Pengeinstitutternes rådgivningsansvar

Transkript

1 Juridisk Institut Hovedopgave Cand.merc.(jur.) Forfatter: Karen Henriette Pedersen Vejleder: René Franz Henschel Pengeinstitutternes rådgivningsansvar - og bekendtgørelse nr af 27. oktober 2004 om god skik for finansielle virksomheder Handelshøjskolen i Århus 2005

2 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Problemformulering Afgrænsning Retskildeteori Pengeinstitutternes rådgivning og erstatning Ændringerne i pengeinstitutternes virksomhed Rådgivningsbegrebet Retsgrundlaget for kompensation til kunden Erstatningsretlige forhold Culpa Professionsansvaret Tab Årsagsforbindelse og adækvans Bevisbyrden Kundens medvirken Andre forhold af betydning for ansvarsbedømmelsen Aftalen Ansvarsfraskrivelser Vederlaget Sammenfatning og refleksion Pengeinstitutternes rådgivning og bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder Baggrunden bag bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder Tiden inden Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning Lov om finansiel virksomhed og Forbrugerombudsmandens kompetence Udkast til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder Bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder og 7 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder

3 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder og 36 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder Sammenfatning og refleksion Ændringer Væsentlig forbedret forbrugerbeskyttelse Ændringsforslag Muligheden for øget forbrugerbeskyttelse Konklusion...82 Abstract of the Master Thesis...86 Kildefortegnelse...88 Domsafgørelser og Pengeinstitutankenævnskendelser...92 Bilagsmappe medfølger 2

4 1. Indledning Opblomstringen af rådgivning som selvstændigt erhverv samt behovet for tværgående løsninger, som imødekommer kundernes behov har medført en brancheglidning. Rådgivning er sjældent begrænset til ét fagområde. Den er blevet bredere og relaterer sig til alle eller flere aspekter af en sag. Der er i et vist omfang sket en integration af de funktioner, som traditionelt blev varetaget af vidt forskellige aktører. Pengeinstitutsektoren, der oprindeligt udelukkende beskæftigede sig med ind- og udlån, har haft væsentlig andel i denne brancheglidning. Pengeinstitutterne har udvidet deres arbejdsområde, da de har indset vigtigheden i at kunne tilbyde kunderne en række finansielle ydelser samt omfattende rådgivning. Ekspansionen i pengeinstitutsektoren er sket i mange retninger, og pengeinstitutvirksomhed er således en profession med uskarpe kanter. 1 Udviklingen inden for pengeinstitutsektoren har betydet, at de produkter, der udbydes, er komplekse og ofte uigennemskuelige. Forbrugerne er derfor afhængige af den rådgivning, som tilbydes i pengeinstitutterne, hvorfor denne funktion er af største betydning. Problematikken, som gør emnet interessant, er at pengeinstitutrådgiverne indtager en dobbeltrolle som udbyder af egne produkter og ydelser på den ene side og finansiel rådgiver på den anden. Denne interessekonflikt betyder, at det er særdeles vigtigt, at der opretholdes et højt tillidsforhold til branchen, hvorfor der er behov for tidssvarende bestemmelser, som fastlægger de forskellige grundlæggende krav til rådgivningen. Den 1. oktober 2003 trådte bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder 2 og den dertilhørende vejledning 3 i kraft og erstattede Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning, 4 som havde fungeret siden den 1. oktober Bekendtgørelsen fastsætter de krav, som finansielle virksomheder skal opfylde for at drive virksomhed i overensstemmelse med god skik, og er en del af regeringens forbrugerpolitiske strategiplan på det finansielle område, der omfatter en gennemgribende fornyelse af forbrugerpolitikken. 5 Denne fornyelse har blandt andet til formål at styrke niveauet for forbrugerbeskyttelse i Danmark. 1 Ulfbeck: Erstatningsretlige grænseområder -professionsansvar og produktansvar, s Bekendtgørelse nr. 604 af 26. juni 2003 om god skik for finansielle virksomheder. Bekendtgørelsen blev efterfølgende ophævet den 1. januar 2005 til fordel for den nu gældende bekendtgørelse nr af 27. oktober 2004 om god skik for finansielle virksomheder (herefter bekendtgørelsen), bilag 1 3 Vejledning nr af 26. juni 2003 til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, som efterfølgende blev erstattet af vejledning nr af 1. september 2004 til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder. Endeligt fra 1. januar 2005 trådte den nu gældende vejledning nr af 20. december 2004 til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder i kraft (herefter vejledningen), bilag 2 4 Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik for pengeinstitutternes rådgivning af 28. juni 2002 (herefter de etiske retningslinjer), bilag 3 5 Finanstilsynet: Den forbrugerpolitiske strategiplan på det finansielle område, bilag 4 3

5 1.1. Problemformulering Hovedformålet med nærværende afhandling er at analysere pengeinstitutternes rådgivningsansvar i henhold til bekendtgørelse nr af 27. oktober 2004 om god skik for finansielle virksomheder. Afhandlingen tager sit naturlige udgangspunkt i en gennemgang af de erstatningsretlige grundbegreber; ansvarsgrundlag, tab og årsagsforbindelse. Det er derefter målet at redegøre for de erstatningsretlige og aftaleretlige forhold, som deslige kan få betydning for ansvarsbedømmelsen. Slutteligt ønskes det belyst, hvilke muligheder der er for at skærpe professionsansvaret i fremtiden. Med udgangspunkt i bekendtgørelsen ønskes en analyse af denne og en sammenligning med den nu ophævede pendant - de etiske retningslinjer. Formålet er at fastslå, hvorvidt forbrugerbeskyttelsen er blevet væsentligt forbedret i kraft af bekendtgørelsen, og hvilke ændringstiltag der kan sikre forbrugerbeskyttelsen yderligere Afgrænsning Bekendtgørelsens kapitel 1-3 indeholder generelle regler for alle typer af finansiel virksomhed. Kapitel 4-10 fastsætter særlige regler for henholdsvis pengeinstitutter, realkreditinstitutter, værdipapirhandlere, investeringsforvaltningsselskaber og forsikringsselskaber. Afhandlingen vil udelukkende omfatte kapitel 1-5 samt 7, som finder umiddelbar anvendelse på pengeinstitutvirksomhed. 6 Afhandlingen afgrænses endvidere til kun at omhandle pengeinstitutternes rådgivningsansvar i forbindelse med rådgivning af privatkunder. Erhvervskunderådgivning medtages i det omfang, det ikke adskiller sig væsentligt fra privatkundeforhold, hvilket gælder i henhold til Pengeinstitutankenævnspraksis, jfr. vedtægterne for Pengeinstitutankenævnet 2, stk. 2, 2. pkt., og bekendtgørelsens 1, stk. 2. Lov om finansiel virksomhed, kreditaftaleloven, aftaleloven, forbrugeraftaleloven, markedsføringsloven og lignende lovgivning, som har til formål at regulere pengeinstitutvirksomhed, berøres som udgangspunkt ikke. Hovedvægten vil, i overensstemmelse med problemformuleringen, blive lagt på de etiske retningslinjer, bekendtgørelsen og vejledningen. Afhandlingen afgrænses naturligt fra sammenligning med EU-ret, da der i henhold til bekendtgørelsen ikke eksisterer lignende initiativer i EU-regi. 7 6 Pengeinstitutterne skal dog overholde de resterende bestemmelser i tilfælde af, at de bevæger sig ind på det pågældende område, jfr. bekendtgørelsens 2 7 Oplyst af Tina Bostrup, EU-oplysningen, via telefonisk kontakt den 16. marts

6 Omfanget af professionsansvaret strækker sig i visse tilfælde længere end til blot at omfatte pengeinstituttet og kunden. Det sker, at pengeinstituttet ifalder ansvar overfor tredjemand, men dette afgrænses afhandlingen fra at beskæftige sig med. Det er ikke et krav, at pengeinstituttet tegner en ansvarsforsikring, men da rådgiverne kan blive gjort erstatningsansvarlige, har pengeinstituttet en interesse i at afdække denne risiko. Afhandlingen afgrænses dog yderligere fra at omhandle professionelle ansvarsforsikringer. Udgangspunktet for afhandlingen tages i praksis fra Pengeinstitutankenævnet, hvorfor anden retspraksis kun anvendes, hvor det findes nødvendig for at belyse det pågældende emne Retskildeteori Afhandlingen tager sit udgangspunkt i bekendtgørelse nr af 27. oktober 2004 om god skik for finansielle virksomheder, som er udstedt i henhold til 43, stk. 2 og 373, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed. Bekendtgørelsen er, på samme måde som lov om finansiel virksomhed, en offentligretlig regulering af de finansielle virksomheder og kan i modsætning til de etiske retningslinjer håndhæves ved påbud og, såfremt påbuddet ikke følges, med bøder. Manglende overholdelse har ikke i sig selv civilretlige konsekvenser, men bekendtgørelsen vil dog have væsentlig indflydelse på, hvilken adfærd der må anses for at opfylde god faglig standard, og derfor har regelsættet alligevel en ikke ubetydelig indflydelse på ansvarsbedømmelsen, jfr. indledning til vejledningen. Bekendtgørelsen er fulgt af vejledning nr af 20. december 2004 til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder. Vejledningen er ikke bindende, og indholdet er alene af vejledende art. Vejledningen er et godt supplement til bekendtgørelsen, når det skal forklares eller uddybes, hvad der forstås med bekendtgørelsens bestemmelser. Forinden bekendtgørelsen trådte i kraft, var det de etiske retningslinjer og de dertilhørende kommentarer, som kunne finde anvendelse, når det skulle vurderes, om en rådgiver havde handlet i overensstemmelse med sædvanlig praksis. De etiske retningslinjer var ikke juridisk bindende, men udtryk for branchens egen opfattelse af, hvad man med rette kunne forvente af en professionel rådgiver og indgik således i domstolenes og Pengeinstitutankenævnets vurdering af sædvanlig praksis i henhold til pengeinstitutrådgivning. 5

7 Afhandlingen tager sit udgangspunkt i komparativ juridisk metode og er hovedsagligt baseret på ordlydsfortolkning, da udgangspunktet tages i den naturlige og sædvanlige forståelse af bekendtgørelsen og de etiske retningslinjers indhold. 8 Pengeinstitutankenævnet behandler klager over danske pengeinstitutter, hvorfor det naturlige udgangspunkt for afhandlingen er at anvende praksis herfra. Den faglige standard, som rådgiveren skal leve op til, fastsættes i høj grad af Pengeinstitutankenævnets praksis. Pengeinstitutankenævnets afgørelser har ikke retskraft og er ikke eksigible, men de har stor gennemslagskraft i pengeinstitutternes praksis. 9 Uanset om afgørelserne de jure må karakteriseres som anbefalinger uden samme retskildestatus som domme, har de dog de facto en gennemslagskraft, som næppe er mindre end den, der normalt er forbundet med domme Pengeinstitutternes rådgivning og erstatning 2.1. Ændringerne i pengeinstitutternes virksomhed Pengeinstitutsektoren har, som nævnt i indledningen, oplevet en funktionsglidning, hvilket har betydet, at pengeinstitutterne har udviklet sig fra at varetage funktioner med indlån og udlån til at give råd og vejledning om ethvert forhold, der kan have betydning for kundens økonomi. Der findes flere årsager til, at pengeinstitutternes rådgivningsfunktion har fået en øget betydning. 11 Det stigende antal fusioner indenfor pengeinstitutsektoren har betydet, at de store pengeinstitutter har udviklet sig til finansielle supermarkeder, som tilbyder en total administration af kundernes privatøkonomi. Dette stiller høje krav til rådgiverne, da kunderne skal tilbydes en bred og dyb privatøkonomisk rådgivning, som omfatter koncernens tværgående produktudbud. Pengeinstitutkunderne er blevet mere individualistiske, dermed ikke sagt, at dette ikke var tilfældet tidligere, men på nuværende tidspunkt har kunderne finansielle, materielle og teknologiske muligheder for at opnå en individualiseret behandling. Kunderne ønsker i langt højere grad at blive behandlet som unikke individer, og dette gælder særdeles også i valg af services og produkter. 12 Kunderne har fået et højere informationsniveau og er blevet mere kritiske og finansielt bevidste. Henrik Vad, bankdirektør fra Skandiabanken, udtaler følgende: Man kan ikke holde på kunderne alene ved lave priser, man 8 Evald: Retskilderne og den juridiske metode, s For kort beskrivelse af Pengeinstitutankenævnet se bilag 5 10 Andersen og Møgelvang-Hansen: Bankretlige emner Klager over pengeinstitutter, s Otholm m. f.: Dansk Bank Væsen, i dag i morgen, s Gornstein: Flere bank til bankerne 6

8 skal opbygge kundernes loyalitet ved at tilbyde rådgivning. 13 Kunden ønsker professionel rådgivning og gennemsigtighed med hensyn til priser og kvalitet af de finansielle produkter. Kapitalmarkedet har ændret sig igennem de seneste år, hvilket har betydet, at der er sket en øget efterspørgsel af finansielle instrumenter som futures 14, optioner 15, swaps 16 og lignende. En naturlig følge heraf er et øget krav fra kunderne om at modtage kvalificeret rådgivning angående disse nye kapitalapparater. Før kontantlånene blev genindført i 1993, var det forholdsvis ukompliceret at vælge realkreditlån. Valgmulighederne indskrænkede sig stort set til, om lånet skulle have en løbetid på 20 eller 30 år. Med udviklingen af nye lånetyper er det blevet en langt mere kompleks sag at vælge det rigtige lån. Kunden skal træffe valget mellem obligationslån og kontantlån med forskellig kuponrente og løbetid. Der er også mulighed for at vælge flexlån, som deslige findes i mange varianter, og senest tilbyder pengeinstitutterne afdragsfrihed i en periode på op til ti år. Afdelingschef i Nationalbanken, Bjarne Skafte, udtaler: Som vi ser det, er der intet nyt at sige om de nye lånetyper. Vi har hilst det velkomment, at der er større valgfrihed. Men vi har også sagt, at det stiller større krav til rådgivningen. 17 I fremtiden vil forholdet mellem erhvervsaktive og pensionister forskydes, og andelen af folk i pensionsalderen vil øges betragteligt. Omkring år 2010 vil 1940 ernes store fødselsårgange være i pensionsalderen. Staten har skabt incitament for etablering af nye pensionsformer i privat regi som blandt andet pensionsopsparing i pengeinstitutterne. Pengeinstitutterne kommer i fremtiden utvivlsomt til at administrere over og rådgive om stadig flere pensionsformuer. Med risiko for, at folkepensionen bortfalder i fremtiden, er det af stor vigtighed, at kunderne overvejer, hvilke muligheder der eksisterer for at sikre sig økonomisk, når disse engang trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Der ligger således et stort potentiale for pengeinstitutterne i at oprette og varetage kundernes pensionsordninger, men dette indebærer samtidig også et stort rådgivningsmæssigt ansvar, så kunderne sikres den mest optimale løsning. 13 Lønstrup og Bjerge: Service afgør valg af bank 14 En standardiseret terminsforretning, hvor løbetid, beløb og papirtype er kendt på forhånd. Kun prisen er variabel. 15 Kan sammenlignes med en futureskontrakt, men med den forskel, at man som køber opnår mulighed for at tjene på kursudviklingen samtidig med, at et eventuelt tab er begrænset til startbetalingen 16 Der findes rente- og valutaswaps. Ved et renteswap ændres renten typisk mellem en fast og variabel rente. Ved valutaswap finder der en omlægning af valutaen sted og dermed typisk en udvikling af lånets hovedstol 17 Valgreen-Voigt: Nationalbanken tager nye realkreditlån med sindsro 7

9 Her nævnes blot enkelte eksempler på forhold, som har været medvirkende til, at pengeinstitutternes rådgivningsfunktion har udviklet sig til at være en omfattende del af pengeinstitutvirksomhed. Denne udvikling har medført en naturlig opmærksomhed omkring pengeinstitutternes varetagelse af rådgivningsfunktionen, hvorfor det er særdeles interessant at se nærmere på det rådgivningsansvar, som pengeinstitutterne er underlagt Rådgivningsbegrebet Lynge Andersen og Møgelvang-Hansen skriver, at ordet rådgivning antyder, at den, der skal træffe en beslutning med mere eller mindre vidtgående konsekvenser, kan støtte sig til en person, som har en særlig indsigt i kraft af sin uddannelse eller professionelle erfaring. 18 Bekendtgørelsens kapitel 3 indeholder bestemmelser, som har til formål at fastsætte generelle regler for finansielle virksomheders 19 rådgivning, og 5, stk. 1 indeholder en indledende afgrænsning af, hvad der forstås ved rådgivning. Dette værende anbefalinger, vejledninger og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder. Rene ekspeditioner falder uden for rådgivningsansvaret, og kan defineres som effektuering af givne ordrer fra kunder - eksempelvis køb og salg af værdipapirer eller betalingsformidling. Pengeinstituttet har som udgangspunkt ikke pligt til at rådgive, hvor kunden alene efterspørger en ren ekspedition, jfr. kommentarer til 5 i vejledningen. Pengeinstituttet skal dog yde rådgivning af egen drift, hvor omstændighederne tilsiger at der er behov, jfr. bekendtgørelsens 5, stk. 2, 2. pkt., hvis eksempelvis kunden ønsker at veksle til euro til brug på sit besøg i England. I forbindelse med pengeinstitutternes varetagelse af primæropgaver kan der i visse tilfælde blive tale om at bedømme ansvaret for det, som må betegnes som henkastet rådgivning henover skranken. Hvis eksempelvis en kunde ønsker et beløb indsat i sit pengeinstitut og benytter lejligheden til at spørge om betydningen af et vilkår i et dokument vedrørende et boligkøb, må det være af betydning, om pengeinstituttet har markedsført sig som generel boligrådgiver. Det må på den anden side ligeledes være af betydning, om det er klart for kunden, at medarbejderen ikke er inde på sit primære arbejdsområde, og såfremt kunden ønsker optimal rådgivning, må henvende sig til pengeinstituttets 18 Lynge Andersen og Møgelvang-Hansen: Finansiel rådgivning et debatoplæg om pengeinstitutters rådgivningsansvar, s I afhandlingen anvendes pengeinstitut og finansiel virksomhed som synonymer. Dette selvom finansiel virksomhed i henhold til bekendtgørelsen betyder alle typer af finansiel virksomhed, der er omfattet af bekendtgørelsen indhold 8

10 specialafdeling. Men pengeinstituttets medarbejder er naturligvis den nærmeste til at påpege over for kunden, at problemstillingen bør vurderes af en af pengeinstituttets specialister. 20 Samuelsson og Søgaard mener, at man skal være varsom med at anlægge en for streng ansvarsbedømmelse, når det drejer sig om udtalelser hen over skranken. De mener, at begrundelsen er indlysende, idet det vil medføre, at pengeinstituttets medarbejder vil blive instrueret i at holde sig fra enhver hjælpevirksomhed, som ligger uden for den konkrete medarbejders arbejdsfunktion. 21 Udenfor rådgivningsbegrebet falder endvidere markedsføring. Der eksisterer ikke en klar skillelinie mellem rådgivning og markedsføring i pengeinstitutterne, og der sker ofte en glidende overgang mellem rådgivning og markedsføring. Det er hovedsagelig egeninteressen i rådgivningen, der adskiller rådgivning fra markedsføring. Det er dog ikke enhver interesse i indholdet af en beslutning som bevirker, at det er misvisende at tale om rådgivning. En besvarelse mister ikke sin karakter at rådgivning, fordi rådgiveren eksempelvis ser muligheden for at inkassere kurtage i forbindelse med investering i værdipapirer. 22 Se afsnit for videre behandling af spørgsmålet om rådgivning vs. markedsføring Retsgrundlaget for kompensation til kunden Dansk erstatningsret er opdelt i kontrakts- og deliktsansvar. Erstatningsansvaret i henholdsvis kontrakts- og deliktsansvaret har til formål at yde skadelidte erstatning for den skade skadevolder har tilføjet skadelidte. De tjener med andre ord det samme retlige behov. Forskellen på kontrakts- og deliktsansvaret skal blandt andet findes i ansvarsgrundlaget. I kontraktsforhold påtager parterne sig en række pligter, fastlagt i kontrakten, som suppleres af de for kontraktsforholdets gældende lovregler. Spørgsmålet bliver således om kontrahenten culpøst har misligholdt sine kontraktslige forpligtelser. Det betyder blandt andet, at erstatningsansvaret for undladelser har større betydning i kontraktsforhold end i deliktsforhold. 23 En anvendelse af deliktsreglerne indebærer, at kravene til præsentationen vurderes efter aftaleuafhængige, udefra givne standarder. 24 Generelt er det ikke uden besværligheder at karakterisere professionsansvaret som værende i eller uden for kontrakt. Normalt placeres behandlingen af professionsansvaret i lærebøger om erstatning uden for 20 Samuelsson og Søgaard: Rådgiveransvaret, s Samuelsson og Søgaard: Rådgiveransvaret, s Lynge Andersen og Møgelvang-Hansen: Bankretlige emner - klager over pengeinstitutter, s Von Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret, s Ulfbeck: Erstatningsretlige grænseområder - professionsansvar og produktansvar, s. 7 9

11 kontrakt, 25 men der hersker langt fra enighed om, hvorledes professionsansvaret bedst kan karakteriseres. 26 Årsagen til denne uenighed skyldes, at der på den ene side ofte vil være et kontraktsforhold mellem parterne, men at dette kontraktsforhold på den anden side ikke altid er afgørende for ansvarsgrundlaget. 27 Det kan ikke udelukkes, at ansvaret i visse henseender bedst karakteriseres som det ene eller det andet. Det kan ej heller udelukkes, at resultatet bliver forskelligt indenfor forskellige professionsområder. Ulfbeck mener, at det bør pointeres, at det langt fra altid er nødvendigt at klassificere professionsansvaret på den ene eller anden måde, da samme resultat kan opnås, hvad enten kontrakts- eller deliktsreglen følges. 28 Af samme mening synes Von Eyben og Isager at være: Betydningen af skadetypens karakter og af et kontraktmæssigt grundlag for den professionelle bistand må dog ikke overvurderes. 29 Pengeinstitutankenævnet synes at anse pengeinstitutternes professionsansvar som værende et kontraktsansvar, jfr. sag nr. 54/1988, hvor Pengeinstitutankenævnet afviste at behandle klagen, da der ikke eksisterede et kontraktsforhold mellem kunden og pengeinstituttet. Retsgrundlaget falder således i to hovedkategorier; et erstatningsretligt og et aftaleretligt. Det erstatningsretlige er udslag af aftalen mellem rådgiveren og kunden, hvilket betyder at der er tale om erstatning indenfor kontraktsforhold. De erstatningsretlige regler og principper, som gælder indenfor kontraktsforhold, har store lighedstræk med forskrifterne for erstatning udenfor kontrakt, og derfor finder en række af de grundsætninger ligeledes anvendelse på kontraktsforhold Erstatningsretlige forhold De erstatningsretlige regler har det primære formål at fastslå, under hvilke betingelser skadevolder skal kompensere skadelidte for det tab, som skadelidte blev tilføjet ved skaden. 31 Denne tabsoverflytning udspringer af ønsket om at sikre beskyttelse mod skadegørende handlinger. Der gælder ingen særlige regler om pengeinstitutternes erstatningsansvar, da de ifalder erstatningsansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregler. 32 Der eksisterer tre grundlæggende betingelser, som har betydning for, hvornår der ifaldes erstatningsansvar: 1) Der skal foreligge et ansvarsgrundlag (culpa eller strengere) på skadevoldersiden. 2) Der skal være sket en skade, som har medført et tab på skadelidtesiden. 3) Der skal være 25 F.eks.: Von Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret, s. 80 ff. og Vinding Kruse: Erstatningsretten, s Von Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret, s. 82 og Vinding Kruse: Erstatningsretten s Ulfbeck: Erstatningsretlige grænseområder -professionsansvar og produktansvar, s Ulfbeck: Erstatningsretlige grænseområder - professionsansvar og produktansvar, s Von Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret s Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit Von Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret, s Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit

12 årsagsforbindelse mellem den skadevoldende adfærd og den pågældende skade. 33 Disse betingelser skal således være opfyldt, før rådgiveren kan ifalde erstatningsansvar over for kunden Culpa Udgangspunktet for fastlæggelsen af rådgiverens ansvar sker i culpareglen. Denne regel er i dansk ret anerkendt som det almene erstatningsprincip, således det hovedsagligt er dette ansvarsgrundlag, som ligges til grund ved bedømmelse af enhver skadevolders adfærd. 34 Culpa betyder skyld og skal forstås således, at der indtræder ansvar for den skade, som forvoldes ved en handling, der kan tilregnes den handlende som forsætlig eller uagtsom. 35 Culpareglen er ikke en absolut størrelse, der har samme indhold på alle områder, men en retlig standard, hvis nærmere indhold skal fastlægges med hensyntagen til det område, der er til bedømmelse. 36 Culpa foreligger, hvis der er handlet anderledes, end det kunne forlanges. 37 Det er således nødvendigt at fastlægge de normer for forsvarlig handlemåde, der gælder i den konkrete situation. Den klassiske opfattelse definerer en culpøs handling som en handling eller undladelse, hvor personen har undladt at udvise den forsigtighed og omhu en bonus pater familias ville have udvist i samme situation. 38 I dag synes der at være overvejende enighed, - både i teori og i domspraksis - om en mere objektiv culpabedømmelse. 39 Uagtsomhedsbedømmelsen tager ikke længere sit udgangspunkt i en vurdering af skadevolderens psykiske redskab, men i højere grad i en bedømmelse af skadevolders handling eller undladelse. 40 Domstolene foretager således ofte uagtsomhedsbedømmelsen med udgangspunkt i, om handlingen eller undladelsen afviger fra et på handlingstidspunktet anerkendt adfærdsmønster, frem for at sammenligne skadevolders adfærd med en gennemsnitsadfærd. Et adfærdsmønster, der er fastlagt i lov eller med hjemmel i lov, fremstår som udslag af, at en, for visse personer gældende almindelig handlepligt, har fundet sted i retspraksis eller er præciseret i sædvane. Det vil med andre ord sige, at uagtsomhedsfastsættelsen sker, hvor de enkelte retskilder indgår på sædvanlig vis og i sædvanlig rækkefølge. Dette adskiller sig fra den klassiske opfattelse, hvor sædvanen og forholdets natur er i forgrunden Von Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret, s Von Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret, s. 57 og Vinding Kruse: Erstatningsretten, s Von Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret, s Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit Samuelsson og Søgaard: Rådgiveransvaret, s Von Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret, s Se, for nærmere diskussion af culpareglens udvikling, for eksempel; Von Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret, s og Vinding Kruse: Erstatningsretten, s Von Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret, s Von Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret, s

13 Professionsansvaret 42 Professionsansvaret er udgangspunktet for culpabedømmelsen af pengeinstitutrådgiveren, da dette indeholder de krav, som man med rette kan forvente indfriet af rådgiveren. Der findes i litteraturen flere forskellige definitioner af professionsansvaret. Von Eyben og Isager omtaler professionsansvaret som: Den professionelles pligt til at præstere en god faglig indsats. 43 Indsatsen skal med andre ord opfylde de krav, der med rette kan stilles til en sagkyndig på pågældende fagområde. Samuelsen og Søgaard er af den mening, at den der søger professionel bistand har krav på en særlig kvalificeret bistand og ligeledes kvalificeret arbejdspræstation. 44 Jørgensen definerer begrebet indeholdende følgende elementer: 1) en særlig sagkyndig rådgivnings og/eller arbejdspræstation, 2) en særlig faglig etos, som går ud over den almindelige moral, 3) medlemskab af en kollektiv organisation, der regulerer tilgangen og fastsætter de fagetiske normer, og 4) en særlig social status, der kan henføres til en særlig lovgivning eller anden offentlig autorisation eller medlemskab af en anden social anerkendt faglig forening. 45 Den brede definition åbner mulighed for, at en lang række aktører fra forskellige brancher falder ind under betegnelsen af professionsudøvere. 46 Udvidelsen af professionsansvaret er sket i takt med, at samarbejde på tværs af professioner er blevet mere og mere udbredt. Samtidig er professionernes traditionelle grænser opblødt, således eksempelvis pengeinstitutternes, revisorernes, advokaternes og ejendomsmæglernes rådgivning på visse punkter overlapper hinanden. I erstatningsretlig sammenhæng finder Ulfbeck det hensigtsmæssigt at tale om professionsansvar i alle tilfælde, hvor det kan lade sig gøre at definere et bestemt område, hvor der har dannet sig særlige traditioner for, hvordan en bestemt ydelse skal præsteres Professions- og rådgivningsansvaret anvendes ofte som synonymer, fordi et stigende antal domme vedrører rådgivningsansvaret i videste forstand. På trods af dette eksisterer der alligevel en forskel. Professionsansvaret har et bredere sigte end rådgivningsansvaret. Rådgivningsansvaret kan karakteriseres som et underpunkt af professionsansvaret. Professionsansvaret omfatter al virksomhed i pengeinstituttet, herunder eksempelvis markedsføring og rene ekspeditioner. Rådgivningsansvaret, derimod, begrænser sig til at omfatte den del af pengeinstitutvirksomhed, som udelukkende består af rådgivning. Hvor spørgsmålet om erstatning opstår, er en nærmere grænsedragning mellem professionsansvaret og rådgivningsansvaret ikke af så stor betydning, da det under alle omstændigheder er den almindelige professionsansvarsnorm, som bliver afgørende, jfr. Lynge Andersen og Møgelvang-Hansen: Bankretlige emner klager over pengeinstitutter, s Von Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret, s Samuelsson og Søgaard: Rådgiveransvaret, s Jørgensen: Et funktionsbestemt professionsansvar, s Blandt andet sygeplejersker og pædagoger, men deslige brancher, hvor viden opnås på andre måder end ved teoretisk uddannelse, for eksempel via oplæring eller længere tids oplæring inden for en bestemt branche 47 Ulfbeck: Erstatningsretlige grænseområder - professionsansvar og produktansvar, s. 4 12

14 Professionsansvaret bygger på grundtanken om, at man som professionel inden for et specifikt område skal bedømmes efter den norm, der gælder på dette område. 48 Ansvarsgrundlaget er, som nævnt, culpa, og den professionelle er undergivet en speciel faglig målestok, nemlig den adfærdsnorm, som kan opstilles for en god og faglig udøvelse af den pågældende aktivitet. 49 Det afgørende for bedømmelsen er ikke om resultatet af rådgivningen er vellykket (resultatansvar), men om rådgiverens indsats er af en sådan kvalitet, at den indfrier de forventninger og krav, som man med rette kan stille til en professionel på området (bestræbelsesansvar). 50 Fastlæggelsen af, hvad der med rimelighed kan kræves af professionelle udøvere, foretages på baggrund af tilgængelige oplysninger om sædvanlig praksis på det pågældende fagområde. Den sædvanlige praksis lægges ikke uden videre til grund. Det må i det enkelte tilfælde vurderes, hvilken faglig kompetence, omhu og påpasselighed, der kan kræves af en professionel inden for dette erhverv. Domstolene og ankenævnene foretager i de enkelte sager en løbende vurdering af, om den sædvanlige praksis er forsvarlig og tidssvarende. Hvis dette ikke er tilfældet, censurerer domstolene og ankenævnene den sædvanlige praksis, så ansvarsbedømmelsen skærpes. 51 Den faglige standard er således under konstant udvikling, og adfærdsnormen udvikles og skærpes i takt hermed. De oplysninger, som domstolene og Pengeinstitutankenævnet anvender om sædvanlig praksis, findes typisk i branchekodeks, etiske retningslinjer, bekendtgørelser og praksis fra responsumudvalg, ankenævn, disciplinærnævn og domstole. 52 Bevæger rådgiveren sig uden for sit speciale, er ansvarsmålestokken den, der gælder for professionelle på det pågældende område. Ønsker man ikke at være underkastet de krav, der gælder udenfor ens eget område, må man holde sig på hjemmebanen. 53 Det er således ikke afgørende hvem man er, men hvilken virksomhed man udfører. Det er ikke gratis at markedsføre sig som rådgiver. 54 I sag nr. 212/1989 blev et pengeinstitut fundet ansvarlig for fejl i en boligberegning, idet det ikke kunne tillægges betydning, at den pågældende afdeling ikke normalt gav sig af med boligberegninger. 48 Ulfbeck: Erstatningsretlige grænseområder - professionsansvar og produktansvar, s Vinding Kruse: Erstatningsretten, s Gomard: Obligationsret 2. del, s Finansrådet: Finansanalyse nr. 5, maj 1995, s Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit Andersen og Møgelvang-Hansen: Bankretlige emner klager over pengeinstitutter, s Finansrådet: Finansanalyse nr. 5, maj 1995, s. 5 13

15 Hvis det ikke forholdte sig sådan, ville pengeinstitutterne eksempelvis kunne frigøre sig fra en juridisk professionsstandard ved at lade en ikke-juridisk ansat udføre juridisk arbejde, hvor det er muligt. Derfor bedømmes de professionelle som følgende: Man er det, som man gør. 55 Professionsansvaret beskrives ofte som indeholdende en streng uagtsomhedsbedømmelse, fordi de forskrifter og sædvaner, der bestemmer eller indgår i bedømmelsen, er skabt med henblik på fagets standard ikke baseret på, hvorledes en ikke-faguddannet privatperson bør forholde sig. 56 Men det kan diskuteres om denne slutning er korrekt, idet det blot synes at understøtte den allerede beskrevne udvikling af det almindelige culpaansvar i mod en objektivisering, jfr. afsnit Culpabedømmelsen i professionsansvaret indikerer således ikke en speciel streng culpabedømmelse, men udelukkende en tilsvarende udvikling inden for den professionelle ansvarsbedømmelse. Da culpaansvaret i dag antages at være et skærpet ansvar på en række områder, kan man rejse spørgsmålet, om dette skærpede ansvar ikke snarere er reglen end undtagelsen, og om beskrivelsen af professionsansvaret som et skærpet ansvar i denne forstand er særlig sigende Tab Efter gældende dansk ret forudsætter erstatningsansvar, udover at der skal foreligge et ansvarsgrundlag, at skadelidte har lidt et økonomisk tab. Pengeinstitutankenævnet påbegyndte en praksis, hvorefter kunder blev tilkendt godtgørelse, uden at kunne bevise, at der var lidt et tab. I sag nr. 328/1991 fastslog et flertal i Pengeinstitutankenævnet, at pengeinstituttet begik en fejl ved, uden kundens samtykke, gennem en periode at undlade at forhøje ydelsen svarende til renteforhøjelsen med den konsekvens, at løbetiden blev forlænget med flere år. To af de fem Pengeinstitutankenævnsmedlemmer var uenige i afgørelsen og udtalte blandt andet, at kunden ikke ville lide noget tab ved at skulle betale den fulde restgæld. I sag nr. 353/1993 fastslog et flertal i Pengeinstitutankenævnet, at en fejl begået af et pengeinstitut ved beregning af ydelsen på et lån, som medførte, at lånets løbetid blev længere end angivet måtte resultere i, at kunden var berettiget til nedsættelse af lånet. 55 Jørgensen: Et funktionsbestemt professionsansvar, s Von Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret, s. 80. Se deslige Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit 2.1. og Ulfbeck: Erstatningsretlige grænseområder - professionsansvar og produktansvar, s

16 I dette tilfælde var ét ud af de fem Pengeinstitutankenævnsmedlemmer uenige i afgørelsen og udtalte, at han ikke fandt, at kunden havde lidt noget tab ved, at der var sket en langsommere afvikling af gælden end aftalt, hvorfor han ikke kunne tilslutte sig, at kunden var berettiget til nedsættelse. Pengeinstitutankenævnets praksis blev dog tilsidesat i U H, hvor Højesteret fastslog, at en fejl begået af et pengeinstitut ved beregning af ydelsen ikke kunne føre til, at kunden havde krav på økonomisk kompensation, hverken efter almindelige erstatningsregler, på aftaleretligt grundlag eller ud fra synspunkt om skuffede forventninger. 58 Dommens betydning er ikke begrænset til løbetidssager, da skuffede forventninger, heller ikke i andre typer sager 59, synes at kunne udgøre grundlag for at tilkende økonomisk kompensation eller afskære et ellers bestående krav. Jørgensen mener, at årsagen til det afvigende resultat er, at ejendomsmæglere har et ansvar for fejlagtige finansieringsplaner, jfr. LOFE 24, stk. 2, 2. pkt. 60, hvorefter Pengeinstitutankenævnet sluttede analogt, hvorimod Højesteret sluttede modsætningsvist, selvom det betød, at pengeinstitutter og advokater derved bliver bedre stillet end ejendomsmæglere. 61 Erhvervsministeriet nedsatte i efteråret 1995 rådgiverudvalget, hvis opgave var at undersøge ansvarsforholdene i forbindelse med finansiel rådgivning. Baggrunden var, at SF i 1994 havde fremsat et lovforslag, som skulle åbne mulighed for erstatning for skuffede forventninger. 62 Rådgiverudvalgets arbejde resulterede i betænkning nr rådgiveransvar, som blev offentliggjort i Et flertal i udvalget fandt, at der ikke var behov for en regel, hvorefter der skulle ydes godtgørelse, uden at der var lidt et økonomisk tab. Dels fordi, problemstillingen kun havde eksisteret i få tilfælde, og de sager der havde været, kunne henføres til indkøringsproblemer i forbindelse med omprioritering. Desuden havde ændringen af kreditaftaleloven bevirket, at problemstillingen, for så vidt angår 58 Der blev ikke ydet erstatning efter almindelige erstatningsregler, fordi låntageren ikke havde lidt et tab i almindelig forstand. Det blev desuden afvist at yde erstatning på aftaleretligt grundlag, idet låntagerens forpligtelse til at tilbagebetale lånets hovedstol med den til enhver tid gældende rente må anses for det centrale aftalevilkår, således at løbetidsangivelsen må vige herfor. Løbetidsangivelsen anses alene som en uforpligtende oplysning. Med hensyn til skuffede forventninger anførte højesteret, at behovet for at kompensere forbrugere for skuffede forventninger som følge af fejlagtige oplysninger som de omhandlede må vurderes ud fra bredere retspolitiske synspunkter og ses i sammenhæng med, hvilke andre forbrugerbeskyttende foranstaltninger, der kan anvendes i den forbindelse. Sådanne foranstaltninger og en eventuel hjemmel til at yde økonomisk godtgørelse, må i så fald tilvejebringes af lovgivningsmagten. Årsberetning fra Pengeinstitutankenævnet 1995 af formand Blok: Bemærkninger til Højesterets dom afsagt den 1. november 1995 (UfR 1996 s. 200)., s Eksempelvis sager vedrørende provenuberegning 60 Er der til skade for forbrugeren foretaget en forkert beregning af ejerafgift ved køb, jfr. 19, stk. 1, 4. pkt., og er forbrugeren i god tro, har forbrugeren krav på rimelig godtgørelse af forskellen mellem den forkerte og en korrekt beregning. 61 Jørgensen: Et funktionsbestemt professionsansvar, s Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit

17 ukorrekte løbetidsangivelser, måtte anses for løst. 63 En godtgørelsesregel ville derudover medføre et brud på faste og velfungerende erstatningsretlige principper, og give anledning til en uklar retstilstand, som ville resultere i et betragteligt antal sager ved domstole og ankenævn. 64 Der var langt fra enighed blandt udvalgets medlemmer, og formandsmindretallet foreslog, at anvendelsesområdet for lov om omsætning af fast ejendom skulle udvides til alle rådgivere. 65 Efter gældende lov er der forskellige regler alt efter, om der er tale om beregninger m.v. foretaget af ejendomsformidlere eller af et pengeinstitut. Det springende punkt er om formidlingen af køb og salg af fast ejendom sker erhvervsmæssigt. De mente ikke, at de forbrugerbeskyttelseshensyn, der lå til grund for indførelsen, synes at begrunde denne forskel i retstilstanden. Formandsmindretallet mente desuden, at der skulle indføres en generel hjemmel som, i særlige tilfælde, gav domstolene mulighed for at tilkende en vis økonomisk kompensation, selvom der ikke var lidt et tab i sædvanlig lovforstand. Der burde være tale om en generalklausul ligesom eksempelvis aftalelovens 36 og 38 c, om urimelige aftalevilkår. Har nogen ved fejl eller forsømmelse skabt en forventning hos en anden om at blive stillet økonomisk væsentligt bedre, end denne bliver uden at lide tab, kan der tilkomme den anden en rimelig godtgørelse, når parternes forhold særligt taler herfor. 66 Formandsmindretallet gav udtryk for at være klar over, at en regel om godtgørelse for skuffede forventninger ville kunne indebære, at godtgørelse uden økonomisk tab vil stille den, der har fået et forkert råd bedre end den, som fra starten har fået et rigtigt råd. Reglen var derfor udformet som en undtagelsesbestemmelse, og skulle kun finde anvendelse efter en konkret rimelighedsvurdering på grundlag af en samlet bedømmelse af parternes forhold. 67 Det andet mindretal foreslog en lov om økonomisk rådgivning. 68 mindretallets forslag var langt mere vidtgående end formandsmindretallets: Godtgørelsesbestemmelsen i 9. Har en rådgiver til skade for den rådsøgende foretaget en forkert økonomisk beregning, herunder ved køb, salg belåning eller omprioritering af fast ejendom en forkert beregning af den rådsøgendes provenu eller udgift, og er den rådsøgende i god tro, og gennemføres dispositionen på grundlag af den forkerte beregning, har den rådsøgende krav på rimelig godtgørelse af forskellen mellem den forkerte og en korrekt beregning. 63 Efter kreditaftalelovens 15, stk.4, skal en renteændring nu oplyses i det førstkommende kontoudtog 64 Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit

18 Stk. 2. Har den rådsøgende i god tro handlet i tillid til rigtigheden af en værdiansættelse foretaget af rådgiveren, herunder værdiansættelse af fast ejendom, sælgerpantebreve, obligationer, aktier m.v., og afviger denne væsentlig fra en korrekt værdiansættelse, har den rådsøgende krav på rimelig godtgørelse af forskellen. Stk. 3. Har rådgiveren ved fejl eller forsømmelse forårsaget en forventning hos den rådsøgende om at blive stillet økonomisk væsentligt bedre end den rådsøgende bliver, og har den rådsøgende i god tro indrettet sin økonomi i tillid hertil, har den rådsøgende krav på rimelig godtgørelse, når det viser sig, at forventningen ikke holder stik. Godtgørelsen i lov om fast ejendom 24, stk. 2 blev ligeledes foreslået generaliseret. Udover forbrugerbeskyttelseshensyn, talte desuden ønsket om at undgå den konkurrenceforvridning, som opstår, når det alene er ejendomsformidlere, der er undergivet en sådan regel. Ansvarsgrundlaget i forslagets 9, stk. 1 og 2 blev foreslået gjort objektivt, og begrundelsen herfor var, at dispositioner foretaget i tillid til rådgiverens økonomiske beregninger og værdiansættelser ofte har stor betydning for forbrugeren. Ydermere optræder rådgiveren som professionel, og har gennem sin virksomhed større mulighed for at udligne tabet, og er derfor nærmest til at bære udgiften. I stk. 3 fik forbrugeren mulighed for at opnå godtgørelse for skuffede forventninger, i andre tilfælde end dem i stk. 1 og stk. 2, og godtgørelsespligten foreslås her gjort betinget af culpa hos rådgiveren. 69 Det er stadigvæk hovedreglen, at kunden skal have fuld erstatning for økonomiske tab, men ikke må opnå nogen berigelse. Tabsopgørelsen afhænger af, om det er et kontrakts- eller deliktsansvar. I et kontraktsforhold ydes der normalvis erstatning i form af positiv opfyldelsesinteresse, og kunden har krav på at blive stillet økonomisk, som om aftalen var blevet opfyldt og forventningerne indfriet. Negativ kontraktsinteresse tilkendes, hvis der er tale om deliktsansvar, og kunden stilles som om skaden aldrig var indtruffet. Der tages således ikke tages stilling til, hvilke økonomiske dispositioner kunden ville have foretaget, hvis han ikke havde fulgt rådet, hvorfor der i denne situation normalvis ikke opstår problemer i henhold til bevismæssige problemer. 70 På trods af, at der eksisterer et kontraktsforhold mellem kunden og pengeinstituttet, er udgangspunktet for sager anlagt ved Pengeinstitutankenævnet, at kunden kun kan kræve det konventionelle erstatningsretlige tab erstattet Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit Andersen og Møgelvang-Hansen: Finansiel rådgivning Et debatoplæg om pengeinstitutternes rådgivningsansvar., s Andersen og Møgelvang-Hansen: Bankretlige emner Klager over pengeinstitutter, s

19 Årsagsforbindelse og adækvans Førend rådgiveren kan ifalde erstatningsansvar, er det slutteligt et krav, at der er årsagsforbindelse mellem den culpøse handling og det forvoldte tab, samt at skaden er en generel påregnelig følge af handlingen, - adækvans. I sag nr. 338/2001 havde et ægtepar truffet beslutning om, at omlægge deres pensionsordninger til forsikringsordninger straks, idet de blev oplyst at der umiddelbart efter ville ske en forhøjelse af omkostningerne ved oprettelse af forsikringsordninger fra 2 % til 5 %. Dette viste sig dog ikke at være korrekt, i det den faktiske stigning kun var på et procentpoint. Deres obligationer blev kort tid efter solgt til kurs 91,45. 4 uger senere var kursen steget til 98,4 og ægteparret krævede, at pengeinstituttet skulle dække kurstabet, da de var blevet rykket for afgørelse, hvis de skulle med til den lave sats. Pengeinstitutankenævnet fandt, at kunderne ikke ville have handlet anderledes, hvis de havde været bekendt med, at omkostningerne ved oprettelse af en forsikringsordning var forhøjet fra 2 % til 3 % i stedet for 2 % til 5 %, som de var blevet oplyst. Kravet om årsagsforbindelse var således ikke opfyldt. Kravet om årsagsforbindelse må ikke kun anses for opfyldt, hvor tabet opstår som følge af, at kunden har handlet i overensstemmelse med de anvisninger, som rådgiveren har givet, men ligeledes i de tilfælde, hvor rådgiverens undladelse af rådgivning medfører et tab. Sag nr. 432/2001 omhandler spørgsmålet om kundens erstatningskrav mod pengeinstituttet i anledning af manglende skattemæssig rådgivning ved køb og salg af nogle aktier. Pengeinstitutankenævnet fandt, at pengeinstituttet skulle erstatte kunden det tab, som var en følge af pengeinstituttet ikke rådgav kunden om, hvilke skattemæssige konsekvenser investeringen ville medføre. Udover årsagsforbindelse skal der ydermere foreligge adækvans. En uagtsom handling medfører som udgangspunkt ikke ansvar for en indtruffen skade, selvom der kan konstateres årsagsforbindelse, medmindre risikoen for skade er blevet forøget ved den uagtsomme handling. Skadevolder bliver således ikke erstatningsansvarlig for skader, som er atypiske eller upåregnelige i forhold til den risiko, som blev fremkaldt ved den ansvarspådragende handling. 72 I sag nr. 212/1989, hvor en kunde bosat i Københavnsområdet bad pengeinstituttet om at udarbejde en konsekvensberegning på en ejendom i Skanderborg. På grund af fejl fra pengeinstituttets side viste beregningen, at kundens økonomi ikke gav ham mulighed for at købe ejendommen. Kunden rejste derefter på ny til Skanderborg og fandt en anden ejendom. På grund af denne ejendoms data fik han udregnet en rapport af et arkitektfirma. Efter at kunden opdagede fejlen i pengeinstituttets beregning krævede kunden at pengeinstituttet skulle dække omkostningerne ved rejsen til Skanderborg og til udarbejdelsen af 72 Von Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret, s og Andersen og Lookofsky: Lærebog i obligationsret 1, s

20 arkitektrapporten. Pengeinstitutankenævnet fandt, at pengeinstituttet kun skulle erstatte rejseomkostningerne, da omkostningerne til arkitektrapporten ikke måtte anses for en påregnelig følge af den begåede fejl. I praksis volder kravet om årsagsforbindelse og adækvans sjældent problemer, da elementerne i høj grad er en integreret del af selve rådgivningssituationen. Årsagssammenhængen er mere eller mindre selvopfyldende, idet grunden til at kunden har opsøgt rådgiveren jo netop er, at modtage rådgivning og efterfølgende disponere i henhold hertil, ligesom det må stå rådgiveren klart, at et forkert råd kan betyde tab for kunden (adækvans) Bevisbyrden Det kan være vanskeligt at bevise de faktiske omstændigheder i en sag, og om en given adfærd må betegnes som culpøs. Det kan derfor være af stor betydning for udfaldet, om det er kunden eller rådgiveren, der har bevisbyrden. 74 I den erstatningsretlige litteratur er det anført, at det er skadelidte, der som udgangspunkt 75 skal løfte bevisbyrden for, at grundlaget for erstatning er opfyldt. 76 Dette skyldes, at den generelle erstatningslitteratur oftest beskæftiger sig med erstatning uden for kontrakt, og derfor ikke omhandler erstatning i kontraktsforhold, som i stedet placeres under den generelle misligholdelseslære. Gomard påpeger, at det er almindeligt, at skadevolder har bevisbyrden for skyldsfrihed, når der er tale om erstatning indenfor kontraktsforhold. 77 En omlægning af bevisbyrden synes at være rimelig her, fordi det ofte er vanskeligt for skadelidte at bevise at der er gået fejl. 78 Hvor der er fast praksis i pengeinstituttet om at følge en bestemt fremgangsmåde, som eksempelvis at rådgive om kurssikring, er det kunden, som skal bevise at pengeinstituttet ikke har handlet i overensstemmelse med denne sædvanlige praksis. Hvor det modsatte er tilfældet, og pengeinstituttet påstår at have foretaget en handling, som ikke uden videre kan anses sædvanlig praksis, eksempelvis at have taget forbehold om skattemyndighedernes godkendelse af et projekt, kan pengeinstituttet blive pålagt bevisbyrden for at handlingen er foretaget. 79 Det er således udgangspunktet, at den som vil påberåbe sig et bestemt hændelsesforløb i rådgivningssituationen har bevisbyrden herfor. 73 Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit Domstolene foretager en sædvanlig bevisbedømmelse af mundtlige og skriftlige beviser i sager vedrørende pengeinstitutrådgivning. Pengeinstitutankenævnet, som kun foretager skriftlig sagsbehandling, afviser ofte sager som kræver egentlig bevisførelse 75 Retsplejelovens 344, skt. 1 indeholder princippet om fri bevisbedømmelse. Domstolene kan herefter, medmindre bevisbyrden fremgår af anden lovgivning, foretage en konkret bedømmelse af hvordan bevisbyrden bør placeres 76 Von Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret, s Gomard: Obligationsret 2. del, s Andersen og Lookofsky: Lærebog i obligationsret 1, s Finansrådet: Finansanalyse nr. 5, maj 1995, s

21 Mange sager i Pengeinstitutankenævnet afvises, fordi det har været umuligt at bevise, hvad der faktisk er passeret mellem pengeinstituttet og kunden. Der foregår ingen egentlig bevisførelse i Pengeinstitutankenævnet i form af partsafhøringer, afhøring af vidner og lignende. Pengeinstitutankenævnet træffer alene sin afgørelse på baggrund af parternes skriftlige materiale. Daværende formand for pengeinstitutankenævnet, Frank Poulsen, opfordrede derfor allerede i 1991 pengeinstitutterne til at forsøge at imødekomme disse problemer ved i videst mulig omfang at sikre sig, at aftaler m.v. foreligger skriftligt, underskrevet af begge parter. 80 Problemstillingen omkring bevisspørgsmålet blev forsøgt løst, da der med punkt 11 i de etiske retningslinjer, den nuværende 4, stk. 1 i bekendtgørelsen, blev indført et skriftelighedskrav. Skriftlighedskravet skulle være medvirkende til, at reducere de bevismæssige problemer, hvilket dog ikke kommer til udtryk i antallet af sager ved Pengeinstitutankenævnet. 81 Problematikken er yderligere behandlet i afsnit Kundens medvirken Det sidste erstatningsretlige forhold, som skal nævnes, er kundens medvirken til skadens opståen eller videre udbredelse, hvilket kan resultere i, at erstatningen nedsættes eller helt bortfalder. Kundens medvirken kan inddeles i to grupper: 1) egen skyld/accept af risiko 82 og 2) tilsidesættelse af pligt til at begrænse tabet. 83 Egen skyld/accept af risiko vedrører forhold, som ligger forud for skadens opståen eller i hvert fald samtidig med skadens opståen, mens tabsbegrænsningspligten indtræder efter skaden er konstateret. Egen skyld vurderingen er spørgsmålet om, hvorvidt kunden ved sin adfærd har medvirket til skadens opståen eller udbredelse. Udgangspunktet er, at der kan konstateres egen skyld i det tilfælde, hvor kunden ville ifalde erstatningsansvar over for tredjemand, hvis kundens handling var rettet mod ham. 84 I dette tilfælde skal kundens adfærd sammenlignes med en usagkyndig tredjemands forventelige adfærd og således ikke rådgiverens. 80 Årsberetning fra Pengeinstitutankenævnet 1991 af formand Poulsen: Årsberetning Pengeinstitutankenævnet: Statistik, - modtagne klager siden Nævnets etablering den 1. august Samuelsson og Søgaard skriver: Der er en glidende overgang mellem egen skyld og accept af risiko, men man kan nok med rimelighed sige, at egen skyld mere har relation til en konkret skade, således at den skadelidte p.g.a. sin medvirken til, at den konkrete skade indtræder, kan risikere, at erstatningskravet nedsættes eller bortfalder. Accept af risiko er i højere grad et spørgsmål om samtykke til at lade tingene foregå på en bestemt måde, således at man accepterer, at sikkerheden imod skader er reduceret, og således måske ikke efterfølgende kan bebrejde andre, når der konkret indtræder en skade. Rådgiveransvaret, s Ulfbeck har følgende at bemærke om den korrekte betegnelse: I professionsansvaret vil det på grund af den kontrakt mellem parterne, som kontrakten vil have etableret ofte falde naturligt at beskrive medvirkenspørgsmål om accept af risiko. Dette indebærer imidlertid ikke, at retsfølgen nødvendigvis skal være bortfald af erstatningsansvaret. Det er muligt at nå frem til, at man som skadelidt har accepteret en vis risiko, men ikke hele risikoen. Erstatningsretlige grænseområder - professionsansvar og produktansvar, s Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit Von Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret, s

22 I sag nr. 459/2002 havde en kunde, i forbindelse med pengeinstitutskifte, undladt at reagere på henvendelser fra det oprindelige forsikringsselskab, hvorefter dækningen ophørte. Dette kunne have været forhindret, hvis kunden havde afgivet supplerende helbredsoplysninger og Pengeinstitutankenævnet fandt derfor at kundens egen skyld måtte medføre at dennes krav ikke kunne tages til følge. I sag nr. 407/2002 skete der en fejlagtig tilmelding til kundens betalingsservice af en tredjemands familieforsikring til et forsikringsselskab i midten af Kunden havde adskillige forsikringer i forsikringsselskabet og Pengeinstitutankenævnet fandt ikke, at der forelå egen skyld, dette selvom kunden først opdagede fejlen i august 2002 og på trods af at kundens egen familieforsikring betales i februar måned, mens forsikringen tilhørende tredjemanden blev betalt i juni eller juli. Der påhviler kunden en oplysningspligt, hvilket betyder, at kunden har pligt til at oplyse rådgiveren om alle forhold, som kan have betydning for rådgivningen. Denne pligt skal naturligvis afvejes overfor rådgiverens pligt til at undersøge forholdene og stille relevante spørgsmål. I tilfælde af, at kunden har tilbageholdt oplysninger, som har relevans for rådgivningen, må det i vurderingen af kundens erstatningskrav bedømmes, hvilken betydning de tilbageholdte oplysninger ville have haft for rådgivningen. 85 Det er ikke altid, at egen skyld vurderingen fremstår som mild. Egen skyld kan statueres, hvor kunden uden yderligere undersøgelser forlader sig på de oplysninger, som den professionelle har tilvejebragt. Der kan forekomme fejl i rådgiverens materiale, som er så åbenlyse, at man må antage, at kunden, selvom han ikke er sagkyndig, ville have opdaget fejlen og kunnet gøre opmærksom på dette, hvis gennemgangen af materialet blot var overfladisk. Spørgsmålet er ikke så meget, om kunden udsætter sig selv for nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af egen skyld, hvis han bliver opmærksom på fejl i rådgiverens arbejdes uden at gøre noget ved det. Det er mere et spørgsmål om at afgrænse tilfælde, hvor kunden burde have opdaget fejlen, således man kan bebrejde ham den manglende opdagelse som egen skyld. 86 Eksempelvis kan nævnes pengeinstitutrådgiveren, der foretager en provenuberegning og ligger tallene forkert sammen, og nu gør gældende, at kunden burde have tjekket, at tallene var lagt korrekt sammen. Her ville det sjældent kunne kræves, at kunden har pligt til at foretage en kontrol af rådgiverens arbejde. Det der interesserer kunden er tallet på bundlinien, og han opsøger netop rådgiveren for at få beregnet dette tal. 85 Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit Samuelsson og Søgaard: Rådgiveransvaret, s

23 Et andet eksempel, som formentligt vil medføre bortfald af erstatning er et ægtepar, som ønsker at købe en bolig, og har aftalt, at begge skal stå på skødet som ejere, men med ulige andele. Hvis det, som en fejl, af skødet fremgår, at de har et lige antal andele, er det som udgangspunkt en erstatningspådragende fejl fra rådgiverens side. Det kan imidlertid ikke være for meget for langt, at kunderne overfladisk læser skødet igennem, og alt andet lige antager at de ville bemærke den ukorrekte andelsangivelse. Her må man uden betænkeligheder kunne lade en eventuel erstatning nedsætte eller bortfalde på grund af egen skyld. 87 Accept af risiko er et spørgsmål om, hvorvidt kunden har givet sit samtykke til at lade tingene ske på en bestemt måde og dermed accepteret, at sikkerheden er reduceret. Det er en betingelse, at samtykket er givet på et tilstrækkelig oplyst grundlag, førend samtykket kan få betydning. 88 I sag nr. 375/2002 mente kunden, at pengeinstituttet skulle erstatte det tab, som kunden havde lidt på grund af rådgivningen vedrørende placeringen af kundens kapitalpensionsmidler. Pengeinstitutankenævnet fandt, at kunden måtte være klar over at en væsentlig del af midlerne blev investeret i en risikobetonet pulje, og derfor fandtes pengeinstituttet ikke ansvarlig for kundens tab. Kunden skal, i relation til accept af risiko, ej heller bedømmes efter samme norm som rådgiveren, hvilket betyder, at der vil findes en række forhold, som, hvis de blev tilregnet rådgiver, måtte anses for culpøse, mens det samme ikke ville være tilfældet, hvis de samme forhold tilregnes kunden. 89 Spørgsmålet om i hvilket omfang et ansvar kan bortfalde/skal nedsættes på grund af accept af risiko, må ses i sammenhæng med reglerne om ansvarsbegrænsninger/-fraskrivelser på området. Vil en ansvarsfordeling ikke gyldigt kunne foretages udtrykkeligt gennem en ansvarsfraskrivelse/- begrænsning, må det som hovedregel også være udelukket at opnå den samme fordeling gennem stiltiende accept af risiko fra skadelidtes side. Som Ulfbeck anfører, kan accept af risikosituationen dog adskille sig væsentlig fra ansvarsfraskrivelsessituationen. I tilfælde, hvor der foreligger en ansvarsfraskrivelse, kan det være udtryk for, at parterne på forhånd har forsøgt at allokere en risiko, som på aftaletidspunktet kan være oplevet som fjern, og det kan være betænkeligt at lade den underlegne part i et retsforhold være bundet heraf. Omvendt vil risikoen i en accept af risikosituationen ofte foreligge som en mere umiddelbar og knap så abstrakt risiko, som kunden bedre har mulighed for at forholde sig til. Her vil det kunne være mindre betænkeligt at overvælte risikoen over på kunden Begge eksempler er lånt fra Samuelsson og Søgaard: Rådgiveransvaret, s Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit Samuelsson og Søgaard: Rådgiveransvaret, s Ulfbeck: Erstatningsretlige grænseområder - professionsansvar og produktansvar, s

24 Den almindelige pligt til at foretage rimelige foranstaltninger med henblik på at begrænse skaden og dens videre udbredelse gælder også for pengeinstitutkunden. 91 Hvis kunden tilsidesætter denne pligt, vil det betyde, at den del af skaden, som med rimelighed kunne være afværget, ikke kan kræves erstattet. Eksempelvis vil en pantebrevsinvestor, som mener at have et erstatningskrav imod et pengeinstitut på grund af urigtige oplysninger om pantets værdi, have tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt, når erstatningskravet skal opgøres, hvis han ikke har forsøgt at forsvare pantet på tvangsauktion, eller i hvert fald givet de erstatningspligtige lejlighed til selv at forsvare pantet. 92 I formuetabstilfælde er tabsbegrænsningspligten et vigtigt regulerende moment, når det gælder om at undgå urimelig spekulation på skadevolders bekostning. Når rådgivningen svigter, kan det give kunden anledning til at påstå, at den fejlbehæftede rådgivning har betydet, at han har mistet væsentlige formuefordele, og derfor er tabsopgørelsen et vigtigt moment, når et spørgsmål om professionsansvar ligger til bedømmelse. Passende krav om kundens pligt til at begrænse skadens omfang er, som følge deraf, velbegrundede. 93 I sag nr. 336/1996 udtalte et flertal i Pengeinstitutankenævnet følgende: Indklagede har i sit erstatningstilbud lagt til grund, at forholdet vedrørende børsmeddelelsen i hvert fald fra foråret 1991, da de utilfredsstillende regnskabsresultater var fremkommet, og aktiernes kurs var faldet til omkring 130, ikke længere kan have spillet nogen rolle for klagerens overvejelser om, hvorvidt hun burde sælge aktierne. Med denne begrundelse har indklagede tilkendegivet, at man ikke er indstillet på at dække det kurstab, der indtrådte efter foråret Vi finder imidlertid, at det afgørende må være, at klageren i foråret 1991 ikke var bekendt med forholdet vedrørende børsmeddelelsen og den heraf følgende mulighed for at rette krav mod indklagede. Efter vor opfattelse er der derfor ikke grundlag for ved tabsopgørelsen at lade klageren bære risikoen for det efterfølgende yderligere kurstab. Klageren blev først i foråret 1996 bekendt med, at indklagede havde afgivet vildledende oplysninger i børsmeddelelsen, og vi lægger som ubestridt til grund, at aktierne på dette tidspunkt var værdiløse. Klageren findes herefter at have krav på dækning af det fulde tab med til kurs 0. Denne sag illustrerer således, at kunden ikke kan komme til bære risikoen for kurssvingninger og lignende fra et tidligere tidspunkt, end han var eller burde være opmærksom på, at han overhovedet havde et erstatningskrav Andre forhold af betydning for ansvarsbedømmelsen Da forholdet mellem rådgiveren og kunden er et kontraktsforhold, er der udover de erstatningsretlige forhold en række andre forhold, som kan få betydning for ansvarsbedømmelsen af den professionelle. 91 Andersen og Lookofsky: Lærebog i erstatningsret 1, s Eksemplet er lånt fra Samuelsson og Søgaard: Rådgivningsansvaret, s Samuelsson og Søgaard: Rådgiveransvaret, s

25 Aftalen Specielt aftalens betydning er relevant i denne sammenhæng. Det er vigtigt at fastslå, i hvilket omfang aftalen mellem kunden og pengeinstituttet kan få indvirkning på bedømmelsen af rådgiverens præstation. Med hensyn til aftalens betydning er Gomard af den mening, at aftalen mellem den professionelle rådgiver og kunden ikke har betydning for anvendelsen af culpareglen. På grund af ydelsens karakter er det vanskeligt for kunden at tage stilling til, hvordan krav til ydelsen skal udformes i en kontrakt. Samtidig bør den professionelle være klar over, hvilke krav der stilles til en faglig kvalificeret arbejdspræstation, og han kan herefter vælge at udføre arbejdsopgaven på forsvarlig måde eller nægte at påtage sig den, da en præstation af ringere indsats end fagets traditioner kræver, normalvis er ansvarspådragende uanset formen for kundes henvendelse. 94 Gomard synes dog, at modificere sit synspunkt specielt i henhold til pengeinstitutvirksomhed, idet han tilkender aftalen en vis betydning, når rådgiverens ydelse består i bistand til opnåelse eller sikring af økonomiske værdier. 95 Vinding Kruse mener, at fagets traditioner skal tillægges stor vægt, når det fastlægges, hvilke pligter der påhviler professionelle udøvere, mens der samtidig må tages hensyn til den konkrete aftale og dens forudsætninger, når det bestemmes, hvilke pligter rådgiveren har påtaget sig eller med rimelighed må pålægges. 96 Det er muligt, at der slet ikke har dannet sig en tradition for det pågældende område, som er til vurdering. Er dette tilfældet, vil aftalen kunne yde væsentlige bidrag til fastlæggelsen af, hvilke pligter rådgiveren har påtaget sig eller med rimelighed kan pålægges. Man kan for så vidt sige, at han ikke er uenig med Gomard, men tiltræder synspunktet under forudsætning af, at der eksisterer traditioner på det pågældende område, som er til bedømmelse. Samuelsson og Søgaard tillægger ligeledes den faglige tradition meget stor betydning, når rådgiverens pligter skal fastlægges, hvilket er nødvendigt for at bedømme, om der er handlet culpøst: Hvis der ikke er holdepunkter for andet, må det i almindelighed være sådan, at den, der søger bistand hos en sagkyndig inden for en bestemt branche, kan forvente at modtage en bistand, der står mål med de krav, det pågældende fag i almindelighed sætter til sine udøvere. Samuelsson og Søgaard vil dog ikke negligere aftalens betydning, hvis blot den, der søger bistand, har indvilliget i, at aftalens vilkår i stedet skal danne grundlag for bedømmelsen. Samuelsson og Søgaard mener, at det kan tillades, at den 94 Gomard: Forholdet mellem Erstatningsregler i og uden for Kontraktsforhold, s Gomard: Forholdet mellem Erstatningsregler i og uden for Kontraktsforhold, s Vinding Kruse: Erstatningsretten, s

26 professionelle udfører sit arbejde med fravigelse af fagmæssighed, hvis kunden samtykker heri. Hvis hvervet er udført afvigende i forhold til fagets traditioner, må det påhvile den sagkyndige at godtgøre, at klienten havde samtykket heri. 97 De skriver, at man inden for professionsansvaret kan give reglerne den udformning, at et samtykke om fravigelse af fagmæssighed kræver, at kunden forud for afgivelsen af samtykket er blevet oplyst om indholdet af fagets traditioner på det pågældende punkt. 98 Ulfbeck mener, at det er uundgåeligt, at aftalen kommer til at få en vis betydning ved fastsættelsen af den opgave, som den professionelle skal løse. Men hun anfører, at det må være udelukket, at man som professionel kan fravige den fagmæssige standard under henvisning til, at rådgiveren trods sin status som professionel på det pågældende område ikke anser sig for kompetent til udførelsen af dette. Ulfbeck åbner dog mulighed for, at den professionelle ansvarsfrit kan give en vurdering af forhold, der måtte ligge ude for professionen, hvis den professionelle gør et klart overfor kunden, at han ikke er sagkyndig på det pågældende område, og samtidig råder kunden til at søge kvalificeret professionel rådgivning. 99 Ulfbeck kommenterer ydermere parternes adgang til fuldstændig frit at tilskære arbejdsopgaven. Visse arbejdsopgaver kan kun løses på tilfredsstillende vis ved at følge bestemte fremgangsmåder, og spørgsmålet bliver derfor om kravet om fagmæssighed gyldigt kan fraviges gennem en afgrænsningsaftale. Præceptiv lovgivning kan begrænse mulighederne for tilskæring af arbejdsopgaver, 100 men det kan være svært at vurdere, i hvilket omfang tilskæring af den professionelles rolle gyldigt kan foretages. Det kan have afgørende betydning, om der er tale om en ydelse i den professionelles kerneområde. Hvis dette er tilfældet, må udgangspunktet være, at det ikke gyldigt kan aftales, at den pågældende ydelse ikke skal leveres. Hvis ydelsen derimod ligger i periferien af området, finder Ulfbeck det uhensigtsmæssigt at afskære brugen af aftalen som instrument til fastlæggelse af karakteren og omfanget af arbejdsopgaven. Det samme mener hun bør gælde i professioner med stor brancheglidning. Det må ligeledes tillægges betydning i vurderingen af, om afskæring er acceptabel, hvorvidt den pågældende ydelse er af en sådan karakter, at den ikke kan bortskæres, uden at det påvirker den resterende del af den professionelles arbejde. 101 Der bør i henhold til pengeinstitutternes rådgivningsansvar udvises stor forsigtighed med at lade aftalen mellem kunden og pengeinstituttet få stor betydning for ansvarsbedømmelsen af rådgiveren. 97 Samuelsson og Søgaard: Rådgivningsansvaret, s Samuelsson og Søgaard: Rådgivningsansvaret, s Ulfbeck: Erstatningsretlige grænseområder - professionsansvar og produktansvar, s For eksempel LOFE, der indeholder bestemmelser om, hvilke ydelser ejendomsmægleren er forpligtet til levere, eksempelvis 17, stk. 2, hvorefter formidleren er forpligtet til at levere udarbejdelse af forslag til finansiering, beregne brutto- og nettoudgift, beregne salgsprovenu, udarbejde en salgsopstilling indeholdende de for en købsbeslutning nødvendige oplysninger med ejendommens nøgletal, udarbejde udkast til købsaftale og yde sælger fornøden bistand i forbindelse med handlens efterfølgende berigtigelse. Disse regler er efter LOFE 29 beskyttelsespræceptive, hvilket betyder, at de ikke kan fraviges til skade for en forbruger 101 Ulfbeck: Erstatningsretlige grænseområder - professionsansvar og produktansvar, s

27 Pengeinstituttet indtager en betydelig magtposition over for kunden på grund af den sagkundskab rådgiveren besidder, så hvis aftalen skal tillægges betydning, er det under forudsætning af, at kunden er tilstrækkeligt oplyst om indhold og betydning af aftalen Ansvarsfraskrivelser Pengeinstitutterne har kun begrænset adgang til at anvende ansvarsfraskrivelser. Generelle ansvarsfraskrivelser, som fritager pengeinstituttet for ansvar for rådgivningen tillægges ikke virkning. 102 Det anerkendes dog, at der forekommer situationer, hvor der kan være behov for at tage forbehold for nærmere bestemte forhold. I sag nr. 186/1991 bad kunden pengeinstituttet om at udarbejde en økonomiberegning om mulighed for at købe en andel i en ejerlejlighed. Pengeinstituttet beregnede fejlagtigt et for stort skattefradrag, hvilket medførte at kundens månedlige rådighedsbeløb blev beregnet større end det faktiske. Kunden blev herefter nødt til at sælge ejendommen, og krævede at pengeinstituttet skulle dække alle omkostninger i forbindelse hermed. Pengeinstitutankenævnet lagde vægt på, at økonomiberegningen var afgørende for kundens køb af ejendommen, hvorfor ansvarsfraskrivelsen om eventuelle regnefejl blev tilsidesat. Det modsatte gør sig gældende, hvis ansvarsfraskrivelsen er et forbehold for skattemyndighedernes godkendelse af nærmere bestemte forhold, som resulterer i, at pengeinstituttet ikke er ansvarlig for, at den skattemæssige bedømmelse viser sig at blive anderledes end antaget af pengeinstituttet. 103 Udgangspunktet for fortolkning af ansvarsfraskrivelser er de almindelige aftaleretlige fortolkningsregler, hvilket blandt andet betyder, at der i tvivlssituationer vil blive fortolket mod affatteren. 104 Netop, fordi pengeinstitutbranchen oplever en brancheglidning, kan det være svært at afgøre, hvornår der er tale om en begrænsning af ansvaret i forhold til almindelige regler, og hvornår der blot er tale om en præcisering af, hvori ansvaret efter de almindelige regler består. 105 Ulfbeck påpeger, at ansvarsfraskrivelser, hvis formål er at afskære ansvar for dårligt udført arbejde ikke kan opretholdes. 106 Hun mener derimod, at det må være muligt for den professionelle loyalt at oplyse, hvilke problemer der kan være forbundet med et bestemt forehavende, med det resultat, at den professionelle fritages for 102 Finansrådet: Finansanalyse nr. 5, maj 1995, s Finansrådet: Finansanalyse nr. 5, maj 1995, s Lynge Andersen m. f.: Aftaler og mellemmænd, s For eksempel kan nævnes et pengeinstitut, som ønsker at tilbyde sine kunder service med boligrådgivning. Hvis rådgivningen lægges sådan op, at det drejer sig om, at kunderne på grundlag af egne oplysninger og bilag kan få beregnet, hvorledes økonomien ser ud efter køb af bestemt bolig, da må det være pengeinstituttet tilladt at angive præmisserne for denne for denne rådgivning, således det, der ligger udenfor, ikke er omfattet af pengeinstituttets ansvar 106 Ulfbeck: Erstatningsretlige grænseområder - professionsansvar og produktansvar, s

28 ansvar, hvis kunden på trods insisterer på at forehavendet skal gennemføres, og det resulterer i tab på grund af de forhold, som den professionelle har påpeget Samuelsson og Søgaard mener ikke, at man skal være så afvisende over for anvendelsen af ansvarsfraskrivelser, at de kun accepteres i særlige undtagelsestilfælde. Det må i visse tilfælde også være i kundens interesse, at der eksisterer en vis adgang til at benytte ansvarsfraskrivelser. 107 De mener, at det skal være muligt at anvende en ansvarsfraskrivelse så længe den er loyal, redelig og begrundet. Kunden skal ligeledes forstå, hvad der er omfattet af pengeinstituttets rådgivning, og hvad der ligger uden for. Det er ydermere et krav, at pengeinstituttet orienterer kunden om, at denne skal søge den rådgivning, der ikke er dækket af pengeinstituttets ydelse et andet sted, og at det er pengeinstituttets anbefaling, at kunden faktisk sørger for at få denne rådgivning. Dette gælder uanset om fraskrivelsen er generel eller konkret Vederlaget I den juridiske litteratur har vederlagets betydning for ansvarsbedømmelsen deslige været diskuteret. Vinding Kruse mener, at det forhold, at et vederlag er relativt lavt, eller der slet ikke betales vederlag, må kunne tages i betragtning i visse konkrete tilfælde og medføre, at ansvaret ikke presses for vidt. 109 Hansen er enig i denne udlægning, da vederlagets størrelse kan være et bidrag til fortolkningen af, hvilken, og hvor omfattende en opgave, rådgiveren har påtaget sig. Hansen tilføjer dog, at hvis en professionel har påtaget sig en opgave, må opgaven løses med de krav, der ligger i den professionelles stands krav. Dækker honoraret ikke omkostningerne, berettiger dette ikke den professionelle til at tage lettere på opgaven. 110 Samuelsson og Søgaard mener ikke, at vederlagets størrelse fuldstændigt kan frakendes betydning ved ansvarsbedømmelsen. De anfører i denne sammenhæng, at en rabat ikke giver rådgiveren ret til at levere en ringere ydelse, idet der i ordet rabat ligger, at kunden modtager den professionelles ydelse 107 Hvis den altdominerende hovedregel er den, at sagkyndig bistand kun kan ydes i et en gang for alle bestemt omfang uden mulighed for modifikation betyder det nemlig, at klientellet tvinges til enten at betale sig til den fulde sagkyndiges bistand selvom klienten måske ikke selv mener, behovet er til stede eller helt må undvære sagkyndig bistand. Det vil være virkningen af, at den sagkyndige ikke må fraskrive sig ansvaret. Den sagkyndige vil nemlig være tvunget til at frasige sig opgaver, hvor klienten kun ønsker delvis bistand, fordi han ellers risikerer at ifalde ansvar på de punkter, der lå uden for det, klienten ønskede af ham. Samuelsson og Søgaard: Rådgiveransvaret, s Samuelsson og Søgaard: Rådgiveransvaret, s Vinding Kruse: Erstatningsretten, s Hansen: Advokatgerningen, s

29 ubeskåret, men til favørpris. De konkluderer, at vederlaget kan indgå som moment iblandt andre, når det skal afgøres, hvad kunden med rimelighed kan forvente. 111 Gomard er af den opfattelse, at der må ifaldes ansvar selvom rådgivningen er leveret vederlagsfrit. 112 Det faktum at kunden betaler et mindre eller intet vederlag, påvirker i almindelighed ikke ansvarsbedømmelsen. Dette sker, som udgangspunkt, alene på grundlag af fagets traditioner. 113 Ulfbeck deler denne opfattelse, da hun skriver, at det generelt er udelukket at tillægge lav pris betydning som ansvarslempende faktor i det omfang, man ej heller ved udtrykkelig aftale kan vedtage en lavere standard for ydelsen end den fagmæssige korrekte. Det må formodes, at der er større sandsynlighed for, at man lader ansvarsvurderingen påvirkes i skærpende retning i tilfælde af en høj pris end i mildnende retning i tilfælde af en lav pris. I ældre praksis var man mere tilbøjelig til at tillægge vederlagets størrelse betydning, men i dag synes det at være hovedreglen, at vederlagets størrelse ikke har betydning for ansvarsbedømmelsen. 114 I pengeinstitutsektoren er rådgivning ofte en integreret del af en større proces, og der betales ikke særskilt vederlag for rådgivningen. Vederlag erlægges ofte igennem opkrævning, som har relation til rådgivningen, for eksempel kurtage. Rådgivningen betragtes som en service til kunderne, og det vil, på nuværende tidspunkt, være yderst svært at bruge vederlagets størrelse som indikator for, hvor strenge krav der kan stilles til rådgiveren. Problemstillingen behandles alligevel, da det kunne tænkes at blive aktuelt på sigt, da pengeinstitutternes øgede anvendelse af gebyrer 115 kan medføre, at der i nær fremtid opkræves særskilt vederlag for rådgivning. Derfor er diskussionen ikke uinteressant Sammenfatning og refleksion Udvalget bag betænkning nr. 1362/1998 drøftede, hvorvidt det gældende ikke-lovregulerede professionsansvar måtte anses for at indebære tilstrækkeligt strenge krav til rådgivere og dermed sikre en tilfredsstillende beskyttelse af kunderne mod tabsforvoldende fejl og forsømmelser fra rådgiverens side. 116 Flertallet mente, at det gældende professionsansvar indebar tilstrækkeligt strenge krav til rådgiverne. De fandt, at der ikke var behov for yderligere skærpede ansvarsregler. Efter deres gennemgang af praksis fra domstole og ankenævn havde flertallet en opfattelse af, at rådgivning der medførte et økonomisk tab for kunden oftest betragtedes som fejlbehæftet og således medførte et 111 Samuelsson og Søgaard: Rådgiveransvaret, s Gomard: Moderne erstatningsret, s Gomard: Forholdet mellem Erstatningsregler i og uden for Kontraktsforhold, s Ulfbeck: Erstatningsretlige grænseområder - professionsansvar og produktansvar, s Finansrådet: Finansanalyse 2004, s Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit

30 erstatningsansvar for rådgiveren. Derfor var det deres opfattelse, at rådgiveransvaret burde fastholdes som et skærpet uagtsomhedsansvar. Desuden fandt flertallet, at de gældende ansvarsnormer var tilstrækkelige dynamiske og tilpassedes i takt med samfundsudviklingen og udviklingen på pengeinstitutområdet. Retsreglerne er ikke statiske, og det er ikke utænkeligt, at professionsansvaret videreudvikler sig i forhold til i dag. Men i hvilken retning sker denne udvikling? Hvis der i fremtiden opstår et behov for at skærpe professionsansvaret, hvilke muligheder er der så? Hvis man ønsker at gennemføre en ansvarsskærpelse af rådgivningsansvaret er den mest radikale løsning at indføre objektivt ansvar. Dette betyder, at der uanset fejl eller ej hos rådgiveren betales erstatning, hvis en handling eller undladelse medfører, at der opstår et tab. Lovgivning om objektivt ansvar udspringer typisk af ønsket om, at der ikke opstår udækkede områder af personskader, og at lovgivningsmagten anser det for rimeligt, at nogen får mulighed for at udøve en virksomhed af farlig karakter. 117 På baggrund af dette må det anses uvæsentligt at diskutere spørgsmålet om objektivt ansvar i henhold til pengeinstitutternes rådgivningsansvar yderligere. Det er derfor aktuelt at se nærmere på, hvilke alternative muligheder der således eksisterer for at skærpe professionsansvaret. Hvis der indføres særlige regler om tabsopgørelse, således der ikke kun ydes erstatning for økonomiske tab, med deslige godtgørelse for skuffede forventninger, vil det betyde, at pengeinstituttet i højere grad står inde for rådgivningen og således ikke slipper så let, hvor kunden havde en forventning om et bestemt resultat og havde indrettet sig derefter. Der skal skelnes mellem indførslen af en generel godtgørelsesbestemmelse og en godtgørelsesbestemmelse for skuffede forventninger i henhold til anvendelsesområdet for lov om omsætning af fast ejendom. En generel regel om godtgørelse for skuffede forventninger er brud på det fundamentale princip i dansk erstatningsret om, at der ikke ydes erstatning, hvis der ikke er lidt et økonomisk tab, hvilket vil medføre en uklar retsstilling og resultere i utallige sager. Alligevel synes de forbrugerhensyn, som ligger til grund for indførelsen af 24, stk. 2 i lov om fast ejendom ikke at begrunde den forskel i retstilstanden, hvorfor bestemmelsen med rette kunne udvides til deslige at omfatte alle rådgivere og herunder deslige pengeinstitutter. Indførelse af omvendt bevisbyrde, således det er pengeinstituttet, der skal løfte bevisbyrden for, at der ikke er begået fejl er deslige en mulighed. Finansrådet mener, 118 at det kan være vanskeligt at forestille 117 Von Eyben og Vagner: Lærebog i erstatningsret, s Finansrådet: Finansanalyse nr. 5 maj 1995, s

31 sig generelle regler om omvendt bevisbyrde, idet det i mange tilfælde vil være urimeligt at pålægge en rådgiver at skulle bevise, at denne ikke har begået en fejl. Hvor kunden har lidt et tab og påstår at have modtaget mundtlig rådgivning om, at aktierne var risikofrie, på trods af at der i pengeinstituttets materiale stod fremhævet, at investering i disse aktier var forbundet med en betydelig risiko, vil det være umuligt for pengeinstituttet at bevise, at rådgiveren ikke fremkom med mundtlige tilkendegivelser om risikofrihed. Modsætningsvist kan det være ligeså, om end ikke mere umuligt, for kunden at sikre sig bevis for forhold, som vedkommende formentlig ikke er opmærksom på eller bekendt med. Hvis eksempelvis kunden ønsker at købe obligationer og ikke oplyses om muligheden for kurssikring. Her er det umuligt for kunden at sikre sig bevis for, at der ikke var blevet rådgivet om dette forhold, fordi kunden ikke var klar over at kurssikring var en mulighed. Netop inden for professionsansvarets område synes der at være gode argumenter for at vælte bevisbyrden over på pengeinstituttet, da dette er den professionelle part og alt andet lige har lettere ved at sikre sig bevis. Det må deslige være til mindre ulejlighed for rådgiveren at sikre sig bevis for rådgivningens omfang og kvalitet, end det er for kunden at gøre det samme. Skærpelse af culpaansvaret er mindre gennemgribende end objektivt ansvar. Hvis culpaansvaret skærpes vil dette betyde, at kravene til den professionelle præstation højnes. Det nævnes i afsnit , at den faglige standard konstant udvikles, og at der løbende foretages en vurdering af, hvad man med rette kan forvente af en professionel præstation. Denne vurdering sker blandt andet med udgangspunkt i bekendtgørelsen, som er en udmøntning af de krav, som kan forventes efterlevet af professionelle rådgivere. Bekendtgørelsens formål er at sikre en øget beskyttelse af den finansielle forbruger, hvilket med andre ord vil sige, at culpaansvaret er forsøgt skærpet. Det er derfor i denne sammenhæng aktuelt at undersøge, hvorvidt der reelt er sket en skærpelse af det ansvar pengeinstitutrådgiveren er underlagt. 3. Pengeinstitutternes rådgivning og bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder På baggrund af afsnit 2.3. kan det konkluderes, at pengeinstitutterne, som udgangspunkt, ifalder rådgivningsansvar, hvis der er adækvans mellem rådgiverens culpøse adfærd og det tab, kunden har lidt. Professionsansvaret er udgangspunktet for culpabedømmelsen, hvorfor det er relevant at se på de retskilder, som anvendes til fastsættelsen af, hvad der med rette kan forventes af en pengeinstitutrådgiver. Bekendtgørelsen er yderst anvendelig i culpabedømmelsen, da den indeholder en udmøntning af samfundets krav til, hvordan finansielle virksomheder skal opføre sig for at opfylde kravet om god skik, jfr. indledning til vejledningen. 30

32 3.1 Baggrunden bag bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder Analyseafsnittet tager sit naturlige udgangspunkt i bekendtgørelsens forhistorie. Gennemgangen skal medvirke til at afklare og identificere mulige problemområder, samt give en dybere forståelse for bekendtgørelsens indhold og ordlyd Tiden inden Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning I bank- og sparekasselovens 1, stk. 6 blev der ved lov nr. 199 af 2. april 1974 indført følgende bestemmelse: 119 Banker og sparekasser skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god bank- og sparekassepraksis. Dette er den første bestemmelse vedrørende god skik for pengeinstitutter. I bemærkningerne til bestemmelsen står følgende: 120 I betragtning af bankernes og sparekassernes centrale rolle i samfundsøkonomien som formidlere og fordelere af samfundets kapitalressourcer har man fundet det naturligt at underbygge den tillid, som pengeinstitutterne bør nyde, ved et udtrykkeligt krav om, at banker og sparekasser skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god bank- og sparekassepraksis. Det er i sagens natur ikke muligt at præcisere indholdet af disse normer, hvis indhold nødvendigvis må være underkastet en løbende tilpasning. Arbejdet med god skik regler begyndte for alvor i begyndelsen af 90 erne, og der blev sat spørgsmålstegn ved pengeinstitutternes dobbelte rolle som finansielle rådgivere på den ene side og som udbydere af egne produkter og ydelser på den anden side. Der opstod et forøget pres for at få fremskyndet udarbejdelsen af et etisk regelsæt, da der opstod flere uheldige eksempler på rådgivning, som havde fundet sted i forbindelse med udstedelse af ansvarlig kapital i form af såkaldte bankobligationer Forslaget om indførsel af en god skik regel i bank- og sparekasseloven blev først rejst i en redegørelse af 15. december 1972 fra en arbejdsgruppe nedsat af Handelsministeriet i forbindelse med udarbejdelsen af Grell-rapportens oplysning om bankfinansiering af tvivlsomme bagmandstransaktioner. Arbejdsgruppen påpegede, at Banktilsynet allerede under den dagældende lovgivning anså sig berettiget til at påse overholdelsen af god bankskik, men at der kun sjældent var gjort iagttagelser, som gav anledning til at rejse spørgsmålet. Blandt andet fordi en lovfæstet god skik regel ville kunne være betydningsfuld for det offentliges repræsentants virke i bankens bestyrelse, anså arbejdsgruppen det ønskeligt at en sådan regel blev indført. Lynge Andersen og Møgelvang-Hansen: Bankretlige emner klager over pengeinstitutter, s Folketingstidende , tillæg A, spalte Specielt Himmerlandsbankens rådgivning og salg af egne ansvarlige obligationer til pengeinstituttets kunder var årsag til dette øgede pres. I slutningen af 1991 tegnede en række investorer obligationer for 50 millioner kroner som supplerende, 31

33 Forbrugerombudsmanden henvendte sig i efteråret 1992 til Finansrådet, da han fandt årsag til at undersøge pengeinstitutternes dobbeltrolle. På baggrund af denne henvendelse påtog Finansrådets bestyrelse sig at udarbejde et oplæg til de rådgivningskrav, som pengeinstitutterne skulle overholde ved salg af egne produkter og ydelser. Finansrådet udsendte den 7. september 1993 etiske regler for pengeinstitutters rådgivning om deres produkter og ydelser og de dertilhørende bemærkninger. 122 Formålet følger af punkt 1: Med baggrund i pengeinstitutternes funktioner henholdsvis som finansielle rådgivere og udbydere af produkter og ydelser, skal disse regler fremme, at pengeinstitutternes rådgivning tilgodeser såvel hensynet til de enkelte kunder som pengeinstituttets forretningsmæssige interesser. Det dobbelte formål og de modstridende interesser er præcis det, som sætter hele problematikken på spids. Er det muligt for pengeinstituttet at yde rådgivning, der ikke er styret af pengeinstituttets egen indtjening, men af kundens økonomiske interesser? Behovet for udarbejdelse af etiske retningslinjer udsprang af denne dobbeltrolle, og det kan derfor konkluderes, at formålet i Finansrådets etiske regler på ingen måde løser problematikken, men blot tydeliggør den. Regelsættet er ikke mere uddybende og omfattende end højest nødvendigt, og det samme gør sig gældende for de dertilhørende bemærkninger. 123 Det var et fornuftigt træk fra Finansrådets side at udarbejde det første udspil, da det hermed blev dem, og ikke Forbrugerombudsmanden, der satte dagsordenen. Havde Forbrugerombudsmanden udarbejdet regelsættet, kan der vel ikke herske tvivl om, at det havde været langt mere omfattende og dybdegående. ansvarlig kapital. Det skete på et tidspunkt, hvor pengeinstituttet var i store finansielle problemer, og uden at informere de investerende kunder herom. Den 23. august 1993 blev Himmerlandsbanken erklæret konkurs og efter krakket afviste boet, at anerkende obligationsejernes krav som simple. Det var årsag til, at nogle af obligationsejerne, i 1994, lagde sag an mod konkursboet. Den 20. september 2002, 8 år efter sagsanlægget, faldt der dom i Vestre Landsret i de erstatningssager, som i 1994 blev anlagt af utilfredse pengeinstitutkunder. Dommen, der stadfæstede byretsdommen fra Hobro halvandet år tidligere, indebar, at konkursboet efter Himmerlandsbanken ville kunne komme til at betale de op i mod 50 millioner kroner tilbage til de obligationsejere, som blev vildledt til at investere i det skrantende pengeinstitut før krakket i Dommen blev i midlertidig anket til højesteret med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, i april Det er garantikonsortiet bag Himmerlandsbanken, som består af Nationalbanken og en række pengeinstitutter, der tog initiativet til dette. Vestre Landsrets dom blev stadfæstet af Højesteret den 4. april Sagen er et tydeligt eksempel på, at der var god grund til at udarbejde regler for god skik om pengeinstitutrådgivning 122 Finansrådets etiske regler for pengeinstitutters rådgivning om deres produkter og ydelser og de dertilhørende bemærkninger, bilag Finansrådets etiske regler for pengeinstitutters rådgivning om deres produkter og ydelser og de dertilhørende bemærkninger, bilag 6, s

34 Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning Ikke overraskende fandt Forbrugerstyrelsen, med Forbrugerombudsmanden i spidsen reglerne utilstrækkelige. I begyndelsen af 1994 blev der indledt flere møder under ledelse af Forbrugerombudsmanden, hvor Forbrugerrådet, Konkurrencerådet, Håndværksrådet og Finansrådet deltog. Den 6. juni 1994 udsendte Forbrugerombudsmanden pressemeddelelsen: Større krav til pengeinstitutter: Sæt kunden i centrum, hvori han offentliggjorde: Retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning, som var udarbejdet i samarbejde med Finansrådet og trådte i kraft den 1. oktober Det dobbelte formål fra Finansrådets etiske regler blev skrevet ud, og formålet med de etiske retningslinjer var: 125 Med baggrund i pengeinstitutternes forretningsmæssige interesser som rådgivere og udbydere af produkter og ydelser skal disse regler fremme, at pengeinstitutterne yder en rådgivning, der tilgodeser hensynet til den enkelte kunde. Da de etiske retningslinjer var udformet som overordnede og generelle normer, fandt Finansrådet det nødvendigt, at der blev udarbejdet en supplerende vejledning. 126 Begrundelsen lød som følger: Da retningslinjerne er kortfattede og generelle, har Finansrådet af hensyn til den praktiske anvendelse fundet behov for at udarbejde denne vejledning, som ved hjælp af eksempler og supplerende forklaringer tydeliggør indholdet af retningslinjerne.finansrådets vejledning er ikke en del af de forhandlede retningslinjer, men Finansrådet har støttet sig til de ofte meget detaljerede drøftelser, som førte til formuleringen af de enkelte bestemmelser i regelsættet. Forbrugerombudsmanden respekterede Finansrådets ønske om at udarbejde vejledende bemærkninger, men Forbrugerombudsmanden understregede, at indholdet står for Finansrådets egen regning Det dobbelte formål blev genindført i Finansrådets vejledning til punkt 1 i de etiske retningslinjer: 127 Reglen indebærer, at pengeinstituttet udover at varetage egne forretningsmæssige interesser også skal tage hensyn til den enkelte kundes interesser ved al form for rådgivning. Rådgivningen skal med andre ord tage hensyn til begge parters interesser. 124 Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning af 6. juni 1994 og Finansrådets vejledning til de enkelte punkter, bilag Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning af 6. juni 1994 og Finansrådets vejledning til de enkelte punkter, bilag 7, s Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning af 6. juni 1994 og Finansrådets vejledning til de enkelte punkter, bilag 7, s Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning af 6. juni 1994 og Finansrådets vejledning til de enkelte punkter, bilag 7, s

35 Herefter indledte Forbrugerombudsmanden nye forhandlinger med Finansrådet, Forbrugerrådet, Håndværksrådet og Konkurrencesekretariatet. I mellemtiden tog Pengeinstitutankenævnet, i sag nr. 530/1995, telefonbanksagen, afsagt den 31. marts 1997, stilling til, hvorvidt et pengeinstitut, der operer med flere priskoncepter, af egen drift skal oplyse kunden om dette. I Pengeinstitutankenævnets bemærkninger og konklusion står følgende: Pkt. 6 i Retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning omhandler, som det fremgår af overskriften og af ordene en given ydelse, alene tilfældet, hvor et pengeinstitut for samme produkt fastsætter forskellige vilkår for forskellige kunder, f.eks. for en bestemt art af udlån inden for visse grænser (rentespænd) fastsætter renten på grundlag af en vurdering af kundens samlede engagement og kreditværdighed. Da de kassekreditter, som ydes af indklagedes telefonbank, efter vor opfattelse må anses for et produkt af en anden art end de kassekreditter, der ydes af indklagedes almindelige afdelinger, herunder klagerens kassekredit, havde indklagedes medarbejder ikke i medfør af retningsliniernes pkt. 6 pligt til at gøre klageren opmærksom på telefonbankens produkt. På baggrund af det indledningsvist anførte finder vi, at det heller ikke i retningsliniernes pkt. 3, stk. 2, kan indlægges, at medarbejderne i indklagedes almindelige afdelinger i forbindelse med låneansøgninger eller oprettelse af indlånskonti er forpligtet til at oplyse kunden om indklagedes telefonbanks produkter. Pengeinstitutankenævnets flertal tillod således, at pengeinstitutterne kunne opdele deres virksomhed i forskellige afdelinger, hvor der tilbydes forskellige produkter, uden dette medfører en pligt for de forskellige afdelinger til at vide og rådgive om, hvad de andre afdelinger sælger. Flertallet fandt det således ikke naturligt, at det enkelte pengeinstitut skulle rådgive om alle sine egne produkter. Mindretallet fandt, at pengeinstituttets rådgivning, efter de etiske regler punkt 2, stk. 2 og stk. 3, skulle tilgodese kundernes interesse og give den enkelte kunde anbefalinger og vejledninger, så kunden kunne træffe den beslutning, som er i overensstemmelse med egne interesser. Forbrugerombudsmandens forhandlinger med Finansrådet, Forbrugerrådet, Håndværksrådet og Konkurrencesekretariatet resulterede, den 13. august 1997, i et sæt fælles uddybende kommentarer 128 til de etiske retningslinjer, som trådte i kraft den 1. oktober Af de indledende kommentarer fremgår følgende: Retningslinjerne har været i kraft siden 1. oktober 1994 og har givet anledning til nogen fortolkningstvivl. Parterne har derfor i fællesskab formuleret nedenstående kommentarer med det ønske at afklare tvivlsspørgsmål og herved også i større omfang give grundlag for realitetsbehandling ved 128 Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning af 13. august 1997, bilag 8 34

36 Pengeinstitutankenævnet. Parterne er enige om, at retningslinjerne har et fornuftigt indhold, samt at det er af afgørende betydning, at retningslinjerne følges i praksis i overensstemmelse med parternes intentioner. I kommentarerne til punkt 1 fastslås det, at: Parterne har drøftet den potentielle konflikt ved pengeinstituttets varetagelse af kundens interesser i rådgivningssituationen samtidig med, at pengeinstituttet varetager egne salgs- og indtjeningsmæssige interesser. Der er enighed om, at der ved bestemmelsen i punkt 1.1, jf. punkterne 2.2 og 2.3 ( tilgodese kundens interesser, høj professionel standard ) er taget klar stilling til, hvorledes denne mulige konflikt hos rådgiveren skal løses. Den rådgivning, der skal ydes i henhold til retningslinjerne, skal således alene tilgodese hensynet til kunden. Det fastslås således, at formålet ikke er dobbelt. Formålet med de etiske retningslinjer er at tilgodese kundernes interesse og ikke pengeinstituttets indtjening. Telefonbanksagen er årsag til, at de resterende kommentarer, i stort omfang, vedrører pengeinstitutternes oplysningspligt og blandt andet en præcisering af, at et pengeinstitut ikke kan operere med to priskoncepter inden for samme juridiske enhed uden at informere om dette, hvilket fremgår af kommentaren til punkt 3: Det ændrer ikke på pengeinstituttets pligter efter punkt 3.2. og 3.3., at der er tale om produkter og ydelser, som må antages at være almindelig kendt. Et pengeinstitut skal således rådgive (punkt 3.2.)/ informere om relevante, pensionsprodukter, realkreditlån, homebanking-produkter, internetbanking-produkter eller telefonbank-produkter. Der stilles særlige krav til pengeinstituttets rådgivning om egne produkter/ydelser. Efter punkt 3.2. skal pengeinstituttet af egen drift give relevant og nuanceret information om egne produkter/ydelser. Udtrykket egne produkter/ydelser skal forstås bredt. Egne produkter/ydelser omfatter således for det første samtlige de produkter/ydelser, hvor pengeinstituttet juridisk set er medkontrahent i forhold til kunden. For det andet omfatter egne produkter/ydelser samtlige de produkter/ydelser, som markedsføres, formidles eller kan erhverves vis den afdeling, hvor kunden bliver rådgivet. I det omfang pengeinstituttet optræder som formidler af produkter/ydelser, vil pengeinstituttet i øvrigt altid kunne henvise kunden til at søge rådgivning hos producenten heraf. Udover information om rentespænd via skiltning og i rådgivningssituationer, blev det yderligere præciseret, at der skal oplyses om rentespænd i årsopgørelsen, som kunderne modtager. I kommentaren til punkt 6 står: Pengeinstituttet skal sikre, at kunden har kendskab til, at der sker prisdifferentiering. Bestemmelsen er et supplement til den information, der i forvejen gives om renter og gebyrer på skilte og i brochurer. Pengeinstituttet skal således af egen drift i rådgivningen sikre, at kunden er opmærksom på eventuelle spreads for renter og gebyrer, f.eks. således at et eventuelt anvendt prisinterval oplyses. Dette vil i praksis kunne ske ved, at rådgiveren gør kunden opmærksom på, hvilken rente eller gebyr indenfor det anvendte 35

37 prisinterval pengeinstituttet vil tilbyde den pågældende kunde efter en individuel vurdering af kundens forhold. Dette udelukker selvsagt ikke en yderligere forhandling med kunden herom. Ved udsendelsen af årsopgørelse eller kontoudtog til kunden bør pengeinstituttet oplyse såvel om den konkrete rentesats, der gælder for kunden, som om det rentespænd, som pengeinstituttet anvender for den pågældende type engagement (konto). Oplysningerne kan f.eks. gives ved at vedlægge det relevante uddrag af den gældende prisliste. Tilbage i 1994 fremsatte 4 folketingsmedlemmer fra SF den 29. november et lovforslag vedrørende ændring af lov om banker og sparekasser m.v. 129 SF så et voksende problem i, at pengeinstitutterne på grund af udviklingen til finansielle supermarkeder ikke altid var neutrale, da de undertiden havde en egeninteresse i bestemte løsninger. 130 Forslaget indeholdte blandt andet følgende forslag til ændringer: 48 a. Har et pengeinstitut en særlig interesse i, at en transaktion foretages eller foretages på en bestemt måde, skal pengeinstituttet skriftligt gøre forbrugeren bekendt hermed. Stk. 2. Modtager et pengeinstitut provision eller vederlag for formidling eller fremskaffelse af en ydelse fra en bestemt leverandør, skal pengeinstituttet skriftligt gøre forbrugerne bekendt med dette samt med størrelsen af vederlaget eller provisionen. Stk. 3. Lider en forbruger tab som følge af, at et pengeinstitut tilsidesætter sine pligter, skal pengeinstituttet yde forbrugeren erstatning efter dansk rets almindelige regler. Har forbrugeren fulgt et råd fra et pengeinstitut, som har en særlig interesse heri, jf. stk. 1 og 2, påhviler det pengeinstituttet at godtgøre, at det har opfyldt sine pligter. Stk. 4 Har et pengeinstitut i forbindelse med rådgivning af en forbruger til skade for forbrugeren foretaget en forkert beregning og er forbrugeren i god tro og gennemføres transaktionen på grundlag af den forkerte beregning, har forbrugeren krav på rimelig godtgørelse af forskellen mellem den forkerte og den korrekte beregning. Dette gælder, hvad enten der er tale om rådgivning vedrørende investering, ejendomshandel, omprioritering, budgetlægning eller andre finansielle transaktioner Lovforslaget blev ikke gennemført, men resulterede i, at Erhvervsministeriet nedsatte rådgiverudvalget i efteråret Udvalgets opgave var at undersøge ansvarsforholdene i forbindelse med finansiel rådgivning, jfr. afsnit Udvalget gjorde sig også overvejelser omkring professionsansvarets 129 Lovforslag nr. L 83 vedrørende ændring af lov om banker og sparekasser m.v. (rådgivningsansvar) fremsat den 29. november Danmark.dk: SF: Bankers og sparekassers rådgivningsansvar skal skærpes 36

38 ansvarsgrundlag, og flertallet fandt, at der ikke var behov for en skærpelse af professionsansvaret, da det indebar tilstrækkeligt strenge krav til rådgiverne, jfr. afsnit 2.4. Det mindretal, som foreslog lov om økonomisk rådgivning, mente, at en lovfæstet god skik regel ville være egnet til at skabe en dynamisk og tilpasningsdygtig retsudvikling på en række retsområder. 131 Loven skulle udgøre et sæt fælles regler med minimumskrav, som skulle gælde for alle økonomiske rådgivere, og derfor introduceredes blandt andet begrebet god rådgivningsskik. Loven skulle desuden højne og præcisere de krav, som stilledes til rådgivning, således den relativt strenge bedømmelse, der allerede eksisterede inden for visse brancher, blev gjort generel. 132 Det blev, i lov om økonomisk rådgivning, foreslået, at de etiske retningslinjer blev lovfæstet: 2. Økonomisk rådgivning skal ydes i overensstemmelse med god rådgivningsskik, herunder navnlig tilgodese den rådsøgendes interesser. Stk. 2. Rådgivningen skal udføres med den fornødne kompetence, omhu og hurtighed samt sikre, at den rådsøgende får anbefalinger og vejledninger af høj professionel standard. Stk. 3. Rådgiveren skal tilvejebringe tilstrækkelig information om den finansielle disposition, der rådgives om, jf. herved 4. Rådgiver bør selv spørge til ønsker og forudsætninger hos den rådsøgende, som er forventelige ved dispositioner af den pågældende art, og tilbyde at foretage den fornødne gennemgang og vurdering af en rådsøgendes økonomiske forhold til at den rådsøgende kan træffe beslutning på et forsvarligt grundlag. Stk. 4. Den rådsøgende skal udtrykkeligt orienteres om risici, der er relevante for dispositionen og den rådsøgendes forhold. Hvis rådgiver finder, at en økonomisk disposition er særlig risikofyldt eller overstiger den rådsøgendes formåen, har rådgiver pligt til klart og utvetydigt at fraråde den pågældende disposition. I 2, stk. 1 blev begrebet god rådgivningsskik introduceret, og der var tale om en ny retlig standard. Det skulle således i kraft af lovgivning sikres, at den som markedsførte sig som rådgiver ikke primært varetog egne interesser som sælger af et finansielt produkt. Det ligger desuden i ordet, at rådgivningen skal leve op til samme minimumsstandard, uanset hvilken rådgiver man henvender sig til. 133 Stk. 2-4 vedrører supplerende pligter til god rådgivningsskik. Formålet med stk. 2 var at højne niveauet, således der ikke udelukkende stilles krav om professionel rådgivning, men at denne rådgivning skal være af høj professionel standard Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit Man kan anfægte betegnelsen høj professionel standard. Betegnelsen høj professionel standard er pleonasme. Det er tilstrækkeligt udelukkende at skrive professionel standard, da det gerne skulle være ensbetydende med, at man med rette kan forvente at rådgivningen lever op til de krav, som man kan forvente af en professionel indenfor rådgivningsområdet. Det samme gør sig gældende i punkt 2 i de etiske retningslinjer, hvor betegnelsen ligeledes er anvendt 37

39 Den 19. oktober 1999 udsendte Justitsministeriet et udkast til forslag om ændring af lov om erstatningsansvar og lov om fast ejendom. 135 Det var meningen, at lovudkastet skulle medføre en indførsel af en generel hjemmel til at tilkende en skønsmæssig fastsat godtgørelse ud fra rimelighedsvurdering, når der ved fejlagtige beregninger eller oplysninger om en persons økonomiske forhold var skabt en økonomisk forventning hos den pågældende, og denne forventning ikke blev indfriet. Også selvom der nødvendigvis ikke var lidt et tab. 136 Lovudkastet byggede i vidt omfang på formandsmindretallets forslag, jfr. afsnit Forslaget blev genstand for stærk kritik. 137 Finansrådet mente, at godtgørelse for skuffede forventninger var et brud på fundamentale erstatningsretlige principper og ikke fandt støtte i rådgiveransvarsudvalgets betænkning. Indførelsen af en godtgørelsesregel ville endvidere være medvirkende til, at rådgivere ikke turde give gode råd af frygt for erstatningskrav. 138 Den 20. juni 2002 stillede Per Skaarup fra Dansk Folkeparti følgende spørgsmål til Justitsministeren: 139 Med hvilken begrundelse har ministeren opgivet at fremsætte forslag om godtgørelse for skuffet forventning ved fejlagtige økonomioplysninger m.v.? Justitsminister, Lene Espersen, besvarede spørgsmålet den 2. juli 2002 således: 140 Jeg er overvejende enig i de betænkeligheder, som er blevet rejst i høringssvarene. Samtidig mener jeg, at det kun bør overvejes at fravige princippet om, at erstatning forudsætter et økonomisk tab, hvis der foreligger et ganske særligt behov og det gør der efter min opfattelse ikke her. Jeg er naturligvis enig i, at lovgivningen bør fremme, at forbrugeren får korrekt og fyldestgørende finansiel rådgivning af pengeinstitutter og andre professionelle rådgivere. I den forbindelse vil jeg pege på, at fejlagtig rådgivning mv. ikke i dag er gratis for rådgiveren, blot fordi der ikke gælder en regel om godtgørelse for skuffede forventning. Kunden vil således kunne kræve erstatning i de tilfælde, hvor der rent faktisk er lidt et økonomisk tab, og fejlagtig rådgivning vil også kunne medføre, at rådgiveren helt eller delvist mister sit krav på honorar. Jeg kan også nævne, at der i kreditaftaleloven findes regler om kreditgivers oplysningspligt, herunder bl.a. om sanktioner i tilfælde af, at 135 Forslag til lov om ændring af lov om erstatningsansvar og lov om omsætning af fast ejendom fremsat den 19. oktober 1999 af Justitsminister Lene Espersen 136 Juul: Forbrugerbeskyttelse eller kompromisets kunst? Nogle bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse om godskik for finansielle virksomheder, s spørgsmål: Om lovforslag om godtgørelse for skuffet forventning ved fejlagtige økonomioplysninger. Spørgsmål af Peter Skaarup og svar af Lene Espersen 138 Finansrådet: Årsberetning 2001, s spørgsmål: Om lovforslag om godtgørelse for skuffet forventning ved fejlagtige økonomioplysninger. Spørgsmål af Peter Skaarup og svar af Lene Espersen spørgsmål: Om lovforslag om godtgørelse for skuffet forventning ved fejlagtige økonomioplysninger. Spørgsmål af Peter Skaarup og svar af Lene Espersen 38

40 der f.eks. gives forkerte oplysninger om løbetiden på et lån. Jeg kan endvidere oplyse, at Økonomi- og Erhvervsministeriet er i færd med at udarbejde regler om god skik i den finansielle sektor, bl.a. med henblik på at fastsætte nærmere retningslinjer for virksomheders adfærd over for forbrugerne. Den 31. januar 2001 afleverede Lennart Lynge Andersen og Peter Møgelvang-Hansen: Udredning om bedre privatkundebeskyttelse inden for pengeinstitutsektoren 141 til Forbrugerombudsmanden. Rapporten konkluderede, at en række af de problemer 142, som allerede var behandlet i en rapport fra 1990, ikke kunne anses for løst eller løst på tilfredsstillende måde. 143 Det var med udgangspunkt i rapporten, at Forbrugerombudsmanden, Finansrådet og Forbrugerrådet drøftede muligheden for at få uarbejdet retningslinjer efter markedsføringsloven for minimumsstandarder for aftalevilkår og god kundebehandling. Finansrådet ønskede dog ikke, at indgå realitetsforhandlinger. 144 Med baggrund i dette sendte Forbrugerombudsmanden den 21. august 2001 et brev til bankerne med overskriften: God markedsføringsskik og minimumsstandarder for privatkundebehandling i pengeinstitutter. 145 Af dokumentet fremgik blandt andet følgende: 146 Det er Forbrugerombudsmandens og Forbrugerrådets erfaring, at der er et stærkt behov for at få klarlagt og præciseret samt styrket de private kunders retsstilling i forhold til pengeinstitutterne. Kundernes retsstilling er ikke, som det er tilfældet i Norge, sikret gennem lovregler, men hviler i høj grad alene på generel lovgivning, pengeinstitutternes egne aftaledokumenter og den praksis, som danner sig på baggrund af Pengeinstitutankenævnets praksis. Da pengeinstitutterne således ikke ønsker at medvirke til at udstede retningslinjer om god markedsføringsskik for kundebehandling og vilkår, har Forbrugerombudsmanden fundet behov for at udtrykke sin opfattelse af, hvad der må betragtes som god markedsføringsskik på dette område. Det skal understreges, at disse tilkendegivelser ikke må betegnes som udtømmende for, hvad der må anses for god markedsføringsskik for kundebehandling og vilkår, men alene kan betragtes som minimumsstandarder for pengeinstitutternes virksomhedsområde. Det enkelte pengeinstituts ledelse har et selvstændigt ansvar for efterleve regler om god markedsføringsskik og i nødvendigt omfang udmønte de nedenfor gengivne principper i forholdet til sine privatkunder. 141 Lynge Andersen og Møgelvang-Hansen: Udredning om bedre privatkundebeskyttelse inden for pengeinstitutsektoren, s Eksempelvis anvendelse af standardvilkår. Lynge Andersen og Møgelvang-Hansen: Udredning om bedre privatkundebeskyttelse inden for pengeinstitutsektoren, s Forbrugerombudsmanden: God markedsføringsskik og minimumsstandarder for privatkundebehandling i pengeinstitutter, brev til bankerne af 21. august 2001, bilag 9, s Forbrugerombudsmanden: God markedsføringsskik og minimumsstandarder for privatkundebehandling i pengeinstitutter, brev til bankerne af 21. august 2001, bilag 9, s Forbrugerombudsmanden: God markedsføringsskik og minimumsstandarder for privatkundebehandling i pengeinstitutter, brev til bankerne af 21. august 2001, bilag Forbrugerombudsmanden: God markedsføringsskik og minimumsstandarder for privatkundebehandling i pengeinstitutter, brev til bankerne af 21. august 2001, bilag 9, s

41 Dokumentet diskuterede desuden følgende emner: retten til en indlånskonto; kontogebyrer; forrentningen af større indlån; ændring af renter, gebyrer og provision; modregning, flytte-, opsigelsesog indfrielsesgebyrer; begrundelsespligt ved opsigelse samt tilbageførsel ved påstået uberettiget træk på en konto. I henhold til arbejdet med etiske regler inden for pengeinstitutsektoren skulle dokumentet vise sig at blive noget af det sidste udarbejdet med Forbrugerombudsmanden som primus motor Lov om finansiel virksomhed og Forbrugerombudsmandens kompetence De enkelte finansinstitutioners hidtidige god skik regler blev ophævet med lov nr. 501 af 17. juni 2001 om finansiel virksomhed, som lyder: 3. Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet. Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler og retningslinjer om redelig forretningsskik og god praksis. Hvis reglerne og retningslinjerne har markedsførings- og konkurrencemæssige aspekter, gennemfører Finanstilsynet forhandlinger med Forbrugerombudsmanden og Konkurrencestyrelsen. For pengeinstitutternes vedkommende betød det bank- og sparekasselovens 1, stk. 6. Det er med bank- og sparekasseloven som forbillede, 3 er udformet, og derfor kan forarbejderne til bank- og sparekasselovens regel om god skik fortsat anvendes, når betydningen af bestemmelsen skal findes. I bemærkningerne til 3, stk. 2 står blandt andet: Det foreslås som noget nyt i stk. 2, at Finanstilsynet vil kunne fastsætte regler og retningslinjer om god-skik inden for virksomhedsområdet. Dette sker med henblik på, at Finanstilsynet i højere grad end i dag konkret kan udmønte god-skik reglen og hermed udvikle god-skik begrebet. En tilsvarende model kendes fra lov om værdipapirhandelsskik. Reglen skal også ses i sammenhæng med den nuværende regel om, at de finansielle virksomheder skal udarbejde retningslinjer for, i hvilket omfang kundeoplysninger kan videregives. Stk. 2 begrænser dog hverken Forbrugerombudsmandens kompetence i henhold til markedsføringsloven, herunder kompetencen til at forhandle etiske regler udstedt i henhold til markedsføringsloven, eller konkurrencestyrelsens kompetence i henhold til konkurrenceloven. Finanstilsynet kan f.eks. fastsætte retningslinjer for, hvad de finansielle virksomheder skal oplyse kunderne om i forbindelse med videregivelse af kundeoplysninger. Ligeledes kan der fastsættes retningslinjer om generel kundeinformation samt om øget gennemsigtighed. 40

42 Kravene til finansielle virksomheders virksomhedsudøvelse forventes fremover, udover hvad der måtte følge af lovgivningen, også at blive udviklet af de relevante brancheorganisationer ved fastsættelse af regler om best practise. Finanstilsynets fastsættelse af regler og retningslinjer vil i øvrigt også ske efter forhandling med de finansielle branche- og forbrugerorganisationer. Efter regeringsskiftet i 2001 blev der lagt op til en svækkelse af Forbrugerombudsmanden i et nyt lovforslag i henhold til lov om finansiel virksomhed fra Økonomi- og Erhvervsministeren. 3. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis, jf. stk. 1 samt 3a og 3b. Det havde hidtil været Forbrugerombudsmanden, der havde været øverste organ for blandt andet pengeinstitutter på det markedsføringsmæssige område, men Økonomi- og Erhvervsministeren valgte at samle denne kompetence i ministeriet. Forbrugerombudsmandens position blev herved svækket. Forbrugerombudsmanden reagerede stærkt på denne ændring i et brev af 26. marts 2002 til Økonomiog Erhvervsministeren: 147 Formålet med at ændre i de finansielle love og markedsføringsloven er efter lovbemærkningerne at skabe en mere klar retstilstand. Efter lovændringerne finder reglerne om god markedsføringsskik og vildledning af kunderne ikke anvendelse for den finansielle sektor i det omfang Økonomi- og Erhvervsministeren har fastsat regler herom, lige som Forbrugerombudsmanden ikke længere kan udstede retningslinjer efter markedsføringsloven 17, der gælder for den finansielle sektor. Forbrugerombudsmandens retningslinjer skal dog være gældende, indtil andre regler er udstedt. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse, vil der også efter vedtagelsen af lovforslagene fortsat være en uklar retsstilling på området i lang tid, indtil der udstedes bekendtgørelser For at skabe størst klarhed på området har Forbrugerombudsmanden besluttet at ophæve alle retningslinjer, vejledninger og tilkendegivelser på det finansielle område og kreditaftaleområdet udsted med hjemmel i eller blandt andet med hjemmel i markedsføringslovens 1. Økonomi- og Erhvervsministeren fandt ikke løsningen acceptabel og skrev den 5. april følgende i et brev til Forbrugerombudsmanden: 148 Jeg er stadig meget forundret over din beslutning og finder det i øvrigt forvaltningsmæssigt betænkeligt, at du med øjeblikkelig virkning bringer dit virke overfor den finansielle sektor til ophør, ved både at hæve verserende retssager og ophæve alle retningslinjer, vejledninger og tilkendegivelser på området. Jeg forstår 147 Forbrugerombudsmanden: Forbrugerombudsmandens tilsyn med den finansielle sektor efter markedsføringsloven, brev til Økonomi- og Erhvervsministeren af 26. marts 2002, bilag 10, s Økonomi- og Erhvervsministeren, brev til Forbrugerombudsmanden af 5. april 2002, bilag 11 41

43 dit brev således, at det fortsat er tilfældet. Der er for mig ingen tvivl om, at din beslutning medfører en forringelse af forbrugerbeskyttelsen på området, da forbrugeren efterlades i et forbrugerbeskyttelsesmæssigt tomrum i perioden indtil udstedelsen af de nye regler, som netop fremsatte lovforslag lægger op til. Det er min forsat vurdering, at din beslutning er uforenelig med formålet med og indholdet af de fremsatte lovforslag. De retssager, som Forbrugerombudsmanden har indledt på området, bør efter min opfattelse føres til ende, ligesom de nuværende retningslinjer bør forblive i kraft, indtil der er udstedt nye bindende regler på området. Herefter tilbagekaldte Forbrugerombudsmanden sin tilbagekaldelse af retningslinjerne. Lovforslaget blev vedtaget, og 3, stk. 2 blev ændret ved lov nr. 428 af 6. juni 2002 om finansiel virksomhed. Kompetencen til at fastsætte regler om god skik for den finansielle sektor blev flyttet fra Forbrugerombudsmanden, Finansrådet og Fondsrådet til Økonomi- og Erhvervsministeren. Før lovændringen blev de finansielle virksomheder på god skik området reguleret af både markedsføringsloven, værdipapirhandelsloven og lov om finansiel virksomhed. Overflytningen skete for at skabe mere klare kompetenceforhold på området og derigennem bedre forbrugerbeskyttelse. 149 Forbrugerombudsmanden blev således kørt ud på et sidespor og frataget en stor del af sine beføjelser, hvilket den finansielle sektor formentlig intet havde imod. Sandsynligheden for at nå til enighed om et forhandlingsresultat måtte alt andet lige øges med Forbrugerombudsmanden på sidelinjen, da det tidligere er set, at Forbrugerrådet og dele af finanssektoren tidligere har kunnet nå til enighed. 150 Finanssektoren havde formentlig en stor interesse i, at man nåede til enighed om et forhandlingsresultat, da der ellers var en stor risiko for et lovindgreb, hvilket sandsynligvis ville have betydet et værre resultat for den finansielle sektor. Forbrugerombudsmanden meddelte den 28. juni 2002, at der havde været drøftelser mellem Finansrådet, Forbrugerrådet, Håndværksrådet, Konkurrencesekretariatet samt Finanstilsynet om de etiske retningslinjers anvendelsesområde og formuleringer i relation til salgsfremmende foranstaltninger og interessekonflikter. Følgende fremgik af de nu reviderede etiske retningslinjer: 151 Punkt 7 omhandler den situation, hvor der kan være en konflikt mellem kundens interesse i rådgivningssituationen og pengeinstituttets interesse i at kunne sælge egne produkter eller formidle bestemte produkter som led i sin almindelige erhvervsvirksomhed. 149 Finanstilsynet: Finanstilsynets forbrugerpolitiske profil og god skik, bilag 12, s Holm-Petersen: Forbrugerombudsmanden sat skakmat, s Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning af 28. juni 2002, bilag 3 42

44 Særlig interesse i relation til punkt 7.1 foreligger, hvor pengeinstituttet har en konkret interesse i at afsætte et bestemt produkt eller en given ydelse, som indebærer særlige fordele for pengeinstituttet, fx hvor pengeinstituttet udbyder ansvarlig kapital udsted af pengeinstituttet selv. Der vil tillige kunne være tale om særlig interesse, hvor pengeinstituttet har en konkret interesse ved udbud og formidling af andre virksomheders ydelser eller produkter, eller når pengeinstituttet henviser en kunde til en anden virksomhed. Der blev således i sidste øjeblik taget hul på problematikken vedrørende egeninteresse Udkast til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder Da udviklingen i den finansielle sektor er karakteriseret af en sammensmeltning af de forskellige virksomhedsområder besluttede Økonomi- og Erhvervsministeren, at der skulle udarbejdes et fælles overordnet regelsæt for hele den finansielle sektor. 152 Den 2. september 2002 sendte Finanstilsynet første udkast til bekendtgørelsen 153 til høring. I modsætning til de etiske retningslinjer krævede bekendtgørelsen ikke, at der via forhandlinger var enighed om indholdet. Det var derfor umuligt for brancheorganisationer at unddrage sig regulering blot ved at undlade at gå i dialog, hvilket Finansrådet gjorde i forbindelse med udarbejdelsen af Retningslinjer om minimumsstandarder for aftalevilkår og god kundebehandling, jfr. afsnit Den 10. september 2002 kommenterede Finanstilsynets direktør, Henrik Bjerre Nielsen, udkastet i forbindelse med Finansrådets direktørkonference med emnet: Hvordan får vi god-skik regler, som er operationelle for kunder såvel som pengeinstitutter?. 154 Han udtalte blandt andet: Det er Finanstilsynets opgave at bidrage til, at tilliden til den danske finansielle sektor bevares både i samfundet og hos den enkelte. Forudsætningen for at kunne bevare andres tillid er, at man kan leve op til deres forventninger. Det gælder også for virksomheder i den finansielle sektor. Virksomhederne skal ikke alene leve op til deres forpligtelser over for kunderne hvad enten der er en indskyder, en forsikringstager eller en potentiel ejer af et børsnoteret værdipapir de skal leve op til deres forpligtelser i forhold til den finansielle lovgivning. Udkastet var ikke at sammenligne med de etiske retningslinjer. Mange af de problemområder, som efter mange års erfaring var behandlet i de etiske retningslinjer, var gledet ud. Det er svært at se, hvordan udkastet på nogen måde skulle have sikret en øget forbrugerbeskyttelse. Mon ikke man skal holde sig for øje, at Finanstilsynet var klar over at udkastet skulle til høring. Dette har muligvis haft indvirkning på udkastets indhold og ordlyd. 152 Forbrugerstyrelsen: God skik på det finansielle område 153 Bilag Nielsen: Hvordan får vi god skik-regler, som er operationelle for kunder såvel som pengeinstitutter?, tale på Finansrådets direktørkonference den 10. september 2002, bilag 14, s

45 Ikke overraskende blev udkastet kritisk modtaget. Forbrugerombudsmanden skrev den 16. september 2002 følgende til Finanstilsynet: 155 Indledningsvis skal Forbrugerombudsmanden bemærke, at det må betragtes som af central betydning for den samlede vurdering af udformningen af regler om god skik, at disse får et relativt præcist indhold, så såvel virksomheder som forbrugere får et klart indtryk af, hvilke rettigheder/pligter henholdsvis virksomheden og forbrugeren har. Virksomhederne skal således kunne indrette deres virksomhed og forretningsgange i tillid til hvad der må anses for god skik, ligesom forbrugerne på den anden side må gives en klar fornemmelse af, hvad de berettiget kan forvente af en finansiel virksomhed Flere af disse regler har ikke denne klarhed og giver ikke forbrugerne en klar eller god retsstilling Forbrugerombudsmanden kom med en række forbedringsforslag, som Finanstilsynet i et vist omfang var lydhør overfor. Den 28. januar 2003 sendte Finanstilsynet og Forbrugerstyrelsen et nyt udkast til bekendtgørelsen 156 til høring. I forbindelse med forslaget udtalte Finanstilsynet, at tanken var, at bekendtgørelsen ville blive ledsaget af en vejledning, som nærmere skulle fastlægge den praktiske anvendelse af bekendtgørelsen samt fortolkningen. 157 Finansrådet bemærkede følgende om forslaget i et brev af 17. februar 2003 til Finanstilsynet: 158 Det var en væsentlig forudsætning for Finansrådets accept af det foreliggende forhandlingsresultat under Forbrugerombudsmandens regi, at pengeinstitutterne kunne implementere de reviderede retningslinjer i tiltro til, at der ikke kort tid derefter blev ændret på retningslinjerne. Foreningerne havde derfor genre set, at de etiske retningslinjer for pengeinstitutternes rådgivning blev stående i deres nuværende form. Foreningerne finder det dog acceptabelt, at tilsynet i stedet har valgt at indarbejde retningslinjerne i generelle regler om god skik, idet den eksisterende forbrugerbeskyttelse videreføres på en afbalanceret måde. Forbrugerombudsmanden skrev følgende om udkastet: Forbrugerombudsmanden: God skik for finansielle virksomheder, høringssvar til Finanstilsynet af 16. september 2002, bilag 15, s Bilag Nielsen: Hvordan får vi god skik-regler, som er operationelle for kunder såvel som pengeinstitutter?, s. 2, tale på Finansrådets direktørkonference den 10. september 2002, bilag 14, s Finansrådet: Udkast til lovforslag om finansiel virksomhed, høringssvar til Finanstilsynet af 17. februar 2003, bilag 17, s Forbrugerombudsmanden: Regler om god skik efter den finansielle lovgivning, høringssvar til Finanstilsynet af 10. februar 2003, bilag 18, s

46 Udover at god skik reglerne nu bliver en del af den egentlige lovgivning ved at stå i en bekendtgørelse, er der imidlertid ikke tale om at der skabes en bedre forbrugerbeskyttelse.klarer og bedre og mere præcise regler må derfor efterlyses, hvis man skal tale om bedre forbrugerbeskyttelse. Forbrugerrådet kommenterede deslige udkastet, men tonen var mere venlig: 160 Forbrugerrådets støtte til bekendtgørelsen er således alene givet under forudsætning af, at den kommende vejledning eksemplificerer og præcisere bekendtgørelsens bestemmelser på en forbrugerpolitisk acceptabel måde. Udkastet til bekendtgørelsen er primært en videreførelse af eksisterende regler udformet af Forbrugerombudsmanden efter forhandling af de relevante parter. Der er således ikke tale om en modernisering, opdatering eller udvikling af forbrugeregulering. Der er sket meget få ændringer fra andet udkast af bekendtgørelsen til den endelige bekendtgørelse. Af de vigtigste kan følgende nævnes: I 4, stk. 1, 3. pkt. er der tilføjet, at hvis der i forbindelse med aftalens indgåelse er ydet rådgivning, skal væsentlige forudsætninger nedfældes i aftalen eller i bilag. I 6, stk. 1 er der tilføjet, at rådgivningen desuden skal tage udgangspunkt i det kendskab, som den finansielle virksomhed har til kundens øvrige forhold Bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder 161 Bekendtgørelse nr. 604 af 26. juni 2003 om god skik for finansielle virksomheder 162 og den dertilhørende vejledning nr af 26. juni 2003 til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder 163 trådte i kraft den 1. oktober i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder Kapitel 1 angiver bekendtgørelsens anvendelsesområde: Bekendtgørelsen finder anvendelse på danske og udenlandske finansielle virksomheder, som driver virksomhed her i landet, herunder gennem filialetablering eller grænseoverskridende tjensteydelsesvirksomhed. 160 Forbrugerrådet: Høring vedr. udkast til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, høringssvar til Finanstilsynet af 14. februar 2003, s. 3, bilag 19, s I følgende gennemgang anvendes også Pengeinstitutankenævnskendelser fra før 1. oktober 2003, men udelukkende i det omfang, hvor det antages ikke at have betydning for sagens udfald 162 Bekendtgørelse nr. 604 af 26. juni 2003 om god skik for finansielle virksomheder blev ophævet den 1. januar 2005 til fordel for den nu gældende bekendtgørelse nr af 27. oktober 2004 om god skik for finansielle virksomheder 163 Vejledning nr af 26. juni 2003 til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder blev erstattet af vejledning nr af 1. september 2004 til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder. Endeligt fra 1. januar 2005 trådte den nu gældende vejledning nr af 20. december 2004 til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder i kraft 164 Gennemgangen af 1 vil udelukkende berøre 1, stk

47 Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder for private kundeforhold og erhvervsmæssige kundeforhold, såfremt disse ikke adskiller sig fra et privat kundeforhold. 4, stk. 3 og 4, 8, stk. 2 og 12 gælder dog kun for private kundeforhold. Bekendtgørelsens anvendelsesområde stemmer overens med Pengeinstitutankenævnets, jfr. Pengeinstitutankenævnets vedtægter 2, stk. 1 og stk. 2. Ifølge vejledningen kan Pengeinstitutankenævnets praksis derfor tillægges betydning, når det skal vurderes om et erhvervsmæssigt kundeforhold er omfattet af 1, stk. 2. I sag nr. 37/2003 fandt Pengeinstitutankenævnet, at sagen ikke kunne afvises som erhvervsmæssigt kundeforhold, selvom klagen vedrørte et lån i kundens landbrugsejendom, og at dette lån var omfattet af virksomhedsskatteordningen. Kunden var tandlæge og ejede en mindre landbrugsejendom, hvor han havde et par køer gående som hobby. I sag nr. 173/2003 fandt Pengeinstitutankenævnet, at en sag vedrørende indsigelse mod restgæld på erhvervsengagement efter betalingsstandsning og salg af virksomhed ikke skulle afvises som erhvervsmæssigt kundeforhold, da betalingsstandsningen havde fundet sted, og virksomheden var afhændet. I sag nr. 165/2004 fandt Pengeinstitutankenævnet, at en sag måtte afvises, da klagen vedrørte et erhvervsfremmelån, som alene tilbydes erhvervsdrivende. I sag nr. 303/2004 fandt Pengeinstitutankenævnet, at sagen måtte afvises, da klagen vedrørte indløsning af en check udstedt i forbindelse med et køb mellem to erhvervsdrivende. Det er vanskeligt at opsætte generelle regler for, hvornår et kundeforhold adskiller sig så tilstrækkeligt fra et privatkundeforhold, at det falder uden for anvendelsesområdet for bekendtgørelsen. Det må i hvert tilfælde bero på en konkret vurdering i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder 2 er ligeledes indeholdt i kapitel 1 og har følgende ordlyd: 2. Når en finansiel virksomhed indgår aftale med andre finansielle virksomheder om afsætning og rådgivning i forbindelse med virksomhedens produkter, skal den finansielle virksomhed sikre sig, at der er en klar arbejdsdeling mellem virksomheden og medkontrahenten, og at medkontrahenten overholder reglerne i denne bekendtgørelse. 46

48 Bekendtgørelsens 2 regulerer forholdet mellem finansielle virksomheder, der udbyder andre finansielle virksomheders produkter. Bestemmelsen stemmer stort set overens med punkt 12, 2. pkt. i de etiske retningslinjer: Pengeinstituttet må kun søge afsætning af dets produkter og rådgivning i tilknytning hertil via mellemmænd, hvis disse overholder retningslinjer. Det er dog indføjet i bekendtgørelsen, at der skal eksistere en klar arbejdsdeling mellem den finansielle virksomhed og medkontrahenten, hvilket blot må anses for en uddybelse i forhold til punkt 12, 2. pkt. i de etiske retningslinjer, hvorfor dette ikke direkte har indvirkning på forholdet til kunden. Det der tiltrækker sig størst opmærksomhed er, at 2 udelukkende regulerer forholdet omkring aftaleindgåelse mellem finansielle virksomheder og således ikke i henhold til ikke-finansielle virksomheder. Afgrænsningen mellem finansielle/ikke-finansielle virksomheder optræder ikke i de etiske retningslinjer, hvorfor bestemmelserne heri skulle overholdes, uanset hvilken type virksomhed der måtte afsætte pengeinstituttets produkter. 2 må, på baggrund denne indsnævring i anvendelsesområdet, alt andet lige betyde en forringelse af forbrugebeskyttelsen i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder Kapitel 2 indeholder generelle bestemmelser om god skik, og den første bestemmelse i dette kapitel er 3 bestemmer, at: 3. En finansiel virksomhed skal handle redeligt og loyalt overfor sine kunder. Bestemmelsen er i ordets fulde betydning generel, og der findes ingen lignende i de etiske retningslinjer. Det fastslås, at den finansielle virksomhed skal handle redeligt og loyalt overfor sine kunder. Men der ydes ingen hjælp, når det skal bestemmes, hvad der menes med redelig og loyal handlemåde. Vejledningen giver intet svar, men specificerer blot, at 3 er et supplement til 43 i lov om finansiel virksomhed 165 og pålægger blandt andet de finansielle virksomheder at tilrettelægge deres virksomhed, så kunden gives mulighed for at træffe sit valg på et velinformeret grundlag. Bestemmelsen har karakter af at være en generalklausul, som 43, stk. 1 i lov om finansiel virksomhed: 165 I vejledningen står, at 3 i bekendtgørelsen er et supplement til 3 i lov om finansiel virksomhed. Lov om finansiel virksomhed blev først ændret ved lovbekendtgørelse nr. 686 af 25/06/2004, med følgende senere ændringer; lov nr af 20/12/04 og lov nr af 22/12/04. Nu gælder lovbekendtgørelse nr. 90 af 03/02/ i lov om finansiel virksomhed lyder som følgende: 43. Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis indenfor virksomhedsområdet. Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis for de finansielle virksomheder. Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om prisoplysning for finansielle ydelser 47

49 43. Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet. Det virker fornuftigt at anvende en generalklausul i lov om finansiel virksomhed, men det ville have været hensigtsmæssigt at anvende bekendtgørelsens mere uddybende karakter til at levere supplerende oplysninger om, hvad der skal forstås med redeligt og loyalt. 166 Bestemmelsen virker overflødig, da den ikke rækker videre end indholdet af 43, stk. 1 i lov om finansiel virksomhed. Man kunne med fordel have citeret indholdet af 43, stk. 1 i lov om finansiel virksomhed og dermed undgået flere flydende formuleringer, som blot bliver genstand for endeløs fortolkning. Juul drager sammenligning til dele af generalklausulen i de etiske retningslinjers punkt 2, som blandt andet bestemmer, at: Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og skal gives, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov. Rådgivningen skal sikre, at kunden får anbefalinger og vejledninger af høj professionel standard. Den skal give kunden mulighed for at indrette sin adfærd mest hensigtsmæssigt, herunder tilvejebringe den information, der er nødvendig for, at kunden bedst mulig kan træffe beslutning i overensstemmelse med egne interesser. Pengeinstituttet skal i samarbejde med kunden skabe fornøden klarhed om indhold og forudsætninger i rådgivningen. Men spørgsmålet er, om man med rette kan gøre dette, når det tages i betragtning at de etiske retningslinjers punkt 2 vedrører rådgivning, og 3 i bekendtgørelsen er omfattet af kapitel 2, som indeholder generelle bestemmelser om god skik. Ikke kapitel 3, som fastsætter regler for rådgivning. Måske man ikke skulle søge at sammenligne 3 med noget i de etiske retningslinjer, da der ikke umiddelbart er noget, som bestemmelsen lader sig sammenligne med i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder Den sidste bestemmelse i kapitel 2 lyder om følger: 4. En finansiel virksomhed skal indgå eller bekræfte alle væsentlige aftaler med sine kunder i papirformat eller på andet varigt medium. En aftale skal indeholde en beskrivelse af parternes væsentlige rettigheder og pligter samt af de finansielle ydelser, der er omfattet af aftalen. Er der i forbindelse med aftalens indgåelse ydet individuel rådgivning, skal væsentlige forudsætninger for rådgivningen nedfældes i aftalen eller fremgå af bilag til aftalen i enten papirformat eller på andet varigt medium. 166 Juul: Forbrugerbeskyttelse eller kompromisets kunst? Nogle bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse om godskik for finansielle virksomheder, s Juul refererer til 3, stk. 1 i lov om finansiel virksomhed, denne bestemmelse er siden blevet ændret til 43, stk. 1 48

50 Stk. 2. Vilkår, der indgår i aftalen, kan fremgå ved en henvisning til separate dokumenter, herunder den finansielle virksomheds almindelige forretningsbetingelser. Stk. 3. Vilkår om ændringer i løbende kundeforhold af renter, bidrag eller andet vederlag skal indeholde en angivelse af de forhold, der kan udløse en ændring, og må ikke give den finansielle virksomhed en vilkårlig adgang til at foretage ændringer. Stk. 4. I løbende kundeforhold kan ændringer til ugunst for kunden af renter, bidrag eller andet vederlag ikke finde sted uden varsel, medmindre ændringen er begrundet i udefrakommende forhold, som den finansielle virksomhed ikke har indflydelse på. Stk. 5. Opsiger en finansiel virksomhed en aftale indgået med en kunde, skal opsigelsen være sagligt begrundet og ske i papirformat eller på andet varigt medium. 4, stk. 1 har stort set samme indhold som punkt 11 i de etiske retningslinjer: Pengeinstituttet skal sørge for, at alle væsentlige aftaler indgås eller bekræftes skriftligt med angivelse af eventuelle særlige forudsætninger, herunder væsentlige forudsætninger i den tilknyttede rådgivning. 4, stk. 1, 1. pkt. stiller krav om, at alle væsentlige aftaler skal foreligge skriftligt. Også selvom der ikke er ydet rådgivning i forbindelse med aftalens indgåelse. Væsentlige aftaler anses, jfr. vejledningen, på forsikrings- og realkreditområdet for at være alle aftaler vedrørende forsikringsaftalen og realkreditprodukter. Det samme gør sig gældende for aftaler om kreditaftaler omfattet af kreditaftaleloven samt aftaler om værdipapirhandel. I vejledningen uddybes, at hvis en væsentlig aftale indgås mundtligt, påhviler det pengeinstituttet efterfølgende at bekræfte aftalen på skrift. En aftale skal, jfr. 4, stk. 1, 2. pkt., indeholde en beskrivelse af alle væsentlige rettigheder og pligter samt de finansielle ydelser. I de etiske retningslinjer nævnes der intet om hverken rettigheder, pligter eller finansielle ydelser, hvorfor dette må anses som en udvidelse af skriftlighedskravet. I vejledningen er det ikke forsøgt forklaret, hvad der menes med væsentlige rettigheder og pligter, hvorfor dette alt andet lige må give anledning til fortolkning. Vejledningen kunne med rette have indeholdt en definition af væsentlig rettigheder og pligter, og det kunne være forsøgt eksemplificeret. 4, stk. 1, 3. pkt. fastslår, at i tilfælde af, at der i forbindelse med aftaleindgåelsen er ydet rådgivning, skal væsentlige forudsætninger for denne nedfældes i aftalen. I vejledningen defineres væsentlig forudsætninger som: de særlige forudsætninger for kunden, der i rådgivningen har været så 49

51 afgørende, at de har været bestemmende for, at aftalen er blevet indgået eller for aftalens nærmere indhold. I sag nr. 167/2004 mente kunden, at modregning ikke var sket i henhold til aftale og anførte at en modregning måtte kræve, at pengeinstituttet oplyste kunden om, at denne ikke er pligtig at acceptere modregning. Desuden mente kunden, at det måtte kræve en skriftlig erklæring fra pågældende, hvor der gives afkald på at få kontoen udbetalt til pensionsformål. I pågældende sag var kontakten sket telefonisk. Pengeinstitutankenævnet fandt det ikke godtgjort, at kunden havde givet tilsagn om modregning. I Pengeinstitutankenævnets bemærkninger og konklusion står følgende: Herved bemærkes, at det ville være naturligt, at indklagede bekræftede en sådan aftale skriftlig over for klageren. Selvom der ikke direkte henvises til 4, stk. 1 fastslås det, at Pengeinstitutankenævnet anser det for værende en naturlig følge, at en aftale om modregning bekræftes skriftligt, og det fik i denne sag afgørende betydning, at pengeinstituttet ikke havde sikret sig en skriftlig erklæring. Opfyldelse af kravet om skriftlighed kan sikre, at der ikke efterfølgende opstår tvivl om, hvad der er aftalt mellem kunden og pengeinstituttet. Sag nr. 90/1998 er netop eksempel på dette, da der opstod uenighed om, hvorvidt det var blevet aftalt, at en planlagt overførsel af en kapitalpensionsordning skulle sættes i bero. Da pengeinstituttet havde modtaget det modtagende forsikringsselskabs anmodning om overførsel henvendte pengeinstituttet sig til kunden med henblik på at fremstille alternativt tilbud og et møde blev aftalt. Pengeinstituttet påstod, at det blev aftalt, at overførslen skulle sættes i bero, indtil mødet var aftalt. Dette bestred kunden. Pengeinstitutankenævnet fandt, at pengeinstituttet, på baggrund af den skriftlige overførselsanmodning, burde have sikret sig skriftlig dokumentation for, at kunden var indforstået med at overførslen blev stillet i bero. Kunderne har indset, at det kan være afgørende for sagens udfald, hvorvidt pengeinstituttet har sikret sig skriftlig dokumentation. I flere sager påpeger disse, at pengeinstituttet burde have sikret sig skriftlig dokumentation. Men Pengeinstitutankenævnet sætter dog grænser for, hvor langt dette skriftlighedskrav kan strækkes. I sag nr. 372/2003 står følgende under kundens argumentation: Indklagede burde i overensstemmelse med retningslinjerne om etik i pengeinstitutternes rådgivning have sørget for, at der efter mødet blev fremsendt en skriftlig bekræftelse om mødets forudsætninger, indhold og konklusion, hvormed den nuværende situation kunne have været undgået. I sag nr. 463/1998 forsøgte kunden ligeledes at tillægge den manglende skriftlige dokumentation en afgørende rolle, idet pengeinstituttet ikke havde sikret sig bevismæssigt materiale. Kunden anførte: 50

52 Rådgivningen burde være sket på grundlag af skriftlig bekræftelse. Særligt ved rådgivning om pension påhviler der indklagede en skærpet pligt til at sikre sig dokumentation for den ydede rådgivning, da konsekvenserne af rådgivningen som regel først viser sig længe efter rådgivningen blev ydet. Det samme gør sig gældende i sag nr. 370/2002, hvor kunden anførte: der i hans tilfælde foreligger særlige forudsætninger, der pålægger indklagede en særlig dokumentationsforpligtelse vedrørende rådgivningen. Indklagedes rådgivning er ikke dokumenteret, idet der ikke er mødereferater eller blot sporadiske notater om rådgivningen. Som professionel part har indklagede ansvaret for sådan dokumentation, jf. herved de etiske retningslinjers punkt 11. I ingen af ovenstående tre sager fik kunden medhold, og Pengeinstitutankenævnet nævner intet om den manglende skriftlige dokumentation. Årsagen til dette kan være, at kunderne anfører manglende skriftlighed i forbindelse med eksempelvis mødereferater. Skriftlighedskravet i 4, stk. 1, og det lignende i punkt 11 i de etiske retningslinjer, angår således kun væsentlige aftaler, og kunne således ikke få betydning i de refererede sager. Skriftlighedskravet i bekendtgørelsen er stort set identisk med det tilsvarende i de etiske retningslinjer, og der er således intet incitament for at antage, at de bevismæssige problemer mindskes. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt, at kun væsentlige aftaler skal nedfældes. Den nuværende formulering af 4, stk. 1 betyder, at atypiske rådgivningsforløb ikke skal dokumenteres skriftligt med mindre det endelige resultat er en væsentlig aftale, ligesom rådgivning der medfører, at kunden skal afholde sig fra en given disposition, ej heller ville skulle dokumenteres. 167 Spørgsmålstegn kan ligeledes sættes ved, om det kun er væsentlige rettigheder og pligter samt væsentlige forudsætninger, der skal nedfældes på skrift, da disse kan få ligeså stor betydning, når det skal fastslås, om rådgiveren har handlet ansvarspådragende. 4, stk. 2 bestemmer, at vilkår, der indgår i aftalen, kan fremgå ved en henvisning til eksempelvis den finansielle virksomheds almindelige forretningsbetingelser. Bekendtgørelsens 4, stk. 2 har som stk. 3, 4 og 5 ingen pendant i de etiske retningslinjer og må derfor betegnes som ny. I Finanstilsynets udkast til bekendtgørelsen af den 2. september kan man, i 4, stk.1, få en nærmere ide om, hvilke 167 Juul: Forbrugerbeskyttelse eller kompromisets kunst? Nogle bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse om godskik for finansielle virksomheder, s Bilag 13 51

53 vilkår der tænkes på. Af 4, stk. 2 i udkastet fremgår det, at informationerne i 4, stk. 1 kan gives ved henvisning. Det er således dette, som er videreført i den gældende bekendtgørelse. Det kunne være ønskeligt, at det i bekendtgørelsen - eller i det mindste i vejledningen - præciseres, at der bør sondres mellem væsentlige og mindre væsentlige vilkår ved afgørelsen af, om et vilkår skal indgå i selve aftalen eller som en henvisning. 169 Dette er dog ikke sket, hvorfor det er op til pengeinstituttet at bestemme om aftalens vilkår skal fremgå af selve aftalen eller som en henvisning. Man kan påstå, at det ikke er til forbrugerens fordel, at pengeinstitutterne selv kan afgøre, hvor vilkårene skal fremgå. Kunden vil ofte være tilbøjelig til udelukkende at læse selve aftaledokumentet, imens eksempelvis pengeinstituttets almindelige forretningsbetingelser ofte ikke gennemlæses, fordi de ofte er så omfattende, at de er uoverskuelige. Det vil således være i kundens interesse, at relevante vilkår skal indgå i aftalen og ikke blot fremgå ved henvisning til bilag. Det skal i denne sammenhæng nævnes, at det som minimum bør påhvile kunden at gennemlæse alle udleverede dokumenter. Væsentlige, som mindre væsentlige vilkår. Dette synspunkt deles af Pengeinstitutankenævnet. I sag nr. 363/2001 fandt Pengeinstitutankenævnet, at kunden, på baggrund af det udleverede materiale, burde have indset, hvilke retsvirkninger der var forbundet med indskud af kr på puljebasis i en privat ratepension. I sag nr. 372/2003 fandt Pengeinstitutankenævnet ligeledes, at kunden måtte vide, hvad en omlægning af dennes pensionsmidler medførte, da det fremgik af det udleverede prospekt og brochure. Pengeinstitutankenævnet har deslige i sagerne nr. 173/1992 og nr. 328/1997 statueret, at der påhviler kunden en pligt til, som minimum, at gennemlæse udleverede forsikringsbeviser og forsikringsvilkår. I begge tilfælde var der uoverensstemmelser med, hvad kunden troede forsikringsskiftet medførte, og hvad det reelt medførte. Pengeinstitutankenævnet fandt, at pengeinstitutterne ikke havde begået ansvarspådragende fejl, idet forsikringsvilkår og dækning tydeligt fremgik af det materiale, som var udleveret til kunderne, og at disse i begge tilfælde havde haft mulighed for at gøre sig bekendt med dette. 169 Juul: Forbrugerbeskyttelse eller kompromisets kunst? Nogle bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse om godskik for finansielle virksomheder, s

54 I Finanstilsynets udkast til bekendtgørelsen af den 2. september opremses der i 3 og 4, stk forhold, som kunden skal oplyses om. Hvis man forestillede sig, at 4, stk. 2 i udkastet blev slettet, således oplysningerne i 4, stk. 1 ikke kunne gives via henvisning til separate dokumenter, ville det sikre, at kunderne blev oplyst om disse i aftaledokumentet. Dette kunne være et løsningsforslag, men set med kritiske øjne kan man frygte, at hvis det bestemmes, at alle de nævnte vilkår skal optræde i aftalen og med tiden flere vil aftaledokumentet blive for overskueligt, ligesom det kan være tilfældet med de almindelige forretningsvilkår. Som før nævnt er løsningen måske at sondre mellem væsentlige og mindre væsentlige vilkår for at sikre, at antallet af vilkår i aftaledokumentet ikke bliver for uoverskueligt. 4, stk. 3 og 4 skal ses i lyset af gebyrdommen, U SH, hvor det blev bestemt, at det er i strid med god markedsføringsskik, at pengeinstitutter forbeholder sig retten til vilkårligt at ændre rente og provision samt at opkræve gebyrer og ændre gebyrsatser. 4, stk. 3 vedrører pengeinstitutters adgang til at ændre renter, gebyrer, bidrag eller andet vederlag i løbende kundeforhold. Det bestemmes, at vilkår om ændringer skal indeholde en angivelse af de forhold, som kan medføre ændringer og ikke må give pengeinstituttet vilkårlig adgang til at foretage ændringer. 4, stk. 4 bestemmer, at der ikke kan foretages ændringer i løbende kundeforhold af renter, bidrag eller andet vederlag, som er til ugunst for kunden, uden varsel. Ændringer er dog tilladt, hvis de er begrundet i udefrakommende omstændigheder, som den finansielle virksomhed ikke har indflydelse på. Vejledningen uddyber i henhold til 4, stk. 4, at kunden tydeligt skal oplyses om, hvilke omstændigheder eller typer af omstændigheder, der kan udløse en ændring. Det kunne være interessant at kende bevægegrundene til, at det ikke i 4, stk. 4, som det er tilfældet med 4, stk. 3, er tydeliggjort, at kunden skal oplyses om hvilke omstændigheder eller typer af omstændigheder, der kan udløse ændringer. I vejledningen kunne det med fordel eksemplificeres, hvad der menes med udefrakommende forhold, som den finansielle virksomhed ikke har indflydelse på. Juul anfører, at forbrugerbeskyttelsen er illusorisk, såfremt et proportionalitetskrav ikke indfortolkes, således ændringerne ikke står mål med, hvad de udefrakommende forhold tilsiger. 171 Proportionalitetsprincippet er i hele retsordenen dog et hvilende grundprincip. 172 Det ligger derfor implicit i bestemmelsen, at de udefrakommende forhold 170 Bilag Juul: Forbrugerbeskyttelse eller kompromisets kunst? Nogle bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse om godskik for finansielle virksomheder, s Evald: Retskilderne og den juridiske metode, s

55 naturligvis underkastes et proportionalitetskrav, hvorfor 4, stk. 3 og 4 må anses for at have en positiv indflydelse på forbrugerbeskyttelsen. 4, stk. 5 bestemmer, at en opsigelse af en aftale sagligt skal begrundes på papirformat eller andet varigt medium. Vejledningen fastslår, at det nærmere indhold af bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med Pengeinstitutankenævnets praksis vedrørende opsigelse af aftaler med deres kunder. I sag nr. 187/2000 fandt Pengeinstitutankenævnet, at det ikke i sig selv er en saglig begrundelse for opsigelse, at kunden havde opnået gældssanering, og at pengeinstituttet i forbindelse hermed måtte afskrive et krav mod kunden. I sag nr. 145/2003 fandt Pengeinstitutankenævnet opsigelsen sagligt begrundet, da kunden havde misbrugt pengeinstituttets og en ansats navn. I sag nr. 271/2003 fandt Pengeinstitutankenævnet ligeledes opsigelsen sagligt begrundet, da kunden uden grund havde indgivet politianmeldelse mod pengeinstituttets medarbejder for bedrageri. 4, stk. 5 er ny, og der eksisterer således ingen lignende i de etiske retningslinjer. Dette kunne give foranledning til at antage, at bestemmelsen er medvirkende til at øge beskyttelsen af de finansielle forbrugere, men indholdet skal forstås i henhold til Pengeinstitutpraksis, hvilket betyder, at bestemmelsen i høj grad blot er nedfældning af et allerede eksisterende krav i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder Kapitel 3 fastsætter generelle regler for rådgivning, og den første bestemmelse lyder: Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder oplysninger om risici forbundet med en disposition, og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valmuligheder. Stk. 2. En finansiel virksomhed skal yde rådgivning, hvis kunden anmoder herom, jf. dog 2 og 21. Endvidere skal virksomheden af egen drift yde rådgivning, jf. dog stk. 4, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor. Alternativt kan den finansielle virksomhed henvise kunden til at søge anden rådgivning. Stk. 3. Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og give kunden et godt grundlag for at træffe sin beslutning. Rådgivningen skal være relevant, retvisende og fyldestgørende. Den finansielle virksomhed skal orientere om de risici, der er relevante for kunden kaldes også kend-din-kunde-princippet i daglig tale i pengeinstitutterne, hvor det er en væsentlig forudsætning for at kunne yde fyldestgørende rådgivning, at rådgiveren har det fornødne kendskab til kunden, jfr. vejledningen 54

56 Stk. 4. En finansiel virksomhed kan udbyde produkter med standardiseret information med lille eller ingen tilknyttet individuel rådgivning. I så fald skal den finansielle virksomhed gøre særskilt opmærksom på disse begrænsninger. Bestemmelsen gælder kun produkter, der ikke har tilknytning til værdipapirhandel. Overordnet stemmer bekendtgørelsens 5, stk. 1 3 overens med de etiske retningslinjers generalklausul i punkt 2 og punkt 10, 1. pkt.: Ved rådgivning forstås anbefalinger og vejledninger. Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og skal gives, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov. Rådgivningen skal sikre, at kunden får anbefalinger og vejledninger af høj professionel standard. Den skal give kunden mulighed for at indrette sin adfærd mest hensigtsmæssigt, herunder tilvejebringe den information, der er nødvendig for, at kunden bedst mulig kan træffe beslutning i overensstemmelse med egne interesser. Pengeinstituttet skal i samarbejde med kunden skabe fornøden klarhed om indhold og forudsætninger i rådgivningen. Som led i rådgivningen skal kunden orienteres om risici, der er relevante i relation til kundens forhold. 5, stk. 4 er næsten identisk med punkt 5, 1. pkt. i de etiske retningslinjer: Ved markedsføring af et forretningskoncept, der er baseret på produkter med standardiseret information med lille eller ingen tilknyttet individuel rådgivning skal pengeinstituttet gøre opmærksom på disse begrænsninger. Af vejledningen fremgår det, at 5, stk. 1 indeholder en afgrænsning af, hvad der skal forstås ved rådgivning. Et rådgivningsforløb vil normalvis indeholde følgende elementer; 1) afdækning af kundens behov. 2) Kunden får tilstrækkelig information om de for kunden relevante produkter og ydelser, der kan dække kundens behov, herunder om priser og øvrige vilkår. 3) Kunden modtager rådgiverens vejledninger og eventuelle anbefalinger, 4) kunden træffer sin beslutning, 5) der indgås eventuelt aftale mellem kunden og den finansielle virksomhed, 6) der søges for fornøden skriftlig dokumentation af aftalen og eventuelle væsentlige forudsætninger herfor. Disse elementer er næsten identiske med elementerne i kommentaren til generalklausulen i punkt 2 i de etiske retningslinjer. Det er dog nyt, at det specificeres, at der ved rådgivning deslige forstås oplysning om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder, hvilket ikke kommer direkte til udtryk i de etiske retningslinjer. Det kan give anledning til forundring, at dette ikke fremgår af de opremsede elementer, som har til formål at fastsætte, hvad rådgivning skal indeholde. Bekendtgørelsens affatter har muligvis været for ivrig med at kopierer de etiske retningslinjer, og har således ikke har taget højde 55

57 for at indflette de nye elementer, som rådgivningen i henhold til 5, stk. 1 skal bestå af. Det samme gør sig gældende for orientering om risici, hvilket ej heller optræder i elementrækken. 5, stk. 2 fastslår, at rådgivning sker på kundens opfordring, medmindre omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor. Ifølge vejledningen vil dette være tilfældet, hvor kunden har behov for rådgivning under en ekspedition eller i andre tilfælde, hvor rådgivningsbehovet viser sig ved anden kontakt med den finansielle virksomhed. 5, stk. 2 vil således betyde, at hvis pengeinstituttet har påtaget sig en løbende rådgivningsforpligtelse, påhviler det pengeinstituttet af egen drift at vurdere, hvornår der opstår behov for rådgivning. 5, stk. 2, 3. pkt. bestemmer, at pengeinstituttet alternativt kan henvise kunden til at søge anden rådgivning, hvilket er nyt i henhold til de etiske retningslinjer. Det må alligevel konkluderes, at forbrugeren udelukkende har fordel af 5, stk. 2, 3. pkt., hvis pengeinstituttet alternativt skal henvise kunden til at søge anden rådgivning. 5, stk. 3, 1. og 2. pkt. er, ifølge vejledningen, udtryk for, at rådgivningen skal opfylde den professionelle standard, som gælder på det pågældende område, og er dermed det mest centrale i bekendtgørelsen, når formålet med afhandlingen skal indfries. 5, stk. 3, 1. og 2. pkt. er en udmøntning af de krav, som man med rette kan stille til rådgiveren, når denne skal bedømmes i henhold til professionsansvaret, jfr. afsnit Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og give denne et godt grundlag til at træffe sin beslutning. Rådgivningen skal ydermere være relevant, retvisende og fyldestgørende. Hvis rådgivningen opfylder disse krav, kan pengeinstitutrådgiveren som udgangspunkt ikke ifalde erstatningsansvar. Det kan give anledning til forundring, at bestemmelsen ikke indtager en mere central placering i bekendtgørelsen, og at 5, stk. 3, 3. pkt. er hægtet på. 5, stk. 3, 1. og 2. pkt. burde stå isoleret og fremhævet med store bogstaver. Overordnet kan man sige, at de resterende bestemmelser i kapitel 3 er overflødige, hvis blot indholdet i 5, stk. 3, 1. og 2. pkt. efterleves. 5, stk. 3, 3. pkt. bestemmer, at den finansielle virksomhed skal orientere om de risici, der har relevans for kunden. Ifølge vejledningen skal denne bestemmelse sammenholdes med 13 om særligt risikofyldte investeringer og 14 om muligheden for kurssikring. Der kan argumenteres for, at 5, stk. 3, 3. pkt. er overflødig eller i hvert fald en pleonasme. At rådgivningen skal sikre, at kunden orienteres om risici fremgår deslige af 5, stk. 1, hvorfor denne dobbelte fremtræden kan give anledning til forundring. Ifølge vejledningen muliggør 5, stk. 4 markedsføringen af produkter og koncepter uden individuel rådgivning. Pengeinstituttet skal dog gøre kunden særskilt opmærksom på den manglende mulighed for 56

58 rådgivning. Vejledningen nævner som eksempel et pengeinstitut, der tilrettelægger sin virksomhed som en Internetbank uden et traditionelt filialnet. Her må pengeinstituttet gøre kunden opmærksom på, i hvilket omfang denne kan søge rådgivning eksempelvis ved telefonisk henvendelse eller ved fremmøde på udvalgte lokaliteter. I forhold til de etiske retningslinjers punkt 5, 3. pkt. er det ikke længere et krav, at pengeinstituttet skal henvise kunden til at søge anden rådgivning, hvis rådgiveren bliver opmærksom på et øget rådgivningsbehov, som denne ikke kan opfylde Det fremstår, især i henhold til vejledningen som om, at 5, stk. 4 ikke regulerer pengeinstitutternes mulighed for at udbyde produkter og koncepter uden individuel rådgivning i samme grad som bestemmelsen tydeliggør, at pengeinstitutterne har pligt til at oplyse kunden om, hvor individuel rådgivning kan opnås. I forhold til de etiske retningslinjer tydeliggøres det, at bestemmelsen kun gælder for produkter, som ikke har tilknytning til værdipapirhandel. Det virker forholdsvis åbenlyst, men har åbenbart givet anledning til forvirring og 7 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder 6. Før en finansiel virksomhed rådgiver, skal virksomheden anmode kunden om at oplyse om sin økonomiske situation, sin erfaring med de relevante finansielle ydelser, sit formål med at få ydelsen leveret samt om sin risikovillighed. Stk. 2. Omfanget og karakteren af de oplysninger, der indhentes, kan afpasses efter den viden, som kunden besidder og de oplysninger, som den finansielle virksomhed allerede har modtaget. Stk. 3. Den finansielle virksomhed kan lægge kundens oplysninger til grund, medmindre de er åbenbart urigtige. 7. Rådgivningen skal tage udgangspunkt i relevante oplysninger indhentet i henhold til 6 og det kendskab, den finansielle virksomhed i øvrigt har til kundens forhold. Stk. 2. En finansiel virksomhed skal anmode kunden om at opdatere oplysninger indhentet i henhold til 6, i det omfang det er nødvendigt for at kunne yde kunden rådgivning i løbende kundeforhold. Bestemmelserne er en uddybning af de etiske retningslinjers punkt 3, 1. pkt., som lyder: Pengeinstituttet skal rådgive med udgangspunkt i den enkelte kundes individuelle økonomi samt kundens forhold i øvrigt, herunder låne- og investeringshorisont, risikovillighed og mulighed for at overskue det, der rådgives om. 57

59 6 og 7 forudsætter, at pengeinstituttet skal sætte sig ind i den enkelte kundes forhold, før end der rådgives, og at rådgivningen skal tage udgangspunkt i disse forhold. 6, stk. 1 er desuden udtryk for den oplysningspligt, som påhviler kunden, jfr. afsnit Umiddelbart læses 6, stk. 2 som om, at omfanget og karakteren af de oplysninger, som pengeinstituttet indhenter, kan afpasses efter den viden, som kunden besidder. Dette giver anledning til forundring, hvorfor noget kunne tyde på, at formuleringen af 6, stk. 2 ikke stemmer overens med formålet. Vejledningen tydeliggør dog, at meningen med bestemmelsen er, at rådgivningen, og således ikke indsamlingen af oplysninger, kan tilpasses den viden, som kunden måtte have. Formuleringen er således særdeles uhensigtsmæssig, da det ikke klart fremgår, hvad formålet med bestemmelsen er. 6 indeholder bestemmelser vedrørende indsamling af oplysninger, hvorfor placeringen af denne bestemmelse ville være mere naturlig i 7. Det er svært at se formålet med 6, stk. 3, og det giver anledning til forundring, at dette ikke er forsøgt forklaret. 6, stk. 3 bestemmer, at pengeinstituttet kan lægge kundes oplysninger til grund, medmindre de er åbenbart urigtige. Dette stemmer ikke overens med indholdet i 7, stk. 1, som fastslår, at rådgivningen skal tage udgangspunkt i oplysningerne indhentet i henhold til 6. Spørgsmålet er, om der overhovedet er behov for 6, stk. 3, da den mangler sammenhæng med den resterende del af bestemmelsen og desuden virker overflødig. I henhold til 7, stk. 1 skal rådgivningen blandt andet tage udgangspunkt i det kendskab som pengeinstituttet har om kundens forhold. Sag nr. 266/1997 er et eksempel på, at dette ikke blev efterlevet, hvorfor pengeinstituttet ifaldt erstatningsansvar. I sag nr. 266/1997 opfordrede rådgiveren kunden til at indskyde kr på sin pensionsordning uden at tage hensyn til dennes indkomst. Da kundens indkomst efter fradraget af indskuddet på kapitalpensionen kun udgjorde kr , havde kunden ikke mulighed for at udnytte personfradraget fuldt ud. Idet rådgiveren var bekendt med, at kunden modtog førtidspension, burde denne have været opmærksom på indkomstniveauet. Pengeinstitutankenævnet fandt derfor, at pengeinstituttet skulle yde kunden erstatning, som følge af mangelfund rådgivning, skønsmæssigt fastsat til kr Det kan ikke umiddelbart konkluderes, at 6 og 7 medvirker til at øge forbrugerbeskyttelsen, da bestemmelserne i høj grad blot er en specificering af de etiske retningslinjeres punkt 3, 1. pkt. Det kan endda påstås, at specificeringen i dette tilfælde har fået indvirkning på overskueligheden af bestemmelserne. Vejledningen er på ingen måde særlig behjælpelig, da den i dette tilfælde vildleder mere end den vejleder. 58

60 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder 8. En finansiel virksomhed skal give tilstrækkelig information om egne produkter og ydelser, herunder om forskelle i priser og vilkår for alternative produkter, der kan dække kundens behov. Stk. 2. Såfremt der mellem kunderne for en given ydelse er generelle forskelle i fastsættelsen af renter, bidrag eller andet vederlag til den finansielle virksomhed, skal den finansielle virksomhed oplyse en kunde herom, forinden der indgås aftale om levering af ydelsen. På forespørgsel fra kunden skal der oplyses om hvilke forhold hos kunden, der kan være bestemmende for dennes indplacering inden for den givne prisdifferentiering. Stk. 3. En finansiel virksomhed skal på grundlag af sit generelle markedskendskab informere kunden om relevante produkttyper på markedet. Informationen skal dog ikke indeholde oplysninger om konkurrerende produkter eller konkrete priser. 8 er en kombination af de etiske retningslinjers punkt 3, pkt. og punkt 6: Punkt 3, pkt. Pengeinstituttet drager omsorg for, at der tilvejebringes tilstrækkelig information om egne produkter og ydelser, herunder om forskelle i priser og vilkår for alternative produkter, der kan dække kundens behov. Der skal således oplyses om muligheden for at indrette sig mest hensigtsmæssigt ved alternative måder at ordne et arrangement på. Ved rådgivningen anvendes pengeinstituttets generelle markedskundskab med henblik på, at kunderne informeres om de på markedet relevante produkttyper. Rådgivningen omfatter dog ikke enkeltheder om konkurrerende produkter eller konkrete priser. Punkt 6. Såfremt rådgivningen angår forhold, hvor der mellem kunderne for en given ydelse er forskelle i fastsættelse af ind- eller udlånsrente eller gebyrer eller andre vederlag til pengeinstituttet, skal pengeinstituttet sikre sig, at kunden er opmærksom herpå. Pengeinstituttet skal på forespørgsel fra kunden give oplysning om, hvilke forhold hos kunden, der kan være bestemmende for kundens indplacering inden for den givne differentiering af renter mv. Bestemmelsen regulerer således den finansielle virksomheds oplysningspligt i henhold til egne produkter. Det overordnede formål med bestemmelsen er at sikre, at kunden får det bedst mulige grundlag at træffe sin beslutning på. I vejledningen uddybes det, at udtrykket produkter og ydelser i 8, stk. 1 skal forstås bredt. Det omfatter de produkter og ydelser, hvor den finansielle virksomhed juridisk set er medkontrahent i forholdet til kunden. Derudover omfattes de produkter og ydelser, som markedsføres og formidles af den finansielle virksomhed. Den finansielle virksomhed kan henvise kunden til at søge rådgivning hos producenten af det pågældende produkt og ydelse jfr. 2 i bekendtgørelsen. 59

61 8, stk. 3 er, i henhold til vejledningen, relevant, hvis der på markedet findes produkttyper, som ikke svarer til de af den finansielle virksomhed formidlede eller markedsførte produkttyper, og som har relevans for kunden. Her skal der kun gives en mere overordnet information om de relevante produkttyper, og således ikke informeres om enkeltheder om konkurrerende produkter eller konkrete priser. Juul forholder sig kritisk til indholdet af Han påpeger blandt andet, at bestemmelsen ikke medfører yderligere gennemsigtighed, idet pengeinstitutterne ikke pålægges at oplyse den pris, som mindst 90 % af kunderne har opnået, hvilket ville sikre prisgennemsigtighed ved rentespænd. Formålet med bekendtgørelsen er at sikre en øget forbrugerbeskyttelse, men der skal i alle tilfælde ske en afvejning af kundens interesser overfor pengeinstituttets. Der er en tendens til at glemme, at pengeinstitutter er forretning, hvis formål er at tjene penge. Pengeinstitutternes forretningsgrundlag skal sikres, hvorfor der må sættes grænser for, hvor langt forbrugerbeskyttelsen kan strækkes. Det står enhver kunde frit for at få et udskrift at sit arrangement og efterfølgende gå rundt til konkurrerende pengeinstitutter for at indhente tilbud på bedre vilkår. Hermed vil kunden få information om alternative placeringsmuligheder, hvilket kan danne grundlag for sammenligning med henblik på pengeinstitutskifte eller blot forhandling med det eksisterende. Slutteligt skal det bemærkes, at det i kraft af den stigende anvendelse af Internettet vil være en naturlig udvikling i retning af en øget forbrugerbeskyttelse, hvis en hjemmeside, jfr. skiltningsbekendtgørelsen, blev betragtet som et ekspeditionslokale. Dette er ikke tilfældet i dag, og pengeinstitutterne er således ikke forpligtet til at oplyse om priser på deres hjemmeside. 175 Mon ikke det blot er et spørgsmål om tid, før end udviklingen indhenter skiltningsbekendtgørelsen, og det bliver bestemt, at en hjemmeside skal betragtes som et ekspeditionslokale i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder 9. Har den finansielle virksomhed eller dens medarbejder/rådgiver i rådgivningssituationen en særlig interesse i rådgivningens resultat udover den almindelige indtjening, skal virksomheden inden rådgivningen informere kunden om arten og omfanget af den særlige interesse. 174 Juul: Forbrugerbeskyttelse eller kompromisets kunst? Nogle bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse om godskik for finansielle virksomheder, s Synspunktet deles af Juul: Forbrugerbeskyttelse eller kompromisets kunst? Nogle bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse om god-skik for finansielle virksomheder, s

62 Stk. 2. Modtager den finansielle virksomhed provision eller andet vederlag som følge af formidlingen af produkter eller ydelser, skal kunden gøres opmærksom herpå. Det samme gælder, hvis den ekspederende medarbejder/rådgiver modtager provision eller andet vederlag, og der er en direkte sammenhæng mellem konkrete salg af ydelser eller produkter og vedkommendes aflønning. Bestemmelsen minder i store træk om punkt 7, pkt. i de etiske retningslinjer: Har pengeinstituttet eller den ekspederende medarbejder/rådgiver i rådgivningssituationen en særlig interesse i rådgivningens resultat udover den almindelige indtjening, skal pengeinstituttet inden rådgivningen informere kunden om arten og omfanget af den særlige interesse. Modtager pengeinstituttet eller den ekspederende medarbejder/rådgiver provision eller andet vederlag som følge af formidlingen af produkter eller ydelser, skal kunden gøres opmærksom herpå. Der er sket en opsplitning af 9, stk. 2 i henhold til de etiske retningslinjers punkt 7, 2. pkt., så det umiddelbart fremstår som om, at rådgiveren i henhold til bekendtgørelsen udelukkende skal gøre kunden opmærksom på, at denne modtager provision eller andet vederlag, hvis der er en direkte sammenhæng mellem konkrete salg af ydelser eller andre produkter og rådgiverens aflønning. Det fremgår dog af kommentaren til de etiske retningslinjers punkt 7, og der er således ingen reel forskel. Der ydes ingen hjælp i vejledningen til at fastslå, hvad der menes med direkte sammenhæng, hvorfor det må resultere i fortolkning af bestemmelsens ordlyd. Problemet vedrørende rådgiverens egen interesse er således forsøgt løst via en deklarationspligt, hvor rådgiveren er forpligtet til at oplyse om den særlige interesse. Ifølge vejledningen vedrører 9 de tilfælde, hvor der er en konflikt mellem kundens og den finansielle virksomheds interesse i at sælge de produkter, som udbydes af pengeinstituttet. Bestemmelsen skal sikre, at kunden gøres opmærksom på, at rådgiveren under et rådgivningsforløb kan ændre status fra rådgiver til sælger. Man kan yderligere se af vejledningen, at 9, stk. 1 ikke vedrører den finansielle virksomheds interesse i den almindelige indtjening, men alene afsætning, som indebærer særlige fordele for den finansielle virksomhed. Eksempelvis pengeinstituttets udbud af ansvarlig kapital udstedt af pengeinstituttet selv. Eksemplet vedrørende ansvarlig kapital finder stadig anvendelse og har således overlevet helt tilbage fra Finansrådets retningslinjer udstedt i Det fastslås derudover i vejledningen, at kravet til information om interessen i rådgivningen ved formidlingen af produkter og ydelser gælder, uanset om der i den konkrete situation er ydet rådgivning 176 Finansrådets etiske regler for pengeinstitutters rådgivning om deres produkter og ydelser og de dertilhørende bemærkninger, bilag 6, s

63 eller ej. Den finansielle virksomhed skal således sikre sig, at kunder, der uden forudgående rådgivning, indgår aftale om køb af finansielle ydelser informeres om, at virksomheden modtager provision for formidling af andres produkter. 177 Dette fremgår ikke af kommentarerne til de etiske retningslinjer, men da vejledningen udelukkende er af vejledede art, kan man sætte spørgsmålstegn ved, om der er tale om en reel forbedring af forbrugerbeskyttelsen. Det kunne med rette have været fastslået i bekendtgørelsen, at oplysning om provision eller vederlag skal gives, uanset om der ydes rådgivning eller ej. Kravet til information kan opfyldes i produktinformationsmateriale, ved specifik henvisning til relevante afsnit i almindelige forretningsbetingelser, i årlige oversigter, ved mundtlig oplysning eller lignende. Det er som udgangspunkt ikke tilstrækkeligt, at disse oplysninger fremgår af pengeinstituttets hjemmeside, da der ikke er garanti for, at kunden modtager de nødvendige oplysninger. 178 Den finansielle virksomhed forpligtes ikke til at oplyse størrelsen af en eventuel provision. I vejledningen gives følgende eksempler på, hvornår der gives provision: Når en finansiel virksomhed udbyder eller formidler andre finansielle virksomheders produkter. Herunder i koncernforbundne virksomheder, eller når den finansielle virksomhed henviser en kunde til en anden virksomhed. I forbindelse med 9 er diskussionen om, hvorvidt den ansatte i pengeinstituttet er rådgiver eller sælger meget relevant. Hvordan kan man sikre, at kunden får den korrekte rådgivning, når pengeinstitutmedarbejderen samtidig skal leve op til personlige salgstal og frygten for nedskæringsrunder? Pengeinstitutsektoren oplever som sagt en brancheglidning, der betyder, at rådgiveren får flere opgaver og funktioner samtidig med, at produkternes kompleksitet øges hvilket påvirker gennemsigtigheden, jfr. afsnit 2.1. Sammenkoblingen af mange delprodukter i en finansiel pakke betyder, at kunden får sværere ved at overskue produktet, hvilket blandt andet kan reducere prisgennemsigtigheden. Derfor er problematikken vedrørende egen interesse yderst relevant. Som nævnt i afsnit var det netop rådgiverens dobbeltrolle, der var årsag til, at Forbrugerombudsmanden i sin tid besluttede sig for, at der var behov for at se nærmere på pengeinstitutternes rådgivning. 177 Uddybelsen i vejledningen af, at kravet til information gælder uanset om der er ydet rådgivning eller ej er ny og fremgår således ikke af i de tidligere versioner 178 At det ikke er tilstrækkeligt at oplysningerne vedrørende provision eller andet vederlag fremgår af pengeinstituttets hjemmeside er ligeledes nyt, hvilket ikke fremgår af tidligere versioner af vejledningen 62

64 Problemstillingen er så grundlæggende, at det kan give anledning til forundring, at 9 i bekendtgørelsen ikke er mere restriktiv end tilfældet, 179 hvilket for så vidt også gjaldt punkt 7 i de etiske retningslinjer. For at øge forbrugerbeskyttelsen kunne 9 med rette have indeholdt strengere formkrav til informationerne vedrørende egen interesse, så kunden gøres specifik opmærksom på den egeninteresse rådgiveren kan have i rådgivningssituationen. Det er ikke tilstrækkeligt, at generelle oplysninger om provision og vederlag gives i produktionsinformationsmateriale, i almindelige retningslinjer eller i årlige oversigter. Skærpede krav til oplysning er nødvendig, hvis forbrugerbeskyttelsen skal styrkes i henhold til den interessekonflikt, der eksisterer i rådgivningssituationen. Hvis det derudover påhviler rådgiveren at oplyse om provisionens eller vederlagets størrelse, vil det give kunden et godt grundlag for at vurdere, i hvor høj grad egen interessen må antages at spille ind i rådgivningen, hvilket vil sikre forbrugerbeskyttelsen yderligere. Det skal slutteligt bemærkes, at de etiske retningslinjers punkt 7, pkt. er udgået. Disse behandler blandt andet behandler spørgsmålet om, hvorvidt den særlige interesse skal medføre at pengeinstituttet undlader at rådgive, undlader at udbyde et produkt eller indskrænker sig til at afsætte en ydelse eller et pågældende produkt til en begrænset gruppe som eksempelvis professionelle investorer. Set i lyset af bekendtgørelsens formål og problemstillingens grundlæggende karakter giver dette anledning til forundring i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder 10. En finansiel virksomhed skal som led i sin rådgivning inddrage konsekvenser af de skatteregler, som er relevante for kunden i forhold til de produkter og ydelser, som rådgivningen omfatter, eller henvise kunden til at søge anden rådgivning herom. Stk. 2. Såfremt en finansiel virksomhed rådgiver om forhold, som kan være at væsentlig økonomisk betydning for kundens muligheder for at modtage offentlige tilskud eller andre økonomiske fordele, og den finansielle virksomhed bliver opmærksom herpå, skal dette medtages i rådgivningen, eller kunden skal henvises til at søge anden rådgivning. Bestemmelsen er en nøjagtig gengivelse af punkt 8 i de etiske retningslinjer: I rådgivningen inddrages de skatteregler, som er relevante for de omfattende produkter og kundens forhold. Alternativt skal pengeinstituttet henvise kunden til at søge anden rådgivning. Såfremt det for pengeinstituttet 179 Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at der i Finanstilsynets første udkast til bekendtgørelsen overhovedet ikke eksisterede en bestemmelse, som vedrører problemstillingen vedrørende egen interesse, jfr. bilag 13 63

65 fremgår, at forhold, der rådgives om kan have væsentlig økonomisk betydning for en persons mulighed for at modtage tilskud eller andre økonomiske fordele, skal pengeinstituttet medtage dette i rådgivningen eller henvise kunden til at søge nærmere oplysning hos rette vedkommende. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at der i rådgivningen tages højde for relevante skatteregler og muligheden for at opnå offentlige tilskud. Vejledningen uddyber, at det i henhold til skatteforhold vil være relevant at oplyse om muligheden for fradrag ved indbetaling og beskatning ved udbetaling af livs- og pensionsforsikring. I sag nr. 228/2003 behandlede Pengeinstitutankenævnet problemstillingen angående skattemæssige konsekvenser og fandt at det måtte anses for en faglig fejl, at kunden ikke blev gjort opmærksom på, at salg af aktier kunne udløse en beskatning. Pengeinstitutankenævnets kendelse er en tydeliggørelse af, at der deslige i forbindelse med salg af aktier påhviler pengeinstituttet en pligt til at oplyse om risikoen for beskatning. I sag nr. 209/1997 ophævede kunden, som følge af førtidspensionering, sin pensioneringsordning hos pengeinstituttet. Kunden havde oplyst, at han gerne ville fortsætte med at indbetale på ordningen, hvortil rådgiveren korrekt havde oplyst, at konsekvensen heraf ville være, at ordningen først kunne hæves, når kunden fyldte 60 år. Ordningen ville herefter blive ophævet. Rådgiveren oplyste ikke kunden, at hans førtidspension ville blive reduceret, såfremt han ikke fortsatte med at indbetale til en pensionsordning. Da kunden ikke oplyste skattevæsnet om ophøret af overførslen til pensionsordningen blev denne i april 1997 anmodet om at tilbagebetale for meget udbetalt førtidspension på kr Pengeinstitutankenævnet fandt, at pengeinstituttet var ansvarlig for kundens tab i forbindelse med, at han stoppede indbetalingerne på pensionsordningen, da pengeinstituttet burde have informeret kunden om risikoen for nedsættelse af førtidspension, hvis pensionsordningen ophørte. Da der påhvilede kunden en pligt til selv at oplyse de sociale myndigheder om ændringer i indkomst- og formueforhold eksisterede der til dels egen skyld og Pengeinstitutankenævnet nedsatte erstatningen til kr Det fremgår af 10, at skattemæssige konsekvenser og samspilsproblemer skal medtages i rådgivningen, men spørgsmålet er, om der skal rådgives vedrørende skattemæssige konsekvenser og samspilsproblemer, når rådgiveren er opmærksom herpå, eller om der påhviler rådgiveren en pligt til altid at afdække risikoen for disse? Ifølge vejledningen påhviler det ikke rådgiveren at søge at afdække risikoen i henhold til samspilsproblemer, da 10, stk. 2 vedrører rådgivning om de offentlig tilskud, som den finansielle virksomhed kan forventes selv at blive opmærksom på. Bekendtgørelsen og vejledningen er tavse for hvad angår rådgiverens pligt til at afdække risikoen for skattemæssige konsekvenser. I stedet for, som vejledningen anfører, at give generelle oplysninger om disse problemstillinger, ville en pligt, til aktivt at søge at afdække risikoen for skattemæssige konsekvenser 64

66 og samspilsproblemer, med udgangspunkt i den enkelte kundes forhold, mindske risikoen for, at disse problemer opstår i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder Den sidste bestemmelse i kapitel 3 er: 11. En finansiel virksomhed skal oplyse en kunde om de sikkerhedsforanstaltninger, der bør iagttages ved et givent produkt eller ydelse, herunder hvilke sikkerhedsmæssige krav kunden skal efterleve, og hvilket ansvar kunden kan ifalde ved tredjemands misbrug. 11 i bekendtgørelsen er en pendant til punkt 9 i de etiske retningslinjer, som lyder som følgende: Som et led i rådgivningen skal pengeinstituttet sørge for, at kunden er orienteret om de sikkerhedsforanstaltninger, der bør iagttages vedrørende pengeinstitutprodukter. 11 er udvidet i henhold til de etiske retningslinjers punkt 9. Det påhviler således pengeinstituttet at oplyse om de sikkerhedsmæssige krav, som kunden skal efterleve, samt hvilket ansvar kunden kan ifalde ved tredjemands misbrug. Vejledningen fastslår, at der til forskel for begrebet risici forbundet med en disposition i 5, stk. 1 er tale om mere praktiske forhold. Dette kan være at forsyne sin bankbog med mærke eller at opbevare sin PIN-kode andetsteds end sammen med Dankortet. Kravene til, at pengeinstituttets rådgivning vedrørende sikkerhed er således forbedret, da der stilles øgede krav til omfanget af oplysningerne. Der er anlagt utallige sager ved Pengeinstitutankenævnet angående rettidig anmeldelse af bortkomst af Dankort, hvor kunderne ender med hæfte for misbrug. 180 Det kan derfor konkluderes, at det er af stor betydning, at kunden udtrykkeligt gøres opmærksom på, at spærring af Dankort skal ske uden ugrundet ophold efter kortet opdages forsvundet eller stjålet. Hvis det påhviler pengeinstituttet, at gøre kunden særskilt opmærksom på forholdet omkring rettidig anmeldelse af bortkomst, vil det være et vigtigt skridt i retningen af at sikre en øget forbrugerbeskyttelse. Da Dankortet er så udbredt et betalingsmiddel, synes der at være særlig grund til at indføre specielle regler om oplysning om sikkerhed forbundet hermed i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder Kapitel 4 fastsætter særlige regler for pengeinstitutter og indeholder én bestemmelse: 180 Eksempelvis sag nr. 68/2000, Sag nr. 355/2001, Sag nr. 21/2002, Sag nr. 227/2003, Sag nr. 329/2003, Sag nr. 445/2003, Sag nr. 155/

67 12. En finansiel virksomhed kan ikke uden en individuel og saglig begrundelse nægte at oprette en almindelig indlånskonto. Begrundelsen skal på anmodning gives i papirformat eller på andet varigt medium. Der eksisterer ingen lignende bestemmelse i de etiske retningslinjer. Man kan af vejledningen læse, at der her er tale om et offentligretligt krav til pengeinstitutterne om at oprette en almindelig indlånskonto, medmindre der eksisterer en saglig individuel saglig begrundelse for at nægte dette, men bestemmelsen giver ikke en egentlig civilretlig kontraheringspligt. Som det er tilfældet med 4, stk. 5, er 12 ligeledes en udmøntning af de rettigheder, der allerede er fastslået gennem praksis. I sag nr. 295/1991 fastslog Pengeinstitutankenævnet at: Ankenævnet finder dog anledning til at bemærke, at et pengeinstitut efter nævnets opfattelse normalt bør oprette en indlånskonto for en person, der måtte ønske det, med mindre der foreligger en rimelig og saglig begrundelse for at afvise anmodningen herom. Det blev således allerede tilbage i 1991 fastslået, at et pengeinstitut ikke uden saglig begrundelse kan nægte en kunde at oprette en indlånskonto, hvorfor bestemmelsen i sig selv ikke er medvirkende til en øget forbrugerbeskyttelse. I vejledningen fastslås det, at kriteriet saglig begrundelse skal forstås i overensstemmelse med Pengeinstitutankenævnets praksis på området. I sag nr. 295/1991 nægtede pengeinstituttet at oprette en indlånskonto under henvisning til, at kunden havde for få bevægelser på hendes nuværende konto, hvilket Pengeinstitutankenævnet naturligvis ikke kunne anså for en saglig begrundelse. Det modsatte resultat kom Pengeinstitutankenævnet frem til i sag nr. 467/2003, hvor pengeinstituttet ikke kunne kritiseres for at afslå at åbne en indlånskonto for kunden, da pengeinstituttets forretningskoncept ikke omfatter oprettelse af sædvanlige indlånskonti for private. Som eksempel i vejledningen nævnes, hvis kunden optræder anstødeligt eller er til gene for pengeinstituttets øvrige kunder eller ansatte. Ifølge 12 gælder retten kun for privatkunder under hensyn til, at de som lønmodtagere eller modtagere af offentlige ydelser har behov for en sådan konto for at modtage løn og andre ydelser. Det påhviler ikke pengeinstituttet at knytte kreditfaciliteter eller andre ydelser til kontoen i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder Kapitel 5 i bekendtgørelsen indeholder særlige regler for pengeinstitutter samt værdipapirhandlere og består af 13, som har følgende ordlyd: 66

68 13. Såfremt et pengeinstitut eller en værdipapirhandler anbefaler eller medvirker til særligt risikofyldte investeringer, skal der i samarbejde med kunden foretages en omhyggelig vurdering af kundens muligheder for at bære et eventuelt tab. Stk. 2. Forespørger en kunde på eget initiativ et pengeinstitut eller en værdipapirhandler om en investering eller finansiering af en investering, hvis konsekvenser overstiger kundens økonomiske formåen, skal pengeinstituttet eller værdipapirhandleren fraråde en sådan disposition. Bestemmelsen er formuleret meget lig de etiske retningslinjers punkt 10, pkt.: Hvor pengeinstituttet anbefaler eller medvirker til særlig risikofyldte investeringer, skal der i samarbejde med kunden være foretaget en omhyggelig vurdering af kundens mulighed for at bære et deraf følgende tab. Der bør i disse situationer udvises s ærlig tilbageholdenhed med at tilbyde lånefinansiering. Såfremt en kunde på eget initiativ forespørger pengeinstituttet om investering eller finansiering af investeringer, hvis konsekvenser kan overstige kundens formåen, påhviler der pengeinstituttet pligt til at fraråde en sådan investering. Efter omstændighederne bør pengeinstituttet afstå fra at medvirke til investeringer, der er særligt risikofyldte eller som overstiger kundens formåen. Man kan ved sammenligning mellem de etiske retningslinjers punkt 10, pkt. og 13 se, at bekendtgørelsen er gjort lempeligere. Pengeinstitutterne opfordres ikke længere til at vise særlig tilbageholdenhed i forbindelse med at tilbyde lånefinansiering ved særligt risikofyldte investeringer og helt afstå fra at medvirke til sådanne. Forbrugerbeskyttelsen er derfor ikke styrket, men derimod svækket. Juul taler om det klassiske spørgsmål om, hvor formynderisk et pengeinstitut skal være. 181 Han refererer til den utrykte dom VLD af 18. juni 1997 (Ankesag B ) 182, hvor en låneaftale blev delvist tilsidesat i henhold til aftalelovens 36, da byretten fandt, at pengeinstituttet ikke i 181 Juul: Forbrugerbeskyttelse eller kompromisets kunst? Nogle bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse om godskik for finansielle virksomheder, s En sparekasse havde ydet et midaldrende ægtepar et lån på kr til køb af aktier og indskud af ansvarlig lånekapital i et såkaldt investeringsselskab. Selskabets idégrundlag var at skaffe aktionærerne den bedst mulige forrentning efter skat, under hensyntagen til investeringens risikoprofil. 6 måneder efter gik det galt med investeringerne, og ægteparret havde tabt halvdelen af det lånte beløb. På baggrund af dette nedlagde ægteparret påstand om at blive frigjort for gældsforpligtelsen, da ægteparret primært henviste til, at sparekassen havde tilsidesat den pligt der følger af bank- og sparekasseloven, om at drive virksomhed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis, herunder at sparekassen havde forsømt sin pligt til at rådgive ægteparret om den risiko der var forbundet med investeringen. Med henvisning til aftalelovens 36, blev sparekassens krav mod ægteparret nedsat med kr i byretten. Af dommens præmisser fremgår, at: efter bevisførelsen lægges det i øvrigt til grund, at det efter de [hos] sparekassen ved bevillingen af det omhandlede beløb kr foreligger følgende oplysninger om [ægteparrets] formue og indkomst måtte anses for en særdeles påfaldende stor og næppe helt forsvarlig risikovillighed fra deres side at investere så betydeligt et lånebeløb i investeringsselskabet, der med høj gearing udelukkende skulle drive virksomhed med valutaforretninger, og sparekassen findes under disse omstændigheder som professionelt pengeinstitut at have haft anledning til ved direkte henvendelse til [ægteparret] at sikre sig, at de nu også havde modtaget fornøden økonomisk rådgivning og var besjælet af så betydelig risikovillighed 67

69 tilstrækkeligt omfang havde sikret sig, at kunderne havde modtaget økonomisk rådgivning og var indforstået med risikoen ved investeringerne. Landsretten kom frem til et andet resultat, da der blev lagt vægt på, at pengeinstituttet, på baggrund af det udleverede skriftlige materiale, måtte gå ud fra, at ægteparret var bekendt med risikoen forbundet med investeringerne. Låneaftalen skulle således ikke tilsidesættes helt eller delvist i medfør af aftalelovens 36 eller kreditaftalelovens 22. Det synspunkt at det som minimum forventes, at kunderne gennemlæser udleveret materiale, synes at blive delt af Pengeinstitutankenævnet, jfr. afsnit , hvorfor der er grænser for, hvor formynderisk pengeinstitutterne skal være. Det ses ud fra vejledningen, at der ved særlig risikofyldte investeringer eksempelvis forstås investeringer, hvor der er risiko for tab af en stor del af de investerede midler - eventuelt kombineret med tab herudover som ved gearede investeringer. I forbindelse med 13, stk. 2 uddybes det i vejledningen, at denne bestemmelse ikke udelukker, at kunder løber risici i forbindelse med investeringer, men at det påhviler pengeinstituttet eller værdipapirhandleren, som den professionelle part, at gøre kunden opmærksom på relevante risici. Det er i forbindelse med 13 relevant at inddrage accept af risiko, jfr. afsnit , for det sker ofte, at Pengeinstitutankenævnet statuerer accept af risiko i sager vedrørende investeringsrådgivning, hvorfor pengeinstituttet ikke ifalder erstatningsansvar. 183 I sag nr. 301/2003 fandt Pengeinstitutankenævnet ikke pengeinstituttet erstatningsansvarlig, selvom det kunne bebrejdes pengeinstituttet, at dette ikke afslog af medvirke til det risikofyldte investeringsarrangement, jfr. 13 i bekendtgørelsen. Investeringsarrangementet blev etableret på kundens eget initiativ og denne måtte indse, at der var en væsentlig risiko for tab. Sag nr. 301/2003 er et tydelig eksempel på, at overtrædelse af bekendtgørelsen ikke har en nævneværdig effekt på de civilretlige spørgsmål for så vidt angår de sager, som har været forlagt Pengeinstitutankenævnet. Det samme gør sig gældende i den lignende sag nr. 141/ i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder 17 er den ene ud af to bestemmelser, som udgør kapitel 7 og indeholder særlige regler om brug af kautionister og oplysningsforpligtelser for penge- og realkreditinstitutter. Den lyder som følger: 183 Eksempelvis sag nr. 57/2004, sag nr. 111/2004, sag nr. 215/2004 og sag nr. 232/

70 17. Et institut må ikke medvirke til ydelse af lån mod kaution, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi. Stk. 2. Inden der indgås aftale om en kautionsforpligtelse, skal instituttet sikre sig, at kautionisten er informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionistforpligtelsen. Stk. 3. Kautionisten skal én gang om året modtage oplysninger fra instituttet om størrelsen af det låneengagement, for hvilket kautionistforpligtelsen består. Der findes ingen tilsvarende i de etiske retningslinjer, men der blev som supplement til de etiske retningslinjer truffet aftale om vedrørende kaution: 184 Ved ydelse af et lån, hvor kaution er nødvendig skal pengeinstituttet sikre sig, at kautionisten har forstået indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen. Desuden bør pengeinstituttet ikke medvirke til ydelse af et lån mod kaution, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi. Pengeinstituttet skal udvise særlig tilbageholdenhed i de tilfælde hvor kautionisten har en almindelig eller beskeden økonomi. Det er således ikke længere eksplicit, at pengeinstituttet skal udvise særlig tilbageholdenhed i de tilfælde, hvor kautionisten har en almindelig eller beskeden økonomi. Dette ligger dog implicit i 17, stk. 1, hvorfor det ikke giver anledning til yderligere kommentarer. Hvornår der foreligger et misforhold beror på en konkret vurdering med udgangspunkt i oplysninger om kautionistens økonomiske situation og kautionsforpligtelsens størrelse. I sag nr. 58/1999 fandt tre af Pengeinstitutankenævnets fem medlemmer, at kautionserklæringen skulle gøres gældende, selvom det medførte at kunderne påtog sig forpligtelser, som oversteg deres økonomiske formåen. Det forhold, at pengeinstituttet måtte indse, at kundens midler stammede fra en invalideerstatning, afskar ikke pengeinstituttet for at modtage sikkerhedsstillelse fra kunderne, da disse var indforstået med konsekvenserne. Mindretallet fandt, at da den ene kautionist var dement og modtog førtidspension og den anden tidligere rengøringsassistent og nu førtidspensionist uden økonomisk indsigt og erfaring skulle kautionserklæringen ikke gøres gældende, da de vurderede at kautionisterne ikke havde forstået kautionsforpligtelsen. Ydermere burde pengeinstituttet have lagt vægt på at sikkerhedsstillelsen stammede fra en invalideringserstatning. Da begge er pensionister stod kautionserklæringen i klart misforhold til deres økonomi. I henhold til 17, stk. 1 er det afgørende, om kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionisternes økonomiske formåen. Da kautionen blev gjort gældende i sag nr. 58/1999 anløb den kr Pengeinstitutankenævnsmedlemmerne var delte i spørgsmålet om kautionserklæringen skulle 184 Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning af 6. juni 1994, bilag 7, s

71 tilsidesættes, men flertallet lagde vægt på, at kunderne var indforståede med konsekvenserne af de påtagne pligter. Flertallet kommenterede ikke et eventuelt økonomisk misforhold til kautionsforpligtelsen, men konstaterede blot, at det ikke var afgørende, hvorvidt kautionistens midler stammede fra en invalideerstatning. Størrelsen på værdipapirdepotet oplyses desværre ikke, men det kan, som flertallet anfører, anses for irrelevant, at midlerne stammer fra en invalideerstatning, hvis blot det giver tilstrækkelig dækning. I tilfælde af værdipapirdepotet kun vil dække en mindre del af kautionsforpligtelsen, kan man, som mindretallet, dog argumentere for, at kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionisternes økonomi i et sådan omfang, at kautionsforpligtelsen må tilsidesættes, da kunderne har en beskeden indkomst. 17, stk. 2 skal sikre, at kautionisten kan træffe sin beslutning på et fyldestgørende grundlag, hvilket ligeledes var omfattet af aftalen vedrørende kaution. Kautionisten skal sikres information om, hvad kautionen indebærer, og hvilke forhold, der kan udløse kautionistens forpligtelse, jfr. vejledningen. Vejledningen fastslår endvidere, at pengeinstituttet kan opfylde informationskravet ved at udlevere den pjece om kaution, som Forbrugerombudsmanden og Finansrådet har udarbejdet. I sag nr. 88/2004 gjorde kunden indsigelser for en kautionsforpligtelse. Kunden havde tidligere kautioneret for en trækningsret på kr på svigerdatterens kassekredit og havde nu indvilget i at kautionere for en yderligere trækningsret på det samme beløb. Pengeinstituttet havde affattet kautionserklæringen således kautionisten kom til at kautionere for hele svigerdatterens kassekredit. Pengeinstitutankenævnet fandt, at pengeinstituttet ikke kunne gøre kautionsforpligtelsen gældende, da kunden ikke blev gjort opmærksom på, at der var ændret i kautionserklæringen. Det fik således afgørende betydning for sagens udfald, at pengeinstituttet ikke havde iagttaget deres oplysningspligt i henhold til 17, stk , stk. 3 skal sikre, at kautionisten har mulighed for at følge udviklingen i det låneengagement, der kautioneres for. Hermed kan kautionisten være forberedt i tilfælde af, at kautionen bliver gjort effektiv, jfr. vejledningen. Bestemmelsen er ny i henhold til aftalen vedrørende kaution, men indholdet af 17, stk. 3 er allerede reguleret i 48, stk. 7 i lov om finansiel virksomhed, hvorfor pengeinstitutkunden ikke sikres yderligere, end det var tilfældet før bekendtgørelsen trådte i kraft. 70

72 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder Den sidste bestemmelse i kapitel 7 er 18: 18. Senest et år efter afholdelsen af en tvangsauktion over en ejendom, skal et institut, der har et udækket pantebrev på tvangsauktion, skriftligt oplyse kunden om, hvorvidt instituttet vil gøre kravet gældende mod kunden og i givet fald fremsende en opgørelse over kravets størrelse. Stk. 2. Instituttet skal hvert andet år fremsende en påmindelse til kunden om kravet efter stk.1. Der findes ingen lignende bestemmelser i de etiske retningslinjer, hvorfor det som udgangspunkt må siges at komme forbrugerne til gavn, at det anses for god skik, at pengeinstitutterne oplyser om intentionen om at gøre udækkede krav gældende. Det følger imidlertid af Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i realkreditinstitutter 185 punkt 9, at: Senest en måned efter afholdelse af tvangsauktion, skal realkreditinstituttet skriftligt give meddelelse til skyldneren om, hvorvidt der gøres krav gældende mod låntageren i henhold til den personlige hæftelse og i givet fald fremsende en opgørelse over kravets størrelse, samtidig med oplysning om mulighederne for reduktion af kravet i forbindelse med senere salg af ejendommen Indholdet af 18, stk. 1 er således omfattet af Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i realkreditinstitutter, hvorfor det ikke kan betegnes som nyskabende i henhold til forbrugerbeskyttelse. 18, stk. 2 er ny, og der eksisterer ingen lignende i de etiske retningslinjer eller andet sted. Ifølge vejledningen er pengeinstituttet ikke forpligtet til at fremsende en påmindelse, hvis denne årligt foretager indberetning af det skyldige beløb til skattemyndighederne i henhold til skattekontrolloven, såfremt oplysning om det indberettede sendes til debitor. Det fastslås, at hvis pengeinstituttet undlader at meddele debitor, at det ufyldestgjorte krav fastholdes eller ikke sender en påmindelse, vil det ikke medføre, at pengeinstituttet er afskåret fra at gøre kravet gældende, da spørgsmålet om forældelse følger efter dansk rets almindelige regler om ophør af fordringer. Pantebreve i fast ejendom omfattes af DL , hvilket betyder, at der gælder en 20-års forældelsesfrist fra tidspunktet for stiftelsen af pantebrevet. 186 Det er således et spørgsmål, om bestemmelsen har en reel betydning for forbrugerbeskyttelsen, da pengeinstituttet ikke mister sit krav mod kunden, hvis fristerne i 18 ikke overholdes. 185 Forbrugerombudsmanden: Retningslinjer om etik i realkreditinstitutter 186 Eyben, Mortensen og Sørensen: Lærebog i obligationsret 2, s

73 og 36 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder Kapitel 11 indeholder bestemmelser om tilsyn og straf og består af to bestemmelser: 35. Finanstilsynet kan, jf. 348, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed, give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med 2, 3, 4, stk. 1 og 3-5, 5, stk. 2-4, 6, stk. 1, 7-13, 14, stk. 1, 15-20, 21, stk. 1 og 3, 22-32, 33, 1. og 2. pkt. og 34. Stk. 2. Inden Finanstilsynet træffer afgørelser i sager om god skik, skal Finanstilsynet indhente en redegørelse fra virksomheden. 36. Med bøde straffes den, der undlader at efterkomme påbud efter 35, stk. 2. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Når man sammenligner bekendtgørelse nr. 604 af 26. juni 2003 om god skik for finansielle virksomheder med bekendtgørelse nr af 27. oktober 2004 om god skik for finansielle virksomheder i henhold til bestemmelser, der direkte vedrører pengeinstitutvirksomhed, er det udelukkende i 35 der er sket nævneværdige ændringer. 187 I bekendtgørelse nr. 604 af 26. juni 2003 om god skik for finansielle virksomheder kunne Finanstilsynet give påbud om berigtigelse af forhold som var i strid med 2 og kapitel Det er således efterfølgende blevet yderligere præciseret, hvilke bestemmelser Finanstilsynet kan give påbud vedrørende. I henhold til 35, stk. 1 eksisterede der ingen lignende bestemmelse i de etiske retningslinjer, men dette betyder ikke at Finanstilsynets kompetence til at sanktionere en overtrædelse af god skik er ny. Finanstilsynet kan i henhold til 348, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med 43 i lov om finansiel virksomhed. Den sidste ændring ved sammenligning mellem de to bekendtgørelser er indførelsen af 35, stk. 2, som præciserer, at Finanstilsynet skal bede den finansielle virksomhed om en redegørelse, inden der træffes afgørelse i en sag om overtrædelse af bekendtgørelsens bestemmelser. Ifølge vejledningen er formålet at sikre, at den finansielle virksomhed får mulighed for at kommentere Finanstilsynets 187 Der er i alt sket tre ændringer. Den første er i 4, stk. 1, 3. pkt., hvor der efter ydet er indføjet individuel og de resterende er i Versionen indeholdte ikke et kapitel med særlige regler for investeringsforvaltningsselskaber og derfor var der kun 9 kapitler 72

74 afgørelsesgrundlag, inden der træffes en afgørelse i sager om god skik. Det anføres, at der er tale om en præcisering af den generelle pligt til partshøring, jfr. forvaltningslovens 19, og 35, stk. 2 er således blot en nedfældning, at en allerede eksisterende praksis. Efter bekendtgørelsens 36, stk. 1 kan den finansielle virksomhed, som ikke efterkommer et påbud efter 35, stk. 1, straffes med bøde. Der findes ingen lignende bestemmelse i de etiske retningslinjer, men sanktionsmuligheden fremgår deslige af 373, stk. 3 i lov om finansiel virksomhed, hvor en finansiel virksomhed straffes med bøde, såfremt denne ikke efterkommer et påbud i henhold til 348, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed. Sanktionsmuligheden har på nuværende tidspunkt ikke været anvendt, 189 hvilket betyder, at de finansielle virksomheder uden undtagelse efterkommer de påbud, som Finanstilsynet pålægger dem efter endt sagsbehandling. Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at det formentligt ikke er frygten for bødestraf 190, der sikrer, at de finansielle virksomheder efterkommer påbudene. Det er sandsynligvis i højere grad risikoen for dårlig omtale i den finansielle sektor og i medierne. Skulle man have skabt større forbrugerbeskyttelse og øget incitament til at efterkomme bekendtgørelsen, skulle man have pålagt enhver overtrædelse en bødestraf. I så fald ville der have været et større incitament til at efterkomme reglerne. Men med de nuværende regler kan man lidt firkantet sige, at det stadig er truslen om dårlig omtale og ønsket om at drive en hæderlig forretning, der primært får de finansielle virksomheder til at efterleve reglerne. Risikoen for bøde eksisterer ikke så længe den finansielle virksomhed efterlever eventuelle påbud. Når det statistiske materiale 191 vedrørende god skik fra Finanstilsynet analyseres, er det vigtig at være opmærksom på, at det ikke udelukkende er sager om god skik i forbindelse med bekendtgørelsen, men deslige god skik sager i henhold til lov om finansiel virksomhed, som behandles. Afvigelser ved sammenligning af det statistiske materiale fra 2003 og 2004 må dog skyldes bekendtgørelsen, da der ingen ændringer er sket i lov om finansiel virksomhed i samme periode. I 2003 behandlede Finanstilsynet 78 sager om god skik (herunder 55 sager om pengeinstitutter), og det samme tal for 2004 er 143 (herunder 90 om pengeinstitutter). 192 Det betyder, at Finanstilsynet modtog 83,33 % flere sager vedrørende god skik i 2004 end det var tilfældet i Stigningen er markant og må uden tvivl 189 Oplyst af Dorte Christensen, Fuldmægtig ved Finanstilsynet, via telefonisk kontakt den 15. marts Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at få oplyst i hvilken størrelsesorden bøderne kan tænkes at blive eller hvilke faktorer, som kan være afgørende for størrelsen. Oplyst af Dorte Christensen, Fuldmægtig ved Finanstilsynet, via telefonisk kontakt den 15. marts Statistisk materiale fundet på Det er desværre i meget begrænset omfang det statistiske materiale er opdelt på virksomhedstype, hvorfor den resterende del af behandlingen af det statiske materiale er for finansielle virksomheder generelt 73

75 skyldes, at Finanstilsynet i henhold til 35, stk. 1 kan give påbud om forhold, som strider imod de opremsede bestemmelser i 35, stk. 1. Tallene er dog mest interessante, hvis det samtidig klarlægges, hvorvidt udfaldet af Finanstilsynets sagsbehandling er ændret. I 2003 henviste Finanstilsynet 41 sager (52 %) til finansielle ankenævn. I 2004 var dette 62 sager (43 %). Der viser sig, at der ikke er sket en bemærkelsesværdig ændring i antallet af sager, som klageren burde have anlagt direkte ved de finansielle ankenævn. Faldet på 9 % - point skyldes formentligt, at det i 35, stk. 1 tydeligt opremses, hvilke forhold Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af. Kategorien god skik i øvrigt dækker over sager, hvor Finanstilsynet har orienteret klager om lovgivningen eller gældende praksis, samt anonyme henvendelser. I 2003 var der 20 sager af denne type (26 %). Dette var i 2004 steget til 58 sager (41 %). Årsagen er formentlig, at der i forbindelse med, at bekendtgørelsen trådte i kraft, er skabt et naturligt behov for oplysning omkring de nærmere forhold omkring bekendtgørelsen og dens betydning for sager hos Finanstilsynet. De sidste kategorier er de mest interessante, idet de fortæller noget om bekendtgørelsen betydning for udfaldet af de sager, som anlægges ved Finanstilsynet. I 2003 resulterede de 78 sager ved Finanstilsynet i 17 reelle sager om god skik, hvor Finanstilsynet tog stilling til om, hvorvidt den finansielle virksomhed havde handlet i overensstemmelse med god skik. I 2004 resulterede de 148 sager i 23 reelle sager om god skik. Antallet af sager, der ender med en faktisk sagsbehandling er begrænset. I 2003 endte 4 af de 17 sager med, at Finanstilsynet gav påbud om ændring af praksis, og i de resterende sager fandt Finanstilsynet, at god skik var overholdt. I 2004 fandt Finanstilsynet, at der i 11 tilfælde var grundlag for at give påbud. Den procentvise andel af reelle sager er således faldet fra 22 % til 16 %. Hvor omkring hver tredje sag endte i påbud i 2003, er det i 2004 hver anden sag, der endte i et påbud. Det kan være nærliggende at konkludere at stigningen er udtryk for, at Finanstilsynet i kraft af bekendtgørelsen har anlagt en strengere linje i dets bedømmelse. Det statistiske materiale er desværre begrænset til to år, og bekendtgørelsens levetid så kort, at det er umuligt at anvende det til mere grundlæggende slutninger, hvorfor konklusionerne skal tiltrædes med forbehold Sammenfatning og refleksion Ændringer Da formålet med bekendtgørelsen er at sikre en øget beskyttelse af de finansielle forbrugere er det interessant at undersøge, hvilke nye bestemmelser der eksisterer i bekendtgørelsen, da dette kan få afgørende betydning i vurderingen af, om forbrugerbeskyttelsen må anses for styrket. De 74

76 bestemmelser, som konkret må anses for at medvirke til en øget forbrugerbeskyttelse, jfr. afsnit 3.2, er understreget. 1 indeholder udelukkende bestemmelser, som har til formål at fastslå bekendtgørelsens anvendelsesområde. 3 bestemmer, at den finansielle virksomhed skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder. 4, stk. 2 regulerer forholdene omkring henvisning til aftalevilkår og 4, stk. 3 og 4 retten til at foretage ændringer i renter, gebyrer, bidrag eller andet vederlag. 4, stk. 5 fastlægger betingelser for opsigelse af aftaler. 5, stk. 2, 1. pkt. fastslår, at en finansiel virksomhed skal yde rådgivning på kundens anmodning, hvilket deslige fremgik at kommentarerne til punkt 2 i de etiske retningslinjer og 5, stk. 4, 2. pkt. fastslår, at stk. 4, 1. pkt. kun gælder produkter, som ingen tilknytning har til værdipapirhandel. 6, stk. 3 fastslår, at den finansielle virksomhed kan lægge kundens oplysninger til grund, medmindre de er åbenlyse urigtige. 12 bestemmer, at et pengeinstitut uden individuel og saglig grund ikke kan nægte at oprette en almindelig indlånskonto. 18, stk. 2 bestemmer, at pengeinstituttet hvert andet år skal fremsende en påmindelse til kunden om kravet efter 18, stk. 1. Det er således udelukkende 4, stk. 3 og 4, som reelt medfører en forbedring af beskyttelsen af den finansielle forbruger, hvilket er et bemærkelsesværdigt resultat. Da formålet med bekendtgørelsen er at sikre en øget forbrugerbeskyttelse, kunne man med rette forvente, at denne havde indeholdt flere bestemmelser, som skærpede kravene til den professionelle rådgivers præstation. Når det skal konkluderes, om bekendtgørelsen har indfriet formålet, er det mindst ligeså vigtigt at undersøge, hvilke bestemmelser der er undladt i forhold til indholdet af de etiske retningslinjer. Det er reelt kun punkt 4 og punkt 7, pkt., som ikke i et andet format har fundet vej til bekendtgørelsen. Punkt 4 bestemmer, at i tilfælde af, at pengeinstituttet påtager sig at rådgive på grundlag af speciel markedskundskab eller på baggrund af særlige rådgivningskoncepter, øges kravene til kvaliteten i rådgivningen og informationen til de produkter, som indgår som grundlag. Det betyder således, at kravene til rådgivningen skærpes i takt med de signaler pengeinstituttet udsender om kompetence og formåen, jfr. kommentar til punkt 4 i de etiske retningslinjer. Dette stemmer overens med de almindeligt gældende principper for professionsansvaret, jfr. afsnit , hvorfor denne undladelse ikke er af vital betydning. Punkt 7, 3-5 pkt. er ligeledes udgået. Essensen af punkt 7, 3. pkt. er, at det i tilfælde af, at pengeinstituttet har en særlig interesse i rådgivningen, bør overvejes i henhold til hvert enkelt 75

77 kundeforhold, om den særlige interesse bør medføre, at pengeinstituttet vil undlade at rådgive, undlade at tilbyde produktet eller indskrænke sig til at afsætte det pågældende produkt eller ydelse til en afgrænset kundegruppe - eksempelvis professionelle investorer. Det er mere kritisk, at dette forhold ikke er omfattet af bekendtgørelsen, da det ikke som punkt 4 er omfattet af de almindelige principper om professionsansvaret. Årsagen til undladelsen er formentligt, at det antages at 9, hvis overholdt, sikrer forbrugeren en tilstrækkelig beskyttelse. Interessekonflikten mellem rådgiverens varetagelse af kundens henholdsvis pengeinstituttets interesser er så grundlæggende, hvorfor det er svært at forstå, at der netop her er sket en forringelse af forbrugerbeskyttelsen. Punkt 7, 4. pkt. fastslår, at en særlig interesse således skærper kravene til pengeinstituttets forsigtighed, og er derfor blot en afrunding på det foregående af punkt 7. Undladelsen heraf er derfor ikke af alvorlig karakter. Punkt 7, 5- pkt. tydeliggør pengeinstituttets oplysningspligt ved udbud af ansvarlig kapital og må anses for et levn fra fortiden, hvorfor undladelsen blot tyder på, at der her er sket en opdatering af bekendtgørelsen indhold, og at man ikke bevidstløst har overført hele indholdet fra de etiske retningslinjer til bekendtgørelsen. Slutteligt skal det bemærkes, at det på baggrund af gennemgangen af bestemmelserne i afsnit 3.2. kan konkluderes, at der i 2 og 13 ydermere er sket en forringelse af forbrugerbeskyttelsen i forhold til de etiske retningslinjer. I henhold til 2 foretages der en sondring mellem finansielle/ikke-finansielle virksomheder, hvilket ikke var tilfældet med de etiske retningslinjer, jfr. afsnit er gjort lempeligere, da pengeinstitutterne ikke længere opfordres til at vise særlig tilbageholdenhed i forbindelse med lånefinansiering ved særligt risikofyldte investeringer og helt afstå fra at medvirke til sådanne, jfr. afsnit Væsentlig forbedret forbrugerbeskyttelse Konklusionen må derfor blive, at forbrugerbeskyttelsen ikke er væsentligt forbedret, da bekendtgørelsens indhold i overvejende grad er identisk med de etiske retningslinjers, og antallet af nye bestemmelser, som reelt medfører en øget beskyttelse af forbrugeren, er yderst begrænset. Pengeinstitutternes rådgivningsansvar er derfor ikke blevet skærpet i kraft af bekendtgørelsen, da kravene til den professionelle rådgiver ikke er højnet i tilstrækkelig grad. Kristoffersen mener, at bekendtgørelsen har betydet, at den finansielle forbruger er blevet væsentlig bedre stillet. 193 I artiklen gennemgås bekendtgørelsens bestemmelser uden nogen form for kommentarer. Det er udelukkende i indledningen til artiklen, det konkluderes, at forbrugerbeskyttelsen øges. Det er således en umulighed at udlede, hvori han mener, at den øgede forbrugerbeskyttelsen 193 Kristoffersen: Regulering af god skik for finansielle virksomheder, s

78 består. Frølund og Juul finder det vanskeligt at finde belæg for Kristoffersens påstand, 194 og det samme kan konkluderes på baggrund af nærværende afhandling. I henhold til afsnit 1.3. vil manglende overholdelse af bekendtgørelsen ikke have civilretlige konsekvenser. En kunde vil ikke umiddelbart have et civilretligt krav mod pengeinstituttet, hvis dette ikke overholder bekendtgørelsens bestemmelser. 195 Bekendtgørelsens indhold vil dog have en afsmittende virkning på visse civilretlige spørgsmål og efter omstændighederne indgå i vurderingen af, om pengeinstituttet efter almindelige erstatningsregler har handlet ansvarspådragende. Der er dog stadig tale om soft law i relation til forbrugerne. Det er derfor relevant at vurdere, om Pengeinstitutankenævnet vil anvende bekendtgørelsen i højere grad, end det var tilfældet med de etiske retningslinjer. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. oktober I perioden 1. oktober og til 15. marts 2005 har Pengeinstitutankenævnet afsagt 389 kendelser, og bekendtgørelsen har været påberåbt eller anvendt i otte 197 af de afsagte kendelser. 198 Pengeinstitutankenævnet henviste til bekendtgørelsen i tre af sagerne, pengeinstituttet i en og kunderne i de resterende fire. Hvis man sammenligner de 20 tilfælde, hvor Pengeinstitutankenævnet har henvist til de etiske retningslinjer i perioden 1. oktober 1994 til 15. marts 2005 med de tre tilfælde, hvor Pengeinstitutankenævnet har henvist til bekendtgørelsen i perioden 1.oktober 2003 til 15. marts 2005, kan man konkludere, at det kun er i meget begrænset omfang, Pengeinstitutankenævnet har anvendt de etiske retningslinjer, og der er intet der tyder på, at bekendtgørelsen vil finde større anvendelse. 199 Man kan stille spørgsmålet om, hvorvidt det har haft afgørende betydning, at Forbrugerombudsmanden forholdsvis tidligt i udarbejdelsen af bekendtgørelsen fik frataget sine oprindelige beføjelser og således 194 Frølund og Juul: Regulering af god skik for finansielle virksomheder et svar, s Det skal dog bemærkes, at enhver med retlig interesse fortsat kan påberåbe sig god skik ved et civilretligt søgsmål. Markedsføringsloven finder i henhold til 1, stk. 1, sammenholdt med 1, stk. 2 ikke anvendelse, når en tvist angår en finansiel virksomhed, men det fremgår udtrykkeligt af de almindelige bemærkninger til loven, at det forudsættes, at enhver med retlig interesse vil kunne påberåbe sig god skik ved et civilt søgsmål på samme måde, som hvis området havde været reguleret efter markedsføringsloven. Frølund og Juul: Regulering af god skik for finansielle virksomheder et svar, s Dette tidsinterval er anvendt, selvom der må forventes en forsinket reaktion fra bekendtgørelsens trådte i kraft og til den optræder i Pengeinstitutankenævnets praksis 197 Sag nr. 152/2003, sag nr. 301/2003, sag nr. 356/2003, sag nr. 361/2003, sag nr. 467/2003, sag nr. 42/2004, sag nr. 88/2004 og sag nr. 141/ Til sammenligning kan nævnes, at Pengeinstitutankenævnet har anvendt eller omtalt de etiske retningslinjer 20 gange i perioden 1. oktober marts Kunden har fået medhold i 5 ud af de 20 sager. I perioden har Pengeinstitutankenævnet behandlet 9417 sager. Statistisk materiale fundet på Der skal i denne sammenhæng tages højde for det faktum, at der fra bekendtgørelsen træder i kraft 1. oktober 2003 og til det kan konkluderes, hvorvidt bekendtgørelsen har fundet øget anvendelse, skal tages højde for det faktum, at der forekommer en forsinkelse. Man kan i dette tilfælde med en periode på over et år fra bekendtgørelsen trådte i kraft dog alligevel forsigtigt konkludere på tallene 77

79 må anses for at være sat på sidelinjen i udarbejdelsen af bekendtgørelsen. Faktum er, at Forbrugerombudsmanden i forbindelse med udsendelse af de to forslag til bekendtgørelsen af henholdsvis 2. september 2002 og 28. januar 2003, jfr. afsnit forholdte sig meget kritisk. At dette er udtryk for almindelig tilbøjelighed til at kritisere noget, som man ikke selv har været medforfatter af, synes dog usandsynligt. Forbrugerombudsmanden skrev i brevet af 16. september 2002, at der var behov for bedre regler end dem, der kunne opnås enighed omkring ved revideringen af de etiske retningslinjer, da de ikke havde den nødvendige klarhed eller forbrugerbeskyttelse. 200 I denne sammenhæng kom Forbrugerombudsmanden med en række forbedringsforslag, som i stor udstrækning blev hørt. 201 Forbrugerombudsmanden udtalte i forbindelse med høringsrunden af 2. udkast i et brev af 10. februar 2003, at der stadig var behov for klarere, bedre og mere præcise regler, hvis der skulle være tale om øget forbrugerbeskyttelse. Der er således meget, der tyder på, at det har haft afgørende betydning for resultatet, at Forbrugerombudsmanden har indtaget en forholdsvis passiv rolle i udarbejdelsen af bekendtgørelsen. Lov nr. 428 af 6. juni 2002 om finansiel virksomhed blev ændret med det formål at sikre klarere kompetenceforhold og dermed en bedre forbrugerbeskyttelse, jfr. afsnit Der er muligvis sikret klarere kompetenceforhold, men lovændringen har på ingen måde betydet bedre forhold for den finansielle forbruger tværtimod! Ændringsforslag På baggrund af ovenstående kan det være aktuelt at fremkomme med ændringsforslag, som kan skærpe pengeinstitutternes rådgivningsansvar og derigennem forbedre forbrugerbeskyttelsen. Følgende vil ikke indeholde en diskussion om ordlyd og indhold af eksisterende bestemmelser, men derimod forslag til nye bestemmelser og mere generelle ændringer. Pengeinstitutternes dobbeltrolle som finansielle rådgivere og udbydere af produkter og ydelser var oprindeligt årsagen til udarbejdelsen af de etiske retningslinjer, jfr. afsnit Der opstod efterfølgende flere situationer, som nødvendiggjorde udarbejdelsen af kommentarer til de etiske retningslinjer og en revidering heraf. Det er imidlertid spændende at undersøge eksempler på 200 Forbrugerombudsmanden: God skik for finansielle virksomheder, høringssvar til Finanstilsynet af 16. september 2002, bilag 15, s Eksempelvis at oplysninger om prisdifferentiering og interessekonflikter skulle udskilles i selvstændig bestemmelse. Desuden anfægtede Forbrugerombudsmanden, at 6, stk. 2 i 1. udkast rykkede balancen mellem den finansielle virksomhed og kunden, da det herefter var kunden der selv skulle varetage sine interesser. Denne formulering blev herefter slettet 78

80 problemområder, som har været til debat, men ikke er omfattet af de etiske retningslinjer, og ej heller har fået en placering i bekendtgørelsen. 202 Spørgsmålet om oplysninger af provision eller vederlags størrelse er ikke medtaget i bekendtgørelsen. Denne form for information ville give kunden grundlag for at vurdere, i hvor høj grad rådgiverens særlige interesse må antages at spille ind på rådgivningen. Som nævnt behandler bekendtgørelsen ikke problematikken om, hvorvidt særlig interesse skal medføre, at pengeinstituttet vil undlade at rådgive, undlade at tilbyde et produkt eller indskrænke sig til at afsætte det pågældende produkt eller ydelse til en afgrænset kundegruppe, eksempelvis professionelle investorer. Den konflikt der eksisterer mellem rådgiverens varetagelse af kundens og pengeinstituttets interesser skal tages alvorlig. Mange kunder er ikke opmærksomme på, at pengeinstitutterne rent faktisk er en forretning, hvis indtjening sker på kundernes bekostning. Der er derfor brug for strenge, - men retfærdige regler, når pengeinstituttet har en særlig interesse i rådgivningens resultat. En alternativ løsning er, at der sker en reel adskillelse af markedsførings- og rådgivningsfunktionen, således kunden bliver rådgivet i afdelinger, som på ingen måde har direkte forbindelse til aftaler omkring provision eller andet vederlag. Denne løsning er dog ikke uden forhindringer, da det blandt andet kræver, at pengeinstituttet har tilstrækkeligt ansatte, før end det kan lade sig gøre. Forrentningen af større indlån tiltrækker sig ligeledes opmærksomhed. Det kunne med rette påhvile pengeinstituttet af egen drift at sikre, at svage kundegrupper ikke diskrimineres og sikres en forrentning af støre indeståender, som svarer til, hvad andre kunder med et indestående af tilsvarende karakter kunne opnå ved henvendelse til pengeinstituttet. Det forekommer, at ældre mennesker har større kontante indeståender på uberørte lavt forrentet konti uden påviselig grund, og uden at kunderne ønsker at lade sig rådgive om en alternativ og mere fordelagtig placering af indeståender. Det fremgår af 5, stk. 2 i bekendtgørelsen, at pengeinstituttet skal rådgive, hvor omstændighederne tilsiger, der er behov, men, jfr. vejledningen, skal dette ske, når rådgivningsbehovet viser sig i forbindelse med anden kontakt med pengeinstituttet. Det forholder sig dog sådan, at ældre mennesker af den type, som har store indeståender på lavt forrentede konti, ofte udelukkende har kontakt med kassereren i pengeinstituttet, når disse et par gange om måneden skal hæve kontanter, hvilket ikke umiddelbart giver anledning til rådgivning. Løsningen kunne være en handlingspligt, således denne type kunder på pengeinstituttets initiativ blev præsenteret for alternative placeringsmuligheder af deres opsparede midler - et synspunkt, der deles med Peter Nedergaard Enkelte af disse eksempler har ikke direkte relevans i henhold til rådgivning, men de er alligevel medtaget i gennemgangen, fordi de har betydning for forbrugerbeskyttelsen i relation til general pengeinstitutvirksomhed 203 Erhvervsministeriet: Betænkning nr. 1362/1998, afsnit

81 Flyttegebyrer hæmmer pengeinstitutkundernes mobilitet, hvorfor usaglige og urimelige omkostningsmæssige barrierer for pengeinstitutskifte ikke bør opkræves af kunderne. Derfor kunne der med rette tilføjes en bestemmelse i bekendtgørelsen, som fastslog, at det ikke ansås for at være i overensstemmende med god skik, at pengeinstitutterne beregnede sig et gebyr ved flytning af sædvanlige ind- og udlånskonti eller lignende. Hvis en flytning udløser afgifter til det offentlige, er pengeinstituttet berettiget til at kræve beløbet dækket af kunden, hvis pengeinstituttet ved modtagelsen af flytteanmodningen har gjort kunden opmærksom på udgiften. Ved flytning af andre konti og opgørelse og flytning af depoter er pengeinstituttet kun tilladt til at opkræve flyttegebyr, hvis dette fremgår af aftalen. Gebyret må ikke overstige pengeinstituttets rimelige omkostninger ved flytningen. Set i lyset af afhandlingens redegørelse kunne kravene til de finansielle virksomheder med hensyn til skriftlighed med rette have været skærpet. Problemstillingen vedrørende skriftlighed har været kendt i mange år, jfr. afsnit , hvorfor det kan give anledning til forundring, at man med bekendtgørelsen ikke i højere grad har fokus på at løse problemet. I vejledningen gives et par eksempler på, hvad der forstås ved væsentlige forudsætninger, men da vejledningen formelt set ikke er bindende, bliver indholdet alene af informerende eller henstillende karakter. Da Pengeinstitutankenævnet udelukkende har skriftlig sagsbehandling er det særdeles afgørende for en sags udfald, hvilket skriftligt materiale der foreligger, hvorfor kravet om skriftlighed med rette kunne være præciseret og udvidet. Juul mener, at et pengeinstitut i høj grad opfattes som en halvoffentlig institution af de fleste kunder, hvormed det ville være en nærliggende løsning at indføre notatpligt svarende til forvaltningslovens. 204 Spørgsmålet om bevisbyrde hænger tæt sammen med spørgsmålet om skriftlighed, da skriftlighed ikke løser problemstillingen alene, hvorfor det er relevant at nævne i denne sammenhæng, jfr. afsnit 2.4. Bekendtgørelsen indeholder ingen bestemmelser om, hvem der har bevisbyrden, ej heller om retsvirkningen af manglende skriftlighed. Man kan diskutere om tiden ikke er inde til at pålægge pengeinstitutterne bevisbyrden, hvilket vil give 4 i bekendtgørelsen mening, da det herefter ville være op til den finansielle virksomhed at afgøre hvilke aftaler, der skal nedfældes på skrift, da det således er den finansielle virksomhed, der selv må bære risikoen for den manglende dokumentation. 205 Som det forholder sig på nuværende tidspunkt, er det pengeinstituttet, der i princippet har ansvaret for 204 Juul: Forbrugerbeskyttelse eller kompromisets kunst? Nogle bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse om godskik for finansielle virksomheder, s Frølund og Juul: Regulering af god skik for finansielle virksomheder et svar, s

82 sikring af den skriftlige dokumentation, som kunden skal vinde sin sag på baggrund af, hvilket må siges at give anledning til eftertanke. En realistisk og retfærdig løsning på problemet vedrørende bevisbyrdeproblematikken kunne være at indføre (eller lovfæste) omvendt bevisbyrde vedrørende fejl og forsømmelser i visse situationer. Hvor pengeinstituttet eksempelvis har en særlig interesse i rådgivningens resultat, ville det være rimeligt, at det påhvilede pengeinstituttet at godtgøre, at rådgiveren havde opfyldt sine pligter i henhold til 9 i bekendtgørelsen. Slutteligt skal muligheden for lovgivning nævnes. Lynge Andersens og Møgelvang-Hansens principielle udgangspunkt i 2001 var, at der burde ske lovgivning på rådgivningsområdet, hvis man ikke nåede frem til klare, mere håndfaste og operationelle retningslinjer. 206 Juul mener, at forbrugerne vil være bedre tjent med en række konkrete regler frem for en række bløde formuleringer, som lægger op til endeløse fortolkninger. Det må samtidig være i pengeinstitutternes interesse at få klare regler, som kan formidles til de ansatte på en forståelig måde i stedet for en bekendtgørelse, som kun får liv igennem vejledningen. Han anfører i denne forbindelse, at Moses klarede sig med ti bud på Sinai-bjerget og finder det påfaldende, at pengeinstitutterne har brug for en generalklausul, en bekendtgørelse og en vejledning for at få fastlagt de elementære spilleregler. 207 Der synes ikke at være grund til lovgivning, hvis formålet er at nedskrive de almindelige erstatningsretlige principper i henhold til professionsansvaret. Det kan uden lovhjemmel fastslås, at den, der professionelt yder rådgivning, er omfattet af professionsansvaret. Hvis man derimod ønsker at opstille videregående krav til rådgivningen og dermed supplere 43 i lov om finansiel virksomhed, er lovgivning en mulighed. Set i lyset af bekendtgørelsens formål kunne det have været nærliggende at implementere bekendtgørelsens indhold i loven og således ikke i en bekendtgørelse. Dette vil betyde, at kunden vil have et civilretligt krav, hvis en finansiel virksomhed ikke overholder bekendtgørelsen Muligheden for øget forbrugerbeskyttelse Slutteligt er det relevant at vurdere, hvorvidt øget forbrugerbeskyttelse reelt er en mulighed i praksis. Den forbrugerpolitiske scene befolkes af en række offentlige og private aktører, som alle har forskellige opgaver at varetage og forskellige interesser at pleje, hvilket tydeligt kommer til udtryk i 206 Lynge Andersen og Møgelvang-Hansen: Udredning om bedre privatkundebeskyttelse, s Juul: Forbrugerbeskyttelse eller kompromisets kunst? Nogle bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse om godskik for finansielle virksomheder, s

83 afsnit 3.1. På trods af forskelle i synsvinkler og prioriteringer er det centrale udgangspunkt, at markedet ikke er tilstrækkeligt til at løse komplicerede forbrugerpolitiske problemer. Det offentlige må i et eller andet omfang sikre et acceptabelt niveau af forbrugerbeskyttelse. 208 Pengeinstitutsektoren har forholdt sig kritisk over for udvidet regulering, da de har frygtet, at forhold, som ikke tidligere har været genstand for politisk interesse, bliver inddraget i forbrugerpolitikken. Alligevel har pengeinstitutterne indset, at det er umuligt at undgå eller afvise regulering og medvirket til kompromiser, og forbrugerne har derfor ikke fået deres synspunkter til fulde opfyldt i gennemført i regulering. 209 Graden af forbrugerbeskyttelse afhænger i høj grad af finanssektorens velvillighed og den politiske interesse i at sætte mere detaljerede rammer og regler. Generelt orienterer højre side af folketinget sig mod gruppen af erhvervsorganisationer, mens venstre side i større grad tager forbrugerorganisationernes parti. Det er alligevel usandsynligt, at et regeringsskifte vil betyde større fokus på forbrugerpolitikken, da det spiller en beskeden rolle i partiernes strategier om regeringsmagten. 210 Det må derfor betegnes som overraskende, at den nuværende regering med Bendt Bendtsen som Økonomi- og Erhvervsminister, i 2003 offentliggjorde den planlagte fornyelse af forbrugerpolitikken i Danmark, jfr. afsnit 1. Regulering af forbrugerbeskyttelsen kan dog ikke forhindre konflikter, og mange problemstillinger vil forblive uløste. Forbedring af forbrugernes stilling er ikke en given og uforanderlig størrelse, hvorfor det er vigtigt, at der sker en løbende revidering af denne. Det er dog ikke uden vanskeligheder at skabe ændringer i forbrugerpolitikken, da der eksisterer grundlæggende interessekonflikter, som blokerer for nydannelser. Dette er formentligt en stor del af forklaringen på, hvorfor bekendtgørelsen ikke har medført en så tilstrækkelig andel af forbrugerbeskyttelse, at den kan betegnes som væsentlig. 4. Konklusion Dansk erstatningsret arbejder med tre grundlæggende betingelser, som skal være opfyldt før end pengeinstitutrådgiveren kan ifalde erstatningsansvar. Som det første skal der foreligge et ansvarsgrundlag. Da rådgiverens virksomhed består af en særlig sagkyndig rådgivning, er denne underlagt et professionsansvar, og culpabedømmelsen tager sit udgangspunkt i den specielle faglige målestok, som kan opstilles for en god og faglig udøvelse af den pågældende aktivitet. Det er ydermere 208 Ronit: Forbrugerpolitik konflikt og samarbejde i den politiske beslutningsproces, s Ronit: Forbrugerpolitik konflikt og samarbejde i den politiske beslutningsproces, s Ronit: Forbrugerpolitik konflikt og samarbejde i den politiske beslutningsproces, s

84 en betingelse, at kunden har lidt et tab. Til trods for at der mellem kunden og pengeinstituttet eksisterer et kontraktsforhold, er udgangspunktet for sager anlagt ved Pengeinstitutankenævnet, at kunden får erstatning i form af negativ kontraktsinteresse. Der ydes ikke godtgørelse for kundens eventuelle skuffede forventninger, hvilket blev fastslået i U H. Slutteligt skal der være årsagsforbindelse mellem rådgiverens adfærd og tabet hos kunden. Kravet om årsagsforbindelse må ikke alene anses for opfyldt, hvor kunden har handlet i overensstemmelse med rådgiverens anbefalinger, men ligeledes hvor rådgiverens manglende rådgivning medfører et tab. Kundens medvirken kan få indflydelse på ansvarsbedømmelsen af rådgiveren. Egen skyld og accept af risiko kan betyde, at rådgiverens ansvar nedsættes eller helt bortfalder. I henhold til egen skyld er det relevant at vurdere, hvorvidt kunden ved sin adfærd har medvirket til skadens opståen, hvorimod det ved accept af risiko er et spørgsmål om, hvorvidt kunden har accepteret at lade tingene ske på en bestemt måde og dermed accepteret, at sikkerheden er reduceret. Der påhviler endvidere kunden en tabsbegrænsningspligt, som betyder, at kunden må foretage rimelige foranstaltninger med henblik på at begrænse tabet og dets videre udbredelse. Da forholdet mellem kunden og rådgiveren er et kontraktsforhold, eksisterer der en række aftaleretlige forhold, som deslige kan få betydning for ansvarsbedømmelsen. Fagets traditioner skal naturligvis tillægges stor betydning, men heroverfor står argumentet for aftalefrihed mellem kunden og rådgiveren. Aftalefrihed skal dog betinges af, at pengeinstituttet besidder en betydelig magtposition overfor kunden, hvorfor det er en forudsætning, at kunden er indforstået med aftalens indhold og konsekvenser. Anvendelsen af ansvarsfraskrivelser bør, på baggrund af det sagkundskab pengeinstituttet besidder i forhold til kunden, give anledning til overvejelse. Hvis ansvarsfraskrivelsen er loyal, redelig og saglig begrundet, skal man dog ikke være afvisende for anvendelse, hvis kunden samtidig er tilstrækkelig orienteret om, hvad der normalvis er omfattet af rådgivningen, og hvad der ligger udenfor. Der hersker uenighed i litteraturen om, hvorvidt vederlaget skal indgå i vurderingen af rådgiverens præstation. Udgangspunktet i nyere praksis er dog, at mindre eller intet vederlag ikke har indvirkning på bedømmelsen af ansvaret, da denne alene foretages på baggrund af fagets traditioner eller den indgåede aftale. Det har været diskuteret, hvorvidt professionsansvaret stiller tilstrækkelig strenge krav til rådgiveren og dermed sikre en tilstrækkelig høj grad af forbrugerbeskyttelse. Udvalget bag Erhvervsministeriets betænkning nr. 1362/1998 fandt, at der på daværende tidspunkt ikke var behov for skærpede ansvarsregler. Det er alligevel ikke svært at forestille sig, at der i fremtiden bliver behov for at tage 83

85 professionsansvaret op til genrevidering, hvorfor det kan være interessant at undersøge, hvilke muligheder der eksisterer. Indførelsen af objektivt ansvar vil betyde, at rådgiveren pålægges ansvar for kundens tab, selvom der ikke fra rådgiverens side foreligger en ansvarspådragende fejl. Pengeinstituttet gøres således ansvarlig for ethvert tab, som kunden måtte lide, hvad enten der er handlet ansvarspådragende eller ej. Lovgivning om objektivt ansvar udspringer ofte af ønsket om, at der ikke opstår områder af udækkede personskader, samt at der åbnes mulighed for udøvelse af farlig virksomhed. Spørgsmålet om objektivt ansvar diskuteres derfor ikke yderligere. Professionsansvaret kan ligeledes skærpes, hvis der indføres særlige regler for tabsopgørelse, således det ikke udelukkende er økonomisk tab, der erstattes, men ligeledes skuffede forventninger. En sådan regel vil betyde, at pengeinstitutterne i højere grad skal stå inde for rådgivningen, da de ikke kan undgå at skulle yde erstatning, hvor kunden i en vis udstrækning har indrettet sig efter rådgivningen også hvor der ikke kan bevises et tab. For det første er det dog et fundamentalt princip, at der som betingelse for erstatning skal være lidt et økonomisk tab, og at dette skal erstattes, men at kunden ikke må opnå nogen berigelse. Derudover vil en regel om godtgørelse for skuffede forventninger give anledning til et stort antal sager vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der reelt eksisterer skuffede forventninger, og i givet fald hvilken skønsmæssig erstatning der skal ydes. Problematikken vedrørende placering af bevisbyrden kan få afgørende betydning for en sags udfald. Udgangspunktet for sager anlagt ved Pengeinstitutankenævnet er, at den part, der vil påberåbe sig et bestemt hændelsesforløb i rådgivningssituationen, har bevisbyrden herfor, hvilket oftest betyder, at det er kunden, der skal løfte bevisbyrden for, at rådgiveren har handlet ansvarspådragende. Hvis der indføres omvendt bevisbyrde vil det betyde, at pengeinstituttet som udgangspunkt skal godtgøre, at dette ikke har begået ansvarspådragende fejl. Spørgsmålet om, hvem der skal løfte bevisbyrden i forhold til pengeinstitutters rådgivning, har været årsag til megen diskussion, hvorfor man må gå ind i overvejelser omkring, hvem der har lettest ved at sikre sig bevis. I situationen med pengeinstitutternes rådgivning er pengeinstituttet den professionelle part, og det kan for pengeinstituttet være en ringe ulejlighed at sikre sig bevis for rådgivningens omfang og kvalitet. Den mest oplagte mulighed for at skærpe professionsansvaret er at revidere de krav, som den professionelles præstation skal leve op til. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. oktober 2003 og erstattede de etiske retningslinjer. Formålet var at forbedre forbrugerbeskyttelsen for de finansielle forbrugere. Bekendtgørelsen er et udtryk for samfundets krav til de finansielle virksomheders 84

86 rådgivning i henhold til god skik, og den er relevant i henhold til pengeinstitutternes rådgivningsansvar, da den kan finde anvendelse i forbindelse med fastsættelsen af, hvad med rette kan forvente af en professionel rådgiver. Indholdsmæssigt er der sket bemærkelsesværdigt få ændringer. 4, stk. 3 og 4 vedrørende pengeinstituttets ret til ændring i renter, gebyrer, bidrag eller andet vederlag er de eneste, som har betydet en reel forøget forbrugerbeskyttelse. Det er i stor grad indholdet fra de etiske retningslinjer, der går igen. Det vil derfor være ukorrekt at konkludere, at pengeinstitutkunderne bliver væsentligt bedre stillet i kraft af indholdet af bekendtgørelsen. Manglende overholdelse af bekendtgørelsen betyder ikke, at kunden har et civilretligt krav mod pengeinstituttet. Bekendtgørelsens indhold vil have en afsmittende virkning på civilretlige spørgsmål og indgå i vurderingen af, om pengeinstituttet efter almindelige erstatningsregler har handlet ansvarspådragende. Svaret på om bekendtgørelsen medfører en øget forbrugerbeskyttelse, afhænger således af om domstolene og Pengeinstitutankenævnet i højere grad vil anvende bekendtgørelsen end det var tilfældet med de etiske retningslinjer. Det statistiske materiale, som foreligger på nuværende tidspunkt, tyder ikke på det. Hvordan kunne man så have sikret kunderne øget forbrugerbeskyttelse? Da Pengeinstitutankenævnet udelukkende foretager skriftlig sagsbehandling, er skriftlighedskravet relevant i denne sammenhæng. Mange sager afvises på grund af bevistvivl med hensyn til, hvad der er passeret mellem pengeinstituttet og kunden. På nuværende tidspunkt skal pengeinstituttet indgå eller bekræfte alle væsentlige aftaler med sine kunder skriftligt. Aftalen skal indeholde en beskrivelse af parternes væsentligste rettigheder og pligter samt finansielle ydelser, der er omfattet af aftalen. Hvis der i forbindelse med aftaleindgåelsen er ydet rådgivning, skal væsentlige forudsætninger for rådgivningen ligeledes nedfældes. Alt dette fremgår af 4, stk. 1 i bekendtgørelsen. I henhold til vejledningen betyder indholdet af 4, stk. 1, at der ikke stilles krav om en udtømmende opregning af alle aftaleparternes rettigheder og pligter, som det følger af dansk ret. Dette kunne med fordel implementeres i bekendtgørelsen, således pengeinstituttet skulle sikre sig skriftligt materiale indeholdende alle rettigheder og pligter. I henhold til indholdet af 4, stk. 1 er det i høj op til rådgiveren at vurdere, hvad der må betegnes som tilstrækkeligt væsentligt til at skulle nedfældes på papir. I denne sammenhæng er det relevant at tage muligheden vedrørende omvendt bevisbyrde op igen. Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at vælte bevisbyrden over på pengeinstituttet. Diskussionen 85

87 vedrørende bevisbyrde har tæt sammenknytning til spørgsmålet om skriftlighed. På nuværende tidspunkt er det kunden, der skal bevise, at pengeinstituttet har handlet ansvarspådragende på grundlag af skriftligt materiale, som pengeinstituttet har ansvar for eksisterer. Hvis bevisbyrden vendes ville det give 4, stk. 1 mere mening, da det således ville være op til pengeinstituttet at afgøre, hvilke aftaler der skulle nedfældes på skrift, da dette selv vil have risikoen for manglende dokumentation. Som nævnt medfører manglende overholdelse af bekendtgørelsen ikke, at kunden har et civilretligt krav mod pengeinstituttet. Der er samtidig intet der tyder på, at bekendtgørelsens indhold vil få tilstrækkelig indvirkning på praksis, hvorfor det er relevant at se på muligheden for at implementere bekendtgørelsens indhold i lovgivning. Hvis indholdet blev implementeret i lovgivning ville kunden have et civilretligt krav i tilfælde af at pengeinstituttet ikke overholder bestemmelserne. Selvom bekendtgørelsen ikke har medført en så stor grad af forbrugerbeskyttelse, som man kunne forvente, når formålet var at styrke forbrugerbeskyttelsen væsentligt, skal det i denne sammenhæng nævnes, at graden af forbrugerbeskyttelse i høj grad afhænger af finanssektorens velvillighed og politikkernes interesse. Det er ikke ubesværet at skabe forbedringer i forbrugerpolitikken, da grundlæggende interessekonflikter umuliggør processen for skabelse af væsentlige forbedringer. Konklusionen må blive, at bekendtgørelsen medført et lille - nærmest mikroskopisk - skridt imod øget forbrugerbeskyttelse af den finansielle forbruger på trods af vanskelige betingelser. Abstract of the Master Thesis This thesis deals with the finance institutions counselling liability. The thesis takes its natural basis in the description of the Danish laws of tort, but the main purpose is to analyze the counselling liability according to regulation nr of 27 October 2004 on good practice for financial businesses 211. To achieve this goal, the thesis is divided into two parts. The first part consists of a definition of the tree fundamental concepts of laws of tort, - basis of liability (and the professional liability), loss and causal connection. This part consists further more of a description of the other circumstances that could influence the judgement of the liability. Finally an attempt is made to illustrate the possibilities of tightening the professional liability in the future, - strict liability, compensation for disappointed expectations, reversing the burden of proof and raising the standards, which the counsellor has to meet. The last part gives a detailed description of regulation nr of 27 October 2004 on good practice for financial businesses and a comparison to the repealed counterpart rules of ethics by the consumer 211 Bekendtgørelse nr af 27. oktober 2004 om god skik for finansielle virksomheder 86

88 Ombudsman 212. The purpose of the regulation is to enhance the protection of financial customers, but the conclusion is that the purpose remains unredeemed. There are no differences worth mentioning in addition to the content and the fact that the financial businesses now are assigned a regulation that, on the contrary to the rules of ethics, can result in a fine if not complied is still not enough to conclude that the protection is increased substantially. The regulation will not have any civil consequences. In conclusion a number of proposed amendments are made on how to secure the protection further, - enhanced use of writing down the contracting parties conditions, duties and rights, reverse the burden of proof and finally putting the regulation into statutory form. 212 Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning af 28. juni

89 Kildefortegnelse Litteratur Andersen, Mads Bryde og Lookofsky, Joseph: Lærebog i obligationsret 1, Thomson/Gad Jura, 1. udgave Andersen, Lennart Lynge og Madsen, Palle Bo: Aftaler og Mellemmænd, Thomson/Gad Jura, 4. udgave Andersen, Lennart Lynge og Møgelvang-Hansen, Peter: Bankretlige emner klager over pengeinstitutter, Gad Jura, 1. udgave, Andersen, Lennart Lynge og Møgelvang-Hansen, Peter: Finansiel rådgivning et debatoplæg om pengeinstitutters rådgivningsansvar, Thomson Information A/S, 1. udgave, Evald, Jens: Retskilderne og den juridiske metode, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2. udgave, Gomard, Bernhard: Forholdet mellem Erstatningsregler i og uden for Kontraktsforhold, Gads Forlag, optryk efter udgave fra 1958, Gomard, Bernhard: Moderne erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1. udgave, Gomard, Bernhard: Obligationsret 2. del, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 3. udgave, Hansen, Jørgen: Advokatgerningen, Juraconsult, Juul, Henrik: Forbrugerbeskyttelse eller kompromisets kunst? nogle bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, fra Andersen, Lennart Lynge: Kreditrettens udvikling, Gads Forlag, 1. udgave, Kruse, A. Vinding: Erstatningsretten, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 5. udgave, Møgelvang-Hansen, Peter: Forbrugerbeskyttelse og pengeinstitutter renteændringsklausuler, fra Andersen, Lennart Lynge og Møgelvang-Hansen, Peter: Jura på mange måder - festskrift til Børge Dahl 19. maj 1994, Gads Forlag, Otholm, Carl Aage og Busck-Nielsen, Kim og Hammer-Pedersen, Kai og Jensen, Peter Engberg: Dansk bank væsen, i dag - i morgen, Forlaget FSR, 3. udgave, Ronit, Karsten: Forbrugerpolitik konflikt og samarbejde i den politiske proces, Forlaget Politiske Studier, Samuelsson, Morten og Søgaard, Kjeld: Rådgiveransvaret, Forsikringshøjskolens Forlag, 1. udgave, Ulfbeck, Vibe: Erstatningsretlige grænseområder professionsansvar og produktansvar, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 5. udgave, Von Eyben, Bo og Isager, Helle: Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 5. udgave,

90 Von Eyben, Bo, Mortensen, Peter og Sørensen, Ivan: Lærebog i obligationsret 2, Thomson/Gad Jura, 1. udgave Von Eyben, Bo og Vagner, Hans Henrik: Lærebog i erstatningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 4. udgave Tidsskrifter Frøland, Mette og Juul, Henrik: Regulering af god skik for finansielle virksomheder et svar, Juristen nr. 6, 2004 Holm-Petersen: Forbrugerombudsmanden sat skakmat, Finansfokus nr. 4. december Jørgensen, Stig: Et funktionsbestemt professionsansvar, RETTID Kristoffersen, Sonny: Regulering af god skik for finansielle virksomheder, Juristen nr. 3, Artikler Gornstein, Sean: Flere bank til bankerne, Apropos, 9. januar Lønstrup, Dorthe og Bjerge, Peder: Service afgør valg af bank, Politiken, 15. maj Valgreen-Voigt, Steen: Nationalbanken tager nye realkreditlån med sindsro, Erhverv, 20. januar Finansrådet Etiske regler for pengeinstitutters rådgivning om deres produkter og ydelser og de dertilhørende bemærkninger, af 7. september Finansanalyse nr. 5, maj Finansanalyse ( Retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning og Finansrådets vejledning til de enkelte punkter. Udkast til lovforslag om finansiel virksomhed, høringssvar til Finanstilsynet af 17. februar Finanstilsynet Den forbrugerpolitiske strategiplan på det finansielle område. Diverse statiske materiale. ( Finanstilsynets forbrugerpolitiske profil og god skik. Nielsen, Henrik Bjerre, direktør for Finanstilsynet: Hvordan får vi god skik-regler, som er operationelle for kunder såvel som pengeinstitutter? Tale på Finansrådets direktørkonference den 10. september

91 Udkast til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder af 2. september Udkast til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder af 28. januar Forbrugerombudsmanden Forbrugerombudsmandens tilsyn med den finansielle sektor efter markedsføringsloven, brev til Økonomi- og Erhvervsministeren af 26. marts God skik for finansielle virksomheder, høringssvar til Finanstilsynet af 16. september God markedsføringsskik og minimumsstandarder for privatkundebehandling i pengeinstitutter, brev til bankerne af 21. august Retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning af 6. juni Retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning af 13. august Retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning af 28. juni Retningslinjer om etik i realkreditinstitutter af september Regler om god skik efter den finansielle lovgivning, høringssvar til Finanstilsynet af 10. februar Forbrugerrådet Høring vedr. udkast til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, høringssvar til Finanstilsynet af 14. februar Forbrugerstyrelsen God skik på det finansielle område ( Lovforslag Forslag til lov om ændring af lov om banker og sparekasser m.v. (rådgivningsansvar) fremsat den 29. november 1994 af SF. Forslag til lov om ændring af lov om erstatningsansvar og lov om omsætning af fast ejendom fremsat den 19. oktober 1999 af Justitsminister Lene Espersen. Pengeinstitutankenævnet: Vejledning ved indgivelse af klage til Ankenævnet ( Statistik, modtagne klager siden Nævnets etablering 1. august 1988). ( Årsberetning 1991 af formand Poulsen, Frank: Årsberetning Årsberetning 1995 af formand Blok, Peter: Bemærkninger til Højesterets dom afsagt den 1. november 1995 (UfR 1996 s. 200). 90

92 Økonomi- og Erhvervsministeriet Bekendtgørelse nr. 604 af 26. juni 2003 om god skik for finansielle virksomheder. Bekendtgørelse nr af 27. oktober 2004 om god skik for finansielle virksomheder. Betænkning nr. 1362/1998 rådgiveransvar. Brev til Forbrugerombudsmanden af 5. april Vejledning nr af 26. juni 2003 til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder. Vejledning nr af 1.september 2004 til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder. Vejledning nr af 20. december 2004 til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder. Andet 20-spørgsmål: Om lovforslag om godtgørelse for skuffet forventning ved fejlagtige økonomioplysninger. Spørgsmål nr. S Spørgsmål af Peter Skaarup og svar af Lene Espersen. ( Andersen, Lennart Lynge og Møgelvang-Hansen, Peter: Udredning om bedre privatkundebeskyttelse inden for pengeinstitutsektoren, Danmark.dk: SF: Bankers og sparekassers rådgivningsansvar skal skærpes. ( Dorte Christensen, Fuldmægtig ved Finanstilsynet Folketingstidende , tillæg A, spalte Tina Bostrup, EU-oplysningen 91

93 Domsafgørelser og Pengeinstitutankenævnskendelser Højesteretsafgørelser U H Sø- og Handelsretsafgørelser U SH Utrykte domme VLD af 18. juni 1997, ankesag B Pengeinstitutankenævnskendelser Sag nr. 54/1988 Sag nr. 459/2002 Sag nr. 212/1989 Sag nr. 37/2003 Sag nr. 186/1991 Sag nr. 145/2003 Sag nr. 295/1991 Sag nr. 152/2003 Sag nr. 328/1991 Sag nr. 173/2003 Sag nr. 173/1992 Sag nr. 227/2003 Sag nr. 353/1993 Sag nr. 228/2003 Sag nr. 530/1995 Sag nr. 271/2003 Sag nr. 336/1996 Sag nr. 301/2003 Sag nr. 209/1997 Sag nr. 329/2003 Sag nr. 266/1997 Sag nr. 356/2003 Sag nr. 328/1997 Sag nr. 361/2003 Sag nr. 90/1998 Sag nr. 372/2003 Sag nr. 463/1998 Sag nr. 445/2003 Sag nr. 58/1999 Sag nr. 467/2003 Sag nr. 68/2000 Sag nr. 42/2004 Sag nr. 187/2000 Sag nr. 57/2004 Sag nr. 355/2001 Sag nr. 88/2004 Sag nr. 338/2001 Sag nr. 111/2004 Sag nr. 363/2001 Sag nr. 141/2004 Sag nr. 432/2001 Sag nr. 155/2004 Sag nr. 21/2002 Sag nr. 165/2004 Sag nr. 370/2002 Sag nr. 167/2004 Sag nr. 375/2002 Sag nr. 215/2004 Sag nr. 407/2002 Sag nr. 232/2004 Sag nr. 303/

94 Juridisk Institut Hovedopgave Cand.merc.(jur.) Forfatter: Karen Henriette Pedersen Vejleder: René Franz Henschel Pengeinstitutternes rådgivningsansvar - og bekendtgørelse nr af 27. oktober 2004 om god skik for finansielle virksomheder Bilagsmappe Handelshøjskolen i Århus 2005

95 Indholdsfortegnelse Bilag 1 Bekendtgørelse nr af 27. oktober 2004 om god skik for finansielle virksomheder...2 Bilag 2 Vejledning nr af 20. december 2004 til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder...10 Bilag 3 Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning af 28. juni Bilag 4 Finanstilsynets forbrugerpolitiske strategiplan på det finansielle område...33 Bilag 5 Pengeinstitutankenævnet...34 Bilag 6 Finansrådets etiske regler for pengeinstitutters rådgivning om deres produkter og ydelser og de dertilhørende bemærkninger...36 Bilag 7 Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning af 6. juni 1994 og Finansrådets vejledning til de enkelte punkter...45 Bilag 8 Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning af 13. august Bilag 9 Forbrugerombudsmandens brev til bankerne af 21. august Bilag 10 Forbrugerombudsmandens brev til Økonomi- og Erhvervsministeren af 26. marts Bilag 11 Økonomi- og Erhvervsministerens brev til Forbrugerombudsmanden af 5. april Bilag 12 Finanstilsynets forbrugerpolitiske profil og god skik...81 Bilag 13 Udsnit af Finanstilsynets udkast af den 2. september Bilag 14 Nielsens tale på Finansrådets direktørkonference den 10. september Bilag 15 Forbrugerombudsmandens høringssvar til Finanstilsynet af 16. september Bilag 16 Udsnit af Finanstilsynets udkast af den 28. januar Bilag 17 Finansrådets høringssvar til Finanstilsynet af 17. februar Bilag 18 Forbrugerombudsmandens høringssvar til Finanstilsynet af 10. februar Bilag 19 Forbrugerrådets høringssvar til Finanstilsynet af 14. februar

96 Bilag 1 Bekendtgørelse nr af 27. oktober 2004 om god skik for finansielle virksomheder I medfør af 43, stk. 2, og 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 25. juni 2004, fastsættes: Kapitel 1 Anvendelsesområde 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på danske og udenlandske finansielle virksomheder, som driver virksomhed her i landet, herunder gennem filialetablering eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed. Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder for private kundeforhold og erhvervsmæssige kundeforhold, såfremt disse ikke adskiller sig væsentligt fra et privat kundeforhold. 4, stk. 3 og 4, 8, stk. 2, og 12 gælder dog kun for private kundeforhold. Stk. 3. 3, 5-7 samt 19 finder dog anvendelse på alle erhvervsmæssige kundeforhold. Stk finder ikke anvendelse på realkreditinstitutters værdipapirhandel med realkreditobligationer, når værdipapirhandelen sker i tilknytning til og som forudsætning for udførelse af kunders realkreditforretninger. Stk. 5. For forsikringsselskaber gælder 2, 3, 4, stk. 1-4, 5, 9, 10 samt kapitel 10 og 11. 4, stk. 3 og 4, finder ikke anvendelse på livs- og pensionsforsikringer samt på de eventuelle personforsikringer, der er tegnet i tilknytning hertil. 29, stk. 1, finder ikke anvendelse på forsikrings- og pensionsordninger, der er etableret som led i et ansættelsesforhold, et organisationsforhold eller forhold af lignende karakter. Stk. 6. I det omfang forsikringsselskabet ikke har kendskab til den enkelte forsikredes identitet, eller i det omfang der i øvrigt i en forsikringsordning er en bemyndiget, kan den i medfør af 4, stk. 1 og 2, 10, 25, 26, 31 og 33 krævede information udleveres til den fysiske eller juridiske person, der er bemyndiget til at modtage dette materiale. Stk. 7. For obligatoriske pensionsordninger i pengeinstitutter, der er etableret som led i et ansættelsesforhold, gælder 2, 3, 4, stk. 1-4, 5, 9, 10, 13, 19, samt 29, stk Når en finansiel virksomhed indgår aftale med andre finansielle virksomheder om afsætning og rådgivning i forbindelse med virksomhedens produkter, skal den finansielle virksomhed sikre sig, at der er en klar arbejdsdeling mellem virksomheden og medkontrahenten, og at medkontrahenten overholder reglerne i denne bekendtgørelse. Kapitel 2 Generelle bestemmelser om god skik 3. En finansiel virksomhed skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder. 4. En finansiel virksomhed skal indgå eller bekræfte alle væsentlige aftaler med sine kunder i papirformat eller på andet varigt medium. En aftale skal indeholde en beskrivelse af parternes væsentlige rettigheder og pligter samt af de finansielle ydelser, der er omfattet af aftalen. Er der i forbindelse med aftalens indgåelse ydet individuel rådgivning, skal væsentlige forudsætninger for 2

97 rådgivningen nedfældes i aftalen eller fremgå af bilag til aftalen i enten papirformat eller på andet varigt medium. Stk. 2. Vilkår, der indgår i aftalen, kan fremgå ved en henvisning til separate dokumenter, herunder den finansielle virksomheds almindelige forretningsbetingelser. Stk. 3. Vilkår om ændringer i løbende kundeforhold af renter, gebyrer, bidrag eller andet vederlag skal indeholde en angivelse af de forhold, der kan udløse en ændring, og må ikke give den finansielle virksomhed en vilkårlig adgang til at foretage ændringer. Stk. 4. I løbende kundeforhold kan ændringer til ugunst for kunden af renter, bidrag eller andet vederlag ikke finde sted uden varsel, medmindre ændringen er begrundet i udefrakommende forhold, som den finansielle virksomhed ikke har indflydelse på. Stk. 5. Opsiger en finansiel virksomhed en aftale indgået med en kunde, skal opsigelsen være sagligt begrundet og ske i papirformat eller på andet varigt medium. Kapitel 3 Rådgivning 5. Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder oplysninger om risici forbundet med en disposition, og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder. Stk. 2. En finansiel virksomhed skal yde rådgivning, hvis kunden anmoder herom, jf. dog 2 og 21. Endvidere skal virksomheden af egen drift yde rådgivning, jf. dog stk. 4, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor. Alternativt kan den finansielle virksomhed henvise kunden til at søge anden rådgivning. Stk. 3. Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og give kunden et godt grundlag for at træffe sin beslutning. Rådgivningen skal være relevant, retvisende og fyldestgørende. Den finansielle virksomhed skal orientere om de risici, der er relevante for kunden. Stk. 4. En finansiel virksomhed kan udbyde produkter med standardiseret information med lille eller ingen tilknyttet individuel rådgivning. I så fald skal den finansielle virksomhed gøre særskilt opmærksom på disse begrænsninger. Bestemmelsen gælder kun produkter, der ikke har tilknytning til værdipapirhandel. 6. Før en finansiel virksomhed rådgiver, skal virksomheden anmode kunden om at oplyse om sin økonomiske situation, sin erfaring med de relevante finansielle ydelser, sit formål med at få ydelsen leveret samt om sin risikovillighed. Stk. 2. Omfanget og karakteren af de oplysninger, der indhentes, kan afpasses efter den viden, som kunden besidder og de oplysninger, som den finansielle virksomhed allerede har modtaget. Stk. 3. Den finansielle virksomhed kan lægge kundens oplysninger til grund, medmindre de er åbenbart urigtige. 7. Rådgivning skal tage udgangspunkt i relevante oplysninger indhentet i henhold til 6 og det kendskab, den finansielle virksomhed i øvrigt har til kundens forhold. Stk. 2. En finansiel virksomhed skal anmode kunden om at opdatere oplysninger indhentet i henhold til 6, i det omfang det er nødvendigt for at kunne yde kunden rådgivning i løbende kundeforhold. 3

98 8. En finansiel virksomhed skal give tilstrækkelig information om egne produkter og ydelser, herunder om forskelle i priser og vilkår for alternative produkter, der kan dække kundens behov. Stk. 2. Såfremt der mellem kunderne for en given ydelse er generelle forskelle i fastsættelsen af renter, bidrag eller andet vederlag til den finansielle virksomhed, skal den finansielle virksomhed oplyse en kunde herom, forinden der indgås aftale om levering af ydelsen. På forespørgsel fra kunden skal der oplyses om hvilke forhold hos kunden, der kan være bestemmende for dennes indplacering inden for den givne prisdifferentiering. Stk. 3. En finansiel virksomhed skal på grundlag af sit generelle markedskendskab informere kunden om relevante produkttyper på markedet. Informationen skal dog ikke indeholde oplysninger om konkurrerende produkter eller konkrete priser. 9. Har den finansielle virksomhed eller dens medarbejder/rådgiver i rådgivningssituationen en særlig interesse i rådgivningens resultat udover den almindelige indtjening, skal virksomheden inden rådgivningen informere kunden om arten og omfanget af den særlige interesse. Stk. 2. Modtager den finansielle virksomhed provision eller andet vederlag som følge af formidlingen af produkter eller ydelser, skal kunden gøres opmærksom herpå. Det samme gælder, hvis den ekspederende medarbejder/rådgiver modtager provision eller andet vederlag, og der er en direkte sammenhæng mellem konkrete salg af ydelser eller produkter og vedkommendes aflønning. 10. En finansiel virksomhed skal som led i sin rådgivning inddrage konsekvenser af de skatteregler, som er relevante for kunden i forhold til de produkter og ydelser, som rådgivningen omfatter, eller henvise kunden til at søge anden rådgivning herom. Stk. 2. Såfremt en finansiel virksomhed rådgiver om forhold, som kan være af væsentlig økonomisk betydning for kundens muligheder for at modtage offentlige tilskud eller andre økonomiske fordele, og den finansielle virksomhed bliver opmærksom herpå, skal dette medtages i rådgivningen, eller kunden skal henvises til at søge anden rådgivning. 11. En finansiel virksomhed skal oplyse en kunde om de sikkerhedsforanstaltninger, der bør iagttages ved et givent produkt eller ydelse, herunder hvilke sikkerhedsmæssige krav kunden skal efterleve, og hvilket ansvar kunden kan ifalde ved tredjemands misbrug. Kapitel 4 Særlige regler for pengeinstitutter 12. Et pengeinstitut kan ikke uden en individuel og saglig begrundelse nægte at oprette en almindelig indlånskonto. Begrundelsen skal på anmodning gives i papirformat eller på andet varigt medium. Kapitel 5 Særlige regler for pengeinstitutter og værdipapirhandlere 13. Såfremt et pengeinstitut eller en værdipapirhandler anbefaler eller medvirker til særligt risikofyldte investeringer, skal der i samarbejde med kunden foretages en omhyggelig vurdering af kundens muligheder for at bære et eventuelt tab. Stk. 2. Forespørger en kunde på eget initiativ et pengeinstitut eller en værdipapirhandler om en investering eller finansiering af en investering, hvis konsekvenser overstiger kundens økonomiske formåen, skal pengeinstituttet eller værdipapirhandleren fraråde en sådan disposition. 4

99 Kapitel 6 Særlige regler for realkreditinstitutter 14. Ved modtagelsen af en låneansøgning skal realkreditinstituttet oplyse, hvor lang tid der må påregnes at gå, før et eventuelt lånetilbud foreligger, hvis låneansøgningen ikke forventes at kunne behandles inden 14 dage. Når et realkreditinstitut afgiver et lånetilbud, skal det oplyse om egenskaberne ved forskellige lånetyper, om principperne for kursfastsættelse samt om muligheden for at aftale kurssikring. Stk. 2. Oplysninger om egenskaberne ved forskellige lånetyper og muligheden for at aftale kurssikring kan gives til kunden i forbindelse med rådgivningen, jf. kap. 3. Stk. 3. Realkreditinstituttet kan oplyse om principperne for kursfastsættelse ved henvisninger til forretningsbetingelser eller lignende. 15. Realkreditinstituttet skal afgive eller bekræfte et indfrielsestilbud i papirformat eller på andet varigt medium. Indfrielsestilbuddet skal indeholde en beregning over indfrielsesbeløbets størrelse inklusiv samtlige omkostninger, oplysninger om indfrielsesvilkår og -metode, herunder beregningsmetoder for differencerente, samt evt. opsigelsesfrister. Stk. 2. Tilbuddet skal være ledsaget af en forklarende oversigt over de indfrielsesmetoder, som realkreditinstitutterne tilbyder, samt om konsekvenserne af deres benyttelse. 16. Realkreditinstituttet skal, når det afgiver tilbud om låneomlægning, give de oplysninger, som er fastsat i Stk. 2. Instituttet skal så vidt muligt oplyse om samtlige omkostninger. Tager lånetilbudet ikke højde for samtlige omkostninger, skal instituttet gøre kunden udtrykkeligt opmærksom herpå. Stk. 3. Fristen for opsigelse af lån, der skal indfries i instituttet, skal angives. Kapitel 7 Særlige regler om brug af kautionister og oplysningsforpligtelser for penge- og realkreditinstitutter 17. Et institut må ikke medvirke til ydelse af lån mod kaution, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi. Stk. 2. Inden der indgås aftale om en kautionsforpligtelse, skal instituttet sikre sig, at kautionisten er informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen. Stk. 3. Kautionisten skal én gang om året modtage oplysninger fra instituttet om størrelsen af det låneengagement, for hvilket kautionsforpligtelsen består. 18. Senest 1 år efter afholdelsen af en tvangsauktion over en ejendom, skal et institut, der har et udækket pantebrev på tvangsauktionen, skriftligt oplyse kunden om, hvorvidt instituttet vil gøre kravet gældende mod kunden og i givet fald fremsende en opgørelse over kravets størrelse. Stk. 2. Instituttet skal hvert andet år fremsende en påmindelse til kunden om kravet efter stk. 1. Kapitel 8 Særlige regler for værdipapirhandlere 5

100 19. En værdipapirhandler skal udføre værdipapirhandel for sine kunder i deres bedste interesse og under hensyn til markedets integritet. Stk. 2. En værdipapirhandler skal bestræbe sig på, at der ikke opstår interessekonflikter og sørge for, hvis disse ikke kan undgås, at kunderne behandles korrekt, at interessekonflikter varetages på en redelig måde, og at kunderne oplyses om interessekonflikterne. 20. Ved etablering af et kundeforhold omfattende handel med værdipapirer skal der indgås en aftale, jf. 4, der i det omfang det er relevant, indeholder følgende oplysninger: 1) Kundens navn, adresse, CVR- eller CPR-nummer, samt hvem der eventuelt kan disponere på kundens vegne. 2) Selskabets eller filialens navn, adresse, hjemsted og juridiske form. 3) Om selskabet indgår i en koncern og i givet fald hvilken. 4) Navnet på den myndighed, der fører tilsyn med den finansielle virksomhed. 5) De finansielle ydelser samt værdipapirer omfattet af 2 i lov om værdipapirhandel m.v. som aftalen med kunden omfatter. 6) De investorgarantiordninger som de relevante værdipapirer og kontante indeståender er dækket af, dækningens omfang, beregning af det dækkede beløb, og hvorledes en kunde skal forholde sig, hvis der skal ske udbetaling fra investorgarantiordningen, samt, hvor det er relevant, oplysninger om andre garantiordninger i clearinghuse, herunder Værdipapircentralen A/S. 7) Bestemmelser om opbevaring af kundernes værdipapirer og kontante midler, herunder om kundernes værdipapirer opbevares i samledepot. 8) Hvor ofte den finansielle virksomhed rapporterer til kunden i form af kontoudskrifter, notaer og lignende samt indholdet af denne rapportering. 9) Aftalens løbetid, opsigelsesvarsel samt adgang til ændringer af aftalen. 10) Konsekvenser i tilfælde af kundens misligholdelse af aftalen. 11) Værdipapirhandlerens beregningsmetode for omkostninger, herunder hvorvidt der anvendes tillæg henholdsvis fradrag for handelskursen. Stk. 2. Aftaler om porteføljepleje skal indeholde oplysninger om kundens målsætninger og risikoprofil, inden for hvilke rammer værdipapirhandleren kan disponere, værdiansættelsesprincipper for de værdipapirer, der indgår i porteføljen, samt eventuel anvendelse af benchmark. 21. En værdipapirhandler skal indhente oplysninger om kundens finansielle situation, erfaring med de relevante finansielle ydelser, formål med at få ydelsen leveret samt risikovillighed og på grundlag heraf rådgive kunden om, hvorvidt de konkrete finansielle ydelser er egnede for kunden. Omfanget og karakteren af de oplysninger, der indhentes, og den rådgivning, der gives, skal afpasses efter de konkrete ydelser og de oplysninger, som kunden allerede har modtaget. Stk. 2. Har en kunde et løbende kundeforhold med værdipapirhandleren, herunder om adgang til at handle ved hjælp af elektronisk kommunikation, kan værdipapirhandleren og kunden aftale, i hvilket omfang værdipapirhandleren kan tilbyde kunden finansielle ydelser uden samtidig løbende rådgivning. 6

101 Stk. 3. Såfremt kunden anmoder værdipapirhandleren om at levere ydelser, der ikke er omfattet af aftalen i henhold til stk. 2, skal kunden oplyses om, at den pågældende ydelse falder uden for aftalen. Ydelsen kan kun leveres, hvis kunden herefter over for værdipapirhandleren har bekræftet, at ydelsen ønskes leveret. 22. Hvis en værdipapirhandler ikke kan eller ikke ønsker at levere en finansiel ydelse, skal værdipapirhandleren straks give kunden meddelelse herom. 23. En værdipapirhandler skal, hvis ikke andet er aftalt med kunden, mindst én gang om året fremsende en engagementsoversigt til kunden. Oversigten skal indeholde oplysninger om værdipapirbeholdninger, indeståender og værdipapirudlån. Kapitel 9 Særlige regler for investeringsforvaltningsselskaber 24. På en kundes anmodning skal investeringsforvaltningsselskabet give supplerende oplysninger om den aktuelle status vedrørende de forhold, der er omfattet af 5, nr. 3 og nr. 5-7 i bekendtgørelse om oplysninger i investeringsforeningers, specialforeningers og fåmandsforeningers prospekter. Stk. 2. På en kundes anmodning skal investeringsforvaltningsselskabet endvidere give oplysninger om den seneste udvikling for risici og afkast for de vigtigste kategorier af instrumenter. Kapitel 10 Særlige regler for forsikringsselskaber Inden forsikringstegningen 25. Inden en forsikring tegnes, skal et forsikringsselskab oplyse kunden om mulighederne for at få rådgivning om de forsikringsprodukter, kunden ønsker at indgå aftale om. 26. Senest i forbindelse med en skadesforsikringsaftales indgåelse skal forsikringsselskabet oplyse om væsentlige elementer i den valgte forsikrings dækningsomfang, om kundens mulighed for til- og/eller fravalg samt om andre væsentlige oplysninger i den pågældende forsikring. Stk. 2. Indgås aftalen telefonisk eller på anden måde, hvor kunden ikke umiddelbart kan få dækningsomfanget oplyst på en overskuelig måde, skal kunden straks efter aftalens indgåelse i papirformat eller på andet varigt medium have disse oplysninger. Stk. 3. Et forsikringsselskab skal oplyse kunden om risikoen for dobbeltforsikring på skadesforsikringsområdet. 27. Accepterer et forsikringsselskab ikke straks en forsikringsbegæring, skal kunden oplyses om sin retsstilling i perioden frem til det tidspunkt, hvor selskabet giver meddelelse om og på hvilke vilkår, forsikringen i givet fald kan antages. 28. Et forsikringsselskab skal ved tegning af en forsikring anmode kunden om at give de oplysninger, der er nødvendige for tegning af forsikringen. Stk. 2. Inden afgivelse af helbredsoplysninger ved tegning af personforsikring skal et forsikringsselskab udlevere en kundevejledning til kunden om afgivelse af helbredsoplysninger. 7

102 Stk. 3. Afgives helbredsoplysninger telefonisk eller på anden måde, hvor kunden ikke umiddelbart kan få kundevejledningen udleveret, skal vejledningen fremsendes til kunden i papirformat eller på andet varigt medium. 29. Ved kundens skift af forsikringsselskab skal det modtagende forsikringsselskab oplyse kunden om alle væsentlige begrænsninger i dækningen i forhold til den tidligere forsikring samt på forespørgsel rådgive kunden om konkrete dækninger. Stk. 2. Inden flytning af en personforsikring skal det modtagende forsikringsselskab sikre sig, at kunden er oplyst om, på hvilke vilkår forsikringen kan antages i det modtagende selskab. Forsikringsaftalen 30. Kundens til- og/eller fravalg i den valgte forsikring skal fremgå af policen/dækningsoversigten på skadesforsikringsområdet. Hvor kunden træffer et valg i forbindelse med tegning af forsikring, og hvor dette får præmie og/eller dækningsmæssige konsekvenser, skal valget tydeligt fremgå. 31. Et forsikringsselskab skal i forbindelse med udlevering af de almindelige forsikringsbetingelser give kunden oplysning om, hvor kunden kan få yderligere oplysning til belysning af rækkevidden af dækning på den tegnede forsikring. 32. Ved tegning af en skadesforsikring skal forsikringsselskabet i papirformat eller på andet varigt medium informere om eventuelle væsentlige begrænsninger i forhold til det, som en kunde med rimelighed kan forvente vil være dækket under den pågældende forsikring. Forsikringstiden 33. Et forsikringsselskab skal årligt oplyse kunden om de skadesforsikringer, som kunden har hos selskabet. Selskabet skal i oversigten på tydelig måde gøre opmærksom på, at der kan være behov for ændringer. Alternativt kan kunden vælge at få elektronisk adgang til oplysningerne. 34. Anmeldes en skade i papirformat eller på andet varigt medium, skal forsikringsselskabet, hvis der gives helt eller delvis afslag på forsikringsdækning, meddele dette i papirformat eller på andet varigt medium, medmindre det klart fremgår af omstændighederne, at afslag kan meddeles på anden måde. Stk. 2. Anmeldes en skade på anden måde, har anmelderen efter anmodning krav på afslag i papirformat eller på andet varigt medium. Kunden skal informeres om denne adgang. Kapitel 11 Tilsyn og straffebestemmelse 35. Finanstilsynet kan, jf. 348, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med 2, 3, 4, stk. 1 og 3-5, 5, stk. 2-4, 6, stk. 1, 7-13, 14, stk. 1, 15-20, 21, stk. 1 og 3, 22-32, 33, 1. og 2. pkt. og 34. Stk. 2. Inden Finanstilsynet træffer afgørelse i sager om god skik, skal Finanstilsynet indhente en redegørelse fra virksomheden. 36. Med bøde straffes den, der undlader at efterkomme påbud efter 35, stk. 1. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. 8

103 Kapitel 12 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser 37. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 604 af 26. juni 2003 om god skik for finansielle virksomheder. Stk. 2. For forsikrings- og pensionsordninger, der er etableret som led i et ansættelsesforhold, et organisationsforhold eller forhold af lignende karakter, finder bekendtgørelsen dog først anvendelse på kundekontakt og på aftaler, som henholdsvis etableres eller indgås efter 1. maj Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 27. oktober 2004 Bendt Bendtsen /Kåre Klein Emtoft 9

104 Bilag 2 Vejledning nr af 20. december 2004 til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder Indledning Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i 43, stk. 2, og 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, der foreskriver, at finansielle virksomheder skal handle i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet. Bekendtgørelsen er som lov om finansiel virksomhed en offentligretlig regulering af de finansielle virksomheder og indeholder dermed en udmøntning af samfundets krav til, hvordan finansielle virksomheder skal opføre sig for at opfylde kravet om overholdelse af god skik. Såfremt en virksomhed ikke overholder bekendtgørelsens regler, kan Finanstilsynet påbyde virksomheden at berigtige de forhold, der strider imod bekendtgørelsens regler, jf. 35, stk. 1. Undlader virksomheden at efterkomme et påbud, kan den straffes med bøde, jf. 36. Derimod vil manglende overholdelse af bekendtgørelsens regler ikke i sig selv have civilretlige konsekvenser. En kunde vil således ikke umiddelbart have et civilretligt krav mod en finansiel virksomhed, der ikke overholder bekendtgørelsens regler. Manglende overholdelse vil dog kunne have afsmittende virkning på visse civilretlige spørgsmål og vil efter omstændighederne kunne indgå i vurderingen af, om en finansiel virksomhed efter dansk rets almindelige erstatningsretlige regler har handlet ansvarspådragende, eller om en aftale helt eller delvist skal ændres eller tilsidesættes efter aftalelovens regler. Det vil være de finansielle ankenævn og domstolene, der i forbindelse med behandlingen af konkrete sager skal tage stilling til, om en overtrædelse af bekendtgørelsen kan udløse et civilretligt krav. Finansielle virksomheder skal være opmærksomme på, at der ud over bekendtgørelsens krav om oplysning også findes oplysningskrav i anden lovgivning. Det drejer sig blandt andet om persondataloven og bekendtgørelsen om information fra forsikringsselskaber til forsikringstagerne ved indgåelse af en livsforsikringsaftale. Endvidere indeholder den civilretlige forbrugerlovgivning oplysningskrav, fx i kreditaftaleloven og lov om visse forbrugeraftaler. Bekendtgørelsens regler berører ikke disse civilretlige regler. Bekendtgørelsen stiller i flere bestemmelser krav om skriftlighed, dvs. at informationer/aftaler etc. skal foreligge i papirformat eller på et andet varigt medium, fx som en elektronisk fil, som kunden selv kan gemme elektronisk eller printe ud. Hvorvidt materialet skal foreligge på papir eller kan sendes elektronisk afhænger af, hvorledes den finansielle virksomhed i øvrigt kommunikerer med sin kunde. En finansiel virksomhed kan således kun benytte et andet varigt medium, såfremt kunden direkte eller indirekte har vist sig indforstået hermed, fx ved at meddele sin elektroniske adresse eller i øvrigt at kommunikere med den finansielle virksomhed elektronisk. Vejledningen erstatter vejledning nr af 1. september 2004 til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder. Bekendtgørelsen har følgende opbygning: Kapitel 1 angiver anvendelsesområdet for bekendtgørelsen. Kapitel 2 indeholder generelle bestemmelser om god skik, herunder generalklausulen i 3, og regler om skriftlighed, vilkårsændringer og opsigelse. 10

105 Kapitel 3 fastsætter generelle regler for rådgivning, herunder fastslås at den finansielle virksomheds rådgivning skal være baseret på "kend din kunde"-princippet. Kapitel 4-9 fastsætter særlige regler for henholdsvis pengeinstitutter, realkreditinstitutter, værdipapirhandlere, investeringsforvaltningsselskaber og forsikringsselskaber. Kapitel 11 og 12 indeholder regler om tilsyn, straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser. 1 Kapitel 1 Anvendelsesområde 1, stk. 2. Det valgte anvendelsesområde svarer til det som kendes fra de finansielle ankenævn, hvor det af vedtægterne fremgår, at der som udgangspunkt alene behandles klager vedrørende private kundeforhold, men at "klager fra erhvervsdrivende kan behandles, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold". Ved vurderingen af, om et erhvervskundeforhold falder ind under 1, stk. 2, kan de respektive finansielle ankenævns praksis derfor tillægges betydning. I vurderingen af, om et kundeforhold kan karakteriseres som et erhvervskundeforhold, som ikke adskiller sig væsentligt fra et privatkundeforhold efter 1, stk. 2, indgår bl.a., om et givent produkt retter sig mod erhvervs- og /eller privatkunder. I et løbende kundeforhold med samme virksomhed må der i øvrigt kunne foretages en samlet vurdering, således at kunden behandles ens i alle tilfælde - det vil sige som enten omfattet af 1, stk. 2 eller ej. I denne samlede vurdering kan foruden de ovennævnte faktorer indgå en bedømmelse af, om den erhvervsdrivende fortrinsvis handler i eller uden for sit erhverv. Hvis der hovedsageligt handles inden for erhverv, taler det for, at kundeforholdet adskiller sig væsentligt fra et privat kundeforhold. Der vil således kunne forekomme tilfælde, hvor en erhvervsdrivende vil blive behandlet som omfattet af 1, stk. 2 af én type finansiel virksomhed, mens en anden type finansiel virksomhed ikke finder, at kundeforholdet falder ind under 1, stk. 2. Eksempelvis vil et realkreditinstitut, som yder lån til et mindre landbrug, kunne vurdere, at kundeforholdet ikke adskiller sig væsentligt fra et privat kundeforhold, mens et forsikringsselskab, der tegner forsikring for landbruget, vil anse kundeforholdet for erhvervsmæssigt og uden for bekendtgørelsens anvendelsesområde. Det vil være Finanstilsynet og domstolene, som gennem sin praksis fastlægger bekendtgørelsens anvendelsesområde. 1, stk. 5, 2. pkt. Livs- og pensionsforsikringer samt personforsikringer, der er integreret i en livs- eller pensionsforsikring undtages fra 4, stk. 3 og 4. Med integreret menes, at personforsikringerne sammen med livs- og pensionsforsikringen udgør en samlet helhed. Det er ikke en forudsætning, at de pågældende personforsikringer er tegnet på samme tidspunkt som livs- og pensionsforsikringen. At livs- og pensionsforsikringer er undtaget fra 4, stk. 3 og 4 skyldes, at selskaberne, jf. 5, stk. 1, i bekendtgørelse om information fra forsikringsselskabet til forsikringstager ved indgåelse af en livsforsikringsaftale, allerede er forpligtet til at give kunderne besked om ændring af renter og gebyrer m.v. At personforsikringer, der er integreret i en livseller pensionsforsikring er undtaget fra 4, stk. 3 og 4 skyldes hensynet til kundevenlige informationskrav, således at der er en balance i den information, som kunderne modtager om den samlede forsikring. Ved personforsikring forstås bl.a. ulykkesforsikringer, syge- og sundhedsforsikringer, kritisk sygdom m.v. 11

106 1, stk. 5, 3. pkt. og 1, stk. 6, indeholder særlige regler for forsikrings- og pensionsordninger, der er etableret som led i et ansættelsesforhold, et organisationsforhold eller forhold af lignende karakter. Bestemmelserne retter sig mod arbejdsmarkedspensioner (både overenskomstbaserede og firmaaftalte ordninger) og kollektive ordninger, eksempelvis syge- og sundhedsforsikringer, der er knyttet til et tilhørsforhold til en bestemt gruppe, kundegruppelivsordninger og kollektive ulykkesforsikringer for skolebørn. Arbejdsmarkedspensioner og kollektive ordninger er kendetegnet ved et trepartsforhold, hvor der indgås en aftale mellem den finansielle virksomhed og en arbejdsgiver/organisation/virksomhed/skole etc., som dækker de ansatte/medlemmer/kunder/elever, der er omfattet af ordningen. Bekendtgørelsens bestemmelser er alene gældende for aftaleforholdet mellem den finansielle virksomhed og den enkelte forsikrede/kunden. Arbejdsmarkedspensioner og kollektive ordninger er endvidere kendetegnet ved forskellige grader af valgfrihed - lige fra den obligatoriske ordning uden valgfrihed over forskellige niveauer af valgfrihed med hensyn til ydelser og/eller investeringssammensætning til den fuldstændige frivillige ordning. 1, stk. 5, 3. pkt. Livsforsikringsordninger og skadesforsikringsordninger omfattet af 1, stk. 5, 3. pkt. er som udgangspunkt omfattet af de samme bestemmelser, der er gældende for anden forsikringsvirksomhed af den pågældende forsikringstype. Dog med de tilpasninger, som er nødvendige og hensigtsmæssige i betragtning af de særlige aftaleforhold og ordningernes karakter. Eksempler på sådanne nødvendige tilpasninger er, når der i 4, 25 og 30 tales om forsikringens tegningstidspunkt eller aftalens indgåelse. For de omhandlede forsikringer vil det i visse tilfælde være relevant i stedet at anvende det tidspunkt, hvor den enkelte forsikrede indtræder i ordningen og i andre tilfælde være relevant at anvende det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet får kendskab til forsikredes identitet eller blot inden forsikrede skal træffe eventuelle valg. Således kan selskabets risiko være påbegyndt uden forsikringsselskabet har kendskab til den enkelte forsikredes identitet. Det afgørende er, at information og rådgivning stilles til rådighed for den enkelte forsikrede i forbindelse med forsikrede skal træffe eventuelle valg eller beslutninger på baggrund af informationen eller rådgivningen. Forsikrings- og pensionsordninger, der er etableret som led i et ansættelsesforhold, et organisationsforhold eller forhold af lignende karakter, er undtaget fra 29, stk. 1, idet et skifte af forsikringsselskab for denne type ordninger er kendetegnet ved at være bestemt af et skifte i ansættelses- eller organisationsforhold. Skift af forsikringsforhold ligger implicit i og er underordnet beslutningen om at ændre ansættelses- eller organisationstilhørsforhold. Rådgivningsbehovet og -muligheden i forhold til forsikringsforholdet er derfor også anderledes og varetages for livs- og pensionsordninger i henhold til informationsbekendtgørelsen og for andre forsikringer i henhold til nærværende bekendtgørelsens kapitel 10. 1, stk. 6. Kollektive ordninger kan være kendetegnet ved, at forsikringsselskabet ikke har kendskab til de enkelte forsikredes identitet. Dette gælder både forsikringsordninger etableret som led i et organisationsforhold og et ansættelsesforhold. I sådanne situationer giver bestemmelsen mulighed for, at forsikringsselskabet overlader visse informationsforpligtelser efter bekendtgørelsen til en fysisk eller juridisk person, der er bemyndiget hertil, f.eks. til virksomheden eller en navngivet medarbejder. Det vil herefter være den bemyndigede person som f.eks. stiller den nødvendige information til rådighed. Bestemmelsen gælder også i andre situationer, hvor forsikringsselskabet efter aftale overlader en informationsforpligtelse til en anden, selvom selskabet har kendskab til de forsikredes identitet, f.eks. hvor selskabet efter aftale overlader informationsforpligtelsen til en forsikringsmægler. 1, stk. 7, vedrører de obligatoriske pensionsordninger, som indgås i et pengeinstitut. For disse ordninger skal de særlige regler for værdipapirhandlere i bekendtgørelsens 19 og iagttages, i det omfang pensionstageren selv kan bestemme, hvordan deres pensionsopsparing skal investeres. Selvstændigt erhvervsdrivende, der er omfattet af en pensionsordning qua en rammeaftale el.lign. kan behandles efter de samme bestemmelser som pensionsordningens øvrige medlemmer, i det omfang pensionsordningen er omfattet af de særlige regler i 1, stk Det forudsætter dog, at den selvstændige erhvervsdrivende har mulighed for at indtræde i en 12

107 pensionsordning, hvis nærmere indhold i øvrigt er fastlagt i en rammeaftale mellem arbejdsmarkedets parter, i en aftale mellem den selvstændige og et pensionsinstitut omfattende den selvstændiges ansatte eller med en gruppe af selvstændige. 2 Bestemmelsen regulerer forholdet mellem finansielle virksomheder, der udbyder andre finansielle virksomheders produkter. Således er et penge- eller realkreditinstitut forpligtet til at følge reglerne i kapitel 10, når instituttet formidler forsikringer. Ligeledes skal de finansielle virksomheder, når de formidler hinandens produkter, have en klar indbyrdes aftale om afsætning og rådgivning. Bestem-melsen er ikke til hinder for, at det som led i arbejdsdelingen mellem de finansielle virksomheder aftales, at nogle af kravene efter bekendtgørelsen fortsat opfyldes af den finansielle virksomhed, som står bag produktet. Bestemmelsen regulerer ikke finansielle virksomheders muligheder for at indgå aftale med ikkefinansielle virksomheder om afsætning af og rådgivning omkring den finansielle virksomheds produkter. 3 Kapitel 2 Generelle bestemmelser om god skik 3 stiller krav om, at den finansielle virksomhed skal handle redeligt og loyalt overfor sine kunder. Bestemmelsen er et supplement til 43 i lov om finansiel virksomhed og pålægger bl.a. de finansielle virksomheder at tilrettelægge deres virksomhed således, at kunden gives mulighed for at træffe sit valg på et velinformeret grundlag. 4 4, stk. 1 og 2 stiller krav om, at væsentlige aftaler, uanset om der er ydet rådgivning eller ej, skal foreligge skriftligt. På forsikrings- og realkreditområdet anses alle aftaler vedrørende forsikringsaftalen og realkreditprodukter for væsentlige. Det samme gælder for aftaler om kreditaftaler omfattet af kreditaftaleloven samt aftaler om værdipapirhandel, jf. 20. Såfremt væsentlige aftaler indgås mundtligt, skal den finansielle virksomhed efterfølgende bekræfte aftalen skriftligt. Der kan i aftalen henvises til vilkår i almindelige forretningsbetingelser, forsikringsbetingelser, dækningsoversigter mv. I det omfang, der opkræves præmie til Garantifonden for Skadesforsikringsselskaber, skal beløbet fremgå af opkrævningen. Bestemmelsen stiller ikke krav om en udtømmende opregning af alle aftaleparternes rettigheder og pligter, som følger af dansk ret. Oprettelse af en almindelig indlånskonto uden Dankort eller kredit kræver ikke en skriftlig aftale /bekræftelse. Hvis aftalen er indgået efter forudgående individuel rådgivning, skal de væsentlige forudsætninger for rådgivningen også nedfældes skriftligt. Ved "væsentlige forudsætninger" forstås de særlige forudsætninger for kunden, der i rådgivningen har været så afgørende, at de har været bestemmende for, at aftalen blev indgået eller for aftalens nærmere indhold. Bestemmelsen kræver således, at forudsætninger, der ikke normalt vil foreligge hos en almindelig kunde, der efterspørger det pågældende produkt, skal fremgå af aftalen. Jo mere atypiske forudsætninger og jo større betydning for kundens privatøkonomi, desto større behov for skriftlig dokumentation. 13

108 Hvis fx en 80-årig kunde ønsker at tegne en livrente, som normalt ikke tilbydes personer i den alder,, vil der være tale om særlige forudsætninger, som ikke normalt foreligger. Disse forudsætninger skal derfor nedfældes skriftligt, hvis der indgås en aftale. Det samme er tilfældet, hvis en person ved tegning af bilforsikring for en helt ny bil ikke ønsker kaskodækning. Ligeledes skal forudsætninger nedfældes skriftligt, hvis fx en kunde ønsker et afdragsfrit lån i et realkreditinstitut, selvom ejendommen må forventes at falde drastisk i værdi, kundens økonomi kun lige kan bære den afdragsfrie ydelse, eller kunden har en forventning om faldende indtægtsgrundlag og/eller stærkt stigende leveomkostninger. Som et yderligere eksempel på særlige forudsætninger, som skal nedfældes skriftligt, kan nævnes den situation, hvor en 62-årig kunde med almindelige indkomstforhold har en sædvanlig ratepension placeret i obligationer og har besluttet at gå på pension som 64-årig. Kunden beder af særlige/private grunde sit pengeinstitut om en fuldstændig omlægning af opsparingen til aktier. Det er ikke sædvanligt at påtage sig den forøgede risiko, som aktieinvesteringer indebærer set i forhold til investering i obligationer, så kort tid før pensioneringstidspunktet, hvilket pengeinstituttet må gøre kunden opmærksom på. Hvis kunden fastholder sit ønske, skal pengeinstituttet nedfælde kundens særlige forudsætninger på skrift. For forsikrings- og pensionsordninger, der er etableret som led i et ansættelsesforhold, et organisationsforhold eller forhold af lignende karakter vil væsentlige forudsætninger, der har været afgørende for aftalens indgåelse kun komme på tale, hvor f.eks. den enkelte indenfor visse rammer kan vælge, hvorledes ordningen skal sammensættes. 4 stk. 3 og 4 fastslår, at en finansiel virksomhed ikke i sine almindelige forretningsvilkår, anvendte standardvilkår eller dokumenter må forbeholde sig en vilkårlig ret til at ændre rente-, gebyr- eller provisionsklausuler. Kunden skal således tydeligt oplyses om, hvilke omstændigheder eller typer af omstændigheder der kan udløse ændringer. Dette gælder fx både for pengeinstitutternes indlån og udlån. 4, stk. 5 forpligter den finansielle virksomhed, på nær forsikringsselskaber, til at give en begrundelse for en opsigelse. Det nærmere indhold af dette kriterium skal forstås i overensstemmelse med Pengeinstitutankenævnets praksis vedr. opsigelse af aftaler med deres kunder. Det følger af 3 b i forsikringsaftaleloven, at forsikringsselskaber har en udtrykkelig pligt til efter anmodning at begrunde et afslag på at tegne en forsikring og en opsigelse af en allerede indgået forsikring. Der er tale om et offentligretligt krav til de finansielle virksomheder. Manglende overholdelse vil kunne udløse et påbud fra Finanstilsynet og efterfølgende bødestraf, såfremt påbudet ikke efterkommes. Der er derimod ikke tale om en civilretlig regulering, hvor manglende overholdelse af begrundelsespligten fx vil kunne føre til, at den finansielle virksomhed pålægges at opretholde den indgåede aftale. Kapitel 3 Rådgivning 5-7 er en udmøntning af "kend din kunde-princippet", som det kendes fra CESRs standarder, der gælder for værdipapirhandelsområdet. Princippet er her udstrakt til at gælde alle typer finansiel virksomhed, og det forudsætter, at den finansielle virksomhed foretager en undersøgelse af kundens forhold forud for, at der ydes rådgivning, således at rådgivningen kan tage udgangspunkt i kundens individuelle forhold. På forsikringsområdet betyder det fx, at der ved rådgivning om fastlæggelse af summen på en indboforsikring skal tages udgangspunkt i kundens livssituation, idet der kan være stor forskel på dækningsbehovet for en studerende, der lige er flyttet på kollegium, og et midaldrende ægtepar. 14

109 Ved rådgivning om investering i værdipapirer er det ligeledes meget afgørende, at den finansielle virksomhed kender kundens investeringshorisont og risikoprofil samt dennes eventuelle ønsker til investeringsstrategi og handelshyppighed. Realkreditinstitutter skal i særlig grad være opmærksom på kundens forhold, når man yder lån, henset til de risikomomenter, der er forbundet med de nyere lånetyper, som rentetilpasningslån, nedsparingslån og afdragsfrie lån. Pengeinstitutter eller investeringsforvaltningsselskaber, der har indgået aftale med en investeringsforening om markedsføring, rådgivning og salg af foreningens investeringsbeviser, skal i forbindelse med markedsføring og salg af beviser til kunderne være særlig opmærksom på, at kunden får den nødvendige rådgivning og information, og at de investeringsforeningsbeviser, der konkret anbefales kunden, er relevante i forhold til kundens økonomiske situation og den investeringsprofil, som kunden ønsker at have. Reglerne i 6-7 finder ikke anvendelse på pengeinstitutters forvaltningsafdelinger, der forvalter midler, der hidrører fra personer under værgemål, ikke-erhvervsdrivende fonde og båndlagte kapitaler, jf. omtalen under kapitel , stk. 1 indeholder en indledende afgrænsning af, hvad der forstås ved rådgivning. Normalt vil forløbet af en rådgivning mellem rådgiver og kunde indeholde følgende elementer: 1) kundens behov afdækkes 2) kunden får tilstrækkelig information om de for kunden relevante produkter og ydelser, der kan dække kundens behov, herunder om priser og øvrige vilkår 3) kunden modtager rådgiverens vejledninger og eventuelle anbefalinger 4) kunden træffer sin beslutning 5) der indgås evt. aftale mellem kunden og den finansielle virksomhed 6) der sørges for fornøden skriftlig dokumentation af aftalen og eventuelle væsentlige forudsætninger herfor. 5, stk. 2 fastslår, at rådgivning som beskrevet ovenfor ( 5, stk. 1) først og fremmest sker efter anmodning fra kunden. Rådgivningen vil typisk finde sted ved samtaler enten ved personligt fremmøde eller via telefon, men rådgivningen kan også foregå skriftligt, herunder via digital kommunikation. Den finansielle virksomhed kan som alternativ til selv at rådgive henvise kunden til at søge anden rådgivning. Der er ikke pligt til at rådgive, hvis kunden alene efterspørger en "ren" ekspedition, jf. dog 21. Som eksempler på "rene" ekspeditioner kan nævnes ind- og udbetalinger, pengeoverførsler og valutaveksling. Der skal dog rådgives, hvis "omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor". Det kan fx være, når kunden har behov for rådgivning under en ekspedition eller i andre tilfælde, hvor rådgivningsbehovet viser sig ved anden kontakt med den finansielle virksomhed. Såfremt den finansielle virksomhed har påtaget sig en løbende rådgivningsforpligtelse, skal den på eget initiativ løbende vurdere, om der er behov for rådgivning udover i den konkrete rådgivningssituation. 15

110 Forsikrings- og pensionsordninger, der er etableret som led i et ansættelsesforhold, et organisationsforhold eller forhold af lignende karakter, har forskellige niveauer af valgfrihed og rådgivningsbehovet kan derfor være forskelligt. I obligatoriske ordninger uden valgmuligheder er der således ikke grund til at foretage en behovsafdækning, ligesom information om valg m.v. ikke er relevant. I ordninger uden valgmuligheder er der normalt alene behov for at oplyse den enkelte forsikrede om muligheden for at indsætte en begunstiget og den information, der kan være behov for i den forbindelse, kan gives i en standardiseret form. I ordninger med valgmuligheder kan det afhængig af valgmulighedernes omfang og nærmere indhold være relevant at inddrage flere af elementerne i det "normale" rådgivningsforløb. I de ordninger, hvor ydelses- eller investeringssammensætningen er fuldstændig valgfri, kan rådgivningsforløbet have tilsvarende karakter som i individuelt etablerede forsikrings- og pensionsordninger. I alle situationer er det nødvendigt at have for øje, at rådgivningen skal tilpasses den enkeltes behov i forhold til at kunne træffe informerede valg og beslutning vedrørende ordningens nærmere udformning. 5, stk. 3, 1. og 2. pkt. er udtryk for, at rådgivningen skal opfylde den professionelle standard, som gælder på det pågældende rådgivningsområde. 5, stk. 3, 3. pkt. om oplysning om risici skal sammenholdes med 13 om særligt risikofyldte investeringer og 14 om muligheden for kurssikring. På forsikringsområdet vil det være relevant at oplyse om størrelsen af en eventuel selvrisiko. 5, stk. 4 gør det muligt at markedsføre produkter og koncepter uden individuel rådgivning. Kunden skal i så fald gøres opmærksom på den manglende mulighed for rådgivning. Hvis fx et pengeinstitut tilrettelægger sin virksomhed som en internetbank uden et traditionelt filialnet, må pengeinstituttet gøre kunderne opmærksomme på, i hvilket omfang der kan opsøges rådgivning fx ved telefonisk henvendelse til pengeinstituttet eller ved personligt fremmøde på udvalgte lokaliteter. 6 og 7 Bestemmelserne forudsætter, at den finansielle virksomhed skal sætte sig ind i den enkelte kundes forhold, før der rådgives, og at rådgivningen skal tage udgangspunkt i disse forhold. Fx kan et forventet pensionstidspunkt og behov for anskaffelse af større formuegoder have betydning for kundens låne- og investeringshorisont og dermed for den rådgivning, der skal gives. Det efterspurgte produkt har betydning for, hvilke oplysninger det er relevant at indhente. Rådgivningen kan kun ske på baggrund af de oplysninger, der i medfør af reglerne i lov om finansiel virksomhed kan anvendes hertil. 6, stk. 2 sammenholdt med 7 indebærer ved rådgivning af eksisterende kunder, som den finansielle virksomhed allerede har oplysninger om, fx ud fra tidligere rådgivningssamtaler, at virksomheden kan tage udgangspunkt i den viden, som kunden i forvejen har, og de oplysninger om kunden, som virksomheden allerede har. Den finansielle virksomhed skal dog overveje, om oplysningerne er tidssvarende og tilstrækkelige i forhold til det, der rådgives om, og i modsat fald anmode kunden om yderligere oplysninger eller om at opdatere tidligere afgivne oplysninger. For realkreditinstitutter er der fx som udgangspunkt ikke behov for at opdatere oplysninger under afvikling af lånet, medmindre kunden retter henvendelse til instituttet vedrørende ændring af lånet. 7, stk. 2 er relevant, hvis der ydes rådgivning i et løbende kundeforhold, herunder hvis den finansielle virksomhed har aftalt med kunden løbende at yde rådgivning. I de tilfælde kan den finansielle virksomhed ikke blot forlade sig på de oplysninger, som kunden tidligere har givet, men må anmode kunden om at opdatere oplysningerne. 16

111 8 8, stk. 1 omfatter alene krav om, at finansielle virksomheder skal informere om egne produkter/ydelser. Udtrykket "produkter og ydelser" skal forstås bredt. Det omfatter for det første de produkter/ydelser, hvor den finansielle virksomhed juridisk set er medkontrahent i forhold til kunden. For det andet omfatter det de produkter/ydelser, som markedsføres eller formidles af den finansielle virksomhed. Den finansielle virksomhed kan henvise kunden til at søge rådgivning hos producenten af det produkt/den ydelse, der formidles, jf. 2. Dette gælder dog ikke, såfremt et investeringsforvaltningsselskab eller et pengeinstitut har indgået aftale med en investeringsforening om at forestå markedsføring, rådgivning og salg af foreningens investeringsbeviser på vegne af foreningen. 8, stk. 3 er relevant, hvis der på markedet findes produkttyper, der ikke svarer til de af den finansielle virksomhed formidlede eller markedsførte produkttyper, og som er relevante for kunden. I de tilfælde skal der alene gives mere overordnet information om de relevante produkttyper, men ikke oplyses om enkeltheder vedr. konkurrerende produkter eller konkrete priser. 9 9 omhandler de tilfælde, hvor der kan være en modsætning mellem kundens interesse i rådgivningssituationen og den finansielle virksomheds interesse i at kunne sælge egne produkter eller formidle bestemte produkter som led i sin almindelige erhvervsvirksomhed. 9, stk. 1 angår ikke interessen i "almindelige indtjening" som fx gebyr-, præmie- og renteindtægter, men angår alene afsætning, som indebærer særlige fordele for den finansielle virksomhed. Det gælder fx ved et pengeinstituts udbud af ansvarlig kapital udstedt af pengeinstituttet selv. 9, stk. 2. Kravet til information om interessen i provision eller andet vederlag ved formidling af produkter/ydelser gælder uanset, om der i den konkrete situation er ydet rådgivning eller ej. Finansielle virksomheder skal således sikre sig, at kunder, der uden forudgående rådgivning, indgår aftale om køb af finansielle ydelser informeres om, at virksomheden modtager provision for formidling af andres produkter. Information om provision kan gives i produktinformationsmateriale, ved specifik henvisning til relevante afsnit i almindelige forretningsbetingelser, i årlige oversigter som fx udsendes i forbindelse med årsopgørelsen, ved mundtlig oplysning eller lignende. Det er som udgangspunkt ikke tilstrækkeligt til opfyldelse af informationsforpligtelsen, hvis oplysninger om provision o.lign. alene gives på virksomhedens hjemmeside, idet virksomheden herved ikke sikrer, at alle kunder får den fornødne information. Dette gælder dog ikke, hvis de finansielle ydelser udelukkende sælges via hjemmesiden og der i forbindelse med salget henvises til det relevante sted på hjemmesiden, hvor der er oplysninger om virksomhedens provisionsaftaler m.v. Bestemmelsen forpligter ikke den finansielle virksomhed til at oplyse størrelsen af en eventuel provision. Provision gives fx, hvor en finansiel virksomhed udbyder eller formidler andre finansielle virksomheders produkter, herunder i koncernforbundne virksomheder, eller når den finansielle virksomhed henviser en kunde til en anden virksomhed. Et eksempel på dette er tilfældet, hvor et pengeinstitut har indgået aftale med en investeringsforening om markedsføring, rådgivning og salg af foreningens beviser. Det er i den situation vigtigt for kunden at få at vide, at der foreligger en aftale om provision i forbindelse med at vedkommende tilbydes produkter fra netop denne virksomhed eller forening. På samme måde skal forsikrings- og pensionsselskaber oplyse om eventuelle provisioner fra de investeringsforeninger, som selskabernes unit link-kunder investerer i (såkaldt kick-back provision). 17

112 10 Bestemmelsen skal sikre, at der i rådgivningen tages højde for relevante skatteregler og om mulighed for offentlige tilskud. Efter stk. 2 vedrører rådgivningen de offentlige tilskud, som den finansielle virksomhed kan forventes selv at blive opmærksom på. Eksempelvis vil det være relevant at oplyse om, at udbetalinger fra pensionsordninger påvirker udbetalingen af efterløn. Det vil være relevant at give generelle oplysninger om de skatteregler, der omhandler fradragsmuligheder ved indbetaling og beskatning ved udbetaling af livs- og pensionsforsikring. I stedet for at yde rådgivning om skat og offentlige tilskudsmuligheder kan kunden henvises til at søge anden rådgivning herom. 11 Bestemmelsen omfatter "sikkerhedsforanstaltninger" ved de enkelte produkter/ydelser. Der er til forskel for begrebet "risici forbundet med en disposition" i 5, stk. 1 tale om mere praktiske forhold som fx muligheden for at forsyne en bankbog med "mærke", således at der alene kan hæves penge på bankbogen af tredjemand ved samtidig oplysning af mærket eller oplysning om, at PIN-koden til et Dankort ikke bør opbevares sammen med Dankortet og i øvrigt bør gemmes på en "husker", således at PIN-koden ikke fremtræder umiddelbart for uvedkommende. Endvidere kan nævnes sikkerhedsforanstaltninger ved kontrolkoder, som giver adgang til oplysninger om og ændring af realkreditlån. Ligeledes skal der gøres opmærksom på kortholderreglerne, herunder de hæftelsesregler, der gælder for tredjemands misbrug af betalingskort efter betalingsmiddelloven. 12 Kapitel 4 Særlige regler for pengeinstitutter Bestemmelsen indeholder et offentligretligt krav til pengeinstitutterne om at oprette en almindelig indlånskonto, medmindre der er en individuel saglig begrundelse for at nægte det, men den giver ikke en egentlig civilretlig kontraheringspligt. Indholdet af kriteriet "saglig begrundelse" skal forstås i overensstemmelse med Pengeinstitutankenævnets praksis på området. Retten til en almindelig indlånskonto gælder alene for privatkunder, idet de som lønmodtagere eller modtagere af offentlige ydelser har behov for en konto for at kunne modtage løn og andre ydelser. Der er ikke pligt til at knytte kreditfaciliteter eller andre ydelser til indlånskontoen. Pengeinstituttet kan dog afvise at oprette eller videreføre en indlånskonto, hvis det er sagligt begrundet. Det kan fx være tilfældet, hvis kunden optræder anstødeligt eller er til gene for pengeinstituttets øvrige kunder og/eller ansatte. 13 Kapitel 5 Særlige regler for pengeinstitutter og værdipapirhandlere Bestemmelsen omhandler navnlig kundens risiko for at komme i økonomiske vanskeligheder. Ved "særligt risikofyldte investeringer" forstås eksempelvis investeringer, hvor der er risiko for tab af en stor del af de investerede midler eventuelt kombineret med risiko for tab herudover, som det er tilfældet ved gearede investeringer. 13, stk. 2 hindrer ikke kunder i at løbe risici fx ved investeringer i værdipapirer eller låneoptagelser, men pengeinstituttet/værdipapirhandleren har som den professionelle part pligt 18

113 til at gøre kunden opmærksom på relevante risici. For så vidt gælder værdipapirhandlere skal bestemmelsen ses som en særlig bestemmelse vedrørende risikooplysninger og som et supplement til 21. Endvidere er bestemmelsen ikke til hinder for, at iværksættere foretager risikofyldt investering i egen virksomhed. 14 Kapitel 6 Særlige regler for realkreditinstitutter Kunden skal have forudsætninger for at kunne vurdere og vælge det mest fordelagtige realkreditprodukt. Kunden skal ud over oplysninger om den tilbudte lånetype i hovedtræk orienteres om andre relevante lånetyper og deres karakteristika for at have disse forudsætninger. Oplysningerne kan angives dels i lånetilbuddet, dels ved rådgivningssamtalen og i kombination med eventuel udlevering af brochurer med oplysninger om de forskellige relevante låntyper. Der skal på samme måde oplyses om muligheden for at aftale kurssikring. Reglen er ikke til hinder for, at der indgås en kurssikringsaftale, forinden lånetilbuddet er fremkommet til kunden. For de særlige låntyper, hvor ydelsen ikke er fast i hele lånets løbetid, eller hvor der er mulighed for perioder med afdragsfrihed, skal rådgivningen særligt gøre opmærksom på, at den fremtidige rentebetaling ikke er kendt i hele låneperioden, og at omkostningerne til tilbagebetaling af lånet kan stige, ligesom betydningen af, at lånet ikke er færdigamortiseret ved udløb, skal fremhæves for kunden. I forbindelse med afgivelse af lånetilbud skal der i øvrigt gives de væsentligste oplysninger om realkreditproduktet, herunder om lånets størrelse, lånevilkår, omkostninger forbundet med långivningen, lånesagsomkostninger samt løbende opkrævning af bidrag mv., og om der i disse omkostninger er indregnet omkostninger til andre, som fx tinglysningsafgifter og gebyrer til pengeinstitutter. Er der herudover knyttet særlige betingelser til lånetilbuddet, skal dette ligeledes oplyses. 15 Hvis beregningen af indfrielsesbeløbet er baseret på opsigelse af lånet inden en bestemt frist, skal fristen tydeligt fremgå. 16 Det følger af bestemmelsen, at kunden ved låneomlægninger skal have et beslutningsgrundlag vedrørende såvel låneoptagelsen (det ny tilbud) som indfrielsen af et eksisterende lån. Ved en låneomlægning, hvor kunden ikke har taget stilling til, hvorledes indfrielsen af det eksisterende lån skal foregå, er det særlig relevant i tilbuddet eller på anden måde at redegøre for de oplysninger, der fremgår af bekendtgørelsens Realkreditinstituttet kan have fuldmagt fra kunden til at foretage den på dispositionstidspunktet mest hensigtsmæssige indfrielse. Det er derfor ikke nødvendigvis den indfrielsesmetode, som er foreslået i tilbuddet om låneomlægning, der vil blive benyttet. Hvis realkreditinstituttet tilbyder låneomlægning via Internettet, skal kunden også have adgang til de oplysninger, der fremgår af 14 og 15. Kapitel 7 Særlige regler om brug af kautionister og oplysningsforpligtelser for penge- og realkreditinstitutter 19

114 17 Et penge- eller realkreditinstitut må ikke medvirke til ydelse af lån, hvor der stilles sikkerhed i form af kaution, når kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi. Ved vurdering af, om 17 kan finde anvendelse for andre end forbrugere, jf. 1, stk. 2, kan der lægges vægt på sondringen i lov om finansiel virksomhed 47 og 48 alt efter, om kautionen er stillet inden for eller uden for erhvervsforhold. Hvis kautionen stilles indenfor erhvervsforhold, adskiller kundeforholdet sig væsentligt fra et privat kundeforhold, jf. 1, stk. 2, og er ikke omfattet af 17. For pengeinstitutter er der tillige fastsat regler om kaution i lov om finansiel virksomhed 47 og 48. Hvorvidt der er tale om et misforhold indenfor realkreditområdet, må bero på en konkret vurdering baseret på oplysninger om kautionistens økonomiske situation og kautionsforpligtelsens størrelse. Der må ved denne vurdering sondres mellem kautionister, der beboer den pågældende ejendom sammen med debitor (idet sådanne kautionisters indtægter normalt indgår i husstandens budget og dermed er medtaget i vurderingen af debitors mulighed for at betale de løbende ydelser på lånet) og andre kautionister, som normalt ikke har løbende økonomisk fællesskab med debitor, og hvis økonomi derfor må vurderes uafhængigt af debitors økonomi. Når kaution anvendes, skal instituttet sikre sig, at kautionisten er informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen, herunder at kautionisten har et fyldestgørende grundlag for at træffe sin beslutning om at påtage sig den pågældende kautionsforpligtelse. Det skal i forbindelse hermed konkretiseres, hvad kaution indebærer, og hvilke forhold der udløser kautionistens forpligtelse, herunder at debitors manglende betaling er tilstrækkelig til, at kravet kan rettes mod kautionisten, når der er tale om selvskyldnerkaution. Informationen kan gives til kautionisten i form af en særlig, skriftlig vejledning om kaution. Kravet kan på pengeinstitutområdet opfyldes ved udlevering af den pjece, der informerer om kaution, som Forbrugerrådet og Finansrådet har udarbejdet i fællesskab. Kautionisten skal én gang om året modtage oplysninger fra instituttet om størrelsen af det låneengagement, for hvilket kautionsforpligtelsen består. For pengeinstitutter gælder bestemmelsen i lov om finansiel virksomhed 48, stk. 7. Bestemmelsen skal sikre, at kautionisten har mulighed for at følge med i udviklingen af den fordring, som der er kautioneret for. Herved kan kautionisten være bedre forberedt i tilfælde af, at kautionen bliver gjort effektiv. Idet der alene er tale om en orientering om låneengagementets størrelse, forudsætter bestemmelsen ikke, at opgørelsen udregnes præcist pr. datoen for orienteringens fremsendelse. Såfremt et institut overtræder bestemmelsen og yder lån mod kaution i tilfælde, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi eller undlader at informere kautionisten om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen, vil det kunne udløse et påbud fra Finanstilsynet. 18 Et pantebrev, der på en tvangsauktion ved det afgivne bud ikke har opnået dækning eller ikke har opnået fuld dækning, og som er forbundet med et personligt gældsansvar, giver kreditor ret til at gøre det udækkede krav gældende mod skyldneren personligt efter afholdelse af tvangsauktionen over den pantsatte ejendom. Fristen på 1 år løber fra tidspunktet for salg på endelig tvangsauktion. Begæres der på tvangsauktionen ny tvangsauktion, løber fristen først fra tidspunktet for afslutning af den ny tvangsauktion. Det samme gælder, hvis der skal afholdes misligholdelsesauktion. 20

115 Påmindelse om kravet skal sendes til skyldneren hvert andet år. Der må således ikke være mere end 24 måneder mellem hver påmindelse. Det er ikke en betingelse, at der ved påmindelsen samtidig sker beregning af eventuelt påløbne renter. Det skal tydeligt fremgå, såfremt kravet i den fremsendte påmindelse er opgjort, uden at der er fortaget en renteberegning. Det er ikke fornødent at sende en påmindelse, såfremt kreditgiveren årligt foretager indberetning af det skyldige beløb til skattemyndighederne i henhold til skattekontrolloven, og oplysning om det indberettede sendes til skyldneren. Selvom et institut undlader at meddele, at det fastholder sit ufyldestgjorte krav eller ikke sender en påmindelse, vil det ikke i sig selv føre til, at instituttet er afskåret fra at gøre kravet gældende. Spørgsmålet om forældelse af kravet afgøres således efter dansk rets almindelige regler om ophør af fordringer m.v. Kapitel 8 Særlige regler for værdipapirhandlere Bestemmelserne i dette kapitel finder ikke anvendelse på pengeinstitutters forvaltningsafdelinger, der forvalter midler, der hidrører fra personer under værgemål, ikke-erhvervsdrivende fonde og båndlagte kapitaler. Dette skyldes de særlige forhold, der gør sig gældende vedrørende forvaltningen af disse midler og den særlige regulering som forvaltningen af disse midler er underlagt i henhold til anden lovgivning. 20 De oplysninger, som er nævnt i 20, stk. 1, nr. 2-11, skal kun fremgå af aftalen, hvis det er relevant. Værdipapirhandleren er ikke forpligtet til at udarbejde en detaljeret aftale, men kan eventuelt henvise til de underliggende forretningsbetingelser eller andre supplerende aftaler. Aftaler om værdipapirudlån er væsentlige aftaler, hvor kravet i 4 om skriftlighed gælder. De værdipapirer, der er omfattet af pkt. 5 fremgår af værdipapirhandelslovens Bestemmelsen fastlægger de særlige rådgivningsforpligtelser, der gælder på værdipapirhandelsområdet. I stk. 1 fastsættes det, at en værdipapirhandler altid skal sætte sig ind i kundernes forhold og på baggrund af disse oplysninger rådgive kunden om, hvorvidt de finansielle ydelser, kunden efterspørger, er egnede for kunden. Den rådgivning, der ydes, skal afpasses kundens investeringsformål, den kompleksitet og risiko, der er knyttet til det instrument, kunden ønsker at investere i samt den information og rådgivning, som kunden tidligere har modtaget. Kravene til de oplysninger, der indhentes fra kunden, er nærmere beskrevet i vejledningen til bekendtgørelsens 5 og 6. Stk. 2 giver mulighed for, at en værdipapirhandler kan indgå en aftale med en kunde om, at værdipapirhandleren ikke løbende skal foretage en vurdering af, om de finansielle ydelser, kunden efterspørger, er egnede for kunden. Værdipapirhandleren kan i stedet foretage en generel vurdering af, hvilke typer af finansielle produkter der vil være egnede for kunden. Kunden kan herefter løbende foretage transaktioner med de pågældende ydelser uden en løbende rådgivning fra værdipapirhandleren. En sådan aftale kan indgå i aftalegrundlaget omfattet af 20 og kan blandt andet anvendes i forbindelse med aftaler, hvor kunden har adgang til at foretage handler elektronisk (E-handel/nethandel). 21

116 22 Bestemmelsen finder anvendes bl.a. i tilfælde, hvor en ordre ikke skønnes at kunne gennemføres inden for de sædvanlige tidsmæssige rammer, eksempelvis fordi aktierne er illikvide. Bestemmelsen gælder ikke i de tilfælde, hvor kunden inden ordreafgivelse er informeret om, at ordren muligvis ikke kan lade sig gennemføre. 24 Kapitel 9 Særlige regler for investeringsforvaltningsselskaber Der henvises til 10 i bekendtgørelse om god skik for investeringsforeninger og specialforeninger samt udenlandske investeringsinstitutter samt bemærkninger hertil i den tilhørende vejledning. Inden forsikringstegningen 25 Kapitel 10 Særlige regler for forsikringsselskaber Det er op til det enkelte forsikringsselskab at vælge, i hvilket omfang man vil tilbyde rådgivning. Efter 25 stk. 1, 1. punktum påhviler det selskabet at klargøre, i hvilket omfang selskabet tilbyder rådgivning til kunderne. Der henvises til den generelle bestemmelse i 5, hvor der er redegjort nærmere for ansvarsfordelingen mellem den finansielle virksomhed og kunderne i relation til rådgivning. For arbejdsmarkedspensioner og kollektive ordninger henvises til de generelle bemærkninger under 1, stk. 5, 3. pkt., om forståelsen af forsikringens tegningstidspunkt. 26 Ved tegning af en skadesforsikring skal selskabet af egen drift stille visse oplysninger til rådighed for kunden. Ved afgrænsningen af, hvilke oplysninger der skal gives, er det afgørende, at omfanget af hensyn til overskueligheden begrænses til de centrale dækningselementer. Det vil her være nærliggende at tage udgangspunkt i de dækningselementer, som i Forsikringsoplysningens Værd-at-vide-pjecer fremhæves som centrale. Hvad angår "andre væsentlige oplysninger" er det nærliggende at fokusere på afgivne risikooplysninger og mulige fremtidige ændringer i præmien. Der bør oplyses om mulige konsekvenser af urigtige risikooplysninger og opfordres til at berigtige eventuelle fejl. Den i 26 nævnte skriftlige oplysning om dækningsomfanget skal gives senest i forbindelse med policens udstedelse. 26, stk. 3 gælder - som den øvrige del af 26 - alene på skadesforsikringsområdet, idet berigelsesforbuddet i forsikringsaftaleloven fører til, at kunden kun får erstatningsbeløbet én gang, selvom to forsikringer dækker samme interesse på skadesforsikringsområdet, og der indtræffer en skade. Der skal oplyses om risiko for dobbeltforsikring i de tilfælde, hvor der erfaringsmæssigt er risiko for væsentligt overlap i forhold til andre forsikringer. Som eksempler på, hvornår der bør gives oplysning, kan nævnes rejseforsikring/årsrejseforsikring, tillægsforsikringer ved køb af hårde hvidevarer og glas- og kummedækning på familieforsikringen. 22

117 Derimod bør der ikke gives oplysning om den begrænsede dobbeltdækning mellem en rejseforsikring og en familieforsikring, da hoveddækningsområderne på de to forsikringstyper er vidt forskellige, og den overlappende dækning kun er af perifer betydning. 27 Når en kunde tegner en forsikring, kan der være aftalt en bestemt dato, hvor forsikringstiden starter. Ligger ikrafttrædelsesdatoen efter det tidspunkt, hvor aftalen endeligt er indgået, træder forsikringen uden videre i kraft denne dato. Det er imidlertid ikke ualmindeligt, at en forsikringsaftale efter sit indhold træder i kraft, inden aftalen er indgået. Fx indtegnes en husforsikring normalt med svampedækning med forbehold for selskabets besigtigelse af ejendommen. I sådanne tilfælde er det afgørende, at kunden oplyses om den usikkerhed, der er med hensyn til dækningen, indtil det tidspunkt, hvor aftalen er endeligt på plads. På livs- og pensionsforsikringsområdet vil udgangspunktet være, at forsikringen dækker fra det tidspunkt, selskabet har antaget forsikringen uden forbehold. Et senere tidspunkt kan aftales. Oplysning om, at forsikredes retsstilling er usikker, skal først gives, efter forsikredes identitet er blevet forsikringsselskabet bekendt. 28 Det påhviler som udgangspunkt selskabet ved udformningen af de spørgsmål, som stilles, at sikre sig, at kunden får afgivet de oplysninger, som er nødvendige for selskabets vurdering af, om forsikringen kan antages og på hvilke vilkår. Spørgsmålet, om selskabet kan gøre gældende, at der er afgivet urigtige eller mangelfulde oplysninger, er reguleret af FAL Kundevejledning om konsekvenserne af urigtige oplysninger skal gives, hver gang der afgives helbredsoplysninger. 29 Ved skift af forsikringsselskab kan begrænsninger i dækningen opstå dels som følge af, at det overtagende selskabs forsikringsbetingelser afviger fra det afgivende selskabs, dels fordi kundens risikooplysninger giver begrænsninger i dækningen. I begge tilfælde er det vigtigt, at kunden inden selskabsskiftet bliver gjort opmærksom på sådanne begrænsninger. Det er kun væsentlige begrænsninger, der skal oplyses om. Selskabets pligt til på eget initiativ at give oplysning må tage udgangspunkt i, hvad kunder normalt opfatter som væsentlige dækningselementer. Det vil være nærliggende at tage udgangspunkt i de væsentlige dækningselementer, som er beskrevet i Forsikringsoplysningens Værd-at-vide-pjecer. Har kunden særlige dækninger, som vedkommende tillægger afgørende betydning, må kunden selv opsøge rådgivning herom. Som eksempler på afgrænsningen af oplysningspligten kan nævnes, at et overtagende selskab, som ikke vil overtage svampedækningen i et hus, skal oplyse kunden derom. Overtager et selskab en kombineret bilforsikring, bør det oplyses, hvis der alene tegnes ansvarsforsikring. Der kan endvidere være tale om, at der ved overflytning af en persons samlede forsikringsportefølje til et nyt selskab opstår problemer med at videreføre en personforsikring på uændrede vilkår, fordi der er indtrådt ændringer i personens helbredsforhold efter tegningen af den første forsikring. Efter Ankenævnet for Forsikrings praksis gælder der allerede i dag en forpligtelse for det modtagende selskab til, inden det opsiger forsikringen i det gamle selskab, at 23

118 sikre sig, at der er fuld klarhed over, på hvilke vilkår forsikringerne kan antages i det modtagende selskab. Der kan ikke stilles krav om, at det overtagende selskab er i besiddelse af det afgivende selskabs forsikringsbetingelser, eller at det overtagende selskab skal foretage en egentlig produktsammenligning. Pligten til at oplyse om begrænsninger i dækningen i forhold til en tidligere forsikring gælder alene, hvor selskabet er bekendt med, at der er tale om "et skift" og dermed er bekendt med den tidligere forsikring. 29, stk. 1, er ikke gældende for forsikrings- og pensionsordninger, der er etableret som led i et ansættelsesforhold, et organisationsforhold eller forhold af lignende karakter. 29, stk. 2 vedrører alene personforsikring, det vil bl.a. sige ulykkes-, syge- og sundhedsforsikring, kritisk sygdom samt livs- og pensionsforsikring.. Flyttes en ulykkes-, livsog/eller pensionsforsikring, vil rådgivningens omfang og karakter afhænge af den konkrete situation. Kunden skal fx, når det drejer sig om at flytte en livs- og pensionsforsikring, gøres opmærksom på, at kundens dækning, grundlagsrente, eventuelle navngivne begunstigelser mm. ophører i det afgivende selskab. Endvidere vil en flytning kunne kræve, at kunden skal afgive nye helbredsoplysninger. Selskabet skal således gøre kunden opmærksom på, at en forværring af helbred kan have negative konsekvenser for kundens muligheder for at få de samme eller bedre dækninger hos den nye udbyder. Desuden skal kunden gøres bekendt med, at der typisk er omkostninger forbundet med at flytte en pensionsopsparing. Det modtagende selskab skal oplyse, hvilke omkostninger det vil kræve. I forsikrings- og pensionsordninger, der er etableret som led i et ansættelsesforhold, et organisationsforhold eller forhold af lignende karakter, kan den forsikrede i forbindelse med jobskifte, skifte af organisation eller lignende have et ønske om at foretage en reserveoverførsel til et nyt selskab. I sådanne tilfælde skal den forsikrede inden flytningen oplyses om antagelsesvilkårerne i det nye selskab. Informationspligten gælder tillige for pengeinstitutter ved reserveoverførsel fra et forsikringsselskab, i det omfang pengeinstituttet stiller særlige krav for antagelsen f.eks. hvis der i tilknytning til den overførte pensionsordning er tegnet forsikringer. Forsikringsaftalen 30 Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med pligten til efter 4 at nedfælde væsentlige forudsætninger for rådgivningen i aftalen samt bestemmelsen i 26 om, at der skal informeres om vigtige dækningselementer. Formålet med reglerne er at give kunden mulighed for at få overblik over de væsentlige dækninger, herunder til- og fravalg. Det er nærliggende at tage udgangspunkt i Forsikringsoplysningens Værd-at-vide-pjecer. Som eksempler på valg, der bør orienteres om, kan nævnes, om kunden på en kritisk sygdomsforsikring har karensperiode, om en ulykkesforsikring er hel- eller deltidsforsikring, og om der er svampedækning på en husforsikring. Generelt bør der oplyses om den valgte selvrisiko. Det er alene i forhold til den valgte forsikring, der skal oplyses om valg. 31 På Forsikringsoplysningens hjemmeside og på Ankenævnet for Forsikrings hjemmeside er der redegjort for praksis på områder, der erfaringsmæssigt giver anledning til spørgsmål, hvorfor en 24

119 henvisning til disse sider er nærliggende. Ligeledes vil en henvisning til supplerende oplysninger på forsikringsselskabets egen hjemmeside kunne være relevant. 32 Bestemmelsen skal i relation til selskabsskift ses i sammenhæng med 29. Efter 32 skal der, når der tegnes en skadesforsikring, i papirformat eller på andet varigt medium informeres om væsentlige begrænsninger i dækningen i forhold til, hvad en kunde med rimelighed kan forvente vil være dækket under den pågældende forsikring. Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at kunden, der køber et på afgørende punkter afvigende produkt, er bekendt med afvigelserne og træffer et bevidst valg. Bestemmelsen gælder alene på skadesforsikringsområdet, hvilket skal ses i sammenhæng med, at informationsforpligtelserne på livsforsikringsområdet er reguleret i bekendtgørelse nr. 609 af 14/ 7/ 1995 om information fra forsikringsselskabet til forsikringstager ved indgåelsen af en livsforsikring. Bestemmelsen finder alene anvendelse på områder, hvor der er en markedskonformitet, og hvor der kan være skabt en berettiget forventning hos kunden om et givent dækningsomfang. Det er endvidere kun væsentlige huller i dækningen, der skal oplyses om. Som det vil fremgå af ForsikringsLuppen, afviger selskabernes produkter på skadesforsikringsområdet fra hinanden på en lang række punkter. Ønsker kunden en så detaljeret sammenligning, må vedkommende selv tage initiativ til denne sammenligning. Informationspligten vil påhvile selskaber, der udbyder produkter, hvor væsentlige dækningselementer, som generelt må antages at være af betydning for kunden, er undtaget i forhold til, hvad der er gængs på markedet. Undtagelserne bør fremgå af selve policeteksten og ikke kun af forsikringsbetingelserne. Som eksempler på sådanne vigtige dækningselementer kan nævnes, at et selskab, der sælger en familieforsikring skal oplyse, såfremt der ikke er tyveridækning eller cykeldækning. På bilforsikring skal det angives, såfremt der ikke er fuld kaskodækning. For en husforsikring skal det angives, såfremt der ikke er insekt- og svampedækning eller rørskadedækning. For en ulykkesforsikring skal det angives, hvis der ikke er tandskadedækning, eller hvis der ikke ydes dækning for skader ned til 5 pct. mén. Et passende niveau for detaljeringsgrad kan fås ved at tage udgangspunkt i Forsikringsoplysningens Værd-at-vide-pjecer, der opregner de gængse, væsentlige dækninger på de enkelte forsikringstyper. Forsikringstiden 33 Bestemmelsen, som alene gælder for skadesforsikringer, har til formål at sikre, at kunden løbende får mulighed for at danne sig et overblik over sine forsikringer med henblik på at kunne overveje, om der er behov for tilpasninger. Oplysningen om det eventuelle behov for ændringer af forsikringen kan alene gives ud fra en generel betragtning, mens en mere individuel vurdering fordrer, at der er kontakt mellem selskabet og kunden. Alene i de tilfælde, hvor forsikrede har en ændringsadgang i forsikringen, skal der oplyses om ændringsbehov. 25

120 En mulighed er at henlede kundens opmærksomhed på, at vedkommende løbende bør være opmærksom på sine forsikringsbehov, især ved ændringer i vedkommendes liv, så som ægteskab, børn, flytning eller tilvækst i værdi af ejendele. 34 Når der er indtruffet en skade, er det som udgangspunkt kunden, der vælger, på hvilken måde vedkommende anmelder skaden. Det kan dog i forsikringsaftalen være aftalt, at anmeldelse skal ske i papirformat eller på andet varigt medium. Har kunden valgt at anmelde en skade i papirformat eller på andet varigt medium, vil det som udgangspunkt være naturligt, at det er denne kommunikationsform, som anvendes. Der kan dog være tilfælde, hvor kunden har tilkendegivet, at anden kommunikation kan anvendes. Det er meget almindeligt, at kunderne ringer til deres forsikringsselskab i tilfælde, når de er i tvivl om dækningen på deres forsikring. Det er således ikke enhver telefonisk forespørgsel om dækningsomfang, der har karakter af en anmeldelse. I et meget stort antal sager - ikke mindst forholdsvis mindre skader på skadesforsikringsområdet - afsluttes skadebehandlingen telefonisk. Enten ved at der udbetales en erstatning, eller ved at dækningen afvises. Hvor dette ikke sker i fuld enighed med kunden, skal kunden have mulighed for at få afslaget meddelt i papirformat eller på andet varigt medium med henblik på at kunne overveje sine klagemuligheder. 35 Kapitel 11 Tilsyn og straffebestemmelser Stk. 1 fastlægger, at Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold, der strider imod de opregnede bestemmelser. Stk. 2 præciserer, at Finanstilsynet skal bede den finansielle virksomhed om en redegørelse, inden der træffes afgørelse i en god skik-sag. Formålet er at sikre, at virksomheden får lejlighed til at kommentere Finanstilsynets afgørelsesgrundlag, inden der træffes afgørelse i sager om god skik. Der er tale om en præcisering af den generelle pligt til partshøring, der følger af forvaltningslovens Straffen for ikke at efterkomme et påbud efter 35, stk. 1, er bøde. Finanstilsynet, den 20. december 2004 Annette Bjåland Andersen /Bettina Agerskov 26

121 Bilag 3 Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning af 28. juni 2002 Etik i bankrådgivningen Historisk dokument Ophævet pr. 1. oktober 2003 Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning Forbrugerombudsmanden har med forhandlingsparterne Finansrådet, Forbrugerrådet, Håndværksrådet, konkurrencesekretariatet samt Finanstilsynet drøftet retningslinjernes anvendelsesområde og formuleringer i relation til salgsfremmende foranstaltninger og interessekonflikter. Retningslinierne har været i kraft siden den 1. oktober Retningslinjerne blev i august 1997 suppleret med uddybende bemærkninger. Varetagelsen af såvel rådgivningsmæssige som salgsmæssige funktioner kan give anledning til interessekonflikter mellem kunden og pengeinstituttet. Tilsvarende gælder, hvis den ekspederende medarbejder selv har en særlig økonomisk interesse i rådgivningens resultat. Parterne har drøftet disse problemstillinger, og der er på denne baggrund ændret i retningslinjernes pkt. 7. Det er pengeinstituttets ledelse, der har det overordnede ansvar for retningslinjernes overholdelse, og det er ledelsen, der skal sikre, at der sker den tilstrækkelige uddannelse af medarbejderne, således at der i pengeinstituttet sker den nødvendige implementering af retningslinjerne. Retningslinjerne gælder såvel ved rådgivning til eksisterende kunder som til potentielle kunder. Retningslinjer i Forbrugerombudsmandens regi, som er forhandlet med de relevante erhvervs- og forbrugerorganisationer m.v., betragtes som udtryk for, hvad der er god markedsføringsskik på området, og retningslinierne er underlagt Forbrugerombudsmandens tilsyn efter markedsføringsloven. Retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning 1. Indledning, afgrænsning. Med baggrund i pengeinstitutternes forretningsmæssige interesser som rådgivere og udbydere af produkter og ydelser, skal disse regler fremme, at pengeinstitutterne yder en rådgivning, der tilgodeser hensynet til den enkelte kunde. Et pengeinstitut, der markedsfører sig på en måde, der skaber berettiget forventning om, at der ydes en uvildig rådgivning, skal leve op til den standard, der må forudsættes for anerkendte og uafhængige rådgivere. Pengeinstitutterne skal sikre en etisk adfærd i afsætning af produkter og ydelser og i den hertil knyttede rådgivning. Pengeinstitutterne skal herunder nøje overveje selve indholdet af de produkter, ydelser og aktiviteter, som iværksættes. I disse overvejelser skal endvidere indgå en omhyggelig afgrænsning af hvilke kundegrupper, produkterne søges afsat til. Nærværende retningslinjer finder anvendelse på pengeinstitutternes rådgivning. Retningslinjerne gælder ikke for ekspeditioner. Kommentar: Parterne har drøftet den potentielle konflikt ved pengeinstituttets varetagelse af kundens interesser i rådgivningssituationen samtidig med, at pengeinstituttet varetager egne salgs- og indtjeningsmæssige interesser. Der er enighed om, at der ved bestemmelsen i punkt 1.1, jf. punkterne 2.2 og 2.3 ("tilgodese kundens interesser", "høj professionel standard") er taget klar stilling til, hvorledes denne mulige konflikt hos rådgiveren skal løses. Den rådgivning, der skal ydes i henhold til retningslinjerne, skal således alene tilgodese hensynet til kunden. Der er i punkt 7 nærmere taget stilling til, hvorledes en eventuel interessekonflikt skal håndteres. I forbindelse med salg af produkter og andre ydelser skal pengeinstituttet altid have for øje, hvilken målgruppe produktet henvender sig til. Valutaspekulationsforretninger er eksempelvis ikke egnede til privatkunder, medmindre disse har en helt særlig baggrund og formue, jf. ligeledes punkt 10 om risici. Pengeinstituttet bør til enhver tid ved dets investeringsrådgivning følge den generelle udvikling i opfattelsen af etiske normer i samfundet, og bør derfor afholde sig fra at opfordre til spekulation mod lovgivningens intentioner. Der kan således være anledning til, at et pengeinstitut vælger ikke at udbyde specielle produkter og ydelser. 27

122 I punkt 1.4 præciseres det, at de etiske regler alene finder anvendelse på pengeinstituttets rådgivning og ikke omfatter "rene" ekspeditioner såsom ind- og udbetalinger, overførsler, valutaveksling samt effektuering af kundens ordrer om køb og salg af værdipapirer. Den ekspederende medarbejder bør dog i den enkelte situation være opmærksom på, om der er behov for rådgivning, jf. punkt 2.2 og kommentaren hertil. 2. Generalklausul. Ved rådgivning forstås anbefalinger og vejledninger. Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og skal gives, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov. Rådgivningen skal sikre, at kunden får anbefalinger og vejledninger af høj professionel standard. Den skal give kunden mulighed for at indrette sin adfærd mest hensigtsmæssigt, herunder tilvejebringe den information, der er nødvendig for, at kunden bedst muligt kan træffe beslutning i overensstemmelse med egne interesser. Pengeinstituttet skal i samarbejde med kunden skabe fornøden klarhed om indhold og forudsætninger i rådgivningen. Kommentar: Normalt vil forløbet af en rådgivning mellem rådgiver og kunde indeholde følgende elementer: 1) kundens behov afdækkes 2) kunden får tilstrækkelig information om de for kunden relevante produkter og ydelser, der kan dække dennes behov, herunder om priser og øvrige vilkår. 3) kunden modtager pengeinstituttets anbefalinger og vejledninger 4) kunden træffer sin beslutning 5) der indgåes evt. aftale mellem kunden og pengeinstituttet 6) der sørges for fornøden skriftlig dokumentation. Rådgivning ydes først og fremmest efter anmodning fra kunden. Rådgivning finder typisk sted ved personlige samtaler mellem kunde og rådgiver, men kan også foregå skriftligt. Retningslinjerne gælder ikke for "rene" ekspeditioner, men det kan under en ekspedition vise sig, at kunden har et behov for rådgivning om forhold, der har tilknytning til ekspeditionen. Pengeinstituttet skal i så fald af egen drift tilbyde at rådgive kunden herom. Pengeinstituttet skal om nødvendigt af egen drift tilbyde kunden at tage dennes engagement op til vurdering af dets forsvarlighed, sammensætning og hensigtsmæssighed, når pengeinstituttet er opmærksom på, at konkrete individuelle forhold hos kunden taler herfor, eller når kunden mere generelt drøfter sine økonomiske forhold med pengeinstituttet. Dette gælder endvidere, hvis pengeinstituttet aftalemæssigt eller gennem en mere fast praksis har påtaget sig at virke som rådgiver for kunden om kundens generelle økonomiske forhold. Pengeinstituttet skal da med rimelige intervaller og ved passende lejligheder foretage en vurdering af forsvarlighed, sammensætning og hensigtsmæssighed af kundens engagement. Rådgivningen skal således - også på baggrund af pengeinstituttets generelle markedskundskab - sikre, at kunden bedst muligt kan varetage sine interesser i forhold til de på ethvert tidspunkt eksisterende priser og vilkår på de produkter, ydelser og koncepter, som pengeinstituttet løbende udvikler. Kvaliteten af rådgivningen bør som minimum opfylde den professionelle standard, der gælder for det konkrete rådgivningsområde. 3. Almindelige krav til rådgivningen. Pengeinstituttet skal rådgive med udgangspunkt i den enkelte kundes individuelle økonomi samt kundens forhold i øvrigt, herunder låne- og investeringshorisont, risikovillighed og mulighed for at overskue det, der rådgives om. Pengeinstituttet drager omsorg for, at der tilvejebringes tilstrækkelig information om egne produkter og ydelser, herunder om forskelle i priser og vilkår for alternative produkter, der kan dække kundens behov. Der skal således oplyses om muligheden for at indrette sig mest hensigtsmæssigt ved alternative måder at ordne et engagement på. Ved rådgivningen anvendes pengeinstituttets generelle markedskundskab med henblik på, at kunderne informeres om de på markedet relevante produkttyper. Rådgivningen omfatter dog ikke enkeltheder om konkurrerende produkter eller konkrete priser. Kommentar: Reglen i punkt 3.1 indebærer, at pengeinstituttet/den ekspederende medarbejder må sætte sig ind i den enkeltes kundes forhold. Et forventet pensionstidspunkt og behov for anskaffelse af større formuegoder kan eksempelvis have betydning for kundens låne- og investeringshorisont. Ved lånerådgivning må pengeinstituttet afdække, hvilken afviklingsprofil der er ønskelig. Ved investeringsrådgivning bør pengeinstituttet endvidere være opmærksom på den risiko, som kunden er parat til at løbe, og hvilket eventuelt tab den enkelte kunde kan bære. Det ændrer ikke på pengeinstitutternes pligter efter punkt 3.2 og 3.3, at der er tale om produkter og ydelser, som må antages at være almindelig kendt. Et pengeinstitut skal således rådgive (punkt 3.2)/ informere (punkt 3.3) om relevante, alternative typer af disse produkter og ydelser. Det kan eksempelvis, udover de traditionelle produkter, være forsikrings- og pensionsprodukter, realkreditlån, homebanking-produkter, internetbanking-produkter eller telefonbank-produkter. Der stilles særlige krav til pengeinstituttets rådgivning om egne produkter/ydelser. Efter punkt 3.2 skal pengeinstituttet af egen drift give relevant og nuanceret information om egne produkter/ydelser. Udtrykket "egne produkter/ydelser" skal forstås bredt. "Egne produkter/ydelser" omfatter således for det første samtlige de produkter/ydelser, hvor pengeinstituttet juridisk set er medkontrahent i forhold til kunden. For det andet omfatter "egne produkter/ydelser" samtlige de produkter/ydelser, som markedsføres eller formidles af pengeinstituttet. Dette gælder, uanset 28

123 om produktet/ydelsen markedsføres, formidles eller kan erhverves via den afdeling, hvor kunden bliver rådgivet. I det omfang pengeinstituttet optræder som formidler af produkter/ydelser, vil pengeinstituttet i øvrigt altid kunne henvise kunden til at søge rådgivning hos producenten heraf. Ovenstående er ikke til hinder for, at der udvikles forretningskoncepter, hvorefter der i visse enheder (filialer) ikke ydes rådgivning, eller kun i meget begrænset omfang ydes rådgivning overfor kunden. Det må dog være et krav, at pengeinstituttet i sin markedsføring - herunder i den pågældende enhed - særlig klart fremhæver, at der hér er tale om et specielt koncept med begrænset eller slet ingen ydelse af rådgivning. Medarbejdere i sådanne enheder (filialer) skal, hvis det bliver relevant, henvise kunden til at søge rådgivning på anden måde. "Produkter/ydelser" omfatter samtlige eksisterende produkt- og koncepttyper samt i princippet de produkt- og koncepttyper, som løbende bliver udviklet. For så vidt angår fortolkningen af rækkevidden af informationspligten efter punkt 3.3 må det afgørende være, om der på markedet findes produkttyper, der ikke er identiske med de af pengeinstituttet formidlede eller markedsførte produkttyper, og som er relevante for kunden. Der vil efter punkt 3.3 normalt ikke være behov for at informere om homebanking-produkter, internetbanking-produkter, telefonbank-produkter eller andre distributionsmåder i konkurrerende virksomheder, medmindre kundens spørgsmål eller forholdene i øvrigt tilsiger det. 4. Udvidede krav til rådgivning. Påtager pengeinstituttet sig at rådgive på grundlag af speciel markedskundskab eller på grundlag af særlige rådgivningskoncepter øges kravene til kvaliteten i rådgivningen og informationen om produkter, der indgår som grundlag. Kommentar: Bestemmelsen er udtryk for, at kravene til rådgivningen skærpes i takt med de signaler, pengeinstituttet udsender om sin egen formåen og kompetence. 5. Mindskede krav til rådgivning. Ved markedsføring af et forretningskoncept, der er baseret på produkter med standardiseret information med lille eller ingen tilknyttet individuel rådgivning skal pengeinstituttet gøre opmærksom på disse begrænsninger. Medvirker pengeinstituttet til rådgivning derudover, skal dette ske under iagttagelse af nærværende retningslinier. Alternativt skal pengeinstituttet henvise kunden til at søge anden rådgivning, når det bliver opmærksom på et øget rådgivningsbehov. Kommentar: Bestemmelsen retter sig særligt mod nichebanker og omhandler udbud af produkter, hvortil der alene er knyttet standardinformationer eventuelt suppleret med en begrænset rådgivning i forbindelse med produktets etablering. Pengeinstituttet skal gøre kunden særskilt opmærksom på sådanne begrænsninger. Rådgiver man alligevel, skal det ske under iagttagelse af de almindelige krav, jf. punkt 3. Kan man ikke det, skal kunden henvises til andre, der kan yde rådgivningen. 6. Vejledning om principper for prisdifferentiering. Såfremt rådgivning angår forhold, hvor der mellem kunderne for en given ydelse er forskelle i fastsættelse af ind- eller udlånsrente eller gebyrer eller andre vederlag til pengeinstituttet, skal pengeinstituttet sikre sig, at kunden er opmærksom herpå. Pengeinstituttet skal på forespørgsel fra kunden give oplysning om, hvilke forhold hos kunden, der kan være bestemmende for kundens indplacering inden for den givne differentiering af renter mv. Kommentar: Pengeinstituttet skal sikre, at kunden har kendskab til, at der sker prisdifferentiering. Bestemmelsen er et supplement til den information, der i forvejen gives om renter og gebyrer på skilte og i brochurer. Pengeinstituttet skal således af egen drift i rådgivningen sikre, at kunden er opmærksom på eventuelle spreads for renter og gebyrer, f.eks. således at et eventuelt anvendt prisinterval oplyses. Dette vil i praksis kunne ske ved, at rådgiveren gør kunden opmærksom på, hvilken rente eller gebyr indenfor det anvendte prisinterval pengeinstituttet vil tilbyde den pågældende kunde efter en individuel vurdering af kundens forhold. Dette udelukker selvsagt ikke en yderligere forhandling med kunden herom. Ved udsendelse af årsopgørelse eller kontoudtog til kunden bør pengeinstituttet oplyse såvel om den konkrete rentesats, der gælder for kunden, som om det rentespænd, som pengeinstituttet anvender for den pågældende type engagement (konto). Oplysningerne kan f.eks. gives ved at vedlægge det relevante uddrag af den gældende prisliste. 7. Særlige interesser Har pengeinstituttet eller den ekspederende medarbejder/rådgiver i rådgivningssituationen en særlig interesse i rådgivningens resultat udover den almindelige indtjening, skal pengeinstituttet inden rådgivningen informere kunden om arten og omfanget 29

124 af den særlige interesse. Modtager pengeinstituttet eller den ekspederende medarbejder/rådgiver provision eller andet vederlag som følge af formidlingen af produkter eller ydelser, skal kunden gøres opmærksom herpå. Pengeinstituttet bør i relation til hvert enkelt kundeforhold overveje, om den særlige interesse skal medføre at pengeinstituttet vil undlade at rådgive, undlade at udbyde produktet eller indskrænke sig til at afsætte den pågældende ydelse eller det pågældende produkt til en afgrænset kundegruppe, fx professionelle investorer. En særlig interesse skærper således kravene til pengeinstituttets forsigtighed ved udbud og formidling af de pågældende produkter og til indholdet af rådgivningen. Ved udbud af ansvarlig kapital udstedt af pengeinstituttet selv skal der gives oplysning om den ansvarlige kapitals retsstilling og om, at denne ikke er dækket af indskydergarantifonden. Kommentar: Punkt 7 omhandler den situation, hvor der kan være en konflikt mellem kundens interesse i rådgivningssituationen og pengeinstituttets interesse i at kunne sælge egne produkter eller formidle bestemte produkter som led i sin almindelige erhvervsvirksomhed. Efter retningslinjernes punkt 1.1 skal rådgivningen alene varetage kundens interesser. For pengeinstitutter, der markedsfører sig på en måde, der skaber berettiget forventning om, at der ydes en uvildig rådgivning, skal rådgivningen leve op til den standard, der må forudsættes for anerkendte og uafhængige rådgivere, jf. punkt 1.2. Særlig interesse i relation til punkt 7.1 foreligger, hvor pengeinstituttet har en konkret interesse i at afsætte et bestemt produkt eller en given ydelse, som indebærer særlige fordele for pengeinstituttet, fx hvor pengeinstituttet udbyder ansvarlig kapital udstedt af pengeinstituttet selv. Der vil tillige kunne være tale om særlig interesse, hvor pengeinstituttet har en konkret interesse ved udbud og formidling af andre virksomheders ydelser eller produkter, eller når pengeinstituttet henviser en kunde til en anden virksomhed. Bestemmelsen stiller derimod ikke krav til information om pengeinstituttets sædvanlige forretningsmæssige interesse i gebyrog renteindtægter m.v. som må anses for tilgodeset gennem almindelige informations- og skiltningsregler og bestemmelsen i punkt 6. Tilsvarende er der tale om en særlig interesse efter punkt 7.1, hvor den ekspederende medarbejder/rådgiver har en særlig økonomisk interesse i rådgivningens resultat. Dette kan være ved anvendelsen af salgsafhængige bonusordninger, hvor salg af pengeinstituttets egne eller andre virksomheders produkter eller henvisning til andre virksomheder medfører betaling til rådgiveren, eller andre former for præstationsaflønningsordninger, hvor der er en direkte sammenhæng mellem konkrete salg af ydelser eller produkter og rådgiverens aflønning. Efter punkt 7.1 skal pengeinstituttet forud for rådgivningen informere kunden om, hvori den særlige interesse består, således at kunden på et informeret grundlag har mulighed for at tage stilling til, hvilke konsekvenser de særlige interesseforhold bør have. Efter lov om finansiel virksomhed 3 a, stk. 1, nr. 4, skal en værdipapirhandler bestræbe sig på, at der ikke opstår interessekonflikter, og når sådanne ikke kan undgås, sørge for at kunderne behandles korrekt. Efter lovens 3 b, stk.1, nr. 2, skal en værdipapirhandler organisere og opbygge sin virksomhed på en sådan måde, at risikoen for interessekonflikter både mellem værdipapirhandlerens kunder indbyrdes og mellem kunderne og værdipapirhandleren begrænses mest muligt. Om fornødent indebærer dette, at værdipapirhandlere skal organisere deres virksomhed således, at forskellige funktioner og arbejdsopgaver adskilles ved passende foranstaltninger. Efter punkt 7.3 forudsættes det, at det enkelte pengeinstitut internt tager stilling til, hvornår eller i hvilke situationer en særlig interesse fører til, at pengeinstituttet undlader at rådgive, undlader at udbyde et produkt eller indskrænker sig til at afsætte den pågældende ydelse eller det pågældende produkt til en afgrænset kundegruppe, og i givet fald til hvilken. Parallelt hermed kan være de tilfælde, hvor kunden i forvejen er repræsenteret af en uafhængig rådgiver. Pengeinstituttet bør i disse situationer være tilbageholdende med at tilbyde kunden rådgivning (uden om kundens rådgiver). I alle de situationer, hvor der foreligger en særlig interesse, skal pengeinstituttet være opmærksom på, at der stilles strengere krav til rådgivningen end normalt, jf. punkt 7.4. Pengeinstituttet bør ikke bruge betegnelsen rådgiver om ekspederende medarbejdere, som i det væsentligste er provisionslønnede eller aflønnes efter lignende aflønningsformer. At pengeinstituttet har opfyldt sine forpligtelser i henhold til punkt 7, må efterfølgende kunne godtgøres eventuelt i forbindelse med opfyldelsen af punkt 11 om skriftlighed eller på anden måde. 8. Skattemæssige og andre konsekvenser. I rådgivningen inddrages de skatteregler, som er relevante for de omfattede produkter og kundens forhold. Alternativt skal pengeinstituttet henvise kunden til at søge anden rådgivning. Såfremt det for pengeinstituttet fremgår, at forhold, der rådgives om kan have væsentlig økonomisk betydning for en persons 30

125 mulighed for at modtage tilskud eller andre økonomiske fordele, skal pengeinstituttet medtage dette i rådgivningen eller henvise kunden til at søge nærmere oplysning hos rette vedkommende. Kommentar: Bestemmelsen i punkt 8.1 forudsætter, at den enkelte medarbejder i sin rådgivning tager højde for relevante skatteregler. Kunden skal eksempelvis vejledes om den beskatning/afgift, der eventuelt udløses ved salg af børsnoterede aktier og nogle typer investeringsforeningsbeviser. Mere konkret rådgivning om de skattemæssige konsekvenser bør alene gives, hvor pengeinstituttet har et relevant kendskab til kundens forhold. Hvor pengeinstituttet ikke er i stand til at yde en tilstrækkelig skatterådgivning eller hvis relevante oplysninger om kundens forhold savnes, skal kunden henvises til at søge anden rådgivning. Punkt 8.2 er trods sin brede formulering tænkt alene at skulle omhandle offentlige tilskud. Ordet "pengeinstitut" skal ligesom i punkt 8.1 forstås således, at bestemmelsen ikke angår den generelle viden, som pengeinstituttet måtte være i besiddelse af i sin organisation, men alene den viden, som den enkelte medarbejder, der befinder sig i rådgivningssituationen, er i besiddelse af. Er eller bliver en medarbejder således konkret opmærksom på forhold, der kan have betydning for kunden, skal der rådgives herom, ligesom kunden skal henvises til at søge yderligere bistand rette sted. 9. Sikkerhedsmæssige forhold. Som et led i rådgivningen skal pengeinstituttet sørge for, at kunden er orienteret om de sikkerhedsforanstaltninger, der bør iagttages vedrørende pengeinstitutprodukter. Kommentar: Der tænkes her på at oplyse kunden om muligheden for f.eks. at forsyne en bankbog med mærke, at få opbevaret fysiske værdipapirer i boks og pantebreve og præmieobligationer i depot samt f.eks. oplysning om, at PIN-koden på et Dankort ikke må videregives til andre, men kan gemmes på en "husker", opbevaring af Eurochequekort og Eurocheques m.m. 10. Risici. Som led i rådgivningen skal kunden orienteres om risici, der er relevante i relation til kundens forhold. Hvor pengeinstituttet anbefaler eller medvirker til særligt risikofyldte investeringer, skal der i samarbejde med kunden være foretaget en omhyggelig vurdering af kundens mulighed for at bære et deraf følgende tab. Der bør i disse situationer udvises særlig tilbageholdenhed med at tilbyde lånefinansiering. Såfremt en kunde på eget initiativ forespørger pengeinstituttet om investering eller finansiering af investeringer, hvis konsekvenser kan overstige kundens formåen, påhviler der pengeinstituttet pligt til at fraråde en sådan investering. Efter omstændighederne bør pengeinstituttet afstå fra at medvirke til investeringer, der er særligt risikofyldte eller som overstiger kundens formåen. Kommentar: Bestemmelsen omhandler navnlig kundens risiko for at komme i økonomisk uføre. Dette gælder eksempelvis, hvis der er risiko for, at kunden f.eks. ikke vil være i stand til at betale et lån eller anden finansiering tilbage, jf. punkt 10.1, eller de risici, der knytter sig til en investering. En omhyggelig vurdering af kundens muligheder for at bære et eventuelt tab skal altid foretages ved enhver form for medvirken til særlig risikofyldt investering eller finansiering heraf, jf. punkt Ved "særlig risikofyldt" forstås eksempelvis tab af en stor del af de investerede midler eller et absolut stort tab eventuelt tillige med tab herudover, såsom gearede investeringer. Afhængig af kundens økonomiske formåen og investeringens karakter - eksempelvis skattemæssigt betingede erhvervsinvesteringer i udenlandske driftsmidler (jernbanevogne o.lign.) - må det vurderes, om pengeinstituttet kan medvirke til investeringen eller helt skal afstå fra denne, jf. punkterne 10.3 og Såfremt pengeinstituttet ikke afstår fra at medvirke til investeringen, må det afgøres, om investeringen kan anbefales eller skal frarådes alt efter kundens evne til at tåle det eventuelle tab. Ved særlig risikofyldte investeringer, f.eks. gearede valutaspekulationsforretninger, skal der udvises særlig tilbageholdenhed med lånefiansiering. Det er ikke sigtet med bestemmelsen i punkt 10 at hindre kunder i at løbe risici f.eks. ved investeringer i værdipapirer eller låneoptagelser, men pengeinstituttet har som den mere professionelle part pligt til at gøre kunden opmærksom på relevante risici. En kunde, der således med åbne øjne ønsker at foretage en risikofyldt investering, skal have mulighed for dette, hvis han kan bære tabet. Iværksættere er ikke afskåret fra at foretage en risikofyldt investering i egen virksomhed. 11 Skriftlighed. Pengeinstituttet skal sørge for, at alle væsentlige aftaler indgås eller bekræftes skriftligt med angivelse af eventuelle særlige forudsætninger, herunder væsentlige forudsætninger i den tilknyttede rådgivning. 31

126 Kommentar: Krav om skriftlighed er relevant i to situationer. For det første skal væsentlige aftaler indgåes eller bekræftes skriftligt. For det andet skal pengeinstituttet sikre, at særlige, herunder væsentlige forudsætninger, som er af betydning for rådgivningen af kunden, er nedfældet skriftligt. Ved "særlige forudsætninger" forstås normalt forudsætninger, der ikke er typiske for den pågældende aftale. Der må hér lægges vægt på, hvad en almindelige fornuftig kunde anser for særligt. Herudover er det dog afgørende, hvad den enkelte kunde konkret lægger vægt på. Ved "væsentlige forudsætninger" forstås forudsætninger, der i rådgivningen har været så afgørende, at de har være bestemmende for, at aftalen blev indgået eller for dens nærmere indhold. Jo mere atypiske forudsætninger, jo større betydning for kundens private økonomi, desto større behov for skriftlig dokumentation. 12. Overholdelse af retningslinjerne. Pengeinstituttets ledelse har ansvaret for, at disse retningslinjer efterleves i det daglige arbejde. Arbejdsgange skal således ajourføres, og medarbejderne vejledes og uddannes i nødvendigt omfang. Pengeinstituttet må kun søge afsætningen af dets produkter og rådgivningen i tilknytning hertil fremmet via mellemmænd, hvis disse overholder retningslinjer København, den 28. juni 2002 Hagen Jørgensen 32

127 Bilag 4 Finanstilsynets forbrugerpolitiske strategiplan på det finansielle område Den forbrugerpolitiske strategiplan på det finansielle område. Indledning Regeringens mål er, at Danmark skal være præget af vækst og velfærd med gode forhold for både virksomhederne og forbrugerne. Rammerne har regeringen lagt i sin vækststrategi "Vækst med vilje" fra Som led i udmøntningen af vækststrategien har regeringen i januar 2003 taget initiativ til en gennemgribende fornyelse af forbrugerpolitikken i oplægget "Ny Forbrugerpolitik". Oplægget indeholdt ca. 50 initiativer på området. Målet med fornyelsen af forbrugerpolitikken har været, at: styrke niveauet for forbrugerbeskyttelse i Danmark, sikre forbrugere størst mulig valgfrihed, og inddrage forbrugere og virksomheder i forbrugerpolitikken. Regeringen har for at nå disse mål sat fokus på 6 områder: 1. Forbrugerområdet skal organiseres mere effektivt 2. Forbrugersikkerheden skal udbygges 3. Forbrugerrådgivningen skal styrkes 4. Forbrugernes fri valg skal understøttes 5. Virksomhederne skal inddrages som medspillere, og 6. Forbrugerreglerne skal forbedres Flere af initiativerne vedrører bedre forbrugerforhold på det finansielle område; særligt indsatsområderne forbrugerrådgivning, frit valg, bedre forbrugerregler og inddragelse af virksomhederne. Som led i fornyelsen af forbrugerpolitikken er der i juni 2002 gennemført en ændring af de finansielle love og markedsføringsloven. Ændringen havde til formål dels at sikre en klar kompetencefordeling mellem ministeren, Forbrugerombudsmanden, Fondsrådet og Finanstilsynet, dels at skabe mere sammenhængende og bindende regler om god skik inden for den finansielle sektor. Ændringerne indebar, at kompetencen til at udstede bindende regler om god skik blev samlet hos økonomi- og erhvervs-ministeren. Økonomi- og erhvervsministeren har i februar 2003 udstedt nye bindende regler om god skik for værdipapirhandlere og i juni 2003 for finansielle virksomheder og forsikringsmæglere. Sigtet har været at forbedre forbrugerreglerne på området og herigennem bl.a. styrke forbrugerrådgivningen. Det er Finanstilsynets opgave at føre tilsyn med disse regler. Der er udarbejdet en flerårlig handlingsplan for forbrugerpolitikken på det finansielle område. Hovedbudskaberne i redegørelsen "Ny Forbruger-politik" om forbrugernes frie valg, regelforenkling og medinddragelse af virksomhederne som medspillere er naturlige udgangspunkter for det videre arbejde med forbrugerpolitikken på det finansielle område. Strategiplanen har, som et led i regeringens politik om at gode regler skabes i tæt samarbejde mellem forbrugere og virksomheder, været forelagt for en bred kreds. 33

128 Bilag 5 Pengeinstitutankenævnet Finansrådet 1, Sammenslutningen Danske Andelskasser og Forbrugerrådet oprettede i 1988 Pengeinstitutankenævnet. 2 Pengeinstitutankenævnet er en privat klageinstans, der drives af Finansrådet og Forbrugerrådet. Jfr. lov om forbrugerklager 5 er Pengeinstitutankenævnet godkendt til at behandle klager over pengeinstitutter. Godkendelsen betyder, at 2, stk. 2 og 3 i lov om forbrugerklager finder tilsvarende anvendelse for Pengeinstitutankenævnet. Dette betyder blandt andet, at sagens parter er afskåret fra at anlægge sag ved domstolene om de spørgsmål sagen omfatter, jfr. 3, stk. 1 i lov om forbrugerklager. Pengeinstitutankenævnet behandler klager over danske pengeinstitutter og deres herværende datterselskaber vedrørende private kundeforhold, 3 og kan vedrøre samtlige omstændigheder i retsforholdet mellem parterne. 4 Erhvervsdrivende har deslige muligheden for at indberette klager, hvis klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. 5 Begge parter i en klagesag kan indbringe en afgørelse for domstolene, jfr. 11, stk. 1 i vedtægter for pengeinstitutankenævnet, afgørelserne er med andre ord ikke eksigible. I denne sammenhæng skal det dog anføres, at et pengeinstitut kan tilslutte sig Pengeinstitutankenævnet, med den betydning, at det er bundet af Pengeinstitutankenævnets kendelser, medmindre det, fire uger efter Pengeinstitutankenævnets afsendelse af den enkelte kendelse, skriftligt meddeler, at det ikke ønsker at være bundet af kendelsen, jfr. vedtægter for Pengeinstitutankenævnet 11, stk. 2. Inden en klage indgives til Pengeinstitutankenævnet skal følgende forudsætninger være opfyldt: 1. Klagen skal angå privatkundeforhold og vedrøre et spørgsmål af økonomisk betydning, jr. vedtægter for Pengeinstitutankenævnet 2, stk. 2 og vejledning ved indgivelse af klage til Pengeinstitutankenævnet Kunden skal forgæves have forsøgt at opnå en tilfredsstillende ordning med pengeinstituttet forinden, jfr. vedtægter for Pengeinstitutankenævnet 3, stk Behandling af klagen hører i henhold til lovgivning ikke under offentlige myndigheder eller andre anke- eller klagenævn, jfr. vedtægter for Pengeinstitutankenævnet 4, stk En sammenslutning af Den Danske Bankforening og Danmarks Sparekasseforening 2 1 i vedtægter for Pengeinstitutankenævnet 3 Begrebet kunde omfatter kontohavere og andre aftagere af pengeinstituttets ydelser (inkl. kautionister, tredjemandspantsættere og garantibeneficianter). Andersen og Møgelvang-Hansen: Bankretlige emner Klager over pengeinstitutter, s , stk. 2, 1. led og 3, stk. 1 i vedtægter for Pengeinstitutankenævnet 5 2, stk. 2, 2. led i vedtægter for Pengeinstitutankenævnet

129 4. Tvisten er ikke afgjort ved endelig dom, gyldigt bindende voldgift eller retsforlig. Ydermere er tvisten ej heller afgjort i forbindelse med en straffesag, jfr. vedtægter for Pengeinstitutankenævnet 5, stk I tilfælde af der verserer en retssag om tvisten, som ønskes behandlet af Pengeinstitutankenævnet, er det en betingelse af retten udsætter retssagen på forelæggelse for Pengeinstitutankenævnet, jfr. vedtægter for Pengeinstitutankenævnet 5, stk Klagen skal slutteligt indgives skriftligt, jfr. vedtægter for Pengeinstitutankenævnet 8, stk. 1. Pengeinstitutankenævnet kan afvise sager, som på grund af deres principielle juridiske karakter, usikkerheden om bedømmelsen af de fremkommende faktiske oplysninger eller af andre juridiske grunde findes uegnede til behandling i Pengeinstitutankenævnet, jfr. vedtægter for Pengeinstitutankenævnet 7, stk. 1. Pengeinstitutankenævnet er sammensat af en højesteretsdommer (formand) og to landsdommere (næstformænd). Pengeinstitutankenævnets øvrige medlemmer er udpeget af henholdsvis pengeinstitutsektoren og Forbrugerrådet. I den enkelte sags behandling deltager formanden eller en næstformand, to medlemmer udpeget af pengeinstitutsektoren og to udpeget medlemmer udpeget af Forbrugerrådet, jfr. vedtægter for Pengeinstitutankenævnet 13, stk. 1. Der blev med oprettelsen af Pengeinstitutankenævnet etableret en nem, billig og hurtig procedure for kunderne til at få afgjort konflikter opstået i forhold til pengeinstituttet, - klagesager som, på grund af omkostninger, formentlig ikke ellers ville være indbragt for domstolene. 7 Selvom afgørelserne ikke har retskraft, og ikke er eksigible, 8 har de stor gennemslagskraft i pengeinstitutternes praksis. 9 Der er med oprettelsen af Pengeinstitutankenævnet sket en problemopfangning, der blandt andet har resulteret i retspolitiske initiativer, som sandsynligvis ikke ville have ført til resultater, hvis de ikke havde været funderet i et forholdsvis nuanceret, konkret erfaringsmateriale Otholm, Busck-Nielsen, Hammer-Pedersen og Engberg Jensen: Dansk Bank Væsen, s Kendelserne kan således ikke gennemtvinges ved fogedrettens hjælp, ligesom de heller ikke er en endelig bindende afgørelse af sagen 9 Andersen og Møgelvang-Hansen: Bankretlige emner Klager over pengeinstitutter, s Møgelvang-Hansen: Forbrugerbeskyttelse og pengeinstitutter renteændringsklausuler, s

130 Bilag 6 Finansrådets etiske regler for pengeinstitutters rådgivning om deres produkter og ydelser og de dertilhørende bemærkninger 36

131 37

132 38

133 39

134 40

135 41

136 42

137 43

138 44

139 Bilag 7 Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning af 6. juni 1994 og Finansrådets vejledning til de enkelte punkter 45

140 46

141 47

142 48

143 49

144 50

145 51

146 52

147 53

148 54

149 55

150 56

151 57

152 58

153 59

154 60

155 61

156 62

157 63

158 Bilag 8 Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning af 13. august 1997 Forbrugerombudsmanden har med forhandlingsparterne Finansrådet, Forbrugerrådet, Håndværksrådet og Konkurrencesekretariatet drøftet aktuelle fortolkningsspørgsmål. Retningslinierne har været i kraft siden den 1. oktober 1994 og har givet anledning til nogen fortolkningstvivl. Parterne har derfor i fællesskab formuleret nedenstående kommentarer med det ønske at afklare tvivlsspørgsmål og herved også i større omfang give grundlag for realitetsbehandling ved Pengeinstitutankenævnet. Parterne er enige om, at retningslinierne har et fornuftigt indhold, samt at det er af afgørende betydning, at retningslinierne følges i praksis i overensstemmelse med parternes intentioner. Det er pengeinstituttets ledelse, der har det overordnede ansvar for retningsliniernes overholdelse, og det er ledelsen, der skal sikre, at der sker den tilstrækkelige uddannelse af medarbejderne, således at der i pengeinstituttet sker den nødvendige implementering af retningslinierne. Det må understreges, at retningslinierne ikke omfatter forbrugerbeskyttelse i form af bl.a. minimumsstandarder for udformning af aftalevilkår og for god kundebehandling uden for rådgivning. Således omfatter retningslinierne heller ikke spørgsmål, som knytter sig til forgæves forsøgt rådgivning, og som forudsætter stillingtagen til, om pengeinstitutter i visse situationer - f.eks. i forhold til personer som har særligt vanskeligt ved at gennemskue økonomiske forhold - har en egentlig handlepligt til rimelig varetagelse af en kundes væsentlige økonomiske interesser. Retningslinierne omhandler endvidere ikke pengeinstitutternes prisfastsættelsespolitik, men alene information og rådgivning om priser og vilkår m.v. Retningslinierne gælder såvel ved rådgivning til eksisterende kunder som til potentielle kunder. Retningslinier i Forbrugerombudsmandens regi, som er forhandlet med de relevante erhvervs- og forbrugerorganisationer m.v., betragtes som udtryk for, hvad der er god markedsføringsskik på området, og retningslinierne er underlagt Forbrugerombudsmandens tilsyn efter markedsføringsloven. 1. Indledning, afgrænsning. Med baggrund i pengeinstitutternes forretningsmæssige interesser som rådgivere og udbydere af produkter og ydelser, skal disse regler fremme, at pengeinstitutterne yder en rådgivning, der tilgodeser hensynet til den enkelte kunde. Et pengeinstitut, der markedsfører sig på en måde, der skaber berettiget forventning om, at der ydes en uvildig rådgivning, skal leve op til den standard, der må forudsættes for anerkendte og uafhængige rådgivere. Pengeinstitutterne skal sikre en etisk adfærd i afsætning af produkter og ydelser og i den hertil knyttede rådgivning. Pengeinstitutterne skal herunder nøje overveje selve indholdet af de produkter, ydelser og aktiviteter, som iværksættes. I disse overvejelser skal endvidere indgå en omhyggelig afgrænsning af hvilke kundegrupper, produkterne søges afsat til. Nærværende retningslinier finder anvendelse på pengeinstitutternes rådgivning. Retningslinierne gælder ikke for ekspeditioner. Kommentar: Parterne har drøftet den potentielle konflikt ved pengeinstituttets varetagelse af kundens interesser i rådgivningssituationen samtidig med, at pengeinstituttet varetager egne salgs- og indtjeningsmæssige interesser. Der er enighed om, at der ved bestemmelsen i punkt 1.1, jf. punkterne 2.2 og 2.3 ("tilgodese kundens interesser", "høj professionel standard") er taget klar stilling til, hvorledes denne mulige konflikt hos rådgiveren skal løses. Den rådgivning, der skal ydes i henhold til retningslinierne, skal således alene tilgodese hensynet til kunden. I forbindelse med salg af produkter og andre ydelser skal pengeinstituttet altid have for øje, hvilken målgruppe produktet henvender sig til. Valutaspekulationsforretninger er eksempelvis ikke egnede til privatkunder, medmindre disse har en helt 64

159 særlig baggrund og formue, jf. ligeledes punkt 10 om risici. Pengeinstituttet bør til enhver tid ved dets investeringsrådgivning følge den generelle udvikling i opfattelsen af etiske normer i samfundet, og bør derfor afholde sig fra at opfordre til spekulation mod lovgivningens intentioner. Der kan således være anledning til, at et pengeinstitut vælger ikke at udbyde specielle produkter og ydelser. I punkt 1.4 præciseres det, at de etiske regler alene finder anvendelse på pengeinstituttets rådgivning og ikke omfatter "rene" ekspeditioner såsom ind- og udbetalinger, overførsler, valutaveksling samt effektuering af kundens ordrer om køb og salg af værdipapirer. Den ekspederende medarbejder bør dog i den enkelte situation være opmærksom på, om der er behov for rådgivning, jf. punkt 2.2 og kommentaren hertil. 2. Generalklausul. Ved rådgivning forstås anbefalinger og vejledninger. Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og skal gives, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov. Rådgivningen skal sikre, at kunden får anbefalinger og vejledninger af høj professionel standard. Den skal give kunden mulighed for at indrette sin adfærd mest hensigtsmæssigt, herunder tilvejebringe den information, der er nødvendig for, at kunden bedst muligt kan træffe beslutning i overensstemmelse med egne interesser. Pengeinstituttet skal i samarbejde med kunden skabe fornøden klarhed om indhold og forudsætninger i rådgivningen. Kommentar: Normalt vil forløbet af en rådgivning mellem rådgiver og kunde indeholde følgende elementer: 1) kundens behov afdækkes 2) kunden får tilstrækkelig information om de for kunden relevante produkter og ydelser, der kan dække dennes behov, herunder om priser og øvrige vilkår. 3) kunden modtager pengeinstituttets anbefalinger og vejledninger 4) kunden træffer sin beslutning 5) der indgåes evt. aftale mellem kunden og pengeinstituttet 6) der sørges for fornøden skriftlig dokumentation. Rådgivning ydes først og fremmest efter anmodning fra kunden. Rådgivning finder typisk sted ved personlige samtaler mellem kunde og rådgiver, men kan også foregå skriftligt. Retningslinierne gælder ikke for "rene" ekspeditioner, men det kan under en ekspedition vise sig, at kunden har et behov for rådgivning om forhold, der har tilknytning til ekspeditionen. Pengeinstituttet skal i så fald af egen drift tilbyde at rådgive kunden herom. Pengeinstituttet skal om nødvendigt af egen drift tilbyde kunden at tage dennes engagement op til vurdering af dets forsvarlighed, sammensætning og hensigtsmæssighed, når pengeinstituttet er opmærksom på, at konkrete individuelle forhold hos kunden taler herfor, eller når kunden mere generelt drøfter sine økonomiske forhold med pengeinstituttet. Dette gælder endvidere, hvis pengeinstituttet aftalemæssigt eller gennem en mere fast praksis har påtaget sig at virke som rådgiver for kunden om kundens generelle økonomiske forhold. Pengeinstituttet skal da med rimelige intervaller og ved passende lejligheder foretage en vurdering af forsvarlighed, sammensætning og hensigtsmæssighed af kundens engagement. Rådgivningen skal således - også på baggrund af pengeinstituttets generelle markedskundskab - sikre, at kunden bedst muligt kan varetage sine interesser i forhold til de på ethvert tidspunkt eksisterende priser og vilkår på de produkter, ydelser og koncepter, som pengeinstituttet løbende udvikler. Kvaliteten af rådgivningen bør som minimum opfylde den professionelle standard, der gælder for det konkrete rådgivningsområde. 65

160 3. Almindelige krav til rådgivningen. Pengeinstituttet skal rådgive med udgangspunkt i den enkelte kundes individuelle økonomi samt kundens forhold i øvrigt, herunder låne- og investeringshorisont, risikovillighed og mulighed for at overskue det, der rådgives om. Pengeinstituttet drager omsorg for, at der tilvejebringes tilstrækkelig information om egne produkter og ydelser, herunder om forskelle i priser og vilkår for alternative produkter, der kan dække kundens behov. Der skal således oplyses om muligheden for at indrette sig mest hensigtsmæssigt ved alternative måder at ordne et engagement på. Ved rådgivningen anvendes pengeinstituttets generelle markedskundskab med henblik på, at kunderne informeres om de på markedet relevante produkttyper. Rådgivningen omfatter dog ikke enkeltheder om konkurrerende produkter eller konkrete priser. Kommentar: Reglen i punkt 3.1 indebærer, at pengeinstituttet/den ekspederende medarbejder må sætte sig ind i den enkeltes kundes forhold. Et forventet pensionstidspunkt og behov for anskaffelse af større formuegoder kan eksempelvis have betydning for kundens låne- og investeringshorisont. Ved lånerådgivning må pengeinstituttet afdække, hvilken afviklingsprofil der er ønskelig. Ved investeringsrådgivning bør pengeinstituttet endvidere være opmærksom på den risiko, som kunden er parat til at løbe, og hvilket eventuelt tab den enkelte kunde kan bære. Det ændrer ikke på pengeinstitutternes pligter efter punkt 3.2 og 3.3, at der er tale om produkter og ydelser, som må antages at være almindelig kendt. Et pengeinstitut skal således rådgive (punkt 3.2)/ informere (punkt 3.3) om relevante, alternative typer af disse produkter og ydelser. Det kan eksempelvis, udover de traditionelle produkter, være forsikringsog pensionsprodukter, realkreditlån, homebanking-produkter, internetbanking-produkter eller telefonbank-produkter. Der stilles særlige krav til pengeinstituttets rådgivning om egne produkter/ydelser. Efter punkt 3.2 skal pengeinstituttet af egen drift give relevant og nuanceret information om egne produkter/ydelser. Udtrykket "egne produkter/ydelser" skal forstås bredt. "Egne produkter/ydelser" omfatter således for det første samtlige de produkter/ydelser, hvor pengeinstituttet juridisk set er medkontrahent i forhold til kunden. For det andet omfatter "egne produkter/ydelser" samtlige de produkter/ydelser, som markedsføres eller formidles af pengeinstituttet. Dette gælder, uanset om produktet/ydelsen markedsføres, formidles eller kan erhverves via den afdeling, hvor kunden bliver rådgivet. I det omfang pengeinstituttet optræder som formidler af produkter/ydelser, vil pengeinstituttet i øvrigt altid kunne henvise kunden til at søge rådgivning hos producenten heraf. Ovenstående er ikke til hinder for, at der udvikles forretningskoncepter, hvorefter der i visse enheder (filialer) ikke ydes rådgivning, eller kun i meget begrænset omfang ydes rådgivning overfor kunden. Det må dog være et krav, at pengeinstituttet i sin markedsføring - herunder i den pågældende enhed - særlig klart fremhæver, at der hér er tale om et specielt koncept med begrænset eller slet ingen ydelse af rådgivning. Medarbejdere i sådanne enheder (filialer) skal, hvis det bliver relevant, henvise kunden til at søge rådgivning på anden måde. "Produkter/ydelser" omfatter samtlige eksisterende produkt- og koncepttyper samt i princippet de produkt- og koncepttyper, som løbende bliver udviklet. For så vidt angår fortolkningen af rækkevidden af informationspligten efter punkt 3.3 må det afgørende være, om der på markedet findes produkttyper, der ikke er identiske med de af pengeinstituttet formidlede eller markedsførte produkttyper, og som er relevante for kunden. Der vil efter punkt 3.3 normalt ikke være behov for at informere om homebanking-produkter, internetbanking-produkter, telefonbank-produkter eller andre distributionsmåder i konkurrerende virksomheder, medmindre kundens spørgsmål eller forholdene i øvrigt tilsiger det. 4. Udvidede krav til rådgivning. Påtager pengeinstituttet sig at rådgive på grundlag af speciel markedskundskab eller på grundlag af særlige rådgivningskoncepter øges kravene til kvaliteten i rådgivningen og informationen om produkter, der indgår som grundlag. 66

161 Kommentar: Bestemmelsen er udtryk for, at kravene til rådgivningen skærpes i takt med de signaler, pengeinstituttet udsender om sin egen formåen og kompetence. 5. Mindskede krav til rådgivning. Ved markedsføring af et forretningskoncept, der er baseret på produkter med standardiseret information med lille eller ingen tilknyttet individuel rådgivning skal pengeinstituttet gøre opmærksom på disse begrænsninger. Medvirker pengeinstituttet til rådgivning derudover, skal dette ske under iagttagelse af nærværende retningslinier. Alternativt skal pengeinstituttet henvise kunden til at søge anden rådgivning, når det bliver opmærksom på et øget rådgivningsbehov. Kommentar: Bestemmelsen retter sig særligt mod nichebanker og omhandler udbud af produkter, hvortil der alene er knyttet standardinformationer eventuelt suppleret med en begrænset rådgivning i forbindelse med produktets etablering. Pengeinstituttet skal gøre kunden særskilt opmærksom på sådanne begrænsninger. Rådgiver man alligevel, skal det ske under iagttagelse af de almindelige krav, jf. punkt 3. Kan man ikke det, skal kunden henvises til andre, der kan yde rådgivningen. 6. Vejledning om principper for prisdifferentiering. Såfremt rådgivning angår forhold, hvor der mellem kunderne for en given ydelse er forskelle i fastsættelse af ind- eller udlånsrente eller gebyrer eller andre vederlag til pengeinstituttet, skal pengeinstituttet sikre sig, at kunden er opmærksom herpå. Pengeinstituttet skal på forespørgsel fra kunden give oplysning om, hvilke forhold hos kunden, der kan være bestemmende for kundens indplacering inden for den givne differentiering af renter mv. Kommentar: Pengeinstituttet skal sikre, at kunden har kendskab til, at der sker prisdifferentiering. Bestemmelsen er et supplement til den information, der i forvejen gives om renter og gebyrer på skilte og i brochurer. Pengeinstituttet skal således af egen drift i rådgivningen sikre, at kunden er opmærksom på eventuelle spreads for renter og gebyrer, f.eks. således at et eventuelt anvendt prisinterval oplyses. Dette vil i praksis kunne ske ved, at rådgiveren gør kunden opmærksom på, hvilken rente eller gebyr indenfor det anvendte prisinterval pengeinstituttet vil tilbyde den pågældende kunde efter en individuel vurdering af kundens forhold. Dette udelukker selvsagt ikke en yderligere forhandling med kunden herom. Ved udsendelse af årsopgørelse eller kontoudtog til kunden bør pengeinstituttet oplyse såvel om den konkrete rentesats, der gælder for kunden, som om det rentespænd, som pengeinstituttet anvender for den pågældende type engagement (konto). Oplysningerne kan f.eks. gives ved at vedlægge det relevante uddrag af den gældende prisliste. 7. Særlig interesse. Har pengeinstituttet i rådgivningssituationen en særlig interesse udover den almindelige indtjening, skal denne interesse oplyses. Efter omstændighederne kan en sådan interesse medføre, at pengeinstituttet bør undlade at rådgive, undlade at udbyde produktet eller indskrænke sig til at afsætte det pågældende produkt til en afgrænset kundegruppe, fx professionelle investorer. Ved udbud af ansvarlig kapital udstedt af pengeinstituttet selv skal der gives oplysning om den ansvarlige kapitals retsstilling og om, at denne ikke er dækket af Indskydergarantifonden. 67

162 Såfremt pengeinstituttet har en særlig interesse ved udbud af andre virksomheders produkter, skal pengeinstituttet oplyse herom. På forespørgsel skal pengeinstituttet tillige oplyse, om et salg til kunden vil udløse betaling til pengeinstituttet. Ovenstående gælder ikke, hvis samarbejdsrelationen med pengeinstituttet er åbenbar for kunden. En særlig interesse kan skærpe kravene til pengeinstituttets forsigtighed ved udbud og formidling af de pågældende produkter og til indholdet i rådgivningen. Kommentar: Ved "særlig interesse" som omhandlet i punkt 7.1 forstås den interesse, pengeinstituttet konkret kan have i at afsætte et bestemt produkt eller en given ydelse, som indebærer særlige fordele for pengeinstituttet. Dette gælder f.eks., hvor pengeinstituttet udbyder ansvarlig kapital udstedt af pengeinstituttet selv. Bestemmelsen stiller derimod ikke krav til information om pengeinstituttets sædvanlige forretningsmæssige interesse i gebyr- og renteindtægter m.v., som må anses for tilgodeset gennem almindelige informations- og skiltningsregler og bestemmelsen i punkt 6. Ud over at oplyse om den særlige interesse må pengeinstituttet overveje, hvilke konsekvenser interessen konkret må medføre. Disse situationer omtales i punkt 7.2. Det etiske rådgivningsproblem, der kan opstå som følge af værdipapirhandelslovens forbud mod videregivelse af intern viden, kan betyde, at et pengeinstitut i visse situationer kommer til at yde rådgivning, selvom retningsliniernes punkt 7.2 forudsætter, at pengeinstituttet i den konkrete situation ikke burde yde rådgivning. Ved en vurdering af de civilretlige konsekvenser af en sådan rådgivning kan aftalelovens kap. 3 inddrages. Ved udbud af ansvarlig kapital, f.eks. i form af obligationer udstedt af pengeinstituttet selv, vil der altid foreligge særlig interesse, som der skal oplyses om, jf. punkt 7.3. I tilfælde af pengeinstituttets eventuelle konkurs vil der være risiko for, at der ikke er dækning til den ansvarlige kapital, som står tilbage for andre kreditorer. Ansvarlig kapital er endvidere ikke dækket af Indskydergarantifonden. Begge dele skal oplyses over for kunden. Ved afsætning af produkter fra koncernforbundne selskaber, der opererer under samme navn eller logo som pengeinstituttet, vil kunden i reglen være opmærksom på, at pengeinstituttet har en særlig interesse ved udbud af disse produkter, og den særlige interesse skal derfor normalt ikke oplyses. Hvis koncernrelationen derimod ikke er tilstrækkelig tydeligt angivet, skal kunden have samme oplysning herom, jf. punkterne 7.4 og 7.5. Samme oplysningspligt gælder, hvis pengeinstituttet som følge af en aftale med en anden virksomhed uden for koncernen har en særlig interesse i at udbyde denne virksomheds produkter. Oplysning om betaling fra den anden virksomhed til pengeinstituttet skal kun gives på forespørgsel. Pengeinstituttet er ikke forpligtet til at oplyse om betalingens størrelse. I alle de situationer, hvor der foreligger en særlig interesse, skal pengeinstituttet være opmærksom på, at der stilles strengere krav til rådgivningen end normalt, jf. punkt 7.6, og til en meget omhyggelig afgrænsning af, hvilke kunder/kundegrupper salgsbestræbelserne rettes mod. 8. Skattemæssige og andre konsekvenser. I rådgivningen inddrages de skatteregler, som er relevante for de omfattede produkter og kundens forhold. Alternativt skal pengeinstituttet henvise kunden til at søge anden rådgivning. Såfremt det for pengeinstituttet fremgår, at forhold, der rådgives om kan have væsentlig økonomisk betydning for en persons mulighed for at modtage tilskud eller andre økonomiske fordele, skal pengeinstituttet medtage dette i rådgivningen eller henvise kunden til at søge nærmere oplysning hos rette vedkommende. Kommentar: Bestemmelsen i punkt 8.1 forudsætter, at den enkelte medarbejder i sin rådgivning tager højde for relevante skatteregler. Kunden skal eksempelvis vejledes om den beskatning/afgift, der eventuelt udløses ved salg af børsnoterede aktier og nogle 68

163 typer investeringsforeningsbeviser. Mere konkret rådgivning om de skattemæssige konsekvenser bør alene gives, hvor pengeinstituttet har et relevant kendskab til kundens forhold. Hvor pengeinstituttet ikke er i stand til at yde en tilstrækkelig skatterådgivning eller hvis relevante oplysninger om kundens forhold savnes, skal kunden henvises til at søge anden rådgivning. Punkt 8.2 er trods sin brede formulering tænkt alene at skulle omhandle offentlige tilskud. Ordet "pengeinstitut" skal ligesom i punkt 8.1 forstås således, at bestemmelsen ikke angår den generelle viden, som pengeinstituttet måtte være i besiddelse af i sin organisation, men alene den viden, som den enkelte medarbejder, der befinder sig i rådgivningssituationen, er i besiddelse af. Er eller bliver en medarbejder således konkret opmærksom på forhold, der kan have betydning for kunden, skal der rådgives herom, ligesom kunden skal henvises til at søge yderligere bistand rette sted. 9. Sikkerhedsmæssige forhold. Som et led i rådgivningen skal pengeinstituttet sørge for, at kunden er orienteret om de sikkerhedsforanstaltninger, der bør iagttages vedrørende pengeinstitutprodukter. Kommentar: Der tænkes her på at oplyse kunden om muligheden for f.eks. at forsyne en bankbog med mærke, at få opbevaret fysiske værdipapirer i boks og pantebreve og præmieobligationer i depot samt f.eks. oplysning om, at PIN-koden på et Dankort ikke må videregives til andre, men kan gemmes på en "husker", opbevaring af Eurochequekort og Eurocheques m.m. 10. Risici. Som led i rådgivningen skal kunden orienteres om risici, der er relevante i relation til kundens forhold. Hvor pengeinstituttet anbefaler eller medvirker til særligt risikofyldte investeringer, skal der i samarbejde med kunden være foretaget en omhyggelig vurdering af kundens mulighed for at bære et deraf følgende tab. Der bør i disse situationer udvises særlig tilbageholdenhed med at tilbyde lånefinansiering. Såfremt en kunde på eget initiativ forespørger pengeinstituttet om investering eller finansiering af investeringer, hvis konsekvenser kan overstige kundens formåen, påhviler der pengeinstituttet pligt til at fraråde en sådan investering. Efter omstændighederne bør pengeinstituttet afstå fra at medvirke til investeringer, der er særligt risikofyldte eller som overstiger kundens formåen. Kommentar: Bestemmelsen omhandler navnlig kundens risiko for at komme i økonomisk uføre. Dette gælder eksempelvis, hvis der er risiko for, at kunden f.eks. ikke vil være i stand til at betale et lån eller anden finansiering tilbage, jf. punkt 10.1, eller de risici, der knytter sig til en investering. En omhyggelig vurdering af kundens muligheder for at bære et eventuelt tab skal altid foretages ved enhver form for medvirken til særlig risikofyldt investering eller finansiering heraf, jf. punkt Ved "særlig risikofyldt" forstås eksempelvis tab af en stor del af de investerede midler eller et absolut stort tab eventuelt tillige med tab herudover, såsom gearede investeringer. Afhængig af kundens økonomiske formåen og investeringens karakter - eksempelvis skattemæssigt betingede 69

164 erhvervsinvesteringer i udenlandske driftsmidler (jernbanevogne o.lign.) - må det vurderes, om pengeinstituttet kan medvirke til investeringen eller helt skal afstå fra denne, jf. punkterne 10.3 og Såfremt pengeinstituttet ikke afstår fra at medvirke til investeringen, må det afgøres, om investeringen kan anbefales eller skal frarådes alt efter kundens evne til at tåle det eventuelle tab. Ved særlig risikofyldte investeringer, f.eks. gearede valutaspekulationsforretninger, skal der udvises særlig tilbageholdenhed med lånefiansiering. Det er ikke sigtet med bestemmelsen i punkt 10 at hindre kunder i at løbe risici f.eks. ved investeringer i værdipapirer eller låneoptagelser, men pengeinstituttet har som den mere professionelle part pligt til at gøre kunden opmærksom på relevante risici. En kunde, der således med åbne øjne ønsker at foretage en risikofyldt investering, skal have mulighed for dette, hvis han kan bære tabet. Iværksættere er ikke afskåret fra at foretage en risikofyldt investering i egen virksomhed. 11 Skriftlighed. Pengeinstituttet skal sørge for, at alle væsentlige aftaler indgås eller bekræftes skriftligt med angivelse af eventuelle særlige forudsætninger, herunder væsentlige forudsætninger i den tilknyttede rådgivning. Kommentar: Krav om skriftlighed er relevant i to situationer. For det første skal væsentlige aftaler indgåes eller bekræftes skriftligt. For det andet skal pengeinstituttet sikre, at særlige, herunder væsentlige forudsætninger, som er af betydning for rådgivningen af kunden, er nedfældet skriftligt. Ved "særlige forudsætninger" forstås normalt forudsætninger, der ikke er typiske for den pågældende aftale. Der må hér lægges vægt på, hvad en almindelige fornuftig kunde anser for særligt. Herudover er det dog afgørende, hvad den enkelte kunde konkret lægger vægt på. Ved "væsentlige forudsætninger" forstås forudsætninger, der i rådgivningen har været så afgørende, at de har være bestemmende for, at aftalen blev indgået eller for dens nærmere indhold. Jo mere atypiske forudsætninger, jo større betydning for kundens private økonomi, desto større behov for skriftlig dokumentation verholdelse af retningslinierne. Pengeinstituttets ledelse har ansvaret for, at disse retningslinier efterleves i det daglige arbejde. Arbejdsgange skal således ajourføres, og medarbejderne vejledes og uddannes i nødvendigt omfang. Pengeinstituttet må kun søge afsætningen af dets produkter og rådgivningen i tilknytning hertil fremmet via mellemmænd, hvis disse overholder retningslinierne. Retningslinierne skal efterleves fra den 1. oktober Kommentar: I henhold til punkt 12.2 gælder retningslinierne ligeledes eventuelle mellemmænd. Såfremt disse ikke overholder retningslinierne, "hæfter" pengeinstituttet herfor og må selv tage konsekvenserne heraf og eventuelt afbryde samarbejdet. Kommentarerne skal efterleves fra den 1. oktober København, d. 13. august 1997 Hagen Jørgensen Forbrugerombudsmand 70

165 Bilag 9 Forbrugerombudsmandens brev til bankerne af 21. august 2001 Historisk dokument Ophævet pr. 1. oktober 2003 God markedsføringsskik og minimumsstandarder for privatkundebehandling i pengeinstitutter 21. august 2001 Forbrugerombudsmanden modtog og offentliggjorde i februar 2001 en rapport om bedre privatkundebeskyttelse inden for pengeinstitutsektoren. Rapporten var udarbejdet af to professorer ved Handelshøjskolen i København. Rapporten konkluderede, at en række af de problemer, som der allerede blev behandlet om dette emne i en rapport fra 1990, ikke kunne anses for løst eller løst på en tilfredsstillende måde. Rapporten dannede udgangspunkt for Forbrugerombudsmandens drøftelser med Finansrådet og Forbrugerrådet bl.a. i et forsøg på at få udstedt retningslinjer efter markedsføringsloven for minimumsstandarder for aftalevilkår og god kundebehandling. Finansrådet ønskede imidlertid ikke at indgå i forhandlinger herom. Det er Forbrugerombudsmandens og Forbrugerrådets erfaring, at der er et stærkt behov for at få klarlagt og præciseret samt styrket de private kunders retsstilling i forhold til pengeinstitutterne. Kundernes retsstilling er ikke, som det er tilfældet i bl.a. Norge, sikret gennem lovregler, men hviler i høj grad alene på generel lovgivning, pengeinstitutternes egne aftaledokumenter og den praksis, som danner sig på baggrund af Pengeinstitutankenævnets afgørelser. Da pengeinstitutterne således ikke har ønsket at medvirke til at udstede retningslinjer om god markedsføringsskik for kundebehandling og vilkår, har Forbrugerombudsmanden fundet behov for at udtrykke sin opfattelse af, hvad der må betragtes som god markedsføringsskik på dette område. Det skal understreges, at disse tilkendegivelser ikke må betragtes som udtømmende for, hvad der må anses for god markedsføringsskik for kundebehandling og vilkår, men alene kan betragtes som minimumsstandarder for pengeinstitutternes behandling af deres kunder på nogle få men centrale områder af pengeinstitutternes virksomhedsområde. Det enkelte pengeinstituts ledelse har et selvstændigt ansvar for efterleve regler om god markedsføringsskik og i nødvendigt omfang udmønte de nedenfor gengivne principper i forholdet til sine privatkunder. 1. Om retten til en indlånskonto Retten til at få oprettet en anfordringskonto eller en almindelig indlånskonto i et pengeinstitut må i dagens Danmark for en forbruger anses for en nødvendighed. Udbetaling af løn, pension, sociale ydelser m.m. forudsætter at personen har en konto. Et pengeinstitut må derfor medvirke til at en forbruger kan få oprettet en sådan konto. Pengeinstituttet må ikke uden en klar, saglig og individuel begrundelse afvise at oprette en indlåns-/anfordringskonto for en kunde. Pengeinstituttet må indrette sin virksomhed således, at kunden har mulighed for regelmæssigt at kunne foretage indskud eller hæve fra sin indlåns/anfordringskonto uden unødigt besvær, herunder et passende antal gange inden for en måned, og uden gebyr. Det kan ikke anses for stemmende med god markedsføringsskik, at en forbruger kun mod betaling af et transaktions eller kontogebyr kan få adgang til sit indestående på en almindelig anfordrings- eller indlånskonto. 2. Om kontogebyrer Punkt 1 er ikke til hinder for, at pengeinstituttet har andre indlånsprodukter med varierende ydelser og services, og hvor der i givet fald beregnes et særligt gebyr e.l. for en sådan konto eller de faciliteter, der måtte være knyttet til kontoen. 3. Forrentning af større indlån Det forekommer, at typisk ældre mennesker har større kontante indeståender stående uberørt på en lavtforrentet 71

166 anfordringskonto uden påviselig grund og uden at kunden ønsker at lade sig rådgive om en alternativ placering af pengene. Kun pengeinstituttet har fordel heraf. Pengeinstituttet må af egen drift sikre, at svage kundegrupper ikke diskrimineres, og at de får en forrentning af større indeståender kr. og derover som svarer til, hvad andre med et indestående af tilsvarende størrelse og karakter (varighed, transaktionsomfang m.v.) kunne opnå ved en henvendelse til pengeinstituttet. Den nærmere udmøntning heraf, og afgrænsningen af kundegrupper, påhviler pengeinstituttet, og det må i denne forbindelse anses for stemmende med god markedsføringsskik at pengeinstituttet af egen drift ændrer renten eller rentevilkåret til fordel for kontohaveren. 4. Ændring af renter, gebyrer og provision Forbehold om arbitrært at kunne ændre vilkårene i et løbende forretningsmellemværende med en forbruger må som udgangspunkt anses for stridende mod god markedsføringsskik, og det må yderligere anses for at være i strid med god markedsføringsskik at kræve at kunne håndhæve regler af denne karakter som i praksis ikke følges. Dette følger af Sø & Handelsrettens dom fra Forbrugerombudsmanden finder på dette grundlag at kunne fastslå, at et pengeinstitut ikke i sine almindelige forretningsvilkår, anvendte standardvilkår eller dokumenter må forbeholde sig en vilkårlig eller ubegrænset adgang til at ændre rente-, gebyr- eller provisionsklausuler. God markedsføringsskik kræver, at det i aftalegrundlaget tydeligt oplyses overfor kunden, hvilke omstændigheder eller typer af omstændigheder, der kan udløse ændringer, og sådanne ændringer må ikke være usaglige. Vilkår om ændringer af renter, gebyrer og provisioner, skal udformes i et klart og tydeligt sprog. Vilkåret skal angive de betingelser eller situationer, som udløser ændringer, og dette skal ske på en måde, som giver kunden mulighed for efterfølgende at vurdere, om ændringerne i rente, gebyr og provision er i overensstemmelse med aftalen. Ændringerne skal være begrundede og rimelige (proportionale) i forhold til den eller de faktorer, som udløser dem. Meddelelse om ændringer må gives tidligst muligt og mindst med den frist, som efter forholdets og aftalens natur er mest gunstig for kunden. Brug af ingen eller kort frist anvendes alene, når ændringen er udløst af omstændigheder, som er udenfor pengeinstituttets indflydelse (f.eks. væsentlige ændringer i pengemarkedsrenten, obligationsrenten eller det generelle renteniveau). Meddelelsen/varslet må gives til kunden ved individuelt brev, eller ved annoncering i dagspressen efterfulgt af meddelelse i det førstkommende kontoudtog. Fristens længde beregnes for den individuelle meddelelse til kunden. Ændringerne skal være tydelig markeret og fremhævet i meddelelsen. Kundens beføjelser ved ændringen skal angives i meddelelsen. 5. Modregning En meget stor andel af betalingsformidlingen sker i dag via pengeinstitutterne. Betalinger af regninger m.m. sker i stadigt stigende omfang gennem banken eller automatiske betalingsordninger som BetalingsService frem for via postvæsnet. Har et pengeinstitut påtaget sig at forestå en forbrugers betalinger, (uden at have taget et klart og tydeligt forbehold om retten til at foretage modregning,) må det ikke foretage modregning i midler, som pengeinstituttet har modtaget fra kunden i forbindelse med betalingsformidlingsaftalen og som kunden har stående på sin konto til dette formål. 6. Flytte-, opsigelses- og indfrielsesgebyrer A. Flyttegebyrer Af hensyn til at sikre forbrugerne valgfrihed og til fremme af konkurrencen er det centralt, at bankkunder ikke hæmmes unødigt ved et ønske om at skifte pengeinstitut. Usaglige og urimelige aftale- og omkostningsmæssige barrierer for skift til et andet pengeinstitut kan ikke anses for stemmende med god markedsføringsskik. Det må anses for stridende mod god markedsføringsskik, at et pengeinstituttet beregner sig gebyr e.l. ved flytning af 72

167 sædvanlige ind- og udlånskonti eller andre transaktionskonti, herunder budgetkonti. I det omfang en flytning udløser afgifter e.l. til det offentlige, er pengeinstituttet berettiget til at kræve en sådan afgift betalt af kunden, hvis pengeinstituttet ved modtagelsen af anmodningen om en flytning, har orienteret kunden (eller det modtagende pengeinstitut) herom. Ved flytning af andre konti og opgørelse og flytning af depoter er pengeinstituttet alene berettiget til at opkræve flyttegebyr e.l., hvis dette fremgår af aftalen. Gebyret må i så fald alene dække pengeinstituttets rimelige omkostninger ved flytningen. B. Opsigelses- og indfrielsesgebyrer Efter kreditaftalelovens 26 har en forbruger ret til at indfri sin gæld før tiden. Hvis en forbruger vælger dette, er der i kreditaftalelovens 27 udtømmende gjort op med, hvilke omkostninger forbrugeren skal betale. Samme bestemmelse indeholder et forbud mod, at en kreditgiver kræver kreditomkostninger for den ubenyttede del af kreditten. På denne baggrund er det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at opkrævning af gebyr ved førtidig indfrielse af et lån eller en kredit er i strid med kreditaftalelovens regler og dermed en overtrædelse af kravet om overholdelse af god markedsføringsskik. 7. Begrundelsespligt ved opsigelse. Pengeinstituttet må ved opsigelsen af et kundeforhold, et lån eller en kredit give kunden et passende varsel og en rimelig og saglig begrundelse, for at opsigelsen kan anses for berettiget. 8. Tilbageførsel ved påstået uberettiget træk på en konto Pengeinstituttet kan alene foretage debiteringer af, betalinger eller overførsler fra en kundes konto, hvis dette følger klart af aftalen med forbrugeren typisk ved at kunden har givet sit (udtrykkelige eller stiltiende) samtykke hertil. Det er pengeinstituttet, der fører kontoen, der har rådighed over den bagvedliggende teknik, driften og vedligeholdelsen, og som vælger samarbejdspartnere, og pengeinstituttet må derfor have bevisbyrden og altid klart kunne dokumentere, at kunden har godkendt betalingen. I tilfælde af kundens indsigelser mod en foretaget debitering, betaling eller overførsel, må pengeinstituttet derfor straks tilbageføre det omtvistede beløb, og kan først atter debitere kundens konto, når der er fremlagt klar dokumentation for kundens samtykke til betalingen eller overførslen. Dette gælder dog ikke, hvis kundens indsigelse straks kan afvises som klart grundløs Forinden udsendelsen har brevet været forelagt Finanstilsynet og Konkurrencestyrelsen som et led i koordineringen af myndighedernes indsats på pengeinstitutområdet. Forbrugerombudsmanden forventer, at pengeinstitutterne indretter sig i overensstemmelse med ovenstående tilkendegivelser i forholdet til deres private kunder, og vil i det omfang dette ikke sker tage sag op efter markedsføringslovens regler. Der er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ud over de ovenstående punkter en række emner eller områder i forholdet mellem pengeinstitut og forbruger, som presser sig på for mere kundevenlige og afbalancerede løsninger. Nogle af disse bunder i en uklar eller utidssvarende lovgivning, og andre kan kun løses ved en aktiv og konstruktiv medvirken fra pengeinstitutternes side. Forbrugerombudsmanden vil i nødvendigt omfang over for de relevante ministerier påpege, hvor der er behov for egentlige lovgivningsinitiativer. 73

168 Bilag 10 Forbrugerombudsmandens brev til Økonomi- og Erhvervsministeren af 26. marts

169 75

170 76

171 77

172 78

173 79

174 Bilag 11 Økonomi- og Erhvervsministerens brev til Forbrugerombudsmanden af 5. april

175 Bilag 12 Finanstilsynets forbrugerpolitiske profil og god skik Finanstilsynets forbrugerpolitiske profil & god skik Ved vedtagelsen af to love i 2002, nemlig lov nr. 428 af 6. juni 2002 om ændring af lov om finansiel virksomhed og lov nr. 427 af 6. juni 2003 om ændring af lov om værdipapirhandel, blev kompetencen til at fastsætte regler om god skik for den finansielle sektor flyttet fra Forbrugerombudsmanden henholdsvis Fondsrådet til økonomi- og erhvervsministeren. Reglerne om god skik kan vedrøre forhold, der ellers ville være omfattet af markedsføringslovens 1 og 2. Før lovændringen blev de finansielle virksomheder på god skik-området reguleret både af markedsføringsloven, værdipapirhandelsloven og lov om finansiel virksomhed. Det skabte problemer for virksomheder og forbrugere. Overflytningen skete for at skabe mere klare kompetenceforhold på området for derigennem at sikre en bedre forbrugerbeskyttelse i den finansielle sektor. Formålet var ligeledes at gøre det muligt at udarbejde nogle afbalancerede regler for, hvordan finansielle virksomheder skal forholde sig over for forbrugerne, hvor regelsættet på den ene side skal sikre, at forbrugerne får en god og fair behandling, og på den anden side samtidig sikrer videreudvikling af et velfungerende finansielt marked. Finanstilsynets opgaver I bemærkningerne til lov om finansiel virksomhed og lov om værdipapirhandel findes der en beskrivelse af Finanstilsynets opgavevaretagelse på god skik-området. Her fremgår det, at Finanstilsynet i samarbejde med Forbrugerstyrelsen årligt skal udarbejde oplæg til en handlingsplan for udstedelse af god skik regler til Økonomi- og Erhvervsministeriet. Desuden skal Finanstilsynet i samarbejde med Forbrugerstyrelsen løbende udarbejde oplæg til bekendtgørelser om god skik. Udkastene forelægges departementet efter at have været forelagt Det Finansielle Virksomhedsråd eller Fondsrådet alt efter, hvilke regler om god skik der er tale om. Forbrugerombudsmanden indkaldes til disse drøftelser. For at sikre at offentligheden kan få kendskab til den meningsudveksling, der har fundet sted til gavn for forbrugerbeskyttelsen i Det Finansielle Virksomhedsråd og Fondsrådet, er de to råd i disse tilfælde ikke underlagt tavshedspligt. Når oplægget har været behandlet i et af de to råd, afgiver medlemmerne og Forbrugerombudsmanden samlet deres bemærkninger til oplægget. Justerede oplæg samt eventuelle forskellige holdninger til udkastet forelægges økonomi- og erhvervsministeren, der efter en bred høring blandt myndigheder og organisationer udsteder reglerne. Finanstilsynet fører tilsyn med overholdelsen af de regler om god skik, som økonomi- og erhvervsministeren udsteder. Tilsynet er ikke forpligtet til at behandle alle klager, men kan på basis af en klage, af egen drift eller efter anmodning herom af Det Finansielle Virksomhedsråd eller Forbrugerombudsmanden behandle spørgsmål om god skik. Hvis en sag har vidtrækkende eller principiel betydning, skal den behandles i et af de to råd. Forbrugerombudsmanden deltager i disse møder. Finanstilsynets tilsyn omfatter tillige det offentretlige tilsyn dvs. tilsynet retter sig mod den finansielle virksomhed frem for mod kunden - på det finansielle område med overholdelsen af: Forbrugerkreditaftaledirektivet (87/102/EØF) Direktivet om vildledende reklame (84/450/EØF) Direktivet om urimelige kontraktsvilkår i forbrugeraftaler (93/13/EØF) Finanstilsynet og Forbrugerstyrelsen udarbejder årligt en rapport til Økonomi- og Erhvervsministeriets departement over status for udstedelse af regler om god skik og om erfaringerne med reglernes overholdelse. 81

176 Finanstilsynet kan på denne baggrund betegnes som kundernes vagthund, idet tilsynet udover at føre tilsyn med de et finansielle institutioners solvens også skal sikre, at de behandler kunderne ordentligt. Hvis kundernes tillid til det finansielle system svigter, kan institutterne i yderste konsekvens blive nødlidende. Rollen som kundernes vagthund også på god skik-området passer derfor godt ind i tilsynets øvrige opgaver. Regeludstedelsen Som nævnt skal Finanstilsynet sammen med Forbrugerstyrelsen udarbejde regler i bekendtgørelsesform. Disse skal afløse de vejledende retningslinjer, Forbrugerombudsmanden har udstedt på det finansielle område. God skik for værdipapirhandler Den 15. februar 2003 træder en revideret bekendtgørelse om god værdipapirhandelsskik i kraft. Denne bekendtgørelse fastlægger, hvilke krav der kan stilles til værdipapirhandleren i den enkelte handel. Bekendtgørelsen indeholder en generalklausul, som gælder for alle værdipapirhandler, hvorefter værdipapirhandleren ved udførelsen af modtagne ordrer skal sikre den bedst mulige pris samt bedste betingelser i øvrigt for sine kunder (best execution). Generalklausulen fastlægger, at det er kundens forhold, der er afgørende for, hvad der i den konkrete situation er "best execution". Udover generalklausulen fastlægger bekendtgørelsen en række krav til værdipapirhandleren ved handler under visse beløbsgrænser til gavn for mindre investorer, bl.a. om beskrivelse af vilkårene for handlen, og krav om aftale om den ønskede handelstype, eller om der handles i kommission. For værdipapirer noteret på en dansk fondsbørs eller optaget til handel på en autoriseret markedsplads gælder der en formodningsregel, hvorefter handlen skal gennemføres over den pågældende fondsbørs/autoriserede markedsplads handelssystem, med mindre kunden på handelstidspunktet kan opnå den samme mængde til den samme eller en bedre pris ved en anden handelstype, eller andet er aftalt. Efter handlens gennemførelse skal værdipapirhandleren fremsende en afregningsnota til kunden. Afregningsnotaen skal indeholde en række oplysninger, som gør det muligt for kunden at se, hvordan handlen er blevet gennemført. Bekendtgørelsen vil blive fulgt op af en vejledning. God skik for finansielle virksomheder Den 1. juli 2003 vil økonomi- og erhvervsministeren udstede en bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder. I processen med udarbejdelsen af forslaget har der været tæt kontakt til brancheforeninger og forbrugerorganisationer, som har været gode sparringspartnere i forbindelse med udformningen. Det grundlæggende princip i bekendtgørelsen vil være, at den finansielle virksomhed skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder. Alle væsentligt aftaler, som indgås mellem den finansielle virksomhed og dens kunder, skal indgås eller bekræftes skriftligt eller på andet varigt medium. En finansiel virksomhed får pligt til at rådgive sine kunder, hvis kunden anmoder om det. Den finansielle virksomhed skal ligeledes af egen drift yde kunden rådgivning, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov for det. Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og give kunden det bedst mulige grundlag for at træffe sine beslutninger. Hvis den finansielle virksomhed har en særlig interesse i rådgivningens resultat udover den almindelige indtjening, skal den finansielle virksomhed informere kunden om de særlige interesser. Hvis den finansielle virksomhed modtager provision eller andet vederlag, skal kunden gøres opmærksom på det. Det samme gælder, hvis den ekspederende medarbejder/rådgiver modtager provision eller andet vederlag, og der er en direkte sammenhæng mellem det konkrete salg af ydelser eller produkter og vedkommendes aflønning. I øvrigt vil der være en række specialbestemmelser, som vil gælde for henholdsvis forsikringsselskaber, pengeinstitutter, realkreditinstitutter og værdipapirhandlere. Det kan som eksempel nævnes, at forsikringsselskaber specielt skal gøre kunden opmærksom på, hvis kunden på skadesforsikringsområdet er dækket for samme risiko af flere forsikringer. Et livsforsikringsselskab skal f.eks. udlevere en kundevejledning, inden der tegnes en ulykkes-, livs- eller pensionsforsikring. Kundevejledningen skal angive, hvad kunden i forbindelse med afgivelse af helbredsoplysninger specielt skal være opmærksom på. Bekendtgørelsen vil blive ledsaget af en vejledning, som nærmere fastlægger den praktiske anvendelse af bekendtgørelsen 82

177 for de enkelte typer af finansielle virksomheder. Investeringsforeningerne er ikke i første omgang omfattet af reglerne om god skik for finansielle virksomheder. Investeringsforeningerne er ejet af medlemmerne, og foreningsstrukturen betyder, at det umiddelbart ikke er muligt at tage disse med i bekendtgørelsen. Arbejdet med at udarbejde god skik regler for investeringsforeninger påbegyndes i år 2003, hvor der forventes udarbejdet en separat bekendtgørelse gældende for dette område. Tilsyn med reglernes overholdelse Finanstilsynets tilsyn med de finansielle virksomheder efter reglerne om god skik er et offentretlig tilsyn. Det betyder, at det er den finansielle virksomhed og ikke den enkelte kunde, som tilsynet retter sig imod. Hvis en virksomhed handler i strid med reglerne om god skik, kan Finanstilsynet udstede påbud om berigtigelse. Hvis virksomheden ikke berigtiger forholdet, straffes det med bøde. Med overførslen af forbrugerområdet til Finanstilsynet ligger der ikke en egentlig ændring i forhold til tilsynets tidligere behandling af enkelte kunders klager over den behandling, de har modtaget i en finansiel virksomhed. Sager, hvor privatpersoner ønsker en afgørelse af en konkret formueretlig tvist, skal som hidtil afgøres af de private finansielle ankenævn. Der er tale om Pengeinstitutankenævnet, Realkreditankenævnet, Ankenævnet for Investeringsforeninger og Ankenævnet for Forsikring. Erhvervsdrivende kan som i dag indbringe sådanne afgørelser for domstolene. I det omfang der rejses en sag, som har en generel interesse, vil Finanstilsynet tage den op med det pågældende institut eller brancheforening. Hvis en sag har vidtrækkende eller principiel betydning, skal den behandles i enten Fondsrådet eller Det Finansielle Virksomhedsråd alt afhængig af sagens karakter. Forbrugerombudsmanden deltager i disse møder. Finanstilsynets afgørelse kan af den, afgørelsen retter sig imod, indbringes for Erhvervsankenævnet. For at sikre at forbrugerspørgsmål underkastes en ensartet behandling, er der i tilsynet etableret en enhed, der behandler forbrugerspørgsmål. Tilsynet vil også ved de almindelige undersøgelser i højere grad end tidligere interessere sig for, om den finansielle virksomhed behandler sine kunder rimeligt og fair, og vil hvert år tillige fokusere særligt på et forbrugerpolitisk tema. 83

178 Bilag 13 Udsnit af Finanstilsynets udkast af den 2. september 2002 Oplysning til kunder. 2. En finansiel virksomhed skal informere sine kunder i henhold til 3 og 4. Stk. 2. De oplysninger, kunden modtager, skal være retvisende, relevante og fyldestgørende. Oplysninger omfattet af 3 skal endvidere være afpassede efter kundens behov for information. 3. Inden etablering af et kundeforhold skal den finansielle virksomhed give kunden følgende oplysninger: 1. Hvilke ydelser den finansielle virksomhed tilbyder og de særlige karakteristika ved ydelserne. 2. Samtlige omkostninger, som kunden skal betale for ydelserne, og hvorledes disse omkostninger beregnes. 3. Eventuelle forskelle i fastsættelsen af gebyrer og andet vederlag for en given ydelse og de forhold, der er bestemmende for kundens indplacering indenfor den givne differentiering. 4. De risici, der er forbundet med ydelserne. 5. En eventuel fortrydelsesret. 4. Inden en finansiel virksomhed leverer en finansiel ydelse til en kunde, skal virksomheden og kunden indgå en skriftlig kontrakt, der udover de oplysninger, der er nævnt i 3, mindst indeholder følgende oplysninger: 1. Selskabets eller filialens navn, adresse, adresse, hjemsted og juridisk form. 2. Om selskabet indgår i en koncern og i givet fald hvilken. 3. Hvilken myndighed, der fører tilsyn med den finansielle virksomhed. 4. Om den finansielle virksomheds ydelser er omfattet af en indskyder- eller investorgarantiordning. 5. Hvilken ydelser kontrakten med kunden omfatter samt særlige aftaler indgået med kunden. 6. Eventuelle interessekonflikter mellem selskabet og kunden, herunder om den finansielle virksomhed eller dens ansatte modtager vederlag som følge af formidlingen af den finansielle ydelse, samt hvorledes disse interessekonflikter håndteres. 7. Hvor ofte den finansielle virksomhed rapporterer til kunden i form af kontoudskrifter, depotudskrifter, dækningsoversigter m.v. 8. Aftalens løbetid, opsigelsesvarsel samt adgang til ændring af aftalen. 9. Procedurer i tilfælde af misligholdelse af aftalen, samt 10. Oplysninger om klageinstans Stk. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger kan gives ved henvisning til separate dokumenter, herunder den finansielle virksomheds almindelige forretningsbetingelser. Stk. 3. Det skal af aftalen fremgå, at ændringer af aftalen foretaget af den finansielle virksomhed, herunder ændring af gebyrer, kun kan ske efter forudgående varsel. Ændringer skal være sagligt begrundede. Aftalen må ikke indeholde vilkår om ubegrænset adgang til at ændre rente, gebyrer eller provisionsklausuler. Stk. 4. Hvis en ændring i aftalen er begrundet i offentlig regulering, force majeure, eller påkrævet af lignende udefrakommende forhold, kan denne dog foretages uden forudgående varsel. 5. Såfremt en finansiel virksomhed afslår en kundes anmodning om levering af en finansiel ydelse, skal afslaget gives skriftligt og indeholde en begrundelse. Stk. 2. Et pengeinstitut kan ikke uden en klar, saglig og individuel begrundelse nægte at oprette en almindelig indlånskonto. Rådgivning. 6. En finansiel virksomhed skal med de undtagelser, der følger af 9 og 10, rådgive sine eksisterende og potentielle kinder. Ved rådgivning forstås anbefalinger og vejledninger, herunder risikooplysninger. Stk. 2. Rådgivningen skal tage udgangspunkt i kundens forhold og give denne mulighed for at varetage sine interesser bedst muligt. 84

179 7. Når en finansiel virksomhed indgår en aftale med en kunde om levering af finansielle ydelser, skal virksomheden anmode kunden oplyse om sin finansielle situation, erfaring med de relevante finansielle ydelser, formål med at få ydelsen leveret samt risikovillighed. Stk. 2. Omfanget og karakteren af de oplysninger, der indhentes, skal afpasses efter de ydelser, den finansielle virksomhed tilbyder kunden. 8. Oplysninger indhentet i henhold til 7, stk. 1 skal danne grundlag for den rådgivning, den finansielle virksomhed yder kunden. Stk. 2. Den finansielle virksomhed kan lægge kundens oplysninger til grund, med mindre de er åbenlyst urigtige. Stk. 3. En finansiel virksomhed skal oplyse sine kunder om, at den ikke vil kunne yde korrekt rådgivning, såfremt kunden ikke ønsker at give den finansielle virksomhed oplysninger i henhold til 7, stk. 1, eller undlader at oplyse om ændrede forhold. 9. En finansiel virksomhed er ikke forpligtet til at yde rådgivning i de tilfælde, hvor den tilbyder standardiserede produkter, som almindeligvis ikke omfatter rådgivning, og kunden er oplyst herom, samt i forbindelse med almindelige ekspeditioner. Stk. 2. En finansiel virksomhed skal dog af egen drift yde rådgivning, hvis virksomheden skønner, at der opstår behov herfor. 10. En finansiel virksomhed er ikke forpligtet til at yde rådgivning, hvis en kunde udtrykkeligt meddeler, at kunden i forbindelse med et løbende forretningsforhold ikke ønsker rådgivning af den finansielle virksomhed. Stk. 2. Den finansielle virksomhed skal på baggrund af oplysninger indhentet i henhold til 7, stk. 1 aftale med kunden, hvilke ydelser den finansielle virksomhed kan tilbyde kunden uden samtidig rådgivning. Stk. 3. Såfremt kunden efterfølgende anmoder virksomheden om at levere ydelser, der ikke er omfattet af aftalen i henhold til stk. 2, skal kunden oplyses om, at den pågældende ydelse falder udenfor aftalen. Ydelsen kan kun leveres, hvis kunden herefter overfor virksomheden har bekræftet, at ydelsen ønskes leveret. Aftalens ophør. 14. Opsiger en finansiel virksomhed en aftale indgået med en kunde skal opsigelsen ske skriftligt og begrundes overfor kunden. 85

180 Bilag 14 Nielsens tale på Finansrådets direktørkonference den 10. september 2002 Hvordan får vi "god skik-regler", som er operationelle for kunder såvel som pengeinstitutter? - Direktør Henrik Bjerre Nielsens tale på Finansrådets direktørkonference den 10. september 2002 Jeg er glad for, at Finansrådet på den årlige direktørkonference har sat fokus på emnet "god skik". Det giver mig nemlig anledning til at løfte sløret for, hvilke planer vi har i Finanstilsynet på dette område. Som det er alle bekendt, blev der i sidste Folketingssamling i lov om finansiel virksomhed og i lov om værdipapirhandel givet økonomi- og erhvervsministeren hjemmel til at udstede regler om redelig forretningsskik og god praksis (god skik). I bemærkningerne til disse love er der fastsat detaljerede regler for Finanstilsynets opgavevaretagelse i denne forbindelse. Finanstilsynet har efter lovene til opgave: årligt i samarbejde med Forbrugerstyrelsen at udarbejde oplæg til en handlingsplan for udstedelse af god skik regler til økonomi- og erhvervsministeriet at udarbejde oplæg i samarbejde med Forbrugerstyrelsen til bekendtgørelser om god skik, der forelægges departementet efter at oplæggene har været forelagt det Finansielle Virksomhedsråd eller Fondsrådet alt efter, hvilke regler om god skik der er tale om årligt at udarbejde en rapport i samarbejde med Forbrugerstyrelsen til departementet over status for udstedelse af regler om god skik og om erfaringerne med reglernes overholdelse at føre tilsyn med overholdelsen af regler om god skik, udstedt af økonomi- og erhvervsministeren. Tilsynet er ikke forpligtet til at behandle alle klager, man får forelagt men kan på basis af en klage, af egen drift eller efter anmodning herom af Det Finansielle Virksomhedsråd eller Forbrugerombudsmanden behandle spørgsmål om god skik. Hvis en sag har vidtrækkende eller principiel betydning, skal den behandles i et af de to råd. Forbrugerombudsmanden skal inviteres til at deltage i disse møder. Forud for overdragelsen af disse opgaver til Finanstilsynet var der nogle, der tvivlede på, om denne opgave passede sammen med de øvrige opgaver, der varetages af tilsynet. Det står vi i Finanstilsynet lidt uforstående over for. Det er vores opfattelse, at varetagelsen af denne opgave ligger i naturlig forlængelse af de andre opgaver, vi har i forvejen. Det er Finanstilsynets opgave at bidrage til, at tilliden til den danske finansielle sektor bevares både i samfundet og hos den enkelte. Forudsætningen for at kunne bevare andres tillid er, at man kan leve op til deres forventninger. Det gælder også for virksomhederne i den finansielle sektor. Virksomhederne skal ikke alene leve op til deres forpligtelser over for kunderne - hvad enten det er en indskyder, en forsikringstager eller en potentiel ejer af et børsnoteret værdipapir de skal også leve op til deres forpligtelser i forhold til den finansielle lovgivning. Den første type af forpligtelser har virksomheden i den finansielle sektor påtaget sig frivilligt - mod betaling naturligvis. Den anden type af forpligtelser har virksomhederne påtaget sig som forudsætning for tilladelse til at udøve finansiel virksomhed. Formålet med disse forpligtelser er at undgå, at virksomhederne udnytter den store forskel i deres forhandlingsstyrke i forhold til kunderne. Finanstilsynets bidrag til bevarelse af tilliden til den finansielle sektor består i at påse, at den finansielle lovgivning overholdes, at deltage i udformningen af den finansielle lovgivning samt at indsamle og formidle viden om den finansielle sektor. 86

181 Vi er så at sige 'kundernes vagthund', idet vi udover at føre et solvenstilsyn med pengeinstitutterne også skal sikre, at de behandler kunderne ordentligt. Hvis kunderne mister tilliden til det finansielle system, kan pengeinstitutterne jo risikere at blive nødlidende. Derfor er rollen som 'kundernes vagthund' også på god skik-området ikke Finanstilsynet så fjern, som nogle kritikere af overflytning af god skik-området fra Forbrugerombudsmanden til Finanstilsynet måtte mene. Finanstilsynet har i samarbejde med Forbrugerstyrelsen udarbejdet et udkast til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder. Med den sprogbrug, der er anvendt i lovbemærkningerne, er der tale om et oplæg. Udkastet er udsendt til de berørte parter i tirsdags og lagt på vores hjemmeside i onsdags. Et endeligt udkast skal forelægges Det Finansielle Virksomhedsråd inden 1. marts næste år. Udkastet skal så sendes til departementet, der inden sommerferien næste år vil udstede bekendtgørelsen. På området god værdipapirhandelsskik er tidsrammerne mere snævre. Allerede 1. oktober skal et udkast til en ændret bekendtgørelse forelægges departementet. Ny bekendtgørelse vil skulle udstedes inden årets udgang. Det skyldes specielt de indvendinger, Finansrådet har haft om både at være omfattet af Forbrugerombudsmandens retningslinier om god markedsføringsskik for almindelige private, investorer samt Fondsrådets bekendtgørelse om god værdipapirhandelsskik. I dette bekendtgørelsesudkast vil forbrugerbeskyttelsen øges ved, at der stilles større krav til finansielle virksomheders afregningsnotaer til kunderne. Fondsrådet skal behandle udkastet i denne måned, hvorefter det er klar til at blive sendt i høring. Det er Finanstilsynets hensigt løbende at inddrage de berørte brancher samt forbrugerorganisationer i den fase, hvor nye udkast til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder udarbejdes. Vi har allerede nu indkaldt alle relevante brancheorganisationer til møde i Finanstilsynet her i midten af september om det udkast til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, der er udarbejdet af Finanstilsynet og Forbrugerstyrelsen i fællesskab. Vi har ladet os inspirere af CESR s regelsæt om god værdipapirskik samt Forbrugerombudsmandens retningslinjer for overholdelse af god markedsføringsskik inden for alle virksomhedsområder på det finansielle område. I det udspil, der er fremlagt er den røde tråd, at den enkelte virksomhed skal behandle kunden rimeligt. Efter forslaget skal kunderne have en række oplysninger, inden kundeforholdet etableres. Flere informationer skal gives, når aftale om kundeforholdet mellem pengeinstitut og kunde er etableret. Disse oplysninger kan gives enten i separate dokumenter eller ved, at kunden modtager den finansielle virksomheds almindelige forretningsbetingelser. Vi synes, at det er en god beskyttelse både af pengeinstituttet og den enkelte kunde, at parterne indgår aftaler ved kundeforholdets etablering. Herved undgås, at det senere er uklart, hvad der faktisk blev aftalt. Jeg har bemærket mig, at Finansrådet stiller spørgsmål ved, om en kunde, der skal have vekslet 100 schweiziske franc ved skranken i pengeinstituttet, skal have disse informationer. Det er selvfølgelig ikke meningen. Desuden er der i bekendtgørelsesudkastet foreslået regler om den finansielle virksomheds rådgivningsforpligtelser, hvor det centrale er, at den finansielle virksomhed skal sætte sig ind i kundens finansielle situation og erfaring med de relevante finansielle ydelser, formålet med ydelsen samt kundens risikovillighed. Det er jo klart for enhver, at der er forskel på, hvilken rådgivning der skal gives, når en person ønsker at etablere en indlånskonto, og den situation, hvor en kunde ønsker at købe værdipapirer for f.eks kroner. Det er slået fast i bekendtgørelsesudkastet, at der ikke skal ydes rådgivning, hvis kunden udtrykkeligt meddeler, at man ikke ønsker rådgivning, ligesom den finansielle virksomhed ikke har nogen rådgivningsforpligtelser, når der skal leveres en standardydelse, som der f.eks. leveres ved de almindelige skrankeekspeditioner. Tanken er, at denne bekendtgørelse vil blive ledsaget af en vejledning, som nærmere fastlægger den praktiske anvendelse af bekendtgørelsen for de enkelte typer af finansielle virksomheder samt fortolkningen af bekendtgørelsen. Vejledningen skal være færdig samtidig med bekendtgørelsen. 87

182 Via vejledningen gives der medarbejderne i pengeinstitutter, der har den daglige kundetakt, anvisning om, hvad der skal gøres i den konkrete situation, ligesom I vil få mulighed for at uddanne jeres medarbejdere til at varetage disse opgaver. Jeg har forstået, at I lægger stor vægt på, at regelsættet kan anvendes i praksis. Frem for mange bombastiske regler, synes vi selv, at dette er en mere fleksibel måde at regulere på. Det er anført i bemærkningerne til lov om finansiel virksomhed, at Forbrugerombudsmandens vejledende retningslinier bortfalder, når økonomi- og erhvervsministeren har fastsat bindende regler på et område. Som jeg har omtalt, skal Finanstilsynet samtidig føre tilsyn med god skik-området. Der er to ting, jeg gerne vil slå fast her: For det første har vi ingen planer om at gå ind i konkrete tvister mellem et pengeinstitut og en kunde. Enhver sag af denne art vil blive henvist til Pengeinstitutankenævnet eller domstolene. For det andet har vi ikke til hensigt at gå på særskilte god skik inspektioner for ad den vej at finde ud af, om det enkelte pengeinstitut behandler sine kunder rimeligt og fair, men det må forventes, at vi i højere grad end tidligere ved almindelige undersøgelser vil interessere os for emnet. Derimod vil vi lægge stor vægt på, at vi agerer ens, uanset hvem der rejser en sag overfor Finanstilsilsynet, Vi har derfor i Finanstilsynet etableret en enhed, der har til opgave at sikre en ensartethed på dette område. Hvis pressen, en borger eller en offentlig myndighed rejser en sag, vil vi derfor først internt undersøge, om der skal arbejdes videre med sagen. Det skal gøres ved bl.a. at gennemgå relevant ankenævnspraksis mv. Hvis der skal arbejdes videre med sagen, vil vi enten rejse sagen over for det enkelte institut, eller hvis det er et mere generelt spørgsmål inden for pengeinstitutområdet drøfte sagen med Forbrugerrådet og Finansrådet og siden forelægge spørgsmålet for Det Finansielle Virksomhedsråd eller Fondsrådet. Vi vil være meget åbne om, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det. At lægge et bekendtgørelsesudkast på hjemmesiden til debat i hele landet er netop et eksempel herpå. Vi vil desuden hvert år arbejde med et eller flere forbrugerpolitiske temaer. Lad mig afslutningsvis sige, at vi vil arbejde for at styrke forbrugernes stilling på dette område. Ethvert tiltag, som I som brancheorganisation kan blive enige med Forbrugerrådet om vil blive tillagt stor vægt. Definition af rimelig behandling af kunderne er ikke en eksakt videnskab. Derfor vil det være af væsentlig betydning, hvad de to parter på hver sin side af bordet kan blive enige om. I Finanstilsynet ser vi frem til også at have et godt og konstruktivt samarbejde med Finansrådet, også på god skik området. 88

183 Bilag 15 Forbrugerombudsmandens høringssvar til Finanstilsynet af 16. september september 2002 God skik for finansielle virksomheder Finanstilsynet har ved brev af 3. september 2002, ref. MEH/KCH, fremsendt udkast til bekendtgørelse om god skik og indkaldt til et møde den 17. september 2002 til drøftelse af udkastet. Forbrugerombudsmanden skal herved fremkomme med sine foreløbige bemærkninger til udkastet. Udgangspunktet for Forbrugerombudsmandens vurdering af udkastet til regler om god skik for finansielle virksomheder er de tilkendegivelser som kom til udtryk i forbindelse med ændringerne af de finansielle love i foråret Der blev ved den lejlighed fra politisk side lagt vægt på behovet for klarere regler og bedre forbrugerbeskyttelse. Det foreliggende udkast må sammenholdes med de igangværende bestræbelserne på at skabe en lovreform på det finansielle område. Økonomi- og erhvervsministeriet har senest den 15. august 2002 udsendt et foreløbigt udkast til ny lov om finansiel virksomhed. I dette er der i kapitel 3 om god skik og kontraktsforhold indsat nogle generelle bestemmelser om god skik, som skal gælde alle finansielle virksomheder, og en række detailbestemmelser, som er særlige for enkelte virksomhedstyper. Denne struktur i lovgivningen er sammen med en generel bekendtgørelse om god skik egnet til at skabe uklarhed og usikkerhed om den fremtidige regulering mellem finansielle virksomheder og forbrugerne. Forbrugerombudsmanden har foreslået, jf. Forbrugerombudsmandens brev af 2. september 2002 til Økonomi- og erhvervsministeriet, at det overvejes, hvilke grundlæggende eller basale principper, der skal gælde generelt i forholdet mellem de finansielle virksomheder og deres kunder, og at disse fastlægges i lovform. En mere præcis eller speciel regulering kan herefter udmøntes i en eller flere bekendtgørelser, hvor der i højere grad tages hensyn til den særlige virksomhedstype eller det særlige problemkompleks, som ønskes nærmere reguleret. Dette forslag er Forbrugerombudsmandens overordnede forslag til strukturen for den kommende regulering af området. Det er derfor i denne sammenhæng også relevant at få oplyst hvilke kommende, supplerende bekendtgørelser eller vejledninger, der tænkes udstedt. Inden der kan tages endelig stilling til den regulering, der lægges op til i det foreliggende udkast, er det af betydning at kende sammenhængen til og den fremtidige udformning af reglerne om god værdipapirhandelsskik. En række af de standarder og regler, som findes i CESR`s internationale standarder om investorbeskyttelse af april 2002 har således relation både til almindelig finansiel god skik og til værdipapirhandel. Forsikringsområdet er i et vist omfang reguleret ved særlovning, og en del af denne regulering har direkte relation til forsikringstagerne. Udover de bekendtgørelser, der er nævnt i fodnoten til udkastets 1, bør det afklares, om der i den øvrige forsikringslovgivning, herunder forsikringsaftaleloven, er bestemmelser, der har betydning for forståelsen af "god skik", og hvilke betydning dette i givet måtte have for denne bekendtgørelse, jf. således også arbejdet med en finansiel lovreform. Før der er sket en sådan afklaring af den øvrige lovgivning, er det vanskeligt at udforme generelle god skik-regler, som også skal gælde forsikringsområdet. Generelle bemærkninger til udkastet Indledningsvis skal Forbrugerombudsmanden bemærke, at det må betragtes som af central betydning for den samlede vurdering af udformningen af regler om god skik, at disse får et relativt præcist indhold, så såvel virksomheder som forbrugere får et klart indtryk af, hvilke rettigheder/pligter henholdsvis virksomheden og forbrugeren har. Virksomhederne skal således kunne indrette deres virksomhed og forretningsgange i tillid til hvad der må anses for god skik, ligesom forbrugerne på den anden side må gives en klar fornemmelse af, hvad de berettiget kan forvente af en finansiel virksomhed. Hertil kommer at reglerne må have en præcisionsgrad så tilsynsmyndigheder, herunder Forbrugerombudsmanden, samt ankenævn og domstole, har et klart billede af, hvornår god skik er overtrådt. Flere af udkastets regler har ikke denne klarhed og giver ikke forbrugerne en tilstrækkelig klar eller god retsstilling. Dette både vurderet i forhold til, hvad der må antages at gælde i dag og hvad der må anses for reguleret i de internationale standarder, som er vedtaget af CESR i april Der er flere emner eller problemområder, der er nærliggende at medtage i en generel bekendtgørelse om god skik, som ikke er behandlet i udkastet. Hertil kommer, at en række områder findes bedst egnet til selvstændig regulering. Udkastet forholder sig ikke til i hvilket omfang Forbrugerombudsmandens retningslinjer mv. forventes at forblive i kraft. 89

184 1. Gebyrer og andet vederlag, valørregler og ændringsklausuler 2. Vederlaget er af central betydning for enhver aftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger. Brugen af vedvarende eller længerevarende kontraktsforhold er i vid udstrækning kendetegnende for den finansielle sektor og "betalingen" er derfor særligt vigtigt i denne sammenhæng, navnlig da kontrakterne typisk indeholder vidtgående regler om ændringer og indførelse af nye gebyrer mv. Brugen af gebyrer er i al væsentlighed ikke reguleret i særlig lovgivning, og dermed undergivet den fri aftaleret. Kontrakter og vilkår er formuleret af de finansielle virksomheder uden indflydelse fra kundeside. Der er et stort behov for klare og afbalancerede regler eller principper på dette område, herunder om brugen af gebyrer - og få fastlagt, hvad der er god finansiel skik. Der kan i øvrigt henvises til Forbrugerombudsmandens tilkendegivelser om god markedsføringsskik og minimumsstandarder for privatkundebehandling i pengeinstitutter (august 2001) samt til European Consumer Law Groups anbefalinger af 22. marts 1999 om Transparency and Fairness in Retail Banking. En regulering af dette område bør eventuelt ske i en særlig bekendtgørelse. 3. Rådgivning 4. Rådgivning og vejledning er vigtig for næsten alle potentielle og nuværende finansielle kunder, da finansielle produkter typisk er relativt komplekse. En rådgivning har mange aspekter, jf. de allerede udstedte retningslinjer. Det er vanskeligt at tage enkelte bestemmelser i de eksisterende regler ud af sin helhed, uden at svække den nuværende balance i reglerne. Samtidig finder Forbrugerombudsmanden, at der er behov for klart bedre regler end dem, der kunne opnås enighed om ved den seneste revision af retningslinjerne. De reviderede retningslinjer har ikke den nødvendige klarhed og forbrugerbeskyttelse. Det er herudover nødvendigt med en civilretlig regulering af rådgiveransvaret, som er sket i Norge og Sverige. Der henvises i øvrigt til bemærkninger nedenfor til Dokumentation, bevis mv. 6. Et andet vigtigt spørgsmål i forholdet mellem finansiel virksomhed og kunde, er spørgsmålet om dokumentation for indgåede aftaler mv. Dette har igen betydning for løsningen af tvister mellem parterne og bevisbyrde. I retningslinjerne om rådgivning i pengeinstitutterne er der i punkterne 7 og 11 krav om at pengeinstituttet dels kan "godtgøre" at man har opfyldt reglerne og dels om skriftlighed ved væsentlige aftaler mv. Tilsvarende er der et krav om skriftlighed i punkt 6 i retningslinjerne for realkreditinstitutter. Ligeledes stilles der i CESR`s standarder fra april 2002 en række konkrete - også i organisatoriske retning - krav til dokumentation og opfølgning på efterlevelse af regler og procedurer, jf. fx punkt 1.3 Compliance and Code of Conduct. I forbindelse med interessekonflikter stilles der krav om at selskabet har informeret om karakteren og omfanget af interessekonflikten, og at dette er sket enten skriftligt eller ved båndoptaget telefonsamtale, og at kunden udtrykkeligt herefter har givet sit samtykke, jf. punkt 7. Endelig skal henvises til punkt 5.1. Reception and Transmission of Customers orders (og punkt 95), hvor der stilles præcise krav til selskabets pligt til at sørge for at den enkelte aftale er klar og senere kan dokumenteres. Udkastet opstiller ikke sådanne krav. Der henvises i øvrigt til det til det under 11 og 12 anførte. 7. Interessekonflikter 8. Spørgsmålet om håndteringen af interessekonflikter bør udskilles til en særlig bestemmelse i bekendtgørelsen om god skik. Der bør fastsættes generelle, men præcise regler for hvad der forstås ved en interessekonflikt, og hvorledes 90

185 disse situationer skal håndteres. I udkastet overlades det til den enkelte finansielle virksomhed at oplyse om eventuelle konflikter og hvorledes disse håndteres. Oplysninger herom kan ske "ved henvisning til separate dokumenter, herunder almindelige forretningsbetingelser." Denne løsning er ikke tilfredsstillende og giver en klart dårligere forbrugerbeskyttelse end i dag. Forbrugerombudsmanden har for få måneder siden udstedt reviderede retningslinjer for rådgivning i pengeinstitutter. Heri er givet særlige regler for håndtering af interessekonflikter. Disse bør i vidt omfang kunne tjene som model for generelle regler. Endvidere er der i CESR-standarderne givet ganske håndfaste retningslinjer for håndteringen af interressekonflikter, jf. punkt 1.2. Herudover skal anføres, at oplysning om en mulig interessekonflikt må oplyses og afklares i den konkrete situation, hvor det er aktuelt (som ved inhabilitet). Det er ikke tilstrækkeligt i informationsmateriale at oplyse generelt om håndteringen af interessekonflikter. Forbrugerombudsmanden finder i øvrigt, at der må oplyses om størrelsen på en eventuelt henvisningsprovision eller andet særlig vederlag på forespørgsel, som det kendes fra andre områder. 9. Interne retningslinjer og kontrol mv. 10. CESR-standarderne indeholder under punkt 1.3 krav om etablering af interne retningslinjer for overholdelse af god skik-regler og kontrol hermed. Der stilles bl.a. krav om etablering af en uafhængig kontrolinstans mv. Det foreliggende udkast forholder sig ikke hertil. Umiddelbart synes disse anbefalinger kun at kunne højne kundebeskyttelsen og varetagelsen af kundernes interesser. 11. Fejlposteringer, tilbageførsel, fejlretning (modregning) mv. 12. Der findes at være et klart behov for at få præciseret, hvad der er god skik på dette område. Se også Werlauff, Bank og kunde, side Forbrugerombudsmanden har i sine minimumsstandarder, punkt 8, fastslået, at et pengeinstitut straks må tilbageføre et omtvistet beløb, hvis kunden gør indsigelser. En debitering bør ikke ske, medmindre kunden på den ene eller anden måde har givet sit samtykke hertil, og instituttet kan dokumentere dette. En lignende regel findes i Forbrugerombudsmandens retningslinjer om brug af betalingskort ved fjernsalg. Konkrete bemærkninger til udkastet Anvendelsesområde Handle loyalt og korrekt over for kunder Handle i kundernes bedste interesse Udføre forretninger mv. med den nødvendige kompetence, omhu og hurtighed Alene anvende rimelige og vel afbalancerede vilkår i sine kontrakter Relationen mellem kunder og andre, som den finansielle virksomhed overlader opgaver, herunder salg, til Oplysninger til kunden 2 Stk. 2: Hvad menes der med 2. punktum? 91

186 3 Hvad er formålet med 3? Oplysninger om omkostninger mv. bør (alene) gives i den konkrete aftale ( 4). Punkt 3 om prisdifferentiering bør udskilles som en selvstændig bestemmelse ( ), da oplysning herom er central. Der skal være en pligt til for den finansielle virksomhed at sikre sig, at kunden i den konkrete situation, bliver gjort opmærksom på, såfremt der for samme ydelse er forskelle i fastsættelse af gebyrer eller andet vederlag, jf. punkt 6 i rådgivningsretningslinjerne og punkt 4.8 i retningslinjerne for realkredit. 4 Her hører 2, stk. 2, måske bedre hjemme. Der må sondres mellem generelle oplysninger, som kan gives i standard dokumenter, informationsmateriale eller almindelige forretningsbetingelser og individuelle aftaler og/eller vilkår. Disse sidste må gives i en individuel kontrakt. Interessekonflikter bør udskilles som en selvstændig bestemmelse, jf. ovenfor, samt bemærkningerne til Hvilke omstændigheder eller typer af omstændigheder, der kan udløse ændringer Ændringer i vederlaget skal være rimelige (proportionale) i forhold til de omstændigheder, som udløser ændringerne Meddelelse om ændring må gives til kunden ved individuelt brev (ved væsentlige ændringer), eller ved annoncering i dagspressen efterfulgt af meddelelse i kontoudtog (generelle ændringer for flere kundegrupper) senest 3 måneder efter ændringen. Kundens beføjelser ved ændringen skal være angivet Der skal gives et passende varsel. Bestemmelsen synes ikke at tage højde for situationen på forsikringsområdet, jf. Finanstilsynets vejledende retningslinjer for accept ved ændring af forbrugerforsikring af januar Rådgivning Oplysning om mulige interessekonflikter skal ske konkret ved den enkelte rådgivning (og ikke alene ved generelt, skriftligt materiale) Al rådgivning, som har en ikke uvæsentlig betydning for kunden, herunder oplysning om eventuelle interessekonflikter, på efterfølgende kunne dokumenteres af virksomheden Oplysning om en eventuel henvisningsprovisions størrelse må oplyses på forespørgsel Ved skift af finansiel virksomhed, må den modtagende virksomhed, hvor det er relevant orientere om forskelle i produkter mv. og mulige konsekvenser for kunden Nedenstående bemærkninger skal læses i dette lys. 6 Stk. 1 Det bør i bestemmelsen nævnes, at rådgivningen skal være af høj professionel standard, jf. såvel retningslinjerne om pengeinstitutters rådgivning, punkt 2, som retningslinjerne om etik i realkreditinstitutter. punkt 5.2. Desuden bør det fremgå, at hvor en finansiel virksomhed markedsfører sig på en måde, som skaber forventning om, at der ydes en uvildig rådgivning, skal den finansielle virksomhed leve op til den standard, der må forudsættes for anerkendte og uafhængige rådgivere. Stk. 2 Formuleringen af bestemmelsen "rykker balancen" mellem finansiel virksomhed og kunde i retning af, at det er kunden der selv skal varetage sine interesser bedst muligt. Efter retningslinjerne skal rådgivningen - alenevaretage kundens interesser. Formuleringen heraf er ganske central og må ændres. Bestemmelsen i 9, stk. 2, bør flyttes op under 6, stk og 8 Der mangler en "overgang" til 7 og 8. Det synes efter 7 at være en forudsætning, at der indgås en aftale. I denne situation skal kunden oplyse om sin finansielle situation mv. Der er imidlertid ofte tale om en rådgivning forud for eller uden efterfølgende indgåelse af aftale. Herudover er det ikke blot kunden, som skal afgive oplysninger, men i lige så høj grad den finansielle virksomhed, som skal sikre, at der " skabes den fornødne klarhed om indhold og forudsætninger i rådgivningen", jf. rådgivningsretningslinjernes punkt 2, 3, 4 og 7. Tilsvarende forudsætninger er der indlagt i retningslinjerne for 92

187 realkreditinstitutter. Der henvises endvidere til Forbrugerombudsmandens tilkendegivelse om god markedsføringsskik og minimumsstandarder for privatkundebehandling i forsikringsselskaber. Formuleringen i 8, stk. 1, bliver af samme grund for snæver. 10 Der er tale om en nyskabelse i forhold til de eksisterende retningslinjer om rådgivning. Behovet for en undtagelse for rådgivning som udtrykt i 10 er ikke åbenbart. Det må forudsættes, at bestemmelsen får et klart og afgrænset anvendelsesområde. Hvilke "løbende forretningsforhold" og "ydelser", der tænkes omfattet af bestemmelsen må klart defineres eller fastlægges - helst i 10 eller i det mindste i aftalen mellem finansiel virksomhed og kunde. Opdatering og opbevaring af oplysninger m.v. 11 og 12 Bestemmelserne er i det væsentligste afgrænset til oplysninger indhentet efter 7, stk og 12 bør indeholde grundlæggende regler om dokumentation, bevis mv, jf. ovenfor, som har afgørende betydning ved løsning af konkrete tvister. Kopi af dette brev er samtidig givet til Forbrugerstyrelsen. Med venlig hilsen Hagen Jørgensen 93

188 Bilag 16 Udsnit af Finanstilsynets udkast af den 28. januar I det omfang en finansiel virksomhed kan indgå aftale med andre erhvervsdrivende om afsætning og rådgivning i forbindelse med virksomhedens produkter, skal den finansielle virksomhed sikre sig, at der er en klar arbejdsdeling mellem virksomheden og samarbejdspartneren, og at samarbejdsparterne overholder reglerne i denne bekendtgørelse. 3. En finansiel virksomhed skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder. 4. En finansiel virksomhed skal indgå eller bekræfte alle væsentlige aftaler med sine kunder i papirformat eller på andet varigt medium. En aftale skal indeholde en beskrivelse af parternes væsentlige rettigheder og pligter samt af de finansielle ydelser, der er omfattet af aftalen. Stk. 2. Vilkår, der indgår i aftalen, kan fremgå ved en henvisning til separate dokumenter, herunder den finansielle virksomheds almindelige forretningsbetingelser. Stk. 3. Vilkår om ændringer i løbende forretningsmellemværende af renter, bidrag eller andet vederlag skal indeholde en angivelse af de forhold, der kan udløse en ændring, og må ikke give den finansielle virksomhed en vilkårlig adgang til at foretage ændringer. Stk. 4. I løbende forretningsmellemværender kan forhøjelser af renter, bidrag eller andet vederlag ikke finde sted uden varsel, medmindre ændringen er begrundet i udefra kommende forhold, som virksomheden ikke har indflydelse på. Stk. 5. Opsiger en finansiel virksomhed en aftale med en kunde, skal opsigelsen være begrundet og ske skriftligt. 5. Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder risikooplysninger og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder. Stk. 2. En finansiel virksomhed skal rådgive, hvis kunden anmoder herom jf. dog 2og 21. Endvidere skal virksomheden af egen drift yde rådgivning, jf. dog stk. 4, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor. Alternativt kan den finansielle virksomhed henvise kunden til at søge anden rådgivning. Stk. 3. Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og give kunden det bedst mulige grundlag for at træffe sin beslutning. Den finansielle virksomhed skal orientere om de risici, der er relevante for kunden. Stk. 4. En finansiel virksomhed kan markedsføre produkter, der ikke har tilknytning til værdipapirhandel, med standardiseret information med lille eller ingen tilknyttet rådgivning. I så fald skal den finansielle virksomhed gøre særskilt opmærksom på disse begrænsninger. 6. Før en finansiel virksomhed rådgiver, skal virksomheden anmode kunden om at oplyse om sin finansielle situation, sin erfaring med de relevante finansielle ydelser, sit formål med at få ydelsen leveret samt om sin risikovillighed. Stk. 2. Omfanget og karakteren af de oplysninger, der indhentes, skal afpasses efter den viden, som kunden besidder og de oplysninger, som den finansielle virksomhed allerede har modtaget. Stk. 3. Den finansielle virksomhed kan lægge kundens oplysninger til grund, medmindre de er åbenlyst urigtige. 7. Rådgivningen skal tage udgangspunkt i oplysninger indhentet i henhold til 6. Stk. 2. En finansiel virksomhed skal anmode kunden om at opdatere oplysninger indhentet i henhold til 6, i det omfang, det er nødvendigt for at kunne yde kunden rådgivning i løbende forretningsmellemværender. 8. En finansiel virksomhed skal give tilstrækkelig information om egne produkter og ydelser, herunder om forskelle i priser og vilkår for alternative produkter, der kan dække kundens behov. Stk. 2. Såfremt der mellem kunderne for en given ydelse er generelle forskelle i fastsættelsen af renter, bidrag eller andet vederlag til den finansielle virksomhed, skal den finansielle virksomhed oplyse en kunde herom, forinden der indgås aftale om levering af ydelsen. På forespørgsel fra kunden skal der oplyses om, hvilke forhold hos kunden der kan være bestemmende for dennes indplacering inden for den givne prisdifferentiering 94

189 Stk. 3. En finansiel virksomhed skal på grundlag af sit generelle markedskendskab informere kunden om relevante produkttyper på markedet. Informationen skal dog ikke indeholde oplysninger om konkurrerende produkter eller priser. 9. Har den finansielle virksomhed eller den ekspederende medarbejder/rådgiver i rådgivningssituationen en særlig interesse i rådgivningens resultat udover den almindelige indtjening, skal virksomheden inden rådgivningen informere kunden om arten og omfanget af den særlige interesse. Stk. 2. Modtager den finansielle virksomhed provision eller andet vederlag som følge af formidlingen af produkter eller ydelser, skal kunden gøres opmærksom herpå. Det samme gælder, hvis den ekspederende medarbejder/rådgiver modtager provision eller andet vederlag, og der er en direkte sammenhæng mellem konkrete salg af ydelser eller produkter og vedkommendes aflønning. 10. En finansiel virksomhed skal som led i sin rådgivning inddrage konsekvenser af de skatteregler, som er relevante for kunden i forhold til de produkter og ydelser, som rådgivningen omfatter, eller henvise kunden til at søge anden rådgivning herom. Stk. 2. Såfremt en finansiel virksomhed rådgiver om forhold, som kan være af væsentlig økonomisk betydning for en persons muligheder for at modtage offentlige tilskud eller andre økonomiske fordele, og den finansielle virksomhed bliver opmærksom herpå, skal dette medtages i rådgivningen, eller kunden skal henvises til at søge anden rådgivning. 12. Såfremt et pengeinstitut anbefaler eller medvirker til særligt risikofyldte investeringer, skal der i samarbejde med kunden foretages en omhyggelig vurdering af kundens muligheder for at bære et eventuelt tab. Stk. 2. Forespørger en kunde på eget initiativ et pengeinstitut om en investering eller finansiering af en investering, hvis konsekvenser overstiger kundens økonomiske formåen, skal pengeinstituttet fraråde en sådan disposition. 13. Et pengeinstitut kan ikke uden en individuel begrundelse nægte at oprette en almindelig indlånskonto. 95

190 Bilag 17 Finansrådets høringssvar til Finanstilsynet af 17. februar 2003 Udkast til bekendtgørelse om god skik ) Finanstilsynet har i brev af 30. januar 2003 fremsendt udkast til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder med anmodning om Finansrådets og Børsmæglerforeningens (herefter betegnet "foreningerne") bemærkninger. Generelle bemærkninger I det foreliggende udkast til bekendtgørelse om god skik foreslås en samlet regulering af dels de allerede eksisterende etiske retningslinier om krav til henholdsvis pengeinstitutter og realkreditinstitutters rådgivning, som Forbrugerombudsmanden har udstedt efter forhandling med relevante brancheorganisationer, dels nye god skik regler for værdipapirhandlere og forsikringsselskaber med henblik på så vidt muligt at skabe fælles regler om god skik for finansielle virksomheder. Foreningerne lægger i den forbindelse vægt på, at de nævnte retningslinier for pengeinstitutters rådgivning blev revideret så sent som i juni Ved denne lejlighed forudsatte Finansrådet, at de således reviderede retningslinier kunne blive stående i den nærmeste fremtid, uanset de tiltag, der allerede på dette tidspunkt kunne forudses som følge af sammenlægning af kompetencen på god skik-området hos Finanstilsynet. Det var en væsentlig forudsætning for Finansrådets accept af det foreliggende forhandlingsresultat under Forbrugerombudsmandens regi, at pengeinstitutterne kunne implementere de reviderede retningslinier i tiltro til, at der ikke kort tid derefter blev ændret på retningslinierne. Foreningerne havde derfor gerne set, at de etiske retningslinier for pengeinstitutters rådgivning blev stående i deres nuværende form. Foreningerne finder det dog acceptabelt, at tilsynet i stedet har valgt at indarbejde retningslinierne i generelle regler om god skik, idet den eksisterende forbrugerbeskyttelse videreføres på en afbalanceret måde. Foreningerne deltager gerne med bidrag til en vejledning med det formål at præcisere indholdet af bekendtgørelsen, når indholdet af bekendtgørelsen i øvrigt ligger fast. I vejledningen kan der bl.a. gøres rede for samspillet mellem de forskellige regler på det finansielle område, som er meget tæt reguleret dels via specifik regulering på de enkelte finansielle virksomhedsområder som fx kreditaftaleloven dels via generel regulering som fx e-handelsloven, fjernsalgsregler m.v. I vejledningen kan naturligt indgå elementer fra kommentaren til de etiske retningslinier for pengeinstitutters rådgivning, men det må være en klar forudsætning, at vejledningen alene kan have til formål at beskrive, hvorledes bekendtgørelsen må forstås, og således ikke kan introducere nye forpligtelser for de finansielle virksomheder, som ikke har dækning i bekendtgørelsens tekst. I øvrigt kan nævnes følgende forhold, som foreningerne tidligere har peget på bør indgå i vejledningen: - Angående 4 om krav om skriftlighed om væsentlige aftaler bør det nævnes, at der i følge praksis ikke nødvendigvis foreligger en skriftlig aftale om indlån. I relation til 4, stk. 1, 2. pkt. bør det også nævnes, at bestemmelsen ikke stiller krav om nogen udtømmende opregning af parternes "rettigheder og pligter". - Det bør angives i vejledningen, at i det omfang bestemmelserne i bekendtgørelsen finder anvendelse for (mindre) erhvervsdrivende jf. den foreslåede bestemmelse i 1, stk. 2, følger det af forholdets natur, at der kan være forskel på, hvorledes bestemmelserne konkret opfyldes i forhold til henholdsvis privatkunder og erhvervskunder. Pengeinstitutter har typisk forskellige forretningskoncepter/produkter afhængig af, om der er tale om forbrugere eller erhvervskunder, og i relation til forbrugere er der i videre omfang krav om tydeligere fremhævelse af relevante forhold. Fx angående 9 kan det beskrives i vejledningen, at det, i det omfang bestemmelsen er relevant for mindre erhvervsdrivende, er fuldt tilstrækkeligt at opfylde oplysningsforpligtelsen i 9 ved omtale i almindelige forretningsbetingelser eller lignende. - I relation til 9 bør det i øvrigt omtales i vejledningen, at det kan indgå som et element i opfyldelsen af pligten til at gøre opmærksom på den finansielle virksomheds særlige interesser i rådgivningen at udsende en årlig oversigt herover til hver enkelt kunde. - Vejledningen bør beskrive, hvilke mulige kriterier man kan lægge vægt på i relation til, om et kundeforhold er omfattet af 1, stk Vejledningen bør desuden nærmere præcisere forholdet mellem 22, stk. 2 og stk. 3, således at der opnås klarhed om det praktiske forløb af en aftale mellem en værdipapirhandler og en kunde om tilbud af finansielle ydelser uden samtidig løbende rådgivning. Bekendtgørelsens ikrafttrædelse Det foreslås, at bekendtgørelsen træder i kraft 1. juli Som nævnt tidligere kan foreningerne acceptere denne ikrafttrædelsesdato under den forudsætning, at der er klarhed over det endelige regelsæt (bekendtgørelse og vejledning) primo 96

191 maj 2003, således at pengeinstitutterne og børsmæglervirksomhederne kan påbegynde arbejdet med implementering af de nye bestemmelser (pengeinstitutter, som formidler forsikringer, skal bl.a. gennemføre de nye regler i kap. 8 om forsikringsvirksomhed jf. 2). Med hensyn til 20 og 21 i kapitlet om værdipapirhandlere er ikrafttrædelsesdatoen udskudt til 1. april 2004, hvilket foreningerne kan tilslutte sig. Det er nødvendigt af hensyn til de væsentlige, systemmæssige tilretninger, der vil skulle foretages for at opfylde disse nye bestemmelser. Det skal også ses i sammenhæng med, at perioden før og efter årsskiftet ikke kan tages i betragtning ved fastlæggelse af en rimelig overgangsperiode, da det ikke er muligt at foretage systemmæssige ændringer i denne periode pga. årsregnskabsaflæggelse mv. Specifikke bemærkninger til det foreliggende udkast til bekendtgørelse Der bør ses på formuleringen af 1, stk. 5, da ordene " 4, stk. 2 og 3 gælder for skadesforsikring" strider imod 1. pkt., hvorefter 4, stk. 1-4 gælder for (alle) forsikringsselskaber. 4, stk. 4 har fået en utilsigtet udformning i forhold til fx indlånsprodukter jf. ordene "...forhøjelse af renter, bidrag eller andet vederlag ikke finde sted uden varsel...", da nedsættelser herefter ikke er reguleret. Foreningerne foreslår, at man vender tilbage til Finanstilsynets tidligere forslag til formulering af 4, stk. 4 under den naturlige forståelse, at ændringer, som er i kundens favør, selvfølgelig kan ske uden varsel. Dette kan evt. beskrives i den påtænkte vejledning til bekendtgørelsen. Underskrevet af: Christian Brandt Berit Dysseholm /Finansrådet /Børsmæglerforeningen 97

192 Bilag 18 Forbrugerombudsmandens høringssvar til Finanstilsynet af 10. februar

193 99

194 100

195 Bilag 19 Forbrugerrådets høringssvar til Finanstilsynet af 14. februar 2003 God skik på vej Forbrugerrådet har modtaget høring vedr. udkast til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder udarbejdet af Finanstilsynet og Forbrugerstyrelsen. Formålet med bekendtgørelsen er at sikre bedre forbrugerbeskyttelse i den finansielle sektor ved, at der udstedes regler for god skik området, som er gældende for alle finansielle virksomheder. Bemærkninger til de generelle regler Det er et forbrugerpolitisk fremskridt, at der nu fastsættes bindende regler om god skik på det finansielle område. Ligeledes er det et fremskridt, at der nu kodificeres et grundlæggende princip i bekendtgørelsen om, at alle finansielle virksomheder skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder jf. 3 i udkastet til bekendtgørelse. Det er nødvendigt, at alle væsentlige aftaler, som indgås mellem den finansielle virksomhed og dens kunder, skal indgås eller bekræftes skriftligt i papirformat eller på et andet varigt medium. Forbrugerrådet støtter derfor intentionen i bekendtgørelsen om dette, men vil dog konkret foreslå, at 4 stk. 5 ændres, så det fremgår, at begrundelsen skal være saglig: Stk. 5. Opsiger en finansiel virksomhed en aftale indgået med en kunde, skal opsigelsen være sagligt begrundet og ske skriftligt. Forbrugerrådet finder det uhensigtsmæssigt, at der er formuleret forskellige regler for rådgivningen for henholdsvis forsikringsselskaber og for øvrige finansielle virksomheder. Det vil styrke klarheden af regelsættet væsentligt, hvis undtagelsen i for forsikringsselskaber, jf. 1, stk. 5, ophæves, og der i stedet formuleres ens fælles regler for rådgivning for alle finansielle virksomheder. Det er i bekendtgørelsen uklart, om der er substansmæssig forskel på kravene til forsikringsselskaber og andre finansielle virksomheder i rådgivningssituationen, og det er uklart, hvad der kunne begrunde eventuelle forskelle. Forbrugerrådet kan tilslutte sig, at en finansiel virksomhed, forinden rådgivningen ydes, skal informere kunden, hvis den finansielle virksomhed har en særlig interesse i rådgivningens resultat ud over den almindelige indtjening. Det gælder for eksempel, hvis den finansielle virksomhed modtager kommission eller andet vederlag. Det samme gælder, hvis den ekspederende medarbejder/rådgiver modtager provision eller andet vederlag, hvor det har en direkte sammenhæng mellem det konkrete salg af ydelser eller produkter og vedkommendes aflønning. Investeringsforeninger er desværre ikke omfattet af nærværende bekendtgørelse. Derfor er der behov for hurtigst muligt at få udarbejde en bekendtgørelse, der sikrer forbrugerne en tilsvarende beskyttelse i relation til investeringsforeninger. Finanstilsynet opfordres derfor til allerede nu at påbegynde udarbejdelsen af en bekendtgørelse vedrørende god skik for investeringsforeninger. Bemærkninger til de sektorspecifikke regler Forbrugerrådet vil herefter fremkomme med sin særlige bemærkninger til, hvad der skal gælde for henholdsvis pengeinstitutter og realkreditinstitutter, værdipapirhandlere og forsikringsselskaber. Særlige regler for pengeinstitutter I 13 ønskes ordet saglig tilføjet således at 13 får følgende ordlyd: 13. Et pengeinstitut kan ikke uden en individuel og saglig begrundelse nægte at oprette en almindelig indlånskonto. Det er også i dette tilfælde Forbrugerrådets opfattelse, at det ikke alene er tilstrækkeligt for pengeinstituttet at give en begrundelse, men at der tillige bør stilles krav til indholdet i begrundelsen. 101

196 Særlige regler for realkreditinstitutter I 14 skal det foreslås, at der tilføjes et nyt Stk. 2, der afspejler pkt. 4.2 i Forbrugerombudsmandens gældende retningslinjer om etik i realkreditinstitutter. Stykket kan affattes således: Stk. 2. Ved modtagelsen af en låneanmodning skal realkreditinstituttet efter behov oplyse, hvor lang tid der må påregnes at gå, før et eventuelt lånetilbud foreligger. I 17 omtales brugen af kaution. Forbrugerrådet ønsker imidlertid, jf. Forbrugerrådets høringssvar vedrørende lov om finansiel virksomhed, at de kautionsregler, der gælder for Pengeinstitutter jf. BSL 41a tillige skal gælde for Realkreditinstitutter. Reglerne kan eventuelt tilpasses de forhold, der gør sig gældende på realkreditområdet. Dette vil give en væsentlig bedre forbrugerbeskyttelse ved kautionsstillelse for realkreditlån. Forbrugerrådet finder det naturligt, at kautionsstillelse for realkreditlån reguleres i lov om finansiel virksomhed på lige fod med kautionsregler for pengeinstitutter. Særlige regler for værdipapirhandler skal ses i sammenhæng med den selvstændige bekendtgørelse vedrørende god værdipapirhandelsskik. Da denne selvstændige bekendtgørelse beskriver god skik i forholdet mellem værdipapirhandler og forbruger, mener Forbrugerrådet, at der er etableret et betryggende regelsæt for værdipapirhandel. Forbrugerrådet noterer med tilfredshed, at der i er søgt indpasset flere af de af CESR forslåede regler for god skik. Særlige regler for forsikringsselskaber Forbrugerrådet ser gerne, at der i forsikringsaftalen er en henvisning til de til enhver tid gældende regler omkring god skik for forsikringsselskaber. Endvidere ser Forbrugerrådet gerne, at nærværende bekendtgørelse bliver tilgængelig såvel på forsikringsselskaberne som på forsikringsoplysningens hjemmeside. Ad. Inden forsikringstegningen Forbrugerrådet anser det for væsentligt, at forsikringsselskabet senest i forbindelse med skadeforsikringsaftalens indgåelse skal oplyse om væsentlige elementer i den valgte forsikringsdækningsomfang om kundens muligheder for til-og/eller fravalg samt om andre væsentlige oplysninger i den pågældende forsikring. Eksemplar på dette kunne f.eks. ved autoforsikring være: Antal præmietrin ved bilforsikring, betydning af anmeldte skader, selvrisiko, herunder særlig obligatorisk selvrisiko, forudsætninger for indplacering på præmietrin, betydning af skadesforløb i tidligere selskaber. Forbrugerrådet er ligeledes enig i forslaget jf. 24, stk. 3 in fine, at rådgivningen skal tilgodese kundens interesse og give kunden det bedst mulige grundlag for at træffe sin beslutning, og at rådgivning altid skal være retsvisende, relevant og fyldestgørende. Forbrugerrådet anbefaler, at Finanstilsynet grundigt overvejer forslaget fra Forbrugerombudsmanden om at indføje i 27, at forsikringsselskabet har pligt til at oplyse om reglerne i forsikringsaftalelovens 4-10 om, hvilke konsekvenser det kan have at opgive urigtige oplysninger. Ad. Forsikringsaftalen Det er Forbrugerrådets opfattelse, at forsikringsselskabet skriftligt skal informere om væsentlige begrænsninger i dækningen i forhold til det, som en forsikringssøgende med rimelighed kan forvente ville være dækket under den pågældende forsikring. Som eksempel kunne f.eks. nævnes Sikkerhedsforskrifter, som ofte overrasker kunderne. f.eks. tyveri af bil uden startsspærre, hvilke konsekvenser det har, kørsel uden vand og olie (som dog ikke er en sikkerhedsforskrift ifølge Forsikringsankenævnet), synlige spor af tyveri i familieforsikringen. Også regler om fareforøgelse i ulykkesforsikringen giver problemer: Erhvervsskifte, hvordan skal dette forstås? Dette bør klargøres af forsikringsselskaberne med afgrænsende eksempler. Ad. Forsikringstiden Med hensyn til anmeldelse af skade fremgår det af udkastet til bekendtgørelsen, at det skal ske skriftligt. Hvis der gives helt eller delvis afslag på forsikringsdækningen, skal forsikringsselskaberne meddele dette skriftligt, medmindre det klart fremgår af 102

197 omstændighederne, at afslag kan meddeles på anden måde. Anmeldes en skade på anden måde, har anmelderen efter anmodning krav på skriftligt afslag. Kunden skal informeres om den adgang, jf. udkastets 33, stk. 2. Det er Forbrugerrådets opfattelse, at der i de generelle forsikringsbetingelser også skal informeres om denne adgang. Ad. Tilsynets straffebestemmelser Forbrugerrådet har ingen bemærkninger til kapitel 9. Ad. Ikrafttrædelses og overgangsbestemmelser Forbrugerrådet finder, at eksisterende forsikringsaftaler også - hvor det er naturligt - skal være omfattet af de relevante bestemmelser i bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder. Den videre udvikling af god skik reglerne Der skal, inden bekendtgørelsen træder i kraft, udformes en vejledning til denne. Vejledningen vil eksemplificere og præcisere bestemmelserne i bekendtgørelsen. Effekten af bekendtgørelsen vil således i høj grad afhænge af, hvordan vejledningen udformes. Såfremt vejledningen udformes med konsekvent lempelige fortolkninger af bestemmelserne i bekendtgørelsen, er der risiko for, at der med udstedelsen af bekendtgørelsen kan ske egentlige tilbageskridt i forhold til den nuværende forbrugerbeskyttelse. Forbrugerrådets støtte til bekendtgørelsen er således alene givet under forudsætning af, at den kommende vejledning eksemplificerer og præciserer bekendtgørelsens bestemmelser på en forbrugerpolitisk acceptabel måde. Udkastet til bekendtgørelse er primært en videreførelse af eksisterende regler udformet af Forbrugerombudsmanden efter forhandlinger med de relevante parter. Der er således ikke tale om en modernisering, opdatering eller udvikling af forbrugerreguleringen. Forbrugerrådet skal opfordre til, at Finanstilsynet i forbindelse med den annoncerede evaluering af bekendtgørelsen om et år planlægger og prioriterer egentlige forbrugerbeskyttelsesmæssige fremskridt og udviklinger. Forbrugerrådet skal endelig opfordre Finanstilsynet til at sikre, at den af Forbrugerombudsmanden annoncerede ophævelse af samtlige retningslinjer på det finansielle område ikke medfører forringelser eller egentlige huller i forbrugerbeskyttelsen. 103