De danske glaciale dannelser: undersøgelsesmetoder og resultater. Af Ib Marcussen, Knud Binzer og Troels V. Østergaard

Transkript

1 De danske glaciale dannelser: undersøgelsesmetoder og resultater Af Ib Marcussen, Knud Binzer og Troels V. Østergaard Eget tryk

2 I en artikel i Geologisk Tidsskrift (2003) bebrejder Michael Houmark-Nielsen os, at vi "bryder med en 100-årig videnskabelig tradition for tolkningen af landskabernes dannelse". Og han bebrejder Politikens Forlag, at de medvirker til at "fremføre en så kontroversiel teori om Danmarks kvartærgeologi i en populærvidenskabelig håndbog; en tilsvarende bog om spisesvampe kunne bringe mange læsere i livsfare." Vi er glade for en reaktion fra "traditionalisterne", men lidt skuffede over måden. Stik imod god videnskabelig praksis og almindelig anstændighed har vi ikke fået lejlighed til at svare på Houmarks debatartikel i samme nummer af bladet. Vi afleverede et manuskript til et svar i oktober 2005 og har i maj 2006 fået den afvist med den begrundelse, at den fremstår mere som en debatartikel end en videnskabelig artikel (!). Vi har derfor ikke set anden udvej, end at publicere artiklen på samt at lade trykke et mindre antal. København september 2006 Ib Marcussen, Knud Binzer og Troels V. Østergaard Forsidefoto: Terrasser ved Vejrhøj set fra øst. Foto: TVØ. 2

3 De danske glaciale dannelser: undersøgelsesmetoder og resultater Af Ib Marcussen, Knud Binzer og Troels V. Østergaard Eget tryk

4 Abstract De glaciale dannelser i Danmark er komplekst opbyggede. Sedimenterne består i hovedsagen af sand og grus afsat af smeltevand. Diamikte sedimenter som leret till, moræneler, udgør omkring 30% af dannelserne. Studierne af de glaciale dannelser har fulgt to hovedlinier: den litologiskstratigrafiske og den sedimentologisk-morfologiske. Ved den førstnævnte synsmåde har tre undersøgelsesmetoder været anvendt: ledeblokanalyser, stentællinger og med baggrund i disse tektoniske ændringer af lagenes lagstillinger. Den sedimentologisk-morfologiske synsvinkel tager udgangspunkt i recente sedimentationsmiljøer og søger at tolke sedimenstrukturer og dannelsernes ydre form ud fra sådanne observationer. I artiklen diskuteres om den nødvendige og forudsatte homogenitet i sammensætningen af stenmaterialet i moræneleret er tilstede. Da dette sjældent er tilfældet, mener vi ikke at ledeblokanalyser og stentællinger kan give grundlag for stratigrafiske konklusioner. Den vide udbredelse af en NV-SØ-lig stribning i danske landskaber tolkes som spor efter et isskjold, der fra det sydsvenske højland og Sydnorge bredte sig ud over Danmark i den sidste del af weichsel. Højdeforholdene i overfladen af de prækvartære dannelser sætter flere steder sit præg på det landskab, vi ser i dag. Ussings Linie falder således sammen med en stærk ændring af topografien på overfladen af de tertiære dannelser. Under dale i landskabet findes hyppigt dale i den prækvartære overflade. Det danske landskab er stærkt præget af flader, sammenhængende eller disintegrerede i mindre bakker. Fladerne tolkes som dannet af smeltevandsfloder på de nedre dele af den smeltende gletscheris. Indlejrede legemer af is gav ved deres bortsmeltning anledning til dannelsen af lavninger, og smeltevandet derfra eroderede render i landskabet. Vi vil gerne takke Ole Humlum og Holger Løkke-Andersen for konstruktiv kritik af manuskriptet. Indledning I løbet af kvartærperioden har isskjolde fra Skandinavien adskillige gange bredt sig ud over det danske område, senest i slutningen af mellemweichsel. Det generelle billede har for den nordlige halvkugle være kuldeperioder af års varighed afbrudt af års mellemistider. De aflejringer, der er dannet i løbet af kuldeperioderne, er komplekst opbyggede både litologisk, sedimentologisk, strukturelt og morfologisk. Der er en mere end 100-årig tradition for arbejdet med udforskningen af de glaciale dannelser i Danmark. En udforskning der hele tiden har haft nær tilknytning til tilsvarende undersøgelser i vore nabolande. Overordnet kan man sige, at udforskningen af de glaciale dannelser har fulgt to veje, eller at dannelserne anskues ud fra to forskellige synsvinkler. Ved den ene, som kunne kaldes den litologiskstratigrafiske synsvinkel, har man lagt hovedvægten på de diamikte sedimenters, og det vil i praksis sige den lerede tills (morænelerets), litologiske sammensætning og lejringsforhold med henblik på at opbygge en stratigrafi for de glaciale dannelser. Andre forskere har især koncentreret sig om dannelsernes sedimentologi og aflejringernes ydre form, deres morfologi. Formålet har været at opnå en forståelse af de sedimentationsmiljøer, der har givet anledning til de glaciale sedimenter. Denne metode eller synsvinkel kunne kaldes den sedimentologisk-morfologiske. Vi har i vores arbejde fulgt den sedimentologisk-morfologiske metode. Resultaterne er publiceret i en række artikler i forskellige skriftrækker (se nedenfor), men en samlet tolkning af Danmarks landskabet ud fra en sedimentologisk-morfologisk synsvinkel præsenteres for første gang i bogen Danmarks Geologiske Seværdigheder (Marcussen & Østergaard 2003). 4

5 Den opfattelse af dannelsen af det danske glaciale landskab i sidste istid, som præsenteres i bogen, bryder på mange punkter med tidligere anskuelser. Det har givet anledning til en diskussion i tidsskrifterne Geologisk Nyt, Geografisk Orientering, Naturens Verden og Geologisk Tidsskrift. Nærværende artikel skal da ses som et svar på M. Houmark-Nielsens indlæg i Geologisk Tidsskrift (nr.1, 2003). Kritik af den litologisk-stratigrafiske synsvinkel 1. Ledeblokanalyser V. Milthers (bl.a og 1948) og K. Milthers (1942) har opstillet den hypotese, at spredningen af de såkaldte ledeblokke afspejler gletscherstrømmes baner i sidste istid. Da undersøgelserne af ledebloksammensætningen altid blev udført på materiale, der ligger på sekundært leje, kan de oplysninger, de kan give i stratigrafisk henseende, kun have en usikker værdi. Anderledes kan det umiddelbart forventes, at sten- og grusmaterialet i till-sedimenterne, kan tillægges en stratigrafisk betydning. Resultaterne af sten- og grustællingerne er da også blevet brugt på en måde, der kan sammenlignes med den anvendelse ledefossiler har haft. Situationen blev beskrevet og sammenfattet af Sigurd Hansen (1965) således: forekomsterne og fordelingen af ledeblokke i det danske landskab har gjort det muligt at klarlægge udbredelsen af de enkelte gletscherstrømme (oversat af os). Sigurd Hansen giver dog udtryk for en vis skepsis på grund af den opblanding med ældre materiale, der kan være sket. Dette forhold og andre geologiske faktorer har været diskuteret af flere forfattere (se Marcussen 1973a, 1974b), der konkluderede, at ledeblokkenes spredningsmønster kun kan betragtes som et generelt billede af den spredning, der er sket gennem de mange glaciationer i løbet af kvartærperioden. Statistiske analyser underbygger denne opfattelse (Marcussen 1973a, 1974b), og viser desuden, at der hersker stor heterogenitet i ledebloksammensætningen i områder, der er blevet betragtet som afsat af samme gletscher. Den logiske slutning, der følger af disse argumenter, må være, at den grundlæggende tese, nemlig at ledeblokke afspejler udbredelsen af bestemte gletscherstrømme, er fejlagtig. Konsekvensen må da være, at glacialstratigrafien, der jo hviler på denne tese, er uden underbygning. Ledeblokkene viser, at bjerartmateriale er blevet transporteret hertil i løbet af kvartærperioden, men ikke hvordan og hvornår dette i detaljer er sket. 2. Sten- og grustællinger Den anden metode, der har været benyttet til stratigrafiske studier, er undersøgelser af den bjergartsmæssige sammensætning af sten-grusmaterialet i moræneler. De udslemmede gruskorn er blevet opdelt i 6 overordnede bjergartstyper, og hyppigheden af hver gruppe er blevet beregnet. Da kalkbjergarter kan være blevet udsat for senere opløsning, er de to grupper, hvori de findes, ofte udeladt eller beregnet særskilt. Disse spektrer for bjergarternes hyppighed, er blevet anset for at være så entydige og objektive, at de har kunnet benyttes til identifikation og følgelig korrelation af tills. Så grundfæstet har tiltroen til resultaterne af ledeblokanalyserne og stentællingerne været, at de definitivt er det grundlag, hvorpå stratigrafien for gletschernes bevægelser i sidste istid hviler. Tolkninger af alle andre observationer er blevet indordnet dette koncept. Den nøglestilling, de to undersøgelsesmetoder indtager, stod klart for os i begyndelsen af 1970erne, og det var derfor naturligt at forsøge at vurdere metodernes pålidelighed. Flere forfattere havde tidligere gjort sig tanker om dette (for referencer se Marcussen 1974b), og deres resultater talte ikke til gunst for analysemetodernes anvendelighed, men ingen havde taget konsekvenser af det (Milthers 1942). Hvis sten-grustællinger skal kunne anvendes stratigrafisk må et minimumskrav være, at man statistisk kan vise, at stenmaterialet i prøver fra samme till stammer fra én population, mens stenmaterialet i tills, der er tolket som afsat af forskellige gletschere, stammer fra forskellige populationer. En velegnet test i denne sammenhæng er χ 2 -testen, der netop er specielt egnet til diskrete 5

6 variable som tællinger (Griffiths 1967). I de omfattende undersøgelser af danske tillaflejringer publiceret af Houmark-Nielsen (1987) er der 51 sæt af multible prøver, og på 94 lokaliteter er der fundet to tills, der er tolket som afsat af forskellige gletschere. På disse 145 sæt af stentællingsanalyser er der gennemført en χ 2 -test, og resultaterne ses i tabel 1 og 2. (Kjær et al henviser til et større datasæt, men desværre er resultaterne fra multible prøver kun angivet som ét gennemsnit, og tallene er omregnet til procent og derfor ikke anvendelige til statistisk analyse). Tabel 1 Multible prøver i samme till Alle 6 talte bjergarter indgår Kun 4 bjergarter indgår Sandsynligheden for, at prøverne i hvert sæt stammer fra samme population > 95% < 5% Antal prøvesæt 2 prøvesæt 49 prøvesæt 51 3 prøvesæt 48 prøvesæt 51 Tabel 2 Prøver fra én till og den overlejrende på samme lokalitet Sandsynligheden for, at prøverne i hvert sæt stammer fra samme population Antal prøvesæt > 95% < 5% Alle 6 talte bjergarter indgår 2 prøvesæt 92 prøvesæt 94 Tabel 1 og 2: χ 2 -test af stentællingsanalyserne fra Houmark-Nielsen Et eksempel på beregningerne er vist i note 1. Af skemaet fremgår det, at kun i 4-6% af stentællingerne fra samme till er overensstemmelsen mellem bjergartsselskaberne større end 95% (se note). Det må ses som et udtryk for, at der er en betydelig heterogenitet i till-sedimenterne. I et lag moræneler varierer sten-grusmaterialets sammensætning såvel vertikalt som horisontalt. Det er ikke ny viden, men blev på overbevisende måde vist af V. Madsen i Prøver fra to forskellige tills skal naturligvis være forskellige. Af skemaet kan det ses, at dette også er tilfældet. Det er dog tankevækkende, at forskelligheden er af samme størrelsesorden som for prøver fra samme till. Konklusionen må derfor blive, at sammensætningen af sten-grusmaterialet i danske tills varierer på en mere eller mindre tilfældig måde, og at det derfor ikke er muligt at tillægge en stentællingsanalyse objektiv værdi. Et tilsvarende resultat er opnået tidligere på oplysninger hentet i den ældre litteratur (Marcussen 1974b). Resultaterne af sten-grustællinger i tills kan derfor ikke siges at give en entydig identifikation af de undersøgte tills, og metoden synes derfor ikke egnet til korrelation af tills på det grundlag og med den fremgangsmåde, man hidtil har benyttet. 6

7 3. Den glaciale transportevne Hvis ledeblokanalyser og stentællinger skal kunne bruges til at kortlægge gletcher- eller isstrømme, må stenmaterialet være transporteret fra oprindelsesområdet til findestedet af de pågældende gletchere eller strømme. For ledeblokkenes vedkommende ligger oprindelsesområderne op til over 1000 kilometer fra undersøgelsesområdet i Danmark. Vi har betvivlet, at denne transport kan være foregået i én omgang, fordi bjergarter, der optages af gletscheris, hurtigt knuses ned i isens bevægelsesretning. Det betyder, at hyppigheden i de glaciale sedimenterne asymptotisk nærmer sig nul over en strækning på få kilometer. Houmark-Nielsen (2003) tilskriver os denne iagttagelse, men den ære vil vi frabede os. Analyser i Sverige og USA ( Ekström 1936, Gillberg 1955, 1965, 1967, 1969, Homes 1952, Cogley, Aikman & Stokes, 1997) har alle påvist dette forhold. Når vi i Danmark kan finde så mange fjerntransporterede sten, synes det derfor at stride mod resultaterne af de nævnte undersøgelser (Marcussen 1973a, 1974b). Også Gry s observationer (1974) af, at basaltblokkenes størrelse har stor overensstemmelse med bjergartens opsprækning på primærlokaliteterne, er i konflikt med de omtalte undersøgelser. Transporten over de lange afstande må derfor antages at være sket på en måde, så sliddet har været lille. Her er transport med isbjerge en mulighed. Da vi kun har få oplysninger om tidligere glaciationers aflejringer og fordelingen af land og hav, kan transporten være sket en eller flere gange i løbet af kvartær perioden. Stene kan også være blevet indarbejdet i de yngste aflejringer ligesom også store mængder af de prækvartære sedimenter er blevet det. Temperaturforholdene i gletscherisen har betydning for isens bevægelse over underlaget og dermed evnen til at optage og transportere materiale. I temperede gletschere sker bevægelsen i et lag af vand, hvorved kun lidt stenmateriale optages i isen. Disse gletschere vil fremtræde hvide, og med meget lidt debris fra underlaget, som det kan ses i Skandinavien og i Alperne. Gletschere i højarktiske områder er ligeledes rene, da isen er frosset fast til underlaget. I en overgangtype gletschere, de subpolare, ligger temperaturen ved bunden tæt på isens tryksmeltepunkt, og derfor vil der, når isens bevægelse møder modstand, kunne ske smeltning og efterfølgende frysning. Herved kan materialer fra underlaget optages i isen. Denne proces må antages at gøre sig stærkest gældende i gletscherisens randzone, hvor de ydre temperaturforhold stærkest påvirker isen, og hvor isen er tyndest og trykforholdene ved bunden er mest gunstige. Det er store mængder af materiale, der kan optages, og tykkelsen af den debrisfyldte is kan blive anseelig. Gletscherne på Svalbard er gode eksempler på denne type gletschere, og flere forhold peger i retning af, at isen, der dækkede Danmark i weichsel, var af denne type. 4. Glacigene facies Ved stratigrafiske studier er det naturligvis afgørende, at de lag, der søges korrelerede er sammenhørende med hensyn til tid, aflejringsmiljø eller begivenhed. Ved korrelation løber man ind i det forhold, at aflejringer, der for eksempel er afsat samtidigt, kan være meget forskellige i sedimentologisk henseende. Det modsatte kan naturligvis også være tilfældet. Det er således vigtigt at gøre sig faciesproblemet klart, og ikke lade sig styre af forventninger. Det glaciale sedimentationsmiljø er meget varieret, og et bredt spektrum af sedimenttyper, facies, har derfor mulighed for at blive afsat. Vi mener derfor, at en henførelse til samme glaciation af to sedimenter, der ligner hinanden, som Houmark-Nielsen (2003) antyder for en aflejring, der betegnes det stenede sand (Houmark-Nielsen (2003), p.13), bygger på en forventning og ikke kan siges at være stratigrafisk funderet. Det stenede sand har en vid udbredelse i Vestjylland. I udgravningerne til olie- og naturgasledningerne kunne det følges over mange 10tals kilometer. Hyppigst var sandet strukturløst, men af og til viste det en tydelig lagdeling. Afgrænsningen af disse områder var ikke skarp (Marcussen 1984). Der er iagttaget forstyrrelser af den vandrette lagdeling antagelig som følge af vandafvigelse (load cast). Sandet er ofte velsorteret i fraktionerne mellem- til finkornet. Spredt i sandet findes sten, 7

8 der hyppigst har størrelse som en knyttet hånd. Sedimentet synes således at være bimodalt sorteret. Betegnelsen stenet sand blev indført af A.Jessen (1922). I en del af Axel Jessens karteringsområde i Sønderjylland var der for år tilbage mindre enklaver, han ikke havde fået kortlagt. For at kunne lukke disse huller i de geologiske kort på en forsvarlig måde, blev tilgrænsende allerede karterede områder gennemgået. Derved blev det klart, at beskrivelsen ovenfor er i god overensstemmelse med Jessens klassifikation. Jessen beskrev først sedimenttypen fra Vendsyssel (1899) som ablationsmoræne, fordi træk fra både usorterede moræneafleringer og sorterede smeltevandssedimenter var tilstede. At det stenede sand kan forekomme som et grovkornet, usorteret sediment med stærkt forvitrede sten, som beskrevet af Houmark-Nielsen (2003), er ikke i modsætning til tolkningen af sedimentet som ablationsmoræne. Beskrivelsen passer dog ikke til de lange profiler, der var tilgængelige i Sydjylland. Nordøst for Esbjerg var der så stort et indhold af silt i det stenede sand, at de store entreprenørmaskiner havde vanskeligt ved at komme frem, når det havde regnet. Den store variation i sedimenttypen stenet sand indikerer et varierende aflejringsmiljø, og dermed facies. I modsætning til Houmark-Nielsen (2003) finder vi ligesom A.Jessen det vanskeligt at opfatte det som en stratigrafisk enhed. 5 Istektonik Aflejringer ældre end den seneste glaciation i Danmark indgår flere steder i strukturer, der vidner om, at gletscherisen har ændret deres lejringsforhold. Aflejringerne kan være skubbet op i flager hen over hinanden eller foldede. Også i de glaciale dannelser findes mange eksempler på, at de glaciale dannelsers lejringsforhold er blevet ændrede. Disse ændringer kan være indtruffet medens lagene var under sedimentation, men kan også være sket som sekundære hændelser efter lagenes afsætning. En stratigrafisk tidsfæstelse af, hvornår deformationerne har fundet sted forudsætter, at daterbare dannelser indgår. De førstnævnte tektoniske ændringer af dannelserne kan med rimelig sandsynlighed direkte tilskrives bevægelser i isen. Derimod er mulighederne for ændringer af lejringsforholdene for de aflejringer, der direkte er knyttet til gletscherisen og dens smeltevand, være mange og varierede. Ved isens bevægelse kan lagene blive overskudte og foldede. I det ustabile miljø, der kan have eksisteret under isens bortsmeltning, har der været rige muligheder for påvirkning af allerede aflejrede sedimenters lejringsforhold for eksempel ved udskridninger af sedimentblokke. Vanddrukne sedimenter vil kunne skride ud og danne slumpfolder, der vil have lighed med hvad der kan ses i for eksempel deltaaflejringer (Reading, 1996). Undersøgelser af kornfordelingen i meget dansk moræneler viser, at silt udgør en meget stor andel af sedimentet. Denne kornstørrelsesfraktion har tixotrope egenskaber, hvilket betyder, at den kan have stor mobilitet, når den er vandfyldt, men at den hurtigt kan afgive vandet og blive fast. I et i forvejen ustabilt miljø vil disse egenskaber hos moræneler kunne øge ustabiliteten. Houmark-Nielsen (2003) sammenfatter en årrækkes arbejde med udredning af de strukturelle forhold i en række morænebænke og kobler dem til deres stratigrafi, som den er bestemt ved ledeblokke og sten- og grustællinger. Det forudsættes i dette arbejde, at de observerede strukturer skyldes den fremadskridende is. Det er en sammenhæng, der ikke er søgt bevist i den tilgængelige litteratur. Houmark-Nielsen (op.cit) argumenterer, at der er sammenfald mellem de observerede trykretninger og isens bevægelsesretning, som den formodes at være i den opstillede stratigrafi. Men da den er ufunderet (se ovenfor), ligger der ikke noget bevis i det. Vi har gennemgået en del danske afhandlinger, der behandler deformationer i de kvartære aflejringer (47 stk). Kun ganske få, cirka en tredjedel, refererer til undersøgelser af recente gletschere, og af dem henviser de fleste til Gripp Kun få (6) artikler henviser til den nyere og ganske omfattende litteratur om emnet. 8

9 Gripp tolkede bakkerækker foran gletschere på Svalbard, som opstået ved oppresning af dannelser, der lå hér. Nyere iagttagelser, som Humlum (1983) gør opmærksom på, og fotos i Gripps afhandling viser, at bakkerne indeholder is med et betydeligt indhold af debris. Det bakkede landskab foran den synlige gletscheris må derfor sandsynligvis betragtes som en del af gletscheren, hvilket er i god overenstemmelse med beskrivelser af flere forfattere (bl.a. Russel, Tarr, Goldthwait, Boulton og Lawson) Overskudte sekvenser af sedimenter kan af gletscherisen være blevet optaget eller frosser fast og på den måde flyttet, som det er beskrevet fra arktisk områder i Canada og Svalbard (f.eks. Boulton, Kalin og Huddart og Hambrey). Andre deformationer må antages at kunne bibringes sedimenterne under såvel subglaciale som inglaciale og supraglaciele forhold, og det må da tilkomme de geologer, der tolker lagserierne, at sandsynliggøre hvorledes og under hvilke forhold deformationerne er opstået. Sådanne betragtninger er ikke fundet i den danske litteratur. De trykretninger, der er bestemt i en del morænebænke (bl.a Houmark, 1987), kan ikke tillægges objektiv værdi. Hver retningsbestemmelse er en subjektiv tolkning af en række observationer af retningselementer, og der er ingen muligheder for f.eks. med statistiske metoder at sikre sig mod bias. Den sedimentologisk - morfologiske synsvinkel 1. Historisk baggrund Landskabsformerne i det danske, glaciale landskab har været undersøgt af flere forfattere. V.Milthers (1900) tolkede de høje bakker i Odsherred som dannede ved, at tre gletschertunger havde presset materiale op foran sig som randmoræner. De store landskabsformer og de tilsyneladende markante skift i landskabstyper, der kan ses i det centrale Jylland beskrev Ussing i to afhandlinger (1903, 1907). Ussing tolkede den abrupte vestlige afslutning af de store dale i Østjylland, og ændringen fra det bakkede landskab i Østjylland til de flade vestjyske hedesletter, som opstået ved at isskjoldets rand under Afsmeltningsperioden gjorde Holdt i længere Tid (Ussing 1903). Linien fremtræder ikke i landskabet ved en bakkerække, som det var beskrevet fra Odsherred. Hvad Ussing imidlertid tilsyneladende ikke var opmærksom på, var, at hedeslettefladerne såvel som bakkerne kan følges ubrudte hen over linien. Linien benævnes ofte uheldigvis Hovedopholdslinien, hvilket a priori fastlægger tolkningen. Linien bør i overensstemmelse med geologisk terminologi benævnes Ussings Linie. Harder (1908) fortsatte undersøgelserne af de glaciale landskaber i Østjylland, idet han i særlig grad lagde vægt på dalenes forløb og specielt hældningerne af overfladerne på de flodaflejringer, der som terrasser ligger i bunden. Gletscherisen, der havde ligget over den østlige del af Jylland, blev anset for at havde spærret smeltevandets vej mod det sydlige Kattegat, og tvunget det til ved successive omlægninger at finde vej først til Limfjorden og senere mod det nordlige Kattegat. De sydlige dele af isens randmoræne (Harders linie) er knap synlig i landskabet. Derimod er den nordlige del meget fremtrædende. De høje bakker på det sydlige Djursland omkring Kalø Vig og Ebeltoft Vig blev tolket som randmoræner dannet på samme måde som bakkerne i Odsherred. Der er da også stor lighed mellem de to områders landskabsformer. Der var i begyndelsen af 1900-tallet udført omfattende undersøgelser af sten-grus materialet i de glaciale dannelser. Resultaterne af disse studier blev tillagt så stor vægt, at den sedimentologiske - morfologiske undersøgelsesmetode derefter blev så påvirket, at iagttagelserne blev indordnet disse. Med forbillede i de to refererede klassiske arbejder blev der i de efterfølgende mange år tegnet et stort antal israndslinier rundt om i landet. Diskussionerne om tolkningerne af disse linier var ofte meget heftige. Et forhold der sikkert har medvirket til at sætte de morfologiske undersøgelser i et uheldigt lys. I et stort arbejde samlede V.Milthers (1948) de mange tolkninger til en helhedsfremstilling. Schou (1949) gav denne fremstilling en meget pædagogisk udformning, som sikkert er kendt af de 9

10 fleste. For det fynske område præsenterede Smed (1962) en detaljeret tolkning og Krüger (1969) fremlagde en tilsvarende analyse af landskabsformerne i det sydlige Sjælland. På et kort, der dækker hele landet, har Smed (1981) givet en samlet fremstilling af landskabets overfladeformer. De sedimentologiske undersøgelser af danske glaciale aflejringer er fåtallige. Andersen (1931) og Hansen (1940) undersøgte aflejringer afsat af smeltevandet fra gletscherisen. Krüger (1969) inddrog i væsentlig omfang og for første gang analyser af stenes orientering i moræneleret. Disse fabricanalyser blev sammenhold med landskabsformerne, og de kom dermed til at støtte hinanden, men desværre blev andre sedimentologiske forhold til belysning af sedimenternes genese ikke inddraget. Marcussen (1973b, 1975) undersøgte de diamikte tillsedimenter, og påviste at till i danske aflejringer ikke udelukkende var afsat fra isens underside, men også kunne være afsat som forskellige former af supraglaciale dannelser. 2. Sedimenterne De glaciale dannelser består af to typer sedimenter: de diamikte og de sorterede. De diamikte er her i landet i det væsentligste leret till (moræneler), men mindre forekomster af mere sandede, grusede eller stenede dannelser findes. Moræneleret fremstår i klinter og udgravninger på en meget varieret måde. Det kan være massivt uden synlige forskelle, eller der kan være horisonter af forskellig farve, der kan skyldes indhold af prækvartære sedimenter. For eksempel findes ved Næstved en rødlilla stribning, der skyldes et indhold af jurasisk ler fra det nordvestlige Skåne. Ved en egentlig lagdeling ses ikke kun svage farveforskelle, men også lag af sorterede sedimenter. Moræneleret kan findes som sammenhængende lag, der i tykkelse kan variere fra få centimeter til adskillige meter, eller det kan ses som uregelmæssige legemer i sandaflejringer. Også som betræk på store sten i fluviatile aflejringer kan det iagttages. Overgangen mellem sorterede sedimenter og moræneleret kan være umærkelig. Fra studier ved recente gletschere er det velkendt, at de diamikte sedimenter kan aflejres på flere måder: lodgement till afsat under gletscheren (bundmoræne), meltout till afsat ved udsmeltning fra isen uden omlejring, og flow till udsmeltet af isen og udsat for forskellige typer af omlejring. En hensyntagen til de diamikte sedimenters sedimentationsmiljø er afgørende for etableringen af en rimelig stratigrafi De sorterede sedimenter består i hovedsagen af lagdelt sand, men lokalt kan der forekomme betydelige mængder af ler eller grus, men sjældent af sten. Lejringsforholdene kan iagttages i mange klinter og udgravninger. Aflejringerne af sorterede sedimenter af grus, sand og ler er sædvanligvis lagdelte, og afsætningen er sket i strømmende eller stillestående vand. Lag af moræneler forekommer ofte sammen med de sorterede sedimenter, og det ses hyppigt, at de indgår som en integreret del af disse. Konformiteten mellem undergrænsen af et morænelerslag og lagdelingen i det underliggende vandaflejrede sediment taler for, at de to sedimenttyper, er sedimenteret i samme miljø. Sedimentationsmiljøer, hvor den type sedimentation er hyppig, er beskrevet fra recente gletschere, der har et stort indhold af debris (f.eks. Boulton 1972). Et meget stort indhold af klastisk materiale findes i arktiske områder hos den type gletschere, der betegnes subpolare. Fra Island er det beskrevet fra en piedmont gletscher, hvori der er kompresiv flydning (Krüger 1994, Krüger & Kjær 2000, Kjær & Krüger 2001). Materialet stammer fra underlaget, hvorfra det er blevet optaget, indefrosset og med overskydningsplaner ført op i gletscherisen. Når isen smelter, frigøres det indefrosne materiale og kan blive udsat for smeltevandets transport og afsætning. Noget materiale har en diamikt sammensætning, og vil blive afsat sammen med de fluviatile og lakustrine sedimenter som flydetill. Den komplekse vekslen af smeltevandssedimenter og flydetill, der er så almindelig i danske aflejringer, kan tolkes som resultatet af sådanne processer (Marcussen 1973b, 1975). I de cirka 500 kilometer lange udgravninger tværs gennem landet for rørledningerne for olie og naturgas (Marcussen 1984) antydede det nære lejringsforhold mellem de to sedimenttyper, at de var afsat i de samme 10

11 sedimentationsmiljøer. Kun i et mindre område syd for København blev der fundet en fast, massiv, leret till, der kunne tolkes som en lodgement till. Gletschere i de højarktiske egne indeholder sjældent store mængder af klastisk materiale. Ligeledes vil gletschere af den tempererede type som for eksempel i Island, Norge og Alperne sjældent indeholde større mængder af underlagets materialer. Det klastiske materiale, der findes i disse gletschere, stammer i hovedsagen fra de omgivende bjergsider eller er faldet ned som vulkansk aske. Det synes at være gletschere af disse to typer, der har været brugt som model for tolkningerne af de glaciale dannelser i Danmark og ikke gletschere af subpolar type (se videre nedenfor). Ved en gennemgang af oplysninger fra boringer rapporteret til borearkivet på GEUS viser det sig, at de diamikte sedimenter udgør omkring % af de gennemborede lag. Der er store variationer i landets forskellige egne, men antagelig er mængden af de sorterede sedimenter stærkt undervurderet, fordi der i mange sandede egne for eksempel i Vestjylland kun er udført få og korte boringer. Till, og det vil hovedsagelig sige moræneler, er således kun en lille del af de glaciale sedimenter. Antallet af tilllag i boringerne kan selv inden for korte afstande variere meget. Korrelationer, der udelukkende er baseret på litologien, må betegnes som yderst usikre. Til trods for vanskelighederne ved at tolke tillsedimenternes dannelsesmåde har de været den del af de glaciale dannelser, der har været mest undersøgt. Dog har kun ganske få undersøgelser drejet sig om de sedimentologiske aspekter. Almindeligvis er man gået ud fra, at alle tillsedimenter er bundmoræne. Hensyntagen til, at till kan dannes i flere sedimentationsmiljøer i tilknytning til gletscheris, fremgår ikke meget af den ældre litteratur. I det hele taget er der kun i meget begrænset udstrækning taget hensyn til recente sedimentationsforhold i det glaciale miljø. Det kan man få en antydning af ved at gennemse referencelisterne i publicerede artikler. I den ældre litteratur refereres aldrig og i nyere afhandlinger kun sjældent til sådanne studier. 3. Landskabets morfologi På baggrund af en fladedækkende morfologisk analyse af mere end km 2, der bl.a. har tilladt en statistisk analyse af bakkeretninger, har den ene af os (IM) kunnet udskille et antal karakteristiske landskabselementer. Med mindre, og det synes ikke specielt sandsynligt, at isskjoldet var meget fattigt på indhold af debris, vil der under isens smeltning blive afsat et tæppe af sedimenter fra isens bortsmeltning hen over landskabet. Laget vil være stærkt præget af smeltevandets aktivitet og vil variere i såvel tykkelse som sammensætning. Den morfologiske fremtræden vil være præget af topografien i isens underlag, forekomsterne af subglaciale dannelser, begravede blokke af is, og smeltevandsflodernes tilbøjelighed til at danne sletter. 4. Skurestriber Skurestriber på faststående bjergarter eller på brolægninger af store sten kan give oplysninger om gletscherisens bevægelse. Der er kun få af sådanne observationer i Danmark. Bøggild (1899) gav en oversigt over fund i hele landet, medens senere publikationer af Milthers (1901, 1908, 1930), Johnsson (1952), Krüger (1970) og Jørgensen & Piotrowski (2003) har beskrevet mindre områder. Ved isens bevægelse over underlaget kan der ske et slid med dannelse af skurestriber på overfladen af fast klippe og på løstliggende sten. Imidlertid synes nogle iagttagelse at kunne give anledning til tvivl om, i hvilken grad skuringsretningen altid repræsenterer det regionale bevægelsesmønster i gletscherisen. På Bornholm og i Skåne (Lagerlund 1987) findes på de højtliggende grundfjeldsområder en skuringsretning omkring nordnordøst-sydsydvest. På de lavtliggende sedimentområder er skuringsretningen derimod nogenlunde vinkelret på idet den følger de store topografiske træk i landskabet. Ved Neksø (Milthers 1930) er der endog en jævn overgang fra den ene retning til den anden. Skurestriberne på de nu ikke tilgængelige dele af Fakse Banke synes ligeledes at indikere, at isens bevægelse har ændret sig under hensyntagen til bankens form på samme måde, som det kan iagttages i fjeldegne. 11

12 De glaciale dannelser og overfladen af de prækvartære sedimenter I det meste af Danmark ligger der ukonsoliderede ler- og sandaflejringer og bløde kalkbjergarter under de kvartære aflejringer. Tykkelsen af de kvartære dannelser varierer fra under en meter til omkring 200 meter. De prækvartære sedimenter har leveret meget materiale til de glaciale dannelser, og ofte synes materialet ikke at være blevet transporteret særlig langt (Binzer 1973). Det er et interessant spørgsmål, hvilken rolle topografien af de prækvartære dannelsers overflade har spillet for strømningen i isskjoldene og på det landskab, vi ser i dag. Kjær et al. (2003) mener ikke, at flydningsmønsteret i isskjoldet er blevet påvirket af prækvartæroverfladens højdeforhold. Et udokumenteret synspunkt der fortjener undersøgelser og overvejelser. Synspunktet modsiges i nogen grad af, at forfatterne angiver, at isskjoldets yderste rand lå, hvor Ussing (1903) tegnede den. En sammenligning af forløbet af Ussings Linie og prækvartæroverfladens højdeforhold (Binzer og Stockmarr 1994) viser, at der er en nøje sammenhæng: Øst for Ussings Linie når prækvartærets overflade op til højder på mellem 75 og 100 meter over havet, og kurvebilledet er meget uroligt. Vest for Ussings Linie er prækvartæroverfladen udglattet, og kun få og mindre områder ligger højere end 50 meter over havet. Grænselinien i prækvartæroverfladen har ifølge mange forfattere og altså også førnævnte haft en styrende effekt på isen (fig. 1). At der under de markante dale i det danske landskab ofte gemmer sig dale i den prækvartære overflade er en almindelig erfaring samlet under arbejdet med oplysninger i GEUS Borearkiv. Denne erfaring kommer blandt andre steder frem i kortet over prækvartæroverfladens højdeforhold (Binzer og Stockmarr 1994). I Midtjylland blandt andet mellem Horsens og egnen ved Silkeborg ligger de store dale i landskabet oven i tilsvarende betydelige dale i prækvartæroverfladen (Lykke-Andersen 1973, 1979, 1981, 1986, Binzer & Stockmarr 1985). Figur 1. Kortet viser højdekurver på overfladen af de prækvartære dannelser. Ækvidistancen er 25 meter. Kurver under 0 meter o.h. er udeladt. Den brede linie repræsenterer Ussings Linie. Bemærk hvorledes Ussings Linie følger vestsiden af de høje partier prækvartæroverfladen. 12

13 Også under den markante dal på Østmøn nord for byen Borre er der tegnet en dyb dal i de prækvartære dannelser. Det skyldes således ikke en fejltolkning, som fremført af Houmark-Nielsen (2003). Syd for Borre fremtræder dalen i landskabet som en bred, svag sænkning. Det samme er tilfældet for prækvartæroverfladen i dette område. Nord for Borre er den nutidige dal markant, og står med stejle sider mod det høje landskab på begge sider. I dalen findes boringer, der viser, at overfladen af kridtaflejringerne ligger lavere her, end den gør på både øst- og vestsiden. I mange boringer, navnlig øst for Borrelavningen, er der fundet flager af kridt i de kvartære aflejringer. Også nede i dalen er der fundet kridtflager i aflejringerne (fig. 2) Vi mener derfor, der er god grund til også her på Møn at fremhæve den sammenhæng, som også kan findes andre steder i landet, mellem prækvartæroverfladens topografi og højdeforholdene i det landskab vi ser (Hansen & Håkansson 1980, Lykke-Andersen 1973, 1979, 1981, Madirazza 1966,1968a, 1968b, 1977, 1979, 1980). Fig. 2. På Østmøn findes en omtrent nord-sydgående dal i landskabet. Den sydlige del er kun en svag sænkning med en bølget overflade. Prækvartæroverfladen er ligeledes kun en svag sænkning i forhold til kridtoverfladen øst og vest for. Nord for Borre er dalen i landskabet markant. I prækvartæroverfladen nedenunder findes ligeledes en dyb dal, hvis bund synes at hælde mod nord. Der er således også her en god overensstemmelse mellem den topografi vi ser, og den der er skjult i prækvartæroverfladen. 13

14 Ussings Linie i landskabet Ussing beskrev i 1903 landskabsformerne i det centrale Jylland udfra den på det tidspunkt forholdsvis nye tanke, at gletscheris fra Skandinaviens højland i fortiden havde bredt sig udover de lavere beliggende egne mod syd. Til at fastlægge, hvor isskjoldets rand havde ligget, mente Ussing, at smeltevandsflodernes aflejringer i form af hedesletter kunne give en mere sikker indikation, end de få bakker i Midtjylland, der kunne tolkes som randmoræner. De vestjyske hedesletter kan fra vest følges som sammenhængende flader til en linie i Midtjylland, som Ussing betegnede hovedopholdslinien. Et uheldigt navn idet det ikke neutralt beskriver en iagttagelse, men knæsætter en bestemt tolkning. Vi vil derfor bruge betegnelsen Ussings Linie. Højdekurverne på det topografiske kort viser, at hedesletten nord for Karup har form som en aflejringskegle med sit toppunkt i kote 75 meter ved Ussings Linie sydvest for Dollerup. I området øst for Ussings Linie findes store flader, der ligger i omkring 70 m over havet. I modsætning til hedesletten er fladen afbrudt af lavninger og store dale. Ussing (1907) betegner området som et småbakket plateau. Fladen kan genfindes vest for ved Sørvad på Skovbjerg bakkeø og i egnen nord for Holstebro. Når Ussing angiver, at landskabet øst og nord for linien ligger lavere end hedesletten, gælder det kun i et område nordvest for Hald Sø. Her findes ligeledes en opbrudt flade. Den ligger i omkring 50 m over havet. I dette område ligger hedesletten, Alheden, på en strækning af omkring 4 kilometer højere end den nord for liggende flade. Som Ussing også tolker det, må der derfor have ligget is og spærret for smeltevandet. Den morfologiske forskel på hedesletten og fladerne nord og øst for Ussings Linie er, at medens lavninger opstået ved smeltning af dødis er hyppige mod øst og nord, er de sjældne på hedesletten. Det kan imidlertid bero på, at oplandet for smeltevandsfloderne ovenpå den smeltende gletscheris var meget stort, og de defor medførte meget sediment. Næste alle spor efter smeltet dødis er derfor blevet fyldt op og slettede. I de opbrudte flader var tilførslen af sediment mindre og antagelig af mere lokal karakter, hvorfor dårligt sorterede sedimenter som sandet og leret till forekommer. De sidste spor efter det supraglaciale flodsystem er de veludviklede dale som starter abrupt og har eroderet sig ned i hedesletten (dalene ved Fløjgårde og Fallesgårde, Stendal, Kompedal, Kolpendal og dalen ved Engesvang). Ussing nævner muligheden for, at et supraglacialt flodsystem har været årsag til dannelsen af hedesletterne, men forkaster tanken, fordi han mener, at smeltevandsfloderne har hentet de materialer, de aflejrede, ved erosion i underlaget. Han anser således gletscheren for at have været fri for debris. Hedesletterne er opbygget af lagdelt sand og grus (men meget sjældent af stenet materiale). I såvel bakkeøerne som landskaberne nord og øst for Ussings Linie er de samme sedimenttyper de absolut dominerende. Når der på jordartskortet (Petersen 1989) skelnes mellem smeltevandssand og -grus og hedeslette aflejringer sker det ikke på grund af forskelle i jordarterne, men ved inddragelse af morfologiske forhold. I de opbrudte flader findes også forekomster af moræneler, hyppigst som spredte mindre lag øverst. Ved Kjellerup findes dog et større område (ca. 300 km2) hvor moræneleret gennemgående er omkring 10 meter tykt. Også i boringerne er smeltevandssedimenter de hyppigst forekommende, og det vil derfor være nærliggende at tolke moræneleret som afsat i et miljø, hvor isen er under nedsmeltning. Af landskabets former er det ikke kun fladerne, der krydser Ussings Linie, omend i en lidt forskellig udformning, det gælder også bakkerygge. Særlig tydeligt sker det fra egnen syd for Silkeborgsøerne og mod nordvest mod Herning. De aflange bakker har retningen nordvest-sydøst, en orientering i landskabet der kan findes flere steder øst for Ussings Linie, og som træder meget tydeligt frem ved Aulum vest for Karup hedeslette. Den eneste landskabsform, der ikke krydser Ussings Linie, er de store dale. Dannelsen af dalene er endnu ikke helt afklaret. Under dalene findes dale i prækvartæroverfladen (Binzer & Stockmarr 1994), og nogle af dalene synes at have eksisteret i sidste interglacialtid (Marcussen 1977b). For flere af dalene er der indikationer på, at der er sket indsynkning i undergrunden (referencer i forrige 14

15 afsnit). Selvom der hersker usikkerhed vedrørende dannelsen af de store dale, mener vi ikke, at de udgør en tilstrækkelig indikation for tolkningen af Ussings Linie, som grænsen for et isskjold, når de tidligere omtalte morfologiske og litologiske forhold tages i betragtning. Hvorledes den 90 0 skarpe bøjning på den formodede israndslinie er opstået kommer Ussing ikke ind på. Kjær et al. (2003) finder det vanskeligt at få et flydemønster i isdækket til at passe med dette træk. Vi tilslutter os Ussings tanke om at isskjoldet har været længere mod vest og sydvest, idet vi mener, at hedesletterne er udtryk for lokale hændelser, medens de velmarkerede bakkeretninger med nordvest-sydøstlig orientering samt de opbrudte flader, der kan findes både vest, øst og nord for Ussings Linie markerer overordnede regionale forhold. Glacio-fluviatile landskabsformer 1. Sedimenter Den store hyppighed af sorterede sedimenter, navnlig fluviatile, i de kvartære dannelser vidner om den store rolle smeltevandet har haft. I Vestjylland og i små områder i Østdanmark danner smeltevandsaflejringerne flader i det lokale landskabs laveste dele. Under visse forudsætninger vil aflejring også kunne finde sted på disse steder i dag. De fladtliggende aflejringer betegnes hedesletter. Overfladen af aflejringerne kan være brudt af huller opstået, da indlejret dødis smeltede bort. I den østlige del af landet kan der også findes moræneler i disse aflejringer. Hedesletterne er dannet af smeltevandsfloder som flodsletter. Også i bakkelandet findes flader opbygget på samme måde, men her har floderne ikke kunne strømme, uden at de topografiske forhold har været anderledes, end de er i dag. Nogle af disse flader har betydelig udbredelse for eksempel i Østjylland. De er blevet tolket som moræneflader (Milthers 1948) dannet under isen ved dens fremadgående flydning. Det antages, at isens sål har afglattet og høvlet landskabet fladt. Derfor måtte det forventes, at der kan findes strømlinjede spor på fladerne. Det er dog ikke tilfældet. I fladerne er der uregelmæssige lavninger af varierende størrelse og med velmarkerede afløbsrender (Marcussen 1985). I landskabernes højeste dele ligger bakker, der er opbygget af smeltevandssedimenter. Bakkernes flade toppe ligger i områder i tilnærmelsesvis i samme kote. Det tyder således på, at der har været en styring i dannelsen af bakkerne. Det plan som de flade bakketoppe danner kunne være en flodslette på overfladen af isen. Bakkerne er blevet dannet ved opfyldning af huller i isen. Mellem disse issøer har der ligget is, og da det smeltede blev disse områder lavere, og de tidligere issøer kom til at fremstå som bakker, kamebakker. Denne type bakker findes i de højeste og de lavest liggende dele af de danske landskaber, medens de kun sjældent findes i hvad der kunne kaldes mellemniveauerne. 2. Forudsætninger Tilstedeværelsen af polygonjord i Østdanmark (Berthelsen 1971) viser, at der har været permafrost efter at aflejringerne blev afsat. Dannelsen af polygonjord forudsætter et meget koldt klima med en årets middeltemperatur på mellem -60 og -80 (Péwé 1966, Washburn 1979, Sollid & Sørbel 1988). Det vil da være rimeligt at antage, at årets middeltemperatur under den nærmest forudgående glaciationsperiode i hvert fald ikke har været højere. Det indebærer, at temperaturen i bunden af gletscherisen i den distale del af isskjoldet, hvor Danmark ligger, har været under tryksmeltepunktet (Sollid & Sørbel, 1988). Gletscherisen har da været af den subpolare type. Isen var frosset fast til underlaget og bevægelsen skete ved deformationer i isen langs overskydningsplaner. Længere opstrøms på isskjoldet var isen tykkere og påvirkningen af klimaet var mindre, og bundlaget kunne være varmere. I den kolde zone og på grænsen mellem de to zoner kunne underlagets sedimenter indarbejdes i isen. Langs overskydningsplanerne kunne det føres op i gletscherisen. Det betyder, at isen kom til at indeholde betydelige mængder af klastisk materiale både i form af spredte, store og små klumper og som store blokke af sedimenter. En tilsvarende debrisfyldt gletscheris kan bl.a. ses på Svalbard (fig. 3). 15

16 3. Isens bortsmeltning De nyeste klimadata (Dansgaard et al 1993, Andersen et al. 2004) viser, at temperaturstigningen ved afslutning af mellemweichsel skete meget hurtig. Det, kombineret med den kendsgerning, at Danmark er et lavland, og at isoverfladen derfor må have været tilmærmelsesvis vandret, må betyde, at afsmeltningen satte ind over store arealer samtidigt, og at isen altså primært smeltede oppefra og ikke fra randen, som man hyppigt har antaget. Fig. 3. Debrisfyldt gletscheris. Uversbreen, Svalbard. Foto: Ole HUmlum 16

17 Fig. 4 a og b. Debrisrig gletscheris under bortsmeltning. Bakkerne består af is med et dække af frismeltet, klastisk materiale. Lejringsforholdene er ikke særlig stabile, og materiale skrider ned ad bakkesiderne til de lave områder. Her kan det blive sorteret af smeltevandsstrømme og eventuelt ført bort i dette ofte karstlignende landskab. De nedskredne materialer kan også indgå som lag af diamikte sedimenter i de sorterede dannelser. Uversbreen, Svalbard 17

18 To forhold kan bevirke, at overfladen på den smeltende is bliver ujævn. Indholdet af debris i isen er ikke jævnt fordelt, men fortrinsvis samlet i overskydningsplaner. Materialet vil derfor komme frem på isoverfladen i zoner. Det andet forhold er, at et lag debris vil virke isolerende, og derfor vil områder, der er dækkede, smelte langsommere ned end områder, hvor isen er uden dæklag. Det sedimentære miljø er ustabilt, og dæklaget kan skride eller som slamstrømme søge ned i de lavere områder (Boulton 1971, 1972). Der vil opstå et bakket landskab dækket af klastisk materiale. Se fig. 4. Detaljerede undersøgelser på Island (Krüger 1994, Krüger & Kjær 2000, Kjær & Krüger 2001) viser, at debrisfyldt is smelter bort på to måder. Ved tilbagesmeltning af skrænter i isbakker og ved nedsmeltning i det horisontale plan. I isbakkerne vil vejr, vind og vandløb kunne åbne profiler, hvorved yderligere materiale vil frigøres. Der vil derfor være en tendens hen imod, at bakkerne forsvinder, og at smeltevandsstrømmene jævner landskabet ud. Gennem disse processer vil der kunne dannes en række forskellige sedimenttyper og lejringsforhold. Vi tolker mange af de forekomster i vore glaciale dannelser, hvor diamikte og sorterede sedimenter veksler som opstået i de ovenfor beskrevne miljøer. Ved nedsmeltningen formindskes isens tykkelse, således at isoverfladen kommer til at ligge på et stadig lavere niveau. Under dette forløb må der forventes et skifte i sedimentationen, der efterhånden i højere grad vil være præget af det strømmende eller stillestående smeltevand. Det kan derfor forventes, at sedimenterne i stigende grad vil være sorterede, og fremtræde som flodsletter og issøer. Under smeltningen af isskjoldet har der været en vekslen mellem de to kredse af processer. De ældste og højest beliggende dannelser består udelukkende af sorterede sedimenter. På lavere niveauer findes både diamikte og sorterede sedimenter. 4. Issøbakker (kames) I de højeste dele af det danske landskab findes bakker af en afrundet til cirkulær form med flade toppe. Bakkerne kan ses flere steder blandt andet ved Skjoldnæsholm, Brorfelde, Jyderup, Asnæs, Glamsbjerg, Rønde, Sevel og Sørvad. Bakkerne indeholder sorterede smeltevandssedimenter hyppigt i sandfraktionen. Disse issøbakker eller kames, blev dannet ved, at smeltevandsfloder aflejrede klastisk materiale i lavninger og huller i isens overflade. Bakkerne viser således, at der må have været minerogent materiale oppe i isen, der er blevet smeltet fri, medens landet endnu var isdækket. Hvor højt over isens bund materialet har været er usikkert, idet hullerne kan være opstået på steder, hvor isdækket var tyndt. Årsagen hertil kunne være tilstedeværelsen af en bakke i underlaget. Denne opfattelse styrkes af, at bakkerne i et område har tilnærmelsesvis samme kote på deres flade toppe. Dannelsen kan være begyndt i lavninger eller huller i isens overflade, hvor de var underlejret af is. Ved termisk erosion i bunden har de efterhånden smeltet sig ned til det faste underlag (Ham & Attig 1996), således at deres kote er blevet fastholdt. I landskabernes lave niveauer findes kamebakker igen, medens de er sjældne i, hvad der kan kaldes mellemnivauerne. Disse bakker kan ses for eksempel ved Kyndby, Svinninge, Kalundborg, Korsør og på Hindsholm og Langeland. 5. Isflodsletter Efterhånden bevirkede smeltningen, at isens overflade kom til at ligge lavere og lavere. Nye lavninger blev dannet, og de eksisterende blev større. Aflejringerne skiftede fra kun at være sket i små lavninger til nu også at finde sted over større områder. Derved får de karakter af flodsletter. Hos Marcussen & Østergaard (2003) er de benævnt isflodsletter. Johnson et al (1995) beskriver tilsvarende landskabsformer fra USA og benævner fladerne collapsed outwash planes. Kollaps af flodslette kan give anledning ændringer af lejringsforholdene. Flere steder passerede udgravningen til naturgasledningen lokaliteter, hvor et fladt landskab opbygget af horisontalt liggende lag af sand og grus overgik i en skrænt til at lavere område. Lagene bøjede her med overfladen 18

19 Figur 5. Profilet viser et snit gennem en bakkeø og den tilgrænsende hedeslette ved Hovborg i Vestjylland. Bakkeøen er dannet som en flodslette af et flettet flodsystem. I skrænten mod den lavereliggende hedeslette følger lagdelingen hældningen af jordoverfladen. Dette forhold tolkes som opstået ved kollaps, fordi hedesletten har været understøttet af is. Da hedesletten anses for at være dannet i weichsel, må bakkeøen også være det. nedefter. Det er set ved mange lavninger, men de mest iøjnefaldende og omfattende er gjort ved Elbo dalen, ved Odense å ved Bellinge (Marcussen 1987) og ved Mølleåen i Nordsjælland. I Vestjylland har forholdet også kunnet iagttages. Omkring 2 kilometer vest for Hovborg passerede udgravningen fra hedesletten hen over en bakkeø og ned på hedesletten på den anden side. Bakkeøerne i området består af lagdelt sand og grus med spredte forekomster af moræneler (Jessen 1922). I denne bakkeø er der i udgravningen kun fundet horisontalt aflejrede sand- og grusaflejringer med forskellige typer skrålejring (Marcussen 1987). Afsætningen kan tolkes som sket i et flettet flodsystem. I den østlige del af bakkeøen findes en meter bred kanalfyldning. Målinger af skrålejringerne viser, at flodsystemet har haft en strømningsretning mod nordvest. På østsiden af bakkeøen følger lagdelingen den faldende overflade ned mod hedesletten, hvor den flader ud i en horisontal retning. Der er ingen spor efter erosion og strukturen tolkes som resultat af en sænkning, et kollaps, af hedesletten (fig. 5). I sandaflejringen i hedesletten er strukturen massiv. Da hedesletten må anses for at være dannet i weichsel indebærer det, at bakkeøen også er dannet på dette tidspunkt. I Østdanmark har de fleste isflodsletter en begrænset udbredelse, men enkelte af de lavere beliggende har dog en vis regional karakter. Ofte går isflodsletterne jævnt over i en lavereliggende slette, og det kan da være vanskeligt at afgrænse dem præcist. Denne vanskelighed kan også være forårsaget af, at isflodsletternes hældninger bevirker, at de kan gå jævnt over i hinanden. I Østjylland kan de hældende isflodsletter følges mod vest til de uden afgrænsning går over i de flodsletter i Vestjylland, der sædvanligvis benævnes hedesletter. Forskellen mellem de østjyske isflodsletter og hedesletterne mod vest er hyppigheden af dødishuller. Isflodsletterne fremstår som flader på to måder. Fladerne kan være sammenhængende over store arealer. I dele af Østjylland ses sammenhængende flader i store områder. I Østdanmark er fladerne for det meste afbrudt af dale og lavninger, men de kan tydeligt følges tværs over disse afbrydelser. Denne type landskaber i Danmark er beskrevet af Marcusen (1977a, b) og fra det centrale Canada og USA (Gravenor 1955, Gravenor & Kupsch 1959, Johnson et al 1995, Ham & Attig 1996). I de sammenhængende flader kan en svag hældning iagttages. I de opbrudte flader er hældningen vanskeligere at erkende. 19

20 Slagelse Fig. 6 Lavninger med afløbsrender i det bakkede landskab øst for Slagelse De mindre dale er eroderet af vandløb ved dræneringen. De store dales dannelse er antagelig kompleks. En del af dem har tilknytning til brudtektonik i de prækvartære dannelser neden under (for eksempel Horsens fjord og Hansted dalen), men for andre er deres dannelse ikke fuldt klarlagt. Sedimenterne i isflodsletterne er i hovedsagen fluviatilt. Sand er dominerende. Lokalt kan der forekomme ler og mindre hyppigt grus og sten. Diamikte sedimenter, navnlig moræneler, kan også 20

21 forekomme. Moræneleret kan være udsmeltet materiale fra dødislegemer, der har ligget som isbakker. De mange dødishuller vidner om deres tilstedeværelse. Som det vil kunne ses på de geologiske jordartskort og af boreprofiler, findes moræneler hyppigt i usammenhængende forekomster i de smeltevandsaflejringer, der opbygger fladerne. I det meget ustabile miljø, der har hersket under isens nedsmeltning, kan sedimenterne være blevet omlejredet flere gange, og underkastet udskridninger og sætninger. Det vi i dag ser, er afslutningen på en lang og kompleks kreds af processer. Lag, der oprindeligt er afsat vandrette, kan, som følge af de mange forandringer i miljøet, være blevet udsat ændringer af deres lejringsforhold. 6. Dødishuller Dødishuller i isflodsletterne er opstået, når begravet dødis smeltede bort (Ussing 1903, Andersen 1931, Marcussen 1985). Mange lavninger beskrives som afløbsløse, og mange af dem er i dag ganske rigtigt uden afløb fra deres dybeste del. Ved nærmere eftersyn vil man dog i langt de fleste tilfælde finde en rende, der fører bort fra lavningen. Renden kan følges ned mod bakkelandskabets laveste områder. På vejen ned tilsluttes render fra andre lavninger, og der dannes et sammenløbende afstrømningsmønster. Dette overfladedræneringsmønster findes mest veludviklet i landskaber med kraftigt relief (fig. 6). I fladere landskaber som for eksempel i Vestjyllands bakkeøer har lavningerne ofte en stor bred eller aflang form. Passagen i udløbet er smalt i forhold til lavningens størrelse, og udløb fra to eller flere lavninger løber sjældent sammen. Renderne har ofte en tærskel og er smallere ved udløbet fra lavningen, og det hele får derved form som en pære. Formen viser, at lavningerne og renderne ikke er dannet under de forhold, der eksisterer i dag. Den mest nærliggende forklaring synes at være, at et legeme af is har ligget mere eller mindre begravet, og at smeltevandet har eroderet renden. Det sidste smeltevand er blevet til grundvand. Isen kan have været begravet, men kan også have stukket op over isflodsletten, som det er beskrevet fra Møsvrå ved Kolding (Marcussen 1985). Opragende bakker af debrisfyldt is, isbakker, kan have givet anledning til dannelse af udskridninger af diamikte sedimenter. De vil da kunne lægge sig som lag af for eksempel moræneler i de fluviatile sedimenter, der omgiver bakken. Smeltevand fra dødis er løbet bort gennem renderne. Renderne slutter i nogle tilfælde på lavereliggende isflodsletter, men i de fleste tilfælde kan de følges til landskabets laveste dele. Dette vidner om tidspunktet for afslutningen af smeltningen af dødisklumperne. Processen synes at have været meget langtrukken og først afsluttet, da landskaberne stort set var fri for is. Ved pollenanalytiske undersøgelser af tørvedannelser i dødishuller har det vist sig, at i nogle lavninger har isen ligget helt frem til begyndelsen af preboreal tid (Andersen 1954 og personlig oplyst af Bent Aaby 2003). Det stribede Landskab Det kan næppe være forbigået iagttagere af det danske, glaciale landskab, at mange områder rundt om i landet er markant præget af aflange, parallelt liggende bakker. Karakteren er så fremtrædende, at landskaberne bedst kan beskrives som stribede (Smed 1962). Den mest udbredte orientering af bakkerne er retninger, der ligger omkring nordvest mod sydøst (fig. 7). Den kan findes i alle egne af Danmark. På Lolland, Nordøstfyn og i den centrale del af Sjælland er bakkerne lave. Bakkerne har i mange tilfælde flere toppe. Andre steder som for eksempel på Vest- og Sydfyn og øerne syd derfor, på Als-Sundeved og flere steder i Midt- og Vestjylland er bakkerne brede og høje. En stribning, der ikke forekommer så hyppigt, har retningen nordøst-sydvest. Bakkerne adskiller sig ikke i morfologiske træk væsentlig fra de før omtalte bakker. Stribning med denne retning forekommer spredt i landet, men er i to områder karaktergivende for landskaberne. Det er i den østlige del af Vendsyssel og i den centrale del af Fyn. De to bakkeretninger er sammenfaldende med retninger af tektoniske strukturer i de prækvartære dannelser, som er påvist ved geofysiske undersøgelser (Frost 1977, Lykke-Andersen 1981). 21

22 Fig. 7. På kortet er områder i de glaciale landskaber, der har en fremtrædende stribning af aflange bakker, indtegnet. Signaturen er symbolsk. Markeringerne repræsenterer ikke de enkelte bakker, men angiver kun retningen af stribningen. Flader i det glaciale landskab samt sen- og postglaciale dannelser fremstår uden signatur. Dette sammenfald kan have en fælles genetisk historie, men kan også være forårsaget af to sæt af processer, der ikke er kausalt afhængige, men har samme udbredelsesmæssige fremtræden. For nedadgående landskabselementer som dale (Horsens Fjord (Lykke-Andersen 1981), Randers Fjord (Berthelsen & Sorgenfrei 1954), dalene syd for Ålborg og i Nordsjælland ) er der påvist, eller det kan sandsynliggøres, at der er et sammenfald med forkastningszoner i det prækvartære underlag. I 22

23 modsætning til dale udformet ved erosion udmærker disse landskabselementer sig ved retliniede forløb og skarpe bøjninger i 90 0 og Bakker med en tilsvarende enkel karakter er ikke hyppige. De fleste aflange bakker, der som lineamenter er sammenfaldende med strukturer i undergrunden er korte, har en varieret topografi og findes hyppigst med ensartede mellemrum. Det er træk, der ikke synes at passe sammen med undergrundens strukturer, og deres dannelse forekommer derfor mere sandsynlig at være resultat af glaciale processer. De stribede landskabsområder går til siderne over i landskaber med en uregelmæssig struktur, der er præget af flader. I små enklaver kan de aflange bakker være orienteret i påfaldende afvigende retninger. Retningerne kan synes tilfældige, og årsagen er ikke klarlagt. På Hindsholm er bakkerne ikke aflange, men afrundede og med en varierende uregelmæssig karakter. Flere af bakkerne har flade toppe, og alle toppene er styret af et højdeniveau. Bakkerne består af smeltevandsedimenter, og må tolkes som kames. Bakkerne ligger meget tydeligt i striber, der danner en vinkel på 450 med retningen af bakkerne på Nordøstfyn. Lignende forhold kan iagttages på Langeland, hvor stribningen står vinkelret på de aflange bakker vest for (fig. 8). Undersøgelser fra Rusland, Baltikum og Polen viser, at isskjoldet i mellemweichsel bredte sig på en enkel måde fra Sydskandinavien mod øst, sydøst og syd. Derfor må man forvente, at udbredelsen skete på lignende enkel måde mod sydvest over Danmark. Isen skulle da være kommet fra en nordøstlig retning. Netop som det også er beskrevet i mange afhandlinger. Det komplekse forløb Fig. 8. Histogrammet viser fordelingen af orienteringen af aflange bakker i det fynske område. Det er bemærkelsesværdigt, at de to toppe i fordelingskurven ligger 90 fra hinanden, og at begge toppene er svagt skæve i deres venstre side. Kurven indikerer, at der ikke kan være tale om en tilfældig orientering af bakkerne. Kurven tolkes derfor som udtryk for, at der må være en dannelsesmæssig sammenhæng. (Efter Marcussen 1974a) 23

24 med isfremstød fra forskellige retninger, som standardtolkningen opererer med, er, bortset fra den gammelbaltiske is, baseret på stratigrafiske metoder, der ikke er valide (se ovenfor). Vi må derfor fastholde, at det mest sandsynlige forløb er, at isskjoldet bredte sig fra nordøst ned over Danmark. Den tidligere omtalte velmarkerede stribning i landskaberne tolker vi som resultatet af flydning i dette isskjold. Da isen var af den subpolare type, var den frosset fast til underlaget. Bevægelsen fremad skete ved, at is bagfra blev skudt op over isen foran. Derved blev materiale fra underlaget bragt op i isen, hvor det kom til at ligge langs overskydningsplanerne. Den struktur bevares under isens senere smeltning enten direkte ved udsmeltning af indefrosset materiale (f.eks. Goldthwait 1951), eller ved dannelsen af aflange bassiner, hvori frismeltet, klastisk materiale kunne samles (Boulton 1971, 1972). Ved isens endelige bortsmeltning vil det udsmeltede materiale fra overskydningsplanerne og sedimenterne i de aflange bassiner ligge tilbage som parallelle rygge. Bakkerne har vi kaldt ribbebakker (Marcussen & Østergaard 2003 ). De findes hyppigst med retningen nordvest-sydøst, hvilket stemmer overens med en bevægelse fra nordøst. Denne opfattelse styrkes af, at mønsteret kan følges i den nordlige del af Tyskland til Brandenburg og en linie nord for den brede Elbdal. Denne store smeltevandsdal anses almindeligvis for at have fulgt isskjoldets rand. Aflange landskabsformer med anden orientering end ribbebakkernes, tilskrives lokale forhold bl.a. sprækker som følge af spændinger i isen. Årsagerne til disse kan være lokale isdræneringsforhold, isstrømme, eller uensartethed i underlaget. De aflange bakker på Østfyn, der er orienteret nordøst sydvest, vil repræsentere en retning parallel med isens bevægelse. Bakkerne har ingen strømlinet karakter og synes at være opbygget på en lignende måde (Gravesen 1994) som de nordvest-sydøst orienterede, der ligger nord for. Bakkerne kan tænkes dannet ved udfyldning af spalter i isen lavestliggende dele. På grund af det konsekvente mønster af bakker og paralleliteten med den yderste rand af isskjoldet er det vanskeligt at forestille sig, at mindre dele har haft en anden oprindelse end hovedparten. Et par steder er der indikationer, der ikke umiddelbart synes at kunne passe i den beskrevne model. På Nordøstfyn (Jørgensen & Piotrowski 2003) og ved Heiligenhafen (Stephan 1987) er der fundet brolægninger af sten med skurestriber. Skurestriberne såvel som fabriks i tillen er sammenfaldende med retningen af de aflange bakker. Bakkerne er tolket som drumlins, dannet ved en senere glaciation af en gletscher, der kom fra en sydøstlig og østlig retning. Et analogt forhold er som nævnt beskrevet for skurestriber fra det sydlige Skåne og Bornholm. På den baggrund kan man med rimelighed spørge, i hvilken grad tolkninger af observationer i mindre områder kan udstrækkes til også at have regional bæreevne. På den anden side skal detaljer også passe ind i helheden. Det glaciale sedimentationsmiljø er meget varieret, og mange aspekter er endnu ikke klarlagt. Gletscheris bevæger sig ved plastisk flydning, og det er derfor en mulighed, at der i mindre områder kan være sket bevægelser som på en gang styres af hovedstrukturen, men lokalt har sit eget forløb. De høje bakker i Odsherred og i Mols Bjerge Bakkelandskaberne i de to egne ligner hinanden meget. De synspunkter om deres dannelse, der blev præsenteret i begyndelsen af 1900-tallet, har haft stor indflydelse på den senere tolkningen af landskaber i det øvrige land. I Marcussen & Østergaard 2003 har vi fremlagt en alternativ tolkning, nemlig at bakkerne er opstået ved aflejring af smeltevandssedimenter i sprækker i isen. En tolkning, der ikke afviger fra, men er en følge af tidligere publicerede hypoteser (Marcussen 1977a, 1977b). 1. Odsherred V. Milthers fremsatte i 1900 den tanke, at de høje bakker i Odsherred var blevet dannet ved, at gletschertunger var trængt frem og havde skubbet materiale foran sig og på den måde dannet de store volde som en pushmoræne. Et væsentligt argument, der kunne tale for hypotesens bæredygtighed, vil være, at der findes flager af aflejringer, der er ældre end glaciationen, i bakkerne. 24

25 Tabel 3 DGU-nr. Terrainkote Topkote af flagen Tykkelse og sedimenttype Gennem boret Boringens beliggenhed m, kalk nej SØ for Vejrhøj m, paleocænt ler ja N f Ordrup ,5 16,5 48m, paleocæn ler ja Ved Ordrup m, marint ler ja S f Rørvig ,5 7m, marint ler ja NØ på Tuse Næs m, marint ler nej Ovenfor Ordrup m, marint ler ja Ved Høve ,5-8,5 14m, marint ler ja S f Rørvig D 3-38,4 0,7m, danien kalk ja I Rørvig m, marint ler ja S f Herrestrup m, kalk ja SØ f Jyderup Skov ,5m, marint ler ja I Lammefjorden Tabel 3. I GEUS Borearkiv findes 12 boringer placeret i Odsherred. Tilstedeværelsen af flager af prækvartære aflejringer i boringer i eller ved de høje bakker viser, at der er sket dislokationer i kvartærperioden, men ikke at dette er sket i weichsel. Det kan forventes at være prækvartære sedimenter eller marine aflejringer fra det hav, Skærumhedehavet, der i mellemweichsel var udbredt i Kattegatområdet. Milthers (1900) havde fundet ler med mange skaller af Tellina calcaria i en mergelgrav i det lavtliggende landskab nordnordvest for de høje bakker ved Høve. Aflejringerne ligger i kote omkring meter, og kan derfor ikke siges at belyse aflejringen af den høje bakke. Houmark-Nielsen (2003) benytter også denne argumentation og anfører, at der er fundet marine sedimenter med en topkote på 18 m i en boring. Boringen ligger muligvis i Vestsjælland, men ikke i Odsherred. Her er der påvist flager i 12 boringer (tabel 3), men med undtagelse af to ligger de alle uden for de høje bakker. Den ene boring ligger ved Jyderup Skov, og her er de i denne sammenhæng interessante aflejringer fundet i kote 40 meter. Desuden ligger boringen i det lavtliggende landskab af kamebakker, der afgrænser Sidinge Fjord mod vest, og som det er vanskeligt at opfatte som oppresset morænevold. I den anden boring, der ligger cirka 400 meter sydøst for Vejrhøj, er der fundet kalk i kote 38 meter. At der er tale om en flage, er der næppe tvivl om, men hvornår, i løbet af kvartær perioden dislokationen er sket, er uvist. De få boringer, der er indberettet, viser, at bakkerne i hovedsagen er opbygget af smeltevandsaflejringer. Det er mest sand, men ler udgør en usædvanlig stor andel af sedimenterne. Vi finder derfor ingen grund til ikke at fastholde den tanke, at de høje bakker i Odsherred er dannet i søer på den smeltende gletscheris. Der er dog fundet spor af tektonisk aktivitet i Odsherred, men ikke oppe i bakkerne, som forkert angivet af Krüger (2003). I de lavtliggende områder på vestsiden af den høje og ellipseformede bakke sydvest for Nykøbing, findes horisontalt lagdelte aflejringer af smeltevandssand. I disse aflejringer har Jacobsen & Overgaard (2001) påvist forskydninger, der er sket efter horisontale planer. Mod vest krummer planerne opad. Krumningen er stejlest i de østligste planer og flader gradvis ud i de mere vestligt liggende planer. Jacobsen & Overgaard (2001) tolker ændringerne af lagstillingerne som et resultat af tryk fra en gletscherfront, der lå på den anden side af den cirka 3 kilometer brede bakke. Houmark-Nielsen (2003) tolker derfor uden videre, at der er tale om en flodaflejring afsat samtidig med de tektoniske ændringer af lagene. 25

26 Bakken ved Nykøbing viser ikke i sine overfladeformer bueformede rygge eller andre træk, der kan tolkes som oppressede flager. Krüger (2003) må derfor inddrager den 13 kilometer sydvest for liggende bakke ved Lammefjordens nordvestlige del, for at kunne tolke det geologisk-tektoniske koncept. Ved Høve ligger nogle bakker med flade toppe (kote omkring 90 m) på én række, der slynger sig S-formet i landskabet. En nærliggende forklaring på forskydningerne i smeltevandssandet kan være, at de skal sættes i forbindelse med belastningstryk, et fænomen der er velkendt blandt geoteknikere. Ved anlæg af dæmninger ud over lavtliggende områder ser man ofte, at det tryk, der bliver påført underlaget, bliver udløst ved, at lagene i underlaget forskydes bort fra opfyldningen og bevæger sig opad længst borte langs krumme flader (se f.eks. Lundgren & Brink Hansen 1958). I det nordlige Odsherred kan det tryk, der er blevet påført smeltevandssandet, stamme fra store mængder af jord, der engang er skredet ned af den store bakkes stejle vestside. Det ligger nu og danner den uregelmæssige og småbakkede bræmme ved bakkens fod. Såfremt de høje bakker langs Lammefjordens vest- og nordsider og bakken vest for Nykøbing Bugt skal tolkes som opskudte pushmoræner dannet foran randen af gletschertunger, skal følgende tre træk i landskabet kunne indpasses i hypotesen: dødishuller, terrasser og kames. Dødishuller findes overalt i bakkerne. Man kan derfor spørge, om der i pushmoræner kan være gemt blokke af is selv op til de højeste niveauer. Spørgsmålet kan antagelig ikke besvares entydigt. Hele blokke af underlaget eller mere spredt debris kan være blevet inkorporeret i isen (Boulton 1970, 1972). Ved fortsat fastfrysning af nyt materiale og ved interne bevægelser i isen kan dette materiale kommer højere og højere op over isens sål. I perioden under isens smeltning vil der, som følge af disse processer, kunne opstå høje landskaber med et blandet indhold. Det vil være den type af urolige landskaber, der ses ved randen af mange gletschere i arktiske områder (Gripp 1929, Kalin 1972, Lehmann 1992). Det er dog et stort spørgsmål, hvor meget der bliver tilbage, når isen er smeltet helt bort. Profiltegninger på tværs af ryggene viser tydeligt, at jo længere de ligger fra gletscherfronten, og dermed jo ældre de er, jo lavere er de (se f.eks. Sugden and John 1976 p.253). At mulige høje randmorænebakker kan indeholde begravede klumper af is kan derfor ikke afvises. På den anden side findes fra recente gletschere (Hubbart and Hamberg 1996) eksempler på, at lagpakker af underlagets sedimenter er blevet skubbet frem og stablet oven på hinanden, uden at der er beskrevet spor efter klumper af is. I den konventionelle tolkning bliver de forholdsvis brede terrasseflader på østsiden af Vejrhøjbakken forklaret som smeltevandsaflejringer afsat i en isdæmmet sø med bakken på den ene side og gletscheris på den anden (Krüger 1983). Men i tilknytning til den brede, fladbundede dal ved Diesebjerg findes terrasseflader på både øst- og vestsiden af bakken. Det viser, at der må have ligget is på begge sider, og således ikke kun på den ene side, som det kan forventes ved en randmoræne. Flere terrasseflader på vestsiden af bakken underbygger denne tanke. Da der i terrassefladerne har været indlejrede dødisklumper, er der ofte lavninger i overfladen. Fladerne giver sig derfor til kende som tilstedeværelsen af toppe og større eller mindre bræmmer i tilnærmelsesvis samme niveau. At klarlægge eksistensen af fladerne udelukkende ved hjælp af kotepunkter på det topografiske kort (Krüger 2003) vil være præget af tilfældigheder. Den større arealmæssige hyppighed af visse niveauer på flere steder får derimod fladerne til tydeligt at træde frem på et konturkort (fig. 9). På de højeste dele af bakkeryggen langs Lammefjordens nord- og vestsider findes små bakker med flade toppe. På bakken vest for Nykøbing ligger en lignende på vestsiden. Siderne på disse bakker har vekslende hældning fra meget stejle til jævne skråninger. Ofte er de uregelmæssigt formede med udløbende rygge fra en central, afrundet kerne. Bakker af denne type består af smeltevandssedimenter hyppigst i sandfraktionen. Denne type bakker anses for issøbakker. Dannelsen af issøbakkerne forudsætter, at området har været dækket af gletscheris. En sådan situation er ikke forenelig med opfattelse af, at de høje bakker er dannet ved randen eller foran en 26

27 Fig. 9. På både vest- og østsiden af den høje bakke vest for Lammefjorden findes terrasser. Dannelsen af terrasserne forudsætter, at der har ligget is samtidigt på begge sider af bakken. Den flade bund i dalen ved Disbjerg kan mod nord følges som en terrasseflade på østsiden af den høje bakke. Fladen er ujævn fordi oprindelig indlejret is er smeltet bort. På vestsiden af bakken kan der findes terrasser i samme niveau. gletschertunge. At bakkerne har en dannelsesmæssig sammenhæng ses af, at flere af bakkernes flade toppe ligger i tilnærmelsesvis samme kote. Dette niveau repræsenterer en opfyldningstærskel eller en erosionsbasis på et givet tidspunkt. Sammenfattende om bakkerne i Odsherred kan man sige, at de består i helt overvejende grad af smeltevandssedimenter. Der er ikke fundet spor af tektonisk påvirkning i de øverste cirka 100 meter. Der er terrasser og kamebakker på begge sider af bakkerne samt lavninger efter bortsmeltede blokke af begravet is. På denne baggrund vil vi fastholde, at sandsynligheden taler for, at bakkerne er dannet ved, at smeltevand har aflejret medførte sedimenter i søbassiner på isen. At der i andre områder uden for det høje bakkelandskab i Odsherred findes tektonisk påvirkede prækvartære og marine, weichsel dannelser, som Houmark-Nielsen (2003) påpeger, viser noget om de pågældende områder, og ikke nødvendigvis om de høje bakker. Komplekst opbyggede, glaciale dannelser i småbakkede landskaber er beskrevet fra andre steder i verden, og ikke mindst fra Canada og USA. Af beskrivelserne fremgår det, at såvel subglaciale dannelser som supraglacialt afsatte sedimenter opbygger disse landskaber. Af subglaciale dannelser er beskrevet sedimenter som lodgement till, udsmeltnings till og smeltevandssedimenter, men også transporterede blokke af underlagets aflejringer. I sådanne blokke kan de oprindelige strukturer 27

28 være blevet bevarede eller de kan være blevet tektoniserede (se f.eks. Møller 1987, Attig & Clayton 1993, Johnson et al. 1995, Boulton 1996, Munro & Shaw 1997, Eyles et al. 1999). Dannelser opstået ved sedimentation på isens overflade vil naturligt nok i væsentlig grad bestå af smeltevandssedimenter, men også af tillsedimenter aflejret i en bred vifte af typer fra regulære, flydende slamstrømme til massive blokke afsat ved skred. I disse dannelser vil der også kunne være sket tektoniske ændringer af lagstillingerne som følge af sætninger og udskridning (se f.eks. Gravenor 1955, Gravenor & Kupsck 1959, Boulton 1968, 1972, Møller 1987, Ham & Attig 1996, Anderson 1998). 2. Mols Bjerge Det stærkt varierede og kuperede landskab i Mols Bjerge har mange lighedspunkter med landskabet i Odsherred. Kortlægningen af overfladens jordarter samt boringer viser, at landskabet er opbygget af smeltevandssedimenter. Sand er dominerende, men ligesom i Odsherred antyder resultaterne fra boringerne, at ler også her forekommer med større hyppighed, end det er sædvanligt i vore glaciale landskaber. Morfologisk er Mols bjerge opbygget af de samme elementer som bakkerne i Odsherred: Kame bakker med flade toppe, terrasseflader og dødishuller, der kan findes selv i de højest beliggende dele af Mols Bjerge. Det mest nærliggende er derfor at tolke bakkerne på samme måde som i Odsherred. Kun få steder i Mols Bjerge er der fundet spor af prækvartære sedimentlag. Ud mod Kalø Vig, er der fundet forekomster af paleocænt ler i overfladen (Petersen & Aabo Rasmussen 1987). Leret er iagttaget helt op til de højeste dele af landskabet, hvilket vil sige omkring 125 meter over havet. Den mest nærliggende forklaring synes at være, at det drejer sig om flager, der er blevet bragt op til deres nuværende position på grund af bevægelser i forbindelse med gletscheris. Da der imidlertid ikke er fundet aflejringer, der giver mulighed for at tidsfæste transporten, kan det ikke, som det sædvanligvis bliver gjort, udelukkende ses som resultatet af glaciationen i weichsel. I bakkerne nord for Ebeltoft Vig er der i en boring ved Lyngbækgård fundet flager af paleocænt ler i koterne 21,5 og 4,5 meter. I denne og i andre boringer i området findes også lag af moræneler. Det kunne tyde på, at der her har hersket et andet sedimentationsmiljø end det, der resulterede i dannelsen af Mols Bjerge, hvor moræneler ikke er fundet. Som nævnt tidligere findes flager af paleocænt ler flere steder i bakkerne på den vestlige del af Mols. Når leret forekommer som toplag i nogle af de flade bakker, må disse flader være dannet ved erosion i et landskab, der er ældre end den sidste glaciation, den der gav anledning til dannelsen af den sandede, østlige del af Mols Bjerge. Endvidere kunne fundet af prækvartære aflejringer i bakkerne tolkes som udtryk for, at der i området allerede eksisterede højtliggende terræn her forud for glaciationen. Isen var derfor tyndere og smeltningen nåede tidligt igennem til isens underlag. Fra flere klinter på det sydlige Djursland er der beskrevet tektonisk påvirkede lag både lag fra nedre tertiær og glaciale dannelser. Der er derfor ingen sikker måde at placere de tektoniske hændelser på stratigrafisk, bortset fra det meget lidt sigende, at de er indtruffet i kvartær. Når de almindeligvis antages at være sket i den sene del af weichsel, er det baseret på den stratigrafi, der tager udgangspunkt i de tidligere omtalte to undersøgelsesmetoder: nemlig ledebloksanalyser og sten/ grustællinger. Vi må derfor betragte de stratigrafiske slutninger som uholdbare og udtryk for tautologisk argumentation. Sammenfatning Den geologiske forskning har vist, at vi gennem kvartæperioden har haft adskillige glaciationer. I hver glaciation er stenmateriale fra Skandinaviens bjergegne spredt ud over de tilgrænsende, lavtliggende områder. Ja, de er endog nået endog tværs over det lave område i Nordsøen til Østengland og til Holland. I størstedelen af Danmark består de prækvartære dannelser af løse eller svagt konsoliderede sedimenter, og de glaciale aflejringer er i meget høj grad præget af disse ældre sedimenter. Derfor 28

29 må det være klart, at tidligere glaciationers aflejringer indgår i og er opblandet med, hvad yngre isdækker har medbragt og aflejret. Hvis denne proces kun havde omfattet to glaciationer ville problemerne med opblanding være til at overse, men med et større antal glaciationer bliver det uoverskueligt. Måske ligger årsagen til heterogeniteten i till-sedimenternes sten-grus materialet i dette forhold. Klimaforskningen, og ikke mindst resultaterne fra undersøgelserne af borekerner fra Grønlands isskjold indikerer, at den meget kolde periode i sen mellemweichsel blev afsluttet over meget kort tid. Temperaturstigningen var betydelig, og den skete hurtigt. Det synes derfor sandsynligt, at en så voldsom klimaændring må have medført betydelige ændringer for det flade isskjold. Smeltningen må være sket over store arealer, og tilførslen af is fra akkumulationsområdet har ikke kunnet holde trit. Resultatet må have været, en isoverflade præget af smeltevandsfloder og udsmeltet debris. De aflejringer, der blev dannet under isens nedsmeltning, kom til at ligge som et tæppe over ældre aflejringer og afsætninger, der er opstået langs isens sål. Der er huller i tæppet og her kommer ribbebakkerne til syne. De kan bestå af meget sammenpresset till, der kan tolkes som lodgement till. Det kan ses for eksempel på Lolland og sydøst for Bogense. De kan også bestå af blandinger af fluviatile og diamikte sedimenter, og kan da være dannet i aflange bassiner på den smeltende is. Det glaciale sedimentationsmiljø er meget varieret. Et bredt spektrum af sedimenttyper glacigene, fluviatile og lakustrine kan forekomme. Mange glaciale dannelser eller ældre aflejringer er blevet påvirket af kræfter knyttet til isens bevægelse. Det kan have ændret deres lagstillinger ved overskydninger og foldninger. Under det ustabile miljø, der har hersket, medens isens smeltede bort, kan aflejringer være blevet udsat for sætninger, udskridninger og muligvis trykpåvirkninger af en lokal karakter. Det danske, glaciale landskab er morfologisk set relativt enkelt opbygget. De vidt udbredte flader, isflodsletter, er det mest fremtrædende træk. Isflodsletterne er sammenhængende i store områder, men mange steder er de brudt op, så de ses som flade toppe på spredte bakker. Ved første øjekast vil et sådant landskab virke bakket. Opbrydningen af fladerne er et resultat af, at aflejringerne i betydeligt omfang hvilede på rester af is. Aflange, cigarformede bakker, der ligger i et simpelt mønster med en hovedretning nordvestsydøst, kan tolkes som resultat af isens flydning. Retningen gør sig i det hele taget kraftigt gældende i de meget store træk i det danske landskab, som for eksempel i forløbet af Lillebælt og konturen på Sjællands vestkyst. Fladerne og den dominerende andel af fluviatile sedimenter i dannelserne indikerer, at de store mængder af smeltevand, der blev dannet, da isen smeltede, har haft en afgørende indflydelse på landskabernes udformning. Meget is blev mere eller mindre begravet af flodaflejringerne, og da disse klumper smeltede, blev de ellers så flade flodsletter til et uroligt, småbakket landskab. Markante højdeforskelle i overfladen af de prækvartære dannelser gør sig mange steder gældende i den overflade vi ser i dag. Det gælder Den midtjyske Højderyg, de store dale og bakkeområder som bakkeøerne i Vestjylland. 29

30 Note: Eksempel på beregning af χ 2 Tabel 4a: Observerede værdier Prøvenr. Kvarts Flint Kryst. Sed. Paleoz. Kretassisk Sum Sum Tabel 4 a. Fingrusanalyser af moræneler fra Nordsamsø (observerede værdier, O) fra Houmark-Nielsen (1987). Alle y prøver er taget i samme morænebænk (multible prøver).tallene er beregnet ud fra de procenttal og totaltal, der er angivet af Houmark- Nielsen. De afrundingsfejl, der kan være opstået anses for ubetydelige. Tabel 4b: Forventede værdier Prøvenr. Kvarts Flint Kryst. Sed. Paleoz. Kretassisk Sum ,5 96,3 144,1 39,8 27, ,4 67,1 100,4 27, , ,8 98,1 146,9 40,6 27,8 45, ,5 103,4 154,7 42,8 29,3 48, ,7 104,2 155,9 43,1 29,5 48,6 396 Sum Tabel 4 b. Hvis man forudsætter, at alle bjergartstyper forekommer i med samme frekvens i alle prøver kan man beregne en forventet værdi, E, som rækkesum x kolonnesum/totalsum Tabel 4c: 2 -bidrag Prøvenr. Kvarts Flint Kryst. Sed. Paleoz. Kretassisk Sum 305 1,5 0,1 0,2 0,7 0 3,2 5, ,2 0,1 1,6 6,8 0,8 0,6 10, ,1 0,3 0,7 1 2,2 5 9, ,2 8, ,3 0,4 0,8 1,9 0,7 0,4 5,5 Sum 8,1 1 3,3 13,4 3,7 9,4 38,8 Tabel 4 c. For hver celle beregnes nu (O-E)2/E. Tallet angiver, hvor meget den observerede værdi afviger fra fra den forventede. Hvis de to er lige store bliver værdien 0. Summen fra alle celler kaldes χ 2. Der findes tabeller over χ 2, som angiver, hvor stor sandsynligheden er for, at χ 2 bliver så stor som en vis værdi på grund af statistisk 30

31 variation, selvom alle tællinger er fra samme population. Man skal dog også tage hensyn til antallet af frihedsgrader, som er lig (antal rækker 1)x(antal kollonner 1). I eksemplet her χ 2 er beregnet til 38,8, og antallet af frihedsgrader er 20. Et tabelopslag viser, at en så stor værdi af χ 2 kun forkommer en gang ud af 100 på grund af statistisk variation, hvis prøverne er fra samme population. Sandsynligheden for, at at det er tilfældet, er med andre ord mindre end 1%. 31

32 Litteratur Andersen, A. 1954: Two Standard Pollen Diagrams from South Jutland. Danmarks geologiske Undersøgelse, II.række, nr.80, Andersen, S.A. 1931:Om Aase og Terrasser inden for Susaa s Vandomraade og deres Vidnesbyrd om Isafsmeltningens Forløb. Danmarks geologiske Undersøgelses, II.rk., nr.54,201pp. Andersen, K.K.et al. 2004: High-resolution record of Northern Hemisphere climate extending into last interglacial period. Nature, 431, Anderson, G. 1998: Deglaciation pattern and dynamics during the deglaciation of the Bolmen area, southwestern Sweden. LUNDQUA thesis 42, Lund University, 21 pp. Attig, J.W. & Clayton, L. 1993: Stratigraphy and origin of an area of hummocky glacial topograhy, nothern Wisconsin, USA. Quaternary International 18, Berthelsen, A. 1971: Fotogeologiske og feltgeologiske undersøgelser i NV-Sjælland. Dansk geologisk Forening, Årsskrift for 1970, Binzer, K. 1973: Trace elements in Danish tills. Bulletin geological Institution University of Uppsala, 5, Binzer, K & Stockmarr, J. 1985: Geologi i Midtjylland. Prækvartæroverfladens højdeforhold og landskabets udformning, kortbladet 1214, Silkeborg.Danmarks geologiske Undersøgelse. Binzer, K. & Stockmarr, J. 1994: Geologisk kort over Danmark. Prækvartæroverfladens højdeforhold. Danmarks Geologiske Undersøgelse, Kortserien 44,10 pp. Boulton, G.S. 1968: Flow till and related deposits on some Vestspitsbergn glaciers. Jounal of Glaciology 7, Boulton, G.S. 1970: On the deposition of subglacial and melt-out tills at the margins of certain Svalbard glaciers. Journal of Glaciology, 9, Boulton, G.S. 1971: Till genesis and fabric in Svalbard, Spitsbergen. In: Goldthwait, R.P.(ed.): Till, a symposium, Ohio State University Press. Boulton, G.S. 1972: The role of thermal regime in glacial sedimentation. The Institutte of British Geographers, special publication no.4, 19 pp. Boulton, G.S. 1996: Theory of glacial erosion and deposition as a consequence of subglacial sediment deformation. Journal af Glaciology, 42, Bøggild, O.B. 1899: Om Skurestriber i Danmark og beslægtede Fænomener. Meddelelser fra dansk geologisk Forening, 1, Cogley, G.J. et al : Allochthonous Sediment in till near a lithological boundary in Central Ontario. Géographie physique et Quaternaire, Vol. 51, no 1, pp Dansgaard,W. et al. 1993: Evidence for general instability of past climate from a 250-kyr ice-core record. Nature. 364, Ekström, G. 1936: Skånes moränområden. Svensk geografisk Årsbok, Eyles, N. et al. 1999: Hommocky moraine: sedimentary record of stagnant Laurentide Ice Sheet lobes resting on soft beds - Reply. Sedimentary Geology 129, Gillberg, G. 1955: Den glaciale utvecklingen inom Sydsvenska höglandets västra randzon. Geologiska Föreningens i Stockholm Förhandlinger, 77,

33 Gillberg, G. 1965: Till distribution and Ice movements on the northern slopes of the south Swedish Highlands. Geologiska Föreningens i Stockholm Förhandlinger, 86, Gillberg, G. 1967: Distribution of different limestone material in till. Geologiska Föreningens i Stockholm Förhandlinger, 89, Gillberg, G. 1969: A great sectionon Kinnekulle, W Sweden. Geologiska Föreningens i Stockholm Förhandlinger, 91, Goldthwait, R.P. 1951: Development of end moraines in east-central Baffin Island. Jornal of Geology, 59, Gravenor, C.P. 1955: The origin and significance of prairie mounds. American Journal of Science, 253, Gravenor, C.P. & Kupsch, W.O. 1959: Ice-disintegration features in western Canada. Journal of Geology, 67, Gravesen,P. 1994: Geologisk kort over Danmark. Kortbladet 1312 I Odense. Geologisk basisdatakort. Danmarks feologiske Undersøgelse, Kortserie nr.36. Gripp, K. 1929: Glaciologische und geologische Ergebnisse der Hamburgischn Spitzbergen- Expedition Naturw. Vereuin Hamburg, 22, Gry, H. 1974: Ledeblokkenes kornstørrelsesforhold og transportmåde. Dansk geologisk Forening Årsskrift for 1973, Ham,N.R. & Attig,J.W. 1996: Ice wastage and landscape evolution along the southern margin of the Laurentide Ice Sheet, north-central Wisconsin. Boreas 25, Hansen, J.M. & Håkansson,E. 1980: Thistedstrukturens geologi - et neotektonisk skoleeksempel. Dansk geologisk Forening, Årsskrift for 1979, 1-9. Hansen, S. 1940: Varvighedeni danske og skaanske senglaciale Aflejringer.Danmarks geologiske Undersøgelse, II.rk.,nr.63, 478 pp. Hansen, S. 1965: The Quaterary of Denmark.- In: Rankama,K (ed.), The GeologicSystems. The Quaternary, Interscience publishers, New York. Harder, P. 1908: En østjydsk Israndslinie og dens Indflydelse paa Vandløbene. Danmarks geologiske Undersøgelse, II.række, nr.19,262p. Holmes, C.D. 1952: Drift dispersionin west-central NewYork. Bulletin geological Society of America, 63, Houmark-Nielsen, M. 1987: Pleistocene stratigraphy and glacial history of the central part of Denmark. Bulletin of the Geological Society of Denmark, 36, 189 pp. Houmark-Nielsen, M. 2003: Geologiske mærkværdigheder: kritik af en model for det danske istidslandskabs dannelse. Geologisk Tidsskrift, 1, Huddart, D. & Hambrey,M.J. 1996: Sedimentary and tectonic development of a high-arctic, thrust-moraine complex: Comfortlessbreen, Svalbard. Boreas, 25, Jakobsen, P.R. & Overgaard,T. 2002: Georadar facies and glaciotectonic structures in ice marginal deposit, northwest Zealand, Denmark. Quaternary Science Reviews, Jessen, A. 1899: Geologisk kort over Danmark. Kortbladene Skagen, Hirshals, Frederikshavn, Hjørring og Løkken. Danmarks geologiske Undersøgelse, I rk., nr.3, 368 pp. Jessen, A. 1922: Beskrivelse til geologisk kort overdanmark. Kortbladet Varde. Danmarks 33

34 geologiske Undersøgelse, I rk., nr.14,105 pp. Johnson, M.D. et al. 1995: Composition ansd genesis of glacial hummocks, western Wisconsin, USA. Boreas 24, Johnsson, G. 1952: Studier över hällskulpturen på Bornholm. dansk geologisk Forening, 12, Jørgensen, F. & Piotrowski, J.A. 2003: Signature of the Baltic Ice Stream on Funen Island, Denmark during the Weichselian glaciation. Boreas 32, Kalin, M. 1972: The active push moraine of the Thompson glacier. Axel Heiberg Island Research Report, Glaciology 4, 68 pp. Kjær, K.H., et al. 2003: Ice-flow patterns and dispersal of erratics at the southwestern margin of the last Scandinavian Ice Sheet: signature of palaeo-ice streams. Boreas, 32, Kjær, K.H. & Krüger,J. 2001: The final phase of dead-ice moraine development: processes and sediment architecture, Kötlujökul, Iceland. Sedimentology, 48, Krüger, J. 1969: Landskabsformer i sydlige Sjælland. Geografisk Tidsskrift, 68, Krüger, J. 1970: Till fabric in relation to direction of ice movements. Geografisk Tidsskrift, 69, Krüger, J. 1983: Glacial morphology and deposits in Denmark. I: Ehlers,J. Glacial deposits in North-west Europe. Rotterdam Krüger, J. 1994: Glacial processes, sediments, landforms, and stratigraphy in the terminus of Mýrdalsjökul, Iceland. Folia Geographica Danica, 21, Krüger, J 2003: Paradigmet Et land formet af vand - holder det vand? Geografisk Orientering, 6, Lagerlund, E. 1987: An alternative Weichselian glaciation model, with special reference to the glacial history of Skåne, South Sweden. Boreas, 16, Lehmann, R. 1992: Arctic pushmoraines, a case study of the Thomson Glacier Moraines, Axel Heiberg Island, N.W.T. Canada. Zeitschrift für Geomorphologie, N.S. 86, Lundgren, H. & Brinch Hansen, J : Geoteknik. København. 287 pp. Lykke-Andersen, H 1973: En begravet dal i præ-kvartæret ved Århus. Dansk geologisk Forening, Årsskrift 1972, Lykke-Andersen, H 1979: Nogle undergrundstektoniske elementer i det danske Kvartær. Dansk geologisk Forening, Årsskrift 1978, 1-6. Lykke-Andersen, H. 1981: Indications of neotectonic features in Denmark. Zeitschrift f r Geomorphologi, N.F., Suppl.Bd.40, Lykke-Andersen, H. 1986: On the burird Nørreå Valley. In: Möller,J.T. (ed): Twentyfive Years of Geology in Aarhus. GeoSkrifter, no.24, Madirazza, I. 1966: Possible signs of postglacial tectonics in the Mønsted salt dome area. Meddelser fra dansk geologisk Forening, 16, Madirazza, I. 1968a: An interpretation of the Quaternary morphology in the Paarup salt dome area. Meddelser fra dansk geologisk Forening, 18,

35 Madirazza, I. 1968b: Mønsted and Sevel salt domes, north Jutland, and their influence on the Quaternary morphology. Geologische Rundschau, 57, Madirazza,I. 1977: Zechstein bassinets og saltstrukturer i Nordjylland med særligt henblik på Nøvling og Paarup. Dansk geologisk Forening, Årsskrift 1976, Madirazza, I. 1979: Saltdiapirernes betydning for den Kvartære kronologi: Batum - et eksempel. Dansk geologisk Forening, Årsskrift 1978, Madirazza, I. 1980: Postglaciale bevægelser i området ved Fjerritslev saltstruktur. Dansk geologisk Forening, Årsskrift 1979, Madsen,V I: Madsen,V. og Nordmann,V. : Kvartæret i Røgle Klint ved Lillebelt. Danmarks geologiske Undersøgelse, II rk., nr.58,142 pp. Marcussen, I. 1973a: Stones in Danish tills as a stratigraphical tool - a review. Bulletin geological Institute University Uppsala, 5, Marcussen, I. 1973b: Studies on flow till in Denmark. Boreas, 2, Marcussen, I a: En ny opfattelse af den sidste glaciation i det sydøstlige Danmark. Uppsalasymposiet 1974, Marcussen, I b: Stentællingsmetoden, ledeblokanalysen og glacialstratigrafi - En kritisk vurdering. Dansk geologisk Forening, Årsskrift 1973, Marcussen, I. 1975: Distinguishing between lodgement till and flow till in Weichselian deposits. Boreas, 4, Marcussen, I. 1977a: Supposed area-wasting of the Weichselian ice sheet in Denmark. Boreas, 6, Marcussen, I. 1977b: Deglaciation landscapes formed during the wasting of the late Middle Weichselian ice sheet in Denmark. Danmarks geologiske Undersøgelse, II.rk., nr. 110, 72pp. Marcussen, I. 1984: DORAS olierørledning, hydrogeologske undersøgelser. Geologisk profilmåling. Danmarks geologiske Undersøgelse, Intern rapport nr.7, 442pp. Marcussen, I. 1985: Observations on melting of stagnant ice and some related phenomena. Striae, 22, Marcussen, I. & Østergaard, T.V. 2003: Danmarks geologiske seværdigheder. 252 pp. Politikens Forlag. Milthers, K. 1942: Ledenlokke og Landskabsformer i Danmark. Danmarks geologiske Undersøgelse, II.række, nr. 69, 137 pp Milthers, V 1900: I Rørdam,V. og Milthers,V Geologisk kort over Danmark. Kortbladene Sejrø, Nykøbing, Kalundborg og Holbæk. Danmarks geologiske Undersøgelse,I.række, nr.8,143 pp Milthers, V. 1900: Tellina calcaria Leret ved Høve i Odsherred. Meddelser fra dansk geologisk Forening, 1, nr.6, Milthers, V. 1901: Skurestriberne ved Fakse. Meddelser fra dansk geologisk Forening, 2, Milthers, V. 1908: Geologisk Kort over Danmark Kortbladene Faxe og Stevns Klint. Danmarks geologiske Undersøgelse. I.række, nr.1, 291 pp. Milthers, V. 1930: Bornholms Geologi. Danmarks geologiske Undersøgelse. V.række, nr.1, 140 pp. Milthers, V. 1931: Israndens Tilbagerykning fra Østjylland til Sjælland-Fyn, belyst ved Ledeblokke. Meddelser fra dansk geologisk Forening, 8,

36 Milthers, V. 1948: Det danskeistidslandskabs Terrænformer og deres Opstaaen. Danmarks geologiske Undersøgelse. III.række, nr.28, 233 pp. Munro, M. & Shaw, J. 1997: Erosional origin of hummochy terrain in south-central Alberta, Canada. Geology, 25, Möller, P. 1987: Moraine morphology, till genesis and deglaciation pattern in the Åsnen area, south-central Småland, Sweden. LUNDQUA thesis 20, Lund University. 146 pp. Pedersen, S.A.S. (ed) 1989: Jordartskort over Danmark 1: Danmarks Geologiske Undersøgelse. Petersen, K.Strand & Aabo Rasmussen, L. 1987: A geological concept of th map sheet Rønde based on dynamic structures. Danmarks geologiske Undersøgelse, C,8. Péwé, T.L. 1966: Paleoclimatic significance of fossil ice wedges. Biuletyn Peryglacjalny, 15, Reading, H.G.(ed.) 1996: Sedimentary Environments and Facies. Blackwell Scientific Publications. Schou, A. 1949: Atlas over Danmark. Landskabsformerne. Det kongelige geografiske Selskab. København. 160 pp. Smed, P.1962: Studier over den fymske øgruppes glaciale landskabsformer. Meddelelser fra Dansk geologisk Forening, 15, Smed, P. 1981: Landskabskort over Danmark. Geografforlaget. Sollid, J.L. & Sørbel,L. 1988: Influence of temperature conditions in formation of end moraines in Fennoscandia and Svalbard. Boreas, 17, Sorgenfrei, T. & Berthelsen,O. 1954: Geologi og Vandboring. Danmarks geologiske Undersøgelse, III rk., nr.31, 106 pp. Stephan, H-J. 1987: Form, composition, and origin of drumlinsin Schleswig-Holstein. In Menzies, J. & Rose,J. (eds.): Drumlin Symposium, Balkema, Rotterdam. Sugden, D.E. & John, B.S. 1976: Glaciers and landscape. Edward Arnold Ltd, London. Ussing, N.V. 1903: Om Jyllands Hedesletter og Teorierne for deres Dannelse. Oversigt over det kongelige Videnskabernes Selskabs Forhandlinger, no.2, 54pp. Ussing, N.V. 1907: Om Floddale og Randmoræner i Jylland. Oversigt over det kongelige Videnskabernes Selskabs Forhandlinger, no.4, Washburn, A.L. 1979: Geocryology. A Survey of Periglacial Processes and Environments. 406 pp. Edward Arnold. 36

37 37