TIL: Inge Genefke, IRCT-ambassadør. CC: Jens Gaarbo, studievært, DR. CC: Økonomi- & Erhvervsminister Bendt Bendtsen v/anders Fugmann. CC: The Registrar, Menneskerettighedsdomstolen v/helle Pøhl. CC: Institut for Menneskerettigheder v/bjørn Elmquist, formand, Rådet for Menneskerettigheder. CC: Folketingets Retsudvalg v/mf Tom Behnke. CC: Læge Flemming Nørregaard, Tømrergade 5, 2200 København N. CC: Offentligheden v/jonna Ørskov og Saint George Human Rights Ass. Int. FRA: Jørgen Theil. DATO: Fredag den 13. januar 2006. VEDR.: Psykisk tortur i retsstaten Danmark. BILAG: 1. IRCT s afgørelse af 24. august 2001. 2. Redegørelse af 13. december 2005 til Økonomi- & Erhvervsminister Bendt Bendtsen. 3. Læge Flemming Nørregaards Statusattest af 8. september 2004. 4. Psykisk Speciallægeerklæring af 31. marts 2005. 5. E-mail af 11. november 2004 til major Frank Grevil 6. Major Frank Grevils definition på psykisk tortur af 12. november 2004. 7. Ansøgning om Førtidspension af 8. november 2005. 8. Redegørelse af 27. november 2005 til The Registrar ved Menneskeretsdomstolen. 9. Lokalcentrets afgørelse dateret den 19. december 2005. 10. Redegørelse af 26. november 2004 til The Registrar ved Menneskeretsdomstolen. 11. Menneskeretsdomstolens afgørelse af 22. december 2004. 12. Berlingske Tidendes artikel om Sadik Ciftci den 17. marts 2001. 13. Politikens artikel om smugler Helle Jensen den 10. juli 2001. 14. DR-Nyhedernes artikel den 3. januar 2006 om unge pigers selv-tortur. 15. DR-Nyhedernes artikel den 10. december 2006 om korruptionen i Danmark. 16. Noget for noget af Jens Lohmann om korruption. 17. Cavling-prisen 2005 til DR-journalisterne Christian Andersen og Michael Klint. 18. MF Tom Behnkes skrivelse af 22. april 1992 vedr. den manglende retssikkerhed. 19. MF Tom Behnkes skrivelse af 27. oktober 1993 vedr. den manglende retssikkerhed. 20. MF Tom Behnkes skrivelse af 15. december 1993 vedr. den manglende retssikkerhed. 21. Udenrigsminister Mogens Lykketofts kronik i Berlingske Tidenden den 22. juli 2001. 22. Redegørelse af 30. juni 2004 til RCT/IRCT v/ture Magnussen vedr. pressens selvcensur. Kære Inge Genefke, Det er længe siden, jeg holdt op med at tro på tilfældigheder, så da jeg mandag den 2. ds. i sidste uge på min første officielle arbejdsdag som psykisk torturoffer (førtidspensionist, som det jo officielt hedder) ved 11-tiden åbnede for min radio og blev kastet midt ind i udsendelsen med Dem og Jens Gaarbo, gjorde 1
indholdet af Deres samtale det hurtigt klart for mig, at det er Dem, jeg skal stile denne skrivelse til: Gak til Inge og bliv menneske, som Jens Gaarbo udtrykte det gennem et kendt citat. I sommeren 2001 var jeg via egen læge, Flemming Nørregaard, ellers gået (læs: af min læge forsøgt henvist) til RCT/IRCT v/professor Bent Sørensen, men var blevet afvist med begrundelsen, at Centeret ikke behandler herboende torturofre af dansk oprindelse, underforstået: I retsstaten Danmark forekommer tortur, det være sig fysisk som psykisk, per definition ikke! Ergo kunne jeg umuligt lide af følgerne deraf. Daværende Generalsekretær Jens Modvig og Professor Bent Sørensen følger gennem en underligt tvetydig afgørelse af 24. august 2001 (BILAG nr. 1) op på denne afvisning ved i realiteten at stemple mig som værende paranoid. Idet de i åbenlyst bevidst ond tro vælger at fortrænge mine veldokumenterede beviser på den mod mig udøvede, psykiske tortur; i.e. hvordan det samlede, danske retsvæsen og dets associerede kollaboratører på Christiansborg og Slotsholmen har følt sig kaldet til at påtage sig bødlens rolle for at kunne dække over Danmarkshistoriens Største Bedrageri, jf. redegørelse af 13. december 2005 til Økonomi- & Erhvervsminister Bendt Bendtsen (BILAG nr. 2). Generalsekretær Jens Modvig og Professor Bent Sørensen følger yderligere nogle måneder senere op på deres afgørelse/diagnose ved en mørk søndagsaften midt under valgkampen op til folketingsvalget i november 2001 at kontakte min ovennævnte, egen læge gennem den fhv. RCT/IRCT-læge Torben Ishøy under foregivelse af at ville hjælpe mig (med at blive indlagt på en anstalt); her, hvor jeg gennem at stille op til Folketinget som uafhængig kandidat forsøgte at råbe pressen op omkring den (for de fleste vælgere/borgere skjulte) retsløshed, den ikke har turdet og/eller måttet skrive om. Det er rædselsscenarier som dette, jeg (i min af mine bødler diagnosticerede paranoia) associerer med det gamle Sovjetunionen, hvor jo kun de allerheldigste dissidenter blev myrdet, mens de mest kritiske blev tvangsindlagt! For, som min egen læge forsikrede mig: Det er kun mig, der ville kunne få dig tvangsindlagt. Det var så også min egen læge, der 3 år senere på Københavns Kommunes anmodning om en statusattest i f. m. min ansøgning om førtidspension pga. mine faktuelle, åbenlyse, psykiske lidelser fra ovennævnte mangeårige, gentagne og grove, psykiske tortur løgnagtigt skriver til kommunen den 8. september 2004 (BILAG nr. 3), at jeg har intet kendskab til arbejdshindrende sygdomme. Han kan mig bekendt godt bestride et job. Som for at hævne min kritik over, at han efter læge Torben Ishøys natlige henvendelse åbenbart også have meldt sig ind i bødlernes fagforening, afsluttede min egen læge statusrapporten til kommunen med at vende mit formentligt allervigtigste overlevelsesmiddel mod mig ved gennem dette at insinuere, at jeg er en hypokondrisk, kværulantforrykt og arbejdssky samfundsnasser: Han må være i god form, da han er god til romaskineroning. Når jeg udtrykkeligt fremhæver, at det er en forsætligt løgnagtig udtalelse, er det fordi, jeg kan dokumentere, at læge Flemming Nørregaard har ét endog overordentligt godt kendskab til de forhold, som, ligeledes på kommunens foranledning, overlæge, speciallæge i psykiatri, Torben Solgaard efter at have undersøgt mig lagde til grund for sin konklusion i Psykiatrisk Speciallægeerklæring af 31. marts 2005 (BILAG nr. 4): Undersøgtes psykiske lidelse medfører en høj grad af funktionstab, og det er svært 2
at forestille sig, at han vil kunne fungere på arbejdsmarkedet under nogen form. Tidligere i konklusionen skriver Torben Solgaard også, at der forespørges om undersøgte lider af PTSD. PTSD er ikke en dansk diagnose. I det danske diagnosesystem modsvares denne bedst af posttraumatisk belastningsreaktion. Undersøgte har aspekter af denne lidelse, men opfylder ikke kriterierne herfor. Før major Frank Grevil blev dømt for landsforræderi, bad jeg ham, der som afhøringsofficer gennem mange år vel må siges at være ekspert i psykisk tortur, om at give mig en skriftlig udtalelse, som jeg ville kunne bruge i min kamp mod mine bødler. Major Frank Grevils udtalelser indgår således i min ansøgning om førtidspension, hvori, som De ville kunne se, RCT/IRCT optrådte i bødlens uniform; jf. bl.a. et uddrag af min mail af 11. november 2004 20:56 til major Frank Grevil (BILAG nr. 5): Kan du huske, at jeg under vores møde et par dage forinden havde vist dig korrespondancen med min egen læge samt formanden for Transparency International, læge Torben Ishøy, hvor især sidstnævnte med såvel reference til som på vegne af RCT/IRCT insinuerer, at jeg lider af paranoia? Og hvor du spontant replicerede, at det her sammen med hele min kontrovers med retsvæsenet er klassiske eksempler på psykisk tortur, som du selv kender det fra forsvaret. Jeg ville derfor gerne bede dig om at give mig en professionel udtalelse over, i hvilken udstrækning du vurderer, jeg har været udsat for psykisk tortur? Jf. FN s konvention mod tortur (ratificeret af Danmark), første artikel. Major Frank Grevil indleder sin udtalelse i sin e-mail af 12. november 2004 07:13 (BILAG nr. 6) med at anføre, at en brugbar definition på psykisk tortur er: Krænkelse af et menneskes behov for selvværd og personlige frihedsrettigheder. Derefter bruger han en hel A4-side på at specificere denne definition, som jeg ikke skal trætte Dem, der er en endnu større ekspert på dette område, med, men som naturligvis vil blive fremlagt, hvis De ønsker at verificere hele eller dele af den dokumentation, der er vedlagt min Ansøgning om Førtidspension af 8. november 2005 (BILAG nr. 7). For indbefattet i denne ansøgnings dokumentation, der er på 89 sider (og som ikke er sammenfattet af mig, men af kommunens sagsbehandler efter eget valg og min godkendelse), finder De beviserne på den psykiske tortur, Den Høje Kontraherende part, retsstaten Danmark, alias RCT/IRCT s mæcen og faktuelle principal har begået mod undertegnede i den hensigt at dække over og hvidvaske det Danmarkshistoriens Største Bedrageri, dennes Schlüter-regering har begået, og som de efterfølgende Nyrup- og Fogh-regeringer også har gjort sig til part i; jf. bilag nr. 2 samt redegørelse af 27. november 2005 til The Registrar ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg (BILAG nr. 8). Sagt med andre ord består sådan ca. 99% af ovennævnte Ansøgnings dokumentation af et beskedent uddrag af beviserne på den psykiske tortur, retsstaten Danmark har udsat mig for, og som pensionsteamet har lagt til grund for sin afgørelse truffet den 13. december 2005; jf. Lokalcentrets skrivelse dateret den 19. december 2005 (BILAG nr. 9): De opfylder betingelserne for at få førtidspension, jf. pensionslovens 16 og 20, stk. 1. Pensionen har jf. pensionslovens 33 virkning fra den 1/1 2006. 3
Som begrundelse giver pensionsteamet, at mit helbred (arbejdsevne) er ødelagt i en sådan udstrækning, at jeg der, efter en enestående karriere hos A. P. Møller-Mærsk, uden en krone på lommen og den japanske Yakuza tungt åndende mig i nakken, byggede ét for danske forhold pænt stort rederi op i Japan - ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. Gennem denne Afgørelse har De således det ubestridelige bevis på mine men efter de overgreb gennem især psykisk tortur - en borger i Danmark vil blive udsat for, hvis/når han eller hun kræver sin ret, og denne ret er imod regimets interesser; det være sig såvel dets lovlige som ulovlige! Jonna Ørskovs kamp for en retfærdig afgørelse i den sag omkring hendes søns død, der i sidste uge gav to DR-journalister årets Cavling-pris, er et klassisk eksempel og bevis på denne påstand. (se også nedenstående under post scriptum) Det er således hverken retsstatens eller nogen af alle de mange NGO-er s, den ynder at pynte sig med, fortjeneste, at jeg ikke opfylder overlæge i psykiatri Torben Solgaard og videnskabens kriterier for posttraumatisk belastningsreaktion! For desværre står også alle de menneskerettighedsorganisationer, jeg har haft kontakt med og/eller har kendskab til, samt den samlede presse som endog særdeles villige, for ikke at sige overordentligt nidkære, medlemmer af den bødlernes Fagforening, De under forrige mandags udsendelse i kraftige vendinger nødede MF og præst Søren Krarup til at melde sig ind i. Denne (bag)side af retsstatens medalje erfarede jeg på min egen krop (psyke og pengepung, jf. ovenstående), da eet af mine skibe, FYLYPPA, kom i klemme i ovennævnte bedrageri, og retsstatens faktuelle Principal (de banker, der havde finansieret mit skib) forsøgte at lokke, nøde og presse mig til at deltage i ulovlighederne. Som afpresningsmiddel (mis)brugte de ikke bare min personlige garanti for lånet og dermed hele formue, men det, der er mig kærest: Min søn! Der gennem hele sin opvækst har måttet leve med den tort og smerte at se sin far blive behandlet og ydmyget, som var det mig, der er forbryderen. Hvor mine eneste forbrydelser består i, at jeg nægtede at deltage i de kriminelle handlinger, der førte til ovennævnte Danmarkshistoriens Største Bedrageri, og efterfølgende har gjort modstand (altid under strengeste iagttagelse af lovens selv mindste bud), da jeg skulle straffes (tortureres) pga. min ulydighed. Hvorved mine behov for selvværd og personlige frihedsrettigheder er blevet krænket i en udstrækning, at der er tale om såvel grov psykisk tortur, som at jeg i mange år har været, og stadig er, både rets- og fredløs i realiteten. Så til forskel fra Dem, der af kristen næstekærlighed valgte (som, jeg hører Dem, snarere blev kaldet til) at gå ind i bekæmpelsen af tortur, fordi De gennem Deres lægegerning så de uhyrligheder, der er resultatet af den nådeløse verdens ligegyldighed, blev jeg i første omgang tvunget ind i dette universelle rædselskabinet for at beskytte mig selv og min familie, mit skib, dets last og mine søfolk; ikke nødvendigvis i denne rækkefølge. Nogle år og mange kampe senere indså jeg, at den primære grund til, at FYLYPPA -sagen har udviklet sig til et enestående tilfælde, ingenlunde skyldes, at den oprindeligt var enestående - for den er blot ét blandt tusinder af eksempler på de overgreb, retsstaten notorisk begår mod rigets borgere - men at denne udvikling tværtimod udelukkende skal tilskrives min medfødte viljestyrke og udholdenhed; i.e. at for hver gang, regimet strammer de psykiske tommelskruer, insisterer jeg blot endnu mere på min ret. Som nu her, hvor jeg umiddelbart ville mene, at De, efter Deres udtalelser forrige mandag i DR, som ambassadør 4
for IRCT ikke bare kan sidde Deres kollegers førnævnte, feje overgreb gennem nådeløs ligegyldighed overhørig; jf. min summariske redegørelse af 26. november 2004 til The Registrar ved Menneskeretsdomstolen i Strasbourg (BILAG NR. 10), hvori De ved selvsyn ville kunne se, at Domstolen har taget på ( behandlet, som de kalder det) RCT/IRCT s overgreb, som var det de (metaforiske) glødende jern, den høje kontraherende parts bødler torturerer og brændemærker mig med! Således ved at afsige en groft uretfærdig og angstprovokerende afgørelse; jf. Domstolens afgørelse af 22. december 2004 (BILAG nr. 11) samt min førnævnte respons derpå gennem bilag nr. 8. Som forretningsmand har jeg naturligvis fuld forståelse for, at De skal bruge penge, mange penge, til Deres projekter (jeg mener at kunne huske, at De forrige år fik bevilget kr. 51 mill. over finansloven). Mit kald, om jeg også har et sådant, er imidlertid at gøre Dem og andre velmenende borgere bevidste om, hvordan magthaverne i realiteten fordækt og perfidt undergraver demokratiet, retssikkerheden, retfærdigheden og retsfølelsen samt alle de andre menneskerettigheder, dyder og lignende livskvaliteter, de ved højtidelige lejligheder ellers altid taler så ømt om! Såsom at åbne Deres øjne og bevidsthed, så De kan gennemskue, hvordan regimet narrer (for ikke at bruge ordet bedrager ) borgerne til over skatten at betale for førnævnte illusion, at i retsstaten Danmark forekommer tortur (og lignende overgreb) per definition ikke! Ganske som den i juni 1992 begik Danmarkshistoriens Største Bedrageri ved at stille skatteborgernes egne penge som garanti (og derved i risiko) for den bank (Unibank), der i stupid og kynisk grådighed og udnyttelse af selv samme skatteborgere og deres penge havde bragt sig selv langt udover bankerottens og fallittens rand; jf. min mangeårige, grundige efterforskning og afsløringer angivet i bilag nr. 2 Sagt med andre ord har jeg eet endog særdeles overbevisende og veldokumenteret, politianmeldt belæg for at befrygte, at vores nok så empatisk veltalende Udenrigsminister ikke igen ville sætte RCT/IRCT på finansloven, hvis De meldte Dem ud af bødlernes Fagforening og ikke længere gik regimets ærinder som garanten for ovenstående illusion! Det er i hvert fald det motiv, jeg har Deres ovennævnte to kolleger mistænkt for at have lagt til grund for deres afgørelse i bilag nr. 1 - i.e. afvisning om hjælp og/eller samarbejde om at afsløre The Danish Way (dvs. den egenartede, danske, perfide, psykiske form for tortur) hvis den da ikke ligefrem bare bunder i nådesløs ligegyldighed. Der kan siges, og bliver notorisk sagt, meget dårligt om præstefætrene Søren Krarup og Jesper Langballe, således senest af Dem i ovennævnte radioudsendelse, men aldrig, at de er et par feje hyklere! Det er ikke til at sige, om disse to sorte præster, som jeg bestemt heller ikke bryder mig om, ville være mindre kæphøje, hvis de stod trængt op mod muren og ikke som nu står med over 10% af Danmarks befolkning i ryggen. Dog foretrækker jeg, om jeg selv kunne vælge, disse to præster frem for de to højtestimerede læger, professor Bent Sørensen og daværende General-sekretær Jens Modvig, som mine bødler! Idet mine chancer for at opnå sympati for mine psykiske men hos de resterende 90% af befolkningen umiddelbart ville være langt større, end når jeg angiver professor Bent Sørensen og Generalsekretær Jens Modvig som værende at finde blandt nogle af de mest feje og infame af mine bødler; jf. følgende afsnit i overlæge Torben Solgaards konklusion: Undersøgte har oplevet sig meget uretfærdigt behandlet og mener, at diverse myndigheder har dækket over hinanden for at hindre ham retfærdighed. Har brugt de sidste 20 år af sit liv samt sin formue på at procedere. 5
Der forespørges, hvilken diagnose undersøgte i givet fald har. Undersøgte mener selv, at han lider af PTSD, og andre skulle have ment, han lider af paranoia. I diagnostisk henseende fremtræder undersøgte med visse træk på en tvangspræget personlighedsstruktur samt med træk af den paranoide personlighedsstruktur uden dog at opfylde kriterierne for disse tilstande. Det lyder formentligt helt vanvittigt, når en mand med min engang succesrige baggrund jubler lykkelig og lettet over at være blevet stemplet 100% psykisk invalideret og uarbejdsdygtig af de ansvarlige myndigheder? Og at jeg oven i købet beretter vidt og bredt herom gennem nærværende redegørelse til Dem. Men mit motiv er, som allerede nævnt, det samme som Deres: At trænge ind til den bevidsthed, der aldrig ville tillade den nådeløse verdens ligegyldighed. For før vi når ind til denne bevidsthed, skal vi med fare for at blive sat i bås med Don Quijote og lignende, paranoide, kværulantforrykte landsbytosser igennem menneskets myriader af fortrængningsmekanismer, hellige køer, forudfattede meninger, nepotistiske alliancer samt sociale og lignende, identitetsmæssige strukturer og sikkerhedsnet; jf. den udtalelse på side 3 i bilag nr. 8, som en højtrespekteret forsker har skrevet med direkte reference til FYLYPPA -sagen, og som for nemheds skyld lige gengives her: Min umiddelbare tanke til dig er, at din situation er lidt som Oliver Stones JFK -film om mordet på Kennedy. Måske den (( FYLYPPA -sagen)) nærmest er for stor. Det er jo ikke et spørgsmål om at have ret i, at du har en kamel, men om at få folk til at sluge den. Det giver anledning til voldsom stor frustration, når man ved, man har ret, men ingen accepterer, at man har ret, eller at nogen arbejder bevidst imod én. Advokaten i filmen har alle beviserne, men taber mordsagen, fordi hans mission er alt for stor til at det amerikanske folk vil følge ham lidt ligesom at presse en kamel gennem et nåleøje. Dit problem angår til dels også social forandring, og i og med at enhver social struktur favoriserer bestemte mennesker, er der altid nogen, der vil være voldsomt imod den sociale forandring. Da disse mennesker som regel er magthaverne, hvis identitet er skabt gennem den pågældende sociale struktur, bliver det for dem nærmest et spørgsmål om (identitetsmæssig) liv eller død. For dem er det ligegyldigt, om du har ret eller ej; de vil gøre meget (alt) for at bevare status quo og så er vi tilbage ved ondskabens banalitet. Der er få, der kan se den abstrakte ondskab. På nuværende tidspunkt må jeg af sikkerhedsmæssige årsager holde vedkommendes navn tilbage, men De kan trygt regne med, at vedkommende, offentligt kendte og højtrespekterede persons troværdighed og integritet er lige så indiskutabel som Deres! I modsat fald frafalder jeg naturligvis enhver anklage og ærekrænkelse, jeg for nærværende måtte have fremsat. Det ville kun glæde mig at kunne oplyse vedkommendes navn til gengæld for Deres seriøse respons. Indtil da må jeg opfordre Dem til at kontakte fhv. dir. i Lønmodtagernes Dyrtidsfond Flemming Skov nævnt på samme side, idet han for længst har tilbudt at bekræfte sin opfattelse af FYLYPPA -sagen overfor enhver, der måtte have tvivl om lødigheden i mine anklager og beviser mod Den Høje Kontraherende Part, 6
retsstaten Danmark. Det, der i sommeren 2001 fik mig til at bede min egen læge om en henvisning til RCT/IRCT, var en artikel i Berlingske Tidende den 17. marts 2001 (BILAG nr. 12) under overskriften Sygemeldt efter tyrkisk fængsel : Posttraumatisk: Dansk-kurderen Sadik Ciftci er stadig ikke i stand til at passe sit arbejde efter fire måneders uberettiget - ophold i tyrkisk fængsel. Den 45-årige dansk-kurder Sadik Ciftci, der i begyndelsen af januar blev løsladt efter fem måneder i tyrkisk fængsel, er fortsat ikke i stand til at genoptage sit arbejde i en smørrebrødsforretning i København. Rehabiliteringscentret for Torturofre er ikke færdig med at undersøge Sadik Ciftci, som efter løsladelsen har fortalt om den psykiske tortur, han angiveligt blev udsat for i Tyrkiet. Men foreløbig har lægerne konkluderet, at han opfylder kriterierne for posttraumatisk belastningsreaktion, som er en særlig stress-lidelse. Artiklen går videre med at tale om den erstatning, Sadik Ciftci kræver, idet der lægges vægt på, at hans fængselsophold var uberettiget, og afslutter med følgende udtalelse fra Sadik Ciftcis advokat, Bjørn Elmquist: Samlet set er der mange grunde til, at fængslingen har været uberettiget. Oveni kan man så lægge, at de tyrkiske myndigheder har overtrådt en række rettigheder, såsom forbud mod tortur og retten til at tale med sin forsvarer. Gennem at drage paralleller mellem Sadik Ciftci og undertegnede har De beviset på den ulovlige diskrimination og psykiske tortur, retsstaten Danmark v/dem begår mod herboende borgere af gamle, danske aner, der kræver deres ret, samt hvordan regimet legaliserer disse forbrydelser ved gennem The Danish Way at udøve perfid og kreativ positivistisk lov og præcedens (i.e. ved at henholde sig til det af regimet vedtagne paradigme, at i retsstaten Danmark forekommer tortur per definition ikke ), jf. bilag nr. 1. Varetægts- og isolationsfængsel af personer, mod hvem der foreligger særligt bestyrket mistanke, at vedkommende har begået en alvorlig forbrydelse, er ikke forbudt i hverken Tyrkiet eller Danmark og regnes mig bekendt ikke for tortur. Så idet De i RCT/IRCT og advokat Bjørn Elmquist som specialister i tortur, jura og politik underkender den tyrkiske lov, der ville kunne have givet Sadik Ciftci op til 25 års fængsel, lægger De i behandlingen af hans straffesag da også overvejende vægt på Deres egen juridiske vurdering af, at varetægtsfængslingen var uberettiget. Jeg kunne i 2001 som nu derfor kun konkludere, at hele Sadik Ciftcis diagnose på posttraumatisk belastningsreaktion var betinget af og bunder i, at De i RCT/IRCT havde en politisk interesse i at afgøre og skilte med internationalt, at varetægtsfængslingen af Sadik Ciftci var uberettiget (RCT/IRCT s hjælp samme år, jf. Politiken den 10. juli 2001 (BILAG nr. 13) samt min korrespondance med professor Bent Sørensen, i sagen mod den i Danmark isolationsfængslede og senere dømte smugler Helle Jensen, var iflg. professoren da også et enestående PR- 7
stunt, der under ingen omstændigheder skulle gentages). Hvor Sadik Ciftcis uberettigede varetægtsfængsling og derigennem psykiske tortur kun stod på i 4-5 måneder, havde jeg på daværende tidspunkt været rets- og fredløs i ca. 15 år gennem førnævnte bankers uberettigede stævningen mod mig personligt, idet samtlige domstole håndhævede disse civile søgsmål, som var de berettigede sigtelser mod mig for de forbrydelser, bankerne selv havde begået; jf. (under)bilag nr. 83 anført i nærværende bilag nr. 8, artikel i Nyborgbladet den 16. november 1993, hvor jeg i den daværende formand for Den Danske Dommerforening, dommer Lars Ryhaves, egen ret i Nyborg (igen) bliver anbragt på anklagebænken i det uretvise, civile søgsmål, Danske Bank v/adv. Chr. Kjær havde anlagt med det ene formål at terrorisere mig. Det var for mig derfor uforståeligt, at Professor Bent Sørensen i bilag nr. 1 som begrundelse for sin afvisning giver, at IRCT ikke behandler torturofre, for under en opringning på 33760600 til Borgergade 13 fik jeg bekræftet, at RCT også holder til, og at alle torturofre modtager behandling, på denne adresse. I det hele taget foreligger der særligt bestyrket mistanke om, at professor Bent Sørensen på vegne RCT/IRCT havde fordækte, politiske samt desværre også ulovlige interesser i at fremme Cadik Ciftcis henholdsvis afvise min sag, og at han derved har begået en kriminel handling. Jeg håber, De forstår, at nærværende redegørelse på det bestemteste ikke er en underkendelse af det store arbejde, RCT/IRCT udfører med at bringe alverdens torturofre tilbage til livet? Jeg håber dog mindst ligeså meget, De samtidigt er fuldt bevidst om, at RCT/IRCT primært kun symptombehandler? Sidst, men ikke mindst, håber jeg derfor, det er Deres højeste, politiske ambition at arbejde hen imod at gøre Dem selv arbejdsløs? Det skal naturligvis ikke være nogen hemmelighed, men tværtimod understreges, at grunden til, jeg i sommeren 2001 bad min egen læge om en henvisning til RCT/IRCT, for det første var, at de aspekter af denne lidelse, i.e. posttraumatisk belastningsreaktion, som overlæge i psykiatri Torben Solgaard konstaterer i bilag nr. 4, fra blot at være en latent belastning, jeg havde lært mig selv at leve med, nu begyndte at vise tænder. Så den primære grund til henvendelsen var af helbredsmæssige årsager: For selvom det nu fremgår af bilag nr. 4, at jeg, til forskel fra Cadik Ciftci, ikke opfylder kriterierne for posttraumatisk belastningsreaktion, viser til sammenligning bilag nr. 12 med al tydelighed, at det ikke var fordi, der var blevet taget lempeligere på mig, men fordi Cadik Ciftcis psyke ikke er særligt stærk. Tværtimod har De i RCT/IRCT spillet mit engang formidable jernhelbred samt viljestyrke og udholdenhed op imod mig samt underkendt, at det udelukkende var min egen fortjeneste, at det ikke er lykkedes Deres mæcener alias mine bødler at knække mig helt. Som De velsagtens kan bekræfte og har en omfattende, professionel indgang til og dyb indsigt i, er det for mange torturofre ikke så meget de (fysiske som psykiske) tommelskruer, ofret har på og bliver pint med lige nu og her, men alle de mange langt mere raffinerede instrumenter, bødlen truer med også at bruge om nødvendigt, der gør mest ondt på sjælen? Og så er disse trusler, i hvert fald for mig, for intet at regne mod al det uudtalte, ofret (for nærværende undertegnede i sin paranoia ) forestiller sig og frygter, vil blive brugt mod ham, hvis han ikke overgiver sig betingelsesløst! 8
Eftersom jeg allerede på daværende tidspunkt havde adskillige års erfaring for, at Den Høje Kontraherende Part gav pokker i Menneskerettighedskonventionens artikel 3, der bestemmer, at ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, havde jeg gennem henvisningen fra egen læge til RCT/IRCT derfor håbet på, at jeg derigennem ville kunne have opnået beskyttelse under FN s Konvention mod Tortur, som Danmark (i lighed med Menneskerettighedskonventionen også) har ratificeret. Og tidspunktet var umiddelbart gunstigt, for, som De måske husker, var Danmark (som den, iflg. den selv, førende retsstat i verden i den internationale kamp for menneskerettighederne) v/udenrigsminister Mogens Lykketoft allerede på daværende tidspunkt begyndt at gøre sine hoser grønne og udføre sine mest dristige parringsdanse på diplomatiets bonede gulve for at hans land skulle blive tilkendt den kommende, frie plads i FN s Sikkerhedsråd. Thi guderne skal vide, at jeg netop på daværende tidspunkt, hvor jeg var specielt langt nede, havde hårdt brug for en venlig, hjælpende hånd! Og især havde jeg brug for den beskyttelse mod mine bødler, RCT/IRCT ville kunne have formidlet under FN s Konvention mod Tortur samt gennem at bruge Deres forbindelser til især pressen og Folketinget, så jeg også kunne have nydt godt af den beskyttelse, offentlighed i forvaltningen tilsigter at give rigets borgere. Det føltes derfor som hårde slag lige i hjertekulen og ydmygende spark i ansigtet og på kroppen, da professor Bendt Sørensen og Generalsekretær Jens Modvig i stedet for at hjælpe mig op og stå på benene igen tværtimod fejt kastede mig for ulvene og værst af alt - derved lagde Menneskeretsdomstolens afvisning af alle mine beviser på mangeårig, grov, psykisk tortur lige til Helle Pøhls højreben; jf. bilag nr. 11. Forestil Dem, hvad RCT/IRCT og jeg ville kunne have udrettet (luget ud af med rode), havde professor Bendt Sørensen og Generalsekretær Jens Modvig ikke været fordækte medlemmer af Bødlernes Fagforening og prostitueret deres idealer? For hvis De kan det, er det rent faktisk det selv samme tilbud om samarbejde, jeg gennem nærværende redegørelse her genfremsætter til RCT/IRCT v/dem, fr. Inge Genefke! Og selvom jeg formoder, at i hvert fald generalsekretæren vis-a-vis undertegnede tegner og derved gør RCT/IRCT ansvarlig for hans og professor Bent Sørensens ulovligheder, frafalder jeg, uden præjudice, herved ethvert krav, jeg måtte kunne gøre gældende mod RCT/IRCT, hvis De, fr. IRCTambassadør, vil og kan formidle et ærligt og respektfuldt samarbejde. Jeg vil sågar gå så langt som til at sætte Dem i udsigt, at De i så fald også ville skabe en enestående mulighed for at kunne erhverve de tre millioner kroner, De mangler til Deres næste projekt. Nogle af ovennævnte bilag er så afskrækkende lange, at jeg derfor har valgt ikke at vedhæfte nogen af dem, men de vil naturligvis blive fremsendt i samme øjeblik, De måtte bede om det. Jeg ser frem til Deres svar. Med venlig hilsen, Jørgen Theil PS: Nærværende redegørelse vil sammen med især redegørelserne iflg. bilag nr. 2, 8 og 10 samt bilag nr. 1, 7, 11 konstituere essensen af det handlingsforløb samt den dokumentation og de beviser, jeg lægger til 9
grund for plottet i min bog, Eventyret om Zen og Den Danske Mafia, jeg nu er mere end halvt færdig med at skrive, og hvor også RCT/IRCT v/ovennævnte tre læger samt min egen læge optræder som sprællevende, nidkære, navngivne bødler. Det er således i Deres magt at være med til at forme RCT/IRCT s (endelige/virkelige) ansigt og overbevise mine læsere om, at RCT/IRCT ikke er en fordækt afdeling af Bødlernes Fagforening. Inspireret, eller snarere bevidstgjort, af kapitlet med min gamle chef fra min tid i A.P. Møller-Mærsk, hvori jeg beskriver, hvordan han simpelthen ikke kunne kapere, at vores retsvæsen og øvrige forvaltning vitterligt er så perfidt, uformående og korrupt, som jeg fremstillede det for ham gennem FYLYPPA -sagen, vil jeg for Deres samt en yderligere sikkerheds skyld lige hente nogle forholdsvis nye eksempler på retsstatens åndelige armod frem, som De har kunnet læse Dem til gennem pressen dog formentligt uden at vide, hvad der i virkeligheden stod eller, især, ikke stod: Unge piger skærer i sig selv DR-Nyhederne den 3. januar 2006 (BILAG nr. 14). Et Stigende antal unge skærer og skader sig selv med vilje. Den første kortlægning af problemets omfang viser, at hver sjette pige i en ganske almindelig 8. eller 9. klasse har gjort skade på sig selv. Det er, for mig at se, ikke lykkelige mennesker for nærværende purunge piger i deres yndigste alder, der burde have haft travlt med at gøre sig lækre overfor drengene der agerer deres egen bøddel. Tværtimod er jeg temmelig sikker på, de udgør kernen blandt de 20% af blomsten af Danmarks ungdom, der overvejer og for manges vedkommende har forsøgt selvmord. Nu ved vi jo rent statistisk, at det kun er et fåtal, der ender med at tage deres eget (fysiske) liv. Derimod vil jeg summarisk vove den påstand, at de resterende 99,9% (af disse 20% selvmordskandidater) begår åndeligt og/eller psykisk harakiri, så de som voksne er sikre på ikke at skulle møde mine bødler og derfor vil kunne overskue at få resten af deres liv overstået! Men De har måske en bedre forklaring? Den 10. december 2005 skrev DR-Nyheder (BILAG nr. 15), at korruption i Danmark stikker virkelig ud i forhold til resten af verden, siger statsautoriseret revisor Søren Primdahl Jakobsen til Politiken. I de årlige opgørelser ((for Danmarks vedkommende udarbejdet af læge Torben Ishøy, red.)) ligger Danmark ellers traditionelt i top som et af de lande, der har allermindst korruption. Både fremhævningen og understregningen er min for at markere, at i alle de år, hvor Transparency International Danmark med førnævnte tidlige, ligeså ambitiøse som kyniske, RCT/IRCT-læge Torben Ishøy som formand har eksisteret, har selv samme Danmark ligget på toppen. I TI s første 3 leveår begik retsstaten Danmark (læs: læge Torben Ishøy) sågar hattrick som Verdens Mindst Korrupte Land. I hvilket tidsrum forherligelserne af deres fælles mæcen alias mine bødlers principal, retsstaten Danmark, i korrespondancen mellem Torben Ishøy og undertegnede involverende især levebrødsmenneskerettighedsfrontkæmperne Tøger Seidenfaden, daværende journalist Henrik Döcker fra Ritzaus Bureau samt fhv. landsdommer og nu dommer ved Krigsforbryderdomstolen i Haag, Henrik Brydenholt, ikke står tilbage for Hitlers propagandaminister Joseph Göbbels udgydelser om Det Tredje Rige og til sammenligning får daværende diktator Saddam Husseins TV-berømte, faderligt hengivne strøg med hånden hen over håret på den lille dreng til at ligne et kynisk indstuderet PR-stunt. Dagen forinden, den 9. december 2005, der er den internationale antikorruptionsdag, blev Jens Lohmanns nye bog om korruption Noget for noget udgivet af Mellemfolkeligt Samvirke (BILAG nr. 16). Og jeg kunne næsten fristes til at tro, at det er den, der har givet ovennævnte statsaut. rev. Søren Primdahl 10
Jakobsen mod til at udtale sig til Politiken. Men det, der råber højest til himlen, er alt det, ingen har sagt eller skrevet noget om: Nemlig, at i alle de år, hvor formanden for Transparency International i Danmark i.e. Deres førnævnte, højtbetroede forbundsfælle, håndlanger og bøddel, læge Torben Ishøy - har set sin interesse i at promovere retsstaten Danmark som Verdens mindst korrupte land, har de eksperter, der har forstand på, og som tager ærlig og oprigtig afstand fra korruptionen, betragtet Danmark som eet af verdens mest korrupte (i definitionen perfide) lande; jf. bl.a. mit læserbrev af 1. marts 2002 i Politiken under overskriften Kyniske korruptionsbekæmperer, der er møntet på magt-, penge- og prestigeærgerrige levebrøds-menneskerettighedsfrontkæmpere som læge Torben Ishøy, men som, desværre, har fået bortredigeret de vægtigste afsnit/afsløringer. Ligeledes i sidste uge blev modtagerne af Cavling-prisen år 2005, DR-journalisterne Christian Andersen og Michael Klint, udpeget og hædret for deres dokumentarudsendelse Hævet over mistanke (BILAG nr. 17) om politi- og anklagemyndighedens indspisthed. Udsendelsen og prisen taler for sig selv og viser med al tydelighed, at på samme måde, som mangeårig overlæge og retsmediciner Hans Reich blev fyret, fordi han udtalte sig mod regimets interesser, på samme måde ville, som antydet ovenstående, RCT/IRCT miste sin årlige apanage fra Udenrigsministeren over finansloven, hvis De ikke legaliserer regimets fortolkning af FN s Konvention mod Tortur og art. 3 i Menneskerettighedskonventionen. De kan i hvert fald ikke forvente hjælp fra regeringens støtteparti; jf. den nye formand for Folketingets Retsudvalg, MF Peter Skaarup, der i forlængelse af en efterfølgende genudsendelse og opdatering på DR1 af dokumentarudsendelsen udtalte på TV, at det er meget sjældent at se, at systemet er indspist. Og minsandten om ikke han som formand for Retsudvalget på vegne af hele Folketinget gik skridtet videre gennem at indestå for regimets fortolkning af retssikkerheden i Danmark (og dermed i virkeligheden af demokratiet og menneskerettighederne), da han afsang én af Justitsministeriets mest elskede og benyttede falske melodier på omkvædet: Jeg har stor tillid til (for nærværende) politiet, og at de gør deres arbejde! Sagt med andre ord ligger hele Deres, fr. Inge Genefke, afdødes mor, fr. Jonna Ørskovs, samt resten af Danmarks befolknings garanti for verdens bedste retssikkerhed i verdens bedste retsstat udelukkende i den notorisk perfide og retspolitisk korrumperede Peter Skaarups store tillid til politiet og de øvrige retsinstitutioner! Det (læs: denne varme luft) er oven i købet Deres eneste garanti! Hverken (læs: i hvert fald ikke) mere eller mindre, eftersom ingen MF er i Retsudvalget eller i det øvrige Folketing har afgivet dissens. I øvrigt har jeg i de 20 år, FYLYPPA -sagen har verseret, og hvor jeg har holdt Folketinget v/retsudvalget grundigt underrettet, kun én gang oplevet at få respons fra et medlem; daværende retspolitisk ordfører for Fremskridspartiet, Tom Behnke, der afsluttede sin første skrivelse af 22. april 1992 (BILAG nr. 18) med ordene: Jeg finder din sag af principiel karakter og er som dig interesseret i, at vi har et godt og retfærdigt retssystem. Justitsministeren, som reaktion på Tom Behnkes skriftlige spørgsmål til ministeren i h. t. Folketingets Forretningsorden 20, sendte imidlertid (læs: naturligvis) min klage over politi- & anklagemyndigheden v/daværende, notorisk groft korrumperede Rigsadvokat Asbjørn Jensen til udtalelse hos - Rigsadvokat Asbjørn Jensen! Som frifandt sig selv i vendinger, der fik vandet til at gå på Tom Behnke. Hvorefter han 11
konkluderede i sin skrivelse af 27. oktober 1993 (BILAG nr. 19), at det er som at slå i en dyne. Det var jo sådan set det, jeg havde gjort hele tiden, så det kom ikke som nogen overraskelse for mig. Så han, der er både politimand og retspolitiker, kunne ligeså godt og, efter min mening, med fordel, havde han ikke været så bange - have skrevet, at regimets fremgangsmåde er ren og skær psykisk tortur. Hvilket han så i samarbejde med RCT/IRCT alt sammen ville kunne have indbragt for FN. I stedet for sætter han sig efter valget i 1994 sammen med Retsudvalgets nye formand, Cadik Ciftcis førnævnte forsvarer, stjerneadvokat med speciale i menneskerettigheder Bjørn Elmquist, og udarbejder lov nr. 1995-06-14-ÆL.393 omhandlende det af alle retskafne borgere frygtede og dæmoniske Politiklagenævn. Mig spidser han af med endnu et par vemodige sange sat i musik til Justitsministeriets falske melodier (de af mig fremhævede temaer i hans skrivelse af 15. december 1993 (BILAG nr. 20) viser, at han i perfiditet ikke står tilbage fra Retsudvalgets nuværende formand, Peter Skaarup): Undertegnede skal hermed takke for det tilsendte brev af 1. december 1993, som jeg har læst med interesse (læs: rend mig i røv eren). I den forbindelse skal jeg oplyse, at dine oplysninger fortsat indgår i mine overvejelser (læs: er blevet lodret arkiveret), og jeg afventer kun det rigtige tidspunkt (læs: jeg gemmer mig blandt Tingets alle andre hjælpeløse levebrødspolitikere) til at skyde dit og andres tilfælde ind i debatten, så vi kan få ryddet op (læs: jeg vil så nødigt indrømme og se min egen uformåen- og middelmådighed i øjnene). Du ønskes held og lykke med dit videre arbejde (læs: så forstå det dog, kværulantforrykte idiot: rend mig i røv eren!!! Og hold så op med at sende mig flere af dine tåbelige afsløringer). Det er jo aldrig for sent at angre tidligere tiders dårskab, så nu, hvor han oven i købet er retsordfører for det parti, der ser sig selv som garanten for retsstaten, burde Tom Behnke kunne udøve rene mirakler på den retspolitiske scene. For et mirakel i Dagens Danmark ville være, om bare én modstander af regimet fik en retfærdig behandling. Han kunne således starte med at læne sig tungt op ad sine partikammerater og ministre i henholdsvis Justitsministeriet og Udenrigsministeriet og spørge, hvad der bliver af realiteterne bag den fordømmelse, de arvede fra den tidligere Nyrup-regering; jf. daværende Udenrigsminister Mogens Lykketofts kronik i Berlingske Tidende den 22. juli 2001 (BILAG nr. 21): Alle fordømmer tortur også de myndigheder, som accepterer eller selv udøver tortur. Tortur finder således sted i det skjulte. Det er derfor vigtigt, at alle påstande om tortur efterforskes og retsforfølges. Det kan jo næsten ikke siges tydeligere! (Mogens Lykketoft kunne have bidt tungen af og har da også efterfølgende bitterligt fortrudt denne udtalelse. Den lød bare så godt og helt ufarlig, da han sagde den; som én af dem, der kan scores billige point på). Og dog mener alle disse tre ministre efterfølgende, at det ikke er deres bord (ressort, som Mogens Lykketoft kalder det), uden dog at henvise mig til et nyt bord. Jeg håber derfor, at De, fr. Inge Genefke, der ved, at viden er magt, og bruger Deres viden som både værktøj og våben, vil udnytte Deres magt til at omsætte den viden og omfattende dokumentation, jeg her har givet Dem, til også at fremme retssikkerheden for os danske torturofre. 12
PPS: Jeg erkender, at nærværende redegørelse ikke er synderligt meget venligere i tonefaldet end dem til Helle Pøhl og Bendt Bendtsen. Det skyldes, jeg har 20 års dyrekøbt erfaring for, at det netop ikke forholder sig, som Peter Skaarup foregiver, men at regimets bødler og andre embedsmænd tværtimod holder sammen som ærtehalm. For det er minsandten fjerde gang, jeg henvender mig til RCT/IRCT: Første gang gennem egen læge, anden gang direkte til professor Bendt Sørensen, tredje gang til kommunikationskoordinator Ture Magnussen og nu Dem. De to første gange er der gjort grundigt rede for ovenstående, og hvad angår tredje gang kan jeg anbefale Dem at læse min redegørelse af 30. juni 2004 til Ture Magnussen (BILAG nr. 22). I denne redegørelse, der primært var fokuseret på pressens selvcensur samt medlemskab og afhængighed af Den Danske Juristmafia, vil De kunne se, at der er en verden til forskel på det, Ture Magnussen sagde og det, han gjorde. Og det er jo så også bl.a. udgydelser som disse, speciallæge i psykiatri Torben Solgaard har lagt til grund for sin Speciallægeerklæring iflg. bilag nr. 4 og pensionsteamet for dets afgørelse iflg. bilag nr. 9; og som formentligt begge inderst inde mener, jeg er en kværulantforrykt stakkel, der ikke har forstået at give op, mens tid var. Så hvis De føler Dem dårligt behandlet, har De hermed grunden dertil. Og jeg skal være den første til at komme med en uforbeholden undskyldning og gøre alt godt igen, hvis De vælger at samarbejde. I modsat fald opfordres De til at betragte hele nærværende redegørelse som en retlig provokation, hvis anklager og indhold i øvrigt efterfølgende vil stå med forbindende tekst og processuel skadevirkning, såfremt De ikke kan eller vil tilbagevise det gennem en anmeldelse og/eller et søgsmål for ærekrænkelser. PPPS: For ikke så forfærdeligt mange år siden kunne jeg stadig udarbejde en redegørelse som denne på 2, højst 3 dage. Nu kan jeg af de årsager, der er lagt til grund for bilag nr. 4 og 9, kun producere én om dagen. Så såfremt nærværende ikke måtte vise sig at være fyldestgørende, håber jeg, De vil udvise tålmodighed og bærer over med mig på lige for med Deres andre klienter i RCT/IRCT. 13