Udgivet af: Egnshistorisk Forening for Sydthy

SYDTHY ÅRBOG 2011 1

Udgivet af: Egnshistorisk Forening for Sydthy Redaktionsudvalg: Eigil T. Andersen, Ullerupvej 5, 7760 Hurup, tlf. 97 95 31 65 E-mail: eigil.andersen@karby.dk Poul Martin Kjær, Valmuevej 3, 7755 Bedsted Thy, tlf. 97 94 53 92 E-mail: pmkjaer@hotmail.com Ruth Thinggaard, Klostergade 34, 7770 Vestervig, tlf. 97 94 12 42 E-mail: r.wt@live.dk Thomas Norskov Kristensen, Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune, tlf. 99 17 28 64 E-mail: tnk@thisted.dk Britta Nielsen, Kærmindevej 3, 7770 Vestervig, tlf. 97 94 14 10 E-mail: brittabjarne@adslmail.dk Egnshistorisk Forening for Sydthy (se side 132) EAN 978-87-88919-31-8 ISSN 0900 2103 Forsidemotiv: Dommergaarden ved Vestervig Maleri af Peter Bolt Bagsidemotiv: Parti fra Agger Maleri af Karen Rømer Frost Bogens typografiske tilrettelægning, sats, tryk og reproduktioner er udført af Dantryk A/S - 97 95 20 00 Skriften er 10,6 punkt Garamond Omslaget er Antik Cover og papiret Profi Silk 115 gr. Indbinding er udført af Centrum-gf 2

SYDTHY ÅRBOG 2011 Udgivet af Egnshistorisk Forening for Sydthy 3

INDHOLDSFORTEGNELSE Forord Redaktionen... 5 En borgmester ser tilbage Niels Peter Kaastrup Hansen... 6 Causeri over Hurups udvikling Christian Baun... 11 En central i Thy H. C. Eriksen/Carel Larson... 15 Dreng i 1950ernes Agger Hans E. Nørgaard... 27 Strandinger og redningsvæsen langs Thykysten Mads Kinch Clemmensen... 36 Dommergaarden i Vestervig Ruth Thinggaard... 42 Fangen i celle nr. 11 Ruth Thinggaard... 54 En tømrer fra Thy med udlængsel Britta Nielsen... 56 Oplevelser fra barndommen i Bedsted Finn Christian Jensen... 62 Besøg på Tandrup Svend Sørensen... 68 Doveroddeminder 5. del Svend Erik Sund Laursen... 70 Pionererne på Bubbel Mark Ruth Thinggaard... 73 Thy, mit ferieeventyr Emil Larsen... 76 Trolden fra Bedsted, Fyrspillene i Sydthy Kaj Nissen... 82 Sommerudflugten 2011 til Voergaard i Vendsyssel Asbjørn Hansen... 85 Museets nye mand i nyere tid Michael Riber Jørgensen... 89 Fra Museets arbejdsmark Jytte Nielsen... 95 Sydthy Egnshistorisk Forening Eigil Thusgaard Andersen... 99 Dagbog fra Lyngby Christian Madsen Nielsen (1924-1987)... 101 Kontakt til foreningen... 132 4

Det er naturligvis i foreningens interesse, og dens opgave, at der også i denne årgang af Årbogen er søgt samlet stof fra alle hjørner af sognene. Bogen er ikke en bestilt opgave, ved en enkelt forfatter, men som altid et kollektivt barn af lokale mennesker og udensogns danskere med hang til Sydthys egnshistorie. Det har ikke været svært at leve op til opgaven. De fleste indkomne fortællinger er optaget i bogen, alle skrevet af mennesker med en interesse i at yde deres bidrag til at levendegøre egne oplevelser, fortællinger og livsforløb. Så godt at bogens indhold for en stund, forhåbentligt kan få læseren til at glemme dette års annus horribilis, hvis der ellers har været et sådant. På årbogens forside ses et billede af Dommergaarden ved Vestervig. Billedet er malet af Peter Bolt Larsen, hvis streg ikke er ukendt i foreningens årbøger. En fyldestgørende omtale af kunstneren findes i forordet til Sydthy Årbog 2009. Bagsiden er hentet fra et maleri fra Agger, malet af kunstneren Karen Rømer Frost. Hun malede billedet i 1952. Motivet er set ind imellem det nuværende Vesterhavsvej 21 og 23, Forord mod nordøst. Maleriet har for en periode opholdt sig væk fra Agger, men blev opkøbt på auktion og er nu i privat eje og tilbage i Agger. Emnerne spænder vidt, fra glæden ved som københavnerdreng at have tilbragt glade feriedage i Thy, oplevelsen ved at være barn i Bedsted, datidens Matador-tilværelse ved etaten i Vestervig, tømreren fra Thy som ønskede albuerum, Hurup boerne som kom for at blive og ikke for at vige, livet som dreng i 50ernes Agger, familien Larssons forunderlig kunstnerog centraltilværelse, dramatiske strandinger på Thykysten, 6. årgang af dagbogen fra Lyngby, en af vejene til Sydthy Kommunes borgmesterstol, barndomsminder fra Doverodde, museernes liv iblandt os, en løftet flig af Tandrups historie, Fyrspillet med dets dramatiske trolderier og sidst men ikke mindst, fangen i celle nr. 11 som verdsliggjorde sin taknemlighed for opholdet. Denne, foreningens 27. årbog, klæ r de forgangne 26. Dens mange forfattere føjer hermed endnu en brik til egnens historie. Redaktionen 5

En borgmester ser tilbage Af Niels Peter Kaastrup Hansen, Bedsted Jeg så dagens lys mellem de to verdenskrige, nærmere bestemt i 1937 og voksede op på en gård i Ørum Sogn, som mine forældre havde købt i 1929. Det var samme år som børskrakket på Wall Street og den internationale økonomiske krise, der de efterfølgende år trak sine tragiske spor også i Danmark. Det prægede for altid mine forældre. Det var dog ikke noget, jeg som barn bed mærke i. Nej, det første jeg husker, var krigens tid. I mit hjem led vi, i modsætning til så mange millioner mennesker, ingen nød, tværtimod var det en tid, hvor afsætningen var nem, priserne (forstod jeg mange år senere på min far) var gode, og udgifterne var små. I det daglige var det indtil krigens sidste år rationeringssystemet, der gjorde størst indtryk. Knapheden på f.eks. sukker, kaffe, chokolade, tobak og tekstiler fyldte meget og førte til stor idérigdom, selvom jeg forstod, at det sjældent kom nær de ægte varer. Udover rationeringen er det, jeg særligt husker, at tyskerne overtog Ørum skole, hvor mine ældre søstre gik, til indkvartering. Ikke mindst at vores flotte Ford, efter i nogen tid at have været klodset op i garagen, med naboens hjælp blev skilt ad, så den øverste del af bilen blev sat oven på jumpen. Så var det jo muligt at sidde i tørvejr, når det regnede. Jeg husker særligt fra de sidste krigsår, at der ofte kom engelske flyvemaskiner hen over området. De fløj så lavt, at det hele rystede længe før og efter de passerede, og så var der ofte så mange, at det var umuligt at tælle dem. Hvor de fløj hen, ved jeg ikke, men de kom altid ude fra havet og fløj mod nord/øst. Det var også på den tid, at flygtningene begyndte at komme. Jeg husker, at der i mange måneder var en ældre soldat, der kørte foran flokken. Jeg husker, at soldaten hed Hermann. Hver dag kørte han bagage og varer fra Bedsted til Lyngby. Hermann talte dansk, og hvis vi var ved vejen, holdt han altid og snakkede. Han var selv landmand i Tyskland, havde en familie og på samtalerne, jeg hørte, var hans bekymring og tanker hos familien, og de farer de stod i. Jeg glemmer aldrig synet af alle de mennesker, der fortabte kom gående fra stationen i Bedsted til Svankjær en tur på 10 km. Det var et sørgeligt syn. Jeg husker, at jeg ofte tænkte Bare Hitler kunne dø. Jeg havde den opfattelse, at han var årsag til alt ondt, men desværre blev det onde i verden ikke udryddet med ham. Jeg husker, de sidste krigsuger som meget uhyggelige og skræmmende. Den 4. maj 1945 husker jeg meget tydeligt. Der kom en mand ind i gården på cykel om eftermiddagen. Han sagde, at vi skulle lytte til radioen om aftenen. Det gjorde hele husstanden med stor spænding og ængstelse. Før radiotransmissionen sad jeg på min mors knæ og lyttede, mens mine forældre talte om, at hvis de allierede begyndte at bombe fæstningsanlæggene langs havet, eller der blev landgang, så skulle vi løbe ud i kartoffelkælderen. Vi havde ikke som mange andre noget beskyttelsesrum. Da freden så på forunderligvis blev forkyndt via BBC fra London om aftenen den 4. maj, var det en stor forløsning. Mine forældres reaktion, lettelsen og taknemligheden over at være skånet for krigens gru står stadig tydelig på min nethinde. Jeg var lige begyndt at gå i Ørum skole, da krigen sluttede. Jeg kan huske, at vores lærer Bundgård hængte et kort over Europa op. Så udpegede han Estland, Letland og Litauen, samt Østpreussen og fortalte, at det var netop fra de områder, mange af flytningerne kom fra. Lærer Bundgaard indprentede også mange gange for os, at vi aldrig måtte glemme, at mens vi med befrielsen fik vores frihed som folk og nation tilbage, så var der ingen af borgerne i de lande, der kunne nyde samme frihed. Hvor 6

sandt det var, oplevede jeg små 50 år senere, da jeg over flere gange som borgmester i Sydthy modtog gæster eller var gæst hos vore venskabskommuner i de baltiske lande. Da jeg blev nogle år ældre, gik det op for mig, at Hitler var blevet valgt i Tyskland på demokratisk vis. Jeg undrede mig over, hvordan det tyske folk havde ladet sig forføre, men jeg tror, det påvirkede mig på den måde, at jeg altid siden har følt, at vi har et stort ansvar som samfundsborgere og vælgere. Vi kan ikke bare overlade ansvaret til andre. Vi har en pligt til at tage aktiv del i samfundet, at yde som forudsætning for at kunne nyde. Mine ungdomsdrømme gik vist en tid i andre retninger end at forsætte slægters tradition med at blive landmænd, men godt igennem konfirmationen startede jeg med at komme ud at tjene på en af nabogårdene, og så trådte jeg ind i ungdommen og voksenlivet i slægtens fodspor. Det var en tid præget af mekanisering af landbruget og vores temmelig ukritiske tro på kunstgødning og kemikaliernes lyksaligheder. I et tilbageblik kan det forekomme som en art overmod, der tilsidesatte århundreders læring, og for en tid tippede den vigtige, men hårfine balance, der må herske mellem menneske, dyr og natur. Jeg gjorde en længere pause fra landbruget, mens jeg aftjente min værnepligt ved militærpolitiet på Aalborg Flyvestation. Det gjorde jeg i 1956/57, mens den kolde krig gik igennem en af sine mest spændingsfyldte perioder. Dels knuste russerne jo opstanden i Ungarn i 1956, og dels satte russerne trumf på ved at sende Sputnik i kredsløb om jorden i 1957. Jeg gjorde også en afstikker til Haslev Højskole. For mig var det et fantastisk ophold, hvor der blev skabt venskaber for livet. Mødet med højskoleånden, tankerne bag andelsbevægelsen, vores rige tradition for foreningslivet satte sig blivende spor. Og så gjorde forstander og senere biskop, Henning Christiansen, et særligt indtryk på det, man vist kalder dannelsen. Jeg vendte tilbage til fødeegnen og landbruget, men selvom jeg ynder at fortælle om, hvor arbejdsomme vi var, så blev der også plads til at være aktiv i KFUM, gå til ungdomsgilder og spille fodbold. Fodboldbanen var vi en flok raske unge mænd, der anlagde, og det var også de første mange år frivillige kræfter, der holdt banen og anlægget ved Habæk. Senere hen tog jeg en tørn som træner og formand både i KFUM idræt og i det civile KFUM. I 1962 var jeg også blevet gift med Inga, som jeg fik lov at dele tilværelsen med i 35 år, indtil hun tabte mange års kamp mod kræftsygdommen, uden bitterhed og med taknemmelighed for det, hun var blevet givet. Vi bosatte os i Bedsted, da vi købte Østergård i Hunskjær. Der oplevede jeg sammen med Inga og vores 4 drenge, alle de bedste træk ved landbokulturen nemlig godt naboskab, arbejdsfællesskab og venskab, men jeg må også konstatere, at udviklingen har været nådesløs. Niels Peter Kaastrup Hansen, byrådsmedlem for Venstre og borgmester i Sydthy Kommune i perioderne 1991-1994 og 1998-2001 7

Hvor der for 40 år siden var 20 familier, der ernærede sig på gårdene omkring, er der i dag 3-4. Min livsantagelse om, at vi skal bidrage og tage ansvar for de sammenhænge, vi indgår i, førte mig igennem årene ind i mange forskellige bestyrelser. Naturligvis dem, der hørte andelsbevægelsen til, men også foreningsbestyrelser, skolebestyrelse og menighedsråd. Det lå dog ikke i min opdragelse, at jeg også skulle blive aktiv i politik. Men en mand som Poul Hartling og nogle af de samtidige landspolitikere vakte min politiske bevidsthed. Det betød, at jeg lod mig overtale til at stille op til kommunalbestyrelsesvalget i 1978. Det endte med, at jeg blev valgt og dermed medlem af kommunalbestyrelsen i Sydthy Kommune, noget jeg var uafbrudt i 24 år, heraf de 8 år som borgmester. Da jeg blev medlem af kommunalbestyrelsen i 1978 og så den store udvikling, der var sket fra kommunalreformen i 1970, tænkte jeg, at nu behøvede vi ikke at udvide den første tid. Det kom unægtelig til at gå helt anderledes. Der kom døgndækning i ældreplejen, bygning af nye plejehjem, skoler, børnehaver, haller og fodboldbaner. I det hele taget var det en tid, hvor det offentlige hele tiden fik eller påtog sig en lind strøm af nye opgaver. Det var altid mit udgangspunkt, når vi skulle lægge det kommunale budget, at det ikke kunne være helt galt, hvis vi kunne fastholde budgettet uændret næste år med samme udgifter og med pris og lønstigning indarbejdet. Det kunne vi desværre aldrig, for når budgetforslagene var talt sammen, var der altid en udvidelse på 20 millioner kr. Det havde vi ikke råd til, så der måtte fjernes omkring de 10 millioner kr. Derfor blev der igen og igen talt om de evindelige nedskæringer, men hvis vi ser på de faktiske forhold, så har der hvert år været udvidelser. Når vi derfor taler om nedskæringer, er det vigtigt at tænke i forhold til hvad? Jeg har ofte følt, at der var langt mellem det, vi kræver af det offentlige, og det, vi er villige til at yde. Måske på grund af alderen, føler jeg også nogle gange, at sammenhængskraften og fællesskabsfølelsen i vores samfund er faldende. Jeg kan huske, at når jeg prøvede at få en diskussion om netop den udfordring, at vi gerne kræver ind, men er mere karrig med at yde og betale, så var det første spørgsmål altid, hvorfor gør du ikke lige som Peter Brixtofte. Men det forstummede da på et tidspunkt! De første år, jeg sad i kommunalbestyrelsen, var der som beskrevet tale om stor vækst i de kommunale aktiviteter, men der var også stor byggeaktivitet. Der blev bygget omkring 75 parcelhuse om året i Sydthy, men så steg renten til 20%, og pludselig gik alt i stå. De mest markante sager, der ud over den økonomiske situation fyldte den politiske dagsorden i Sydthy i disse år, var nok kloakplanen og så problemerne som følge af hotelbyggeri ved Krik Vig. Jeg mener også i dag, at der kom de rigtige og gode løsninger på begge dele. Første januar 1990 startede jeg min første periode som borgmester i Sydthy. Det var en stor udfordring at håndtere de udfordringer, der kom, men også en stor glæde fra den post at arbejde med at udstikke rammerne og linjerne for kommunens videre udvikling. Jeg følte mig nogle gange udfordret af mine kun 7. års skolegang, især manglen på sproglige færdigheder på tysk og engelsk oplevede jeg som en begrænsning. For netop i disse fantastiske år efter østblokkens kollaps og Berlinmurens fald i 1989 var verden for en tid mere åben, og troen på en bedre fælles fremtid på tværs af grænserne var stærk. Det siges ofte, at der er koldt på toppen. Det er nu ikke sådan, jeg mindes det. Politik er jo en kamp om indflydelse, og nogle gange er der andre, der har alliancer, som man ikke lige er en del af. Min erfaring er nu, at der opnås mest ved at holde ord, være troværdig og søge samarbejdet. Det påvirkede arbejdet i kommunalbestyrelsen i alle årene, at der var tilbagegang i befolkningstallet. Vi kunne være uenige om mange ting i kommunalbestyrelsen, men vi var altid enige om at gøre, hvad vi kunne, for at skaffe nye arbejdspladser. Det er da også en glæde for mig at se, den udvikling der har været med de mange fabrikker, der er etableret og vokset. Mens halvfjerdserne var præget af høj øko- 8

Ved»Bibliotekets dag«blev Dagny Damsgaard og Herluf Andersen udnævnt til æreslånere. Borgmester Kaastrup Hansen overrækker en blomstergave, ca. 1992 nomisk aktivitet, så blev firserne præget af kampen mod arbejdsløshed. I halvfemserne påvirkede de store omvæltninger ude i Europa i høj grad også Sydthy. Berlinmuren faldt sidst i 1989. Sovjetunionen gik i opløsning i 1991. Det var en udvikling, vi aldrig kunne have forestillet os, men desværre kom der også en række borgerkrige, som skabte mange flygtninge. En overgang havde vi 33 forskellige nationaliteter boende i Sydthy. Vi havde mange flygtninge boende, først i Tåbel og senere i Morup Mølle, hvor der var næsten 200 mennesker stuvet sammen. Jeg mindes et besøg på Morup Mølle Kro, hvor jeg havde en rigtig dygtig tolk med, så jeg havde lejlighed til at høre, hvad nogle få af flygtningene havde oplevet. Det var grusomme ting, der sætter store spor i resten af deres liv. Jeg fik en særlig relation til Estland, efter jeg i august 1991 fik besøg af Rain Kadakas fra Pernu i Estland. Rain var direktør for et stort byggeselskab, og han var i Tyskland i de dage, der var et kupforsøg i Sovjetunionen. Under kupforsøget mod Gorbatjov fik Rain et tip om, at han skulle blive i udlandet, for han var på en liste over de personer, der skulle likvideres. Heldigvis lykkedes kupforsøget ikke. Sovjet gik i opløsning, og de baltiske lande blev selvstændige igen. Rain Kadakas inviterede mig som borgmester sammen med nogle fra erhvervslivet på besøg i en uge, og det blev besluttet i kommunalbestyrelsen, at kommunen skulle tage mod indbydelsen samt gøre gengæld. For mig blev det en meget stor, men også chokerende oplevelse. Jeg havde aldrig forestillet mig noget så forsømt og nedslidt. Esterne hungrede i disse første år i frihed efter kontakt med vestlige lande. Danmark stod af historiske årsager højt på listen. Hovedstaden Tallinn, som egentlig betyder danskerby, og så er det jo der, vi ifølge sagnet fik Dannebrog i 1219. Det var især landbruget her i Sydthy, der havde mere end en mellemfolkelig kontakt til esterne. Der var således en del praktikanter fra en landbrugsskole derovre. Mange af esterne havde lidt meget, da Rusland efter 2. verdenskrig indlemmede de baltiske lande i Sovjetunionen. De startede med at sende op mod 200.000 estere til Sibirien, og et tilsvarende antal russere blev sendt til Estland. Jeg holdt ved en lejlighed en tale og nævnte de erindringer, jeg havde fra barnsben med flygtninge fra de baltiske lande. Jeg ved ikke, om det var særlig hensynsfuldt eller godt, for mange af tilhørerne blev dybt berørt af det. En del havde selv oplevet så meget, mange havde været med deres forældre i Sibirien. En mand fortalte mig, at grunden til han sammen med sin familie var blevet sendt til Sibirien, var, at hans far var formand for idrætsforeningen. Russerne ønskede ganske enkelt at fjerne alle, der havde erfaring med bestyrelsesarbejde, så mulighederne for at organisere modstand derved blev knust. Skæbnens ugunst eller gunst var vi også nogle, der oplevede, da jeg sammen med en delega- 9

tion fra Landboforeningen i 1994 var i Estland. Vi sejlede hjem med Estonia, der bare to måneder efter sank og 900 druknede. I Sydthy havde vi jævnligt besøg af folk fra andre lande, og jeg havde ofte lejlighed til at vise dem rundt i kommunen. Det var først der, det for alvor gik op for mig, hvor særlig og smuk vores egn er. Der er så mange dejlige steder i Sydthy, og jeg tror ikke, vi lægger så meget mærke til det, når vi går i det hver dag. I mine år i kommunalbestyrelsen og borgmesterstolen havde jeg også glæden ved at deltage i de mange markeringer af fordums bedrifter. Lad mig bare nævne nogle få: jernbanen, fyret, plantagerne Hvidbjerg Vesten Å, Rønheden og Ashøje. Det minder os om, hvad vore forfædre har udrettet. Her tænker jeg særlig på, at i den sidste del af 1800-tallet efter tabet af Sønderjylland, er det helt utroligt, hvad de fik udrettet. Jeg glæder mig også over, hvad der kom op at stå i kommunen i de år. Jeg glæder mig over Heltborg Museum, Limfjordscenteret i Doverodde, gågaden i Hurup og det meget smukke svømmebad, bare for at nævne nogle. Når jeg, som her på disse sider lader tankerne dvæle ved tiden som borgmester i Sydthy, så er det glæden ved det daglige arbejde med at drive en meget stor virksomhed til glæde og gavn for borgerne, der fylder. Jeg synes både befolkningen og kollegaerne var gode og fair over for mig i de otte år, jeg var borgmester. Jeg vil især fremhæve, at jeg var meget glad for at arbejde sammen med kommunens mange dygtige, loyale og samvittighedsfulde medarbejdere. De offentlige ansatte står tit for skud, og her synes jeg især, at pressen i stigende omfang misbruger deres rolle som den 4. statsmagt. Der er en talemåde, der siger: Hvis 98% lykkes, fylder det 2% i pressen, og de 2%, som ikke lykkes, fylder 98%. Pressen søger efter min opfattelse mere og mere sjældent forklaringer eller det at give et reelt billede. I højere omfang forsøges det at sætte problemerne på spidsen og øge modsætningerne. Det tror jeg ikke bidrager positivt til demokratiets fortsatte udvikling. Det siges, at når erindringen arbejder, smuldrer sandheden, og der er måske noget om det, men det er nu sådan, jeg husker det. Der har været skuffelser undervejs, men de gode minder er så absolut i meget stort overtal. Jeg synes, at forholdene var langt bedre i Sydthy i 2006, da kommunen blev nedlagt, end da kommunen blev etableret i 1970. Den tidligere Heltborg Skole er ofte blevet betegnet, som Danmarks smukkest beliggende skole, og det var disse lokaler, som Heltborg Museum overtog 10

Causeri over Hurups udvikling Af Christian Baun, Hurup Fredag den 25. marts 2011 afholdt biblioteket en fortællecafé - Cafeén var en del af Ordkraft, som var et møde mellem forfattere, formidlere og læsere på Nordkraft i Aalborg nogle dage i marts måned. Alle stole, til sidste plads, var besat i læsesalen da Carsten Klitø, Boddum, Signe Enevoldsen, Svankjær, Annette Sohn, Heltborg, Christian Baun, Hurup, Uggi Larsen, Ves tervig, og Hans E. Nørgaard, Agger, fortalte historier til eftertanke, og salen morede sig over anekdoter om markante personligheder fra egnen og muntre historier om fortællernes egne liv. Det var en succes, som biblioteket agter at gentage. Biblioteket På opfordring i forbindelse med et indlæg på Hurup Bibliotek ved Fortællecafeen vil jeg skrive lidt ud fra mine stikord. Efter den almindelige opfattelse er Hurup en ny by, men da der skulle bygges en ny skole sidst i 1960erne fandt man i en såkaldt byhøj 36 tomter, som var fra romersk jernalder ca. 300-400 år før Kristi fødsel. Så der var altså en tidlig bosætning i Hurup, men det var tilsyneladende fattige folk, for man fandt kun èn jernspydspids og lidt potteskår. Inden Landstinget i ca. 1880 vedtog, at den vestjyske jernbane skulle forlænges fra Struer til Thisted, var der kun ganske få huse og kun lige nogle stier i heden i retningen øst-vest og nordsyd som krydsedes, og bækken fra Ashøje løb ned, der hvor Bredgade nu ligger. Et trafikalt knudepunkt kunne man vel ikke ligefrem kalde det. Det var i første omgang meningen, at banen skulle gå over Vestervig, som jo var et rigtigt bysamfund, men der skete brud i forhandlingerne med det daværende sogneråd med sagfører Abildhauge i spidsen. Striden stod så vidt jeg ved om økonomisk deltagelse ved opførelsen af en stationsbygning. Afslaget på dette kom vist som en lettelse for planlæggerne, idet man slap for at skulle op over bakkerne nede fra draget, som ville være svære at forcere for den tids lokomotiver. Den 20. april 1882 blev jernbanen indviet med masser af festivitas, og de prominente personer skulle selvfølgelig med på turen til Thisted, bl. a. min oldemor og oldefar. Han var mangeårig sognefoged og aktiv i lokalsamfundet. De var et par kraftige gårdmandsfolk, og da min oldemor skulle prøve at komme ind i toget sad hun fast, men de fik hende vrikket løs og kantet ind, så hun fik også turen med. Hurup Kro, det senere Hurup Missionshotel og nuværende Hotel Thinggaard, var blevet bygget lige overfor stationsbygningen af Johs. Nyboe, Koldby. Dermed blev året 1882 starten på et rigtigt bysamfund, som startede med en halv snes fremsynede håndværkere, der nedsatte sig i små huse. Konkurrencen fra de omkringliggende stationsbyer var hård, men deres slagord skulle have været: vi er kommet for at blive, ikke for at vige. De var fattige og nøjsomme bl. a. stangede de ål i lergraven, der hvor Ydes Boligmontering nu ligger, som min oldefar Anders Dahlgaard Baun i 1889 solgte til Gæstehjem, senere Hurup Hotel. Det var også det år, Hurup Håndværker- og Borgerforening stiftedes, som derefter var initiativtager til en mængde aktiviteter til gavn for Hurup. Der blev sagt, at sognet var så fattigt, at det hverken kunne føde præst eller degn. Milepæle i Hurups historie 1891 startede Hurup Brugsforening med detailhandel og grovvarer. Jeg husker fra min barndom for 60 år siden de fantastiske juleudstillinger, den havde. 11

1892 etablerede Læge Henrik Kjær sig i Bredgade. 1895 stiftedes Thylands Bank, der hvor Danske Bank ligger nu. Min oldefar var med i den første bestyrelse. 1896 startede man Hurup Private Mellemog Realskole, som i 1916 blev overtaget af Ingvard Hansen. Han var efter min mening en stor personlighed og ledede med fast og sparsommelig hånd på trods af, at det ikke altid var lige nemt at skaffe kvalificerede lærere. 1897 blev Andelsmejeriet Frem etableret i Nørregade, og det blev hurtigt en efter forholdene stor arbejdsplads. 1898 kom Hurup Jernstøberi til, hvor der også fremstilledes møller, som solgtes over hele landet. 1903 stiftedes Hurup Idrætsforening. 1906 så Hurup Kommuneskole dagens lys. Det var den åbne bæk fra Ashøje, der var skoleskel, børn nord for bækken gik i Hurup Skole, og børn syd for bækken skulle gå i Refs Forskole. På grund af uenighed om skoleskellet dannedes en friskole på gården Aldershvile på Kirkevej. 1908 kom Hurup Apotek. 1909 blev der etableret fælles vandværk, der blev bygget posthus, og det første closet i Thy kom i brug. 1910 opstod Thylands Avis, som blev og stadig er en livsnerve for handelen i Sydthy. 1913 blev der taget initiativ til Thys første dieseldrevne elektricitetsværk. 1920 kom politistationen til. 1924 byggede man Teknisk Skole i Søndergade, som i dag er bibliotek. Så kom der en lidt stille periode på 10 år, men så blev Sydthy Svineslagteri stiftet d. 31-12-1929 med start d. 5-1-1931 og blev hurtigt byens største arbejdsplads. 1931 var også året, hvor det første svømmebassin i Thy blev indviet. Det lå i Nygade, der hvor Y-Mens Club nu har til huse. 1933 blev Teknisk Skole udvidet til også at omfatte handelsskole. 1939 startede Carl Thøgersen madrasproduk- Bredgade i Hurup før gågaden blev etableret 12

To af byens hædersmænd. Sagfører N. O. Lyngs overrækker på vegne af Hurup Håndværker- og Borgerforening prisen som»årets Møller«til fabrikant Johannes Klausen i 1973 tion, som senere markedsførtes som HUMA og blev en betydelig arbejdsplads. 1941 etablerede skotøjshandler N. K. Pedersen fabrik først i Bredgade bag butikken, og senere byggede han fabrik på Grønnevej. Under krigen var pengene små, snakken gik på, hvis der kom en tikroneseddel til byen, ville den inden aften ende i kassen hos Bette Bach, som var byens driftige isenkræmmer med et meget alsidigt udvalg efter datidens forhold. Under krigen og nogen tid efter var det lidt småt med større initiativer, men i 1958 gik man i gang med at grave rør ned til Thys første fjernvarmeanlæg. 1959 startedes Hurup Cykel Ring den første cykelklub i Thy. 1965 blev der bygget en fin ny kommuneskole og svømmehal. Hurup Hallen blev bygget med frivillig arbejdskraft, og byggeudgifterne var ca.1,3 mill. kr. Hurup Handelsstandsforening blev udskilt fra Hurup Håndværker- og Borgerforening. Undertegnede kom tilbage til Hurup i 1968 efter at have boet i Vodskov og Sorø og åbnede vores 40 m² butik med herre- og drengetøj. Byen skulle også gerne markere sig ved hovedvejen, derfor blev det besluttet, at der skulle der stå et kunstværk. Man valgte Kunstneren Erik Nyholm, hvis hovedværk det er. Søjlen blev indviet i 1983. Der er faktisk også bygget to ridehaller ved frivillig arbejdskraft, selv om der var meget kraftig politisk modstand. I mange år var der om vinteren (dengang vi havde sne) opsat et skitræk på Ashøje til stor fornøjelse for børn og voksne. Det var et af de første i Danmark. Gågaden blev til i 1990 i forbindelse med nedlæggelse af nyt kloaksystem, det blev faktisk den første gågade i Danmark i så lille en by. I dag grundlaget for de mange handelsaktiviteter, men den kostede også dels mange penge og 5 års forarbejde. I de senere år har vi virkelig fået store fabrik- 13

ker i byen, og styrken ved dem er, som jeg ser det, at de er startet i det små af lokale seriøse folk. Senest er den nye svømmehal med wellness kommet til. Golfbanen blev indviet i 2009 med 18 huller, også et stort projekt efter Hurups størrelse. Den krævede 6 års forarbejde, hvilket bekræfter min opfattelse og erfaring af, at for Hurups borgere er der ingenting, der ikke kan lade sig gøre. Vi går i gang og er stadig nybyggere på mange fronter. Derfor ser jeg også positivt på fremtiden, for den gamle mentalitet blomstrer, og kunder og opland er loyale over for Hurup og Sydthy. Jeg vil runde denne hurtige gennemgang af noget af Hurups historie af med landbrugskonsulent Jens Foldagers vise ord og undskylde, hvis der er noget, jeg har overset. En by er kun, hvad borgerne gør den til. Ja, kun hvad de har evne, og ideer til, så hvis du har evner, lidt tid og lyst, så kom under fanerne, og tag en dyst, der vil altid være problemer nok, som kan løses af den rigtige flok, hold optimismen oppe, det må man aldrig forledes til at droppe. Cykelløb i Hurups gader, 1960, arrangeret af Hurup Cykelring 14

En central i Thy Gengivet efter et tidsskrift fra Jydsk Telefon, år 1969 Af H. C. Eriksen, tidl. redaktør. Der er mange muligheder for gøremål, når man er centralbestyrer. Centralen skal passes, javel, men nu de lange nattetimer, hvor der ind imellem kan være en halv time eller mere mellem opkaldene. Disse pauser kan bruges til alle ting, som tåler afbrydelser. Dermed være også sagt, at de ikke er særlig velegnede til at sove i, pauserne. Den ideelle centralbestyrer må faktisk være vågen om dagen, og være vaks om natten. Med den fordeling sker der en større udnyttelse af døgnets timer, end de fleste af os andre er vant til. Det har tit været en gåde for mig, hvornår en centralbestyrer egentlig får stunder til at sove. Endnu har jeg ikke haft mod til at stille spørgsmålet til nogen centralbestyrer, og da slet ikke til Robert Larson heroppe i Hurup Thy. Så mange ting er anderledes hér end i det øvrige Jylland. Landstrimmelen har hav og klit i vest og østkystlignende jordstrand til den anden side kun adskilt med en 10 km. land imellem. Der er mange jorder og fede jorder i hvert sogn. Der er fiskere og bønder, der er kristne og hedninger, og der er alt, hvad der ligger derimellem. Men fællestrækkene er thyboen et såre venligt, humoristisk, tillidsfuldt, beskedent og på samme tid stolt menneske. Alene navnet på den by, vi besøger, kan vække en eftertanke, Hurup er afledt af Hughinn og torp. Hughinn var jo navnet på den ene af Odins to ravne den der i den nordiske mytologi stod for gudens tanker og hukommelse, mens torp er den saksiske betegnelse for landsby. Selv bandeordene er specielle her i det sydlige Thyland. Da vi købte en lille ting hos den lokale købmand, mumlede han hen for sig: Hwa filen er det nu så n en fyr er sat til?. På vort forslag om 3 kroner sagde han 3,25. Telefoncentral siden 1904 For engangs skyld er det muligt på dato at fastslå, hvornår en central er oprettet. Robert Larson lånte os et dokument, en købskontrakt, ifølge hvilken urmager I. N. Worm sælger et hus i Hurup til bolsmand Niels Jensen. Kontrakten er underskrevet 3. november 1903, og det fremgår af slutningen på Post 1, at køberen har Ret til fra 1. april 1904 i huset at installere og passe Telefoncentral. Med underskriftsdatoen 10. august 1906 er beseglet et andet dokument også forsynet med en imponerende række stempelmærker. Herved overdrages ejendommen med telefoncentral til Cementstøber Frans Larsen fra Fjerritslev. Af købesummen på 8.800 kroner regnes 2.000 kroner som Vederlag for Overdragelsen af den i ejendommen installerede Forretning: Bestyrelsen af Telefoncentralen. Det kan man da kalde goodwill! Frants Larsen var egentlig svensker. Han kom fra Åhus på Skånes østkyst og havde besluttet sig til at emigrere til Amerika. Han rejste til Sjælland, og medens han ventede på emigrantbådens afgang, tog han job som mejerist, traf mejersken Karen og så var det sket med Amerika. Karen ville nemlig ikke sådan udenlands, og parret enedes om Jylland som en mellemvej. De slog sig ned i Fjerritslev, og i stedet for pladsen i Amerika blev det manufaktur i Thyland, de kom til at gøre i. Frans havde egentlig tænkt sig, at denne tilværelse bare skulle stå på i et par år, men han havde ikke taget i betragtning, at han i mellemtiden kunne blive forlibt i det Thy ske land. Dette skete imidlertid i sådan grad, at han besluttede 15

Telefoncentralen i Bredgade, 1909. Centralbestyrer Frans Larson var tillige billedhugger og solgte bl.a. gravsten, mens bedstemoder Karen Christensen Tandrup solgte undertøj (Herkules), så forretningen var en forløber for Chr. Bauns senere tøjforretning at blive dansker også af navn, og Frans Larson blev til Frans Larsen. At Hurup telefoncentral i de første år var en meget alsidig forretning, fremgår til en vis grad af det gengivne fotografi fra 1909. I butiksdørens vindue anes et skilt med reklame for prima uldent Herkules undertøj, over døren sidder det kendte blå skilt for offentlig samtalestation, og langs facaden til hovedgaden er der udstilling af granit- og marmorsten, som man altså også gjorde i. Fotografens billedbeskrivelse lyder på Hurup Billedhuggerværksted. På den anden side af gaden lå Hurup apotek. Apotekerfruen var en søster til Johannes V. Jensen og Thit Jensen; hun må åbenbart også have været litterært begavet, for hun har efterladt sig en art personbeskrivelse af nogle af de samtidige borgere i Hurup. Om bestyrerparret på telefoncentralen hedder det: Hun i Uldtøj gjorde Han i Marmor slog. Seks år efter centraloverdragelsen i - 1912 - fik Frans dansk indfødsret. Han afgik ved døden i 1928, og fru Karen var derefter centralbestyrer til april 1944, da sønnen Robert overtog hvervet. I anledning af en mærkedag skrev en lokal avis 1. oktober 1931 følgende: Da centralen oprettedes i Hurup, begyndte den med nogle få abonnenter, da fru Larson og hendes mand den 1. oktober 1906 overtog Hurup central, var der ca. 50 abonnenter, og de var spredt over et langt større areal end nu, idet der ikke dengang var central i Ydby, Heltborg eller Doverodde. Fru Larsons nu afdøde mand var murer af profession og drev også en delhåndværk efter overtagelsen af centralen, hvis pasning udelukkende besørgedes af fru Larson. 16

De landdækkende nyheder fik centralfamilien gennem Jyllandsposten, mens lokale nyheder nok nemmere kunne opsnappes via arbejdet på centralen. Fra venstre: Frans Larson med Jyllandsposten, en telefonistinde, Robert Larson, Bruno Christensen (»barber«) og Karen Christensen Tandrup. 1925 Nu er abonnenttallet vokset til omtrent 200, og da der tillige er lokal telegrafstation, må der en del fremmed hjælp til. Ved den udstrakte benyttelse, der nu gøres af telefonen, er pasningen af centralen en temmelig betroet post, men der er blandt abonnenterne stor tilfredshed med fru Larsons betjening, og det vil hun sikkert også få mange beviser for på jubilæumsdagen. Det værdiløse Hurup, den spanske syge Eftersom man ved navngivningen af Hurup har haft Odins tanker og hukommelse for sig, kunne man vente, at Hurup havde været en dominerende landsby i området. Men dette var i hvert fald ikke tilfældet, da kommunegrænserne for 100 år siden blev draget i Sydthy. Store og rige kommuner delte landet imellem sig og imellem disse kommuner lå et stykke land, der var så lidt værd, at ingen gad eje det. Hurup kommune blev derved det land, der blev tilbage, efter at de rige havde skrabet til sig. Blandt naboerne er Vestervig, hvor kirken tyder på fordums enorm rigdom. Det er Danmarks største landsbykirke (i Lodbjerg lige i nærheden ligger for øvrigt Danmarks mindste landsbykirke). Vestervig har engang været lidt af et adelshof, og blandt beretningerne derfra har vi især historien om Liden Kirsten (uægte datter af Valdemar I?) og prins Buris at støtte os til. Prinsen var faldet for Liden Kirsten, og sagnet siger, hun blev med barn med ham. Eftersom han havde papir på at være adelig og hun ikke, var forbindelsen utilstedelig og skulle straffes. Der blev arrangeret et ridderbal af flere dages varighed, og den ene ridder afløste den anden i dansen med Liden Kirsten, som til sidst segnede død om af udmattelse. Buris blev lænket til kirkemuren, blev pint og lemlæstet til døde på øjne, kønsdele og mere, hvorefter hans og Liden Kirstens legemer blev begravet. Men end ikke i døden måtte de få hinanden, så de blev begravet i forlængelse af hinanden. 17

Den dag i dag valfarter unge brude til Vestervig for at lægge blomster på Liden Kirstens grav. Den romantiske forbindelse har andre versioner end den gengivne, men fællestrækket er bekræftelsen på det rige Vestervig. Dette var ét træk i Hurupegnens historie. Et andet er den spanske syge, også kaldet den sorte død, og her er vi lige i nærheden af nutiden. Den spanske syge er en vigtig del af centralhistorien. Sygdommen var en ondartet influenza-variant, som krævede et stort antal døde landet over. I hele verden døde 20 millioner mennesker af sygdommen, der først blev erkendt i Spanien. Epidemien fandt sted i 1918 og kendetegnedes ved pludseligt og voldsomt næseblod; senere stødte lungebetændelse til. Hurup var imellem de steder, der på det nærmeste var lammet af sygdommen, men man stod sammen og hjalp til med at opretholde de vigtigste af byens funktioner så langt, som man nu magtede. Også centralen var ramt, og selv om telefon og telegraf ikke havde en udbredelse som nu, så var teletjenesten dog ekstra vigtig at opretholde nu som forbindelsesmulighed med omverdenen. På Hurup central var tre mennesker isoleret - bestyrerparret og sønnen Robert. Ingen gik ud, og ingen kom indenfor. Ingen af de tre magtede selv at tage sig af madlavning, men folk mødte troligt op ved døren og stillede madskåle, hver eneste dag. Epidemien ebbede ud i løbet af 1919, og der er således tale om et dystert 50 års minde. Tusindkunstneren Robert Larson Den ikke-registrerede navneændring Larson- Larsen gav sønnen så meget bøvl, at han foretrak at vende tilbage til den oprindelige stavemåde. Det var da bare også at have navnet i orden, for manden skulle snart blive landskendt for sine hobbyaktiviteter. Han malede. Dejlige gengivelser af det mangesidige landskab i Thy. Med van Gogh som ideal. Han gjorde det så Robert Larson med et udpluk af hans imponerende træskulpturer. Ca. 1955 18

Barnepigen, Karen Landbo, og Carel (Calle) Larson med en af brevduerne i haven ved centralen, 1941 godt, at hans lærreder blev efterspurgte. En lille del af dem pryder stuerne i hjemmet i Hurup. Kunsthåndværk. Han gjorde det så godt, at der opstod hele industrier i landet, i efterligninger i mere rationel fremstilling. Jyllands Posten bragte en helsides artikel herom 18/9 1956 under overskriften Mens andre sover. Der var f.eks. tale om træskulpturer fremstillet i bubingatræ og ibenholt. Træskærerarbejderne kom på udstilling, og 3.000 mennesker kom for at se på sagerne. Da Robert Larson ikke havde råd til at købe det meget dyre ibenholt, ville lykken, at han fik tilbud om at betale med rav. Og derved kom noget nyt ind i billedet. Jeg tog ud til Aggertangen for at finde rav. Til at begynde med var eftersøgningen på lykke og fromme, men efterhånden lærte jeg at vurdere strøm- og vindforhold helt godt, så jeg ligefrem kunne beregne, når ravet ville skylle op. Det er kun en lille smule tungere end vand, og materialet fristede mig til bearbejdelse. Det er en mærkelig fornemmelse at kigge gennem et stykke rav og se et egernhår eller et par insekter, der er blevet indhentet af deres skæbne for mange millioner år siden. Så gav han sig til at samle på danske frimærker. Og han gjorde det så godt, at han i dag fremviser en samling, der må være en formue værd. Ubrugte mærker i firblokke, helt tilbage til starten og med et utroligt antal fejltryk imellem. En skønne dag fangedes hans interesse af brevduer. Der er 34 i slaget, og det er duer, der duer til noget. De bliver belønnet næsten hver uge. Et eksempel: Mens vi sad og talte sammen i det gæstfrie bestyrerhjem i Hurup, gav han sig til at se så intenst på uret, at vi spurgte om, hvad der skulle ske hvornår. Jo, der var jo det, at et par af duerne skulle afleveres nu klokken halv tre for at komme med lastbil til Amsterdam og starte dér. Vi gik sammen over til duehuset og overvågede, at katalog nummer 74, Den røde Baron (Nuser), afgik planmæssigt; et par dage senere erfarede vi, at nr. 74 var 19

kommet ind på sin førsteplads i konkurrence med flere duer landet over. Duerne er egen avl. Ja, så godt har han gjort sig gældende også på dette felt. Da vi ikke havde nævneværdig forstand på duer (bortset fra smagen), stillede vi en masse spørgsmål, som bragte en kendsgerning frem, der vist ikke er almindelig kendt. Der er talt så meget om fugles og fisks utrolige stedsans, om deres fejlsikkerhed. Vi kan bruge Hurupduen som eksempel. Lad os sige, at den køres til Amsterdam, slippes løs og tager kurs mod slaget i Hurup. Lad os videre sige, at det blæser op fra øst. Der vil da ske det, at duen i starten tager pejling og følger den retning, der er en konsekvens heraf. Men afdriften som følge af østenvinden fatter den ikke. Den driver over på en alt for vestlig bane, og i mange tilfælde ender den udmattet i havet. En due flyver med en hastighed på mellem 60-100 km/t, og den kan holde sig på vingerne uafbrudt i godt og vel et halv døgn. Fiskerne på Vesterhavet kan tale med om fænomenet, for de får hyppigt besøg af duer, der har været offer for afdrift. Så hviler duerne sig en 3-4 kvarter, og idet de letter på ny, tager de tilsyneladende nyt bestik af kurs og når målet med forsinkelse. Karbidlampe - I tiden omkring 1. verdenskrig var det lille elektricitetsværk i Hurup lukket om natten, og når vi skulle op for at svare opkald, måtte vi derfor have en anden form for belysning for at få de rigtige propper i de rigtige huller. Selskabet det vil dengang sige Gregers Kirk tilbød os til denne brug enten en karbidlampe (der ikke duede) eller 15 kroner årligt. - Hvorfor karbidlampen, Robert Larson? Hvad med lommelygter - tørelementer fandtes dog under 1. verdenskrig, og hvad med petroleumslamper? - Vi brugte karbidlamper, fordi det var tæring efter næring. Et tørelement var dengang en dyr spøg, og hvad rakte det vel til i tid. Petroleum, siger du. Ja, men når 1 liter skulle række til en måned, så ku det jo itte nytte at brænde den op på nogle få nætter ude ved bordet. Kan du ikke forstå det? Spærreballonen Under 2. verdenskrig brugte man disse spærreballoner. De rev sig somme tider løs, og der var dusør for at indfange sådan en fyr. Jeg kan huske en mand heroppe, der jagtede en løbsk ballon. Han fik fat i kablet, der hang og dinglede ned fra den, og han forsøgte at holde igen på ballonen, men det ku han ikke magte. Så fik han øje på en telefonstang, og han styrtede hen til den med ballonkablet, som han også fik snoet en masse gange rundt om stangen. Hvad tror du resultatet blev? Ja, såmænd, både stang og tråd røg med ballonen op i skyerne. Finale Han er så fængslende, Robert Larson, at vi kunne høre på ham i timevis endnu med ørene på stilke, men en afslutning måtte besøget jo have, så vi sagde pænt tak for i dag og satte kursen sønderover. Og mens Citroënen kørte sig ud af Thy, kredsede tankerne om alt det nye, Larson havde berettet. Om det sølle Hurup, der blev tilbage, efter at Vestervig havde taget broderparten, om kærlighedsdramaet Liden Kirsten og prins Buris og deres grave derude ved den yderste klit, om Lodbjerg og rav og oldtidsgrave og meget mere. H. C. Eriksen Centralbestyrer og tusindkunstner med mere Af Carel Calle Larson, Århus Når man bevæger sig gennem Hurup i dag, mere end 50 år efter redaktør H. C. Eriksen bragte artiklen om min far, er det ikke menneskene i bybilledet, man genkender. Minderne fremkaldes af husene og forretningerne, som nok ligner sig selv trods til- og ombygninger. Min families base, den gamle telefoncentral, er et af de huse, som har undergået en forandring. Her er jeg født i 1940, i øvrigt i det sam- 20