1. Projektdesign. 1.1 Motivation. 1.2 Problemfelt

Transkript

1 1. Projektdesign 1.1 Motivation Vores og vores forældres generation er vokset op med, hvad der kan ses, som den evige konflikt mellem Palæstina og Israel. Vi ved alle, at den er kompleks, uproportionel og modbydelig. Men ved vi egentlig, hvad den handler om? I medierne hører vi om Israels bosættelser, Hamas terroriseren, børn der kaster med sten, og en gang imellem blive reagere FN. Kaster man et blik tilbage i historien, finder man hurtigt ud af, at ingen af de to parter er uskyldige i denne konflikt. Endvidere at mange eksterne aktører altid har haft interesser i konflikten. Palæstina-området har mange gange været et forhandlingsobjekt og er blevet kastet rundt mellem interesserede parter. Efter Israels uafhængighed og statens dannelse i 1947, har Israel besat mere af det palæstinensiske land, og som konsekvens af dette er den palæstinensiske befolkning blevet forflyttet, bekriget, spærret inde og palæstinenserne har med god grund fået mod på at yde modstand. Med denne udvikling er det palæstinensiske folk blevet spredt for alle vinde, hvilket tydeligst kommer til udtryk ved opdelingen af det palæstinensiske folk i henholdsvis Gaza-striben ud til Middelhavet og Vestbredden ud til Det Døde Havs vestlige bred. Splittelsen af det palæstinensiske folk har også ført til en splittelse mellem de grupperinger, der forsøger at repræsentere et samlet Palæstina og derved skabt en ny konflikt. En konflikt der bremser kampen for et selvstændigt Palæstina. Her startede vores undren, og vi fandt hurtigt ud af, at vi ville undersøge, hvad denne interne konflikt har af betydning for den ydre konflikt og det palæstinensiske statsprojekt som helhed. 1.2 Problemfelt Mellemøsten har i mange år været en region fyldt med religiøse, politiske og regionale konflikter. Disse konflikter har haft vidtrækkende konsekvenser for de berørte befolkninger og på det internationale plan. Regionen har en geografisk, central placering og er i besiddelse af enorme naturressourcer. Mellemøsten kom for alvor på den vestlige verdens 1

2 dagsorden efter terrorangrebet mod World Trade Center den 11. september 2001 og ved mange vestlige landes efterfølgende militære tilstedeværelse i Irak og Afghanistan. I 2010 bragte Det Arabiske Forår endnu engang de mellemøstlige konflikter i verdenssamfundets søgelys, da de folkelige oprør i en lang række mellemøstlige stater skabte nye regionale problemstillinger og tvang omverdenen til at revurdere deres politiske linje i forhold til Mellemøsten. Ingen af disse konflikter i Mellemøsten har dog været mere omfangsrige end den årelange konflikt mellem Israel og Palæstina. Denne konflikt har været verdenssamfundets bekymring, lige siden staten Israel blev dannet i Lige siden Israels statsdannelse har landet ligget i konflikt med de omkringliggende lande. Dette skyldes den arabiske befolknings generelle modvilje mod oprettelsen af den israelske stat, samtidig med deres uforbeholdne støtte til den palæstinensiske befolkning. Konflikten mellem Israel og det palæstinensiske folk er ikke kun et spørgsmål om nabolandendes modvilje mod oprettelsen af Israel, men også et spørgsmål om det palæstinensiske selvstyre og israelske bosættelser på palæstinensiske områder. De to største hovedaktører i kampen for et selvstændigt Palæstina er Fatah og Hamas. Fatah er en politisk organisation, som blev dannet i Organisationen startede som den første udelukkende palæstinensiske oprørsgruppe og har siden kæmpet for et selvstændigt styre på de palæstinensiske områder. Fatah er sekulære og har gradvist afvæbnet selve partiet og fører derfor nu en diplomatisk frem for væbnet kamp mod Israel. Hamas er en bevægelse, som blev dannet i Hamas udspringer af Det Muslimske Broderskab, der er en islamistisk bevægelse med rødder i flere arabiske lande. Hamas har altid haft en social profil, der udfører humanitært arbejde og en militær profil, der fører en væbnet kamp mod Israel. Hamas har været afhængig af begge for at opnå legitimitet blandt den palæstinensiske befolkning. Selvom partierne i en årrække har kæmpet side om side mod den fælles fjende, Israel, har de gradvist fjernet sig fra hinanden gennem deres forskellige ideologier og syn på en mulig løsning af konflikten mellem det palæstinensiske folk og Israel. Som følge af denne distancering mellem Fatah og Hamas er de blevet hinandens modstandere i en konflikt, hvor de på sin vis deler samme interesser og i hvert fald samme fjende. I 2006 opstod der så en væbnet konflikt mellem Fatah og Hamas efter det palæstinensiske valg. Det endte i en borgerkrig blandt palæstinenserne og førte 2

3 endvidere til en demografisk fløjopdeling blandt det palæstinensiske folk i henholdsvis Gaza-striben og på Vestbredden. Det var derudover også med til at understrege, hvilke ideologiske og religiøse forskelle der spiller ind i det palæstinensiske selvstyre. Det fører os så frem til spørgsmålet om, hvordan denne polarisering påvirker det palæstinensiske statsprojekt. Dette problemfelt byder op til et projekt af større omfang. Det vil derfor ikke være et mål i denne opgave at komme frem til et endegyldigt svar på den palæstinensiske situation, og det vil blive vores ønske til dels at undgå at inddrage konflikten mellem Israel og Palæstina som et selvstændigt hovedpunkt Problemformulering Hvordan påvirker konflikten mellem Fatah og Hamas det palæstinensiske statsprojekt samt anerkendelsen af en palæstinensisk stat? Uddybning af problemformulering I første led af vores problemformulering, vil vi beskrive, hvordan de interne stridigheder mellem Hamas og Fatah har indflydelse på det palæstinensiske statsprojekt. I denne forbindelse afdækkes også eksterne aktøres indflydelse på henholdsvis Fatah og Hamas. Med det palæstinensiske statsprojekt forstås bestræbelserne for en samlet, repræsentativ, palæstinensisk regering, som den palæstinensiske befolkning støtter op om. I andet led af problemformuleringen vil vi undersøge, hvordan Palæstina kan opnå statsanerkendelse af det internationale samfund, indenfor international ret samt hvordan splittelsen i den palæstinensiske befolkning påvirker denne anerkendelse. Statsanerkendelse vil blive behandlet ud fra Montevideo-konventionen og sættes i perspektiv til en anerkendelse i FN-regi Arbejdsspørgsmål 1. Hvad udgør de palæstinensiske territorier og hvad er fakta omkring den palæstinensiske befolkning? 2. Hvad er den historiske kontekst for konflikten mellem Israel og Palæstina og Fatah og Hamas? 3. Hvem er Fatah og Hamas? 4. Hvorfor er Fatah og Hamas i konflikt med hinanden? 3

4 5. Hvilke sociologiske processer kan påpeges i konflikten, og hvilken betydning har de for det palæstinensiske statsprojekt? 6. Kan Palæstina leve op til kriterierne for at være en stat, og kan det palæstinensiske selvstyre opnå anerkendelse? 7. Hvordan påvirker konflikten mellem Fatah og Hamas anerkendelsen af den palæstinensiske stat? 4

5 1.3 Projektmodel Metode Projektdesign Kvalitative kilder Historisk redegørelse Fatah Hamas Interview Demografisk profil Statistik Eksterne aktører Sociologisk Deduktiv Magtanalyse Statsanerkendelse Konklusion Figur 1 Perspektivering 5

6 1.3.1 Opgavestruktur Opgaven er opbygget således at vi indledende i kapitel 1 præsenterer vores projektdesign. Denne opgavestruktur er en del af vores projektdesign. Vores projektdesign indeholder projektets problemfelt, problemformulering, metode og teori. Kapitlet vil forhåbentlig give et grundigt indblik i vores fremgangsmåde til at besvare problemformulering, samt hvordan vi metodisk og teoretisk har grebet projektet an. Dernæst i kapitel 2 findes en historisk redegørelse for Palæstina frem til borgerkrigen i Gældende for al historisk redegørelse i denne opgave er, at vi bevidst har valgt at fokusere på begivenheder, der i vores optik enten har bragt Israel-Palæstina konflikten tættere på - eller længere fra - en løsning. Dette har vi prioriteret, da det har stor relevans for det palæstinensiske statsprojekt og anerkendelsen. Kapitel 3 er en præsentation og redegørelse af opgavens hovedaktører, Fatah og Hamas. Til dette afsnit skal det nævnes at der har været en besværlig proces at finde konkrete informationer vedrørende Fatah oprindelse, da Fatah er en grundsøjle i PLO, og samtidigt hænger uløseligt sammen med PNA. I kapitlet fremkommer der også yderligere historisk redegørelse, hvori de to hovedaktører optræder, og hvor den nuværende situation - pr. december opsummeres. Situationen er dog utrolig ny, og vi tager forbehold imod at kunne dække situationen fyldestgørende. Herefter følger kapitel 4, der er en redegørelse for en række relevante statistiske, demografiske og geografiske fakta, der omhandler Gaza-striben og Vestbredden. Dette er inkluderet som empiri til senere analyser, samt for at give et grundigere indblik i den faktuelle profil for Palæstina i dag. Kapitel 5 udgør en redegørelse over de væsentlige eksterne aktører, der har indflydelse på den interne konflikt. Derudover vil der indgå en argumentation for fravalg af aktører. Kapitel 6 er vores første analyse: et sociologisk perspektiv. Her har vi undersøgt nogle af de sociologiske processer i Palæstina og i konflikten mellem Fatah og Hamas. Analysen er inkluderet for at give projektet tværfaglig styrke og for at kunne opsætte nogle sociologiske definitioner, der er relevante for at kunne kategorisere konflikterne og eventuelt sammenligne dem med andre konflikter. Det gælder for alle vores analyser, at vi bruger deduktiv metode. Kapitel 7 indeholder vores magtanalyse, der primært er inddraget for at kunne beskrive, hvilke hindringer, der eksisterer i forhold til Fatah og Hamas beslutningsprocesser og en fælles beslutningsarena. 6

7 Kapitel 8 omhandler vores sidste analyse: Statsanerkendelsesanalysen. Analysen er inddraget for at kunne undersøge, hvilke interne forhold, der har relevans for, om det palæstinensiske statsprojekt bør anerkendes af det internationale samfund. Samtidigt redegør analysen også for det komplicerede forhold mellem anerkendelse, international ret, FN og den suveræne stat.. Ydermere vil vi opsummere for Palæstinas tidligere forsøg på anerkendelse. Endelig i kapitlerne 9 og 10 vil der være fokus på konklusion og perspektivering. Konklusionen opsummerer hele opgaven og konkluderer afsluttende på vores problemformulering. Perspektiveringen indeholder en række refleksioner vedrørende andre måder vi kunne have grebet problemfeltet an på. Til sidst i kapitlerne findes vores litteraturliste, begrebsoversigt og bilag. Litteraturlisten er naturligt en liste over anvendte bøger, artikler, hjemmesider, osv. Vi har inkluderet en begrebsoversigt, da vi nævner mange organisationer, forkortelser og begreber, der ikke nødvendigvis uddybes i brødteksten, og som derfor forklares i begrebsoversigten. Bilag indeholder en række kort over de palæstinensiske områder og grafer, transskriptioner af vores interviews, samt andre bilag. Til sidst i bilaget er vores studieforløbsbeskrivelse. 1.4 Metode Dette afsnit omhandler vores overvejelser vedrørende de anvendte metoder til besvarelsen af opgaven og analyse af disse Kvalitativ metode Vores kvalitative metode inkluderer brugen af tre forskellige ekspertinterviews, hvor vi ønsker at få yderligere indblik i disse personers tolkning og forståelse af problemerne som er til stede i Palæstina. Endvidere er vores primærkilder behandlet efter kvalitativ metode Vores interview Vi har igennem vores projektforløb foretaget tre interviews. Interviewpersonerne er udelukkende valgt på baggrund af deres faglige kompetencer og deres tilgængelighed. Det skal understreges at eventuelt politiske og personlige holdninger, synspunkter etc., 7

8 der fremgår i vores interviews og opgave, udelukkende repræsenterer de interviewedes holdning. De interviewede er formanden for Folketinget og tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (interviewet d. 9. oktober 2012), formanden for Dansk-Palæstinensisk venskabsforening Fathi El-Abed (interviewet d. 24. oktober 2012) og Politikkens journalist Anders Jerichow (interviewet d. 31. oktober 2012) Interviewanalyse I dette afsnit vil vi analysere de interviews, vi har foretaget til dette projekt og hvordan disse er blevet inddraget i selve opgaven. Vi vil i vores analyse tage udgangspunkt i Kvale og Brinkmanns bog Interview introduktion til et håndværk. De to første interviews vi foretog, var med henholdsvis Mogens Lykketoft og Fathi El- Abed. Da vi arrangerede de to interviews, var det med en klar forventning om, at vi kunne inkludere de to interviewpersoner mere direkte i vores opgave. Da vi kom længere ind i projektet, viste det sig til at en del af de problemstillinger der blev diskuteret i de to første interviews, ikke længere var relevante for den overordnede problemstilling. Dette skyldes et skift i fokus, fra eksterne aktører til en mere koncentreret vinkling på de interne magtforhold imellem opgavens to hovedaktører, Fatah og Hamas. Dette har resulteret i, at der ikke findes direkte citater fra de to første interviews, da de i højere grad blev brugt til at danne overblik over baggrundshistorien, samt en diskussion af aktuelle problemstillinger. Ydermere kunne vi bruge de to første interviews til at få en bredere viden omkring begreber og væsentlige personligheder, der har indflydelse på vores fokusområde. Omstændighederne ved alle tre interviews har været vidt forskellige, og dette kunne have haft indflydelse på mængden af brugbar information. Ved det første interview med Lykketoft var omstændighederne meget formelle. Grundet sin meget offentlige status og person, var vi ikke tilstrækkelig i stand til at forholde os kritisk under interviewet Dette skal ikke ses som et udtryk for at Lykketoft var problematisk at interviewe, men blot ses som et udtryk for at vi på det givne tidspunkt ikke var tilstrækkeligt fortrolige med interviewmetoden til at forholde os kritisk til besvarelserne under selve interviewet. Dette medførte at interviewet blev foretaget på den måde, at vi stillede et bredt spørgsmål med mulighed for fortolkning, mens Lykketoft besvarede det uden nogen synderlig indblanding fra vores side. Som følge af denne måde at interviewe på, bar det gennemførte interview i høj grad præg af 8

9 Lykketofts egen vurdering af, hvad der var relevant at diskutere vedrørende vores problemstilling. Dette medførte at en del af den information der blev udledt af interviewet med Lykketoft ikke kunne benyttes i den endelige opgave. Da vi gennemførte interviewet med Fathi El-Abed havde vi lært en del efter vores tidligere interview med Lykketoft, og var derfor bedre i stand til at indgå i en dialog samt at stille opfølgende og kritiske spørgsmål til den information der blev fremlagt under interviewet. Selvom vores interviewmetoder var forbedret væsentligt, blev en stor af interviewet ikke inddraget i opgaven, grundet en personlig bias fra interviewpersonen. På grund af El-Abeds rolle som formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, blev interviewet præget af en mangel på et nuanceret synsvinkel på den aktuelle konflikt i Palæstina. Vi var på forhånd bevidste om, at interviewet kunne forekomme ensidigt, men det var vores mål at foretage et interview der omhandlede et fokus på den palæstinensiske befolkning og hvordan de politiske interne stridigheder påvirkede dagligdagen i Palæstina. På trods af den brugbare information der blev udledt af interviewet, valgte vi at undlade at citere i opgaven, da vi ønskede en mere nuanceret beskrivelse af situationen. Det tredje og sidste interview vi foretog var med journalisten Anders Jerichow. Til dette møde var vi nået så langt i projektarbejdet, at vi havde mulighed for at konkretisere interviewet, således at vi fik besvaret vores problemstillinger fyldestgørende. Ligeledes havde vi lært af de tidligere interviews, at det gav en bedre mulighed for dialog, jo færre interviewere der var til stede. Der var en klar arbejdsfordelingen, hvor et gruppemedlem var hovedansvarlig for interviewet, mens de resterende assisterede med opfølgende spørgsmål og gjorde opmærksom på, når interviewet mistede fokus på det stillede spørgsmål. Det faktum at vi nu var mere fortrolige med et interviews fremgangsmåde betød, at interviewet bibeholdt sin relevans gennem hele forløbet. Derudover var interviewpersonen tydeligt vant til at forholde sig kritisk til emnet, hvor han argumenterede for og dokumenterede sine påstande. Derfor kan vi i højere grad anvende udsagnene og analyserne fra Jerichow, da han selv fremlagde referencer for påstandene samtidig med at han forsøgte at belyse alle aspekter kritisk. Vi vil nu forsøge at vurdere validiteten og reliabiliteten af de gennemførte interviews. 9

10 Først vil vi definere vores forståelse af begreberne validitet og reliabilitet. Ved begrebet validitet forstår vi den gennemgående troværdighed af interviewet. Dette analyseres på baggrund af troværdigheden af de informationer der forekommer i interviewet, samt interviewpersonens mulighed for at forholde sig kritisk til problemstillingen. Reliabilitet ser vi som udtryk for kvaliteten af vores udførelse af interviewet. Grundlæggende ser vi reliabiliteten som muligheden for, at andre interviewere ville kunne få samme oplysninger og meninger ud af interviewpersonen som vi selv fik. Dette afhænger af vores spørgsmål, samt evnen til at stille relevante opfølgningsspørgsmål i løbet af interviewet. Interviewet med Lykketoft havde en høj validitet, da udsagnene har vist sig at være korrekte gennem vores videre arbejde med projektet. Derimod er reliabiliten ved dette interview lav, som følge af vores ukonkretiserede interviewform, som gav interviewpersonen for meget råderum til selv at definere dagsordnen for interviewet. Med det andet interview var validiteten lavere end ved de andre interviews, da interviewpersonen var underlagt en personlig bias vedrørende emnet. Reliabiliteten var ved dette interview væsentligt højere, end ved første interview, da vi var opmærksomme fra starten af interviewet, at personlige bias kunne forekomme. Ydermere havde vi på det gældende tidspunkt taget ved lære af vores tidligere interview, og havde derfor bedre kontrol over indholdet af interviewet. I det sidste interview var validiteten den højeste af de tre interviews. De faktuelle udsagn som blev givet under interviewet, og som vi har gjort brug af i opgaven, har været rigtige jævnført. vores egne undersøgelser. Ligeledes gjorde interviewpersonen meget ud af at begrunde og argumentere for sine udtalelser gennem hele interviewet. Ligesom validiteten var reliabiliteten også væsentlig højere end ved de andre interviews, da vi på det givne tidspunkt havde lært af vores fejl og mangler fra tidligere erfaringer. Interviewstrukturen var mere konkret og vores uddybende spørgsmål gjorde, at vi fik en stor mængde dokumenteret viden, som vi ikke kunne have fundet gennem normal litteratur. 10

11 1.4.2 Kvantitativ metode Det kvantitative aspekt af projektet dækkes blandt andet af beskrivende statistik vedrørende den palæstinensiske demografi og geografi. Igennem statistikker over befolkningstal, aldersstruktur økonomi, etc. ønskes et overordnet indblik i fakta vedrørende de palæstinensiske områder, Gaza-striben og Vestbredden. Kvantitativ empiri anvendes også i statsanerkendelsesanalysen, hvor det indgår som en central del af første punkt Projektets brug af metode Det er tydeligt, at langt størstedelen af vores opgave bygger på den kvalitativ metode, enten gennem interviews eller historisk/litteraturmæssig empiri, hvorimod kvantitativ empiri kun anvendes i begrænset omfang. Derudover indgår interview-empirien ikke nær så meget som kilde i rapporten, i forhold til hvor kompliceret analyse- og transskriptionsprocessen er. 1.5 Teori Her er den anvendte teori i projektet opstillet. Nogle analyser vil dog uddybe den anvendte teori i kapitlet. Derfor vil nogle af teoriafsnittene være mere udførlige end andre. Til sidst findes refleksioner omkring projektets tværfaglighed, samt et afsnit vedrørende fravalget af IP-teorierne Magtteori Magtteorierne anvendes til at analyserer polariseringen, som har ledt til konflikten mellem Fatah og Hamas. De magtteorier, som er specielt interessante for problemstillingen, er den direkte, indirekte og institutionelle magt fra bogen Kontrol i det stille (Christensen & Jensen 2008). Direkte magt består simpelt sagt i, at magten udøves i beslutningsarenaen. I denne sammenhæng menes der med beslutningsarena: en stedfæstet begivenhed med et afgrænset antal aktører, som foregår, fra en sag er optaget på dagsordnen, til at der er taget en beslutning (Christensen & Jensen 2008). Indirekte magt lægger vægt på, at der også udøves magt i selve udvælgelsen af hvilke sager, der bliver optaget på dagsordnen, og hvilken arena sagerne henvises til, og hvilke aktører, der får mulighed for at deltage. Desuden er der også en form for magt udøvelse i form af, hvordan beslutningerne faktisk bliver implementeret. Dette hænger blandt andet 11

12 sammen med udformningen af sagernes beslutninger, da uklarheder kan forekomme. Disse uklarheder kan både være et produkt af, at aktørerne ikke har gennemtænkt udformningen på en klar nok måde, men det kan også være et resultat af specifikke aktørers plan for at påvirke implementeringen eller decideret at få implementeringen til at bryde sammen og på denne måde at udøve magt (Christensen & Jensen 2008). Institutionel magt bevæger sig omkring en ide om, at aktørernes meninger og holdninger egentlig ikke er fri, men i stedet et produkt af de holdninger, der findes inden for de institutionaliserede rammer i vores samfund. Med institutionaliserede rammer menes der, hvad der er normen eller hvad der er kulturelt og lovmæssigt bestemt. På en måde kan man kalde disse rammer for de ting, der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Hvis man går ud fra, at aktørernes varetagelse af interesser foregår på baggrund af disse rammer, findes den reelle magt i udformningen af disse rammer. På grund af disse tre magtteoriers vidt forskellige fokusområder er de optimale for at forstå og kortlægge magtbalancen i Palæstina (Christensen & Jensen 2008) Etnisk identitet For at give et sociologisk perspektiv på konflikten mellem Fatah og Hamas har vi valgt at inddrage teorien om etnisk identitet. Denne teori er inddraget, da den beskriver, hvordan den etniske identitet påvirker den palæstinensiske befolknings nationalfølelse samt deres forhold til Israel. Den etniske identitet er et udtryk for en identitet, som en gruppering i et samfund har til fælles. Der er her tale om en identitet, som ikke nødvendigvis hører under den nationale identitet, hvor nationalstaten er den grundlæggende faktor i identitetsdannelsen. Teorierne om etnisk identitet anser etnicitet og nationer som to forskellige begreber, som ikke nødvendigvis hænger sammen. Der argumenteres for, at alle etniske grupperinger ikke har en selvstændig nation, samtidig med at nogle nationer er bygget op af flere etniske grupperinger. Derfor er etnisk identitet ikke ensbetydende med national identitet. (Østergård 2007:549) Antagonisme og hegemoni For at beskrive forholdet mellem Fatah og Hamas og hvordan dette har udviklet sig gennem historien, har vi valgt at gøre brug af to begreber fra diskursanalysen, antagonisme og hegemonisme. Disse begreber er blevet brugt til at forklare de politiske 12

13 og kulturelle forskelle på de to grupperinger, og hvordan de to parter har bevæget sig i forhold til hinanden i palæstinensisk politik. Vi har bevidst undladt at gøre brug af diskursanalysen som en helhed, da vi ikke kunne forsvare dens relevans i opgaven. Derimod har vi valgt at fokusere på den historiske udvikling af politiske ståsteder, som de grupper har haft og derigennem benytte os af de to diskursanalytiske begreber til at beskrive, hvordan Fatah og Hamas forholder og adskiller sig fra hinanden International ret (anerkendelsesanalyse) International ret er et nødvendigt teoretisk punkt for at kunne forstå, hvordan processen omkring statsanerkendelse foregår. Der findes mange forskellige teorier, men vi har hovedsagligt valgt at fokusere på såkaldt deklaratorisk teori ved at anvende Montevideo-konventionen fra 1933, som definerer staters rettigheder og pligter. Denne konvention er tidligere blevet brugt i forbindelse ved anerkendelse af stater som Taiwan og Kosovo (Knudsen 2008: Udenrigs 1). Teorien bygger på, at det er de interne forhold i staten, der definerer, hvorvidt en stat bør anerkendes af det internationale samfund. Dog bygger anerkendelse i praksis ofte på nogle andre eller mere uformelle internationale relationer, der determinerer, hvordan man omfattes af international ret, hvilket vi også diskuterer i analysens konklusion Fravalg af IP-teorier I forbindelse med analysen af Palæstinas anerkendelse og på grund af opgavens afgræsning er de to IP-teorier, neorealismen og liberalismen, blevet fravalgt. Dette fravalg skyldes, at vores fokus først og fremmest ligger på de interne stridigheder mellem Fatah og Hamas. En anden baggrund for fravalget, skal ses ved, at vi har valgt at fokusere på de eksterne aktører. Dette vil tage udgangspunkt i en redegørelse for deres relationer til henholdsvis Fatah og Hamas. Neorealismen er fravalgt, da den fokuserer på stater og ikke på organisationer som Fatah og Hamas. Liberalismen er fravalgt, da den har et stort fokus på staternes interdependens i det internationale system, hvilket ikke er en del af vores opgave, og også derfor er teorien blevet fravalgt. 1.6 Projektets tværfaglighed For at besvare fyldestgørende på vores problemformulering, har det været nødvendigt at inddrage elementer fra både sociologi og politologi. Situationen i Palæstina samt den 13

14 palæstinensiske befolknings støtte til henholdsvis Fatah og Hamas er en kompleks størrelse, som behøver en række forskellige værktøjer, der hver især kan hjælpe til at forstå situationen i de palæstinensiske områder. Gennem politologi vil vi analysere magtforholdet mellem Fatah og Hamas, samt hvordan Palæstina har mulighed for at efterleve det internationale samfunds krav for en selvstændig stat. Det palæstinensiske spørgsmål kan ikke udelukkende besvares ud fra en politologisk tilgang. Derfor inddrager vi ligeledes sociologiske teorier, hvorfra vi ønsker at beskrive den palæstinensiske befolknings identitetsfølelse, samt hvordan forskellene i den politiske linje mellem Fatah og Hamas påvirker det palæstinensiske statsprojekt. Begge tilgange til problemstillingen belyser hver deres side af konflikten, og tilsammen giver de sociologiske og politologiske synspunkter en samlet vurdering af, hvordan de interne stridigheder i Palæstina påvirker dannelsen af den palæstinensiske stat. 14

15 2. Historisk redegørelse af det palæstinensiske områder 2.1 Zionismen og zionist-kongressen i 1897 Under den første zionistkongres i Basel i 1897 bliver det i en resolution besluttet og nedskrevet at, der skal arbejdes for oprettelsen af et hjemsted i Palæstina for det jødiske folk, sikret gennem offentlig lov. (Rahbek 2000:1) Man kan argumentere for, at kampen om det palæstinensiske område her søsættes. Man kan spore zionismen helt tilbage til Østeuropa i slutningen af 1800-tallet. Fra begyndelsen var zionismen delt op i to grene: en politisk og en religiøs. Det politiske perspektiv bundede i det historiske tilhørsforhold til Palæstina, mens det religiøse refererede til, at Gud i Det Gamle Testamente gav sit folk, jøderne, det forjættede land. (Religion.1 18/12/12) 2.2 Første verdenskrig De palæstinensiske områder indleder det tyvende århundrede med delvist at være under britisk kolonimagt. Men næsten to årtier senere udbryder første verdenskrig, og Storbritannien kommer under pres. I sommeren 1915 starter en korrespondance mellem den engelske højkommissær, Henry McMahon og guvernøren i Mekka, Sharif Hussein. Storbritannien lover selvstændighed mod til gengæld at få hjælp til at omstyrte de osmannerne, der har allieret sig med Tyskland imod Frankrig og Storbritannien. Men der går kun et år, før Storbritannien i 1916 indleder forhandlinger med Frankrig om en opdeling af Mellemøsten, der går direkte imod aftalen med Sharif Hussein. Aftalen opkaldes efter de to chefforhandlere, briten, Mark Sykes, og franskmanden, Georges Picot, og på trods af bred bekymring og flere advarsler kom Sykes-Picot-aftalen til at danne grundlag for Frankrig og Storbritannien opdeling af mellemøsten efter første verdenskrig. I 1916 er det endnu ikke til at spå om krigens udfald, og Frankrig og Storbritannien sender en bøn til USA, hvor de britiske jøder opfordrer deres amerikanske trosfæller til at presse deres regering til at gå ind i krigen. Til gengæld for amerikansk støtte vil den britiske regering støtte de zionistiske ambitioner i Palæstina, som de var vedtaget på Basel-kongressen i Den endelige aftale blev ikke så radikal, som mange zionister ønskede det, men den fik en ualmindelig opmærksomhed, og som daværende 15

16 zionistleder, Nahum Sokolov, beskriver det: Hver eneste ide som kom til verden i London, blev afprøvet af zionistbevægelsen i Amerika, og hvert eneste forslag fra Amerika blev givet den største opmærksomhed i London. (Rahbek 2000:13) Den 2. november 1917 underskriver den britiske udenrigsminister, Arthur J. Balfour, på regeringens vegne en erklæring, hvori han støtter ideen om et nationalt hjem i Palæstina for det jødiske folk (Ibid.:14). Jøderne udgør på dette tidspunkt kun 10% af den palæstinensiske befolkning og besidder kun cirka 2% af jorden i Palæstina overfor en væsentlig større andel af palæstinensere. Balfour-deklarationen må derfor også ses som et udtryk for, hvor lidt briterne (og den vestlige verden) kendte til de faktiske forhold i Palæstina. Birgitte Rahbek tolker på netop dette i sin analyse af konflikten i Mellemøsten: Det var imidlertid heller ikke nødvendigt for at indse at Storbritannien, der ved krigens afslutning havde besat hele Palæstina, i 1915 og 1917 havde afgivet to modsatrettede og uforenelige løfter til henholdsvis araberne (sharif Hussein-McMahonkorrespondancen) og jøderne (Balfourdeklarationen). (Ibid.:14). 2.3 Det britiske Palæstina-mandat Med afslutningen på 1. verdenskrig danner de allierede Folkeforbundet (i dag FN) i Med Folkeforbundet indføres et nyt begreb, mandatmagt (se begrebsafklaring), som er en slags formynderordning, der blandt andre tildeles Palæstina i form af England som mandater (United Nations.1 17/12/12). Det område, vi i dag kender som Jordan og Israel med Gaza og Vestbredden, er på daværende tidspunkt under britisk herredømme. Det britiske Palæstina-mandat dækker indtil 1922 over selvsamme område. I 1922 hvor mandatet officielt træder i kraft, afgives det jordanske område også, så Palæstinamandatet nu dækker over området fra Middelhavet til Vestbredden. Rammerne for Palæstina-mandatet underskives i 1923 og indeholder både Balfour-deklerationens løfte om at hjælpe til at opnå et jødisk nationalhjem i Palæstina (Rahbek 2000: 14) og folkeforbundets pagt 22 (Yale Law School.1 17/12/12) om at hjælpe det palæstinensiske samfund til at opnå fuld selvstændighed. Der er altså en klar ambivalens i charteret, da målet for det britiske Palæstina-mandat bliver at tage hensyn til to parter, der hver især ikke ønsker hinandens tilstedeværelse. Det blev på sin vis også tydeligt for den britiske regering, da de i 1922 så sig nødsaget til at fremsætte en forklaring: Hans Majestæts regering erklærer nu (...) utvetydigt at det ikke er dens politik at Palæstina skal være en jødisk stat. Regeringen ville i høj grad betragte det som værende i 16

17 uoverensstemmelse med regeringens forpligtelser såvel over for de arabere der bor i mandatområdet som i forhold til de forsikringer der tidligere er afgivet over for det arabiske folk hvis Palæstinas arabiske befolkning skulle tvinges til at blive borgere i en jødisk stat. (Rahbek 2000:15). Dog tages Balfour-deklarationen ikke af bordet. Heller ikke da 110 medlemmer af det britiske underhus året efter indgiver en anmodning til den siddende regering om at forkaste Balfour-deklarationen (Palestine Land Society.1 17/12/12). Palæstinenserne var og blev aldrig interesserede i at være et mandatområde og krævede deres selvstændighed, men Storbritannien og mandatkommissionens andre medlemmer afviste deres bøn. Med tiden blev det svært at se reelle tiltag fra Storbritannien mod at fremme en senere oprettelse af en palæstinensisk stat. Den arabiske andel af embedsmænd i Palæstina blev ligefrem holdt nede af briterne. Til gengæld blev det jødiske parlament, Knesset, hurtigt anerkendt af den britiske regering (Rahbek 2000:16). Antallet at jødiske indvandrere i Palæstina steg ekspotentielt. Jøderne havde midlerne til at opkøbe den bedste jord og beskæftigede næsten udelukkende kun jødisk arbejdskraft. Det fik store økonomiske konsekvenser for den arabiske befolkning i Palæstina, der mistede et væsentligt indtægtsgrundlag. Det resulterede i 1936 i en omfattende generalstrejke og et oprør, der lammede landet i 6 måneder. 2.4 Peel-kommissionen og den britiske Hvidbog for Palæstina Som reaktion på dette nedsatte de britiske myndigheder Peel-kommissionen. I deres endelige rapport indrømmede de, at det britiske Palæstina-mandat ikke fungerede, da de arabiske og jødiske interesser var uforenelige. På baggrund af Peel-komissionens arbejde og rapport, blev der i 1937 stillet forslag om en opdeling af Palæstina i tre zoner: en arabisk stat (underlagt Jordan), en jødisk stat og et neutralt/internationalt område omkring Jerusalem (Britannica.1 17/12/12). Forslaget ville som konsekvens betyde, at palæstinensere skulle tvangsforflyttes (svarende til det samlede antal jøder i Palæstina på daværende tidspunkt) overfor sammenlagt jøder. Den palæstinensiske befolkning ønskede ikke at give afkald på Jerusalem eller blive lagt sammen med Jordan, og de afviste derfor blankt forslaget igennem den Den Arabiske Højkomité. Daværende leder af Mapai (Landet Israels Arbejderparti), David Ben- Gurion, var tilgengæld åben overfor forslaget, og så det som et skridt på vejen mod en 17

18 endelig overtagelse af Palæstina (Rahbek 2000: 17). Forslaget blev ikke vedtaget, og tankerne om en deling af landet blev begravet til fordel for en binational stat. To år senere, i 1939, offentliggøre briterne deres hvidbog for Palæstina. Ifølge hvidbogen skulle det britiske Palæstina-mandat vare ti år til, hvorefter området skulle opnå selvstændighed. I mellemtiden skulle jødisk indvandring og jordopkøb begrænses. Målet var en uafhængig palæstinensisk stat i løbet af ti år, og denne skulle deles mellem arabere og jøder, sådan at begge parters interesser blev tilgodeset. En såkaldt binational stat. Dette forslag fik afslag af både jøderne og araberne. Det er dog værd at nævne, at dele af den palæstinensiske befolkning var for forslaget, men da den palæstinensiske ledelse anført af stormuftien, Amin al-husseini, forsøger at skifte holdning var det for sent. De mistede befolkningens støtte, da de forsøgte at genoplive det palæstinensiske 1936-oprør. Initiativet glider over til zionisterne (Rahbek 2000: kap. 1), der de næste år sætter alle kræfter ind på at vælte de britiske myndigheder i Palæstina. Peel-komissionens foreslag havde sat tanker i zionisternes hoveder, der: alle talte for etnisk udrensning af palæstinenserne. Den skulle ikke blot finde sted fra den af Peel foreslåede palæstinensiske stat, men fra hele det historiske Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet. (Jensen 2000: 11). Denne udvikling betød for palæstinenserne, at de mistede muligheden for at opgradere deres stilling i mandatadministrationen og for at øge muligheden for dannelsen af en selvstændig palæstinensisk stat. Det får følgevirkninger i form af øget uro og politisk disorganisering blandt palæstinenserne. Kort efter udbryder anden verdenskrig. 2.5 Efterkrigstiden og Palæstinas deling Nazismen og den etniske udrensning af jøderne havde vækket den vestlige verdens dårlige samvittighed og sympati. Palæstinenserne krævede stadig selvstændighed og et øjeblikkeligt stop for jødisk indvandring, og påny forlangte zionisterne, at Storbritannien skulle åbne op for fri indvandring af jøder til Palæstina. I Storbritannien forsøgte man at slippe af med det overordnede ansvar for det palæstinensiske område. Det bedste bud kom imidlertid fra USA, der i sommeren 1945 lagde pres på den britiske regering skulle tillade en indvandring af jøder fra Europa til Palæstina. I efteråret samme år nedsatte den engelske udenrigsminister en anglo-amerikansk komité, 18

19 der skulle undersøge konflikten og problemerne og fremsætte løsningsforslag. Komitéen afslutter sit arbejde i 1946 efter at have besøgt jødiske flygtningelejre i Europa og senere hen de to folk i Palæstina. I Palæstina blev komitéen modtaget af et venligsindet og imødekommende jødisk folk og blev boykottet af palæstinenserne. Komitéen endte med følgende løsningsforslag: 1) jøder fra de europæiske flygtningelejre skulle have lov til at indvandre i Palæstina (...) 2) der skulle oprettes en binational stat under FN s formynderskab med lige ret for begge befolkningsgrupper (Rahbek 2000:32). Forslagene blev forkastet af både palæstinenserne, jøderne og den britiske regering. I 1947 indbringer Storbritannien Palæstina-spørgssmålet til FN og offentliggører her sine intentioner om at afstå det britiske Palæstina-mandat. En ny komité blev nedsat af FN s generalforsamling, UNSCOP (United Nations Special Committee on Palestine), med repræsentanter fra 11 FN-medlemslande. Komitéens formand blev den svenske dommer Emil Sandström. Komitéen fik til opgave at undersøge årsagen til konflikten og, hvis muligt, at finde en løsning derpå. Men UNSCOP blev ligesom den anglo-amerikanske komité mødt med modstand og fjendtlighed fra palæstinenserne og en imødekommen- og venlighed fra det jødiske folk og især zionisterne. På trods af et mere intenst og omfangsrigt arbejde kom UNSCOP i realiteten ikke frem til mere, end hvad Peel-komissionen havde fremlagt 10 år forinden (mideastweb.1 17/12/12). To løsningsforslag blev i d. 25 november 1947 præsenteret for FNs generalforsamling. Ifølge en delingsplan skulle: Palæstina efter en toårig periode, overvåget af FN, (...) deles i en arabisk og en jødisk stat. Jerusalems skulle fremover have en særlig international status, administreret af FN. De to stater skulle endvidere underskrive en tiårig aftale om en økonomisk union som betingelse for selvstændighed. (Rahbek 2000: 37). Det andet forslag lød på, at en uafhængig forbundsstat af jødiske og arabiske områder der skulle være selvstyrende (men ikke selvstændige) og med Jerusalem som hovedstad. Overgangen skulle vare i tre år under FN-kontrol. (Ibid.: 37) For sidstnævnte forslag lød argumenterne: at Palæstina var for lille til at rumme to stater, og at man ikke kunne gennemføre en løsning imod flertallets ønsker (Ibid.: 37). Der var ikke flertal for forslaget, der senere hen er blevet kendt som mindretalsplanen. Men få stemmer afgjorde, at delingsplanen heller ikke opnåede 2/3 flertal af stemmerne i FNs Generalforsamling. Et tredje forslag blev nedsat af de arabiske medlemslande, 19

20 men dette faldt også, og araberne valgte derefter ikke at deltage i arbejdet i de nedsatte underkomitéer (...) Her forpassede de en mulighed for at lodde stemningen som skiftede flere gange. (Ibid.:37). Disse underkomitéer blev akut nedsat af FN for at finde en kompromisforslag. Et forslag der skulle til afstemning kun fire dage efter afstemningen om delingsplanen. 2.6 Resolution 181 Den 29. november 1947 vedtog FN s Generalforsamling Resolution 181 (Ibid.:37). Resolutionen var et kompromis baseret på UNSCOPs oprindelige delingsplan og gav jøderne godt 56% af Palæstinas jord og sikrede ubegrænset jødisk indvandring. De palæstinenserne fik cirka 42% af jorden i Palæstina, tilgengæld skulle de palæstinensere der i forvejen boede på, hvad der nu blev jødisk jord, sikres alle rettigheder af FN. De resterende 2% dækkede området omkring Jerusalem og skulle forblive under international kontrol. Formålet med internationaliseringen af Jerusalem var at bevare respekten for alle religioner (islam, jødedommen og kristendommen) repræsenteret gennem deres respektive helligdomme i byen. Den endelige deling af Palæstina skulle ske i forbindelse med ophøret af det britiske Palæstina-mandat i august Man forsøgte at imødekomme en fornuftig overgang til et demokratisk styre i de to nye kommende stater. Men det var noget tvivlsomt i, at en international instans som FN tillod sig at bestemme og administrere folks jord. Repræsentanter fra det arabiske Palæstina og de arabiske stater modsatte sig med det samme delingen med den begrundelse, at det var en overtrædelse af bestemmelser i FNs charter. Endvidere at forsamlingen havde godkendt en plan, der under omstændighederne var FN uværdig, og at araberne i Palæstina ville modsætte sig enhver ordning, der ville føre til en segregation eller deling af deres land. De jødiske repræsentanter for Palæstina så delingen som et skridt på vejen mod det endelige mål, og da antallet af arabere i Palæstina stadig oversteg antallet af jøder, var denne deling en stor gevinst for jøder og zionister verden over (Ibid.:37). 2.7 Staten Israel Vedtagelsen af resolution 181 førte til mange voldelige udbrud i Palæstina. Situationen blev kun værre, og FNs sikkerhedsråd indkaldte generalforsamlingen til et ekstraordinært møde d. 16. april Men det lykkedes ikke at standse, hvad der nu 20

21 var blevet til en reel borgerkrig imellem palæstinenserne og jøderne. Under alt dette havde briterne travlt med at lukke og pakke administrationen i Palæstina ned. Den 14. maj 1948 proklamerede David Ben-Gurion, jøderne i Palæstinas leder, at staten Israel ville blive oprettet d. 15. maj 1948, hvor de sidste britiske soldater trak sig ud. Samme dag gik arabiske styrker ind i Palæstina og Israel, og krigen var officielt. Staten Israels oprettelse og krigen i 1948 er af palæstinenserne efterfølgende blevet kaldt al-nakba (katastrofen), da det var i denne periode, flertallet af palæstinensere blev fordrevet fra deres land. I mange landsbyer havde man indgået ikke-angrebspagter med de lokale kibbutzer, men begge parters terroriseren stiger ekspotentielt og ligeså antallet af dræbte og sårede. Israel var ikke bare militært overlegne, men deres motivation spillede også en væsentlig faktor. Mindet om holocaust var stadig tydeligt (ibid. 37). Afgørende for forløbet blev jødernes såkaldte Daletplan, og i henhold til denne skulle de jødiske styrker iværksætte operationer mod fjendtlige befolkningscentre der er beliggende inden for eller i nærheden af vort forsvarssystem for at forhindre dem i at blive brugt som baser (...) Disse operationer kan udføres på følgende måde: 1) enten ved at ødelægge landsbyer (...) 2) eller ved at iværksætte finkæmnings- og kontroloperationer efter følgende retningslinjer: omringning og gennemsøgning af landsbyen. I tilfælde af modstand skal den væbnede styrke tilintetgøres og befolkningen jages ud af landet (United Nations.2 17/12/12). Daletplanen resulterede i mange flygtningestrømme. Den israelske regering så det som deres legitime ret at definere og vedtage love, der i realiteten betød, at alle tidligere palæstinensere mistede alle ejendomsrettigheder (Rahbek 2000: 54). I sammenhæng med den psykiske terror og fysiske magtanvendelse, israelerne førte, skete der en systematisk etnisk udrensning af palæstinenserne. For palæstinenserne var der ikke meget hjælp at hente hos de arabiske politikere, vis modsatrettede holdninger og ambitioner kun gjorde situationen mere kompleks for de flygtende palæstinensere. I december 1948 forsøgte man i FN-regi at imødekomme de palæstinensiske flygtningestrømme ved at vedtage resolution 194, der bl.a. skulle være med til at sikre de palæstinensiske flygtninge, der ønskede at vende tilbage til deres hjem og leve i fredelighed med deres naboer, skulle have mulighed for dette på den nærmest mulige dato. For de der valgte ikke at vende tilbage, skulle der sikres kompensation. 21

22 I maj 1949 bliver Israel så optaget i FN, og Israel erklærer herved at det betingelsesløst ville acceptere og honorere de forpligtelser der lå i FN s charter. (Ibid.:100). Derudover skrives også både resolution 181 af november 1947 (delingsplanen) og resolution 194 af december 1948 (om bl.a. flygtningens ret til at vende tilbage til Palæstina) ind i optagelseserklæringen (United Nations.3 17/12/12). I realiteten betød dette, at Israel forpligtede sig til at diskutere og handle omkring flygtningespørgsmålet, men ikke længe går der, før Israelerne erklærede at kun en officiel arabisk anerkendelse af den jødiske stat kunne bane vej for alvorlige forhandlinger om flygtningene. Men samtidig havde Israel gjort det umuligt for flygtningene at vende tilbage; de havde konfiskeret deres jord og ejendom, jævnet 400 landsbyer med jorden og ladet jødiske indvandrere flytte ind i de forladte huse. (Rahbek 2000:101) Den 13. december 1949 gør Israel Vestjerusalem til hovedstad, Israel har vundet uafhængighedskrigen, som den efterfølgende er blevet kaldt i Israel. Palæstinenserne mistede ikke kun land til Israel, de mistede også Vestbredden (Østjerusalem) til Transjordanien, som i 1950 annekterede området og gjorde det til en del af det senere Jordan. Gaza-striben var besat af Egypten, og da ingen andre arabiske lande ville tage imod de godt palæstinensiske flygtninge, blev det hurtigt klart, at store dele af den palæstinensiske befolkning ville få lov til at blive splittet op som gruppe i Gaza-striben, på Vestbredden, i Israel og i de arabiske nabolande, (...) hundredevis af dem i FN-lejre. (Palæstina-info.1 17/12/12) Konflikten mellem det palæstinensiske folk og Israel blev nu en regional kamp imellem Israel og de omkringliggende arabiske lande, hvor palæstinenserne blot var et redskab i de arabiske landes skiftende interne alliancer og stridigheder. Palæstina-problemet blev inkorporeret i den generelle situation i den arabiske verden, og endnu mente også palæstinenserne at vejen til Palæstina skulle gå gennem arabisk enhed (Rahbek 2000:133) De næste årtier brugte israelerne tiden til at konsolidere deres nye stat: 370 jødiske bosættelser blev opført i tiden indtil 1953, og i samme periode indvandrede jøder fra udlandet. I 1966, 18 år efter den israelske statsoprettelse, var zionisternes mål fra 1897 stort set nået: palæstinenserne var enten fordrevet, flygtet eller gjort til et politisk umyndigt, økonomisk ubetydeligt og afhængigt mindretal. Over 90 procent af landets samlede vandreserver var bragt under den jødiske stats kontrol. I 1967 havde 22

23 israelerne nået deres vigtigste mål. Der var dannet en nationel, etnisk-religiøs afgrænset stat, hvis jødiske befolkning var begyndt at forstå sig som folk og nation (Palæstina-info.1 17/12/12) og blikket blev nu rettet fremad mod at udvide den jødiske stats territorium. 2.8 PLO I 1964 træder palæstinenserne igen ind på den politiske scene med dannelsen af PLO (Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation). Ideen med PLO var at skabe en sammenhængende palæstinensisk modstandsbevægelse, som sammen skulle kæmpe for et selvstændigt Palæstina. Før dannelsen af PLO havde der været en lang række selvstændige oprørsgrupper som f.eks. Fatah (Se Fatah afsnit), men der var kun sporadisk samarbejde mellem grupperne. Det blev nu tydeligt, at palæstinenserne syntes at mangle en fælles front imod Israel (Jensen 2000: 11). I de første år efter PLO s dannelse blev organisationen mødt med en del skepsis af de etablerede oprørsgrupper. PLO s politik var nemlig fra starten, at en diplomatisk løsning var den eneste vej for et selvstændig Palæstina. Dette betød, at PLO anerkendte Israels ret til at eksistere og gennem forhandlinger forsøgte at give Gaza-striben og Vestbredden selvstyre og ikke hele det historiske Palæstina, som eksempelvis var strategien for Fatah og andre væbnede oprørsgrupper. Det var først mellem 1968 og 1969, at PLO s charter blev ændret fra den generelt diplomatiske og panarabiske tilgang til befrielsen af Palæstina, som havde hersket siden PLO s oprettelse. I stedet blev en mere aggressiv, militær linje lagt af PLO, som nu anerkendte at væbnet kamp er den eneste mulige vej til befrielsen af Palæstina (Ibid.: 16) 2.9 Seksdagskrigen Den arabisk-israelske konflikt intensiverede op gennem 1960 erne. Syrien indgik en forsvarsalliance med Egypten i 1966, da også situationen imellem Syrien og Israel var spidset til. I April 1967 kuliminerede situationen, da Israel satte israelske bønder til at pløje jord i en demilitariseret zone trods FNs sikkerhedsrådsresolutioner og våbenhvileaftalen. Syrerne reagerede ved at skyde efter de israelske bønder. Som modsvar indsatte Israel både fly og kampvogne i Syrien og truede med at besætte Damaskus. Så galt gik det ikke, men truslen skulle primært advare Syrien om ikke at 23

24 lade den palæstinensiske modstandsgruppe Fatah foretage militære operationer. (Rahbek 2000:136). Egyptens præsident Nasser forsøgte, trods forsvarsalliancen med Syrien, at holde sig udenfor de syrisk-israelske kampe. Men Nasser var i juni 67 nødsaget til at komme Syrien til undsætning og beordrede sine tropper ind i Sinai ved den egyptiske-israelske grænse. Men de israelske tropper rykkede hurtigt frem og besatte Sinai, Vestbredden og Golan-højderne mod nord. I løbet af seks dage i juni lykkedes det israelerne at besætte et område fire gange større end Israel. Der har efterfølgende været skiftende meninger om hvorvidt, det var Israel, der fremprovokerede krigen, og hvorvidt det handlede om Israels territoriale ambitioner eller at værne om dets territorium (Ibid.: ). Krigens væsentligste konsekvenser blev, at Israel overtog kontrollen med Gaza-striben, Vestbredden og Golanhøjderne og Suezkanalen, der indtil 1975 blev lukket for gennemsejling. Derudover fordrev Israel jordanerne fra Jerusalem, og 6000 palæstinensere blev som konsekvens fordrevet fra deres hjem. Både Syrien, Egypten og Jordan led store militære nederlag Resolution 242 Hverken FN s generalforsamling eller sikkerhedsrådet havde haft held med at forhindre krigen, men kort efter krigens afslutning vedtager generalforsamlingen resolution 242 (United Nations.4 17/12/12), med det formål endnu en gang at forsøge at skabe fred i Mellemøsten. Resolutionen er opdelt i fire artikler, hvor artikel 1 fokuserer på fred i Mellemøsten, herunder forpligtes Israel til at trække alle sine væbnede styrker ud af alle områder besat under krigen, endvidere skal alle stater i området imødekomme hinanden med en gensidig respekt og anerkendelse af andre staters suverænitet. Artikel 2 handler om at garantere fri gennemsejling gennem områdets internationale vandveje samt en retfærdig løsning på flygtningespørgsmålet. Nødvendigheden af en fredsmægler i denne proces påpeges i artikel 3, og artikel 4 kræver dennes arbejde uddybet. På trods af at Israel hverken respekterede eller accepterede resolutionen, har den siden dens vedtagelse dannet ramme for håndteringen af de områder, Israel besatte i De efterfølgende årtier så man gang på gang, Israel demonstrere sin militære overlegenhed: i 1973 i Yon Kippur-krigen og igen i 1982 da Israel invaderede Libanon, hvor målet var at ramme palæstinensiske modstandsgrupper placeret på den libanesiske side af grænsen. 24

25 2.11 Den første intifada De palæstinensiske frustrationer over Israels besættelse siden 1967 var stødt stigende. Så det blev dråben, der fik bægeret til at løbe over, da en israelsk lastbil i 1987 kørte ind i en palæstinensisk personbil, og fire civile palæstinensere blev dræbt (Faktalink.1 17/12/12). Situationen kulminerede, og dagen efter udbrød store sympatidemonstrationer i Gaza-striben. Demonstrationerne udviklede sig voldsomt og spredte sig hurtigt til andre palæstinensiske områder. I årene op til 1987 havde PLO, med Yasser Arafat i spidsen, haft base i Beirut, Libanon. Men med Israels invasion af Libanon i 1982 kom også PLO under angreb og til trods for massiv kritik fra det internationale samfund, lykkedes det Israel af fordrive PLO, og Yasser Arafat måtte opgive sin base i Beirut. Dette fremprovokerede oprettelsen af den libanesiske shiamuslimske gruppe Hizbollah. Hizbollahs primære militære mål var modstanden imod Israels besættelse. Hizbollahs opererede med succes, og det resulterede i 1985 i, at Israel trak sig tilbage og forsøgte at oprette en sikkerhedszone ved grænsen til Sydlibanon i et forsøg på at skærme Israel for angreb fra Hizbollah. Israel begyndte at lide større tab end tidligere og mistede nu hurtigt den militære legitimitet blandt sin befolkning. Med et vendte stemningen blandt den palæstinensiske befolkning, hvem det gik op for, at de måtte tage kampen for frihed i egen hånd. Kombinationen af mange års undertrykkelse og nyfunden optimisme resulterede i, hvad der efterfølgende er blevet kaldt den første intifada. Intifada er arabisk for: at ryste af sig (Jerichow 2009:81). Intifada sættes oftest i forbindelse med ovennævnte oprør i Palæstina og Israel. Sidenhen er begrebet også blevet brugt om andre arabiske og muslimske oprør rundt om i verden. Blandt unge palæstinensere opstod i samme tid et nyt begreb: libanonisering. Begrebet opstod som følge af det succesrige oprør i Libanon. De unge palæstinensere ønskede det samme, de ville en libanonisering. Palæstinensiske børn og unge kastede sig uden tøven ud i sammenstød med israelske soldater, hvilket bragte Israel i en moralsk forlegenhed. Soldater, der var trænet til krig, var nu i nærkamp med børn og unge. (Ibid.:81) PLO forsøgte at lede det palæstinensiske oprør fra deres nye hovedkvarter i Tunesien, men det lykkedes kun i et begrænset omfang. Lokale grupper som den islamiske organisation Hamas havde mere indflydelse på udviklingen. Formålet med intifadaen var at få Israel til at efterleve FN s resolutioner: Israel skulle trække sig tilbage fra de 25

26 besatte områder, palæstinensiske flygtninges rettigheder skulle sikres og palæstinenserne ønskede en uafhængig stat. (Faktalink.1 17/12/12) Da intifadaen ebbede ud i 1991, havde den kostet mange liv, og tabene var store for begge sider dog størst for palæstinenserne. Verdens øjne rettedes nu mod et andet sted i Mellemøsten. Irak havde invaderet Kuwait. Yasser Arafat og PLO støttede officielt Saddam Hussein i Irak i den tro, at Hussein ville blive den stærke mand, der kunne samle alle de arabiske lande imod Israel. FN vedtog med det samme resolution 660, der fordømte den irakiske invasion af Kuwait, men Saddam Hussein nægtede. Hvorfor skulle han lystre, når Israel ikke havde trukket sig tilbage fra områderne besat under seksdagskrigen i Gælder FN s resolutioner ikke for alle? (Adjunkten.1 17/12/12) Med Saddam Husseins henvisning til Israel-Palæstina konflikten udstilledes de vestlige landes dobbeltmoral: Hvorfor skulle Saddam Hussein adlyde en FN-resolution om tilbagetrækning fra Kuwait, når Israel trodsede FN mht. Tilbagetrækning fra Vestbredden og Gaza? (Adjunkten.1 17/12/12) 2.12 Oslo-aftalen I 1991 lykkedes det den amerikanske udenrigsminister, James Baker, at overtale de politiske ledere i Syrien, Libanon, Jordan og Israel til at mødes ved en fredskonference i Madrid. Dog afhang en israelsk deltagelse af PLO s fraværelse. Det primære problem var derfor at finde palæstinensiske repræsentanter, israelerne gad forhandle med. Problemet blev løst ved at lade palæstinenserne indgå i en fælles jordanskpalæstinensisk delegation (Rahbek 2000:269). Efter Madridkonferencen fortsatte de officielle forhandlinger primært i Washington. Uofficielt blev der i maj 1992 dannet grobund for forhandlinger mellem Israel og PLO. I en samtale mellem nordmanden, Terje Rød-Larsen, fra det norske FAFO, norsk samfundsvidenskabeligt forskningsmiljø, og den israelske politiker, Yossi Beilin. Terje Rød-Larsen nævnte de fastkørte forhandlinger i Washington og foreslog at Norge kunne lægge hus til direkte forhandlinger mellem PLO og Israel. (Ibid.:275). Dette faldt i god jord, og i januar 1993 indledtes de første forhandlinger mellem PLO og israelerne i Oslo. Møderne strakte sig over de følgende otte måneder. Det mundede i sidste ende ud i den såkaldte Oslo-aftale. De vigtigste elementer var PLO s anerkendelse af Israel og 26

27 dets ret til at eksistere. Endvidere Israels anerkendelse af PLO som legitim repræsentant for det palæstinensiske folk. Derudover skulle der oprettes et palæstinensisk selvstyre i 1994, der senest i 1999 skulle føre til en selvstændig stat. Der var stadig mange problemer, der ikke var fundet en reel løsning på, men en fredsproces var med aftalen sat i gang, og eventuelle problemer måtte løses hen ad vejen (Adjunkten.1 18/12/12) Det palæstinensiske selvstyre Det palæstinensiske selvstyre i Gaza-striben og på Vestbredden skulle dannes med PLO og Arafat i spidsen. Men det var svært at omstille en guerillaorganisation til en ansvarlig og demokratisk statsmyndighed. Arafat agerede i realiteten som diktator i selvstyret, der i høj grad var korrupt og i hvert fald udemokratisk (Adjunkten.1 17/12/12). På palæstinensisk side var Hamas imod Oslo-aftalen. De ønskede at fortsætte den militære kamp mod Israel, for at de flere millioner palæstinensiske flygtninge kunne vende tilbage. Det palæstinensiske folk skulle træffe et svært valg. Ville de støtte den korrupte Arafat eller den terrorstemplede organisation Hamas? Valget til det palæstinensiske selvstyre i 1996 viste, at Arafat og PLO ikke havde den nødvendige opbakning blandt palæstinenserne til at forhandle videre med israelerne. I Israel havde den siddende regering også sit at slås med. Ekstremistiske jødiske bevægelser nægtede at opgive deres kamp for den jord, som Gud havde lovet dem, og i Gaza-striben og på Vestbredden var de israelske bosættere imod Oslo-aftalen. I 1995 blev Rabin myrdet af en ekstremistisk jøde, for at "forråde" Israel og i 1996 vandt Likud-partiet, som var modstandere af fredsprocessen, parlamentsvalget i Israel. (Adjunkten.1 17/12/12). Den palæstinensiske modstandsbevægelse, Hamas, var blevet verdenskendt for sine selvmordsaktioner i Israel. Disse fortsatte, og Israel nægtede derfor at leve op til deres del af Oslo-aftalerne: Israel overskred fristerne for tilbagegivelse af territorium, og man kunne ikke blive enige om Jerusalems status, spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage og de israelske bosættelser i de besatte områder. (Adjunkten.1 17/12/12) 27

28 Den ønskede fredsproces efter Oslo-aftalen var langsomt men konsekvent gået i stå, hvilket den amerikanske præsident, Bill Clinton, forsøgte at imødekomme, ved at invitere de involverede parter til sit landsted Camp David Camp David 2000 Det er en udbredt opfattelse, at der under forhandlingerne i Camp David i sommeren 2000, fra israelsk side blev givet store indrømmelser og forslag til fordel for en mulig fredsløsning mellem Palæstina og Israel (Palaestina Info.2 17/12/12). Mødet fandt sted mellem Bill Clinton, Ehud Barak den daværende israelske premierminister og Palæstinas daværende præsident, Yasser Arafat. I en analyse af forhandlingerne i Camp David 2000 argumenterer Robert Malley og Hussein Agha, der begge var til stede, for, at ovenstående opfattelse ikke tager højde for historien, dynamikken i forhandlingerne og relationerne mellem de tre parter. På grund af dette har udlægningen af processen fejlet, og hvorfor hvad så mange så som et generøst israelsk tilbud, er af palæstinenserne altid blevet opfattet som hverken generøst, ej israelsk og på ingen måde et tilbud. Alle parter tog del i forhandlingerne med hver deres syn på sagen, hvilket i sidste ende betød hver deres meget forskellige tilgang til konflikten. R. Malley og H. Agha har analyseret sig frem til, at især tre ting har ligget til grund for Baraks handlinger: For det første en antipati overfor ideen om de gradvise skridt, der lå til grund for Oslo-aftalen. Efter hans opfattelse havde Israel betalt en for høj i pris ved gennem de foregående syv år at kalde tropper tilbage fra områder i Gaza-striben og Vestbredden. En anden aksiom for Barak var, at palæstinenserne kun ville gå med til et kompromis, hvis de var overbeviste om, at der definitivt ikke var anden mulig løsning. For det tredje var det altafgørende at sikre en offentlig israelsk ratificering af en eventuel aftale, og en hver politisk friktion i Israel måtte minimeres undervejs. Det var derfor også en 'alt eller intet'-tilgang, Barack mødte op med. (The New York Book Review of Books.1 17/12/12) Samtidig var Arafat, som repræsentant for palæstinenserne, blevet noget usikker og utryg ved de israelske signaler, og der var i højere grad grund til at tvivle på, om Israel havde reelle hensigter med forhandlingerne og fredsprocessen. Stadig så Barak helst Oslo-aftalen rullet af bordet og i stedet formuleret en ny endelig aftale, der også ville være lettere at få igennem i Israel ved en folkeafstemning 28

29 (Palaestina Info.2 17/12/12) Og sagde Arafat nej, ville det se det ud som om, det er Israel, som tilbyder fred, mens palæstinenserne dybest ikke kan eller vil lave en endelig fredsaftale. (Ibid. 17/12/12) Men Arafat havde så at sige sine bekymringer ved at deltage i et sådan forhandlingsmøde, hvor en endelig aftale skulle indgås, med så kort varsel og ingen forudgående forhandlinger, men han blev overtalt, respektive tvunget til at deltage af Clinton. (Ibid. 17/12/12) Dog blev det aldrig til reelle forhandlinger i Camp David. Kun en gang mødtes Arafat og Barak ansigt til ansigt, og her blev intet nedskrevet. Clinton agerede i høj grad mægler, og hvad der siden er blevet omtalt som et generøst tilbud fra Israel, havde under mødet blot karakter af amerikanske ideer (Ibid. 17/12/12), da det var Clinton, der under Camp David blev sendt på visit hos Arafat for at lufte ideen om delt suverænitet (Ibid. 17/12/12). Og det var her man kom tættest på en egentlig forhandlingsskitse. Det var altså i sandhed højst tvetydigt, hvad der reelt var på bordet af forhandlingsforslag i Camp David. Ikke desto mindre lykkedes det for Israel at få det til at se ud som om Israel under Camp David gav palæstinenserne et generøst tilbud, som Arafat sagde nej til. Denne tolkning er imidlertid mest af alt en dygtig iscenesat israelsk myte. Camp David var ikke Baraks forsøg på at videreføre Oslo-processen, men hans klare strategi for at få den aflivet - og det lykkedes desværre alt for godt. (Ibid. 17/12/12) 2.15 Den anden intifada Efter sammenbruddet af forhandlingerne i Camp David eskalerede konflikten endnu en gang, da den daværende israelske forsvarsminister, Ariel Sharon, besøgte Tempelpladsen i Jerusalem. Besøget blev årsagen til nye sammenstød imellem palæstinensiske demonstranter og israelske soldater, og endnu en gang overtog de israelske styrker magten over hele Vestbredden (Jerichow 2009:83). Urolighederne og volden blomstrede atter op igen. Det nye oprør adskilte sig på flere måder fra det første. Denne gang var det ikke palæstinensiske børn, der spontant kastede med sten efter israelske soldater, men derimod bevæbnede aktivister. Den anden intifada blev generelt domineret af palæstinensiske selvmordsangreb og bombeattentater. Israel svarede prompte igen, mange aktivister og ledere med forbindelse til PLO blev dræbt, og det 29

30 palæstinensiske selvstyre blev opløst. Israelerne satte vejspærringer op, som skulle give dem muligheden for at kontrollere de besatte områder (Jerichow 2009: kap. 5). Den anden intifada kostede mange menneskeliv. Især i Gaza-striben forekom urolighederne meget voldelige, men også Vestbredden blev et knudepunkt, især da de israelske styrker prøvede at presse det palæstinensiske selvstyre og indespærre den palæstinensiske præsident Yasser Arafat. Begrundelsen for dette var, at Arafat, ifølge Israel, skulle føre et dobbeltspil, hvor i gennem han på den ene side ønskede fred med israelerne, men i virkeligheden støttede op om de terrorhandlinger, der blev udført af palæstinensiske demonstranter (Ibid.). 3. Fatah og Hamas Dette afsnit indeholder en redegørelse over de to grupperinger, Fatah og Hamas, samt deres organisationer. Til sidst findes en redegørelse for den palæstinensiske historie efter konflikten mellem Fatah og Hamas brød ud frem til i dag. 3.1 Fatah Den palæstinensiske oprørsgruppe, Fatah, blev dannet mellem 1958 og 1959 i Kuwait af Yasser Arafat, Salah Khalef og Khalil al-wazir. Dette skete i en tid, hvor de omkringliggende arabiske lande over længere perioder havde kæmpet for palæstinensernes sag, og hvor Israel-Palæstina konflikten blev anset som en fælles arabisk konflikt, hvor alle arabiske stater stod sammen mod Israel. Denne panarabisme betød, at den palæstinensiske befolkning ikke før havde haft en oprørsgruppe bestående udelukkende af palæstinensere, som ikke anså konflikten som et samlet arabisk problem, men derimod en palæstinensisk problemstilling som i sidste ende skulle løses af palæstinenserne selv. Fatah afskrev ikke de arabiske nationernes hjælp i kampen for et selvstændigt Palæstina. De ønskede at vise omverdenen, at den palæstinensiske befolkning selv kunne kæmpe for deres sag og ikke lod de arabiske naboer kæmpe deres sag, på trods af deres militære overlegenhed i forhold til palæstinenserne. Fatah begyndte en væbnet kamp mod israelerne og begyndte at udføre angreb mod israelske mål i det historiske Palæstina. Som følge blev de hurtigt symbolet på den selvstændige, palæstinensiske oprørskamp. På trods af denne klare rolle som 30

31 palæstinensernes egen oprørsgruppe, var Fatah nødsaget til gradvist at distancere sig selv fra de palæstinensiske områder på grund af øget militært pres fra de israelske tropper samt en stigende modvilje blandt den palæstinensiske befolkning. Det fik som konsekvens, at Arafat i 1967 flyttede Fatahs hovedkvarter til Jordan. Hvor kampen fortsatte over den jordanske grænsen. De kom hurtigt i karambolage med Jordans konge grundet israelske gengældelses angreb på Fatah, som også ramte jordanske soldater og civile. De blev endnu en gang tvunget til at flytte hovedkvarter, da jordanske soldater med vold tvang Fatah over grænsen i Det næste stop for Fatah blev de palæstinensiske flygtningelejre syd for Beirut i Libanon, hvor gruppen blev en vigtig fraktion i den libanesiske borgerkrig. Samtidig fortsatte de angrebene over grænsen mod de israelske styrker. Som følge af Israels invasion af Libanon i 1983 blev Fatah endnu en gang tvunget til at flytte deres hovedkvarter. Denne gang til Tunesien. Først i 1994 kunne Fatah vende tilbage til de besatte områder i Palæstina, først i Gaza-striben og senere på Vestbredden, hvor Fatahs hovedkvarter fortsat ligger den dag i dag. (Bröning 2011: s ) Fatah og PLO Det er nødvendigt også at inddrage PLO, når man redegør for Fatah og deres politik. Selvom at Fatah og PLO er to helt forskellige organisationer, har de to parter været næsten uadskillelige gennem mange årtier i palæstinensisk politik. PLO, eller Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, blev dannet i Kairo i Ideen med PLO var at skabe en sammenhængene palæstinensisk modstandsbevægelse, som sammen skulle kæmpe for et selvstændigt Palæstina. Før dannelsen af PLO havde der været en lang række selvstændige oprørsgrupper som f.eks. Fatah, men der var kun sporadisk samarbejde mellem grupperne, og palæstinenserne syntes at mangle en fælles front mod Israel. (Jensen 2000: s. 11) I de første år af PLO s dannelse, blev organisationen mødt med en del skepsis fra de etablerede oprørsgrupper. En koalition kunne i oprørsgruppernes øjne lede til samarbejde med andre grupperinger af anden religiøs eller ideologisk overbevisning. Denne frygt for samarbejde med uønskede oprørsgrupper var en af grundende til, at Yasser Arafat til start afviste at indlemme Fatah under PLO. Dertil lå også frygten for, at Fatah skulle miste støtten fra den palæstinensiske befolkning, hvilket gruppen havde formået at opbygget gennem sin væbnede kamp mod israelske styrker. Desuden adskilte 31

32 PLO og Fatah sig fra hinanden i deres syn på vigtigheden af væbnet oprør og anerkendelsen af Israels ret til at eksistere. PLO s politik var nemlig fra starten, at en diplomatisk løsning var den eneste vej for et selvstændig Palæstina. Dette betød, at PLO anerkendte Israels ret til at eksistere og forsøgte gennem forhandlinger at give Gazastriben og Vestbredden selvstyre og ikke hele det historiske Palæstina, som var strategien for Fatah og andre væbnede oprørsgrupper. Det var først mellem 1968 og 1969 at PLO s charter blev ændret fra den generelt diplomatiske og panarabiske tilgang til befrielsen af Palæstina, som havde hersket siden PLO s oprettelse. I stedet blev en mere aggressiv, militær linje lagt af PLO (Jensen 2000: s. 16). Denne nye politiske linje i PLO var afgørende for organisationens rolle i palæstinensisk politik. Ved at acceptere den væbnede kamp begyndte en lang række af militante grupper i Palæstina at lade sig indlemme i PLO. I 1969 overtog Arafat kontrollen med PLO. Fatah blev som følge heraf den største magtfaktor blandt PLO s forskellige grupperinger. Denne position har Fatah bibeholdt fra 1969 og til i dag (Jensen 2000: s. 17) Fatahs politiske linje I modsætning til andre palæstinensiske grupperinger er Fatah ofte blevet anklaget for at have en ikke-eksisterende ideologisk tilgang til deres politik. Selvom Fatah beskriver sig selv som et socialistisk parti, har denne ideologiske tilgang ikke været synlig i den førte Fatah politik. Flere kritikere ser Fatahs tilknytning til socialisme som et forsøg på at skabe en form for indiskutabel sammenkædning mellem Fatah og andre socialistiske partier verden over. Dette har ført til, at Fatah har fjernet sig gradvist fra den oprørsbevægelse, den var engang og i stedet påtaget sig en mere rendyrket politisk rolle i palæstinensisk politik. Dette tydeliggøres også i det faktum, at Fatah er blevet fjernet fra det internationale samfunds terrorliste. I stedet anses de som et sekulært, palæstinensisk parti, som kæmper for befrielsen af Palæstina gennem politisk dialog og diplomati frem for væbnet opstand. Selvom de væbnede grupperinger er stærkt knyttet til Fatah, fører de stadig et væbnet oprør imod de israelske styrker, og Fatah har i høj grad afvæbnet sig selv med det formål at føre en politisk kamp mod Israel. Fatah har ikke en væsentlig religiøs agenda, sammenlignet med organisationer som Hamas. (Bröning 2011: s. 59) 32

33 3.1.3 Nøglefigurer i Fatah Yasser Arafat Arafat startede sin politiske og væbnede karriere med dannelsen af Fatah i 1958, og han fortsatte indtil sin død i 2004 med at diktere den palæstinensiske modstandskamp, både ved stiftelsen af Fatah, som leder af PLO og senere som præsident for PNA ( Palæstinensiske National Autoritet). Igennem sin indflydelse har Arafat formået at gøre Fatah til en uundværlig størrelse i palæstinensisk politik, hvor Fatah har fungeret som grundpillen i både PLO og PNA. Igennem sin kamp for palæstinensisk befrielse, havde Arafat ingen problemer med at ty til væbnet kamp for at opnå sine mål. Denne væbnede kamp blev dog som udgangspunkt ikke ført af Fatah selv, men derimod af bevæbnede grupper, som modtog støtte og vejledning fra Fatah. Det var først efter Arafats død, at Fatah begyndte at miste sin indflydelse på palæstinensisk politik, som følge af den palæstinensiske befolknings manglende tiltro til partiets evne til at forhandle med Israel Mahmoud Abbas Mahmoud Abbas er en anden væsentlig figur i Fatah og i palæstinensisk politik. Mens Arafat indtog præsidentembedet for PNA, indtog Mahmoud Abbas rollen som både premierminister samt rollen som formand for Fatah. Dette blev en væsentlig faktor for Fatah og især verdenssamfundets syn på partiet. Abbas begyndte en afvæbning af de militser, som før havde fungeret som Fatahs militære gren. Andre formænd for Fatah havde tidligere forsøgt at afvæbne disse militser, men Abbas havde midlerne og viljen til at begynde en omfattende kampagne mod bevæbnede grupper, der kæmpede i Fatahs navn. I 2003 begyndte afvæbningen for alvor, og Abbas formåede at omlægge Fatah fra at føre en væbnet kamp til udelukkende at fokusere på diplomatiske forhandlinger med Israel. (Bröning 2011:59) Fatah i dag og i morgen Med udgangspunkt i interviewet med journalisten Anders Jerichow (bilag 2) kan Fatahs fremtid som politisk parti diskuteres. Jerichow ser en opdeling i Fatah mellem den etablerede parti-top samt en stor gruppe af unge aktivister, som er utilfredse og er af den holdning at Fatahs ledelse ikke har gjort nok for en løsning af den palæstinensiske sag. Jerichow beskriver i interviewet den interne problemstilling i Fatah, mellem den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og de nye unge ledere, således: Abbas tror 33

34 jeg ikke er særlig korrupt selv, men han omgiver sig med folk der er under sejlivede beskyldninger for korruption ( ) Men han har ikke skabt nogen forhandlingsløsning og han har omgivet sig med folk der er korrupte og han har ikke givet plads for de unge, nye ledere som vil have at der skal ske noget. Så han er blevet mere og mere svækket (Jerichow 2012 eget interview) Som Jerichow også påpeger, er Fatahs top blevet beskyldt for korruption, og dette er en af de klare grunde til en begyndende opdeling af partiet. Det er både Fatahs evne til at skabe en forhandling med Israel men også forholdet til Hamas, der bliver diskuteret. Det mest interessante er spørgsmålet om, hvem der skal efterfølge Abbas som Palæstinas præsident, og hvordan vil det have indflydelse på den førte politik i Fatah. Et muligt bud på en efterfølger ville ifølge Jerichow være politikeren Mustafa Barghouti, der som følge af sin diplomatiske og ikke-voldelige tilgang ville have gode muligheder for forhandlinger med Israel. Men netop denne ikke-voldelige tilgang har skadet den folkelige opbakning til Mustafa Barghouti. Han ville være israelernes første prioritet som præsident men ikke det palæstinensiske folks første prioritet. Jerichow siger om Mustafa Barghouti: (...) han er en god politisk leder, han forstår hvad der rør sig. Og han forsøger at formulere et politisk våben som bygger på den her frustration og det våben han bygger er farligt for Israel, fordi det er ikke-voldeligt ( ) Og om Mustafa Barghoutis opbakning fra folket, siger Jerichow: ( ) jeg ved ikke om jeg tror at han kunne skaffe sig den opbakning som ville gøre ham til så farlig en kraft. Men jeg tror at han er den stærkeste faktor (Jerichow 2012 eget Interview). Det bedste bud på en stærk efterfølger for Mahmoud Abbas ville ifølge Jerichow være Marwan Barghouti, fætter til den førnævnte Mustafa Barghouti. Marwan Barghouti sidder fængslet i Israel på grund af sin rolle i de to intifadaer. Marwan Barghouti har tidligere været nævnt som en mulig efterfølger for Abbas og stillede i 2005 op som modkandidat til netop Mahmoud Abbas, selvom at han forsat sidder fængslet i Israel (Washingtonpost.1 2/12/12). Jerichow ser også Marwan Barghouti som en potentiel præsidentkandidat. Min opfattelse er, at den potentielt største palæstinensiske leder lige nu, det er jo en anden Barghouti. Marwan Baghouti som sidder i fængsel ( ) modsat Mustafa så har han sine papirer i orden når det gælder palæstinensisk troværdighed. (Jerichow 2012 eget 34

35 interview). Det er ifølge Jerichow tydeligt, at der er en stærk opdeling i den palæstinensiske befolkning. Både mellem Fatah og Hamas, men også mellem de palæstinensere, der ønsker en fredelig løsning på konflikten og dem, der ser vold som den eneste vej for et frit Palæstina. I Fatah bliver denne opdeling tydeliggjort i opgøret mellem de unge medlemmer og den etablerede partiledelse. Men ifølge Jerichow er det ikke klart, hvem der vil vinde magten i Fatah og i den palæstinensiske regering som Abbas efterfølger. På et eller andet tidspunkt bliver han nødt til at gå (Abbas red.). Hvem skal så have magten? Er det de unge brushoveder ( ) eller er det nogen af de fede, korrupte katte. Det er fuldstændig uafklaret. Den der kan bygge broen, det er ham der sidder inde i fængslet. (Jerichow 2012 eget interview) 3.2 Hamas Hamas (Harakat al-muqawamah al-islamiyya) kan med sine paramilitære rødder, betegnes som en lukket og kompleks organisation. Derfor er oplysninger om organisationen Hamas ikke lettilgængelige Det Muslimske Broderskab Hamas udspringer af Det Muslimske Broderskab (DMB), som er en islamistisk bevægelse med rødder i flere arabiske lande. DMB blev grundlagt i Egypten af Hassan al-banna i 1928 og anses for at være en af de bevægelser, der senere hen har givet politiske og religiøse bevægelser i Mellemøsten inspiration til at kæmpe for deres sag. I Egypten opstod DMB med det formål at kæmpe imod det vestlige kolonistyre og omdanne den sekulære egyptiske stat under Kong Faruk til en islamisk stat. DMB s første afdeling i Palæstina opstod allerede i 1945, men blot to år efter var der mere end 24 lokalafdelinger. Bevægelsen opnåede på kort tid stor popularitet i Palæstina ved at modsætte sig FN s delingsplan (Forsvaret.1 10/12/12). Vi kan i dag se, hvordan Hamas rødder i DMB tydeligt går igen i eksempelvis deres, anspændte forhold til FN og den vestlige verden. I de palæstinensiske områder afstod DMB fra at deltage i den væbnede kamp mod Israel. I stedet blev der sat fokus på at islamisere samfundet gennem kulturelle institutioner og socialt arbejde. Bevægelsen var overbevist om, at dette i sidste ende ville føre til en fredelig islamisk magtovertagelse. Dog blev det 35

36 efterhånden vanskeligt for DMB at fastholde sin ikke-aktivistiske politik over for det israelske styre Organisationen Hamas, som vi kender organisationen i dag, blev oprettet ved udbruddet af den første intifada i december Navnet Hamas henviser til, at det er en islamistisk modstandsbevægelse. Grundlæggeren af Hamas var Sheik Ahmad Yassin, som blev likvideret af israelske sikkerhedsstyrker den 22. marts Hamas kobling af det humanitære arbejde og den væbnede kamp indikerer, at organisationen fra starten har været bevidst om, at legitimitet i befolkningen er en forudsætning for at kunne føre en væbnet kamp imod Israel (ibid.) Økonomi Hamas likvider anslås til at udgøre ca. 50 millioner US-dollars. Den primære økonomiske støtte kommer fra Iran, men også den palæstinensiske diaspora bidrager på forskellig vis. Derudover udgør private donationer fra rundt omkring i verden også en væsentlig del af støtten (Hroub 2006: kap. 10). Økonomiske sanktioner udgør derfor kun en svag trussel for Hamas. Den brede økonomiske opbakning bør også læses som et udtryk for en bred opbakning til Hamas uden for Palæstinas grænser Militær Den militære gren af Hamas, Izz-al-Din al-qassam brigaden, er opkaldt efter en arabisk helt. Brigaden er opdelt i mindre og operative celler, som blandt andet mobiliseres ved angreb, hvilket også er med til at karakterisere den stærke kontrol- og kommandostruktur, der findes i Hamas. Organiseringen af Hamas væbnede gren indikerer, at Hamas er designet til nålestikoperationer, samt at det er særdeles vanskeligt at nedkæmpe den militære del af Hamas. I princippet kræver hver militære operation toppens godkendelse, men der er set flere eksempler på, at de operative celler handler autonomt, og at denne kontrol- og kommandostruktur derfor ikke altid har fungeret optimalt (Newsday.1 17/12/12). Hamas anses i høj grad for at være en militær organisation blandt andet på grund af de mange selvmordsangreb i Israel, de står bag. Det første selvmordsangreb planlagt af Hamas fandt sted i 1994 og blev udført som modangreb på en israelsk bosætters drab af 36

37 29 palæstinensere i Abrahimi Moskéen. Før det blev Hamas anset for at kæmpe en guerillakrig. Efter de første angreb kunne Hamas konstatere, at angrebene gav stor mediedækning, og at det samtidig gav stor popularitet blandt palæstinenserne i selvstyreområderne. Hamas selvmordsangrebs-strategi har konsekvent været at koble alle angrebene til en modbesvarelse af israelernes angreb på palæstinensere. Hamas er klar over, at selvmordsangreb er deres bedste våben mod israelerne og har flere gange vist, at de sagtens kan stoppe selvmordsangreb, såfremt det kan tjene deres sag (Hroub 2006: kap. 4) Politik Hamas grundideologi bygger på, at Palæstina er de muslimske generationers islamiske ejendom indtil dommedag. Ifølge islam er området tildelt muslimerne af Allah og er derfor det helligste område næst efter Mekka. Ifølge Hamas' charter fra 1988 er målet at oprette en islamisk stat i hele det tidligere britiske mandatområde, Palæstina (Hroub 2006). I realiteten betyder det, at staten Israel må ophøre med at eksistere. Indtil 1988 var det den generelle holdning blandt palæstinensiske politiske organisationer, at målet var at opbygge en palæstinensisk stat i, hvad der før hørte under det britiske Palæstina-mandat (Jensen 2000). Men med Oslo-aftalen i 1993 blev der dannet grundlag for et palæstinensisk selvstyre med PLO i spidsen. Dog anså Hamas aftalerne for at være værdiløse, da de byggede på princippet om en magtbalance, hvor Israel var favoriseret. Også i dag betragter Hamas Oslo-aftalen som fejlslagen, fordi Gaza-striben og Vestbredden stadig er besatte, mens områderne indsnævres af den israelske bosættelsespolitik (Hroub 2006). Hamas er i dag som politisk organisation en bevægelse med omfattende sociale aktiviteter og programmer for Gaza-stribens fattige befolkning. Antallet af kernemedlemmer i Hamas er ukendt, men officielle tilhængere og sympatisører findes i tusindvis. Bevægelsens politiske styrke er vokset i takt med selvstyrets og Fatah s forfald i korruption og handlingslammelse overfor den israelske besættelse (Forsvaret.1 10/12/12). Den brede sammensætning af Hamas gør, at organisationen er særdeles godt funderet i det palæstinensiske samfund. Det kan derfor konstateres, at der er tale om en aktør, der vil have afgørende indflydelse på det fremtidig palæstinensiske samfund. I 37

38 marts 2005 blev Hamas enige med den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas om en midlertidig fredsaftale med Israel. Den interne del bliver styret fra henholdsvis Gaza-striben og Vestbredden. Det, at der er lavet en ledelse for hvert af områderne, kommer af, at palæstinenserne ikke har fri bevægelighed mellem Gaza-striben og Vestbredden. Derfor er det en nødvendighed for Hamas at kunne bevæge sig frit i begge områder. (Newsday.1 18/12/12) Det interne Det interne parlament i Hamas kaldes Shura Council og spiller en central rolle for den politiske del af Hamas. Medlemmer af Shura Council er bosat både indenfor og udenfor de palæstinensiske grænser, hvilket skyldes, at mange af medlemmerne er eftersøgt af de israelske myndigheder. Det mindsker også medlemmernes muligheder for at mødes fysisk. Den primære kommunikation foregår derfor gennem internet, telefon og lignende. Det er i Shura Council, de afgørende beslutninger bliver truffet. En klar svaghed ved Shura Council s kommunikationsmuligheder er den splittelse, manglen på fysiske rammer kan skabe. De ledende profiler i Hamas repræsenterer hver deres underorganisation og har enten kontrol over militære områder eller politiske sager. Kontrollen med de militære dele af Hamas er særdeles uklar, og der findes ikke en egentlig vægtning af, om det er den politiske eller den militære del, der er den mest magtfulde part (Hroub 2006: kap. 9). Det peger på Ismail Haniyeh som leder den officielle politiske fløj af Hamas Det eksterne Den eksterne del af Hamas kaldes den politiske komité og befandt sig tidligere i Syrien, men komitéen er nu rykket til Qatar (Deutsche Welle.1 05/12/12). Khaled Meshaal er daglig leder af den politiske komité og overtog ledelsen efter Sherik A. Yassin, der også grundlagde den politiske komité. Den politiske komité er også repræsenteret i Shura Council. Den politiske komité varetager de økonomiske forbindelser og kontakten til de arabiske forbindelser. (Forsvaret.1 10/12/12) Eftersom den politiske komité sidder på de økonomiske disponeringer i Hamas, har de derved også stor indflydelse på bevægelsens handlemuligheder og i sidste ende de beslutninger, som Hamas tager. Khaled Meshaal har givet den politiske komité en meget central og stærk rolle i Hamas. 38

39 Da både de økonomiske disponeringer og forbindelsen til den muslimske verden er placeret i den politiske komité, peger det på, at de samtidig fungerer som sekretariat for Hamas og dermed udgør en central funktionen af bevægelsen. På baggrund af det store økonomiske boykot er Hamas blevet pragmatiske i deres virke efter at skaffe penge til organisationen. Denne pragmatisme ses tydeligt i deres relation til Iran, der ønsker, at Israels eksistens ophører (Gunning 2009: kap. 4). Samtidig kan denne pragmatisme skabe splittelse imellem bevægelsens interne og eksterne del, fordi disse nødvendigvis må følge to uforenelige mål. Eksempelvis skal den politiske komité tilfredsstille Iran og kvartettens krav. Nedenstående figur 2 illustrerer, hvordan organisationen Hamas er opbygget. Figur 2: (Gunning 2009:99) Toppen af organisationen (den øverste ledelse) kaldes det Nationale Shura Council. Den politiske komité er en undergren heraf og fører den ikke-væbnede kamp. Efterfølgende er der de regionale afdelinger, der er tildelt hvert sit territorium. Herunder eksisterer mange små, der hver især består af 3-10 personer. 39

40 3.3 Fra valg til non-member state Valg 2006 Der blev i 2006 udskrevet valg til parlamentet i det palæstinensiske selvstyre efter pres fra USA. Valget kom som følge af længerevarende utilfredshed blandt den palæstinensiske befolkning, som anklagede den daværende Fatah-regering for korruption og nepotisme. For første gang siden oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre så man et alternativ til Fatah nemlig Hamas, som tidligere havde boykottet det palæstinensiske valg. Hamas vandt valget med 76 mandater ud af 132 mulige. Fatah fik kun 43 mandater. Hamas valgsejr skal forstås som en reaktion på anklagerne om korruption i Fatahregeringen og ikke nødvendigvis som det palæstinensiske folks tilslutning til Hamas' ideologi. (Steffen Jensen.1 17/12/12) Hamas valgsejr skabte røre i det internationale samfund og førte til flere sanktioner imod de palæstinensiske selvstyre områder. Omverdenen sanktionerede ved at forhindre bistand til palæstinensiske områder. Hvis hjælpen skulle genoptages, var der tre krav, der skulle opfyldes af Hamas: - Hamas skulle anerkende staten Israel. - Hamas skulle anerkende alle tidligere aftaler mellem Israel og PLO. - Hamas skulle stoppe alle væbnede kampe. (Palestinaorientering.1 17/12/12) Disse sanktioner havde ikke ikke den ønskede virkning, da det alligevel lykkedes Hamas at indsmugle finanser til de palæstinensiske områder, der blandt andet var med til at finansiere sundheds- og uddannelsestjenester (E-pages.1 17/12/12) Borgerkrigen Perioden efter valget var præget af sammenstød mellem Hamas og Fatah både på Vestbredden og i Gaza-striben. Det ender i juni 2007 ud i en borgerkrig, hvor Hamas overtager kontrollen i Gaza-striben gennem anholdelser og væbnet kamp. Fatahs tilhængere i Gaza-striben fordrives, og Hamas overtog kontrollen med den offentlige administration i området. Hamas overtagelse af Gaza-striben førte til at præsident Abbas gjorde den siddende samlingsregering ugyldig. Abbas indførte undtagelsestilstand og gennem sit 40

41 præsidentembede, overtog han den nu tidligere regerings arbejdsområder. Borgerkrigen resulterede i en geografisk opdeling af Hamas og Fatah, hvor Hamas overtog kontrollen over Gaza-striben, mens Fatah bibeholdte kontrollen over Vestbredden. Den regulere borgerkrig varede i seks dage, 161 palæstinensere mistede livet, og over 700 blev såret (Schanzer 2008: kap. 9) Israels blokade af Gaza-striben Efter Hamas endegyldige overtagelse af kontrollen i Gaza-striben blev de tidligere indførte sanktioner intensiveret. Blokaden havde til formål at stoppe de raketangreb, som Hamas løbende havde sendt fra Gaza-striben og ind i Israel. Gennem øget opsyn med grænsen til Gaza-striben, håbede israelerne at kunne stoppe våbenleverancen til Hamas. Ligeledes besluttede Egypten at lukke for den egyptiske grænse til Gaza-striben af frygt for, at urolighederne ville sprede sig til Egypten. Dette betød i realiteten, at Gaza-striben blev afskåret fra omverdenen og resulterede i økonomiske og humanitære problemer for befolkningen i Gaza-striben. På trods af den skærpede grænsekontrol formåede Hamas fortsat at få hænderne på raketter gennem et stort netværk af tunneller, hvor våben og varer bliver smuglet under grænsen fra Egypten. (Danmarks Radio.1 17/12/12) Gazakrigen Israels fortsatte blokade og Hamas fortsatte raketangreb resulterede i december 2008 i en regulær krig mellem Hamas og Israel i Gaza-striben. Kamphandlingerne startede da Hamas erklærede en tidligere våbenhvile med Israel for afsluttet på grund af Israels fortsatte blokade. Som svar på den afsluttede våbenhvile, angreb Israel den 27. december en lang række forskellige mål i Gaza-striben. Som resultat af Gaza-stribens store befolkningstæthed medførte de israelske angreb massive tab af civile liv (Faktalink.2 17/12/12) De nye bosættelser Det seneste nye i situationen er, at Israel, med premiereminister Benjamin Netanyahu i spidsen, har givet tilladelse til at opføre yderligere 3000 bosættelser (Politiken.1 18/12/12). Der spekuleres i, at dette kommer som modsvar på, at Palæstina har fået tildelt non-member status i FN. Planen er, at bosættelserne skal opføres i Østjerusalem og på Vestbredden. Israel havde forinden FN afstemningen varslet, at der ville komme 41

42 konsekvenser for palæstinenserne, hvis de valgte at gennemføre deres ønske om forfremmelse i FN (Berlingske Tidende.1 18/12/12) Non-member status Den 29. november 2012 opnåede Palæstina non-member status med et stort flertal i FN. Denne opgradering betyder ikke, at Palæstina er blevet et fuldgyldigt medlem af FN. Ej heller at staten Palæstina er blevet anerkendt i internationalt regi. Derimod betyder observatørstatussen, at Palæstina, med Mahmoud Abbas i spidsen, har ret til at tale til FN-forsamlingen samt at benytte sig af en række FN-organisationer, som blandt andet indebærer Den Internationale Straffedomstol (ICC). Dette betyder i praksis, at Palæstina nu har mulighed for at indbringe Israel til ICC for overtrædelser mod civile palæstinensere (Politiken.1 18/12/12). 4. Demografisk redegørelse I det følgende afsnit vil vi lave en demografisk og geografisk redegørelse over de to palæstinensiske områder, Gaza-striben og Vestbredden. Vi er nødsaget til at behandle disse områder som to separate områder, da det på grund af opdelingen i regionen er umuligt at tale om et samlet Palæstina. 4.1 Gaza-striben Det er vigtigt at understrege, at der skelnes mellem Gaza-by og Gaza-striben. Bilag 3 viser et kort over Gaza-by og Gaza-striben. Gaza-striben er beliggende mellem Middelhavet, Egypten og Israel. Grænsen op til Egypten måler 11 km, mens grænsen til Israel måler 51 km. Gaza-stribens samlede areal er 360 km 2, og det er uden beregning af vandområderne. Arealanvendelsen er fordelt mellem: 29% agerjord, 21% permanente afgrøder, de resterende 50% udgøres af andet. (CIA.1 05/12/12) Befolkningen i Gaza-striben I juli 2012 blev der registreret indbyggere i Gaza-striben. Aldersstrukturen er fordelt ved at, børn mellem 0-14 år udgør 43,8% af befolkningen. Unge og voksne i alderen udgør 53,7% af befolkningen. En lille andel af befolkningen er over 65 år gamle, nemlig 2,6%. Fødselsraten ligger på 34,3 fødsler per 42

43 1000 indbygger og dødsraten på 3,22 per 1000 indbygger. Fødselsraten overstiger altså dødsraten, hvilket er med til at øge antallet af den palæstinensiske befolkning. (CIA.1 05/12/12) Det talte sprog er arabisk, men mange palæstinensere forstår og taler også hebraisk og engelsk. Befolkningen i Gaza-striben udgøres primært af en etnisk gruppe: de palæstinensiske arabere. 93,3% af befolkningen i Gaza-striben er muslimer og heraf er majoriteten tilhængere af sunni-islam. Endvidere består 0,7% af befolkningen i Gazastriben af kristne. 4.2 Vestbredden Vestbredden ligger mellem Jordan og Israel. Vestbredden har et total areal på km 2, hvoraf 220 km 2 er vandområder. Landegrænsen omkring Vestbredden er 404 km lang, heraf grænser 307 km af den op til Israel, og de resterende 97 km grænser op til Jordan. Arealanvendelsen er fordelt mellem 16,9% agerjord, 18,97% udgøres af permanente afgrøder, og 64,13% bliver brugt til andet. (CIA.2 05/12/12) Befolkningen på Vestbredden Der blev i juli 2012 registreret indbyggere på Vestbredden, hvoraf lidt over er israelske bosættere (ikke medregnet bosættelser i Østjerusalem). Aldersstrukturen er fordelt ved at, børn mellem 0-14 år udgør 35,1% af befolkningen. Unge og voksne i alderen år udgør 61,2 % af befolkningen. Den sidste andel af befolkningen er 65 år udgør 3,7%. Desuden ligger fødselsraten på 24,19 fødsler per 1000 indbyggere dødsraten 3,2 per 1000 indbyggere, hvilket betyder en stigning i befolkningen. Vestbredden er repræsenteret ved to etniske grupper: den arabiske andel udgør 83%, mens den jødiske andel udgør 17%. Hovedsproget er arabisk, men begge grupper (primært de jødiske bosættere) taler og forstår hebraisk. 75% af befolkningen i Vestbredden er muslimer, primært sunni-muslimer, jøder udgør 17%, mens kristne og andre udgør 8%. Den lave gennemsnitlige levealder på Vestbredden og i Gaza-striben, vidner om fattige samfund med vanskelige levevilkår. 4.3 Økonomi i Gaza-striben og på Vestbredden Med den høje befolkningstæthed og øgede israelske kontrol i Gaza-striben har palæstinenserne oplevet en forringelses i deres økonomi. Dette skyldes blandt andet de israelske grænselukninger, som er blevet hyppigere, efter Hamas overtog kontrollen i 43

44 området i Grænselukningerne har resulteret i høj arbejdsløshed, eksempelvis er arbejdsløsheden i Gaza-striben på 40%, en forhøjede fattigdom og et nært kollaps i den private sektor. Befolkningen i Gaza-striben er i høj grad afhængige af humanitær hjælp fra blandt andet FN-agenturer og andre organisationer. Grundet israelske restriktioner af import og eksport er økonomien i Gaza-striben meget ustabil. Regelmæssig eksport fra Gaza-striben er ikke tilladt af israelerne. (CIA.1 05/12/12) Ligeledes er økonomien på Vestbredden også præget af konflikten mellem Israel og Palæstina. Befolkningen på Vestbredden har siden den anden intifada oplevet det vanskeligt at komme til og fra arbejde udenfor Vestbredden. På samme måde som i Gaza-striben forhindre strenge restriktioner meget im- og eksport. Israelske militærangreb imod Vestbredden har siden 2002 været skyld i ødelæggelsen af vigtige produktionsanlæg. (Middleeast.1 07/12/12) Ser vi på væksten i BNP et for henholdsvis Gaza-striben og Vestbredden, bliver uregelmæssighederne tydelige. På nedenstående graf kan det ses, hvor ustabil væksten er, og hvordan forskellige aktioner kan lamme hele den palæstinensiske økonomi. Eksempelvis viser grafen, at BNP et i tiden omkrig Israels blokering af Gaza-striben er stærkt nedadgående. Figur 3 (worldbank.1 19/12/12) En ophævelse af israelske restriktionerne på import og eksport af palæstinensiske varer er en nødvendighed, hvis der skal ske forbedringer i økonomien i de palæstinensiske områder. (CIA.2 05/12/12) 44

45 4.4 Vandressourcer Det skønnes, at 218 landsbyer på Vestbredden ikke har vandforsyninger til rådighed i Det betyder i realiteten, at omkring indbyggere er nødsaget til at skaffe vand på andre måder. Det gennemsnitlige vandforbrug for en palæstinenser på Vestbredden er 60 liter om dagen. Til sammenligning har en israeler 350 liter vand til rådighed om dagen. Det er i rapporten medregnet, at over halvdelen af de vandressourcer israelerne bruger går til landbruget. Palæstinensernes vandressourcer derimod går udelukkende til basale livsnødvendigheder. Det er som oftest, de mest ressourcesvage palæstinensere der må leve uden vand, da palæstinenserne i perioder er nødsaget til at købe vand fra vandtanke til en meget høj pris. (Ingeniøren.1 13/12/12) Den vigtigste vandkilde i området er grundvandet. Rapporten anslår at kun ca. 20% af grundvandet bliver brugt af palæstinenserne, til trods for at vandet kommer fra grundvandslommer på Vestbredden. De resterende 80% af vandet bliver brugt af befolkningen i Israel og israelske bosættere. En anden væsentlig faktor i konflikten om vandressourcer er kvaliteten af vandet. Mange vandløb forurenes på grund af manglende rensning af det spildevand, der kommer fra byerne. Desuden er landbruget også en trussel på grund af dets brug af gødning og sprøjtemidler. Mangel på vand skaber især en særlig alvorlig situation i Gaza-striben. Palæstinenserne i Gaza-striben er blevet afhængige af import af dyre, israelsk-kontrollerede vandforsyninger (Ingeniøren.1 13/12/12). Behovet for en integreret fælles forvaltning af vandressourcerne vil blive større i fremtiden. Som situationen er nu, afspejles de ringe forhold i befolkningens sundhedstilstand: Befolkningen rammes af følgesygdomme fra den dårlige vandkvalitet, og især børnene er særligt udsat for at blive ramt af anæmi og diarré (Palæstina Info.3 13/12/12). Det vedlagte bilag 4 viser vandforbrug til husholdningsformål gennem på Vestbredden/Gaza-striben og Israel. Ud fra dette diagram kan vi konkludere at en israelsk borger har gennem tiden brugt dobbelt så meget vand som en borger fra Gazastriben og Vestbredden. 45

46 4.5 Bosættelser i dag Halvvejs inden i 2011 var der registeret 124 israelske bosættelser på Vestbredden. Udover de 124 officielle bosættelser på Vestbredden, eksisterer der cirka 100 outposts (midlertidige bosættelser). Disse er typisk mindre bopladser, der er blevet oprettet med statslig bistand fra den israelske regering, men som ikke officielt er godkendt. I 2010 boede der bosættere på Vestbredden af dem i områder omkring Østjerusalem. De resterende bosættere bor fordelt på resten af Vestbredden. (B Tselem.1 13/12/12) I bilag 5 ses et kort over Gaza-striben, med de israelske bosættelser, kontrolposter, etc. Ligeledes er der et kort over Vestbredden, hvor der er markeret i hvilke områder der er israelske bosættelser. Den israelske regering opfordrer og tilskynder dets befolkning til at slå sig ned i bosættelserne, ved blandt andet at give fordelagtige skattelettelser og særligt gode lån. Det resulterer i en langt højere levestandard blandt bosætterne, end blandt befolkningen i selve Israel. 5. Eksterne aktører Vi har igennem vores interviews med henholdsvis Mogens Lykketoft, Fathi El-Abed og Anders Jerichow samt gennem vores research på området fundet ud af, at der er en række eksterne aktører, som spiller en væsentlig rolle i konflikten mellem Fatah og Hamas. Disse aktører er i høj grad med til at påvirke konflikten mellem de to parter i form af enten økonomisk støtte, våbenleverancer, militærtræning eller som diplomatiske mæglere mellem de to parter. I dette afsnit vil der blive redegjort for de vigtigste eksterne aktører, så læseren kan danne sig et overblik over hvilke aktører, der spiller en væsentlig rolle i forhold til konflikten. 5.1 Israel Israel er en central aktør, da Israel i princippet har kontrol over de palæstinensiske områder. Desuden har Israel haft et meget anstrengt forhold til Hamas siden organisationen begyndte at anvende selvmordsterrorisme og raketangreb rettet mod Israel. Fatah og PNA derimod, er langt mere vellidt af Israel, da disse to organisationer til tider har samarbejdet med Israel om at stoppe Hamas' terroraktioner (Jensen & 46

47 Laursen 2000: ). Et andet argument for Israels relevans er deres afvisning af Hamas som en legitim repræsentant for palæstinenserne. Som en konsekvens af disse fjendtligheder med Hamas, indførte Israel en blokade, som havde til formål, at kontrollere forsyninger ind og ud af Gaza-striben (se afsnit Israels blokade af Gazastriben). 5.2 USA USA har, siden afslutningen af anden verdenskrig og siden Israel blev oprettet, haft et tæt forhold til Israel (Andersen 2003:112). Siden PLO nedlagde våbnene og anerkendte Israel som stat, har USA spillet en aktiv rolle i fredsprocessen mellem PNA og Israel. Efter 11.september har USA øget opbakningen og støtten til Israels kamp mod Hamas, da israelerne overbeviste amerikanerne om at kampen mod Hamas også skulle ses som en del af den globale krig mod terror (Andersen 2011:71-74). Eftersom Hamas er placeret på USA's terrorliste, anerkender amerikanerne, på samme fod som Israel, heller ikke Hamas som en legitim repræsentant for palæstinenserne. USA har traditionelt varetaget Israels interesser, og er dermed en vigtig ekstern aktør at inddrage, da de sammen med Israel bakker op om Fatah, og helst ikke ser Hamas som en del af en palæstinensisk regering. I kraft af USA's status på den internationale scene har deres gøren og laden stor betydning for polariseringen mellem Fatah og Hamas. Udover dette har USA en lang række vigtige interesser at varetage i regionen, da de gerne vil sikre stabilitet i Mellemøsten. USA er en vigtig aktør, da de står på Fatahs side, og har leveret våben til Fatah, samt givet dem militærtræning i et forsøg på at hjælpe dem med at udkonkurrere Hamas (Andersen 2007). Ifølge Morgens Lykketoft (Bilag 6) er USA, en vigtig aktør som sidder på nøglen til at løse konflikten, da USA er i stand til at ligge det nødvendige pres på Israel for at få etableret en fredsaftale. 5.3 Iran Iran spiller en vigtig rolle i konflikten, da de støtter Hamas med penge og militærtræning. Irans samarbejde med Hamas startede i 1992 i tiden før Madrid-aftalen blev formaliseret (Jensen 2007: ). Styret i Teheran ville donere 30 mio. dollars årligt til Hamas, og revolutionsgardisterne stod for træningen af tusindvis af Hamas tilhængere i Hizbollah lejre i Libanon og i Iran og er derfor en central aktør (Jensen 2007: ). Støtten til Hamas skal ses som en del af Irans ideologiske kamp i 47

48 regionen for udbredelsen af islamistiske normer og værdier. Iranerne er allierede med Hizbollah, og Hamas, da alle tre parter har Israel som fælles fjende. Derudover er Iran interessant at inddrage, da styret i Teheran ønsker at øge sin position i Mellemøsten. Iran stræber efter at blive en regional magtfaktor, ved at prøve på at udfordre den amerikanske dominans i Mellemøsten (Forsvaret.2 10/12/12). 5.4 Egypten Egypten var det første land til at anerkende Israel, da landet indgik Camp David aftalen med Israel (Andriasen 2005:104). Siden indgåelsen af Camp David aftalen har Egypten spillet en aktiv rolle som fredsmægler i Israel-Palæstina konflikten, da landet har haft interesse i at få lavet en fredsaftale mellem de stridende parter. Efter Mubaraks fald og sejren til Det Muslimske Broderskab ved valget i 2012, har landet styrket sine relationer til Hamas styret i Gaza-striben(JyllandsPosten.1 18/12/12). Desuden er Egypten blevet mere tilbøjelige til at varetage palæstinensernes interesser i konflikten med Israel. Egypten har også forsøgt, at få de stridende parter i Palæstina til at forsone sig, så de kan danne en fælles regering hvilket ledte til et møde i Kairo i maj 2011 Som mægler i konflikten mellem Fatah og Hamas må Egypten betragtes som en central aktør i den interne konflikt (Danmarks Radio.2 17/12/12). 5.5 Tyrkiet Tyrkiet kan betragtes som en demokratisk rollemodel i regionen og samarbejder både med vestlige lande samt arabiske nationer i regionen. Tyrkiet og Israel deler visse fælles karaktertræk, da begge lande er demokratiske markedsøkonomier, som er allieret med USA. Tyrkiet indgik en militærstrategisk alliance med Israel i 1996, og de to lande indgik dermed et tæt samarbejde (Boel & Sørensen 2005:82). Landet har dog, siden AKP (Adalet ve Kalkınma Partisi) kom til magten tillagt sig en mere kritisk linje i forhold til Israels politik overfor palæstinenserne, samt støttet Hamas på grund af magtpolitiske interesser (Ræson.1 19/12/12) (Berlinske Tidende.2 18/12/12) 5.6 Saudi-Arabien Saudi-Arabien spiller en rolle i konflikten, da kongedømmet støtter Hamas. Saudi- Arabien har tidligere støttet Fatah, og der igennem varetaget USA's og Israels interesser, men har senere hen gav deres støtte til Hamas. Saudi-Arabien er også en interessant 48

49 aktør da de tidligere har forsøgt at få Fatah og Hamas til at indgå en fredsaftale (Information.1 18/12/12.). 5.7 Hizbollah Hizbollah opstod i Libanon i , som en folkelig modreaktion på den Israelske besættelse af Libanon. Bevægelsen ser USA og Israel som sine hovedfjender, og kæmper for at staten Israel skal udslettes (Andersen 1997:58). Grunden til at Hizbollah kan betragtes som en interessant aktør, er at organisationen har et operationelt og økonomisk samarbejde med Hamas, som blev iscenesat af Hamas eksterne ledere Khaled Meshall og Moussa Marzouk (Jensen 2007:124) Dette samarbejde har resulteret i, at Hizbollah har fået en øget kontrol med Hamas, og de er dermed medvirkende til at præge udviklingen i de besatte områder (Jensen 2007:124). 5.8 FN FN er en væsentlig aktør at inddrage, da organisationen har været dybt involveret i den palæstinensiske historie. FN har været involveret i oprettelsen af staten Israel samt opdelingen af det historiske Palæstina mellem jøderne og palæstinenserne. Desuden har FN stået bag flere resolutioner, hvis formål har været at stabilisere det palæstinensiske område. (jf. afsnit 2) 5.9 Fravalg af aktører Den Arabiske Liga blev oprettet i 1945 og har siden da kæmpet for oprettelsen af en palæstinensisk stat. Ligaens formål er et styrket samarbejde mellem landene i Mellemøsten, men ligaens politiske resultater har dog været begrænsede.(den Store Danske.1 11/12/12). Ligaen er splittet i spørgsmålet om en forsoning mellem Fatah og Hamas, da medlemslandene har forskellige interesser i konflikten. På grund af mangelen på en klar holdning til konflikten mellem Fatah og Hamas er Den Arabiske Liga blevet fravalgt. EU er ligeledes blevet fravalgt på grund af mangel på en klar holdning til Palæstina spørgsmålet (El-Abed eget interview) Syrien er en del af alliancen med Iran, Hizbollah og Hamas, men siden det arabiske forår i 2011 og oprøret mod præsident Bashar-Al-Assad, har landet dog ikke spillet den stor rolle i konflikten mellem Fatah og Hamas. Styret i Damaskus har tilstrækkelig at se 49

50 til med landets egen interne konflikt, og spiller derfor ikke længere nogen nævneværdig rolle i konflikten i Palæstina. 6. Et sociologisk perspektiv I dette afsnit vil vi undersøge nogle af de sociologiske drivkræfter, der ligger bag konflikterne i det palæstinensiske område. Dette har vi valgt at gøre ved først at belyse den tidligere panarabisme og derefter analysere, hvorvidt palæstinenserne kan siges at udgøre én etnisk gruppering med én etnisk identitet. Dernæst har vi valgt at beskrive Fatah og Hamas' fjendebillede Israel, hvordan det påvirker partierne, samt variationen fra Fatah til Hamas. Dette leder videre til den sidste del af analysen, hvor vi har valgt at fokusere på de eventuelle forskelle i de holdningsfællesskaber som Fatah og Hamas repræsenterer. Vi har valgt at undersøge disse med diskursanalytiske begreber, da de kan belyse nogle af de nødvendige dynamikker for en eventuel løsning på konflikten. Til sidst vil vi konkludere, hvilken betydning disse sociologiske processer har for det palæstinensiske statsprojekt. 6.1 Panarabismen og etnisk identitet Det skal til start siges, at når forholdet mellem den palæstinensiske etniske identitet og den nationale identitet beskrives, betyder det, at vi som udgangspunkt ser på det historiske Palæstina som rammerne for den nationale stat. Dette betyder at den israelske stat skal ses som den officielle, politisk anerkendte stat, mens den palæstinensiske befolkning ses som en etnisk gruppering der søger selvstændighed i området. Dette gør sig gældende på trods af, at der reelt set er tale om to klart separate stater. Grundet den løbende konflikt om grænser og kulturel, historisk ret til området kan det konstateres, at der er tale om to forskellige etniske grupperinger indenfor et samlet geografisk område. Når man beskriver den palæstinensiske konflikt er det væsentligt at fokusere på den panarabisme, der var dominerende i perioden efter staten Israels oprettelse. Som tidligere nævnt i opgaven blev konflikten mellem Israel og Palæstina, i årene efter oprettelsen af den israelske stat, set som en fælles arabisk problemstilling og ikke et selvstændigt palæstinensisk spørgsmål. De arabiske nabonationer så Palæstina som en mulighed for at samle de arabiske nationer på tværs af grænser, og sammen ville de kæmpe for at palæstinenserne kunne få deres land tilbage. Dette arabiske sammenhold 50

51 betød, at den palæstinensiske nationalfølelse ikke var særlig fremtrædende i de spæde år af konflikten. Tidligere havde palæstinenserne ikke set sig selv som et klart defineret folkeslag, med betydelige kulturelle forskelle fra nabostaterne. De delte sprog - og til en hvis grad kulturel historie med omkringliggende nationer. Der havde ikke tidligere været behov for, at den palæstinensiske befolkning skulle defineres som en selvstændig, uafhængig kulturel gruppering. Det var først efter de arabiske nationers fejlslagene forsøg på at ødelægge den israelske stat, at palæstinenserne indså behovet for at tage situationen i egen hånd. Derefter opstod de første palæstinensiske befrielsesgrupper, og siden da er den palæstinensiske nationalfølelse, og kampen mod den israelske nation, blevet en væsentlig faktor for den palæstinensiske selvforståelse. (Bröning 2011:57) Uffe Østergård beskriver i bogen Klassisk og Moderne Samfundsteori den etniske identitet. Den etniske identitet beskrives som adskilt fra den nationale identitet, da der er forskel på hvorvidt en etnisk gruppering føler sig som en del af et nationalt fællesskab. Ifølge Østergård kan den etniske identitet inddeles i fire kategorier, afhængigt af dens forhold til den nationale identitet. Østergård beskriver de fire kategorier således: 1. Etnisk identitet som en underkategori i forhold til national identitet 2. Etnisk identitet som en historisk forgænger - det råstof som den nationale identitet skabes af i moderne tid 3. Etnisk identitet som en konkurrerende identitet, som det er tilfældes i mange nye stater, hvor stammetilhørsforhold konkurrerer med statsligt eller nationalt tilhørsforhold 4. Etnisk identitet som en overkategori, således at national identitet behandles som et særtilfælde af etnisk identitet (Østergård 2007: ) Punkt nummer 2 og 3 er især vigtige, når man vil definere den palæstinensiske, etniske identitet. Den palæstinensiske befolkning har i stor udstrækning defineret sig selv ved, at befolkningen har beboet området i mange hundrede år, og derfor burde kunne defineres som et selvstændigt folk, med en selvstændig kultur, med rod i det historiske Palæstina. Eftersom der er mangel på et reelt, statsligt krav til området, fokuseres der på den historiske ret til området og derved retten til en palæstinensisk stat. 51

52 Ligeledes bliver der i punkt 3 beskrevet hvordan den etniske identitet forholder sig til en konkurrerende national identitet. Hovedsageligt beskriver dette forhold etniske minoriteter,der ikke definerer sig selv som en del af den nationale identitet, men derimod som en selvstændig kultur og etnicitet. Dette kan overføres til den palæstinensiske befolkning, da denne konkurrerer med den israelske nationale identitet. Eftersom den palæstinensiske befolkning ikke har en national stat i samme udstrækning, vægter den etniske identitet højere end den statslige identitet, og denne konkurrerer med den israelske stat om retten til det historiske område. Modsætningsforholdet er klart defineret, da den nationale identitet palæstinenserne konkurrer imod, har en anden religion, etnicitet og sprog. Set ud fra den etniske identitet, kan palæstinenserne defineres som en etnisk gruppering, der ønsker selvstændighed fra den dominerende, nationale israelske identitet. Sociologer såsom John Armstrong og Anthony Smith beskriver hver især hvordan etniske grupperinger danner nationalstater. Der er et fokus på etnier, hvilket er folkeslag som eksisterer forud for nationalstater. Hvilket er kategorien som den palæstinensiske befolkning ville høre ind under. Sociologen Ernest Gellner ser derimod ikke en etnisk identitet som et udgangspunkt for en selvstændig nation, men derimod som et opfundet koncept grupperinger adopterer, når dannelsen af en selvstændig nation er indenfor rimelig rækkevidde. Disse etniske grupperinger vil pålægge sig en sammenhængende kultur og derigennem øge deres krav på en selvstændig, uafhængig nation gennem det argument, at de kulturelt og historisk har ret til et bestemt område. Gellner nævner selv den palæstinensiske befolkning som et eksempel på, at etnier konstruerer en kulturel fortid, da der er behov for at adskille sig fra den dominerende kraft i området, Israel. (Østergård 2007:563) Hvis man ser det historiske Palæstina og Israel som ét samlet område, hvor Israel udgør den dominerende, nationale identitet, kan palæstinenserne altså siges at udgøre en etnisk gruppering, der påkræver sig selvstændighed. Dog problematiserer palæstinensernes meget unge, separate identitet denne definition, da etniske grupper ofte har eksisteret igennem længere tid. Til gengæld kan man argumentere for, at både den israelske og palæstinensiske selvstændighed i området er så relativ ny i historien, at et krav om en længerevarende separat identitet er upassende for denne case. Derimod er det realistisk 52

53 at antage, at der eksisterer et ønske om palæstinensisk selvstændighed fra den israelske dominans, ud fra kendsgerningerne vedrørende konflikten mellem de to grupperinger. 6.2 Fjendebilledet Israel I dette afsnit ønsker vi at undersøge den primære eksterne trussel mod det palæstinensiske statsprojekt, Israel. Vi vil undersøge, hvilken rolle Israel spiller i den palæstinensiske holdningsdannelse, samt hvilke forskelle, der er mellem Fatah og Hamas' opfattelse af denne fjende. Israel er Fatah og Hamas' fælles fjende i kampen om Palæstina. Begge organisationer er opstået som en reaktion på den israelske udvidelse, og begge partiers primære politiske kurs er rettet efter, hvordan de forholder sig til Israels tilstedeværelse i det palæstinensiske område, samt generobringen af det tidligere territorium. Den trussel, som Israel repræsenterer, er en af de grundlæggende drivkræfter bag de to politiske bevægelser. Alligevel opfatter de to fraktioner stadig Israel på vidt forskellige måder. Fatah fastholder stadig officielt, at de aldrig har, og at de aldrig vil anerkende Israel (Jerusalem Post.1 12/12/12). Alligevel opfordrer de tit til forhandlinger og ser tilsyneladende Israel som en fjende, der kan forhandles med. Hamas derimod har så sent som den 8. december 2012 udtalt, at de aldrig vil se Israel som en legitim stat(reuters.1 12/12/12) og afviser en hver form for mulig dialog med Israel. Khaled Meshaals udtalelser på Hamas' vegne giver et godt indblik ind i, hvordan Hamas ser deres eksterne fjende, Israel. For Hamas er Israel den største fjende, der nogensinde har eksisteret. Hamas ser situationen som, at israelerne har stjålet palæstinensisk og islamisk land, og at Israel terroriserer indbyggerne i Gaza-striben og på Vestbredden. Det faktum, at Israel er støttet militært og økonomisk af USA, gør heller ikke Israel mere populær i Hamas' øjne. Da Hamas er en del af den globale jihad, der anser USA for at være den største trussel mod det muslimske folk. Israel er den jødiske stat, hvilket på alle måder gør Israels behandling af Palæstina så meget værre set fra Hamas' side, da de opfatter Israels gerninger som et moderne korstog mod Islam. Derved truer Israels handlinger Hamas' mål om en islamisk verden.(gunning 2009). Fatah derimod ser langt mere pragmatisk på Israel. Fatah er villige til at forhandle, og dette bunder måske i, at Fatah ikke har samme religiøse mål som Hamas, og dels at de 53

54 har prøvet at gøre af brug af den militære strategi tidligere, og har indset, at det ikke har givet det ønskede udfald. Desuden har de også med tiden indset, at Israel ikke er mulig at få opløst som stat, og de er derfor fortalere for en tostats-løsning (Bilag 2). På grund af Fatah og Hamas' vidt forskellige syn på Israel som fjende, kan dette meget vel være en medspillende faktor i den interne konflikt, der eksisterer mellem de to fraktioner. For selv om de deler den samme fjende, er de ikke enige om, hvilken strategi, der skal forfølges for at opnå det bedst mulige resultat for Palæstina. 6.3 Antagonisme og hegemoni For at forstå forskellene mellem Fatah og Hamas overfor et samlet Palæstina, er det relevant at undersøge forskellene mellem de to grupperingers diskurser. I denne opgave vil vi ikke lave en decideret diskursanalyse, men vi ønsker at påpege forskellene i de to diskurser ved brug af begreberne antagonisme og hegemoni. Antagonisme opstår ved, at forskellige grupperinger gensidigt blokerer hinanden. Der opstår altså en konflikt, idet de to grupperinger opstiller modstridende holdninger. Antagonisme kan kun løses ved hjælp af hegemoniske interventioner, hvilket sker ved at skabe et entydigt fælles verdenssyn (Jørgensen & Phillips 1999:61). Begrebet hegemoni bruges til at betegne en diskurs, der overtager eller opløser en anden diskurs, hvorefter den ene diskurs dominerer der, hvor der før var konflikt (Jørgensen & Phillips 1999). Hegemonien er lykkedes, når en diskurs overlejrer en anden og indlemmer dens elementer. Derved opløses den tidligere konflikt mellem de to diskurser. I det palæstinensiske samfund har antagonismen imellem Fatah og Hamas medført en opdeling af de palæstinensiske områder, hvor Hamas regerer i Gaza-striben, og Fatah regerer på Vestbredden. Den tydelige uenighed imellem de to grupperinger kan forklares ud fra den historiske baggrund for dannelsen af disse to grupperinger samt ændringerne i de to organisationers politiske linjer. I begyndelsen af Fatahs eksistens stod gruppen som en af de første palæstinensiske oprørsgrupper efter oprettelsen af den israelske stat. Dette har i mange år sat lighedstegn mellem Fatah og den palæstinensiske befrielseskamp, hvor palæstinensisk nationalfølelse og kultur var drivkraften bag den palæstinensiske modstand. Religionens betydning i den palæstinensiske oprørskamp var ikke i fokus indtil oprettelsen af Hamas 54

55 i 1988, hvor der kom et religiøst alternativ til Fatahs nationalistiske linje. Dette skabte den første, klare opdeling blandt den palæstinensiske befolkning, som nu var delt op i en politisk motiveret fløj og en religiøs ekstremistisk fløj (Palaestina Info.4 18/12/12). Dette er begyndelsen på antagonismen mellem to stærke grupperinger i den palæstinensiske befolkning, der på trods af lignende fælles mål gradvist begyndte af adskille sig fra hinanden både religiøst og ideologisk. Der er her tale om en opdelingen af den palæstinensiske befolkning mellem religion og politik og mellem politiske forhandlinger og væbnet kamp. Grundet Hamas stærke religiøse linje, som de har adopteret efter Det Muslimske Broderskab, har religiøse palæstinensere fået en organisation, der tilfredsstiller kravet om en selvstændig palæstinensisk stat, hvor den islamiske tro er en af grundsøjlerne i samfundet. Ligeledes har sekulære palæstinensere bevæget sig over på Fatahs fløj, da religiøse overbevisninger ikke præger deres politiske dagsorden i samme grad. Ud fra dette kan vi konstatere, at der en stærk antagonisme mellem Fatah og Hamas værdier. Forskellene fremtræder også på en række konkrete punkter. Hamas anser den palæstinensiske og israelske jord for at være givet af Allah til det muslimske folk, mens Fatah i øjeblikket accepterer det langt mindre område fra resolution 242. En anden væsentlig forskel er deres syn på den væbnede kamps nødvendighed. Igennem en lang årrække har Fatah langsomt ændret den militante kurs, hvor væbnede angreb på israelske soldater blev kørt i baggrunden, mens forhandling og diplomati blev sat i højsædet. Samtidig er det også væsentligt at påpege, at Fatahs militante aktioner som udgangspunkt var rettet mod israelske tropper og materiel, hvor civile liv blev forsøgt undgået. Hamas militante politik står i stærk kontrast til Fatah, da Hamas aldrig har differentieret mellem israelske civile og soldater. Denne hårde, militære kurs har været med til at Hamas er blevet fremmedgjort af verdenssamfundet, hvor de bliver betegnet som en terrororganisation. Fatah er derimod blevet fjernet fra denne terrorliste og står på nuværende tidspunkt som en af de eneste legitime forhandlingspartnere i Palæstina. Fatah har gradvist bevæget sig væk fra den direkte væbnede kamp mod Israel og har forsøgt at imødekomme omverdens krav om en legitim, politisk og ikke voldelig modstand. (Bröning 2011: kap. 3). Denne begyndende diplomatiske tendens i Fatah står i skarp kontrast til Hamas, hvor den væbnede konflikt blev optrappet samtidigt med Hamas blev afskåret fra den 55

56 politiske arena. Den palæstinensiske befolkning står derfor i mellem disse to grupper, hvor man til en hvis grad er nødsaget til at vælge mellem det stærkt konservative Hamas og det mere moderate Fatah. Grundet Fatahs bevægelse fra deres konservative, væbnede kamp, i tiden omkring deres oprettelse, til den nuværende moderate politik, har de mistet opbakning fra store dele af den palæstinensiske befolkning, der ikke ser forhandlinger med Israel som en holdbar løsning. Denne manglende opbakning blev tydeligt set under valget i 2006, hvor Fatah tabte til Hamas. Vi kan altså konkludere, at der eksisterer en stærk antagonisme mellem Fatah og Hamas. Ifølge diskursteori, kan det altså siges at være nødvendigt, at en hegemon stopper antagonismen og samler de to diskurser. Denne hegemon kan opstå internt. Eksempelvis ved at Hamas skulle formå at tvinge den israelske besættelse tilbage. Dette vil muligvis ikke sikre dem hegemoni, men det vil formentlig give dem væsentlig større diskursiv magt. Hegemoni kan også komme udefra, eksempelvis hvis Israel annektere Gazastriben og Vestbredden og formår at besejre Fatah og Hamas. 6.4 Delkonklusion Den palæstinensiske nationalitet har udviklet sig fra at tage udgangspunkt i en panarabisme, der fokuserede på at være del af en fælles arabisk nationalitet, til i dag at være determineret af Fatahs, og senere Hamas nationalistiske frihedskamp. Derudover kan man også definere palæstinenserne som en etnisk gruppering, der søger selvstændighed fra det israelske identitet. Dette giver mulighed for at sammenligne den palæstinensiske frihedskamp med andre tilfælde af etnicitetsmæssige stridigheder. En sådan sammenligning kompliceres dog af det faktum, at Palæstina rent faktuelt ikke er en del af Israel som søger selvstændighed, men derimod en selvstændig etnie uden tilhørsforhold til Israels, men som stadig er tvunget til at forholde sig til den israelske, nationale identitet Angående Fatah og Hamas kan man argumentere for, at den trussel, som Israel repræsenterer, er en grundlæggende drivkraft for begge partier. Alligevel forholder de to fraktioner sig meget forskelligt til Israel. Hamas har valgt den væbnede kamp, mens Fatah har fokuseret på forhandlinger og kompromis. Fjendebilledet kan altså siges at 56

57 være væsentligt anderledes hos de to fraktioner, hvilket kan være en stor grund til deres splittelse, så længe Israel er så væsentlig i forhold til partiernes politiske diskurs. Ligesom forskellene i fjendebilledet også viser tegn på, eksisterer der væsentlige modstridende diskurser i Gaza-striben og på Vestbredden. Denne konflikt kan betegnes som en antagonisme imellem Hamas og Fatah. For at en sådan konflikt kan ophøre, er det, ifølge diskursteorien, nødvendigt at etablere en hegemoni, der kan danne et entydigt holdningsfællesskab. En fælles diskurs kan siges at være et nødvendigt kriterium for, at det palæstinensiske statsprojekt lykkedes. 7. Magtanalyse For at kunne give en klar forklaring på konflikten mellem Fatah og Hamas, er det nødvendigt at danne sig et overblik over magtfordelingen imellem disse to politiske grupperinger i Palæstina. Det umiddelbare problem ved sådan en analyse af Palæstina er, at Gaza-striben og Vestbredden er geografisk adskilt. Desuden bliver de to områder behandlet forskelligt af den israelske militærkommando (Miftah.1 09/12/12)(Ochaopt.1 09/12/12). Der kan dog stilles spørgsmål ved, hvorvidt differentieringen i behandlingen af områderne er en konsekvens af, hvem der har magten i henholdsvis Gaza-striben og på Vestbredden, eller om forskelsbehandlingen har afgjort hvem der har fået folkets opbakning. Selv om dette spørgsmål ikke umiddelbart kan besvares, er det stadig vigtigt at holde fast i, at Gaza-striben og Vestbredden er så forskellige, at der ikke bliver tale om en enkelt magtanalyse af Palæstina. Derimod er der tale om to separate analyser af de to respektive områder, der udgør det nuværende palæstinensiske område. 7.1 Direkte magt Hamas er tæt sammenbundet med Gaza-striben, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at Hamas er ansvarlig for politiet i Gaza-striben. Desuden har Hamas også oprettet offentlige institutioner, som for eksempel børnehaver i Gaza-striben og har også meget tætte forbindelser til andre vigtige institutioner i Gaza-striben som eksempelvis The Islamic University of Gaza (Prio.1 15/12/12). Hamas magt i Gaza-striben er dog langt mere vidtrækkende end blot disse humanitære tiltag. Den militære del af Hamas har også hovedsæde i Gaza-striben, og det er herfra at langt de fleste angreb imod Israel planlægges og udføres. I en lang årrække har det ikke været usædvanligt, at se Hamas 57

58 celler i gadebilledet. Dette skyldes blandt andet, at disse soldater i et vist omfang, er det politi som Hamas stiller til rådighed. Dog bliver cellerne også brugt til andre formål som eksempelvis sikkerhedskorps for Hamas topfolk. Disse kan også bruges som forsvar mod eventuelle israelske aktioner til lands (Schanzer 2008). Den så massive militære, humanitære og politiske tilstedeværelse fra Hamas' side i Gaza-striben har betydet, at de er fuldstændig i besiddelse af den direkte magt i området. På samme måde kan man sige, at Fatah er i besiddelse af den direkte magt på Vestbredden. Dog bunder Fatahs magt ikke i så høj grad af militær magt, sammenlignet med Hamas. Fatah er i besiddelse af deres magt på grund af PNA og den magt, som kommer derfra. Fatahs magt er et udtryk for en politisk magt som især er opbygget på at Fatah kan tilbyde palæstinenserne på Vestbredden et normalt liv med en relativ normal dagligdag (Bilag 2). Især i spørgsmålet om hvem der er i besiddelse af den direkte magt, tydeliggøres forskellene mellem Gaza-striben og Vestbredden. Gaza-striben, der i langt højere grad er målet for israelske angreb, har tilsluttet sig Hamas, der som tidligere nævnt er militaristiske og ikke har nogle betænkeligheder ved at anvende vold. Vestbredden derimod, er ikke udsat for den samme mængde af angreb og derfor er tilbøjelige til at støtte Fatahs mere diplomatiske fremgangsmåde (Bröning 2011:57-58). 7.2 Indirekte magt Netop Fatahs vilje til at føre dialog med israelerne giver dem en indirekte magt over Gaza-striben, da Hamas og befolkningen i Gaza-striben ikke har mulighed for at indgå forhandlinger med Israel eller resten af den vestlige verden. Dette skyldes blandt andet Hamas placering på diverse terrorlister som gør omverden nærer en mistro til Hamas. Hamas har derved ikke mulighed for selv at udøve diplomati uden at inddrage Fatah, og derved sikrer Fatah sig muligheden for at få sat deres aftryk på de største aftaler, der indebærer forhandlinger med verdenssamfundet. En af grundene til at det er svært for Hamas at undgå verdenssamfundets mistro er, at selvom de i langt større grad har prøvet at etablere sig som et legitimt, politisk parti, støtter de stadig op om global jihad. Der bliver spekuleret i, hvorvidt støtten til den globale jihad i virkeligheden udelukkende er et økonomisk spørgsmål, da mange af 58

59 Hamas' velgørere støtter denne globale jihad. Hvis dette er korrekt, er Hamas' støtte mere symbolsk og reelt et spørgsmål om at tilfredsstille investorer (Hroub 2006: kap. 9). Fatah bliver anset af palæstinenserne for ikke at besidde tilstrækkelig handlekraft, når det kommer til spørgsmålet om oprettelsen af en palæstinensisk stat. Netop Hamas' vilje til at kæmpe gør, at de på det indirekte magt niveau, kommer til at have en indflydelse på Vestbredden. For selvom at Vestbredden til en vis grad er fredelig, sammenlignet med Gaza-striben, er der stadig en vis form for solidaritet med de kæmpende palæstinensere i Gaza-striben og da de kæmpende palæstinensere som oftest er medlemmer af Hamas eller har relationen til partiet opnår Hamas en form for helte status som de kan udnytte til at påvirke befolkningen på Vestbredden (Bilag 2). 7.3 Institutionel magt Som tidligere nævnt er Fatah i stand til at opretholde en nogenlunde normal hverdag på Vestbredden. Dette gør dem også i stand til at gøre brug af institutionel magt, da de har opbygget nye normer, som i langt mindre grad end tidligere finder militante angreb acceptable, og fokuserer mere på forhandlinger og diplomati. Ved at gøre dette, opstilles der automatisk nye rammer for hvordan befolkningen på Vestbredden vurderer Hamas og Hamas' handlinger, hvilket kan styrke Fatah. Hamas bliver nu i langt højere grad anset af palæstinenserne på Vestbredden, som et radikalt alternativ, som ikke ønsker en relativ stabil situation i Palæstina. Situationen er helt anderledes i Gaza-striben, hvor det næsten er umuligt at forestille sig en normal hverdag. og hvor uddannelsesinstitutionerne i høj grad er præget af og/eller drevet af Hamas, hvilket betyder at Hamas har rig mulighed til at videreformidle deres syn på konflikten, og dermed få befolkningen i Gaza-striben til at støtte Hamas' indsats i frihedskampen. Billedet af Hamas, som de heroiske krigere for et frit Palæstina, bliver igen forstærket af det faktum at de også er politiet og derved er dem som holder den interne stabilitet og sikkerhed i Gaza-striben.. 59

60 7.4 Delkonklusion Magtfordelingen kan altså ses på følgende måde: Gaza Fatah Hamas Direkte magt X Indirekte magt X Institutionel magt X Vestbredden Fatah Hamas Direkte magt X Indirekte magt X Institutionel magt X Krydser repræsenterer hvem der er i besiddelse af magtformen. Denne opdeling vidner om to områder, Gaza-striben og Vestbredden, som er magtcenter for hver sin gruppering, Fatah og Hamas. Dette betyder i sidste ende, at der er sket en polarisering af det, der på nuværende tidspunkt er anerkendt som de palæstinensiske områder. Vestbredden er repræsenteret af Fatah der betragtes som de mere kompromissøgende og forhandlingsvillige, mens Gaza-striben og Hamas tiltrækker de mere radikale islamister. Samlet set vil det sige, at det palæstinensiske område er næsten fuldstændig opdelt. Dette ville kunne fungere udmærket, hvis ikke det var fordi, at både Fatah og Hamas har ambitioner om det palæstinensiske område, og ikke kun de respektive områder de pt. kontrollerer. Faktum er, at begge grupperinger er i stand til at gøre brug af både direkte og institutionel magt i deres respektive territorier. De er kun i stand til at påvirke hinandens territorier ved brug af indirekte magt, som for begges vedkommende, egentlig ikke har særlig stor gennemslagskraft. Fatah kan kun bruge sin indirekte magtindflydelse over Gaza-striben, når Hamas er tvunget til at forhandle med udenlandske parter og Hamas' egentlige indirekte magt på Vestbredden ender på mange punkter op i en solidaritetsfølelse fra befolkningen på Vestbredden med de kæmpende indbyggere i Gaza-striben. Dog er det nok til, at forholdet mellem Fatah og Hamas er så anstrengt, at der risiko for en eskalering i en voldelig retning. 60

61 8. Statsanerkendelse I dette afsnit vil vi undersøge, hvorledes Palæstina kan defineres som en stat. Det vil vi først og fremmest gøre ved at redegøre for Palæstinas forsøg på at få anerkendelse, og derefter undersøge hvad statsanerkendelse er samt hvilke forskellige former, der eksisterer, og hvordan statsanerkendelse indgår i international ret. Herefter vil vi redegøre for Montevideo-konventionen, der fastlægger nogle konkrete kriterier for stater. Medlemskab i FN kan siges at være den stærkeste form for international statsanerkendelse, men i vores analyse skal Montevideo-konventionen ses som et vurderingsapparat, hvor igennem vi kan diskutere, hvorvidt Palæstina lever op til disse kriterier for stater og dermed, om landet bør anerkendes. 8.1 Den palæstinensiske stat og anerkendelse i FN Siden Israel etablerede sig som stat i det palæstinensiske område i 1947, har der været talt om en to-stats-løsning (jf. historisk redegørelse). I 1967 forsøgte man sig igennem FN at fastlægge palæstinensiske grænser med resolution 242, men kravene blev ikke efterlevet. PLO arbejdede hårdt for at befri Palæstina, og i 1974 fik PLO anerkendt observatørstatus i FN, hvilket gav dem lov til at deltage i generalforsamlinger. I 2011 forsøgte PNA at få anerkendt Palæstina til fuldt medlemskab på højde med andre stater i FN, men det blev nedstemt i sikkerhedsrådet (Jerusalem Post.2-17/12/12). Senest er PNA, d. 30. november 2012, blevet anerkendt som non-member stat i FN (United Nations.5 17/12/12). Det er svært at sige, hvilken parlamentarisk faktor denne nye status har. Forskellen skal nok først og fremmest findes i, at palæstinenserne nu ikke længere kun er anerkendt som interesseorganisationen PLO. De er nu anerkendt som Den Palæstinensiske Stat på trods af, at de er non-member stat (Unispal.1 17/12/12). Mange andre lande såsom Italien, Japan, Bangladesh og Tyskland har tidligere været non-member stater, men har sidenhen fået anerkendt statsstatus på lige fod med andre stater i FN (McNeely 1995:45). Palæstina er altså som sådan anerkendt som stat, men har ikke lige rettigheder med andre stater. Dog er et fuldt ud medlemskab af FN i dag, det tætteste en nationalstat kan komme på internationalt anerkendelse af statens uafhængighed og suverænitet (McNeely 1995:46). 61

62 8.2 Anerkendelse af suveræne stater og international ret En suveræn stat er en stat, der udøver magt over sit territorium og sin befolkning som den øverste, legitime autoritet (Heywood 2007:131). I international ret er staten - eller nationalstaten - en af de vigtigste samfundsenheder. International ret er ofte synonym med Folkeretten, der har eksisteret i mange forskellige former siden den Westfalske Fred i 1648 (Den Store Danske.2 12/12/12). Den nuværende Folkeret trådte i kraft i FN d. 24. oktober 1945, og den danner grundsøjlen for den lovmæssige ageren i det internationale samfund, nationalstater imellem. Dog er statsanerkendelse et område, der er forholdsvist diffust. Anerkendelse kan i praksis ske på baggrund af flere forskellige teorier indenfor international ret. At være en anerkendt stat gør den til en såkaldt International person, der dermed er omfattet af den internationale lovgivning. Dette blev fastlagt ved Wienerkongressen i 1815, og lovgivningen er grundsøjlen for den såkaldte konstitutive anerkendelse, der bygger på, at staters suverænitet kun er gældende, hvis de anerkendes af det internationale samfund (Hillier, 1998:175). Dermed ikke sagt, at man ikke kan være en stat. Man er bare ikke omfattet af international lovgivning. Anerkendelsen af stater er derfor et vigtigt politisk redskab, der ofte er blevet brugt til at indgå alliancer eller til at vise modvillighed overfor et lands statspraksis. I dag bliver man i praksis som oftest inkluderet blot ved at blive medlem af FN. Ofte kategoriserer man også anerkendelse i de facto og de jure anerkendelser. Polens regering var under Anden Verdenskrig anerkendt som de jure, på trods af at de ikke havde magt over deres anerkendte territorium. Herefter tog de magten igen i 1945 (Hillier, 1998: ). Palæstina er midlertidig blevet anerkendt som en de facto stat d. 30. november 2012, da PNA fik non-state membership (Reuters.2 17/12/12). Palæstina kan ikke få de jure anerkendelse, da de ikke har nogen konstitution. PNA arbejder dog på en såkaldt Basic Law, der er kladden til en kommende konstitution (Palestinian Basic Law.1 15/12/12). Den såkaldte deklaratoriske anerkendelse bygger i midlertidigt ikke på, at man har brug for anerkendelse fra andre stater, men derimod, at en institution kan siges at repræsentere en stat, når denne lever op til en mængde kriterier. Den mest anerkendte konvention for sådanne kriterier er Montevideo-konventionen. Hermed kan en suveræn 62

63 stat opstå og anerkendes af Folkeretten, og dermed teknisk set også FN uden at skulle anerkendes af andre stater gennem Sikkerhedsrådet, eller igennem Generalforsamlingen og det politiske spil. Dermed er vurderingsgrundlaget i højere grad de interne strukturer - hvilket er mest relevant for vores opgave - frem for de eksterne strukturer. På trods af, at Palæstina kan leve op til nogle deklaratoriske kriterier, skal de dog stadig anerkendes til fuldt medlemskab i FN, hvis de vil deltage reelt i international politik (Udenrigsministeriet.1 18/12/12). 8.3 Montevideo-konventionen Montevideo-konventionen blev underskrevet i 1933 i Montevideo i Uruguay af USA samt en række sydamerikanske lande (Princeton.1 16/12/12). Selvom konventionen ikke er underskrevet af andre lande, refereres der ofte til konventionen, når stater skal anerkendes af det internationale samfund, og konventionen er indskrevet i Folkeretten. Derudover tilbyder den en definition af det moderne suverænitets-begreb (Knudsen 2008:8) ved, at den fastlægger fire kriterier, som skal opfyldes for at en stat kan opnå anerkendelse: 1. En permanent befolkning. 2. Et defineret territorium. 3. En effektiv regering, som kan udøve en effektiv autoritet over territoriet. 4. Staten skal kunne indgå relationer med andre steder. Konventionen fastsætter et effektivitetskriterium, der lægger vægt på, at en rigtig stat skal være uafhængig af andre staters kontrol (Knudsen 2008:8). Hvis staten ikke kan opfylde disse aspekter, kan den ikke opnå international ret og får derved svært ved at indgå i internationale relationer. Konvention er tidligere blevet brugt i statsanerkendelsesstridigheder som Taiwan og Kosovo. Dansk-Palæstinensisk venskabsforening nævner også denne konvention som et argument for statsanerkendelse (Forskningsdatabasen.1 10/12/12). I det følgende vil vi analysere, hvorledes det palæstinensiske statsprojekt kan siges at leve op til konventionens fire kriterier. 63

64 8.3.1 En permanent befolkning Siden der findes en konflikt imellem palæstinensere og israelere, er det naturligt at antage, at der også findes en palæstinensisk befolkning. Spørgsmålet er, om den kan siges at være permanent. I Palæstinas tilfælde har vi valgt at definere permanent befolkning som: en enten konstant eller stigende mængde mennesker i det palæstinensiske område, der kan betegnes som palæstinensere. Siden at både Fatah og Hamas er drevet af nationalistiske tendenser, må der findes en nationalitet (jf. sociologiafsnit og redegørelser for Hamas og Fatah) Siden der findes omkomne som følge af konflikten på både palæstinensisk og israelsk side, er der tydeligvis en befolkning, der kan rammes i Palæstina og som kan bekrige Israel. PNA har i sin Basic Law redegjort for palæstinensiske statsborgere og deres rettigheder. De har også udgivet palæstinensiske pas siden 1995 (United Nations HCR.1 15/12/12). Vi kan altså konkludere at der eksistere palæstinensere. Det palæstinensiske område har tidligere haft en stor arabisk befolkning, men siden oprettelsen af den israelske stat i 1948, er mange fra den oprindelige befolkning flygtet ud af landet til mange steder i verden. Alle palæstinensere, som bor i Gaza-striben, på Vestbredden, i Jordan, Syrien og Libanon betragtes af FN-agenturet UNRWA som flygtninge, selvom kun 29 % af befolkningen bor i deciderede flygtningelejre (United Nation RWA.1 12/12/12). I Januar 2012 er det samlede antal registrerede palæstinensiske flygtninge For at leve op til kriteriet er det selvfølgelig problematisk, at palæstinenserne i området betegnes som flygtninge. Dog er det naturligt at bruge definitionen, da vi har at gøre med en befolkning eller nation, der ikke på nuværende tidspunkt er en del af en stat, og 29 % er stadig højt for en hel nationalitet. Ser man på befolkningstilvæksten i Gaza-striben og på Vestbredden er tallet steget fra 1,9 mio. til 4,0 mio. fra 1990 til 2011 (Google Public Data.1 18/12/12). Den palæstinensiske befolkning kan altså siges at være stigende i de områder, hvor PNA og Hamas hævder at have suverænitet. Overordnet set ved vi altså, at området tidligere har haft en befolkning, der betegnes som palæstinensisk, men som i dag bliver anset at være flygtninge af nogle, mens PNA betegner det som en palæstinensisk nationalitet. Befolkningstallet er stigende i de tilbageværende selvstændige områder, hvilket må tale for, at man kan definere 64

65 befolkningen i disse områder (Gaza-striben og Vestbredden) som permanent. Dog er Israels militær i området en trussel imod denne permanenthed. Der er ingen tvivl om, at flygtningedefinition er opstået primært på grund af Israels stærke autoritet over området, der som resultat har fået mange palæstinensere til at forlade området. Israel har ekspanderet over lang tid, og hvis de fortsætter sådan, vil den nuværende befolkning næppe være hverken stigende eller permanent Et defineret territorium Under det andet kriterium fokuserer vi på Palæstinas definerede territorium i forhold til FN-resolutionerne 181, 242 og 338, samt Køreplan For Fred. Disse resolutioner er internationalt anerkendte, og de danner rammen om det internationalt anerkendte territorium indenfor 1967-grænserne. Her vil vi undersøge, om Palæstina har et defineret territorium, samt problemerne omkring selve definitionen af territoriet i forhold til israelske bosættelser, Israels blokade af Gaza, sikkerhedsmuren og problematikken omkring Østjerusalem. FN-resolution 181 fra 1947 fokuserer på opdelingen af Palæstina i en arabisk og en jødisk stat og danner grundlaget for en to-statsløsning (jf. historisk redegørelse), mens resolution 242 ligger vægt på israelsk tilbagetrækning til grænserne før 1967 (jf. historisk redegørelse). Resolution 338 opfordrer alle de berørte parter til at forholde sig til resolution 242. (Israel Ministry of Foreign Affairs.1 18/12/12). Dog er resolutionerne ikke blevet etableret i realiteten. Køreplan For Fred blev sat i værk under det danske EU-formandskab i Planen omhandlede etableringen af en to-statsløsning for at få stoppet den israelskpalæstinensiske konflikt. Der blev oprettet en alliance, som bestod af FN, USA, Rusland og EU, som skulle sikre sig, at planen blev gennemført. Køreplan for Fred lagde vægt på israelsk tilbagetrækning til grænserne fra før Planen er dog endnu ikke ført ud i realiteten. Dog kan man - ift. internationale resolutioner og planer - argumentere for, at Palæstina har et internationalt anerkendt territorium (Fakta Link.3 11/12/12). Et palæstinensisk territorium indenfor 1967-grænserne med Østjerusalem som hovedstad er også hvad Abbas ønsker anerkendt i FN. Østjerusalems status er ofte et af de punkter, som vanskeliggør fredsaftaler med Israel, da Netanyahu ved en lang række fredsforhandlinger har nægtet at give afkald på. Den seneste afstemning ved FN, hvor 65

66 138 af de 193 FN-medlemslande stemte for en opgradering af Palæstina til ikkemedlemsstat, er endnu et argument for at 1967-grænserne er internationalt anerkendte og klar defineret som palæstinensisk territorium. (Ekstrabladet.1 11/12/12) Der er dele af Hamas, som accepterer et palæstinensisk territorium ud fra grænserne med Østjerusalem som hovedstad som et kompromis i fredsforhandlinger med Israel (Ræson.1 18/12/12). Dog går de stadig ind for, at hele Palæstina skal befries, og dermed anerkender de ikke Israels eksistens. Det har deres leder, Khaled Marshall, udtalt i følgende artikel fra Reuters: (Reuters.3 15/12/12). Derimod anerkender Fatah og Selvstyret 1967-grænserne med Østjerusalem som hovedstad, som er grundlaget for en palæstinensisk stat. I realiteten svækker de israelske bosættelser og udvidelserne af disse - med 3000 nye bosættelser i området mellem bosættelsen Mallum, Adummin og Østjerusalem - definitionen af et palæstinensisk territorium (Politiken.1 18/12/12). Et stort problem med bosættelserne er, at de er opført på palæstinensisk jord, selvom at det er i strid med international lov. Dette skyldes, at bosættelserne bryder med de fire Genevekonventioner (Danwatch.1 18/12/12). Israels sikkerhedsmur forringer ydermere definitionen af palæstinensisk territorium, da muren er opført langt inde på palæstinensisk territorium. Muren blev oprettet for at beskytte Israel imod terrorangreb (TV2 Nyhederne.1 12/12/12). Israelerne indførte en blokade af Gaza i 2009 som reaktion på Hamas magtovertagelse i Gaza (jf. kapitel 5), der yderligere komplicerer definitionen af Palæstinas territorium. Ud fra dette perspektiv svækker Israels bosættelser og blokeringer Palæstinas definerede territorium. Med Israels blokade af Gaza, sikkerhedsmuren og bosættelserne er der ingen territoriel implementering af 1967-grænserne fra Israels side. Argumenterne for at Palæstina efterlever kriteriet omkring definition af territorium ligger i den internationale de jure anerkendelse af 1967-grænser. Set fra dette perspektiv lever Palæstina op til det kriterium i Montevideo-konventionen, men de facto gør Israels fortsatte tilstedeværelse på palæstinensisk territorium det vanskeligt at hævde, at Palæstina er i besiddelse af et defineret territorium. Israels tilstedeværelse er altså en afgørende hindring for Palæstinas definerede territorium på trods af den internationale anerkendelse. 66

67 8.3.3 En effektiv regering Det tredje kriterium sætter fokus på Palæstinas regering og autoritet samt disses evne til effektivt at administrere det palæstinensiske territorium. Dermed vil vi forsøge at vurdere, om en palæstinensisk autoritet lever op til konventionens kriterium. Som udgangspunkt har Palæstina svært ved at indfri kriteriet om en effektiv regering, da området i øjeblikket ledes af to forskellige regeringer, i henholdsvis Gaza-striben og Vestbredden. Den oprindelige overordnede autoritet PNA mistede magten over Gazastriben i 2006 under borgerkrigen mod Hamas. PNA har således kun autoritet over Vestbredden, imens Hamas regerer over Gaza-striben. Palæstina kan dermed ikke defineres som en effektiv udøvende regering, da området ikke er samlet under én autoritet. Selv hvis landet var en anerkendt stat, ville spørgsmålet om, hvordan Palæstina skulle regeres stadig være grobund for stor usikkerhed. Til trods for splittelsen har PNA fået non-member statsstatus i FN, og det er som oftest, PNA der har ledet forhandlinger med FN. Hamas har været imødekommende overfor PNA s arbejde i FN (Politiken.2 15/12/12), men der er stadig ingen tegn på sammenslutning mellem de to regeringer i øjeblikket. Israels autoritet over området er med til at reducere palæstinensisk suverænitet. Hamas har dog stadig magten i Gaza-striben, mens udvidelserne af de israelske bosættelser fortsætter på Vestbredden (Se bilag 5). Israels kontrol med søfartsvejene ind og ud af Gaza-striben samt deres kontrol med Gazas territorielle grænser, svækker Hamas muligheder for udøvelse af effektivitet, da det svækker deres kontrol med borgernes og varernes frie bevægelighed. (jf. Israels Blokade af Gaza). Begge regeringer er blevet udsat for meget kritik. PNA og PLO er blevet anklaget for korruption, hvilket har udmøntet sig som en stærk mistillid blandt befolkningen (Jensen & Laursen 2000:.91). Hamas har sikret sig en vis popularitet i Palæstina men er til gengæld internationalt kritiseret for at være en terrororganisation (jf. Borgerkrigen). Deres krigsførelse og den radikale ideologi gør det svært for dem at organisere sig sammen med det mere moderate Fatah i PNA. Derudover står styringsformen i strid med FN s krav om, at man skal være en fredselskende nation. Palæstina lever dermed ikke op til kriteriet om en effektiv, udøvende autoritet over territoriet. Det er vigtigt at pointere, at PNA og Hamas hver især har formået at etablere et politisk system, en hær og en række sociale ydelser som skoler og hospitaler. Deres 67

68 opbygning af civilsamfundet gør, at de kan efterleve effektivitetskriteriet, men da de ikke fungerer som en samlet autoritet, underminerer det deres mulighed for at fremstå som en effektivt udøvende autoritet for hele området. Et område som gerne skulle være en samlet palæstinensisk stat Evnen til at indgå i relationer I dette afsnit undersøges det, hvilke relationer Palæstina har med andre stater. Da Palæstina er splittet imellem Hamas i Gaza-striben og Fatah på Vestbredden, kan relationerne fremstå polariserede. Følgende analyse vil tage udgangspunkt i afsnit 5. Det er jf. Montevideo-konventionen yderst vigtigt for en stat at kunne indgå i relationer med andre stater for at blive anerkendt, da statens suverænitet ellers ikke vil blive respekteret, og i værste fald vil det true statens eksistens. Man finder palæstinensiske ambassader i mere end 100 lande rundt om i verden, hvilket må opfattes som et udtryk for at Palæstina indgår i med andre lande (Dansk- Palæstinensisk Venskabsforening.1 14/12/12). Man må også se den seneste anerkendelse i FN-regi af Palæstina som non-member state som et tydeligt udtryk for, at de er i stand til at indgå i relationer med internationale organisationer. Denne udvikling har dog svækket relationen til USA, der tidligere har støttet op om en aftale mellem Fatah og Israel. Også relationen til Israel har lidt skade efter det udvidede FNmedlemskab, og Netanyahu har som konsekvens udvidede sin plan om bosættelser. I kontrast til dette, er det palæstinensiske forhold til de europæiske lande blevet styrket, da mange europæiske lande stemte for. PNA er også medlem af Den Arabiske Liga, Unesco, og en række andre internationale organer (Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening.1 16/12/12). Men det kan gå hen og blive et problematisk krav for Palæstina, da PNA, på grund af aftaler med Israel og PLO, ikke har nogen ret til at indgå relationer med andre stater eller organisationer. Dette vil i så fald begrænse PNAs mulighed for at leve op til kravene i Montevideo-konventionen (Information.2 12/12/12). Og til trods for PNAs medlemskab indenfor disse organer, kan relationerne problematiseres af konflikten imellem Fatah og Hamas. Splittelsen imellem Fatah og Hamas kan endvidere svække mulighederne for at indgå i relationer med andre stater, da begge parter modtager støtte fra lande, som ser skeptisk 68

69 på den ene eller den anden part. Især Hamas relationer til Iran er yderst problematiske, da iranerne er fjendtligt indstillede overfor både USA og Israel, samtidig med at de udfordrer disse lande magtpolitisk (se afsnit 5). Relationen til Hizbollah besværliggør også muligheden for at opfylde kriteriet, da Hamas samarbejde med bevægelsen svækker mulighederne for at indgå i relationer til Israel. Hamas, Hizbollah og Iran deler alle samme fjendebillede om Israel, de deler også fælles interesser i kampen mod Israel. Palæstinas relationer til andre stater er altså splittet op imellem Hamas, Hizbollah og Iran på den ene side. Alt imens de vestlige lande, USA og Israel står på den anden side, samtidig med at lande som Egypten, Saudi-Arabien og Tyrkiet prøver at placere sig midt imellem parterne for at skabe forsoning (se afsnit 5). Det ser ud til, at der er en tendens til, at vestlige lande placerer sig på Fatahs side, og de islamistiske regimer på Hamas side. Dette fører til polarisering imellem de to fløje. Ingen af parterne kan altså tale på vegne af hele det palæstinensiske folk, og dermed kan relationerne ikke gælde for hele Palæstina. Yderligere er det et problem, når USA og de europæiske lande anvender deres institutionelle magt og Hamas udelukkes fra de internationale diplomatiske beslutningsprocesser. Dette sker som konsekvens af EU og USAs opfattelse af Hamas som værende en terrorgruppe (TV2 Nyhederne.2 18/12/12). Fatah er international anerkendt, og bliver til gengæld inkluderet. Det er stadig yderst problematisk for Palæstina at leve op til kriteriet, da splittelsen imellem Fatah og Hamas betyder, at de mangler en samlet autoritet, der kan repræsentere hele nationen. 8.4 Delkonklusion Det kan diskuteres, hvorvidt Palæstina lever op til de fire kriterier i Montevideokonventionen. Det første punkt der definerer en permanent befolkning, er delvist opfyldt, da landet har en permanent befolkning, som bor i Gaza-striben og på Vestbredden. Problemet er, at 29 % af befolkningen bor i flygtningelejre (United Nations RWA.2 12/12/12), og der er derfor ikke en permanent bosiddende befolkning. Det kan der trods alt argumenteres imod, da der bor 4 mio. mennesker i Gaza-striben og på Vestbredden, som er de internationalt anerkendte områder ifølge FN-resolution 242. Palæstina lever på den måde op til kravet om en permanent befolkning, da de har en permanent befolkning på Vestbredden og i Gaza, også til trods for flygtningeproblemet. 69

70 Med udgangspunkt i FN-resolutioner og Køreplan For Fred har Palæstina et internationalt anerkendt territorium. Til trods for at Palæstina har et internationalt de jure anerkendt territorium, vanskeliggør Israels de facto tilstedeværelse definitionen af et palæstinensisk territorium. Palæstina får derfor svært ved at leve op til dette kriterium. Hvis tidligere nævnte FN-resolutionerne i midlertidig blev implementeret, ville der dog ikke være nogen tvivl om, at Palæstina havde et defineret territorium. Det tredje punkt i konventionen er dog sværere for Palæstina at leve op til. Til trods for at både Hamas og PNA hver især har en række institutioner og strukturer, der varetager statslige funktioner, er problemet imidlertid manglen på en samlet autoritet, der kan varetage disse opgaver. Israels omfattende kontrol med grænserne til Gaza-striben og Vestbredden svækker endvidere også den palæstinensiske stats suverænitet. Det sidste punkt i konventionen der vedrører en stats evne til at indgå i relationer med andre stater, er det også et krav, som Palæstina har svært ved at leve op til. Tendensen er som nævnt ovenfor, at de vestlige lande støtter Fatah, hvorimod de islamistiske regimer støtter Hamas. Endvidere betyder splittelsen imellem Fatah og Hamas, at Palæstina har svært ved at indgå i relationer med andre stater. Så længe de vestlige lande og Israel afviser dialog med Hamas, er det yderst problematisk at få løst konflikten. Der er mange ledende kræfter i Hamas som har vist, at de er villige til at forhandle om fred (Ræson.1 18/12/12). Hvis de vestlige lande bliver ved med at afvise forhandling med Hamas, kan dette styrke de langt mere radikale kræfter i Palæstina. Dermed kan yderliggående grupperinger som Islamisk Jihad, og på længere sigt Al-Qaida, for alvor få vind i sejlene og vinde indflydelse (Berlingske Tidende.3 18/12/12). Dette vil forværre situationen, ikke mindst for de vestlige lande. Ud fra denne analyse af hvordan Palæstina opfylder Montevideo-konventionens krav, må det konkluderes, at Palæstina har svært ved at opnå anerkendelse til trods for, at der vurderes at være en permanent befolkning. Det er manglen på et reelt territorium, en samlet palæstinensisk autoritet og fælles relationer til andre stater, der komplicerer anerkendelsesmuligheden. Som konsekvens kan et samlet Palæstina heller ikke deltage i de internationale beslutningsprocesser. Det kan endvidere konkluderes at en forsoning mellem Fatah og Hamas er altafgørende for at realisere muligheden for en statsanerkendelse af Palæstina. En forsoning mellem 70

71 Fatah og Hamas vil først og fremmest være med til at sikre en fælles palæstinensisk autoritet, der kan indgå i relationer med andre lande, stater og organisationer. Derudover vil det også være nødvendigt, at Israel afgiver suverænitet til palæstinenserne. For uanset om Hamas og Fatah er samlet eller ej, kan palæstinenserne intet gøre, hvis ikke Israel respekterer Palæstinas suverænitet. 71

72 9. Konklusion Mange historiske begivenheder har haft stor relevans for de konflikter, der eksisterer i Palæstina i dag. Lige siden det britiske mandat officielt trådte i kraft i 1922, har den palæstinensiske befolkning mere eller mindre konstant været underlagt en ekstern magthaver. Da Storbritannien trak sig fra Palæstina, blev formynderskabet overtaget af FN. Samtidigt blev staten Israel oprettet, og staten har lige siden dens oprettelse overtaget mere og mere af de historiske palæstinensiske områder. Dette har ført til en følelse af undertrykkelse blandt den palæstinensiske befolkning, og denne undertrykkelse er ved flere lejligheder kommet til udtryk ved voldsomme kampe imellem israelere og palæstinensere. Som beskrevet i opgaven har nogle af de mest voldsomme kampe fundet sted i nyere tid, og vi kan konkludere, at det ikke er politiske og strategiske overvejelser, der som udgangspunkt har startet diverse oprør og kampe, som for eksempel de to intifadaer, men derimod en følelse af undertrykkelse og uret blandt den palæstinensiske befolkning. Israel har også igennem tiden spillet en stor rolle. På den politiske scene og blandt den palæstinensiske befolkning. Fra israelsk side er den palæstinensiske befolkning med tiden blevet pålagt restriktioner og sanktioner, hvilket har medført en stigende fattigdom i de palæstinensiske områder og en forringelse af levestandarden. Ved flere lejligheder har det internationale samfund forsøgt at bidrage til en løsning imellem Israel og Palæstina, men gang på gang har forhandlingerne slået fejl, og fredsaftaler er blevet brudt af begge parter. Opgaven konkluderer desuden, at konflikten imellem Israel og Palæstina er en konflikt, vi ikke kan se bort fra, når vi vurderer palæstinensernes mulighed for oprettelsen af en internationalt anerkendt stat. Endvidere beskriver opgaven, hvorledes de to hovedaktører i vores opgave, Fatah og Hamas, er opstået, hvilken ideologi de repræsentere, og hvorledes de påvirker det palæstinensiske samfund. Fælles for Fatah og Hamas er, at de er opstået som reaktion på Israels besættelse af palæstinensiske områder. En belastning for Fatah har igennem tiden været den interne splittelse i partiet. Vi kan ligeledes konkludere, ved hjælp af vores interview og den seneste udvikling i konflikten, at denne problemstilling stadig er aktuel. I dag er partiet opdelt i en ældre generation med præsident Mahmoud Abbas i spidsen, og en yngre generation, der ønsker fornyelse i partiet. Yasser Arafat, der i mange år ledede Fatah, fik med tiden 72

73 ændret kursen i partiet, således at Fatah er villige til at forhandle med Israel. Denne moderate udvikling i Fatah står i stærk kontrast til den anden hovedaktør i opgaven, Hamas. Hamas ønsker, nøjagtigt som Fatah gjorde tidligere, en udslettelse af staten Israel. Hamas bliver af det internationale samfund (Israel, USA og EU) betragtet som en terrororganisation. Opmærksomheden blev i højere grad rettet mod Hamas, da de i 2006 vandt valget med et stort flertal. Som der gives udtryk for i afsnittet om etnisk identitet, er det palæstinensiske folk som én etnisk gruppe. Som tidligere nævnt er de to ledende grupperinger Fatah og Hamas på mange måde uenige om, hvilken strategi man skal forfølge i kampen for Palæstina. Med borgerkrigen, der både politisk og geografisk delte Fatah og Hamas, er distancen mellem grupperingerne blevet større. Palæstina består nu, på trods af deres ellers fælles etnisk identitet, af to områder, Gaza-striben og Vestbredden, der regeres af hver sin gruppering. I essensen to separate selvstyrede områder, der er adskilt geografisk af land besat af Israel. Splittelsen skal dog ikke kun ses som et spørgsmål om geografi. Fatah og Hamas kan næsten ikke være mere uenige om de grundlæggende aspekter omkring skabelsen og administrationen af en palæstinensisk stat. Fatah er villige til at forhandle med Israel, mens Hamas på ingen måde har været villige til at forhandle med Israel, med mindre det har gældt våbenhviler, der har gavnet Gaza-striben. Disse små aftaler skal dog ikke tolkes som, at Hamas anerkender Israels eksistens. De skal i stedet ses som et udtryk for Hamas' overlevelsesstrategi. Som tidligere nævnt i opgaven har Fatah heller aldrig officielt anerkendt Israel som stat, men som det også tidligere blev konkluderet i opgaven, så har Fatahs forhandlinger med Israel omkring større aftaler gjort, at Fatah indirekte har anerkendt Israels eksistens. Fatah og Hamas' dybt forskellige tilgange, til spørgsmålet om hvorvidt der kan forhandles med Israel, er dog bare toppen af isbjerget. Fatah er mest tillokkende for de mere moderate palæstinensere, da Fatah for eksempel vil oprette en eventuel palæstinensisk stat efter en sekulær statsmodel, mens Hamas er tillokkende for især de mere konservative palæstinensere, da Hamas vil oprette en grundlæggende islamisk stat. Ingen af de to grupperingen er umiddelbart klar til at slække på deres plan om, hvordan 73

74 en fremtidig palæstinensisk stat skal se ud. Derfor står man tilbage med et meget opdelt Palæstina, som har svært ved at samarbejde, hvilket borgerkrigen bevidner. Uden et samarbejde mellem Fatah og Hamas er det svært at se, hvordan der nogensinde skulle kunne oprettes en palæstinensisk stat. Palæstinenserne er nødt til at fremstå som en samlet nation for at kunne få verdenssamfundets anerkendelse. Derudover kan der være tvivl om, hvorvidt verdenssamfundet vil være villig til at acceptere et rent Hamasstyret Palæstina, da Hamas af de fleste lande, bliver anset for at være en terrororganisation. Her ville verdenssamfundet nok være mere venligt stemt over for Fatah, som har indstillet deres deciderede kamphandlinger for mange år siden. Problemet er, at så længe Hamas står så stærkt, som de nu gør, kan Fatah ikke forhandle som en repræsentant for den palæstinensiske befolkning. Verdensledere fra hele verden kan forhandle med Præsident Abbas, men uden virkning så længe Hamas har kontrol over Gaza-striben og opbakningen fra den palæstinensiske befolkning. Igen fremgår det tydeligt, at en samling af den palæstinensiske befolkning, herunder et samarbejde mellem Hamas og Fatah, er en væsentlig faktor, når man skal diskutere muligheden for dannelsen af en palæstinensisk stat. Der er ingen tvivl om, at en samlet palæstinensisk regering er nødvendigt for ordentligt at opfylde krav 3 og 4 i Montevideo-konventionen. Krav 1 og 2 er på nogle måder allerede opfyldt, selvom krav 2 (omhandlende det definerede territorium) højst sandsynligt vil ende i en fastlåst forhandling. Den anden store forhindring for det palæstinensiske statsprojekt er Israel. For som tidligere nævnt er der forskel på en retsmæssig opfyldning af kravene inden for Montevideo-konventionen, og så den anerkendelse Israel udviser overfor Palæstinas suverænitet over området. I sidste instans vil en statsanerkendelse ikke have nogen virkning, hvis Israel fortsat vælger at udvide deres territorium med flere bosættelser. Hvordan påvirker konflikten mellem Hamas og Fatah det palæstinensiske statsprojekt og anerkendelsen af den palæstinensiske stat? Konflikten påvirker statsprojektet i høj grad, da splittelsen grundlæggende forhindrer Palæstina i at leve op til fundamentale krav for en stat. Derudover er splittelsen en stor forhindring i forhold til internationale relationer og anerkendelse. 74

75 Det er først, hvis det internationale eller regionale samfund presser Israel til at afholde sig fra området, at muligheden, for at man reelt kan oprette en selvstændig levedygtig, anerkendt palæstinensisk stat, opstår. 10. Perspektivering Det vil nu diskuteres, hvorvidt vi kunne have grebet projektet anderledes an, hvilke problematikker vi ellers kunne have undersøgt, og hvem vi ellers kunne have interviewet. Vores projekt fokuserer hovedsagligt på de interne stridigheder mellem Hamas og Fatah, og hvordan det påvirker anerkendelsen af en palæstinensisk stat. Vi prøvede i starten at undgå et alt for stort fokus på Israel. Da vi ønskede at fokusere udelukkende på den interne konflikt i Palæstina. Dog indså vi hurtigt, at Israel spillede en væsentlig rolle i konflikten mellem Fatah og Hamas. Israel fylder en del i projektet, men det primære fokus i rapporten ligger på konflikten mellem Fatah og Hamas. Det var åbenlyst at inddrage Israel i højere grad, og der kunne have været større fokus på, hvordan Israels politik påvirker de palæstinensiske forhold. Vi kunne ligeså have lagt et større fokus på Israels indblanding i konflikten mellem Fatah og Hamas. De eksterne aktører der også influerer på konflikten kunne have været inddraget i højere grad. Projektet primære fokus kunne ligge på de eksterne aktører, hvor det ville være oplagt undersøge interesser i konflikten, samt hvilket politisk magtspil der foregår mellem Iran, USA og Israel samt andre aktører. IP-teori kunne anvendes til at analysere dette magtspil. FN s tilgang til statsanerkendelse, er også en oplagt tilgang til konflikten, hvor en analyse af det politiske spil ved FN-statsanerkendelse er relevant at inddrage. Sikkerhedsrådets rolle i anerkendelsen af den palæstinensiske stat kunne været blevet analyseret sammen med USA's rolle i en sådan beslutningsproces. Sådan et projekt ville have lagt et stort fokus på magtspillet i FN og et mindre fokus på den interne konflikt i Palæstina. At inddrage FN som hovedaktør ville være aktuelt i forhold til den seneste vedtagelse af Palæstinas non-member state. Et andet perspektiv, eller en anden vinkel, på opgaven, kunne man opnå gennem interviews med repræsentanter fra det pro-israelske samfund. Derved kunne man se problematikken fra en israelsk synsvinkel samt fremhæve antagonismen mellem de proisraelske kilder og de pro-palæstinensiske kilder. For at afgrænse projektet yderligere 75

76 kunne man inddrage en case, eksempelvis Gaza-krigen, Borgekrigen, Blokaden af Gaza, bosættelserne eller andre enkeltproblematikker. Et sidste område der ville være relevant for konflikten i Palæstina er problematikken med de palæstinensiske flygtninge. Deres ret til at vende hjem er defineret i FNresolution 194, men ikke meget er sket siden. Flygtningenes opbakning til Hamas og Fatah kunne også have været væsentligt at undersøge, samt hvordan flygtningespørgsmålet problematiserer fredsprocessen, og hvilken tilknytning flygtningene har til Palæstina. 76

77 11. Litteraturliste 11.1 Bøger - Adriasen H. (2005): Egyptisk Israelsk samarbejde under den kolde fred, kapitel 7 i: Adriasen H. & Malmvig H. (red.) Mellemøsten, Lokalt, regionalt og internationalt. Dansk Institut For Internationale Studier. - Andersen, Lars Erslev (1997): Muslimske fundamentalister, Dupi. - Andersen, Lars Erslev (2003): Den Amerikanske Orden, Aschehoug Dansk Forlag A/S 2.udgave 1.opslag. - Andersen, Lars Erslev (2011): 10 år efter 11. September 2001, DIIS. - Ben-Porat, Guy (2008): The failure of the Middle East peace process, Palgrave Macmillan. - Boel E. og Søren J.M. (2005): Tyrkiets rolle i Mellemøsten, Kapitel 5 i: Ariasen H. & Malmvig H. (red.) Mellemøsten, Lokalt, regionalt og internationalt. Dansk Institut For Internationale Studier. - Bröning, Michael (2011): Politics of Change in Palestine State-Building and Non-Violent Resistance, 1. udgave, Pluto Press. - Christensen, Søren & Jensen, Poul Erik Daugaard (2008): Kontrol i det stille om magt og ledelse, 2. udgave, Samfundslitteratur. - Gunning, Jeroen (2009): Hamas in politics, C.Hurst & Co. - Heywood, A. (2007) Politics, 3. Edition, Palgrave Macmillen - Hillier, T. (1998): Sourcebook on Public International Law, London, Cavendish Publishing Limited. - Hroub, Khaled (2006): Hamas A beginners s guide, 2. udgave, Pluto Press. - Hroub, Khaled (2002): Hamas, Institute for Palestine Studies. - Jerichow, Anders (2009): Mellemøstkonflikter Historie & Samfund, 1.udgave, 1. oplag, København, Nordisk Forlag A/S. - Jensen, Carsten Skovgaard (2007): Den israelske sikkerhedsbarriere på Vestbredden Sikkerhed eller barriere for fred, Books on Demand. - Jensen, Carsten Skovgaard (2007): Politisk Islam, antisemitisme og Palæstinakonflikten, Books on Demand. 77

78 - Jensen, Michael Irving og Laursen, Andreas (2000): Arafats Palæstina, Odense Universitetforlag. - Jensen, Michael Irving (2002): Hamas i gaza-stribben, Akademisk Forlag. - Jørgensen, Marianne Winther & Phillips, Louise (1999): Diskurs analyse som teori og metode, Roskilde Universitetsforlag. - Knudsen, Tonny Brems (2008): Kosovo særtilfælde eller ny norm, i: Udenrigs, Det Udenrigspolitiske Selsskab. - Kvale, Steinar & Brinkmann, Svend (2009): Interview introduktion til et håndværk, 2. udgave, 1. oplag, København, Hans Reitzels Forlag. - Lindhardt, Svend (2008): Hellig Krig i Mellemøsten, Frydenlund. - McNeely, C. L. (1995): Constructing the Nation-State: International Organization and Prescriptive Action, Westport, Greenwood Publishing Group - Rahbek, Birgitte (2000): En stat for enhver pris Konflikter i mellemøsten, Fremad. - Schanzer, Jonathan (2008): Hamas vs. Fatah The struggle for Palestine, Palgrave Macmillan. - Thomsen, Jens Peter Frølund (2007): Diskursanalyse, Kapitel 11 i: Andersen, H. & Kaspersen, Lars Bo (red.) Klassisk og moderne samfundsteori. Hans Reitzels Forlag. - Østergård, Uffe (2007): Stat, nation og nationalidentitet, kapitel 29 i: Andersen, H. & Kaspersen, Lars Bo (red.) Klassisk og moderne samfundsteori. Hans Reitzels Forlag Internetkilder Religion.1: Religion.dk; Nielsen, Jacob Vrist: Hvad er zionisme, Udgivet 14/11/11 Set: 18/12/12 United nations.1 : United Nations; Ingen forfatter: The Mandate for Palestine Udgivet: PAL.NSF/0/2FCA2C68106F11AB05256BCF007BF3CB Set: 17/12/12 78

79 Yale Law School.1: Yale Law School; Ingen forfatter: The Covenant of the League of Nations; Artikel 22 Udgivet: Set: 17/12/12 Palestine land society.1 : Palestine Land Society; Sitta, Dr. Salman Abu: The Right of Return: Sacred, Legal, Possible. The Palestinian Refugees Udgivet: November, Set: 17/12/12 Britannica.1 : Encyclopædia Britannica Online; Ingen forfatter: Peel Commission Udgivet: Set: 17/12/12 Mideastweb.1 : Middle East Web; Ingen forfatter: Report of UNSCOP 1947 Udgivet: Set: 17/12/12 United naitons.2 : United Nations; Ingen forfatter: The Plan of Partition and end of the British Mandate Udgivet: Set: 17/12/12 United nations.3 : United Nations; Ingen forfatter: 273 (III). Admission of Israel to membership in the United Nations Udgivet: Set: 17/12/12 Palaestina-info.1 : Palæstina Info; Hansen, Carlo: Palæstina-konflikten - et historisk overblik Udgivet: Set: 17/12/12 United Nations.4 : United Nations; Ingen forfatter: Resolution 242 (1967) of 22 November 1967 Udgivet: Set: 17/12/12 Fakta-link 1. Fakta Link; Grøndahl, Malene: Den første intifada Udgivet:

80 Set: 17/12/12 Adjunkten.1 : Adjunkten; Ingen forfatter: Fredsprocessen Udgivet: Set: 17/12/12 Palaestina Info.2 : Palæstina Info; Andersen, Lars Erslev: Forhandlingerne i Camp David 2000 Udgivet: Set: 17/12/12 The New York Book Review of Books.1: The New York Book Review of Books; Malley, Robert & Hussein, Agha: Camp David The Tragedy of Errors Udgivet: 9/8/11 Set: 17/12/12 Washington Post.1: Washington Post; Anderson, John Ward: Barghouti's Candidacy Highlights Split in Fatah Udgivet: 3/12/04 Set: 2/12/12 Forsvaret.1: Vestergaard, Thomas: Paramilitære organisationer i Mellemøsten. Udgivet: _i_mellemoesten_.pdf Set: 10/12/12. Newsday.1: Newsday; Bazzi, Mohamad: Inside Hamas Power Structure Udgivet: 27/5/06 Set: 17/12/12 Deutsche Welle.1: Deutsche Welle; Knipp, Kersten: Qatar, Hamas and the new Middle East Udgivet: 25/10/12 Set: 5/12/12 80

81 Steffen Jensen.1: Steffen Jensen; Jensen, Steffen: Fatah i Gaza inden borgerkrigen: Magten korrumperer Udgivet: 13/11/10 fatah-i-gaza-inden-borgerkrigen-magten-korrumperer// Set: 17/12/12 Palestinaorientering.1; Palæstinaorientering; Ingen forfatter: Kronologisk oversigt over Palæstinas nyere historie Udgivet: Set: 17/12/12 E-pages.1: E-Pages; Skovmand, Svend: EU anerkendte ikke et demokratisk valg Udgivet: Set: 17/12/12 Danmarks Radio.1: Danmarks Radio; Borresø, Tina Maria: Baggrund om Blokaden af Gaza Udgivet: 31/5/10 Set: 17/12/12 Fakta Link.2: Fakta Link; Grøndahl, Malene: Udviklingen siden 2005 Udgivet: Set: 17/12/12 Politiken.1: Politiken; Ingen forfatter: Diplomat :»London er rasende«over nye israelske bosættelser Udgivet: 3/12/12 Set: 18/12/12 Berlingske Tidende.1: Berlingske Tidende; Boseup, Rasmus: Israel Planlægger 3000 nye Bosættelser Udgivet: 30/11/12 Set: 18/12/12 CIA. 1: CIA; ingen forfatter: Gaza Strip Udgivet: Set: 05/12/12 81

82 CIA. 2: CIA; Ingen forfatter: West Bank Udgivet: Set: 05/12/12 Middleeast. 1: Middleeast; ingen forfatter: Palæstina Udgivet: Set: 07/12/12 Worldbank. 1: Worldbank; ingen forfatter: Stagnation or Revival? Palestinian Economic Prospects Udgivet: 21/03/12 CreportMarch2012.pdf Set: 19/12/12 Ingeniøren. 1: Ingeniøren; Dejgaard, Hans Peter: Palæstina-konflikten handler om vand Udgivet: 24/5/02 Set: 13/12/12 Palaestina Info. 3 : Palæstina Info; Andersen, Lars Erslev: Forhandlingerne i Camp David 2000 Udgivet: Set: 13/12/12 B tselem.1: B Tselem; ingen forfatter: Land Expropriation and Settlements Statistics. Udgivet: 1/1/11 Set: 13/12/12 Forsvaret.2: Forsvaret; Mosdal, Andersen: Gaza tur retur Udgivet: Set: 10/12/12 Jyllandsposten.1: Jyllandsposten; Andersen, Lars Erslev: Dialog med islamisterne Udgivet: 4/5/11 Set: 18/12/12 Danmarks Radio.2: Danmarks Radio; Ingen forfatter: Hamas og Fatah laver forsoningsaftale Udgivet: 27/04/11 Set: 17/12/12 82

83 Ræson.1: Ræson; Jano, David: Splittelsen blandt palæstinensere spidser til. Udgivet: 06/04/12 Set: 19/12/12 Berlingske Tidende.2: Berlingske Tidende; Gården, Hugo: Tyrkiet landet vi gik glip af? Udgivet: 28/07/10 Set: 18/12/12 Information.1: Information; Fafner, Hans Henrik: Konflikten kan brede sig Udgivet: 25/07/07 Set: 18/12/12 Den Store Danske.1: Den Store Danske; Ingen Forfatter: Den Arabiske Liga Udgivet: %B8sten_efter_1947/Den_Arabiske_liga Set: 11/12/12 Jerusalem Post.1: Jerusalem Post; Toameh, Khaled Abu: Fatah has never recognized Israel and will never do so Udgivet: 01/06/11 Set: 12/12/12 Reuters.1: Reuters; Balmer, Crispian: Hamas leader vows never to recognize Israel Udgivet: 8/12/12 Set: 12/12/12 Palaestina Info.4 : Palæstina Info; Jensen, Michael Irving: De islamiske modstandsbevægelser i Palæstina - Hamas og islamisk Jihad Udgivet: Set: 18/12/12 Miftah.1: The Palestinian Initiative for the Promotion of Global Dialogue and Democracy; Ingen forfatter: MIFTAH's Facts & Figures - Casualties and material losses from September 28, April 02, 2011 Udgivet: Set: 09/12/12 Ochaopt.1: UN Office for the Coordination of Humanitarian Affairs; Ingen forfatter: Life, Liberty & Security 83

84 Udgivet: 28/05/12 Set: 09/12/12 Prio.1 : Peace Research Institute Oslo: Hovdenak, Are (ed.): The Public Services under Hamas in Gaza - Islamic Revolution or Crisis Management? Udgivet: Marts df Set: 5/12/12 Jerusalem Post.2: Defying the US, PA pushes fir UN anti-settlement vote. Forfatter: Keinon, Herb Udgivet: 18/2/11 kl. 01:13 Set: 17/12/12 United Nations.5 : United Nations; Ingen forfatter: General assembly votes overwhelmingly to accord Palestine non-member observer state status in united nations. Udgivet: 30. November e485257ac6004f4d63?OpenDocument Set: 17/12/12 Unispal.1: United Nations Information System of Palestine: Ingen forfatter: General Assembly Votes Overwhelmingly to Accod Palestine Non-member Observer State In United Nations Udgivet: 2e485257ac6004f4d63?OpenDocument Set: 17/12/12 Den Store Danske.2: Den Store Danske; Ingen Forfatter: Folkeret Udgivet: Set: 12/12/12 Reuters.2: Reuters; Charbonneau, Louis & Nichols,Michelle: Hamas leader vows never to recognize Israel Udgivet: 3/11/12 Set: 17/12/12 Palestinian basic law.1: Palestinian basic law; ingen forfatter: The Palestinian bacis law Udgivet: Set: 15/12/12 84

85 Udenrigsministeriet.1: Udenrigsministeriet; ingen forfatter: Folkeretten Udgivet: Set: 18/12/12 Princeton.1: Princeton; ingen forfatter: Montevideo Convention Udgivet: Set: 16/12/12 Forskningsdatabasen.1: Forskningsdatabasen; Sværke, John: Udviklingen i anerkendelse af stater. : Er der sket en udvikling i anerkendelseskriterierne af stater i nyere tid, og i så fald hvilken? Udgivet: Set: 10/12/12 United Nations HCR.1: United Nations; ingen forfatter: Palestine/Occupied Territories: Information on passports issued by the Palestine National Authority Udgivet: 17/12/98 Set: 15/12/12 United Nations RWA.1: United Nations; ingen forfatter: UNRWA Statistics-2010 Udgivet: november Set: 12/12/12 Google Public Data.1: Google Public data; ingen forfatter: Population Udgivet: im=country:wbg&dl=en&hl=en&q=palestine%20population Set: 18/12/12 Israel Ministry of Foreign Affairs.1: Israel Ministry of Foreign; ingen forfatter: U.N. Security Council Resolution 338 Udgivet: 22. oktober, Council+Resolution+338.htm Set: 18/12/12 Fakta Link.3: Fakta Link.3; Grøndahl, Malene: Fredsforhandlinger og fremtidsperspektiver Udgivet: Set: 11/12/12 85

86 Ekstra Bladet.1: Ekstra Bladet; Ritzau: Palæstinensere får observatørstatus i FN Udgivet: 29/11/12 Set: 11/12/12 Ræson.1: Ræson; Skorini, Heini: Mellemøsten: Derfor skal Vesten skal prøve at forhandle med Hamas. Udgivet: 28/10/09 Set: 18/12/12 Reuters.3: Reuters; Webb, Jason: Hamas leader vows never to recognize Israel Udgivet: 8/12/12 Set: 15/12/12 Danwatch.1: Danwatch; Marslev, Kristoffer & Johannisson, Frederik: De israelske bosættelser og international ret Udgivet: 26/11/12 Set: 18/12/12 Tv2 Nyhederne.1: Tv2 Nyhederne; Selvejer, Steen: Israels sikkerhedsmur og palæstinenserne Udgivet: 21/11/05 Set: 12/12/12 Politiken.2: Politiken; ingen forfatter: Hamas: En sejr for. Udgivet: 30/11/12 Set: 15/12/12 Dansk-Palæstinensisk Venskabsforegning.1: Dansk Palæstinensisk Venskabsforegning: Palæstina i FN ofte stillede spørgsmål. Udgivet: november Set: 14/12/12 Information.2: Information; Laursen, Andreas & Jensen, Michael Iriving: Græd ikke, Palæstina Udgivet: 12/10/00 Set: 12/12/12 86

87 Tv2 Nyhederne.2: Tv2 Nyhederne; Hedegaard, Kristian: Bliv klogere på aktørerne i Mellemøsten. Udgivet: 8/1/09 Set: 18/12/12 United Nations RWA.2: United Nations; ingen forfatter: Udgivet: januar Set: 12/12/12 Berlingske Tidende.3: Berlingske Tidende; Stigsgaard, Louise: Alternativet til Hamas er al-qaeda. Udgivet: 28/07/07 Set: 18/12/12 87

88 12. Begrebsoversigt Ahmed Yassin Han var en af de ledende figurer og medstifter af Hamas i Yassin var fra oprettelsen af Hamas til sin død i marts 2004 leder af Hamas. Det var et led i en operation fra det israelske militær, hvor de bombede direkte mod Yassin der var på vej hjem fra morgenbøn. Yassin var kendt for at sidde i kørestol, og at være stærk modstander af anerkendelsen af den israelske stat samt en mulig dialog for fredsforhandlinger. Bosættelser Israelske bosættelser i de besatte palæstinensiske områder, Gaza og Vestbredden. Altså en israelsk statsborger der bor på palæstinensisk jord der er besat af den israelske stat. De facto anerkendelse Når en anerkendelse sker igennem officielle handlinger som forudsætter anerkendelse. De jure anerkendelse Når en anerkendelse sker gennem officielle erklæringer. Deklatorisk anerkendelse Når en anerkendelse af en stat ikke er afhængig af andre nationers accept, men derimod opfyldelse af en række kriterier. Det Muslimske Broderskab Blev stiftet i 1928, der kæmpede for en islamisk stat i Egypten. Broderskabet er en politisk-religiøs organisation, som har kæmpet for udbredelsen af tanken om en islamisk stat med mange arabiske lande under sig. I Palæstina var Broderskabet medstifter af Hamas, hvor tanken om at hele området med Israel og Palæstina var muslimsk ejendom. Effektivitetskriterium En stat skal være uafhængig af andre staters kontrol. Ekstern anerkendelse (FN) FN konventionen har nedskrevet nogle kriterier for en statsanerkendelse, hvilket giver lande en anerkendelse blandt resten af verdenssamfundet. Palæstina er dog ikke et anerkendt land i FN endnu, hvilket giver rige demokratiske muligheder i deres kamp for selvstændighed. Og derfor kæmpes der for en ekstern anerkendelse fra verdenssamfundet. Eksterne aktører Her menes der hovedsageligt de omkring liggende lande som har en indflydelse på Hamas og Fatahs politik samt beslutninger. Folkeretten Lovgivninger for en stats ageren overfor for andre stater samt deres borgere. 88

89 Intern anerkendelse En anerkendelse af den staten Palæstina blandt den palæstinensiske befolkning. International ret Danner grundlag for ageren i det internationale samfund mellem nationalstaterne. Ismail Haniyeh Er en af de ledende politiske figurer i Hamas, samt en af de to omstridte premierministre for Det Palæstinensiske Selvstyrer. Han blev premierminister efter parlamentsvalget i 2006, hvilket bekendt Hamas vandt. Præsident Mahmoud Abbas afviste Haniyeh fra embedet den 14. juni 2007 på højden af den Fatah-Hamas konflikten, men Haniyeh selv anerkendte ikke dekretet og fortsætter med at med sit arbejde som minister for Gaza-striben. Khaled Mashal Blev medlem af Det Muslimske Broderskab i Han er både leder af Hamas og chef for den syriske del af Hamas' politbureau. Siden oprettelsen af Hamas i 1987 har Mashal været chef for politbureauet I Syrien, og blev først efter drabet på Ahmed Yassin i 2004 udnævnt som leder af Hamas. Kvartet USA, EU, Rusland og FN. Libanonisering Det mål at gøre en besættelse uhensigtsmæssig for besættelsesmagten gennem øget usikkerhed og tab af liv. Udtrykket refererer til Israels besættelse af Libanon, hvor organisationen Hizbollah gennem terrorangreb formåede at få Israel til at revurdere deres besættelse af området. Mahmoud Abbas Han var med til at grundlægge Fatah i 1957, han var stærk fortaler for at indgå en aftale med Israel. Det var ham der underskrev Oslo-aftalerne på vegne af PLO i 1993, og senere i 2003 var med til at oprette den første palæstinensiske administration, hvor han var premierminister under præsident Arafat. Efter Arafats død i 2004 blev han valgt som præsident for det Palæstinensiske selvstyre ved en afstemning den 10. januar Mandatmagt Magten til at regere over et tildelt geografisk område. Henviser til den britiske kontrol over Palæstina efter 1. Verdenskrig. Marwan Barghouti Palæstinensisk politiker. Han bliver anset for at være den ledende faktor bag de 2 intifadaer. Ses af mange som en forsonende mailer mellem Fatah og Hamas, og sidder på nuværende tidspunkt fængslet i Israel, på baggrund af s in rolle i intifadaerne. 89

90 Observatør status (FN) I FN har det palæstinensiske selvstyre fået tildelt en nonstate-membership, hvilket giver Mahmoud Abbas og sin regering en mulighed for blandt resten af verdenssamfundet at fremvise deres undertrykkelse fra den israelske stat. Altså at Palæstina har fået et mandat til at stemme i FN. Palæstinensere Med det mener vi det arabiske folk bosat i det nuværende Palæstina. Panarabisme En politisk ideologi hvor alle arabere udgør én nation, hvis mål er at danne en arabisk stat der skal repræsentere alle arabere. PFLP (The Popular Front for the Liberation of Palestine) Et socialistisk palæstinensisk parti der står som opposition til Fatah. PLO Palestine Liberation Organization. En organisation der kæmper for en selvstændig palæstinensisk stat, uden indflydelse fra Israel. PNA Palestinian National Authority, Det Palæstinensiske Selvstyre (forkortet PNA eller PA) der udøver funktion som regering i de palæstinensiske områder på Vestbredden og i Gazastriben. Statsanerkendelse Når en stat af det får tilladelse til at agere på lige fod med andre stater i det internationale samfund. Suverænitet En stat skal have kontrol over eget territorium, både til vands, på land og i luften. Yasser Arafat Han var formand for den palæstinensiske organisation PLO, præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre. I 1959 grundlagde og blev leder af det sekulære politiske parti Fatah. Arafat var kendt som personen der turde kæmpe mod Israel og eksistensen af Israels eksistens, men i 1988 accepterede han FNs sikkerhedsråds resolution

91 13. Bilag 13.1 Studieforløbsbeskrivelse Forløbet Vores projekt handlede fra start om at afdække konflikten mellem Hamas og Fatah i Palæstina. I begyndelsen havde vi alle mere eller mindre end idé om, at denne splittelse var et kerneproblem, siden det var et paradoks ift. Palæstinas eksterne konflikt med Israel. Hvad kunne forårsage denne splittelse? Hvorfor ville befolkningen bruge kræfter på intern konflikt, når de havde interesse i at beskytte deres nation fra Israel? Gennem konkretiseringen af vores problemformulering kom vores fokus dog mere til at handle om konsekvenserne af splittelsen frem for årsagerne til den. Dette fokusskift skete bl.a. fordi at vi ønskede at arbejde med en mere aktuel problemstilling. Hvis vi ville undersøge årsagerne til splittelsen, ville det formentlig blive en mere historisk opgave. Derfor valgte vi i stedet at undersøge, hvilke konsekvenser splittelsen havde for oprettelsen af den palæstinensiske stat. Gennem interviews og research blev det tydeligt, at splittelsen formentlig ikke havde en definitiv indflydelse på konflikten imellem Palæstina og Israel, men i højere grad indgik i en konstellation af mange problemstillinger. Undersøgelsen blev dermed udvidet til en række andre eksterne aktører. Den enorme mængde research indenfor Israel-Palæstina konflikten og de eksterne aktører, begyndte dog efterhånden at trække vores opgave ud på et bredere plan. Der opstod diskussioner vedrørende, hvorvidt vi skulle ændre problemformuleringen til at have et bredere fokus, som vores research efterhånden havde ledt til, eller om vi skulle snævre det ind til fortsat at have udgangspunkt i Fatah og Hamas indflydelse. Vi valgte at fortsætte med fokus på Fatah og Hamas, da projektet ellers ville ekspandere til en størrelse, der ville være alt for omfangsrigt til et 1.-semesterprojekt og sider. Dog måtte vi fortsætte med at regulere den svære balance imellem det interne og det eksterne. Problemets udgangspunkt skal formentlig findes i Israel-Palæstina konfliktens lange historie, samt det faktum at Palæstina ikke er et selvstændigt land, og derfor er påvirket meget af eksterne aktører, her især Israel. 91

92 I sidste ende kom mange af de eksterne aktører hovedsagligt kun til at indgå i redegørelsen for eksterne aktører og anerkendelsesanalysen. Fokuspunkterne blev den israelsk-palæstinensiske historie, Fatah og Hamas organisation og deres konflikt, de sociologiske processer og de statsadministrative strukturers betydning for Palæstinas anerkendelse. I samråd med vores vejleder blev vi dog enige om at udvide problemformuleringen med begrebet statsprojekt, da den internationale anerkendelse ikke var det eneste fokus for det problem vi beskæftigede os med mht. Fatah og Hamas. Det endelige produkt endte med at blive en projekt rapport, der ud fra vores synspunkt tilfredsstillende svarede på et velformuleret problem indenfor vores originale problemfelt. Balancen imellem interne og eksterne forhold var svær, men rapporten endte med at forholde sig velproportioneret til den israelsk-palæstinensiske konflikt, de interne forhold og det internationale samfund Projektarbejdet Vi var ret hurtigt i gang med projektarbejdet og arrangerede typisk møder 1-3 gange om ugen, de fleste gange efter forelæsninger. Ofte brugte vi møderne til at diskutere det, som vi havde researchet siden sidst, og til at diskutere hvordan dette påvirkede opgaven, og hvordan vi i det hele taget skulle strukturere opgaven. I starten fik vi hurtigt arrangeret tre interviews, og fokus lå i høj grad på forberedelser til disse. I starten så vi også debatprogrammer sammen og diskuterede projektdesign. Hjemme lavede vi individuel research og fremlagde specielt omkring Hamas og Fatah, men megen viden blev oftest delt gennem samtale i gruppen. Vi har taget referat af de fleste møder, men de fleste informationer er enten blevet delt mund-til-mund, via telefon eller gennem vores Facebook-gruppe, så referaterne har ikke været en essentiel resurse. Efter hvert møde uddelegerede vi opgaver og sikrede os, at alle havde noget at arbejde med. Allerede ret tidligt i forløbet begyndte vi at lave arbejdsplaner. Det var dog svært at lave nogle realistiske planer, da meget af vores tid har været brugt på research og diskussion, selvom vi ifølge planen skulle have været i gang med at producere tekst ret tidligt. Derudover har det været svært at planlægge forløbet, da vi ikke havde 92

93 taget højde for eksamener og andre opgaver. Det har været svært at have fuldt overblik med så meget anden faglighed blandet ind i samme tidsrum. Vi begyndte først at producere tekst, der skulle indgå endeligt i opgaven i uge 46. Det var et væsentligt planlægningsproblem, da vi dermed først kunne danne et fælles udgangspunkt senere i forløbet, og ikke var i stand til ligeså let at dele viden. Da vi endelige havde den færdige projektstruktur klar, opdelte vi os i mindre subgrupper, der beskæftigede sig med forskellige dele af opgaven Nogle havde allerede beskæftiget sig meget med Hamas og Fatah og Israel-Palæstina historien, og de fortsatte som udgangspunkt med at dette arbejde. Andre gik i gang med de forskellige teorier og analyser. Gennem subgrupperne blev vi dog også forholdsvist vidensopdelte, hvilket var et problem for analyseskrivningen, da den byggede på meget af redegørelsernes empiri. I intensivperioden arbejdede vi dog som oftest samlet ét sted og kunne derfor nemt trække på hinandens viden. Vi fik også oprettet et godt rotationssystem, så der altid var nogen fra andre sub-grupper, der gennemlæste og rettede en subgruppes afsnit. Til sidst i intensivperioden skulle alle de mange afsnit rettes og samles. Det kunne nogle gange være et problem at finde den nyeste version af et afsnit, og det var svært at have overblik over rapportens omfang. Derudover var det som forventet svært at skabe konsistens igennem hele opgaven, både i forhold til den råde tråd og brugen af de samme begreber, men også med hensyn til formalia, især referencer og kilder Samarbejdet i gruppen Vi startede med at lave en slags social kontrakt. Vi etablerede nogle grundregler om, at vi alle var seriøse omkring projektet, og at vi alle forventede at man deltog engagerede og på lige fod med alle. Den kontrakt er indtil videre blevet overholdt. Vi har alle haft nogenlunde de samme forventninger til hvor meget tid vi skulle bruge på møder, og hvor seriøse vi ville være omkring projektet. I forhold til mødetider, var det nemmere at mødes, da vi havde struktureret det omkring forelæsningerne, men så snart der ikke var forelæsninger, blev mødetiderne ikke overholdt i samme grad, hvilket nogle gange var problematisk. Det blev dog aldrig taget op til diskussion. 93

94 Det har været forskelligt, hvor meget folk har læst derhjemme, hvilket dog ikke har ledt til noget uhensigtsmæssigt, men nogle arbejdede mere fra start. Der var aldrig en formel rollefordeling i gruppen, men der var en mere eller mindre naturlig indretning efter, hvad folk synes var mest interessant at arbejde med, og hvad de var bedst til. Dog har dette også skiftet meget gennem projektarbejdet, og generelt har det været en utroligt god omstillingsparathed. Når noget gik lidt langsomt, eller når nogen var gået lidt død i en opgave (udtalt eller ej), var der hurtigt en anden til at samle op. Dette har været utroligt godt for projektarbejdet og har skabt stor tryghed i gruppen. Vi har både prøvet at skrive sammen og skrive hver for sig. Som udgangspunkt skrev vi meget hver for sig, da de fleste var mest indstillede på det. Dette var dog forholdsvist uproduktivt, specielt fordi der ofte var brug for sparring, eller fordi folk sad med forskellige vidensområder. Indtil videre har den mest produktive arbejdsform nok været, at vi alle sammen har arbejdet samlet eller har arbejdet i subgrupper. Det sværeste ved samarbejdet var formentlig diskussionerne omkring projektstrukturen. Vi debatterede problemformuleringen flere gange, og det var besværligt at have diskussioner vedrørende abstrakte emner såsom argumentationskæder og teoriers relevans. Det kunne nogle gange lede til en frustreret stemning, men i takt med at rapporten tog form, og mere og mere af strukturen blev fastlagt, blev diskussionerne mere fokuserede. Dette skyldtes nok især at vi havde en mere fælles referenceramme. I intensivperioden var diskussionerne korte, og omhandlede i højere grad enkelte afsnits udformning, hvor de skulle indgå i rapporten eller hvad der skulle uddybes fra problemformuleringen. Generelt set forløb samarbejdet temmelig godt. Folk havde ganske vist nogle ufokusserede perioder, og de abstrakte diskussioner var besværlige, men vi havde altid et godt samarbejde. Alle bidrog og ønskede at bidrage på lige fod til projektet Samarbejdet med vejlederen Samarbejdet med vores vejleder har fungeret ganske optimalt. Vejledningen har ikke været særlig orienteret omkring emnet Palæstina og har oftest bestået i hjælp til 94

95 formalia og opgavens struktur, bl.a. hvordan problemformulering skulle være og hvilke teorier vi kunne involvere i projektet. Vi har oftest korresponderet med vores vejleder via møder, men har også stillet spørgsmål over . Til gengæld kunne vi nok have udnyttet muligheden til at sende færdigskrevet tekstmateriale til vores vejleder, men dette brugte vi kun én gang til sidst i intensivperioden. Dette hænger dog formentlig sammen med, at vi begyndte tekstproduktionen forholdsvist sent i forløbet. Generelt har vi haft rigeligt med vejledningstid, og vores vejleder har altid stået til rådighed Læring og refleksion Ud fra denne studieforløbsbeskrivelse kan man nok godt konkretisere nogle punkter, som vi kan tage videre med os til næste semesters projekt og til samarbejde generelt. For det første kan det være svært at kommunikere omkring projektstruktur og de abstrakte elementer der udgøre projektarbejdet. Dette kan især skyldes forskellige referencerammer, da folk har beskæftiget sig med forskellige vidensfelter. Her er det ofte vigtigt at bevare tålmodigheden og arbejde på at formulere eller illustrerer problemet, samt hvordan problemet kan løses. Det er vigtigt at alle er trygge ved projektet, da en utryghed ved ét person ofte skyldes, at personen har en anderledes referenceramme end de andre i gruppen. Om løsningen her er at udvide gruppens generelle referenceramme eller udvide den enkelte persons referenceramme er meget svært at sige, men det er vigtigt at være tålmodig. For det andet kan det ikke undgås at folk opnår forskellige vidensfelter, i hvert fald ikke hvis arbejdet er tilstrækkeligt uddelegeret. Her handler det om at anerkende hinandens forskellige vidensfelter og udnytte dem. Derudover er det vigtigt, at alle forsøger at biddrage med noget inden for et vidensfelt, da det mest effektive er at have forskellige eksperter på alle vidensfelter. For det tredje er det vigtigt at være omstillingsparat i forhold til rollefordeling i gruppearbejdet. Nogle vil uundgåeligt være bedre til at strukturere, læse eller skrive, men det kan være gavnligt, hvis man lader andre overtage/deltage på ens ansvarsområde, da det er meget forskelligt, hvad der er mest brug for. Med en 95

96 flydende struktur, hvor folk selv kan finde og tage ansvar for det nødvendige sikre man sig, at alle altid har noget at arbejde med, fremfor at nogle skal uddelegere til andre, eller nogen sidder tilbagelænet med et tomt arbejdsområde. For det fjerde er research-delen mere omfangsrig end man skulle tro, og megen information, der gennemgås, vil ikke være en del af den endelige rapport. Det er vigtigt at man tager sig god tid til at researche, da det er nødvendigt for at formulere det rigtige problemfelt og finde det rigtige problem. Derudover er det vigtigt, da researchen netop er en del af den referenceramme, der er nødvendig for at kunne diskutere projektstruktur og abstrakte elementer. Med en grundig research er man sikker på en bedre referenceramme. For det femte er det vigtigt at gå i gang med tekstproduktionen. Det er selvfølgelig indlysende at en projektrapport skal have tekst, men nu før der produceres tekst, jo bedre. Dette gælder især for grundlæggende redegørelser og empiri, da disse danner basis for analysedelene af projektet. Hvis disse ikke påbegyndes i god tid bliver det sværere at skrive analysen, og i værste fald bliver opgaven usammenhængende. Dette er fem grundlæggende punkter vi vil tage med os videre i fremtidige projekter. Der er formentlig meget mere tavs viden, som vi ikke har fået formuleret, men i første omgang er det godt med disse siders refleksiv viden omkring projektsamarbejdet. 96

97 13.2 Interview med Anders Jerichow Bilag 2 Asger: Vi starter normalt vores interviews ved at høre hvad dine erfaringer med denne konflikt er og hvordan du har beskæftiget dig med den Jerichow: Jeg er jo journalist. Jeg begyndte også at læse statskundskab, men jeg sprang fra fordi at jeg kom ind på journalistuddannelsen og så har jeg arbejdet med mellemøsten i 25 år. Så jeg har rejst i det her område en gang eller 2 om året hvert år i alle de her år og så har jeg også rejst i resten af mellemøsten en forfærdelig masse frem og tilbage. Og så har jeg skrevet en halv snes bøger om mellemøstlige spørgsmål nogle af dem om Palæstina-Israel, men eftersom at jeg følger en stribe forskellige problemfelter så er det her kun et af dem derfor er det ikke sikkert Nu kommer det an på hvor dag til dag jeres tilgang vil være, om jeg kan svare på det tilfredsstillende. Men det er jo min baggrund. Asger: Vi ser på det. Og du skal selvfølgelig bare sige at det kan du ikke svare på Jerichow: Det gør jeg Det lover jeg Asger: Vi kan starte med at med at spørge om du føler at Israels eksistensgrundlag er truet af f.eks. Hamas eller Fatah og den her væbnede konflikt de har Jerichow: Jeg er overbevist om at Israel føler Israelerne i ret stor udstrækning føler at deres stat er truet. Det er jo noget lidt andet end det vitterligt er truet. Jeg tror ikke at staten i dens nuværende situation og på meget lang sigt er truet udefra, fordi at det i mine øjne er utænkeligt at USA ville lade Israel være truet af altså truet ved nogen form for angreb udefra, men jeg mener at Israel sådan set godt kunne være truet indefra, fordi at besættelsen af de palæstinensiske områder er ødelæggende for Israelsk demokrati og for sammenhængskraften i det israelske samfund. Og det er i virkeligheden først efter at det her er sagt jeg synes at man kan svare på om Israel er truet af de palæstinensiske organisationer som Fatah og Hamas. Jeg tror at Hamas-ledelsen i hvert fald den etablerede Undskyld vi starter med Fatah. Den etablerede Fatah bevægelses-ledelse har affundet sig med at Israel eksisterer og søger i virkeligheden en forhandlingsløsning hvor de vil acceptere den såkaldte to- 97

98 stats-løsning der primært bygger på 67-grænsen (FN s opdeling af Israel og Palæstina vedtaget i 1967 red) Der er også i Fatah nogle udbrydergrupper som er parat til at stille et lille spørgsmålstegn ved om det nu var smart at man anerkendte Israel indenfor 67- grænsen, men grundlæggende tror jeg at Fatah er parat til et kompromis der bygger på to stater. I Hamas er situationen lidt omvendt fordi udgangspunktet for Hamas er, at man ikke accepterer en to-stats-løsning og jeg tror at det er rigtigt at sige at den etablerede Hamas-ledelse ikke ønsker en to-stats-løsning. Men i Hamas har du også udbrydergrupper eller hvad skal man sige mindretal som modsat bryder med Hamas flertal her blot til fordel for at acceptere en to-stats-løsning. Man finder Hamas folk i dag som især udenfor referat taler for at man må acceptere en to-statsløsning. Asger: Det er også det vi kan se når vi kigger på situationen her Jerichow: Men jeg tror ikke at Jeg tror grundlæggende ikke at hverken Fatah eller Hamas vil være i stand til at true Israel i en egentlig militær konfrontation. Men det der e, hvad skal vi sige, den militære styrke på den palæstinensiske side i forhold til Israel, det er noget som Israelerne ikke altid gør sig selv klart. Det er muligheden for at gøre besættelsen ulidelig. Det er et fænomen som man på dele af den Israelske fredsfløj kalder Libanonisering. Fordi Israel var jo besættelsesmagt i Libanon efter 82 og 18 år frem og der skete det at Hizbollah i det sydlige Libanon lavede så mange attentater mod israelske soldater og mod israelere at der efter de her 18 år voksede en accept i Israel af, at det var faktisk mere omkostningsfuldt at blive i Libanon end det var at komme ud. Man var rykket ind fordi at man ville skabe det man kaldte et sikkerhedsbælte i sydlibanon fordi man troede at hvis man kunne lave det sikkerhedsbælte så ville der ikke være nogen trusler mod det nordlige Israel. Det viste sig bare at Hizbollah kunne udløse så mange angreb på de israelske soldater og den israelske tilstedeværelse at det kom til at koste jeg tror 1000 liv og så besluttede israelerne at det var nok alligevel mere sikkert at rykke tilbage på den anden side af grænsen. Det potentiale har palæstinenserne også og man har talt om en libanonisering af de palæstinensiske områder hvor man opgiver 98

99 den grundlæggende fredelige modstandskamp som findes på især Vestbredden til fordel for at lave en ny intifadah og en ny kampagne der dag for dag for dag skal komme til at koste israelerne noget både i form af liv, i form af ubehag, i form af krav om soldater til at holde demonstranter nede, i form af krav til at styre de palæstinensiske områders ydre grænser, i form af rede penge altså hvad vil det koste at holde vestbredden besat. Det potentiale har palæstinenserne stadig og jeg m ener at det er ubrugt i meget stor udstrækning. Hamas forsøger jo at gøre det i en særlig version som handler om at sende raketter ind over til Israel og her den sidste uge, jeg mener det var.. nu skal jeg tænke mig om, fredag, lørdag her for nylig i hvert fald sendte de i løbet af ganske få dage 26 raketter ind over Israel. De slår ikke særlig mange ihjel for det er upræcise enten hjemmelavede raketter eller raketter som ikke er særlig gode at styre. De raketter bliver jo på den måde en gene for Israel jeg tror bare at de lever ikke op til.. altså hvis målet er at få Israelerne til at nøjes med Israel indenfor 67-grænserne, så tjener de ikke deres formål. Fordi sådan som israelerne ser det og vi snakker ikke om hvad jeg synes her vi snakker om hvordan israelerne ser det, så mener de at de har trukket sig ud fra Gaza. Israelerne ser ikke at de stadig er i det daglige ser de ikke at de stadig dominerer og kontrollerer Gaza. De ser bare at de har trukket deres soldater hjem og når det så alligevel høvler ind over med raketter så tænker de at dem på den anden side vil ikke fred. Jeg tror at hvis palæstinenserne ikke havde fyret den slags raketter af men i stedet for på Vestbredden havde gjort besættelsen ulidelig for Israelerne så kunne de stadig udløse den samme reaktion som i sydlibanon at israelerne en dag ville sige det her det er altså for dyrt så hellere trække os tilbage på den anden side af grænsen. Og måske afspejler det i virkeligheden det i søger efter: Forskellen på Fatah og Hamas. Fordi hvis man skulle lave sådan en libanonisering på vestbredden så er det Fatah der skal lave den med henblik på en dele-løsning altså to stater, 67- grænser. Nu er det i stedet for Hamas der kører det fordi Hamas kan bruge de her raketangreb til at puste sig selv op, men det der sker det er i virkeligheden at israelerne får mindre tillid til en to-stats-løsning. Jeg skal nok lade være med at give så lange svar, men altså jeg tror det her er psykologien i de to parters konflikt. 99

100 Asger: Men hvordan kan det så være at Fatah som du siger ikke lever op til deres potentiale Jerichow: Det er det nok flere forklaringer på. Det vigtigste er måske at det diskuteres rigtig meget på vestbreden i øjeblikket. Der er en leder af et lille demokratisk parti eller fraktion som Barghouti, Mustafa Barghouti. Ham har i stødt på. Han taler jo for en protestversion som ligner det libanesiske ret overbevisende. Han siger vi skal lære af det arabiske oprør, vi skal samle tusinder af mennesker civile, ingen våben nogen vegne og så skal vi bare lave en stille og fredsommelig march op imod de israelske grænseposter. Eller imod bosættelserne. Og han siger at det vil udløse at nogen i den israelske hær eller nogen bosættere vil blive meget vrede de vil formentlig ty til vold. De vil prøve at slå dem ned før de kommer til fordi Israel kan ikke pludselig have mennesker der går over grænsen eller ind i en bosættelse. Men han siger at hvis vi bliver eller vi bliver så kan israelerne ikke med hverken med deres selvrespekt eller med indenfor grænserne for hvordan man opfører sig i denne verden, slå dem alle sammen ned. Så derfor tror han at den form for politisk protest kunne flytte noget i Israel. Det sker bare ikke. Fordi, vil jeg tro, at der er stadig blandt palæstinenserne en frygt for hvor mange liv det her ville kunne koste. Fordi der vil være bosættere som vil bruge en hæmningsløs mængde vold og der vil formentlig også være dele af det israelske militær som ville bruge en masse vold og der er åbenbart ikke så stor vilje blandt palæstinenserne til at turde tage den kamp endnu. Jeg kunne godt forestille mig at den kommer. Men der er nok også sket det på Vestbreden at israelerne eller de israelske regeringer jeg mener jo at der er meget meget stor forskel på den israelske befolkning og den israelske regeringer regeringerne har haft held til at splitte den palæstinensiske ledelse. For du har fået en ledelse siden Oslo-aftalen som faktisk har fået en hvis administration af hvad skal man sige, økonomien, infrastrukturen, af skoler, af sundhed osv. Jeg har mødt en del palæstinensiske ledere som før har været revolutionære men nu sidder med ansvar for sådan kommunale opgaver affaldssortering og skoler og veje og som jeg siger det ikke nedvurderende men jeg tror de har oplevet en hvis stolthed ved pludselig at sidde med et ansvar for noget der ligner opbygning i stedet for nedbrydning. Problemet er 100

101 bare for dem og for de andre at den opbygning har en meget klar grænse den har nemlig den grænse at israelerne ikke lader selvstyret udvikle sig det kommer ikke i retning af en ny stat. Og det har så skabt den splittelse blandt Hamas tilhængere man kunne se i valget her for halvanden uge siden at du har den etablerede ledelse som stiller op på dens administrative resultater, jeg ved ikke om i har været der der er jo en fantastisk udvikling på Vestbreden forhold til hvad der var før. Der nye veje der er flotte skoler, der er velfungerende byer Ramallah er blevet en levende by med et natteliv med restauranter hvor ikke turister, men palæstinensere går ud og spiser hvor man for første gang måske i årtier kan leve livet. Og den palæstinensiske ledelse i Ramallah er stolt over det her. Men du har altså også en del af andre palæstinensere som ikke ser tilværelsen gennem den her nye begrænsede normaliserings briller. De ser deres hverdag gennem mødet med vejrspærringer, med israelske bosættelser, med problemer med at kunne rejse frit, med ikke at kunne besøge venner og bekendte i Gaza og så videre så videre. Så du har fået en splittelse eller konflikt indenfor Fatah, som handler om vil vi stadig tro på at der er et politisk spil og nogle forhandlinger med Israel det prøver Fatah-ledelsen at i hvert fald lade som om. Jeg ved ikke hvor meget de tror på det og så er der nogle andre som siger: Det her har lidt skibbrud - Vi er ikke kommet videre. De ønsker ikke at give os plads til en palæstinensisk stat. Der bliver flere bosættelser, men der bliver ikke mere og mere håb om fred. Og der har du så en splittelse som utvivlsomt ikke har været motiverende for at en ny, en tredje intifadah kunne komme i gang. Jeg tror stadig at den kommer, men det er den ikke. Asger: Men kunne det tænke sig at det er en israelsk plan det her med at give dem så meget plads at de nemlig udvikler den her Jerichow: Ja, jeg tror at det har.. altså man har jo opdelt Vestbredden i 3 zoner med forskellige typer af kontrol og jeg tror da klart at man fra israelsk regerings side har håbet at man kunne igangsætte noget som ville beskæftige den palæstinensiske ledelse med noget andet end oprør. Det tror jeg. På den anden side tror jeg ikke at man skal se den israelske regering som noget uniformt. For dem der startede det her Rabin, Perez og nogle andre de troede formentlig at det her at forhandlingerne skulle 101

102 føre til noget videre. Jeg vil gerne give nogle argumenter for hvorfor at jeg tror på det. Jeg tror at de havde ønsket at gå videre mens den regering der er nu definitivt ikke ønsker det skal gå videre Netanyaho og hans nærmeste allierede, Lieberman de ønsker ikke at der skal blive en palæstinensisk stærk stat til højre for dem. Så de satser nok bevidst på denne her opsplitning af palæstinenserne som kun giver palæstinenserne et begrænset selvstyre. Hvorfor tror jeg på at intentionen var en anden det synes jeg at der er flere ting der taler for. På overfladen at det faktisk var det de sagde, både når man mødte dem i interviews hvor man (jeg) skulle citere dem til blok og når jeg mødte forhandlere uden for citat. Så talte de ret entydigt om at deres forventning var at der skulle blive en palæstinensisk stat. Jeg har mødt de folk som har siddet i de centrale forhandlinger, blandt andet en mand som var den der lavede kortene for den israelske forhandlingsside. Der lavede man kort som helt ned på gadeplan skulle skabe rationalet for hvor Israel ville ende sine forhandlinger. Han siger, han kan selvfølgelig bilde mig alt muligt ind, men jeg tror faktisk at det er rigtigt når han har vist mig kort og har argumenteret for at de var ude efter en forhandlingsafslutning som gav palæstinenserne cirka 95% af Vestbredden tilbage. Når de ville beholde de sidste 5% så var det fordi at 70% af bosætterne på det tidspunkt boede indenfor 5% og tanken var dengang, at hvis man ikke gav palæstinenserne 5% dér, så ville man give dem ligeså meget landjord på den israelske side af 67-grænsen. Så de fik ligeså mange kvadratkilometer, men 5% af landarealet kom bare ikke fra den palæstinensiske side af hegnet, men i virkeligheden fra den israelske side af hegnet. Fordi så ville israelske regeringer slippe for at trække 70% af bosætterne hjem. Jeg mødte også en borgmester for en af de 3 store bosættelsesblokke, Ariel, som ligger oppe i det nordlige Vestbredden, 20 kilometer inde, kilometer endda inden på Vestbredden, som dengang sagde til mig at han var overbevist om at de ville blive svigtet, som han kalder det, svigtet af de israelske regeringer. Ariel blev etableret ved israelske regerings beslutning man ville lave en by, en egentlig by, inde på midten af Vestbredden. Han blev sat til det og han gjorde det og det er en velfungerende by, men det er jo altså en bosættelse. Men sagde dengang under forhandlingerne: Jeg er overbevist om at vi bliver svigtet. Fordi han oplevede pludseligt at de ikke fik tilladelse til at 102

103 bygge flere huse, de fik ikke tilladelse til at inddrage mere land, de fik sat låg over alle udviklinger af infrastruktur og jeg kan ikke se anden forklaring end at de israelske regeringer på det tidspunkt forberedte sig på at Ariel skulle opgives. Og et sidste eksempel. Det er at i noget der hedder Abudiz (?) som er en forstad til Østjerusalem, palæstinensisk Østjerusalem, der byggede man det der var tænkt som et palæstinensisk parlament og som var tænkt som parlamentet for en uafhængig palæstinensisk stat på Vestbredden. Og jeg har været der med nogle af dem som konstruerede bygningerne, palæstinensiske folk, jeg har været inde på det kontor der skulle have været Yasser Arafats præsidentkontor og det var lagt sådan at når man var på Arafats kontor, så kunne man i øjelinje se hele vejen ind til Omamoskeen(?) i Østjerusalem. Det er jo ikke en moske men en helligdom og Alaksa(?) i Østjerusalem. Så hele ideen var at de man skabte der, mens Rabin og Perez sad (?) mens forhandlingerne kørte, det var et hus som Christiansborg som skulle rumme parlamentet, skulle rumme præsidentens bolig, skulle rumme premierministerens bolig, eller kontor. Og israelerne lod det bygge, alle vidste hvad det var der var sket. I dag er det sådan at Ariel, bosættelsen i toppen af Vestbredden igen får tilladelse til udbygning og man stopper alle.. Det der hus er aldrig blevet bygget færdigt altså huset til parlamentet i Abudiz og israelerne har sat fuldstændig låg over palæstinensisk udvikling i Østjerusalem. Og derfor synes jeg at man kan se en forskel i strategi for det der gjaldt når de her Oslo-forhandlinger startede op igennem 90 erne og den strategi der er ført siden Netanyaho kom til. Asger: Kan man gå ud fra at, selvføgelig har Netanyaho en anden politisk linje end de tidligere det kan man tydeligvis se, kan man gå ud fra at det er et civilt pres på grund af palæstinensiske angreb der har fremtvunget en Netanyaho regering og har ændret linjen? Jerichow: Det ved jeg ikke helt hvad jeg skal sige til, men jeg vil tro at i, i israelske meningsmålinger kan se en voksende mistillid eller desillusion med den palæstinensiske side. Da Oslo forhandlingerne startede da kunne man i meningsmålingerne se i hvert fald, et ret stort håb på israelsk side om at, igen set med deres øjne, at der var nogle at forhandle med og det kunne føre til noget. Meningsmålinger i dag er præget af i hvert fald desillusion. Israelere tror ikke, jeg 103

104 mener i betydelig grad at de tager fejl, men israelerne tror ikke at der er nogen at forhandle med. De tror ikke på den palæstinensiske side. De frygter at hvis de giver Vestbredden tilbage så vil de få raketter derfra ligesom de får raketter fra Gaza. Jeg tror at det er lidt forkert. Det kan godt være at de vil få nogle raketter, men jeg tror at det er det eneste håb om at få afsluttet den konflikt at man giver begge parter en stat. Men vi kan jo sidde her og diskutere til dommedag og finde alle mulige smarte løsninger, men det er jo dem selv der skal finde det ikke? Det frygtelige er, at de to parter de er meget meget tæt på hinanden og forstår i stor udstrækning hinanden. Israelere er jo tættere på palæstinenserne end nogen andre og palæstinenserne mange palæstinensere ser Israelsk fjernsyn og taler hebraisk, forstår hvad der sker. Men det har ikke bragt dem tættere på hinanden, det har snarere fået dem til at opgive hinanden. Det er muligt at vi kommer til det, men jeg tror så at de folks respektive venner har gjort dem en meget stor bjørnetjeneste. Jeg tror at vores verden har gjort israelerne en meget stor bjørnetjeneste ved at lade som ingenting mens bosættelserne blev udbygget. De første forhandlinger om selvstyre kom vidst tilbage i 77 da den egyptiske præsident Sadad(?) var på besøg i Israel. Der har formentlig været under bosættere på Vestbredden i dag er der, hvad er der det er i den størrelsesorden. Og det er ikke en udbygning der er sket om natten uden at nogen vidste det. Det skete om dagen, i fuld solskin og både Europa og USA har det meste af tiden vendt ryggen til, fordi de har tænkt at det ikke kan være anderledes. Der bliver ikke fred alligevel der er alle mulige grunde til at man har tænkt: Lad det ske Og i mine øjne har det været en kæmpe ulykke for palæstinenserne og en kæmpe ulykke for Israel selv. Fordi i dag har du over en halv million israelske bosættere i Østjerusalem og på Vestbredden. Udover hvad vi synes om hvordan man skal løse konflikten, hvis det er sådan at man skal have en to-stats-løsning, så er det jo et praktisk problem at få de der tilbage på den israelske side af fremtidens grænser. Hvis Israels venner havde hindret det i at ske havde det været praktisk taget meget enklere at finde sådan en løsning. Tilsvarende på den palæstinensiske side der vil jeg mene at deres venner i den arabiske verden især og Rusland, har gjort dem en kæmpe bjørnetjeneste ved at de aldrig de har signaleret om de faktisk ønsker en to-stats-løsning. I stedet har man i stor udstrækning ladet palæstinenserne 104

105 være tilbage i usikkerhed om to stater er løsningen på det her eller fortsat kamp er løsningen på det her. Da Gaza slap af med de israelske soldater, der vil jeg mene at man havde to udviklingsmuligheder grundlæggende. Man kunne begynde at poste penge ind i Gaza, skabe udvikling, nye boliger, arbejdspladser, producere noget der kunne sælges ude i verden. Eller man kunne bare lade som ingenting. De fleste af palæstinensernes venne-nationer de valgte det sidste. De gav pokker i Gaza. Og derfor fik du økonomisk nedtur, fordi israelerne blev ved med at spærre inde og jo flere små-fraktioner, Islamisk Jihad og også dele af Hamas, som sendte raketter ind, jo mere lukkede israelerne til, jo mindre kunne de sælge og der var ikke rigtig nogen der gjorde noget ved det. Dem der hævder at være nogen af palæstinensernes bedste venner, Egypten, de hjalp Israel med at lukke ved grænsen. Faktisk kunne Egypten jo, fordi de har hele den sydvestlige grænse til Gaza, have insisteret på at åbne grænsen der. S der kunne have været fri transport af mennesker, der kunne have været transport af varer, man kunne have sat palæstinensisk eksport i gang. Jeg er overbevist om, at det kunne Israel ikke have hindret, fordi hvis Egypten havde sagt: Vi er i fred med jer Israel, vi vil gerne respektere den fredsaftale, men i kan ikke forvente at vi skal lukke palæstinenserne inde. Vi skal nok sørge for at der ikke transporteres våben eller sprængstoffer eller hvad kan kunne sige, men selvfølgelig vil vi tillade palæstinenserne at rejse ud og ind og handle. Anne-sofie: Undskyld jeg afbryder. Hvordan tror du at Israel ville have reageret? Jerichow. De havde accepteret de, fordi der var et tilløb til at det skulle ske fordi at man satte europæiske vagter ind på grænsen mellem, eller hvad kaldte man dem, overvågningsstyrke, som blev sat ind på grænseposterne mellem Rafah(?) i Gazastriben og det egyptiske Sinai. Meningen var at de skulle stå der og sådan overvåge eller bevidne at det ikke blev en militær transport. Så blev der en palæstinensisk intifadah nummer 2 og der blev en masse vold og egypterne var faktisk mere interesserede i at få standset volden end at fremme den her handel og enden på det hele, det en lang historie, blev at europæerne trak overvågningen tilbage og Egypten accepterede at spille Israels spil. Så man lukkede officielt grænsen og i stedet for tillod man egyptiske beaukrater i Raffah(?) at blive hamrende, tjene en masse penge på korruption, ved at de scorede penge på alle 105

106 tunnelerne der er jo en masse tunneler og disse tunneler ville ikke fungere uden at man fik betalt nogle egyptiske beaukrater under bordet. Så der er en masse mennesker i Raffah der er blevet rige på det her. Der er selvfølgelig også nogen i Gaza der er blevet rige, men som helhed er palæstinenserne blevet fattigere af det og det er en kæmpe chance der er blevet forspildt der, fordi i stedet for at Gaza kunne have oplevet fremskridt og vækst og handel, noget at lave og arbejdspladser og lidt frihed mod verden gennem Egypten, så har Gaza oplevet at blive isoleret, indelukket, færre arbejdspladser, større arbejdsløshed det er en tragedie simpelthen. I har ikke været i Gaza? Nej.. Det er jo sådan at det er en meget lang stribe af land ikke? Og den er kun 4 til 6 kilometer bred oppe i toppen og hernede er den mellem 6 og 10 kilometer bred. Det er ingenting Det er ligesom Langeland. Og så er der den her grænselinje og Israelerne er bange for de her raketter der sendes ind og eftersom geografien er så lille, så er det ikke gjort med at bygge et hegn, for du kan simpelthen ikke bygge et hegn der er højt nok. Så har israelerne gjort det, at de har krævet af palæstinenserne De har simpelthen med magt virkeliggjort at man på den palæstinensiske side ( ) har man en sikkerhedszone, kalder israelerne det. På det smalleste sted tror jeg den er meter på det bredeste sted 1 kilometer. Så når du skal fra Israel ind i Gaza som sådan nogle som os stadig kan, så skal man forlade Israel så går man igennem en korridor faktisk, med trådhegn over det er nærmest sådan et rør og du går bare oppe ved hovedporten en halv kilometer igennem sådan et rør. Og alt det land der er imellem deroppe lige der er det en halv kilometer det er god landbrugsjord som palæstinenserne kunne have fået en masse ud af, men i stedet for nu bare ligger. For palæstinenserne ligner det en demonstration af israelsk magt og magtmisbrug. For israelerne skal det forestille at være en sikkerhedszone. Dem der skal sende raketter de kan jo bare fyre dem op over jo bedre raketterne bliver, jo længere kan de flyve og jo mindre giver det her mening og Israelerne kan simpelthen ikke bygge en sikkerhedszone der er lang nok, for så kommer de ud i vandet. Så smalt er Gaza. ( ) 106

107 1:10:45 Maria: I forhold til f.eks. Hamas. Nu er de jo på diverse terrorlister. Det er vel ikke muligt.. Kommer de nogensinde af (terrorlisten red.) eller skal man finde nogle andre (at forhandle med red.) Jerichow: Det underlige er jo at hvis man holdt et frit valg på Vestbredden og i Gaza så er det ikke utænkeligt at Fatah ville vinde i Gaza mens Hamas ville vinde på Vestbredden. Og det tror jeg er et resultat af frustration. For Hamas har ikke givet palæstinenserne i Gaza noget godt. De er blevet fattigere og mere indespærrede og mere frustrerede. Og derfor ville man formentlig stemme på noget andet. På Vestbredden der ville mange palæstinensere tænkte ligesådan, at de fede katte de er korrupte og i lommerne på Israel det vil vi fandme ikke være med til, for der bliver flere og flere bosættelser. Vi tager at stemmer på Hamas. Ville det blive bedre? Det tvivler jeg på. Asger: ( ) Det her med at sådan en som Barghouti (Mustafa Barghouti.red) som bliver anset som en forsonende kraft mellem Hamas og Fatah fordi at han har samtaler med begge sider. Kan man gå ud fra at man muligvis kunne få en afløser af Abbas som faktisk er i stand til (samle Hamas og Fatah red.) Jerichow: Jeg ved ikke om at han er populær nok til det. Men han er i mine øjne ekstremt interessant fordi at han deler, eller forstår jeg er ikke sikker på at han deler han er jo en slags mellem-overklassefigur. Men jeg tror at han forstår frustrationen blandt menige palæstinensere. På den måde er han en god politisk leder, han forstår hvad der rør sig. Og han forsøger at formulere et politisk våben som bygger på den her frustration og det våben han bygger er farligt for Israel, fordi det er ikkevoldeligt. Jeg ved ikke om det vil være en overraskelse for jer, men det nemmeste for Israel det er palæstinensere der bruger vold. Fordi de føler altid at det er legitimt at slå ned på folk der bruger vold. Og de vil også have omverdenens af vold. En mand som Barghouti vil de have enorme problemer med, fordi hvis han virkelig kunne skabe en bevægelse som ikke var mere voldelig en intifafah 1 i hvert fald, og allerbedst som var fredelig og som konfronterede Israel der hvor det gør allermest ondt nemlig der hvor de er nødt til at bruge vold mod ubevæbnede mennesker. Så 107

108 tror jeg at han kunne blive en fantastisk stærk leder for palæstinenserne. Lad os sige at israelerne virkelig var parate til at slå mange mennesker ihjel på hans konto, så tror jeg alligevel at det vil være sådan at europæiske regeringer og USA, de vil ikke se til altså bare lade Israel myrde tusindvis af mennesker eller bare lade Israel fordrive titusinder af palæstinensere fra Vestbredden. Det ville presse Israel hvor de måtte gøre op med sig selv: Vil vi blive et diktatur som ikke længere har nogen venner. Eller vil vi acceptere at vi er nødt til at forhandle med dem. På den måde tror jeg at han ville være en stærk leder, men der er min fornemmelse at der er også mange palæstinensere som er så tilpas frustrerede så de orker heller ikke at høre på mere intellektuel snak om smarte løsninger. I og for sig kan jeg ikke fortænke dem. Men jeg ved ikke om jeg tror at han kunne skaffe sig den opbakning som ville gøre ham til så farlig en kraft. Men jeg tror at han er den stærkeste faktor. Min opfattelse er, at den potentielt største palæstinensiske leder lige nu, det er jo en anden Barghouti. Marwan Baghouti som sidder i fængsel. Jeg ved ikke om i har beskæftiget jer med ham? Han er manden der formentlig kunne samle palæstinenserne. Og han har et, modsat sin jeg tror at de er fætre, modsat Mustafa så har han sine papirer i orden når det gælder palæstinensisk troværdighed. Mustafa Barghouti har hele tiden været en intellektuel der har formuleret politiske løsninger. Men han har ikke selv betalt nogen pris og han har ikke kæmpet med risiko for sit liv. Marwan Barghouti har været en voldelig, han har været en af lederne af intifadahen, han har været dømt og i israelsk fængsel i mange år. ( ) Israelerne dømte ham for ansvar for mord på en række israelere. Jeg tror egentlig at det er fair at sige at det tvivlsomt at han havde ansvaret for de mord, men set fra palæstinensisk synspunkt har det givet ham en kæmpe troværdighed, fordi han har været med som leder af opstanden, han har været dømt, han har siddet i et fængsel og for ham gælder at israelske regeringer var meget bange for ham. Han snakker fremragende hebraisk jeg har også mødt ham. Han snakker godt hebraisk. Han har deltaget på israelsk fjernsyn i massere af år fordi han var en af dem der på israelernes eget sprog kunne formulere palæstinensisk vrede. Og han har siddet på israelsk fjernsyn og fortalt hvorfor at han synes at besættelsen var uholdbar og forbryderisk. Han er formentlig den som kunne komme ud. 108

109 Anne-Sofie: Og det har de tilladt ham? Jerichow: Ja ja, i mange år. Han var ikke sådan en der hver dag var på fjernsyn. Hyppigt på fjernsynet fra fængslet. Jeg tror at han er den der stadig har en chance for at samle palæstinenserne. Han er ikke mistænkt blandt palæstinensere for at ville udsælge palæstinensiske interesser. Og så har han altså den, for en politiker, meget meget værdifulde egenskab at han formentlig forstår sine fjender. Og jeg tror ikke at Netanyaho forstår sin fjende, sin modstander. Men det er det en god politisk leder skal normalt kunne sætte sig i sin fjendes sted for at finde ud af hvad mødepunktet er. Og med Barghouti gælder, altså Marwan Barghouti, tror jeg også gælder at israelerne ved at han er lederen. Man har talt om udveksling af fanger man har også udvekslet fanger i tidens løb. Barghouti, Marwan er manden man holder i fængslet og gemmer til den dag der virkelig skal handles og de er klar over det. Han er ikke en mand der bliver mishandlet i fængslet. Jeg tror at det er rigtigt når jeg bliver fortalt at han er en privilegeret fange. Han bliver også tilladt at udsende signaler, politiske signaler til sit eget samfund. Han var formidler af et kompromis mellem Fatah og Hamas for 3 år siden tror jeg at det var. Ved et meget berømt dokument som israelerne lod ham lave. De kunne ligeså godt have sat ham i isolation, det har de ikke gjort. Han er manden man venter på at udveksle den dag man skal bruge en palæstinensisk leder. Det er jo meget underligt. Men sådan fungerer Mellemøsten også. Asger: Han er nemlig en meget interessant person, fordi han har tydeligvis vist de her talenter for at samle Hams og Fatah til i hvert fald stoppe med at bekrige hinanden. Men problemet er jo, at man i Fatah har Ghneim, som er Abbas højre hånd og man har det her meget konservative Fatah som mangler det her nye blod der kan forene Jerichow. Ja, og de ledere er jo ikke set som aktivister det er problemet. Abbas tror jeg ikke er særlig korrupt selv, men han omgiver sig med folk der er under sejlivede beskyldninger for korruption. Når du så pludselig har en mand i toppen som måske er udmærket han er ældre og et pænt menneske i egentlig forstand. Jeg tror at han 109

110 er et pænt menneske som ikke har fyldt sine lommer med andre folks penge. Han tror på en forhandlingsløsning og så videre. Men han har ikke skabt nogen forhandlingsløsning og han har omgivet sig med folk der er korrupte og han har ikke givet plads for de unge, nye ledere som vil have at der skal ske noget. Så han er blevet mere og mere svækket prøver at balancere på en mindre og mindre isflage. På et eller andet tidspunkt bliver han nødt til at gå. Hvem skal så have magten? Er det de unge brushoveder de vandt faktisk valget i flere byer, Jinin(?) jeg tror også i Ramallah og andre byer eller er det nogen af de fede, korrupte katte. Det er fuldstændig uafklaret. Den der kan bygge broen, det er ham der sidder inde i fængslet. 110

111 13.3 Kort over Gaza-striben og Vestbredden Bilag

112 13.4 Vandforbrug i Palæstina Bilag 4 Kilde: FAO 2010 *Nyere tal end 2002 ikke tilgængelige ** Data omfatter ikke de israelske bosættelser 112

113 13.5 Kort over bosættelser i Gaza-striben og på Vestbredden 16.gif /jewish_settlements_300.gif Ovenstående billeder er begge bilag 5 113

114 13.5 Interview med Mogens Lykketoft Bilag 6 Jacob: Har du tidligere været involveret i noget, eller fået kendskab til noget med de her konflikter i Palæstina Lykketoft: Jamen jeg har interesseret mig rigtig meget for den der konflikt. Den prægede også i nogen grad min korte tid som udenrigsminister, fordi jeg sagde noget temmelig kraftigt omkring Sharon (Daværende Israelske premierminister. Red.) og hans udnævnelse til statsminister i Israel der i starten af Som jo kom til at betyde den endelige begravelse af forestillingen om at man kunne få en løsning efter sammenbrudet i Camp David og udbruddet af den anden intifada. Så udløste de valg (?) udløste valg og Sharon blev valgt, og siden da har der jo ikke været nogen reel fremgang i processen mod en selvstændig palæstinensisk stat. Hamas eller ej. Jacob: Okay, så du mener det er Israel der har været skyld i den her.. Lykketoft: ( ) Det er jo en meget lang historie som bekendt. Men jeg mener jo at analysen af hvad der skete i Camp David i sommeren Jacob: Og hvad var det? Lykketoft: Ja det var jo at præsident Clintons forsøg i sin allersidste del af sin præsidentperiode at banke hoveder sammen på palæstinenserne og israelere og få en to-stats-løsning. Den efterfølgende fortælling har jo været fra delvis amerikanerne og selvfølgelig især israelerne at det var Arafat der ikke kunne tage sig sammen og slutte fred her. Der er mange andre analyser der er udkommet i mellemtiden og den mest interessante er vel at Arafat kunne ikke på stedet, på det møde, tilslutte sig en løsning allerede af den grund, at spørgsmålet om Jerusalems status i en sådan løsning ikke er kun et palæstinensisk spørgsmål, men noget som enhver palæstinensisk leder have rygdækning for i hele den arabiske verden. Men altså fremstilling af hvor rundhåndet et tilbud der var til palæstinenserne er nok goså overdrevet og man har jo også set Barack (Edhud Barack Israelsk præsident. Red.) efterfølgende været en meget firkantet og hårdkogt figur. Men i hvert fald lykkedes det jo ikke. Man 114

115 skal måske også sige at Clinton intervenerede meget sent, man plejer jo at sige at (det var fordi?) at den her konflikt i den grad er amerikansk indenrigspolitik, så er det kun en genvalgt præsident der i sin anden valgperiode har nogen som helst mulighed for at trumfe en løsning igennem der ligger pres på Israel. Jacob: og hvad kunne den løsning være? Lykketoft: Det forsøgte han jo så at gøre i tilstrækkelig grad kan man sige. (Jamen løsningen ( ) er vel beskrevet. ) Den eneste tænkelige, fredsommelige løsning er velbeskrevet i stort set alle FN-resolutioner og i detaljen udformet af de mennesker der til trods for sammenbruddet i Camp David og udbruddet af den anden intifadah og Sharons magtovertagelse fortsatte med at skrive på en fredsløsning, først (i etaper?) og siden i Geneve. Der er stort set i alle detaljer skitseret hvad man kunne gøre hvis man ville (levedygtig?) palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad i begge lande. Jacob: Men hvad er det så helt præcist som der gør at det ikke kan lade sig gøre alligevel, hvis løsningen er så velbeskrevet, hvorfor er det så? Lykketoft: Jamen efter min opfattelse fordi der er en stadig mere magtfuld del af det israelske samfund der i virkeligheden ikke ønsker noget kompromis om hvem Vestbredden skal tilhøre. Men som ønsker at annektere Vestbredden og inddæmme den palæstinensiske befolkningsgruppe i nogle forholdsvis små (?) omkring de større palæstinensiske bebyggelser på Vestbredden. Der er jo nogen der har ment at Sharons tilbagetrækning fra Gaza var indledende, ensidig, ikke forhandlet tilbagetrækning af bosættelser fra Gaza, var indledningen til en fredsløsning, det har jeg aldrig rigtig fæstet lid til fordi man kan ligeså godt læse den som et forsøg på at skille sig af med halvanden million palæstinensere i en fattiggård i Gaza og dermed undgå risikoen for at der indenfor det israelske kontrollerede område bliver et arabisk befolkningsflertal i løbet af kort tid. Hvis man ser på hele det historiske Palæstina så kan man jo næsten regne datoerne ud for hvornår de palæstinensiske arabere er i flertal igen. 115

116 Jacob: Så du mener at Israel er langt højere skyld i at den palæstinensiske stat ikke kan oprettes end den her splittelse mellem Hamas og Fatah? Lykketoft: Ja, Israel har jo også sådan set opfundet Hamas oprindeligt. Jacob: På hvilken måde? Lykketoft: Ved at de har understøttet splittelsen i den palæstinensiske bevægelse og i starten hjulpet Hamas til fødsel for derefter at definere dem som den farlige hovedmodstander. Så Hamas er selvfølgelig et problem, men i hvis forstand er det jo et større problem at da man så insisterer fra verdenssamfundet med USA i spidsen på valg i palæstinensiske områder på et tidspunkt hvor man ikke har givet præsident Abbas nogen som helst chance for at levere til sin befolkning og får et Hamas-flertal i det palæstinensiske parlament, så reagerer man på den måde at man gør alt hvad man kan for at sabotere en palæstinensisk samlingsregering det lykkes jo så også. Jacob: Men hvis vi skal snakke om Hamas og Fatah, hvad er så din personlige vurdering eller hvordan ville du karakterisere Hamas og Fatah politisk? Servet: Politisk ståsted Jacob: Hvordan forstår du dem? Er de bare politiske partier, er de udtryk for forskellige nationalitet eller? Lykketoft: Der er jo ikke nogen normaltilstand i Palæstina, så derfor er det ikke normale partier vel? Men Fatah har jo været, oprindeligt, under Arafats ledelse samlingspunktet for den palæstinensiske nationalbevægelse og Hamas er jo først blevet stærk i de senere år som resultat af det at verdenssamfundet ikke gav de andre mulighed for at levere noget som helst. Og Hamas er selvfølgelig en islamisk bevægelse, de er i familie med det fremstående Muslimske Broderskab eller varianter af de Muslimske Broderskab som vi ser i hele regionen nu, hvor de gamle diktatorer falder og det er jo ( ) Man kan jo altid diskutere begrebet terror. Man kan i hvert fald konstatere at stort set alle ledere både på den israelske og palæstinensiske side har en fortid som terrorister. Men det har ikke været særlig produktivt at definere det på den måde fordi man har jo været nødt til.. Jeg mener 116

117 tænk på Shamir? tænk på Begin og for så vidt også Sharon der jo startede sin karriere med at massakrere en palæstinensisk landsby. (Eller sin militære karriere.) Der er jo ingen rene hænder i den konflikt mener jeg bare og hvis der nogensinde skal være fred, så bliver det jo en fred som skal inkludere alle også Hamas. Jacob: Kan det lade sig gøre? Hamas anerkender jo ikke Israel som en stat og har i hvert fald i deres charter sagt at de vil have Israel fuldstændig ud af området og så etablere den palæstinensisk stat Lykketoft: Ja ja, det har de sagt, men det er klart.. Jacob: Er det muligt at de går med på nogle forhandlinger overhovedet? Lykketoft: Forudsætningerne for at have dem med i en forhandling er selvfølgelig at man etablerer.. Det mindst mulige krav til dem er selvfølgelig at der en etableres en absolut våbenhvile forud for forhandlingerne, men det er måske meget forlangt af alle palæstinensiske fraktioner at de skal acceptere staten Israel i dens nuværende form før de går til forhandlingsbordet. Jeg mener Israel har sådan set ikke accepteret i praksis nogen palæstinensisk stat før de går til forhandlingsbordet Jacob: Så det er faktisk Israel der lidt skal gøre før at der overhovedet kan forhandles Lykketoft: Jamen man kan jo sagtens bebrejde Hamas en hel masse, og man kan sige at deres magtovertagelse i Gaza har jo absolut ikke været produktiv for noget som helst, specielt ikke for beboerne i Gaza vel? ( ) De har gjort det alt for let at påstå at der ikke var nogen at forhandle med på palæstinensisk side ved at acceptere de der tosser der skyder små, dumme raketter af fra Gaza og dermed udløste jo en helt uproportionel voldsom reaktion fra israelsk side, et angreb på Gaza. Så man kan bebrejde Hamas en masse ting, men min bedømmelse er bare at man får jo ikke nogen fredsløsning hvis ikke man får et palæstinensisk styre som er repræsentativt for dem alle sammen. Jeg ville da personligt ønske meget at verden med USA i spidsen ville sørge for at styret i Ramallah fik så mange indrømmelser at de til hver en tid kunne vinde over Hamas i palæstinensiske valg. Men det er jo ikke det vi taler om. Det er jo så i øvrigt interessant at der er jo nogen tolkninger på en modstrid mellem (lokal?) folkene der sidder og administrerer Gaza nu og så 117

118 Hamas-ledelsen som har siddet i Damaskus indtil nu med Mashal (Khaled Mashal, leder af den politiske del af Hamas.red) men som jo (og det er jo meget interessant) har evakueret Damaskus under den syriske borgerkrig, har sit hovedkvarter i Qatar som jo som bekendt er meget mere vestligt orienteret stat og Mashal optrådte også på AKP landsmøder, altså Erdugans parti (Tyrkisk premierminister.red) (.) Det kan jo være et tegn på at de er ved a positionere sig mere som på linje med de andre Muslimske Broderskaber Jacob: Kan Hamas sammenlignes med nogle af de andre regimer eller de her islamiske bevægelser. Det kan måske sammenlignes men hvad er nogle af forskellene med Hamas Lykketoft: Det er svært for mig at analysere til bunds, men jeg tror at man skal.. man forstår dem bedst som ideologisk på linje, eller en del af et internationalt Muslimsk Broderskabs selskab. Og de har jo så været (?) til en mere væbnet kamp end de andre, men det er jo også udtryk for at forholdene i Palæstina har været anderledes end de har været i Egypten. Jacob: Men i hvor høj grad handler det om palæstinensisk nationalisme og så kontra islamisme eller udbredelse.. Lykketoft: Man får ikke nogen arabiske demokratier som ikke har et eller andet islæt af islamisme repræsenteret, det kan vi jo se med de valg der har været. (Starten?) i Palæstina. Det der er paradoksalt det er at palæstinenserne er jo i kraft af deres historie og FN s store rolle i at tage sig af den meget store flygtningebefolkning, det bedst uddannede og mest sekulære arabiske folk og derfor har det ikke været indlysende at en islamisk bevægelse skulle blive det største parti. Det er det først og fremmest på grund af så at sige de andres, den uformående situation man har sat de andre i. Anne-sofie: Derved kan man så måske prøve at se på hvordan den palæstinensiske befolkning, hvordan deres opbakning til henholdsvis Fatah og Hamas. Hvordan dne har udviklet sig. Vil du prøve at sætte nogle ord på det? Lykketoft: 118

119 Ja altså det er jo stadigvæk sådan at Abu Mazen (Mahmoud Abbas.red) har kunne vælges som præsident og formentlig også kunne genvælges hvis han ellers stiller op til det, det er jo klart. Jeg tror heller ikke at Hamas har samme medvind i dag som de havde med valget. Allerede på grund af den skæbne de har nedkastet over Gaza hvor de er stærkest. Jeg tør ikke spå om udfaldet af et palæstinensisk valg. Det kommer jo meget an på hele på hvilket grundlag det finder sted, om det er før eller efter der sker nogen form for positiv bevægelse i palæstinensernes situation. Men stadigvæk er bestræbelsen, og nogle gange har det set ud som om at det kunne lykkes at genetablere en fælles palæstinensisk administration, det er jo det Abu Mazen og Fayyad (Salaam Fayyad.red), premierministeren i Ramallah, hele tiden har prøvet at få dem med ind i en koalition. Som Palæstina har en fælles stemme. Jacob: Tror du at de vil udskrive valg i den nærmeste fremtid eller? Lykketoft: Det er svært at svare på. De har jo talt om flere gange (Hammerbanken gør det umuligt at høre) ( ) Man må jo sige at israelerne nærmest har indskrænket Ramallahs handlefrihed. Der er jo ikke sket nogen som helst lempelse af - jo der er fjernet nogle road-blocks vistnok, men der er jo ikke sket nogen realitetsforbedring i palæstinensernes situation. Jacob: Hvad så med Fatah? De siges jo også at være mere liberale men der har jo også været noget snak om bl.a. brud på menneskerettigheder og andre ting (korruption) Lykketoft: Ja, der sker massere af korruption, også der. Jacob: Kan de siges at være et parti, vi snakkede ganske vidst om at der ikke er nogen normalstadie i Palæstina, men de har i hvert fald forsøgt at forhandle med bl.a. Israel og Hamas og det internationale samfund. Det har jo ligesom også bristet hver eneste gang. De virker i hvert fald som om de har lyst til at gå på kompromis og så alligevel ikke. Lykketoft: Jamen altså de sidder jo derovre med et meget meget begrænset selvstyre og en meget meget ringe bevægelsesfrihed og ser på at bosættelserne bare ekspanderer og der foregår en fremadskridende, ikke i (Jugoslavisk? )forstand etnisk udrensning af meget afgørende kvarterer i Jerusalem. Altså dele af Jerusalem som er helt 119

120 afgørende for at se en fredsløsning for sig bliver palæstinensiske arabere fordrevet og de bliver overtaget af bosættere, og der sker hele tiden udvidelser af bosættelserne på vestbredden. Der er beduiner der bliver fordrevet nede i Negev og der oprettet en skydezone i en palæstinensisk landsby i nærheden af Heron. Heron er i øvrigt et fuldstændig grotesk eksempel på at man med nogle få hundrede fanatiske jødiske bosættere terroriserer halvanden hundrede tusind palæstinensere i deres dagligdag. Det er jo meget deprimerende. Vi var jo ude, mit sidste besøg dernede var med nævnet i 2010, der var vi nogle stykker, bl.a. Margrethe Vestager og (Højdahl?) og (?) og jeg var ude i Heron. Og det var en rædselsfuld oplevelse, fordi det erførste at jeg har set davidstjernen malet på døren som en modsatrettet ting. Det var på de lukkede palæstinensiske boder, forretninger at man havde tegnet dem som tegn på at nu kunne de bare holde sig væk. Ved at implantere de der få hundrede bosættere midt i centrum af den gamle by har man jo voldsomt generet bevægelsesfriheden for en bys befolkning. Men Israelerne gør jo også det at de forhindrer de figurer i at optræde, som kunne samle den palæstinensiske nationalbevægelse altså Marwan Barghouti, som var leder af Fatahs ungdomsbevægelse blev fanget af israelerne og dømt til livsvarigt fængsel. Han er formentlig den mest populære palæstinensiske politiker og hvis man overhovedet forestiller sig en fredsløsning skulle mange af de der politiske fanger ud og han ville formentlig være den der bedst var i stand til han har faktisk allerede i fængslet forsøgt at lægge mægling mellem Fatah og Hamas og han er formentlig den der har den største troværdighed begge steder. Anne-sofie: Hvad er han dømt for? Lykketoft: Han er dømt for at have været ansvarlig for terror. Det kan jeg slet ikke gennemskue hvad sagens indhold er. Jeg ved bare at hvis de ville være interesserede i at finde nogen der faktisk var repræsentative og kunne forhandle med israelerne (*Host*) Jacob: Men har var opstarter af Fatahs ungdomsbevægelse men han er så alligevel en god meningspartner med Lykketoft: 120

121 De fleste af dem som jeg har talt med siger jo at hvis han kom ud ville han helt sikkert være den der blev lederen af Fatah. I stedet for Abbas som jo i virkeligheden helst ville være fri. Han er jo en gammel mand. Maria?: Kommer han (Marwan Barghouti.red.) nogensinde ud? Lykketoft: Det spurgte jo man også omkring Nelson Mandela og (?) og så videre men man ved jo udmærket godt fra dem der har overhånden, hvem det er der i givet fald er at forhandle med og så længe man holder dem spærret inde bliver der jo ikke nogen bæredygtig forhandling. Sune: *Hammer gør det svært at høre* Nogen med forsoning mellem Hamas og Fatah: Lykketoft: Det er jo ikke til at vide. De fleste mennesker jeg har hørt sige noget om det siger at man i hvert fald har de bedste chancer for at gøre det? Anne-sofie: Kan du sætte nogen eller navne på dem du har hørt sige noget om det Lykketoft: Jeg har jo snakket med mange mennesker i årenes løb, jeg kan simpelthen ikke huske.. Anne-sofie: Er det indenfor bevægelserne i Palæstina? Lykketoft: Ja ja, det er palæstinensere jeg har talt med. Jacob: Nu har vi snakket lidt om Israels interesse i det her, det er selvfølgelig en tung konflikt som der er mange der er blandet ind i, men hvem har ellers interesse i hvordan den her udvikler sig. Hvem kunne interessere sig for at den palæstinensiske stat oprettes kontra at det ikke sker. Jeg tænker på f.eks. Iran eller Egypten, Libanon, Hizbollah. Maria: USA Lykketoft: Jamen altså der har jo været stort set enighed i hele verden om at den eneste holdbare fred der kan laves i det område det er at 2 suveræne stater ved siden af hinanden. En levedygtig(?) palæstinensisk stat, hvad i sig selv bliver svære og svære med de bosættelser, størrelsen af de bosættelser der skal evakueres hvis det skal kunne kaldes en levedygtig stat. Det er klart at alle mulige spiller i det her. Iranerne har nogle interesser og de har til en hvis grad styr på Hizbollah og derved hvad der kan 121

122 laves af lokalkrige. Jeg tror nu ikke at Hizbollah er særlig oplagte til at starte nye krigshandlinger med israelerne. Det kommer de altid dårligt fra. Men iranerne har måske også en hvis indflydelse på Hamas, det tror jeg nu ikke de har så meget mere, jeg tror meget mere at man skal kigge til Golfen og til Tyrkiet som sagt for at finde dem som har noget indflydelse på Hamas. Hvis man vil se det som igennem prismet, hvad er vestens, hvad er Europas og hvad er i grunden også USA's interesse, så er det jo at der bliver jo aldrig ro om det her spørgsmål i Mellemøsten før palæstinenserne for lov til at lave deres egen stat. Det er jo en meget afgørende sten i skoen i forholdet mellem vesten og en hvilken som helst arabisk stat og især almindelige mennesker i den arabiske verden læser jo det her som udtryk for virkelig fundamental uretfærdighed i forhold til den arabiske fraktion. Og derfor ville det jo være i alle parternes interesse hvis man kunne insistere på den løsning FN har stilt om 100 gange siden Jacob: Men det er jo tilsyneladende ikke Israels interesse. Hvad er de ser som løsningen? Lykketoft: Den del af israelerne som har skabt det nuværende flertal i Knesset (Det israelske parlament.red), der nu er en regeringskoalition, synes jo at have overbevist sig selv om at de er bedre tjent med at fortsætte koloniseringen af Vestbredden end at prøve at lave kompromiser med palæstinenserne. Der er jo sket en forskydning i israelsk politik i retning af at efter man fik den der million sovjetiske jøder som indvandrere har det jo af mange forskellige mærkelige grunde betydet et yderligere højreskred i israelsk politik. Og efter at man har bygget muren ned igennem, så har man jo læst det som at det har forhindret nye terrorhandlinger i hvert fald har der jo ikke været nogen, heldigvis, nogen store angreb på civile, men det er i den israelske højrefløj i hvert fald blevet læst som: Det går jo udmærket. Vi har stort set undgået terrorisme, besættelsen er under kontrol, vi har adskilt os fra palæstinenserne, som jo indtil den der mur, indtil starten af den anden intifadah og muren efterhånden blev oprettet, færdedes rimelige frit, arbejdede i stort omfang, levede i stort omfang af at være en del af israelsk øknomi. Så har man jo nu næsten 100% segregation der. Og det betyder jo at den almindelige israeler møder ikke besættelsen som et problem, det gør 122

123 selvfølgelig soldaterne der kommer ud og skal håndhæve den, men de andre kan fortrænge det. Jacob: Så indtil videre er der overhovedet ingen ide om nogen alternativ løsningsmodel overhovedet end den som du snakker om, altså oprettelsen af en palæstinensisk stat. Lykketoft: Der er mange som siger jamen det bliver jo aldrig til noget og derfor ender det her jo med en varig apartheid stat Servet: Jeg tænker på i forhold til dannelsen af en palæstinensisk stat der har man jo snakket om et valg her i 2012 og i 2006 havde man jo et palæstinensisk folketingsvalg hvorefter der kom kold luft mellem Hamas og Fatah og der blev borgerkrig og i 2012 i Qatar snakkede man igen om at lave et valg. Hvor indtil da skulle Abbas side som præsident. Hvad ser du for mulighederne? Lykketoft: Jeg kunne forestille mig at - nu er opmærksomheden på alle mulige andre steder, ikke mindst på Syrien, af gode grunde, men at tyrkerne og golfstaterne tilsammen prøver at lægge ganske meget pres på parterne i Palæstina for at etablere en fælles regering og afholde et valg for at imødegå det israelske argument om at de ikke har nogen at forhandle med. Jacob: Stridningspunktet mellem Hamas og Fatah. Hvad ser du det som? Hvad er det som der gør at de ikke kan forene sig? Lykketoft: Jeg ved det ikke, andet end at alle kan se at de har hver deres lille lod af det der gamle Palæstina Anne-sofie: Hvilke interesser ser man at der modstrid mellem de to grupperinger? Lykketoft: Jamen jeg går ud fra at forhandlingerne foreløbig ikke er lykkedes fordi de ikke har kunne blive enige om magtfordelingen i en fælles administration. Så enkelt er det vel. Men man forstår ikke hvorfor de ikke gør sig mere umage fordi at der er ingen af dem der gør sig betjent(?) med splittelsen Jacob: Der var for eksempel den her traktat i Egypten.. Lykketoft: Ja de skrev en aftale under her for et år siden 123

124 Jacob: Der sagde Hamas nej alligevel fordi at de mente at den her reviderede udgave (Kan ikke høre den præcise ordlyd) ikke fulgte deres interesser på en ordentlig måde. Er det et spørgsmål om ære? Lykketoft: Jeg kan ikke komme det nærmere. Jeg ved det ikke. Sune: Er det måske ikke også ideologisk at de ikke kan bliv enige Lykketoft: Ja det er klart, der er jo forskel, forskellige ideologier, den ene er en sekulær bevægelse mens den anden er islamisk. Men det er jo ikke nogen nyhed. Sune: Men Hamas, ser du dem som en samlet organisation der har et fælles mål? Jeg har læst nogle kilder der siger at de er en splittet organisation i fraktioner. Lykketoft: Jamen det er der meget der tyder på at der også internt i Hamas er splittelse om hvad de skal være Sune: Kan du karakterisere den splittelse? Lykketoft: Næ. Det er ikke særlig entydigt hvem der er mest forhandlingsvenlig, om det er udenlandsledelsen eller dem i Gaza-city Jacob: Hvis vi nu skulle sørge for, at i løbet af en forholdsvis kort tid at der blev oprettet en palæstinensisk stat hvilke trin skulle vi så tage? Hvilke skridt skulle vi tage? Lykketoft: Jamen jeg mener jo helt entydigt at det er et meget minimalistisk krav palæstinenserne hele tiden har stillet og ikke engang fået opfyldt om at man skulle holde stop for udvidelsen af bosættelserne mens man forhandlede. Det som Israelerne gør det er at de ændrer jo hele tiden virkeligheden på jorden. Propper flere og flere mennesker ind i de bosættelser. Dvs. de gør det også vanskeligere og vanskeligere at forestille sig i den israelske politiske for israeleres demokratiske system at man overhovedet kan træffe en beslutning om at evakuere de bosættelser som del af en fredsløsning. Altså det bider jo alt sammen sig selv ikke? I halen. Anne-sofie: Det vi i vores opgave meget gerne vil fokusere på det er konflikten mellem Hamas og Fatah, men som du forklarer her så virker det som om at Israel spiller en meget stor rolle igennem et politisk spil af en art til at fyre under for denne konflikt. 124

125 Kan man kalde det et dobbeltspil? Hvordan formår de at splitte dem på denne måde? Lykketoft: Det er jo hele tiden ufattelig vigtigt at holde fast i at det er noget hykleri hvis verden udenom siger: Nu må de finde ud af det selv, israelerne og palæstinenserne. Der er overhovedet ingen form for balance mellem de to parter. Den ene er en af regionens stærkeste militære magter og har besat de andre direkte på Vestbredden og direkte i Gaza ved at de er fuldstændig lukket inde. Det er en fangelejr med halvanden million mennesker. Der er ikke nogen form for balance i de forhandlinger og derfor kommer der ikke noget ud af de forhandlinger hvis ikke verden ligger pres på Israel. Verden ligger ikke pres på Israel fordi at det er amerikansk indenrigspolitik. Der var nogle vise senatorer tilbage i 80 erne der sagde noget i den retning, de blev genvalgt(?) og siden da har amerikansk politik været ureflekteret pro-israelsk ligegyldigt hvad israelerne gjorde. Jacob: Okay, så det falder måske tilbage på USA også? Lykketoft: Ja det falder i aller højeste grad tilbage på USA. Der er simpelthen ikke nogen løsning mulig som er andet end fortsættelse af besættelsen eller etableringen af en apartheid-stat, det vil være det der kommer ud af det, hvis ikke Amerika ligger pres på Israel. Europa kan jo umiddelbart ikke ligge pres på Israel. Det er amerikanerne der økonomisk og militært understøtter den israelske stat og hvis ikke at der på et tidspunkt kommer en amerikansk præsident som forhåbentlig er genvalgt og har to perioder som så kan udøve det pres, så kommer der ikke nogen løsning. Og det er sådan set underordnet hvilke manøvrer internt i Hamas og mellem Hamas og Fatah der så foregår i mellemtiden. Jacob: Ja, det sætter jo lidt spørgsmålstegn ved vores antagelse. Sune: Men har Obama ikke prøvet at lægge lidt pres på USA(?) det virkede som om at han meget gerne ville hjælpe palæstinenserne da han blev præsident. Lykketoft: Jamen Obama har formentlig også på det område de rigtige instinkter. Han prøvede at sige noget i Kairo-talen, men han er jo under enormt pres på hjemmefronten, når Netanyaho kan få lov til at stå og blive klappet af, af den amerikanske kongres 125

126 mens han sviner præsidenten til punkt for punkt for punkt, det er jo illustrationen af hvor giftigt amerikansk indenrigspolitik spiller ind på nogen form for mulighed for at løse den her konflikt. Og Netanyaho deltager jo i den amerikanske valgkamp i annoncer nede i Florida. Ikke angiveligt på republikansk side, men med republikanske budskaber Jacob: Så det er et meget kompliceret politisk spil. Lykketoft: Jamen altså det er jo helt fuldstændigt elementært indlysende i europæisk interesse at få løst det her ved at få oprettet to stater. Fordi at det ville være et afgørende bidrag til at den region var mindre ustabil. Og det er vores nærområde. Men der sker ikke noget fordi at det i den grad forpestes af israelsk indenrigspolitik og amerikansk indenrigspolitik og samspillet mellem israelsk og amerikansk indenrigspolitik. Anne-sofie: Har regeringen en offentlig mening om Israel-Palæstina konflikten? Lykketoft: Ikke nogen særligt markant mening synes jeg desværre Thorbjørn: Var det ikke også der Søvndal kom i problemer, for at være lidt for propalæstinensisk? Lykketoft: Jeg ved ikke hvad Søvndal er i af problemer. Men jeg havde da håbet at regeringen ville mere markant også i forhold til FN-spørgsmålet om palæstinenserne. Det der med at henholde sig til at man skal være enig i EU, det bliver man formentlig aldrig. Der vil altid være en eller to eller tre der ikke vil gå med Asger: Hvad ser du så som den primære stopklods for, at Palæstina ikke kan få en taburet i FN? Lykketoft: Det de går efter nu det er det der med non-state-membership og det får de formentlig ved en beslutning i generalforsamlingen på et tidspunkt. Der ville det bare være sympatisk hvis Danmark og de andre nordiske lande i hvert fald i fællesskab kunne støtte det. Det er jo mere en symbol-sag, det løser jo heller ikke konflikten. Anne-sofie: Er det også en politik som f.eks. Sverige og Norge de deler. Lykketoft: Det er lidt uklart hvad svenskerne mener for tiden. Norge har været meget klar. Norge, Finland og Island har været meget klare. Danmark og Sverige har mere uklare. Men 126

127 jeg mener faktisk(?) at Karl Bilde har rigtige holdninger til den her konflikt. Svenskerne havde formandskabet i EU i Der udkom den bedste erklæring om Palæstina-konflikten fra EU s udenrigsministerråd vi har set i mange år. Med klar stillingtagen også til Jerusalem osv. Så det er ikke Karl Bilde i givet fald der er (?) men der er noget med at folkepartiet er meget pro-israelsk. 127