Kommentar Juni 2009 Alliancen mellem de danske folkelige og den tyrkiske ufolkelige elite Mehmet Ümit Necef Dansk Folkepartis Hvidbog om Tyrkiet giver udtryk for begejstring for den tyrkiske elite og foragt for det tyrkiske folk. Artiklen påpeger, at det er en holdning, som ellers strider imod partiets grundopfattelse, der går ud på, at man bør være folkelig, og at man i en kamp mellem folket og en ufolkelig elite bør støtte folket.
Mehmet Ümit Necef: Alliancen mellem den danske folkelige og den tyrkiske ufolkelige elite 2 Som en af de vigtigste modsætninger i det danske samfund peger Ralf Pittelkow i sin sidste bog Mit liv som dansker på modsætningen mellem eliten og folket. Han betegner eliten som de definerende klasser meningsdannere, akademikerne, kultureliten, underviserne, journalisterne, embedsmændene. Pittelkow siger, at kløften mellem eliten og majoriteten af danskere op i gennem 1990 erne har vist sig specielt med hensyn til debatten om indvandrere og integration. Eliten ifølge ham har set ned på befolkningen som snæversynet, bagstræberisk og fremmedfjendsk. Man har ikke villet høre på folks bekymringer, men afskrevet dem som racister eller dumme. Når man læser Pittelkows på mange punkter for mig at se korrekte analyse af konflikten mellem eliten og folket, kan man ikke undgå at tænke på, at nøjagtig den samme modsætning også gør sig gældende i Tyrkiet. Der er mange forskere, intellektuelle og journalister både i Tyrkiet og i udlandet, der mener, at den største modsætning i Tyrkiet er mellem centret og periferien, dvs. eliten og folket, og ikke mellem de sekulære og islamisterne eller mellem borgerskabet ( de rige ) og arbejderklassen og de fattige bønder ( de fattige ). Det skal her påpeges, at analysen, der går ud på, at den største kamp i Tyrkiet kæmpes mellem det sekulære bureaukrati og de folkevalgte islamister, og at Tyrkiet trues af islamisme, har været populær både blandt de tyrkiske veluddannede og en del danske intellektuelle, politikere og journalister. Eksempelvis dominerede denne tankegang DRs dækning af Tyrkiet indtil for et par år siden. DRs korrespondent i Tyrkiet i 1997 støttede åbenlyst det tyrkiske parlaments udsmidning af Merve Kavakci, parlamentsmedlem fra Velfærdspartiet, kun fordi hun havde tørklæde på. Så sent som den 12. maj i år skrev Jyllandspostens udlandsredaktør Jette Elbæk Maressa en artikel, der totalt bygger på denne analyse. Digteren Henrik Norbrandts opfattelse af den politiske og kulturelle kamp i landet har ikke været meget anderledes. Forskellen mellem den danske og den tyrkiske elite
Mehmet Ümit Necef: Alliancen mellem den danske folkelige og den tyrkiske ufolkelige elite 3 Der er naturligvis forskelle mellem den tyrkiske og den danske elite. I Tyrkiet udgøres de definerende klasser af det magtfulde militær og det civile bureaukrati. Helt konkret er der tale om generalerne og top- embedsmænd, ikke mindst i det juridiske system. Andre dele af det civile bureaukrati og de statsansatte eksempelvis universitetsrektorerne og mange lærere og forskere på statsuniversiteterne er en del dette magtapparat. I Danmark betragter man ikke militærfolk som en del af en magtfuld elite. En del danskere ser dem sågar som en slags levn fra præglobaliserings- og internationaliseringsæraen, og som en særlig gruppe, der opererer med gammeldags værdier og mandighedsidealer og ritualer. Mange forstår eksempelvis ikke, at nogen kan finde på at døde i en øde vej i Langbortistan. De danske officerer er underlagt politikerne, og de udfører de beslutninger, der tages i Folketinget. Det er utænkeligt, at de skal diktere politikerne, hvordan landets indenrigs-, forsvars- og udenrigspolitik bør føres. I Tyrkiet blander generalerne derimod sig i alt mellem himmel og jord, fra den kommunale lov, der sigter på at decentralisere magten og give kommunerne mere beføjelser, til den politik, som landet skal føre i forhold til kurderne og Cypern. Eksempelvis ville forlydender i pressen for nylig vide, at stabschefen General Ilker Basbug skulle have over for premierminister Tayyip Erdogan givet udtryk for sin utilfredshed med hensyn til regeringens iver efter at komme tættere på EU, og at han skulle have anbefalet, at regeringen skulle sætte farten ned med hensyn til EU-processen. En anden forskel mellem den danske og tyrkiske elite er, at den danske elite er internationalt orienteret og er tilhænger af EU, mens den tyrkiske er ultranationalistisk, isolationistisk og følgelig EU-skeptisk. Mange medlemmer af eliten har de sidste flere år givet udtryk for direkte fjendtlige synspunkter i forbindelse med EU. Flere højtstående generaler og deres tilhængere i den akademiske verden og i medierne har mange gange fremført, at en alliance med Rusland og Iran kunne være et alternativ til EU-medlemskabet. Russerne og iranerne har nemlig aldrig i modsætning til EU blandet sig i tyrkiske interne anliggender, og de har eksempelvis aldrig fremført, at minoritets- eller menneskerettighederne bliver krænket i Tyrkiet.
Mehmet Ümit Necef: Alliancen mellem den danske folkelige og den tyrkiske ufolkelige elite 4 Forskellen mellem de to eliter tager hovedsagligt afsæt i de to landes meget forskellige historiske baggrund. Et ultrakort historisk rids: Tyrkiet bygger på resterne af et stort multireligiøst og multietnisk rige, som på grund af de underlagte folkeslags nationale oprør faldt fra hinanden. Disse folkeslag fik for at kunne etablere deres nationalstater ofte hjælp fra diverse europæiske stormagter. Dannelsen af de nye nationalstater på Balkan såsom Grækenland, Serbien og Bulgarien foregik på baggrund af gensidige massakre mellem de lokale muslimer og de lokale kristne. Under den Første Verdenskrig beskyldte den osmanniske regering det armenske minoritet for at optræde som en femte kolonne for Rusland og foranstaltede et folkemord imod den. Den tyrkiske elite har aldrig tilgivet Vesten for dens støtte til de diverse nationale bevægelser blandt de osmanniske minoriteter, og en anti-vestlig indstilling har derfor traditionelt været en vigtig ingrediens i den tyrkiske nationalisme. På den anden side var der ikke tale om anti-danske nationale bevægelser, som fik støtte udefra, selv om Danmark også har tabt større territorier til sine mægtige naboer. Og vigtigst: Danmark har ikke oplevet etniske massakrer eller blodige udrensninger. En anden forskel - igen meget kort fortalt - er, at den tyrkiske modernisering foregik top-down, dvs. eliten påtvang sit samfundsprojekt ned over befolkningen, mens den danske modernisering foregik langsommere og med mere respekt for demokratiske spilleregler. Dansk Folkeparti og den tyrkiske elite Hvis Pittelkows analyse er korrekt, må Dansk Folkeparti repræsentere en vigtig del af den danske folkelighed. På trods af den skingre tone, som partiet i forbindelse med indvandrerdebatten en gang imellem lægger for dagen, har partiet givet udtryk for en del danskeres berettigede bekymringer. Uanset hvad man mener om Dansk Folkepartiets rolle i indvandrerdebatten, vil et hurtigt blik vise, at DF s forhold til den tyrkiske folkelighed mildt sagt er problematisk, og at et nærmere kig på DF s holdninger kan problematisere partiets konsekvens med hensyn til folkeligheden. Lad os se, hvordan Dansk Folkepartis Hvidbog om Tyrkiet ser på modsætningen mellem eliten (det militære og civile bureaukrati) og folket i Tyrkiet:
Mehmet Ümit Necef: Alliancen mellem den danske folkelige og den tyrkiske ufolkelige elite 5 De væbnede styrker er desværre den eneste stærke faktor, der kan forhindre Tyrkiet i at udvikle sig til et islamisk præstestyre med Iran som forbillede. EU s krav til Tyrkiet under optagelsesforhandlingerne vil være øget civil kontrol med militæret. På den måde kan EU indirekte være med til at fremkalde et islamisk kup i Tyrkiet. Hvidbogen anerkender korrekt modsætningen mellem militæret og folket som den vigtigste modsætning i landet, men tager parti for det første. Det må undre, at et politisk parti, der i lang tid har lidt under elitens latterliggørelse og marginalisering ( Stuerene bliver de aldrig har Poul Nyrup sagt om partiet) tager parti for den tyrkiske elite, som forsøger latterliggøre og marginalisere folket. Hvis man havde forventet, at de danske folkelige vil vise forståelse for og prøve på at etablere empati med de tyrkiske folkelige, bliver man hurtigt og grundigt skuffet. Hvidbogens forfattere har tydeligvis forsøgt at bløde op for støtten til det tyrkiske militær ved at tilføje et desværre i teksten, som nok er ment til at signalere, at DF ikke er glad for, at det er militæret, der kan forhindre en udvikling i en teokratisk retning og eksempelvis ikke folket selv eller andre sociale kræfter. Det tyrkiske militærs indblanding i politik og sågar foranstaltning af statskup er tilsyneladende en bitter pille, som både tyrkere og danskere må acceptere. Grunden til, at DF kan give udtryk for sådanne klart udemokratiske synspunkter sandsynligvis er, at partiet tilskriver islam en essens, som går ud på, at muslimerne ikke kan tilegne sig demokratiske og sekulære principper. Ifølge Dansk Folkeparti er Islam nemlig ikke en religion, men en slags politisk ideologi, som ikke kan forenes med demokrati. Derfor er man som danske antielitære demokrater op imod valget mellem almindelige influenza eller svineinfluenza. Fordi man synes, at et militært diktatur trods alt er bedre end et islamisk diktatur, kan man som en god dansk demokrat roligt og med god samvittighed have en positiv holdning til det tyrkiske militærs indblanding i politik.
Mehmet Ümit Necef: Alliancen mellem den danske folkelige og den tyrkiske ufolkelige elite 6 Kupbegejstringen Videre læsning i teksten viser da ret hurtigt, at Hvidbogens forbehold overfor kup blot er tomme ord, og at ordet desværre er klistret på for at dulme den danske sensitivitet med hensyn til militærets politiske indblanding og statskup i Tyrkiet. Hvidbogen giver nemlig udtryk for en uforbeholden støtte til militærkuppene: For at beskytte demokratiet mod korruption, religiøs fanatisme osv. har det tyrkiske militær gennemført statskup i 1960, 1972 og i 1980. Påstanden er notorisk forkert. Ingen af kuppene i 1960, 1971 (ikke i 1972) og 1980 var rettet imod korruption, religiøs fanatisme osv.. Kuppet i 1960 var rettet imod premierminister Adnan Menderes (1899-1961), som var formand for det sekulære Demokratisk Parti, der med et kanonvalg i 1950 havde brudt det militære og civile bureaukratis knap 30 årige greb om magten. Det var Menderes-regeringen, der førte Tyrkiet ind i NATO i 1952, og der som en del af USA s økonomiske støtte til Europa efter Anden Verdenskrig fik milliarder af dollars fra USA. Der var altså ikke så meget af islamisk fanatisme ved Menderes. Som en kuriositet kan der tilføjes, at Menderes var operafan og havde et hemmeligt forhold til datidens operadiva i landet. Militæret begik en af sine største forbrydelser imod det tyrkiske folk ved efter en skueproces at få Menderes og to af hans ministre henrettet i 1961. Kuppene i 1971 og i 1980 tvang begge gange Süleyman Demirel, som slet ikke var en religiøs fanatiker, fra magten. Det paradoksale er, at Demirel beskylder i dag den siddende AKP-regering for religiøs fanatisme og pønser tydeligvis på at komme tilbage til magten med hjælp fra militæret. Man kan eventuelt kalde Demirel for en opportunist og beskylde ham for at være korrupt og ryggesløs, men islamist fanatiker ville ikke være den helt rigtige betegnelse. Et par ord er her på sin plads med hensyn til påstanden om, at militæret har bekæmpet korruption. For det første har en omfattende bestikkelsessag sidste år imod en højtstående pensioneret general vist, at militæret absolut ikke er frit for korruption. For det andet tyder meget på, at korruptionen i landet mest florerer i perioder under et militært diktatur. Korrupte officerer og erhvervsmænd
Mehmet Ümit Necef: Alliancen mellem den danske folkelige og den tyrkiske ufolkelige elite 7 hjælper hinanden, og pressen på grund af manglende retssikkerhed under et diktatur ikke tør skrive om korruptionen. Bytte om på Danmark og Tyrkiet Dansk Folkepartis Hvidbog om Tyrkiet insisterer på, at eliten i form af militæret og de veluddannede er de mest demokratiske kræfter i landet, og på, at EU s krav om formindskelsen af det tyrkiske militærs og statsbureaukratis magt kan føre til teokrati: Det sekulariserede Tyrkiet kan kun opretholdes, så længe den uddannede elite og det tyrkiske militær har et fast greb om udviklingen. Disse har indset, at Tyrkiet må ændres fundamentalt, hvis demokratiet skal have en chance. Men det store flertal i befolkningen især på landet er tilbagestående, og det kan vare århundreder at ændre grundlæggende kulturelle vaner. Hvis EU-landene i misforstået demokratisk ånd kræver demokratiske reformer i Tyrkiet, kan de risikere at få det modsatte i form af et islamisk præstestyre. En ombytning af ordene Tyrkiet og Danmark i det ovenstående afsnit vil tydeliggøre det ufolkelige og det elitære ved DF s analyse af Tyrkiet: Det progressive og kulturradikal Danmark kan kun opretholdes, så længe den uddannede elite har et fast greb om udviklingen. Disse har indset, at danskerne må ændres fundamentalt, hvis de progressive og kulturradikale skal have en chance. Men det store flertal i befolkningen ikke mindst de mindre uddannede og pensionister er tilbagestående, fremmedfjendsk og sågar racistiske, og det kan vare århundreder at ændre grundlæggende kulturelle vaner. Hvis EU-landene i misforstået demokratisk ånd ikke boykotter Danmark i tilfælde, at Dansk Folkeparti får mere indflydelse, lige som man i sin tid gjorde overfor Østrig, kan de risikere at få det modsatte i form af et racistisk og ekstrem højreorienteret styre med en række præster som ministre.
Mehmet Ümit Necef: Alliancen mellem den danske folkelige og den tyrkiske ufolkelige elite 8 Hvidbogens analyse af Tyrkiet er slet ikke folkelig, men et ikke så glorværdigt eksempel på den uhellige alliance mellem de danske folkelige og de tyrkiske ufolkelige. Pamflettens holdning til det tyrkiske folk strider imod partiets grundholdning om, at man bør være imod den politiske korrektheds elite ( smagsdommerne ), der håner folk, og der på arrogant vis betragter folket som dumme og tilbagestående. Islamkritikken for ikke at bruge stærke ord som islamfjendtligheden har tydeligvis forblændet pamflettens forfattere. Man kan være imod Tyrkiets medlemskab af EU, og man kan opremse en række gode argumenter desangående. Men man behøver ikke lige frem alliere sig med Tyrkiets mest u-folkelige, mest arrogante, mest autokratiske, mest elitære og udemokratiske kræfter for at forstærke ens argumenter. Den store russiske forfatter Dostojevskij gik ind for Ruslands europæisering, men var alligevel kritisk over dennes konkrete udformning i 1800-tallets Rusland. Som en ironisk udfordring til den russiske elite skrev han: Nå, men sæt da folk ud af spillet, begræns dem, tving dem til at tie. For den europæiske oplysning er vigtigere end mennesker. Den samme udfordring kan nu rettes imod Dansk Folkeparti og dets allierede i Tyrkiet. Kilder: Elbæk Maressa, Jette 2009: Tyrkiets grønne penge, Jyllands-Posten, 12.05.2009 Nørgaard Nielsen, Bo (red.) 2005: Tyrkiet som ansøgerland til EU. Dansk Folkepartis Hvidbog om Tyrkiet. Dansk Folkeparti.