Nydelse RASMUS UGILT

Transkript

1 Nydelse RASMUS UGILT ÆN E AU E

2

3 NYDELSE» Vanskeligheden ved at anmelde de fine små bøger i Tænkepauserserien er, at man presses til bestandigt at finde nye og varierede ord for sin begejstring«henrik Dahl, Weekendavisen

4 Tænkepauser 1 FRIHED af Hans-Jørgen Schanz Tænkepauser 2 NETVÆRK af Jens Mogens Olesen Tænkepauser 3 MONSTRE af Mathias Clasen Tænkepauser 4 TILLID af Gert Tinggaard Svendsen Tænkepauser 5 LIVSHISTORIEN af Dorthe Kirkegaard Thomsen Tænkepauser 6 FJENDSKAB af Mikkel Thorup Tænkepauser 7 FOLK af Ove Korsgaard Tænkepauser 8 DANMARK af Hans Hauge Tænkepauser 9 NATUR af Rasmus Ejrnæs Tænkepauser 10 VREDE af Thomas Nielsen Tænkepauser 11 MYRER af Hans Joachim Offenberg Tænkepauser 12 POSITIV PSYKOLOGI af Hans Henrik Knoop Tænkepauser 13 KROPPEN af Verner Møller Tænkepauser 14 KÆRLIGHED af Anne Marie Pahuus Tænkepauser 15 ERINDRING af Dorthe Berntsen Tænkepauser 16 HÅB af Bertel Nygaard Tænkepauser 17 TID af Ulrik Uggerhøj Tænkepauser 18 SANDHED af Helge Kragh Tænkepauser 19 MENNESKETaf Ole Høiris Tænkepauser 20 MAGI af Jesper Sørensen Tænkepauser 21 LOVEN af Gorm Toftegaard Nielsen Tænkepauser 22 TERROR af Carsten Bagge Laustsen Tænkepauser 23 LITTERATUR af Dan Ringgaard Tænkepauser 24 ROMANTIK af Katrine Frøkjær Baunvig Tænkepauser 25 FAMILIEN af Peter C. Kjærgaard Tænkepauser 26 LYKKE af Christian Bjørnskov Tænkepauser 27 UNIVERSET af Steen Hannestad Tænkepauser 28 SPØRGSMÅL af Pia Lauritzen Tænkepauser 29 GUD af Svend Andersen Tænkepauser 30 SEX af Ditte Trolle Tænkepauser 31 NYDELSE af Rasmus Ugilt Tænkepauser 32 KORRUPTION af Mette Frisk Jensen Tænkepauser 33 POLITIK af Michael Bang Petersen Tænkepauser 34 TRO af Peter Lodberg Tænkepauser 35 HJERNEN af Leif Østergaard Se mere på Her finder du også gratis lydbøger og e-bøger T K P S R

5 Nydelse RASMUS UGILT ÆN E AU E

6 NYDELSE Tænkepauser 31 Rasmus Ugilt, 2015 Tilrettelægning og omslag: Camilla Jørgensen, Trefold Forfatterfoto: Poul Ib Henriksen E-bogsproduktion: Narayana Press ISBN Tænkepauser viden til hverdagen af topforskere fra AARHUS AU UNIVERSITET FAGFÆLLE- BEDØMT / I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.- niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet.

7 INDHOLD BLÅ HIMMEL, SEX OG CHOKOLADEKAGE 6 NATIONALISME OG DÅSELATTER 13 FORNUFTENS FORNØJELSER 23 SMERTEFULD NYDELSE OG OMVENDT 40 FRI OS FRA NYDELSEN 51

8 BLÅ HIMMEL, SEX OG CHOKOLADEKAGE EN LILLE HISTORIE OM PISK Ann og Bo mødte en dag hinanden i en sadomasochistisk swingerklub. De havde hver deres særegne seksuelle tilbøjelighed, den ene kunne lide at påføre smerte, den anden var et villigt offer. Ann var en sadist, der holdt af at piske sin partner, når det gik rigtig hedt for sig. Bo var en masochist, som holdt særligt meget af at blive pisket. De fandt hurtigt ud af, at de var som skabt for hinanden. Derfor fandt de en god pisk, gik til et velindrettet lokale, hvor Bo blev klædt af og spændt fast på et kors. Pisk mig! Pisk mig!, råbte han fuld af fryd. Ann lo ondskabsfuldt og svarede: Nej!. Denne gamle vittighed siger mere, end man umiddelbart skulle tro, om nydelse. Det mente for eksempel den franske psykoanalytiker og filosof Jacques Lacan. Ifølge ham illustrerer den, hvor ubekymret vi hver især ville kunne nyde vores foretrukne fetich, hvis det ikke lige var for vores evne til at tale. Mødet mellem Ann og Bo kunne have været et helt igennem lykkeligt møde, men Anns ondskabsfulde nej kommer i vejen for begges nydelse. Ann opdager, at hun hellere vil nægte at piske Bo 6 INDHOLD

9 end netop at piske Bo. Hun får ganske enkelt en særlig nydelse ud af at tale, som hun sætter højere end den sadistiske vold, som hun ellers også er en stor fan af. Det vil nok være for meget at påstå, at vi alle kender lige netop Anns dilemma. Men vi kender helt sikkert følelsen af at skulle vælge mellem forskellige former for nydelse. På en restaurant kan vi spekulere lang tid over menukortets muligheder: Skal vi vælge bøffen eller fisken? Det kan være rigtig svært at beslutte sig. Anns problem skal hun vælge at uddele pisk, eller skal hun sige nej er dog mere fundamentalt end valget mellem bøf og fisk. Det skyldes, at de kvaler, vi har med at vælge mellem bøf og fisk, er begrænsede til den specifikke situation, hvor vi sidder på en restaurant. Men evnen til at tale følger os overalt. Vi kan med andre ord altid vælge at tale i stedet for at nyde det, vi nyder. Enhver nydelse er truet af, at vi kan ødelægge den ved at tale om den eller ganske enkelt sige nej til den. I Anns tilfælde er der en ekstra krølle på halen. Der er nemlig en vis sadisme over den måde, Ann siger nej til Bo på: Hun opdager kort sagt, at hun kan give Bo mere smerte ved ikke at piske ham det er derfor, at hun siger nej. Hendes sadistiske tilbøjelighed bliver så stærk, at den ender med at forhindre hende i at udleve sin egen sadisme. HUSK AT STILLE URET! Det gælder for os alle, at vores tale kan komme i vejen for vores nydelse. Det finder vi et andet godt eksempel INDHOLD 7

10 på hos den britiske præst og satiriske forfatter Lawrence Sterne. Han begynder sin mest berømte roman Tristram Shandys levned og meninger fra 1759 med en scene, der perfekt illustrerer, hvor besværlige ord kan være, når vi er i gang med at nyde. Romanens hovedperson og fortællerstemme, den voksne Shandy, føler, at hans liv har været styret af en lang række tilfældigheder og ulykker. Han mener endda, at det er symptomatisk for, hvor skidt det er gået ham, at hans forældre var alt andet end koncentrerede, da han blev undfanget. Midt i akten sagde hans mor til hans far: Kære, har du ikke glemt at stille uret?. Og så var øjeblikket ligesom ødelagt. Vores tale kan være ødelæggende for nydelsen, selv hvis vi ikke taler højt. Vores egen indre dialog det vil sige vores tanker kan være nok til at ødelægge vores nydelse. Den tyske filosof Friedrich Wilhelm Joseph Schelling har beskrevet problemet med følgende eksempel. Hvis vi ligger på en åben græseng på en sommerdag med blå himmel og lammeskyer, der døsigt glider hen over landskabet, og alt ånder fred og ro, intet bekymrer os, så befinder vi os i en tilstand af ren nydelse. Solen bager os i ansigtet, græsset dufter, og jorden er behagelig at ligge på. Men selv i denne idylliske situation vil der altid være en alvorlig trussel mod vores nydelse: Den tanke kunne nemlig slå ned i os, at vi ligger dér og nyder livet. Det kan i sig selv være nok til at ødelægge øjeblikket. 8 INDHOLD

11 Pludselig bliver vi opmærksomme på os selv. Jorden er hård. Vi sveder, og tøjet klistrer til kroppen. Måske er der en lille mærkelig bille, der kravler op ad benet. Når først vi begynder at tænke over, at vi nyder, kan vi blive så opmærksomme på os selv, at det bliver meget sværere bare at nyde. ET HYLDESTDIGT TIL CHOKOLADE Mange af os tror formentlig, at nydelsen af hænger af vores krop og sanser. Tanken er, at vi nyder det, vi nyder, fordi vores kroppe er indrettet på en bestemt måde. Hvis jeg for eksempel spiser en dejlig chokoladekage med vaniljeis til, vil de færreste mene, at kagen smager dårligt, bare fordi jeg godt ved, at den kan være lidt usund. Den danske hjerneforsker Morten Kringelbach har undersøgt, hvad der sker i vores hjerner, når vi nyder. Hvis vi for eksempel spiser en kage, aktiverer sukkeret, smørret og vaniljen en række bestemte centre og systemer i vores hjerne. Hver gang de bliver vækket, udløser de små belønninger. Et samlet ord for disse belønninger kunne netop være nydelse. Men lader vi naturvidenskabelige hjerneforskere om alene at definere, hvad nydelse er, nedskriver vi samtidig også os selv til at være intet andet end maskiner, der reagerer på bestemte måder, når vi får bestemte indtryk. Det perspektiv, jeg gerne vil anlægge på forholdet mellem vores tanker og vores nydelse, er et helt andet. Vores tanker har både logisk, betydningsmæssigt INDHOLD 9

12 og grammatisk indhold, som vi ikke behøver at være hjerneforskere for at forstå. Et eksempel: Tyskere siger: Guten Tag, wie heissen Sie, vi siger: Goddag, hvad hedder De?. Det er tilstrækkeligt at kende de to sprogs regler og love for at lave en sådan oversættelse. Vi behøver ikke at vide, hvordan hjernen fungerer. Vi ville selvfølgelig hverken kunne tale tysk eller dansk, hvis vi ikke havde højtudviklede hjerner, som sætter os i stand til at udføre en så kompleks handling som at tale et sprog. Men alligevel er det en vigtig videnskabelig opgave at undersøge sprogets egne love for sig uden hjerneforskernes indblanding. Det ville sådan set slet ikke være muligt at undersøge, hvordan vores hjerner fungerer, når vi taler, hvis ikke vi vidste, hvordan vores sprog fungerer rent grammatisk, logisk og betydningsmæssigt. Vi kan betragte vores nydelse på en lignende måde. Vi ville ikke være i stand til at nyde, hvis ikke vi var kropslige væsner, som havde hjerner, nerver, sanser og så videre. Men det udelukker ikke, at der er meget mere at sige om nydelsen end den indsigt, hjerneforskere kan tilbyde. Vi må også undersøge, hvordan vi hver især oplever nydelsen, hvordan vi moraliserer over den, og hvordan vi tiltrækkes og nogle gange frastødes af den. Hvis en af mine gamle venner, som hverken er bekendt med naturvidenskab eller filosofi, sagde til mig: Rasmus, beskriv chokoladens vidunderlige smag, og jeg opremsede en række faktuelle forhold omkring kemiske signalstoffer, så ville han med rette synes, at det var 10 INDHOLD

13 et dårligt svar. Det, han ville have, var ikke en kemitime, men en beskrivelse af min nydelsesfulde oplevelse af at spise chokolade. Det bedste svar på min vens spørgsmål ville derfor næsten være, hvis jeg på stedet kunne udsige et hyldestdigt til chokolade. Det ville formentlig give min ven en langt bedre fornemmelse af, hvilken erfaring jeg har med at spise chokolade og hvorfor jeg nyder den så meget end kemiske formler. På den måde kan man næsten sige, at nydelsen har sin egen grammatik, logik eller sågar poesi. Nydelsen har en struktur og en opbygning, som minder om den, vi finder i vores sprog. Det vil sige, at nydelsen er et socialt og mentalt fænomen i lige så høj grad, som det er et fysisk og kropsligt fænomen. MIN KÆRESTES KAGE I samme øjeblik min kæreste tager mig i at smugspise af en chokoladekage, hun har brugt lang tid på at bage, bliver min nydelse forandret. Det kan være, at jeg bliver pinligt berørt og ikke længere er i stand til at nyde kagen; måske bliver hun dybt såret og siger, at den var til hendes søsters fødselsdag. I stedet for chokolade har jeg en flov smag i munden. Men det kan også være, at jeg nyder den så meget desto mere. Måske blinker min kæreste endda til mig og siger, at jeg er en skurk og tager så selv et stykke. Derefter kan vi i fællesskab nyde den lille forbrydelse at smugspise af kagen. Men det er stort set utænkeligt, at jeg skulle være fuldstændig upåvirket. INDHOLD 11

14 Når jeg holder fast i det filosofiske udgangspunkt, sker det naturligvis ikke for at sige, at nerver, neuroner og hormoner ikke betyder noget for nydelsen. Det er klart, at vi ikke ville være i stand til at nyde, hvis ikke vi var sanselige og kropslige væsner; det er også klart, at forståelsen af vores sanser og kroppe må trække på naturvidenskabelige indsigter. Blot er det ikke den side af sagen, jeg vil koncentrere mig om. Som filosof mener jeg, at den interessante del af nydelsen handler om den rolle, den spiller i interaktionen mellem mennesker. Eksemplet med min kæreste, mig selv og en chokoladekage illustrerer meget godt hvorfor. Det er ikke kagen, dens smag og konsistens, men min kærestes reaktion, der er afgørende for min nydelse. Når jeg hævder, at det er i samspillet mellem mennesker, vi finder den interessante del af nydelsen, har det konsekvenser. Det betyder, at vi må opgive forestillingen om, at nydelsen kun er betinget af vores krop. Den er i lige så høj grad forbundet med vores fornuft, sprog og sociale liv. Eksempelvis er Anns sadistiske nydelse af Bos smerte af hængig af, at han ikke selv nyder smerten alt for meget. Ligeledes er min nydelse af chokoladekagen af hængig af, hvordan min kæreste reagerer i det øjeblik, jeg bliver taget på fersk gerning. 12 INDHOLD

15 NATIONALISME OG DÅSELATTER ET GLIMT I ØJET Mine tre første historier har handlet om at spise min kærestes chokoladekage, om at ligge på en fredelig græseng en dejlig sommerdag og om at dyrke sadomasochistisk sex. Hvis vi kigger på disse eksempler under ét, så kan vi se nogle tendenser ved nydelsen, som går igen i dem alle. Disse tendenser kan vi analysere ved at trække på to begreber om nydelse, som vi finder hos Lacan: lyst og mer-nydelse. På den ene side har vi den naturlige nydelse, som man kunne kalde lyst. Lysten er det, som sadisten Ann ville have fået ud af at piske Bo, hvis ikke hun havde sagt nej. Det er lyst, vi føler, så længe vi ligger uforstyrrede og fredfyldte på græsengen, uden at vores tanker kommer i vejen. Ligeledes er det lyst, jeg får ud af at spise chokoladekage med vaniljeis, så længe jeg ikke bliver forstyrret af min kæreste. Denne lyst kan vi mere generelt beskrive som udløsning af spænding eller som tilfredsstillelse af behov. Den spænding, der kan opstå, når vi ikke har dyrket sex længe, udløses, når vi gør det, og dét giver følelsen af lyst. Når Ann ikke har haft mulighed for at svinge pisken INDHOLD 13

16 i lang tid, og hun endelig finder et villigt offer, så oplever hun tilfredsstillelse og føler lyst. På samme måde kan vi beskrive min ustyrlige lækkersult som en spænding, der udløses ved, at jeg spiser chokoladekage med vaniljeis. Igen er der tale om lyst. Mer-nydelse betegner derimod det, som opstår på baggrund af den påvirkning, som sproget, fornuften eller andre mennesker har på vores mere umiddelbare lystfølelse. Det er mer-nydelse, som Ann får ud af at nægte at piske Bo. Det er også en form for mer-nydelse, der kan opstå, hvis jeg bliver opdaget, imens jeg smugspiser af chokoladekagen. Hvis min kæreste siger din skurk, og vi deler den lille forbrydelse at spise af kagen, så er det mer-nydelse, vi oplever. Det er nemlig ikke så meget smagen af kagen selv, som det er vores fællesskab om den lille ugerning, der giver os nydelsen. Min kæreste har et glimt i øjet, jeg smiler, og vi tænker begge for os selv: Vi spiser den, selv om vi ikke må!. Men vi kan også forestille os, at der sker det modsatte. Min kæreste bliver dybt skuffet og føler, at det blot er endnu et eksempel på, at jeg ikke respekterer hende. Det kan være, at vores forhold længe har været dårligt. Jeg kommer måske altid for sent til aftaler og glemmer at ringe, selv om jeg har lovet at gøre det. Måske jeg endda kritiserer hendes nye frisure over for hendes familie. Vi kan også forestille os, at jeg bliver bevidst om hele denne forhistorie, idet hun tager mig i at smugspise. Pludselig skammer jeg mig uendeligt over at behandle 14 INDHOLD

17 den, jeg i virkeligheden elsker, så dårligt. Selv i denne situation er der mer-nydelse på færde. Ja, den nærmest dirrer af det. For det kan meget vel være, at det kun er igennem denne form for fejlslagen kommunikation, skuffelse og ydmygelse, at min kæreste og jeg er i stand til at leve med og elske hinanden. Det skal ikke forstås på den måde, at smerten er behagelig for os, det er den bestemt ikke. Men at det kun er med udgangspunkt i denne smerte, at vi er i stand til at finde en form for mening i vores liv sammen. Vores kærlighed er ganske enkelt ikke andet end vores fælles smerte. Man kan med rette sige, at vores liv sammen på den måde bliver en smule sygt, men det er netop pointen med mer-nydelsen, at den af og til kan være det. Lacan ville sige, at min og min kærestes nydelse er symptomatisk. Altså, at det er igennem vores symptomer eller rettere sagt vores handlinger, som er dårlige for os, men som vi alligevel ikke kan lade være med at gentage, at vi finder vores mer-nydelse. Det er langtfra sikkert, at mernydelsen gør os lykkelige. AV MIN TAND Selv om vi kan dele nydelsen op i lyst og mer-nydelse, er det vigtigt at holde fast i, at der er tale om to sider af samme fænomen. Nydelse er næsten altid både lyst og mer-nydelse. Det betyder imidlertid, at nydelsen ofte er i konflikt med sig selv. Det, vi egentlig burde nyde, viser sig ofte at være yderst smertefuldt og omvendt. INDHOLD 15

18 Vi har allerede set små eksempler på, at lysten og mer-nydelsen kan komme i konflikt med hinanden. I forholdet mellem Ann og Bo er det helt centralt, at de kan vende smerte til lyst. De kan begge få nydelse, forstået som lyst, ud af, at den ene pisker den anden. Men denne nydelse kan hurtigt blive forstyrret af Anns egoistiske mer-nydelse, som hun får ved at sige nej. Og sådan kan det let fortsætte. Måske Bo får endnu mere mer-nydelse ud af, at Ann siger nej. Vores nydelse kan meget hurtigt blive forvandlet til det stik modsatte. Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel beskrev i begyndelsen af det 19. århundrede, hvordan vores erfaringsverden altid er dialektisk. Begrebet dækker over, at et fænomen på én gang er i stand til at være det, det er, og det stik modsatte. En beskrivelse, der indtil videre passer fint på vores nydelse. Selv min udsøgte nydelse ved at spise chokoladekage med vaniljeis kan lynhurtigt slå over i sin modsætning og blive ganske ubehagelig, hvis min kæreste opdager mig. Omvendt kan selv det største ubehag vendes til nydelse. Hvis vi har stærke tandsmerter, så vil vi næsten gøre hvad som helst for at slippe af med dem. Vi spiser måske smertestillende piller eller går til tandlægen. Men af og til gør vi også noget andet; vi sutter på den tand, vi har ondt i. Det gør på ingen måde, at smerten forsvinder, snarere tværtimod, men alligevel kan lidt tandsutning give en vis ro. Det er, som om smerten bliver mindre uudhol- 16 INDHOLD

19 delig, fordi vi selv er årsag til, at vi har endnu mere ondt i tanden end før. Det sker også af og til, at et andet menneske fornærmer os. Det kunne for eksempel være en kollega på arbejdet. Tilsyneladende var han en ganske god ven, men pludselig midt under frokosten og foran alle de andre siger han: Hvorfor er du egentlig ansat her, når du producerer så lidt?. Hvad vi ikke ville give for et rapt svar på læberne i en sådan situation. Desværre bliver vi for det meste helt mundlamme og ved ikke, hvad vi skal sige. I stedet ender vi med at tie og bande indvendigt. Men det betyder ikke at vi er fri af ydmygelsen tværtimod. Vi tænker på den i flere dage. Det kan faktisk blive en regulær besættelse at gennemspille situationen igen og igen. Hver gang udtænker vi bedre og langt mere rammende replikker, som ikke bare ville have lukket munden på vores dumme kollega. Vores svar ville være så skarpt formuleret, at vi for evigt ville have sørget for, at ingen på arbejdspladsen nogensinde ville tage hans bemærkninger alvorligt igen. Problemet er naturligvis, at vi netop ikke sagde noget, da kollegaen kritiserede os. Hvis vi finder på bedre svar efterfølgende, så gør det blot vores ydmygelse så meget desto større, for det viser os, at vi kunne have klaret situationen bedre, men var for svage. Men hvorfor gennemgår vi så vores ydmygelse gang på gang i tankerne? Fordi vi nyder det! Så simpelt er svaret. At pine sig selv ved at gennemspille en ydmy- INDHOLD 17

20 gende oplevelse kan have en sært tilfredsstillende effekt: Vi nyder at hade den kollega, der ydmygede os, men vi nyder også at hade os selv for ikke at have klaret situationen bedre. Psykisk selvpineri kan være yderst tilfredsstillende, fordi vi derigennem opnår en vis mer-nydelse. SERBISK SELVPINERI Det er ikke kun det enkelte menneske, der nyder en god gang selvpineri engang imellem. Hele nationer gør det også. Der er endda nationer, som har opbygget deres grundlæggende identitet og selvopfattelse på nederlag og smerte. Et nyligt og tragisk eksempel finder vi med den tidligere serbiske præsident Slobodan Milošević. I 1989 holdt han en tale ved Solsortesletten på 600-årsdagen for et stort slag mellem serbiske styrker på den ene side og osmanniske på den anden. Meget mere end det ved vi faktisk ikke med sikkerhed om slaget. Serberne tabte, osmannerne vandt. For serberne er det dog et gigantisk nederlag, der markerer afslutningen på en serbisk storhedstid derfor er det et historisk traume, de altid kan huske tilbage på, hver gang de vinder eller taber i fodbold, politik eller håndbold. Netop derfor kunne Milosevic spille på den nationalisme, som tog udgangspunkt i slaget. Vi kan forstå hans tale som en invitation til at tage del i en fælles national nydelse af et nederlag. Sammen kunne serberne svælge i tanken om det forfærdelige nederlag, de havde lidt, og de 18 INDHOLD

21 heroiske gerninger, som de i fremtiden skulle udøve for at gengælde deres smerte. Det vil måske være for meget at sige, at denne nationalisme var den eneste årsag til de etniske udrensninger, der skulle følge under den blodige krig på Balkan i 1990 erne. Men den spillede helt sikkert en vigtig rolle som motivationsfaktor og som måde at retfærdiggøre serbernes overgreb på. Det, der samler tandsmerter, psykisk selvpineri og nationalisme er, at hverken den umiddelbare fysiske smerte eller det psykiske nederlag fører til tab af nydelse. Derimod nyder vi ofte netop i kraft af ubehag og lidelse. Det er dog ikke, fordi vi godt kan lide at lide. Det er snarere, fordi vi skaber mening i vores tilværelse ved at gøre det. Smerten hjælper os til at dele verden op i klare forskelle, som gør den mindre kaotisk. Vi kan dele verden op i godt og ondt, i gode og onde mennesker. De onde er dem, der skader os, og så siger det sig selv, at vi må være gode og retfærdige. Vi skaber altså vores identitet igennem smerten, fordi vi kan forstå os selv som dem, der lider på lige netop denne særlige måde. Mer-nydelsen af smerten vender på denne måde nederlag til sejr: Pludselig kan jeg overbevise mig selv om, at det bare er min kollega, som er en dum nar, selv om han måske har ret i, at jeg på det seneste har dovnet den lidt for meget på min arbejdsplads. INDHOLD 19

22 ET SLAPT TRÆK PÅ SMILEBÅNDET Når vi kommer hjem fra arbejde, er det ikke altid, vi orker at give os i kast med at skrælle kartofler og snitte gulerødder til aftensmaden. I stedet smider vi os i sofaen for at følge Ross fra Venner på endnu et håbløst scoretogt eller den unge Ronald Reagan-entusiast Alex P. Keaton fra Blomsterbørns børn i endnu en politisk dundertale mod sine hippieforældre. Uanset hvilken serie vi vælger, bliver vi cirka hvert halve minut mødt af dåselatteren. Lyden af stemmer, der griner, er efterhånden en så integreret del af denne oplevelse, at de færreste af os undrer os over den. Men det er der faktisk god grund til. For hvorfor kommer tv-underholdning med sin egen indprogrammerede latter? Mange vil hævde, at dåselatteren fortæller os, hvornår vi skal grine. Men det er et dårligt svar. For det er faktisk ganske sjældent, at vi griner, når dåselatteren lyder. Et slapt træk på smilebåndet er som regel det, det kan blive til. Den slovenske filosof Slavoj Žižek har et andet bud: Dåselatteren sørger for, at der altid er en eller anden, som har moret sig, mens vi så tv. Nemlig tv et selv. Sagt på en anden måde, så griner fjernsynet af sine egne vitser og sparer os for besværet. Når vi nyder at se tv-serier, så behøver vi end ikke at gøre arbejdet med at nyde. Det sørger tv et for. Nydelsen, som vi får af at se tv-serier med dåselatter, er med andre ord ikke en umiddelbar lystfølelse, men derimod mer-nydelsen. Vi oplever, at der er en anden, som morer sig. Dåselatteren 20 INDHOLD

23 giver dermed et andet billede af nydelsens dialektik, end det psykiske og nationale selvpineri gjorde. Den nydelse, som vi får af at give mening til tilværelsen gennem nederlag og smerte, vogter vi nidkært over. For eksempel når vi bliver ved med at tænke over kollegaens bemærkning og alle de rappe replikker, vi skulle have givet ham som modsvar. Men den nydelse, som vi får ud af at slappe af med en tv-serie i sofaen efter en hård dag på arbejde, er en nydelse, som vi ikke rigtig selv tager del i. Vi udliciterer i stedet arbejdet med at nyde. PRICE, OLIVER OG HÜTTEMEIER Tv er i dag storleverandør af udliciteret nydelse. Vi kender det fra madprogrammer som Spise med Price. Her udgør en stor del af underholdningen, at brødrene James og Adam Price åbenlyst nyder den mad, som de selv laver. Uanset hvad de tilbereder, om det er tykke pandekager fra Ærø eller stegte sild fra Bornholm, så spiser de det med udtalt fornøjelse. De smasker, smiler og næsten stønner: Åh, hvor er det godt!. Sådan har tv-kokke ikke altid opført sig. Tv-Køkkenet, der blev sendt første gang i 1951 med Kirsten Hüttemeier og Svend Holm bag disken, handlede om udførligt at vise seerne, hvordan de tilbereder en steg i ovnen, koger kartofler til og laver sovs. Seerne fik gode råd om madlavningsteknikker, om skåneærmer og om at skære stegen i så tynde skiver som muligt, for des flere bliver der. Men nydelsen af maden blev ikke fremvist på skærmen, som vi i dag ser det hos Brødrene Price. Det var op til seerne selv. INDHOLD 21

24 I dag kan værterne i madprogrammer blive næsten påtrængende eller prædikende, når de priser deres anretninger. Den engelske kok Jamie Oliver er et godt eksempel. Han kan blive helt henført, når han taler om, hvor fantastiske skabninger grøntsager er. Radicchiosalat har en vidunderlig bitterhed, brøndkarse har lidt pebersmag, og blandingen af agurk, gulerod og salatblade kan give en skøn og frisk sprødhed, som han mener hurtigt vil overbevise os seere om, at salat er alt andet end kedeligt. Igen bør vi skelne mellem lyst og mer-nydelse. Jamie Oliver, brødrene Price og de fleste andre moderne tvkokke opfordrer os til at udforske vores lyst. De vil gerne vise os, at vi kan få sanselig tilfredsstillelse på helt nye måder ved at lave og spise maden, sådan som de selv gør. Men samtidig med at de opfordrer os til at søge større lyst, giver de moderne tv-kokke os noget mere. De giver os den mer-nydelse, der ligger i, at vi kan se deres nydelse. Brødrene Prices og Jamie Olivers egen nydelse fungerer lidt som tv-seriernes dåselatter. Ligesom vi får mer-nydelse ud af at høre tv et grine af sine egne vittigheder, således får vi også mer-nydelse ud af at se tv et spise den mad, som det selv har lavet. Og så gør det ikke så meget, at vi selv sidder og spiser spaghetti med ketchup. Måske indtager vi endda den lidt tarvelige ret foran tv et, der koketterer med den ene efter den anden tilsyneladende himmelske anretning. Vi har det alligevel lidt, som om vi har været med til et lækkert måltid. Sådan er nydelsens dialektik. 22 INDHOLD

25 FORNUFTENS FORNØJELSER OPFØR DIG ORDENTLIGT! Vi ved i grunden alle sammen, hvad der er godt for os. Vi ved, at kaffe, rødvin og cigaretter er usundt. Vi ved, at det er bedre for os at motionere end at hænge på sofaen og se tv eller spille computerspil. Vi ved også ganske udmærket, hvordan vi bør opføre os. Det er for eksempel ganske uhøfligt at begynde at ryge indenfor, når vi er på besøg hos ikkerygere. Med hvad vi ved, er ikke altid nok til at få os til at opføre os ordentligt. På trods af mere eller mindre venligt pres fra myndigheder, arbejdspladsen, venner og familie ryger nogle af os lidt for mange cigaretter, og hvis ikke vi gør det, så drikker vi for meget. Hvis vi hverken ryger eller drikker, så spiser vi sikkert for meget rødt kød, hvidt brød eller bland selv-slik. Vi får sjældent nok motion, men vi ser rigeligt med tv-serier, og vi bruger masser af tid på computerspil. Vi drikker med garanti for lidt vand. Hvad der er værre, er, at vi igen og igen kommer til at såre dem, vi elsker. Vi lover for eksempel vores kæreste og os selv, at vi aldrig vil være utro. Alligevel sker det ikke så sjældent for nogle af os, at vi efter julefrokosten ender i et tomt lokale i armene på en kollega, som vi længe har tænkt over egentlig var lidt tiltalende. Dér INDHOLD 23

26 ligger vi så på en ubekvem sofa og fumler i fuldskab med den andens tøj, og så sker det pludselig, at tanken slår ned i os: Hvad i alverden har jeg gang i?. Svaret på dét spørgsmål vil mange af os finde i nydelsen. Vi spiser usundt, ryger og drikker, fordi vi nyder at inhalere tobaksrøgen, fordi vi nyder den salte smag af baconen eller den subtile smag af skovbær i rødvinen. Det er på grund af, at vi nyder det, at vi bruger meget mere tid på at se tv end på at dyrke motion. Det er også, fordi vi ikke helt kan lade være med at jage nydelsen, at vi ender i armene på den forkerte efter julefrokosten. Mange af vores forestillinger om moral og fornuft handler om at kontrollere vores følelser og vores nydelse. Vi forestiller os gerne, at der er en modsætning mellem moral og fornuft på den ene side og nydelsen og følelserne på den anden. Det er de fleste af historiens store moralfilosoffer også enige i. To af dem er repræsentanter for to vidt forskellige filosofiske traditioner: konsekvensetik og pligtetik. Englænderen Jeremy Bentham er en berømt fortaler for konsekvensetikken. I sine værker fra det 18. og 19. århundrede skrev han, at det er konsekvenserne af en handling, der bestemmer dens moralske værdi. Uanset hvilke moralske idealer vi handler ud fra, så er det resultatet af handlingen, der er afgørende for, om vi kan sige, at handlingen er god eller ond. Den tyske filosof Immanuel Kant, der levede omkring hundrede år før Bentham, var af den helt modsatte mening. Han var ophavsmand til den retning, vi i dag 24 INDHOLD

27 kender som pligtetik: Vores handlinger får alene deres moralske værdi ud fra, om de lever op til moralske principper, som er givet forud for enhver handling. Konsekvenserne, som følger deraf, har derimod ikke nogen reel moralsk betydning. Hvis vores handling er udført med respekt for vores moralske pligt, så er handlingen god. Også selv om den måske har ulykkelige konsekvenser. Lad os prøve at gennemspille et kendt dilemma og først bede den ene filosof og så den anden om at svare på, hvad vi skulle gøre. Vi skal forestille os, at en terrorist truer med at sprænge en bombe i luften på Hovedbanegården i København. Op til tusind uskyldige mennesker risikerer at miste livet. Spørgsmålet er nu: Bør vi torturere ham for at få oplysninger, som måske kan hjælpe politiet med at forhindre angrebet? Hvis vi spørger Bentham, så er svaret entydigt. Hvis vi virkelig kan redde tusind liv ved at torturere en enkelt, så bør vi gøre det. For konsekvenserne taler deres tydelige sprog: Tusind menneskeliv er vigtigere end den ene terrorists lidelse. Spørger vi Kant, er svaret lige så klart. Det er altid moralsk forkert at torturere et andet menneske, uanset konsekvenserne. For Kant er det et uomgængeligt moralsk princip, at man altid skal behandle et andet menneske som mål i sig selv og aldrig blot som middel. At torturere et andet menneske for at få det til at afsløre en hemmelighed er givetvis en af de mest radikale måder, hvorpå vi kan behandle det blot som middel. INDHOLD 25

28 For os er det ikke afgørende, hvem af de to filosoffer der har ret. Det vigtige er derimod det, de er enige om: Moral handler om at styre vores interesser, følelser eller nydelse med fornuften. Kant og Bentham er blot uenige om, hvad fornuft er for noget. AGENT BAUER I FOLKETINGET I dag er der en klar slagside, når politikere og kommentatorer diskuterer argumenter for og imod tortur. Det er ofte konservative og andre højrefløjspolitikere, der taler for brugen af tortur, da de mener, at det kan forhindre terrorisme. I USA har den tidligere vicepræsident Dick Cheney gjort det flere gange. Herhjemme argumenterede det tidligere konservative folketingsmedlem Tom Beh nke for det samme i Han sagde, at vi ikke kategorisk skulle afvise brugen af tortur. For tænk, hvis vi kom i en situation, hvor vi kunne redde mange menneskers liv ved at torturere en enkelt mistænkt terrorist. Kort tid forinden havde den daværende udenrigsminister, Villy Søvndal, dog sagt noget helt andet. Søvndal mente, at Danmark ikke længere skulle tage imod informationer fra fremmede landes politi og efterretningstjenester medmindre de kunne garantere, at oplysningerne ikke var frembragt under tortur. Men han kom ligesom Beh nke i stærk politisk modvind. Både Søvndal og Beh nke endte derfor med hurtigt at trække deres udtalelser tilbage. Beh nke selv mente, at Søvndals udtalelser var decide- 26 INDHOLD

29 ret dumme. Omvendt sagde Jesper Petersen, der på det tidspunkt var medlem af Folketinget for SF, at der var gået Jack Bauer i den for Beh nke. I den amerikanske tvserie 24 Timer gennemlever agent Bauer rigtigt nok alle de skyderier, bombesprængninger og torturscener, som hører sig til i en spændingsserie, men som bestemt ikke hører hjemme i virkelighedens politiske verden. Begge sider af det politiske spektrum forsøgte altså at fremstille modstanderen, som var han i sine følelsers vold og ikke i stand til at tænke rationelt. Vi kender argumenterne ganske godt efterhånden. Beh nke og andre højreorienterede stemmer i debatten mener, at Søvndal og venstrefløjen er nogle blødhjertede humanister. De har alt for meget medlidenhed med mistænkte terrorister. Omvendt mener venstrefløjen, at politikerne på højrefløjen lider af overdrevet frygt for terror. Dermed er vi tilbage ved pointen, som jeg fremhævede i starten af kapitlet. Når vi diskuterer moralske emner, kæmper vi ganske ofte om, at identificere os selv med fornuftens stemme og om at få modstanderen til at se ud, som om han er i de irrationelle følelsers vold. Med andre ord er vi ofte enige om to læresætninger, uanset hvor uenige vi i øvrigt er om moralske spørgsmål. Den rene fornuft er moralsk. Følelser, herunder nydelsen, er beskidte og umoralske. DET ER JO BARE FOR SJOV I 2003 kom det frem, at amerikanske soldater havde udsat irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet for seksu- INDHOLD 27

30 elle ydmygelser, mishandling og tortur. Skandalen brød ud, da nyhedsprogrammet 60 Minutes kunne bringe en række billeder, som soldaterne havde taget under torturscenerne. Det var imidlertid ikke bare torturens grusomhed over for irakerne, alle vi seere pludselig fik indblik i. Det var også tydeligt, at de soldater, der tog del i torturen havde det skægt. De grinede, smilede, fortalte hinanden vitser. De så kort sagt ud til at more sig, mens de stablede fange oven på fange i en pyramide, mens de slog fanger, der lå på jorden i håndjern, og mens de pegede fingre ad en fange, som de havde tvunget til at onanere. Det var sadistisk nydelse i fuldt flor. Afsløringerne vakte naturligvis stor skandale. Brutaliteten var tydelig. Ikke mindst i form af den åbenlyse nydelse, som torturbødlerne udviste. Det lignede jo scener fra den irakiske diktator Saddam Husseins fængsler ham, som irakerne skulle befries for. Men samtidig var det næsten, som om torturbødlernes nydelse gjorde skandalen mindre. Mange amerikanske politikere og kommentatorer mente, at der blot var tale om enkelte forstyrrede personer og ikke om et alvorligt problem for det amerikanske militær. Den amerikanske højesteretsdommer Antonin Scalia argumenterede endda for, at der i virkeligheden slet ikke var tale om tortur det var jo tydeligt, at bødlerne mishandlede fangerne, fordi de nød at torturere dem. Og mishandling af et andet menneske kvalificerer sig ifølge Scalia kun til at blive kaldt tortur, hvis det bliver gjort 28 INDHOLD

31 med et bestemt formål som for eksempel at få kendskab til hemmelige oplysninger. Historien afslører to væsentlige sider af vores tiltro til fornuften. Det er ikke bare sådan, at vi forestiller os, at vi opfører os dumt og ondskabsfuldt, når vi lægger fornuften bag os og giver os hen til nydelse og udskejelser. Det er også, som om vores forbrydelser og ondskabsfuldheder bliver mindre alvorlige, når de ikke bliver gjort med et bevidst formål med baggrund i fornuften. De bliver mindre værdige, nærmest uvæsentlige, som om der var tale om børns lidt for voldsomme leg. Det er i sandhed et paradoks. Samtidig med at vi har en fast overbevisning om, at vores moralske fejl skyldes mangel på fornuft, så bliver vores undskyldning for vores fejl ofte, at vi ikke bruger fornuften. De fleste af os kender det sikkert fra mindre alvorlige situationer end dem, der handler om terror og tortur. Hvis vi kommer til at sige noget nedsættende om mennesker, der overspiser, til en af vores venner, som har haft problemer med vægten, så vil vores undskyldning ofte være, at vi ikke tænkte os om. INDIENS HELLIGE MÆND På den måde opfører de fleste af os som en slags asketer. I hvert fald når vi sætter lighed mellem moral og fornuft på den ene side og på den anden side anser følelser og forskellige former for nydelse som beskidte eller uværdige. Men hvad er en asket overhovedet? Et godt eksempel på en asket møder vi for eksempel INDHOLD 29

32 i tv-serien Game of Thrones. Serien tilhører den såkaldte fantasy-genre og minder derfor lidt om Ringenes Herre. Der er dog den afgørende forskel, at vi ikke følger en sort-hvid kamp mellem godt og ondt, men et indviklet og intrigant spil om magt, uden klare helte, og hvor selv de mest elskede karakterer dør. Blandt andet møder vi Højestespurven, som på den ene side spiller magtens beskidte spil som alle de andre karakterer. På den anden side er han et godt eksempel på en asket. Han er en religiøs leder, der altid går klædt i en sæk, altid er barfodet og ser meget strengt på utugt. Sådan forstår vi også askese i daglig tale som en strengt af holdende form for religiøs livsførelse. I Indien kan vi i dag finde mange hellige mænd, der tager askesen til det ekstreme. Ikke nok med at de forsager alle materielle goder og lever på gaden, de tager ofte også ekstra pinsler på sig. Én ligger aldrig ned og får derfor ekstreme smerter i benene, der svulmer op. En anden holder altid højre arm hævet over hovedet. En tredje går med kyskhedsbælte og lever kun af frugt. Det er dog ikke bare i ekstreme religiøse tilfælde, at vi finder askesen. Vi forstår for det meste moral som påbud om at kontrollere vores følelser og lægge bånd på nydelsen. På den måde kan vi med god ret hævde, at der gemmer sig et element af askese i vores moral. Det har den østrigske filosof Robert Pfaller også påpeget i sin bog Det beskidte hellige og den rene fornuft fra Ifølge ham er der en vigtig parallel mellem vores forestilling om fornuftens renhed og askesen. Det er 30 INDHOLD

33 næsten, som om vi gennemgår en religiøs renselse, når vi stræber efter ikke at lade fornuften besmitte af nydelse og følelser. Den tyske filosof Friedrich Nietzsche drog en beslægtet konklusion allerede i slutningen af det 19. århundrede: Der kan gemme sig en form for nydelse i den mest rene og neutrale fornuft. Nietzsche argumenterede for, at askesen ikke slukker alle følelser. Askesen er altså ikke en distanceret og disciplineret fornuftig kontrol. Den er ikke tilbagelænet og rolig. Askesen er et orgie i nydelse. Den overdøver andre former for nydelse ved at skrige sin nydelse ud. Selv om Indiens hellige mænd lever et liv i konstant lidelse og selvpåført tortur, så lever de ikke et liv uden nydelse. Tværtimod. Deres lidelse er deres højeste nydelse, nemlig den spirituelle renselse. SAMANTHA OG SIDDHARTHA I BYEN I Sex and the City møder vi de fire veninder, Carrie, Miranda, Charlotte og Samantha, der bevæger sig igennem livet i New York. Særligt Samantha er interessant for os, fordi hun i den grad er nydelsesmenneske. Hun elsker sex, og hun er ikke bange for at tage initiativet. I et af afsnittene finder vi hende på et yoga-hold, hvor hun føler sig yderst tiltrukket af instruktøren, der hedder Siddhartha. Det er et navn med en vis betydning. Siddhartha er nemlig navnet på den indiske prins, der grundlagde buddhismen i 600-tallet. I buddhismen er målet at opnå den ultimative mentale tilstand ved navn INDHOLD 31

34 Nirvana. Når det er lykkedes, bliver vi udfriet ikke bare fra livets cyklus, fra lidelse og smerte, men også fra os selv og det begær efter sex, ejendele og magt, der brænder i os. En asketisk livsstil og et buddhistisk forsøg på at opnå Nirvana rimer dog ikke på hinanden. Faktisk er de nærmest modsætninger. For i buddhismen skal vi slippe alt og især holde op med at tro, at vi kontrollerer os selv og vores skæbne. I askesen skal vi til gengæld kontrollere alt, vores tanker og vores krop. Sex and the City s Siddhartha forholder sig asketisk til sex. Han er villig til at give Samantha private lektioner, men til hendes store skuffelse er han netop kun interesseret i at undervise hende i yoga. Selv når de sidder over for hinanden i lotusstilling, og hun opdager, at hans penis er fuldt erigeret og tilbyder at gøre noget ved den siger han ellers tak. Han forklarer hende, at hans krop netop fordi han af holder sig helt fra sex er sprængfyldt med seksuel energi. Han siger på en gang venligt og belærende, at det eneste, der er mere nydelsesfuldt end at have sex, er aldrig at have sex. Siddharthas askese handler lige præcis om at trække seksuel energi ud af ikke at have sex. Man kunne næsten tale om askesen som den ultimative form for tantra-sex. For tantra-sex handler om at forlænge seksualakten i det uendelige. Det handler om at udskyde afslutningen om ikke at gå hele vejen til klimakset. Ideen er, at vi optimerer nydelsen ved hele seksualakten, hvis vi ikke bare 32 INDHOLD

35 skynder os frem til en orgasme. Den asketiske Siddhartha tager skridtet videre. For Siddhartha i Sex and the City handler det ikke blot om at udskyde afslutningen og klimakset, men begyndelsen. Siddhartha udskyder altså hele tiden bevægelsen hen imod at dyrke sex. Og så er det selve udskydelsen, der bliver ladet med seksuel energi. Tantra-sex indeholder derfor et element af askese, fordi det netop handler om at kontrollere nydelsen. Og af præcis samme grund har askese et helt centralt element af sex, netop fordi hele askesen som for Siddhartha i Sex and the City kan komme til at handle om ikke at dyrke sex på den mest seksuelle måde. Det var netop essensen af Nietzsches analyse af asketen. Han eller hun, der gerne vil leve i af holdenhed fra almindelig nydelse, tager ikke afstand fra sanselighed, men svælger derimod i et orgie af følelser. Nietzsches pointe underminerer dermed vores gængse forestillinger om nydelse, følelser og fornuft. For det, vi kan lære af Nietzsche, er, at den måske stærkeste form for nydelse, vi kan finde, er den, vi får fra selve kontrollen med nydelsen. Fornuften er med andre ord aldrig ren og uskyldig. Siddharthas asketiske nydelse er også et godt eksempel på Lacans mer-nydelse. Den nydelse, som Siddhartha får ud af ikke at dyrke sex med Samantha svarer til den nydelse, som Ann får ud af ikke at piske Bo. Der er ikke nogen umiddelbar tilfredsstillelse for ham i ikke at dyrke INDHOLD 33

36 sex. Men han får en mere intens mer-nydelse ud af konstant at holde sex på afstand. Men vi mere almindelige seksuelle væsner kan også lære noget nyt om sex ud fra Siddharthas eksempel. Det gælder nemlig for os alle, at sex aldrig bare handler om selve akten, hvor vores kroppe og kønsdele mødes på forskellige måder. Den franske filosof Maurice Merleau- Ponty har sagt, at seksualitet er som en atmosfære, der er til stede overalt i vores liv. Det kan være seksuelt at handle i et supermarked, vaske op eller hænge tøj til tørre. Måske kigger personen ved kassen til os en ekstra gang, mens vi betaler; måske står min kæreste og jeg lidt tættere på hinanden, end vi plejer, når vi vasker op; måske kigger naboen på mig, mens jeg hænger tøj op, måske kigger jeg en ekstra gang på hende. Alle disse situationer kan være seksuelle på ganske intense måder. Selve seksualakten kan derimod let blive til en rutinemæssig og helt igennem afseksualiseret affære. Merleau-Pontys indsigt hjælper os til at forstå Samantha endnu bedre, formentlig endda bedre, end hun selv gør. For hun jager om nogen den umiddelbare lyst. Hvis hun har lyst til sex, så sørger hun for at få det. Ikke så meget pjat. Samantha kan derfor også beskrives som en hedonist. Normalt opfatter vi en hedonist som en person, som giver sig hen til sine lyster. Umiddelbart altså den diametrale modsætning til asketen. Den sidste forsager al lyst, mens den første konstant er på jagt efter den. Men som 34 INDHOLD

37 vi så, gemte der sig en form for mer-nydelse i Siddharthas asketiske forsagelse af lyst. Spørgsmålet er, om vi finder noget lignende i forhold til Samanthas hedonistiske jagt på mere og mere nydelse. Hvis askesen gemmer på en skjult nydelse, hvad er så hedonismens hemmelighed? FIRE PLIGTOPFYLDENDE PIGER Efter mødet med yoga-instruktøren prøver Samantha at leve efter det asketiske ideal. Hun vil se, om den ændrede livsstil kan give hende den ekstra nydelse, som instruktøren taler om. Hun prøver at lade askesens mernydelse overdøve den mere direkte seksuelle lystfølelse. Hun holder dog ikke længe. Efter kort tid vender hun tilbage til den form for seksuel nydelse, hun mestrer. En dag på yogaholdet bliver hun så frustreret, at hun giver sig til at spørge tilfældige mænd ved siden af hende, om de har lyst til sex. Hun hvisker først, men da den mand, hun spørger, ikke kan høre hendes spørgsmål, mister hun tålmodigheden, sætter sig op og råber så højt, at det runger ud i lokalet: Vil du kneppe?. Fyren svarer ivrigt ja, og de forlader lokalet sammen, mens Siddhartha sidder tilbage med resten af holdet og sin askese. Samanthas lære synes at være klar. Det kan være fint nok med eksperimenterende former for asketisk mernydelse, men i sidste ende er den gode gamle lyst, som de fleste af os kender, alligevel den bedste. På den måde INDHOLD 35

38 synes historien om Samantha at bekræfte vores traditionelle opfattelse af hedonismen. Det er dog ikke alt, hvad der er at sige om sagen. For selve Samanthas overvejelser over, hvilken nydelse der er den mest optimale, kan minde lidt om et moralsk spørgsmål. Ligesom vi hos asketen fandt en hemmelig mer-nydelse af kontrollen over nydelsen, finder vi også en skjult pligt i hedonistens jagt på nydelse. Hvis jeg blev bedt om at opsummere hele Sex and the City, ville jeg endda sige, at serien udtrykker variationer over pligten til at nyde. Alt imens de fire veninder på forskellig vis bevæger sig igennem livet, gennemtænker de alle tænkelige detaljer om, hvordan de kunne nyde mere og bedre. De spekulerer over, om det er bedre at være single end at være gift, om det er bedre at have en ung mand eller en gammel, om en rig mand er bedre end en fattig. I det hele taget overvejer de på utroligt mange forskellige måder, hvordan de optimerer deres nydelse. Men til trods for de fire kvinders udførlige overvejelser omkring nydelse, stiller de aldrig hverken sig selv eller hinanden det måske mest grundlæggende spørgsmål: Er det den vigtigste opgave i vores liv at optimere vores nydelse? Med andre ord kan vi sige, at det eneste, Carrie, Miranda, Charlotte eller Samantha aldrig betvivler, er pligten til at nyde. NÆH, SIKKEN FLOT SWEATER Skinnet bedrager. Moral og nydelse er altså slet ikke så 36 INDHOLD

39 langt fra hinanden, som vi måske troede. Det er i virkeligheden to nært forbundne størrelser. Den asketiske Siddhartha nyder i fulde drag at kontrollere sin nydelse. Og den nydelsessyge hedonist Samantha føler sig forpligtet på hele tiden at opsøge den ene seksuelle nydelse efter den anden. Det kan lyde mærkeligt, at vi kan opleve en pligt til at nyde, men de fleste af os kender den ganske godt. Det er bestemt ikke kun Samantha, der mærker den. Tænk bare på de gaver, vi får juleaften. Af og til får vi en gave, som er helt igennem rædselsfuld. Det kunne være endnu et askebæger fra en lille niece eller en frygtelig strikket sweater, der får os til at ligne en uformelig krydsning af et garnnøgle og en hvalros. Straks mærker vi pligten til at nyde. For selv om vi bliver alt andet end glade, ved vi godt, at det er nødvendigt at foregive glæde og taknemmelighed. Der er få situationer så tåkrummende som en gaveudveksling med en tydeligt skuffet modtager. Hele selskabet kan hurtigt blive ilde tilpas. Pligten til at nyde kan vi også finde på arbejdsmarkedet. Det kræver formentlig ikke andet, end at vi læser et par af dagens jobopslag. I annoncerne efterspørger arbejdsgivere i reglen medarbejdere, som ikke bare er arbejdsomme og dygtige, men som i tilgift går på arbejde med et smil på læben og er åbne og imødekommende. På arbejdspladsen er det altså ikke tilstrækkeligt, at vi gør et godt stykke arbejde. Hvis vi er ansat et sted, INDHOLD 37

40 hvor vi ikke er glade, så kan det hurtigt blive et problem, på trods af at vi måske gør et udmærket stykke arbejde. Vi får med andre ord ikke bare vores løn for et stykke arbejde, vi får den også for at nyde at gøre det. Nydelse er for alvor blevet en pligt. Vi kender også pligten til at nyde fra vores fritid. Tænk på, hvor meget energi vi kan lægge i at være i stand til at vælge den rigtige vin til et måltid mad på en restaurant. I menneskehedens historie er det overraskende mange timer, der er blevet brugt på at overveje spørgsmålet: Er det altid forkert at vælge rødvin til fisk?. Vi kan også lægge utroligt meget arbejde i at lære at blive i stand til at nyde på bestemte måder. Nogle af os studerer kaffesorter i detaljen og kan fortælle alt om, hvorfor kaffe, der er ristet ekstra hårdt, har en særlig sødme, eller om hvorfor kaffen fra de blå bjerge på Jamaica har en mild og knap så bitter smag. Andre af os studerer undergrundsmusik og ved alt om, hvilke upcoming bands der spiller på små spillesteder i Brooklyn i New York. Andre dedikerer deres liv til at opdage ølbrygningens hemmeligheder. Fælles for alle disse aktiviteter er ikke bare, at vi lærer os forskellige måder at udforske vores lyst på. Vi lærer ikke bare at tilfredsstille vores umiddelbare sanselige og følelsesmæssige nydelse på nye måder. Vi får også den mer-nydelse, som ligger i at disciplinere vores sanser og evne til at nyde. Det, vi i virkeligheden siger til vores venner, når vi fortæller om en helt særlig østrigsk 38 INDHOLD

41 hvidvin fra en lille landsby i nærheden af Innsbruck, er: Se, hvor meget flid og møje jeg har lagt i at leve op til pligten til at nyde. Hvis vi derimod ikke er i stand til at nyde på den rigtige måde, så kan det hurtigt blive pinligt. Det kan være ganske ydmygende ikke at være i stand til at nyde den rigtige vin til fisken. Pligten til at nyde kan altså betyde, at vi oplever det modsatte af nydelse, hvis vi ikke kan leve op til den. Men det er ikke bare, når vi ikke har trænet nok, at vi mister nydelsen på grund af pligten til at nyde. Pfaller har påpeget, at der også er en anden skyggeside ved vores forhold til nydelsen i dag. Det er, som om vi ikke rigtig kan tillade os at nyde, medmindre det indebærer en streng disciplin. De fleste af os er stadig i stand til at nyde sex, og i ny og næ kan nogle af os nyde en cigaret. En gang imellem sker det endda, at vi ryger en cigaret med vores elskede, efter vi har haft sex. Det kan, hvis man er heldig, give en intens nydelse. Ikke desto mindre kommer en af os ofte til at sige noget i retning af: Tror du ikke, det sunde ved at have sex lidt opvejer det usunde ved at ryge? Her har vi et perfekt eksempel på det, Pfaller taler om. Såvel nydelsen ved sex som nydelsen ved cigaretten derefter risikerer at gå tabt med denne bemærkning. For det er, som om nydelsen ikke længere er legitim i sig selv, men derimod skal måles i forhold til sundhed, kropslig ynde og velduft. Af og til burde vi måske bare nyde en cigaret i stedet. INDHOLD 39