Notat: Danske banker tjener fedt på spekulation

Transkript

1 Notat: Danske banker tjener fedt på spekulation Det er velkendt, at især de store banker i Danmark spekulerede i stadigt større omfang op til den finansielle krise i Men krisen har ikke taget modet fra dem de spekulerer endda med fornyet styrke. For en enkelt bank udgør derivater næsten 25 pct. af bankens aktiver. Det er del af en tendens, hvor bankerne hellere vil spekulere i mystiske finansielle produkter end tjene penge på det, de egentligt er sat i verden til: at udlåne penge til at udvikle økonomien og skabe arbejdspladser. FIGUR 1: DERIVATER SOM PROCETNDEL AF BANKERNES AKTIVER i 30% 25% 20% 15% Danske Bank Nordea Sydbank Jyske Bank 10% 5% 0% Bankerne spekulerer mere og mere i derivater, viser figur 1. Det gælder især fire af de fem største banker (den femte, Nykredit Bank, opgør ikke omfanget af derivater i deres årsrapporter), der tilsammen udgør 75 pct. af de danske bankers aktiver. På blot seks år er derivaternes gennemsnitlige andel af de samlede aktiver i Nordea, Danske Bank, Sydbank og Jyske Banks således steget fra 5,8 pct til at udgøre 15,3 pct. i de seneste regnskaber fra Kontakt Jens Jonatan Steen, analysechef T E. [email protected] Forfatter Pil Berner Strandgaard, Studentermedhjælper E. [email protected] Jonatan Marc Rasmussen, research Notat Tema: Økonomi Publiceret d Nærværende rapport må kun citeres med udtrykkelig kildehenvisning til Cevea

2 Den udvikling er problematisk, fordi langt den største del af derivater ikke tjener noget formål for andre end bankerne og andre spekulanter de har ingen positiv sammenhæng med eller afsmitning på samfundsøkonomien. At bankerne spekulerer, vil sige, at de selv investerer i aktier, obligationer og altså også i stor stil i derivater. De gør det ikke som mellemled mellem køber og sælger, sådan som banker ellers traditionelt har gjort. De køber og sælger for egen vindings skyld, med de midler, de råder over, inklusiv de penge, almindelige mennesker sætter ind på deres konti. Den slags handel hedder egen-handel, og er noget bankerne bruger mere og mere energi på. Bankernes rolle har traditionelt været som formidlere mellem folk, der har ekstra penge, og folk, der har brug for penge. Når man sætter sine penge ind på en indlånskonto eller beder banken investere ens pensionsopsparing, formidler bankerne de midler, til mennesker og virksomheder, der har brug for et lån eller investere dem i aktier og obligationer fra virksomheder og offentlige myndigheder, der har brug for at låne penge. Bankerne tager gebyrer eller renter for at formidle penge. Sådan har banker traditionelt tjent penge. Den type bankvirksomhed har været med til at sørge for, at virksomhederne kunne udvikle sig og skabe nye job, og at man kan låne penge til en ny bil eller få hjælp til at investere ens formue. Men med den stigende spekulation og med bankernes store fokus på derivater er de gået fra at være mellemmænd til at hyppe deres egne kartofler. Egen-handlen har i mange tilfælde ikke nogen positiv rolle i samfundsøkonomien, sådan som den traditionelle bankdrift. For egen-handlen er ofte fokuseret på specielle finansielle produkter, herunder for en stor des vedkommende derivater. Det er den type produkter, der med underlige forkortelser bliver slynget rundt i diverse nyhedsudsendelser: CDO er, forwards, optioner, warrants, swaps, 0g CDS er Flere typer derivater Derivater er ganske komplicerede finansielle produkter. Det er værdipapirer som afhænger af og bygger på et underliggende produkt, som f.eks. kunne være en aftale om at sælge en bestemt aktie eller obligation på et givent tidspunkt i fremtiden. Men langt fra alle derivater er skabt på samme måde og fungerer ens. Nogle kan sådan set sagtens have en vigtig funktion, f.eks. ved at sikre landmænd stabile priser på deres produkter det er de såkaldte fødevarefutures. Men langt de fleste derivater bruges udelukkende til spekulation eller produceres af bankerne for at skabe gebyrindtægter eller øgede udlånsmuligheder. De er ekstremet risikofyldte, og er derfor af investor og mangemilliardær Warren Buffet blevet kaldt finansielle masseødelæggelsesvåben. Hvilke typer derivater er det så, der udgør aktiverne i figur 1? Det kan man faktisk ikke sige noget om, for det er umuligt at læse ud af bankernes regnskaber, hvilke slags derivater de har. Det eneste, vi ved, er, at langt hovedparten (over 90 pct.) af derivater i 1970 erne var baseret på fødevarer, hvoraf nogle af dem er til gavn for landmændene, mens andre bare er med til at skrue fødevarepriserne op. I dag udgør fødevarebaserede derivater under 10 pct. af værdien af de samlede derivater, hvorimod derivater på baggrund af andre finansielle produkter (som eks. dem, der var forbundet med subprimelånene i USA) og valuta i dag udgør over 80 pct.. Så med mindre at danske banker har en markant anerledes investeringsstrategi, må de også have langt flest derivater, som intet med virkelig 2

3 produktion har at gøre. Det er i hvert fald det bedste bud man kan komme med. For bankerne opgør intet sted i deres regnskaber hvilke typer af derivater eller andre finansielle produkter, de ligger inde med. Generelt er bankregnskaberne meget uigennemsigtige, for selvom der findes regler for regnskabsstandarder, er det langt fra alt, bankerne behøver gøre rede for i deres regnskaber.. Hver bank opgør tallene på sin egen måde og de enkelte banker skifter med nogle års mellemrum opgørelsesmetode. På den måde kan de undgå, at udeforstående du og jeg kan få et klart billede af udviklingen i deres drift. FIGUR 2: KOMPOSITIONEN AF DANSKE BANKS INDTÆGTER 100% 80% 60% 40% 20% Andet Handel Gebyrer Renter 0% -20% Et billede på den udvikling, med Danske Bank som eksempel, kan ses i figur 2. Her ses det, at de traditionelle indtægter fra renter på udlån, som andel af de samlede indtægter, falder støt i perioden mellem 1995 og Gebyrindtægterne ligger nogenlunde stabilt med et lille fald. Men ser man på handlen (der dækker over den ovnnævnte egen-handel) og på kategorien andet er begge steget en del. Danske Bank er altså over de sidste godt femten år skiftet fra at skaffe omkring 70 pct. af deres indtægter på renter, til at tallet nu er lige godt 50 pct.. Imens er handelsindtægterne gået fra et-ciffrede tal, til at udgøre 17 pct. de seneste par år, efter de toppede med 32 pct. i Og det på trods af, at bankens indtægter er steget i samme periode. Danske Bank, som eksempel, tjener altså ikke færre penge på at låne penge ud, de tjener bare endnu flere penge på de andre aktiviteter end tidligere. Denne udvikling ses også i de andre store banker. Men den skyldes ikke, at bankerne er begyndt at tage mindre for at låne penge ud, og derved har lavere renteindtægter. For vi ved, at i hvert fald under krisen ( ) er forskellen mellem, hvad det koster bankerne at låne penge og hvor dyrt de selv udlåner pengene til, blevet større og større (Ceveas beregninger på baggrund af tal fra Mybanker). Bankerne tjener altså mere i renteindtægter på det enkelte lån, så faldet i renteindtægternes andel af de samlede indtægter skyldes snarere, at de låner færre penge ud - dermed bidrager mindre til at sætte gang i vækst og iværksættere - og at de bruger energien på at finde pengene andre steder. Gebyrgribbene 3

4 Én af de ting, bankerne generelt tjener mere og mere på, er alverdens gebyrer. Figur 3 viser hvor stor en del, gebyrindtægter af det samlede overskud for alle danske banker udgør. Gebyrerne ligger på alt fra almindelige billån til investeringsvejledning og handel med alle former for værdipapirer inklusiv derivater. Når tallene ligger højt omkring IT-boblen og op til finanskrisen skyldes det blandt andet at netop spekulationen steg voldsomt i de perioder. Men selvom indtægterne fra gebyrer efter krisen er faldet lidt, er det fortsat højt, langt over niveauet i midten af 1990 erne. FIGUR 3: GEBYRINDTÆGTER SOM ANDEL AF OVERSKUDDET I DANSKE BANKER Gebyrerne er ofte ret udskældte, fordi de enten er enormt høje som f.eks. på bankoverførsler til udlandet eller nu ligger på ting, der tidligere som en naturlighed var gratis som når man skal betale 25 kr. i gebyr for at hæve penge fra sin egen konto ved kassen, også selvom hæveautomaten udenfor er i stykker. Gebyrerne dækker også over den vejledning, bankerne giver kunder. Der har f.eks. været flere mediehistorier fremme om, at bankerne rådgiver kunder til at investere i de dyreste investeringsforeninger fordi ekstraomkostningerne ryger direkte ned i bankernes egne lommer. Det er den slags gebyrer, bankerne i dag tjener på. Banker og pengeinstitutter er afgørende for en velfungerende økonomi. Men de skal løse deres grundlæggende opgave, som er at understøtte og få realøkonomien til at glide.. Det har de gennem de sidste tyve og især de sidste ti år bevæget sig langt væk fra, gennem spekulation i derivater og andre lidt for opfindsomme finansielle produkter. De var med til at skabe den finanskrise, der udraderede virksomheder og arbejdspladser. Det bør vi lave om på nu, så bankerne igen kan tjene deres egentlige herrer, samfundet. Derfor foreslår Cevea, at der: Indføres en skat på finansielle transaktioner, så samfundsskadelig spekulation bliver langt mindre profitabel. Indføres en godkendelsesprocedure for nye finansielle produkter. På den måde kan man undgå de produkter, der udelukkende er skabt til spekulation, som indeholder for store risici, og som på ingen måde gavner samfundet. Sikres en opdeling i bankernes normale udlånsaktivitet og deres egne handler med risikofyldte værdipapirer, det man kan kalde almindelig bankdrift og 4

5 investeringsbankdrift, så regeringer ikke ser sig nødsaget til at redde bankers spekulative aktiviteter. Ændres i de bankansattes incitatementsstrukturer, særligt i den måde, bankansatte kan opnå bonusser på, så det gøres mindre attraktivt at foretage kortsigtede handler, som der reelt ikke er garanti for, vil kunne betale sig på sigt. Den demokratiske kontrol med finanssektoren styrkes gennem bedre tilsyn både i Danmark, på EU-plan og globalt. Sikres gennemsigtighed gennem standardiserede regnskabsregler. Som det er nu, kan bankerne nemt forplumre ethvert forsøg på sammenligning ved at ændre opgørelsesmetoder år for år og have individuelle standarder i hvert selskab. i Værdien af derivaterne er opgjort som positive fair value, dvs. den sum, banken ville miste, hvis alle skyldnere misligholder deres lån og der ingen sikkerhed er givet for lånet. 5