Af Jette Damgaard Foto: Anette Damgaard Bjørndal

Transkript

1 Fotograf ved 22

2 et tilfælde Hun har selvfølgelig altid fotograferet sine egne tre børn. Men det var først, da Anette Damgaard Bjørndal ved et tilfælde blev skolefotograf, at hun fandt ud af, at hobbyen kunne blive en levevej. 12 år efter starten er hun nu så bidt af fotografering, at hun hele tiden tager nye kurser og søger nye udfordringer. Af Jette Damgaard Foto: Anette Damgaard Bjørndal Det blev hurtigt for kedeligt kun at fotografere børn, for da først Anette Damgaard Bjørndal havde lært at indstille blænde og tid, var der egentlig ikke meget mere teknik i jobbet som børnefotograf i skoler, børnehaver og vuggestuer. Men hun var god til ungerne, tog bedre billeder end de fleste konkurrenter på området og havde det sjovt, så efter tre år som ansat tog hun springet til at blive selvstændig fotograf. Fra sit hjemmekontor på kun tre kvadratmeter udvidede hun langsomt kundekredsen fra børn og deres forældre til dem, der drømmer om at få børn: Brudepar. Og bryllupsbillederne har skubbet Anette Damgaard Bjørndal fremad og rykket mange grænser, som hun ikke troede, hun kunne passere som fotograf. Et af billederne blev nemlig set af bryllupsfotografen Michael Grøn, og han opfordrede hende til at melde sig ind i Art Studio og DFF. Pludselig fik jeg kolleger, som jeg kunne udveksle erfaringer med. Min lille trygge fotoverden blev udvidet, og jeg købte endda et digitalt kamera, selv om jeg hadede al ny teknik på det tidspunkt, fordi jeg synes, det var så besværligt at sætte sig ind i, fortæller hun. Anette Damgaard Bjørndal blev medlem af fotogruppen Image Me, og har siden vundet medaljer i en række konkurrencer. Men det helt store vendepunkt er kommet, efter at hun er blevet Qualified Master gennem Dansk Fotografisk Forening (DFF). Ikke kun en pæn pige Drømmen om at blive en bedre fotograf og lære mere om teknikken tog for alvor fart, da Anette Damgaard Bjørndal var på et tredages kursus hos Martin Graham Dunn, hvor hun ligesom de ti andre kursister medbragte sine egne billeder og en computer. Og så blev der ellers diskuteret lys, rammer og dimensioner, og fotograferne skulle lære billedbehandling. På det tidspunkt kunne jeg knap nok åbne photoshop, og jeg måtte tigge mig til hjælp hos de andre, så underviserne ikke opdagede hvor uvidende, jeg var. Det var ikke nogen nem opgave, og de to første dage følte jeg mig totalt håbløs. Men tredje dag så jeg lyset, husker hun tilbage. Gnisten var tændt, og hun glædede sig allerede til næste kursus et halvt år senere, hvor hun skulle finde en titel og et formål til opgaven, som bestod i at lave 20 portrætter i en serie. Pludselig gik jeg fuldstændig i stå og ville opgive, for jeg kunne ikke få billederne i mit hoved til at hænge sammen. Jeg troede 23

3 nok stadigvæk ikke på, at jeg var lige så god som de andre. Men så tilbød Michael Grøn sig som mentor og pressede mig til at lave noget andet end de meget pæne billeder, jeg altid tog på det tidspunkt. Jeg skulle vise, at jeg ikke kun var en pæn pige. Jeg blev tunet ind på, at jeg ville lave noget med gadens børn, og så fandt jeg på serien Streetwise. På jagt efter byens rødder Det tog Anette Damgaard Bjørndal en måned at få lavet alle portrætterne. Hver eftermiddag kørte hun gaderne i Københavns mere ydmyge kvarterer tynde for at finde de helt rigtige rødder. Det gav mig vildt meget, fordi jeg blev provokeret. Jeg tænkte: Fandeme, det her kan jeg godt! Jeg kørte rundt på Nørrebro og standsede nogle af rødderne, og det var meget grænseoverskridende, for de skulle lige teste, hvad jeg kunne holde til. Og mange af dem var ikke meget for at lade sig fotografere foran deres venner. Og dem der gik med til det gav mig typisk kun 5-7 minutter, så gad de ikke mere, fortæller hun. En anden dag bankede hun på vinduet i en bil, der holdt på en øde havn og spurgte de to rødder bag de duggede ruder om de var friske på at være med. De kiggede godt nok lidt underligt på mig, men da jeg fik forklaret at det kun handlede om billeder, var de på, griner hun. Arbejdet med Streetwise -serien har lært hende at reagere hurtigere og se mulighederne med det samme. Og så lærte hun at bruge bybilledet og byens rammer. Det kan jeg helt klart se i mine portrætter og bryllupsbilleder i dag. De er blevet meget mere rå. Jeg ser lys og linjer på en anden måde end før. Jeg er blevet bedre til at ramme tingene ind, og det var jeg slet ikke bevidst om før. Personligheden er vigtig Anette Damgaard Bjørndal er ikke i tvivl om, at hun teknisk er blevet en meget bedre fotograf gennem alle kurserne, men der er en grundlæggende egenskab, som hun har haft med hele vejen, som er mindst lige så vigtig. Jeg er god til at tale med folk, og jeg bliver tit hyret på grund af min personlighed det er jeg meget bevidst om. Jeg bruger tid på at forklare, hvad det er jeg vil, og jeg sørger for, at der er god kemi, for der skal være tillid til fotografen, før resultatet bliver godt. Og så rører jeg ved folk og det kan de godt lide. Man må godt rette på kraven, men man skal lige sige til, inden man gør det, ellers 24

4 25

5 Og det er ikke kun brudepar og små børn, hun tør røre ved. Nej da. Rødderne kunne jeg også godt rette på. Men der havde vi også fundet kemien, og de fandt ud af, at jeg ikke blev skræmt af fuck dig og hvad de ellers sagde, griner hun. Et andet godt råd er at tænke over, hvordan man selv ser ud. Jeg tænker meget over hvad for noget tøj, jeg tager på. Jeg tager ikke den dyreste pelsjakke på på opgave på Christiania, men jeg er stadig hende den pæne. Det synes jeg specielt er vigtigt ved et bryllup, fordi man skal vise, at man respekterer den fine fest. Derfor er foto-veste no-go i hvert fald i min verden, smiler hun. Anette Damgaard Bjørndal knokler for at lære mere og er lige nu i gang med endnu et kursus i photoshop, og den inspiration hun får gennem kurserne, vil hun gerne opfordre alle til at opsøge. Før min Master troede jeg ikke på, at jeg var god nok til at mine billeder kunne konkurrere andres. Jeg vidste godt, at jeg kunne tage billeder, for det levede jeg jo af men min Master har givet mig selvtillid, og nu tør jeg også godt fortælle, at jeg er god. Men vigtigst af alt, så tør jeg nu sige, når der er noget, jeg ikke kan. Anette Damgaard Bjørndal har brugt følgende udstyr til sine billeder: Camera Canon EOS-1 D Mark 3 Optik Canon Zoom lens EF mm 1:2.8 L IS USM Flash Canon speedlite 580EX & Quantum flash 3 gode råd til bedre billeder: Brug tid på at tænke emne og stil igennem - og vær tro mod stilen hele vejen Lyset er altafgørende. Find den rigtige lyskilde og se på skyggerne. Komposition og linjer skal fungere. Tænk alternativt og i skæve vinkler. Medaljer og priser: 2008 Bronze og sølv medalje i Art Studio 2009 Gulddiplom fra SWPP 2009 Guld i SWPP 2009 Bronze Art Studie 2009 DFFs årsmøde bronze og sølv i monokrom og portræt 2010 Gulmedalje ved Art Studio - en leverandørpris fra CAV 26