Tale ved Landsmødet 21. april, 2018 Birgitte Qvist-Sørensen, Generalsekretær Nye veje til håbet Sidste år fortalte jeg om vores nye kernefortælling - en kort fortælling om, hvem Folkekirkens Nødhjælp er, vores historie, hvordan vi arbejder og hvorfor vi arbejder, som vi gør - en A4 side, som forsøger at rumme det hele. I kernefortællingen står der; vores arbejde udspringer af kristne værdier, derfor udviser vi næstekærlighed, deler med verdens fattigste og hjælper mennesker i nød. Den afsluttes med: vi hjælper mennesker i fattigdom og nød til selv at skabe et bedre liv og et håb om en bedre verden. Håbet er udgangspunktet for vores arbejde og den måde vi forstår os selv. Det er ikke tilfældigt. Håbet er helt centralt i kristendommen. Det kristne håb er håbet om, at Gud også er tilstede i den fremtid, vi ikke kender selv, og håbet om en fremtid i guds hænder giver styrke og mod. At håbe vil ikke blot sige at have mange forhåbninger, men at være håbende. Håbet er det menneskelige livs grundbetingelse. Mennesket håber, så længe det lever - og omvendt lever det kun på en måde, der hører mennesket til, så længe det håber. Man kan ikke leve uden håb. At leve uden håb er at holde op med at leve. På Oxford University i Storbritannien udgiver de med jævne mellemrum opdaterede udgaver af The Oxford handbook of Hope. Oxfords håbshåndbog. Her kan folk, der studerer og forsker i håb, få et overblik over de nyeste udviklinger på feltet. Ifølge indholdsfortegnelsen er der opslag om håbteori og optimisme. Hvordan man måler håb, hvordan håb forbedrer både akademiske og sportslige præstationer. Det virker lidt langhåret. Men ifølge forskerne har man større tiltro til sine egne evner, hvis man har håb for fremtiden. Man har større initiativ. Man har stærkere vilje. Man har højere livskvalitet og værdighed. I Folkekirkens Nødhjælp ved vi, hvad håbet betyder - vi ved, at mennesket ikke kun har håb, men er håbende - det er menneskets natur. I Folkekirkens Nødhjælp arbejder vi hver dag med håb - vi hjælper til at mennesket kan finde vej og håbe, også selvom man ikke kan se det. At de får en vej til håbet. Håbet er at turde at turde bringe fremtiden ind i nutiden. 1
Håb kan ikke rystes ud af ærmet. Det skal være forankret i en tro på, at det rent faktisk kan blive bedre - det betyder ikke, at man kan se den umiddelbare løsning, og det betyder, at det måske ikke er i morgen - eller om 5 år. Men at en dag bliver det bedre. Det var den indstilling, jeg mødte, da jeg i sidste måned besøgte vores kontor i Mali. Mali, der engang var centrum for verdens mest kendte musikfestivaler, Mali, hvis befolkning - skønt fattig - havde udsigt til velstand og fremskridt. Nu er det et land, som efter en borgerkrig oplever stigende fattigdom, mangel på basale offentlige ydelser, hvor mennesker tvingers til at modtage et maskingevær og $100 for at følge islamister og siger ja, fordi der ikke er en regering til at beskytte dem eller en mulighed for at tjene penge til at forsørge familien. Det er et land, som vrimler med militær og FN tropper, der bruger alle deres penge på at beskytte sig selv og ikke civilbefolkningen. Det er her, at vi arbejder under ekstrem vanskelige og farlige forhold. Jeg kunne ikke rejse ud af hovedstaden på grund af sikkerhedssituationen - kriminelle har fået en levevej ved at kidnappe udlændinge og sælge dem til højest bydende islamistiske grupper. Så i stedet rejste 15 mennesker, som vi har hjulpet, til hovedstaden for at mødes med mig - nogle af dem var flere dage undervejs. Her mødte jeg blandt andet en ung kvinde og en ung mand, som vi har hjulpet med at få en uddannelse og et erhverv. Den unge kvinde var 23 år gammel. I Mali har kvinder svære kår og giftes ofte tidligt væk uden mulighed for at få en uddannelse. Det betyder, at de er afhængige af mandens indtægt og har meget lidt bevægelsesfrihed. Kvinden på billedet, Sevana, var blevet forladt af sin mand og havde ingen mulighed for at forsøge sig selv og hendes børn. Hun havde fået en uddannelse på 9 måneder som skrædder og hjælp til materialer og en symaskine. Nu havde hun sit eget lille skrædderi og kunne klare sig selv - hun ville gerne fortælle, hvor stor en forskel det havde gjort i hendes liv, derfor havde hun rejst i 2 dage for at mødes med mig. Det havde Emeka også, - en ung mand, der ligesom som mange andre unge mænd egentlig kun havde valget imellem at tage den farefulde tur op gennem Afrika i håb om en bedre fremtid i Europa eller at blive en del af en islamisk terrorist gruppe. Han havde fået uddannelse som sæbemager - altså en der producerer sæbe. Han fik også materialer og udstyr og han har nu fået en fast aftale med en supermarkedskæde om at aftage hans sæbeproduktion. Det er fraværet af håb, der får tusindvis af unge afrikanere til at sætte kursen mod Europa. Vi hører tit, at det er på grund af mobiltelefoner og udsigten til hurtig rigdom og vestlig kultur, der får folk til at betale menneskesmuglere i dyre domme for at fragte dem til Europa. Det tror jeg ikke helt på. Det er manglen på fremtidsudsigter, der hvor de er. Håbet om en bedre fremtid erstatter ikke behovet for sikkerhed, for mad, for uddannelse og for job. Men håbet gør mennesker i stand til at skabe alle disse ting. Håbet gør dem i stand til at tolerere dårligdommen nu, fordi de tror på at det bliver bedre. De ved det. I Mali giver vi unge en vej til håbet 2
Sidste sommer besøgte jeg Palæstina. I den gloende sommerhede mødtes jeg med to af vores kirkelige partnere i Betlehem. Jeg havde mødt dem et par år tidligere, og hvor de da talte med håb i stemmen, talte de sidste sommer med desperation. De palæstinensiske kristne oplever ganske som muslimske palæstinensere presset på deres hjem og samfund. For konflikten skelner ikke ud fra religion. Mens israelerne frygter for deres sikkerhed - og for deres børns sikkerhed, mens de er indkaldte som soldater - så frygter palæstinenserne for deres fremtid. Som en af vores kristne partnere udtrykte det over morgenmaden: Næste gang I spiser morgenmad her i Betlehem, kan det være I spiser alene. Det var hjerteskærende at have håbløsheden med til bords. Har man intet håb for fremtiden, har man intet at miste. På begge sider er vi vidne til vold og en spiral af rettighedsbrud og en politisk elite, der bevæger sig længere væk fra befolkningen. Det kan virke håbløst. Men derfor er det endnu mere vigtigt, at vi igennem vores arbejde er med til at skabe håb, når vi arbejder med unge palæstinensere, eller vores kirkelige partnere, eller israelske menneskerettighedsorganisationer. I november var jeg i Myanmar og Bangladesh jeg kom hjem meget rystet og dybt berørt. Fra august til oktober flygtede over 600.000 Rohingyaer fra Myanmar. Hvis man sammenligner med Danmark, så vil det svare til, at Nordjylland skulle modtage 600.000 mennesker på 3 måneder - og vel og mærke være meget fattigere. Det, der gjorde så stort indtryk på mig, var antallet af mennesker, omfanget af traumatiserede mennesker og omfanget af underernærede børn. Mennesker, der er flygtet i al hast uden papirer og kun med det tøj, de står og går i. Mennesker, der er flygtet til et af verdens mest befolkede lande, et land der selv kæmper med stor fattigdom. De er flygtet til et område, hvor fredet og vigtig skov er fældet. Skov, der er så vigtig for Bangladesh, der er hårdt ramt af klimaforandringerne og ofte rammes af voldsomme oversvømmelser. Skov som er en vigtig indtægtskilde for de fattige i landet. Så de ankommer til et område, hvor telte og skrøbelige huse er bygget på skråninger og er i fare for at falde ned, når regntiden sætter ind om en måneds tid. Et sted, hvor der er meget lidt plads og hvor kampen om mad, lægehjælp og andre fornødenheder finder sted hele tiden. Der skubbes og mases og der er lange køer, hvor folk skal stå i den brændende sol eller i øsende regn for at få livsnødvendig hjælp. Forestil jer, at ankomme forslået, voldtaget eller uden sine kære, der er blevet dræbt undervejs og så skal man kæmpe videre. De fleste flygtninge i verden har oplevet forfærdelige ting under flugten, men når de kommer til en flygtningelejr, er de i sikkerhed, Det er bestemt ingen dans på roser at opholde sig i en flygtningelejr, men i det mindste er det en slags helle. 3
I Bangladesh er der ingen helle, - det er en kamp for overlevelse, på grund af plads, på grund af vold, på grund af underernæring. Jeg talte med en mor, som lige var ankommet med hendes tre børn. To af børnene var så små, at de ikke kunne gå særligt langt og skulle bæres. Hendes mand blev dræbt under flugten, og hun måtte efterlade et barn i krattet mens hun bar det andet barn og den ældste i sikkerhed, derefter gå tilbage og hente det andet lille barn, - og så fortsætte på den måde i flere dage. Der er slet ikke til at forestille sig, hvor forfærdelig en oplevelse det må have været. Men som det altid er, når jeg er på rejser, så er der et lille lys i mørket, - et håb. På en af sundhedsklinikkerne, mødte jeg en bedstemor, der sad og holdt en lille nyfødt i armene, mens mor lå og hvilede sig. Hun smilede og grinede og hev klædet af ham, så jeg kunne se det var en lille dreng. Hun var så glad og det smittede. Midt i mørket var der glæde og håb. Det er sådanne oplevelser, der gør, at vi i Folkekirkens Nødhjælp og alle jer, der støtter os, tror på, at vi kan være med til at gøre en forskel. Den lille dreng skal hjælpes, så han kan vokse op og tro på en fremtid. Det kan vi være med til at give ham. En fremtid, hvor han ikke skal gå sulten i seng, en fremtid hvor han kan føle sig sikker, og fremtid hvor han kan lege med andre børn og når den tid kommer, gå i skole. I år fylder menneskerettighedserklæringen 70 år men tankerne bag menneskerettighederne er meget ældre. I Folkekirkens Nødhjælps vedtægter står der, at vi arbejder ud fra et kristent livs- og menneskesyn, der bygger på, at alle mennesker er Guds skabninger og derfor værdifulde i sig selv og ligeværdige med de samme grundlæggende rettigheder Det er ikke menneskerettighederne, vi henviser til der, men vores kristne livssyn. Du kan ikke være kristen uden at tro på det enkelte menneskes selvstændige værd. Samme tankegang møder vi uanset tro, også hos vores muslimske, hinduistiske, jødiske, buddhistiske og sekulære partnere. Partnere, der hver dag sætter deres komfort og ofte deres liv på spil for at kæmpe for andre end dem selv. Det gør de, fordi de håber på en bedre fremtid for deres medmennesker. Men de ikke bare håber: De tror. De tror på, at det kan lade sig gøre. De tror på, at det nytter. Og det gør det. Alt imens håbet holder dem oppe. Derfor er det så vigtigt at vi - os her i dag bliver ved med at insistere på at møde verden og al dens fattigdom og nød med et budskab om håb - et budskab om, at der er en vej. Det må ikke ties ihjel. Da jeg i november deltog i fejringen af 500-året for reformationen ved gudstjeneste i Københavns Domkirke, plantede vores rådsformand, Peter Skov-Jakobsen - Københavns biskop - en tanke i mig. Peter talte i sin prædiken om tavsheden. Den tavshed, der opstår, når der er konflikt. Den tavshed, der opstår, når der er krig. Den tavshed, der opstår, når flygtninge krydser vores vej. Når vi ser mennesker, der har brug for hjælp. 4
Det fik mig til at tænke at tavsheden behøver ikke at være uden ord. Tavsheden kan også udtrykkes med ord, der skaber distance: Denne konflikt er svær at tale om Denne krig har ikke noget med mig at gøre Vi kan jo ikke hjælpe alle i nød Det er en tavshed, der distancerer. En tavshed, der ikke engagerer sig. En tavshed, der er med til at undertrykke dem, der har brug for hjælp og dem der behandles uretfærdigt. Hvad stiller man op med tavsheden hvordan får man hinanden i tale? Man møder den med næstekærlighed. Med medmenneskelighed. Med håb. Der er rigtig meget tavshed i Danmark og den rige verden i dag. I Folkekirkens Nødhjælp har vi prøvet at kæmpe mod tavsheden med faglige argumenter og dokumentation. Det er i Danmarks interesse at hjælpe fattige i Afrika Vi finder beviser for, at det har betydning for det nære, at vi også hjælper i det fjerne. Vi går ind på tavshedens præmisser, når vi kun diskuterer rationelt og objektivt. Men vi skal ikke gå med på tavshedens præmisser. Vi skal i stedet finde roen og insistere på medmenneskeligheden. Tage udgangspunkt i den enkelte fattiges liv. I flygtningens liv. Det er deres historie, vi skal fortælle. For det er dem, vi er sat i verden for at gøre en forskel for. Og den forskel, vi skaber, er at hjælpe udsatte mennesker med at finde vej til håbet - det er at hjælpe dem, så de holder fast i håbet - så de kan bringe fremtiden ind i nutiden. I det forgange år har vi - alle jer - været med til at give håb til dem, der er på flugt, vi har været med til at give håb til dem, der fængsles for deres overbevisninger, vi har været med til at hjælpe fattige bønder med at forbedre deres afgrøder, vi har hjulpet dem med at sælge deres afgrøder på markeder og få en indtægt, så børnene kan blive i skolen. Vi har hjulpet med uddannelse og arbejde til de mange unge, der står uden fremtidsmuligheder. Vi bringer hjælp - og de mennesker, vi hjælper, bringer hårdt arbejde og troen på forandring i deres liv. For meget få udgifter kan vi udrette store ting, fordi vores partnere og det enkelte menneske har så mange ressourcer og en overlevelsesevne, der gør en ydmyg. Lad os sammen blive ved med at skabe mulighed for, at håbet er tilstede - også hos dem, der har det allersværest. Lad os sammen finde nye veje til håbet. 5