Prædiken til Skærtorsdag Tekster: Salme Korinterbrev 11, Johannesevangeliet 13,1-15

Transkript

1 Prædiken til Skærtorsdag Tekster: Salme Korinterbrev 11, Johannesevangeliet 13,1-15 Indledn før gudstj.: Skærtorsdag. Er det sådan, at et nederlag kan bære sejren i sig? = tanke, jeg forfølger i påskeprædikerne i år. Det spørgsmål er også oplagt i dag: vi hører om Jesus, vaskefad. Dét var da et nederlag at tage slavearbejdet på sig. Men ligger der mon i virkeligheden en sejr gemt i den handling? Og i nadveren? Prædiken: Den række bibeltekster, vi hører i det her kirkeår, hedder 2. tekst-række. I århundreder havde man kun én, men så kom 2. tekstrække til. På den måde møder vi flere forskellige tekster. Det gør så også, at vi får nogle skæve vinkler indimellem ikke mindst her i starten af påsken: I søndags, palmesøndag, havde vi måske forventet at høre om palmesvingende folk i Jerusalem, der tager imod Jesus på æselet men i stedet hørte vi om kvinden der salvede Jesus med en krukke nardus-olie. Og i dag, skærtorsdag, fejrer vi jo nadverens indstiftelse men det er fortællingen om Jesus, der vasker disciplenes fødder, vi hører, som optakt til de videre begivenheder i påskeugen. Det var måske ikke det, vi havde forventet. Men: disciplene havde bestemt heller ikke forventet, at Jesus, der få dage før var blevet hyldet som en konge, nu var gået i gang med vaskefadet. Det er en mærkværdig måde, han fylder den kongetitel ud på. Det er heller ikke tit, man hører om nogen, der vasker folks fødder: Det var slavearbejde dét arbejde var der ikke meget interessant ved. Næ, vi hører meget mere om at vaske hænder! Sine egne, altså. Det at vaske hænder er blevet et symbol på at forsøge at være ren. I Italien har politi og domstole ligefrem kørt en operation rene hænder imod mafiaens bestikkelse af statsmagten. Men det var Pilatus der startede. I al fald med dét udtryk; han stillede sig frem i alles påsyn og gav sig til at vaske sine hænder, efter han havde dømt Jesus til døden.

2 Meningen var klar; det han ville sige, var: Det er jeres ansvar, det her, ikke mit. Jeg følger bare jeres vilje. Og sidenhen har man ligefrem kunnet snakke om hele køer foran håndvasken; ja, for hvem af os vil ikke gerne lægge ansvaret fra os og stå med rene hænder, når noget ikke lige er så heldigt. Det er den samme historie igen og igen: Det var ikke mig det var slangen der sagde, at jeg sku. Sådan er det blevet ved bare i forskellige former og sammenhænge. Vi gør rigtigt meget for vaske vores hænder, for at retfærdiggøre os selv. Og i det hele taget stå som ren og uplettet. Redde os selv. Og dét at tale om andres vasken-hænder er jo ofte også et behændigt trick til at forsøge at skubbe snavset væk fra os selv tage afstand fra de andre og deres snavs. Man skulle nødig tro, at JEG er sådan en hykler, næ, JEG vasker mine hænder. Hov, nu gjorde jeg det også selv. Men: Pilatus FIK jo ikke rene hænder, ligemeget hvor meget han end sæbede og vaskede og forklarede sig. Måske er det ikke uden grund, at mange gamle folkeeventyr kredser om at én har gjort noget grufuldt, så han har fået blod på sine hænder af det og lige meget, hvor meget han end vasker og skrubber, vil det ikke gå af. Og derfor får han heller ikke prinsessen til sidst, heldigvis! Og selvom den skurk bestemt heller ikke har fortjent bedre, så nager det alligevel: jamen er der da ingen vej ud? Er det dømt til at køre i ring? Men evangeliet i dag fortæller en anden historie: Jesus vasker ikke SINE hænder mene han vasker DERES fødder. Hvorfor skal vi høre dén fortælling her skærtorsdag? Det skal vi for det første, fordi det er den fortælling, evangelisten Johannes har, hvor de tre andre evangelister fortæller om nadveren. Og vi skal det for det andet, fordi fodvaskningen er med til at fortælle, hvad nadveren handler om:

3 Jesus afstår fra at redde sig selv han retfærdiggør ikke sig selv; i stedet for gør han sine disciple rene. Han gør det beskidte arbejde. Han tager dét arbejde på sig med at lægge sig på knæ i støvet, så at disciplene kan ligge til bords og få et nærende måltid det kunne man jo ikke med beskidte fødder. Sådan var bordskikken dengang. Og han tager det beskidte arbejde på sig ved at bære alverdens snavs, for at sætte mennesker fri. Skærtorsdag det betyder den rene torsdag. Og at Jesus vasker disciplene, det er SÅDAN en tydelig tegnhandling på det, som også er indholdet af nadveren: At her får vi skænket Guds tilgivelse over vores liv. Gud gør os i måltidet til retfærdige mennesker for her vasker hans søn os rene, Han tager ikke afstand fra os; her deler han sit liv med os. Og giver os adgang den næring til vores liv, som han kan tilbyde os. Når du er vasket af mig, har du lod og del sammen med mig, siger Jesus til Peter, som har lige så svært ved at forstå meningen med det her, som vi nok har. Og hvad så bagefter efter at de er blevet vasket gjort rene? Ja, om natten bliver Jesus taget til fange og Peter lister bagefter. det er som om snavset suger sig ind til ham Peter kommer afsted med at få sagt nej til at have noget som helst med Jesus at gøre ham, som lige har givet ham lod og del sammen med sig! Og om lidt ser han Jesus hænder bundne; de hænder, som lige har taget omsorgsfuldt og kærligt om hans fødder og vasket dem og sat ham fri. Hvad er det, Peter er i gang med her? Han er i gang med at vaske sine hænder. Sige: Jeg har ikke noget med det der at gøre Og det virker. For det gør det tit. De lader ham gå. Nu kan han gå sin egen vej. Det er nok også det bedste. Hvad er det da også for noget at ville følge en mester og Herre, som gi r sig til at vaske éns fødder?! Hvad er det for en Herre og mester at ha? Og hvad er det for en Herre og mester at ha der går nederlaget i møde, som om det er en sejr? Som om det er en sejr at gi sit blod og sit liv? Palmesøndag nævnte jeg filmen Babettes gæstebud, hvor vi møder en gammel general, som står på toppen af sit livs succes: han har opnået alt det, han valgte at gå efter. Undervejs dér har der vist også været en del håndvaskeri. Men nu er han

4 på vej til gæstebudet. Og han er for en aften på vej tilbage til alt det, han som ung forlod; den han elskede og det, han troede på, for at gå den vej, han valgte. Og i vognen spørger han: Er det mon sådan, at en række sejre kan bære nederlaget i sig? Er det mon sådan, at man efter tilsyneladende at have vundet verden, kan opdage, at man har mistet den? Det er en frygtelig tanke, især fordi den er sand. Han kunne bruge de rene hænder og det uplettede ry til rigtigt meget; han kom til tops men han kunne ikke bruge det til noget som helst, som er meningsfyldt. Generalen er et lykkeligt menneske: han får lov at opleve, for en aften, at det er muligt at vende tilbage til meningen, alt det, han havde ladet sig selv miste. Hvad med Peter? Han får også lov at vende tilbage. Starte forfra. Og det får vi også lov til. At vende tilbage. Starte forfra. Fordi vi har en Herre og mester, som vil give os lod og del med sig giver os sit legeme og blod, kalder vi det i nadveren. Tænk, om det her havde været de rene hænders klub. Sikke mange fortielser og forstilleler og tagen-afstand det ville have krævet. Dét kræves mange andre steder. Nadveren er Gud ske tak ikke de rene hænders klub. Men det her er de helliges samfund, eller fællesskab, kalder vi det. Menighed. Det er fællesskabet af alle os, som godt ved, at vi kommer med beskidte fødder og hænder og plettet ry. Alle os, som har brug for at få at vide, at det der konstituerer det her fællesskab, dét ene og alene er Jesus invitation til os: Kom! Kom og få lod og del sammen med mig. JEG vasker dig. JEG gir dig ny begyndelse. JEG elsker dig indtil det sidste. Det ligner et nederlag, men det er kærlighedens sejr, vi er vidne til, når Jesus lægger sig med vaskefadet og vasker disciplenes fødder. Kærlighedens og tilgivelsens sejr over selvretfærdigheden skærtorsdag og angsten langfredag. Det er og bliver et mysterium. Ligesom nadveren. Men det er også et forbillede, siger Jesus. Må dét forbillede igen og igen kalde meningen, solidariteten, medmenneskeligheden og tilgivelsen frem iblandt os, som i taknemlighed kalder os selv for hans menighed.

5 Lov og tak