Skrevet af: Kasper Vieland Nielsen Offentliggjort: 01. oktober 2009

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Den tyske valgkamp Skrevet af: Kasper Vieland Nielsen Offentliggjort: 01. oktober 2009 Kære læser. Valget i Tyskland er slut. Den 27. september stemte tyskerne om sammensætningen af den tyske Bundestag. Denne artikel er skrevet før resultatet forelå (resultatet kan se her: Artiklen er derfor ikke en analyse af valgets konsekvenser, men af dets forudsætninger. Valget er det første valg i et europæisk land her godt et år efter at den globale økonomiske krise brød ud. Jo, der har været et valg i Norge, men Norge er jo på grund af olien noget særligt og ikke ramt af krisen i samme omfang som de fleste andre lande. Tyskland, "Der Weltmeister" i eksport, har derimod fået krisen at føle. Med valget i Tyskland får vi en afgørende strømpil for, hvad krisen kommer til at betyde for det politiske landskab i Europa de kommende år. Det er spændende, sønderrivende spændende. Men som sagt, det er ikke valgresultatet denne artikel handler om. Vi må nøjes med lidt mindre, nemlig en beskrivelse af valgkampen, som den er foregået i krisens tegn. Det er også interessant, og det er det af to grunde. For det første fordi krisen har fyldt så meget, og har været så nærværende i alt, hvad der er foregået i valgkampen. For det andet kaster det, der er sket i Tyskland, et særligt lys over den politiske debat, som er foregået i Danmark siden krisen brød ud. OK, et valg er en særlig situation, en tilspidsning som er forskellig fra den almindelige politik, sådan som den plejer at foregå, når det er hverdag. Men alligevel så forekommer forskellen så stor, at der også må være andre forklaringer. Godt, "Meine Damen und Herren", vi skal til det, valgkamp i Tyskland i september Med "Der Rheingold-Express" og Angela Merkel tværs gennem landet Tirsdag d. 15. september klokken 9 præcis forlod Der Rheingold-Express - Konrad Adenauers gamle kampagnetog fra 50erne - banegården i Bonn. Med vejende CDU-faner og Angela Merkel om bord kørte toget sydpå langs Rhinen over Koblenz, Frankfurt, Erfurt, Leipzig til det om aftenen kl. 21 gled ind på den nye store banegård i Berlin. Angie blev hun kaldt engang. Det var, da hun var ny i politik, dengang den anglo-amerikanske kapitalisme-model var det eneste saliggørende. Angie stod for det nye, blev sammenlignet med Margaret Thatcher og var bannerføreren i CDU-opgøret med det gamle system og indførelsen af den nye effektive kapitalisme. På partikongressen i 2005 havde den nye linje endegyldigt sejret, og kravene om privatiseringer og frisætning af markedet blev indskrevet i CDU s partiprogram. Men det var dengang. Fremtiden er blevet til fortid, og fortiden på vej til at blive den nye fremtid. Nu bliver hun ikke længere kaldt Angie. Når "Der Rheingold-Express" stopper i Erfurt, Leipzig og Berlin for at hun kan blive hyldet, så er navnet Dr. Angela Merkel. Den tidligere østtysker, og den første kvinde af politisk betydning i Tyskland siden Rosa Luxemburg, er for alvor blevet Die Kanzlerin. Overalt på valgplakater ser man hende smile selvsikkert under CDU's overordnede valgslogan: "Wir haben die Kraft". Og nedenunder står der, hvorfor tyskerne kan have tiltro til hende: "Für Wirtschaftkompetenz. Für soziale verantwortung. Und die Frau, die beides zusammenbringt". Tiden er blevet en anden efter den globale krise med stormstyrke har ramt Tyskland. Nu kæmper Merkel ikke for den anglo-amerikanske kapitalistiske model, men har stillet sig til rådighed som den, 1 / 8

2 der har kraften og kompetensen til at rydde op efter dens katastrofale forlis. Nu er det "Der Sozialen Marktwirtschaft", som skal redde Tyskland og hele verden: Konrad Adenauer og Ludwig Erhards økonomisk sociale model, som trak tyskerne ud af efterkrigstidens elendighed og sikrede (næsten) alle økonomisk fremgang og social sikkerhed. "Der Socialen Marktwirtschaft" har aldrig været helt glemt i den Kristlig-Demokratiske-Union. Selv da de neoliberale vinde blæste stærkest, var der folk i partiet, som stod for det sociale og for arbejderne i industrien. CDU, og i endnu højere grad søsterpartiet CSU i Bayern, forstår sig selv som folkepartier, og et folkeparti kan ikke nøjes med at varetage én enkelt gruppes interesser. Det må nødvendigvis, hvis det skal op og have en tredive, fyrre måske endda halvtreds procent af stemmerne række ud mod flere befolkningsgrupper, ja mod hele folket. Og det har man gjort hos CSU i Bayern, hvor partiet har regeret næsten uafbrudt siden halvtredserne og ofte med absolut flertal. Partiets nuværende leder hedder Horst Seehofer, og han er en mand af næsten Franz Josef Strausske dimensioner og popularitet. Seehofer har altid været en stærk modstander af den anglo-amerikanske model, - der skal tages hensyn også til medarbejdersiden. Og derfor kan han, som han selv har sagt under valgkampen, på mange områder fint enes med Oskar Lafontaine fra Die Linke. Guido Westerwelle fra FDP og Merkel - dengang hun flirtede med den neoliberale model - var ikke Seehofers kop te. Under denne valgkamp går det meget bedre, nu hvor også de har skiftet hest. Jo, det går godt for Den Kristlig-Demokratiske-Union, og at Merkel kommer til at fortsætter som kansler, er der ikke mange som tvivler på. Spørgsmålet er snarere, hvem hun kommer til at regere sammen med. Og her er partiets foretrukne partner De Frie Demokrater, FDP, de gule. En sort-gul regering, det er målet. Det mener lederen af FDP, Dr. Guido Westerwelle også. Umiddelbart kan det måske forekomme lidt mærkeligt, at CDU har valgt FDP til partner i oprydningen efter neoliberalismen. Guido Westerwelle har om nogen stået for kritikken af "Der Sociale Marktwirtschaft" og nødvendigheden af den anglo-amerikanske model. Men Guido er heller ikke, hvad han var engang. Og så alligevel. Personlig har han nu fået forståelse for arbejderklassen og middelklassens problemer, men løsningen på den økonomiske krise er dog fortsat skattelettelser til de øverste indkomstgrupper. Socialdemokraterne i Willy-Brandt-Hause Socialdemokraternes kanslerkandidat er efter megen turbulens og alt for mange hurtige udskiftninger i ledelsen - først røg Platzeck som partiformand, så var det Müntefering's tur, og så sent som i år blev Kurt Beck vippet - på plads. Men nu har de manden, og på en af partiets valgplakater ser man ham stå i partiets hovedkvarter foran billederne af tre tidligere SPD-kanslere: Willy Brandt , Helmut Schmidt og Gerhard Schröder Dr. Frank-Walter Steinmeier "vil regere som de har gjort det" står der på plakaten, og videre: "Han ved hvad vores land har brug for. Man kan stole på ham og han er fokuseret. Han kender tyskerne og den internationale politik som ingen anden... og han har en vision for vores land. En vision for morgendagens Tyskland. Et Tyskland med flere arbejdspladser, bedre uddannelse, mere social sikkerhed og demokrati. Flere chancer og retfærdighed for alle." Og der står han så på plakaten parat til at tage fat, den næste i rækken af SPD's kraftfulde mænd. Måske udstråler hans ansigt ikke helt samme styrke, som de tre forudgående. Men der skal nu også meget til for leve op til dem, mindre kan måske gøre det. I starten af valgkampen har der været en del kritik af Dr. Frank-Walter Steinmeier. Ja, der var den igen, endnu en doktor, og doktor er man som oftest, hvis man vil være partileder i Tyskland. Det har selvfølgelig at gøre med landets respekt for uddannelse, men også at der er rigtig mange 2 / 8

3 akademikere, som har en doktorgrad i Tyskland. Også akademikere kan være mere eller mindre veluddannede, og de tyske akademikere er traditionelt meget veluddannede. I Tyskland er der en del flere, som har hvad der svarer til en PhD grad, end i mange af de øvrige europæiske lande, Danmark inklusiv. Men Frank-Walter er måske lige akademisk nok. Han er jo også mere ekspert end politiker, blev hentet af Schröder som kabinetssekretær for senere at blive udenrigsminister uden nogensinde at have været medlem af parlamentet. Men Steinmeier er kommet efter det. Alle er enige om, at han har klaret sig bedre og bedre, efterhånden som valgkampen er skredet frem. Og i den store TV-duel med Merkel var de fleste enige om, at han gjorde det bedst. Men skyggerne fra fortiden er der fortsat. For det var jo Steinmeier, som var ansvarlig for udarbejdelsen af det store lovkompleks Agenda De mange forskellige arbejdsmarkeds- og sociallove, som førte til kraftige forringelser for den almindelige tysker og som resulterede i, at mange socialdemokrater forlod SPD og fulgte partiets tidligere formand og daværende finansminister Oskar Lafontaine over i det nye venstrefløjsparti "Die Linke". Frank-Walter var også med i den gruppe som stod bag den nye "aktive socialpolitik", der blev vedtaget på partikongressen i "Fordern statt fördern". Det sunde princip - støtte med krav i stedet for gold underhold - skulle gælde, sagde han dengang, mens dem for hvem det gjaldt kun oplevede, at pengene blev mindre, og spot blev føjet til skade. Nu blev man ikke bare dårligt underholdt, men man blev det, fordi man var doven. Frank-Walter Steinmeier og den ledende gruppe i socialdemokratiet støtter fortsat Agenda 2010 og de nye tanker bag socialpolitikken. Kritikerne hævder, at med den nye socialdemokratiske politik har Schröder solgt SPD s sjæl, og mange af dets kernevælgere har siden forladt partiet. De fleste er blevet, men stemningen blandt dem er på linje med, hvad en ældre socialdemokrat sagde i en valgudsendelse i TV: "Jeg har altid stemt på SPD, og det gør jeg også denne gang. De får en sidste chance, men det er også den sidste jeg giver dem". Såfremt SPD får endnu en chance af vælgerne, så er deres ønske til en fremtidig regering et samarbejde med De Grønne og FDP, altså en rød, grøn, gul regering. Samarbejde med det femte parti i valgkampen, Die Linke" afviser man på det bestemteste. De Grønne og Die Linke De Grønne er SPD s gamle samarbejdspartner fra Gerhard Schröder og Joschka Fischers tid. De er nu begge fortid, og medens de fleste i SPD ikke er kede af at Schröder er væk, han er her et år efter krisen afgjort en belastning for partiet, så er Joschka Fischer måske mere savnet. De Grønne har i denne valgkamp ikke fyldt så meget, som de plejer. Partiets ny leder Jürgen Trittin, tidligere miljøminister i den rød grønne regering, har ikke helt Fischers folkelighed. Det er ellers ikke fordi, der har manglet "grønne emner" i valgkampen. Kampen mod klimaforandringerne kunne være blevet et stort emne, men er ikke blevet det. Det er i stedet spørgsmålet om atomkraften. Det var ellers besluttet, at denne skulle lukkes ned. Men med baggrund i olieprisernes himmelflugt mener CDU nu, at de tyske kernekraft-værker skal fortsætte en seks til otte år mere som en overgangsenergi. Den med overgangsenergi har CDU brugt før. I 1989 stod der i CDU's energiprogram, "at kerneenergi er en overgangsenergi indtil der er fundet en erstatning for den". Det er, som Trittin har påpeget, tyve år siden, og nu vil de så fortsætte med overgangen. Hvad angår erstatningsenergier, så har man bl.a. peget på Danmark og vores udnyttelse af vindkraften. Det andet store emne for De Grønne under valgkampen har været krigen i Afghanistan. Den har de længe sammen med Die Linke været imod. Med fejlbombningerne i september begyndte vinden for alvor at blæse deres vej. 3 / 8

4 Det går også godt for Die Linke. Ved landdagsvalgene, som blev afholdt i begyndelsen af september, stormede partiet frem. I Thüringen fik partiet 27 procent af stemmerne og i Saarland blev det til 21 procent. Så godt kommer det ikke til at gå ved det kommende landsvalg. Die Linke er en sammenslutning af dels PDS, en udløber af det tidligere regeringsparti i Østtyskland, dels WASG, en samling af forskellige udbrydergrupper, som forlod SPD i protest mod Agenda PDS har altid stået stærkt i det tidligere Østtyskland, så valgresultatet i Thüringen var ikke så mærkeligt. Og det var resultatet i den lille vesttyske delstat Saarland måske heller ikke, for det er jo herfra Die Linkes leder Oskar Lafontaine kommer. Her var han socialdemokratisk ministerpræsident i mere end et årti for derefter at blive SPD s kanslerkandidat (og tabe til CDU s Helmuth Kohl), formand for SPD og senest finansminister i Gerhard Schröders regering. Som protest imod Agenda 2010 trådte han ud af regeringen, og i 2006 forlod han partiet, blev medstifter af Die Linke og partiets leder sammen med Gregor Gysi. Under Lafontaine's lederskab er Die Linke på vej frem i de tidligere vesttyske delstater. Så når socialdemokraterne ikke forsømmer nogen mulighed for at svine ham til, så er det ikke kun, fordi han "har forrådt" sit gamle parti, men også af angst for partiets vælgerappel. SPD vil under ingen omstændigheder samarbejde med Die Linke efter valget. En rød-rød-grøn regering ville ellers være både en politisk naturlig og en realistisk mulighed. Men det bliver der ikke tale om. På delstatsniveau er der ellers allerede flere eksempler på et regeringssamarbejde mellem de to partier. Men kun i det tidligere Østtyskland. I Vest blev der gjort et forsøg i Hessen, men det kollapsede på grund af modstand fra partitoppen i Berlin. Så det næste forsøg på en rød-rød regering i en vestlige delstat, vil helt sikkert blive gjort i Saarland, og her forventer alle, at det for første gang vil lykkes. Oskar Lafontaine var engang for længe, længe siden Willy Brandt foretrukne blandt de unge løver i SPD, senere blev han erkendt som et af SPD s bedste hoveder, og måske dets bedste taler. Langt senere tabte han magtkampen med Gerhard Schröder og forlod partiet. Men som han har sagt igen og igen under valgkampen, så var det ikke ham, der solgte SPD s sjæl til de neokonservative, det var ikke ham som ødelagde den tyske socialstat SPD havde været hovedarkitekten bag. Det var Schröder. Lafontaine tog blot konsekvensen af, hvordan han opfattede udviklingen i sit gamle parti. Steinmeier og Franz Müntefering har aldrig taget opgøret med arven fra Schröder. Men det kommer de til, siger Lafontaine. Det er Die Linkes opgave at tvinge SPD til at føre socialdemokratisk politik. Og hvad angår samarbejdet mellem de to partier, så kommer det, før eller siden. Disse synspunkter er der mange vælgere, som er enige i. De store temaer i valgkampen: krisen, middel- og underklassens situation, pensionsspørgsmålet og Afghanistan På forsiden af Der Spiegel den syvende september var der et billede en rød sol, som stiger op af havet, og i teksten under billedet stod der: "Morgenrøde - hvor venstreorienteret bliver republikken?" Billedet illustrerer det generelle indtryk af valgkampen, nemlig at alle partierne er blevet socialdemokrater. Ikke ét af partierne har argumenteret for en traditionel borgerlig politik. Måske lige bortset fra Westerwelle og FDP. På nationalt plan har tyskerne allerede indført en række foranstaltninger - og er på vej med yderligere - imod finanskrisen. Disse reguleringer har man forsøgt at få indført, dels på europæisk niveau i form af EU-regler, dels på internationalt niveau - senest på G 20-topmødet i Pittsburgh. Reglerne drejer sig hovedsagelig om fire ting: For det første reguleringer i forhold til ledende bankmedarbejderes lønninger. Her ønsker tyskerne sammen med franskmændene en fast øverste grænse for løn plus bonus. Lykkes det ikke at komme igennem med dette krav over for englænderne 4 / 8

5 og amerikanerne, så skal bonusordningerne forankres i bankernes langsigtede og ikke deres kortsigtede resultater. For det andet skal kravet til bankernes egenkapital skærpes. For det tredje skal overvågningen af finanssektoren strammes. Og endelig vil tyskerne også indføre en direkte beskatning af globale finanstransaktioner. Til bekæmpelse af den økonomiske krise har man vedtaget to konjunktur-pakker, herunder - hvad der har været væsentligt i forhold til den store tyske automobilindustri - en skrotpræmie ved køb af ny bil. Desuden har socialdemokraterne fremlagt deres store "Deutschland-Plan", ligesom også Die Linke har fremlagt planer for skabelse af nye arbejdspladser. Siden indførelsen af Agenda 2010 har der været megen fokus på arbejderklassens situation. CDU og SPD hævder, at den nuværende politik har ført til en væsentlig formindskelse af arbejdsløsheden. Kritikerne mener der imod, at Agenda 2010 på trods af al propagandaen fra erhvervslivet, regeringen og de fleste aviser, ikke har ført til nogen fremskridt. Tallet af socialforsikrede fuldtidsarbejdere har ikke ændret sig siden Det ligger fortsat på 27 millioner. Derudover er der opstået 7 millioner usikre og dårligt betalte job, som for størstedelens vedkommende ikke er til at leve af. Die Linke ønsker hele Agenda 2010-lovkomplekset fjernet. SPD argumenterer for nogle forbedringer i form af en forhøjelse af mindstelønnen og indførelse af en generel mindsteløn til erstatning for det nuværende kludetæppe, hvor mindstelønnen er forskellig i forskellige brancher og nogle brancher slet ikke har en egentlig mindsteløn. Et andet forslag er, at den store gruppe af kontraktansatte, som efterhånden findes i alle industrierhvervene, skal op og have en løn på linje med de overenskomstansatte. Desuden forslår man også en skattebonus til de lavest lønnede. Men det er ikke kun arbejderklassen som har det skidt i Tyskland. Middelklassen går det heller ikke for godt. Klassen føler sig klemt mellem en voksende overklasse, som har tilranet sig hele den økonomisk fremgang de senere år, og en stadig større underklasse som de leverer overførselsindkomsterne til. Spørgsmålet om den truede middelklasse har spillet en stor rolle i valgkampen, og alle partierne har fremstillet sig selv som forsvarere af netop denne klasses interesser. CDU vil hæve niveauet for, hvornår der skal betales den maksimale skattesats fra Euro til SPD vil gøre sygesikringsbidraget fradragsberettiget og vil ligesom De Grønne og Die Linke forhøje den maksimale skattesats samt øge beskatningen for kapitalindkomst samt arvebeskatningen. Die Linke vil desuden forhøje arbejdsløshedsunderstøttelsen. Hvad angår den sociale sikkerhed, så har spørgsmålet om alderspensioner været et andet hovedtema i valgkampen. Det er måske ikke så mærkeligt, når hver tredje vælger ved dette valg er ældre end 60 år. Tyskerne har på linje med danskerne øget pensionsalderen til 67, hvilket Die Linke og pensionisternes interesseorganisationer har søgt at rulle tilbage, og selv i SPD er man begyndt at åbne op for en mere fleksibel tilbagetrækningsalder. At de mange ældre er en magtfaktor, som alle politikerne tager alvorligt, kom klart til udtryk, da det tyske parlament kort før sommerferien enstemmigt vedtog en pensionsgaranti, som indebærer at selv om det skulle gå rigtig galt med økonomien, så vil der ikke kunne ske forringelser i alderspensionerne. Samtidig blev de nuværende alderspensioner forhøjet med 2,4 procent. Det er ikke kun danskerne, som har taget kontrakt-politikken til sig, det har tyskerne så sandelig også. Men spørgsmålet er, om en sådan garanti vil være noget værd, hvis det for alvor går galt med økonomien. Et aspekt af dette problem, der har været rejst under valgkampen, er retfærdighedsspørgsmålet generationerne imellem. De "store årgange", der går på pension omkring 2015 har 30 procent færre børn end deres forældre havde. Samtidig har de langt større krav til størrelsen af deres pension. Det kan ikke gå godt. Det er i høj grad tvivlsomt om deres børn vil eller 5 / 8

6 overhovedet kan indfri disse forventninger. Og selv om pensionisterne om ikke så mange år udgør flertallet af de tyske vælgere, så er det alligevel den arbejdende befolkning, der producerer BNP, og som leverer overførslerne, der sidder på magten. Her ligger et af samfundets fremtidige helt store problemer. Det sidste valgemne, som skal belyses, er Afghanistan-spørgsmålet. Tyskerne har jo været en del af FN's fredsbevarende mission i dette land. Og det fredsbevarende har tyskerne åbenbart taget helt bogstaveligt. Derfor blev det så meget mere traumatisk, da en tankvogn fyldt med benzin blev stjålet i den nordlige og mest rolige del af landet, hvor de tyske styrker befinder sig. Røveriet foregik midt om natten, og da soldaterne selv her i det rolige nord nødigt bevæger sig udenfor baserne efter mørkets frembrud, så tilkaldte man amerikanske luftstyrker, som resolut bombede tankvognen. I mørket er alle afghanere al-queda, men om morgenen, da lyset igen kom frem, så lå der et større antal civile, som havde været i færd med at skaffe benzin til eget forbrug. Scenariet lignede langtfra denne klassiske forståelse af en fredsbevarende mission, det mindede mere om krig, og da tyskerne har haft en del dårlige erfaringer med krige, så voksede kravet om tilbagetrækning. Die Linke og De Grønne har længe villet have Tyskland ud af krigen. Og nu begyndte også socialdemokraterne at vakle. Gerhard Schröder var en af de første som umiddelbart efter tankbilaffæren forlangte en dato for tilbagetrækningen. På det seneste har også Steinmeier erkendt det nødvendige i kravet, selv om han har en noget længere tidshorisont end de øvrige. De kloge gamle mænd, Biedenkopf og Geissler Det har på sin vis været en opmuntrende oplevelse, at have fulgt med i den tyske valgkamp. Både blandt vælgere og politikerne har der - noget forskelligt fra situationen i Danmark - været en erkendelse af den økonomiske krises alvor. Valgkampen har handlet om det altoverskyggende problem lige nu, krisen, og været befriende fri for emner som behovet for nul tolerance og strengere straffe, problemer med indvandrere og værdipolitik. Og så alligevel. Nok har man erkendt de problemer, som krisen har skabt, og forsøgt at stille noget op overfor dem. Men spørgsmålet er, om man har tænkt krisen tilstrækkeligt igennem, om politikere og vælgere er nået dybt nok i forståelsen af dens årsager. Denne kritik har der været ikke så få røster fremme om, og hver gang er de kommet fra, hvad man kunne kalde de kloge gamle mænd i tysk politik. Vi kender godt denne gruppe, men mest til den socialdemokratiske del af den. Helmut Schmidt for eksempel, som længe før finanskrisen brød ud var fremme med en kritik af de globale finansmarkedet, og som understregede behovet for den regulering, som nu er på vej. Vi husker også, at Gerhard Schröder nægtede at lade Tyskland blive en del af, hvad han beskrev som den amerikanske eventyr-politik i Irak. Samme Schröder var også en af de første blandt socialdemokraterne, som efter "fejlbombningerne" i Afghanistan var ude med et krav om fastsættelse af en dato for, hvornår tyskerne skulle være ude af landet. Men det er ikke kun socialdemokraterne, som har en række kloge gamle mænd. Det har Den Kristlig-Demokratiske Union også. En af dem er den tidligere CDU ministerpræsident i Sachsen, Kurt Biedenkopf, som nu sidder i det statslige overvågningsråd, som blev dannet i forbindelse med støttepakkerne til de tyske banker. I et interview i Der Spiegel (31/2009) kom han med følgende advarsel: "De, som tror, at verden efter det økonomiske kollaps igen vil vende tilbage til en tilstand som før krisen, ligger under for en farlig illusion. Krisen er ikke forbi, og frem for alt er årsagerne til den ikke besejret." Hvis man tror at krisen kun skyldtes en dårligt fungerende finansiel sektor, grådige banker og 6 / 8

7 uansvarlige finansinstitutter, så har man ikke forstået problemet til bunds. I alle de industrialiserede lande har man i de sidste 30 år (siden 1980erne) ladet sig styre af et forfejlet vækstbegreb. Vækst er blevet til en fetich, og den dybere årsag hertil er forestillingen om, at uden vækst kan et demokratisk samfund ikke fungere. Forklaringen på dette er, at hvis ikke væksten i den nuværende samfundsmodel ligger på tre til fire procent, så vil den stadige produktivitets-fremgang føre til færre arbejdspladser. Og bliver arbejdsløsheden for stor, så lader demokratiet som styreform sig ikke opretholde. Så når væksten i de industrialiserede lande har været for lille, er den blevet fodret af vækstskabende foranstaltninger, finansieret over en forøgelse at statens gæld. Samtidig har man politisk skabt muligheder eller snarere incitamenter til en øget gældsættelse i erhvervslivet og i de private husholdninger gennem en kunstig opskrivning af boligpriserne. Det går ikke længere. Fortsætter gældssætningen, så er det ikke banker og finansinstitutter, som "næste gang" går konkurs, men stater, og dem er der ingen til at redde. Det ville være den endegyldige katastrofe. Der bliver ingen tilbagevenden til de gamle dage. I stedet kommer vi til at indstille os på en langt mere økonomisk beskeden fremtid. Og det gør heller ikke så meget, snarere tvært imod. Jorden og dens resurser er ikke uendelige, og vækst er så langt fra længere en reel indikator for velstand. Biederkopfs kritik af vækstbegrebet er ikke enestående i den europæiske debat. I Frankrig nedsatte man tidligere på året en kommission med formålet at udvikle et nyt og anderledes mål for velstand end BNP. Kommissionen består af en række internationalt kendte samfundsforskere bl.a. nobelpristagerne Joseph Stiglitz og Amartya Sen, og i september kom kommissionen med sin første delrapport, den såkaldte "Lykke-Rapport". Kritikken af, at den Kristlig-Demokratiske Union har bevæget sig i en venstreorienteret retning, har en anden af de kloge gamle mænd i partiet, Heiner Geissler, kommenteret i et interview i Süddeutsche Zeitung. Geissler var tidligere generalsekretær i CDU, dengang Helmuth Kohl var kansler. I interviewet ridser han den nuværende politiske situation op: "I 60erne så det ud, i hvert fald for de organiserede grupper i samfundet, som om de klassiske sociale spørgsmål var blevet løst. Arbejderne havde del i den økonomiske fremgang, lønkvoten var stigende. For 30 år siden skete der nogle ændringer, som førte til at det begyndte at gå tilbage i Tyskland og i resten af Europa. Og i dag er vi nået dertil, at arbejdere igen er fattige, fordi de er arbejdere. De tre afgørende værdier i vort samfund er frihed, lighed og solidaritet. Før Genforeningen var friheden truet. Den stalinistiske udgave af kommunismen truede de vestlige demokratier. Det kunne vippe til begge sider. Det var derfor, vi dengang sagde - frihed i stedet for socialisme. I dag er det solidariteten som er truet, solidariteten mellem rig og fattig, gammel og ung, og mellem tyskere og indvandrere. Nu er det den utøjlede kapitalisme, som udgør en fare. I dag må parolen være - solidaritet i stedet for kapitalisme. Ja, det lyder næsten som en kommunistisk parole, men det er det ikke. Kapitalismen er jo ikke, selv om nogle måske tror det, indskrevet i grundloven eller i CDU s partiprogram, som den eneste gyldige erhvervsform. Kapitalismen er nøjagtig lige så forkert som kommunismen. I Tyskland har vi begået den tankefejl at ligestille kommunismen med nationalsocialismen. Ja de er begge totalitære ideologier, men der er en forskel i deres substans. Ser vi bort fra stalinismen, så ville socialismen forbedre menneskenes livsbetingelser. Socialismen havde oprindelig et humant ideal, men tog de forkerte metoder i anvendelse. Rent tankemæssigt kan man forestille sig en human socialisme, også selvom den hidtil aldrig er blevet virkeliggjort. En human nationalsocialisme derimod kan man ikke forestille sig, der er en modsætning. Det lader sig ikke gøre." Vi, de druknende 7 / 8

8 Hvad er det så for et indtryk man sidder tilbage med, efter at have overværet denne på flere måder imponerende tyske valgkamp? Man har diskuteret mange af de væsentlige problemer, der er fulgt i kølvandet på den økonomiske krise, på et niveau vi ikke er vant til i Danmark. Men på trods af al denne åbenbare tyske kompetence og al snakken om at "wir haben die Kraft"; på trods af alle grebene tilbage i historien, til rødderne, til erindringen om at "vi har gjort det før og hevet os selv op fra en langt værre situation"; så er det alligevel som om der har været et "aber dabei" ved det hele. Der har under valgkampen været en mærkelig fornemmelse af uvirkelighed. Som om deltagerne, både vælgere og politikere, har befundet sig i en eller anden slags døs. Som om man var druknende, og nu lå man så under vandoverfladen, betragtende og diskuterende hvordan stormene blæste deroppe, medens det som var sket - det som førte til, at båden var kæntret - passerede revy. Det var jo ikke kun nogle enkelte, som tog del i det cirkus, der har foregået, og som til slut endte med den store krise. Det var jo de fleste, næsten alle, som mere eller mindre lod sig blænde af neoliberalismens paroler om frihed og økonomisk vækst. "Wir waren ja fast alle dabei", som flere har sagt. Nu har så alle de politiske partier, måske bortset fra FDP, gjort op med den tidligere politik. Nu skal Tyskland tilbage til den "menneskelige kapitalisme" - Der Sozialen Marktwirtschaft. Men kan man stole på folk som Merkel og Steinmeier, for slet ikke at snakke om Westerwelle? Og selv om deres holdningsændringer er reelle, at de altså mener hvad de siger - aldrig mere en ureguleret kapitalisme - kan problemerne så overhovedet løses? Kan den gode gamle Soziale Marktwirtschaft håndtere problemerne med den enorme statsgæld, sikringen af pensioner til de ældre, truslen om fortsat forringelse af arbejder- og middelklassens livsvilkår, klimaforandringerne osv. osv. Måske lader det sig gøre, men nogen nem opgave bliver det ikke, ligegyldigt hvem der kommer til at danne den næste regering i Tyskland. 8 / 8