Tro og etik Ærlighed Målgruppe: Spejdere Årstid: Hele året Varighed: 4 trin + et engagement Ærlighed - niveau 3 - trin for trin Idéen med at beskæftige sig med ærlighed, og ikke mindst uærlighed, er at sætte fokus på, at ærlighed varer længst. Eller gør den? I Spejderloven står der, at en spejder skal tale sandt. Nedenstående aktiviteter skal få pigerne til at forholde sig til begrebet sandhed på et niveau, der passer til deres alder. Ha ha ha, sagde en lommetyv på krykker, som lige havde snuppet en kam fra Moses baglomme. Det havde du nok ikke luret, hva du gamle? Hør nu her, sagde Moses. Hvad ville du sige til, hvis jeg stjal dine krykker? Det kan du bare lige prøve på! sagde lommetyven og hævede øjenbrynene. Så kan jeg jo ikke gå! Okay, sagde Moses. Så skulle du måske prøve at tænke det samme, for det er jo heller ikke sjovt for mig at miste mine ting, vel? Lommetyven standsede op og tænkte, så det knagede. (Fra Sigurd fortæller bibelhistorier s. 86). Det 7. bud siger: Du må ikke stjæle. Ikke kun fordi, det er forbudt ifølge loven, men også fordi, det er meget uærligt over for ens medmennesker. 1
Mig Ærlighed og mine 10 millioner veninder Trin 1 Tyverier for sjov På dette trin skal pigerne stjæle for sjov. De skal nemlig lege en masse lege, hvor det gælder om at få fat i ting fra modstanderne. Men de skal også tænke over, hvad det vil betyde for dem at miste deres bedste ejendele. Lege: Stjæle strimler Pigerne deles i 2 hold, der får hver sin farve. Alle får en snor om livet, og der sættes 3 stofstrimler i holdets farve fast med tøjklemmer i snoren. Nu gælder det for holdet om at stjæle flest stofstrimler fra det andet hold inden for 2 min. Hvordan er det, når nogen tager ens strimler? Hvordan er det at tage strimler fra det andet hold? Hamstre bolde Her skal bruges 7 fodbolde. Det er en leg for 4 piger eller små hold, der har hver sin base. Det kan være en papkasse, en kegle eller en firkant tegnet med kridt. De fire baser skal ligge i et kvadrat i samme afstand fra hinanden. Inde i midten ligger der fra starten 7 bolde. Når legen sættes i gang, skal én fra hvert hold løbe ind og hente hver en bold på midten og bringe den tilbage til egen base. Det gælder om at samle 3 bolde sammen til egen base. Når alle bolde i midten er taget, må man begynde at stjæle fra de andre. Man må kun tage en bold ad gangen. Hvis man ikke har 7 fodbolde, så kan det også være 7 dåser eller 7 stykker tøj eller noget helt andet. Stjæle æg Deltagerne deles i 2 hold. Det areal, der leges på, deles i 2 banehalvdele. Hvert hold får en banehalvdel, hvor de skal placere deres æg (kop, krus eller lign.) på baglinien. Så gælder det om at stjæle hinandens æg og få dem hjem til sit æggedepot. Dette foregår ved, at deltagerne løber ind på modstanderens banehalvdel og forsøger at nå deres æggedepot, uden at blive rørt af en af modstanderne, samt at nå tilbage på egen banehalvdel igen, uden at blive rørt af en modstander. Bliver en af deltagerne rørt af en modstander på deres banehalvdel, er man død og sætter sig ned på hug. Har man evt. fat i et af deres æg, når man dør, skal det lægges tilbage. Man kan kun lives op ved, at en fra sit eget hold rører ved en. Derefter kan man påny gå i gang med at stjæle æg. Man må kun stjæle ét æg ad gangen, og det kan først placeres i eget æggedepot, når man er nået ind på egen banehalvdel uden at være rørt af en af modstanderne på deres banehalvdel. Prøv eventuelt at lege legen med rigtige æg. Min yndlingsting Hvad betyder det for pigerne at miste deres bedste ejendele? Hver pige fortæller de andre i patruljen om sin bedste ejendel og skriver en lille historie om den. Patruljens historier kan I gemme i en skattekiste og evt. grave ned. Materialer: Snor, stofstrimler, tøjklemmer, 7 bolde, æg. 2
Ærlighed Trin 2 Du må gerne stjæle Hvad ville der ske, hvis det 7. bud hed: Du må gerne stjæle? Mon ikke, det ville skabe noget kaos? Men kan det nogen gange være ok at stjæle? Hvis man fx er et fattigt gadebarn, eller man lige som Robin Hood stjæler fra de rige for at give til de fattige. Tyvene Dette trin handler om, om det er ok at stjæle. Som når Robin Hood tager fra de rige og giver til de fattige. Men hvordan mon det er at være tvunget til at stjæle? Udvælg ved mødets start et par af pigerne i patruljen, som skal stjæle noget fra de andre i patruljen. Det kan være deres tørklæde, deres mobiltelefon osv. Det handler selvfølgelig om ikke at blive opdaget. Hvad sker der, når dem, der bliver bestjålet, opdager, at nogle af deres ting mangler? Tag en snak om, hvordan det er at få taget sine ting, og om hvor ubehageligt det formentlig var at skulle stjæle noget fra en anden. Robin Hood på hovedet Hele verdens mest elskede tyv er og bliver Robin Hood. For man er jo ikke en rigtig tyv, når man som han, stjæler fra de rige for at give til de fattige? Opfør et teaterstykke om Robin Hood. Men gør det, hvor I ligger på ryggen på et bord med hovedet ud over kanten. Tegn ansigter på jeres hager det ser vildt sjovt ud og spil stykket liggende sådan. Så bliver det en festlig forestilling. Materialer: Historien om Robin Hood. Den kan fx lånes på biblioteket. 3
Mig Ærlighed og mine 10 millioner veninder Trin 3 - Fristet Når nogen stjæler fx i butikker, er det måske fordi, de er blevet fristet. Det kan være et par lækre bukser, en fin pung eller måske bare et stykke chokolade, som de blev så fristet af, at de ikke kunne lade tingen være. Hvor gode er I mon til at modstå fristelser? Fristelsesløb Lav et løb med forskellige poster. Det er ikke så vigtigt, hvad posterne går ud på. Pointen er nemlig, at man ikke skal lade sig friste. Aftal fx på forhånd, at I i dag holder et møde helt uden sukker. Undervejs på løbsruten skal der så placeres alverdens fristelser i form af slik, kage, saftevand osv. Det hold, der har kunnet modstå flest fristelser, vinder løbet. Pointen er den, at pigerne ikke ved, at det gælder om ikke at tage imod alle disse fristelser de tror, at det blot er et sædvanligt løb med indlagte forfriskninger. Den egentlige opgave får de først at vide, når løbet er slut. Fristelsen i ørken Læs bibelteksten om Fristelsen i ørkenen i Matt. Evangeliet kap. 4, v. 1-11. Teksten findes også i Børnebibelen genfortalt af Johannes Møllehave s. 177. Skriv med udgangspunkt i teksten et dilemma ned på et stykke papir. Dilemmaet skal være en situation, hvor det kan være svært at se, hvad der er det rigtige, eller hvor man fristes til at gøre noget andet end det, man egentlig synes er det rigtige - saml dem ind i en hat el. lign. Del dernæst patruljen i grupper af 2. Hver gruppe trækker på skift et dilemma og gør rede for, hvordan de ville handle i den situation. Diskuter dilemmaerne bagefter. Materialer: Løbsposter, fristelser, Bibelteksten Fristelsen i ørkenen, papir, blyanter, hat. 4
Mig Ærlighed og mine 10 millioner veninder Trin 4 Opdaget Når man stjæler, bliver man for det meste opdaget. Og så er det pludseligt ikke så sjovt mere. Men hvad sker der egentlig, når man bliver opdaget? Det skal spejderne arbejde med på dette trin. Fotoudstilling Lav en fotoudstilling om, hvorfor nogen stjæler, og hvad der sker, hvis det bliver opdaget. Udstillingen skal indeholde mindst 10 af disse billeder: Modebutik, supermarked, skole, villa, bil, gammel dame, cykel, politistation, fængsel, domhus, slik, computer, smykker, parfumer, piger, benzintank, kirke, mobiltelefon, penge, æbler. Billederne skal I finde i jeres by og sætte dem sammen til en fortælling om at stjæle, og at det er en dårlig idé. Inviter jeres forældre eller kammerater til at se udstillingen. Materialer: Kamera. 5
Mig Ærlighed og mine 10 millioner veninder Engagement Besøg en politistation og få en betjent til at fortælle om sit arbejde. Hvad sker der med en person, der stjæler? 6