HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 16. januar 2017

Transkript

1 UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 16. januar 2017 Sag 110/2016 (1. afdeling) Topdanmark Forsikring A/S (advokat Vivi Bruhn Knudsen) mod If Skadeforsikring, Filial af If Skadeförsäkring AB (PUBL) og Investeringsselskabet af 2. juli 2007 ApS (tidligere Rønnede VVS ApS) (advokat Jens Rostock-Jensen for begge) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Glostrup den 22. maj 2015 og dom af Østre Landsrets 21. afdeling den 12. januar I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Jytte Scharling, Jens Peter Christensen, Oliver Talevski, Jan Schans Christensen og Jens Kruse Mikkelsen. Påstande Appellanten, Topdanmark Forsikring A/S, har påstået byrettens kendelse stadfæstet og sagen hjemvist til fortsat behandling ved Retten i Glostrup. De indstævnte, If Skadeforsikring, Filial af If Skadeförsäkring AB (PUBL), og Investeringsselskabet af 2. juli 2007 ApS, har påstået stadfæstelse af landsrettens dom. Anbringender Topdanmark har anført navnlig, at forældelsesfristen i sager om myndighedspåbud skal regnes fra det tidspunkt, hvor påbuddet blev efterkommet. I den foreliggende sag skal forældel-

2 - 2 - sesfristen derfor regnes fra den 5. juli 2013, hvor Faxe Kommune traf afgørelse om, at påbuddet af 12. november 2012 var efterkommet. I tilfælde, hvor en part er forpligtet til at afholde en udgift, antages det således, at forældelsesfristen først indtræder, når udgiften er afholdt. Dette svarer til den foreliggende sag, hvor If Skadeforsikring havde erkendt erstatningsansvaret, men hvor erstatningskravets størrelse afhang af udstedelsen af et påbud efter jordforureningslovens 48. Subsidiært skal forældelsesfristen regnes fra de enkelte endelige påbud. Der forelå ikke en skade efter forældelseslovens 2, stk. 4, der kunne danne grundlag for fremsættelse af et krav, før Faxe Kommune udstedte de enkelte påbud. Det bestrides ikke, at ejeren af den forurenede ejendom på et tidligere tidspunkt end datoerne for påbuddene formentlig kunne have fremsat krav om erstatning for ejendomsværditab og dækning af omkostningerne til udbedring af den mangelfulde olietankinstallation mv., men der kunne ikke inden udstedelsen af de enkelte påbud være fremsat krav om erstatning af de ved påbuddene krævede undersøgelser og oprensningen af den forurenede jord. Så længe der kan rejses berettiget tvivl om, hvorvidt der er lidt et tab, er begyndelsestidspunktet ikke indtruffet. Faxe Kommunes påbud af 31. oktober 2005 om delvis oprensning af den forurenede jord blev påklaget, hvorefter der skulle foretages en ny prøvelse af, om og i givet fald i hvilket omfang der skulle udstedes påbud. Frem til Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 18. juli 2011 kunne der rejses tvivl om, hvorvidt der var lidt et tab, som ville være dækket under forsikringsordningen for villaolietanke. Hvis forældelsesfristens begyndelsestidspunkt skulle regnes fra et tidligere tidspunkt end påbudsdatoerne, ville der være nærliggende risiko for, at en kommunes regreskrav over for en ansvarlig skadevolder ville blive forældet, inden kommunen havde mulighed for at rejse regreskrav. Beløbsgrænsen for forsikringsordningen var tidligere 1,6 mio. kr. eksklusive moms og er nu forhøjet til ca. 3,3 mio. kr. eksklusive moms. Det kan imidlertid først afgøres, om kommunen skal afholde en del af omkostningerne til oprensning af forurenet jord, når jordbundsundersøgelsen og oprensningen er endeligt afsluttet. Da forureningssager ofte strækker sig over adskillige år, er der risiko for, at kommunens krav over for skadevolderen vil være forældet, før kommunen har mulighed for at rejse kravet.

3 - 3 - Mere subsidiært gøres det gældende, at forældelseslovens 21, stk. 2, finder anvendelse i sagen. Det er ubestridt, at omkostningerne til opfyldelse af påbuddene af 18. juli 2011, 20. februar 2012 og 12. november 2012 ikke er forældet, såfremt forældelseslovens 21, stk. 2, finder anvendelse. Det bør ikke være afgørende for anvendelse af bestemmelsen, om skyldneren er part i klagesagen. Det afgørende må være, at både fordringshaver og skyldner er bekendt med klagesagen, og at skyldneren må påregne, at afgørelsen i klagesagen kan resultere i, at der rejses krav. På tidspunktet for Investeringsselskabets anerkendelse af sit erstatningsansvar havde selskabet en sådan klar og individuel interesse i klagesagen, at både selskabet og If Skadeforsikring i realiteten havde partsstatus under klagesagen. Investeringsselskabets og If Skadeforsikrings synspunkt om, at klagesagen var uden betydning for Topdanmarks krav, er uforeneligt med sagens faktum. Mest subsidiært gøres det gældende, at Investeringsselskabet og If Skadeforsikring stiltiende har anerkendt, at forældelsesfristen var suspenderet, indtil Natur- og Miljøklagenævnet havde truffet afgørelse. If Skadeforsikring anerkendte ved sit brev af 21. februar 2006 til bl.a. Topdanmark, at der ville gå en rum tid, før klagesagen blev afgjort, og at udfaldet af klagesagen var afgørende for regreskravet, samt at der ikke burde foretages yderligere i den mellemliggende periode. If Skadeforsikrings anerkendelse af erstatningsansvaret og bemærkninger til både undersøgelsesrapporten og klagesagen gav Topdanmark og Faxe Kommune grund til at antage, at Investeringsselskabet og If Skadeforsikring havde anerkendt deres forpligtelser over for Topdanmark og Faxe Kommune og dermed havde accepteret, at forældelsen blev afbrudt, indtil der forelå en afgørelse i klagesagen, jf. herved forældelseslovens 15. Ydermere må det antages, at If Skadeforsikring var fuldt bekendt med, at sagsbehandlingstiden i Natur- og Miljøklagenævnet var 5-10 år. If Skadeforsikring og Investeringsselskabet af 2. juli 2007 har anført navnlig, at det er ubestridt, at Topdanmark afleder sit krav fra grundejeren. Det fremgår af fast retspraksis, at forældelsesfristen for et regreskrav følger forældelsesfristen for hovedkravet. Grundejerens erstatningskrav mod Investeringsselskabet er et erstatningskrav uden for kontrakt, og forældelsesfristens begyndelsestidspunkt skal derfor fastlægges efter forældelseslovens 2, stk. 4.

4 - 4 - Forældelsesfristen for erstatningskrav vedrørende forurening regnes efter fast retspraksis fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren blev bekendt med fordringen og skyldneren, hvilket typisk vil være i forbindelse med udarbejdelsen af undersøgelsesrapport eller udstedelse af påbud. Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt er ikke betinget af, at fordringshaver kan opgøre sit endelige erstatningskrav. Forureningsskaden blev konstateret den 21. april 2004, og Ingeniørfirmaet Skude & Jacobsen afgav den 21. september 2004 en rapport over supplerende undersøgelser og afværgeforslag i relation til forureningen samt et notat af 9. maj 2005 med resultater af supplerende undersøgelser. Faxe Kommune meddelte den 31. oktober 2005 påbud om delvis oprensning. Grundejeren og dermed også Topdanmark havde den 21. september 2004, subsidiært den 9. maj 2005, tilstrækkeligt kendskab til skaden og erstatningsansvaret, og forældelsesfristen begyndte derfor at løbe fra denne dato, jf. forældelseslovens 2, stk. 4. Under alle omstændigheder blev grundejeren og dermed Topdanmark bekendt med kravet, senest da Faxe Kommune meddelte påbud til grundejeren den 31. oktober 2005, hvilket indebærer, at kravet var forældet senest den 31. oktober 2010, hvor både den 5-årige forældelsesfrist efter 1908-loven og den 3-årige forældelsesfrist efter 2007-forældelsesloven var udløbet. Topdanmarks forsikringsbetingelser er ikke relevante for spørgsmålet om forældelse. Det er således uden betydning, hvad Topdanmark yder forsikringsdækning til og på hvilket grundlag, da Topdanmark ikke har et selvstændigt og direkte erstatningskrav mod If Skadeforsikring og Investeringsselskabet, men derimod er indtrådt i grundejerens krav. Suspensionsreglen i forældelseslovens 21, stk. 2, finder ikke anvendelse i den foreliggende sag, idet Investeringsselskabet ikke var part eller havde partsstatus under den administrative sag for Faxe Kommune og klagesagen for Natur- og Miljøklagenævnet. Topdanmarks krav mod Investeringsselskabet afhang ikke af, om der blev udstedt et påbud. Grundejeren og dermed også Topdanmark havde et krav mod Investeringsselskabet fra skadestidspunktet, uanset om grundejeren senere måtte blive mødt med et påbud og uanset indholdet af et sådant påbud. Grundejerens krav mod Investeringsselskabet, og dermed også Topdanmarks afledede krav, er et selvstændigt erstatningskrav, som er uafhængigt af Faxe Kommunes påbud over for grund-

5 - 5 - ejeren. Det forhold, at kommunen udstedte påbud den 31. oktober 2005, etablerede således ikke erstatningskravet, men bekræftede blot, at kravet eksisterede. Den omstændighed, at påbuddet blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, har ikke betydning for forældelsesfristens begyndelsestidspunkt og ville højest kunne have betydning for kravets størrelse. If Skadeforsikrings blotte anerkendelse af et erstatningsansvar ved brev af 12. december 2005 medfører ikke, at forældelsen afbrydes, jf. forældelseslovens 15. Der har aldrig været enighed mellem parterne om størrelsen af et eventuelt erstatningskrav, og Topdanmark har aldrig haft føje til at antage, at der skulle bestå nogen enighed om erstatningskravets størrelse. Selv hvis man måtte antage, at forældelsen var afbrudt ved If Skadeforsikrings brev af 12. december 2005, ville erstatningskravet alligevel være forældet, idet der ved afbrydelse af forældelse efter forældelseslovens 15 begynder at løbe en ny forældelsesfrist, som også var sprunget, da parternes suspensionsaftale blev indgået den 16. august Retsgrundlag På skadestidspunktet bestemte jordforureningsloven i 48 og 49 bl.a. (jf. lov nr. 370 af 2. juni 1999): 48. For olieforureninger, der konstateres efter en af miljø- og energiministeren nærmere fastsat dato, kan miljømyndigheden, jf. 39, uanset hvordan forureningen er sket, meddele ejere af olietanke, jf. stk. 3, påbud om afgivelse af oplysninger og udførelse af undersøgelser som omhandlet i 40, stk. 1, og om at fjerne den konstaterede forurening og genoprette den hidtidige tilstand eller foretage tilsvarende afhjælpende foranstaltninger. Stk Stk. 3. Påbud efter stk. 1 kan meddeles ejere af olietanke med et rumindhold under 6000 l, hvor 50 pct. eller mere af det areal, der opvarmes med olie fra den pågældende olietank, anvendes til beboelse, hvis anlægget har været brugt efter den af miljø- og energiministeren fastsatte dato, jf. stk. 1, og har været eller kan have været anvendt umiddelbart før konstateringen af forureningen. Hvis forureningen konstateres inden for 12 måneder efter den af miljø- og energiministeren fastsatte dato, jf. stk. 1, kan påbud efter stk. 1 tillige meddeles, hvis anlægget har været i brug inden for 12 måneder før konstateringen af forureningen. Stk. 4. Påbud kan meddeles, uanset om ejeren af olietanken har rådighed over den forurenede ejendom. I påbudet skal der fastsættes pligt til reetableringer af den forurenede ejendom. Stk. 5. Hvis ejeren af olietanken ikke har rådighed over den forurenede ejendom, kan miljømyndigheden meddele påbud til den, der har rådighed over ejendommen, om at tåle, at undersøgelser, oprydningen eller andre foranstaltninger gennemføres. Dette påbud er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over den forurenede ejendom.

6 - 6 - Stk. 6. For olieforureninger, der ikke er omfattet af stk. 1, jf. stk. 2, finder de øvrige bestemmelser i lovgivningen om forurenet jord anvendelse. Stk. 7. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke påbud der kan tinglyses på ejendommen. 49. Ejere af olietanke, der kan meddeles påbud efter 48, stk. 1, jf. 48, stk. 3, skal være omfattet af en forsikring, der dækker udgifterne, jf. dog stk. 2, til miljømyndighedernes krav om undersøgelser og oprydning efter bestemmelsen i 48. Stk. 2. Forsikringspligten omfatter ikke dækning af udgifter, hvor forureningen 1) er forårsaget forsætligt af tankejeren, 2) stammer fra installationer, som tankejeren vidste eller burde vide ikke opfylder offentlige forskrifter herom indeholdt i olietankbekendtgørelsen, eller 3) skyldes, at leveringen af olie i tankejerens ejertid ikke er sket efter offentlige forskrifter herom, indeholdt i bekendtgørelse om vejtransport af farligt gods. Stk. 5. Forsikringen skal dække udgifter som nævnt i stk. 1 Viser udgiften til opfyldelse af et påbud, jf. 48, stk. 1, sig at ville overstige 2 mio. kr., skal forsikringsselskabet rette henvendelse til miljømyndigheden, for at denne kan godkende den del af projektet, der overstiger 2 mio. kr. Udgifter, der overstiger 2 mio. kr., skal betales af miljømyndigheden. Miljømyndigheden skal forlods på forlangende stille garanti herfor. Stk. 6. Staten, amter og kommuner er undtaget fra forsikringspligten. Stk. 7-9 Højesterets begrundelse og resultat Sagens baggrund og problemstilling Der blev den 21. april 2004 konstateret en olieforurening fra en olietank på en ejendom i Faxe Kommune. Efter forudgående undersøgelse af forureningens omfang udstedte kommunen den 31. oktober 2005 påbud til ejerne af ejendommen efter jordforureningslovens 48 om at fjerne en del af olieforureningen. Ejerne klagede over denne afgørelse til Miljøstyrelsen med anmodning om, at der blev givet påbud om oprensning i videre omfang, så en større del af olieforureningen blev fjernet. Klagen havde opsættende virkning. Klagesagen blev siden overført til Natur- og Miljøklagenævnet, der den 18. juli 2011 traf afgørelse om at ændre kommunens oprensningspåbud til et påbud om at udarbejde et projekt for en mere omfattende oprensning af forureningen på ejendommen. Efter et yderligere undersøgelsespåbud af 20. februar 2012 udstedte Faxe Kommune den 12. november 2012 påbud til ejerne af ejendommen om oprensning af størstedelen af forureningen på grunden, og den 5. juli 2013 meddelte kommunen ejerne, at påbuddet ansås for efterkommet.

7 - 7 - Ejernes forpligtelse til at efterkomme myndighedernes krav om undersøgelser og oprydning efter jordforureningslovens 48 er omfattet af en obligatorisk forsikring hos Topdanmark Forsikring A/S, jf. lovens 49, stk. 1. Parterne er enige om, at årsagen til olieudslippet var en håndværksmæssig fejl begået af Rønnede VVS ApS (nu Investeringsselskabet af 2. juli 2007 ApS), ved levering og montering af et kobberrør til villaolietanken på ejendommen. Rønnede VVS anerkendte ved brev af 12. december 2005 erstatningspligten, men har taget forbehold for erstatningskravets størrelse. Rønnede VVS var ansvarsforsikret hos If Skadeforsikring. Topdanmark anlagde den 12. november 2013 sag mod If Skadeforsikring og Investeringsselskabet med påstand om betaling af afholdte udgifter til opfyldelse af påbuddene om undersøgelser og afhjælpning af olieforurening på ejendommen. Den del af kravet, der overstiger 1,6 mio. kr. eksklusive moms, er rejst efter bemyndigelse fra Faxe Kommune. Parterne indgik forinden, den 16. august 2011, aftale om suspension af forældelsesfristen med forbehold for, at kravet ikke allerede var forældet. Sagen for Højesteret angår, om Topdanmarks og Faxe Kommunes erstatningskrav er forældet. Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt Efter forældelseslovens 3, stk. 1, gælder en almindelig forældels, som i med-, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Parterne er enige om, at erstatningskravet fra ejerne af den forurenede ejendom mod Investeringsselskabet som ansvarlig skadevolder er et krav om erstatning uden for kontraktforhold, og derfor regnes forældelsesfristen for dette krav fra tidspunktet for skadens indtræden, jf. 2, stk. 4. Det er i forældelseslovens forarbejder (betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, s. 267) lagt til grund, at tredjemand, som har et afledet regreskrav mod en ansvarlig skadevolder, som udgangspunkt indtræder i den skadelidtes retsstilling med hensyn til forældelse. Det er anført, at udgangspunktet kan fraviges i særlige tilfælde, og der er i den

8 - 8 - forbindelse henvist til Højesterets dom af 19. december 2001 (UfR ). En sådan fravigelse er eksempelvis sket ved Højesterets dom af 11. december 2014 (UfR ). Ordningen efter jordforureningslovens 48 med påbud om udførelse af undersøgelser og oprydning ved olieforurening fra villaolietanke indebærer, at det er muligt for myndighederne at rette et påbud mod ejeren af olietanken (typisk ejeren af den faste ejendom), uden at der stilles krav om ansvarspådragende adfærd (culpa). Den obligatoriske forsikringsordning efter lovens 49 til dækning af udgifterne hertil sikrer, at det inden for forsikringens dækningsmaksimum (dengang 2 mio. kr.) ikke er det offentlige, der kommer til at betale for oprydningen efter forureningen. Først når der foreligger et bindende påbud efter jordforureningslovens 48 om omfanget af undersøgelsen eller oprydningen efter olieforureningen har forsikringsselskabet (og kommunen for beløb over dengang 2 mio. kr.) et grundlag for at rejse et regreskrav mod en ansvarlig skadevolder herfor. Om der er et regreskrav, beror således på, at der er meddelt et bindende myndighedspåbud. Regreskravet vil ikke kunne fastslås under en retssag mod den ansvarlige skadevolder uafhængigt af et sådant påbud. På denne baggrund finder Højesteret, at der foreligger særlige omstændigheder, således at den 3-årige forældelsesfrist først begynder at løbe, når der er meddelt et bindende påbud, jf. forældelseslovens 2, stk. 1. Topdanmarks krav angår udgifterne til opfyldelse af to undersøgelsespåbud af 18. juli 2011 og 20. februar 2012 fra henholdsvis Natur- og Miljøklagenævnet og Faxe Kommune samt opfyldelse af kommunens oprydningspåbud af 12. november Da parterne har indgået en suspensionsaftale den 16. august 2011, er ingen del af kravet forældet. Konklusion Højesteret tager Topdanmarks påstand til følge. Sagsomkostninger Sagsomkostningerne for landsret og Højesteret er fastsat til dækning af advokatudgifter med kr. og af retsafgift med kr., i alt kr.

9 - 9 - Sagsomkostningerne for byretten fastsættes i forbindelse med sagens endelige afgørelse. Thi bestemmes: Byrettens kendelse stadfæstes, og sagen hjemvises til byretten. I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal If Skadeforsikring, Filial af If Skadeförsäkring AB (PUBL), og Investeringsselskabet af 2. juli 2007 ApS solidarisk betale i alt kr. til Topdanmark Forsikring A/S. Det ikendte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretskendelses afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a. --oo0oo-- Udskriftens rigtighed bekræftes. Højesteret, den 16. januar Kirsten Lohmann kontorfuldmægtig