: Dansk Taxi Forbund mod Konkurrencerådet

Transkript

1 : Dansk Taxi Forbund mod Konkurrencerådet K E N D E L S E afsagt af Konkurrenceankenævnet den 30. april 2001 i sag j.nr Dansk Taxi Forbund mod Konkurrencerådet (fuldmægtig Mette Breslau) 1. Ved skrivelse af 30. marts 2000 har Dansk Taxi Forbund indbragt en af Konkurrencestyrelsen den 2. marts 2000 truffet afgørelse, hvorved styrelsen påbød Hillerød Taxa, Birkerød Taxa og Roskilde Taxa at ophøre med at opkræve gebyr ved valutaindlændinges betaling med betalingskort, jf. betalingskortlovens 20a, stk. 2, og 34. Forbundet har påstået ophævelse af afgørelsen. Konkurrencestyrelsen har principalt påstået afvisning af klagen for så vidt angår afgørelsens pkt. 1 samt stadfæstelse for så vidt angår afgørelsens pkt. 2. Subsidiært har styrelsen påstået stadfæstelse af begge afgørelser. 2. Det hedder i Konkurrencestyrelsens afgørelse af 2. marts 2000 bl.a.: " Konkurrencestyrelsen har behandlet Forbrugerrådets klage over Birkerød Taxa, Hillerød Taxa og Roskilde Taxa. Styrelsen har truffet følgende afgørelse i sagen: 1. Det meddeles Dansk Taxi Forbund, at opkrævningen af gebyret er i strid med betalingskortlovens 20, stk. 3. Forbundet anmodes om at orientere sine medlemmer herom. 2. Styrelsen meddeler Hillerød Taxa, Birkerød Taxa og Roskilde Taxa påbud om at ophøre med at opkræve gebyr ved valutaindlændinges betaling med betalingskort, jf. betalingskortlovens 20 a, stk. 2, og Endelig orienteres Færdselsstyrelsen om styrelsens afgørelse med henblik på, at 31 i bekendtgørelse nr. 420 af 4. juni 1999 om taxikørsel m.v. ændres således, at den bringes i overensstemmelse med betalingskortloven. Der henvises til vedlagte notat om Konkurrencestyrelsens afgørelse. Afgørelsen kan i henhold til betalingskortlovens 27, stk. 2, jf. lov nr. 217 af 13. april 1999, indbringes for Konkurrenceankenævnet,.." Af nævnte notat fremgår: 1/8

2 " 3.3. Bestillingskontorernes vedtagelser Erhvervet som taxivognmand er reguleret i Lov om taxikørsel, lbk. nr. 517 af 24. jun Bevilling som taxivognmand udstedes af kommunalbestyrelsen for en 10-årig periode. På baggrund af bekendtgørelse om taxikørsel m.v., bkg. nr. 420 af 4. juni 1999, fastsætter kommunalbestyrelsen maksimaltakster samt særlige tillæg for taxikørsel. Det fremgår af bekendtgørelsens 31, at der foruden kørsel og ventetid kun må forlanges betaling for transport af bagage, som ikke kan anbringes inden i vognen, samt ved benyttelse af betalingskort. Dansk Taxi Forbund har oplyst, at opkrævning af gebyr er en praksis, der er vedtaget for bestillingskontoret Roskilde Taxa. Ledelsen har taget en overordnet beslutning om, at der for modtagelse af betalingskort skal opkræves et gebyr på kr. 5,00. Man har siden den 1. september 1997 opkrævet gebyr for modtagelse af Dankort. Roskilde Kommune har senest godkendt gebyrets størrelse i 1999, og det står anført i kommunens gældende takstreglement. Bestyrelsen i Fællescentralen Taxa Nordsjælland har truffet beslutning om opkrævning af gebyr for modtagelse af betalingskort. Gebyret er indført i løbet af Ifølge det oplyste har gebyrerne til formål at dække investeringerne i elektroniske taxametre, hvori betalingskortlæseren indgår, software til overførsel af informationer og transaktioner til bestillingskontorets computer. Hertil kommer udgifter til bogholderi og administration i forbindelse med modtagelse af betalingskort. For Roskilde Taxa har omkostningerne til investering i elektroniske taxametre samt efterfølgende opgradering andraget En terminal til betalingskort indgår som en integreret del i dette system. Vognmanden medbringer dog altid en fluesmækker for det tilfælde, at terminalen er nede. Det er oplyst, at administration af betalingskort beløber sig til, og at en vogn gennemsnitligt har. betalinger pr. dag. På baggrund af en samlet betragtning af omkostningerne ved modtagelse og håndtering af betalingskort har man fastsat gebyret til 5,00 kr. For Fællescentralen er omkostningerne til taxameter med betalingskortlæser og software til overførsel af transaktionerne til Fællescentralens administrative computer opgjort til.. mens omkostningerne til administration m.v. andrager.. Opgørelsen af de samlede omkostninger ved systemet sammenholdt med modtagelse af. betalingskort pr. dag pr. vogn ligger til grund for gebyrets størrelse. For ingen af de tre bestillingskontorer er der således tale om, at gebyret er en viderefakturering af et gebyr, som taxivognmændene selv skal betale til danske kortudstedere eller kortindløsere, idet sådanne gebyrer ikke opkræves. Konkurrencestyrelsens beregninger har vist, at modtagelse af Dankort ved brug af fluesmækker beløber sig til ca. 1,50-2,00 kr. Heri indgår udgifter til køb af notaer, sumbilag, porto, administrativ håndtering m.v. Udgifterne ved elektronisk modtagelse af betalingskort er væsentlig lavere, og andrager 0,75-1,00 kr. pr. betaling, når der ses bort fra udgifter til kortlæser, som er en integreret del af 2/8

3 systemet Afgrænsning af markedet Det relevante marked er markedet for betaling i forbindelse med taxikørsel.... Vurdering 4.1. Betalingskortloven 20 og 20 a Med vedtagelsen af lov nr. 217 af 13. april 1999 om ændring af betalingskortloven blev 20 ændret væsentligt. Ændringen af 20 stk. 1, medførte, at der fremover skal sondres mellem fysisk og ikke-fysisk handel. Kortudsteder har nu mulighed for at opkræve gebyr for driften af systemet, når der er tale om ikke-fysisk handel, mens dette fortsat ikke er tilladt for fysisk handel (herunder for sædvanlige Dankort-transaktioner). Ved lovændringen blev 20, stk. 3 indføjet som nyt stykke. "Betalingsmodtager kan opkræve gebyr for betalingstransaktionen hos kortindehaver, når kortindehaveren betaler med et betalingskort. Gebyrets størrelse må ikke overstige betalingsmodtagers gebyr for betalingstransaktionen til kortudsteder". De internationale betalingskort har dispensation fra 20 i betalingskortloven for så vidt angår valutaudlændinges brug af kort i Danmark, jf. 34. Det følger af bemærkningerne til loven, at bestemmelsen i lovens 20, stk. 3, 1. pkt., har til formål at sikre, at betalingsmodtager kan opkræve gebyr hos kortindehaver, når kortindehaver betaler med et betalingskort, og bestemmelsen gælder, uanset hvad der aftales mellem kortudsteder og betalingsmodtager, jf. betalingskortloven 33, stk. 1. Det fremgår af lovbemærkningerne, at man samtidig har ønsket at sikre, at betalingsmodtager ikke opkræver for høje gebyrer hos kortindehaver. Derfor fastslår stk. 3, 2. pkt., at det gebyr som betalingsmodtager opkræver hos kortindehaveren, ikke må overstige betalingsmodtagerens gebyr pr. betalingstransaktion til kortudstederen. Betalingsmodtageren kan derfor ikke overvælte andre omkostninger ved betalingssystemet på kortindehaveren, fx en andel af en årlig tilslutningsafgift til kortudstederen. Det følger af betalingskortloven 20 a, stk. 1, at der ved fastsættelse af gebyrer ikke må anvendes urimelige priser og avancer. Et gebyr er ifølge bestemmelsens 2. punktum urimeligt, når det er højere, end hvad der ville være tilfældet under virksom konkurrence. Konkurrencestyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af 20 og 20 a, jf. betalingskortlovens 11, stk Tidligere praksis Med ændringen af betalingskortloven blev spørgsmålet om gebyrer mellem 3/8

4 betalingsmodtager og kortindehaver - i modsætning til tidligere - nu direkte reguleret af 20, stk. 3. Afgørelser og praksis vedrørende betalingsmodtagers opkrævning af gebyrer hos kortindehaver er sparsom. Forbrugerstyrelsen, som administrerede den tidligere 20 i betalingskortloven har udtalt sig telefonisk om spørgsmålet. Det er Forbrugerstyrelsens opfattelse, at betalingsmodtagers opkrævning af gebyrer hos kortholder ikke var omfattet af den tidligere 20, stk. 1, i betalingskortloven, idet loven generelt ikke indeholdt bestemmelser, der forbød opkrævning af gebyrer hos kortholderne. Forbrugerombudsmanden har ikke taget stilling til, om betalingsmodtager kan opkræve gebyrer hos kortholder og i givet fald, hvor store de må være. Domstolene har i 3 sager truffet afgørelse, der vedrørte den tidligere 20 i betalingskortloven, men ingen af sagerne vedrører nærværende problemstilling Forbrugerrådets argumenter Det er Forbrugerrådets opfattelse, at der ved taxivognmændenes opkrævning af gebyr på 5 kr. ved betaling med betalingskort, er tale om en overtrædelse af betalingskortlovens 20, stk. 3. Forbrugerrådet anfører i klagen, at det følger af bestemmelsens 2. punktum samt bemærkningerne hertil, at taxier og andre fysiske forretninger ikke kan opkræve et gebyr hos forbrugeren, da PBS alene opkræver gebyrer ved betalinger foretaget over Internettet Dansk Taxi Forbunds argumenter Dansk Taxi Forbund har i modsætning hertil anført, at ændringen af betalingskortlovens 20 udelukkende havde til formål at ændre retstilstanden for den ikke-fysiske handel. Ifølge Dansk Taxi Forbunds opfattelse gælder 20, stk. 3, og begrænsningen i gebyrernes størrelse udelukkende den ikke-fysiske handel. Ligeledes anfører Dansk Taxi Forbund, at regulering af taxivognmandens adfærd som betalingsmodtager findes i andre regelsæt. Da taxibranchen er et offentlig reguleret erhverv, må bestemmelserne i taxibekendtgørelsens kapitel 6 om takster m.v. have forrang for betalingskortloven. Dansk Taxiforbund finder derfor, at spørgsmålet om, hvorvidt der kan opkræves et gebyr ved betaling med betalingskort skal afgøres af kommunalbestyrelsen Konkurrencestyrelsens vurdering Bestemmelsen i 20, stk. 1, opstiller en sondring mellem fysisk og ikke-fysisk handel. Det fremgår direkte af ordlyden, at bestemmelsen forbyder opkrævning af gebyrer hos betalingsmodtager, når der er tale om fysisk handel. Denne sondring genfindes ikke i stk. 3 og 4. Der kan derfor ud fra almindelige fortolkningsprincipper ikke være tvivl om, at 20, stk. 3 og 4, regulerer både fysisk og ikke fysisk handel, idet betalingskortloven som helhed regulerer begge typer af transaktioner. Hverken de specielle bemærkninger til bestemmelsen eller lovens generelle bemærkninger giver anledning til tvivl om, hvorvidt de nye stykker 3 og 4 skulle gælde for både den fysiske og den ikke-fysiske handel. Tilsvarende gælder med hensyn til folketingsbehandlingen, idet spørgsmålet om et indskrænket 4/8

5 anvendelsesområde for 20, stk. 3, ikke har været rejst i forbindelse med lovændringen På denne baggrund må det derfor konkluderes, at der hverken i bestemmelsens ordlyd eller i dens forarbejder er grundlag for at antage, at der skal foretages en indskrænkende fortolkning af bestemmelsens anvendelsesområde. Dansk Taxi Forbunds argument om, at 20, stk. 3 og 4, ikke finder anvendelse for den fysiske handel, må derfor afvises. Ligeledes må det afvises, at bestemmelserne i taxibekendtgørelsens kapitel 6 kan føre til noget andet resultat, idet lov har forrang for bekendtgørelse i den retslige trinfølge. Dertil kommer, at opkrævning af gebyr for benyttelse af betalingskort i forbindelse med taxikørsel må anses for urimelig, jf. betalingskortloven 20 a, stk. 1. Hvis taxivognmændene lovligt kunne opkræve et særskilt gebyr for anvendelse af kort ved betaling i taxaer, ville det på et marked med virksom konkurrence kun kunne praktiseres, hvis det var forbundet med særlige omkostninger at tilbyde kortbetaling. Konkurrencen ved betaling i taxaer er ikke fri. Der er særlig regulering af taxahonorarerne og forbrugerne har i betalingssituationen begrænsede valgmuligheder. Investeringerne i elektroniske taxametre kan ikke begrunde et særskilt gebyr. Disse taxametre der kan sammenholdes med butikkernes elektroniske kasseterminaler præsterer en række andre ydelser samtidig. Den ekstra funktion, der knytter sig til elektronisk kortbetaling, kan ikke tillægges væsentlig betydning, når man samtidig tager i betragtning, at vognmanden altid kan vælge alternativt at anvende en fluesmækker. Styrelsens undersøgelser viser, at omkostningerne ved en betaling med fluesmækker ikke overstiger 2,00 kr., og de er faldende med et øget antal betalinger. Omkostningen ved elektronisk modtagelse af et betalingskort udgør 0,75-1,00 kr. Heri indgår håndteringsomkostninger og administration. Omkostningerne ved kontantbetaling og ved betaling med taxachecks er indregnet i de generelle priser. Der foreligger ikke nærmere beregninger over omkostningerne til håndtering og administration ved disse to betalingsmetoder. Til sammenligning kan imidlertid oplyses, at det svenske Handels Utredningsinstitut har gennemført en undersøgelse af håndterings- og administrationsomkostninger ved forskellige betalingsmetoder i detailhandelen. Undersøgelsen viser, at modtagelse af betalingskort koster 0,90 kr., kontantbetaling koster 1,15 kr. og betaling med check koster 4,08 kr. pr. transaktion at håndtere og administrere. På et marked med virksom konkurrence ville gebyret for kortbetaling kun kunne dække meromkostningerne for betalingsmodtagere i forhold til andre betalingsformer, idet generelle betalings- om administrationsomkostninger vil blive indregnet i det generelle prisniveau. De beregninger der er anført ovenfor, gør det uklart, om der overhovedet foreligger ekstraomkostninger ved betaling med betalingskort i forhold til andre betalingsformer. På den baggrund ville der ikke kunne opkræves et særskilt gebyr på 5 kr. for 5/8

6 kortbetaling på et marked med virksom konkurrence, hvis gebyropkrævningen ellers var lovlig Konklusion På baggrund af en fortolkning af ordlyden i betalingskortlovens 20, samt bestemmelsernes forarbejder må det konkluderes, at 20, stk. 3 og 4, finder anvendelse, uanset om der er tale om fysisk eller ikke-fysisk andel. Dermed er det for begge typer transaktioners vedkommende nøje reguleret, hvornår en betalingsmodtager kan opkræve gebyrer hos en kortindehaver og hvilke gebyrer, der må opkræves. Betalingsmodtager kan kun opkræve det gebyr, som denne selv skal betale til kortudsteder. Andre omkostninger ved betalingsmodtagers modtagelse af betalingskort, kan derfor ikke søges dækket gennem opkrævning af et gebyr hos kortindehaver. Gebyret må med andre ord ikke overstige det beløb, som betalingsmodtager betaler til kortudsteder. Idet taxivognmændene ikke betaler gebyr til kortudsteder/kortindløser ved modtagelse af betalingskort fra valutaindlændinge, vil der således ikke være grundlag for at pålægge kortindehaver et gebyr på 5 kr. til dækning af blandt andet bogholderi og administration ved modtagelse af betalingskort. Hvis taxivognmændene lovligt kunne opkræve et gebyr ved modtagelse af betalingskort, ville et gebyr på 5 kr. være urimeligt. Konkurrencestyrelsen beregninger viser, at omkostningerne ved modtagelse af et betalingskort er væsentlige lavere end 5 kr. Hertil kommer at det også er uklart, om der overhovedet foreligger ekstraomkostninger ved betaling med betalingskort i forhold til andre betalingsformer." 3. Klagers argumentation Dansk Taxi Forbund har også for Ankenævnet gjort gældende, at betalingskortlovens 20, stk. 3, alene har til formål at regulere gebyrer ved ikke-fysisk handel og har bl.a. anført, at formålet med vedtagelsen af lov nr. 217 af 13. april 1999 alene var at ændre reglerne for så vidt angår ikke-fysisk handel for derved at sikre den elektroniske handel. Udgangspunktet er derfor en formodning om, at reglerne om fysisk handel er uændrede. Denne formodning støttes ikke alene på baggrunden for lovændringen, men også af, at betalingskortloven ikke tidligere hindrede, at betalingsmodtager pålagde kortindehaver et gebyr. Forbrugerombudsmanden har da heller ikke fundet anledning til at gribe ind over for sådan et gebyr. Denne fortolkning kan også udledes af lovteksten, idet beløbsgrænsen i 20, stk. 3, alene er relevant ved ikke-fysisk handel. Formålet med 20, stk. 3, taler for en indskrænket anvendelse af bestemmelsen til alene at omfatte ikke-fysisk handel. Med hensyn til Konkurrencestyrelsens afgørelse i henhold til 20a har forbundet anført, at styrelsen har undladt at medregne en ikke uvæsentlig omkostning i form af elektronisk betalingslæser samt software hertil. Elektronisk betalingslæser er nødvendig bl.a. for at sikre, at det oplyses, om et betalingskort er spærret. 4. Konkurrencestyrelsens argumentation 6/8

7 Til støtte for afvisningspåstanden har styrelsen gjort gældende, at fortolkningen af betalingskortlovens 20 ikke kan indbringes for Konkurrenceankenævnet, idet betalingskortlovens 27, stk. 2, ikke indeholder hjemmel hertil. Styrelsen er ikke hjemlet nogen indgrebsbeføjelser i medfør af 20, men kan som tilsynsmyndighed, jf. lovens 11, udtale sig om fortolkningen heraf. Den endelige fortolkning af 20 henhører under domstolene. Til støtte for påstanden om stadfæstelse af afgørelsen i henhold til betalingskortlovens 20a, stk. 1, har styrelsen anført, at udgangspunktet for bedømmelsen af, om der er fastsat urimelige gebyrer og avancer, er disses niveau på et marked med virksom konkurrence. Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at afgørelse af, om priser og avancer er urimelige, må ske gennem en hypotetisk præget bedømmelse af forholdene, som de ville være i et konkurrencepræget marked. Hvis taxivognmændene lovligt kunne opkræve et særskilt gebyr ved modtagelse af fx Dankort, ville en sådan praksis på et marked med virksom konkurrence kun kunne finde sted, hvis det var forbundet med særlige omkostninger at modtage betalingskort. Styrelsen har ved tidligere undersøgelse af de tre taxiselskaber opgjort omkostningerne ved elektronisk modtagelse af betalingskort til mellem 0,76 og 0,95 kr. Disse beløb kan imidlertid ikke lægges til grund ved beregningen af gebyr, da generelle omkostninger til bl.a. håndtering og administration er indregnet heri. Styrelsens beregninger har vist, at en taxivognmands omkostninger ved modtagelse af Dankort ved anvendelse af fluesmækker beløber sig til ca. 1,50-2,00 kr. Omkostningerne er faldende ved øget antal betalinger. Styrelsen har derfor i tilstrækkelig grad påvist, at hvis det var lovligt at opkræve et særskilt gebyr for betaling med betalingskort, ville 5 kr. være urimeligt på et marked med virksom konkurrence. 5. Konkurrenceankenævnets bemærkninger Ved Konkurrencestyrelsens afgørelse af 2. marts 2000 fandt styrelsen, at opkrævning af gebyret er i strid med 20, stk. 3, i daværende lov om betalingskort m.v. Styrelsens afgørelse er truffet som led i tilsynet efter lovens 11. Efter lovens 27, stk. 2, kan styrelsens afgørelser efter 20a indbringes for Konkurrenceankenævnet. Der er ikke anført tilsvarende klageadgang med hensyn til afgørelser efter 20. Ordlyden af bestemmelsen fører således til, at afgørelser efter 20 ikke kan indbringes for Ankenævnet. Det fremgår af bemærkningerne til 27, stk. 2, "at det er fundet hensigtsmæssigt, at Konkurrencestyrelsens afgørelser på dette specielle område" kan indbringes for Ankenævnet, jf. FT 1998/99 tillæg A, sp Det er således heller ikke i bemærkningerne holdepunkter for, at afgørelser efter 20 kan indbringes for Ankenævnet. Ankenævnet tager derfor styrelsens afvisningspåstand til følge. Spørgsmålet om, hvorvidt opkrævningen af gebyret er i strid med 20, stk. 3, henhører under domstolene. For det tilfælde at opkrævning af gebyret er i overensstemmelse med 20, stk. 3, har styrelsen i medfør af 20a anset et gebyr på 5 kr. for urimeligt og udstedt påbud om ophør med opkrævning. Dette påbud kan påklages til Ankenævnet. Ved bedømmelse af om et gebyr på 5 kr. pr. betaling er urimeligt, lægger Ankenævnet til grund, at der for ingen af de 3 bestillingskontorers vedkommende er tale om viderefakturering 7/8

8 af gebyrer opkrævet af kortudsteder. Der er endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte styrelsens beregninger, hvorefter taxavognmændenes omkostninger ved at modtage betaling ved betalingskort er væsentligt under 5 kr. pr. betaling. Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at styrelsen ikke har tillagt det betydning, at vognmanden har udgifter til elektronisk betalingslæser samt software hertil, idet disse udgifter samtidig er betaling for en række andre nødvendige ydelser. Ankenævnet tager derfor styrelsens stadfæstelsespåstand til følge. Herefter bestemmes: Klagen over pkt. 1 i Konkurrencestyrelsens afgørelse af 2. marts 2000 afvises. Pkt. 2 i Konkurrencestyrelsens afgørelse stadfæstes. Ole Jess Olsen Jens Fejø Torben Melchior« 8/8