglen. I forhold til legeskader er det svart at opstille en minimumsalder, om hvornår et barn ikke er erstatningsansvarligt, idet de enkelte situationer er meget forskellige og bliver vurderet ud fra flere forskellige momenter, som indgår i vurderingen om der er tale om farlig leg. I retspraksis har der ikke været domfældelse i forbindelse med legeskader, hvor børn under 4 år er blevet erstatningsansvarlig Erstatningsanvarsloven med kommentar side Lærebog i ersatningsret side

16 Har det skadelidte barn handlet culpøst, skal dette ses i forbindelse med det skadevoldende barns culpøse handling. Hvis det skadelidtes barn uagtsomhed er mindre betydeligt i forhold til det skadevoldende barns uagtsomhed, er domstolen tilbøjelig at se bort fra egen skyld. 30 I tilfælde, hvor det skadevoldende barn har en ansvarsforsikring, er der i retspraksis en tendens til ikke at lempe nedsættelsen af erstatningskravet i samme grad, som i tilfælde hvor det skadevoldende barn ikke besidder en ansvarsforsikring. 7. Momenter i vurderingen om det er farlig- eller almindelig leg Det er ikke muligt, at opstille en facitliste over hvilke lege, som kan karakteriseres som almindeligog farlig leg. Om en leg er farlig eller almindelig, afhænger i høj grad af omgivelserne i hvilken legen foregår, deltagerne i legen indsigt og omstændighederne i øvrigt. 31 Momenterne som sædvanligvis bliver vurderet, når det skal fastslås og der er tale om farlig- eller almindelig leg er følgende De anvendte redskaber. 2. De former, under hvilke legen afvikles. 3. De legende børns alder. 4. Forholdet mellem deltagernes alder. 7.1 De anvendte redskaber De anvendte redskaber er, ting som børnene bruger i forbindelse med deres leg. Det er ikke muligt konkret at sige, hvilke redskaber som kan karakteriseres farlige/ufarlige redskaber, da også den måde redskaberne bliver anvendte på i forbindelse med legen, har betydning for i hvilken grad de kan betragtes som farlige. 30 Lærebog i erstatningsret side Gomard, Bernhard, Børns erstatningsansvar, Munksgaard 1980, 2. udgave, 1. oplag s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s

17 Som udgangspunkt kan man antage, at leg med redskaber som potentielt har en stor skadeevne, vil trække stærkt i retning af, at domstolene vil anse legen som værende farlig. Ligeledes er brugen redskaber, som har en stor skadehyppighed, er et vægtigt argument for, at der er tale om farlig leg. 33 Under en ellers ufarlig leg kan anvendelsen af usædvanlige redskaber medfører erstatningsansvar. I U V, blev en dreng fundet erstatningsansvarlig, da han under en sneboldkamp, havde kastet med en isklump og ikke en snebold. 34 Til sammen ligning kan nævnes U H, hvor en dreng kastede, snebolde mod børn, som stod i et skur. Han ramte et vindue i skuret, som knustes, hvorved en pige fik en skade på øjet. Her kom retten frem til, at der ikke var tale om farlig leg. 35 I den sidst nævnte dom, fandt retten at der ikke var brugt et farligt redskab i forbindelse med legen De former under hvilken legen afvikles I vurderingen af under hvilke former legen afvikles, blive der især lagt vægt på tre momenter. Om legen har haft karakter af kamphandlinger mellem de legende børn eller af kastning/skydning mod et fælles mål fx en skydeskive eller andre mål, som vil værende at betragte, som ufarligt at skyde efter. Naturligvis vil kamphandlinger mellem børnene være at betragte, som mere farlig end kastning/skydning mod et fælles mål. 36 Som eksempel herpå kan nævnes ASD 1953B.82Ø 37, hvor det blev vurderet, at leg med gyldenrisstængler var at betragte som farlig leg og ansvarspådragende, medens leg med hindbærskud i HRT ikke var at betragte som farlig leg og dermed ikke var ansvarspådragende. Det afgørende moment i denne vurdering var, naturligvis ikke om gyldenrisstængler og hindbærskud var at betragte som farlige redskaber, men under hvilke former de blev brugt i de to lege. I ASD 1953B.82Ø kastede drengene gyldenrisstænglerne efter hinanden i forbindelse men en 33 Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Gomard, Bernhard, Børns erstatningsansvar, Munksgaard 1980, 2. udgave, 1. oplag s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s

18 kamphandlings leg og dermed blev omstændigheden under hvilke gyldenrisstænglerne blev brugt i forbindelse med legen, det afgørende moment i at retten fandt legen, som værende at betragte som farlig. I HRT sigtede drengene ikke efter hinanden og dermed var formen under hvilken legen afvikles, ikke at betragte som værende farlig. 39 Det andet moment som det lægges vægt på er, om børnene har truffet sikkerhedsforanstaltninger, som står mål med de anvendte redskabers relative farlighed. Som eksempel kan nævnes, at børn som skyder til måls efter en skive med et luftgevær, burde placerer skiven således, at et skud som ikke rammen skiven, blive opfanget af et kuglefang. Det tredje moment som der lægges vægt på i bedømmelsen er, om de legende børn ved aftale har forsøgt at begrænse risikoen ved legen. Man kan her forstille sig en aftale som fx begrænser kasteretningen, hvor de enkle deltager i legen må placerer sig, hvilke redskaber der må bruges i legen og på hvilken måde redskaberne må anvendes i forbindelse med legen. 40 Det skal dog nævnes, at leg som har karakter af spil eller sportsudøvelse, som udgangspunkt ikke er at betragte som farlig leg, hvis reglerne for spillet eller sportsaktiviteten i det store hele er overholdt De legende børns alder Som udgangspunkt, er en given leg farligere, jo yngre deltagerne i legen er. Hvis skadevolder skal ifalde ansvar, er det dog en betingelse, at skadevolder var klar over at legen var farlig. Herunder om de anvendte redskaber var farlige og om under de former legen afvikles vil kunne anses værende farlige. Dette vil i højere grad gælde ældre børn end yngre børn. 42 Er skadevolder på grund af sin alder ikke klar over faren ved redskabet, som benyttes under legen og som er den direkte grund til, at skaden opstår, kan skadevolder ikke gøres erstatningsansvarlig. Dette gælder også selvom redskabet, som benyttes under legen i sig selv må betegnes som værende 39 Gomard, Bernhard, Børns erstatningsansvar, Munksgaard 1980, 2. udgave, 1. oplag s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Gomard, Bernhard, Børns erstatningsansvar, Munksgaard 1980, 2. udgave, 1. oplag s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s

19 farligt og de øvrige betingelser for at kunne bedømme legen som farlig er opfyldte. Det samme gør sig gældende, hvis skadevolde ikke har eller burde kunne indse, at legen i sig selv var farlig. Modsat kan erstatningen til skadelidt ikke nedsættes, såfremt skadelidte ikke var klar over legens farlighed. I dette tilfælde ifalder skadevolde det fulde ansvar. Naturligvis kun såfremt skadevolder var klar over legens farlighed jf. ovenstående. 43 Til støtte for at skadevolde på grund af sin alder ikke ifalder ansvar, hvis han ikke har eller burde have indset det farlige moment i legen, kan henvises til U H, som omhandler tre børn, som legede på en kommunal plads, hvor der var et cementrør. To drenge på 4 og 6 år skubbede til cementrøret, som væltede ned over en dreng på 5 år, hvorved han pådrog sig en del skader. Højesteret fandt ikke, under hensyntagen til drengenes alder, at de havde indset eller burde have indset faren ved at skubbe til cementrøret. I dette tilfælde ville udfaldet af domme sandsynligvis have været modsat, såfremt drengene havde været noget ældre. Der kan også henvises til U H, som bliver behandlet grundigt senere i projektet Forholdet mellem deltagernes alder Det vil ofte være mere farligt, for et yngre barn, at lege med børn som er noget ældre end barnet selv, end det ville være for banet, at lege med børn på samme alder som barnet. 44 Dette beror på den naturlige antagelse, at ældre børn har en større forståelse for, hvad der kan være farligt end et yngre barn. Man må også antage, at den leg som ældre børn leger, har en anden beskaffenhed end en leg som et yngre barn normalt ville lege. Graden af voldsomhed i legen, bliver også større jo ældre børnene er. Hvis et yngre barn leger med ældre børn, bør man vurdere momentet, om det yngre barn er tvunget ind i et handlemønster, hvis risiko det yngre barn kun vanskeligt eller slet ikke kan overskue. Her skal tvunget, ikke forstår som en ufrivillig tvang barnet bliver påført af de ældre børn. Det skal nærmere forstås som en situation, hvor legens beskaffenhed og de ældre børns handlinger, ansporer det yngre barn til at deltage i en leg, hvis præmisser det yngre barn ikke kan vurdere 43 Gomard, Bernhard, Børns erstatningsansvar, Munksgaard 1980, 2. udgave, 1. oplag s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s

20 konsekvensen af. Større børn, som tager yngre børn med i deres leg, skal vise de små børn det hensyn, som forskellen i deres alder og styrke betinger Skader på udenforstående tredjemand Ved almindelig leg mellem børn, vil en skade som bliver påført tredjemand, som udgangspunkt ikke være ansvarspådragende for skadevolder. Dog må man i vurderingen inddrage momentet, om legen kan betragtes som farlig for tredjemand, selvom legen i sig selv er at betragte som almindelig leg. 46 Hvis legen er at betragte som farlig i forhold til tredjemand, vil skadevolder ifalde ansvar, på samme måde, som hvis legen i selv er at betragte som farlig. Ved farlig leg er det skadevoldende barn, som udgangspunkt erstatningsansvarlig for skade på tredjemand, på samme måde, som hvis skaden var sket på en af deltagerne i legen. Man kan som udgangspunkt ikke sige, at tredjemand har udvist en grad af egen skyld i skaden. Ligesom i forbindelse med farlig leg er det en forudsætning for at ifalde ansvar, at det skadevoldende barns alder taget i betragtning og at barnet har indset eller burde have indset, at legen kunne frembryde en nærliggende risiko for skade på tredjemand 47 Der er dog nogle situationer, hvor tredjemand på grund af sine handlinger, har udvist en vis grad af egen skyld og erstatningen derfor bliver nedsat eller helt bortfalder. Et eksempel på retspraksis findes i U Ø U Ø 48 Tre børn Aksel 10 år, Lissie 13 år og Jørgen på 7 år spille bold nær en vej med et uoverskueligt kryds. Sagsøgeren kom kørende på amtsvejen, hvor børnene spillede bold. Hun mistede herredømmet over 45 Gomard, Bernhard, Børns erstatningsansvar, Munksgaard 1980, 2. udgave, 1. oplag s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Gomard, Bernhard, Børns erstatningsansvar, Munksgaard 1980, 2. udgave, 1. oplag s Thomson online dom U Ø 17

21 sin cykel med hjælpemotor og væltede. Ved ulykken pådrog sagsøgeren sig brud på højre skinneben, højre lægben og den højre knæskal. Invalide procenten er sat til 20 %. Sagsøger har nedlagt påstand om, at børnene er ansvarligt for ulykken enten solidarisk eller alternativt. Til støtte for sin påstand har sagsøger fremført, at da hun kom kørende på amtsvejen hen imod vejkrydset, blev hun nervøs og væltede, fordi børnene som opholdt sig i vejkrydset spillede bold henover amtsvejen. Ydermere har sagsøgeren fremført, at da hun så børnene som spillede bold henover amtsvej, gav hun signal, men børene reagerede ikke på signalet. Sagsøgeren har også forklaret, at hun kom kørende med normal hastighed og at hun forud for ulykken havde haft knallert i 1½ år og at hun har øvet i at køre. De sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb efter rettens skøn. Til støtte for påstanden om frifindelse af Jørgen, er det gjort gældende, at sagsøgeren burde have kørt forsigtigere da hun så børnene. Derved har sagsøgeren ikke udvist tilstrækkelig omhu, da hun kørte ind i et farligt kryds. Børnene hold også op med at lege, da de så sagsøger komme kørende. Sagsøgte fremfører videre, at sagsøgeren ikke har opfyldt bevisbyrden om børnenes culpaansvar. Det er endvidere anført, at et eventuelt ansvar, som måtte blive pålagt Jørgen, bør bortfalde eller nedsættes på grund af Jørgens alder. Det bliver også fremhævet at Jørgen ikke deltog i legen på det tidspunkt, hvor sagsøgeren kom kørende. Til støtte for frifindelsen af Lissie og Aksel er det gjort gældende, at sagsøgeren selv må bære risikoen, da hun kørte for hurtig ned af den stejle bakke og derved mistede herredømmet over sin cykel med hjælpemotor. Det bliver også fremført, at børnene har lov til at opholde sig på amtsvejens fortov, ikke kan være ansvarlig for sagsøgers uforsvarlige kørsel. Hvis retten skulle mene, at Lissie og Aksel er ansvarlig, må Jørgen være solidarisk medansvarlig. 18

22 Aksel har forklaret, at han på dagen hvor ulykken skete, stod i det nordvestlige hjørne af vejkrydset ved amtsvejen. Han havde netop grebet en bold, som Lissie havde kastet til ham fra den modsatte side af amtsvejen, hvor hun ventede på at Aksel skulle kaste bolden tilbage til hende. Jørgen stod i nærheden af Lissie. Aksel så at sagsøgeren, som kom kørende lidt oppe ad vejen, havde rakt den højre hånd ud og han råbte til Lissie, at han ikke ville kaste bolden, fordi der kom en dame kørende. Aksel blev stående indtil sagsøgeren havde passeret ham. Han lagde dog mærke til, at sagsøgeren før hun passerede ham, havde trukket hånde ind til sig. Aksel mener, at sagsøgeren kørte temmelig hurtig og at hun slingrede på kørebanen, da hun kørte forbi ham. Lissie har forklaret, at hun stod på den sydlige side af vejen et stykke fra vejkrydset. Jørgen stod et stykke fra hende. Aksel stod på fortovet på den modsatte side af vejkrydset. Hun kastede en bold over til Aksel, som han dog ikke greb. Aksel havde efterfølgende hentet bold i en hæk som var placeret ved fortovet, hvorefter han gik hen til hjørnet inde på fortovet. Aksel havde råbt til hende, at han ikke ville kaste bolden, fordi der kom en dame kørende oppe fra stationen. Lissie så ikke sagsøgeren, da man fra det sted hvor hun stod placeret, ikke havde udsyn over hvad der forgik på Nårupvej. Hun hørte dog, at sagsøgeren væltede. Jørgen har forklaret, at han stod lidt foran Lissie på fortovet, som netop havde kastet en bold over til Aksel der stod på det modsatte hjørne af amtsvejen, da han så sagsøgeren komme kørende i stærk fart på vejen Vidne 1 har forklaret, at han på tidspunktet for ulykken, så nogle børn spille bold tværs over amtsvejen og han havde talt med sin hustru om dette. Han så et barn kaste bolden over til Aksel som ikke greb den. Aksel hentede herefter bolden i hækken som var placeret ved krydset. Vidne 1 så, herefter Aksel kaste bolden tilbage til barnet, som umiddelbart før havde kastede den til ham. Umiddelbart efter så han sagsøgeren komme kørende omkring hjørnet. Hun kørte måske lidt for stærkt efter forholdene, men vidne 1 mener ikke, at sagsøgeren kørte stærkere end andre, da vejen hælder stærkt nedad. Vidne 1, så at sagsøgeren blev konfus og mistede herredømmer over sin cykel med hjælpemotor. 19

23 Vidne 2 har forklaret, at han stod i stuen og så ud af vinduet, at Jørgen stod på vejkrydset sydøstlige hjørne. Da han blev opmærksom på, at hans dreng, Aksel, opholdt sig på amtsvejens kørebane i det nordvestlige hjørne af krydset, tæt ved kantstenen, ville han banke på vinduet, for at få Aksel til at flytte sig, da Aksel godt vidste, at han ikke måtte lege på amtsvejen. Vidnet undlod, at banke på vinduet, da han så at Aksel havde opdaget sagsøgeren og at han stod og kiggede på hende. Vidnet havde ikke forud for ulykken, set om børnene spillede bold på kørebanen. Landsretten fandt Aksel og Lissie erstatningsansvarlig overfor sagsøgeren. Jørgen blev ikke fundet erstatningsansvarlig overfor sagsøgeren. Landsretten kom frem til, at Aksels forklaring om, at han stoppede legen og undlod at kaste bolden, da han så sagsøgeren komme kørende, ikke kunne forkastes. Med dette slår landsretten fast, at selvom børnene ikke var en direkte årsag til ulykken, men kun en indirekte årsag, er de stadig erstatningsansvarlig overfor sagsøgeren. Aksel og Lissie Landsretten finder, at Aksel og Lissie måtte have indset, at boldspillet forgik under sådanne omstændigheder, at det kunne være til fare for personer, som færdes på amtsvejen. Særligt da boldspillet foregik i et uoverskueligt kryds og at vejen skrånede ned mod krydset. Landsretten anser det for godtgjort, at boldspillet har været en medvirkende faktor, til at sagsøgeren mistede herredømmet over sin knallert. Med dette moment i dommen, slå landsretten fast, at et normalt barn på 10 år i samme situation ville have indset, at boldspillet ville kunne udgøre en fare for folk, som færdes på amtsvejen. Som udgangspunkt bliver man ikke erstatningsansvarlig overfor tredjemand ved almindelig leg. Boldspil må betragtes som almindelig leg. Det skal dog bemærkes, at en leg som vil være at betragte som almindelig leg i forhold til deltagerne, kan være at betragte som farlig leg i forhold til tredjemand, hvis legen frembryder en nærliggende risiko for tredjemand. 49 Momentet, som indgår i landsrettens vurdering, er under hvilke former legen afvikles. 49 Gomard, Bernhard, Børns erstatningsansvar, Munksgaard 1980, 2. udgave, 1. oplag s.77 20

24 Normalvis vil boldspil være, at betragte som almindelig leg og det anvendte redskab (bolden) må også anses for at være et ufarligt redskab. I forhold til deltagernes alder, må det også kunne godtgøres, at boldspil ikke er en usædvanlig leg for børn på henholdsvis 10 og 13 år. Landsretten har i dette tilfælde vurderet, at børnenes leg var at betragte som farlig leg i forhold til tredjemand, selvom boldspil normalt vil være, at betragte som almindelig leg. Det vil sige at landsretten gør Aksel og Lissie erstatningsansvarlig på grund af omstændighederne, under hvilken de spillede bold, som frembrød en fare for sagsøgeren. Jørgen Landsretten frifandt Jørgen for erstatningsansvar overfor sagsøgeren, da landsretten fandt, at Jørgen ikke deltog i legen under sådanne omstændigheder, at når hans alder tages i betragtning burde have indset, at legen ville kunne være til fare for tredjemand. Her slår landsretten fast, at selvom Jørgen har deltaget i legen, som må anses at være at betragte som farlig på grund af formen under hvilken legen afvikles på, ikke kan drages til ansvar da et normalt barn på 7 år ikke ville have kunne forudsige, at legen ville kunne udvikle sig til en form, som potentielt ville være til fare for tredjemand. 50 Landsretten fandt, at erstatningen skulle nedsættes til det halve, da sagsøgeren havde udvist uagtsomhed, da det lægges til grund, at hun havde kørt for hurtigt og at ulykken måske kunne være afværget, såfremt hun i tide havde bremset op, da hun fik øje på børnene. Landsretten pålægger her sagsøgeren en grad af egen skyld. 7.3 Almindelig leg Ved almindelig leg, vil en skade forvoldt på en anden deltager i legen, normalt ikke medfører erstatningsansvar for skadevolder. Dette gælder også en skadevoldende handling, som i en anden situation end leg, ville være klart culpøst og dermed medfører erstatningsansvar. Det er dog en forudsætning, at skadevolders handling som er fortaget under legen, ikke har til 50 Gomard, Bernhard, Børns erstatningsansvar, Munksgaard 1980, 2. udgave, 1. oplag s.76 21

25 formål at forvolde en skade på skadelidte. 51 Ved bedømmelsen af, om der er tale om almindelig eller farlig leg, er et vigtig moment, om det skadevoldende barn har eller burde have indset, at legens beskaffenhed kunne føre til en situation der potentielt kunne medføre en skade. Som eksempel på denne retspraksis kan nævnes U H og U H U H 52 Tre drenge Hardy 12½ år, Holger 8 år og Børge 6½ år legede med en drage, som de havde lånt af Børges bror. Under legen kastede alle tre drenge jordknolde mod dragen, i et forsøg på at ramme den medens den var i luften. De ramte dragen flere gange med jordknoldene og dragen faldt efterfølgende til jorden. Børge kastede under legen både sten og jordknolde efter dragen, som de to andre drenge. På et tidspunkt havde Børge samlet en lille jordknold op og kastede den efter dragen, som på dette tidspunkt var begyndt at dale og næsten var helt nede ved Hardy. Jordknolden, som Børge kastede ramte Hardy på venstre øje og øjet svulmede op. Hardy blev efterfølgende tilset af en læge og en øjenlæge, som kunne konstaterer forandringer i Hardys venstre øje, herunder en betydelig nedsættelse af synet. Lægen konstaterede, at skaderne på Hardys venstre øje, havde samme karakter, som hvis øjet havde været udsat for stump vold. Desuden forklarede lægen, at der ingen udsigt er til en bedring. Sagsøger har gjort gældende, at han mener at nedsættelsen af synet på Hardys venstre øje skyldtes jordknolden, som var kastet af Børge og at Børge dermed ifalder erstatningsansvar. Sagsøger har støtte for sin påstand gjort gældende, at skaden skyldtes et uagtsomt forhold fra Børges side og at Børge således ifalder erstatningsansvar. Sagsøgte har påstået frifindelse. Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at under hensyntagende til de omstændigheder ulykken skete (leg) og specielt Børges alder, mener sagsøgte ikke, at der påhviler Børge erstatningsansvar. 51 Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Thomson online dom U H 22

26 Ydermere har sagsøgt gjort gældende, at nedsættelsen af synet på Hardys venstre øje, ikke skyldtes skaden forårsaget af jordknolden, som Børge kastede, men må antages at stamme fra en medfødt bygningsfejl. Sagsøgeren (Hardy) har forklaret, at da dragen faldt ned, greb han fast i den og løb frem ad med den, da han ville have dragen sat op igen. Holger holdte fast i snoren til dragen. Han så, at Børge som stod i en afstand fra, kastede en jordknold lige imod ham. Jordknolden kom lige imod og ikke fra oven, som den ville have gjort, hvis Børge havde kastet den mod dragen. Sagsøgte (Børge) har forklaret, at under legen med dragen, havde kastet sten og jordknolde mod dragen. Da dragen begyndte at dale ned og var næsten nede ved Hardy, kastede han en lille jordknold mod dragen. Hardy bukkede sig ned, da han kastede jordknolden. Vidnet (Holger) har forklaret, at Hardy begyndte at græde i samme øjeblik dragen ramte jord. Under legen, hvor drengene havde kastet jordknolde mod dragen, havde den en tilbøjelighed til dale ned og var således ikke i samme højde hele tiden. Holger havde ikke set om Børge havde kastet en jordknold mod Hardy og troede derfor, at det var dragen som havde ramt Hardy. Vestre Landsret fandt, at Børge uanset sin alder burde og kunne have forstået farligheden af hans adfærd og at han dermed er erstatningspligtig overfor Hardy. Højesterets dom siger klart og tydelige, at når der er tale om almindelig fælles leg og skaden ikke er forvoldt med forsæt af skadevolder ifalder man ikke erstatningsansvar. Ydermere slog Højesteret fast, at skadevolders alder har en betydning for, hvorvidt man kan ifalde erstatningsansvar, da Højesteret som en del af begrundelsen for dommen lægger Børges alder til grund for, at han ikke ifalder erstatningsansvar. Med dette moment, siger højesteret, at et normalt barn på skadevolders alder i samme situation ikke ville have indset det farlige i skadevolders handling. Dermed kan der ikke pålægges skadevolder erstatningsansvar. Højesteret slå dermed fast, at skadevolder ikke ifalde erstatningsansvar, hvis skadevolder ikke har indset eller burde have indset det farlige moment i legen på grund af skadevoldes alder. 23

27 Jordklumper og sten, anses normalt ikke som værende farlige redskaber, da de kan bruges til lege, hvor de ikke frembryder en risiko for deltagerne i legen. Dog kan de omstændigheder, under hvilke redskaberne bruges, føre til at redskabet vil blive anset som værende farlig. I dette tilfælde er tale om, at de legende drenge kaster efter et fælles mål. Det bliver normalt betragtet som mindre farligt, at kaste efter et fælles mål end hvis børnene kaster efter hinanden. 53 Et interessant moment i landsrettens dom er, at de ikke fandt grundlag for at antage, at en dreng på 12 år brude have indset, at det frembrød en fare, at løbe hen til dragen, som alle tre drenge kort forinden havde kastet sten imod. Det kan virke lidt paradoksalt, at landsretten mener, at en dreng på 6 år, skulle have indset fare ved at kaste sten og jordklumper mod dragen, når de samtidige mener, at en dreng på 12 år ikke skulle have indset faren at løbe hen mod det fælles mål, som drengen kort forinden havde kastet sten og jordklumper imod. Højesteret tager ikke stilling til dette moment i landsrettens dom, da sagsøgte ikke blev pålagt erstatningsansvar i højesteret. U H 54 Niels på 10 år og Sven Erik på 7 år kastede snebolde mod døråbningen i skuret. 4 børn stod i skuret. Et af børnene i skuret, var Birgit på 8 år. Et vindue på 70 cm. i bredden var placeret i en afstand af ca. 1 meter fra døren. Niels og Svend Erik stod i en afstand af ca. 14 meter, da de kastede snebolde mod døren i skuret. De fire børn, som stod i skuret tog del i den fælles leg og kastede således også snebolde mod Niels og Sven Erik. Under legen rammer Niels et vindue med en snebold, hvorved vinduet splintres og en af splinterne ramte Birgits højre øje, som blev beskadiget i en sådan grad, at hun mister synsevnen på øjet. Sagsøgeren har påstået Sagsøgte dømt erstatningsansvarlig for skaderne på det højre øje. Til støtte for sin påstand har sagsøgeren gjort gældende, at sagsøgte har sigtet mod vinduet og hvis dette ikke kan antages af retten, at han i kraft af sin alder burde have indset, at han ved at kaste 53 Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Thomson online dom U H 24

28 snebolden kunne komme til, at ramme rude og derved forvolde en skade på et af børnene, som han var klar over opholdt sig i skuret. Sagsøgeren fremfører yderligere, at Birgit på tidspunktet for ulykken, ikke kunne anses som værende en af deltagerne i legen. Ligeledes fremfører sagsøgeren, at Birgit på grund af sin alder, ikke burde have indset faren ved at opholde sig i skuret under legen. Birgit har derved ikke udvist nogen uforsigtighed og kan derfor ikke pålægges egen skyld. Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb efter rettens skøn. Niels har forklaret, at kunne se børnene, som kastede snebolde fra skuret, da de stod i døråbningen. Da han kastede snebolden, som ramte ruden, sigtede han efter døråbningen og ikke efter ruden. Han havde heller ikke set nogen af børnene stå bag ruden. Vidne 1 har forklaret, at han på et tidspunkt havde set nogen stå bag ruden, men han kan ikke huske hvem det var som stod der. Han havde ikke set nogen stå bag ruden umiddelbart før ruden blev knust. Vidne 2, som opholdt sig i skuret har forklaret, at børnene i skuret stod på række, idet de skiftes til at kaste med snebolde. Han mener ikke, at Birgit kastede med snebolde. Vidne 2 skulle til at kaste en snebold mod drengene udenfor, da ruden blev knust. Birgit så op, for at se hvad det skete og i samme øjeblik faldt der en glassplint ned i øjet på hende. Det hersker en del forvirring omkring det faktiske hændelsesforløb. Sagsøgtes mor forklarer, at Niels har fortalt hende, at han ramte ruden fordi hans støvle gled, netop som han kastede snebolden. Modstridende forklarede sagsøgers mor, at Sven Erik som var sammen med Niels, da han kastede snebolden, til hende har sagt, at Niels før han kastede snebolden sagde til ham, at han ville prøve om han kunne ramme vinduet. Der er også modstridende forklaringer på, om Birgit deltog aktiv i sneboldkampen, da det ikke kan fastslås med sikkerhed, om hun kastede snebolde mod Niels og Sven Erik. Grundet de uklare omstændigheder om det faktiske hændelsesforløb, finder retten ikke grundlag for, at antage at Niels har sigtet efter vinduet. Et vigtigt moment i dommer er, at retten ikke finder, at Niels på grund af sin alder bude have indset, at han kunne komme til at ramme ruden i skuret, således den blev knust og at han derved kunne 25

29 forvolde skade på børnene i skuret. Højesteret siger med dette, at Niels for at blive erstatningsansvarlig, skulle have indset at: 1. Snebolden som han kastede mod skuret kunne ramme ruden, som var placeret 1 meter fra døren i skuret. 2. Ruden kunne knuses, hvis snebolden som han kastede med ramte ruden 3. Splinter fra ruden, hvis den splintrede, kunne skade et af de børn, som opholdt sig i skuret under legen Det kan ikke antages, at et normalt barn på ca. 10 år i den samme situation, ville kunne ekstrapolerer sig til et så kompliceret hændelsesforløb, som kastet med snebolden ville medføre. Ydermere kan der fremføres, at handlingen i legen sker så hurtig, at det er nærliggende at antage at selv et ældre barn ikke ville kunne forudsige et så kompliceret hændelsesforløb. Højesteret slår fast, at der var tale om almindelig leg, da skaden opstod i forbindelse med en sneboldkamp. Normalt betragtes en sneboldkamp, som almindelig leg, såfremt de anvendte redskaber, ikke er usædvanlige for den givende leg. Her tænkes på den situation, hvor man fx har brugt isklumper og ikke snebolde, til at kaste med. I den situation, hvor der er brugt isklumper til at kaste med, er der sandsynlig tale om usædvanlige og/eller farlige redskaber jf. U Ved skader opstået ved almindelig leg, når både skadevolder og skadelidte var deltager i legen, er udgangspunktet, at skaden på skadelidte anses som hændeligt og ikke culpøst, såfremt der ikke har været forsæt hos skadesvolder. 56 I dommen er der afgivet dissens af en højesteretsdommer. Han mener, ligesom de andre dommere, ikke at Niels havde til hensigt, at ramme vinduet. Der hvor han er uenig med de andre dommere, er i det forhold, om Niels burde have indset, at hans kast med snebolden mod døråbningen, kunne have ført til at runden knuste og derved kunne forvolde skade på børnene inde i skuret. Den dissenserende domme mener dermed, at et barn på 10 år burde kunne have indset ovennævnte hændelsesforløb. Det er nærliggende at antage, at et barn på 10 år ville kunne indse, at han ved kastet med snebolden kunne ramme runden i skuret. Ligeledes kan det med en rimelig grad af sandsynlighed antages, at 55 Gomard, Bernhard, Børns erstatningsansvar, Munksgaard 1980, 2. udgave, 1. oplag s Møller, Jens og S. Wiisbye, Michael, Erstatningsansvarsloven med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2002 s

30 han burde kunne indse, at hvis han ramte runden, kunne den splintres. Det er derimod tvivlsomt, om et barn på 10 år kunne indse, at splinterne fra ruden kunne påfører et barn inde i skuret skader. Den dissenserende dommer anfører desuden, at han ikke mener Birgit på grund af hendes alder burde være bevidst om faren ved at opholde sig i skuret under legen. Dermed mener dommeren, at et barn på 10 år burde kunne indse et så kompliceret hændelsesforløb, da han kastede snebolden mod døren i skuret, men ikke at et barn på 8 år burde have været bevidst om faren ved at opholde sig i skuret under legen. Dermed trækker den dissenserende dommer grænsen for, hvornår man burde have indset faren i denne situation ved alder på ca. 9 år. Dermed ifalder børn kun erstatningsansvar ved almindelig leg, såfremt det kan statueres, at barnet har handlet anderledes end andre børn på samme alder ville have handlet i samme situation, eller hvis det ansvarspådragende forhold var udført med det formål, at skade skadelidte. Det problematiske er naturligvis, at drage grænsen der, hvor barnet har handlet anderledes end et andet barn på samme alder og i samme situation ville have gjort. De faktiske omstændigheder omkring legen har en indvirkning på alderen barnet skal have, for at man kan finde et gennemsnitligt handlingsmønster. Her tænkes der på hvor simpel/kompliceret situationen omkring det ansvarspådragende forhold har været. Man kan ikke sætte en aldersgrænse på, hvor gammel et barn skal være for at ifalde erstatningsansvar for en given handling, men den nedre grænse må gå, hvor det ikke mere er muligt, at opstille et gennemsnitligt handlingsmønster for et barn på en given alder. 7.4 Farlig leg Hvis et barn skal ifalde ansvar efter culpareglen, er det en nødvendighed, at der kan fastlægge et handlemønster for et gennemsnits barn på samme alder og i den samme situation, som der skal pådømmes. Kan et sådan handlemønster ikke opstilles i den konkrete situation og alderstrin, må det føre til en frifindelse af det skadesvoldende barn. En naturlig konsekvens af dette bliver, at børn under en vis alder ikke kan pådømmes ansvar efter culpareglen, da der er en nedre grænse for, hvilken alder børn kan have et gennemsnitligt handlingsmønster. 27

31 Den nedre grænse varierer naturligvis efter hvor simple/kompliceret situationen er, da man ikke kan stille de samme krav til et barn på 5 år som til et barn på 12 år. 57 Sker skaden i forbindelse med farlig leg og både skadevolder og skadeslidte deltager i legen, er udgangspunktet at skadevolder har handlet ansvarspådragende overfor skadelidte. Men da skadelidte har deltaget i legen, har skadelidte udviste samme grad af culpa som skadevolder, dermed kan erstatningen normalt halveres på grund af egen skyld. 58 Dette forudsætter dog, at skadevolder med sin handling ikke har haft til hensigt, at påfører skadelidte en skade. Der skal naturligvis også tages hensyn til skadevolder og skadelidtes alder. Hvis man antager, at fx skadevolder på grund af sin alder, burde have forstået det farlige moment i legen og skadelidte på grund af sin alder, ikke forstod det farlige moment i legen, må udgangspunktet være at skadelidte ikke har handlet culpøst og derfor ikke har egen skyld i skaden. Dermed vil skadevolder bære det fulde erstatningsansvar. Omvendt vil det også betyde, at hvis skadevolde på grund af sin alder ikke har forstået det farlige moment i legen og skadelidte qua sin alder har en forståelse af det farlige moment i legen, vil det kun være skadelidte som har handlet culpøs og skadevolder ifalder derfor ikke ansvar overfor skadelidte. Ligesom ved almindelig leg er det en forudsætning, at der kan fastlægge et handlemønster for et gennemsnits barn på samme alder og i den samme situation, som der skal pådømmes. Hvis det ikke er muligt at fastlægge et sådan handlemønster, kan barnet ikke ifalde ansvar efter culpareglen. 59 U V 60 O på knap 9 år og M på 11 år gik i en specialklasse på en kommunalskole i Århus. Klassen hvor O og M var elever, var belæggende i en nedlagt pedelbolig, som var ombygget til formålet. På grund af børnenes sociale problemer, var det en usædvanlig stor bemanding til de ni børn. Lærestaben bestod af 2 pædagoger og 3½ lærer. 57 Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Thomson online, Lovbekendtgørelse nr.885 om erstatningsansvar s Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s Thomson online dom U V 28

32 Til fastelavn ville nogle af børnene gerne klædes ud som Robin Hood og i den forbindelse blev der fremstillet nogle flitsbuer til brug i forbindelse med kostumet. Der blev ikke fremstillet pile til flitsbuerne. I et depotrum, som var uaflåst på grund af at døren lige var blevet udskiftet, var der henstillet nogle blomsterpinde, som skulle bruges til andre aktiviteter på skolen. Før fastelavn opdagede læreren, at drengene skød med grene i haven. Det blev omgående stoppet af læreren. Efter at fastelavn var overstået, stod to af flitsbuerne henstillet i garderoben, som var frit tilgængeligt for børnene. På dagen hvor ulykken fandt sted, mødte to ansatte på arbejde kl og kort tid efter ankom 4-6 børn foruden O og M. En af de ansatte lagede mærke til, at børnene havde fundet flitsbuerne og desuden havde fundet blomsterpindene. Han tog blomsterpindene fra børnene og fulgte dem ind i klassen, hvor han gav dem lov til at lege med flitsbuerne. Han forlod derefter børnene. O havde ifølge M s forklaring gemt en blomsterpind på ryggen, da læreren havde frataget dem blomsterpindene. Det kan endnu ikke fastslås om O får varigt men af ulykken. Hverken M eller skolen har en forsikring som dækker ulykken. Sagsøgeren (O) har nedlagt påstand om at skolen og M tilpligtes, at anerkender, at være erstatningsansvarlig overfor O vedrørende ulykken. Til støtte for sin påstand, har sagsøger fremført, at O har fået fjernet linsen i venstre øje og dermed må der forventes et varigt mén. At skolen og M begge har udvist uagtsomhed i forbindelse men ulykken og er således solidarisk ansvarlig. Til støtte for, at skolen er ansvarlig fremfører O, at der er tale om en specialklasse for børn med sociale problemer og der således burde være ført et skærpet tilsyn med børnene fra de ansattes side. Læreren greb ind overfor børnenes leg med bue og pil, men burde efterfølgende har udvist større opmærksomhed overfor de to drenge. Læreren forsømte dette, ved at forlade M og O, da han havde frataget dem pilene. Han gik 29

33 efterfølgende ud til den anden ansatte, som opholdt sig ud hos de andre børn og efterlod derfor O og M alene. Til støtte for, at M er ansvarlig fremfører O, at M på tidspunktet for ulykken var 10½ år gammel og at han på grund af sin alder burde have indset risikoen ved at skyde en pil mod O. O var på tidspunktet for ulykken 2 år yngre en M. At der på grund af aldersforskellen, ikke bør ske en reduktion af erstatningen på grund af accept eller egen skyld, selvom der var tale om farlig leg. Skolen har nedlagt påstand om frifindelse for ansvar overfor O i forbindelse med ulykken. Skolen har også nedlagt selvstændig påstand om, at M tilpligtes at friholde skole for et eventuelt erstatningsansvar, som skolen måtte blive pålagt i forhold til O. Til støtte for deres påstand, har skolen fremført, at børnene gik i en specialklasse på en almindelig skole og at der ikke var tale om en institution, der havde pligt til at overvåge børnene. Lærerne havde instrueret børnene i brug af buerne og havde ført tilsyn med at instruktionerne blev fulgt. Såfremt retten finder, at skolen er ansvarlig overfor M i forbindelsen med ulykken, gør skolen gældende, at ansvaret skal bortfalde eller reduceres på grund af egen skyld og accept fra O side jf. erstatningsansvarslovens 24a. Skolen fremfører også, at såfremt de skulle blive pålagt erstatningsansvar overfor O, skal M tilpligtes at friholde skolen for ansvar, da M på tidspunktet for ulykken var 11 år og dermed klart måtte have kunne indse faren ved legen. M har nedlagt påstand om frifindelse for ansvar i forbindelsen med ulykken og har selvstændig nedlagt påstand om, at skolen skal friholde M for et eventuelt erstatningsansvar, som M måtte blive pålagt i forhold til O. M har til støtte for sin påstand fremført, at der ikke er dokumentation for at O er blevet påført et varig mén, som følge af ulykken. At M ikke kan pålægges ansvar i forbindelse med ulykke, da der er tale om almindelig leg mellem to jævnbyrdige drenge. At et eventuelt ansvar bør bortfalde, som en følge af egen skyld eller accept fra O side, da det var O, som hentede pilen og startede legen. Endvidere var det O som først skød pilen mod M og O måtte derfor påregne, at M ville skyde pilen tilbage, som et led i den fælles leg. M fremfører også, at ansvaret bør bortfalde eller nedsættes jf. erstatningsansvarslovens 24 a. 30

34 Såfremt M skulle blive dømt erstatningsansvarlig, bør skolen friholde M, da skolen har forsømt tilsynet med børnene. Skolen må endvidere anses som selvforsikret jf. erstatningsansvarslovens 20. Dette medfører, at M ikke er erstatningsansvarlig for ulykken jf. erstatningsansvarslovens 19. Såfremt retten mener, at erstatningsbyrden skal deles mellem skolen og M, må der lægges vægt på de sociale forhold og hvem der bedst kan bære erstatningsbyrden jf. erstatningsansvarslovens 25. I dette tilfælde må det betyde, at skolen friholder M. M har forklaret, at det var O, som tog initiativet til at lege med flitsbuen og pilene og at O gerne ville lege med ham. Først havde han ikke lyst, men gjorde det alligevel. O skød efter M med pilen og han skød pilen tilbage. O gemte sig bag to stole og M sigtede på O s fod, men ramte ham ved et uheld i øjet. O har i landsretten forklaret, at han og O dagen før havde været oppe at slås og at M i denne forbindelse havde sagt til ham, at han ville skyde ham i øjet med en pil. Han mener også, at det var M som kom ind i klasseværelset med to pile. Men O ville ikke lege mere og lagde sin bue og pil på gulvet. O forklarer videre, at M opfordrede ham til, at skyde efter sig, men det ville O ikke, da hans forældre havde sagt til ham, at sådan noget måtte han ikke gøre. Han havde ikke skudt pile mod M. M skød herefter pilen mod O og ramte ham i venstre øje. Landsretten slår fast, at M afskød pilen som ramte O i venstre øje og at M derfor er ansvarlig for skades på O s venstre øje. Landsretten lægge også M s forklaring til grund, om at det var O som tog initiativet til leg og at det var O som fremskaffede en ny blomsterpind til brug som en pil i forbindelses med legen. Redskaberne, som blev brugt i forbindelse med leg er som udgangspunkt ikke at betragte som værende farlige redskaber. Hvis flitsbue og pil, blive brugt til at skyde mod et fælles mål, som ikke frembryde en fare for deltagerne i legen eller tredjemand, er legen at betragte som almindelig leg. 61 Der hvor legen bliver bedømt som farlig leg, er under de former legen afvikles. Skadevolder og skadelidt skyder med blomsterpinde mod hinanden og dermed blive redskaberne farlige, da de anvendes under sådanne former, at de frembryder en overhængende farer for at der kan forvoldes skade. 61 Gomard, Bernhard, Børns erstatningsansvar, Munksgaard 1980, 2. udgave, 1. oplag s

35 Selvom aldersforskellen mellem de to drenge er ca. 2 år, finder landsretten, at O bærer en del af ansvaret, da han tog initiativ til legen og han trods sin alder på ca. 9 år burde have indset faren som var forbundet med legen og som han var deltager i. M har qua sin handling handlet culpøs, ved at afskyde blomsterpinden mod O. M burde i betragtning af sin alder (11 år) have indset, at han ved at afskyde blomsterpinden mod O, kunne forvolde en skade på O. Landsretten kommer her frem til, at børn på 9 og 11 år, burde have indset faren ved, at skyde blomsterpinde mod hinanden med en flitsbue. Landsretten har med denne begrundelse vurderet, at et gennemsnitligt barn på 9 år, i netop denne situation, ville have indset, at der kunne forvoldes en skade på en person, ved at afskyde en blomsterpind mod et andet barn. Dermed har O handlet anderledes end et gennemsnitligt barn på 9 år, ville har gjort i netop denne situation og dermed har O handlet culpøs. På denne baggrund finder landsretten, at M ansvar skal reduceres til det halve. Reduktionen af erstatningen til det halve, falde helt i tråd med retspraksis på området, når retten har slået fast, at både skadevolder og skadelidt har handlet culpøst i forbindelse med farlig leg. 62 Landsretten slår også fast, at der ikke er grundlag for, at nedsætte erstatningen med mere end halvdelen eller lade den bortfalde jf. erstatningsansvarslovens 24a. Landsretten tager M påstand om, at skolen skal friholde M for erstatningsansvar til efterretning, da landsretten finder, at skolen ikke har overholdt deres tilsynspligt overfor børnene. Landsretten finder derfor, at erstatningsansvaret bør bæres af skolen. U V 63 To grupper drenge kastede sten og jordklumper mod hinanden i forbindelse med leg. Under legen blev den knap 10 årige A ramt i øjet af en jordklump, som blev kastede af den knap 12 årige B. Invaliditetsgraden er foreløbigt fastsat til 20 %. Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at sagsøgte er erstatningsansvarlig for skaden, som sagsøgeren har pådraget sig. 62 Gomard, Bernhard, Børns erstatningsansvar, Munksgaard 1980, 2. udgave, 1. oplag s Thomson online dom U V 32

36 Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at da sagsøgeren ikke deltog aktiv i legen og at han var på vej bort fra stedet, da ulykken indtraf, er sagsøgeren uden egen skyld. Sagsøgte påstås derfor fuldt ud erstatningsansvarlig for uheldet. Sagsøgte har principalt nedlagt påstand om frifindelse, da sagsøgeren ved sin handlinger, har udvist egen skyld. Subsidiært, at sagsøgt tilpligtes at betale et mindre beløb end det påstævnede. Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstand gjort gældende, at sagsøgeren har udvist egen skyld, da efter egen forklaring, var klar over at der var tale om farlig leg. Sagsøgeren har også været med fra begyndelsen, selv om han alene har haft en væbners rolle. Videre har sagsøgte fremført, at såfremt sagsøgerens medansvar kan bortfalde jf. en analogi af myndighedslovens 63, 2. led (erstatningsansvarslovens 24 a, stk. 2), kan samme analogi anvendes overfor sagsøgte. Subsidiært fremfører sagsøgte, at erstatning bør nedsættes, da sagsøgeren ved sin handling har accepterede den risiko, som var forbundet med legen. Sagsøgeren har forklaret, at han legede sammen med en 6-7 andre drenge, da en anden dreng kom og sagde, at sagsøgt havde tage hans frees-bee. Gruppen af drengen besluttede, at hjælpe drenge med at få den tilbage. Sagsøgte og 4 andre dreng klatrede op i et træ, da de så gruppen med sagsøgeren nærme sig. Der faldt nogle kastanjer ned fra træet, som sagsøgers gruppe begyndte at kaste efter drengene i træet. Sagsøgeren kastede ikke selv med kastanjerne. Kort efter begyndte drengene på jorden, at kaste kastanjer efter sagsøgtes kat. Drengene, som sad i træet klatrede herefter ned fra træet og trak sig lidt tilbage. Kort efter begyndte begge grupper, at kaste jordklumper og sten efter hinanden. Sagsøgeren kan ikke huske hvem der startede med at kaste med jordklumper og sten. Sagsøgeren ville ikke deltage i legen, da han syntes det var farlig, at kaste jordklumper og sten efter hinanden. Han gik derfor op ad en skråning, da han ville gå hjem. På vej op ad skråningen vendte sagsøgeren sig om, for at se hvordan det gik og netop i det øjeblik blev han ramt i øjet. Sagsøgte har forklaret, at han og tre andre drenge klatrede op i træet, da de fik øje på den anden gruppe af drenge. Mens de sad i træet, begyndte de andre drenge, at kaste jordklumper mod den gruppe drenge som sad i træet. Sagsøgte og de tre andre drenge begyndte efterfølgende, at kaste kastanjer tilbage mod gruppen af drenge, hvor sagsøgeren var iblandt. 33

37 Efter et stykke tid, klatrede sagsøgte og de tre andre drenge ned fra træet og derefter begyndte gruppen med sagsøgeren, at kaste jordklumper mod sagsøgtes kat. Sagsøgte blev gal over, at gruppen med sagsøgeren kastede jordklumper mod hans kat og sagsøgte og de tre andre drenge i hans gruppe begyndte, at kaste jordklumper mod sagsøgerens gruppe. Sagsøgte anslår, at de to gruppe kastede med sten og jordklumper mod hinanden i ca. 5 minutter. Sagsøgte forklarer endvidere, at sagsøgeren ikke deltog, men stod og så på, at de andre drenge kastede sten og jordknolde. Sagsøgte så ikke, at sagsøgeren blev ramt, men han kan ikke afvise, at det var ham som kastede jordklumpen, som ramte sagsøgeren. Desuden blev flere af drengene ramt af jordklumper. Vidne 1, som var i samme gruppe som sagsøgeren har forklaret, at da gruppen med sagsøgte var klatrede op i træet, begyndte gruppen med sagsøgte at kaste kastanjer mod gruppen med sagsøger. En af drengene blev ramt i hovedet af en kastanje. Gruppen med sagsøgeren trak sig herefter tilbage og begyndte, at kaste jordklumper mod sagsøgtes gruppe som stadig sad i træet. Da sagsøgtes gruppe, var klatrede ned fra træet, løb gruppen med sagsøgeren efter dem og kastede flere jordklumper efter dem. Sagsøgtes gruppen, begyndte herefter at kaste jordklumper tilbage mod sagasøgeres gruppe. Vidne 1, forklarer videre at sagsøgeren ikke kastede med jordklumper, men at han samlede jordklumper, som de andre kunne bruge som kasteskyts. Sagsøgeren hold sig hele tiden i baggrunden op på et tidspunkt trak han sig helt ud af legen. Sagsøgeren gik herefter 5 meter bagud og tog opstilling på en skrænt. Vidne bemærkede, da sagsøgeren blev ramt i øjet. Vidne 2, som var i samme gruppe som sagsøgeren har forklaret, at da gruppen med sagsøgte var klatret op i træet, forsøgte gruppen med sagsøgeren at klatre op i samme træ, men der blev kastet ned i hovedet på dem. Sagsøgerens gruppe trak sig herefter tilbage over vejen og begyndte, at kaste jordklumper og kastanjer mod sagsøgtes gruppe, som stadig sad i træet. Sagsøgtes gruppe klatrede herefter ned fra træet og begyndte at kaste jordklumper mod sagsøgerens gruppe. Vidnet mener, at der blev kastet i ca. 10 minutter og at grupperne kastede lige meget. Sagsøgeren hold sig hele tiden i baggrunden og deltog ikke i at kaste med jordklumper, dog samlede sagsøgeren jordklumper sammen til de andre drenge i gruppen. 34

38 Vidnet bemærkede, at sagsøgeren blev ramt i øjet af sagsøgte, netop som han vendte sig, da han var på vej hjem. Landsretten finder det godtgjort, at sagsøgte ved sin handling kan gøres ansvarlig for uheldet. Dog finder landsretten det ikke godtgjort, at sagsøgeren havde trukket sig ud af legen på uheldstidspunktet. Landsretten finder derfor, at sagsøgeren har et medansvar for uheldet og finder, at erstatningen bør nedsættes til en 1/3 del. Der er flere momenter, som landsretten lægger vægt på. Landsretten finde det godtgjort, at de to drenge på henholdsvis knap 10 og 12 år, burde have kunne indse, at legen med at kaste sten og jordknolde mod hinanden kunne forvolde en ulykke. Dermed slår landsretten fast, at et normalt barn på knap 10 år i samme situation, ville have kunne indse at legen var farlig og kunne føre til en skade. Ydermere siger landsretten, at sagsøgte selvom han ikke kastede med sten og jordknolde, deltog på lige fod med de andre børn i legen, da han samlede jordknolde til dem. Momenter som klart indikerer, at der er tale om farlig leg, er de anvendte redskaber og under hvilke form legen afvikles. Sten og jordknolde er som udgangspunkt ikke farlige redskaber, da de kan bruges som legeredskab i andre lege, som ikke kan karakteriseres som farlig. Der hvor sten og jordknolde bliver farlige redskaber, er når de anvendes på en måde hvor der er nærliggende fare for, at de kan forvolde skade. Momentet som i dette tilfælde afgøre, at sten og jordknolde må betragtes som farlige redskaber, er under hvilen form legen med dem afvikles. I dette tilfælde, bliver sten og jordknolde brugt som kasteskyts mod andre personer. Dermed må man klart antage, at de derved bliver farlige redskaber i denne leg. Forholdet mellem sagsøgers og sagsøgtes alder, kan ikke tillægges nogen væsentlig betydning, da der kun er to år imellem dem og at de begge har en sådan alder, at det må stå dem begge klart hvilken risiko der er forbundet med netop denne leg. Ydermere kan man i dette tilfælde ikke lægge til grund, at de to drenge er tvunget ind i handlemønstre, hvis risiko de ikke kunne overskue Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 s

39 8. Konklusion I forbindelse med almindelig leg, hvor både skadevolder og skadelidt er deltagere i legen, er udgangspunktet, at der ikke kan pålægges skadevolder erstatningspligt overfor skadelidte, såfremt skaden ikke er påført skadelidte forsætlig af skadevolder. Dette gælder også en skadevoldende handling, som i en situation, hvor der ikke var tale om leg, klart ville være at betragte som en culpøs handling og dermed medfører erstatningsansvar overfor skadelidte. Hvis skadevolder forsætlig har påført en anden deltager i en almindelig leg en skade, er skadevolder, at betragte som erstatningsansvarlig overfor skadelidt. Dette gælder dog kun, hvis det klart kan statueres, at skadevolder havde til hensigt, at påføre skadelidt en skade med sin handling. Ved farlig leg er udgangspunktet, at skadevolder har handlet ansvarspådragende overfor skadelidte ved sin uagtsomme handling. For at et barn, skal kunne ifalde ansvar efter culpareglen, er den en forudsætning, at barnet har handlet anderledes end et normalt barn på samme alder og i samme situation ville have gjort. Kan et sådan handlemønster ikke opstilles for den konkrete situation og alderstrin, må det føre til en frifindelse af det skadevoldende barn. Det er også en forudsætning, at barnet har indset eller burde have indset det farlige moment i legen. Dette skal naturligvis ses i relation til barnets alder og om et normalt barn i samme situation og alderstrin, ville have indset det farlige moment i legen. Ved farlig leg er, hvor både skadevolder og skadelidte er deltager i legen, er udgangspunktet, at skadevolder har handlet ansvarspådragende overfor skadelidte. Men da skadelidte har deltaget i legen, har skadelidte, som udgangspunkt, udviste samme grad af culpa som skadevolder, hvorfor erstatningen normalt halveres på grund af egen skyld. Det er dog en forudsætning for at skadelidte kan ifalde egen skyld, at han på samme måde som skadevolder, havde indset eller burde have indset det farlige moment i legen. I denne bedømmelse tager man også hensyn til skadelidtes alder og hvad et normalt barn på samme alder og i samme situation, som skadelidte, burde have indset i forbindelse med legen. Det er ikke muligt præcist, at definerer hvor den nedre aldersgrænse går, for at børn kan ifalde erstatningsansvar. Grunden til dette er, at man i en given situation kan lægge til grund, at selv et relativ ungt barn, i et ikke særlig kompliceret hændelsesforløb, burde kunne indse det farlige 36

40 moment i legen. Omvendt kan nogle situationer ikke lægge til grund, at selv et ældre barn burde kunne have indset det farlige moment i legen, da hændelsesforløbet kan være så kompliceret, at det kan være svært at oversku for selv et relativ gammelt barn. Det nærmeste man kan komme i hvilken alder børn med sikkerhed ikke ifalder erstatningsansvar er, når det ikke er muligt, at opstille et gennemsnitligt hændelsesforløb for en given situation for børn på det samme alderstrin, da det så ikke er muligt at afgøre hvordan et normalt barn på samme alder og i samme situation ville have handlet. I forhold til skader på tredjemand, som er forvoldt af børn der leger, skal der sondres mellem almindelig leg og farlig leg. Ved almindelig leg er udgangspunktet, at det skadevoldende barn ikke pådrager sig erstatningsansvar over for tredjemand. Dog må man i vurderingen inddrage momentet, om legen kan betragtes som farlig for tredjemand, selvom legen i sig selv er at betragte som almindelig leg. Hvis legen er at betragte, som farlig i forhold til tredjemand, vil skadevolder ifalde ansvar, på samme måde, som hvis legen i selv er at betragte som farlig. Hvis leg i sig selv er at betragte som farlig, er udgangspunktet at skadevolder pådrager sig erstatningsansvar overfor tredjemand. Man kan som udgangspunkt ikke sige, at tredjemand har udvist en grad af egen skyld i skaden. Der dog nogle situationer, hvor tredjemand på grund af sine handlinger, kan pålægges en grad af egen skyld. Når domstolene skal vurderer om der er tale om almindelig eller farlig leg, er der især fire momenter, som bliver brugt i denne vurdering. Det første moment er de anvendte redskaber. Det er ikke muligt konkret, at sige hvilke redskaber, som kan karakteriseres farlige/ufarlige redskaber, da også den måde redskaberne bliver anvendte på forbindelse med legen, har betydning for i hvilken grad de kan betragtes som farlige. Man kan som udgangspunkt antage at leg med redskaber som potentielt har en stor skadeevne eller stor skadehyppighed, vil trække stærkt i retning af, at domstolene vil anse legen som værende farlig. Det andet moment er under hvilke former legen afvikles. Der lægges især vægt på om legen har haft karakter af kamphandlinger mellem de legende børn eller af kastning/skydning mod et fælles mål. 37

41 Her vil kamphandlinger klart være, at betragte som mere farligt end kastning/skydning mod et fælles mål. Der lægges også vægt på, er om børnene har truffet sikkerhedsforanstaltninger, som står mål med de anvendte redskabers relative farlighed og om børnene ved aftale har forsøgt, at begrænse risikoen ved legen. Det tredje moment er de legende børns alder. Som udgangspunkt, er en given leg farligere, jo yngre deltagerne i legen er. Er skadevolder på grund af sin alder, ikke klar over faren ved redskabet, som benyttes under legen og som er den direkte grund til, at skaden opstår, kan skadevolder ikke gøres erstatningsansvarlig. Dette gælder også selvom redskabet, som benyttes under legen i sig selv må betegnes som værende farligt og de øvrige betingelser for at kunne bedømme legen som farlig er opfyldte. Det fjerde moment er forholdet mellem deltagernes alder. Det vil ofte være mere farligt, for et yngre barn, at lege med børn som er noget ældre end barnet selv, da den leg som ældre børn leger, har en anden beskaffenhed end en leg som et yngre barn normalt ville lege. Ligeledes må det antages, at større børns leg indeholder en større grad af voldsomhed. Hvis et yngre barn leger med ældre børn, bør man vurdere momentet, om det yngre barn er tvunget ind i et handlemønster, hvis risiko det yngre barn, kun vanskeligt eller slet ikke kan overskue. Her skal tvunget, ikke forstår som en ufrivillig tvang barnet bliver påført af de ældre børn. Det skal nærmere forstås, som en situation hvor legens beskaffenhed og de ældre børns handlinger, ansporer det yngre barn, til at deltage i en leg, hvis præmisser det yngre barn ikke kan vurdere konsekvensen af. I bedømmelsen af om der er tale om almindelig eller farlig leg, er det en samlet vurdering af de fire momenter, som lægger til grund for bedømmelsen, da momenterne indvirker på hinanden, alt efter børnenes alder, under hvilke former legen afvikles og alderen på de deltagende børn. 38

42 9. English summery When children play, there will often be situations that potentially may result in an accident involving a child in the game or there will be an injury to third parties. If the accident has occurred, it is important to identify whether the child in connection with the play has shown a liability, which justifies that the harmful child incur liability to the injured This paper will first address the conditions that are used, if one may incur liability outside contract with culpa liability as the basis. This will include the special factors that arise if a child must incur culpa liability. When an accident occurs in connection with children's play, it is important to determine whether it is normal or dangerous play, as it is a decisive factor in whether the harmful child is liable for damages In this paper, the factors which are used in assessing whether it is normal or dangerous play will be thoroughly assessed. These factors are the objects used in the game, how the game is played, the age of the playing children and the relation between the ages of playing children. In the judgments, which are reviewed in this paper, the focus will be on what factors the court use to assess if the child has acted improperly in the given situation. This refers specifically to the child's age in relation to the complexity of the situation. This paper will also address the fact that damages can be reduced or waived completely if the victim also has been negligent in the play. There are many conditions that must be considered when assessing whether a child may be found liable. It is not possible isolate a single factor without taking the other factors into account, since every factor depend on other factors. Overall this is a holistic assessment, where elements such as the age of the child, if the child has an understanding of if the play is dangerous and circumstances in general, are included in the assessment. 39

43 10. Litteraturliste Gomard, Bernhard, Børns erstatningsansvar, Munksgaard 1980, 2. udgave, 1. oplag Lovforslag, FT , Tillæg A Møller, Jens og S. Wiisbye, Michael, Erstatningsansvarsloven med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2002, 6. udgave, 1. oplag Nilsen, Ruth. m.fl., Retskilder, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2005, 1. udgave, 1. oplag Thomson online, Lovbekendtgørelse nr.885 om erstatningsansvar Von Eyben, Bo og Helle, Isager, Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007, 6. udgave, 2. oplag Domsregister Ugeskrift for Retsvæsen (UfR) U V U H U H U Ø U H U V U V Assurandør-societetets Domssamling (ASD) ASD 1953B.82Ø Højesterets Tidende (HRT) HRT

44 41