Frederikshavn Brandvæsen

Frederikshavn Brandvæsen

Frederikshavn Brandvæsen 125 år 1886-2011 Af Erik S. Christensen

Erik S. Christensen og Susanne Grandt Jakobsen Frederikshavn Brandvæsen 1. udgave, 1. oplag 2011 Omslag og illustrationer: Per Juel Grafisk produktion: Nordtryk, Frederikshavn

Forord Denne bog er udgivet i forbindelse med Frederikshavns Brandvæsens 125 års jubilæum i 2011. Bogen er udgivet som en hyldest, til alle disse fantastiske mennesker der gennem alle disse år, har været grundstenen og bærerne i et godt og professionelt beredskab i Frederikshavn kommune. Disse mennesker har personligt ofret rigtig meget, for at stå til rådighed for os alle i Frederikshavn Kommune, for at redde liv og værdier, når ulykken skete. Bogen er skrevet af Erik Christensen og Susanne Jacobsen, som er kendte borgere i Frederikshavn. Erik for sin fantastiske viden og interesse for Frederikshavns historie, som han gerne fortæller om, ved enhver lejlighed. Susanne for sine Skrøne bøger, Sjove historier om Frederikshavnere, deres arbejdspladser og deres liv. Bogen er ucensureret skrevet af de to herlige mennesker, om brandmænd, deres kultur, i den ånd og det sprog, der har eksisteret i brandvæsnet gennem de sidste 125 år. Når man læser bogen fornemmer man klart, at den er skrevet med hjertet, af to borgere i Frederikshavn, om deres brandvæsen, som de er meget stolte af og meget trygge ved. Derfor skal der herfra lyde en stor tak til Erik og Susanne, for jeres store arbejde med at frembringe fakta, det har været rigtig hyggeligt at have jeres gang på stationen, når I lavede jeres research. Med bogen har I skabt endnu et værk om Frederikshavns historie og om Frederikshavnere - TAK. Rigtig god læselyst. Med venlig hilsen Tommy Rise Beredskabschef. 5

Frederikshavn Kommunale Brandvæsen Hvis du synes sikkerhed er dyrt, skulle du ikke ønske dig at opleve en ulykke! Frederikshavn Kommunale Brandvæsen har kæmpet mod ildebrande, naturkatastrofer, oliekatastrofer og gylleforurening. De har været med i to krige, både den varme del under besættelsen og igen under den kolde krig. Politisk har de også kæmpet for overlevelse, mod privatisering og imod nedskæringer. De har været udsat for adskillige omstruktureringer ved kommunesammenlægninger og organisatoriske ændringer efter ophøret af den kolde krig. I dag er brandmanden altid med når der skal laves nye tiltag i kommunen. Den 125 år gamle kommunale institutions akkumulerede erfaring tages heldigvis med på råd, når nye industri og boligkvarterer planlægges. Brandvæsenet er blevet utroligt effektivt med moderne materiel, så effektivt at de næsten er fremme før der for alvor er gået ild i noget. Brandmændene kommer i dag på skolebænken for at lære teori og de øver sig og øver sig på de katastrofer der forhåbentligt aldrig sker. De planlægger ned i mindste detalje hvordan en katastrofesituation skal angribes. De har planer for byens virksomheder og havnens skibe. De ved hvor, hvornår og hvordan et uheld kan udvikle sig til en katastrofe. Den øgede effektivitet har fået forskellige følger. Når styrken alligevel er der, når den er beredt og veltrænet, hvorfor så ikke udnytte ventetiden, tænkte brandmændene. Derfor har brandvæsenet efterhånden fået en stor vifte af meget forskellige opgaver. Skibsbrand på ophugningsbedding den 2. februar 2007. Brandvæsnet har udover som opgave at skulle kunne yde en forsvarlig indsats ved brand eller overhængende fare for brand også nye opgaver som frigørelse af tilskadekomne ved trafikuheld. De skal kunne klare sammenstyrtningsulykker, togulykker, flyulykker til lands, skibsulykker ved kaj og naturkatastrofer. Desuden skal de kunne behandle 7

akutte uheld med farlige stoffer på landjorden, i søer, i vandløb samt i havne. Desuden skal det kommunale redningsberedskab kunne modtage, indkvartere og forpleje evakuerede og andre nødstedte. Brandvæsnet tæller i dag 24 brandmænd inklusiv befalingsmænd, hvor af 6 mand er fuldtidsansat og til daglig arbejder på brandstationen. De øvrige 18 mand er ansat som deltidsbrandfolk og har dermed et civilt job ved siden af. Beredskabet består desuden af en frivillig styrke på ca. 30 mand, der også er funktionsuddannede brandmænd. Brandvæsnet driver derudover Nordjysk Brand- og Redningsskole i Hvims, hvor de primært uddanner røgdykkere til skibsfarten i Møllehuset øvelse 26. maj 1929. nært samarbejde med de maritime skoler i Frederikshavn. Her uddanner brandvæsenet også sine egne brandfolk. Målsætning for det kommunale brandvæsen er at alle førsteudrykninger, kan afgå fra stationen bemandet med 10 mand med en gennemsnits responstid på 3,5 minutter, idet den gamle lovgrænse på 5 minutter efter alarmens modtagelse, ikke må overskrides. I øvrigt skal brandvæsenet i den bymæssige del være fremme inden for 10 minutter, og i landområder og landsbyer skal vi (de)være fremme inden for 15 minutter. At andenudrykninger skal afgå fra stationen bemandet med 6 mand indenfor 1 minut efter alarmens modtagelse. At der til de opgaver, hvor der ifølge beredskabsloven må sendes en reduceret udrykning, skal der afgå minimum 4 mand og en holdleder indenfor 5 minutter efter alarmens modtagelse. Men effektiviteten sløver også. Ikke brandmændene, men politikere og embedsmænd i den kommunale forvaltning, som konstant er på udkig efter besparelser. Her kan det være vanskeligt at argumentere for hvor mange brandmænd som skal rykke ud når alarmen går og hvor mange der skal være klar til næste indsats. For, hvornår er 10 8

Øvelse på havnen april 1923. brandmænd for mange og, hvornår er ni brandmænd for få. Hvem tager befolkningen som gidsler? Er det brandmændene som mister deres arbejde, er det embedsmændene som har stirret sig blinde på statistikken, eller er det politisk kynisme når forskellige befolkningsgrupper spilles ud mod hinanden. En lille episode fra de daglige rapporter fortæller vist alt om brandmændenes humor og agtpågivenhed. En lastbil havde fået slået hul i sin brandstoftank med diesel da den kørte over nogle stålplader, som var lagt ud i forbindelse med vejarbejde. Så en rolig fremkørsel til en lille forurening blev pludselig med trut og glimmer (horn og lamper), da dieselolien løb ud i stride strømme. 500 liter på vejbanen fylder altså en del. Efter inddæmning af olien og opsugning med vådsuger samt en prop i hullet blev kommune og en lokal entreprenør hidkaldt for opsugning og sandspredning på kørebane. Historien Den 6. juli 1730 gik der ild i flere huse i Frederikshavn. Ifølge flere kilder var det en altfortærende brand som opåd hele 10 af de bedste gårde i byen. Hvor omfattende branden egentlig var, forsvinder i histori- 9

Byens brandkorps holder øvelse ved løveapoteket omkring år 1900. ens mørke. Vi ved dog, at fæstningens bageri blev flammernes bytte. Bageriet lå umiddelbart udenfor fæstningsporten, der hvor sognehuset på Kirkepladsen ligger i dag. Måske er branden opstået her og har bredt sig mod nord. Idet den store gård Sorgenfri i Skolegade også bliver flammernes bytte. Længere mod nord brændte det også. Kirkens sølv, som blev opbevaret hos byens skolemester smeltede ligefrem i den omfattende brand. Skolen lå sandsynligvis på hjørnet af Nytorv og Danmarksgade. Det har sikkert ikke kun været byens gårde der er blevet ramt, men også mange af gadehusene må være blevet flammernes bytte. I de gamle huse forsøgte beboerne ellers at være yderst påpasselige med den åbne ild. Lige så nødvendig en ven ilden var, lige så upålidelig en fjende kunne den hurtigt blive. Derfor havde bønderne på landet og borgerne i byerne indrettet sig med, at den åbne ild kun skulle være i køkkenet. Herfra foregik madlavningen på fyrbænken. Herfra var der indfyring til både gruen i bryggerset, den store bageovn og bilæggerovnen i stuen. Kun lys der kunne bæres rundt og være under skarp kontrol tåltes i stuerne. Husene var yderst brandfarlige. Bygget i bindingsværk, hvor et træskellet bandt væggene sammen. De fleste af væggene var lerklinede over et fletværk af vidjekæppe og grene. 10

Kun de mest velhavende i de store købstæder havde råd til brændte teglsten. Resten måtte nøjes med brandfarlige tage af rughalm eller træspåner. De fleste huse havde ingen skorsten. Kun et vådt gnistfang over ildstedet forhindrede gnisterne i at følge røgen ud gennem lyren i taget. Heller ikke brandbekæmpelsen var der tænkt på, her måtte enhver klare sit og den nærmeste brønd fungerede som brandhane. Når ulykken så var sket, var der heller ingen forsikring som kunne dække beboerne og deres tab. De var overladt til deres egen skæbne og kun deres herremand kunne hjælpe dem. I Fladstrand var ejeren af alle husene, som fæsterne boede i, ejet af familien Arenfeldt på herregården Knivholt. Her boede Mette Bille enken efter Hans Arenfeldt. Hun gav fæsterne fem års frihed for landgilde, sådan at byen igen kunne genopbygges. Gårdfæsterne i Fladstrand var dog ikke fattige fæstebønder men forholdsvis velstående skipperkøbmænd som Peder Christensen Hiul på gården Sorgenfri i den nuværende Skolegade. Ud over de fem års frihed for fæsteafgiften slap han også for indkvartering. Noget der godt kunne være en stor byrde, når eksempelvis kongens store hof skulle fragtes over til Norge fra Fladstrand. Fra skiftet efter Peder Christensen Hiul, som døde i 1737, ved vi at han ejede en jagt og fiskerbåd i kompagni med sin bror. Gennem skiftet får vi også at vide, at gården var genopbygget og i god stand. Den første lovgivning Køkkenet var det centrale rum for ild. Her er det køkkenet på Sognefogedgården med jernkomfur og bageovn. Omkostningerne ved de store og altødelæggende brandkatastrofer i by og på land drænede i den grad kongens og herremændenes kasser, som måtte give borgere og bønder skatte og fæstefrihed i flere år. De 11

drænede også kassen hos de borgere som var i stand til at lægge pengene ud for nybyggeri af deres forretning og beboelse. Ikke mindst forarmede det bondestanden og de ikke særligt velstående gadehusfæstere i by og på land. Den enevældige konge befalede derfor, at nu måtte det være nok. Der skulle ske noget gennemgribende som én gang for alle kunne reducere brandfaren. Der skulle opbygges en effektiv og trænet organisation som kunne tage sig af branden når den opstod. Der skulle investeres i effektivt brandmateriel som magistrater og sogneforstanderskaber skulle se til blev vedligeholdt. Hertil kom at der skulle tegnes lovpligtige brandforsikringer på alle ejendomme i by og på land. Den 24. januar 1761 kom den første forordning om brandredskaber i købstæder og om hvordan befolkningen skulle forholde sig i tilfælde af ildebrand. At sagen var vigtig ses af, at det første enevoldskongens administration sørgede for, var at oprette en retsinstans, der kunne gennemtvinge forordningen. Der blev derfor oprettet en brandret med byfogeden som brandinspektør. Her skulle alle brande pådømmes og indskrives i en brandretsprotokol. Ud fra det retslige grundlag blev det bestemt at borgerne selv skulle købe og opbevare brandspande stiger og brandhager. Byfogeden delegerede ofte opgaven som brandinspektør til en af byens håndværkere, netop for at have den håndværksmæssige ekspertise i tilfælde af ildebrand. Ud over inspektøren udnævntes der også et antal brandsvende, som skulle rykke ud i tilfælde af ildebrand. Sidst men ikke mindst blev det indført, at byens skorstene regelmæssigt skulle fejes. Efter købstæderne blev de samme regler indført på landet inden år 1800. I 1832 skærpedes reglerne yderligere idet det blev forbudt at Brandtaksationsprotokollen fra 1894 for gården Tronderup. 12

have stråtage i landets købstæder. Borgerne i byerne fik dog ti år til at fjerne alle stråtage. Endvidere kunne bystyret nedsætte en egentlig brandkommission som fornuftigt vis også skulle tage sig af byens vandforsyning. Endelig blev der nedsat en bygningskommission, som skulle godkende alle om og nybygninger i byen. På landet var det stadigt hovedgårdene, der indtil oprettelsen af sognerådenes forløber sogneforstanderskaberne, der stod for beredskabet. Sognekommunerne blev oprettet i 1861. På forsikringsområdet blev de lovpligtige brandforsikringer privatiseret i 1872. En svær brand at slukke. Den ombyggede restauration Vinkælderen og Vægteren i Havnegade. opgave at tegne de lovpligtige Det var sognefogeden som fik til brandforsikringer. Fra sognefoged Peter Munk Nielsen fra Sognefogedgården i Flade sogn, har vi alle forsikringsoptegnelserne. De er en lokalhistorisk guldgrubbe og fortæller gennem tegninger og registreringer af de enkelte ejendomme om alt fra gårdens og udhusenes placering, de enkelte huses størrelse, over antallet af skorstene og deres placering til værdien af ejendommen. Dette omfattende lovkompleks kom til at stå næsten uantastet frem til den 10. juni 1960, hvor det bestemtes at enhver kommune skulle oprette et brandvæsen som var i stand til at yde et forsvarligt sluknings- og redningsarbejde. Kvissel var en stor by med flere store købmandsforretninger, kro, mange bondegårde, mejeri, smedje og derfor også sit eget lille brandvæsen. 13

Det første lokale brandvæsen organiseres Den 25. september 1818 fik Fladstrand købstadsrettigheder under navnet Frederikshavn. Meningen fra staten var at den nye købstad skulle kunne klare sig selv, men det gik lagt fra som de prædikede i København. End ikke den nye havn, som staten havde anlagt i 1806 havde bystyret råd til at overtage. Selvom Frederikshavn ikke blev så hårdt ramt som Aalborg efter englandskrigen var der smalhals i byen og først i 1855 var bystyret kommet så langt at der kunne tænkes på at oprette et egentligt Brand- og politikorps. Fra branden på herregården Knivholt i 1921. I reglementet for dette fælles brand- og politikorps, der blev oprettet den 19. november 1855 stod der, at der i tilfælde af brand skulle samles så meget mandskab at brandsprøjten med vandkar, stiger og andre brandredskaber kunne transporteres hurtigt og sikkert til brandstedet. Husejerne måtte ved ildebrand hurtigt opstille vandkar udenfor gadedøren og sørge for at der hele tiden var vand i dem. Desuden skulle der om natten være tændt lys ud for hvert eneste forsikret hus, sådan at brandvæsenet nemt kunne finde rundt i den mørke by. Reglementet lader heller ikke læseren i tvivl om, at brandhvervet var både vigtigt og farligt. Idet der står at brandmændene de under Udførelsen af deres vigtige og ofte farlige Poster vise koldt Mod, dristig Raskhed og ædrueligt, paalideligt Forhold. Fotografen, malermesteren og brandinspektøren Blicher, som var den første til at organisere et brugbart brandvæsen i Frederikshavn. 14

Hele brand- og politikorpset var opdelt i fire afdelinger med hver sin opgave. En afdeling var ordensafdeling, en var redningsafdeling, en slukningsafdeling og en nedbrydningsafdeling. Korpset brugte den militære rangorden, hvor korpsets leder var brandkaptajn. Den næstkommanderende var Premiererløjtnant. Sektionslederne var løjtnanter, kommando sergenter og underofficerer. Korpset var udskrevet blandt alle byens mandlige borgere mellem 14 45 år. Korpset bestod i 1856 af hele 249 brandfolk foruden officererne. Alene til at bemande byens fire brandsprøjter skulle der stille 165 mand anført af fire underofficerer. Redningsafdelingen bestod af 15 mand og et nedbrydningshold på 17mand. Dertil kom politikorpset på 24 mand under kommando af to underofficerer. Hertil kom den daglige stab som bestod af en værkmester, en smed og en fælles tambur. I tilfælde af ildebrand blev hele korpset tilkaldt gennem kirkeklokken, som ved ildebrand fungerede som byens stormklokke. Desuden blev Knivholts brand var nærmest en kontrolleret nedbrænding. Da den hestetrukne sprøjte endelig nåede ad landevejen fra Frederikshavn, var det med til at forhindre at branden bredte sig. 15

byens trommeslager vækket og sendt på gaden med besked på hvor der var ildebrand og hvor brandmændene skulle indfinde sig. Den hestetrukne brandsprøjte på opgave på Kæret. Den første brandinspektør var fotograf og malermester Julius Blicher 1855 til 1885. Derefter overtog købmand, fiskehandler og byrådsmedlem J.C. Iisager hvervet. Fotografen Didrik Christian Blicher var født i Skivelænge på Lolland i 1815 og døde i Frederikshavn i 1887. Hans far, Jens Christian Blicher, var præst i Understed Karup sogn. Dermed er han i slægt med en af Danmarks meste berømte forfattere digterpræsten Steen Steensen Blicher, der var faderens fætter. Blicher var oprindeligt uddannet maler og tog svendeprøve i Aalborg. Det var ofte sådan at kunstmalerne uddannedes som rigtige malere, og Blicher var ikke en undtagelse. Som 19 årig malede han et af de bedste billeder af St. St. Blicher. Et billede som i dag hænger på Herning Kunstmuseum. Blicher var en af de første danske fotografer, og kom til Frederikshavn som den anden i rækken af blivende fotografer. Han var meget aktiv i byen og var en af initiativtagerne til Frederikshavn Handels- og håndværkerforening. Ud over at være fotograf var han også malermester med forretningsadres- Øvelse på kurbadeanstalten Frydenstrand. se og bopæl i Skippergade 1-3 i Frederikshavn. Ejendommen købte han i juli 1854. Familien Blicher var ikke berømt for sin økonomiske sans, med Ditlev Christian som en undtagelse. I 1861 figurerede han som nummer 55 på en liste over de mest velhavende skatteydere i byen. Ved hans død gav Avisen ham et smukt eftermæle hans retsind havde gjort ham almindelig agtet. 16

Materiellet var efter vores forhold noget primitivt, men dengang var det det mest effektive våben mod ildebrand. De tunge trækar på hjul fungerede som nutidens tankvogn. Fra disse sugedes vandet op i håndsprøjten og vandet blev ledt frem til brandstedet gennem nogle ikke helt tætte, stive og uhåndterlige læderslanger. For at sprøjten kunne fungere skulle der mange til at bringe vand frem til karrene. Her brugte brandfolkene læderspande med træbund, som sikkert blev ført frem i en menneskekæde. Uden øvelser gik det ikke. Det store apparat måtte træne alle detaljer mindst to gange om året for at være beredt og for at se om materiellet stadigt fungerede. Øvelserne blev holdt på Nytorv En tidlig øvelse Translatør Otte J. Hammerich fortæller i sin bog om hans opvækst i Frederikshavn om netop sådan en øvelse en gang i slutningen af 1870 erne. Fra Sprøjtehuset ved siden af Raadhuset rykkede man op til Torvet med en lange Brandstige paa Hjul og andet Tilbehør. Havnesprøjten fra det gamle Sprøjtehus ved Hotel Cimbria paa Hav- Øvelse på havnen. 17

nepladsen mødte op kommanderet af Tømrermester Kahlen, og naar hele Styrken var samlet, tog Brandmajoren, Malermester Blicher, Kommandoen. Alle Kommanderende var i fuld Uniform og tog sig prægtige ud. Saa kom Slufferne kørende; det var smaa Slæder belastede med fyldte Vandtønder og Tøndernes Indhold hældtes ud i det store Kar med Pumpeværk til 6 a 8 mand, og saa pumpedes der under kraftig Opsang, til Vandslangerne bulnede ud, og tynde Vandstraaler hvislede frem af de smaa Lækager. Nu tog Sprøjteføreren fat og viste den beundrende Tilskuermængde, mest bestaaende af Byens yngste Ungdom, hvor højt man kunne sætte Straalen til Vejrs; hele Regnbyger plaskede ned og modtoges med jubel af Drengene, der ikke var bange for en vaad Trøje, og blev de for nærgaaende, fik de en vandret Straale, der nok skulle feje dem til side. Oppe i Gavlen paa sit høje kønne Hus, hvor senere Jelstrup havde sin manufakturforretning, stod farvemesteren foran den aabne Luge. Han nød sin Merskumspibe og frydede sig over alt det han, kunde se fra sit ophøjede Stade. Men nu var sprøjteføreren, Murer Svendsen, højt oppe paa Brandstigen med sin Slange og han, den Gavtyv, sendte en straale lige ind i Synet på Farveren, der tabte Merskumspiben og spruttede af raseri. Holdt, brølede Majoren, og en Brandofficer begav sig ilsomt op til Farvermesteren, der lod sig formilde ved, at der lovedes Sprøjteføreren en ordentlig Overhaling. Svendsen hævdede imidlertid, at sligt kunde hændes enhver Sprøjtemester, der skal være baade her og der, og mente at Borgerskabet maate glæde sig over et Brandvæsen, der med synlig Virkning kunde bestraale selv byens højeste Hus. Med lystig Larmen og Hurraraab fra Ungdommen raslede saa Sprøjterne Hjem igen. I øvrigt voksede brandkorpset med befolkningstallet og i 1880 var der helt op til 400 mand i brand- og politikorpset. Møllehusets brand Udrykning. Sandsynligvis i forbindelse med brandvæsenets jubilæum i 1936. Der var ofte brug for de mange brandmænd. Den 22. november 1881 galede den røde hane over Møllehuset ved totiden om natten. Brandvæsen var der ikke rigtigt noget af i den lille sognekommune, som lå 18

nærmeste nabo til købstaden. Så der gik ilbud til det frivillige brandkorps i købstaden. Det tog dog lang tid at få hentet brandsprøjten, der først ankom klokken 5 om morgen. Da stod selve møllen ikke til at redde, men brandvæsenet fik reddet både avlsbygningerne og stuehuset. Selvom det var blevet lidt svedent i det sydvestlige hjørne hvor mellemgangen mellem mølle og møllerens bolig var. Reorganiseringen af korpset Dagen efter købstadens 67 års fødselsdag den 26. september 1885 fik Brandkorpset en ny vedtægt, som skulle træde i kraft fra den første januar 1886. Korpsets nye navn blev Frederikshavns faste Brandkorps, som blev et lønnet korps med en reserve blandt de værnepligtige under den nye brandinspektør Jens Christian Iisager. Han var blevet brandchef ved Blichers død i 1885. Fiskeeksportør Iisager, der bragte brandvæsenet ind i industrialderen. Jens Christian Iisager var født Skive i 1847, hvor han fik sin købmandsuddannelse. I Frederikshavn fungerede han mest som fiskeeksportør. Han havde parter i flere fiskekuttere og større skibe. Han deltog i udstillinger over det meste af Nordeuropa, hvor han havde sine kunder og opnåede hædrende omtaler flere steder. Han fik blandt andet hædrende anerkendelse på en udstilling i Berlin i 1880 for sine fiskeprodukter. Desuden sølvmedaljer for sine produkter i Würzburg samme år. Og en sølvmedalje i Edinburgh i 1882. Guldmedalje fik han i Ålborg i 1883, og sølv i Viborg i 1887. Han hørte til den lille købstads absolutte overklasse. For hvem han valgtes til byrådets rigeste halvdel i 1891. En post han beholdt indtil sin død kun 48 år gammel i 1896. En indsats han hædres for da han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog. Ved J.C. Iisagers død betalte byen for hans gravmonument. Jens Chri- 19

stian Iisager var også medstifter af Den Danske Frimurerorden, St. Johanneslogen Den Gyldne Krone til Ankeret i Frederikshavn i 1883. Han havde været medlem af Frimurerlogen siden 19. februar 1872. Brandinspektør Iisager, hans overassistent samt de to brandmestre var ulønnede med undtagelse af uniformgodtgørelsen på 10 kroner om året. Det faste korps bestod af 10 brandsvende, en værkmester og en tambur. Brandsvendene oppebar en løn på 20 kroner årligt. Ved udrykning til ildebrand i nabokommunerne fik de desuden 35 øre i timen. Samme beløb fik de når de skulle gå brandvagt. Værkmesteren fik 60 kroner årligt. Desuden var der i alt ni befalingsmænd af reserven, hvoraf de tre var assistenter og seks var underassistenter. Alle havde en forpligtigelse til at stille til otte øvelser årligt. Fritaget for brandtjeneste var svagelige, lærere, embedsmænd, præster og byrådsmedlemmer. Men man kunne købe sig fri for tjeneste med 80 kroner én gang alle eller 6 kroner årligt. Det var Iisager som stod for organiseringen af det faste brandkorps og nogle flotte fyre var de i deres uniformer. Brandinspektøren selv var i mørkeblå benklæder og frakke med knapper og tre stjerner på hver side af den opstående krave. På hovedet havde han en flad blå kasket med en bred guldtresse og nationalkokarde samt dolk eller sabel. Det gamle vandtårn på Rimmens 20 alle, som kunne hjælpe med at sætte trykket i brandhanerne op. Overassistenterne havde samme uniform, men med andre distinktioner, mens det øvrige mandskab måtte nøjes med et skilt på brystet. I andre byer var dette brystskilt af ædelt metal, men i Frederikshavn var der kun råd til et jernskilt. Af brandmateriel havde byen blandt andet to tocylindrede fire tommer sprøjter og 8 vandtønder på hjul. En stor hjælp var det, at bystyret i 1884 havde fået et vand-

værk som afløser for byens brønde. Med rørlægningen af vandet langs byens gader blev der også opstillet brandhaner, hvorfra brandvæsenet kunne tappe vand. Den første store brand Den 15. april 1893 blev der så rigeligt brug for brandvæsenet. Frederikshavn havde i 1887 fået bygningen Casino, som lå for enden af Tordenskioldsgade op mod banegården. Det var et stort hus med både restauration, mødelokaler og et længe ønsket teater. Men om aftenen den 15. april 1893 gik alting galt. Et Morskabsteater havde lige givet den sidste forestilling og publikum havde forladt salen og oprydningen var i fuld gang da katastrofen indtraf. Scenen havde været oplyst af petroleumslamper da byen endnu ikke havde fået et elværk. Petroleumslamperne skulle slukkes med nogle specielle pusterør. Det krævede sagkundskab og to af blikkenslagermester J.V. Petrys folk var i gang med at slukke de mange lamper, der han bag kulisserne og ned mellem sofitterne der var dekorationer som hang ned fra sceneloftet. Én af blikkenslagerne stod med et pusterør i munden og havde røret på plads i glasset på en af de øverste lamper da en eller anden kom til at skubbe til ham. Lampen faldt ned på scenen og brændende petroleum flød ud over gulvet. Blikkenslageren var ellers snarrådig nok. Endnu en øvelse på havnen, hvor det var med at være forberedt på alle tænkelige situationer. 21

Han smed sin trøje for at bruge den som brandtæppe. Men ak, det var for sent, flammerne slikkede allerede så højt op, at varmen fik de nederste lamper i kulissen til at eksplodere, hvorefter ilden kom helt ud af kontrol. Brandchefen selv, fiskeeksportør Iisager, der havde overværet forestillingen, var endnu ikke nået ud af teateret. Han havde afprøvet scenens brandhane som virkede, men slangen En af politibetjent og trommeslager Jespersens sprang da der kom tryk på. opgaver var at kalde brandmændene sammen. Imens eksploderede petroleumslamperne omkring ørene på ham og lampe efter lampe faldt brændende ned på scenegulvet. Da sprøjten nåede frem var det for sent at rede teateret og brandmændene måtte koncentrere sig om de omkringliggende bygninger, så de ikke blev flammernes bytte. Det var blandt andet Hoffmanns Hotel og købmand David Holms ejendom. Skuespillerne nåede akkurat at redde sig selv. Halvt omklædte sprængte de en bagdør, så de kunne komme ud i teaterets have og dermed rede livet. Sammen med brandkorpset var der også kommet en hel del frederikshavnere til, hidkaldt af ildskæret. Mange af disse greb omgående pumperne og hjalp til for at ilden ikke skulle brede sig. Ilden kunne følges mens den sprang fra vindue til vindue og gjorde natten varm. Det lykkedes for brandkorpset at begrænse ilden så kun teateret brændte ned. Lige så vigtig som slukningsudstyr var det at, at der var kommet regler for brandvisitation af bygninger. Bystyret fik dermed hånd i hanke med hvilke bygninger der blev opført, hvor tæt de kunne placeres på hinanden og bystyret kunne også bestemme materialevalget. Ved anlæggelsen af Sæbybanen i 1899 besluttedes det at forbyde spån og stråtækte huse langs banen. Bystyret kunne også med de nye regler træffe bestemmelse om borgernes brug af åben ild og oplag af brændbare væsker. Desuden blev der indført skrappe bestemmelser for værksteder hvor der blev arbejdet med træ eller andet særligt brændbart materiale. 22

Det samlede brandkorps foran den nye brandstation i Kirkegade. det er maskiningeniør og brandinspektør C. Thostrup med de mange stjerner i midten af billedet. Byens to»konkurrerende«brandkorps Værftet var en farlig arbejdsplads, hvilket to brande i 1919 og 1920 tydeligt viser. Den 14. juni 1919 gik der ild i damperen s/s Svend som var under reparation på værftet. Byens brandvæsen var slet ikke i stand til andet end at begrænse ilden. Ved branden ombord på s/s Svend var de stort set kun tilskuere. Mens de ved branden året efter i skibsbyggeriet kun var i stand til at forhindre at ilden bredte sig, og det endda kun fordi der var næsten vindstille. Selvom det kommunale brandvæsen var et godt organiseret frivilligt brandvæsen, så stod det uden en brandstation og uden tilstrækkeligt materiel. Brandvæsenet havde oprindeligt to garager, hvor byens to hestetrukne og hånddrevene sprøjter stod. Men i 1919 havde byens brandvæsen mistet garagen ved den gamle politigård i Danmarksgade 6, og var kun i stand til at stille med sprøjten fra havnens bygning på havnepladsen, hvor Samson i dag har rejsebureau. Byens brandchef blikkenslagermester Ludvig Petry havde presset på for at byrådet skulle bygge en rigtig brandstation med en hestetrukken motorsprøjte. Petry var ganske klar over at hvis der udbrød brand på byens to store arbejdspladser kunne det ende i en katastrofe. På et byrådsmøde, 23

Frederikshavn Værft & Flydedoks brandkorps opstillet til parade foran den hestetrukne motorsprøjtes garage i værftets maskinværksted i oktober 1920. hvor bygmester J. Andersen havde klaget over det mangelfulde kommunale brandvæsen ved profetisk at spørge, hvad der ville ske hvis savværket brændte. Svaret fra byrådet var, at det tog man forholdsvist roligt og et andet byrådsmedlem foreslog at man udsatte sagen indtil man ved en saadan Brand paa Savværket har indhøstet nyttige Erfaringer. Begyndelsen til et rigtigt brandvæsen Blikkenslagermester Ludvig Petry afløste i 1896 J.C. Iisager. Petry havde været med i brandkorpset siden 1883 og han forblev en afholdt og initiativrig brandchef frem til sin pludselige død i 1925. som blikkenslagermester havde han én af de få autorisationer til installation af vandet fra det kommunale vandværk. Han boede og havde sin forretningsadresse i Danmarksgade 61. I 1899 omorganiserede han brandvæsenet så det kom til at bestå af en assistent, tre brandmestre, 15 brandsvende og en værkmester foruden brandchefen selv. Petry forsøgte til stadighed at holde de bevilligende myndigheder til ilden. Fra 1906 førte han en brandprotokol om de brande korpset havde deltaget i slukningen af, men også om hans kamp for yderligere 24