Af Pia Søltoft Kontakt pia@coaching-kierkegaard.dk Biografi Pia Søltoft er sognepræst i Christians- og Marmorkirken og forfatter til bogen Kierkegaards kabinet. En nutidig introduktion. Angst og sorg ifølge Kierkegaard RESUME: For Kierkegaard udgør angsten et eksistentielt grundvilkår, og det er på grund af denne iboende angst, at vi kan føle både glæde og sorg. Angsten er et grundvilkår, en eksistentiel sitren, der gør os i stand til at se muligheder den frihed, som i den moderne vestlige verden i sig selv kan virke angstprovokerende. Der argumenteres for, at vi i dag definerer alt, hvad der opleves som negativt, som en dysfunktion eller en sygdom med tilhørende diagnose, herunder angst og sorg. Over for den opfattelse findes en modsat erkendelse, nemlig at livet kun kan leves på dødens og tabets præmisser. Kierkegaard skrev i 1844 Begrebet Angest, et værk, der har fået en kolossal betydning og udbredelse. Pia Søltoft, som er som præst og Kierkegaard-ekspert, udfordrer i denne artikel tidens angst- og sorgdiagnoser. H ver 4. til 5. dansker oplever angstsymptomer igennem livet. Præstations- og eksamensangst er et større og større problem hos teenagere og ganske unge. Unge i 20 erne oplever en kvartvejskrise, som skaber angst. Stadig flere midaldrende rammes af den kendte midtvejskrise. I alle disse tilfælde opfattes angsten som en sygdom, der kan helbredes eller i hvert fald skal behandles. Samme omsiggribende tendenser gør sig gældende for sorg. I Danmark har vi et nationalt sorgcenter og har netop færdiggjort verdens største sorgundersøgelse. Undersøgelsen har indsamlet data fra 1,4 millioner mennesker, der har mistet et barn, en ægtefælle eller et andet familiemedlem. Hensigten med undersøgelsen har været at få viden om, hvornår i livet vi er mest sårbare. Men spørgsmålet er, om denne sårbarhed, som sorgen er en følge af, er et sygdoms- eller et sundhedstegn? Søren Kierkegaard ville sige, at angsten bor i ethvert menneske, og at dens tro væbnere livet igennem er glæden og sorgen. For Kierkegaard udgør angsten en form for eksistentielt grundvilkår, og det er på grund 25
Angsten bor i ethvert menneske, og dens tro væbnere livet igennem er glæden og sorgen. Månedsskrift for almen praksis januar 2018 26 af denne iboende angst, som bestemt er et gode frem for et onde, at vi kan føle både glæde og sorg. Og det er gennem glæden og sorgen, at vi kan mærke livet som andet end en mekanisk selvopholdelse, hvor vi blot spiser og sover for at forblive i live. Mærke, at livet er andet og mere end en merkantil forretning, hvor det gælder at opnå og tjene mest muligt på den kortest mulige tid for så at finde hvile i en alderdom, hvor pensionen og planerne for friheden er på plads. For Kierkegaard, som i 1844 skrev et banebrydende lille værk på blot 104 sider kaldet Begrebet Angest, er angsten ikke en sygdom eller en psykisk dysfunktion, der kan kureres med psykofarmaka eller samtaleterapi. Angsten er et grundvilkår. Den sidder og lurer i enhver fra vugge til grav, som en eksistentiel sitren, der gør os i stand til at se muligheder. Alle disse muligheder, som vi rent faktisk har i den vestlige verden, er provokerende. De er angstprovokerende. Og det er der i og for sig ikke noget galt med eller nyt i. Sådan har det altid været, for angsten er som nævnt ifølge Kierkegaard et grundvilkår. Og sorgen er dens tro følgesvend. Angsten og sorgen som kriser Angsten bor i ethvert menneske altid, men den lader særligt høre fra sig de perioder i livet, hvor store eksistentielle omvæltninger finder sted. Det kan være i overgangen fra lille barn til større, fra ung til voksen, i 20 erne, når man skal konfirmere sine valg af uddannelse og kæreste og midt i livet, når man tager dét, man har nået, og dét, man gerne ville nå op til revision. Men en eksistentiel forandring kan også bunde i et tab, og sorgen er en naturlig følge af et sådan tab ikke en sygdom. Sorgen er en naturlig reaktion på tabet af noget væsentligt. Det kan være tabet af en elsket til døden eller blot til en anden for også kærestesorg kan udgøre et væsentligt og eksistentielt tab. Eller det kan være tabet af sin egen sundhed, sin førlighed, sit job, sit hus, sin sociale placering, sin økonomiske formåen, kort sagt tabet af en række forhold eller relationer, som man har anset for identitetsgivende. Taber man disse forhold eller relationer, fornemmes det, som om man taber sig selv. Alle disse eksistentielle omvæltninger omtales ofte som kriser. Og det er der god grund til. Ordet krise kommer af det græske ord krisis, der netop betyder adskillelse eller afgørelse. Ordet krisis blev oprindelig benyttet i den antikke lægekunst som betegnelse for det afgørende vendepunkt i en akut febersygdom. En krise er således forstået en begivenhed, der foranlediger forandring, der beror på en radikal adskillelse mellem et før og et efter, mellem dengang og nu. Vi oplever således en krise,
Foto 1 / Angsten er et grundvilkår, der lurer i enhver fra vugge til grav, en eksistentiel sitren der gør os i stand til at se muligheder. Foto: Colourbox hver gang livet arter sig på en sådan måde, at vi er nødt til at tage afsked med noget i fortiden, hvad enten det er en person, en besiddelse eller en indsigt. Og enhver afsked er naturligt forbundet med angst og sorg. Angsten for, hvad fremtiden vil bringe, og sorgen over det tabte. For Kierkegaard er angsten en anelse om frihedens mulighed, muligheden for selv at præge sit liv. Og den sunde sorg indfinder sig der, hvor man har fundet glæden i og ved livet og momentant mistet den igen. Angst- og sorgdiagnoser Et menneskeliv er således forstået bygget op af kriser. Kriser, der grundlæggende har at gøre med vores syn på vores egen identitet: Hvem er jeg? Vores muligheder: Hvad kan jeg? Og andres forventninger: Hvad bør jeg? Det er kort fortalt kriser, der handler om meningen med livet, ikke abstrakt forstået, men meningen med lige præcis mit liv, sådan som det tegner sig for det enkelte menneske. Det er særligt i disse perioder, at vi 27
Månedsskrift for almen praksis januar 2018 28 ser den eksistentielle angst og sorgen i øjnene. Men for Kierkegaard er der ikke tale om svaghed og sygdomstegn, men om eksistentielle og sunde grundvilkår i ethvert menneskes liv. Men i et samfund som vores vestlige er det gode liv blevet en meget veldefineret størrelse, der ikke levner angsten og sorgen megen plads: At livet lykkes vil i dag sige: at tjene godt, klæde sig i de rigtige mærker, bo de rigtige steder, spise sundt, dyrke motion og aldrig at være syg, sorgfuld og nede, men altid oppe, glad og på. I sådan et samfund er det meget svært at fornemme frihedens mulighed som andet end en fæl frygt for at fejle. Og sorgen som andet end en dysfunktion, der skal kureres så hurtigt som muligt. Og derfor er angst blevet en diagnose, der sættes på ganske mange. Hvilket formentlig også bliver tilfældet med sorgen, hvis denne gøres til en diagnose af WHO. I 2018 er der stillet det forslag at gøre sorg, der ikke aftager i intensitet et halvt år efter tabet af en elsket, til en diagnose kaldet forlænget sorgforstyrrelse. Vi opfatter således både angsten og sorgen som dysfunktioner, der skal helbredes, hvis ikke med antidepressiv medicin, så med samtaleterapi. Ifølge Kierkegaard er hverken angsten eller sorgen sygdomme, men to helt almindelige, almenmenneskelige erfaringer, som ethvert menneske gør med sig selv kontinuerligt gennem livet. Måske kunne man sige, at diagnosen angst i dag gives, fordi den frihed, vi ellers i særlig grad bryster os af, faktisk er blevet en eklatant ufrihed, et fangenskab i en for længst fastlagt skabelon for, hvordan det gode liv skal se ud. Derfor ændrer angsten skikkelse fra i udgangspunktet at være en sund drivkraft til at bliver en syg frygt for at fejle. Frygten for ikke bare at være måske-egnet, men for slet og ret at være uegnet. Og her ses det tydeligt, at frygt altid har et bestemt objekt man er bange for eller frygter noget bestemt. Mens angsten er for intet det intet, der ligger i den fond af muligheder, som er den gode virkelighed for ethvert menneske. Denne distinktion mellem frygt og angst er Kierkegaard ophav til. Diagnosen forlænget sorgforstyrrelse, der altså vil blive givet, hvis sorgen ikke aftager inden for et halvt år, er problematisk af to grunde. For det første fordi sorgen bliver sygeliggjort: Sorg er noget skidt, som skal væk. En syg gevækst, der skal fjernes på den ene eller anden måde, så den enkelte kan komme videre med sit liv og ikke ligger samfundet til byrde. For det andet fordi sorg er en af den slags sår, som netop tiden læger. Men spørgsmålet er selvfølgelig: hvor lang tid? Og derfor er det særligt problematisk at gøre netop tiden til indikator for en diagnose.
Indikationen burde ligge et andet sted. I spørgsmålet om, hvorvidt sorgen, der er naturlig efter ethvert væsentligt tab, har krydset grænsen og er blevet til fortvivlelse. Sorgen er en helt normal reaktion på et afgørende tab. Fortvivlelsens former At fortvivle er at opgive alt håb. Flere har ment, at vi befinder os i sorgens århundrede indledt med terrorangrebet 11. september 2001, hvor det at tabe og sørge over sit tab blev kollektivt og synligt i verdenssamfundet. Jeg tror desværre snarere, vi lever i fortvivlelsens århundrede. Vi lever i en tid, hvor alt, hvad der opleves som negativt, skal ryddes af banen som en dysfunktion, en anomali, en sygdom. Enten giver vi folk en diagnose, så de kan få lov at blive hængende i fornemmelsen af, at der er noget helt galt med dem. Eller også forsøger vi at helbrede og fikse dem så hurtigt som muligt, så de ikke ligger hverken sig selv eller samfundet til last. Men sorgen er en helt normal reaktion på et afgørende tab. Der er ikke noget unormalt eller sygt i at sørge. Det er først, når man tror, at man taber sig selv, at man fortvivler. Christian Juul Busch, der er hospitalspræst og har været en del af den store sorgundersøgelse, jeg omtalte ovenfor, understreger netop, at han i sine samtaler med sørgende har erfaret, at sorgen kan ændre den sørgende så radikalt, at det ikke ville være uden ret, om de også havde skiftet navn og udseende. Men sorgen kan ikke gøre en til en anden. Den kan rokke ved ens forståelse af sig selv. Efter tabet skal man komme overens med at kunne se sig selv som én, der fx ikke længere har dette barn, denne hustru eller mand, dette job, hus eller denne karriere. Men man er stadig sig selv. Det er først, når man giver slip på sig selv, når man ikke længere vil være det selv, der nu er uden barnet, manden, huset eller de andre tab; det er først der, at sorgen udvikler sig uhensigtsmæssigt og bliver til en sygdom. Den bliver netop til den lidelse, som Kierkegaard i bogen Sygdommen til Døden kalder fortvivlelse. Fortvivlelse er ikke at ville være sig selv, som den, der har mistet. Fortvivlelse er ikke at ville være sig selv som sørgende. Sorgens væsen Kierkegaard ved meget om sorg. Måske fra sig selv. Måske fra andre, han har iagttaget. Men først og fremmest er han i stand til at almengøre sine iagttagelser på en sådan måde, at de kan anvendes af andre og holder vand den dag i dag. Gennem sine iagttagelser er Kierkegaard kommet frem til flere væsentlige pointer i forbindelse med sorgen. For det første, at glæde og sorg betin- 29
Eksistensens tomrum, frihedens mulighed, åbner sig og lader sig ane gennem angsten og sorgen. Månedsskrift for almen praksis januar 2018 30 ger hinanden. Uden en forudgående glæde ingen sorg. Man sørger ikke over tabet af noget ligegyldigt. Man sørger, fordi man på den ene eller den anden måde var glad for det, man nu har tabt. Det kan måske synes banalt. Men er det langtfra. For ved at huske på glæden over det, der er tabt, kan sorgen mildnes og måske endda, med tiden, forvandles til taknemmelighed over at have haft noget, der var så værdifuldt, at tabet føltes så stort. For det andet, at sorg og glæde er væsensforskellige. Glæden kan enhver umiddelbart iagttage, for man kan ikke skjule, når man er glad. Glæden trænger sig på, stiller sig til skue. Det er vanskeligt, hvis ikke umuligt, at skjule, at man er glad. Glæden ses i øjnene, i mundens bevægelser, og vi skal virkelig passe på ikke at komme til at smile, hvis vi vil skjule vores glæde. Derfor er det fx umådeligt svært at være nyforelsket til en begravelse. Det er næsten umuligt at lægge ansigtet i de rette folder. Det omvendte gør sig gældende for sorgen. Sorgen har en helt anden natur end glæden. Sorgen giver sig ikke umiddelbart til kende. Forbindelsen mellem det ydre og det indre er ikke så umiddelbar som i glæden. Selvfølgelig kan også sorgen give sig til kende i det udvortes. Gennem gråden, det triste ansigtsudtryk, den ludende holdning og trangen til at tale om sit tab. Men vi har lært at skjule sorgen, fordi vi har fået at vide, at det er mindre værd at sørge end at glæde sig. Det er misundelsesværdigt at være glad. Det er det bestemt ikke at sørge. Sådan var det også på Kierkegaards tid. Ja, sådan har det nok altid været, men jeg vil alligevel vove den påstand, at det i dag er blevet endnu mindre misundelsesværdigt at sørge. Livet leves på dødens og tabets præmisser De forskellige tabsscenarier, jeg har beskrevet, er alle produkter af, at angsten og sorgen kan antage forskellige skikkelser og dukke op på forskellige tidspunkter i vores liv. Men det er vigtigt at holde fast i, at der ikke nødvendigvis er noget unormalt eller behandlingskrævende på spil. Det er ganske enkelt eksistensens tomrum, frihedens mulighed, der åbner sig og lader sig ane gennem angsten og sorgen. Det er, fordi angsten har udviklet sig til en syg frygt for at fejle, at vi går ned med stress og udbrændthed i alle livsaldre. Og det er, fordi sorgen er blevet noget, vi skal gemme væk og skamme os over, at flere og flere får piller og terapi, når livet rammer hårdt. Men det gør livet jo altid. Vi har det kun på dødens og tabets præmisser. Det er det, der gør det så stort men det er også det, der gør, at det gør ondt. Økonomiske interessekonflikter: ingen angivet