STYRK LQM! Fra Pakistan har vi modtaget en anmodning om at skaffe kr. til LQM. Det vil vi forsøge at gøre.

Transkript

1 STYRK LQM! Fra Pakistan har vi modtaget en anmodning om at skaffe kr. til LQM. Det vil vi forsøge at gøre. LQM er forbogstaverne til Labour Qaumi Bevægelsen, og det er navnet på den faglige bevægelse tekstilarbejderne i Pakistan selv skabte i 2010 uden støtte udefra. Centret for LQM ligger i Faisalabad, og LQM blev til under meget hårde kampe med arbejdsgivere og statsmagten. To faglige ledere blev dræbt af skud. Det er ikke lykkedes for politiet at finde frem til gerningsmændene. To andre ledere blev arresteret beskyldt for terroraktiviteter. De blev idømt 10 års fængsel. Fire andre fagforeningsledere, der blev fængslet efter strejken, blev også idømt 10 års fængsel. Kort tid efter blev yderlige 7 fagforeningsledere fængslet. Nu forholder det sig imidlertid sådan, skrev Khalid Mahmood, som leder vores pakistanske samarbejdspartner Labour Education Foundation (LEF), at Højesteret i Lahore har omstødt dommen for terrorvirksomhed. I stedet har den idømt fagforeningslederne til at betale kr. i bøder. Godt nok er LQM selv gået i gang med at skaffe disse penge, skrev Khalid. Men ellers kender jeg kun STS, som kan hjælpe os med at samle pengene, skrev han også. Det er af vital betydning, at vi får skaffet disse penge. For LQM har været udsat for angreb også fra anden side! Man har forsøgt af splitte LQM. En overgang var situationen alvorlig. Disse LQM-fjendtlige kræfter har også betydet en unødig forsinkelse af Højesterets afgørelse. HELT HEN I VEJRET Beskyldningerne for terrorvirksomhed er meningsløse. På et tidligt tidspunkt i deres kamp rettede LQM en henvendelse til Labour Party Pakistan om hjælp. De rettede også en henvendelse til LEF. Og især til LEF s medlemsorganisation Den Nationale Fagforeningsbevægelse (et pakistansk LO som der er mange af!). Lederen af dette LO, Yousuf Baloach, gjorde også en stor indsats for at formindske tendensen til at bruge vold. Desuden var han i Faisalabad flere gange for at styrke moralen i LQM. Sammen med ledelsen LQM gjorde disse ledere en stor indsats for at overbevise medlemmerne af LQM om, at hvis de Er Yemen blevet angrebet med atomvåben? brugte vold, ville det kun forringe deres sag. I stedet skulle de vise, at LQM var en massebevægelse, og det lykkedes faktisk også. Samme dag som meddelelsen om arrestation af de seks fagforeningsledere blev kendt, blokerede medlemmer af LQM hovedgaderne i Faisalabad. Takket være denne optræden vandt LQM bred støtte i medierne. Til sidst måtte statsmagt og arbejdsgivere krybe til korset. Der blev indgået en overenskomst med arbejdsgiverne. Indsamlingen kan støttes ved at indsende et beløb på konto nr En række nyhedsmedier har i den sidste tid fortalt, at de mener, Yemen har været udsat for angreb af taktiske atomvåben. Den 30. maj skrev Pravda: Saudierne er begyndt at slette Yemen af kortet. Taktiske atomvåben har ramt landet. Chokerende videoer viser protonbombardementer fra en neutronbombe. Israel er i besiddelse af disse våben. Enhver tvivl om, at de nukleare angreb på Yemen kommer fra Israel, er blevet bevist af, at to israelske F16 jetjagere, der blev skudt ned over Yemen for nylig, nu er væk. Det forbudte angreb har fremkaldt en storm af internationale protester. Obama har ellers for nylig lovet en hvilken som helst militær støtte over for enhver amerikansk trussel, det rige arabiske olie-

2 2 YEMEN - GRÆKENLAND land måtte stå overfor. Videoer og billeder lyver ikke, skrev blandt andet Veterans Today, og sammen med andre har den bragt en video, hvor man hører ofrene skrige, og hvorfra dette billede stammer fra. Truer Israels forsyningslinje 38 procent af den internationale trafik, der løber gennem det smalle stræde mellem Yemen og Afrika og op til Det Røde Hav og Suez-kanalen repræsenterer Israels vigtigste livslinje skrev eksperten Salem Zahran på AL-MASDAR NEWS den 1. april. Og han fortsatte: Amerikanerne og Israel er til stede på den vestlige side af strædet. I Djibouti ligger den største amerikanske base i Afrika og en afdeling af (det israelske efterretningsvæsen) Mossad. Men selvom en koalition, der mest består af rige oliestater i golfen støttet kraftigt af Israel - bomber Yemen, tror Zahran ikke, at Saudi-Arabien, der har en meget lang grænse til Yemen, vover at trænge ind i Yemen. Det er sikkert rigtig nok. Det saudiske kongehus er selv i fare, hvad de mange nye henrettelser er et tydeligt tegn på. Tværtimod er soldater fra Yemen trængt ind på saudisk territorium. Invasionen i Yemen er foregået med den falske begrundelse, at man ville geninstallere den flygtede tidligere præsident Abdabbu Mansour Hadi. Kan oplysningerne om angrebet være rigtige? Israel, koalitionen, USA og andre vestlige lande vil til enhver tid vil benægte det. Der findes dog nærmest et hav af små taktiske atomvåben. Veterans Today har bragt en liste over mange af dem, og påstanden om angrebet lyder mere troværdigt, end man umiddelbart ville tro. Det internationale atomagentur har sagt, at der muligvis er affyret et atomvåben i Yemen. Intersol Nr. 125 Juni 2015 Nyhedsbrev fra STS International Solidarity Borgediget 23, 1. DK-4000 Roskilde Tlf ISSN Postgirokonto : FI-konto: sts@intsol.dk Hjemmeside: Intersol redigeres af bestyrelsen for STS. Ansvarshavende for dette nummer er: Vagn Rasmussen. Oplag for Nr. 125: 500 eksemplarer. Produktion: Eget Tryk. Signerede artikler udtrykker ikke nødvendigvis forenings synspunkter. Redaktion afsluttet: 17. juni 2015 Grækenland, NATO og Israel På en konference om forsvar og sikkerhed den 5. maj sagde Panos Kammenos, at Grækenland vil tillade, at NATO brugte dets baser i krigen mod terrorisme i Mellemøsten. Grækenlands forsvarsminister Panos Kammenos og premierminister Alexis Tsipras taler sammen. Grækenland er rede til at gennemføre dette initiativ i NATO s sydlige sektor, sagde han også. Konferencen, Kammenos talte på, var arrangeret af det amerikansk-hellenske handelskammer i Athen. Panos Kammenos er Grækenlands nye forsvarsminister. Han kommer fra det stærkt højreorienterede parti, Anal. Anal har gode forbindelser til den græske hær. Det bekymrer mange i Grækenland, hvor hæren har en slags tradition for at lave militærkup, der især er rettet mod venstrefløjen. Fælles græsk-israelske flyveøvelser Den 8. maj skrev det russiske nyhedsbureau Sputnik: Det israelske luftvåben har gennemført manøvrer mod S-300 jord- til luftmissesystemet, som snart vil blive leveret til Iran. Manøvrerne er gennemført som led i et bilateralt træningsprogram. De blev udført mod to græske S-300-systemer, der er placeret på Kreta. Missionen fandt sted fra den 20. til den 30. april, hvor israelerne tilsluttede sig HAF s (Det Hellenske Luftvåben) INIO- HOS-2015 øvelser - en af Grækenlands største årlige øvelser, i hvilken mindst 150 krigsfly fra alle HAF s eskadroner deltog. Ifølge rapporter anvendte israelerne en styrke på ti F-161 krigsfly fra fire eskadroner, og dets luftvåben blev overvåget af personale fra det amerikanske luftvåben i Europa, der fungerede som kontrollanter. Israel har modtaget tekniske data om S- 300 systemet, som er i stand til at ramme mål i luften med en distance på 150 kilometer og i en højde op til meter. Kommandøren af det israelske luftvåben, generelmajor Amir Eshel, besøgte tropperne og deltog sammen med sin græske modpart, general løjtnant Christos Vaitsis, i det mindste i en mission under øvelsen over det ægæiske hav, skrev Sputnik også. Fortsatte nedskæringer Den nye regerings tillid til NATO synes grænseløs. Det synes dens tillid til EU og til trojkaen EU, den europæiske centralbank og IMF også at være. Med henblik på, skrev Kumaran Ira den 9. maj på WSWS, at opnå et yderligere lån på 7.2 milliarder euro fra trojkaen forbereder Syriza nye detaljerede planer om reformer, der inkluderer reaktionære forandringer i lovene for arbejdsmarkedet, fyringer i den offentlige sektor og privatisering af statsejede virksomheder. For nylig, skrev Ira også, beordrede regeringen de statsejede entiteter, der inkluderer pensionsfonde, hospitaler og universiteter, til at sørge for, at deres kassereserver blev overført til Centralbanken, så den kunne betale til EU.

3 Var det mon Rambo, der reddede Europa fra nazismen? Det kan man da vist kalde et godt spørgsmål. Men der ligger noget bag det. ØST - VEST 3 Den vestlige propaganda er nemlig stærk. På trods af at Vestens invasionen af Normandiet først fandt sted den 6. juni 1944 og formentlig også havde til hensigt at blokere for Den Røde Hærs fremgang i hele Europa, så mener det store flertal af befolkningen i Europa, at det først og fremmest var amerikanerne, der reddede Europa fra nazismen. Det russiske nyhedsbureau Sputnik skrev den 8. maj: Ved hjælp af et professionelt undersøgelsesinstitut kan Sputnik oplyse, hvad befolkningen i England, Frankrig og Tyskland mener om sagen. 43 procent mener, det var amerikanernes indsats, der førte til sejren over Hitlers Tyskland. Kun 13 procent mener, at det var Den Røde Hærs indsats, der reddede Europa fra nazismen. I en artikel med titlen: Europæerne har glemt, hvem der reddede dem fra nazismen, gennemgår Sputniks danske udgave de mange beviser på, at det var Sovjetunionen, der standsede Hitlers Tyskland. Fakta Blandt andet hævder Sputnik, at den sovjetiske hær standsede den tyske hær ved Moskva, og dermed punkterede man myten om den tyske hærs uovervindelighed. Tyskerne led også nederlag i Stalingrad, og derefter gik først Tyskland og derpå Japan over fra offensiv krigsførelse og til defensiv krigsførelse, skrev Sputnik. I panserslaget ved Kursk fik kampmoralen i Hitlers hær sit grundskud. Og da de sovjetiske tropper forcerede Dnepr, åbnede det vejen til Europas befrielse. I årene kæmpede 75% af alle Tysklands tropper mod USSR; i de følgende år befandt omkring 70% af værnemagtens enheder sig på den sovjetisk-tyske front. I slutningen af 1943 havde Tyskland haft betydelige tab, men var stadig en stærk En ny økonomisk verdensorden er på vej modstander. Landet havde 5 mio. mand på Østfronten, og her var ligeledes næsten 75 % af de tyske kampvogne, af det selvkørende artilleri og af flyvemaskinerne koncentreret. Østfronten forblev den vigtigste front for Tyskland, også efter åbningen af den Anden Front. I 1944 kæmpede over 180 tyske divisioner mod den sovjetiske hær. Den engelsk-amerikanske hær stod over for 81 tyske divisioner. Østfronten havde en længde på 4-6 tusinde kilometer, hvad der var fire gange mere end den nordafrikanske, den italienske og den vesteuropæiske front tilsammen. De tyske væbnede styrker havde over 73 % af deres tab på den sovjetisk-tyske front. Foruden sit eget territorium befriede USSR 47 % af Europas territorium (de allierede befriede 27 % af territoriet, og 26 % blev befriet af USSR og de allierede i fællesskab). Dertil kommer de sovjetiske tab i menneskeliv og de økonomiske tab. I forhold til dem, var de vestlige tab minimale, mener Sputnik. Når Vesten fordrejer disse kendsgerninger, skrev Sputnik, sker det for at forklejne Ruslands rolle på den internationale arena. Der synes mindre og mindre tvivl om, at en ny økonomisk verdensorden er på vej. Gamle magter er ved at forsvinde, mens nye dukker op. Centrene for den nye økonomiske magt er ikke Nordamerika eller Nordeuropa, men Østeuropa, Asien og Latinamerika. Det, man på længere sigt synes at være ude efter, er at fortrænge dollars som verdensvalutaen. Brugen af dollars giver de amerikanske politikere en masse fordele, som man gerne vil fratage dem. BRIKS Der er gået nogle år siden, BRIKS blev grundlagt. BRIKS står for Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Da BRIKS blev dannet udgjorde det samlede befolkningsantal godt 41 procent af verdens samlede befolkning. Men da BRIKS er det sted, hvor den største vækst i verdensproduktion foregår, har vi allerede at gøre med verdens største marked. I de sidste ti år er deres samlede nationalprodukt steget med mere end 300 procent. I BRIKS bestræber man sig på, at lade brugen af dollars erstatte med bilaterale handelsaftaler. Med den nye Silkevej spinder Kina, som er en voksende stormagt, et omfattende økonomisk net ud over det meste af verden. AIIB Den 31. marts udløb fristen for tilmelding til den Asiatiske Infrastrukturelle Investeringsbank AIIB, der er lavet på kinesisk initiativ. Fra en mere beskeden begyndelse, hvor 27 asiatiske lande sluttede op omkring initiativet i 2014, er AIIB vokset til at være et tilløbsstykke. Mange lande i EU er med inklusive Danmark. Men også uden for EU har mange lande tilsluttet sig AIIB. Trods amerikanske advarsler har mange af USA s nærmeste allierede for eksempel Australien og Israel tilsluttet sig AIIB. Dette har vakt bekymring i Washington, som betragter dannelsen af AIIB som en udfordring til de amerikansk-ledede foretagender som IMF og Asiens Udviklingsbank. Silkevejen Kina har også taget et initiativ, der på lidt længere sigt, kan blive en endnu større trussel mod dollaren. Umiddelbart efter meddelelsen om starten af AIIB meddelte Kina, at det havde dannet et økonomisk fond til genåbningen af den gamle Silkevej. Planen er at skabe et

4 4 ØST - VEST økonomiske bælte med samarbejde om bygningen af motorveje, jernbaner og andre nødvendige former for infrastruktur, der skal forbinde Kina med det centrale og sydlige Asien med Mellemøsten og Europa. Navnet for planen er Det 21. århundredes En ny politisk-militær alliance Silkevej Den maritime rute går ud på at bygge eller udvide havne og industriområder i Asien, Mellemøsten, Afrika og Europa. Amsterdam er tænkt som en af afslutningerne på den maritime Silkevej. Når projektet er færdigt vil det omfatte 60 procent af verdens befolkning. Dette vil på sigt lede handelen uden om Nordamerika. Bygningen af Silkevejen har været længe været i gang. I de sidste fire år har der i Moskva været afholdt internationale sikkerhedskonferencer, MCIS. Det er tydeligt, at en ny alliance er ved at tage form. MCIS fandt dette år sted i april. Civile repræsentanter og repræsentanter for militæret fra over 70 lande inklusive NATOlande deltog konferencen, som man vel kan opfatte som det russiske svar på den vestligt dominerede sikkerhedskonference, der hvert år bliver afholdt i München. Mens München-konferencen koncentrerer sig omkring sikkerheden i Europa og omkring Atlanten, så repræsenterer MCIS en meget større kreds af lande særligt fra Mellemøsten, Asien, og landene omkring Stillehavet. Disse lande svarer i det store og hele til den nye økonomiske magt med Kina i spidsen, som også er ved at blive bygget op. Nyt jerntæppe Washington er i gang med at bygge et nyt jerntæppe op omkring Kina, Iran, Rusland og deres allierede gennem opstilling af amerikanske missiler og missiler fra NA- TO. Dette missilsystem er offensiv - og ikke defensivt - både i indhold og form, skrev Mahdi Darius Nazemroaya på Global Research den 25. april. Nazemroaya har i flere år fulgt udviklingen af MCIS. Nazemroaya fortsatte: Pentagons mål er at neutralisere ethvert forsvarsforsøg fra Rusland eller fra andre euroasiatiske magter mod angreb fra USA s En lang proces Fra åbningsmødet. missilsystem, som kan inkludere et angreb med atomvåben. Washington vil ikke tillade, at Rusland eller andre skal kunne gengælde et eventuelt angreb med atomvåben. Med andre ord: besidde en evne til at svare igen mod et angreb fra Pentagon. Svarene Denne offensive trussel er ikke bare rettet mod Rusland og Kina, men mod alle lande, som ikke vil finde sig at blive dikteret af Washington. Denne trussel var et hovedemne på sikkerhedskonferencen i Moskva. Den skarpeste erklæring kom fra den iranske forsvarsminister Hussein Dehghan, skrev Nazemroaya. Brigadegeneral Deghan sagde, at Iran ønskede, at Kina, Indien og Rusland skulle stå sammen for i fællesskab at modsætte sig den trussel, som NATO s udvidelse mod øst og opbygningen af atomskjoldet udgjorde mod deres fælles sikkerhedsinteresser. Hvordan kunne man egentligt imødegå den? Den russiske forsvarsminister, Sergej Shoigu, der åbnede konferencen, afholdt mere end 10 separate møder med deltagere i konferencen. Efter et møde mellem Shoigu og forsvarsministeren fra Kazakhstan, skrev Nazemroaya, blev det meddelt, at opbygningen af et fælles luftforsvarssystem mellem de lande var gået i gang. Allerede i 2011, skrev Nazemroaya, kom det frem, at regeringerne i Rusland, Iran og Kina var i gang med at skabe et fælles missilskjold, der kunne opveje USA s og NA- TO s missilskjold. Russiske S-300 og S-400 luftforsvarssystemer er ved at blive rullet ud over Euroasien fra Armenien, Hviderusland og til Kamchatka. Disse forsvarssystemer gør det meget vanskeligere for Washington at nå sit mål med at neutralisere evnen til et gengældelsesangreb, skrev Nazemroaya, Et mobilt, akkurat og dødeligt system Uden på nogen måde at påstå, at det russiske forsvar kan sammenlignes med USA s og NATO s, bør man også påpege store forskelle i den måde, våbnene bliver til på. I USA har produktion og udvikling af våben fra gammel tid været overladt til fabrikker i den privatejede våbenindustri.. I Rusland er våbenproduktionen siden oprettelsen af Sovjetunionen foregået i snævert samarbejde med de forsvarsstyrker, som skal bruge dem. Russiske våben er billigere at fremstille end de amerikanske. De er også relativt lette at kopiere. De er ikke tænkt som offensive våben, men først og fremmest som forsvarsvåben. Der har været talt meget om, hvorvidt Rusland skal benytte ophævelsen af blokaden mod Iran til at levere S-300-systemet til dette land, nævner Nazemroaya også. Men Iran lægger vægt på at producere våben i Iran selv, og iranerne har alle de våben, de skal bruge. Deres 373 Bavar luftforsvarssystem er delvist kopieret af S-300 systemet og tåler sammenligning med det, skrev Nazemroaya. Men på trods af det russiske S-300 luftforsvarssystems hjemmelavede karakter, har USA s militær alligevel dyb respekt for det. Vi har studeret det og trænet i at modstå det i årevis, har major i det amerikanske luftvåben, Clint Hinote, skrevet i Council on Foreign Relations. Uden at vi er bange for det, så respekterer vi S-300-missilerne for det, de er: et meget mobilt, et meget akkurat og et dødeligt system. Mens NATO tilsyneladende fortsætter med sine planer om en offensiv krig, så samles flere og flere lande om nødvendigheden i at føre en forsvarskrig. At fremstille den trykte udgave af INTERSOL er en lang proces. Det kan tage flere uger, inden bladet ligger klar til trykning. Hovedparten af stoffet henter vi fra vores hjemmeside. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at artiklerne kun afspejler situationen på det tidspunkt, de er udarbejdet, og ikke den aktuelle situation. Undertiden har vi ekstra travlt med at få bladet færdig og sendt ud, som det er tilfældet med dette nummer, som gerne skulle være læserne i hænde, inden Khalids besøg starter. Det kan formentlig også ses på antallet af stavefejl.

5 70 året for sejren over nazismen ØST - VEST Den 9. maj fejrede man i hele Rusland 70 årsdagen for sejren over nazismen under Anden Verdenskrig. USA ændrer kurs i Ukraine Mens ledere fra de vestlige lande stort set blev væk, så benyttede Rusland dagene omkring sejrsfesten til at samle sine allierede. De to lande, som mistede flest mennesker under Anden Verdenskrig, var Sovjetunionen og Kina. Andre lande var Jugoslavien og Polen. Det sidste land boykottede også sejrsfesterne. Hvis man sammenligner med tabene for de vestlige allierede, skrev The Saker, så var deres tab minimale. Og skønt modstandskampen, som civile grupper udkæmpede i Vesteuropa, var heroisk, så var den ikke Den Store Fædrelandskrig, som var navnet på krigen for Sovjetunionens vedkommende. Tværtimod. Vi ved, at Winston Churchill forgæves argumenterede for at fortsætte krigen mod øst, indtil Sovjetunionen var nedkæmpet. Vi ved også, at USA længe efter, at Japan var nedkæmpet, forsøgte at beholde de amerikanske soldater på baserne i Stillehavet med det formål at indsætte dem imod det kommunistiske Kina indtil soldaterne lavede mytteri og forlangte at blive sendt hjem. Fjenden, de var blevet sendt af sted for at bekæmpe, eksisterede ikke længere. The Saker peger på tre andre forgæves planer at nedkæmpe Sovjetunionen. Den sidste var fra 1949 og kaldtes Operation Dropshot. Den gik ud på at kaste 300 nukleare bomber og højt eksplosive bomber over 200 mål i 100 sovjetiske byer for med et enkelt sag at ødelægge 85 procent af Sovjetunionens industrielle kapacitet. Spørg jer selv, fortsatte The Saker, hvorfor ingen af disse planer blev til virkelighed? Svaret er både enkelt og indlysende: fordi Vesten frygtede Den Røde Hær. Og eftersom Vesten var rædselsslagen over Den Røde Hær, så forestil jer, hvad vestlige gæster føler, hver gang de ser sejrsparaderne i Moskva? Tænker de mon på, hvordan sovjethæren nedkæmpede nazisterne eller på, hvordan den russiske hær holder dem i skak? Igen er svaret indlysende. Også Tyskland mistede mange mennesker. Langt de fleste soldater faldt på Østfronten. Men knapt var kampene forbi, før Vesten igen samarbejdede med de tidligere nazister. For eksempel hjalp de USA med at bygge raketter og atomvåben. At dette samarbejde fortsætter, er støtten til nazismen i Ukraine et godt eksempel på, mener The Saker. Kinesiske soldater i paraden. 5 Ruslands nye allierede For første gang deltog der også soldater fra Kina i sejrsparaderne, og kinesiske krigsskibe ankrede op i russiske havne. Det var et synligt eksempel på den voksende betydning af alliancen mellem de to lande. Men der deltog også et mindre antal indiske soldater i sejrsparaden. Ledende personer fra de andre lande i BRIKS overværede også sejrsparaden. Den tyske kansler, Angela Merkel, havde sendt afbud til selve sejrsparaden. Men hun dukkede op i Moskva dagen efter med det hovedformål at tale med repræsentanter for den russiske regering om implementeringen af Minsk-aftalen. Rusland kan selvfølgelig ikke bare ignorere det vestlige Europa. Men ellers synes kursen at være klar.. Fremtiden for russisk interesser og politik ligger først og fremmest i Asien. USA synes i færd med at erkende, at hverken russerne eller ukrainerne vil se rædslerne, de blev udsat for af nazisterne under Anden Verdenskrig, gentaget. Victoria Nuland vakte opsigt, da hun i en lækket telefonsamtale med lederen af den amerikanske ambassade i Kiev, Geoffrey Pyat, kom for skade at sige: Skråt op med EU! Det betyder, at den amerikanske plan, gennemført af den amerikanske viceudenrigsminister Victoria Nuland, om at få en regering på plads, hvor seks af ledende poster blev givet til nynazister, nu ligger mere eller mindre i ruiner. Den 18. maj rejste den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, til Sochi i Rusland for at holde møde med sin russiske modpart og med Putin. Men Kerry rejste ikke alene. En stor delegation fra det amerikanske udenrigsministerium ledsagede ham. Delegationen omfattede også Victoria Nuland, hvis officielle titel er viceudenrigsminister for europæiske og euroasiatiske anliggender. Den amerikanske delegation havde et møde på fire timer med Putin. Under mødet sagde den amerikanske Kerry, at Minsk-2- aftalen var den eneste vej, der førte fremad, og at han stærkt ville advare Poroshenko imod at genoptage de militære operationer. Nuland i Moskva Nuland har haft travlt. Først besøgte hun Kiev, hvor hun holdt møder med Ukraines premierminister, Arsenij Jatsenyuk, og præsident Petro Poroshenko. At koordinere vores aktioner med USA er af vital betydning, sagde Poroshenko efter mødet. Den 17. og 18. maj besøgte hun Moskva, hvor hun holdt møder med vigtige repræsentanter for regeringen, for at drøfte implementeringen af Minsk-aftalen, som TASS skrev. Hun drøftede også bilaterale spørgsmål, skrev TASS også. Men hun havde også et andet problem med på sit program nemlig, at USA var villig til at udvide sin deltagelse i implementeringen af Minsk-aftalen sammen med EU fireformat-landene.

6 6 ØST - VEST - MELLEMØSTEN Ruslands viceudenrigsminister, Sergej Ryabkov, sagde til TASS, at De forenede Stater viste interesse ikke bare for at være med i Normandy Fire -formatmøderne, men også i kontaktgruppen. Men det russiske udenrigsministerium så ikke nogen mening med det! En Nordmandiet-kvartet på fem mand? Sådan lød overskriften på en artikel, som den dansksprogede afdeling af Sputnik skrev den 18. maj: Nuland har på et tidligere tidspunkt udtalt, at USA ønsker at uddybe sin deltagelse til sikring af, at Minsk-aftalerne om Ukraine gennemføres. Det ønsker USA at gøre sammen med EU-landene og landene i Normandiet-kvartetten. Den 6. marts erklærede den russiske præsidents assistent, Jurij Usjakov, at man foreløbigt ikke drøfter en inddragelse af USA i forhandlingerne. Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har erklæret, at det er Frankrigs præsident François Hollande, der må afgøre, om USA skal deltage i Normandietformatet angående konflikten i Ukraine, for det er ham, der tog initiativ til disse møder. Formanden for Folkerådet i den selvudråbte folkerepublik Donetsk, Andrej Purgin, har betegnet Victoria Nulands aktivitet for tiden som en ugenert indblanding i noget, der ikke kommer Washington ved. USA ønsker med alle midler at komme til at deltage direkte i Normandiet-processen, der tager sigte på at regulere situationen i Ukraine, mener politologen Igor Sjatrov. Fronten trækkes op i Mellemøsten "Grunden til, at amerikanerne kommer på stadigt hyppigere besøg, er ikke nogen hemmelighed. USA fornemmer, at kontrollen med situationen mht. Ukraine er ved at glide dem af hænde og har nu et ønske om at komme direkte med i Normandietprocessen. Det taler man nu allerede åbent om, skønt amerikanerne for blot nogen tid siden afviste sådanne forslag, som oven i købet kom fra Kiev. Begrundelsen var, at det ikke var et amerikansk anliggende. Men nu er situationen ved at blive normaliseret og falde på plads", sagde Igor Sjatrov i en udsendelse på radio Sputnik. Han mener, at det kun vil vanskeliggøre fredsprocessen i Ukraine, hvis USA kommer til at deltage direkte i Normandietprocessen. Under sit besøg i Moskva agter Nuland også at mødes med repræsentanter for oppositionen for at tage temperaturen på proteststemningen i Rusland. "I dag, hvor det kun drejer sig om at beskæftige sig med Ukraine, planlægger Nuland at mødes med repræsentanter for civilsamfundet. Men hvad er civilsamfundet i amerikansk forestilling? Hvem er det, de kalder for repræsentanter for civilsamfundet? Det er ene og alene repræsentanter for oppositionen. Hvad er grunden til den slags møder lige i øjeblikket? Jo, de skal bruges til at tage temperaturen på proteststemningerne i selve landet, så man kan finde ud af, om man kan påvirke Rusland indefra", påpeger Igor Sjatrov. Victoria Nuland har allerede haft et møde med lederen af Moskvas Helsinkigruppe, Ludmila Alexejeva. Begge damer var tilfredse med deres samtale. Så udover at USA føler sig presset til at støtte Minsk-aftalen, gør man samtidigt, hvad man kan for at afspore den. Men: Rusland forbereder sig på krig, som The Saker skrev den 18. maj. Dermed synes Rusland at markere en grænse, som man gør klogt i ikke at overskride. Men kan USA hvis økonomi hænger i laser på grund af det utal af krige, USA har ført over hele verden - nu også tillade sig at føre endnu en krig? Den amerikanske viceudenrigsminister, Victoria Nuland, på besøg i Kiev. Personen til højre er Oleg Tyahnybok, som leder Svoboda tidligere Ukraines Nationalsocialistiske Parti personen til venstre er Ukranies premierminister. Arsenij Jatsenjuk. Efter at have fået anbragt seks nazister på ledende poster i regeringen mente Nuland dog, at det ville være for meget, hvis hun også fik anbragt Tyahnybok i regeringen. Fronten trækkes op i Mellemøsten. På den ene side finder man Syrien, Iran, Rusland og Kina. På den anden side finder man Tyrkiet, Saudi-Arabien og Qatar, samt Israel og USA. Syriens nye hjemmefabrikerede missiler. Den 23. april fortalte SANA, at udenrigsministre fra Iran, Irak og Syrien havde haft møde i Teheran. Mødets formål var at drøfte et mere vidtgående militært samarbejde. Der findes i forvejen en traktat mellem Iran og Syrien om et sikkerhedspolitisk samarbejde. Under overskriften: Syrien og Iran vil fremskynde det militære samarbejde omtalte SANA den 28. april et møde, der havde fundet sted i Teheran mellem den syriske og den iranske forsvarsminister. SANA skrev: De to ministre bekræftede, at Syrien, Iran og modstandsbevægelserne ikke ville tillade fjenderne at nå deres mål og ødelægge Syrien, som i fire år har modstået det globale komplot fra USA og zionisterne, som går ud at dele regionen og stjæle dets ressourcer. Den 28. april skrev Ziad Fadel, som redigerer Syrian Perspective: Vi er i krig med Tyrkiet, den zionistiske Khazar stat og med Jordan, og Syriens forsvarsminister, general Fahd Jaassim Al- Furayj, er i Teheran i dag og i morgen for at drøfte emnet med sin iranske modpart, generalmajor, Hussayan Dehqaan. Dette møde kommer i hælene på et andet vigtigt møde, som foregik mellem den syriske, den irakiske og iranske udenrigsminister, som også blev afholdt i Teheran for få dage siden for at drøfte måder, hvorpå man kunne koordinere kampen mod terrorismen. Møderne finder sted efter aftale med dr. Bashar Al-Assad, som nu har besluttet at konfrontere arkitekterne bag terrorismen i Ankara, Tel Aviv og Amman. Angrebene på både Idlib by og Jisr Al- Shughoor har gjort det klart, at Tyrkiet nu er kombattant i krigen mod den syriske hær og det syriske folk. Den jordanske regerings opgivelse af Nassib toldstedet et rent økonomisk selvmord er også et tegn på, at dværgmonarken i Jordan modtager sine stikord fra de saudiske aber og kakerlakker. Evnen for Al Qaeda til at operere i Qunanytra-zonen er et bevis på, at den zionistiske entitet er fast besluttet på at fremvise sine missiler. Det, som vi ikke fortalte, er, at Hizbollah er en meget aktiv del i disse diskussioner og bliver briefet på alle punkter. Som sædvanligt er Fadels sprog meget farverigt. Får vi en mere omfattende krig? Det er højst usandsynligt. Det, der er sket, er, at Iran, som er Mel-

7 lemøstens stærkeste militære magt, og de mindre militære magter, Irak og Syrien, for deres vedkommende har gjort det krystalklart, hvor grænsen for deres tålmodighed går. Bag disse lande står Kina og Rusland, som begge har atomvåben. Rusland øger for øjeblikket kraftigt sine våbenleverancer til Over vores lig, Obama! Syrien. Det sker i en situation, hvor Syrien er godt i gang med at fordrive IS fra syrisk territorium, mens også den irakiske hær gør fremskridt i samme retning. USA og dets allierede har fået malet sig selv op i et hjørne, som de har svært ved at komme ud af. MELLEMØSTEN 7 Hvis Israel skulle finde på at angribe Syrien, Libanon eller nogen andre af de nævnte lande, så vil man stå overfor de hjemmeproducerede nye missiler med stor sprængkraft, som Syrien har fremstillet egentlig med henblik på at hjælpe det palæstinensiske folks kamp mod den zionistiske stat - og som Hizbollah ganske givet har. De mange planer, der findes om opdelingen af det nære Østen, har dels et religiøst motiv og dels et økonomisk motiv, mener Ziad Fadel. Fadel redigerer Syrian Perspective, som forekommer at være en fortræffelig kilde til at finde ud af, hvad der foregår i Syrien og i Mellemøsten. For Fadel er opdelingen af verden på den måde, man opdelte Asien i, i virkeligheden en arv fra den vesteuropæiske imperialisme. For den var der både det nære Østen, Middeløsten og det fjerne Østen. Når vi anvender betegnelsen Mellemøsten, bruger vi i virkeligheden den samme betegnelse, som de britiske og franske kolonialister i sin tid også brugte, skriver Fadel. Bag planerne om at lave nye grænser i Mellemøsten ligger der to motiver, mener Fadel. Dels et religiøst motiv, og dels et økonomisk motiv. Det religiøse motiv Den zionistiske stat er skabt ved nedkæmpelse og undertrykkelse af de indfødte i det sydlige Syrien (Palæstina) af fremmede fra Østeuropa, der erklærede den som jødisk, skrev Fadel. At deres uægte nation blev omgivet af andre nationer, som identificerede sig selv som religiøse, ville bekræfte deres fanatiske filosofi. Den israelske og amerikanske plan går derfor ud på at skabe lignende religiøstfunderede stater rundt om Israel. I de vestlige mainstreammedier og deres danske aflæggere, som bliver ved med at kalde terroristerne oprørere, fremgår det ikke, at tabene trods løfter om blandt andet paradis, nu er så store, at det er ved at udtømme reservoiret for terrorister. IS har længe forsøgt at standse faneflugten med hårde straffe til påståede desertører. Desuden slås de såkaldte oprørere imod hinanden overalt. IS er for eksempel for tiden i gang med at nedkæmpe andre grupper af oprørere. En stat, der er forbeholdt shiitiske muslimer. En stat, der er forbeholdt sunnimuslimer. Og så videre. Mærkeligt nok, når man tager USA s ( Guds eget Land ) med i betragtning, så omfatter planen ikke en stat, der er forbeholdt de kristne. Gennemførelsen af denne plan forudsætter dog, at man kan nedkæmpe Syrien. Det har mange, lange for ikke at sige umulige udsigter. Syrien er ikke nedkæmpet, og bliver det aldrig. Sådan som krigen mod Syrien går for tiden, er chancen for det yderst minimal. Det er heller ikke Syrien, der er isoleret. Det er derimod Israel og dermed også USA. Men godt nok er USA og Israel ikke enige, for eksempel i forholdet til Iran og måske heller ikke i helt i det faktum, at Israel betragter Islamisk Stat som en god allieret. Det økonomiske motiv USA og dets wahabaristiske allierede ønsker at standse bygningen af en naturgaslinje, der skal forbinde Iran, Irak og Syrien, hævder Fadel. Qatar (en halvø på en halvø, som Fadel beskriver det, en tommelfinger, der rager ud i den persiske golf), ved, at det er færdigt, når naturgasledningen er færdigbygget, fordi Iran kan levere gas til en pris, man umuligt kan konkurrere med i Qatar, som sender gassen videre gennem supertanksskibe. Og hvad gjorde Qatar så, spørger Fadel. Det åbnede sine skattekister for enhver, der kunne medvirke til at skabe det kaos, vi i dag ser i Syrien, Irak og Libanon. Saudi-Arabien Saudierne er ligeglade med gas. For dem er det olie, det drejer sig om, skrev Fadel. Saudierne var også ligeglade med shahen i Iran for når alt kom til alt, så Som Israel og USA godt kunne tænke sig, kortet i blev hans regime støttet af USA. For dem var shahen en god vantro. Men saudierne frygter det shiamuslimske Iran og dets voksende indflydelse i region, som de altid har ment, var deres egen. Og hvad gjorde saudierne så? De åbnede deres skattekister og aktiverede de tusinder af imamer verden over, de kontrollerer med deres penge. De hvervede tusinder af arbejdsløse, utilfredse og undertrykte unge muslimske mænd for at deltage i den hellige krig i Syrien mod løfter om gode lønninger, gode våben og i tilfælde af, at de faldt, lovede man dem en plads i Paradiset, hvor smukke unge jomfruer alle ventede på at modtage disse helte for islam. Saudierne er bankerotte. De er brudt sammen og kan ikke finansiere over studenter, der håbløst venter på en chance for at studere i udlandet. Folk er blevet informeret om, at det saudiske kongedømme for tiden er under finansielt pres. Men man vil ikke indrømme årsagen til presset, nemlig at Saudi-Arabien blev overtalt til at sænke prisen på olie. De vil heller ikke fortælle deres undersåtter, at krigene, de har finansieret i Libanon, Syrien og Irak har kostet folket over 20 milliarder dollars uden, at nogen ende er indenfor synsvidde og uden håb om en forhandlingsløsning, som saudierne ikke vil have. Men der er også en anden grund til at man må betragte planerne som urealistiske. Ved at opdele Mellemøsten skaber man et anarki, som gør det vanskeligt for Rusland at manøvre, som det selv vil.

8 8 MELLEMØSTEN Jerikos mure ryster Syrien og Irak, inklusive palæstinenserne, er historisk forbundne med Ruslands forløber, Sovjetunionen. Rusland vil ganske givet ikke finde sig i at blive skubbet til side. Jeriko vil være kendt fra det gamle testamente for ifølge den, var det den første by israelitterne erobrede i Kanaans Land. På arabisk hedder byen, Areehaa, hævder Ziad Fadel. Den ligger lige syd for Idlib, som er hovedstad i den syriske provins af samme navn. Idlib grænser op til Tyrkiet, og derfor har den i lang tid været et yndet Vesten hjælper Islamisk Stat sted for terrorister at trænge over grænsen fra Tyrkiet. Når Jerikos mure igen ryster, er det fordi de syriske styrker er i gang med en stor offensiv, der tager sigte på at afskære terroristerne fra deres forsyninger fra Tyrkiet. Idlib provinsen er et af de få steder, hvor Tyrkiet stadigvæk kan sende terrorister ind i Syrien og sende dem forsyninger. Et kritisk punkt er byen Jisr Al-Shughoo. Den ligger meget tæt på den syriske grænse. Kampen om byen har været intenst. I april i år blev presset fra de tyrkiskstøttede jihadister så stort, at de syriske styrker trak sig tilbage fra størstedelen af byen efter at have evakueret det meste af befolkningen. Da der også bor mange kristne i området, var det særdeles vigtig. Tilbagetoget blev straks i de vestlige medier betegnet som en stor sejr for de syriske oprørere. Men for at beskytte læger, sygeplejersker Beviset stammer denne gang fra den konservative overvågningsgruppe af den amerikanske regering, Judicial Watch. Den 18. maj offentliggjorde gruppen nemlig en rapport fra et hemmeligstemplet dokument fra USA s forsvars- og statsafdeling i udenrigsministeriet. Gruppen har fået en kopi af dokumentet efter at have ført sag imod de føderale myndigheder. Dokumentet blev rundsendt i I det lange dokument gennemgås flere scenarier. Det ene er, at regimet (i Syrien) vil overleve og få kontrol over situationen. Den stik modsatte mulighed er at udnytte begivenhederne til at føre krig pr. stedfortræder. I rapporten står der blandt andet: Oppositionsstyrker prøver at kontrollere de østlige områder (af Syrien) Hasakka og Der Zor. I tilgift de vestlige irakiske provinser Mosul og Anbar og grænseegnene til det nærliggende Tyrkiet. Vestlige lande, golfstaterne og Tyrkiet støtter disse anstrengelser. Denne hypotese er sandsynlig, hvis man henholder sig til de sidste data. Dette kan hjælpe med til at forberede sikre områder under international beskyttelse lig dem, der dukkede frem i Libyen, da Benghazi blev valgt som kommandocenter for den midlertidige regering. Endvidere skrev man i rapporten: Hvis situationen bliver klarere, er der og patienter har syriske styrker forsvaret byens hospital i meget lang tid.. Forsvarerne, patienter og personale er blevet forsynet ad luftvejen. Tabene for de omringede tropper var store. Det var også lykkedes at få de civile ud af hospitalet, og da det var gjort, gav kommandanten for de omringede styrker ordre til, at også forsvarsstyrkerne skulle forlade hospitalet. Ved denne lejlighed sendte den syriske præsident en hilsen til alle soldaterne. Men også denne rømning blev af den vestlige presse udråbt som en stor sejr for de syriske oprørere. En krig er aldrig statisk. Med i billedet hører også taktiske tilbagetog. Det er kun disse tilbagetog, der interesser den vestlige presse. Ikke de mange, mange områder, det er lykkedes at befri fra terroristerne. Beviserne for, at de vestlige lande og deres allierede i golfstaterne hjælper Islamisk Stat, tårner sig op. I maj fremkom der er nyt bevis. Senator John McCain (t.h.) taler med lederen af IS, Baghdadi, (t.v.), i maj mulighed for at etablere et salafistiske fyrstendømme i det østlige Syrien (Hasakka og Der Zur), og dette er nøjagtigt, hvad de kræfter, der støtter oppositionens, ønsker med henblik på at isolere det syriske regime. Den syriske, den irakiske regering og mange andre mener, at USA bruger sine såkaldte angreb på IS til at kaste våben ned til den.

9 Palæstinensiske mødre føder slanger MELLEMØSTEN Disse ord kommer ikke fra hvem som helst. De kommer fra Ayelet Shaked. Shaked er Israels nye justitsminister. Shaked kommer fra det yderligtgående højreparti, Mit Jødiske Hjem. Og selvom lederen af Likud, Benjamin Netanyahu, efter sigende ikke ville trykke Shaked i hånden, så blev han alligevel nødt til at gøre hende til justitsminister. At få en ministerpost var nemlig en uafviselig betingelse for Mit Jødiske Hjem, hvis stemmer, han havde brug for. Netanyahu var i tidsnød. Han havde længe forhandlet med Avigdor Lieberman, som leder et andet yderligtgående højreparti, Yisrael Beiteinu (Israel er vort Hjem). Lieberman var udenrigsminister i Netanyahus afgående regering. Men sent under disse koalitionsforhandlinger sprang Lieberman fra. Han mente ikke, Likud var rabiat nok over for palæstinenserne og især Hamas. For at bevare sin stilling som premierminister måtte Netanyahu derfor give plads til endnu mere rabiate grupper i sin nye regering. Opfordrede til folkedrab Under Israels sidste angreb på Gaza i 2014 opfordrede Shaker til udryddelse af hele det palæstinensiske folk - deres ældre og kvinder, deres ejendom, deres byer og landsbyer og deres infrastruktur. Det var ved den lejlighed hendes udtalelse om de palæstinensiske mødre faldt i en artikel, hun skrev på hebraisk på sin Facebook. Og Shaker har på ingen måde fortrudt sine udtalelser eller taget afstand fra dem. Hun har tværtimod skærpet sine udtalelser. Det palæstinensiske folk har erklæret krig mod os, og vi må svare med krig, skrev hun senere. Det er ikke en krig mod terror og ikke en krig mod ekstremister eller mod de palæstinensiske autoriter. Det er en krig mellem to folk. Hvem er fjenden? Det palæstinensiske folk. Hvorfor? Stil spørgsmålet til dem, for det var dem, der startede krigen. For nylig skrev hun: Vores indbyggere i det sydlige Israel har udholdt missiler, der er affyret fra Hamas, i mere end 14 år. Mange børn og teenagere kender kun livet i en krigszone.. Hvordan ønsker I, at jeres regering skal behandle et lignende slagteri i jeres egne områder? Hvad vil I have os til at gøre? Lægge os ned for at dø? 9 Denne karikatur af Shaker har vi hentet fra den britiske avis The Telegraph. Sammenligner med Hitler Shakers holdninger har fået den tyrkiske præsident, Recep Erdogan, til at sammenligne hende med Hitler. Hvis hendes ord var blevet sagt af en palæstinenser, ville hele verden have fordømt dem, sagde han. Om hendes udnævnelse sagde Nachman Shai: Det er det samme, som at overlade bekæmpelsen af en brand og redningstjenesten til en pyroman. Shai er medlem af Knesset for den Zionistiske Union. Men hvorfor fremstår Hitler egentlig fordømt som folkemorder? Det er han ikke mindst på grund af sine udryddelseslejre rettet imod jøderne i de områder, nazisterne oprettede inden og under Anden Verdenskrig. Erdogans udtalelser skal heller ikke opfattes bogstaveligt. Hans samarbejde med Israel i retning af at støtte de syriske rebeller i deres kamp mod den syriske regering foregår aldeles gnidningsløst. Erdogan og Assad På trods at flere og flere tyrkere er modstandere af Erdogans støtte til Islamisk Stat. Og på trods af de mange protestdemonstrationer, der har været afholdt i tyrkiske byer, har han fortsat støtten. Når det kniber lidt mere i dag, er det fordi, adgangsvejene til Syrien efterhånden er blevet lukket. Dertil vil komme virkningerne af hans nederlag ved det nylige valg. Nu skulle man så tro, at Erdogan altid har hadet Assad lige så meget som pesten. Men sådan forholder det sig faktisk ikke. Engang var han og Assad perlevenner. De tog endda på ferie sammen, som man kan se af dette billede. Det var nok, før Erdogan blev religiøs, mente Ziad Fadel fra Syrian Perspective, hvorfra billedet er hentet. Støt indsamlingen! Vores indsamling til LQM er vigtig. Den letteste måde at støtte den på er ved at overføre et beløb til konto nr

10 10 MELLEMØSTEN Erdogan fik knust sin drøm Ved valget i Tyrkiet den 7. juni havde Erdogan håbet at få stemmer nok til at ændre den tyrkiske forfatning og samle endnu mere magt om sig selv. Som nogle opfatter Erdogan. Yemen svarer igen Men det var ikke det, de tyrkiske vælgere ville. Erdogans Retfærdigheds- og Udviklingsparti, AKP, der ved sidste valg havde opnået 49 procent af stemmerne gik tilbage til kun at få 40 procent denne gang. Omsat i mandater havde han 327 i det forrige parlament mod 258 i det nye. Han mistede 69 mandater og dermed også flertallet. Tyrkiets Republikanske Parti, CHP, fik 25,procent af stemmerne og 132 mandater. Det stærkt højreorienterede Bevægelsesparti, MHP hvis rod er de fascistiske grå ulve - blev det tredjestørste parti med 16 procent og 81 mandater. For første gang passerede et kurdisk parti også spærregrænsen på 10 procent. Folkets Demokratiske Parti, HDP der har tætte forbindelser til Kurdistans Arbejderparti, PKK, der ledes af Abdullah Öcalan fik 13,5 procent og 80 mandater. Der er flere årsager til Erdogans nederlag: de mange korruptionsskandaler, som hans egen familie har spillet en hovedrolle i, at han i stedet for at bringe udvikling til landet har spredt fattigdom, hans magtbegær osv. Men det, som de fleste tyrkere er uenige med ham i, er hans fortsatte støtte til Islamisk Stat og andre islamiske terrorgrupper i Syrien. Det var tåbeligt af Erdogan at holde fast i denne linje over for Syrien! For det første har linjen ikke en chance for at lykkes. I virkelighedens verden lider IS det ene nederlag efter det andet til de syriske styrker. Den syriske regering betragter sig nu som værende i krig mod Tyrkiet (og Jordan), som den længe har været i krig med USA. Det er ikke bare Syrien, Tyrkiet på denne måde udfordrer. Det er også Syriens allierede i Iran, i Irak, og selvom russerne og kineserne nok vil udtrykke sig mindre dramatisk, så er Rusland og Kina også at finde på den syriske regerings side. I stigende grad har Erdogan isoleret sig fra de kræfter, som er i gang med at forvandle Mellemøsten. Det vidste mange tyrkiske vælgere allerede før valget. CHP og MHP har krævet linjen ændret. De eneste, der vil støtte Erdogans parti er MHP som til gengæld er stærke modstandere af enhver form for anerkendelse af kurderne. Den 6. juni affyrede yemenitiske styrker et Scod-missil af mod Saudi-Arabiens største militære flyveplads ved Khamees al-mushait. En saudisk avis fortalte, at dette udløste en masseflugt imod de saudiske grænser, hvor kilometerlange køer også med folk fra det saudiske kongehus forsøgte at komme ud af Saudi-Arabien. Dette er ment som en advarsel, sagde en højtstående officer i den yemenitiske hær. Man ønsker, at saudierne indstiller angrebet på Yemen. Da saudiske og israelitiske krigsfly Israel har meget i klemme i Yemen, fordi det smalle farvand imellem Yemen og Afrika er Israels livslinje fortsatte deres bombardementer, fyrede Yemen endnu fem missiler af. Denne gang ramte missilerne faciliteterne for det gigantiske saudiske oliefirma Aramco. Saudier på flugt. Scud-missil. Aramco hævdes at være verdens største olie- og gasselskab. Hvor mange, der flygtede fra stedet, hvor missilerne ramte, er endnu usikre. Men den Londonbaserede arabiske avis, Rai al-youm, mener, at den saudiske hovedstad, Riyadh, også er indenfor rækkevidde af Scud-missilerne, Den mener også, at affyringerne af disse missiler indvarsler en ny periode i Mellemøstens historie. De fleste menige saudiske soldater og lavere stående officerer tilhører i øvrigt yemenitiske klaner, eller de kommer fra Yemen. Sådan skrev avisen også. Nu er der indledt fredsforhandlinger.

11 Humanitært arbejde og politik STS INTERNATIONAL SOLIDARITY 11 Vi bliver ofte spurgt, hvordan det kan være, at STS også beskæftiger sig med politik. Det vil vi her svare ret udførligt på. STS blev dannet i 1993 som en humanitær forening. Formålet var at bringe humanitær hjælp til byen Tuzla i det nordlige Bosnien, som var det eneste sted, hvor den tolerante bosniske kultur, overlevede. I Tuzla boede der folk fra mere end 20 etniske grupper og med forskellige religioner sammen i indbyrdes fred. Men der gik kun nogle få måneder, før vi blev klare over, at meningen var at dele Bosnien mellem Serbien og Kroatien. Tuzla Det multietniske Tuzla var en hindring. FN havde en stor militær tilstedeværelse i Bosnien. UNPROFOR, som den beskyttende (!) militære styrke hed, bestod af mand. Den var dog ikke i stand til at bryde blokaden af Tuzla. I syv måneder fik Tuzla ingen forsyninger udefra. De første til at bryde blokaden var en konvoj fra International Workers Aid, IWA, som STS dengang var en del af. Konvojen bestod af tre lastbiler, den udgik fra Split i Kroatien. Efter i fem dage at have krydset sig frem mellem fjendtlige linjer, var man så heldige at nå frem til Tuzla i sommeren I sig selv betød indholdet af de tre lastbiler ingenting. Men da Tuzla også var isoleret kommunikationsmæssigt, havde konvojen stor moralsk betydning, fordi deltagerne kunne fortælle, at stærke kræfter arbejdede på at komme byen til undsætning. At nøjes med humanitær indsats i en situation, hvor alle stormagter og mange mindre magter som den danske arbejdede for, at Tuzla skulle forsvinde, var i vores øjne uden nogen som helst mening. STS og dengang også Konvoj til Bosnien, den formelle danske afdeling af IWA, var de eneste to danske humanitære organisationer, som reagerede på den måde. På grund af den danske regerings opslutning bag Bosniens deling, så blev al hjælp fra Danmark brugt til projekter i de serbiske og kroatiske områder. Samtlige andre danske humanitære organisationer var optaget af at lave projekter i disse områder. En enkelt bebrejdede STS for ikke at være neutral, da vi så støttede den ene part i krigen. FN s medskyld Når alle stormagter og mange andre magter var enige om, at Bosnien skulle deles mellem Serbien og Kroatien, blev FN også en aktiv medspiller i processen. UNPROFOR gjorde intet for at forhindre de forfærdelige myrderier af uønskede etniske grupper. Tværtimod blev Karadzic som serbernes leder modtaget med røde løbere i alle hovedstæder, han besøgte. Foruden at forsøge at løse problemet med det bosniske folks sammensatte etniske karakter ved at udrydde folk i KZ-lejre, anvendte man også en anden metode til at udrydde multietniciteten. Man tvang folk til at flytte! Serbere blev tvangsforflyttet til serbiske områder. Kroatere blev tvangsforflyttet til kroatiske områder. Lederen af FN s civile indsats i Bosnien var Carl Bild, der i mange år var udenrigsminister i Sverige. Vi kan nævne mange eksempler på, hvordan Bild har medvirket til at tvangsforflytte mennesker og endda i visse tilfælde grave. Dayton Mens myrderierne stadig foregik, udarbejdede den amerikanske diplomat, Robert Holbrook, Daytonplanen. Den gik ud på, at Bosnien reelt blev delt. I den østlige og vestlige del skulle der oprettes en serbisk republik, som fik navnet Republika Srpska. Og for at tilfredsstile de kroatiske nationalister skulle resten af Bosnien inddeles i ti kantoner med hver deres egen regering, deres egen præsident og deres eget parlament. De dannede den bosniske føderation, som også blev udstyret med eget parlament osv. De tilbageværende bosniere på omkring 3,5 millioner blev udstyret med det største antal politikere i Europa. Man havde også et andet problem, der måtte løses, før Dayton fredsaftalen kunne Konvoj i Bosnien. Datidens største kampstyrke i Europa var ikke i stand til at hindre disse serbere i at tage på plyndringstogt i Bosnien, når de ikke skulle på arbejde. falde på plads. I den vestlige del af Republika Srpska lå der nemlig to bosniakiske eller muslimske byer meget tæt på grænsen til Serbien. Zepa og Srebrenica måtte blive serbiske, hvis planen om at oprette Republika Srpska skulle realiseres. Derfor rejste Bild og lederen af UNPRO- FOR, den franske general Bernard Janvier, til det serbisk kontrollerede område, hvor de mødtes med republikkens første leder, Radovan Karadzic, og med lederen af den militære styrke Ratko Mladic. Hvad man drøftede, kan naturligvis diskuteres. Chefanklagerne ved krigsforbryderdomstolen i Haag, Karen del Ponto, sagde, at hun var i besiddelse af såvel en liste over dagsordenen såvel som af et referat af mødet, men da både Bild og Janvier nægtede, at de havde været til stede, kunne hun ikke fremlægge det. Derefter nedlagde del Ponto sit hverv. Kort tid efter rykkede serbiske styrker ind mod de to byer. De formidable FN-styrker kunne have forhindret det. Men de foretog sig intet. De hollandske styrker, der var i

12 12 STS INTERNATIONAL SOLIDARITY Grædende hollandsk FN-officer i Srebrenica. Srebrenica, som var en FN-beskyttet område, blev underforsynet med våben og benzin. De måtte foretage deres daglige patruljering til fods. Deres appeller om hjælp fra FN blev ikke besvaret. Og da serberne nåede frem til Srebrenica, og massakrerne begyndte, græd mange af dem, fordi de ikke kunne hjælpe med til at forhindre det. Alligevel er skylden for massakren blevet tørret af på dem. På grund af begivenhederne i Bosnien mistede STS for altid sin politiske dyd. Etnisk had Del og hersk, sagde dronning Victoria, og det var præcist på den måde, det gigantiske britiske imperium blev grundlagt på. Man allierede sig med en gruppe mennesker, og hjalp dem militært med at dominere andre. Også i Afrika blev denne metode anvendt nu ikke bare af briterne, men af alle kolonimagter. Man støttede en stamme i regelen den største imod alle andre stammer. Medlemmer af den ledende stamme fik våben. Soldater fra moderlandene hjalp Den største indre fare Af Vagn Rasmussen. Vi er arbejderbørn, vi er stolte deraf. Sådan lød indledning til en af de sange, jeg lærte som barn. Bortset fra at jeg og alle mine kammerater i DUI aldrig ville have følt os som tabere, fordi vi var arbejdsløse - vi vidste nemlig, at kriser og krige var en følge af kapitalismen så vil jeg citere denne sang for at vise den dobbelthed, der præger mit og andres forhold til arbejderbevægelsen. Man må på den ene side forsvare den over for alle de angreb, der rettes imod den udefra. På den anden side må man også kritisere visse sider af den, når man mener, det er nødvendigt. Mange af arbejderbevægelsens organisationer og især fagbevægelsen har i tider som dem med at undertrykke andre stammer, og de unge blev uddannet på universiteterne i moderlandene. Afrika blev delt op. Ikke så det passede afrikanerne selv, men som kolonimagten kunne enes med andre kolonimagter om. Undertiden blev kortet mellem kolonierne trukket op ved hjælp af en lineal. Mange steder var det, der skete, da kolonierne i Afrika blev selvstændige, kun at kolonimagtens flag blev strøget i stedet for landets eget flag. Kolonimagternes tjenere blev udnævnt til herskere. I mange lande er sprogforvirringen så stor, at moderlandets sprog er det eneste, der kan forstås af alle. Der var dog en væsentlig forskel. Somalia blev ikke lagt sammen med andre. Men landet blev selv delt. Det var for at medvirke til bekæmpelsen af etnisk had vi begyndte at arbejde i Somalia i Og hvad fandt vi så ud af? Trods klanopdelingen kunne somalierne faktisk godt blive enige indbyrdes. Det tog kun nogle få måneder for den store fredskonference i Arta i Djibouti i 2000 at blive enige om et overgangsprogram, at vælge et parlament (TNP) og en præsident og træffe aftaler om en regering (TNG). Men det passede bare ikke de lande, som vil udnytte Somalia. Derfor gjorde man alt, hvad man kunne for at isolere TNG. Det er altså ikke somalierne selv, der er hovedproblemet. Men alene de magter, der også ved hjælp af store bestikkelser, ønsker at dominere i Somalia. Det tog vi så bestik efter. Nogenlunde det samme kan siges overalt, hvor STS arbejder. I Kosova er det ikke befolkningen, der er problemet, men derimod alle, som er i gang med at stjæle befolkningens ressources fra dem. denne mere end vanskeligt med at bevare deres medlemstal. Det er der mange grunde til. Men en af dem er det store gab, der har udviklet sig mellem de lønninger og den levestandard, toplederne mener sig berettiget til at få, og den løn, de kan skaffe deres menige medlemmer. Mange arbejdere vender ryggen til fagforeningerne, fordi de synes at denne forskel er for stor. De nægter at være med til at betale for, hvad de betragter som topledernes misbrug af de penge, de må betale i medlemsbidrag. Toplederne i fagbevægelsen er et bureaukrati. Et bureaukrati er i sig selv præget af en dobbelthed. Det skal forsvare de medlemmers interesser hvilket det gør halvhjertet. Men det skal også forsvare deres Der er bestemt heller ikke noget galt med den menige pakistaner. Tværtimod. Men der er noget rivende galt i den undertrykkelsespolitik, som regeringen fører. Vojislav Seselj Fra olieraffinaderiet i Brosanski Brod. Den uniformerede person er fra FN. Bosnien har nogle af Europas største oliereserver. Vojislav Seselj ledede det yderligtgående nationalistiske parti, Serbiens Radikale Parti, som beskyldes for at stå bag mange af plyndringerne i Bosnien. Han var vicepremierminister, indtil han blev fængslet i Haag. For godt et år siden, blev han dog løsladt. Han rejste tilbage til Serbien for at fortsætte sit nationalistiske arbejde. Hans efterfølger som partileder, Tomislav Nikolić, blev i 2012 valgt som Serbiens præsident. Uanset hvor meget man holder af arbejderbevægelsen, må det også være tilladt at kritisere den. egne interesser, hvilket det gør af mere fyldt hjerte. Udviklingen af bureaukratier både politiske og faglige har været et hovedproblem i årtier i arbejderbevægelsen. Det kunne der skrives meget om. Her vil jeg dog forholde mig til det faglige bureaukrati, som det er nu. Det gælder selvfølgelig kun selve bureaukratiet og på ingen måde ideen om faglig organisering som sådan. Jeg støtter både fagbevægelsens kamp mod social dumpning, dens krav om, at alle bliver organiseret i rigtige fagforeninger og alt andet, som kan medvirke til at forbedre eller nu rettere forsvare de menige medlemmers levevilkår. De og almindelige tillidsfolk kan heller ikke betegnes som bureaukrater. Når jeg kalder toplederne i fagbevægelsen

13 for bureaukrater, er det fordi, de spiller den omtalte dobbeltrolle. Og fordi de synes mest optaget af at beskytte deres egne interesser. Partibogen For en menig dansk arbejder, der ønsker at stige i graderne, eksisterer der en masse uskrevne regler. Han eller hun skal have det rette partimedlemskab. Er man ikke medlem af Socialdemokratiet, er det næsten ensbetydende med, at man godt kan opgive enhver ide om at karriere i fagbevægelsen. Dennis Kristensen var ikke medlem af Socialdemokratiet, da han blev valgt som formand for FOA. Han havde tværtimod været lokalformand i DKP. Derfor blev han ikke modtaget med røde roser af andre topledere i fagbevægelsen. Og så skal Dennis Kristensen være glad for, at vi ikke længere befinder os i den kolde krigs periode, for dengang havde det socialdemokratiske bureaukrati tilmed for medlemmernes penge - opbygget en særlig afdeling for beskidte tricks. Arbejderens Informations Central samarbejdede endog med efterretningsvæsner, for at imødegå den kommunistiske trussel i fagforeningerne! På denne måde opbygger det faglige bureaukrati et lag af ligestillede rundt om sig. Jo længere man kommer op i systemet, jo mere forsvinder arbejderne selv i systemet. Hvor mange på LO s kongresser kommer i grunden fra arbejdspladserne? Wikipedia skrev: Indtil midten af 1990-erne udpegede Socialdemokratiet to medlemmer til LO s forretningsudvalg, ligesom LO havde to medlemmer i Socialdemokratiets forretningsudvalg. Selvom det tætte organisatoriske bånd ikke er der længere, arbejder LO og Socialdemokratiet fortsat nært sammen. Stort er godt! I et forsøg på at modvirke det faldende medlemstal bliver fagforeningerne sluttet sammen i store enheder. Problemet er, at Fra massakren ved Lonminen. der bliver endnu større afstand mellem menige medlemmer og ledelserne. Det er ikke bare i Danmark, fagbevægelsen har problemer. Det har den også i alle andre vestlige lande. Årsagen er den afindustrialisering af den vestlige verden, som er et resultat af den omsiggribende udflytning af arbejdspladser. Men da næsten alle organisationer indenfor arbejderbevægelsen også støtter markedsøkonomien, som ligger bagved, har man svært ved at imødegå udflytningstendensen. Stort er stadigvæk godt, synes de faglige topledere at tænke. IndustriAll På et møde i København den 19. juni 2012 dannedes den globale sammenslutning af faglige bevægelser IndustriAll. Den globale sammenslutning repræsenterer mere end 50 millioner arbejdere i 140 lande, der arbejder inden for forskellige sektorer. Det var fagforeningslederne naturligvis glade for. Men samtidigt øger man afstanden til medlemmerne endnu mere. Og som jeg tidligere har skrevet: På denne måde opbygger det faglige bureaukrati et lag af ligestillede rundt om sig. Hvis man virkelig vil standse udflytningen, må den bedste metode da være at støtte de faglige bevægelser i de lande, hvortil udflytningen foregår, som arbejderne selv har opbygget. Sådan som tekstilarbejderne og de hjemmebaserede arbejdere har gjort det i Pakistan. Men det er et åbent spørgsmål, hvad der egentligt ligger bag IndustriAlls interesse i at organisere arbejderne i den tredje verden. Det kan stadig ikke udelukkes, at man også vil støtte de selvskabte fagforeninger. Men øvelsen kan også gå ud på endnu engang at samle ligestillede omkring sig. STS INTERNATIONAL SOLIDARITY 13 Bureaukratiet i IndustriAll Det var faglige topledere fra store dele af verden, der mødtes i København for at stifte IndustriAll. Jo længere man når op i toppen, desto kraftigere er bureaukratiet og desto ringere bliver forbindelserne til de menige medlemmer. Den første formand for IndustriAll hed Berthold Huber. Han var ikke blot formand for Tysklands Metalarbejderforbund, men også for det internationale Metalarbejderforbund. Senere blev han repræsentant for arbejdsgiverne. Under overskriften: En fagforeningsmand leder nu Volkswagen, skrev Handelsblatt den 26. april 2015: Forholdet mellem Volkswagen og fagforeningen er traditionelt set godt nogle gange for godt... Berthold Huber, der indtil november 2013 var chef for det største industriforbund, IG Metall, skal være kommissær for Opsynsrådet. Det betyder blandt andet, at den 65- årige fra den 5. maj skal lede hovedforsamlingen af aktionærer. Huber er nu ikke den eneste, der har skiftet hest. Det skete for eksempel også, da det engang så stærke United Automobile Workers Union i USA for et par år siden opkøbte aktier i en af de meget få bilfabrikker, der var tilbage i bilindustriens højborg i Detroit. Senzeni Zokwana En af de oprindelige sekretærer i IndustriAll var sydafrikaneren Senzeni Zokwana. Han var dengang præsident for den Nationale Union af Minearbejdere NUM. Han var også medlem af parlamentet. I maj 2014 blev han af Sydafrikas præsident Jacob Zuma udnævnt til minister for landbrug, skovbrug og fiskeri. Især forekommer det vigtigt at se på den rolle, NUM spillede under massakren i Marikana, som foregik i september 2012, og som mange har sammenlignet med massakren i Sharpville i Wikipedia skrev: Massakren i Marikana startede som en uautoriseret strejke i en mine, der ejes af Lonmin i Marikanaområdet nær Rustenburg i Sydafrika i Begivenhederne vakte stor international opmærksomhed efter en serie voldsomme hændelser mellem det sydafrikanske politi, Lonmine sikkerhedsstyrker og den Nationale Union af Minearbejdere på den ene side og de strejkende på den anden. Sammenstødene resulterede i, at 44 mennesker blev dræbt, de 41 var blandt de strejkende. Mindst 78 af de strejkende blev såret, men det totale antal ofre ukendt.

14 14 OPDATERINGER Kampene om Hasaka Støttedemonstration for syriske styrker i Hasaka by den 7. juni. Hasaka er hovedstad i en syrisk provins af samme navn. Provinsen ligger i det nordvestlige Syrien. Den grænser op til Tyrkiet og Irak. Der bor mange kurdere i Hasaka. Men der bor også syrere, tyrkere og irakere. Derfor har Hasaka været genstand for hårde kampe. OPDATERINGER I en dal ved floden Khabour, en biflod til Tiger, ligger der 35 - hovedsageligt kristne syriske landsbyer. De har derfor været udsat for mange angreb fra IS. De er blevet forsvaret af lokale styrker, af det kurdiske folks selvforsvarsgrupper, PYD og af deres allierede i Syriens Frie Hær, som endda har tanks og væbnede køretøjer til deres rådighed. Den 7. juni meddelte en lokal milits, at den opgav at kæmpe mod IS. Grunden var, at den var blevet stillet over for et ultimatum: enten lader I jer underordne PYD, eller også må I holde op med at kæmpe. Militsen valgte det sidste. I sin begrundelse nævner man ikke nogen navne på de organisationer, hvis optræden ligger bag dens beslutning. Men den hævder, at visse organisationer har undladt at offentliggøre navnene på dem, der har myrdet martyren Dawoud Gindo og såret helten Elias Nasser, Man bebrejder også visse organisationer, for ikke at foretage sig noget, når en organisation, som man heller ikke nævner ved navn, men i virkeligheden er IS, plyndrede syriske hjem, ødelagde landsbyer og deres afgrøder. Det står derfor ikke godt til i Khabour. Men det gør det til gengæld andre steder. Den 5. juni bad de syriske styrker indbyggerne i Hasaka by, om at forlade byen, da den ville bekæmpe de jihadister, der var i omegnen af den. Den 7. juni var kampene overstået, og samme dag vendte indbyggerne tilbage. De afholdt store demonstrationer i byen, hvor de hyldede de syriske styrker. Theresa i Zanzibar Theresa Folke Olesen rejste i begyndelsen af maj til Zanzibar. Her havde hun fået tilbud om et job, der var for godt til at afslå. Theresa vil dog fortsat være medlem af bestyrelsen og fortsætter sit arbejde for STS. Vi holder kontakt med Theresa pr. mail. Det har altid gjort overfor bestyrelsesmedlemmer, der ikke bor i nærheden af kontoret. En general og en papkriger Den tidligere efterkrigspræsident i USA, Dwight D. Eisenhower, var general og ledede de allieredes styrker i Vesteuropa under afslutningen af Anden Verdenskrig. I modsætning til ham må man vel nærmest betegne præsident Obama som en papkriger, der opererer langt fra krigenes fronter. Fra invasionen i Normandiet i juni 1944 og frem til krigens afslutning havde Eisenhower rig anledning til med egne øjne at se de umådelige lidelser alle krige medfører. Den tidligere general blev faktisk pacifist. Hvordan måler man popularitet? Assad ved Martyrdagen i Damaskus. For et par måneder siden kunne man læse, at den syriske præsident snart vil blive indstillet til krigsforbryderdomstolen. Baggrunden var, at en tidligere ansat i sikkerhedstjenesten havde fået ordre til at tage billeder af de døde ofre for den udbredte tortur, der antages at foregå i de syriske Hvorfor skriver vi, som vi gør? fængsler. Så var det dog lykkedes for fotografen at flygte til Egypten, hvor han optrådte under dæknavnet Cæsar. Inden Cæsar flygtede, var det også lykkedes ham at gemme kopier af alle hans billeder på USB-nøgle, som han tog med sig. Og han kunne ikke bare fremvise nogle få hundreder billeder. Han kan fremvise omkring ! At Assad var en forbryder, at han hersker med vold, og at han også torterer sine ofre, kan man læse om i næsten alle aviser. Men at han var så glad for sine forbrydelser, at han ligefrem fik taget billeder af de døde torturofre for at have noget at vise sine gæster ved kaffebordet(?) det vidste vi godt nok ikke. Denne historie, som dukker op i medierne med mellemrum, skal vise, hvor upopulær Assad er og også i Syrien. Men hvordan bærer en upopulær præsident sig dog ad med for fjerde år at bekæmpe terroristerne? Der er også andre måder at måle popularitet på. Hvornår har man sidst set Obama blande sig med den almindelige befolkning, som Assad sidste gang gjorde på Martyrdagen? Sådan som de cubanske ledere har kunnet gøre hele tiden. Og for resten også langt de fleste danske politikere. Det, man kan læse i INTERSOL, adskiller sig fra det, man kan læse mange andre steder. Grunden er indlysende. Vi nøjes ikke med at gengive, hvad man kan læse i de vestlige mainstreammedier og deres danske aflæggere. Vi søger også oplysninger fra andre kilder. Hvis man desuden tilstræber at give en

15 beskrivelse, der er så objektiv som muligt, af, hvad der foregår på verdensplan, må man ikke mindst beskæftige sig med de forskellige holdninger, statsmagterne indtager. Betyder vores relativt positive omtale af den iranske stats holdning i den forbindelse, at vi støtter præsteskabet? Nej selvfølgelig gør vi det ikke. Det, Støt indsamlingen OPDATERINGER 15 man derimod kan undre sig over, er, hvorfor man med sanktionspolitikken gør det vanskeligere for de iranere, som ønsker at gøre op med præsteskabet. Vi holder ikke med nogen statsmagt overhovedet! Grunden er, at trods deres meget forskellige holdninger, så er de alle i sidste ende redskaber for den større eller mindre magtelite. Man kan dog altid finde noget at hænge sin hat på. Men taget over en længere periode vil vi alligevel mene, at stoffet i INTERSOL stort set afspejler virkelighedens verden. Vi kan dog alle begå bommerter. Det kan vi bestemt også. Denne tekstilarbejder i Faisalabad fortæller i filmen, Rise of the Oppressed, at han er seks år, at han har arbejdet længe, at han hellere ville læse, at han er bange for maskinerne, som han sammenligner med uhyrer, som vil æde mig op. Læg dertil, at arbejdet på tekstilfabrikkerne i Faisalabad er meget sundhedsfarligt, fordi luften er fyldt med bomuldsstøv. Vi ved ikke, hvad der siden er sket med denne mindreårige tekstilarbejder. Men vi ved, at det ikke mindst var børnearbejdernes vilkår, der førte til dannelsen af Labour Qaumi Bevægelsen, LQM, som tekstilarbejderne i blandt andet Faisalabad selv har dannet. Nu appellerer LQM og Labour Education Foundation igen om vores hjælp. Man vil have vores hjælp til at betale bøder for de i alt 13 ledere af LQM, som har siddet fængslet i lang tid. For nylig blev de dog løsladt af Højesteret i Punjab. Men til gengæld skal de betale kr. i bøde. Og denne gang kan vi ikke selv hjælpe dem alene. Vi må også appellere til andre om at hjælpe til. Der er tre måder, man kan støtte på. Den ene er ved at overføre et beløb direkte til indsamlingen på konto nr Den anden er, at man kan gøre brug af vedlagte FI-indbetalingskort. Gør man det, skal man mærke indbetalingen, Pakistan. Endelig kan man betale til gironummer: Mærket Pakistan. Hvad vi ikke fik omtalt Vi fik ikke omtalt, hvordan det går med fornyelsen af projektet til uddannelse af faglige tillidsfolk i Pakistan. Vi afventer svar i løbet af juni. Vi fik ikke omtalt den sidste udvikling i Grækenland, hvor det for tiden ser ud til at IMF har mistet tålmodigheden. Det er dumt af IMF, for man risikerer, at Grækenland går fallit. Lad os nu se, hvad der kommer ud af det sidste udspil fra den græske regering, som vil have nye forhandlinger med EU væsentligst med Merkel. Vi fik ikke omtalt STS s deltagelse i protestmødet på Rådhuspladsen i København, der var arrangeret af Albanere i Skandinavien, i anledning af massakren Kumanovo. Der er en skam, for vores egne erfaringer bringer os frem til en konklusion, der afviger fra mange andres. Vi fik ikke omtalt Røde Kors, som havde modtaget donationer på en halv milliard dollars til at bygge boliger for på Haiti med det resultat, at man fik bygget i alt seks boliger. Vi fik ikke omtalt dødsstraffen til den 22-årige, Dzehokhar Tsarnaer, som blev kendt skyldig for Marathon-mordene i Boston, men hvor alt tyder på, at det unge menneske er uskyldigt. Vi fik ikke omtalt bestikkelsesskandalen i FIFA, hvor alt tyder på, at det er amerikanske geopolitiske interesser, der ligger bagved. I den forbindelse henviser vi til vores hjemmeside, hvor det hele kan findes. Slå op på Husk at fortælle os, hvis du flytter! Det er vigtigt, at du melder flytning. Hver gang vi sender INTERSOL ud, får vi et mindre antal blade retur. Det er et stort arbejde at finde de nye adresser, og det lykkes ikke altid.

16 STS INTERNATIONAL SOLIDARITY Hjemmesiden B Opdateres flere gange ugentligt Khalid Mahmood besøger Danmark Returadresse: STS International Solidarity, Borgediget 23, Roskilde Den sidste tids problemer for tekstilarbejdernes fagforening i Pakistan er en vigtig årsag til, at STS har inviteret lederen af vores pakistanske samarbejdspartner til at besøge Danmark. Khalid Mahmood byder elever, forældre og gæster velkommen til indvielseshøjtideligheden i forbindelse med åbningen af Fikr-e-Noa-skolen i Kashmir i Lederen af Labour Education Foundation, Khalid Mahmood ankommer til Kastrup Lufthavn onsdag den 24. juni. Han rejser videre til London lørdag den 27. juni. I skrivende stund er der ved at blive lagt et program for hans besøg i Danmark. Men vi kan fortælle, at der vil blive afholdt et offentligt møde med Khalid torsdag den 25. juni kl Se nedenstående annonce. På mødet vil Khalid fortælle om de nuværende problemer for tekstilarbejderne i Pakistan, om hvordan det efter hans mening går med fornyelsen af projektet i Pakistan samt om hans opfattelse af skolen i Kashmir. STS og LEF drøfter planer om dannelsen af Fikr-e-Noa-skolen. Foto: Dagbladet i Roskilde i Der vil selvfølgelig blive mulighed for at rejse spørgsmål også ud over disse emner. Offentligt møde med Khalid Mahmood STS afholder et offentligt møde med Khalid Mahmood Mødet finder sted torsdag den 25. juni kl. 19 Det vil blive afholdt hos STS, Borgediget 23, 1. i Roskilde Alle er velkomne! Husk at melde flytning! STS, der yder humanitær bistand, mener, at problemerne i verden ikke skyldes mangelen på tekniske, industrielle eller økonomiske ressourcer, men den måde ressourcerne anvendes på. For blot nogle få procent af de store ressourcer, der bliver brugt til at føre krig med eller til andre forsvarsformål, kan man sikre hvert eneste menneske på jorden en anstændig tilværelse. Derfor samarbejder STS fortrinsvis med kræfter, der lige som os selv ønsker en anden lokal og global fordeling af ressourcerne.