Musvågetræk ved Falsterbo i perioden Årligt gennemsnit (13693 de seneste 10 år)

Transkript

1 Løbende 10 års gennemsnit Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) Musvågetræk ved Falsterbo i perioden Årligt gennemsnit (13693 de seneste 10 år) Musvågetrækket fra Falsterbo svinger en del fra år til år, hvilket nok først og fremmest skyldes vindforholdene. De svenske musvåger overvintrer hovedsagligt i det vestlige Europa, og trækretningen er derfor primært sydvest. Vågerne benytter i høj grad termiske (se figurer neden for) opvinde til at vinde højde, og derefter anvende glideflugt i trækretningen. Falsterbo er det sydvestligste punkt i Sverige, og Falsterbohalvøen virker som en tragt, hvor vågerne, specielt ved vestlige vinde samles op, inden de begiver sig ud over Øresund MUSVÅGE ( ) (1) (35) 1

2 For at udjævne de årlige fluktuationer, og for at få et mere overskueligt billede af den overordnede tendens i antallet af trækkende musvåger viser den blå figur det løbende 10 års gennemsnit i perioden, og den rette linje viser tendensen. Som det fremgår, har antallet været jævnt stigende i hele perioden, og det skyldes formodentligt, at musvågerne i slutningen af 1960erne blev jagtfredet, og at ynglepopulationen derfor er steget. Musvågerne ligger ikke så højt i fødekæden (deres primære føde er smågnavere) som f.eks. høge og falke, og de har derfor ikke været så hårdt ramt af miljøgifte som DDT som disse. Figuren her under illustrerer vågernes udnyttelse af de termiske opvinde. Eksemplet der er indlagt er for fiskeørn, men vågerne har en glideratio tæt på 11, hvilket vil sige, at de i vindstille kan glide 11 meter, for hver meter de taber i højden. Glideflugt; glidevinklen afhænger af fuglens vægt i forhold vingeareal, men er også afhængig af, om der er medvind eller modvind, og hvor stærk vinden er. Jo stejlere glidevinkel, jo større lufthastighed. Hastigheden over jorden afhænger desuden af vindretningen. Er der medvind skal vindhastigheden lægges til, omvendt i modvind. * *Eksempel med fiskeørne i kombineret glideflugt og aktiv flyvning, målt med radar. Hastighed glideflugt 8,6 m/s Hastighed aktiv flugt 15,6 m/s Hastighederne er angivet over jord. Lufthastigheden blev målt til 10,1 m/sek. Tabt højde *234 m *For fiskeørne er stighastigheden i opvinden målt til et gennemsnit på 1,16 m/sek. (0,73-1,74) Distance gledet *3210 m. Dvs. glideratio på 13,7 for fiskeørnen i dette eksempel, dvs. med et højdetab på 1 m. er den nået 13,7 m. fremad Vågerne skruer, og tager højde i opvinden, hurtigst i bunden, hvor opvinden er kraftigst. Når opvinden forsvinder med højden begynder glideflugten* Ny termisk opvind, og processen kan begynde forfra Termisk opvind, som er stærkest i bunden og aftager med højden Fuglehåndbogen på Nettet Musvåger i skrue ved Stigsnæs, medio oktober 2

3 Har de vundet f.eks. 300 m i højde, i en termisk opvind er de i stille vejr, når de når ned i 50 meters højde, nået 2,75 km. frem. Hertil enten tillægges eller fratrækkes henholdsvis med eller modvind. Pilene angiver glideflugt imellem de termiske celler 2 De rødbrune cirkler angiver termiske celler med opvind, spredt i terrænet 1 Overordnet Trækretning mål 3 De termiske celler i landskabet ligger kun sjældent direkte i den overordnede trækretning (grønne pil), men da svæve og glideflyvning er meget energibesparende, kan det godt betale sig for fuglene at tage afstikkere til de spredte termiske celler med opvind. I dette tilfælde fra celle 1 over celle 2 og 3. Fuglehåndbogen på Nettet Som det fremgår af illustrationen her over, kan turen blive lidt længere, når de anvender termik, men de sparer energi. Det er vigtigt, da de ikke de mest udholdende flyvere. Selv den relativt korte afstand imellem Falsterbo og Stevns Klint (ca. 25 km) kan i modvind være på grænsen af, hvad de kan klare med aktiv flyvning, og ind imellem er der individer der må gå ned på vandet lige før de kommer i land. I nogle tilfælde kommer de på vingerne igen, men det sker, at de drukner. Fjeldvågetræk ved Falsterbo i perioden Årligt gennemsnit

4 Løbende 10 års gennemsnit Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) Fjeldvågerne forekommer i langt færre antal end musvågerne. Fjeldvågerne der ses i Danmark kommer fortrinsvis fra Norge og Sverige. Hvor musvågernes trækretning er sydvest, trækker fjeldvågerne mere direkte syd eller sydøst. I Danmark medfører det, at Bornholm og Gedser er de træklokaliteter, hvor det største antal trækkende fjeldvåger registreres. Mange overvintrer i Øst og Centraleuropa, men vi har også en del i Danmark om vinteren. Som det fremgår, er der store udsving fra år til år, og det skyldes, at fjeldvågernes væsentligste føde er lemminger, som svinger voldsomt i antal fra år til år. En anden faktor er, at de til en vis grad er nomader, og kan skifte yngleplads (det ser derimod ud til, at de er ret trofaste overfor deres vinteropholdssted, og kommer tilbage til samme område år efter år) alt efter om der er smågnavere eller ej. Det kan så medføre, at de i nogle år tager en anden trækrute. På samme måde som musvågerne, har fjeldvågerne nok ikke været så udsatte for miljøgiftene, og forbuddet mod anvendelsen, ser ikke umiddelbart ud til, at have påvirket bestandsudviklingen. Desværre ser bestanden tværtimod ud til af være for nedadgående, som det fremgår af det løbende 10 års gennemsnit i figuren her under. Årsagen til den nedadgående tendens er ikke klarlagt FJELDVÅGE ( ) (1) (35) Til venstre 2K fjeldvåge (vintergæst - april) og til højre trækkende ad han primo oktober 4

5 5