HØJESTERETSDOM OM BEVIS FOR GROV UAGTSOMHED SAGSOMKOSTNINGER VED ADCITATION

Transkript

1 28. JUNI 2010 HØJESTERETSDOM OM BEVIS FOR GROV UAGTSOMHED SAGSOMKOSTNINGER VED ADCITATION Højesteret har ved dom af 23. juni 2010 fundet, at det ikke var bevist, at den brand, som en 14-årig dreng sammen med en 11-årig kammerat forvoldte ved leg med tændstikker i en forladt industribygning, var forvoldt ved grov uagtsomhed. Det forsikringsselskab, der havde betalt for brandskaden, kunne derfor ikke gøre regres. Højesterets flertal fastslog samtidig, at det forhold, at regressagen anlagt af skadeforsikringsselskabet mod skadevolder havde foranlediget, at sidstnævnte adciterede sit eget ansvarsforsikringsselskab, som udgangspunkt ikke kunne medføre, at det sagsøgende forsikringsselskab skulle betale sagsomkostninger til sagsøgte for både hovedsagen og adcitationssagen. Den 14-årige A og den 11-årige B brød ind i et nedlagt bryggeri, som de besøgte gennem et par uger og hvor de blandt andet forvoldte hærværk. En aften smed A en tændstik et sted, hvor der var løbet væske ud af en dunk. Der var tale om en brandbar væske og der opstod derfor en brand, som medførte, at forsikringsselskabet F1 udbetalte erstatning på 8,75 mio. kr. F1 gjorde regres mod A og B. B's forsikringsselskab anerkendte ansvaret og udbetalte dækningsmaksimum på 2 mio. kr. A afviste at være erstatningsansvarlig og gjorde gældende, at der kun forelå simpel uagtsomhed, hvorfor ansvaret bortfaldt efter EAL 19. F1 fastholdt, at der var handlet groft uagtsomt, og at A derfor var regrespligtig. A's ansvarsforsikringsselskab F2 gjorde gældende, at hvis A var ansvarlig, måtte skaden anses som forsætligt forvoldt og dermed undtaget fra forsikringsdækning. F1 anlagde herefter retssag mod A, idet F1 dog reducerede erstatningskravet til 2,3 mio. kr. (svarende til at A selv skulle betale kr., mens ansvarsforsikringen hos F2 i givet fald ville dække 2 mio. kr.). A adciterede F2. Drengene havde afgivet divergerende forklaringer til politiet umiddelbart efter branden, og disse forklaringer blev yderligere ændret mere end 4 år senere under landsretssagen. For så vidt angår faktum og drengene divergerende forklaringer tillader jeg mig

2 2/3 28. JUNI 2010 at henvise til det mere detaljerede referat i FED V, der vedhæftes. Landsrettens flertal fandt på grundlag af A's første forklaring til politiet (og uden hensyntagen til B's forklaring), at F1 ikke havde ført tilstrækkeligt bevis for, at A havde handlet groft uagtsomt. A blev derfor frifundet. (Landsrettens mindretal fandt det efter sagens samlede omstændigheder godtgjort, at A's omgang med ild havde indebåret en så indlysende fare for brand, at der var handlet groft uagtsomt). For så vidt angår sagsomkostninger fandt landsretten, at F1 ikke blot skulle betale sagsomkostninger til A for dennes deltagelse i hovedsagen; men tillige skulle godtgøre A de sagsomkostninger, som A i adcitationssagen skulle betale til F2. I relation til sagens hovedspørgsmål har Højesteret nu stadfæstet landsrettens dom, da det ikke findes tilstrækkeligt godtgjort, at A handlede groft uagtsomt. Såvel Højesterets dom som den indankede landsretsdom (FED V) vedlægges i anonymiseret form. A var repræsenteret af advokat Jytte Smidstrup, mens advokat Michael S. Wiisbye repræsenterede F1 og advokat Hanne Markussen repræsenterede F2. Kommentar: Selv om en ret omfangsrig retspraksis viser en tydelig tendens til at foretage en relativt streng bedømmelse af skadevolders uagtsomhed i sager om brand, der skyldes leg eller kåd omgang med tændstikker, åben ild m.v., synes Højesteret i denne sag at have anlagt en for skadevolder relativt mild vurdering i relation til bevis for de faktuelle omstændigheder ved brandens opståen. Når Højesteretsdommen sammenholdes med flertallets præmisser i landsretsdommen, der stadfæstes, synes der at være lagt betydelig vægt på, at politiet ikke stillede tilstrækkeligt mange og dybdegående spørgsmål under den første afhøring af skadevolder. For så vidt angår spørgsmålet om sagsomkostninger for landsretten fandt Højesterets mindretal, at der for at sikre samme afgørelse af ansvarsspørgsmålet mellem alle tre involverede parter i en regressag som den foreliggende er et særligt behov for at adcitere ansvarsforsikringsselskabet under hovedsagen, og at dette medfører, at skadeforsikringsselskabet i tilfælde af frifindelse af skadevolderen også må friholde denne for de sagsomkostninger, som denne i adcitationssagen skal betale til ansvarsforsikringsselskabet. Imidlertid fandt Højesterets flertal ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at den sagsøgte part selv må bære de omkostninger, han i adcitationssagen pålægges at betale til adciterede. Landsrettens dom blev derfor ændret således, at F1 kun skulle betale sagsomkostninger til A for hovedsagen; men ikke tillige for adcitationssagen. Særligt for så vidt angår sagsomkostningerne kan det bemærkes, at der var tale om en klassisk regressag, hvor skadeforsikringsselskabet anlægger retssag mod skadevolder, der pga. usikkerhed om sin egen forsikringsdækning må adcitere sit ansvarsforsikringsselskab. Det er væsentligt, at det med højesteretsdommen nu er fastslået, at skadeforsikringsselskabet i en sådan sag som udgangspunkt ikke risikerer at skulle betale dobbelte sagsomkostninger (til både hovedsag og adcitationssag); men hvis sagen tabes kun skal betale sagsomkostninger i hovedsagen.

3 3/3 28. JUNI 2010 Jeg står meget gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål til den nye dom. Frederiksberggade 16, 1459 København K Tel Fax MICHAEL S. WIISBYE ADVOKAT (H) [email protected]

4

5

6

7

8

9

10

11

12

13