Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) (vs.1.0: ) Gravand. Gravand han, med stor næbknop. Status og udbredelse

Transkript

1 Gravand Videnskabeligt navn (Tadorna tadorna) (L) Gravand han, med stor næbknop Status og udbredelse Gravanden er en almindelig ynglefugl i Danmark, hvor den yngler ved vore fjorde, søer og vandløb. Indtil den i første omgang i 1894 blev fredet (i tidsrummet 1. februar-15. juli), siden i 1922 udvidet til 1. januar- 15. september) og endeligt totalfredet i 1931, var den en meget fåtallig ynglefugl. Fredningerne medførte at bestanden gik frem og er som angivet i tabellen her under på omkring 3000 par. Gravanden er opdelt i to geografisk adskilte grupper, en nordvesteuropæisk som inkluderer Storbritannien, den vesteuropæiske Atlanterhavskyst, Danmark, det sydlige Sverige, Norges kystlinie, bortset fra de nordligste egne, den finske Østersøkyst og Baltikum, og Nordtyskland. Der er desuden en bestand langs den franske Middelhavskyst og dele af den nordafrikanske Middelhavskyst. Dernæst spredte småbestande i det sydøstlige Europa, og efterfulgt af en sammenhængende udbredelse fra nord om Sortehavet, i et bælte ind over Centralasien til den østlige ende af Mongoliet. Desuden er de indenfor de senere år begyndt at yngle (meget fåtallig, men i spredning) i Island. Verdensbestanden er af Bird Life Int. estimeret til individer. 1

2 Hun uden stor næbknop Gravanden placeres sammen med de øvrige andefugle slægtskabsmæssigt i en gruppe sammen med hønsefugle (Galloanserae), som opstod på et tidspunkt i kridttiden, og som også i kridttiden blev splittet op i de to nulevende grupper. I alt regnes der i dag med knap 170 arter af andefugle (svaner, gæs og ænder), og hvor gravanden bliver henregnet til gruppen af egentlige ænder. Gravandeslægten tæller 6 arter, hvoraf kun rustanden, ud over gravanden, er en sjælden gæst (oftest undslupne fangenskabsfugle) i Danmark. Data for gravand Vægt (kg) Længde Vingefang Vingelængde Ældste Ynglepar Art Hun Han (cm) (cm) (cm) (år)* i DK** Status# Gravand 0,8-1,2 1,0-1, ys/yt/tg/vg * Fund af ringmærkede individer ** 2015 Eget estimat ud fra DOF data og ynglefugleindex #Status: YS-ynglestandfugl, YT-yngletrækfugl, TG-Trækgæst, VG-Vintergæst Levested/habitat Det er først og fremmest ved kysten, ved strandenge og strandsøer at gravanden yngler, men også ved større søer træffes den hyppigt ynglende. Føde Gravænderne lever først og fremmest af hvirvelløse dyr, hvor et bredt spektrum af dyr der lever på vader og lavvandede områder udnyttes. Dyndsnegle, slikkrebs (se billeder neden for), småmuslinger som østersømuslinger, orme, dansemyggelarver mm. I mindre udstrækning planteføde i form af f.eks. grønalgerne rørhinde og søsalat. 2

3 Toprovdyr Gravand Gravandens føde består overvejende af små hvirvelløse dyr såsom dyndsnegle, slikkrebs, orme, myggelarver etc. desuden i mindre grad planteføde i form af søsalat og lignende. Det placerer gravanden med hovedvægt på første rovdyrniveau og desuden, dog med noget mindre vægt, som planteæder. Rovdyr Rovdyr Planteædere Primærproduktion Planter Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) Træk og vandringer Gravænderne kan i milde vintre ses mange steder i landet, men størstedelen er trækfugle, og tilbringer vinteren i Vadehavet også i den danske del, men i højere grad nok i de tyske og hollandske dele. Fuglehåndbogen på nettet Fældningsområde/ Overvintring Gravand har fældningsområde i Vadehavet, fra det danske og syd over. Bliver vinteren hård, forlader de den nordlige del af Vadehavet Overvintringsområde/ Specielt i hårde vintre Nogle bestande forlader fældningsområdet til fordel for et separat vinterkvarter, og trækker retur derfra Figuren illustrerer de lidt komplicerede trækforhold hos gravænderne, hvor hovedparten af fuglene fra de forskellige ynglepopulationer i Nord og Vesteuropa samles i Vadehavet, fortrinsvis i de tyske og hollandske dele af Vadehavet. I de senere år er der sket en forskydning mod syd, så et stigende antal nu opholder sig i 3

4 den hollandske del, hvor der i de tyske og hollandske dele tilsammen opholder sig i omegnene af individer. Fra først i juni begynder gravænderne fra Skandinavien og Østersøområderne, og fra slutningen af juni også fra Storbritannien, at samles i Vadehavet for at fælde, de tidligste er ikke ynglende fugle. Som andre andefugle fælder gravænderne alle svingfjer samtidigt, og kan derfor ikke flyve i de ca. 4 uger det tager for de nye fjer at vokse ud. Vadehavets sandbanker yder gravænderne beskyttelse fra rovdyr og byder på rigeligt med føde i form af de 5-7 mm lange dyndsnegle, slikkrebs og småmuslinger. Dyndsnegle til venstre og slikkrebs til højre er vigtige fødeemner for de fældende gravænder i vadehavet Når fældningen er overstået, sker der en vis spredning, nogle begiver sig allerede her tilbage til yngleområderne (f.eks. Storbritannien med mildt vinterklima), men mange bliver i området. Hvis vinteren bliver hård flytter de flest længere mod syd og sydvest på begge sider af kanalkysten før de i det tidlige forår begiver sig tilbage til yngleområderne. Som det fremgår af figuren er der mange variationer over temaet Nogle fugle bliver, efter fældningen, i området vinteren over (blå buede pile), og trækker om foråret tilbage derfra til yngleområdet. Andre fugle spreder sig til andre områder i Vadehavet, og overvintrer der, for om foråret at trække til yngleområderne (gulbrune og rødbrune pile) Andre fugle igen returnerer umiddelbart efter fældningen til yngleområderne (grå pil til venstre) Bliver vinteren hård forskydes opholdsstederne mod syd og gravænderne trækker derfra til yngleområderne Gravænder kan således ses det meste af året, hvis vinteren ikke bliver for streng, men den bliver under alle omstændigheder fåtallig om vinteren. Ynglebiologi Gravænderne bliver kønsmodne som toårige, og finder på det tidspunkt ofte en mage, men det er sjældent at første pardannelse bliver til et egentligt yngleforsøg. Pardannelsen foregår i vinterperioden. Det mest almindelig er, at hunner yngler først gang som treårige, og hanner oftest som firårige, undertiden som femårige. De holder sammen i den givne sæson, men skilles for det meste under fældningstrækket. Da de i de fleste tilfælde vender tilbage til samme yngleområder, kan det samme par dog godt yngle flere år i træk. Gravanden yngler i huller, det kan være gamle rævegrave, huller i stendynger, under trærødder, også i hule træer op til 5 meters højde er konstateret. Hvis vegetationen er meget tæt kan de dog også findes ynglende i det fri. Parrene etablerer yngleterritorier, som dog kan variere betydeligt i størrelse, og der findes eksempler på, at de kan yngle i mindre kolonier. Det er hannen der fortrinsvis forsvarer territoriet, og han 4

5 opholder sig i rugeperioden for det meste i selve territoriet. Det er hunnen alene der ruger, og hun bruger tæt på 90% af sin tid på æggene. Juvenile Hun lægger typisk 8-10 æg, men det sker ofte (omkring 25% af rederne), at flere hunner lægger æg i samme rede, og antallet kan derfor fordobles. Det er dog kun den hun der har etableret reden, som ruger, og i de fleste tilfælde klækkes størstedelen af æggene. Hunnen lægger 1 æg i døgnet, og ruger fra de sidste æg er lagt, når hun i korte tidsrum forlader reden, dækkes æggene med dun. Rugeperioden andrager ca. 1 måned. I begyndelsen føres ungerne af begge forældre, men når fældningstrækket begynder efter ca. to uger skilles forældrene, og efterhånden som hunnerne også drager afsted samles ungeren i større og større flokke i børnehaver. De har et årligt kuld, men hvis et kuld går til tidligt, kan de lægge om. De unge fugle bliver flyvefærdige i en alder af dage, og er herefter helt selvstændige. Yngleforløbet hos gravand Gravandens ynglesæson begynder relativt sent, med æglægning i løbet af maj, til ind i juni. De har ét kuld som typisk består af 8-10 æg, men en enkelt rede kan ofte indeholde flere, da andre hunner kan lægge æg i samme rede. Det er dog ejeren af reden der ruger. Det er kun hunnen der ruger og hun begynder når kuldet er fuldlagt. Begge forældrefugle fører ungerne til et opvoksningsområde, som undertiden kan ligge et stykke fra reden.*undertiden noget kortere tid, da en stor del af forældrefuglene efter 2-3 uger tager på fældningstræk. Ungerne søger så ofte sammen i større flokke, hvor med en enkelt voksen fugl. Ungerne er flyvefærdige efter godt 1½ måned, og er derefter selvstændige. Føringstid Redetid Klækning Rugning Æglægning De enkelte perioder Æglægning: 7-9 dage Rugning: dage Klækning: <1 dag Redetid: <1 dag Føringstid: Godt1½ måned* Føringstiden er tiden fra ungerne forlader reden, indtil de bliver selvstændige. April Maj Juni Juli August September Oktober Fuglehåndbogen på nettet 5

6 Fældning De voksne fugle har en fuldstændig fældning, som begynder i slutningen af juni/begyndelsen af juli, hvor fældningen af kropsfjerene begynder lige efter, at æggene klækkes. Svingfjerfældningen foregår umiddelbart derefter, men først når de er ankommet til vadehavet, som er samlingspunkt for de fleste nordvesteuropæiske gravænder, når de fælde svingfjerene og ikke kan flyve. Så snart de svingfjerene igen er vokset ud, begynder de en ny fældning af kropsfjerene. De har, som de øvrige ænder således to fældninger, en fuldstændig og derefter en partiel kropsfjerfældning. De midlertidige kropsfjer i sommerperioden er lidt svagere og blegere i farverne. De juvenile har en delvis fældning, der begynder ca. tre uger efter, at de kan flyve, fra slutningen af juli. Den berører størstedelen af kropsfjerene, tertiærer og nogle af halefjerene. Den er relativt langstrakt og de sidste fjer er først udskiftet hen på vinteren. Hun Alder og dødelighed Den ældst kendte fritlevende fugl ble 18 år og 11 måneder, men den gennemsnitlige levealder eller generationslængde ligger omkring 6 år. Dødeligheden beregnet ud fra ringmærkninger i England viser en årlig dødelighed på 23% for fugle mærket som voksne, og 38% for fugle mærket før de blev flyvefærdige. 6

7 Han til venstre med stor rød næbknop, hun til højre mangler næbknop 7