Drømte mig en drøm i nat Folkevise. Det var en lørdag aften Folkemelodi/Folkevise

Transkript

1 Drømte mig en drøm

2 Drømte mig en drøm i nat Folkevise Drømte mig en drøm i nat om silke og ærlig pæl, bar en dragt så let og glat og solfaldets strålevæld. Nu vågner den klare morgen. Til de unges flok jeg gik, jeg droges mod sang og dans. Trøstigt mødte jeg hans blik og lagde min hånd i hans. Nu vågner... Alle andre på os så, de smilede, og de lo. Snart gik dansen helt i stå; der dansede kun vi to. Nu vågner... Drømte mig en drøm i nat om silke og ærlig pæl Fjernt han hilste med sin hat, og grå gik min drøm på hæld. Nu vågner den klare morgen. Det var en lørdag aften Folkemelodi/Folkevise Det var en lørdag aften, jeg sad og vented dig, du loved mig at komme vist, men kom dog ej til mig. Jeg lagde mig på sengen og græd så bitterlig, og hver en gang, at døren gik, jeg troede, det var dig. Jeg stod op søndag morgen og flettede mit hår, så gik jeg mig til kirken hen og om den kirkegård. Men du kom ej til kirke og ej i kirken ind, for du har fået en anden kær og slaget mig af sind. Jeg gik mig hjem så ene hen ad den kirkesti, og hvert et spor på stien var, der faldt min tåre i. Hvor kan man plukke roser, hvor ingen roser gror? Hvor kan man finde kærlighed, hvor kærlighed ej bor? Jeg ville roser plukke, jeg plukker ingen fler. Jeg elsked dig så inderlig, jeg elsker ingen mer.

3 Duerne flyver Musik: Bent Fabricius-Bjerre Tekst: Klaus Rifbjerg Duerne flyver af og til op, ingen ved rigtigt hvorfor. Duerne flyver af og til bort, ingen ved rigtigt hvorhen. Der står du på pladsen, er pluds lig alene og hører dem klapre afsted. Duerne flyver hen over by n, duerne flyver i flok. Så mærker du hjertet, der osse vil lette, og drejer dig, stirrer mod tårnet og solen, og se, ud af skiven den glimtende blinde er to hvide duer på vej. Duerne flyver hen over by n. Flyver de hen til dig? Til dig? I skovens dybe, stille ro Folkemelodi Tekst: Fritz Andersen I skovens dybe, stille ro hvor sangerhære bo, hvor sjælen lytted mangen gang til fuglens glade sang, der er idyllisk, stille fred i skovens ensomhed, og hjertets længsler tie her, hvor fred og hvile er. Hør landsbyklokken lyder ned, bebuder aftenfred, småfuglen, før den går til blund, end kvidrer lidt en stund. I mosen kvækker højt en frø, stærkt damper mark og sø, nu klokken tier, aftnens fred sig stille sænker ned.

4 Ingen vender tilbage fra de døde Musik: Michael Bojesen Tekst: Søren Kierkegaard Ingen vender tilbage fra de døde, ingen er gået uden grædende ind i verden. Ingen spørger én, når man vil ind, ingen når man vil ud. Gådefuld bør man være Musik: Michael Bojesen Tekst: Søren Kierkegaard Gådefuld bør man være ikke blot for andre, men også for sig selv. Jeg studerer mig selv; når jeg er træt deraf, så ryger jeg til tidsfordriv en cigar og tænker, Gud ved, hvad vor Herre egentlig har ment med mig, eller hvad han vil bringe ud af mig. Gådefuld bør man være... Fire diapsalmata Musik: Finn Høffding Tekst: Søren Kierkegaard. Diapsalmata nr. 35, 5, 49 og54 1. Når jeg står op om morgenen, går jeg straks i seng igen. Jeg befinder mig bedst om aftenen, i det øjeblik jeg slukker lyset, trækker dynen over hovedet. Endnu en gang rejser jeg mig op, ser mig med en ubeskrivelig tilfredshed om i værelset, og så god nat. 2. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en bevægelse. Jeg gider ikke gå, det er for anstrengende. Jeg gider ikke lægge mig ned, thi enten skulle jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulle rejse mig op igen, og det gider jeg heller ikke. Summa summarum: jeg gider slet ikke. 3. Min sjæl er så tung, at ingen tanke mere kan bære den, intet vingeslag mere løfte den op i æteren. Bevæges den, da stryger den kun langs hen med jorden, som fuglenes lave flugt, når det blæser op til tordenvejr. Over mit indre væsen ruger en beklemmelse, en angst, der aner et jordskælv. 4. Det hændte på et teater, at der gik ild i kulisserne. Bajads kom for at underrette publikum derom. Man troede, det var en vittighed og applauderede; han gentog det, man jublede endnu mere. Således tænker jeg, at verden vil gå til grunde under almindelig jubel af vittige hoder, der tror, at det er en vits.

5 Aftenrøden Musik: Jørgen Jersild Tekst: A.W. Schack Staffeldt Rose i en vase af lazur, som af solens bølgegrav fremstiger, hvergang fra den sørgende natur hendes ven til andre verdner viger. Ikkun månen, rødmende for dig, dristig i din purpurkalk nedskuer; himlens stjerner langtfra holde sig, elskere med tavse, dulgte luer. Skønne himmelblomst af lys og luft, af de reneste en hellig datter! Aftnen samler vårens hele duft og den i din purpurkalk indfatter. Ak, men natten ud fra østen går, sagte sig dens rige rundt udbreder; Himmelrose! end du herlig står, dog du snart de matte blade spreder. Roser! eders søster er ej mer, græder dug til minderosens minde! Lærker! jubler, når I atter ser håbets rose højt på østens tinde! Stille hjerte, sol går ned Musik: Thomas Laub Tekst: Jeppe Aakjær Stille hjerte, sol går ned, sol går ned bag heden, dyr går hjem fra dagens béd, storken står i reden. Stille, stille hjerte, sol går ned. Tavshed over hedesti og langs veje krumme. En forsinket humlebi ene høres brumme. Stille, stille hjerte, sol går ned. Viben slår et enligt slag over hededammen, før den under Frytlens tag folder vingen sammen. Stille, stille hjerte, sol går ned. Fjerne ruder østerpå blusser op i gløden, hededamme bittesmå spejler aftenrøden. Stille, stille hjerte, sol går ned.

6 Spurven sidder stum bag kvist Musik: Thorvald Aagaard Tekst: Jeppe Aakjær Spurven sidder stum bag kvist, såmænd om ej det fyger! Kålgårdspilen piber trist for nordenblæstens byger. Lul lul! rokken går støt i moders stue, og jo mere vinden slår, des mer får arnen lue. Far har røgtet kvæget ind, med halmen tættet karmen, gnedet grisens blanke skind, at den må holde varmen. Lul lul! rokken går! Far mod stuen stiler, mor en bugt på tråden slår, ser op på far og smiler. Mor kan næppe se sit spind og næppe tråden mage; hej, da bæres lyset ind og stilles i sin stage. Lul lul! rokken går, tenens rappe vinge over fyrrebjælken sår en skok af skyggeringe. Men det bli r atter stille Musik: Poul Hamburger: Tekst: Halfdan Rasmussen Men det bli r atter stille efter stormen. Og det bli r godt at leve her på ny. For her er lys og sol og glade stemmer, og mørket kommer til en fredfyldt by. Og det bli r godt at sidde ganske stille og være ene med en stues ro. Og høre regnen banke mod den rude, som angsten før har mærket med sin kno. Og biler standser med en sagte snurren. Og det er mennesker som du og jeg. Og aldrig mænd med had og karabiner og aldrig døden bag en mund, der skreg. Og du skal ikke lukke dine øjne og stå afmægtig, når det onde sker. Men trofast mod hver kalden i dit hjerte skal du forkynde, hvad du gemmer der. Du hører fugle flyve gennem natten. Du hører regnen falde, og du ved, at rundt omkring i verden spirer blomster af våde graves mørke ensomhed. Far ta r ned så tung en bog, med Gud han hvisker sammen, famler lidt ved spændets krog og lukker med et: Amen! Lul lul! rokken går, ensomheden synger, mulmet tæt om taget står, og sneen går i dynger. Her ved moders gamle rok hun lærte mig at stave, synge om den hvide flok og al hans nådegave. Lul lul! rokken står! Men dens nyn og sange vemodfuldt mod hjertet går, når kvældene bli r lange.

7 Om lidt bli r her stille Musik og tekst: Kim Larsen Om lidt bli r her stille om lidt er det forbi. Fik du set det du ville fik du hørt din melodi. Forladt og alene danser cirkusprinsessen rundt, går i stå på sin line i et sanseløst sekund. Om lidt, om lidt er vi borte vi ses måske igen.

8