REACH s right-to-know-princip?

Transkript

1 REACH s right-to-know-princip? Analyse af REACH s Artikel 33, stk. 2 s funktion i praksis og vurdering af Artikel 33, stk. 2 s potentiale som katalysator for substitution af særligt problematiske stoffer Roskilde Universitet TekSam B1 Efterår 2010 Bacheloropgave Ida Aagaard Larsen Gruppe 639 Hovedvejleder: Kristian Syberg Bivejleder: Jette Rank

2 Tak for stor hjælp til projektet: Bjørn Hansen, EC s Kontor for kemikalier, biocider og nanomaterialer. Pia Petersen, Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion Claus Jørgensen, Forbrugerrådet Jakob Lamm Zeuthen, Dansk Erhverv Peter Pagh, Københavns Universitet Christina Nielsen, Operate A/S Kristian Syberg og Jette Rank, Roskilde Universitet 2

3 Abstract Prior to the REACH legislation, NGO s struggled for the implementation of a full consumer right to know about chemicals, and the European Commission expected increased public information to become a driving force in substitution of hazardous chemicals. The REACH Article 33(2) gives consumers the right to request information from retailers on Substances of Very High Concern (SVHC) on the Candidate List in articles. Thus, the objective of this project is to assess whether the Article 33(2) can drive substitution of SVHC through analysis of the current practice of Article 33(2). Article 33(2) is described according to the official REACH legislation and guidance from the European Chemicals Agency (ECHA). The analysis is based on three inquires about Article 33(2) conducted by the Danish consumer organisation (Forbrugerrådet), the European federation of NGO s (European Environmental Bureau) and a environmental project under the Danish EPA respectively, interviews with the Danish trade organisation Dansk Erhverv, Forbrugerrådet and professor of environmental law (Peter Pagh), and my attendance at the conference Kemikaliedag Due to lack of consumer knowledge or interest in using Article 33(2), substitution as a direct result of Article 33(2) is presently not seen. Current misconceptions among NGO s and companies according to both rights and obligations under Article 33(2) provide a great demand for further clarification of definitions and requirements under Article 33(2) from ECHA or Forum. However, some retailers have a policy of avoiding SVHC, and it is recommended that these proactive companies are rewarded with official certificates to document their policy or an official pre-candidate List that could serve as a useful tool for companies to be ahead in substitution while the Candidate List slowly expands. This might imply substitution of SVHC to safer alternatives for environment and health, despite the lacking efficiency of Article 33(2). Title: A REACH Right to Know Principle? 3

4 4

5 Indhold Kapitel 1 - Introduktion Indledning Problemfelt Problemformulering Metode Kapitel 2 - Art. 33(2) uddybet 13 Redegørelse for definitioner under - og vejledninger til overholdelse af - Art. 33(2) 2.1 Definition på stoffer og artikler omfattet af Art. 33(2) Kandidatlisten over særligt problematiske stoffer Definition på artikler omfattet af Art. 33(2) Videregivelse af information Håndhævelse af Art. 33(2) i Danmark Kemikalieinspektionens værktøjer til håndhævelse af Art. 33(2) Kapitel 3 - Art. 33(2) i praksis 23 Analyse og vurdering af undersøgelser og virksomheders erfaringer iht. Art. 33(2) 3.1 Forbrugerrådets test af 45-dages reglen i REACH Vurdering af Forbrugerrådets resultater Interview med Forbrugerrådet om Art. 33(2) EEB s undersøgelse The Fight to Know EEB s resultater og anbefalinger Vurdering af EEB s undersøgelse Miljøprojektet Rækker REACH ud til forbrugeren? Forbrugerinterviews og workshops med butikkerne Vurdering af butiksguiden og miljøprojektet generelt Interview med Dansk Erhverv om Art 33 (2) Dansk Erhvervs erfaringer med Art. 33(2) Dansk Erhvervs syn på anvendeligheden af Art. 33(2) Opfordring til samarbejde mellem Forbrugerrådet og Dansk Erhverv

6 3.5 Virksomheders erfaringer med Art. 33(2), Kemikaliedag IKEA s erfaringer med Art. 33(2) COOP s erfaringer med Art. 33(2) Danske virksomheders forhold til Art. 33(2) og REACH generelt Kapitel 4 - Art. 33(2) s principielle potentiale 39 Løsningsorienteret diskussion om Art. 33(2) s potentiale ift. miljø- og sundhedsbeskyttelse 4.1 Optimeringsmodeller inden for rammerne af Art. 33(2) Standardisering af svar på forespørgsler Officielt certifikat til virksomheder, der undgår kandidatlistestoffer helt Præ-kandidatliste Art. 33 (2) s potentiale som lovgivning til beskyttelse af miljø og sundhed Interview med professor i miljøret om Art. 33(2) ECHA s vejledning om risikokommunikation vedr. Art. 33(2) Forslag, der kunne træde i stedet for Art. 33(2) Konklusion 47 Referencer Anslag inkl. alt: = 43,3 normalsider á 2400 anslag 6

7 1 Introduktion 1.1 Indledning I 1996 udgav Teknologirådet en rapport omkring de såkaldte eksisterende stoffer, som endnu var uvurderede med hensyn til både egenskaber og potentielle risici. De eksisterende stoffer var de kemikalier på EINECS-listen, der blev oprettet i 1981, og de skulle jf. den forrige kemikalielovgivning ikke anmeldes før brug [Teknologirådet, 1996]. Der var i 1996 tvivl om, hvor mange af disse kemikalier, der rent faktisk var på markedet, og Teknologirådet [1996] anslog, at antallet lå inden for et bredt interval mellem og kemikalier. Da kemikalier på EINECS-listen kun skulle vurderes ved særlig mistanke, var der i 1996 således kun et fåtal af kemikalier, man havde en viden om effekterne af, og siden 1981 var der set eksempler på, at eksisterende stoffer gav anledning til alvorlige miljø- og sundhedsmæssige problemer [EEA, 2001], som muligvis kunne have været undgået, hvis der var et større overblik over stoffernes anvendelse og ikke mindst potentielle skadelige egenskaber og effekter [Teknologirådet, 1996]. Den stort set ikkeeksisterende viden om de eksisterende stoffers potentielle miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser førte derfor til, at Teknologirådet [1996] bl.a. anbefalede en ny registrering af kemikalier, så der kunne dannes et overblik over, hvilke kemikalier der rent faktisk blev markedsført - og i hvilket omfang. Teknologirådet [1996] vurderede, at en obligatorisk registrering og anmeldelse af samtlige kemikalier før brug ville give et bedre grundlag for kemikalieregulering, da viden om mængde og anvendelsesområde ville kunne bidrage til en mere prioriteret og målrettet indsats over for potentielt miljø- eller sundhedsskadelige kemikalier. Registration, Evaluation and Authorisation of Chemicals, REACH [European Parliament & Council, 2006], blev den nye kemikalielovgivning, som skulle bringe den større viden om 7

8 kemikalier gennem registreringen af stoffernes anvendelse og egenskaber, som Teknologirådet [1996] fandt behov for og efterspurgte. I mellemtiden blev REACH forhandlet på plads gennem et princip om governance, hvor interessenter var inviterede til forhandlingerne, og det har givet udslag i, at REACH er den lovgivning i EU s historie, som har været under mest indflydelse af lobbyarbejde 2 [Hansen, Kemikaliedag 2010]. Det har igen medført, at REACH is the big compromise where everyone is unhappy [Hansen, Kemikaliedag 2010], hvilket begrundes med, at der var så mange politiske mål I EU-Kommissionens strategi for en ny kemikalielovgivning [EC, 2001], hvoraf ingen er blevet nået til fulde i den endelige lovgivning [Hansen, Kemikaliedag 2010]. 1.2 Problemfelt REACH s overordnede formål om at beskytte miljø- og sundhed over for kemikalier - samtidig med styrkelse af konkurrenceevnen for EU s virksomheder [EU-Parlamentet & Rådet, 2007, s. 3] - giver for mig at se et udmærket billede på, hvilket stort kompromis, REACH er blevet til. Dette tvetydige formål har jeg problematiseret i forhold til REACH s formulerede tilknytning til forsigtighedsprincippet i et tidligere projektarbejde [Larsen et al, 2010], og nu er jeg imidlertid interesseret i at undersøge, hvordan et specifikt punkt i REACH lever op til både formålet og de forventninger, som lå forud for lovgivningen. Det drejer sig om det første punkt på NGO ernes dagsorden i forhandlingerne om REACH, der blev formuleret i The Copenhagen Chemicals Charter [EEB et al, 2000], der lyder på, at forbrugere skal tildeles A full right to know - including what chemicals are present in products [EEB et al, 2000, s. 2]. Denne ret til viden om kemikalier skulle give forbrugere en reel mulighed for et informeret valg i forbindelse med køb af produkter, der indeholder kemikalier [EEB et al, 2000], og således kæmpede NGO erne under forhandlingerne bl.a. for at få implementeret rightto-know-princippet i REACH. I EU-Kommissionens strategi for kemikalielovgivningen fra 2001 er udvidet forbrugeradgang til information om kemikalier desuden indskrevet som det tredje af de syv politiske mål for en bæredygtig kemikalielovgivning [EC, 2001]. EC [2001] forventede tilmed, at en sådan øget forbrugeroplysning ville kunne blive en direkte drivkraft for mere udbredt 2 EU-Kommissionens repræsentant ved Kemikaliedag 2010: Bjørn Hansen, vicekontorchef EU- Kommissionens Kontor for kemikalier, biocider og nanomaterialer [Hansen, Kemikaliedag 2010]. 8

9 substitution af farlige kemikalier, da det ville styrke kravet og efterspørgslen efter produkter, hvor de miljø- og sundhedsskadelige kemikalier er erstattet [EC, 2001]. I den endelige REACH-lovgivning er den konkrete Artikel 33, stk. 2 (gengivet i Tekstboks 1.1) af NGO er blevet benævnt som REACH s version af right-to-know-princippet [EEB, 2010; ChemSec, 2010a]. TEKSTBOKS 1.1 REACH s Artikel 33 Forpligtelse til at videregive oplysninger om stoffer i artikler [stk.] 1. Enhver leverandør af en artikel indeholdende et stof, der opfylder kriterierne i artikel 57 og er identificeret i henhold til artikel 59, stk. 1, i en koncentration på over 0,1 vægtprocent, skal forsyne modtageren af artiklen med oplysninger, som leverandøren råder over, og som er tilstrækkelige til, at artiklen kan anvendes sikkert, herunder som et minimum stoffets navn. [stk.] 2. På anmodning fra en forbruger skal enhver leverandør af en artikel indeholdende et stof, der opfylder kriterierne i artikel 57 og er identificeret i henhold til artikel 59, stk. 1, i en koncentration på over 0,1 vægtprocent, forsyne forbrugeren med oplysninger, som leverandøren råder over, og som er tilstrækkelige til, at artiklen kan anvendes sikkert, herunder som et minimum stoffets navn. De relevante oplysninger skal leveres gratis senest 45 dage efter modtagelsen af anmodning. [Europa-Parlamentet og Rådet, 2007, s. 36] Artikel 33, stk. 2 giver nemlig forbrugere ret til på forespørgsel at få information fra forhandlere, om nogle produkter 3 (artikler) indeholder nærmere definerede farlige kemikalier [European Parliament & Council, 2006]. Derfor er jeg interesseret i at undersøge, hvordan denne Art. 33 (2) hidtil har fungeret i praksis for hhv. forbrugere og virksomheder. Det sker med henblik på at vurdere to ting. For det første, om NGO ernes ønske om fuld ret til viden om kemikalier i produkter er blevet opfyldt gennem Art. 33(2). For det andet og primært, om Art.33(2) fungerer - eller kan komme til at fungere - som den forbrugeroplysning, der ifølge EC [2001] kunne lede til øget substitution af farlige kemikalier. 3 For at undgå unødig forvirring vil jeg påpege, at en artikel i betydningen af varer/produkter (defineres præcist i Kapitel 2) ikke skal forveksles med lovtekstens nummererede Artikler. Lovtekstens nummererede Artikler angives derfor fremefter konsekvent som Art., efterfulgt af nummer og stk. i parentes: fx Artikel 33, stk. 2 = Art. 33(2). 9

10 Det er for mig at se især bemærkelsesværdigt, at EU-Kommissionen [EC, 2001] tillægger den almene forbruger et så betydningsfuld medansvar i substitutionen af farlige kemikalier, fordi farlige kemikalier - i den bedst tænkelige verden ud fra et og miljø- og sundhedsmæssigt perspektiv - for længst var forbudte gennem en effektiv og præventiv kemikalielovgivning. Eftersom den forrige kemikalielovgivning ikke adresserede de såkaldt eksisterende stoffer, kan det imidlertid ses som et skridt i den rigtige retning jf. Teknologirådets [1996] anbefalinger, at REACH åbner op for et meget større omfang af viden og vidensdeling omkring kemikalier. Om substitution af farlige kemikalier kan - og skal - drives af forbrugere (ved hjælp af Art. 33(2)), er til gengæld et åbent spørgsmål, som jeg ønsker at belyse gennem dette projekt Problemformulering Min problemformulering lyder således og er efterfulgt af begrebsforklaring: Hvordan har REACH s Artikel 33, stk. 2 hidtil fungeret i praksis for hhv. virksomheder og forbrugere, og kan den på baggrund deraf forventes at have en effekt for produktionen og -anvendelsen af særligt problematiske stoffer i retning af substitution til mindre miljø- og sundhedsskadelige stoffer? Særligt problematiske stoffer/svhc-stoffer er den danske betegnelse for Substances of Very High Concern, og benævnes i rapporten som SVHC-stoffer. Det er de stoffer, forbrugerne har ret til at forespørge information omkring, når de først er blevet identificeret og optaget på REACH s kandidatliste. Se kapitel 2 for nærmere definition og præsentation af SVHC-stoffer og kandidatlisten. Artikel 33, stk. 2/Art. 33(2) af REACH er gengivet i tekstboks 1.1 i sin danske version [Europa- Parlamentet & Rådet, 2007], som er valgt for at gøre læsningen så flydende som muligt. Desuden fremgår hele Art. 33 af tekstboks 1.1, da Art. 33(1), der påkræver automatisk deling af information om særligt problematiske stoffer gennem leverandørkæden, kan have en betydning i forhold til overholdelsen af Art. 33(2), hvor samme information skal videregives til forbrugere på forespørgsel. Der henvises løbende i rapporten til Art. 33, så Tekstboks 1.1 er nødvendig at have in mente undervejs i læsningen. 10

11 Virksomheder dækker i denne sammenhæng over både producenter, importører, leverandører og forhandlere, og hvor det er af betydning, benævnes virksomhedens nærmere rolle i leverandørkæden. Forbrugere er den almene forbruger, og i visse sammenhænge benyttes offentligheden for samme gruppe. Effekt ( ) i retning af substitution skal forstås i henhold til EU-Kommissionens [EC, 2001] mål om øget substitution, som forventedes bl.a. at blive drevet af øget forbrugerinformation om farlige kemikalier, da better public information will create a strong demand for substitute chemicals that have been sufficiently tested and that are safe for the envisaged use [EC, 2001, s. 8] 1.3 Metode Problemformuleringen søges besvaret gennem først en redegørelse for Art. 33(2) primært gennem officielle vejledninger fra European Chemicals Agency (ECHA) (kapitel 2). De officielle vejledninger præsenteret i kapitel 2 udgør dernæst baggrunden for analysen i kapitel 3. Analysen (kapitel 3) baseres på tre undersøgelser [Forbrugerrådet, 2010; EEB, 2010 og MST, 2010], interviews med Forbrugerrådets miljømedarbejder [Jørgensen, pers. henv.] og Dansk Erhvervs miljøchef [Zeuthen, pers. henv.] samt min deltagelse ved konferencen Kemikaliedag 2010, der er en årligt tilbagevendende konference, og som i år havde REACH - virksomhederne og markedet som tema. Som en del af analysen har jeg valgt at vurdere og diskutere de enkelte elementer i forhold til de officielle vejledninger undervejs - frem for at føre en repeterende diskussion til sidst. Diskussionen (kapitel 4) foregår i stedet på et mere overordnet niveau med henblik på at vurdere Art. 33(2) s mere principielle potentiale og begrænsninger i forhold til at sikre miljø og sundhed gennem substitution af særligt problematiske stoffer. Her bringes løsningsforslag til både at optimere håndteringen af Art. 33(2) i dens nuværende form og til en mere grundlæggende forandring af Art. 33(2). Jeg har ikke udført empirisk arbejde i forbindelse med dette projekt - i form af fx forbrugerinterviews eller egne forbrugerforespørgsler - da der foreligger de tre nævnte undersøgelser, som alle er fra i år, og derfor må forventes at bringe et indblik i, hvordan Art. 33(2) fungerer i praksis på nuværende tidspunkt mht. forbrugerforespørgslerne. Der foreligger 11

12 ikke meget skriftligt materiale omkring virksomhedernes forhold til Art. 33(2), så ved hjælp af Kemikaliedag 2010 og interviewet med Dansk Erhverv forventer jeg at få et indblik i virksomhedernes erfaringer med Art. 33(2), som naturligvis ikke giver et eksakt billede på den nuværende situation for samtlige virksomheder. De tre undersøgelser udgør derfor - sammen med indblikket i virksomhedernes erfaringer med Art. 33(2) - grundlaget for min vurdering af den hidtidige praksis af Art. 33(2). De enkelte kilder præsenteres nærmere i de tilhørende afsnit., 12

13 2 Art. 33(2) uddybet Redegørelse for definitioner under - og vejledninger til overholdelse af - Art. 33(2) I dette kapitel bliver REACH s Art. 33(2) gennemgået punkt for punkt, som den formuleret fra officiel side [European Parliamentet & Council, 2006; ECHA, 2008]. Der er en række betingelser for, hvornår Art. 33(2) gælder, så i første omgang klarlægges det, hvilke stoffer og hvilke produkter, der er tale om (afsnit 2.1). Dernæst gennemgås hhv. forpligtelser og rettigheder for både virksomheder og forbrugere for mere præcist at forstå omfanget og begrænsningerne af Art. 33(2), som de er defineret gennem lovteksten og fra myndighedernes side (afsnit 2.2). Sidst præsenteres, hvordan det planlægges at håndhæve Art. 33 (2) i Danmark (afsnit 2.3) i tilfælde af overtrædelser. 2.1 Stoffer og artikler omfattet af Art. 33(2) ECHA har udgivet et vejledningsdokument, Guidance on requirements for substances in articles [ECHA, 2008], der definerer, uddyber og forklarer, hvordan virksomheder kan leve op til REACH s lovkrav omkring kemikalier i artikler, og jeg fokuserer alene på det i ECHA s [2008] vejledning, der vedrører Art. 33. Vejledningsdokumenterne fra ECHA er generelt ikke juridisk bindende, men tjener som inspiration til at overholde REACH [EU-Parliament & Council, 2006], som er den juridiske tekst [ECHA, 2008]. 13

14 Som det er anført i Art. 33 (gengivet i tekstboks 1.1 under afsnit 1.2), drejer det sig om artikler, der indeholder over 0,1 vægtprocent af et eller flere stoffer, der er defineret under Artikel 57, se tekstboks 2.1. TEKSTBOKS 2.1 REACH s Artikel 57 om særligt problematiske stoffer Stoffer, der hører under SVHC-stoffer, præsenteres i Artikel 57. De angives som stoffer, der er: 1) kræftfremkaldende, mutagen eller reproduktionsskadelig (CMR, kategori 1 og 2) 2) persistente, bioakkumulerbare og toksiske (PBT) efter bestemte kriterier 3) meget persistente eller meget bioakkumulerbare (vpvb) efter bestemte kriterier 4) udviser sandsynlighed for at besidde samme grad af problematiske egenskaber og effekter som de andre anførte stoffer. [Europa-Parlamentet og Rådet, 2007, s. 45] Disse stoffer er kendetegnet ved enten at have særligt problematiske egenskaber som høj grad af bioakkumulerbarhed og persistens eller mere direkte sundhedsskadelige effekter som værende kræftfremkaldende eller reproduktionsskadelige [Europa-Parlamentet og Rådet, 2007], og der er således tale om de stoffer, der er mest skadelige for enten miljø eller sundhed. En samlebetegnelse for disse stoffer er særligt problematiske stoffer - eller på engelsk: Substances of Very High Concern - og jeg vil i resten af teksten betegne stofferne defineret i Art. 57 som SVHC-stoffer Kandidatlisten over særligt problematiske stoffer Yderligere skal SVHC-stoffet først være identificeret i henhold til proceduren, som beskrives i Artikel 59 [Europa-Parlamentet og Rådet, 2007]. I praksis betyder det, at SVHCstoffer, efterhånden som de er blevet registreret og evalueret (jf. de første to trin af REACH), kan blive optaget på REACH såkaldte kandidatliste over SVHC-stoffer [ECHA, 2010b]. Kandidatlisten er første trin i REACH s autoriseringsproces, og er således en liste over SVHC-stoffer, der venter på at bliver vurderet til potentiel optagelse på REACH s endelige autoriseringsliste [ECHA, 2010b], og det er dermed kandidatlistestofferne, kravene i Art. 33 omfattes af [Europa- Parlamentet & Rådet, 2007]. Når stofferne først er optaget på autoriseringslisten, fastsættes en 14

15 såkaldt sunset-date, hvorefter stoffet er forbudt, med mindre en godkendelse til produktion og anvendelse er opnået før sunset-daten [ECHA, 2010b]. EU-Kommissionen estimerede i 2001 antallet af SVHC-stoffer på autoriseringslisten at blive ca stoffer [EC, 2001]. De første 15 stoffer blev optaget på kandidatlisten efteråret 2008, og i 2010 er der hidtil kommet 23 ekstra stoffer på listen, således at der nu er 38 stoffer på kandidatlisten 4 [ECHA, 2010c]. Heraf er seks stoffer kommet på den endelige autoriseringsliste, hvor første sunset-date ligger i Der er dermed endnu lang vej og et godt stykke tid til, at det estimerede antal SVHC-stoffer vil komme igennem til REACH s autoriseringsproces. På nuværende tidspunkt betyder det under alle omstændigheder, at der jf. Art. 33 skal gives information gennem leverandørkæden og til forbrugere på forespørgsel, hvis en artikel indeholder et af de 38 stoffer på kandidatlisten. Indholdet af den konkrete information uddybes i afsnit 2.2 efter en nærmere definition på artiklerne, som kandidatlistestofferne jf. Art. 33 kan være i: Definition på artikler omfattet af Art. 33(2) Jeg er glad for, at vi hverken producerer kuglepenne eller duftviskelædere [Kirsten Kjær, Cheminova, Oplæg v. Kemikaliedag, 2010] Informationen skal jf. Art. 33 gives, hvis kandidatlistestoffet findes i en koncentration over 0,1 vægtprocent af artiklen. Definitionen på en artikel er at finde i REACH s Artikel 3 (3):»artikel«: en genstand, der under fremstillingen har fået en særlig form, overflade eller design, der i højere grad end den kemiske sammensætning er bestemmende for dens funktion [Europa- Parlamentet og Rådet, 2007, s. 20]. En artikel adskiller sig gennem sin definition primært fra enkeltstoffer (substances) og kemiske produkter (preparations), der består af to eller flere kemiske stoffer [Europa-Parlamentet & Rådet, 2007]. En artikel er derfor en genstand, hvor den kemiske sammensætning er af mindre betydning for dens funktion end dens form, overflade og design [ECHA, 2008], og som en tommelfingerregel kan artikler således defineres som genstande, hvorfra der ikke sker intentionel frigivelse af enkeltstoffer eller kemiske blandinger. 4 ECHA har for nyligt (3. dec.2010) offentliggjort forventede datoer for otte nye stoffers optagelse på kandidatlisten i hhv. syv 24. jan og et 1. aug [ECHA, 2011d]. 15

16 ECHA [2008] uddyber og forklarer denne definition på en artikel nærmere, da der også kan opstå eksempler, hvor det ikke er så ligetil at vurdere, om noget er omfattet af REACH s definition på en artikel eller ej. En artikel defineres af ECHA [2008] som varen, som den er produceret eller importeret, og information om indhold over 0,1 vægtprocent afhænger derfor fx af, om man køber en sammensat artikel med flere enkeltdele eller en mere enkelt artikel. ECHA [2008] præsenterer et forholdsvist tilgængeligt eksempel herpå: Hvis man køber en tøjknap, der indeholder 0,5 vægtprocent af kandidatlistestof. I så tilfælde skal der informeres om knappens indhold af SVHC-stoffet sammen med information om sikker anvendelse gennem leverandørkæden pr. automatik, og til forbrugeren på forespørgsel. Hvis man derimod køber en frakke, hvorpå denne type knapper sidder, tæller hele frakken som en sammensat artikel. Her er vægtprocenten af stoffet under 0,1, og dermed gælder Art. 33 s krav ikke for frakken [ECHA, 2008]. Kontrovers omkring definition på artikler Denne definition på artikler har Østrig, Danmark, Frankrig, Tyskland, Sverige og Belgien imidlertid erklæret sig uenige i [Austria et al, 2008], hvilket de har ret til, idet ECHA s vejledningsdokumenter som nævnt ikke er juridisk bindende, og da de enkelte medlemslande står for håndhævelsen af REACH s lovkrav. Det betyder kort fortalt, at her bliver en artikel vurderet ud fra de enkeltdele, som artiklen består af, og således vil frakken ifølge Austria et al, [2008] være omfattet af Art. 33, da vægtprocenten også gælder for frakkens knapper som enkeltdele. Fortolkningen begrundes med, at der i REACH [EU-Parlament & Council, 2006] ikke pr. definition skelnes mellem sammensatte artikler og enkeltdele. Derfor finder disse lande ECHA s [2008] fortolkning i strid med REACH s lovtekst - og potentielt skadeligt for REACH s formål om sikring af både miljø og sundhed og konkurrencedygtigheden, da fx sælgere af enkeltdele skal leve op til krav, som sælgere af komplekse artikler, der bl.a. består af samme enkeltdele, ikke skal leve op til [Austria at al, 2008]. Miljø- og sundhedsmæssigt bliver knapperne logisk set ikke mindre SVHC-holdige ved at sidde på frakken, og information derom kan derfor stadig være relevant og nødvendig i forhold til senere affaldshåndtering samt potentialet for børn i huset - eller evt. et barn som ejer af frakken. Det vil således sige, at danske, tyske, svenske, østrigske, franske og belgiske virksomheder skal leve op til en anden fortolkning af vægtprocenten og dermed Art. 33 end resten af EUlandenes virksomheder, så længe der ikke er kommet en enighed om fortolkningen af artikler. Det kan naturligvis skabe problemer i forhold til import og leverancer selv inden for EU, at 16

17 REACH s regler tolkes og håndteres forskelligt i EU, og denne problemstilling tages op i afsnit 3.4. Der er ikke nogen officielle kontroverser omkring resten af ECHA s [2008] vejledning, så den benyttes fortsat i resten af introduktionen til detaljerne omkring Art. 33. ECHA s [2008] definition på artikler fortsat Den eventuelle emballage omkring artiklen er desuden en artikel i sig selv, så derfor skal fx en papkasse eller plastikindpakning vurderes som en artikel. Hvis frakken fra ovenstående eksempel bliver leveret eller solgt, indpakket i plastik med over 0,1 vægtprocent af et kandidatlistestof, skal der derfor informeres særskilt om plastikken jf. Art. 33. [ECHA, 2008]. Der er som nævnt grænseeksempler for produkter, hvor definitionen som artikel, kemisk stof eller kemisk blanding ikke er helt umiddelbar. Her nævnes ganstanden en kuglepen som eksempel: En kuglepen er ikke en artikel, da dens primære funktion er at frigive blæk, der er en kemisk blanding. En kuglepen er dermed en beholder med en intentionel frigivelse af en kemisk blanding, og kuglepenne hører derfor ikke under Art. 33, som forbrugere kan spørge ind til [ECHA, 2008]. Derfor kan den ovenfor citerede udtalelse fra Cheminovas repræsentant på Kemikaliedag 2010, Kirsten Kjær, betragtes som et udtryk for lettelse over ikke at skulle leve op til REACH s lovkrav omkring artikler, for hvilke definitionerne ikke er helt klare. Kravene om information gennem leverandørkæden og til forbrugere på forespørgsel gælder altså for artikler, som defineret i Art. 3 (3) og uddybet af ECHA [2008]. I det følgende afsnit vil jeg igen vha. ECHA [2008] uddybe, hvordan informationen rent praktisk skal viderebringes i henhold til Art Videregivelse af information Art. 33(2) giver den almene forbruger ret til at forespørge om en vilkårlig artikel hos enhver forhandler/leverandør indeholder et kandidatlistestof. Derefter har forhandleren 45 dage (kalenderdage) til gratis at bringe forbrugeren den samme type information, som er krævet gennem leverandørkæden jf. Art. 33(1) [Europa-Parlamentet & Rådet, 2007]. Overholdelsen af Art. 33 (1) er således i vid udstrækning en forudsætning for, at Art. 33(2) kan overholdes, og derfor er det vigtigt, at samtlige led i leverandørkæden er opmærksomme på deres forpligtelser og rettigheder. Art. 33, stk. 1 påkræver, at europæiske producenter og leverandører automatisk skal forsyne modtageren (næste professionelle led i leverandørkæden - ikke almen forbruger) med 17

18 information om SVHC-stoffer, så snart de er kommet på kandidatlisten [ECHA, 2008]. Der er her forskel på, om artiklen er produceret i eller uden for EU, da informationen automatisk skal følge med en artikel, der er produceret i EU, mens en importør af en artikel, produceret uden for EU, selv har ansvaret for at indhente oplysninger om kandidatlistestoffer fra sin ikke-europæiske leverandør og dele den nedad i leverandørkæden [ECHA, 2008]. Hvis et kandidatlistestof udgør over 1 ton af en virksomheds samlede årlige produktion/leverancer/import, skal ECHA desuden informeres herom, jf. REACH s Art. 7 (2) [EU-Parlamentet & Rådet, 2007]. Men informationen om kandidatlistestoffer i artikler, der kræves videreformidlet jf. Art. 33 er ikke omfattet af de tonnage-grænser, som REACH ellers arbejder med. Derfor skal virksomheder holde styr på kandidatlistestoffer og videreformidle information, uanset den samlede årlige mængde produceret, importeret eller leveret. REACH angiver imidlertid ikke, hvordan og i hvilket format informationen skal videregives, men da virksomheder skal viderebringe information om artiklers indhold af et/flere kandidatlistestoffer, hvis de overskrider 0,1 vægtprocent, er information om koncentrationen af kandidatlistestoffet et implicit krav i Art. 33. ECHA [2008] bringer desuden en mere uddybet vejledning i, hvordan den påkrævede information kan udformes: Ifølge REACH s Art. 33 skal der som et minimum angives navnet på kandidatlistestoffet, men ifølge ECHA [2008] er information om sikker anvendelse også obligatorisk at medsende. Her kan der især være forskel på, hvilken information om sikker anvendelse, der er relevant, alt efter om der er tale om professionelle brugere eller forbrugere. Det er mest relevant for den almene forbruger med anvisninger omkring artiklen, hvis den bør holdes uden for børns rækkevidde, mens professionelle brugere kan drage nytte af anvisninger omkring sikkerhedsudstyr i forbindelse med videre forarbejdning af artiklen. Det anbefales desuden, at der medfølger information om affaldshåndtering af artiklen [ECHA, 2008]. Som et minimum foreslår ECHA [2008] således, at navnet på kandidatlistestoffet er anført sammen med dets klassificering og egenskab som SVHC-stof. Derudover kan vægtprocenten af kandidatlistestoffet i artiklen angives, men hvis den præcise vægtprocent anses som en forretningshemmelighed, kan et interval angives i stedet [ECHA, 2008]. Ud over det, at informationen vedrørende sikker anvendelse kan være anderledes målrettet den almene forbruger, adskiller informationen til forbrugeren sig fra informationen i leverandørkæden på et par punkter. Den største forskel ligger i, at informationen til forbrugerne udelukkende skal bringes på forespørgsel og ikke pr. automatik. Dernæst kommer svarfristen på 45 dage, inden for hvilken kunden skal have dokumentation på, om artiklen indeholder et 18

19 kandidatlistestof over 0,1 vægtprocent [Europa-Parlamentet & Rådet, 2007]. Forbrugeren skal derfor i modsætning til den professionelle bruger, gøre en aktiv indsats for at modtage information om kandidatlistestoffer i en artikel [ECHA, 2008]. Der er imidlertid ingen krav om køb ved en forbrugerforespørgsel [ECHA, 2008], hvilket gør forbrugeren i stand til at vælge artiklen fra, når informationen er kommet frem jf. princippet [EU-Parlamentet & Rådet, 2007, s. 14] om et informeret valg. Dog skal forbrugeren ruste sig med en vis tålmodighed i afventningen på svaret, hvor 45 dage er relativt lang i en købssituation. I tilfælde af tilbudsvarer for en begrænset periode og i et begrænset antal, vil 45 dage logisk set desuden være for lang tid, og mulige konsekvenser af tidsfristen behandles yderligere i kapitel 3 og Håndhævelse af Art. 33(2) i Danmark Vi skelner mellem sjuskere og fuskere [Eskil Thuesen, Kemikalieinspektionen, Kemikaliedag, 2010] REACH udstikker udelukkende lovkrav, og derefter er det op til myndigheder i de enkelte medlemslande i EU at håndhæve og kontrollere om lovkravene opfyldes. I Danmark er Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion den primære tilsynsmyndighed til håndhævelse og kontrol af virksomhedernes opfyldelse af REACH, men enkelte håndhævelses- og kontrolopgaver er lagt ud på hhv. Arbejdstilsynet, Energistyrelsen og Søfartsstyrelsen [ECHA, 2010a]. Specifikt for Art. 33 er håndhævelsen af virksomhedernes opfyldelse delt mellem Arbejdstilsynet og Kemikalieinspektionen, hvor Arbejdstilsynet håndterer opfyldelsen af information i leverandørkæden Art.33 (1), og Kemikalieinspektionen håndhæver bestemmelserne Art. 33(2) om information til forbrugere på forespørgsel. Der foreligger endnu ikke nogen skriftligt formuleret plan for håndhævelsen af Art. 33(2) fra Kemikalieinspektionen, så derfor har jeg henvendt mig til Kemikalieinspektionen med spørgsmål omkring håndhævelsen af Art. 33(2), og har fået svar pr. mail på nogle af spørgsmålene fra Kemikalieinspektionens Pia Petersen [Petersen, pers. henv.] Kemikalieinspektionens værktøjer til håndhævelse Der har endnu ikke været nogen sager omkring Art. 33(2) hos Kemikalieinspektionen, så derfor er der ikke et konkret eksempel på håndhævelse af Art. 33(2) [Petersen, pers. henv., 2010]. 19

20 Der er imidlertid en række værktøjer, som Kemikalieinspektionen kan tage i brug over for virksomheder. Det kan være kontrolkampagner, påbud og indskærpelser, og Petersen [pers. henv.] regner med, at Kemikalieinspektionen i første omgang vil indskærpe reglerne over for virksomheden i tilfælde af en overtrædelse, men valget af værktøj afgøres sag for sag. Da der kan være tilfælde, hvor forhandlere svarer forkert/forsinket, fordi de har problemer med at skaffe de krævede oplysninger fra et andet led i leverandørkæden, var jeg interesseret i at høre, hvordan Kemikalieinspektionen vil handle i en sådan situation: Hvis Kemikalieinspektionen får en henvendelse fra en forbruger, der ikke har fået svar, og forhandleren kan dokumentere, at de har sendt forespørgslen videre uden svar, vil Kemikalieinspektionen gå videre op i leverandørkæden for at finde ud af, hvem der ikke har opfyldt reglerne [Petersen, pers. henv.]. Kemikalieinspektionens håndhævelse sker i så tilfælde over for den virksomhed, der ikke har fulgt reglerne [Petersen, pers. henv.]. På den måde er forhandlere sikret mod håndhævelse, hvis fejlen ikke ligger hos dem. Jeg var også interesseret i at vide, om det søges at ensrette håndhævelsen af REACH i EU, selvom tilsynet, håndhævelsen og strafbestemmelserne er lagt ud på de enkelte medlemslande: Der er blevet oprettet et samarbejde på tværs af landenes tilsynsmyndigheder gennem det fælles Forum (se tekstboks 2.2), hvor det søges at finde en fælles forståelse af reglerne og ensretning af kravene, som tilsynsmyndighederne stiller over for virksomhederne [Petersen, pers. henv.]. TEKSTBOKS 2.2 Forum for Exchange of Information on Enforcement (Forum) For bedre at koordinere og ensrette indsatsen, er Forum blevet oprettet som et samarbejde mellem medlemslandenes tilsynsmyndigheder med det overordnede formål at nå til en harmoniseret håndhævelse af REACH på tværs af medlemslandene. Herunder søges det bl.a. at - nå til fælles forståelse af reglerne - udarbejde strategier for håndhævelse samt best practice - udveksle ekspertise og erfaring - udvikle arbejdsmetoder til inspektører Det første fælleseuropæiske kontrolprojekt er det såkaldte REACH-EN-FORCE-1 og har især fokuseret på kontrol af virksomhedernes første præregistreringer og registreringer. [ECHA, 2010f] 20

21 Det er imidlertid meget svært at ensrette håndhævelsen, da de enkelte landes tilsynsmyndigheder har forskellige administrative håndhævelsesmetoder/redskaber og retslige systemer [Petersen, pers. henv.]. Konkret nævnes, at der kan være tilfælde, hvor ét lands tilsynsmyndighed vælger at indskærpe reglerne over for en virksomhed, mens et andet lands tilsynsmyndighed vælger at tildele en administrativ bøde [Petersen, pers. henv.]. Til Kemikaliedag 2010 nævnte Miljøstyrelsens repræsentanter Henrik Søren Larsen og Eskil Thuesen i deres fælles oplæg, at det planlægges at lave en informationskampagne til forhandlere, da det lader til, at de ikke er opmærksomme på deres forpligtelser og ikke kan svare. Kampagnen skal således både omhandle forhandlernes egen ret til information (Art. 33(1)) og pligt til videregivelse af information til forbrugere på forespørgsel (Art. 33(2)). Som nævnt, har der endnu ikke været konkrete sager hos Kemikalieinspektionen omkring håndhævelsen af Art. 33, men som en generel tilgang til kontrol af virksomheder, påpegedes det, at overtrædelser vurderes sag for sag, og at Kemikalieinspektionen skelner jf. det fremførte citat fra Kemikaliedag 2010 mellem sjuskere og fuskere i den forstand, at der er forskel på intentionelle overtrædelser reglerne og overtrædelser på grund af manglende opmærksomhed [Miljøstyrelsen, oplæg v. Kemikaliedag, 2010]. En informationskampagne målrettet forhandlere om deres forpligtelser og rettigheder vedrørende informationsdeling, forstår jeg derfor som et tiltag fra Miljøstyrelsen, der dels kan hjælpe forhandlerne til at imødekomme kravene korrekt, og dels kan hjælpe til at mindske uintenderede overtrædelser pga. uopmærksomhed på den specifikke Art. 33. Ubesvarede spørgsmål Følgende uddybende spørgsmål har jeg stillet efterfølgende ( ), men afventer svar: A) Er der udsigt til ændring af ECHA's definition på artikler, som bl.a. DK er uenig i? B) Er der planlagt et tilsyn med virksomhedernes overholdelse af Art. 33(2), og hvordan kommer det til at foregå? C) Har Miljøstyrelsen/Kemikalieinspektionen nogen officielle vejledninger til, hvordan virksomhederne skal svare: 1) når artiklen har over 0,1 % kandidatlistestof, og virksomheden således skal informere (ECHA har en vejledning i dette, men gælder den også i DK)? 2) når der ikke er kandidatlistestoffer i artiklen? 3) i tilfælde af, at forbrugeren har spurgt til en vare, som falder uden for kategorien 'artikel'? 21

22 22

23 3 Art. 33(2) i praksis Analyse og vurdering af undersøgelser og virksomheders erfaringer i henhold til Art. 33(2) Dette kapitel skal give et indblik i, hvordan Art. 33(2) fungerer i praksis for virksomheder og med hensyn til forbrugerforespørgslerne. Først analyseres tre undersøgelser, der relaterer sig til, hvordan REACH s Art. 33(2) fungerer for forbrugere. Det drejer sig henholdsvis om NGO en Forbrugerrådets [2010a, 2010b] Test af 45-dages reglen i REACH afsnit 3.1, den europæiske forening af NGO er European Environmental Bureaus (EEB) rapport The Fight to Know (afsnit 3.2) [EEB, 2010] og i afsnit 3.3 et nyligt udgivet miljøprojekt under Miljøstyrelsen med De Danske Købmænd som projektansvarlige, Rækker REACH ud til forbrugeren? [MST, 2010]. Derefter præsenteres og analyseres virksomhedernes forhold til Art. 33(2). Det baseres i afsnit 3.4 på interview med Dansk Erhvervs miljøchef Jakob Lamm Zeuthen [Zeuthen, pers. henv.], og i afsnit 3.5 på min deltagelse ved konferencen Kemikaliedag Forbrugerrådets tjek af 45-dages reglen i REACH Forbrugerrådet [2010a] har testen, hvordan danske butikker lever op til Art. 33(2)., eller hvad Forbrugerrådet benævner 45-dages reglen pga. de 45 dages svarfrist. Testen opstilles som et tænkt eksempel, hvor der skal købes ind til renovering af et børneværelse - altså både byggematerialer og møbler, men hvor legetøj er undladt, da det dækkes af en særlovgivning for legetøj [Forbrugerrådet, 2010a]. Her har Forbrugerrådet [2010a] 23

24 sendt en skriftlig forespørgsel til udvalgte forhandlere om produkterne indeholder kandidatlistestoffer, hvori der samtidigt gøres opmærksom på forpligtelsen om 45 dages svarfrist. Resultaterne viser, at 40 % af de danske virksomheder svarede inden for svarfristen, mens resten enten svarede efter en rykker, eller slet ikke svarede [Forbrugerrådet, 2010a; 2010b] Vurdering af Forbrugerrådets resultater Der er dog et par problemer ved Forbrugerrådets test, der gør, at jeg ikke umiddelbart kan benytte resultaterne til en vurdering af, hvordan Art. 33(2) har fungeret i praksis. For det første nævnes det, at der spørges ind til maling til børneværelset. Maling er ikke en artikel, men en kemisk blanding, og er derfor slet ikke omfattet af Art. 33(2). Det fremgår ikke af Forbrugerrådets [2010a; 2010b] test, hvilke konkrete produkter der er spurgt ind til hos de enkelte forhandlere, og derfor kan jeg ikke vurdere, hvor mange af produkterne og dermed forhandlerne, der reelt er artikler og omfattet af Art. 33 (2) s lovkrav. Da nogle af forhandlerne i Forbrugerrådets [2010a] test kan være kontaktet og bedømt på et forkert grundlag, kan jeg således ikke benytte Forbrugerrådets [2010a] resultater til andet end at konstatere, at de 40 % i det mindste svarede inden for tidsfristen. Forbrugerrådet [2010a] lægger mest vægt på, om svarfristen er overholdt og ikke så meget, om svarene var korrekt håndterede, men det er naturligvis et svært spørgsmål, da der ikke er direkte juridisk bindende krav til, hvordan svaret skal udformes i tilfælde af kandidatlistestoffer (jf. afsnit 2.1) - og slet ingen anbefaling til svar i tilfælde af ingen kandidatlistestoffer (diskuteres i afsnit 4.1). Det nævnes, at der blev meldt tilbage, at syv produkter indeholdt enten kandidatlistestoffer eller stoffer på EU s liste over hormonforstyrrende stoffer [Forbrugerrådet, 2010a, s. 1]. Det konkrete antal produkter med kandidatlistestoffer er ikke opgivet, og EU s liste over hormonforstyrrende stoffer er ikke omfattet af Art. 33(2), så derfor savner jeg en klarere opgørelse over de resultater fra Forbrugerrådet [2010a], der faktisk handler om kandidatlistestoffer. Det begrundes ikke direkte, hvorfor EU s liste over hormonforstyrrende stoffer er inddraget i testen, men det kan sandsynligvis begrundes med Forbrugerrådets store arbejde for og kampagner omkring udfasning af hormonforstyrrende stoffer [Forbrugerrådet, 2010c]. Forbrugerrådets [2010a] test bærer således præg af, at der har været forvirring omkring definitionerne og lovkravene under Art. 33(2), som blev præsenteret i Kapitel 2, og derfor 24

25 vurderer jeg, at testen desværre ikke kan give et klart indtryk af, hvordan Art. 33(2) fungerer i praksis i Danmark Interview med Forbrugerrådet om Art. 33(2) Jeg har interviewet Forbrugerrådets miljømedarbejder Claus Jørgensen [Jørgensen, pers. henv.] for at høre nærmere om testen - men især for at få uddybet Forbrugerrådets syn på Art. 33(2), da det fremgår af en artikel på DR s hjemmeside 5, at Forbrugerrådet ønsker Art. 33(2) fjernet. Det er interessant, da Forbrugerrådet var medforfatter til The Copenhagen Charter [EEB et al, 2000], og derfor har kæmpet for udvidet ret til information om kemikalier til forbrugere forud for REACH (jf. afsnit 1.1). Art. 33(2) simpelthen ikke, hvad Forbrugerrådet kæmpede for i sin tid [Jørgensen, pers. henv.]. Det skal ifølge Jørgensen [pers. henv.] ikke forstås på den måde, at Forbrugerrådet vil af med den ret, som forbrugerne har fået, men der er nogle elementer, der gør, at det ikke fungerer optimalt. Ønsket forud for REACH var, at alle varer skulle emballeres, så forbrugerne kunne se kemikalieindholdet direkte på produktet [Jørgensen, 2010]. I Art. 33(2) drejer det sig kun om SVHC-stoffer, der er vurderet miljø- og sundhedsskadelige, og disse stoffer ser Forbrugerrådet helst forbudte [Jørgensen, pers. henv.]. Det gavner heller ikke forbrugerne, at reglen tilmed begrænses af, at forbrugeren selv skal gøre en aktiv indsats for at få informationen og derefter vente 45 dage, hvilket bl.a. er et problem i forhold til tilbudsvarer [Jørgensen, pers. henv.]. Om det drejer sig om produkter eller artikler, komplicerer blot reglen yderligere for forbrugerne [Jørgensen, pers. henv.]. Forbrugerrådets holdning, at ret til information skal gælde for alle produkter [Jørgensen, pers. henv.], kan således til dels begrunde, hvorfor Forbrugerrådet [2010a] ikke begrænsede undersøgelsen til artikler, men det burde for mig at se være anført i undersøgelsen for at undgå unødig forvirring omkring de aktuelle retningslinjer for anvendelsen af Art. 33(2) blandt læserne. Jørgensen [pers. henv.] fremhæver, at særligt interessant ved undersøgelsen var, at Forbrugerrådet fik nogle tilstrækkelige svar på forespørgslerne, mens Informationscenter for Miljø & Sundhed (IMS) i den forbindelse gik ud som almindelige forbrugere og fik slet ikke 5 Ikke et ord om farlige kemikalier [DR Nyheder - Penge, ] (set dec. 2010) 25

26 nogen svar, hvilket er et dårligt tegn for forbrugerne [Jørgensen, pers. henv.]. I forbindelse med Forbrugerrådets [2010a] test påpeger Jørgensen [pers. henv.] yderligere, at nogle virksomheder svarede Vi overholder REACH og det kan ikke bruges til noget, for det er jo ikke ulovligt under REACH at have stofferne i produkterne - de skal bare kunne informere om det. Ifølge Jørgensen [pers. henv.] bør virksomhederne kunne leve op til Art. 33(2) på nuværende tidspunkt, da de i form af Art. 33(2) skulle have informationen, og således burde det kunne klares på ret få dage og en lov er en lov. Ifølge Jørgensen [pers. henv.] mener Dansk Industri (DI) imidlertid ikke, at forbrugerne har krav på et svar, hvis der ikke er kandidatlistestoffer i artiklen 6, hvilket er problematisk, da forbrugerne har således ikke mulighed for at vurdere, om forespørgslen overhovedet er blevet behandlet i løbet af de 45 dage, hvis virksomheden ikke skal svare uanset hvad [Jørgensen, pers. henv.]. Det kan måske begrunde, at Forbrugerrådet endnu ikke har fået svar på alle forespørgsler fra testen [Jørgensen, pers. henv.]. På spørgsmålene, hvad Forbrugerrådet forventer fra myndighedernes side, og om Forbrugerrådet havde indberettet overtrædelserne fra undersøgelsen til Kemikalieinspektionen, lød svaret: Miljøstyrelsen siger, at de ikke har gjort noget, fordi der ikke har været nogen indberetninger endnu ( ) Miljøstyrelsen plejer ellers godt selv at kunne tage affære, men nu har jeg altså indsendt sagen igen og fået lovning på, at de vil kigge på det i starten af 2011 [Jørgensen, pers. henv.]. Der er dermed en kritik af Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, da sagen har været oppe i medierne, og Kemikalieinspektionen dermed kunne have reageret uden en direkte indberetning [Jørgensen, pers. henv.]. Art. 33(2) er ifølge Forbrugerrådet dermed hverken optimal i sin nuværende form eller funktion. 3.2 EEB s undersøgelse The Fight to Know Foreningen af europæiske NGO er, EEB, har i løbet af foråret 2010 også udført en undersøgelse om, hvordan Art. 33(2) fungerer i praksis [EEB, 2010]. Der var tre overordnede formål med undersøgelsen, hvor det undersøges, om forhandlerne: 1) lever op til de lovmæssige krav tre år efter ikrafttrædelsen af REACH. 6 Jeg har i lighed med Dansk Erhverv (afsnit 3.4) kontaktet DI omkring deres syn på Art. 33(2), men har ikke fået tilbagemelding, så har ikke mulighed for at underbygge dette fra DI s side. 26

27 2) er opmærksomme på og engagerede i arbejdet med SVHC-stoffer og substitution deraf. Herunder at undersøge kendskab til den såkaldte SIN-liste (se tekstboks 3.1). 3) svarer i overensstemmelse med det aktuelle indhold af fire ftalaterne fra kandidatlisten samt fire ftalater fra SIN-listen gennem kemisk testning af produkter. Et delformål var her at gøre opmærksom på et potentielt problem med eksponering for flere ftalater ad gangen fra samme artikel. [EEB, 2010]. TEKSTBOKS 3.1 SIN-listen (Substitute-It-Now List) SIN-listen er udarbejdet af NGO er med ChemSec som hovedansvarlig, hvor formålet er at fremskynde processen med substitution af SVHC-stoffer. Derfor forklares SIN-listen som et anvendeligt redskab for proaktive virksomheder til at se, hvilke stoffer der potentielt kommer på kandidatlisten, og dermed substituere dem med det samme. Stofferne på SIN-listen bliver udvalgt på baggrund af REACH s Art. 57 s (tekstboks 2.1) kriterier for SVHC-stoffer. Stofferne findes gennem reviews af videnskabelige forsøgsartikler med dokumentation af egenskaber og effekt og gennem skelen til det europæiske klassificerings- og mærkningssystem (CLP), hvilket bliver sammenholdt med viden om stoffernes anvendelse i artikler. Pt. er der således 356 stoffer på SIN-listen, der opdateres med jævne mellemrum. [ChemSec, 2010b]. Undersøgelsen bestod af to dele, hvor EEB [2010] i første del antog forbrugerrollen og sendte i alt 158 forespørgsler om produkter til 60 forskellige multinationale forhandlere/mærker i EU-landene Tyskland, Belgien, Sverige, Ungarn og Holland. Anden del af undersøgelsen gik ud på at teste 93 af de udvalgte produkter for indhold af ftalater fra hhv. kandidatlisten og SINlisten. Sidst har EEB [2010] opstillet et pointsystem, hvor forhandlerne gives point (og negative point) for deres svar, deres kendskab til kandidatlisten og SIN-listen, samt for overensstemmelsen mellem forhandlernes svar og resultaterne af de kemiske tests. Jeg fokuserer i det følgende på EEB s [2010] resultater vedrørende de lovmæssige krav ved Art. 33(2). 27

28 3.2.1 EEB s resultater og anbefalinger Resultaterne fra EEB s undersøgelse viser problemer med overholdelsen af Art. 33(2). EEB [2010] modtog kun 35 tilfredsstillende besvarelser på de 158 forespørgsler (22 %). Halvdelen af forespørgslerne blev slet ikke besvaret, hvilket EEB [2010] betegner som det mest rystende resultat. Mht. de resterende utilfredsstillende svar var der tale om tilfælde af forkerte svar eller mangelfulde og uklare svar, og nogle benægtede forpligtelse til at svare [EEB, 2010]. Tilfredsstillende betyder i denne sammenhæng svar, der lever op til REACH s Art. 33(2) s minimumskrav. Det vil sige et svar inden for 45 dage 7, der enten dokumenterede, at produktet ikke indeholdt (negativt) eller indeholdt (positivt) et kandidatlistestof i en vægtprocent over 0,1 % af artiklen [EEB, 2010]. Yderligere opstillede EEB [2010] et kriterium om, at svaret skulle være sandt, hvilket blev testet gennem de kemiske tests for ftalater i 93 udvalgte produkter, og nogle af de forkerte svar tilskrives efterfølgende dokumentation på, at der var kandidatlistestoffer i artiklen, på trods af manglende eller negativt svar. EEB [2010] vedkender, at det som forhandler kan være krævende at besvare disse spørgsmål fra forbrugerne, da det forudsætter, at de kan få den tilstrækkelige information oppefra i leverandørkæden (jf. Art. 33(1)). Et specifikt eksempel på dette problem lyder på, at COOP ikke kunne skaffe oplysningerne fra sin leverandør. Her fandt EEB [2010] indhold over 0,1 vægtprocent af et kandidatlistestof (DIBP) i COOP s artikel, hvilket efterfølgende har ført til, at COOP har valgt at standse salget af den pågældende artikel. EEB [2010] opstiller en række anbefalinger til forbedring af Art. 33(2) s funktion i praksis. Først anbefales et udvidet system med databaser over produkter og indhold af kandidatlistestoffer, som dels vil lette arbejdsbyrden for forhandlerne - og dels vil udvide forbrugernes ret til et informeret valg, så de kan få information om en hel produktkategori og vælge derimellem, i stedet for at skulle sende forespørgsler om hver enkel artikel [EEB, 2010]. En database skulle også kunne give forhandlere certifikat på, at de ikke sælger SVHC-stoffer [EEB, 2010] - en mulighed der behandles yderligere i afsnit Virksomhederne anbefales at gå mere proaktivt til værks og skabe sig et overblik over stoffer, der potentielt kan komme på kandidatlisten [EEB, 2010]. Her henviser EEB [2010] bl.a. til SIN-listen (tekstboks 3.1), der pt. indeholder 356 stoffer i modsætning til kandidatlistens 38. På 7 EEB [2010] tolkede de 45 dage som 45 arbejdsdage. 28