Forældelse af krav mod myndigheder

Transkript

1 Forældelse af krav mod myndigheder Eivind Einersen 2 Om foredragsholderen Specialistadvokat Eivind Einersen, Bech-Bruun Forfatter til Forældelsesloven af 1908 med kommentarer Deltager i forældelsesudvalget, der har udarbejdet den nugældende forældelseslov Ført adskillige retssager om forældelse Så småt i gang med en lovkommentar til den nugældende forældelseslov 1

2 3 Emnet for dette foredrag Krav mod myndigheder kan dels være på privatretligt grundlag og dels på offentligretligt grundlag. Jeg omtaler begge, men går i dybden med krav på offentligretligt grundlag. Jeg kommer også ind på en enkelt særregel om offentlige myndigheders krav mod privatpersoner. 4 Hovedreglen Forældelseslovens hovedregel er, at fordringer forældes på 3 år, jf. 3, stk. 1. Hvis fordringshaveren ikke burde kende sin fordring, forældes den dog først 3 år efter indtræffen af burde-viden, jf. 3, stk. 2. Forældelse indtræffer dog under alle omstændigheder uanset burde-viden 30 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade og for fordringer på erstatning for skade forvoldt ved forurening m.v. 10 år efter den skadevoldende handlings ophør for andre fordringer på erstatning for skade forvoldt uden for kontraktforhold. 10 år efter begyndelsestidspunktet for andre fordringer. 30 års fristen finder kun anvendelse over for skadevolderen. 2

3 5 Hvad kan forældes? Forældelsesloven vedrører forældelse af fordringer. En rettighed er ikke nogen fordring, jf. MAD Ø om en tinglyst forkøbsret. Retten til at få udstedt en tilladelse er ikke en fordring. Visse menneskeretlige krænkelser forældes ikke nødvendigvis efter forældelsesreglerne. U Ø om tilbageholdte irakere. 23 irakere blev i tilbageholdt af danske styrker i Irak og overgivet til irakisk politi, hvor de angiveligt blev udsat for tortur. De anlagde i sag mod den danske stat. Landsretten udtalte: Sagsøgerne har opholdt sig i et særligt miljø, hvor deres muligheder for at antage advokatbistand eller på anden måde søge at fremme et eventuelt krav kan have været stærkt begrænsede. Det bemærkes, at der er tale om ressourcesvage personer, der angiveligt har været udsat for tortur, og at de har haft opfattelsen af, at tilbageholdelsen af dem skete i et samarbejde med danske militære styrker. I lyset heraf forekommer det ikke urimeligt, at de under disse helt særlige omstændigheder har undladt at fremsætte krav over for de myndigheder, som de mente var medansvarlige for tilbageholdelsen og tortureringen af dem. Tilsvarende resultat i Østre Landrets dom i Slagelse-sagen om kommunalt ansvar for seksuelle overgreb i plejefamilien. Desuden lovforslag i høring. 6 Begyndelsestidspunkt - 2 2, stk. 1: Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt. Særreglen i 2, stk. 2, om løbedage kun relevant for krav mod myndigheder på privatretligt grundlag. 2, stk. 3: For fordringer, som opstår ved misligholdelse af kontrakt, regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for misligholdelsen 2, stk. 4: For fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for skadens indtræden. Hvad gælder ved administrative selvhjælpshandlinger, f.eks. oprensning af forurening? Forarbejderne anfører, at forældelsesfristen først løber fra det tidspunkt, hvor det offentlige afholder omkostningen. MAD Ø. Fortidsminder. En grundejer fik i forbindelse med entreprisearbejder på sin ejendom i sommeren 2008 sløjfet nogle fortidsminder. Kulturstyrelsen besigtigede ejendommen 20/2 2009, 25/ og 10/ Kulturstyrelsen varslede 12/ over for grundejeren, at styrelsen agtede at politianmelde ham. I 2014 fik Kulturstyrelsen udført retableringen og nedlagde påstand om, at grundejeren skulle refundere Kulturstyrelsens omkostninger. Var kravet forældet? Ikke ifølge landsretten. 3

4 7 Begyndelsestidspunkt godtgørelse og sagsbehandling U H. Biljagt. Under en biljagt 1/ blev skadelidte skudt af en politiassistent og døde samme dag. Statsadvokaten vurderede 16/6 2003, at politiassistenten havde handlet i nødværge, og han oplyste, at han agtede at indstille efterforskningen. Dette blev 23/ meddelt til skadelidtes mor og søster. 21/ indbragte moren og søsteren beslutningen for Rigsadvokaten. 20/ anlagde skadelidtes mor og søster sag mod politiet og mod Statsadvokaten og Rigsadvokaten. Erstatningskravet mod politiet var baseret på skudepisoden og erstatningsansvarsloven, mens erstatningskravet mod Stats- og Rigsadvokat var baseret på det efterfølgende undersøgelsesforløb og Menneskerettighedskonventionen, idet sagsøgerne gjorde gældende, at forløbet efter 21/ havde været mangelfuldt og fejlbehæftet og havde påført dem en selvstændig krænkelse. Højesteret fandt, at forældelsesfristen for et godtgørelseskrav mod politiet for at have forvoldt skadelidtes død skulle regnes fra 1/4 2003, hvor døden blev forvoldt og indtraf, og hvor de efterladte fik kendskab dertil. Højesteret fandt vedrørende krav mod Stats- og Rigsadvokat, at i det omfang, morens og søsterens krav var baseret på fejl begået inden for 5-års fristen, var kravet ikke forældet. 8 Burde-viden - 3 3, stk. 2, indebærer, at forældelse tidligst indtræffer 3 år efter det tidspunkt, hvor man burde være bekendt med kravet. Der er en betydelig retspraksis om burde-viden. MAD V. Ejeren af en ejendom kontaktede i juli 2008 kommunen for at få byggetilladelse. Ejeren fik ikke udstedt nogen byggetilladelse. I stedet meddelte kommunen 25/ et oprydningspåbud til ejeren. Da ejeren ikke kunne komme videre med sit byggeri, blev ejerens lån i ejendommen opsagt, og ejendommen blev sat på tvangsauktion. På første tvangsauktion 16/ var kommunen mødt og gav nogle oplysninger om miljøsagen. Ejendommen blev ikke solgt på mødet, idet der blev begæret 2. auktion. Ejendommen blev 28/ solgt på 2. auktion. Ejeren blev i 2013 frifundet i straffesagen og anlagde 22/ sag mod kommunen med påstand om erstatning for sit tab ved, at lånene var opsagt og ejendommen bortsolgt på tvangsauktion. Han påberåbte sig også, at kommunen i forbindelse med tvangsauktionen havde givet forkerte oplysninger. Landsretten fandt, at de påberåbte ansvarspådragende handlinger (herunder de oplysninger, der blev givet på 1. auktion) alle lå mere end 3 år forud for sagsanlægget. Begyndelsestidspunktet efter 2 var dermed mere end 3 år forud for sagsanlægget. For så vidt angår spørgsmålet om suspension udtalte Landsretten, at suspension efter 3, stk. 2, forudsætter ukendskab til de omstændigheder, der begrunder kravet. Ukendskab til størrelsen af tabet kan ikke begrunde suspension. Straffesagen indebar heller ikke suspension, fordi det ved dommen var lagt til grund, at der var asbest på grunden, men at frifindelsen skete på grund af påbuddets for generelle og uspecifikke karakter, og at der ikke var grundlag for at fastslå, at ejeren først på dette tidspunkt blev bekendt med, at han eventuelt kunne have en fordring mod kommunen. 4

5 9 Burde-viden om lovgivning U H = TfS H. Promillegebyrer. Ved bekendtgørelser fra 1985 og 1987 blev der fastsat et gebyr på 4 promille af forhøjelsesbeløbet for behandling af sager om kapitalforhøjelse. Rigsrevisionen aflagde 8/ en beretning, hvori det blev oplyst, at der var en betydelig overdækning på gebyrer opkrævet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Tre selskaber anlagde i 1993 og 1994 sag mod Erhvervsministeriet med påstand om tilbagebetaling af gebyrerne, der alle var betalt mere end 5 år før sagsanlægget. EF-Domstolen statuerede 2/ , at gebyrerne var i strid med kapitaltilførselsdirektivet, fordi direktivet kun tillod medlemsstaterne at opkræve gebyrer, som modsvarede de faktiske omkostninger ved registreringen af kapitalforhøjelserne. Højesteret udtalte: Den omstændighed, at [selskaberne] ikke har været bekendt med de nævnte bestemmelser i direktivet om kapitaltilførselsafgifter eller ikke har været bekendt med den rette fortolkning af direktivets art. 12, stk. 1, litra e, og som følge heraf ikke har været bekendt med det retlige grundlag for de tilbagesøgningskrav, som gøres gældende i denne sag, kan ikke begrunde, at [selskaberne] ikke burde have kendt deres fordring. For så vidt angår burde-viden om faktiske omstændigheder fandt Højesteret, at den måde, hvorpå gebyrerne blev beregnet, umiddelbart fremgik af bekendtgørelserne. Herudover indikerede de offentliggjorte regnskaber for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at afgifterne ikke udelukkende var fastsat for at få dækket omkostningerne ved registreringen. Selskaberne fandtes dermed også at burde have kendt de relevante faktiske omstændigheder. 10 Burde-viden og myndighedskontakt U Ø = FED Ø. Rådgivning om invalideydelse. En mand led fra fødslen af knogleskørhed. Han fyldte 7/ år og fik fra dette tidspunkt ret til invaliditetsydelse. Han deltog i flere møder med Trundholm Kommunes socialforvaltning, herunder et møde 25/1 1995, hvor der blev lagt en erhvervsplan for ham. Under møderne med Trundholm Kommune blev han ikke vejledt om muligheden for at søge invaliditetsydelse. Han anlagde 2/ sag mod kommunen. Landsretten fandt, at han først burde kende sin fordring, da han i 1997 fik rådgivning fra sin nye kommune. U Ø. Bowlinghallen. En ejer opførte i 1976 en bowlinghal. Kommunen opkrævede dækningsafgift af ejendommen, idet ejendommen var udlejet erhvervsmæssigt, hvilket efter kommunens opfattelse var tilstrækkeligt, selvom ejendommen ikke blev anvendt erhvervsmæssigt. Ejeren ansøgte 14/ om fritagelse for betaling af afgiften og fik 21/ afslag. I 1990 ansøgte ejeren på ny om fritagelse for betaling, idet han havde set avisomtale af en anden sag. Kommunen meddelte på ny afslag, hvorefter sagen blev indbragt for Indenrigsministeriet, der gav ejeren medhold. Kommunen anerkendte da, at ejeren skulle fritages for dækningsafgift, men tilbagebetalte kun afgift vedrørende sidste kvartal af 1985 og senere, hvorefter ejeren, formentlig i 1991, anlagde sag med påstand om tilbagebetaling af dækningsafgifter betalt inden sidste kvartal af Byret og Landsret lagde vægt på, at ejeren»... havde rimelig grund til at gå ud fra, at afslaget var lovhjemlet og i overensstemmelse med almindelige fortolkningsprincipper og med anerkendt, administrativ praksis«. Der blev endvidere lagt vægt på, at afslaget ikke kunne indbringes for en højere administrativ myndighed. Ejeren fandtes derfor ikke at burde kende sin fordring. Dommen er tvivlsom, men der tages ikke afstand fra den i forarbejderne til den nugældende lov. 5

6 11 Afbrydelse af forældelse Forældelse kan afbrydes foreløbigt ved Indbringelse af en sag for en myndighed, jf. 21, stk. 2. Begæring om syn og skøn, jf. 21, stk. 4. Forhandlinger om fordringen, jf. 21, stk. 5. Forældelse kan afbrydes endeligt ved Skyldnerens erkendelse, jf. 15 Sagsanlæg, jf Sagsanlæg Sagsanlæg om fordringen afbryder forældelse. Anerkendelsessager indebærer foreløbig afbrydelse af forældelse, hvis de vedrører fordringen. MAD V. I oktober 2007 anmodede ejeren af en ejendom om at få slettet en fredskovspligt, der var tinglyst på ejendommen. 31/ afslog Skov- og Naturstyrelsen anmodningen. Ejeren påklagede afgørelsen til Miljøministeriet, der 18/ stadfæstede afgørelsen. 19/ vedtog kommunen en kommuneplan, som udlagde området som rekreativt, grønt område uden bebyggelse, hvilket ødelagde ejendomsudviklerens plan om at bebygge grunden. 17/ anlagde ejendomsudvikleren sag mod Skov- og Naturstyrelsen og nedlagde en subsidiær påstand om, at Skov- og Naturstyrelsen skulle genoptage sagen om notering af fredskovspligten. 17/ fik ejendomsudvikleren medhold i den subsidiære påstand under anerkendelsessagen. Naturstyrelsen traf herefter 13/ beslutning om at ændre ejendommens status og slette fredskovspligten. Ejendomsudvikleren anlagde 22/ sag mod Miljøministeriet med påstand om erstatning. Landsrettens flertal anførte: Der var ikke under sagen nedlagt anerkendelsespåstand om erstatning, og sagen angik således ikke spørgsmålet om Miljøministeriet havde handlet ansvarspådragende. Retssagen fra 2010 afbrød dermed ikke forældelse. 6

7 13 Sag for en offentlig myndighed del 1 21, stk. 2, er en nyskabelse. Bestemmelsen har følgende ordlyd: Er en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, inden forældelsesfristens udløb indbragt for en administrativ myndighed, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse. Dette gælder, uanset om fordringen gøres gældende af den, der har indbragt sagen, eller af den anden part, herunder det offentlige. Indbringes sagen inden for den i loven fastsatte frist eller i øvrigt inden for rimelig tid for en højere administrativ myndighed eller for Folketingets Ombudsmand, regnes fristen på 1 år fra meddelelsen om denne myndigheds afgørelse, henholdsvis Ombudsmandens udtalelse. Hvad er en sag? Er det først, når der er indgivet klage? Nej. Bestemmelsens kerneområde er klager til en myndighed, men også andre myndighedssager kan omfattes, herunder ansøgninger om offentlig støtte. Myndighedssagen skal hænge sammen med fordringen, f.eks. ansvarsgrundlag. 14 Sag for en offentlig myndighed del 2 Når sagen er indbragt, indtræffer forældelse tidligst et år efter at klageren har modtaget meddelelse om afgørelsen. Hvad hvis sagen bliver glemt? Det kan ikke udelukkes, at den foreløbige afbrydelse mistes, hvis klageren ikke følger op. Kræves det, at både klager og indklagede er parter? Ja. Men man kan gøre sig til part ved at interveniere. Hvad med myndighedens krav? Forældelse indtræffer hverken af klagerens fordring mod den indklagede eller af den indklagedes fordring mod klageren. Hvis en klagesag indbringes for en højere myndighed eller for Folketingets Ombudsmand inden for lovens frister, er forældelse afbrudt. Hvis der gælder nogen frister, skal indbringelsen ske inden for rimelig tid. Hvis klagen ender med, at den underordnede myndighed pålægges at genoptage sagen, indtræffer forældelse formentlig tidligst 1 år efter, at den genoptagne sag afsluttes. 7

8 15 Forhandlinger om fordringen Forhandlinger om fordringen indebærer foreløbig afbrydelse af forældelse. En part kan ikke ensidigt igangsætte forhandlinger Suspensionsaftaler Hvis skyldneren afgiver en suspensionserklæring, indtræffer forældelse ikke, mens suspensionserklæringen er i kraft. Loven foreskriver ikke, hvad retsvirkningen er af ophør af suspensionsperioden. Typisk vil parterne derefter skulle stilles, som om suspensionserklæringen aldrig var afgivet. 8

9 17 Frafald af forældelsesindsigelsen Man kan frit frafalde at gøre forældelse gældende, uanset om forældelse er indtrådt eller ej. I enkelte sager har en part mistet retten til at gøre forældelse gældende, hvis parten har forhandlet om kravet på et tidspunkt, hvor forældelse allerede er indtruffet. Må en offentlig myndighed frafalde at gøre en allerede indtrådt forældelse gældende? I Slagelse-sagen sagde kommunen, at den gerne ville frafalde forældelse, men at de var nødt til at føre sagen. Det var at gå for vidt. Hvis der er en legitim grund til at frafalde forældelse, må det være ansvarsfrit at gøre det. 18 Kontakt Eivind Einersen Specialistadvokat København Konfliktløsning, Entreprise, Forsikring & Transport T M E eie@bechbruun.com København Danmark Aarhus Danmark Shanghai Kina T