almindelige... får-ord. Er dette nu særligt morsomt? Nej - men vi følte, at læseren lige så godt først som sidst kunne blive gjort bekendt med det

Transkript

1 ! GJØNGEHØVDINGEN - en musical i tidens tand - meget frit længe efter Carit Etlar Forestillingen er skrevet af Jesper Klein & Flemming Jensen Destruktion af forestillingen: De samme to. Rollerne indehaves af de medvirkende Kapelmester: Torben Munk/Ole Ousen ROLLELISTE I forestillingen forekommer følgende personer: SVEND GJØNGE (stykkets helt) - IB (Svends trofaste Svend) - DRONNING SOFIE AMALIE - En grusselig VILDGRIS - KAPELMESTER TORBEN MUNK (sceneorkester) - KAPTAJN MANHEIMER (svensk officer - meget ond) - BORGMESTER NANSEN fra Staden København - Samtlige SVEND GJØNGES MÆND - HERMANN SCHULTZE (tysk lejesoldat - ikke helt så ond som Kaptajn Manheimer - men noget dummere) FRU PARSBERG til Jungshoved - OMSTILLINGSDAME på Jungshoved Slot - EN SANKT BERNHARDSHUND (der dog i virkeligheden er Ib - se denne) KONGEN AF DANMARK - En siddende HEROLD. Desuden medvirker: KULSOEN - (en ondsindet troldkvinde - stykkets skurkinde). MÆÆÆÆH! Hvorfor står der nu "mææææh"? Det skyldes, at "mææææh" er det i særklasse mest

2 almindelige... får-ord. Er dette nu særligt morsomt? Nej - men vi følte, at læseren lige så godt først som sidst kunne blive gjort bekendt med det humoristiske niveau i denne forestilling. (Bemærk dog alligevel den prisværdige tilbageholdenhed, med hvilken vi har holdt stavningen af det sidste ord i forrige afsnit i ave!) For ellers er det hele en ret så alvorlig sag. "Gjøngehøvdingen" er jo en af vort lands mest berømmede drengeromaner - skrevet med tanke på at indgyde den opvoksende generation sunde idealer, nationalfølelse og trang til en anstændig livsførelse. Hvordan gøres dette så? Ved at udråbe en ulykkelig og noget uheldigt udseende kvinde af almuen til heks og skurk - og som den store helt prise en mand med total foragt for menneskeliv af anden herkomst end hans egen. Og primært besynges et begreb som "krig". - Det er her heltegerninger udøves, det er her, man viser sit danske sindelag, og det er her, mænd bli'r mænd, og kvinder bli'r glemt. Jamen, har tiden da ikke flyttet sig så meget, at sådanne idealer bør tages op til revision? Lad os se på vore dages mest udbredte form for drengeroman (m/k - selvfølgelig): Filmen. Den store glade eventyrhistorie, der får børn og barnlige sjæle til at storme biograferne. Med den indfaldsvinkel, der er blevet tidens, kaldes en sådan historie "en kassesucces" - og 2 typiske minutter fra en sådan sællert vil se nogenlunde således ud: Man skal bruge: 349 politibiler, 4 flammekastere, 150 øvelses-granater, 12 karate-uddannede fotomodeller, 1 tændstik, et meget eksotisk sted i udlandet, 4 bazoukaer, alt personalet fra de arabiske ambassader, 1 selvdestruerende folkevogn, hjemmeværnet, liter traktorbenzin,

3 6 militærhelikoptere, 2 tanks og 24 jord-til-luft missiler. Først fanges folks opmærksomhed: Hvordan gør man det? Jo: Fotomodellerne ankommer til det meget eksotiske sted i udlandet, gennemtæver araberne, voldta'r dem og springer så sammen med dem i havnen. Hjemmeværnet kører afsted i den selvdestruerende folkevogn, alle øvrige ingredienser på rekvisitlisten overhældes med de liter traktorbenzin og tændstikken sættes til. Nu skulle folks opmærksomhed været fanget, og man kan gå videre til det egentlige: En eller anden slags krig, hvor no'en er efter no'en andre. Tiden har måske ikke ændret sig så meget alligevel? Måske er man stadig ligeglad med, hvad en historie handler om, bare der er nogen, der får tæv? Tillad os som repræsentanter for det mindretal, der mener, at krig også i underholdningsmæssig sammenhæng, er en uheldig ting, hvor folk let risikerer at komme til skade - at mene, at en vis latterliggørelse kan være på sin plads. Og at en stabel pinlige brandere af værste slags måske alligevel ikke er så pinlige som en glorificering af en drabelig helt og hans eftersnakkende følgesvend. Begge med noget indviklede og problematiske forhold til det andet køn. Thi således er det ofte. Hvad vi mænd ikke kan præstere indadtil, det må vi under stort ståhej og skrål og opsigt i medierne kaste os over udadtil. Ulykkelige og slagne mænd rejser slotte og frembringer ruiner. Og skaber historie. Lykkelige mænd passer deres have og kysser deres kone. Og bliver glemt af historien. Svend Gjønge og hans tro følgesvend, Ib, har - takket være Carit Etlar og os - intet valg. De kan så trøste sig ved, at historien ikke ville bevæge sig, hvis der ikke var nogle stykker, der var sådan nogle store kvaj... God fornøjelse! Forfatterne

4

5 OM DETTE AT SPILLE TEATER Når man sætter et stykke som "Gjøngehøvdingen" op, så er der navnlig 3 punkter, der må iagttages intenst. Derudover er der 5 altafgørende forholdsregler, som ubetinget må fastholdes - og når dette er på plads, er der 2 helt nødvendige hovedprincipper, der ikke må fraviges. Så skulle man være klar til at gå i gang, idet man stedse holder sig for øje at skrive sig bag øret, at det vigtigste ved enhver sceneoptræden er at undgå, at personer, der skal ind og ud af scenen, undgår at støde sammen i kulissen. Man bør ligeledes notere sig, at fejlen ved mange teaterstykker er, at publikum ikke kan høre, hvad der bliver sagt. Hvorimod fejlen ved mange teaterstykker er, at publikum kan høre, hvad der bliver sagt. Med aftenens forestilling mener vi at have placeret os midt mellem disse to yderpunkter - således at publikum ikke kan tro, at det, de hører, virkelig er det, der bliver sagt. Dette gælder i særlig grad musikken, der ved denne lejlighed fremføres på banjo af sceneorkesteret Torben Munk, der er lidt af en virtuos. Dog ikke på banjo. Ellers er der jo ikke andet tilbage end at ønske god fornøjelse. Så det gør vi. - GOD FORNØJELSE!