Erstatningsansvarsloven 24a

Transkript

1 Erstatningsansvarsloven 24a af INGRID ELSE KRISTIANSEN Dette bachelorprojekt behandler muligheden for nedsættelse eller bortfald af erstatningsanvar for børn under 15 år, efter erstatningsansvarslovens 24 a. Hovedvægten i projektet er lagt på spørgsmålene: Hvornår er et barn erstatningsansvarlig ifølge bestemmelsen og hvordan afgøres, om erstatningen kan nedsættes eller bortfalde. Bachelorprojektet indledes med en beskrivelse af den historiske baggrund for retstilstanden. Der fokuseres på umyndiges retsstilling og erstatningsstilling i Danske Lov af 1683 og derefter stillingen i straffeloven af 1866 samt stillingen før myndighedslovens 63. Hensynet bag dette kapitel er afklaringen af den historiske baggrund for tilblivelsen af nuværende 24 a i erstatningsansvarsloven. Derefter beskrives retstilstanden. Der findes beskrivelse af domstolenes ansvarsvurdering af børn under 15 år ved anvendelse af den særlige culpa målestok vedrørende børn. Foreligger der en sådan culpøs handling samt de grundlæggende betingelser for erstatningsansvar er opfyldt, er barnet som udgangspunkt erstatningsansvarlig, jf. Erstatningsansvarslovens 24 a, 1.pkt. De grundlæggende betingelser: økonomisk tab, adækvans og årsagsforbindelse gennemgås grundigt i projektet. Erstatningsansvarslovens 24 a, 2.pkt. åbner mulighed for en nedsættelse af erstatningen og efter omstændighederne, at erstatningen fuldstændig bortfalder, hvor der er åbenbart urimeligt at pålægge et erstatningsansvar. Dette kan ske i tilfælde af barnets manglende udvikling, handlingens beskaffenhed og ved øvrige omstændigheder. Derunder forholdet mellem det skadevoldende barns og den skadelidtes evne til at bære tabet samt udsigten til, at skaden kan godtgøres hos andre, navnlig forsikringsselskabet, jf. Erstatningsansvarslovens 24a, 2.pkt. I tilknytning til beskrivelsen af retstilstanden nævnes de øvrige lempelsesregler, barnets alder i forhold til bestemmelsen samt forældres skærpede tilsynspligt. Tillige redegøres her for Loven om hæftelse for børns erstatningsansvar, der trådte i kraft den 1. juli

2 Slutteligt foretages der en analyse af retstilstanden. Analysen beskæftiger sig med doms sammenligninger, forholdet mellem erstatning og forsikrings, herunder mønsteret i de seneste års praksis hvor den omstændighed, at det skadevoldende barn er ansvarsforsikret medfører, at det pålægges erstatningsansvar i situationer hvor der i modsat fald ville være blevet frifundet. Der vurderes endeligt, at domstolene i vidt omfang pålægger erstatningsansvar med henvisning til at barnet er ansvarsforsikret og hermed kan den skadelidtes krav på erstatningen hentes hos forsikringsselskabet. Modsætningsvis kan skadevolders manglende ansvarsforsikring medføre at erstatningen bliver sat ned eller bortfalder, jf. 24a, 2.pkt. Idet erstatningsregler tjener to formål; genopretningshensyn, hvor den skadelidte skal kompenseres for sit tab, og et præventivt hensyn, hvor den ansvarlige skadevolder skal motiveres til agtpågivenhed 1, vurderes derfor børns erstatningsregler i forhold til disse hensyn. Indholdsfortegnelse 1. Indledning og problemformulering Afgrænsning valg og fravalg Metode.7 2. Introduktion til emnet Forord Den historiske baggrund Danske Lov af Straffeloven af Tiden før Myndighedsloven Myndighedslovens Beskrivelse af retstilstanden Grundlæggende betingelser for erstatningsansvar Økonomisk tab Ansvarsgrundlaget Årsagsforbindelse Rettens grund s.100 n

3 3.1.4 Adækvans Erstatningsansvarslovens 24 a a, 1.pkt a, 2.pkt De øvrige lempelsesregler Nærmere om bestemmelsen og forståelsen af begreber Barn under 15 år Tilsynspligt Lov om hæftelse for børns erstatningsansvar Manglende udvikling hos barnet Handlingens beskaffenhed Begrebet omstændigheder i øvrigt Nærmere om anvendelsesområdet for erstatningsansvarslovens 24 a, 2. pkt Forholdet mellem den skadegørende og den skadelidtes evne til at bære tabet Udsigten til at skaden kan fås godtgjort hos andre Ansvarsforsikring Tingsforsikring Analyse Allerede omtalt praksis U V sammenlignet med U H U V sammenlignet med BS 388/ Opsummerende om sammenligningerne Forholdet mellem erstatning og forsikring Vurdering af retstilstanden Konklusion Litteraturliste English summary.53 3

4 1. Indledning og problemformulering 1.1 Afgrænsning valg og fravalg Reglerne om erstatning er ikke i dansk ret generelt fastsat ved lovgivning, men er hovedsageligt udviklet gennem domstolspraksis. Dansk ret står derved i modsætning til bl.a. De øvrige nordiske lande, hvor der er gennemført lovgivning om en række regler dog langt fra alle om erstatningsansvar. Erstatningsansvarsloven omhandler ikke reglerne om ansvarsgrundlaget, men kun reglerne om udmåling af erstatning og godtgørelse ved personskade, regler om forsikringsdæknings betydning for erstatningsansvaret samt reglen om lempelse af erstatningsansvar 2. Loven behandler heller ikke forskellige erstatningsretlige problemer som domstolenes praksis har taget stilling til, som f. eks. culpa, årsags og adækvansbetingelsen, skadelindendes medvirken eller bevisbyrden. Her er udviklingen forsat overladt til domstolene 3. Barn under 15 år er erstatningspligtigt for skadegørende handlinger efter samme regler som personer over denne alder. Sådan lyder 1.pkt. Af erstatningsansvarslovens 4 24a om børns erstatningsansvar som skadevoldere. Bestemmelsen blev uændret overført til EAL fra myndighedslovens 63 med virkning fra den 1. januar Det fremgår af myndighedslovens motiver, at man med reglen i 24a kun har tænkt sig at lovgive om erstatningsansvaret uden for kontraktforhold og inden for denne gruppe for de tilfælde, hvor ansvarsgrundlaget er culpa. I motiverne til myndighedsloven hedder det, at børn (og i det hele taget umyndige) skal være erstatningspligtige efter de samme regler, som gælder for voksne 5. Men hvor gammel skal et er barn være for at overskue konsekvenserne af dets uansvarlige handlinger og hvilken vurdering skal domstolene foretage for at finde frem til om barnet er erstatningsansvarligt eller om der overhoved foreligger erstatningsansvar? Det er nogle af de spørgsmål, som jeg vil forsøge at give svar på i dette projekt. For at besvare disse spørgsmål tages der udgangspunkt i EAL 24a, 1.pkt. Ordene i denne bestemmelse gør det klart, at udgangspunktet er, at erstatningsreglerne er de samme for både 2 Lærebog s Erstatningsretten s Herefter EAL. 5 Jf.Udkast til Lov om umyndighed og Værgemål s

5 voksne og børn. Af hensyn til afgrænsningen af projektet, behandles EAL 24, ikke. Såfremt forholdet kan henføres under EAL 24a, må det imidlertid antages, at kun denne bestemmelse og ikke tillige eller alternativt 24 finder anvendelse, allerede fordi 24a må anses som lex specialis 6, i forhold til den generelle regel i Området for lempelse af erstatningspligten hvor det skadevoldende barn er mangelfuldt udviklet i psykisk eller fysisk henseende vil heller ikke blive behandlet i dette bachelorprojekt. Disse øvrige lempelsesbestemmelser bliver dog kort beskrevet i afsnit 3.3. Der vil blive gået i dybden med de kernebegreber og kriterier, som bestemmelsen indeholder, og der vil blive set, hvorledes de anvendes og forstås. Der vil blive sat fokus på, hvordan domstolene vurderer handlingens beskaffenhed og hvilke kriterier indgår i vurderingen af begrebet omstændigheder i øvrigt, både i forhold til den skadegørendes og den skadelidtes evne til at bære tabet og ansvarsforsikringens betydning i den enkelte sag. Begreberne grov og simpel uagtsomhed samt forsæt vil blive behandlet og nærmere undersøgt i forhold til formuleringen af forsikringaftalelovens Der er endvidere den forskel på FAL 19 og EAL 24 a, at førstnævnte bestemmelse giver barnet ret til forsikringsdækning for forsætligt forvoldte skader, mens sidstnævnte bestemmelse alene giver en fakultativ adgang til at nedsætte barnets erstatningsansvar. Forsætlige skader forvoldt af børn dækkes af ansvarsforsikring med henvisning til at barnet skal være under 14 år på skadetidspunktet. Forsætlige skader forvoldt af børn over denne alder, dækkes ikke 9 Projektet er også afgrænset med hensyn til tingsskader forårsaget af børn. Personskader er ikke omdiskuterede. Skader forvoldt af børn rubriceres traditionelt i bestemte typesituationer; navnlig de såkaldte pilfingerskader, skader under almindelig leg, skader under farlig leg, trafikskader 6 den specielle lov er et andet prioriteringsprincip, hvorefter den specielle lovregulering går forud for den generelle lovregulering Rettens grund s. 151 n. 7 Kommenteret s Herefter FAL. 9 Forsikring s. 339 n. 5

6 og ildspåsættelser skadetyper der udspringer af nysgerrighed, leg, vovemod eller trang til at udforske omgivelserne og som derfor særlig ofte opstår blandt børn 10. Projektet afgrænses til pilfingerskader og ildspåsættelser. Den sidstnævnte typesituation er valgt på grund af domstolens tendens til en relativ streng bedømmelse af børns ansvar 11. Modsætningsvis er vurderingen af ansvaret ved pilfingerskader ikke så strengt og ved denne type handlinger vil adækvansspørgsmål ofte være afgørende for ansvarsbedømmelsen, idet man vurderer om et barn af den pågældende alder burde have været klar over at handling vil kunne medføre skade 12. Det vil blive beskrevet hvordan domstolene vælger at formulere culpareglen vedrørende børns erstatningsansvar i de to ovenfor nævnte typesituationer samt analyseret hvorvidt domstolene vælger at idømme børnene med henvisning til at der foreligger ansvarsforsikring og lade erstatningen lempe eller bortfalde i tilfælde af barnets manglende forsikring. Ældre domspraksis i projektet er blevet valgt, fordi der foreligger ikke megen nyere praksis om børns ansvar og heller ikke i relation til lempelse 13. Af hensyn til afgrænsningen behandles ansvar for tredjemand samt ansvar for barnet selv, ikke i projektet. Et eksempel på et område som kun kort introduceres, på trods af de spændende overvejelser der knytter sig hertil, er de andre landes bestemmelser omkring børns erstatningsretlige stilling. Idet bestemmelser i de nordiske lande, synes at virke ensartede i de nordiske lande 14, ville de øvrige landes bestemmelser, kunne danne grundlag for et selvstændigt projekt. Det vil løbende igennem bachelorprojektet blive redegjort for valg og fravalg i forhold til hvilke emner der behandles. På denne måde gives læseren et lettere overblik over emnet der behandles i projektet samt for at give et indtryk af emnet i den større helhed, som det indgår i. 10 Kommenteret s Forsikring s Kommenteret s Følgende er en personlig konstatering efter gennemgangen af nyere praksis på UfR. 14 Nordisk lovgivning om erstatningsansvar, kapitel 1, s. 5 ø. 6

7 Dette projekt er udarbejdet under følgende problemformulering: Hvornår er et barn under 15 år erstatningspligtig ifølge erstatningsansvarslovens 24 a og hvordan afgøres om erstatningen kan lempes eller bortfalde? Har EAL 24 a i retspraksis levet op til erstatningsreglernes formål om et genopretningshensyn, hvor den skadelidte skal kompenseres for sit tab, og et præventivt hensyn, hvor den ansvarlige skadevolder motiveres til agtpågivenhed? 1.2 Metode Metoden i dette bachelorprojekt er retsdogmatisk. Det indebærer, at der i projektet sker fastlæggelse af gældende ret gennem beskrivelse, fortolkning, analyse og systematisering af gældende ret 15. Gældende ret er præget af ideer, ideologier, som har betydning for forståelsen af, hvad der er gældende ret. Erstatningsretligt grundprincip er at skadevolder der uden for kontraktforhold påfører en anden økonomisk tab ved uagtsom eller forsætlig adfærd, kan blive erstatningsansvarlig. Erstatningsregler tjener derfor to formål: Et genopretningshensyn, der indebærer at den skadelidte skal kompenseres for sit tab, og tillige et præventivt hensyn, hvor den ansvarlige motiveres til agtpågivenhed 16. Disse hensyn følger formentlig af gamle retfærdighedsforestillinger 17. Baggrunden for bachelorprojektet er i høj grad studier af forskellig litteratur. Heriblandt er der både rent juridiske kilder, såsom love og retspraksis, men også artikler og debatter fra de nordiske juristmøder, hvor der diskuteres emner af erstatningsretlige betydning for nordisk retsudvikling 18. Projektets retsgrundsætning 19 er culpareglen, som ikke udgør en særskilt retskilde, men er blot en art systematisering af forholdets natur, der udtrykker en beskrivelse af, hvad der som udgangspunkt må gælde på et givent område under givne betingelser. 15 Rettens grund s Lærebog s Rettens grund s Er en retsregel, der udvikles i retspraksis, uden, at der herved foreligger en detaljeret formulering eller en præcis afgrænsning Rettens grund s

8 Udvælgelsen af domme er som udgangspunkt sket med inspiration fra litteraturen. Der lægges til grund, at de sager som behandles i litteraturen er de mest interessante og relevante for emnet. For at finde domme til sammenligning er der foretaget en mere målrettet søgning i domspraksis. Der er blevet søgt i Ugeskrift for Retsvæsen 20 og i Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling 21, fordi disse anses for hovedkilden til erstatningsretlige domme. De digitale domspublikationer findes på De gamle og nugældende love og lovforslag, der er beskrevet i bachelorprojektet er blevet fundet ved digitalt søgning på den offentlige database Betænkning nr. 1247/1993 om værgemål og Betænkning nr. 352/1964 om arbejdsgiverens erstatningsansvar for ansattes skadegørende handlinger, m.v., 2.del om ansvaret for børn og forældre, findes på statens netbibliotek i portalen De digitale artikler og debatter fra De Nordiske Juristmøder, hvor der diskuteres børns erstatningsstilling findes på Det Juridiske Fakultetsbibliotek, København Universitets hjemmeside: Målet med søgningen har været at finde sager, hvor udfaldet er blevet kritiseret i de juridiske kredse og sager som synes at belyse adækvansspørgsmål i forhold til børns uagtsomme handlinger. Som tidligere anført omhandler dommene ildspåsættelser og pilfingerskader. Endelig beskrives og sammenlignes også dommene U H og U V. U H, der belyser problemet, om der gælder en særlig adækvansbegrænsning ved skader forvoldt af børn, sammenlignes med U V, hvor der er mere moderne adækvansopfattelse. Begge domme omhandler pilfingerskader. U V sammenlignes med ankenævnskendelse ANF (kendelsen er i øvrigt stadfæstet af Vordingborg Ret d sag BS 388/91). I disse sager sondres der mellem simpel og grov uagtsomhed og sondringen ses at have en vis betydning for forsikringsselskaberne, idet et tingsforsikringsselskab har regres mod skadevoldende barn, hvis skaden er forvoldt groft uagtsomt Herefter UfR. 21 Herefter FED. 22 Familieforsikring s

9 2. Introduktion til emnet 2.1 Forord I alle civiliserede lande findes der diverse regler om børns særstilling i lovgivningen. Denne særstilling begrundes med, at børns sjælelige og legemlige udvikling såvel som deres erfaring og dømmekraft anses for at stå tilbage for de voksnes. Blandt reglerne findes regler om myndighed i kontraktforhold, kriminel lavalder og særlig behandling af yngre lovovertrædere, bestemmelser angående ret til at udøve rettigheder som f. eks. valgret, ret til bestemt beskæftigelse, o. s. v. På den anden side har børn ret til underhold og uddannelse indenfor en vis alder, er på forskellige områder beskyttede af særlige straffebestemmelser 23. Det kan derfor undre, at erstatningsmæssigt, er unge mennesker under 15 år erstatningsansvarlige på lige fod med personer over denne alder. 2.2 Den historiske baggrund Langt tilbage i tiden ses der eksempler på at pålægge umyndige erstatningsansvar for deres handlinger og allerede med Danske Lov af 1683 slog lovgivere fast, at børn under 15 år kunne alene drages til ansvar, dersom de forsætlige havde tilføjet en anden skade 24. Den historiske beskrivelse af retsudviklingen i denne bachelorprojekt, tager sit udgangspunkt i netop denne bestemmelse, hvor der kort beskrives indholdet af bestemmelsen Bagefter vil der blive fokuseret på et par strafferetlige bestemmelser med hensyn til mindreåriges erstatningsstilling, samt indførelsen af den erstatningsregel som kommer til at resultere i en selvstændig bestemmelse 63 i Lov om Umyndighed og Værgemål. Bestemmelsens indhold og betydningen beskrives nærmere. Hensynet bag dette afsnit er kronologisk beskrivelse af det lovgrundlag, som har ført os frem til nutidig 24a i erstatningsansvarsloven om børns erstatningsansvar. 23 Theodor B. Lindal s Risiko og Skyld s

10 2.2.1 Danske Lov af 1683 Den historiske beskrivelse af børnenes særstilling i lovgivningen gennem tiden, tager udgangspunkt i Danske lov af I bestemtes det, at Barn som er under sine femten Aar, bøder Skaden til den, som han forsætligen haver forbrut sig imod, og ikke til Husbonden, uden for Manddrab alleene 25. Denne bestemmelse blev forstået således, at mens børn over 15 år var ansvarlige for deres handlinger på samme måde som voksne, kunne børn under denne alder alene drages til ansvar, dersom de forsætlig havde tilføjet en anden skade. Denne over 300 år gamle bestemmelse giver børn under 15 år ansvarsfrihed for skader forvoldt i simpel eller grov uagtsomhed og naturligvis de hændelig forvoldte skader. Børnene er til gengæld ansvarlige for forsætligt tilføjede skader, dvs. skader tilføjede med viljen og viden om at skaden kunne ske. I modsætning er nuværende 24 a i EAL, som siger at børn under 15 år er erstatningspligtige for skadegørende handlinger efter samme regler som personer over denne alder og hermed voksne. Til gengæld er forsæt ikke en betingelse for at ifalde erstatningsansvar. At skadevolderen har udvist uagtsomhed og hermed tilsidesat den krævende agtpågivenhed, er som tilstrækkeligt til at pålægge erstatningsansvar 26. Sager om ansvar for børn og børns ansvar synes i hvert fald efter domsregistrene kun at have været få i tiden før myndighedsloven. Fra 1840 til 1866 ser det ud til, at der kun har været et par stykker Straffelovens 300 af 1866 Denne retstilstand ændredes ved 300 i straffeloven af 10. februar 1866, hvorefter enhver, der har gjort sig skyldig i forbrydelse, var pligtig at give den skadelidende erstatning. Ifølge den gamle straffelovs 35 og 36 var den kriminelle lavalder i almindelighed 10 år, og børn mellem 10 og 15 år, der herefter begik en strafbar uagtsom handling, for eksempel uagtsom grov legemsbeskadigelse, jfr. straffelov af , var nu i medfør af 300 også civilretlig ansvarlig 25 Risiko og Skyld s Betænkning 1, s Risiko og skyld s

11 for deres handling. At straffelovens 300 således bevirkede en ændring af reglerne om børns erstatningsansvar tiltrak sig ikke særlig opmærksomhed ved lovens givelse. Motiverne til 300, sagde således blot, at pligten til at svare skadeserstatning bør indtræde i et noget større område for strafbar adfærd end efter den hidtil fulgte danske retspraksis og bemærkningerne om reglerne om den kriminelle lavalder taler alene om strafspørgsmålet Tiden før Myndighedsloven 29 Retstilstanden ændredes igen ved lov nr. 129 af 1. april , jfr. lov nr. 63 af 1. april , hvorved den kriminelle lavalder forhøjedes fra 10 til 14 år. Spørgsmålet omkring børns erstatningsretlige stilling blev taget op af straffelovskommissionen af 1905, der foreslog følgende regel: Er en strafbar handling foretaget af et barn under 14 år kan ansvar for skaden kun pålægges, når retten finder, at hans formueomstændigheder tillader udredelse af erstatning helt eller delvis, uden at der derved påføres ham et føleligt savn. 30 Forslaget begrundedes af kommissionen, med at det er ønskeligt, at erstatningspligten i disse tilfælde kan blive afgjort og ikke hænge ved disse personer hele livet igennem. Forslaget til denne erstatningsregel udgik imidlertid senere af forslaget til en ny straffelov, idet man fandt, at så vigtigt et civilretligt spørgsmål ikke burde ordnes»i forbigående ved en revision af straffeloven«31 Problemet blev herefter drøftet af den ved kgl. kommissorium af 26. juni I9IO nedsatte familieretskommission, efter at den på grundlag af et kommissorium af 14. april 1919 tog spørgsmålet op til undersøgelse om myndighedsalderen og umyndigheds retsvirkninger. I den af kommissionen i juli 1921 afgivne betænkning stillede man i udkast til lov om umyndighed og værgemål 65 følgende forslag 32 ; 28 Betænkning 1, s Omhandler årene Betænkning 1. s Jf. Betænkning over straffelovudkastet 1917 s Betænkning 1. s

12 Barn under 15 år er erstatningspligtig for skadegørende handlinger i det omfang, hvori dette efter barnets sindstilstand, handlingens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt findes billigt. 33 Familieretskommissionen udtalte derefter, at reglerne om de unges erstatningsansvar for deres skadegørende handlinger er således indbyrdes ret afvigende i de forskellige lande. Men de nyere lovgivninger går dog alle i retning af at pålægge dem et vist mere skønsmæssigt afgrænset erstatningsansvar. Den regel, som er gældende dansk ret må anses for at være stiv idet den snart er for lemfældig overfor den unge ved ubetinget at fritage ham for erstatningspligt for uagtsomme retsbrud, snart for streng ved ubetinget at kende ham erstatningspligtig for forsætlige handlinger. Nutidens retstilstand synes at have brug for en mere smidig og elastisk regel. Det vil ofte være stødende at lade den skadelidte alene bære tabet, hvor skaden er forvoldt ham af et barn, der måske har vist en høj grad af uforsigtighed. Særlig vil det findes uheldigt, hvor barnet er fuldt ud i stand til at dække skaden, måske endda uden væsentlig ulempe for sig selv. Man har derfor ment at man burde opstille en ny regel, som bedre kan fyldestgøre tilstandens krav 34. Man går herved ud fra den almindelige erstatningsregel, hvorefter en person er ansvarlig for sit forsætlige og uagtsomme retsbrud. Denne regel tænkes principielt også at skulle gælde børn, men er de under 15 år, gøres der den afvigelse fra hovedreglen, at giver domstolene en beføjelse til skønsmæssigt at nedsætte erstatningspligtens omfang efter billighedshensyn, efter omstændighederne helt at fritage den unge for erstatningspligt 35. Grænsen for det lempede erstatningsansvar forbliver 15 år I tiden før Myndighedsloven i årene fra , synes der slet ingen erstatningssager at være og fra er der kun et par domme Jf. Udkast til Lov om Umyndighed og Værgemål, Betænkning 1, s Betænkning 1, s Risiko og skyld s

13 2.2.4 Myndighedslovens 63 Det fremgår af myndighedslovens motiver, at man med reglen i 63 kun har tænkt sig at lovgive om erstatningsansvaret uden for kontraktforhold, og inden for denne gruppe for de tilfælde, hvor ansvarsgrundlaget er culpa 37. Reglen i 63 tager altså ikke stilling til vurderingen af et barns ansvar, hvis det bliver erstatningspligtigt i egenskab af arbejdsgiver (DL s regel om husbondsansvar 38 ). I motiverne til myndighedsloven hedder det, at børn (og i det hele taget umyndige) i disse tilfælde skal være erstatningspligtige efter de samme regler, som gælder for voksne i Myndighedsloven af 1922 blev formuleret således Barn under 15 Aar er erstatningspligtigt for skadegørende Handlinger efter samme Regler som Personer over denne Alder; dog kan Erstatningen nedsættes eller endog helt bortfalde, for saa vidt det findes billigt paa Grund af manglende Udvikling hos Barnet, Handlingens Beskaffenhed og Omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig Forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes Evne til at bære Tabet og Udsigten til, at Skaden kan faas godtgjort hos andre. 40 Ved afvejelsen af erstatningspligten skal der tages hensyn til barnets sindstilstand, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt. Ved barnets sindstilstand tænkes der særlig på dets alder og modenhed, men udtrykket omfatter tillige barnets forhold til selve den skadegørende handling, om denne er forsætlig eller blot uagtsom, hvilket naturligvis bør have betydning for ansvarets omfang. Med hensyn til handlingens beskaffenhed vil det navnlig få betydning, om den medfører en nærmere eller fjernere liggende fare, og om den skade den kan forvolde, er af større eller mindre omfang. Det vil også kunne have betydning, om skaden gøres ved en handling, som barnets forældre eller værge havde forholdsvis lettere adgang til at forebygge, og derfor burde have afværget, så at der kan rettes bebrejdelse mod dem for at skaden er sket. 37 Jf. Udkast til Lov om Umyndighed og Værgemål, København 1921, s Principalansvar DL er en almindelig regel, at en arbejdsgiver hæfter for det erstatningsansvar, som hans arbejdstagermåtte pådrage sig for uforsvarlige skadegørende handlinger, der er foretaget i forbindelse med hvervets udførelse Lærebog s Lærebog s Jf. Lov nr.277 fra 30.juni 1922 om Umyndighed og værgemål,

14 Af andre omstændigheder, på hvilke der bør lægges vægt, kan nævnes skadens størrelse og særlig det hensyn, hvem tabet vil ramme hårdest, barnet eller den skadelidende 41. Den omstændighed, at den nye regel i myndighedsloven trådte i kraft samtidig med, at ansvarsforsikringen vandt fodfæste, og samtidig med, at udviklingen i erstatningsretten i det hele begyndte at tendere mod en skærpelse af ansvaret, har ført til den højst betegnede og interessante udvikling 42, som beskrives nærmere i projektets afsnit Den så vidt ses første trykte dom efter myndighedsloven UfR. 1926, p. 160, frifandt faderen til en knap 4 årig dreng, der med en sten havde ituslået en butiksrude. Men derefter følger i rask tempo talrige sager Beskrivelse af retstilstanden Bestemmelsen om børns erstatningsretlige stilling fra 1922 blev uændret stående i myndighedsloven i lidt over 70 år. Med vedtagelsen af lov nr. 389 af 14. juni 1995 ophævedes imidlertid myndighedsloven, som i det væsentligste afløstes af værgemålsloven. Ved denne lejlighed blev den regel, som hidtil var fremgået af myndighedsloven 63, flyttet til EAL, hvor den naturligt hører hjemme i forlængelse af lempelsesregel i 24. Ændringen fremgår af lov nr. 389 af 14. juni Teksten i myndighedslovens 63 er overført til en ny bestemmelse i EAL 24a, der trådte i kraft pr. 1. januar 1997, jf. lov nr. 389 af 14. juni Den nye bestemmelse i EAL 24a svarer ganske til den hidtil gældende bestemmelse i myndighedslovens 63, og der er heller ikke tilsigtet nogen ændring med hensyn til lempelse af børns erstatningsansvar, jf. FT , Tillæg A, s.2517 og betænkning nr. 1247/1993, s. 356 f og s Betænkning 1.s Risiko og skyld, s Risiko og skyld s Kommenteret s Kommenteret s

15 3.1 Grundlæggende betingelser for erstatningsansvar For at nogen kan blive erstatningsansvarlig, skal der være lidt et tab. Der kan være tale om et direkte økonomisk tab, fordi noget har mistet værdi og det er denne type tab der behandles i projektet. Udover et tab skal der være et ansvarsgrundlag. Et ansvarsgrundlag betyder, at nogen kan pålægges ansvaret, enten fordi pågældende har handlet culpøst eller fordi handlingen er omfattet af objektivt ansvar 46. Det er tidligere anført i projektet, at culpa er det ansvarsgrundlag i forhold til børns erstatningsansvar. Dernæst skal der være årsagssammenhæng mellem den indtrufne skade og handling. Det betyder, at der skal være sammenhæng mellem den ansvarspådragende handling og den skade, der er sket. Endelig skal skaden være adækvat (påregnelig). Dette indebærer, at skaden ikke må være en alt for fjerntliggende følge af den ansvarspådragende handling 47. De almindelige erstatningsbetingelser om økonomisk tab samt om kausualitet og adækvans, skal være opfyldt for at pålægge ansvar for økonomisk skade. Det påhviler skadelidte at føre bevis for eller sandsynliggøre årsagsforbindelse Økonomisk tab Reglerne om erstatningsansvar tager udgangspunkt i, at man har ret til at få dækket det økonomiske tab, som en anden har forårsaget ved en ansvarspådragende handling. Hovedreglen er, at skadelidte skal have fuld erstatning for det individuelle økonomiske tab, som er foranlediget af de skader, som skadevolderen er ansvarlig for. Man siger, at skadelidte skal stilles, som om skaden ikke var sket. Den økonomiske skade er således differencen mellem, hvad skadelidte ville have haft, hvis ansvarspådragende adfærd ikke var sket, og hvad skadelidte har efter, at skaden har fundet sted Lærebog s Lærebog s Moderne erstatningsret s Erstatningsret s. 5 15

16 3.1.2 Ansvarsgrundlaget En forudsætning for at pålægge en skadevolder erstatningsansvar uden for kontraktforhold, er at der foreligger det fornødne ansvarsgrundlag. Dansk rets almindelige ansvarsgrundlag er den såkaldte culparegel 50. Culpareglen beskrives traditionelt således, at der indtræder ansvar for en skade, som forvoldes ved en handling, der kan tilregnes den, der handler, som forsætlig (med vilje)eller uagtsom - ved ikke at udvise fornøden agtpågivenhed 51. Skyldprincippet eller culpareglen, som den dag i dag stadig danner hovedhjørnestenen i erstatningsretten, kom til verden i det gamle Rom, hvor reglen udviklede sig af en lov fra år 300 f. Kr. Loven kom fra et forslag fra almuetribunen Aquilius og kom til at bære navn Lex aquilia. Den drejede sig navnlig om drab af andres slaver eller firføddede dyr samt anden tingbeskadigelse, og den fastsatte bod til slavens eller kreaturets højeste værdi, som de havde haft i det sidste år inden skadetilføjelsen. Det skete imidlertid det, at man ved beskrivelsen af deliktet formentlig rent tilfældig kom til at indflette ordet injuria 52 i lovteksten. Men dette blev i realiteten anledning til skyldsreglens opkomst, idet udtryksmåden senere blev fortolket som et krav om, at der skulle foreligge skyld (culpa), for at ansvar kunne pålægges, enten som forsæt, grov uagtsomhed eller simpel uagtsomhed. Den hændeligt forvoldte skade medførte ikke ansvar 53. I Danmark gik tendensen på Danske Lovs tid (1683) i retning af en anerkendelse af culpaprincippet og omkring midten af det 18. århundrede synes culpareglen imidlertid at være anerkendt som almindelige erstatningsnorm uden for kontrakt i retspraksis 54. Som tidligere anført i projektet, er ung alder ikke en ansvarsfrihedsgrund i erstatningsretlige henseende. Ordene i 24 a, 1.pkt. Barn under 15 år er erstatningspligtigt for skadegørende handlinger efter samme regler som personer over denne alder gør det klart, at udgangspunktet er, at erstatningsreglerne på et givet område er de samme for børn og voksne. Dette er dog ikke ensbetydende med, at man anvender samme målestok ved afgørelsen af, om et barn henholdsvis 50 Culpa er et juridisk udtryk for skyld. Det er en grundlæggende retsgrundsætning, som selvom den ikke er nedskrevet i dansk lov, udgør dansk rets almindelige erstatningsgrundlag juridisk ordbog s Lærebog s (Latinsk)udtryk for uret, uretfærdighed. Romerretlig betegnelse for retsbrud i almindelighed fra denstoredanske.dk. 53 Erstatningsretten s Retshistorie s

17 en voksen har handlet culpøst 55. Efter den klassiske culpadefinition har en person handlet uagtsomt, hvis han har undladt at udvise den forsigtighed og den agtsomhed, som en bonus pater familias 56, ville have udvist i den samme situation. Ifølge denne opfattelse bliver det en central opgave for dommeren i en erstatningssag at fastlægge, hvilke overvejelser en almindelig mand (en mand der aldrig begår fejl), ville have gjort sig, hvis han havde befundet sig i skadevolderens sted i handlingsøjeblikket, og hvad disse overvejelser ville resultere i 57. Ved bedømmelsen af uagtsomhed indgår en handlings farlighed og risikoen for at den medfører skade, handlingens skadeevne (den eventuelle skades sandsynlige størrelse) og de foranstaltninger, der kan træffes for at imødegå, at der indtræffer skader (valg af alternativer, mindre risikabelt fremgangsmåde, sikkerhedsforanstaltninger mv. 58 ) Det er ved anvendelse af det almindelige culpaansvar, skadelidte som har bevisbyrden for, at skadevolderen har handlet uagtsomt i den forstand, at skadelidte må sandsynliggøre, at den måde hvorpå skadevolderen handlede, ikke var den rette. 59 Børn bedømmes i princippet på samme måde som voksne, dog med den væsentlige modifikation at bonus pater målestokken her fastlægges i forhold til et normalt udviklet barn på samme alder. Har det skadevoldende barn handlet anderledes og mere uforsigtigt end det typiske barn med tilsvarende alder, pålægges der erstatningsansvar Årsagsforbindelse Enhver erstatningssag tager udgangspunkt i det faktum, at der er indtrådt en vis skade og ikke i det faktum, at der er udvist culpa. Selv om der er udvist grov culpa, og selv om det kan være så tilfældigt, om dette resulterer i en skade, så er det culpøse forhold simpelthen ikke erstatningsretligt relevant, hvis det faktisk ikke har resulteret i en skade. Årsagsbetingelsen i erstatningsretten udtrykker kravene til den forbindelse, som skal foreligge mellem den indtrådte 55 Lærebog s den gode familiefader, er et gennemsnitsmenneske, en fiktiv person, som ville handle fornuftigt i en given situation juridisk ordbog s Lærebog s Lærebog s Lærebog s Kommenteret s

18 skade (og det indtrådte tab) og det ansvarsbegrundende forhold. Disse krav er ikke udformet nærmere i lovgivningen og det er således helt overladt til retspraksis at fastlægge indholdet af kravene til årsagsforbindelse Adækvans Adækvans også kaldet påregnelighed, betyder, at den skade, der er sket, ud fra en generel betragtning er en logisk eller sandsynlig følge af den skadevoldende handling, som har været culpøs. Man kan sige, at den skadevoldende handling ud fra en generel betragtning skal øge sandsynligheden for den type skade, der er sket 62. Hvis man har handlet uforsvarligt og påført en skade, skal man erstatte de adækvate skader. I den erstatningsretlige litteratur forklares denne betingelse med, at skaden skal have været en påregnelig følge af handlingen, hvilket betyder, at skadevolderen, dengang han foretog den uforsvarlige handling, indså eller burde have indset, at skaden lå inden for de mulige følger, handlingen kunne få 63. Skadevolders individuelle psykologiske evne til at indse følgerne af en ansvarspådragende handling betyder ikke noget for påregnelighed 64, som eksempelvis ses af nedenfor beskreven dom: U V. 65 To brødre på 4 og 6 år, S og L, klatrede over hegnet til M s minkfarm og åbnede her 979 bure, hvorfra 1882 dyr løb ud. Ca mink, der ved blodprøver havde reageret positivt med hensyn til virussygdommen, var placeret i bure, der ved tomme haller var adskilt fra den øvrige besætning. Af disse bure havde drengene åbnet 25-30, så de inficerede dyr fra disse bure var kommet fri og kunne smitte den øvrige besætning. Han så derfor ingen andre udvej end at lade hele besætningen pelse og anskaffe sig en helt ny besætning. Sagsøgerens krav var opgjort til i alt kr. De sagsøgte drenge var omfattet af en ansvarsforsikring som kun ville dække den del af tabet kr., som udgør udgiften til indfangning af dyr. Resten af beløbet havde været psykologisk upåregnelig for dem og derfor ikke kunne kræves erstattet. Heri fik de ikke medhold, idet der ikke var tale om atypiske skader, som der var rimelig at lade M bære risikoen for. Brødrene fandtes derfor at være erstatningsansvarlige for minkavlerens fulde tab på ca kr., og lempelsesreglen i den dagældende myndighedslovs 63, 2. led, fandtes ikke anvendelig. Dommen analyseres og sammenlignes med dommen U H. i analyseafsnittet Lærebog s Erstatningsret s Erstatningsretten s Erstatningsret s Kommenteret s. 516 samt U V. 18

19 3.2 Erstatningsansvarslovens 24 a EAL 24 a er bestemmelsen om de mindreåriges erstatningsansvar og gælder for børn under 15 år. Bestemmelsen tager sit udgangspunkt i, at erstatningsreglerne er de samme for børn og voksne. Hermed går man ud fra den almindelige erstatningsregel, hvorefter en person er ansvarlig for sit uagtsomme og forsætlige retsbrud 66. EAL 24 a giver domstolene en beføjelse til skønsmæssigt at nedsætte erstatningspligtens omfang efter billighedshensyn eller efter omstændighederne helt at fritage den unge for erstatningspligt. Såfremt forholdet kan henføres under EAL 24a, må det imidlertid antages, at kun denne bestemmelse og ikke tillige eller alternativt 24 finder anvendelse 67, allerede fordi 24a må anses som lex specialis 68, i forhold til den generelle regel i a, 1.pkt. EAL 24 a, 1.pkt. fastslår i sit første punkt, at barn under 15 år er erstatningspligtigt for skadegørende handlinger efter samme regler som personer over denne alder. Uanset denne ordlyd menes hermed ikke, at man skal vurdere barnets handling i forhold til en voksens 70. Det erstatningsretlige udgangspunkt er, at børn ifalder selvstændigt erstatningsansvar for deres skadegørende handlinger på samme grundlag som andre, jf. Erstatningsansvarslovens 24 a. Også ved skader forvoldt af børn skal det således vurderes, om barnet har handlet culpøst, og om de øvrige erstatningsbetingelser, herunder årsagssammenhæng og adækvans, er opfyldt 71 Som tidligere beskrevet, er ansvarspådragelse betinget af, at skadevolder har optrådt uagtsomt. Heri ligger, at man burde have indset, at den måde, man handlede på kunne medføre skade. Et sådant krav kan man naturligvis ikke opstille for små børn, og der er da hellere i Danmark retspraksis for at pålægge små børn erstatningsansvar for de skader, de forvolder Lov om hæftelse for børns erstatningsansvar, afsnit Kommenteret s specielle lov, er et andet prioriteringsprincip, hvorefter den specielle lovregulering går forud for den generelle lovregulering Rettens grund s Kommenteret s Lærebog s Lov om hæftelse for børns erstatningsansvar, afsnit Familieforsikring s

20 Retspraksis anvender et andet målestok for børn i afgørelser, om et barn har handlet culpøs. Culpareglen vedrørende børns erstatningsansvar, formuleres således, at et barn ifalder ansvar, såfremt det har handlet anderledes, end børn på dets egen alder normalt handler (eventuelt ville have handlet) i den samme situation. Har det skadevoldende barn handlet anderledes og mere uforsigtigt end det typiske barn med tilsvarende alder, pålægges der erstatningsansvar a, 2.pkt Hvis et barn under 15 år pålægges erstatningsansvar, er der efter erstatningsansvarslovens 24 a, 2. pkt., under visse betingelser mulighed for at lempe barnets erstatningsansvar. 2. pkt. lyder: Dog kan erstatningen nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt det findes billigt på grund af manglende udvikling hos barnet, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre Formuleringen af bestemmelsens 2. pkt, kunne tyde på, at der var tale om kumulative betingelser, men der må formentlig antages, at domstolene kan vælge blot at lægge vægt på et eller to af kriterierne. I praksis vil afgørelsen om lempelse efter 24a dog oftest fremstå som resultatet af en helhedsvurdering af sagens konkrete omstændigheder De øvrige lempelsesregler EAL 24 og 24 b er de øvrige bestemmelser om muligheden for lempelse af erstatningsansvar. Den almindelige lempelsesregel er EAL 24. Reglen gælder for alle former for erstatningsansvar, både for personskade, tab af forsørger, tingskade og almindelig formueskade, både ved ansvar efter culpareglen og efter strengere ansvarsregler, og uanset om ansvaret hviler på kontraktsforhold mellem skadevolder og skadelidte. Denne bestemmelse kaldes en almindelig lempelsesregel, fordi dens anvendelsesområde er universelt. Samtidig er der grund til at understrege, at bestemmelsen er speciel i den forstand, at den kun forudsættes anvendt rent 73 Lærebog s Kommenteret s

21 undtagelsesvis som en art sikkerhedsventil for tilfælde, hvor de erstatningsretlige regler ville føre til urimelige resultater , stk. 1; Erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadevolderens forhold, skadelidtes interesse, foreliggende forsikringer samt omstændigheder i øvrigt. Selv om der skal foretages en helhedsvurdering af skadevolderens og skadelidtes forhold, er det primært skadevolderens økonomiske forhold, der er afgørende for, om lempelse skal foretages. Det betyder, at skadevolderens erstatningsansvar aldrig vil kunne lempes i medfør af 1. led i det omfang det er dækket af en ansvarsforsikring 76. EAL 24 b giver mulighed for lempelse af ersatningsansvaret for personer, der på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand har manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt. Lempelse efter 24 b kan kun komme på tale, såfremt der er tale om erstatningsansvar uden for kontrakt og ansvarsgrundlaget er culpa. Såfremt dette ikke er tilfældet, må hjemlen til eventuelt lempelse søges i den generelle lempelsesregel I EAL 24, som gælder for alle former for erstatningsansvar. Som kriterier for lempelse angives i 24 b personens sindstilstand, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den skadegørende og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre. 77 Der må tilføjes, at der kun findes enkelte ældre og ingen nyere domme angående lempelse efter EAL 24 b. 78 Disse to bestemmelse beskrives ikke nærmere i projektet. Disse blev kort beskrevet for at danne et indblik på de øvrige lempelsesregler i erstatningsansvarsloven. 75 Kommenteret s Kommenteret s Kommenteret s Kommenteret s

22 4. Nærmere om bestemmelsen og forståelsen af begreber 4.1 Barn under 15 år Der er intetsteds i lovgivningen bestemt, hvilken alder et barn skal have for at blive pålagt ansvar. Vurderingen af et barns culpa forudsætter dog, at det er muligt med nogen grad af sikkerhed at fastslå, hvorledes et typisk barn på det pågældende alderstrin handler eller nærmere, ville have handlet i den situation, der konkret foreligger til bedømmelse. Kan man ikke opstille et sådant gennemsnitshandlemønster, må man frifinde det skadevoldende barn. På den måde, igennem mange års domspraksis opstillede man en slags minimumsaldersgrænse for pålæg af erstatningsansvaret. Aldersgrænsen varierer dog, alt efter hvor elementær handlingssituationen er 79. Denne begrundes i, at ældre børn antages at have bedre mulighed for at overskue konsekvenserne af deres handlinger end yngre børn. For helt små børn giver det ikke mening at vurdere, hvorledes et normalt barn på samme alder ville have handlet i samme situation. Grænsen for, hvornår børn kan pålægges erstatningsansvar, afhænger vel til dels af den pågældende situation jo mere kompliceret, uoverskuelig eller atypisk situationen er, desto ældre skal barnet være, for at det kan antages at handle ansvarspådragende 80. Idet bachelorprojektet er afgrænset til pilfingerskader samt ildspåsættelser, vil der derfor kun blive set på netop disse typesituationer i forhold til barnets alder. Pilfingerskader varierer så meget i henseende til handlingssituationen, at en generel minimumsalder ikke kan opstilles, man der findes ikke eksempler på, at børn under 4 år er blevet erstatningsansvarlige 81. I forhold til ildspåsættelser, er der tendens til relativt streng bedømmelse af børns ansvar 82 og i forhold til disse er domstolene ret tilbøjelig til at anse handlingssituationen for så elementær, at selv små børn findes at have handlet culpøst Lærebog s Kommenteret s Lærebog s Kommenteret s Lærebog s

23 Sammenfattende er der ikke retspraksis for at pålægge børn under ca. 4-5 år erstatningsansvar 84. Det er svært at sige noget generelt om kriterierne, da domme i sagens natur er meget konkrete og derfor afsiger kendelse ud fra meget specifikke forhold i hvert enkelt tilfælde. Fra retspraksis kan eksempelvis nævnes en afgørelse gengivet i U V., hvor der frifandtes 2 piger på 3 og 2 ¾ år for skader ved at have jaget kyllinger med en pind i nabogårdens hønsehus. U V. 85 Tre piger på 3, 2¾ og 1½ år havde skaffet sig adgang til hønsehuset på nabogården. Her jagtede de to ældste med pinde kyllinger, hvorved ca. 250 stk. døde. Henset til børnenes alder fandt retten det betænkeligt at statuere, at der forelå forsæt eller uagtsomhed i retlig forstand, og børnene fandtes derfor ikke erstatningsansvarlige. Retten udtalte bl.a. Selv om nu børnene utvivlsomt må antages med vilje at have slået efter kyllingerne med de tidligere nævnte træpinde og set i hvert fald nogle af kyllingerne falde om på gulvet som følge af slagene, findes det dog, når henses til børnenes alder, betænkeligt at statuere, at der har foreligget forsæt eller uagtsomhed i retlig forstand, og børnene vil følgelig ikke kunne gøres erstatningsansvarlige for deres i hønsehuset udviste adfærd og den sagsøgeren derved forvoldte skade. Et flertal af dommerne fandt derimod forældrene erstatningsansvarlige, idet de i ca. en time ikke havde været klar over, hvor børnene befandt sig, hvorfor der henset til at det ældste barn kun var 3 år ikke havde været tale om fornødent tilsyn. Domstolen udtalte at: Når imidlertid henses til, at det ældste af de tre børn (der var en tredje som ikke deltog), kun var lidt over 3 år, findes det i nogen grad at have skortet på behørigt tilsyn med børnene, og selvom det vel ikke kunde anses som en nærliggende mulighed, at børnene fandt på at skaffe sig adgang til naboens hønsehus og slå kyllinger ihjel som sket, kan dette dog ikke under de foreliggende omstændigheder anses for en sådan upåregnelig følge af det manglende tilsyn, at derved en nødvendig erstatningsbetingelse mangler Forældres tilsynspligt beskrives nærmere i det efterfølgende afsnit. 84 Familieforsikring s Dommen U V samt dommens omtale i Risiko og skyld s

24 4.1.1 Forældres tilsynspligt Forældre og andre, der har børn i deres varetægt, eksempelvis skoler, børnehaver, andre institutioner og bedsteforældre mv., antages at have en almindelig pligt til at føre et rimeligt tilsyn med de pågældende børn 86. I dansk ret findes der ingen lovbestemmelser om erstatningsansvaret for forældre eller andre, der fører tilsyn med børn for skade, barnet forvolder. I det omfang, et sådant ansvar anerkendes, bygger det på de almindelige ulovbestemte erstatningsregler 87. Grundlaget for forældres ansvar er forældremyndigheden med det lydigheds- og tilsynsforhold, hvori barnet står i forhold til forældrene. Det samme gælder, hvor en tilsvarende beføjelse udøves af andre end forældrene. Et selvstændigt erstatningsansvar for forældre kan derfor komme på tale, hvis forældrene tilsidesætter denne tilsynspligt eller undlader at give barnet de nødvendige instruktioner, såfremt denne forsømmelse fører til, at barnet forvolder skade. Tilsynspligtens udstrækning varierer bl.a. Efter barnets alder 88. Ansvaret er et almindeligt culpaansvar, der kan ifaldes for såvel handlinger som undladelser. Det er naturligvis ikke nogen ansvarsfrihedsgrund, at barnet er så lille, at det ikke selv kan ifalde ansvar efter culpa reglen; tværtimod er forældrenes tilsynspligt mest udstrakt over for små børn. Hvis det skadevoldende barn er så gammelt, at det selv ifalder ansvar, kan forældrene og barnet blive solidarisk ansvarlige 89. I praksis er der sjældent grundlag for at gøre erstatningsansvar gældende over for forældrene, hvis barnet er mere end år, og generelt er der tale om en lempelig culpavurdering af forældrenes adfærd 90. Langt de fleste spørgsmål om forældres ansvar, angår oftest deres undladelser i forhold til barnet. Forældremyndigheden indebærer, at forældre må drage omsorg for deres barn, d. v. s. det må opdrage barnet, belære det om livets forskellige faresituationer og føre fornødent tilsyn med det. Omfanget af forældrenes pligter, der som nævnt ikke er angivet i lovgivningen, må bero på et 86 Lærebog s Betænkning 1. s. 53 ø. 88 Jf. Forslag til Lov om hæftelse for børns erstatningsansvar; bemærkninger til lovforslaget afsnit Lærebog s Familieforsikring s

25 konkret skøn i det enkelte tilfælde, og det er på basis af domspraksis kun muligt at opstille enkelte mere grove retningslinjer for retstillingen 91. Fra retspraksis kan eksempelvis nævnes følgende afgørelse, som synes meget strengt mod forældrene: ASD 1950 B.147 Ø. 92 I sagen blev et 4 ½ år gammelt barn frifundet for at sætte ild ved leg med tændstikker. Barnets moder blev til gengæld ansvarlig, idet hun havde ladet tændstikæsken liggende foran den kakkelovn, hun lige havde tænd op i. Domstolen udtalte, at ved at lade tændstikkerne ligge på gulvet, skønt hun vidste, at drengen løb ud og ind i stuen, uden at hun havde ham under stadigt opsyn, findes at have gjort sig skyldig i et sådant forhold, at hun burde have forudset, at drengen i overensstemmelse med børns natur let kunne få fat i dem og forvolde ulykke med tændstikker Denne sags udfald, kan begrundes i, at der ved ildspåsættelser og specielt når børnene er små, foreligger der skærpet tilsynspligt. ASD 1950 B. 147 Ø, er den eneste frifindende dom ved ildspåsættelser 93. Anderledes er sagens udfald i U V 94. I dommen frifandtes en mor for erstatningsansvar, selv om hun havde ladet en kniv blive liggende på et køkkenbord, hvor den blev taget af hendes 4- årigt dreng, der forvoldte skade på en anden dreng. Dommen begrundedes bl.a. med, at kniven var en dagligdags brugsgenstand. Dommen er et udtryk for den tankegang, at livet må leves nogenlunde praktisk og overkommeligt også for folk med børn. Af samme grund kan forældre som hovedregel ikke drages til ansvar for de skader deres børn forvolder, ved pilfingerskader, med person- eller tingsskade til følge Betænkning 1, s Risiko o skyld s. 320 samt ASD 1950 B.147 Ø. 93 Lærebog s U V. 95 Lærebog s

26 4.1.2 Lov om hæftelse for børns erstatningsansvar 96 Som udgangspunkt er børn over 4 år selv erstatningsansvarlige. Dog er der i juli 2009 indført en begrænset hæftelse for forældrene, når børnene er hjemmeboende og under 18 år 97. Udsigten til forældrenes betaling, hvis børnene forvolder skader, skal motivere forældre til at fokusere på deres rolle som opdragere og på opdragelsens betydning for børnenes trivsel og adfærd. Jf. lov om hæftelse for børns erstatningsansvar 1, hæfter, den der har forældremyndighed over et hjemmeboende barn, umiddelbart over for skadelidte for skader, som barnet er erstatningsansvarlig for efter den almindelige erstatningsregel, med indtil kroner for hver skadegørende handling eller undladelse. Ansvarsforsikringen dækker dog både den del af en skade som forældrene hæfter for (indtil kroner), og den del, barnet eventuelt selv skal betale. Uden en forsikring skal barnet og forældrene selv betale. Forældrene har dog kun pligt til at betale op til kroner 98. Opsummerende kan det siges, at under anvendelsen af reglen i pkt. 1, tager man stilling til, hvorvidt det skadevoldende barn er erstatningsansvarligt eller ikke. Har det skadevoldende barn handlet culpøs sammenlignet med et normal handlede barn på samme alder og de øvrige erstatningsretlige betingelser for erstatningsansvar findes at blive opfyld, er barnet som udgangspunkt erstatningsansvarligt. Barnet skal dog være minimum 4 år gammelt. Når børnene er små, gælder der en skærpet tilsynspligt for forældrene og i tilfælde af forsømmelse af denne tilsynspligt, kan de blive erstatningsansvarlige. Forældre hæfter tillige for børns erstatningsansvar med et beløb på 7500 kr. Antages det at barnet er erstatningsansvarligt, må man afgøre, om reglen i 24 a, 2.punkt, fører til, at erstatningen kan lempes eller bortfaldes. 96 Denne lov blev indført i 2009 med det formål, at motivere forældrene til at være opmærksomme på deres børns handlinger jf. Forslag til Lov om hæftelse for børns ersatningsansvar. 97 Jf. Lov om forældres hæftelse for børns erstatningsansvar,

27 4.2 Manglende udvikling hos barnet Tidligere omtalte Culpa og sammenligning med et barn på samme alder er ikke helt rimelig, såfremt det skadevoldende barn er mangelfuldt udviklet i psykisk eller fysisk henseende. Med henblik på denne situation giver bestemmelsens 2.pkt, mulighed for at nedsætte erstatningen eller lade den bortfalde. Lempelse efter denne betingelse må formentlig for det første kunne ske under hensyntagen til selve alderen. Et 7-årigt barn må generelt set bedømmes mildere end et 14- årigt. Men man må uden tvivl også kunne tage individuelle hensyn og lægge vægt på, om det pågældende barn er mindre udviklet end normalt for sin alder 99. I situationen, hvor barnet er dækket af ansvarsforsikring, vil domstolene næppe nedsætte erstatningen eller lade den bortfalde Handlingens beskaffenhed Handlingens beskaffenhed angår såvel handlingens karakter mere eller mindre risikofyldt som graden af den udviste uagtsomhed. En høj grad af farlighed og uagtsomhed taler imod lempelse, mens der for skade forvoldt ved en sædvanligvis ufarlig handling eller ved ringe uagtsomhed vil være større tilbøjelighed til at lempe ansvaret 101. Når skadevolder er uden skyld i skaden, kaldes den hændelig, og for hændelig skade er man ikke ansvarlig. Derfor må skadelidte i en sådan situation selv bære tabet 102 Erstatningsansvar kan pålægges i tilfælde af uagtsomhed i form af simpel eller grov uagtsomhedsbedømmelse, samt ved forsæt. Grov uagtsomhed siges at foreligge, når den udviste adfærd har indebåret en indlysende fare for skadens opståen 103. Et eksempel fra retspraksis, hvor der foreligger grov uagtsomhed er dommen U V; 99 Betænkning 1, s Lærebog s Kommenteret s Familieforsikring s Lærebog s

28 U V 104 De 9 og 10 ½ år gamle drenge var kravlet ned i nogle tørreskabe i omklædningsrummet til en skole og havde for bedre at se tændt tændstikker. Da der ikke var flere tændstikker, antændte de tændstikæsken og lavede på en plastichylde et bål af æsken og noget brændbart materiale som de fandt. Herved opstod der brandskade for godt 3.mill.kr. Da de med vilje havde tændt bål i skabene og anbragt bålet på et brændbart materiale, fandtes de uanset deres alder at have handlet groft uagtsomt, og da branden måtte anses for et påregnelig følge af deres handlemåde, fandtes de erstatningsansvarlige for skaden. Dommen analyseres og sammenlignes med sagen BS 388/91 i projektets afsnit Som et eksempel på en dom, hvor der ikke forelå grov uagtsomhed kan nævnes følgende: U V 105 ; Da en 14-årig skoleelev strøg en tændstik mod væggen i et klasselokale, knækkede den brændende del af tændstikken af og faldt ned i en kasse med vat og julepynt, der stod på en hylde. Vattet blev antændt, og skadevolderen rev kassen ud på gulvet for at trampe ilden ud, hvorved der skete skade på et gulvtæppe. Retten fandt ikke, at sagsøgte ved at stryge tændstikken mod væggen har udført en handling, der var så indlysende farlig eller uforsvarlig, at hans adfærd kan karakteriseres som groft uagtsomt. Forsæt foreligger hos den, der handler med viden og vilje 106 og i teorien opereres med tre forsætgrader. Ved direkte forsæt er skaden ment tilsigtet. Ved sandsynlighedsforsæt må skadevolderen indse, at skaden er en uundgåelig eller en nærliggende følge af handlingen. Ved dolus eventualis som er den laveste sandsynlighedsgrad, har skadevolderen forstået, at skaden vil indtræde som en mulig følge, uden at det må antages, at han ville have handlet anderledes, selv om han havde forstået at skade ville indtræde som en nærliggende eller uundgåelig følge af handlingen 107. Alle forsætgraderne karakteriseres som forsætlige og som det vil kunne læses senere i projektets afsnit 5.2.1, er ansvarsforsikrede børn under 14 år også dækket for denne type skader U V samt lærebog s U V samt lærebog s Juridisk ordbog s Familieforsikring s Jf. FAL

29 4.4 Begrebet Omstændigheder i øvrigt Med ordene omstændighederne i øvrigt giver 24a, 2.pkt., domstolene en bred mulighed for, at lempe erstatningen. Formuleringen sætter principielt ingen grænser for, hvilke omstændigheder der kan tillægges vægt. En redegørelse for retspraksis gives lettest ved at sondre mellem de tilfælde, hvor det skadevoldende barn er dækket af en ansvarsforsikring, og de situationer, hvor dette ikke er tilfældet. 109 Omstændigheder i øvrigt synes, at være det vigtigste kriterium i retspraksis. Begrebet indeholder forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet samt udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre. Dette kriterium synes, at være ret omfattende og derfor bliver beskrevet samt belyst i bachelorprojektets afsnit Nærmere om anvendelsesområdet for EAL 24 a, 2. pkt. 5.1 Forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet. Forholdet mellem parternes evne til at bære tabet har særlig betydning i de tilfælde, hvor hverken skade eller ansvar er dækket af forsikring. Et velhavende, skadeforvoldende barn må efter omstændighederne tåle, at han ikke opnår den lempelse, som et mindre velhavende barn kunne have opnået. Forældrenes økonomiske formåen må dog principielt være lempelsesvurderingen uvedkommende 110. I sagen U H inddrages dog forældrenes formueforhold i bedømmelsen, hvilket forekommer at være af tvivlsom rigtighed 111. Dommen beskrives dog ikke nærmere i projektet. 109 Lærebog s Kommenteret s Lærebog s

30 5.2 Udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre. Dette sidste kriterium, angår i det væsentlige den mulighed, som enten skadevolder eller skadelidte måtte have for at opnå forsikringsdækning; for skadevolders vedkommende i henhold til ansvarsforsikring, for skadelidte typisk tingsforsikring eller personforsikring Ansvarsforsikring Langt størstedelen 113 af danske børn under 15 år er dækket af en ansvarsforsikring hyppigst en familieforsikring, som er den mest udbredte forsikring i Danmark, hvor ca. 2. mio. policer er i kraft hos de ca. 2, 3 mio. husstande 114. Familieforsikring dækker i de tilfælde, hvor en sikret pådrager sig et juridisk erstatningsansvar for skader på personer eller ting forvoldt i forsikringstiden. Dens formål er at betale for en sikret, hvis denne har pådraget sig et erstatningsansvar og at bidrage til at friholde sikrede, hvis der rejses et uberettiget erstatningskrav mod ham eller hende 115. Forsikringen dækker forsikringstageren og dennes husstand 116, samt for hver forsikringsbegivenhed med indtil 5 millioner kroner for personskade og 2 millioner kroner for skade på ting. Ud over erstatningen til den skadelidte dækkes omkostninger i forbindelse med erstatningssagen samt eventuelle renter af erstatningsbeløbet, selv om forsikringssummen derved overskrides 117. I tilfælde af skaden, betaler forsikringstageren en selvrisiko beløb og som hovedregel gælder, at jo større selvrisiko man vælger, desto lavere er forsikringspræmien. Jf. Forsikringsaftalelovens 18, stk. 1 er der ved forsætligt forvoldte begivenheder ingen krav mod forsikringsselskab og det betyder at ansvarsforsikring ikke dækker skader forvoldt med forsæt. Af bestemmelsens 2. pkt. fremgår det, at forsikringsselskabet ved ansvarsforsikring skal dække skader forvoldt ved grov uagtsomhed. For yngre børn gælder der en undtagelse. 112 Kommenteret s Jf. lærebog s. 105 har ca. 90pct. Af alle danske husstande familieforsikring. 114 Familieforsikring s. 11. Tal fra år Familieforsikring s Familieforsikring s Familieforsikring s

31 Reglen fremgår af FAL 19 og betyder, at forsætlige forvoldte skader af børn under 14 år på skadetidspunktet, dækkes af ansvarsforsikringen 118. Årsagen til udvidelsen er, at det ved bedømmelsen af især mindre børns ansvar er svært at skelne mellem skade forvoldt med vilje og skade forvoldt i tankeløshed. Det anføres nærmere, at begreberne grov uagtsomhed og forsæt i Erstatningsansvarslovens forstand er det samme som forsæt og grov uagtsomhed i Forsikringsaftalelovens forstand 119. Opsummerende er det ansvarsforsikret, skadevoldende barn under 14 år sikret ved alle typer uagtsomhed samt ved forsætlige tilføjede skader. Et ansvarsforsikret barn over 14 år er sikret for grov uagtsomhed ligesom personer over denne alder. Ifølge retspraksis vil man normalt ikke gøre børn under 5 år ansvarlige for deres handlinger og dermed pålægge dem et erstatningsansvar. På trods heraf dækker forsikringen personskade forvoldt af børn under 5 år, hvis det manglende juridiske ansvar alene skyldes barnets alder eller manglende udvikling. På samme måde dækkes tingsskade, i det omfang skaden overstiger kr. 120 Hvis forældrene har en almindelige ansvarsforsikring, vil denne dog oftest dække skaden, herunder også forældrenes hæftelse for de kr kr. Man skal dog være opmærksom på, at ansvarsforsikringen ikke dækker, hvis barnet har forårsaget skaden med vilje, medmindre det skadevoldende barn er under 14 år 121. Så langt som ansvarsforsikringen rækker, vil der ikke være behov for i medfør af 24 a, 2. pkt., at lempe den erstatning, som det skadevoldende barn skal betale 122. Denne linje har retspraksis også fulgt, jf. dommen U H, hvor to henholdsvis 5 ½ og 7 år gamle drenge fandtes at have handlet culpøst, ved at kaste sten og rode med en kæp i kalkvæsken med præserverede æg. Det forhold, at drengene var ansvarsforsikrede, medførte til, at erstatningen ikke kunne nedsættes efter Myndighedslovens 63 (nuværende EAL 24a) 123. Dommen er yderligere beskrevet i analyseafsnittet , hvor den sammenlignes med dommen U V. Begge domme belyser i øvrigt ædekvansbegrænsing ved skader forvoldt af børn. 118 Familieforsikring s Familieforsikring s Familieforsikring s Jf. Lov om forældres hæftelse for børns erstatningsansvar. 122 B. Gomard s U H. 31

32 5.2.2 Tingsforsikring I situationer hvor det skadevoldende barn ikke er dækket af ansvarsforsikring, vil der ofte være et behov for at lempe erstatningen. Men heroverfor står den skadelidtes behov for at få sit tab erstattet. Først ses der nærmere på om skadelidte er dækket. I det omfang skadelidtes tab er dækket af en forsikring eksempelvis en brandforsikring ved skader forvoldt ved et barns uforsigtige omgang med tændstikker, er der uden betænkelighed at lade erstatningspligten bortfalde, med mindre skaderne er forvoldt ved forsæt eller grov uagtsomhed. Resultatet følger direkte af EAL 19, stk. 1 og stk. 2 nr I det omfang en skade er dækket af en tingsforsikring eller en driftstabsforsikring, er der ikke erstatningsansvar. Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke, såfremt: den erstatningsansvarlige har forvoldt skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Undtagelsen i denne bestemmelse, er begrundet i præventive hensyn 125 og i denne sammenhæng udtalte Erstatningslovudvalget, at En skade voldt med forsæt, medfører både præventionshensyn og hensyn til retsbevidstheden, at erstatningspligten bør bevares 126. I det omfang skadelidtes tab ikke er dækket af en forsikring er der med 24 a, 2. pkt. s ord omstændigheder i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidtes evne til at bære tabet og udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre, lagt op til, at erstatningen kan lempes, og dette er da også den linje, praksis har fulgt 127. Selv om den skadelidtes tab ikke er dækket af en forsikring, kan der være andre grunde til at nedsætte erstatningen med støtte i EAL 24 a, 2.pkt. s omstændighederne i øvrigt 128. De vanskeligste problemer opstår, når der ikke foreligger specielle omstændigheder, der kan begrunde en nedsættelse af erstatningen, fordi man i så fald er nød til at træffe et valg mellem det skadevoldende barns og den skadelidendes interesser, i hvilket forbindelse der må erindres, at hensynet til den skadelidte ikke uden videre tilsiger, at man pålægger barnet at betale en erstatning af en størrelsesorden, som barnet slet ikke kan magte Lærebog s Kommenteret s Betænkning s Lærebog s Lærebog s. 108 n. 129 Lærebog s. 109 ø. 32

33 Der er ikke megen retspraksis om problemet og i sager vedrørende småskader under kr., vil erstatningen næppe blive nedsat. Ved større skader taler hensynet til det skadevoldende barn med styrke for at reducere erstatningen til en overkommeligt beløb. I sager, hvor domstolene er af den opfattelse, at skadevolderen har handlet meget uagtsomt, vil man dog ikke lempe 130. Ved ildspåsættelser vil brandforsikringsselskaberne, der udbetaler erstatning for brandskaderne være interesseret i, om beløbet kan hentes i det selskab, hvor det skadevoldende barn er ansvarsforsikret. Det kan lade sig gøre, hvis skaden er forvoldt groft uagtsomt eller forsætligt; sidstnævnte dog kun, hvis barnet ikke er fyldt 14 år 131. I denne sammenhæng vil det i projektets næste afsnit blive analyseret sagen BS 388/91, hvor skadevolderens forsikringsselskab blev pålagt, at godtgøre brandforsikringsselskabets udgift 132. I analyseafsnittet nedenfor, vil forholdet mellem erstatning og forsikring blive behandlet samt vurdering af retstilstanden. Om begrebet Omstændigheder i øvrigt, kan det sammenfattende siges, at relationerne mellem erstatning og forsikring betyder, at et barns erstatningsansvar, som trods skadelidtes eventuelle forsikringsdækning opretholdes, fordi der er handlet forsætligt, jf. erstatningsansvarslovens 19, stk. 2, nr. 1, er dækket af en eventuel familieansvarsforsikring, hvis barnet var under 14 år på handlingstidspunktet, jf. forsikringsaftalelovens 19, stk Lærebog s Familieforsikring s Dom af i sagen BS 388/91 33

34 6. Analyse 6.1 Allerede omtalt praksis U V sammenlignet med U H I U V, som beskrives ovenfor i afsnit 3.1.4, fandtes de to brødre på 4 og 6år, at være erstatningsansvarlige for minkavlerens fulde tab på ca kr. Det interessante ved denne dom er, at den stort set svarer til den samme adækvans problemstilling som sagen i dommen U H. I U H, som beskrives i afsnit 5.2.1,blev sagens udfald dog anderledes end i den førstnævnte dom. De to børn fandtes at have handlet culpøst, men erstatningen blev nedsat til halvdelen af beløbet, under særlig hensyn til at de videregående skadelige følger af drengenes forurening af væsken og beskadigelse af nogle af æggene næppe i fuld omgang kunne påregnes af dem. 133 Modsætningsvis er dommen U V, et udtryk for en mere moderne adækvansopfattelse 134 og netop denne dom ønskes derfor analyseret mere dybdegående. De to henholdsvis 4- og 6 år gamle brødre, der klatrede over hegnet til minkfarmen og åbnede 979 bure, hvorfra 1882 dyr løb ud, sagsøges til betaling af kr. som fremgår af sagsøgers tabsopgørelse. De sagsøgte drenge, der ikke havde indsigelser mod opgørelsen af sagsøgeres tab, har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb. De sagsøgte var i øvrigt omfattet af en ansvarsforsikring, som erstattede den del af tabet, som udgjorde udgiften til indfangning af mink, med kr. Det hedder i dommens hoved, at de to brødre gjorde gældende, at den øvrige skade havde været psykologisk upåregnelig for dem og derfor ikke kunne kræves erstattet. Til støtte for deres subsidiære påstand har de sagsøgte anført, dels at der i hvert fald ikke kan pålægges dem ansvar for de undslupne mink, idet der ikke er bevist, at det var dem, som åbnede porten til minkfarmen, eller at de havde kendskab til, at porten var åben, dels at erstatningen, selv om de var omfattet af en ansvarsforsikring, burde nedsættes i medfør af myndighedslovens 63, 2. led ( nuværende erstatningsansvarslovens 24 a), jfr. afgørelsen i U H. 133 Jf. Domstolens udtalelser i dommen U H. 134 Lærebog s

35 Med hensyn til den foreliggende ansvarsforsikring, kan anføres, at domstolene afviser at nedsætte erstatningen eller lade den bortfalde med henvisning til, at barnet er dækket af en ansvarsforsikring 135. Dette skete også i denne sag men anderledes i U H, hvor erstatningen blev nedsat til halvdelen af beløbet, selvom drengene var ansvarsforsikrede. Højesteret lagde dog til grund for nedsættelsen, at de videregående skadelige følger af drengenes forurening af væsken og beskadigelse af nogle af æggene næppe i fuld omgang kunne påregnes af dem. 136 Idet begge domme omhandler pilfingerskader, er der i denne sammenhæng nødvendigt, at undersøge om børnene er blevet advaret mod den foretagne handling samt, om de skadevoldende børn efter deres alder burde have været klar over, at legen kunne medføre skade. I sagen U V, gik drengene over vejen i strid med det forbud, der var givet dem og indskærpet mange gange. Børnenes mor har dog aldrig advaret drengene med hensyn til mink og hendes viden omkring mink var ret begrænset. I sagen U H fandtes drengene efter deres alder (5 ½ og 7 år)at være klar over, at der ved deres handlemåde ville ske skade på æggene. I denne sag fandtes der ingen støttepunkter for, at drengenes værge skulle have tilsidesat sin pligt til at føre tilsyn med børnene, og derfor frifandt domstolen for det mod ham personlig rejste krav. Dommens U V udfald var at skadevolders individuelle psykologiske evne til at indse følgerne af en ansvarspådragende handling betød ikke noget for påregneligheden 137 Idet det var tale om atypiske skader, som der var rimeligt at lade minkavleren bære risikoen for, fandtes drengene erstatningsansvarlige for minkavlerens fulde tab. Landsretten henviste i dommen til den omstændighed, at drengene var ansvarsforsikrede og pålagde dem ansvar, hvor de i modsat fald ville være frifundne 138. Det er nærliggende at forestille sig, at sagen havde fået et andet udfald (f. eks. reduktion i ansvaret for den meget kostbare skade), såfremt de skadeforvoldende drenge ikke havde været dækket af en ansvarsforsikring Lærebog s Højesterets udtalelse i U H. 137 Erstatningsret s. 13 samt afsnit Jf. Afsnit Kommenteret s

36 6.1.2 U V sammenlignes med sagen BS 388/91 Begge domme omhandler børns leg med tændstikker med efterfølgende ildspåsættelse. Begge domme er også tilsvarende. Disse er blevet udvalgt, for at belyse problemet omkring ansvarsforsikringens dækning af forsætlig forvoldte skader af børn under 14 år. Som tidligere anført er de fleste brandforsikret og i dette tilfælde, bortfalder børns ansvar ofte efter Erstatningsansvarslovens 19, eller erstatningspligten nedsættes efter Erstatningsansvarslovens 24a. Brandforsikringsselskaberne, der udbetaler erstatning for brandskaderne, er selvsagt interesseret i, om beløbet kan hentes i det selskab, hvor det skadevoldende barn er ansvarsforsikret. Det kan lade sig gøre, hvis skaden er forvoldt groft uagtsomt eller forsætligt. Sidstnævnte dog kun, hvis barnet ikke er fyldt 14 år 140. Dommen af i sagen BS 388/91 belyser dette problem, idet skadevolderen i sagen var over 14 år gammel på skadetidspunktet. I U V havde to drenge på henholdsvis 9 og 10 år kravlet ned i nogle tørreskabe i omklædningsrummene til en skoles gymnastiksal. De forsøgte at afmontere låsene i skabene, men da det var mørkt tændte de nogle tændstikker, og da disse var ved at slippe op, satte de ild til tændstikæsken og lagde den på en plastichylde i naboskabet. For at bevare ilden, smed de noget popcorn og en fjerbold på ilden. Imidlertid mistede de kontrollen over ilden. De forsøgte at slukke med en spand vand, men det lykkedes ikke, hvorefter de hentede hjælp og sørgede for, at der blev ringet efter brandvæsenet. Til trods herfor androg skaderne ved branden godt 3.mio.kr., som skolens forsikringsselskab krævede af de selskaber, hvor børnene var ansvarsforsikrede. 141 Sagsøgeren, Kommunernes gensidige Forsikringsselskab, havde til støtte for deres påstand gjort gældende at drengene havde med vilje lavet et bål( ) og udvist en hensynsløshed og en letsindighed, der ligger langt ud over, hvad selv letsindige drenge på samme alder kunne finde på, og den omhandlede skade er opstået som en også for børn på deres alder påregnelig følge heraf. Selv om følgen eventuelt alene måtte kunne tilregnes dem som simpelt uagtsom, må de sagsøgte være ansvarlige, da deres handlemåde som sådan var groft uagtsom. 140 Familieforsikring s Lærebog s

37 De sagsøgte drenge har påstået frifindelse og gjort gældende, at det ikke var med vilje de tændte et bål. De ville blot lege og skaffe sig lys til arbejdet med låsen. Domstolen fandt frem til, at de sagsøgte havde handlet groft uagtsomt og den omfattende brandskade regnedes for en påregnelig følge af deres handlemåde. De to drenge fandtes derfor erstatningsansvarlige for skaden, jf. Erstatningsansvarslovens 19, stk. 2, nr Dommen er af flere kritiseret for at være for hård, idet det ikke er taget fornødent hensyn til børnenes alder 143. På det 33. nordiske juristmøde i 1993, tog blandt andre Bo von Eyben 144 begrebet grov uagtsomhed på forskellige retsområder under behandling. I artiklen om betydningen af begrebet grov uagtsomhed, nærmere i afsnittet om ansvar ved forsikringsdækning, kritiserer von Eyben udfaldet i dommen U V, hvor han udtaler følgende: hvis der i stedet er anlagt en samlet vurdering af, om forholdet er groft uagtsomt, er der næppe taget tilstrækkeligt hensyn til børnenes alder, 145. I denne sammenhæng er det derfor vigtigt, at undersøge, hvordan sådant vurdering af grov uagtsomhed foregår i praksis. I uagtsomhedsvurderingen i sager om ildspåsættelser, ligger domstolene vægt på, at ild er så tydelig og potentielt skadevoldende element, at børn må kunne indse faren i legen med ilden.. Derved må de som udgangspunkt bære ansvaret for skader forårsaget heraf. 146 I uagtsomhedsbedømmelsen af drengenes adfærd var der taget stilling til aldersvarende børns normalhandling, hvor der formodes at drengene havde handlet uforsigtigt, da de satte ild til et brændbart materiale som plastic. Retspraksis lagde afgørende vægt på, at de skadevoldende børns adfærd indebar en indlysende fare for den indtrådte skade. De fandtes derfor uanset deres alder, at have handlet groft uagtsomt da de med vilje havde tændt bål i skabene. Den handlemåde, hvorpå drengene reagerede efter ilden har bredt sig, synes, at være den rette (også når der tages deres unge alder i betragtning). Drengene forsøgte på, at slukke ilden og efterfølgende hentede hjælp og sørgede for, at der blev ringet efter brandvæsen 147. Der må formodes, at Von Eybens kritik af uagtsomhedsbedømmelsen i denne dom er ikke aktuelt i den moderne retspraksis. 142 Jf. Afsnit Familieforsikring s Dr.jur og siden 1989 professor i retsvidenskab ved Juridisk Fakultet på Københavns Universitet wikipedia.dk 145 B.Von Eyben, det 33.nordisk juridisk møde s Fra Retssal.dk 147 Følgende er udtryk for personlige overvejelser. 37

38 Uagtsomhedsbedømmelse ved ildspåsættelser synes derfor, at være strengt og i retspraksis, findes der kun en eneste frifindende dom ASD 1950 B. 147 Ø som vedrører en dreng på 4 ½ år. Hvis drengene i U V, fandtes i stedet for, at have handlet simpelt uagtsomt i stedet for groft uagtsomt, ville sagsøgeren Kommunernes gensidige Forsikringsselskab, som er skolens brandforsikrer, være afskåret fra at gøre drengene (og hermed deres ansvarsforsikringsselskab) erstatningsansvarlige for branden, jf. EAL I det foreliggende tilfælde, hvor der reelt alene var tale om en retssag imellem tre forsikringsselskaber, talte heller ikke præventive grunde for at pålægge de sagsøgte drenge erstatningsansvar. I de nyere domme og blandt andet i afgørelsen FED Ø statuerer domstolen grov uagtsomhed hos to henholdsvis 8 og 10 år gamle børn: Tre drenge i alderen 8-10 år forvoldte ved leg med tændstikker brandskade på bygning og løsøre. Forsikringsselskabet A, der havde betalt bygningsskaden, ønskede i medfør af bestemmelserne i EAL 19, stk. 2, nr. 1 om grov uagtsomhed at gøre regres for erstatningsudbetalingen. På baggrund af indholdet af ML 63 blev der alene anlagt sag mod drengen B, der var ansvarsforsikret. Drengene forklarede, at de ønskede at lege med tændstikker, at de for B's lommepenge havde købt et antal æsker tændstikker, og at de senere i deres "hule", der var en gammel uindregistreret bil, der beroede i den udbrændte bygning, skiftevis satte ild til diverse antændeligt materiale, som de umiddelbart efter slukkede på ny. Trods flere forsøg lod den sidste antændelse sig imidlertid ikke umiddelbart slukke, hvorfor drengene "stak af" fra stedet. B erkendte ved sin værge, at der var handlet simpelt uagtsomt, men afviste at have handlet groft uagtsomt. Det kunne efter hans opfattelse ikke antages, at børn i denne alder kan overskue konsekvenserne af at lege med tændstikker, selv om de ved, at dette ikke er tilladt. B blev dømt regrespligtig i overensstemmelse med A's påstand, idet retten fandt, at drengene uanset alder havde handlet groft uagtsomt, således at bestemmelserne i EAL 19, stk. 2, nr. 1 kunne finde anvendelse 149. Dommen af i sagen BS 388/91 er valgt for at belyse forskelle mellem bestemmelserne i EAL 19, stk. 2, 1. pkt. samt FAL 19. Som tidligere anført er brandforsikringsselskaberne, dem der udbetaler erstatning for skaderne i forbindelse med ildspåsættelser. Disse selskaber er derfor interesseret i, om beløbet kan hentes i det selskab, hvor det skadevoldende barn er ansvarsforsikret og i medfør af EAL 19, stk.2, 1.pkt. kan dette lade sig gøre, hvis skaden er forvoldt groft uagtsomt eller forsætligt. Forsætlige forvoldte skader kan hentes i de tilfælde hvor barnet ikke er fyldt 14 år, og dette fremgår af bestemmelsen i FAL 19. Ved simpel uagtsomt forvoldte skade er der ikke erstatningsansvar for. 148 Nærmere i afsnit FED Ø. 38

39 Sagen BS 388/91 handler om en dreng på 14 ½ år, der Nytårsaften havde smidt en tændt stjernekaster ind gennem en ventilationsskakt til Brugsen. I retten forklarede han, at der var hans hensigt, at stjernekasteren skulle blive liggende på kanten af skakten, som han ikke kunne nå op til. Stjernekasteren faldt da også gennem skakten og antændte materiale på den anden side. Brugsen fik en brandskade på ca kr., som blev betalt af det brandforsikringsselskab, hvor brugsen var forsikret. Brandforsikringsselskab ønskede herefter dette beløb tilbagebetalt af det ansvarsforsikringsselskab, hvor drengen og hans moder var forsikret. Brandforsikringsselskabet gjorde gældende, at skadevolderen havde handlet groft uagtsomt, og at de derfor i medfør af EAL 19 stk. 2 havde regres for beløbet hos skadevolderen. Ansvarsforsikringsselskabet hævdede, at skadevolderen havde forvoldt skaden forsætligt og derfor ikke var omfattet af ansvarsforsikringens dækning (idet drengen er over 14 år gammel). Skadevolderen selv mente, at der var tale om en skade forvoldt ved simpel uagtsomhed, nærmest en skade forvoldt i kådhed, og at der i alle tilfælde ikke kunne være tale om, at skaden var forvoldt med forsæt. I så fald ville han være stukket af, og ikke som der var tilfældet forsøge at slukke ilden og tilkalde brandvæsenet. 150 Retten udtalte, at der ikke var grundlag for at antage, at skadevolder handlede med forsæt til at forvolde ildebrand eller at den indtrufne skade var en så påregnelig følge af hans handling, at der kunne siges at foreligge sandsynlighedsforsæt eller at have indset, at der var risiko for at stjernekasteren ville forvolde brand, men uanset dette alligevel have kastet stjernekasteren. Retten fandt heller ikke, at drengens handling bevidst at kaste en tændt stjernekaster op mod en delvis defekt ventilationsskakt var af en så grov karakter, at han burde hæfte for sine uagtsomme følger af sin handling. 151 Derimod fandt retten at, at skadevolderen havde handlet groft uagtsomt og lagde i den forbindelse vægt på, at skadevolderen var klar over, at der manglede en eller flere lameller i ventilationsskakten, og at han således burde have indset, at der var en nærliggende risiko for, at stjernekasteren, som han vidste, var brandfarlig, ville flyve gennem skakten og forvolde ildebrand i bygningen. Skadevolderens ansvarsforsikringsselskab blev herefter pålagt at godtgøre brandforsikringsselskabets udgift på kr Familieforsikring s. 297 samt BS 388/ Jf. Dommens præmisser. 152 Familieforsikring s

40 6.1.3 Opsummerende om sammenligninger Hvis man har handlet uforsvarligt, skal man erstatte de adækvate skader 153. I den erstatningsretlige litteratur forklares denne betingelse ofte med, at skaden skal have været en påregnelig følge af handlingen, hvilket skal betyde, at skadevolderen, dengang han foretog den uforsvarlige handling, indså eller burde have indset, at skaden lå inden for de mulige følger, handlingen kunne få. 154 I dommen U V, er konklusionen, at de to brødre på henholdsvis 4 og 6 år fandtes erstatningsansvarlige for minkavlerens omfattende tab. Skaderne anses for ædekvate, selvom de ikke havde været psykologisk påregnelige for de to skadevoldere. I opposition til den overnævnte dom er U H. Hvor dommen i U V er en mere moderne ædekvansopfattelse, var dommen i sagen U H, formuleret i overensstemmelse med meget traditionelle adækvanssynspunkter. Dommen U H, resulterede i, at de to 5 ½ årige Erik og 7 årige Arne, fandtes at have handlet culpøst, men erstatningen blev nedsat, under særlig hensyn til, at de videregående skadelige følger af forureningen af væsken og beskadigelse af æggene næppe i fuld omfang kunne påregnes af dem. Adækvansproblem er også blevet belyst i dommen U V, hvor de to henholdsvis 9 og 10 år gamle drenge, havde forvoldt en omfattende brand på skolen. De fandtes at have handlet groft uagtsomt og brandskaden anses for en påregnelig følge af deres handlemåde. Det kan diskuteres hvorvidt drengene i det sidstnævnte sag indså eller burde have indset, at skaden lå inden for de mulige følger, handlingen kunne få. Drengene har gjort gældende, at de blot ville lege og skaffe sig lys til arbejdet med låsen. Tilsvarende U V er sagen BS 388/91, hvor en 14 ½ årig dreng fandtes at handle groft uagtsomt ved at kaste en stjernekaster ind gennem ventilationsskakt til Brugsen, hvor branden opstår. I begge domme er drengene fundet til at have handlet med grov uagtsomhed. Drengen er BS 388/91 er dog betydelig ældre end de to drenge i U V, mens dommens udfald er den samme. Dommen i BS 388/91 er dog med den forskel, at drengen var over 14 årgammel på skadetidspunktet, og derfor ikke omfattet af FAL 19, idet denne bestemmer, at forsætlige skader forvoldt af børn over 14 år, dækkes ikke Jf. den traditionelle adækvanslære 154 Erstatningsretten s Jf. Afsnit

41 I alle fire domme er drengene dækket af ansvarsforsikringen. I U V gøres det i dommen tydelig, at drengene er dækket af en ansvarsforsikring. Forholdet mellem erstatning og forsikring er efterfølgende beskrevet nedenfor i afsnit Forholdet mellem erstatning og forsikring I årene siden myndighedsloven kom, har det udviklet sig en afgørende sondring efter om der er tegnet en ansvarsforsikring, der dækker barnets handling, eller om der ikke foreligger en sådan forsikring 156. Som anført tidligere i kapitel 5.2.1, er familieforsikringen det mest udbredte og dækker alle familiemedlemmernes handlinger og derfor også børnenes. Praksis er den, at hvis der foreligger en ansvarsforsikring, fastholdes det fulde ansvar for barnets vedkommende. I det moderne praksis lempes der normalt aldrig i ansvaret, når der foreligger en ansvarsforsikring. Foreligger der derimod ikke en sådan forsikring, pålægges der kun et begrænset erstatningsansvar. Helt klare regler for i hvilket omfang ansvaret begrænses kan man vistnok ikke udlede af praksis, men man rammer nok nogenlunde det rigtige ved at sige, at det er meget almindelig med halv erstatning hvis barnets handling er særlig grov. At fastholde erstatningsansvaret fuldt ud for et uforsikret barns handling forekommer derimod praktisk talt aldrig i moderne retspraksis. Det er klart, at når man har en regel, der siger, at barnet er fuldt ansvarligt, når der foreligger ansvarsforsikring, så bliver det afgørende vigtigt at finde ud af, hvad grænsen for barnets ansvar er 157. Ved ildspåsættelser og pilfingerskader forårsaget af børn har domstolene været strenge, hvilket ytrer sig ved, at børn helt ned til knap 4 år er blevet fundet ansvarlige 158. På det 20. nordiske juristmøde i 1954, var landsrettens praksis genstand for kritik. Blandt andre gik Henrik Bache 159 ind for, at der skulle sættes en erstatningsmæssig minimumsalder på 8 år for 156 Risiko og skyld s B. Gomard s Lærebog s. 106 samt afsnit Højesteretssagfører. 41

42 børns ansvar, mens Borum i Svensk Juristtiding 1945 havde anbefalet 7 år. Betænkning nr. 352 af 1964 om børns erstatningsret foreslår en grænse på 6 år. Imod tanken kan for det første anføres, at det store flertal af børn antagelig med den udbredelse familieansvarsforsikringen har, er dækket af forsikring. Om de uforsikrede børn mener B.Gomard 160, at den danske praksis måske er på den rigtige vej, for så vidt som den lemper erstatningsansvaret, men at den burde gå et betydeligt skridt videre 161. Efter hans opfattelse ville det være rigtigt at lempe erstatningsansvaret så vidt, at man kommer ned på ret beskedne beløb. Derved ville man opnå en præventiv virkning af erstatningsregler overfor børn, at også barn kunne tage ved lære. Under Nordisk Råds session i 1964 begyndte man endnu at tale om at indføre en obligatorisk ansvarsforsikring, der dækker skade forvoldt af børn, uanset om noget personligt ansvar kan pålægges børnene eller deres forældre. En obligatorisk ansvarsforsikring ville give alle skadelidte den erstatning for deres tab, som de synes at have rimeligt krav på, og udgiften til en sådan forsikring ville være beskeden. Denne tanke har ikke vundet større gehør hverken i det danske erstatningsudvalg eller i forsikringskredse 162. På det 20.nordiske juristmøde i Oslo, 1954, behandledes emnet Børns erstatningsansvar udenfor kontrakt. 163 Theodor B. Lindal mente dengang, at forsikringen var den bedste udvej, men en sådan forsikring burde være tvungen. Skadelidte har et erstatningskrav mod en erstatningsansvarlig skadevolder når de i afsnit 3.1 nævnte betingelser er opfyldt. Skadevolderen kan have en ansvarsforsikring og hvis dette er tilfældet og forsikringen dækker i den pågældende situation, har skadevolderen krav på, at forsikringsselskabet holder ham skadesløs for erstatningspligten over for skadelidte. Det er således ikke ansvarsforsikringens eksistens, der begrunder skadevolderens erstatningspligt over for skadelidte; den bygger ene og alene på erstatningsreglerne. Men ansvarsforsikringen har naturligvis den indirekte virkning over for skadelidte, at den gør erstatningsreglerne mere effektive. Hvis en skadevolder ikke har nogen formue, ville skadelidte vanskeligt kunne inddrive erstatningskravet hos denne. Så langt forsikringen rækker, har skadelidte derved sikkerhed for, at erstatningspligten bliver opfyldt. Som sikkerhed for, at skade forvoldt af børn erstattes, er forsikring den bedste udvej. 160 Dansk jurist, professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet. 161 B. Gomard s Risiko og skyld s Theodor B.Lindal. 42

43 6.3 Vurdering af retstilstanden De seneste års praksis, som beskrives ovenfor, tyder på, at domstolene langt hen af vejen lægger vægt på om det skadevoldende barn er ansvarsforsikret. Hvis det er tilfældet, er det ikke domstolenes praksis, at lempe erstatningsansvaret efter EAL 24a med henvisning til, at der er tegnet en ansvarsforsikring. På den anden side kan den omstændighed, at der er tegnet ansvarsforsikring, medføre, at en skadevolder bliver dømt til at betale større erstatning, end han ellers ville være. Som tidligere anført, i projektets afsnit 1.2 er præventionshensyn samt genoprettelseshensyn, de grundlæggende aspekter i erstatningsretten. Det præventive aspekt indebærer, at udsigten til at betale erstatning for skader, som skyldes uforsvarlige adfærd, skal motivere folk til at handle med fornøden agtpågivenhed. Genoprettelseshensynet indebærer, at den skadelidte får økonomisk genopretning for det lidte tab. Erstatningsreglerne kan derfor siges at have en tryghedsskabende funktion 164. Men hvad viser børns erstatningsretlige stilling om begrundelsen af de ovenfor beskrevne erstatningsregler? Og hvilken præventiv virkning domfældelser til erstatning har på mindre børn og hvordan ser det ud med den genoprettende værdi? Som tidligere nævnt er familieforsikringen det mest udbredte og det oplyses, at ca. 90 pct. af alle husstande har sådan en type forsikring 165. Derfor formodes at langt størstedelen af børn har ansvarsforsikring. I forhold til emnet, findes det også nødvendigt, at vurdere retstilstanden i forhold til de uforsikrede børn, som formodes at udgør under 10 pct. I forhold til det præventive aspekt er der vigtigt at tilføje, at børn frygter straf, men en høj erstatningssum er vist ikke noget, de gør sig tanker om, og hvis de gør, kan de næppe forstå den økonomiske konsekvens 166.Hvis begrundelsen for domfældelser er, at det er tegnet ansvarsforsikring, må der formodes, at der er ligger ingen præventiv virkning 167. Da barnet er den skadevoldende part, er det som udgangspunkt også barnet selv, der skal betale erstatningen til skadelidte men efter Lov om forældres hæftelse, der trådte i kraft d. 1/7 2009, hæfter forældrene dog for deres hjemmeboende børns erstatningsansvar på indtil kr pr. skade. 164 Lærebog s Lærebog s Risiko og skyld s Risiko og skyld s

44 Lovens formål er, at motivere forældrene til at være mere opmærksomme på deres børn 168. Idet familieforsikringen også dækker dette beløb af forældrenes hæftelse, kan det bekræftes igen at der foreligger ingen præventiv virkning. Under den nuværende retstilstand, hvor ansvarsforsikring normalt er frivillig og derfor ikke tegnes af alle, mener mange, at ansvarsforsikring medfører en slappelse af agtpågivenheden. En ansvarsforsikring, der dækker ansvar for visse handlinger, fjerner i det væsentlige erstatningsreglernes umiddelbart præventive virkning. På de områder, hvor erstatningsreglernes umiddelbart forebyggende virkning har betydning, er det i betragtning heraf efter almindelig psykologisk erfaring mest sandsynligt, at bevidstheden om at være dækket vil have en tendens til at svække agtpågivenheden 169. Den begrænsning som ofte gælder for forsikringsdækning i form af selvrisiko, medvirker dog til at forebygge skader, ved at agtpågivenheden skærpes. På den måde pålægges sikrede selv at bære en del af tabet ved skader, der er omfattet af forsikringen 170. I de tilfælde, hvor det skadevoldende barn, ikke er forsikret, formodes der, at forældrene vil være mere opmærksomme på deres børn og hermed formålet med indførelsen af Lov om forældres hæftelse for børns erstatningsansvar vil virke præventivt 171. I det tilfælde, hvor børnene er små, kan forældrene også blive pålagt erstatningsansvar i tilfælde af manglende opsyn (jf. afsnit om tilsynspligt). Erstatningerne har naturligvis også deres genoprettede værdi. Men er barnet ikke ansvarsforsikret, og er forældrene ubemidlede, så de ikke kan betale for børnene, har det ikke megen praktisk mening eller større værdi, at et yngre barn skal betale en større sum, når det kommer i den alder, hvor det kan tjene noget. Og er der gået år efter skadetilføjelsen, uden at der er betalt, vil skadelidte ofte have tilpasset sig sådan, at ulempen for skadevolderen ved at skulle betale er væsentlig større end for skadelidte ved ingen betaling at få. Når børn dømmes til erstatning for ældre mennesker, kan der være stor sandsynlighed for at kravet må tilhøre et dødsbo eller arvinger Jf. Lov om forældres hæftelse 169 B. Gomard s Lærebog s Følgende er udtryk for personlige overvejelser. 172 Risiko og skyld s

45 Disse domfældelser af mindre børn synes derfor kun at kunne være til nytte i det omfang, børnene er formuende eller ansvarsforsikrede. Ansvarsforsikring skaber dog ikke sikkerhed for, at alle erstatningsbeløb bliver betalt. Forsikringsydelserne er i almindelighed begrænset, så at de ikke kan overstige bestemte beløb. I den almindelige frivillige ansvarsforsikring er grænsen gerne 5 millioner kroner for personskade, og 2 millioner kroner for tingsskade 173. Så langt dækningen rækker, sikrer ansvarsforsikringen den ansvarlige skadevolder mod selv at skulle betale erstatningen til den skadelidte, og for så vidt fjerner den utrygheden for de potentielle skadevoldere. Samtidig gør ansvarsforsikringen erstatningsreglerne mere effektive set ud fra de skadelidtes synsvinkel, fordi de i tilsvarende udstrækning har sikkerhed for, at skadevolderens erstatningspligt bliver opfyldt 174.Om domstolenes lempelse af ansvaret i tilfælde af uforsikrede børn, mener Gomard er det rette vej og tilføjer samtidigt af domstolene burde går et skridt videre og sætte beløbet længere ned til et beskedent beløb. I besvarelsen af de indledende spørgsmål, kan det svares, at domfældelser til erstatning på mindre børn synes ikke at have noget præventivt virkning. Den genoprettende værdi synes kun at have virkning i tilfældet hvor der foreligger ansvarsforsikring som dækker skadelidendes tab. Anderledes ser situationen ud i forhold til andre landes bestemmelser om børns erstatningsansvar. Storbritanniens og Frankrigs bestemmelser inddrages derfor i dette afsnit for at belyse de væsentligste forskelle på disse landes bestemmelser i forhold til den danske EAL 24 a. Dømmes der en person over den kriminelle lavalder (der i Storbritannien er 10 år) for en strafbar handling, kan retten ved en såkaldt compensation order, beslutte, at den pågældende skal betale en erstatning på op til til skadelidte i anledning af det strafbare forhold. Er den dømte under 18 år, er udgangspunktet imidlertid, at erstatningsansvaret ikke pålægges den dømte, men derimod dennes forældre eller værge. Retten fastsætter erstatningen til et beløb, der findes»passende«under hensyn til sagens omstændigheder. 173 Familieforsikring s Lærebog s

46 Udstedelse af en parental compensation order forudsætter dog, at retten finder, at et erstatningsansvar for forældrene vil kunne have en præventiv effekt. Inden retten træffer beslutning om udstedelse af en parental compensation order, skal den derfor indhente og vurdere oplysninger om barnets familiemæssige forhold og den forventede effekt af forældreerstatningsansvaret. Det tilføjes yderligere, at denne regel har været gældende siden 2006, men der har ikke endnu været tilfælde, hvor forældre er blevet pålagt erstatningspligt 175. Anderledes er situationen i Frankrig, hvor forældre er erstatningsansvarlige for de skader, deres børn måtte forvolde. Forudsætningerne for at pålægge et forældreansvar er, at barnet har foretaget en skadevoldende handling, som barnet selv kan gøres ansvarlig for. Forældreansvaret påhviler indehaveren af forældremyndigheden og forudsætter, at det skadevoldende barn er under 18 år og hjemmeboende Konklusion Dette bachelorprojekt har belyst området for børns erstatningsansvar efter EAL 24 a og vist at børn under 15 år, bedømmes i princippet på samme måde som voksne, dog med den væsentlige modifikation, at culpa målestokken her fastlægges i forhold til et normalt udviklet barn på samme alder. Hvornår er et barn under 15 år erstatningspligtigt ifølge erstatningsansvarslovens 24 a og hvordan afgøres om erstatningen kan lempes eller bortfalde? Retspraksis har fastlagt, at børn under 4år ikke er erstatningsansvarlige. Udgangspunktet er derfor, at bestemmelsen gælder for børn mellem 4 og op til 15 år. De grundlæggende betingelser for at ifalde erstatningsansvar er de samme for både børn og voksne. Det betyder, at der skal være lidt et økonomisk tab, foreligge årsagssammenhæng mellem skade og handling samt adækvans som indebærer, at den ansvarspådragende adfærd skal kunne forøge risikoen for, at den pågældende skade indtræder. Ifølge domspraksis betyder skadevolders 175 Forslag til Lov om hæftelse for børns ansvar, afsnit Forslag til Lov om hæftelse for børns ansvar, afsnit

47 individuelle psykologiske evne til at indse følgerne af en ansvarspådragende handling ikke noget for påregneligheden. Børns erstatningsansvar er fastlagt gennem retspraksis, og kan opdeles i følgende typer skader: trafikskader, legeskader, ildspåsættelser og pilfingerskader. Bachelorprojektet omhandler de to sidstnævnte. Ved ildspåsættelser pålægges børn et strengt ansvar mens ved pilfingerskader er ansvaret ikke så strengt. Her lægger Domstolene vægt på, hvorvidt barnet efter sin alder bør være klar over, at handlingen kan medføre skade. Forældre kan også ifalde et selvstændigt erstatningsansvar for skader forvoldt af deres børn, hvis deres adfærd i sig selv er ansvarspådragende i forhold til barnets skadegørende handling. Efter retspraksis er forældrenes erstatningsansvar knyttet til, om de i den konkrete situation har ført et rimeligt tilsyn med barnet. Hvis et barn under 15 år pålægges erstatningsansvar, er der efter erstatningsansvarslovens 24 a, 2. pkt., under visse betingelser mulighed for at lempe erstatningsansvar. Der er især tre områder, der har betydning, når domstolene skal afgøre, hvorvidt lempelse eller bortfald kan være aktuelt. Ved manglende udvikling hos barnet, vil det omtalte sammenligning med et barn på samme alder, være ikke rimelig og derfor vil erstatningen kunne nedsættes eller bortfalde. Ved handlingens beskaffenhed, vurderer domstolene handlingens farlighed samt uagtsomhedsgraden. Der sondres mellem simpel og grov uagtsomhed samt forsæt. Med ordene omstændigheder i øvrigt giver EAL 24a, 2. pkt., domstolene en udstrakt mulighed for at lempe erstatningen. Retspraksis sondrer mellem de tilfælde, hvor det skadevoldende barn er dækket af en ansvarsforsikring, og de situationer, hvor dette ikke er tilfældet. Selv om de almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt, kan der ikke gøres erstatningsansvar gældende over for skadevolderen, i det omfang den skadelidte har tegnet en tingsforsikring eller en driftstabsforsikring, der dækker den pågældende skade, jf. erstatningsansvarslovens 19. Det gælder dog ikke, hvis skaden er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed, jf. erstatningsansvarslovens 19, stk. 2, nr. 1. En almindelig familieansvarsforsikring omfatter forsikringstager samt dennes hjemmeboende børn og udeboende børn under 21 år. Skader, der forvoldes af et barn, er dermed som hovedregel dækket af en ansvarsforsikring, hvis forældrene har tegnet en almindelig familieforsikring, som typisk indeholder både en indbo- og en ansvarsforsikring. 47

48 Efter forsikringsaftalelovens 18, stk. 1, er udgangspunktet, at ansvarsforsikringen ikke dækker, hvis den sikrede (skadevolder) har fremkaldt forsikringsbegivenheden forsætligt. 18 finder bl.a. ikke anvendelse, når den sikrede er under 14 år, jf. forsikringsaftalelovens 19, stk. 1. Begrundelsen herfor er i forarbejderne beskrevet således, at det med mindre børns ansvar kan være vanskeligt at skelne mellem skade, der forvoldes med vilje, og skade, der skyldes tankeløshed. Bestemmelsen indebærer, at en familieansvarsforsikring også dækker skader, som er forvoldt forsætligt, hvis skadevolderen er under 14 år på handlingstidspunktet. Dette gælder uanset karakteren af den ansvarspådragende handling. Kan den omstændighed, at skadevoldende barn er ansvarsforsikret medføre til, at der pålægges erstatningsansvar i situationer, hvor det i modsat fald ville være blevet frifundet? En gennemlæsning af domspraksis inddraget i bachelorprojektet kan imidlertid ikke undgå at efterlade det indtryk, at domstolene lægger vægt på, hvorvidt det skadevoldende barn er dækket af en ansvarsforsikring eller ej og så langt som ansvarsforsikringen rækker, vil der ikke være behov for i medfør af EAL 24 a, 2. pkt. at lempe den erstatning, som det skadevoldende barn skal betale. Har EAL 24 a i retspraksis levet op til erstatningsreglernes formål om et genopretningshensyn, hvor den skadelidte skal kompenseres for sit tab, og et præventivt hensyn, hvor den ansvarlige skadevolder motiveres til agtpågivenhed? Retspraksis ved børns erstatningsretlige stilling viste, at genopretningshensynet kun foreligger i de tilfælde, hvor det skadevoldende barn er ansvarsforsikret. Selvom domstolene er tilbøjelige til at lempe erstatningen i de tilfælde, hvor det skadevoldende barn ikke er forsikret, er børn i virkeligheden ubemidlede og kan ikke betale erstatningen til den skadelidende. Erstatningsansvarslovens 24 a findes derfor ikke at leve op til erstatningsreglernes formål om genopretning i de tilfælde, hvor barnet er uforsikret. Det præventive hensyn synes ikke, at foreligge, hverken i det tilfælde, hvor det skadevoldende barn er ansvarsforsikret eller når barnet ikke er ansvarsforsikret. Lov om hæftelse for børns erstatningsret, menes dog at have en vis præventiv betydning for forældrene. 48

49 8. Litteraturliste Bøger Erstatningsansvarsloven med kommentarer af Jens Møller og Michael S. Wiisbye, Juristog Økonomforbundets Forlag, 6. udgave, 1. oplæg, Kaldenavn i projektet: Kommenteret. Lærebog i erstatningsret af Bo von Eyben og Helle Isager, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 6. udgave, 1. oplæg, Kaldenavn i projektet: Lærebog Familieforsikring af Jørgen Gawinetski og Henning Jønsson, Forlaget Thomson, 4. udgave, 1. oplæg, København Kaldenavn i projektet: Familieforsikring Risiko og Skyld i erstatningspraxis af Jørgen Trolle, Gads Forlag, 2. udgave, København Kaldenavn i projektet: Risiko og Skyld. Erstatningsret af Tina M. Nielsen, Forlagene I DAG & NORDAN, 4. udgave, Kaldenavn i projektet. Erstatningsret. Erstatningsretten af A. Vinding Kruse, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 5. udgave, Kaldenavn i projektet: Erstatningsretten Moderne erstatningsret af Bernhard Gomard, Jurist og Økonomforbundets Forlag, 1. udgave, 2. oplæg, Kaldenavn i projektet: Moderne erstatningsret. Retshistorie af Ditlev Tamm, Jurist og Økonomforbundets Forlag, 1. udgave, Kaldenavn i projektet: Retshistorie. Rettens grund: Filosofi, videnskab, metode, kompendium i faget retshistorie og retsfilosofi, under udarbejdelse af Carsten Munk- Hansen, Herning, september Kaldenavn i projektet: Rettens grund. Juridisk ordbog af Bo von Eyben, Forlaget Thomson, 12. udgave, 1. oplæg, København Kaldenavn i projektet: Juridisk ordbog. 49

50 Artikler og debatter Det 18. nordiske juristmøde, København 1948: Bør erstatning uden for kontraktforhold kunne nedsættes? af H. Ussing, hentet online fra Kaldenavn i projektet: Det 18. nordiske juristmøde Det 20. nordiske juristmøde, Oslo 1954, behandling af emnet børns erstatningsansvar af Bernhard Gomard, hentet online fra Kaldenavn i projektet: B. Gomard. Det 20. nordiske juristmøde, Oslo 1954: Børns erstatningsansvar udenfor kontrakt af Theodor B. Lindal. Kaldenavn i projektet: Theodor B. Lindal. Det 33. nordiske juristmøde, København 1993: Begrebet grov uagtsomhed på forskellige retsområder af Bo von Eyben, hentet online fra Kaldenavn i projektet: Bo von Eyben. Betænkninger Betænkning nr. 352/1964, om Arbejdsgivers erstatningsansvar for ansattes skadegørende handlinger m. v. 2. del, erstatningsansvar for børn forældre m. v. Afsnit 1; Gældende dansk ret og dens forhistorie s , Det juridiske laboratorium ved Københavnsk Universitet, 1964 hentet online fra Kaldenavn i projektet: Betænkning 1. Betænkning nr. 1247/1993 om værgemål s og 403 om børns og sindssyges erstatningsansvar, hentet fra Kaldenavn i projektet: Betænkning 2. 50

51 Nordisk lovgivning om erstatningsansvar, betænkning af Henry Ussing, 1950, hentet fra Kaldenavn i projektet: Nordisk lovgivning om erstatningsansvar. Love og Lovforslag Lovforslag, FT , tillæg A, s. 2517, Forslag til Lov om forældres hæftelse for børns erstatningsansvar, hentet online fra Lov nr. 363 af 13/05/2009 om hæftelse for børns erstatningsansvar hentet fra Lov nr. 277 fra 30.juni 1922 om Umyndighed og Værgemål Hentet fra Domme Ugeskrift for Retsvæsen 1926, p Formodes at være det første trykte dom efter Myndighedsloven Risiko og Skyld s Kaldenavn i projektet: U. 1926, p Ugeskrift for Retsvæsen H Hentet online fra Thomson.dk Kaldenavn i projektet: U H. ASD 1950 B.147 Ø Assurandør- Societetet. Kaldenavn i projektet: ASD 1950 B. 147 Ø. Ugeskrift for Retsvæsen Ø Hentet online fra Thomson.dk Kaldenavn i projektet: U Ø. Ugeskrift for Retsvæsen H Hentet online fra Thomson.dk Kaldenavn i projektet: U H. Ugeskrift for Retsvæsen V Hentet online fra Thomson.dk Kaldenavn i projektet: U V. Ugeskrift for Retsvæsen V Hentet online fra Thomson.dk 51

52 Kaldenavn i projektet: U V. Ugeskrift for Retsvæsen V Hentet online fra Thomson.dk Kaldenavn i projektet: U V. Ugeskrift for Retsvæsen V Hentet online fra Thomson.dk Kaldenavn i projektet: U V. Dom fra Retten i Vordinborg af i sagen BS 388/91 er ankenævnskendelse ANF Hentet fra Thomson.dk Kaldenavn i projektet: BS 388/91 Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling, Ø Hentet online fra fed.dk Kaldenavn i projektet: FED Ø. 52

53 9. English summary This Bachelor project deals with the possibility of reducing or leaving out all liability for children under the age of 15, according to the liability Act 24a. The project emphasizes the questions: When is a child liable according to the Act and how it is decided whether the compensation can be reduced or left out. The bachelor project starts with a description of a historical background of the legal position. At first the minors legal position and the liability position in the Danish Law of 1683 is described and afterwards the position according to the penal Code of 1866 and the position before the authority Act 63.Considerations behind this chapter is clarification of the historical background of the origins of the current 24a in the liability Act. The legal position is then described. There are descriptions of courts liability assessments of children under the age of 15 by using the particular culpa scale for children. If there is such a culpable act and the basic conditions for liability has occurred, then the child is basically liable, cf. the liability Act 24a, section 1. The basic conditions; economical loss, adequacy and causality is thoroughly review in the project. The liability Act 24 a, section 2 permits a reduction of the compensation or according to the circumstances, that the compensation is fully cancelled, if it appears completely unreasonable to impose liability. This can happen because of the child s lack of development, the nature of the act and other circumstances such as the relationship between the injurious child and the victims ability to bear the loss and the possibility of that the loss can be reimbursed by second hand, mainly the insurance company, cf. the liability Act 24a, section 2. In association to the description of the legal position the rest of the rules of reduction are mentioned, the child s age accordingly to the act and the parents duty of supervision. The Act on liability for children s liability which was taken into force on the 1. Of July 2009 is also mentioned. At last there is an analysis of the legal position. The analysis is about judgment comparisons, the relationship between the compensation and insurance including the pattern in the last years of 53

54 practice with the following problem formulation: Will the circumstance, that the injurious child is liability insured lead to a tort liability in situations where it otherwise would have been acquitted? The assessment is finally that the courts often impose liability with reference to that the child is liability insured and thereby the victims claim for compensation can be obtained at the insurance company. In contrast if the liable lacks a liability insurance the compensation can be reduced or fully cancelled, cf. 24a, section 2. As the compensations rules serves two purposes; a rehabilitations aspect, where the injured part has to be compensated for the loss, and a prevention account, where the offender shall be motivated to alertness, children s liability rules is assessed accordingly to these accounts. 54